Det norske Folks Historie/1/86

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Egil Skallagrimsſøns Forbandelſer udtrykte viſtnok hvad Folket i Almindelighed følte eller ønſkede, om Faa end havde Mod eller Anledning til at lægge ſit Sindelag ſaa utvetydigt for Dagen, ſom den djerve, hevngjerrige Islænding. „Det var mange Mænds Tale“, heder det i en Kongeſaga, „at Erik vilde rydde alle ſine Brødre af Vejen, for alene at raade Kongedømmet, og paa den Maade hæve ſine Sønner til Riget efter ſine Dage, hvorover han blev uvenneſæl hos hele Almuen“[1]. Merkeligt er det ellers, at ingen af de Sønner eller Sønneſønner af Harald Haarfagre, der endnu vare tilbage i Norge, gjorde noget Forſøg paa at ſtøde ham fra Tronen, men at de overlode dette til den yngſte af dem alle, Haakon, Thora Moſterſtangs Søn, ſom opdroges hos Kong Ædhelſtan i England Man ſkulde næſten formode, at Haakon er bleven indkaldt af et mægtigt Parti i Landet, fornemmelig i det Throndhjemſke, og dette ſiges ogſaa udtrykkeligt af en enkelt Kongeſaga, ſom dog ellers ikke er ganſke paalidelig[2]. Den almindelige Beretning er, at Haakon, ved at erfare ſin Faders Død, ſtrax gjorde ſig rede til at drage til Norge, og udruſtedes paa det bedſte af ſin Foſterfader Kong Ædhelſtan[3]. Om hans Udruſtning og Rejſe til Norge ere ligeledes Beretningerne forſkjellige Deels heder det, at han af ſin Foſterfader fik Folk og gode Skibe, og udruſtedes hæderligt[4], hvilket ſynes at viſe at han drog til Norge med en heel Flaade; deels at han kun kom med to Skibe til Norge[5]; etſteds ſiges der, at han paa ſin Rejſe til Norge blev overfalden af Uvejr, hvorved hans Flaade adſplittedes og en Deel af hans Folk omkom, medens andre bleve drevne i Land i Nærheden af den Egn, hvor Erik var, han ſelv derimod landede i god Behold[6]. Hiin førſte Beretning nævner intet om noget Uheld, men melder blot, at han om Høſten kom til Norge — man ſeer af det Følgende, at her menes det ſydlige Norge, hvor han erfarede ſine Brødres Fald, og at Erik var i Viken; og at han derfor ſejlede nord til Throndhjem, for at træffe Sigurd Lade-Jarl. Beretningerne ere imidlertid ikke ligefrem i Strid med hinanden, uden for ſaa vidt det ſiges, at Haakon alene ſkulde have haft to Skibe. Og ſelv dette kan forklares ſaaledes, at det Antal af Skibe, ſom han virkelig bragte med ſig ved Ankomſten til Norge, ikke var ſtørre end tvende. Et af disſe Skibe er maaſkee landet i Nærheden af Viken; med det andet er Haakon ſelv landet noget længere veſter, og har derpaa, ved Efterretningen om ſine Brødres Drab og Eriks Nærhed, begivet ſig til Throndhjem. Den Saga, der fortæller om Skibbrudet og om Skibenes Adſpredelſe, tillægger ogſaa, at de af Haakons Mænd, der landede i Nærheden af det Sted, hvor Kong Erik var, begave ſig ſtrax til denne, og fortalte ham, at hans Broder Haakon rimeligviis var omkommen paa Havet, men at Dronning Gunnhild, da Kongen med Glæde meddeelte hende denne Efterretning, kvad følgende Vers, hvori hun gav at forſtaa, at hun ikke tvivlede om Haakons heldige Ankomſt: „Haakon red veſtenfra paa Bordheſten (Skibet) over Bølgen, den raſke Svend lod ikke Brændingen bide Skibsborden; han er nu i god Behold i Fjordene“. Dette Vers ſynes at antyde Fjordene (Firdafylke), ſom det Sted, hvor Haakon landede. Af Fortællingen lader det og til, at Erik og Gunnhild ventede Haakons Ankomſt. Saa meget ſynes viſt, at Haakon, ſtrax efter at have landet i Norge, begav ſig til Throndhjem, hvor Sigurd Jarl, der havde været tilſtede ved hans Fødſel og givet ham Navn, modtog ham med aabne Arme. De forbandt ſig med hinanden, fortælles der, og Haakon lovede ham ſtor Magt, hvis han blev Konge. Haakon ſelv gik ſeent med megen Klogſkab; han forlangte intet, gjorde ſig til Vens med alle, indyndede ſig hos de forſtandige Mænd, vandt de Gamles Hengivenhed ved fornuftig Tale, viſte ſig gavmild mod de Unge, deeltog med dem i Leg og Morſkab, viſte ved Folkeſammenkomſter ſin Raſkhed og Legemsfærdighed; derfor priiſte Enhver ham, og der gik Ry om ham til hver Mands Huus“. Hans Udſeende beſkrives ſaaledes[7]: „han var overmaade ſmuk, ſtor og lyſtelig og ſaa ſterk, at hans Mage ikke fandtes. Han var et Hoved højere end andre, hans Haar var guult ſom Silke; han lignede ſin Fader i Skjønhed. Han var blidladen, dybraadig, raadhuld, mindſom, glad, forſtandig, vittig, raſkere i Legemsfærdighed end andre, og havde en Færdighed i at bruge Vaaben, ſom ſvarede til hans Styrke og Raſkhed. Derfor længedes alle efter at faa ham til Konge, i Haab om derved at ſlippe al den Ufred og Urolighed, ſom nu herſkede, og for hvilken man gav Gunnhild Skylden“.

Sigurd Jarl og Haakon ſammenkaldte nu et Thing i Throndhjem, hvortil en Mængde Bønder indfandt ſig[8]. Her talte førſt Jarlen Haakons Sag, og anbefalede Bønderne at tage ham til Konge. Derpaa talte Haakon ſelv, og tilbød ſtrax, hvis han blev Konge, at give Bønderne deres Odel tilbage. Allerede da han begyndte ſin Tale, hviſkede man til hinanden, at det var ſom om Harald Haarfagre var kommen forynget tilbage; men da han havde tilbudet at tilbagegive Odelen, og gjøre alle Bønder odelsbaarne, var der ikke Ende paa deres Jubel; den hele Thingalmue raabte, at de vilde have ham til Konge. Han blev ſaaledes tagen til Konge over Throndhjem, og tog ſtrax en Hird, for at drage gjennem Landet. Ved Efterretningen om at Thrønderne havde taget ſig en Konge, der i alle Dele lignede Harald Haarfagre, paa det nær, at han vilde alle vel, og tilbød at give alle Bønderne deres Odel, fik ogſaa Oplændingerne Lyſt til at følge Thrøndernes Exempel, mange af dem rejſte ſtrax til Kong Haakon for at hylde ham, andre ſendte Bud og Hilſener. Haakon begav ſig nu ſelv til Oplandene (935), hvor alle flokkede ſig til ham og hvor han paa alle Ting blev tagen til Konge, da Rygtet om hans Venlighed fløj, ſom det heder, lig Ild i tørt Græs lige til Landets Ende. Paa denne Maade kom han heelt til Viken, hvor hans Broderſønner Gudrød og Tryggve indfandt ſig hos ham med mange andre Misfornøjede, og klagede over Eriks Tyranni[9]. Vikverjerne ſelv gjorde fælles Sag med Haakon, og Erik tyede nu til de midtre Fylker af Landet, for der at ſamle en Hær. Men dermed blev det daarligt bevendt, thi en Mængde mægtige Mænd faldt fra ham og ſøgte til Haakon. Han havde derfor ingen anden Udvej end at forlade Landet med ſin Kone, ſine Børn og de faa, der forbleve ham tro. Blandt dem var ogſaa Arinbjørn Herſe. Han begav ſig førſt til Orknøerne, hvor hans Skare betydeligt forøgedes; derpaa herjede han langs Skotlands Kyſt, og kom endelig til England, hvor han begyndte at herje. Men Kong Ædhelſtan ſendte Bud til ham, og tilbød ham Forlening, fordi hans Fader Harald havde været Ædhelſtans Ven. Efter nogen Underhandling blev det aftalt, at Erik ſkulde faa Northumberland i Len, imod at lade ſig døbe, og med den Forpligtelſe at værge Landet mod Daner og andre Vikinger. Efter en anden Beretning havde Ædhelſtan med Haakon ſelv ſendt en Hilſen og Indbydelſe til Erik, tilbydende ham Fred og Ophold hos ſig, hvis han ej vilde ſtride mod ſin Broder. At Erik virkelig blev Underkonge i Northumberland, ſynes utvivlſomt, uagtet de engelſke Krøniker ikke nævne ham paa Ædhelſtans Tid. Thi de norſke Beretninger vilde neppe i dette Stykke være ſaa eenſtemmige, hvis de ej grundede ſig paa Vers og ſikkre Traditioner. Vi have desuden endnu, hvad nedenfor nærmere ſkal omtales, Egil Skal1agrimsſøns Kvad til Erik, digtet i England, og hvori England udtrykkeligt nævnes ſom det Sted, hvor det fremſagdes. Vi have tillige ſeet, hvor ufuldſtændige de engelſke Beretninger fra denne Tid ere; hvorledes de med eet nævne Konger i Northumberland ſom døbte, eller ſom forjagede, uden at have fortalt, naar eller hvorledes de erhvervede Kongeværdigheden; det kan ſaaledes let forklares, hvorfor de denne Gang have undladt at nævne Erik; ſidenefter nævnes virkelig, ſaaledes ſom det paa ſit Sted ſkal viſes, en Erik, Haralds Søn, der efter al Sandſynlighed er Erik Blodøxe. Dette var juſt i den Mellemtid, da Ædhelſtan, ſom ovenfor viiſt, havde fordrevet Godfred fra Northumberland, ydmyget Skotland og gjort ſig til Herre over de danſke Beſiddelſer i ſit Rige. Det er derfor viſtnok i ſin Orden, at han ønſkede at forſvare disſe Beſiddelſer imod Danerne, ſaaledes ſom det i vore Sagaer heder, og det var meget naturligt, at han fremdeles ſøgte Nordmændenes Hjelp og tog dem i ſin Tjeneſte, ligeſom han allerede havde draget Nytte af Thorolfs, Egils og deres Staldbrodres Tapperhed. Men det er ikke derfor ſagt, at Eriks Ankomſt til England fandt Sted ſaa tidligt, eller paa den Maade ſom vore Sagaer angive. Det er rimeligere, at han har opholdt ſig i nogen Tid paa Orknø og i Viking, førend han beſøgte England. Den nærmere Forklaring af disſe Beretninger vil nedenfor (§ 39 og 40) blive fremſat.

  1. Fagrſkinna, Cap. 24.
  2. Nemlig Ágrip, der ſiger (Cap. 5): Da kaldte forſtandige Mænd Haakon hemmelig tilbage i Landet to Vintre efter Harald Haarfagres Død. Om hiint Parti og den formodede danſke Indflydelſe, ſe nedenfor § 40.
  3. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 1.
  4. Sammeſteds, Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 13.
  5. Ágrip, Cap. 5.
  6. Fagrſkinna, Cap. 26.
  7. Ágrip, Cap. 5, jvf. Fagrſkinna, Cap. 25.
  8. Giſke Sursſøns Saga, S. 83, kalder det et tre Fylkers Thing.
  9. Om Tiden, naar Haakon fik Kongenavn, og i hans førſte Foretagender ere Beretningerne forſkjellige. Haakon den godes Saga, (Cap. 1 og 2), lader Haakon om Høſten 934 blive tagen til Konge i Throndhjem, og derpaa i Begyndelſen af Vinteren drage gjennem Oplandene til Viken, derefter drage tilbage til Throndhjem, og ſaa i Begyndelſen af Vaaren (935) ſamle en Hær mod Erik. Fagrſkinna, (Cap. 29) lader ham derimod tage Kongenavn to Vintre efter Faderens Død, altſaa om Vaaren 935, og til denne Beretning ſlutter ſig ogſaa tildeels Ágrip, naar det ſiger, at Haakon kaldtes til Norge to Aar efter Faderens Død; de to Aars Friſt er kun ved en Fejltagelſe henført til hans Indkaldelſe i Stedet for til hans Ophøjelſe til Kongeværdigheden. Egils Saga, Cap. 62 ſiger, at Haakon blev tagen til Konge ved ſin Ankomſt til Throndhjem, at baade han og Erik den paafølgende Vinter ſad ſom Konger i Norge, at begge om Vaaren ſamlede en Hær, og at Erik da maatte flygte. Det ſandſynligſte er, at Haakon ej er bleven tagen til Konge førend om Vaaren, og at han da ſtrax er dragen med en Hær ſydefter, uden at gjøre hin æventyrlige Vinterrejſe til Viken. Ogſaa hans Alder angives forſkjelligt ved Tronbeſtigelſen, af Snorre til 15, af Fagrſkinna og Ágrip til henved 20 Aar. Snorres Angivelſe pasſer i det mindſte bedſt med den øvrige Tidsregning.