Det norske Folks Historie/1/83

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have i det Foregaaende ſeet, hvorledes de Vikingeſkarer, der under Sigtrygg, Godfred, Haaſtein og Rolf herjede Frankrige, ogſaa undertiden gjorde nogle Udflugter over til England, og vi kunne allerede heraf ſlutte, at der maa have herſket et Venſkab og Forbund mellem dem og de nu i Nord-England faſt boſatte Nordboer, om vi end ikke udtrykkeligt havde haft de nordmanniſke Sagnfortælleres Vidnesbyrd om det fortrolige Venſkab, der fandt Sted mellem Rolf og den nys til Chriſtendommen omvendte Kong Gudrum Ædhelſtan. Dette viſer, at det ikke var ſynderlig vel bevendt med Overholdelſen af det Fredsfordrag, Gudrum havde ſluttet med Alfred, og det varer heller ikke længe, førend vi atter ſe Øſtangels og Northumberlands nordiſke Beboere fejde paa Alfreds Rige. De benyttede ſig i Særdeleshed af Lejligheden, naar de fremmede Vikingehære opholdt ſig i Landet, og gave disſe i alle Fald Tilhold hos ſig. Vi finde ſaaledes, at da en Deel af Vikingehæren i Nordfrankrige i 884 gjorde hiint korte Strejftog over til England, ſom ovenfor er omtalt (S. 640), fandt de Tilhold eller Underſtøttelſe i Øſtangel[1], mod hvis Kyſt Alfred endog maatte ſende en Flaade[2]. Denne Flaade var heldig nok til at overvinde og tage ſexten Vikingeſkibe med alt deres Bytte udenfor Stourmouth, men blev endnu ſamme Dag overfalden af en anden Vikingeflaade, ſom beholdt Sejren. Det var maaſkee paa denne Tid, at Rolf kom Gudrum Ædhelſtan til Hjelp, thi Krigen mellem ham og Alfred har neppe været afgjort med disſe to Søſlag. Gudrum herſkede i Øſtangel til 891, i hvilket Aar han efter de engelſke Beretninger døde[3], men maaſkee ſnarere forlod Landet for at ſøge at gjenvinde ſit Fædrenerige i Danmark[4]. Hans Eftermand ſynes at have hedet Erik, maaſkee den ſamme, ſom tilligemed Baard i Aaret 905 opbrændte Tours[5]. Samtidigt med Gudrum herſkede i York den før omtalte Gudrød (Gúðréd), Hardeknuts Søn, der havde været ſolgt ſom Træl, men ſiden, da Halfdan formedelſt ſin Gruſomhed var forjagen, blev løskjøbt og ophøjet til Kongeværdigheden. Et gammelt Kloſterſagn beretter, at St. Cuthbert ſelv en Nat aabenbarede ſig for Abbed Eadred i Carlisle, bød ham at gaa til Danernes Lejr ved Tynefloden og ſige dem, at de ſkulde løskjøbe Gudrød og hylde ham ſom Konge paa Højen Oswigedun, ved at ſmykke hans højre Arm med en Guldbaug, derimod ſkulde Gudrød til Gjengjeld forære St. Cuthbert hele Landet mellem Tune og Wear, og tilſtaa hans Helligdom ſaadan Friſtedsret, at alle, ſom flygtede derhen, i 37 Dage ſkulde unde Sikkerhed, og at Brud paa denne Frihed ſkulde ſtraffes ſom Fredsbrud i det kongelige Palads, nemlig med en Bod af 96 Mk. Sølv[6]. Det er heraf tydeligt nok, at Gudrød var et Redſkab i den efter Magt og Rigdom begjærlige Gejſtligheds Haand. Thi han ſkjenkede virkelig Biſkopsſtolen i Durham, hvad St. Cuthbert ſkulde have forlangt, og paa de denne Biſkopsſtol af Gudrød tilſtaaede Forrettigheder grunde ſig de ſæregne Rettigheder, ſom endnu tilkommer Biſkoppen af Durham[7]. Gudrød døde i York den 25de Auguſt 894[8], og eſterfulgtes af ſine Sønner Olaf, Sigtrygg og Ragnvald[9]. Paa denne Tid vare de ved Løwen ſlagne Vikinger tilligemed Haaſtein komne over til England, hvor de nu i tre Aar gjorde ødelæggende Vandringer. Og uagtet Alfred havde taget den Sikkerheds-Forholdsregel at lade Northumbrerne og Øſtanglerne tilſværge ſig ny Troſkabsed og ſtille nye Giſler, hindrede dette dem ikke fra at gjøre fælles Sag med Vikingerne. Medens Alfred var beſkjeftiget med at bekæmpe disſe ved Thornigg, blev Weſtſex angrebet af to Flaader fra Øſtangel og Northumberland, tilſammen paa hundrede Skibe; den ene belejrede et Virke i Devonſhire, den anden Exeter, og de droge førſt bort, da Kongen ſelv kom, men gjorde paa Tilbagevejen et Forſøg mod Chicheſter i Esſex, der dog mislykkedes. Siden, da Vikingehæren havde ſamlet ſig ved Shoebury i Esſex, fik den ogſaa ſtort Tilløb fra Øſtangel og Northumberland, og førend de tiltraadte deres Tog tvers over Landet til Severn og Cheſter, ſendte de ſine Kvinder og Skatte paa Skibene til Øſtangel, for at de her kunde være i Sikkerhed. Da de endelig efter tre Aars Forløb forlode England, lagde de Vejen over Øſtangel og Northumberland, hvis Indbyggere imidlertid ideligen havde herjet paa Kyſterne af Weſtſex med nogle Krigsſkibe eller ſaakaldte Aſke, ſom de mange Aar i Forvejen havde bygget[10]. Alfred lod nu, ſom det fortælles, bygge Langſkibe mod disſe Aſke, næſten dobbelt ſaa lange ſom disſe; nogle havde 60 Aarer, nogle flere, de vare baade hurtigere, mindre væltſomme og højere, de vare hverken efter friſiſk eller danſk Form, men ſaaledes ſom han ſelv troede det nyttigſt. Med ni af disſe Skibe lod Kongen ſine Mænd drage ud mod ſex af Vikingernes, der vare komne til Øen Wight. De ſkulde ſøge at ſperre dem Tilbagevejen, og det lykkedes dem og at tage to af Skibene, medens tre andre formedelſt Ebben vare komne paa Grund. Omkring disſe Skibe udſpandt der ſig en ny haardnakket Fegtning, der endte med Vikingernes Nederlag; de miſtede 120 Mænd, Alfreds Folk kun 62. Det lykkedes vel hine ved den indtrædende Flodtid at faa deres Skibe ud, men i en ſaa daarlig Forfatning at de ej kunde ro dem forbi Kyſten af Susſex, hvor to ſtrandede, og Mandſkabet fangedes; de førtes til Kongen i Wincheſter, og bleve hængte. Kun eet Skib undkom til Oſtangel. Blandt de paa engelſk Side faldne Mænd nævnes flere Friſer, hvoraf man kan ſe, at Alfred bar maattet ſkaffe ſig Søfolk fra Frisland til at bemande ſin nye Flaade. Da det hos en Forfatter beder at Sørøveren Sigfred fra Northumberland paa denne Tid herjede Kyſterne to Gange under eet Tog, men derpaa vendte tilbage igjen, maa man ſlutte at hine Vikingers eller Aſkmænds Høvding hed Sigfred, og at han var en Frænde af Kong Gudrød. Efter denne Krig ſynes det ſom om England havde Ro i nogle Aar, ſaa længe ſom Alfred levede. Hvor farlig og ødelæggende Krigen havde været, ſees af en ſamtidig Annaliſts Udbrud: „Takket være Gud, at Vikingehæren ikke i Bund og Grund havde ødelagt det angliſke Folk[11]“.

Efter Alfreds Død (28de Oktober 901) blev hans Søn Edward, Sejrherren ved Fearnham, Konge. Hans Frænde Ædhelwald gjorde Oprør imod ham, og bemægtigede ſig nogle Kongsgaarde, men da Kongen nærmede ſig med en Hær, tog han Flugten og begav ſig til Northumberland, hvis Indbyggere toge ham til Konge, hvilket vel er ſaaledes at forſtaa, at de hyldede ham ſom Englands Overkonge. Der tales ſtrax efter om et Søſlag mellem Kantvarerne og de Danſke ved Holm; ſenere kom Ædhelwald med en Flaade til Esſex, og lod ſig hylde af Indbyggerne, ligeſom han og fik Nordboerne i Oſtangel til at bryde Freden og herje hele i Myrkne-Landet. De trængte frem lige til Cricklade i Berkſhire, gik over Temſen, toge alt hvad de kunde faa, og vendte derpaa tilbage; men Edward fulgte efter dem, ſaa ſnart han havde faaet ſamlet ſin Hær, og herjede hele deres Land mellem Digerne og Ouſe, lige til de ſaakaldte „Fens“. Her gav han Befaling til at vende om, men Kantvarerne vilde ikke adlyde, uagtet han ſendte ſyv Bud for at bevæge dem dertil. Heraf benyttede Fienden ſig til at angribe dem, og det kom til et blodigt Slag, i hvilket viſtnok Danerne ſejrede, men miſtede flere Folk. Blandt de Faldne paa deres Side var baade den øſtangliſke Konge Erik, og Oprøreren Ædhelwald, (905), foruden et Par Haulder[12], der ſaaledes neppe kunne have været Daner, men maa have været Nordmænd. Efter dette Slag ſluttedes en ny Fred mellem Edward og Oſtanglerne tilligemed Northumbrerne i Yttingaford (906)[13]. Man har endnu et Forlig mellem Kong Edward og Gudrum, hvorved Anglerne og Danerne indgaa fuldkomment Venſkab, og ſom deels bekræfter det ældre Forlig mellem Gudrum og Alfred, deels tilføjer en Deel Beſtemmelſer, ſigtende til at opretholde Chriſtendommen[14]. Denne Gudrum nævnes ikke i de gamle engelſke Annaler, og enkelte have derfor antaget at Navnet er fejlagtigt. Andre have antaget en yngre Gudrum ſom Eriks Efterfølger. Det ſimpleſte er dog at antage, hvad vi ovenfor have antydet, at Angivelſen af Gudrum Adelſteens Død 890 eller 891 er fejlagtig, og at han i dette Aar kun er dragen hjem til Danmark, men nogle Aar efter atter er kommen tilbage til England, for at ſikkre ſig ſine Beſiddelſer der[15]. En yngre engelſk Chroniſt ſiger ogſaa, maaſkee ifølge Kilder, ſom nu ej længer ere til, at Edwards Søn Ædhelſtan med Faderens Samtykke kaldte Gudrum tilbage til England, og at denne, medbringende en ſtor Hær fra Danmark, underkaſtede ſig ham og fik Oſtangel at raade over[16]. Freden var imidlertid ej af lang Varighed. Allerede i 910 tales der om at Edward ſendte en Hær af Veſtſaxer og Myrker ud for at herje i den ſaakaldte „Nordhærs“ Land, og at Anglerne efter 5 Ugers Plyndringer vandt en Sejr ved Teotauheal, ſom nødſagede Danerne til at fornye Freden[17]. I det følgende Aar, da en ſtor Flaade kom ſøndenfra Bretagne, rimeligviis tilhørende Loire-Nordmændene, og herjede ved Severn, hvor de dog meſtendeels omkom, medens Kongen, viſtnok for at møde dem, laa med en heel Deel Skibe, han havde ſamlet, ved Kent, brøde Northumbrerne Freden, agtende, ſom det heder, al den Fred, Kong Edvard og hans Viismænd bøde dem, og herjede Myrkne-Riget, i den Tanke at Kongen havde hele ſin Styrke ſamlet paa Flaaden. Men han ſendte ſtrax en Hær imod dem, indhentede dem paa Hjemvejen, angreb dem og fældte, ſom det ſiges, mange tuſinde af dem[18]. Slaget ſkal have ſtaaet paa Sletten Wodnesfeld (Odins-Sletten) øſtenfor Severn, i hvis Omegn de havde herjet, og det er ikke uſandſynligt, at de her have været forenede med hine Vikinger fra Bretagne, ſom maaſkee i dette Slag fandt ſin Undergang[19]. Blandt de her faldne nordiſke Krigere nævnes Kongerne Eowils (Ecwils, Eowiliſc, maaſkee Eyulf?) og Halfdan, Jarlerne Ottar og Skurfa, Haulderne Odulf (Audulf?), Beneſing (?), Thorfred, Agmund og Godfred, derhos en Olaf den ſvarte, og Aasfred hlytte[20]. Nogle have, viſtnok med ſtor Uret, gjort den her omtalte Halfdan til den ſamme, ſom der ankom tilligemed Ivar, og dette har igjen endog forledet Ædhelweard til at lade Ingvar eller Ivar falde i dette Slag uagtet han allerede tidligere har omtalt hans Død[21].

Edward og hans ypperlige Syſter Ædhelfled, der beſtyrede Myrkne-Riget, ſøgte nu at ſikkre ſine Beſiddelſer ved at opføre faſtere Grændſeborge eller befæſte Grændſeſteder, ſom enten vare aabne, eller hvis Befæſtninger vare nedfaldne. Af ſaadanne Befæſtninger nævnes Tamworth, Warwick, Dowceſter, o. fl. Det ſynes ſom om Danerne heraf have taget Anledning til at begynde Krig paa ny, men i det Hele taget uden Held, og man ſporer nu gjennem en Række af Aar en kraftigt gjennemført Beſtræbelſe fra Edwards og hans Efterfølger Ædhelſtans Side paa at gjøre ſig de nordiſke Beboere af Landet umiddelbart underdanige. Saaledes erhvervede Edward Maldon med en ſtor Deel af den omliggende Egn, og Ædhelfleds Hærførere erobrede efter en blodig Belejring Derby, hvor den oprørſke væliſke Fyrſte Hugan havde fundet Tilflugt og Underſtøttelſe. Flere Angreb af Danerne, paa Towceſter, Bedford, Weſtmare og Meldon bleve drevne tilbage med Tab. Kongen ſelv ſtormede Temesford, hvor Danernes Konge, rimeligviis Olaf, Gudrøds Søn, faldt med flere af ſine fornemſte Mænd. Colcheſter erobredes fra Danerne, og flere Høvdinger, ſom Thorkell af Bedford, Thorfred af Northampton, tilligemed flere Haulder, og Danerne omkring Cambridge og Nottingham hyldede ham. Da han efter Ædhelfleds Død tillige fik Myrkneriget under ſin umiddelbare Beſtyrelſe, erkjendte ogſaa de der boende Daner ham for deres Herre og Beſkytter Thorkell drog ſiden, fortælles der, med Edvards Tilladelſe og Hjelp over til Frankrige[22]. Ragnvald, maaſkee Gudrøds Søn, ſom kort Tid efter bemægtigede ſig York (924), fandt ſig ligeledes bedſt tjent med at erkjende Kong Edvard, tom det heder, for ſin Fader og Herre; og da ligeledes Kongerne af Wales, Skotland og af Briterne ved Clyde-Floden eller de ſaakaldte Strathclyde-Væler hyldede Edvard ſom Overherre, kan man ſige, at han ved ſin Død, der indtraf kort efter, var mægtigere end nogen Konge i England før ham havde været, og at han efterlod en herlig Arv til ſin Søn Ædhelſtan, der efterfulgte ham paa Englands Throne[23].

Paa denne Tid begyndte de norſke Konger i Irland mere end hidtil at blande ſig i Northumberlands og Oſtangelns Anliggender. Sandſynligviis have de nordiſke Høvdinger i Northumberland, efterſom de engelſke Konger bleve dem for mægtige, taget deres Tilflugt til deres Landsmænd eller Stammeforvandte i Irland, og bedet dem om Hjelp. Disſe irſke Nordmænds Hiſtorie frembyder kun en uendelig Række af Plyndringstog og Smaafejder med Landets Indbyggere, og indbyrdes Tviſtigheder. Efter Oiſtins eller Thorſteins Rødes Død fulgte Ivars Søn Sigfred eller, ſom han andenſteds kaldes, Godfred, ſom Konge i Dublin[24]. Sigfred blev ſvigagtigt dræbt af ſin Broder Sigtrygg (883), og kort Tid derefter opſtod der en indbyrdes Strid mellem Nordmændene i Dublin, der deelte ſig i to Partier, et under Sigtrygg, et andet under en Jarl, ved Navn Sigfred. I denne Strid omkom tilſidſt Sigtrygg (896), hans Broder Olaf faldt i et Slag mod Indbyggerne af Connall, og Nordmændenes Magt ſvækkedes ſaaledes, at Kong Mælfinnia af Bregh og Cerbhal af Leinſter i Aaret 902 ſaa ſig iſtand til at indtage Dublin og forjage Nordmændene fra Staden[25]. I nogle ſaa Aar havde Irland nu Fred, og de Fremmede maa i denne Tid deels have haft deres Tilhold paa Syderøerne, deels ogſaa ſtundom have ſøgt hen til deres Landsmænd i det nordveſtlige Frankrige, da vi baade erfare at de ſværmede om i Farvandene mellem Skotland, England og Irland, og vi finde dem i den nærmeſte Forbindelſe med Loire-Nordmændene. Ivar Ivarsſøn, uden al Tvivl en Broder af Sigtrygg og Olaf, faldt i et Slag mod Pikterne i Skotland (904)[26], og ti Aar efter omtales et Slag ved Øen Anglesey, mellem Baard Ottarsſøn og Ragnvald Ivarsſøn, rimeligviis en Søn af den nysnævnte Ivar Ivarsſøn, i hvilket Baard faldt med Størſtedelen af ſin Hær[27]. I det ſamme Aar (914) lykkedes det Nordmændene atter at faa Fodfæſte i Landet. De kom med en vældig Flaade til Waterford, og erobrede den; de maa ſaaledes ogſaa have været fordrevne fra denne By i 902[28]. Fra Waterford gjorde de Tog baade i Miniſter og til Leinſter, og deres Magt tiltog øjenſynligt med hvert Aar. Nu landede ogſaa Sigtrygg, Ragnvalds Frænde, med en Flaade i Leinſter, og Ragnvald ſelv ved Waterford, hvor juſt Niall, Overkongen over Irland, havde angrebet Nordmændene med en fra hele Landet ſamlet Hær. I Førſtningen havde Niall nogle Fordele over Nordmændene, men Ragnvalds Ankomſt tyngede Vegtſkaalen paa deres Side, og Niall maatte trække ſig tilbage efter et Slag, hvori der faldt 1200 Mand paa begge Sider. Et Angreb, ſom Niall kort efter gjorde paa Sigtryggs Hær, lykkedes ikke bedre, og Sigtrygg bemægtigede ſig Dublin (917)[29].

Det er at formode, at Ragnvald paa dette Tog har fundet Underſtøttelſe af Loire-Nordmændene, og derfor rimeligviis har været over i Frankrige hos dem, førend han tiltraadte det. Der tales nemlig, ſom vi ovenfor have nævnt, i de engelſke Annaler om tvende Tog, de ſaakaldte Lidwikker eller Loire-Nordmændene gjorde til det veſtlige England, nemlig i 910, og fornemmelig i 918, hvorved i Særdeleshed en vis Ottar ſynes at have været den meeſt fremragende af Anførerne, og ſom egentlig ſynes at have været et og det ſamme Tog, der vedvarede i en Række af Aar, begyndende i 910 og ſluttende i 918. Thi vælſke Annaler berette ſom en merkelig Begivenhed, at Ottar kom til Britannien i Aaret 910[30], og Jarlerne Roald og Ottar nævnes i de engelſke Annaler ſom de fornemſte Anførere ved Toget i 918. En yngre engelſk Krønikeſkriver, Simeon af Durham, fortæller ogſaa om et Tog, ſom Ragnvald, Ottar Jarl og en vis Aasulf Kraakabein (Cracabam) foretog i Aaret 912 til et Sted, han kalder Dunbline, hvilket de angrebe og herjede[31]. Og endelig omtales Ottar ſom Ragnvalds og Aasulf Kraakabeins Staldbroder paa et Tog, disſe i Aaret 918 foretoge til Skotland. Den egentlige Sammenhæng i disſe Begivenheder ſynes at have været følgende. Ragnvald har omtrent ved 909 eller 910 været over hos Loire-Nordmændene, for at anmode dem om Hjelp; denne har han faaet, under Anførſel af Ottar; de have ſværmet om langs Englands og Irlands Kyſter, ſaa at Kong Edvard var nødt til at have en Flaade rede til deres Modtagelſe; de have ſandſynligviis deeltaget i Kampen paa Wodnesfeld ved Severn[32], og derpaa angrebet Dublin eller maaſkee en anden irſk By af lignende Navn, ſidenefter have de holdt det oven omtalte Søſlag ved Anglesey mod Baard Ottarsſøn[33]. Derpaa ere de komne deres Landsmænd ved Waterford til Hjelp, og det ſynes endog, ſom om Ragnvald for en kort Tid opkaſtede ſig til Konge her. Men allerede i 918 blev han, Ottar og Aasulf Kraakabein forjagne fra Irland, og hjemſøgte Albanien eller det ſydlige Skotland[34]. Nordmændene deelte ſig, fortælle de irſke Annaler, i fire Hobe, af hvilke en anførtes af Jarlen Godfred, Ivars Sønneſøn, en af begge Jarlerne Ottar og Aasulf, en af de kongelige Ynglinger, og en af Ragnvald, der lagde ſig i Baghold Skotterne, under Anførſel af deres Konge (Conſtantin) og hans Maormor eller Jarl, ſejrede førſt over de tre Hobe og dræbte mange af dem, hvoriblandt Ottar, men da brød Ragnvald frem af ſit Baghold, angreb Skotterne og overvandt dem aldeles, dog faldt hverken Kongen eller Jarlen[35]. Dette Slag maa have fundet Sted ſtrax efter hiint i de engelſke Annaler omtalte Tog, ſom Ottar og Roald foretoge fra Lidwikkernes Egn til Severn og Nordwales. Disſe landede, heder det, ved Severns Munding, herjede Nordwales, og tog ved Irtingfeld Biſkop Cameleac af Llandaff til Fange — Kong Edvard løskjøbte ham ſiden for 40 Pund; de vilde her gaa i Land og herje videre, men Mændene fra Hereford og Glouceſter dreve dem tilbage, fældte Roald og en Broder af Ottar, og indeſluttede dem ſaaledes, at de for at ſlippe derfra vare nødte til at ſtille Giſler paa at de ikke oftere ſkulde hjemſøge Kong Edvards Land. Imidlertid havde Edvard ſelv ſendt Folk til Egnen, for at hindre dem fra at gjentage deres Angreb; de gjorde, trods det Løſte, de nylig havde aflagt, et Par uheldige Forſøg derpaa, og tyede endelig til en Ø (Flatholm i Briſtolkanalen), hvor de holdt ſig indtil der opſtod Hungersnød, hvorved endog flere tilſatte Livet; derfra droge de til Sydwales, og omſider over til Irland. Det er ikke uſandſynligt, at de ved Tilbagekomſten til Irland have underſtøttet Sigtrygg i Dublin, der nu havde en alvorlig Kamp at beſtaa med Kong Niall. Endnu i ſamme Aar (918) omtales et Slag mellem Sigtrygg og Niall, og i det følgende Aar (Onsdag den 13de September 919) endnu et, i hvilket Niall og mange andre Smaakonger faldt. Aaret efter blev Sigtrygg fordreven fra Dublin, og i det følgende Aar døde Ragnvald, men Godfred, Ivars i Sønneſøn, rimeligviis den ſamme, ſom havde været med i Skotland, bemægtigede ſig Herredømmet i Dublin, og holdt ſig, ſkjønt ſtundom med megen Møje, og under beſtandig Kamp, i tretten Aar, til ſin Død[36].

Sigtrygg ſynes efter ſin Fordrivelſe fra Irland at have begivet ſig til Northumberland og erhvervet Herredømmet her efter Ragnvald Gudrødsſøns ſamtidigt med Edvard indtrufne Død. Denne Ragnvald, ſom ellers ikke ſynderligt omtales i Annalerne, ſkal have været en vild Hedning ſom berøvede St. Cuthbert mange af hans Ejendomme, for at uddele dem til ſine Krigere; han overvandt tillige den ſkotſke Konge Conſtantin, der vilde komme en vis Aldred, hvilken han ligeledes vilde fratage hans Ejendom, til Hjelp, ſejrede derhos i et Slag over Anglerne, og døde endelig, ſom det ſynes, paa ſamme Tid ſom Edvard[37]. Hvorledes Sigtrygg kom i Beſiddelſe af Northumberland, nævnes ikke, men det fortælles, at han ſtrax efter Ædhelſtans Tronbeſtigelſe kom til ham ved Tamworth, 26de Januar 926, og tog Northumberland til Len af ham, at Ædhelſtan gav ham ſin Syſter til Egte, men at han Aaret efter døde, og at Ædhelſtan derpaa forjog hans to Sønner af et tidligere Egteſkab[38], Olaf og Gudrød, og underkaſtede ſig Northumberland. Olaf flygtede til Irland, hvor han ogſaa ſenere omtales, Godfred derimod ſøgte Hjelp hos Kong Conſtantin i Skotland og Eugen, Herre til Kumberland. Kongelige Udſendinger fulgte dem i Hælene, for at fordre hans Udlevering eller i Mangel derpaa true med Krig, og hverken Conſtantin eller Eugen vovede andet end at love Ædhelſtan Lydighed; men Godfred undkom dog tilligemed ſin Ven Thorfred, og begyndte at belejre York, hvis Borgere han baade ved Bønner og Truſler ſøgte at bringe til at modtage ham. Dette var dog forgjæves; han maatte drage derfra, og blev ſtrax efter, ſom det ſynes, tagen til Fange af Anglerne tilligemed Thorfred, og indeſtængt i en Borg, fra hvilken det imidlertid lykkedes dem at undkomme. De begave ſig nu til Søs, Thorfred druknede ved et Skibbrud, og Gudrød ſværmede længe om paa Søen, indtil han endelig, efter at have døjet meget Ondt, ydmygt begav ſig til Ædhelſtans Hof, hvor han fandt en venlig Modtagelſe. Dog allerede efter 4 Dages Forløb var han, den gamle Viking, ked af dette Liv, og begav ſig tilbage til ſine Skibe „ſom en Fiſk i Vandet“. Ædhelſtan lod nu den Borg, ſom Danerne i ſin Tid havde opført i York, nedrive, for at de ikke oftere ſkulde finde noget Tilhold der[39].

Ædhelſtan fik ej alene Northumberland i ſin Magt ved Sigtryggs Død, men endnu ſamme Aar underkaſtede ogſaa, ſom det fortælles, de øvrige Konger paa Øen, Huwal, Konge af Veſtwales, Conſtantin, Konge af Skotland, Owen, Konge af Monmouth, og Aldred, Eadulfs Søn, Konge af Bamborough, ſig hans Overherredømme, og tilſvore ham Troſkabsed paa et Sted, kaldet Eámót i Northumberland[40]. Dette Held, ſom Ædhelſtan ſtrax efter ſin Tronbeſtigelſe havde mod ſine og Landets Fiender, ſkaffede ham, i det mindſte i Norden, Tilnavnet „den ſejrſæle“, ligeſom hans Ærlighed og Paalidelighed gav ham Tilnavnet „den trofaſte“[41]. Ved denne Tid maa det have været, at Harald Haarfagre ſendte ham ſin Søn Haakon til Opdragelſe, og om det juſt ikke gik til hermed ſaaledes ſom Sagaerne fortælle, er det dog et Beviis paa, at Harald og han gjenſidigt fandt det tjenligt at ſøge hinandens Venſkab[42]. Ogſaa har Ædhelſtan, ſom man erfarer, ikke forſmaaet, ſelv at benytte nordiſke, maaſkee iſær norſke, Vikingers Hjelp mod ſine Modſtandere. Det er ſaaledes allerede omtalt[43], at Skallagrims Sønner, Thorolf og Egil, toge Tjeneſte hos ham med tre hundrede Mand, og at de deeltoge i et ſtort Slag, hvori Thorolf faldt. Dette Slag beſkrives vidtløftigt i den Saga, der handler om Skallagrims og Egils Liv og Bedrifter. Da det ifølge Sagaens egne Ord fandt Sted kort efter Ædhelſtans Tronbeſtigelſe, og tillige før Harald Haarfagres Død, maa det, forſaavidt Sagaen ellers har Ret, henføres til denne førſte Tid af Ædhelſtans Regjering ſkjønt der viſtnok er flere Omſtændigheder, ſom tyde hen paa, at Sagaſkriveren her har haft det berømte Slag ved Brunanburg, der fandt Sted over ti Aar ſenere, for Øje. Imidlertid er det i ſig ſelv ikke ſaa underligt, om de engelſke Annaliſter i deres kortfattede Beretninger have undladt at omtale Enkelthederne ved Ædhelſtans Krigsbedrifter, ligeſom han vel neppe har kunnet erhverve den Anſeelſe han virkelig ſkaffede ſig, uden at have holdt flere Slag, end dem, Annalerne nævner[44]. Beretningen i Egils Saga lyder ſaaledes: Der var en Konge i Skotland, ved Navn Olaf den røde, ſkotſk paa fædrene Side, danſk paa mødrene, og nedſtammede fra Ragnar Lodbrok. Danekongerne havde en Tid lang beſiddet Northumberland, men dette havde Ædhelſtan nu i ſin Magt, og lod det beſtyre ved tvende Jarler, Alfgeir og Gudrek. Olaf, ſom troede at have Arvefordringer paa Northumberland, ſamlede en ſtor Hær, drog ind i Landet og begyndte at herje. Jarlerne mødte ham, det kom til et Slag, og Gudrek faldt, men Alfgeir flygtede, og Olaf underkaſtede ſig Northumberland. Alfgeir tyede til Ædhelſtan og ſagde ham hvad der var ſkeet. Ædhelſtan ſamlede ſtrax en Hær over hele ſit Rige for at drive Olaf bort, og vinde Northumberland tilbage. Men Olafs Held havde givet ham Anſeelſe, og mange mægtige Mænd ſluttede ſig til ham, blandt dem endog de to Brødre, Ring og Adils, der vare Ædhelſtans Jarler i Bretland eller Wales, og havde den Forpligtelſe eller Forrettighed, at ſkulle ſtaa forreſt i Hæren med deres Mænd i ethvert Slag, hvori de deeltoge. Ædhelſtan ſatte Thorolf og Egil til Anførere for ſin Hær, og ſendte Bud til Kong Olaf, for at indbyde ham til Slag paa Vinheden ved Vineſkoven, paa den Betingelſe, at den ſom ſejrede i dette Slag, ſkulde blive Englands Konge; dog ſkulde Olaf, hvis han gik ind herpaa, afholde ſig fra at herje, og den ſom førſt kom til Stedet, ſkulde oppebie den anden en Uge. Olaf modtog dette Tilbud, holdt inde med at herje, og begav ſig til beſtemt Tid til Vinheden, hvor han kaſtede ſig ind i en Borg, der ſtod ved dens nordlige Ende, og lod dem af ſine Mænd, der ej rummedes i Borgen, ſlaa deres Telte op paa Heden. Denne var meget ſtor og jevn; ved dens modſatte Ende løb der en Elv til en Side og var der en Skov paa den anden; imellem Elven og Skoven opſloge Ædhelſtans Folk deres Lejr, ſaaledes at Teltene udfyldte den hele Strækning, dog ſkede dette kun for at bringe Fienden til at tro at deres Antal var ſtørre end i Virkeligheden, thi af tre Telte vare de to tomme, og faa Folk nok i det tredie, hvorimod der vrimlede af Folk foran Olafs Telte. Ædhelſtans Mænd droge Tiden ud, for at der imidlertid kunde ſamles ſaa mange Folk til dem ſom muligt. Endelig da Friſten var omme, blev det meldt Olaf, at Kongen var rede til Kampen, dog vilde han endnu give Olaf at betænke, om de ej gjorde bedſt i at undgaa den ſtore Blodsudgydelſe, ſom nu foreſtod: han tilbød ham i Vennegave en Skilling Sølv af hver Plog i ſit Rige, og ſit Venſkab oven i Kjøbet, om han vilde drage hjem. Olaf, ſom allerede var færdig til Angreb, holdt inde med dette, og overlagde Sagen med ſine Høvdinger; nogle raadte ham til at modtage Tilbudet, andre til at afſlaa det, i Haab om at Ædhelſtan da vilde byde meget mere. Kongen valgte det ſidſte. Sendebudene bade Olaf om at give dem Friſt til at melde Ædhelſtan denne Beſtemmelſe, og erfare, om han vilde forøge Tilbudet; de udbade ſig een Dag til Hjemrejſen, een Dag til Overlægning, og en tredie til at vende tilbage. Olaf ſamtykkede heri. Den tredie Dag kom de tilbage med den Beſked fra Ædhelſtan, at han vilde give, hvad han forrige Gang bød, og derforuden til Deling mellem Olafs Mænd, en Skilling til hver fribaaren, en Mark for hver Høvding, der i det mindſte havde 12 Mand under ſin Befaling, en Mark Guld til hver Hirdſtjore (Overbefalingsmand), og fem Mark Guld til hver Jarl. Efter nogen Raadſlagning med ſine Mænd ſvarede Olaf, at han vilde gaa ind paa denne Betingelſe, hvis han tillige fik hele Northumberland. Sendemændene udbade ſig atter tre Dages Friſt for at kunne melde Ædhelſtan dette, og bringe Beſked tilbage. Men nu talte Ædhelſtan et langt andet Sprog, end hidtil. Han lod ſige, at Olaf ſkulde have Tilladelſe til at fare hjem til Skotland med ſin Hær, naar han vilde give tilbage alt det Gods, han ulovligen havde taget i England, forpligte ſig til ikke oftere at herje paa England, og tage Skotland til Len af Ædhelſtan. Da Olaf meldte ſine Mænd dette, ſagde de alle, at der nu intet andet var for end at begynde Striden, og de gjennemſkuede nu tydelig Ædhelſtans Liſt, at drage disſe Underhandlinger i Langdrag for ſaaledes at vinde Tid og ſkaffe ſig flere Folk. Ring og Adils tilbøde ſig endnu ſamme Nat, førend Ædhelſtans Mænd ventede noget Angreb, at begynde Striden. Dette ſkede; men Thorolfs Mænd bleve dem var og blæſte i Krigsludrene, ſaa at Mandſkabet kom paa Benene. Thorolf og Egil fylkede deres Mænd nærmeſt Skoven mod Ring, Alfgeir Jarl nærmeſt Aaen mod Adils. I Thorolfs og Egils Fylking var der alene Nordmænd, væbnede paa norſk Viis. Adils drev ſnart Alfgeir paa Flugten, og denne, ſom ikke vovede at viſe ſig for Ædhelſtan, red med en Skare Mænd Dag og Nat ſyd i Landet og ſatte over til Frankrige, hvor han havde Slægtninger, og forblev der, uden at vende tilbage til England. Adils forfulgte ham ikke længe, men vendte om igjen for at komme Ring til Hjelp. Thorolf lod Egil møde ham, og ſatte ſelv haardt ind paa Ring, i det han pasſede det ſaaledes, at de havde Skoven i Ryggen. Uden Ruſtning og Skjold ſtevnede han frem, huggende til begge Sider, og aabnede ſig ſaaledes en Vej lige til Ring, fældte hans Merkesmand, gjennemborede Jarlen ſelv med ſit Spyd, og løftede ham op paa dette, idet han fæſtede Spydshalen i Jorden. Ved Synet heraf flygtede de øvrige af hans Hær, ſaa vel ſom Adils og alle dennes Mænd til Skoven, forfulgte af Thorolf og Egil, ſom dræbte en Mængde af dem, indtil Natten gjorde Ende paa Striden. Kong Ædhelſtan havde hidtil opholdt ſig i en Borg ſøndenfor Heden, nu drog han med Hovedſtyrken nord til denne, og opſlog ſin Lejr. Olaf forlod ligeledes ſin Borg, og lejrede ſig paa Sletten. Tidligt om Morgenen opſtillede Ædhelſtan ſin Hær, og deelte den i to Fylkinger, en under Egils, den anden under Thorolfs Anførſel. Egil vilde helſt have været ſammen med ſin Broder, men denne bad ham at gjøre ſom Kongen ſagde. Ogſaa Olaf deelte ſin Hær i to Afdelinger, ſaaledes at det fornemmelig var Skotterne, der kom imod Thorolf, nærmeſt Skoven. Men i det Thorolf ilede raſkt frem foran ſine Mænd, brød med Eet Jarlen Adils, der Dagen i Forvejen havde taget Flugten, ud af Skoven med en Skare, og de fældte Thorolf med deres Keſjer førend hans Mænd kunne komme ham til Hjelp. Skotterne raabte nu Sejrsraab over den fiendtlige Høvdings Fald. Ved at høre dette, og ved at ſe Thorolfs Merke drage ſig tilbage, ſkjønnede Egil, hvad der var ſkeet, ilede ſtrax til, ſtillede ſig i Spidſen for Skaren, ſøgte haardt ind paa Fienden, og fældte endelig Adils med egen Haand. Skotterne flygtede, og Egil forfulgte dem lige til Kongens egen Fylking, ſom nu ogſaa blev adſplittet. Paa ſamme Tid angreb Ædhelſtan den med ſine Mænd, og alt veg for ham; der blev et ſtort Mandfald, Kong Olaf ſelv faldt med den ſtørſte Deel af Hæren, og en Mængde blev ligeledes dræbt paa Flugten. Ædhelſtan vandt en fuldſtændig Sejr. Selv vendte han ſnart tilbage til Borgen, men Egil forfulgte længe de flygtende, og lod derefter ſin Broders Lig opſøge, tvætte, ſmykke med ſine Vaaben og Klæder, og højlægge. Derpaa gik han tilbage til Ædhelſtan, der tog imod ham med Glæde, og gav ham, ſom det ovenfor er berettet, ſtore Gaver, hvoriblandt to Kiſter, fyldte med Sølv, til hans Fader. Han gav ham ogſaa Valget mellem Land eller Løsøre i Brodergjeld, og tilbød ham at blive hos ſig ſom ſin Landværnsmand. Egil vilde, ſom vi have ſeet, for det førſte ikke forpligte ſig hertil, og drog en Stund efter til Norge, for at ſe til Arven efter ſin Broder. Før Afrejſen digtede han en Draape om Kong Ædhelſtan, og af denne er endnu et Vers opbevaret, i hvilket det heder, at Ædhelſtan nu, efter trende Høvdingers Fald, var bleven Herre over Landet[45].

Vi have meddeelt Beretningen om dette Slag, fordi den i flere Henſeender er interesſant,og viſtnok i det Hele taget ſkildrer, hvorledes det gik til ved ſlige Anledninger. Det kan vel heller ikke betvivles, at et Slag, i hvilket Thorolf og Egil deeltoge, og to vælſke Høvdinger, ſom Nordmændene kaldte Ring og Adils, tilligemed en nordiſk Vikingekonge, ved Navn Olaf, der havde erhvervet Beſiddelſer i Skotland, faldt, virkelig har fundet Sted; men ligeſom de nordmanniſke Forfattere have tildeelt Gange-Rolf Hovedrollen i mange Foretagender, hvori han endnu kun deeltog ſom en uberømt Kriger, ſaaledes ere ogſaa Thorolfs og Egils Bedrifter i dette Slag forherligede, og Slaget har i og for ſig neppe været af den Vigtighed, ſom Egils Saga angiver. At Slaget ved Brunanburg, hvorom nedenfor, tildeels kan have foreſvævet Sagaſkriveren, er ikke uſandſynligt; man kunde maaſkee endog ſlutte det af Navnet paa det Sted, hvor Slaget ſkulde have ſtaaet, nemlig „Vinheden“, thi dette Navn er ikke ſaa uligt „Wendun“, der af en engelſk Forfatter nævnes iſtedetfor Brunanburg[46]. Men ved at lade Egil deeltage i Slaget ved Brunanburg, vilde man komme i Strid med alle de chronologiſke Data i hans Saga, og derfor har man her intet andet Valg, end at antage Slaget paa Vinheden for en mindre Fægtning, der har fundet Sted tidligere end hiint ſtore Slag. De engelſke Kilder ere for hele denne Tid ſelv ſaa magre, at man ej fra deres Taushed om en ſaadan Fægtning kan ſlutte til, at den ikke fandt Sted. At Lodbroks Efterkommere, eller den danſke Kongeæt, i hele dette Aarhundrede gjorde Forſøg paa at underkaſte ſig Northumberland eller om muligt hele England, er viſt[47], faa vel ſom at Ædhelſtan, benyttende ſig af det Fiendſkab, der nødvendigviis maatte herſke mellem den norſke Kongeæt og den danſke, og derfor ogſaa i det Hele taget mellem Nordmændene og Danerne, ſøgte hines Hjelp mod disſe, og derfor i ſin Hær ſikkert talte mange Nordmænd[48]. Det er derfor intet uſandſynligt i, at en af Lodbrok-Ætlingerne kan have ſat ſig faſt i Sydſkotland og gjort et Angreb paa Northumberland underſtøttet af vælſke Høvdinger, ſom dog ſnarere havde hjemme blandt Briterne ved Strathclyde i Skotland, end i det egentlige Wales[49]; uden at dette Angreb juſt derfor behøver at være optegnet. Men nærmere kommer man heller ikke denne Begivenhed paa Spor; ſaaledes ſom den er fortalt i Egils Saga, maa den ſtaa ved ſit Værd. Ikke engang Tiden, naar den foregik, kan udfindes med Nøjagtighed; man veed blot, at det maa have været før 930, da Harald Haarfagre overlod Overkongedømmet til Erik Blodøxe. De engelſke Annalers Beretning, at alle Konger i Britannien efter Sigtryggs Død underkaſtede ſig Ædhelſtan, der tillige forjog Godfred, i Aarene 926 og 927, gjør det ſandſynligt, at ogſaa Slaget paa Vinheden forefaldt i denne Tid, ſaa meget mere, ſom Egils Saga ſelv antyder, at det ſtede kort efter at Kong Ædhelſtan havde beſteget Tronen[50]. Muligt endog, at det fandt Sted kort for Ædhelſtans Tronbeſtigelſe, da man veed, at han allerede i ſin Fader Edvards Levetid anførte Hæren eller en Deel af den[51]

Den i Aaret 927 afdøde Sigtryggs Søn Olaf var, ſom vi have ſeet, flygtet til Irland, hvor han ſynes at have gjort flere Herjetog. Her var hans Frænde Godfred, der i de irſke Annaler kaldes „den gruſomſte“, Konge i Dublin; hans hele Regjeringstid hengik med Krigstog ej alene mod de indfødte i Landet, men ogſaa mod hans egne Landsmænd. Godfred døde i Aaret 934[52], efterladende ſig Sønnerne Olaf og Blakar, af hvilke den førſte, ſom allerede i hans Levetid havde ført flere Krige, fornemmelig mod Olaf Skurfa[53], Kongen i Limerick, nu var heldig nok til at fange denne, men forlod ſelv nogle faa Aar efter Dublin, enten nødtvungen, eller for at forſøge ſin Lykke i England. Hans Broder Blakar fulgte ham ſom Konge i Dublin. Olaf, Sigtryggs Søn, var imidlertid bleven gift med en Datter af Conſtantin, Kongen i Skotland, hos hvem han rimeligviis en Tid lang opholdt ſig, og ved hvis Hjelp han ſøgte at vinde Northumberland tilbage. Conſtantin havde erkjendt Ædhelſtan for ſin Lensherre, men, ſom man ſeer, ikke med ſin gode Vilje. Thi allerede i 934 brød han ſin Lensforpligtelſe, ſaa at Ædhelſtan maatte foretage et vældigt Tog mod Skotland til Lands og Vands hvorved han nødſagede Conſtantin til at ydmyge ſig og ſtille ham ſin Søn til Gisſel for ſin fremtidige Lydighed. Men ikke deſto mindre ophidſede Conſtantin, ſom det fortælles, faa Aar derefter Olaf til at angribe England, og af Beretningerne om denne Krig hvor udſmykkede de end ere, ſeer man tydeligt, at de nordiſke Høvdinger i England her havde ruſtet ſig i Masſe, for at vove en afgjørende Dyſt med den engelſke Konge. Fra Irland ſynes Olaf at have faaet ſtor Hjelp, endog under Anførſel af Olaf Godfredsſøn ſelv[54]. Med 615 Skibe landede Olaf i Humberen, og ſkal i ſit Følge have haft, foruden Conſtantin i det mindſte fem Konger og ſyv Jarler. Ligeſom Alfred fordum, ſneg Olaf ſig, forklædt ſom Harpeſpiller, liſtigt til Ædhelſtans Lejr, for at udſpejde den. Medens Kongen og hans Mænd lyttede til Sangen under Maaltidet, lod han Øjnene løbe om, for at underſøge Alt; da han ſkulde gaa, fik han Sangerløn, men da han væmmedes ved at modtage den af Fiendehaand, grov han den ned i Jorden. Dette bemerkede en af Ædhelſtans Mænd, der tidligere havde kæmpet under Olaf, og ſortalte det ſtrax til Kongen. Denne bebrejdede ham, at han ikke ikke havde ſagt det før, medens der endnu var Tid til at gribe den fiendtlige Konge, men han ſvarede, at han i ſin Tid havde ſvoret Olaf Troſkabsed, og hvis han havde krænket denne, vilde heller ikke Ædhelſtan kunne have nogen Tillid til den Ed, han nys havde tilſvoret ham. Men han raadede Kongen til at opſlaa ſit Telt paa et andet Sted, og trætte Fienden ved at drage Angrebet i Langdrag. Ædhelſtan gav ham Ret, og fulgte hans Raad. Om Natten ſtødte Olaf paa en Biſkop, der, uden at vide om hans Nærhed, Aftenen i Forvejen var kommen til Hæren, og havde ladet ſine Telte opſlaa paa Sletten; han blev nedſablet med hele ſit Følge. Driſtig ved dette Held vovede Olaf ſig længer frem, og havde nær overrumplet Kongen ſelv, men trods den Forvirring, ſom opſtod, da Hæren pludſelig vækkedes, kom den dog i Orden. Kongen anraabte ſin Families Skytshelgen St. Aldhelm om Hjelp, og begyndte modig Striden, kraftigt underſtøttet af ſin unge Broder Eadmund[55]. Dette var det berømte Slag ved Brunanburg[56], ſom allerede ovenfor er nævnt, og hvis Enkeltheder tildeels ſynes at have foreſvævet Forfatteren af Egils Saga, hvor han beſkriver Slaget paa Vinheden. Angliſke Forfattere ſige, at der ikke indtil da var udgydt ſaa meget Blod i England. De angelſaxiſke Annaler, der ellers fortælle Begivenhederne kort og tørt, indføre her et heelt Kvad, der øjenſynlig er ſamtidigt. I dette Kvad heder det: „Kong Ædhelſtan, Krigernes Herre, Mændenes Baug-Giver, og hans Broder, Ædelingen Eadmund, tilkæmpede ſig med Sverdenes Egge livslang Ære ved Brunanburg. Edvards Sønner kløvede Skjoldene, og hug Hjelmene med de hamrede Egge; fra Barnsbeen havde de lært at værge deres Land, deres Skatte og deres Hjem i Kampen mod enhver Fiende. Raſende faldt de ſkotſke Skarer, Skibsfolkene faldt fejge, Marken dønnede blodbeſtænkt, lige fra Solens Opgang om Morgen indtil dens Nedgang. Der laa mangen nordiſk Kriger, ſkudt over Skjoldet, truffen af Geire; der laa Skotternes kamptrætte Flokke. Veſtſaxerne forfulgte de onde Folk den hele Dag, og Myrkerne ſparede heller ikke dem, der med Olaf over Bølgerne havde ſøgt Landet for at ſtride. Fem unge Konger laa, ſøvndysſede af Sverdet, paa Valen; der laa og ſyv af Olafs Jarler og utallige Søkæmper og Skotter. Der blev Nordmændenes Fyrſte forjagen til ſine Skibe med faa Folk, og han reddede ſig paa ſine Knerrer over det mørke Hav; ſaa maatte og den viſe Conſtantin ty tilbage til ſit Hjem, og den graahærdede Kriger kunde ikke roſe ſig af Kampen; hans Venner og Frænder vare dræbte, han efterlod ſin Søn paa Valpladſen, bedækket med Saar … ej heller havde Olaf noget at le eller roſe ſig af, efter denne Kamp med Edvards Sønner. Nordmændene droge i deres naglede Knerrer, en blodig Levning fra Spydenes Ødelæggelſe, til Dublin og Irland, bedrøvede i Hu. De ſejrrige Brødre, Konge og Ædeling, ſøgte begge deres Hjem, Weſtſex, ſtolte af Sejren, efterladende Ligene til at fortæres af den ſorte Ravn, den graa Grib, og den hurtige Ørn, den graadige Høg, og Skovens Ulv, og aldrig, ſiden Angler og Saxer kom fra Øſten og vandt Britannien, hørtes nogenſinde paa denne Ø tale om et ſtørre Mandfald“[57]. Olaf Godfredsſøns Tilbagekomſt til Dublin omtales ogſaa i de irſke Annaler[58]. Om Olaf Sigtryggsſøn hører man for det førſte intet. Han har rimeligviis ledſaget Conſtantin tilbage til Skotland. Olaf Godfredsſøn ſynes derimod ved Ædhelſtans kort efter indtrufne Død, da hans attenaarige Broder Eadmund beſteg Tronen, atter at have forſøgt ſin Lykke i Northumberland, thi i dette Aar, fortælle de engelſke Annaler, faldt Northumbrerne fra, og toge Olaf af Irland til Konge[59]. Merkeligt er det, at endog Erkebiſkop Wulfſtan af York tog Parti med Hedningen Olaf mod Landets Konge. Olaf ſatte ſig i Beſiddelſe af York, trængte frem lige til Northampton, ſtormede og plyndrede Tamworth. Men paa Tilbagevejen indhentede Eadmund ham ved Leiceſter, hvor han og Erkebiſkoppen kaſtede ſig ind og belejredes, men ved Nattetid flygtede ud af Byen. Erkebiſkop Odo af Canterbury og Wulfſtan bragte nu et Forlig iſtand, hvorved Olaf forpligtede ſig til at lade ſig døbe, imod at Eadmund afſtod ham Landet øſtenfor Wätlingaſtræt, altſaa hele det gamle danſke Landſkab[60]. Olaf blev virkelig døbt, og Eadmund ſelv ſtod Fadder til ham og gav ham kongelige Foræringer. En anden norſk Konge, ved Navn Ragnvald, Godfreds Søn, maaſkee Olafs Broder, maaſkee og en Søn af den fra Northumberland fordrevne Godfred, fulgte endnu i ſamme Aar hans Exempel[61]. Men ſtrax efter døde Olaf (943), og Eadmund underkaſtede ſig atter Northumberland (944), fordrivende baade Ragnvald, og Olaf, Sigtryggs Søn, der paa denne Tid ſees at være kommen tilbage til Northumberland[62].

Omtrent paa ſamme Tid blev ogſaa Blakar fordreven fra Dublin af Congelach i Forbindelſe med andre irſke Konger, og der gik, fortælles der, en Ødelæggelſe over Nordmændene, hvortil man ikke paa længe havde ſeet Magen: deres Gods plyndredes, deres Skibe opbrændtes deres Kvinder og Børn bortførtes i Lænker, og kun faa af deres Krigere undkom[63]. Olaf Kvaran opkaſtede ſig til Konge i Dublin[64], og Blakar, der gjorde Forſøg paa at vinde ſit Rige tillbage, faldt i et Slag mod Congelarb, hvori tillige flere end tuſinde Nordmænd bleve dræbte, og 610 ſaarede eller fangne (948)[65]. Paa denne Tid, fortælles der, ſkulle Nordmændene i Dublin være blevne tvungne eller overtalte til at antage Chriſtendommen[66].

Om Nordmændenes Bedrifter i Skotland i den her omhandlede Tid tales der ſaare lidet, ſaa vel i vore Sagaer, ſom i de ſkotſke Krøniker, der , for Reſten baade ere forfattede i en temmelig ſildig Tid, og meget magre. Det førſte norſke Kongevælde i Skotland ſelv ophørte med Thorſtein den rødes Fald, og ſaa mægtig Torv-Einar, Orknøernes Jarl, end var, ſaa ſynes han dog ikke at have underkaſtet ſig nogen Deel af det ſkotſke Faſtland. Man veed kun om ham, at han meget længe var Jarl over Orknøerne, og at han ved ſin Død efterlod tre Sønner, Arnkell, Erlend og Thorfinn Hauſakljuf[67]. Man kjender heller ikke hvad Tid han døde, uden for ſaa vidt hans Død maa have indtruffet før Kong Haralds, eller i det mindſte førend Erik Blodøxe efter dennes Død gjeſtede Orknø, hvorom der i det Følgende vil blive handlet. Der kan ellers ikke være nogen Tvivl om, at de mange Nordmænd, ſom paa denne Tid droge i Veſterviking, fornemmelig gjeſtede Skotland. Toget til det ſydlige Skotland under Ragnvald, Ottar og Aasulf er ovenfor omtalt, og dette Tog var viſt ikke det eneſte, om end Annalerne tie om de øvrige.

  1. Anderledes kan man neppe forſtaa det dunkle Udtryk hos Ædhelweard ved Aar 885 (Monum. hist. Brit. p. 516): Petias sub dant plebs immunda quæ tum Orientales continebat Anglos.
  2. Chron. Sax. (Mon. hist. Brit. p. 359). Her nævnes ikke Aarſagen, hvorfor Alfred ſendte Flaaden.
  3. Chron. Sax. p. 362.
  4. Se ovenfor S. 628. De upaalidelige Asſerſke eller St. Neotſke Annaler (Gale S. 171) ville viſtnok endog vide, at Gudrum blev begraven paa Kongsgaarden Headleaga (Hedley) i Øſtangel, men dette opvejes ved en anden, neppe upaalideligere Angivelſe i den haandſkrevne St. Neots Krønike (ſe Turner, hist. of the Anglos. I. p. 519) ifølge hvilken det ſkulde ſynes ſom om Gudrum var død i Danmark.
  5. Se ovenfor S. 665, Note.
  6. Vidtløftigſt fortælles dette i Simeon Dunelm. Hist. eccl. Dunelm., hos Twysden, S. 21, 22, og i Hist. Sancti Cuthberhti, ſammeſteds S. 70, 71, 73.
  7. Nemlig det ſaakaldte Paladsgrevſkabs Rettigheder (county palatine of Durham).
  8. Dagen angives af Ædhelweard, ſom dog henfører hans Død til 896, og tillægger at han ligger begraven i Domkirken i York. De øvrige Annaler have 894.
  9. Mag. Adam. af Bremen, I. 41 og II. 22. Det maa dog bemerkes, at Mag. Adam, ſom her udtrykkelig citerer engelſke Kilder, ikke er at lide paa, efter ſom han kan have misforſtaaet Chron. Sax., og uden videre antaget de i dette efterhaanden omtalte Konger Olaf, Sigtrygg og Ragnvald, for Gudrøds Sønner.
  10. Chron. Sax. p. 370. Af disſe äscas fik Vikingerne Navn af Aſkmænd, ſom Mag. Adam udtrykkeligt ſiger (II. 29, 74; IV. 6); dette Tilnavn førte ogſaa, ſom ovenfor er viiſt, Dronning Gunnhilds Broder Alf.
  11. Chron. Sax. p. 369, 370, 371.
  12. Sammeſteds, S. 372, 373. De to ſaakaldte Haulder (holdas) ere Ysopa (viſtnok et fordrejet Navn), og Aaskell (Óscytel). Ædhelweard, ſom ſiden 890 begynder at blive lidt mere ſelvſtændig og afvige fra Chron. Sax., henfører dette Slag og Eriks Fald til 902; han kalder Erik Harue, ligeſom han overhoved er mere tilbøjelig til at bruge de ſønderjydſke Navnformer. Villjam af Malmesbury (Savile S. 18) beretter, uviſt hvorfra, at Erik fulgte Gudrum i Regjeringen, men efter 14 Aars Regjering blev dræbt af Anglerne, fordi han havde handlet uvenligt imod dem.
  13. Chron. Sax. p. 373, 374.
  14. Thorpes Ancient laws & institutes of England, S. 71.
  15. Deſto rimeligere bliver det, at han er den ſamme ſom Gorm den Gamle.
  16. Wallingford, der ſkrev omkring 1200, men juſt ikke altid er paalidelig, fordi han øjenſynligen har forſøgt at anvende et Slags Kritik, og forlige forſkjellige Beretninger.
  17. Dette fortælles kun af Florents af Worceſter, uviſt med hvilken Hjemmel. Han ſiger ogſaa, at Danerne havde brudt Freden. Ligeledes henfører han Slaget ved Teotanheal, der ifølge Chron. Sax. ſandt Sted den 6te Auguſt, til 911, efter den fornyede Fred, men neppe med Rette.
  18. Chron. Sax. p. 375.
  19. Ædhelweard, S. 519. — At de her nævnte Tog af Loire-Nordmænd (af Lidwiccum) have ſtaaet i nogen Forbindelſe med den forhen omtalte Flugt af Herrer fra Bretagne over til England, er ikke uſandſynligt.
  20. Chron. Sax. Mon. hist. Brit. p. 375.
  21. Florents af Worceſter (Mon. hist. Brit. p. 569) nævner ligefrem Eowils og Halfdene fratres regis Hinguin. Ædhelweard nævner udtrykkelig Ivars Død 870 (S.513), men lader ham falde ſom „Iguuar“ 909 (S.519). Det er Navnene, ſom have forvildet ham. Thomas af Ely har igjen i ſin Vita Stæ Etheldridæ ladet ſig forlede til at nævne Eowils og Haaſtein blandt de 866 ankomne Vikinger, ſe ovenfor S. 623.
  22. Chron. Sax. p. 375—378.
  23. Chron. Sax. p. 378—382.
  24. Sigfred Ivarsſøn (Sicfirth mere Ivair, rex Nordmanorum) nævnes i de paalidelige Ulſterſke Annaler (O’Connor III. p. 238), medens derimod Ma-Geoghegan, uviſt efter hvilken Kilde, kalder ham Godfred (Hist. d’Irlande I. p. 396); han kalder ligeledes den Høvding, med hvem Sigtrygg ſenere kom i Strid, Galfred, ikke Sigfred, og henfører denne Strid til 892. Der er imidlertid ſterke Tegn til, at han her enten kun har misforſtaaet de Ulſterſke Annaler eller haft en upaalidelig Text af dem, de Ulſterſke kalde nemlig Sigfred Jarl (Sichfrait in erll); da nu Ma-Geoghegan giver Galfrid Tilnavnet merle, ſynes han at have læſt merl iſtedetfor in erll, og ſaaledes juſt at have benyttet disſe ſelvſamme Annaler, idet hans Variant-Exemplar maaſkee har haft Godfred eller Gatfrid iſtedetfor Sigfred.
  25. Annales Ulton. O’Connor S. 242.
  26. D. ſ. S. 248.
  27. D. ſ. S. 247.
  28. Ann. Ult. p. 248, jvf. Ann. 4 Magistr. O’Connor III. p. 422.
  29. Ann. Ult. p. 250, 251.
  30. Brut y Tywysogion, Mon. hist. Brit. I. p. 847.
  31. Nemlig Simeon af Durham, Mon. hist. Brit. I. p. 686. Det ſtaar nemlig her ved 912: Reingwald rex et Oter comes et Oswul Cracabam (Cracaban, Cracabain?) irruperunt et vastaverunt Dunbline. Dette Dunbline have nogle forklaret om Dunblane nordenfor Frith of Forth i Skotland, og ligeledes Cracabam ikke ſom et Tilnavn til Aasulf, men ſom Navnet paa et Sted, de havde herjet, rimeligviis Clackmannan. Dette Tog ſkulde altſaa have gjeldt Skotland, og maatte da blive det ſamme, ſom det, de irſke Annaler omtale ved 918, men være fejlagtigt henført af Simeon til 912. Viſt er det og, at noget Angreb paa Dublin i 912 ej omtales i de irſke Annaler. Paa den anden Side viſer det nedenfor anførte Sted af disſe, at i alle Fald den Gisning, at Cracabam ikke ſkulde være en Perſons Navn, er fejlagtig; dertil kommer, at Dumblane laa vel langt ud af de irſke Nordmænds Vej, at Simeons Aarsangivelſer ellers ej pleje at være ſaa urigtige, at Ottar faldt paa Toget mod Skotland, og altſaa, hvis han var død 912, ej havde kunnet herje ved Severn 918, og endelig at vel ikke alle Angreb af Nordmændene ere ſaa nøjagtigt optegnede i de irſke Annaler.
  32. Se ovenfor S. 688.
  33. Se ovenfor S. 690.
  34. Ann. Ult. p. 251. Disſe kalde de tre Anførere Ragnall (Ragnvald), Ottir (Ottarl og Gragabai (Kraakabain); Navnet Aasulf udgaar.
  35. Ann. Ult. p. 252. Ann. 4 Magistr. p. 430. Det er kun de ſidſte, ſom omtale Ottars Fald i Skotland. Men det fremgaar heraf, hvad man ellers ikke ſaa let kunde vide, at Toget til Skotland er fulgt efter det til Wales, og at Vikingerne altſaa maa have berørt Irland, førend de droge til Skotland. Dette gjør det end ſandſynligere, at Toget i Skotland ej har gjeldt Dunbline paa Øſtſiden af Skotland, men derimod et eller andet Sted paa Veſtkanten, og at Simeon af Durhams Dubline virkelig er Dublin.
  36. Ann. Ult. p. 253—261. Innisfallens-Annalerne henføre, ved en ſtor Misviisning, Slaget mellem Sigtrygg og Niall til 905, og Godfreds Erhvervelſe af Dublin til 907 (O’Connor II. p. 35, 35); dette har Moore i ſin irſke Hiſtorie (II. p. 68) urigtigt fulgt, med Tilſideſættelſe af de paalidelige ulſterſke Annaler. De irſke Annalers Beretning om Slaget mellem Sigtrygg og Niall ſynes ellers at have givet Anledning til den Notits, ſom findes i enkelte yngre Haandſkrifter af Chron. Sax. og derfra er gaaet over i andre engelſke Annaliſters Skrifter, at Kong Sigtrygg — det ſiges ikke hvor han herſkede, ligeſom han heller ikke tidligere omtales — i Aaret 921 dræbte ſin Broder Niel. Thi Niall kan neppe have været nogen Søn af Gudrød, hvem udtrykkeligt kun de tre Sønner, Sigtrygg, Olaf og Ragnvald tillægges; hans Navn er desuden ganſke irſk. Derimod er det ikke uſandſynligt, at denne Sigtrygg, ſom overvandt Niall, virkelig er den ſamme, ſom den der ſenere (ved 925) fremſtod i Northumberland, thi vel ligger det nær at antage denne for en Søn af Gudrød, men paa den anden Side ſiges dette ikke udtrykkeligt, og de irſke Kongeætlinger begynde juſt paa denne Tid at ſpille en Rolle i Northumberland: vi ville ſiden faa ſe Sigtryggs egen Søn Olaf at flygte til Irland.
  37. Fortællingen herom, der er ret interesſant, eg i ſig ſelv ej uſandſynlig, ja tildeels endog ſynes at grunde ſig paa Traditioner, knyttede til de forſkjellige Gavebreve, der fandtes i Archivet i Durham, lyder i Korthed ſaaledes: Kong Ragnvald kom med en ſtor Mængde Skibe, og bemægtigede ſig det Land, der tilhørte Aldred, Eadulfs Søn, en Ven af Kong Edvard, ligeſom Eadulf havde været en Ven af Alfred. (Denne Aldred, Konge eller Herre til Bamborough, med et Diſtrikt i Northumberland, nævnes ogſaa i Chron. Saxonicum). Aldred flygtede til Skotland og bad Kong Conſtantin om Hjelp; denne førte ogſaa en Hær mod Ragnvald, men blev ſlagen ved Corebridge. I dette Slag faldt ogſaa alle de fornemſte Angler, ſom deeltoge deri, undtagen Aldred og hans Broder Uhtred. Ragnvald uddeelte nu St. Cuthberts Lande mellem ſine Krigere. Blandt disſe nævnes to, en ved Navn Skule, en anden ved Navn Olaf Halle. Denne traadte en Dag, heel overmodig, ind i St. Cuthberts Kirke og ſpurgte Biſkoppen: „hvad formaar vel den døde Mand Cuthbert imod mig, med hvilken man hver Dag truer mig? Jeg ſværger ved Thor og Odin at jeg fra dette Øjeblik vil være en Fiende af Eder Alle“. Biſkoppen og Menigheden faldt nu paa Knæ, anraabende Gud og St. Cuthbert om Hjelp, og neppe havde Olaf, da han ſkulde gaa ud af Kirken, betraadt Tærſkelen, førend han følte en ſtikkende Smerte i ſin Fod og ſtrax derpaa ſtyrtede død ned. St. Cuthbert fik nu ſine Ejendomme tilbage. En Tid efter forlenede Biſkoppen en vis Eadred med ſtore Beſiddelſer. Ragnvald bekrigede ham, fældte ham i et nyt Slag ved Corebridge, tog hans Land til ſig og overlod det til to af ſine Krigere, men døde kort Tid efter. (Simeon Dunelm. Hist. Sti. Cuthberti, hos Twysden, S. 74, 75). Man ſeer heraf, at flere, og det ikke ubetydelige Slag have fundet Sted, uden at blive omtalte i Chron. Sax. — Hvis det for Reſten ikke udtrykkeligt hed hos Mag. Adam, at Ragnvald var en Søn af Gudrød, og man ikke ogſaa af Chron. Sax. ſaa, at han vandt York 923 og hyldede Edvard i 924, kunde man friſtes til at antage ham for den fra Irland fordrevne Ragnvald; men denne døde allerede i 921. Sigtryggs Identitet med den irſke Sigtrygg ſynes derimod ikke at kunne betvivles.
  38. Thi med Ædhelſtans Syſter var han kun gift et Aar.
  39. Villjam af Malmsbury, Saviles Udg. S. 50. Hvor Villjam for Reſten har dette fra, nævnes ikke. Af de hiſt og her forekommende poetiſke Udtryk ſkulde man næſten formode at det var efter gamle Kvad.
  40. Chron. Sax. p. 382.
  41. Se Heimskr. Harald Haarfagres Saga, Cap. 41, og Egils Saga, Cap. 50.
  42. Se ovenfor S. 591, 592. Villjam af Malmsbury veed ogſaa her mere at fortælle, end Chron. Sax. og den ovenfor nævnte Elimand. Han ſiger at Harald, Konge i Norge, ſendte ham et Skib med forgyldt Stavn og purpurfarvet Sejl, indvendig beſat med forgyldte Skjolde, og lægger til, at de Udſendinger, der bragte Skibet, hed Helgrim (Halgrim) og Osfrid (Aasfred) og at de bleve venligt modtagne og beværtede i York. Saviles udg. S. 51.
  43. Se ovenfor S. 599.
  44. Vi have allerede nys i Beretningen om Ragnvald ſeet Exempel paa, at Chron. Sax. har undladt at omtale endog temmelig vigtige Krigsbegivenheder under Edvards Regjering:, det ſamme kan derfor ogſaa være Tilfældet med Henſyn til Ædhelſtans. Værd at bemerke er ogſaa den umiskjendelige Lighed, der herſker mellem Navnene paa de i de engelſke Beretninger omtalte Aldred og Uhtred, de angliſke Herſkere i Bamborough med en Deel af Northumberland, og Egils Sagas Alfgeir og Gudrek, Ædhelſtans Jarler i Northumberland, der ej alene nævnes i Egils Sagas Text, men ogſaa i en Viſe af Egil. Vore Sagaer ere ikke altid nøjagtige i at gjengive Navne fra andre germaniſke Sprog, ſaaledes ſinder man Sigfred gjengivet med Sigurd, Gudrød og Gautrek forvexlede. Navnforſkjelligheden kan altſaa her ikke vække nogen Betænkelighed. Man behøver heller ikke juſt at antage Slaget for at have været af den Vigtighed, Sagaen angiver, thi for denne gjelder det meeſt at ophøje Thorolfs og Egils Bedrifter.
  45. Egils Saga, Cap. 51—56.
  46. Simeon Dunnelm, p. 686.
  47. Der er allerede ovenfor talt om Gudrum eller Gorm; i det Følgende vil der blive handlet om Gorms Sønner, Knut og Harald, og endelig om Svein Tjugeſkeg og dennes Søn Knut den mægtige, hvoraf det vil ſees, at Danekongerne havde deres Blik ufravendt henvendt paa England. Der er ligeledes allerede talt om det Venſkab, hvori Ædhelſtan ſtod til Harald Haarfagre, og vi ville nedenfor komme til at ſe flere Tegn til den Beſtræbelſe hos de engelſke Konger, at ſlutte ſig til Nordmændene mod Danerne.
  48. Blandt de fornemme Mænd, der ſom Vidner tegnede ſine Merker under Breve, udſtedte af Ædhelſtan, nævnes oftere Mænd med nordiſke, tildeels endog norſke, Navne, ſaaledes findes f. Ex. mellem 929 og 931 blandt Jarlerne: Gudhrum (Guttorm), Orm, Aasulf, Halfdan, Ragnvald, Skule, Thorfred, Ivar, Hagvard, Hadd, Gunnar o. fl.
  49. Strathclyde-Vælernes Konge nævnes i Chron. Sax. blandt dem, ſom underkaſtede ſig Edvard i 924.
  50. Gudreks og Alfgeirs formodede Identitet med Uhtred og Aldred hjelper her ikke paa Spor, thi deres Navne forekomme i Diplomer under hele Ædhelſtans Regjering Det kan maaſkee være andre af ſamme Navn, men Uvished bliver derved uundgaaelig.
  51. Caradoc af Llancarvan beretter om et Slag mod Briterne og en Dane ved Navn Leofred i Walewood, hvor Ædhelſtan anførte en Deel af Hæren.
  52. Ulſter-Annalerne, S. 261.
  53. Saaledes ſynes hans irſke Tilnavn, Sendcairech, at maatte gjengives. Ann. 4 Magg. p. 457.
  54. Dette viſer ſig, ſaa vel af de ulſterſke Annaler, der omtale Olaf Godfredsſøns Tilbagekomſt til Irland 938, ſom af Simeon Dunelm. de Dun. eccl. (Twysden S. 25), hvor det ſtaar ligefrem, at det var mod Olaf Gudrødsſøn, at Ædhelſtan kæmpede ved Brunanburg. Overhoved herſker der en øjenſynlig Forvirring i Annalerne mellem de mange ſamtidige Fyrſter af Navnet Olaf, og det vil neppe nogenſinde blive aldeles ſikkert, om det ikke var Olaf Godfredsſøn, ſom ſelv var Conſtantins Svigerſøn, og alene kæmpede ved Brunanburg.
  55. Villjam af Malmsbury, (der her rimeligviis benytter gamle Kvad), hos Savile, S. 49.
  56. Brunanburg er rimeligviis Brumby i Lincolnſhire.
  57. Chron. Sax. p. 386.
  58. Nemlig, ſom oven anført, i de ulſterſke, S. 263.
  59. Chron. Sax. p. 386.
  60. Chron. Sax. p. 387. Simeon Dunelmensis, (hvis Beretning her ellers afviger lidt fra Chron. Sax.) p. 686.
  61. Chron. Sax. p. 387.
  62. Chron. Sax. p. 388.
  63. Ann. quat, Mag. O’Connor III. p. 470. Ann. Ult. O’Connor VV. p. 266.
  64. Ann. Ult. p. 267.
  65. Ann. Ult. p. 268. Ann. quat. Mag. p. 475.
  66. Ann. Innisfal. O’Connor II. p. 42.
  67. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 97 o. fl.