Det norske Folks Historie/1/84

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi forlode i Norge Erik Blodøxe ſom Landets ſaakaldte Overkonge ved Faderens Død (933), formeligt udnævnt dertil tre Aar i Forvejen, og i Virkeligheden udøvende ſamme Magt flere Aar tidligere, forſaavidt ſom han raadede i ſin Faders Navn. Men Erik ſtyredes igjen af ſin Dronning Gunnhild, og hun var ſaaledes den, der egentlig raadede i Landet, en Indflydelſe, der blot kunde være Erik til Skade, da hendes Liſt og Ondſkab allerede havde gjort hende almindelig forhadt. Heller ikke lykkedes det Harald at faa Erik anerkjendt ſom Overkonge paa alle Kanter af Landet. De mægtigſte af hans andre Sønner gjorde, ſom allerede nævnt, ligeledes Fordring paa Overkongedømmet, hver i ſit Len, og underſtøttedes af Indbyggerne, mellem hvilke de vare opdragne og havde ſine mødrene Frænder. Halfdan ſvarte, der allerede forhen havde ført aabenbar Fejde med Erik, ſatte ſig nu i Kongehøjſædet i Throndhjem, og tog hele Throndhjem at raade over, med alle Thrøndernes Bifald, vel og efter deres Opfordring. Og ſaa ſnart Vikverjerne hørte at Erik var hyldet ſom Overkonge i Hørdaland, toge de Olaf, der efter Bjørns Fald herſkede ene paa den Kant og opfoſtrede Gudrød, Bjørns Søn, til deres Overkonge. Et Par Aar efter døde Halfdan ſvarte pludſelig inde i Throndhjem ved et Gjeſtebud, og der taltes om at Dronning Gunnhild havde kjøbt en Kvinde til at forgive ham. I hans Sted toge Thrønderne den tredie af Haralds og Aaſas Sønner, Sigfred, til Konge. Den førſte Vinter efter Kong Haralds Død fik Erik de kongelige Indtægter kun af Midtlandet, thi Olaf oppebar dem i Viken, og Sigfred i Throndhjem[1].

Erik var naturligviis utilfreds hermed, og der gik Ord om, at han vilde forſøge med Magt at bringe ſine Brødre til Lydighed. Ved Efterretningen herom begyndte Olaf og Sigfred ſtrax at aabne Underhandlinger med hinanden om at ſlutte ſig ſammen med den fælles Fiende, og den følgende Vaar (934) begav Sigfred ſig ſelv til ſin Broder Olaf i Tunsberg. Medens han opholdt ſig her, opbød Erik en betydelig Hær og Flaade, og ſejlede under gunſtig Vind ſaa hurtigt til Tunsberg, at ingen der havde mindſte Anelſe om at han var i Vente. Han overraſkede ſaaledes fuldkommen begge ſine Brødre, der med ſine faa Folk tyede op paa Højden øſtenfor Byen, det nu ſaakaldte Slotsbjerg, og her ſtillede dem i Orden, ventende paa Angrebet. Eriks ſtore Overmagt gjorde ham Sejren vis. Olaf og Sigfred faldt begge, og bleve ſiden begravne, hvor de faldt. Olafs Søn, Tryggve, og Bjørns Søn, Gudrød, flygtede til Oplandene, men Erik lagde hele Viken under ſig, og tilbragte en ſtor Deel af Sommeren med at rejſe om i dette Landſkab[2].

  1. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 44. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 10.
  2. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 46. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 12.