Det norske Folks Historie/1/85

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den ſamme Sommer, Erik fældte ſine Brødre Olaf og Sigfred (934), havde hiin Strid paa Gulathinget fundet Sted mellem Egil Skallagrimsſøn og Berg-Anund, ſom forhen er nævnt. Førend Kongen drog afſted, lyſte han atter Egil utlæg over hele Norge, ſaa at hvo ſom vilde, kunde dræbe ham. Berg-Anund og hans Broder Hadd fandt det raadeligſt at ſidde mandſterke hjemme paa deres Gaarde ſaa længe de endnu ikke vare ganſke forvisſede om at Egil var borte, og Kongen lod derhos en af ſine Frænder, ved Navn Frode, ſidde med en Deel Mænd paa Aalreksſtad, for i Nødsfald at kunne komme Berg-Anund til Hjelp. Hos Frode lod han ogſaa ſin ældſte Søn Ragnvald, ſom da var ti eller elleve Aar gammel, blive tilbage. Egil havde allerede, ſom ovenfor berettedes, tiltraadt Tilbagerejſen til Island. Men da han kom til Udværet Vitar udenfor Alden, traf han nogle Fiſkere, ſom fortalte ham at Kongen havde lyſt ham utlæg. Der var kun liden Vind, og han blev derfor liggende der nogle Nætter, indtil han endelig en Aften kunde ſejle til Havs, paa ſamme Tid, ſom Fiſkerne roede ind til Land. De medbragte naturligviis den Beſked, at han var borte. Da Berg-Anund erfarede dette, følte han en Steen lettet fra ſit Hjerte, og ſendte fra ſig alle de Mænd, han havde haft hos ſig til ſit Forſvar i Tilfælde af Overfald, men roede ſelv ind til Aalrekſtad og indbød Frode til ſig. Denne fulgte ham ogſaa hjem, uden at vente nogen Fare. Kongeſønnen Ragnvald ſkulde være tilbage paa Aalreksſtad med ti eller tolv Mænd, der altid vare om ham. Men da Frode var borte, fik Ragnvald ogſaa Lyſt til at fornøje ſig, og drog med ſine Mænd paa en ſmuk malet Karfe, han havde, til ſin forrige Foſterfader Skeggthore, der boede paa Herdlø. Imidlertid var der indtruffet Blikſtille, ſaa at Egil ej kunde komme videre, men maatte lægge bi. Siden kom Havgulen, og Egil foreſlog nu ſine Folk, for Sikkerheds Skyld at ſejle til Land paa dette Sted, thi om der ſiden kom Havſtorm, var det ikke viſt, hvor de vilde blive drevne i Land, og paa de fleſte Steder kunde de nu vente ſig en ufredelig Modtagelſe. Mandſkabet fandt hans Forſlag rimeligt, og ſaaledes ſejlede de ind til Herdlevær yderſt i Leden, hvor der var god Havn og hvor de fortøjede Skibet. Egil roede om Natten ſelv tredie paa en liden Baad ind til Herdlø, og ſendte en Mand op for at indhente Efterretninger. Denne kom ſnart tilbage med den Beſked, at Kongeſønnen Ragnvald var paa Gaarden med ſine Mænd, der alle vare temmelig øre af Drik, og at Frode ſelv femte var i Beſøg hos Berg-Anund, der kun havde ſine Gaardsfolk hjemme. Da Egil erfarede dette, roede han tilbage til ſit Skib, bød ſine Mænd ſtaa op og væbne ſig, lod Skibet lægge ud for et enkelt Anker, og ſatte tolv Mænd til at pasſe paa det, men drog ſelv med ſytten Mand paa Storbaaden ind efter Sundene og magede det ſaaledes, at de om Aftenen kom ind til Fenring, hvor de lagde ind i en afſides Vaag. Egil gik nu ene, bevæbnet med Hjelm, Skjold, Sverd og Hugſpyd, men med Hjelmen ſkjult af en ſid Hat, op paa Øen og til en Skov, hvor han traf nogle Drenge, der havde ſtore Fæhunde med ſig; de ſagde at de i denne Tid hver Nat vaagede over Kvæget, fordi der var en Bjørn paa Øen, ſom gjorde ſtor Skade. Heraf benyttede ſtrax den liſtige Egil ſig; han ſagde at ogſaa han havde været forfulgt af Bjørnen og at dette var Aarſagen til at han gik bevæbnet, men bad dem ſkynde ſig at melde Frode og Berg-Anund, der efter Drengenes Sigende ſædvanligviis plejede at ſidde ſeent ud paa Natten og drikke, at Bjørnen nu var inde i en fremragende Deel af Skoven, ſom han viſte dem, og hvor de let kunde faa den dræbt. Derpaa gik han bort, ſom øm han vilde gaa hjem, men en af Drengene løb op til Aſk for at bringe Berg-Anund den velkomne Efterretning. Paa Gaarden vare alle gangne til Sengs, undtagen Anund, Frode og Hadd. Da de fik høre, hvor Bjørnen var, toge de ſtrax ſine Vaaben og løb ud til Skoven. Foran denne var der noget Kratſkov. De ſaa, at noget rørte ſig i Krattet, og i den Tanke at det var Bjørnen, bad Berg-Anund Frode og Hadd ſtille ſig mellem Skoven og Krattet og pasſe paa at den ej ſlap ind i Skoven, medens han ſelv gik lige til og angreb den. Men i Krattet laa Egil og ikke Bjørnen, og da han kjendte Berg-Anund, løb han ſtrax med draget Sverd og hævet Spyd frem mod ham, og fældte ham Efter en kort Kamp. Hadd og Frode ſaa Berg-Anund falde, og ilede til, men Egil kaſtede Spydet mod Frode, ſom gjennemboredes, og gik med Sverdet mod Hadd, ſom han ogſaa efter et kort Hugſkifte fik Bugt med. Derpaa gik han ned mod Baaden, og mødte elleve af ſine Mænd, der vare gangne op for at ſe efter ham. Han fortalte dem ſit Held, og bød dem følge ſig op til Gaarden for at plyndre og dræbe alle dem, de kunde træffe. Det ſkede; da de kom paa Gaarden, brøde de ind, dræbte alle dem — femten eller ſexten — der ikke reddede ſig ved Flugten, ranede alt Godſet og tilintetgjorde hvad de ej kunde tage med. Kvæget dreve de ned til Stranden, ſlagtede det og ladede Baaden med ſaa meget ſom den kunde bære. Derpaa roede de afſted ud gjennem Sundene til Herdlø. Her mødte de Kongeſønnen Ragnvald paa den malede Karfe; han havde hørt at Egil var kommen til Herdlevær, og vilde nu varſko Anund derom. Egil kjendte Fartøjet, og ſtyrede ſtrax ſin egen Baad mod Karfen med ſaadan Fart, at denne kantrede, og de, ſom ſad i den, faldt i Vandet. Egil ſtod op, greb ſin Keſje, og ſagde til ſine Mænd at de ikke ſkulde lade en eneſte af dem paa Karfen ſlippe derfra med .Livet. Denne Befaling var let at udføre, thi Ragnvald og hans Mænd kunde naturligviis ikke forſvare ſig; de bleve alle dræbte, og Egil kvad et Vers, hvori han udtrykte ſin Glæde over Hevnen og ſin Foragt for Gunnhilds og Eriks Vrede. Paa Herdlø gjorde Egil ogſaa Landgang, og plyndrede Gaarden, fra hvilken Skegg-Thore og alle hans Folk forſkrækkede og i ſtørſte Haſt flygtede bort. Derefter roede Egil ud til ſit Skib ved Herdlevær, hvor han gjorde ſig ſejlfærdig, og heller ikke ventede længe, førend der kom en god Landvind. Men førend han ſejlede bort, gik han op paa Øen, tog en Hasſelſtang og et Heſtehoved, ſteg op paa en Bergknat, der vendte mod Landet, rejſte Stangen op og ſatte Heſtehovedet paa den, med de Ord: „Her ſætter jeg op Nidſtang, og vender jeg dette Nid mod Kong Erik og Dronning Gunnhild“. Han vendte nu Heſtehovedet ind mod Land, og vedblev: „Dette Nid vender jeg mod alle de Landvætter[1], ſom bebo dette Land, ſaa at de alle fare paa vildſomme Veje, og at ingen kan hænde eller hitte ſit Hjem, førend de have jaget Kong Erik og Gunnhild af Landet“. Derpaa fæſtede han Stangen i en Bjergrift, ſaa at den blev ſtaaende med Heſtehovedet vendt mod Landet, og han riſtede Runer paa den af ſamme Indhold ſom de af ham fremſagte Ord[2]. Derefter gik han ombord, ſatte Sejl til, og kom efter en kort og heldig Fart tilbage til Borg[3].

  1. Om Landvætter, ſe ovenfor S. 175.
  2. Om Oprejſen af Nidſtang, ſe ovenfor S. 180.
  3. Egils Saga, Cap. 59, 60.