Det norske Folks Historie/1/84

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi forlode i Norge Erik Blodøxe som Landets saakaldte Overkonge ved Faderens Død (933), formeligt udnævnt dertil tre Aar i Forvejen, og i Virkeligheden udøvende samme Magt flere Aar tidligere, forsaavidt som han raadede i sin Faders Navn. Men Erik styredes igjen af sin Dronning Gunnhild, og hun var saaledes den, der egentlig raadede i Landet, en Indflydelse, der blot kunde være Erik til Skade, da hendes List og Ondskab allerede havde gjort hende almindelig forhadt. Heller ikke lykkedes det Harald at faa Erik anerkjendt som Overkonge paa alle Kanter af Landet. De mægtigste af hans andre Sønner gjorde, som allerede nævnt, ligeledes Fordring paa Overkongedømmet, hver i sit Len, og understøttedes af Indbyggerne, mellem hvilke de vare opdragne og havde sine mødrene Frænder. Halfdan svarte, der allerede forhen havde ført aabenbar Fejde med Erik, satte sig nu i Kongehøjsædet i Throndhjem, og tog hele Throndhjem at raade over, med alle Thrøndernes Bifald, vel og efter deres Opfordring. Og saa snart Vikverjerne hørte at Erik var hyldet som Overkonge i Hørdaland, toge de Olaf, der efter Bjørns Fald herskede ene paa den Kant og opfostrede Gudrød, Bjørns Søn, til deres Overkonge. Et Par Aar efter døde Halfdan svarte pludselig inde i Throndhjem ved et Gjestebud, og der taltes om at Dronning Gunnhild havde kjøbt en Kvinde til at forgive ham. I hans Sted toge Thrønderne den tredie af Haralds og Aasas Sønner, Sigfred, til Konge. Den første Vinter efter Kong Haralds Død fik Erik de kongelige Indtægter kun af Midtlandet, thi Olaf oppebar dem i Viken, og Sigfred i Throndhjem[1].

Erik var naturligviis utilfreds hermed, og der gik Ord om, at han vilde forsøge med Magt at bringe sine Brødre til Lydighed. Ved Efterretningen herom begyndte Olaf og Sigfred strax at aabne Underhandlinger med hinanden om at slutte sig sammen med den fælles Fiende, og den følgende Vaar (934) begav Sigfred sig selv til sin Broder Olaf i Tunsberg. Medens han opholdt sig her, opbød Erik en betydelig Hær og Flaade, og sejlede under gunstig Vind saa hurtigt til Tunsberg, at ingen der havde mindste Anelse om at han var i Vente. Han overraskede saaledes fuldkommen begge sine Brødre, der med sine faa Folk tyede op paa Højden østenfor Byen, det nu saakaldte Slotsbjerg, og her stillede dem i Orden, ventende paa Angrebet. Eriks store Overmagt gjorde ham Sejren vis. Olaf og Sigfred faldt begge, og bleve siden begravne, hvor de faldt. Olafs Søn, Tryggve, og Bjørns Søn, Gudrød, flygtede til Oplandene, men Erik lagde hele Viken under sig, og tilbragte en stor Deel af Sommeren med at rejse om i dette Landskab[2].

  1. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 44. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 10.
  2. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 46. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 12.