Det norske Folks Historie/1/82
Medens Danerne satte sig fast i England, og oprettede et Rige der, forberededes ogsaa i Frankrige, ved Nordmændenes fornyede Angreb, Oprettelsen af det norske Lensrige eller Herredømme, hvis tappre og ridderlige Herrer, uagtet de tilsyneladende antoge fransk Nationalitet, dog, fremdeles Nordmænd baade i Navn og Sind, vare bestemte til at gribe saa mægtigt ind, ej alene i Frankriges og Englands, men i hele Europas Historie. Frankrige var, som vi ovenfor have seet, i en Række af Aar blevet forskaanet for de hyppige og ødelæggende Angreb, som i den tidligere Deel af Aarhundredet havde hjemsøgt det. Der kom nemlig, som det synes, ikke saa mange nye Hære til Landet, men de Nordmænd, man havde at bestille med, vare for det meste kun de, der engang havde sat sig fast ved Hovedfloderne. Herfra gjorde de vel af og til Udfald rundt om i Landet, men det er tydeligt at see, at deres Antal nu ej kan have været saa stort, som forhen, da de hyppigere bleve slagne af de franske Høvdinger. Disse Kampe, der af de franske Annalister temmelig nøjagtigt omtales, frembyde dog for lidet interessante Enkeltheder til at vi her skulde behøve at dvæle nærmere ved dem. Det er her af størst Interesse at lægge Merke til de fornemste Høvdingers Navne. Af disse nævnes en Sigfred som Anfører for en Hob, der havde sat sig fast ved Charenton i Nærheden af Paris[1], og Hasting eller Haastein[2] som en af Loire-Nordmannernes Anførere. Dette er den virkelige historiske Haastein, der nu først fremtræder, og hvis Bedrifter af yngre, ukritiske Forfattere ere overførte paa en ældre, opdigtet Hasting, om hvis Tilværelse samtidige Forfattere aldeles ikke vide noget at fortælle[3]. Hiin virkelige Hastings tidligst omtalte Bedrift er et Herjetog, han i Aaret 867 foretog fra sit Tilhold ved Loiremundingen gjennem Anjou, Poitou og Touraine. Markgrev Robert og Ramnulf, Hertug af Aquitanien, samlede en overlegen Hær, ved hvis Nærmelse han trak sig tilbage, men da de forfulgte ham saa hidsigt, at han ikke saa nogen Udvej til at kunne slippe fra dem, kastede han sig med den største Deel af sine Mænd ind i en Kirke, og forsvarede sig her med en saadan Tapperhed, at den fiendtlige Hær efter at have seet begge sine Anførere falde, Robert ved et pludseligt Udfald af Nordmændene, og Ramnulf ved en fra et Vindue udskudt Piil, modløs og raadvild trak sig tilbage, og Nordmændene i Triumf fortsatte Tilbagetoget til deres Flaade[4]. Det lykkedes dem nogle Aar senere at sætte sig fast i Angers, til hvilken sterkt befæstede Stad de ogsaa bragte deres Kvinder og Børn, for her at have et fast og uindtageligt Tilhold saa godt som i Hjertet af Frankrige. Den Fare, som derved truede baade Frankrige og Bretagne, bragte Kong Karl den skaldede og Kong Salomon af Bretagne til at forene deres Vaaben. De omringede og belejrede Byen, og brugte flere nye og sindrige Krigsmaskiner, uden dog i lang Tid at kunne udrette noget. Da begyndte Briterne at aflede Floden Mayenne, hvori Nordmændene havde deres Skibe, og Frygten for at tabe disse bragte Nordmændene til at byde Kong Karl en stor Pengesum, for at faa Tilladelse til at drage bort. Dette var den første Gang, at Nordmændene selv tilbøde at betale Penge istedet for at udpresse Penge af Frankerne. Den pengegridske Karl tog imod Tilbudet, og lod Nordmændene slippe ud, imod det Løfte, at de skulde forlade hans Rige; de forpligtede sig til ikke at blive længer end Vinteren over paa Loire-Øen, forat kjøbslaa med Indbyggerne; de, som da ikke enten havde ladet sig døbe, eller vilde lade sig døbe, skulde drage bort og ikke mere komme igjen (873). Men de holdt ikke Løftet, tvertimod opførte de sig, som det heder, grummere end forhen[5]. I det følgende Aar (874) blev Kong Salomon dræbt af tvende af sine Hertuger, der nu kom i Strid med hinanden om Regjeringen. Den ene af dem tilkjøbte sig Nordmændenes Hjelp, men den anden, der allerede forhen havde vundet Haasteins Agtelse ved sit uforfærdede Mod, slog ham i Nærheden af Rennes, og anrettede et stort Blodbad mellem hans Mænd[6]. Nordmændene forskandsede sig i en Kirke, og slap om Natten ned til deres Skibe. Siden herjede de de omliggende Egne i længere Tid. Paa denne Tid var det ogsaa, at Hasting eller Haastein gjorde det ødelæggende Tog til Tours, ved hvilket St. Martins hellige Levninger, ifølge Sagnet, skulle have reddet Staden, men som af senere ukritiske Annalister henføres til 841[7]. Den hele Egn mellem Cher og Loire herjedes, og Haastein skal i hele tre Aar (879–882) have foruroliget Landet Indbyggerne i Tours bragte for Sikkerheds Skyld deres Helgens Relikvier til Auxerre, hvor de forbleve indtil de i Aaret 885 bleve med Magt tagne tilbage, da Biskoppen af Auxerre ikke med det Gode vilde give Slip paa dem. Haastein blev siden, det nævnes ikke udtrykkeligt hvorledes, vunden af Ludvig III (882), og han forlod nu Loire-Egnen[8], hvorimod man i Aaret 890 finder ham i Nærheden af Somme, hvor han sluttede et svigagtigt Forlig med Abbeden af St. Baast[9]. Han drog siden (893) med 80 Skibe over til England, løb ind i Temsen, og satte sig fast, først ved Middelton, siden ved Beamfleot, paa hvilke begge Steder han byggede Befæstninger. Paa denne Tid var ogsaa Levningerne af den store Nordmanna-Hær, som nylig var bleven slagen af Kong Arnulf (hvorom nedenfor), kommen til England for at herje; Haastein sluttede sig stundom til dem, men handlede dog, som det synes, for det meste paa egen Haand. Han maa endog have indgaaet et Forlig med Kong Alfred, siden det heder, at denne og Ealdormanden Ædhered stode Fadder hver til en af hans Sønner. Dette afholdt ham dog ikke fra at plyndre paa ny, og at laane sin Befæstning ved Beamfleot til den anden Hedningehær, medens han selv var ude at herje. Imidlertid angreb Kong Alfred hans Befæstning, og slog de der forsamlede Hedninger, som maatte flygte, efterladende sine Hustruer og Børn. Ved denne Lejlighed faldt ogsaa Haasteins Kone og to Sønner i Alfreds Hænder, men han udleverede dem igjen til Haastein, sandsynligviis imod at denne fornyede sine forrige Eder paa at han herefter intet skulde foretage sig mod Kongen[10]. Heller ikke nævnes han mere i de engelske Annaler[11]; han er rimeligviis allerede nu vendt tilbage til Frankrige; i det mindste maa han være kommen tilbage, da den anden Hedningehær i Aaret 896 atter drog over til Seinemundiugen. De fleste Forfattere, der vide at fortælle om Haasteins og Bjørn Jernsides foregivne Tog til Tours i 841 og til Italien i 857, nævne ogsaa, at han efter sin Tilbagekomst til Frankrige skulde have sluttet Forlig med Karl den skaldede, antaget Christendommen og faaet Grevskabet Chartres til Len, hvilket han dog siden afhændede til en Grev Theobald, der indbildte ham, at Karl stræbte ham efter Livet, fordi han tidligere havde udgydt saa mange Christnes Blod; herover skulde Haastein være bleven saa forskrækket, at han ej alene solgte Grevskabet, men ogsaa begav sig bort fra Frankrige, uden at man senere hørte noget til ham[12]. Da de paalideligere Forfattere aldeles ikke kjende nogen Greve af Chartres, ved Navn Haastein eller Hasting, og da vi desuden, som ovenfor viist, just finde Haastein omtalt efter Karl den skaldedes Tid, maa man antage, at denne Beretning ikke er mindre upaalidelig end de øvrige, hvortil den slutter sig. Hvad der har foresvævet Fortællerne, synes at være Haasteins Overeenskomst med Ludvig III i Aaret 882, men denne har man igjen forvexlet, deels med det Forlig, som Nordmanden Bjørn (se ovf. S. 432) indgik med Karl den skaldede i Verberie 858 – Bjørn, med Tilnavn Jernside, udgives nemlig for Hastings Medkæmper –; deels med Velands Forlig i Aaret 861. Veland lod sig (se ovf. S. 434) endog døbe, og dette Forlig skaffede Frankrige Pusterum for en Tid; her vare altsaa flere Omstændigheder forhaanden, der kunde begunstige Forvexlingen[13].
Imidlertid havde andre Vikingeskarer hjemsøgt det østlige Frankrige, Rhin-Egnene, Frisland og Saxland. Krigsbegivenhederne i Saxland bare dog meest Charakteren af virkelige Fejder mellem det tydske Rige og Danerne eller Nordmændene i Jylland, hvis Konger, Sigfred og Halfdan, i Aaret 873 ved et Møde i Nærheden af Ejderen sluttede Fred med Ludvig den tydske, besvore Freden paa deres Vaaben, og forærede Kongen et guldfæstet Sverd[14]. Dog fornyedes Krigen snart. Danerne i Forbindelse med Venderne gik over Elben, og overvandt Saxerne i et stort Slag, rimeligviis i Nærheden af Hamburg, hvor Hertug Bruno af Saxland tilligemed mange andre verdslige og gejstlige Herrer faldt, og en Mængde bleve tagne til Fange[15] (2 Febr. 880). Ikke førend Aaret efter lykkedes det Brunos Broder, Hertug Otto af Saxen, at drive Danerne tilbage over Elben. Et Par Aar i Forvejen var en mægtig Hær af Nordmænd kommen til Schelde-Mundingen. Den havde først været i England, hvor den en Stund opholdt sig ved Fulham i Nærheden af London (879); derfra drog den over til den franske Kyst (880) og opad Schelden, hvor den satte sig fast i Gent, og foretog herfra store Plyndretog til alle Kanter[16]. Kong Ludvig drog selv imod dem med en Hær, og tilføjede dem ogsaa ved Sambre et Nederlag[17], hvori de skulle have tabt flere end 5000 Mand, men Kongens egen Søn Hugo faldt ogsaa i Slaget (850), og vi see Nordmændene, trods Nederlaget, herje paa ny. En Afdeling drog op ad Waal, plyndrede Baiorzuna (Bergen op Zoom)[18], og satte sig fast i det vel befæstede kongelige Palads i Nimwegen, medens en anden strejfede mod Syden, herjede de fleste Byer og Klostre i Nærheden af Schelde, hvoriblandt St. Omer, Arras, Beauvais og Grændserne af Burgund, og toge Vinterkvarteer i Courtray[19]. En fornem Franskmand, ved Navn Isenbard, sluttede sig til dem. Omsider satte Ludvig den 3die, Ludvig den stammendes Søn, en Grændse for deres Fremtrængen paa denne Kant ved en stor Sejr, han vandt over dem i Nærheden af Saulcourt, i Landskabet Vimeu (881). Ni tusinde af Nordmændene skulle være faldne[20]. Et ældgammelt frankisk Kvad om denne Sejr er endnu til[21]. Levningerne af Nordmændenes slagne Hær trak sig tilbage til Gent, og forenede sig siden, som det synes, med den anden Afdeling, der var dragen op ad Rhinen. Imod denne drog Kong Ludvig den Saxer, Ludvig den tydskes Søn, med en Hær, og gav sig til at belejre Slottet i Nimwegen. Men dette var altfor sterkt til at han kunde indtage det, og efter nogle Dages uheldige Kamp, hvorved Nordmændene fangede en Søn af den saxiske Grev Meinhard, begyndte man Underhandlinger. Nordmændene, der vel heller ikke syntes om at blive blokerede i det fiendtlige Land, lovede at forlade Ludvigs Rige, hvis han vilde drage Hæren bort. Dette skede, og Nordmændene droge virkelig tilbage til Rhinmundingen, dog efter først at have opbrændt Paladset[22]. Men endnu samme Aars November Maaned kom en Nordmannahær under Anførsel af Kongerne Sigfred og Godfred tilbage op ad Maas, og tog sit Vintersæde ved Haslou i Nærheden af Maas. Hovedstyrken af denne Hær synes at have været Levningerne af den, der var bleven slagen ved Saucourt; men det lader ogsaa til, at den anden Afdeling, der nys havde forladt Nimwegen, slog sig sammen med den, for atter at prøve sin Lykke i Rhinegnene[23]. Ludvig den Saxer sendte en Hær imod dem, men døde strax efter (20de Jan 882); ved Efterretningen herom trak Hæren sig strax tilbage, og Nordmændene fulgte den i Hælene, herjende overalt, hvor de kom frem, lige til Coblenz. Derpaa angrebe de Trier, og deels dræbte, deels forjoge Indbyggerne, men satte Ild paa Staden (5 April); Biskop Walah i Metz, der uforsigtigt kom imod dem med faa Folk, blev dræbt, Lüttich, Mastricht, Tongern, Köln og Bonn herjedes, tillige med Omegnen; i Achen brugte de Karl den stores Palads til Stald for deres Heste; de kejserlige Slotte i Zülpich, Jülich og Nuys brændtes, ligesom de rige Klostre Pruym, Stablo, Malmedy o. fl. Derpaa vendte Nordmændene tilbage til deres befæstede Lejr ved Haslou. Imidlertid havde Karl den tykke, som opholdt sig i Italien for at krones til Kejser, erfaret sin Broders Død, og drog sig tilbage til Tydskland, hvor han ved Andernach samlede en stor Hær for at jage Nordmændene bort. To Afdelinger, bestaaende af Bairere under Hertug Arnulf, og Franker Under Markgrev Henrik, sendtes i Forvejen, for om muligt at overrumple de Nordmandsskarer, der vovede sig for langt udenfor Lejren; men bestukne Forrædere blandt Frankerne røbede denne Plan, og de maatte vende om med uforrettet Sag. Nu omringede Kejseren deres hele Lejr, hvor ogsaa deres Konger, Sigfred, Godfred, og Jarlerne Orm og Half[24] befandt sig i, og blokerede dem i 12 Dage. Da indtraf et forfærdeligt Uvejr med Lynild, Torden og Hagel; dette tilligemed den trykkende Sommerhede – det var mod Slutningen af Juli – og Stanken af Ligene gjorde saavel Belejrerne, som de Belejrede, tilbøjelige til at slutte Fred. De Belejrede skulle allerede næsten være bragte til det Yderste, da den bestukne Forræder Liutward tilligemed Grev Wikbert førte Godfred til Kejseren, som tog venskabeligt imod ham, og sluttede Stilstand, idet man fra begge Sider stillede Gisler. Nordmændene ophængte nu Fredsskjold[25], og flere af Kejserens Mænd gik troskyldigt ind i deres Lejr, deels for at handle, deels for at betragte Befæstningerne. Men aldrig saa snart vare de komne ind, førend Nordmændene nedtoge Fredsskjoldet og lukkede Portene; de Tydskere, der havde vovet sig ind, bleve enten dræbte eller lagte i Lænker for at de skulde løskjøbe sig. Dette afholdt ikke den usle Karl fra at slutte et endeligt Forlig, hvorved han viste en saadan Eftergivenhed, ja man kunde sige Forkjærlighed for Nordmændene, at hans egne Mænd i højeste Maade forargedes derover. Godfred forbandt sig til at antage Christendommen, men forlenedes til Gjengjeld med det samme Landskab i Frisland (det saa kaldte Kinnheim), som Rørek i sin Tid havde haft; Sigfred, Orm og de øvrige forbandt sig til, saa længe Karl levede, ikke at forurolige hans Land, hvorimod Kejseren udbetalte dem over 2400 Pund Guld og Sølv, for største Delen tilvejebragt ved at plyndre Kirkernes Skatte. Han forkyndte derhos, at ingen af hans Hær, under Tab af Liv eller Øjne, maatte dræbe nogen Nordmand, der indfandt sig i Lejren. Kejseren stod selv Fadder til Godfred, og Nordmændene indskibede deres Fanger og Skatte paa 200 Skibe, som de sendte forud, medens de selv ventede paa en belejlig Tid til at foretage nye Plyndringer i det østlige Frankrige, som ikke hørte til Karls Rige, og hvor han ej synes at have haft det mindste imod at de herjede som de bedst kunde[26]. Her regjerede nu Karlman, da hans Broder Ludvig, Sejrherren ved Saucourt, var død i St. Denys, kort efter at have sluttet det Forlig med Haastein, som vi ovenfor have omtalt (5te August). Karlman havde ikke Folkestyrke nok til at helde Nordmændene borte, det var dem derfor ikke vanskeligt at trænge frem lige til Laon. De havde i Sinde at plyndre baade Reims, Soissons og Noyon, og Erkebiskop Hinkmar af Reims skyndte sig at flygte med sine Kirkeskatte til Epernay. Det lykkedes dem dog ikke denne Gang at komme videre; thi medens de sværmede adspredte omkring, angreb og nedsablede Karlman henved tusinde af dem. De øvrige trak sig tilbage, og opsloge sit Vinterkvarteer i Condé[27], hvorfra de af og til gjorde ødelæggende Udflugter til alle Kanter; de herjede lige til Oise, opbrændte Klosteret i St. Quentin, angrebe Flæmingerne, droge paa deres Skibe op ad Somme, og toge nyt Vinterkvarteer i Amiens (883). Kongen samlede sine Raadgivere paa sit Slot i Compiegne, for at raadslaa om, hvad der var at gjøre. Man blev enig om at sende en dansk Mand, Kong Eriks Frænde[28], ved Navn Sigfred, der havde antaget Christendommen og var Kongen tro, for at underhandle med sin Navne, og faa ham til at forlade Riget imod en Pengesum. Efter lang Frem- og Tilbage-Vandren mellem begge Partier lykkedes det ham ogsaa at bringe et Forlig istand, men Nordmændene vilde ikke lade sig nøje med mindre end 12000 Pund Sølv. Dette maatte Karlman forpligte sig til at give, og der stilledes Gisler paa begge Sider til Sikkerhed for Forligets Opfyldelse. Det varede længe, førend denne store Pengesum kunde tilvejebringes, og imidlertid toge Nordmændene ikke i Betænkning at herje hiinsides Schelden. Først imod Enden af Oktober Maaned blev Summen fuldstændigt udbetalt; da stak Nordmændene Ild paa deres Lejr og begave sig til Boulogne, idet en fransk Iagttagelseshær fulgte langsomt efter[29] (884). Ved Boulogne deelte de sig i to Afdelinger, af hvilke den ene drog over til England og belejrede Rochester, hvorfra Alfred fordrev dem med Tabet af deres Heste og Fanger, saaat de atter maatte søge til Skibene og droge over til Fastlandet; den anden vendte sig mod Lothringen, og tog Vinterkvarteer i Løwen[30]. Egentlig stred dette mod det sluttede Forlig, men Karlman var imidlertid død ved et Ulykkestilfælde paa Jagten (889, Decbr.), og Nordmændene ansaa sig derfor løste fra deres Forpligtelse. De franske Befalingsmænd sendte Gesandter til dem, for at bebrejde dem deres Løftesbrud, men de svarede simpelt hen, at de havde sluttet Forliget med Karlman og ikke med nogen anden[31].
Godfred, den nye Lensherre i Frisland, havde imidlertid egtet Gisla, en Datter af den afdøde Kong Hlothar[32], og var derved kommen i nærmere Forbindelse med hendes urolige Broder Hugo, Hertug af Elsas, der pønsede paa at vinde sit Fædrenerige Lothringen tilbage. Hugo lovede ham Halvdelen af Lothringen, hvis han vilde sende Bud til sit Fædreland efter en stor Hær, og komme bane til Hjelp med denne. Godfred lod sig let overtale, og søgte nu kun at sinde et Paaskud til aabenbart at bryde med Kejseren. Nogle Nordmænd, der enten paa hans Opfordring eller tilfældigviis vare komne til Kinnheim, tillod han at sejle opad Rhinen, hvor de herjede flere af de nys gjenoprettede Steder, indtil Liutbert, Erkebiskoppen af Mainz, standsede deres Fremgang; men de toge dog deres Vinterkvarteer i Duisburg, og droge ikke bort førend Vaaren efter, da den tappre Markgrev Henrik havde opslaaet sin Lejr i deres Nærhed, og eftertrykkeligt hindrede ethvert Plyndringsforsøg. Det var rimeligviis de samme Nordmænd, der tidligere havde herjet Deventer[33]. Godfred lod nu Kejseren melde, at hvis han skulde kunne opfylde sine Forpligtelser til ham og forsvare Landet mod sine Landsmænd, maatte han have Koblenz, Andernath og andre kejserlige Godser ved Rhinen, hvor der var Viinavl, thi det Land, han nu havde, frembragte ingen Viin. Hans Hensigt var dog kun hermed, enten, hvis hans Fordring opfyldtes, at skaffe sig et Tilhold i Hjertet af Riget, eller, hvis det negtedes, at have et Paaskud til at gjøre Opstand. Kejseren gjennemskuede hans Plan, men vovede dog ikke at bryde aabenbart med ham, da hans Land formedelst de mange Flodarme og Moradser var utilgængeligt for en Hær. Han besluttede derfor at stille sig af med ham ved List. Gesandterne maatte drage hjem med den Besked, at Kejseren selv skulde skikke sine Sendegrever til ham for at ordne Sagen til begge Parters Tilfredshed; han skulde kun vedblive at være Kejseren tro. Denne sendte derpaa Markgrev Henrik, der befalede sit Følge at rejse adspredt, for ej at vække Opsigt, men bestemte en Dag, da de skulde indtræffe i Betuwe, hvorhen han selv begav sig tilligemed Erkebiskop Willibert af Køln. Da Godfred hørte om deres Ankomst, drog han dem imøde til en Ø kaldet Herispich[34], der omslynges af Rhin og Waal. Her indfandt Markgreven og Erkebiskoppen sig. Der taltes frem og tilbage den hele Dag; om Aftenen forlode de Øen, og begave sig til sit Herberge. Den følgende Dag havde Henrik anmodet Erkebiskoppen om at kalde Gisla, Godfreds Hustru, bort fra Øen, og stemme hende for Freden. Imidlertid begav han sig atter til Godfred, og anholdt om Erstatning for en Grev Eberhard, hvis Ejendomme Godfred havde plyndret. Efter forud truffen Aftale fordrede nu ogsaa Eberhard selv med høj Røst sin Ret Da Godfred svarede ham haardt og haanligt, tog Eberhard sit Sverd, og hug ham et vældigt Hug i Hovedet; Henriks Mænd gjorde Resten, og saaledes lod Godfred sit Liv. Alle Nordmænd paa Betuwe bleve nedsablede (885). Hertug Hugo blev blindet og sat i Kloster. Imidlertid vare en heel Deel Nordmænd efter Godfreds Anmodning virkelig ankomne til den saxiske Kyst, uvidende om hvad der var skeet. De droge op for at herje, joge med Lethed nogle faa Saxere paa Flugten, og fulgte dem et Stykke op i Landet; men imidlertid kom en Deel Friser fra Diesterbant og angrebe dem i Ryggen, medens Saxerne toge Mod til sig, holdt Stand, og tilføjede Fienden et stort Nederlag[35]. Om denne svigagtigt ombragte Godfred var den samme som den, der allerede i 853 fik et Stykke Land til Forlening af Karl den skaldede (se ovenfor S. 432), er uvist. Det siges ikke udtrykkeligt; rimeligviis har han dog været en anden[36]. Godfreds Drab kunde neppe andet end vække de øvrige Nordmænds Forbittrelse, og vi see ogsaa dem, der havde taget deres Vinterophold i Løwen, endnu i Juli samme Aar bryde ind i Frankrig, der nu adlød Kejser Karls Herredømme. Angrebet vilde dog vistnok under enhver Omstændighed have fundet Sted. Under Anførsel af Sigfred droge de til Seine-Egnen, hvor de, da deres egne Skibe ej vare komne, toge de Skibe, de forefandt, og satte sig fast i Rouen (25 Juli 885)[37]. En fransk Hær samlede sig for at fordrive dem, men da Grev Ragnald af Mans var falden i en Trefning, blev Hæren modløs og adspredte sig, og Nordmændene herjede i nogen Tid ubehindret i Omegnen. De Franske, der ej vovede at binde an med dem i aaben Kamp, befæstede Pontoise, for at hindre dem fra at trænge længer opad Floden, medens Biskop Gauzlin forsterkede Befæstningerne om Paris. Men Nordmændene belejrede Pontoise, afskare Vandtilførselen, og tvang derved Besætningen til at kapitulere; den fik fri Afmarsch med Vaaben og Heste, men maatte for øvrigt lade alt sit Gods blive tilbage. Vejen til Paris stod nu Nordmændene aaben. I November droge de derhen, 40000 Mand sterke og med en Flaade af 700 Skibe[38]. Deres Hovedhensigt synes ej saa meget at have været den, at angribe Staden, som at drage forbi den op i de øvre Egne af Landet. Men da Paris, skjønt den i sin Tid endnu ikke strakte sig videre end Seine-Øen (la cité), dog beherskede Elven aldeles ved de befæstede Broer, der forbandt Øen med begge Breder, kunde ingen Flaade komme forbi uden Borgernes Tilladelse. Vikingehøvdingen Sigfred anmodede derfor først Biskop Gauzlin, der tilligemed Grev Odo af Paris, der siden blev Konge, førte Overbefalingen i Staden, om Tilladelse til uhindret Gjennemfart: han skulde i saa Fald ikke tilføje Staden nogen Ulempe. Men denne Anmodning, der vel heller ikke var oprigtig meent, blev afslaaet, og nu begyndte den langvarige og stedse mindeværdige Belejring af Paris, om hvilken vi endnu besidde en vidtløftig versificeret Beretning af Munken Abbo af St. Germain, der selv var et Øjevidne dertil[39]. De Belejrede forsvarede sig med den største Tapperhed, og det lykkedes dem i over to Maaneder at trodse ethvert Angreb, uagtet Fienden ej alene gjentagne Gange forsøgte at storme, men ogsaa brugte alleslags Krigsmaskiner, der anrettede store Ødelæggelser. De foretoge ogsaa nu og da Herjetog i Omegnen, deels for at samle Bytte, deels for at skaffe sig nogen Afvexling fra det eensformige Belejringsliv. Men i Februar Maaned indtraf i Seinen, som i flere andre Floder[40], en Oversvømmelse, der bortrev den ene af Broerne og gav det dermed forbundne Brohoved til Priis for Fienden. I denne Nød sendte Gauzlin Bud til Markgrev Henrik i Lothringen for at bede ham om Hjelp. Henrik kom dog først i Mai Maaned, og kunde intet udrette, men vendte kort efter tilbage til Tydskland[41]. Gauzlin saa nu ingen anden Udvej end at aabne Underhandlinger. Imidlertid havde Nordmændene paa deres Strejftog ogsaa lidt enkelte Tab, saaledes vare de slagne ved Chartres og ved Mans[42], dette har maaskee bidraget til at Sigfred lyttede til Gauzlins Fredsforslag, og lod sig mod 60 Pund Sølv overtale til at drage bort med sine Mænd[43]; de øvrige bleve tilbage, af hvilke en Konge ved Navn Sinrik (Sigtrygg) svor at han ikke vilde forlade Frankrige førend han havde seet Seinens Kilder. Han druknede nogen Tid efter med 50 Mand[44]. Strax efter disse Forhandlinger døde Biskop Gauzlin af en Sygdom, som han rimeligviis ved altfor store Anstrengelser havde paadraget sig. Fiendtlighederne vedbleve, Stadens Stilling blev misligere, der indfandt sig Mangel og Hungersnød, og Indbyggerne begyndte at tabe Modet. Men Grev Odo satte Mod i dem og bad dem endnu at holde ud en Stund; selv begav han sig for en kort Tid hemmelig ud af Staden for at opfordre de nærmeste Høvdinger til at skaffe Hjelp, og især for at lægge Kejseren Statens Nød paa Hjerte. Langt om længe satte endelig den dorske Kejser sig i Bevægelse. Ud paa Høsten kom han til Cressy, og sendte derfra Markgrev Henrik i Forvejen; men da denne red omkring med faa Folk, og betragtede Fiendens Befæstninger, for at undersøge, hvor de lettest kunde angribes, blev han overfalden og dræbt[45]. Paa samme Tid opbrændte Nordmændene en Deel af Staden Beauvais. Omsider kom Kejseren, mod Slutningen af Oktober, opslog sin Lejr paa Montmartre og nødsagede herved dem af Fienderne, der hidtil havde haft sin Lejr paa den højre Flodbred, til at flytte over til den venstre[46]. Han lod en Deel af sin Hær følge efter, og sendte tillige nogle Tropper ind i Staden. Men dette var ogsaa alt, hvad han gjorde. Thi han indlod sig ikke paa nogen egentlig Kamp med de stridbare Fiender. Under Paaskud af at Vinteren nærmede sig, aabnedes der Underhandlinger, og han fandt sig i at slutte Fred paa de: som en samtidig Annalist udtrykker sig, altfor ynkelige Vilkaar[47], nemlig at Vikingerne skulde have 700 Pund Sølv for at drage bort, og derhos i Mellemtiden, indtil Pengene betaltes, uden Hinder kunne drage opad Seinen til Burgund, for om Vinteren at herje dette Landskab, hvis Indbyggere ej havde villet underkaste sig Karl[48]. Deres første Forsøg paa at drage forbi Paris hindredes imidlertid af Abbed Ebolus, en af dem der meest havde udmerket sig ved Byens Forsvar[49]; de droge derfor, til Franskmændenes Forundring, deres Skibe over Land forbi Staden i en Strækning af 2000 Fod[50], sejlede derpaa op ad Seinen og Yonnen, og hjemsøgte Sens, som efter en kort Belejring løskjøbte sig. Sigfred, der atter var kommen tilbage[51], gik op ad Oise til Soissons, hvorfra Kejseren over Hals og Hoved flygtede til Elsas. Sigfred herjede Byen, opbrændte Kirker, Klostre og Paladser, vendte om Vaaren atter tilbage til Seinen, og drog om Høsten tilbage til Frisland, hvor han blev dræbt (887)[52]. Hovedhæren, der fra Sens var dragen videre ind i Burgund, og havde herjet hele Landet mellem Saone og Loire, vendte om Sommeren tilbage til Paris, for at modtage den bestemte Pengesum, hvilken den nye Biskop af Paris dog først maatte hente hos Kejseren i Tydskland. Nordmændene fik Pengene, men da de nu engang havde faaet deres Skibe op i Seinen ovenfor Paris, gjorde de ingen Mine til at forlade disse Egne for det første. De opbrændte Troyes, herjede lige til Toul og Verdun, og satte sig endelig fast, deels i Chezy i Landskabet Brie, deels ved Yonne-Elven[53].
Kejser Karls Uduelighed og slette Opførsel bevirkede endelig at han blev afsat (887), og den raske Arnulf af Kärnthen, Ludvig den tydskes Sønnesøn, valgtes til Konge i Tydskland, medens de Franske toge Grev Odo til Konge. Denne kunde vel ikke forjage Nordmændene, men søgte dog efter Evne at hindre deres Plyndringer i Paris’s nærmeste Omegn. En Sejr, som han vandt ved Floden Aisne over en liden Afdeling af deres Hær, skaffede ham, som det heder, overordentlig megen Ære, men den kunde ikke standse dem i deres ødelæggende Vandringer. Han maatte nøje sig med at lejre sig tilligemed sin Hær udenfor Paris, for at være rede til at drive de Fiender tilbage, som paany maatte ville hjemsøge denne Stad. Imidlertid sværmede de, som det synes, uhindret rundt omkring i Hjertet af Landet. De indtoge og opbrændte Meaux, satte sig fast ved Loing, herjede i Burgund, ja hjemsøgte endog Aquitanien. Da Odo havde foretaget en Rejse til dette Landskab, for at lade sig hylde, benyttede de sig strax af hans Fraværelse, og droge atter mod Paris, saa at han i største Hast maatte skynde sig tilbage, for at befri Staden fra en ny Belejring. Dette lykkedes ham vel, men dog kun derved, at nu ogsaa han bekvemmede sig til at kjøbe deres Bortgang for en Pengesum[54]. Imidlertid var det en stor Fordeel, at man nu fik dem ud af deres farlige Tilhold i Øvre-Seinen; de droge atter deres Skibe over Land forbi Paris (889), og sejlede ned ad Seinen og videre langs Kysten til Grændserne mod Bretagne, hvor de belejrede Borgen St. Lo i Nærheden af Coutances, indtoge den efter et haardnakket Forsvar, og jevnede den, som der siges, med Jorden, efter at have dræbt dens Beboere (890)[55]. I Bretagne var der paa denne Tid to Konger, som laa i indbyrdes Strid med hinanden. Men den fælles Fare bragte dem til at tilsidesætte Fiendskabet, og de rustede sig i Fællesskab for at fordrive Vikingeskarerne. Den ene, der var ung og hidsig, indlod sig i Slag uden at vente paa den anden, og vandt vel en Sejr, hvorved flere Tusinder af Vikingerne fældtes, men forfulgte dem i sin Hidsighed altfor langt, og blev overmandet og dræbt; den anden, som imidlertid havde samlet en stor Hær, aflagde højtidelig det Løfte, hvori ogsaa hans Mænd forenede sig med ham, at hvis Gud forundte dem Sejren, vilde de skjenke Tiendedelen af alt deres Gods til St. Peter i Rom. Og nu vandt de en saa fuldstændig Sejr, at af 15000 Vikinger neppe 400 kom tilbage til deres Skibe. De tiloversblevne afskrækkedes herved fra videre Forsøg mod Bretagne, men vendte tilbage til Seinen, og opad denne til Oise, hvor de toge Vinterkvarteer i Noyon[56]. Paa samme Tid var det ogsaa, at Haastein, saaledes som det ovenfor er meldt, satte sig fast ved Somme, og sluttede et svigagtigt Forlig med Abbeden af St. Vaast[57]. Det siges ikke udtrykkeligt, at Hallstein hørte til den samme Hær, som vendte tilbage fra Bretagne; det synes i alle Fald, som om han baade i Frankrige og i England handlede paa egen Haand, og kun nu og da sluttede sig til den anden Hær. Denne foretog store Plyndringstog gjennem Ardennerskoven lige ned til Maas-Egnene og Brabant. Paa Tilbagetoget mødte Odo dem i Nærheden af Schelde, og nødte dem til at give Slip paa deres Bytte, men for Resten tilføjede han dem ikke videre Skade[58]. Snart brøde de op paany, og toge atter Vejen til Maas, for at sætte sig fast ved Løwen. De herjede her hele det ripuariske Landskab, og kom lige i Nærheden af Achen[59]. Kong Arnulf selv var i Sydtydskland. En Hær samlede sig paa hans Befaling i Maastricht, for at jage de ubudne Gjester bort, men Nordmændene opsnappede de Fragtvogne, der skulde bringe den Levnetsmidler, og herover opstod en saadan Ængstelse blandt Tydskerne, at disse neppe vovede at røre sig af Stedet. Da de endelig havde sat sig i Bevægelse for at opsøge Fienden, traf de denne, førend de ventede det, ved den lille Flod Geule og vendte Ryggen i panisk Skræk. Nordmændene forfulgte dem, nedlagde mange, og erobrede deres Lejr, hvor de gjorde et rigt Bytte. Blandt de Faldne var ogsaa Sundrold, Erkebiskop af Mainz (26 Juni 891)[60]. Men, som det sædvanligt plejer at gaa, den let vundne Sejer gjorde Nordmændene overmodige og dumdristige. De adspredte sig for meget. De meest prøvede og erfarne blandt dem vare ude paa et Plyndringstog[61], da Kong Arnulf, der imidlertid selv havde skyndt sig til disse Egne, kom dem imøde med sit lette Rytteri. Ved Synet deraf forskandsede Nordmændene sig i Hast ved Floden Dyle i Nærheden af Løwen, og udæskede endog i deres Overmod Kongen til Kamp, mindende ham om hans Mænds Nederlag ved Geule. Forbittret herover, bød Kongen sine Mænd at stige af Hestene, og til Fods at storme Nordmændenes Lejr. Og nu kæmpede Tydskerne langt anderledes end ved Geule. Det lykkedes dem at gjøre sig til Herrer over Forskandsningen, og at anrette et Nederlag blandt Nordmændene, hvis Mage man hidtil neppe havde seet. Thi af alle de Nordmænd, der deeltoge i Slaget, skal der neppe være bleven een tilbage, der kunde bringe sine Staldbrødre Underretning derom[62]; omringede paa alle Kanter, styrtede de sig i Elven, hvor de omkom i Hundrede- og Tusindeviis, og deres Lig opfyldte det hele Flodleje. Arnulf erobrede 16 Merker og skal dog selv ikke have tabt flere end en eneste Mand[63]. Aarsdagen for denne Kamp (1ste September) højtideligholdtes sidenefter i Løwen gjennem en lang Række af Aar, og Sejren tilskrev man den hellige Jomfrues underbare Bistand. Blandt de faldne nævnes og de tvende Konger Sigfred og Godfred, hvilke i saa Fald maa have været forskjellige fra de to forhen nævnte Konger af dette Navn, der sluttede Forliget ved Haslou, og som allerede vare dræbte, Godfred 884, og Sigfred, efter at have deeltaget i Belejringen af Paris, 887. Der er imidlertid stor Grund til at antage, at denne Gjentagelse af Sigfreds og Godfreds Navn, der desuden kun finder Sted i en enkelt Krønike, de saakaldte Fulda-Annaler[64], grunder sig paa en Uagtsomheds- eller Forglemmelses-Fejl, idet nemlig Annalisten, erindrende sig at Sigfred og Godfred vare denne Nordmannahærs Anførere ved dens Ankomst til Frankrig 881, har nævnt dem som faldne i Slaget ved Løwen, uden at huske paa at de allerede tidligere vare faldne[65]. Angivelsen, den være nu fejlagtig eller ej, er herfra gaaen over i yngre historiske Skrifter, endog i et Par af vore egne Kongesagaer, hvor det desforuden siges, deels at Ragnar Lodbroks Sønner vare blandt de faldne, deels at Sigfred selv var ingen anden end Sigurd Orm i Øje, og al Godfred var Gudrød, Søn af Olaf Ringssøn fra Ringerike af Døglingernes Æt; der tilføjes ogsaa, hvad vi allerede ovenfor (S. 406) have omtalt, at Gudrøds Broder Helge hvasse, der var med i Kampen, reddede Sigurds Merke, Sverd og Skjold, bragte dem tilbage til Danmark til Sigurds Moder Aslaug, opholdt sig hos hende en Tid lang for at værge Landet i hendes Sønnesøn Hardeknuts Mindreaarighed, og egtede Hardeknuts Tvillingsyster, med hvem han havde Sønnen Sigurd Hjort, hvis Datter Ragnhild siden blev gift med Halfdan svarte[66]. Det Umulige i hele denne Sammenstilling have vi ovenfor paapeget; man behøver kun at erindre, at Halfdan svarte var død 860, altsaa 31 Aar førend hiint Slag stod, i hvilket Helge hvasse deeltog, forinden han endnu havde indgaaet det Egteskab, i hvilket Sigurd Hjort, Halfdans foregivne Svigerfader, skulde have været fød. Det er i og for sig ikke sandsynligt, at Sigfred har været en af de yngre Lodbrokssønner, og en Broder af Ingvar eller Ivar og Ubbe, der hjemsøgte England; da nu vore Sagaer forvexle de yngre Lodbrokssønner med de ældre, maalte Sigfred ogsaa derved blive den samme som Sigurd Orm i Øje, og Sagn, der virkelig synes at have vedkommet denne og følgelig at have tilhørt Begyndelsen af det 9de Aarhundrede[67], ere saaledes blevne flyttede ned til Slutningen af dette, og Begyndelsen af det 10de. Ogsaa Helge hvasse tilhører aabenbart de ældre, ikke de yngre Lodbrokssønners Tid, men der var her saa meget større Fristelse for de senere Sagaskrivere til at lade ham deeltage i Slaget ved Løwen, som Adam af Bremen, støttende sig paa den danske Konge Sven Ulfssøns Udsagn, fortæller, at der virkelig strax efter dette Slag herskede en Konge i Danmark ved Navn Helge[68]. Det skulde for Resten heraf synes, som om de i Slaget ved Løwen faldne eller overhoved paa dette store Tog omkomne Konger virkelig have været Konger i Danmark. Og forsaavidt Sigfred var af Lodbroks Æt, er dette heller ikke usandsynligt[69]. Det vilde i saa Fald end mere bestyrke den ovenfor (S. 630) fremsatte Formodning, at alle de danske Lodbrok-Ætlinger paa denne Tid ved deres svenske Frænders Overmagt have seet sig nødsagede til at forlade Fædreneriget, og søge deres Lykke paa Vikingetog tilligemed deres Tilhængere[70].
Slaget ved Løwen svækkede Vikingehærens Magt, men formaaede dog ikke at forjage den tilbageblevne Deel fra sit Tilhold i Staden. Den vovede endog i Begyndelsen af det følgende Aar atter at drage over Maas, og herje Ripuarien: kun undgik den at indlade sig i aabent Slag med Tydskerne, men holdt sig meest i Skovene. Den plyndrede Klostret Pruym, stormede en Borg paa Ardennerskoven, og vendte med et rigt Bytte tilbage til sine Skibe[71]. Siden drog den til Boulogne, og da Frankrige plagedes af Hungersnød, besluttede den atter at forsøge sin i England, hvortil den fatte over paa 230 Skibe. Den maa altsaa endnu have været meget betydelig, skjønt den vel og sandsynligviis er bleven forøget ved senere tilkomne Vikingeskarer. Den landede i Kent, ved den østlige Ende af Andred-Skoven, ved Mundingen af Floden Limne, ad hvilken Vikingerne droge Skibene fire Mile op i Landet, forstyrrede et Virke, nogle Bønder i Hast havde opkastet, og satte sig fast ved Appledore. Kort derefter, rimeligviis i det paafølgende Foraar, kom Haastein med 80 Skibe til Temsen, og satte sig fast ved Middelton, saaledes som det ovenfor (S. 635) er berettet. Han havde imidlertid holdt sig ved Somme, hvor han synes at have vundet nogle Fordele over Kong Odo, medens derimod et Angreb paa St. Omer mislykkedes[72]. Saavel Hovedhæren, som Haastein holdt sig et heelt Aar i sine Forskandsninger, uden at blive angrebne, medens enkelte af deres Skarer herjede Omegnen, især Hampshire og Berkshire. Men da Kong Alfred havde taget en fordeelagtig Stilling mellem begge Lejre, og deres Plyndringsskarer derfor ikke længer ustraffet kunde sværme omkring, besluttede de at drage med deres Bytte over Temsen til Essex. Dog førend de naaede saa langt, bleve de angrebne og slagne af Edvard, Alfreds Søn, ved Fearnham; de mistede deres Bytte og deres Hefte, deres Konge blev saaret, og de flygtede til Øen Thornigg i Essex, hvor de belejredes, indtil Nøden bragte dem til at slutte Fred, stille Gisler og aflægge Ed paa at forlade Riget Denne Ed holdt de ikke, og Alfred maatte kort efter atter belejre dem i Haasteins anden Forskandsning ved Beamfleot, hvor de i hiins Fraværelse paa et Plyndringstog havde kastet sig ind. Forskandsningen stormedes, og alt, hvad deri fandtes, Kvinder, Børn og Gods, blev taget og bragt til London. Blandt de fangne vare ogsaa Haasteins Kone og to Sønner, hvilke Kong Alfred, som forhen omtalt, sendte tilbage til ham med Gaver, fordi han og Ealdormand Ædhered havde ved en tidligere Lejlighed (se S. 635) staaet Fadder til dem. Imidlertid samlede Haastein og Hovedhæren sig atter, oprettede et nyt Virke ved Shoebury i Essex, og foretoge herfra, forsterkede ved Folk fra Østangel og Northumberland, dristige Tog tvert over Landet, først til Severn, hvorfra de efter en lang Belejring med Tab bleve drevne tilbage, siden lige til Chester, derfra, da de begyndte at lide Mangel, til Syd-Wales, derfra tilbage til Essex, og saa igjen opad Temsen og Lea, hvor Kong Alfred ved at anlægge to Virker paa hver sin Side af Elven afskar Skibene Tilbagetoget, og derved nødte Fienderne til at drage til Severn, hvor de forskandsede sig ved Cwatbridge. Her holdt de sig Vinteren over, men deres Skibe og meget andet Bytte faldt i Alfreds Hænder. De besluttede derfor endelig, efter tre Aar at have gjestet England, at drage tilbage igjen til Frankrige. De toge Vejen over Northumberland og Østangel, hvor de havde ladet deres Kvinder blive tilbage, fik sig her Skibe, og sejlede sydefter til Seinemundingen[73]. Den første af Nordmændene, der løb ind i Seinen, var en vis Angantyr[74], der dog kun medbragte fem Skibe, men det varede ikke længe, førend andre Skarer kom til, saa at deres Antal voxede til det mangedobbelte. I Nordfrankrige vare alle saa beskjeftigede med Thronstridighederne mellem Odo og Karl den enfoldige, at ingen tænkte paa at gjøre Nordmændene Modstand; uhindret droge de opad Oise, satte sig fast ved Choisy, og herjede herfra paa sædvanlig Viis lige til Maas. Karl nærmede sig dem vel med en Hær, men kæmpede ej med dem; han udrettede kun saa meget, at de, af Frygt for at blive indesluttede ved Choisy, droge tilbage til Seinen, hvis Omegn de den hele Sommer 897 uhindret plyndrede. Det lykkedes imidlertid Karl at faa Angantyr til at lade sig døbe. Det fortælles ikke nærmere, hvorledes han fik ham overtalt dertil, kun tilføjes det, at han selv stod Fadder til ham. Denne Beretning er merkelig, fordi den allerede temmelig tidligt enten ved en Misforstaaelse eller ved en vilkaarlig Tillempning er bleven overført paa Gange-Rolf[75]. Nordmændenes Plyndringer vedvarede dog lige fuldt, især efterat deres farligste Modstander, Odo, var død (898). De herjede Neustrien og en Deel af Aquitanien mod Vest, og strejfede lige til Burgund, mod Øst. Karl, der vovede at binde an med dem i Vimen, blev dreven tilbage med Tab. Hertug Richard af Burgund var forsaavidt heldigere, som han hindrede dem fra at tage deres Vintersæde her, men de sloge sig derimod ned ved Oise, og herjede lige til Maas, uden at møde synderlig Modstand. Kong Karl raadslog i Følelsen af sin Afmagt med sine fornemste Raadgivere om, hvad Udvej han skulde gribe til, med Hensyn til Nordmændene. Men det var ikke længer muligt, at faa dem ud af Landet. Kun ved at overlade dem selv en Deel af dette, ligesom allerede Alfred havde gjort i England, og Karls egne Forfædre og Frænder i sin Tid havde gjort ved Harald og Godfred, kunde man gjøre sig Haab om, at faa Ro, idet de, der hidtil vare Landets Fiender, derved droges ind i dets Interesser. Og den skjønne Frugt, der gjennem et Par Menneskealdres uafladelige Kamp og Strid var modnet, var det nu forbeholdt Nordmanden Gange-Rolf at plukke.
Vi have seet, at Gange-Rolf, Ragnvald Mørejarls Søn, faa Aar efter Hafrsfjordslaget var bleven erklæret utlæg i Norge af Kong Harald Haarfagre, fordi han, til Trods for hans Forbud, havde gjort Strandhugg i Viken paa Tilbagerejsen fra et Vikingetog i Austerveg, og at hverken hans Fader Ragnvalds Anseelse eller hans Moder Hilds Forbønner kunde formilde Kongens strenge Beslutning[76]. Vore egne Sagaer melde om hans videre Skjæbne alene dette, at Rolf først drog over Havet vester til Syderøerne, og siden til Frankrige, hvor han vandt et stort Jarlsrige, hvilket han for en Deel gav Nordmænd til Bebyggelse[77]. De fortælle ligeledes, at Islændingen Helge, en Sønnesøn af den ovenfor (S. 523, 524) omtalte Landnamsmand Bjørn Ketilssøn fra Sogn, paa et Vikingetog i Skotland fangede og siden egtede Nidbjørg, en Datter af Kong Bjolan og Kathlin, Gange-Rolfs Datter. Altsaa maa Rolf under sit Ophold i de vestlige Egne have haft en Datter med en skotsk Kvinde, der har givet hende det christne Navn Kathlin eller Katharina, og da Nidbjørgs og Helges Søn var Usvif, hvis Datter Gudrun var fød omkring 980, falder Kathlins Fødsel og følgelig Rolfs Ophold i Skotland eller paa Syderøerne omkring 880[78]. En paa Latin skreven norsk Kongehistorie, om hvilken det dog ikke er sikkert, hvor vidt dens Forfatter paa dette Sted har øst af fremmede, nu tabte Kilder, fortæller om Rolf korteligen saaledes: „Paa Harald Haarfagres Tid satte nogle Vikinger af Ragnvald Jarls Æt med en stor Flaade over Solundarhavet (Vesterhavet), forjoge Beboerne af Orknøerne og gjorde sig til Herrer over dem. De toge Vintersæde her, herjede om Sommeren paa England, Skotland og Island, og underkastede sig i England Northumberland, i Skotland Katanes, og paa Island Dublin tilligemed de øvrige Søstæder. Blandt dem var en vis Rodolf (Rolf), der af sine Stalbrødre kaldtes Gange-Rolf, fordi han formedelst sit svære Legeme ej kunde ride og stedse maatte gaa. Han indtog med faa Folk Roda (Rouen) i Nordmandi ved en merkelig List. De lagde sig nemlig med femten Skibe i Skjul i en Flod; hver enkelt af Mandskabet grov foran sig en Grav, der tildækkedes med tynde Tørvlag, saa at man ej kunde see andet end at det var fast Jord; derpaa stillede de sig i Slagorden foran Gravene; Stadens Borgere angrebe dem, de flygtede for et Syns Skyld, og Forfølgerne styrtede hobeviis med deres bepandsrede Heste ned i Graven, hvorpaa de norske Vikinger nedsablede dem. Efter saaledes at have overvundet Borgerne, droge de uhindret ind i Staden og underkastede sig hele dette Landskab, der efter dem fik Navnet Nordmandie. Da Rolf havde faaet Herredømmet, egtede han den afdøde Greves Hustru, og havde med hende Sønnen Villjam Longaspada … han angreb derpaa Friserne, og overvandt dem, men blev kort Tid efter svigagtigen dræbt af sin Stifsøn i Holland[79]“. Dette er alt, hvad vore egne historiske Skrifter berette om Rolf. Yderligere nævnes han ikke, enten i Sagaerne, eller hos de fleste samtidige frankiske og engelske Annalister. Derimod vare mange Sagn om ham opbevarede hos hans Efterkommere i Nordmandie, og disse Sagn, der rigtignok synes at være temmelig forvanskede og udpyntede med meget, som ikke egentlig vedkommer Rolf, nedskreves i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede, altsaa endnu ikke hundrede Aar efter Rolfs Død, af Chorsbroderen Dudo af St. Quentin, fornemmelig efter hvad Grev Rodulf af Ivry, en Halvbroder paa mødrene Side af Rolfs Sønnesøn Richard, berettede ham, hvilke Beretninger han dog ogsaa, som man seer, har udfyldt og udpyntet med Resultater af sine egne Granskninger i ældre Skrifter, fornemmelig Jornandes’s gotiske Historie. Idet han nemlig, som levende paa den Tid, da Kong Knut i Danmark havde givet Danevældet dets højeste Udstrækning og gjort Danerne til det herskende Folk i Norden, ligefrem forudsætter, at de Nordmænd, der erobrede Normandie, vare fra Danmark, hvilket han kalder Dacia, og antager for det samme som Romernes Dacia, omtaler han de mange barbariske Folk, der ligesom en Bisværm fra en Kube, eller et Sverd fra en Slide, vare komne fra „Scanza“ og havde bosat sig i hiint Dacia[80]. Fra disse Folk nedstammede, efter hans Mening, de Dacier eller Daner, der hjemsøgte Frankrige; da Folkemængden ved deres uordentlige Levnet tiltog i højere Grad end at Landet kunde rumme den, udjoges i Følge ældgammel Skik efter Lodkastning en stor Deel af den yngre Slægt, for at erhverve sig Besiddelser andensteds, og drog afsted efter højtidelige Offringer til sin Gud Thor, hvilke Offringer ikke bestode i Kvæg, men i Menneskeblod. De kaldtes ogsaa, siger han, Danaer, og gjorde sig til af at nedstamme fra Trojaneren Antenor. Derpaa gaar han over til at omtale Haastein (Anstignus), og dvæler fornemmelig ved Erobringen af Luna. Endelig beskriver han Rolfs eller Rollos Historie paa følgende Maade, „Da Folkemængden i Dacia atter paa den nysnævnte Maade begyndte at tiltage; og der opstod indbyrdes Krige mellem Frænder, fordrede Landets Ældste af Kongen, at den gamle Skik skulde overholdes, nemlig at en Deel af den yngre Slægt ved Lodkastning skulde udvælges til at forlade Landet. Kongen samtykkede deri, og bød sine Statholdere at indfinde sig paa en bestemt Tid, for at optage Fortegnelse over alle Sønner og Sønnesønner. Dette skede; men de saaledes udvalgte vare meget ilde tilfredse derved og klagede deres Nød for Rolf (Rollo) og Gorm (Gurim), Sønner og Arvinger af Daciens mægtigste Mand, der nylig var død. Denne Mand havde været Ejer af Størstedelen af Riget, og tillige erobret de Lande, der grændsede til Dacien og Alanien; han havde aldrig bøjet sin Nakke under nogen Konges Vælde, og aldrig erkjendt sig for Nogens Undermand; hans Sønner vare smukke, velopdragne og tappre. De havde Medlidenhed med deres Jevnaldrende, og tilsagde dem sin Hjelp. Ved Efterretningen herom besluttede Daciens Konge at bekrige Rolf og Gorm, men blev slagen, og kunde intet udrette imod dem. Da Krigen havde varet i fem Aar, tog han sin Tilflugt til List og bød Fred. Rolf og Gorm, saavelsom de til Bortjagelse udvalgte Ynglinger modtoge dette Tilbud, og Freden blev sluttet og besvoren. Men da Rolf og Gorm ingen Fare længer frygtede, samlede Kongen i Hast en Hær, drog om Natten ind i Brødrenes Rige, lagde et Baghold nær ved deres By, og begyndte at belejre denne. Rolf, Gorm og de Krigere, som vare hos dem, gjorde et Udfald. Ved en forstilt Flugt lokkede Kongen dem langt bort fra Byen, saa at denne var ganske blottet for Forsvarere. Efter Aftale stormede nu de Krigere, Kongen havde lagt i Baghold, ind i Byen, som de uden Modstand plyndrede og stak i Brand. Da Kongen saa Luerne, skjønnede han at hans List var lykkets, vendte pludseligt om og angreb Brødrene fra den ene Side, medens den Afdeling, der havde opbrændt Byen, angreb dem i Ryggen. I denne ulige Kamp laa Brødrene under. Gorm faldt; Rolf flygtede med nogle faa, og Kongen underkastede sig hans Stæder og Lande. Rolf kunde nu ikke opholde sig længer i Dacien, men drog med sex Skibe til Scanza (Skandja), hvor han en Tid lang dvælede, sorgfuld i Hu. Her syntes han engang i Drømme at høre en Stemme, der bød ham ufortøvet at sejle over til Anglerne, hvor han skulde erfare at han kunde komme velbeholden tilbage til Fædrelandet og henleve sine Dage der i Fred og Sikkerhed. Denne Drøm fortalte han en viis Mand, der bekjendte sig til Christendommen; han udtydede Drømmen saaledes, at Rolf skulde blive døbt og omsider nyde den evige Fred og Ære hos Englene. Rolf udrustede nu sine Skibe paa det bedste, og drog over til England i Haab om at finde et fredeligt Ophold der. Men da Heredets Beboere erfarede hans Ankomst, samlede de sig i en talrig Hær for at jage ham bort. Rolf maatte derfor bestaa en Kamp med dem, og sejrede. De samlede en ny og større Hær, men Rolf sejrede atter, fældte flere tusinde af dem, og fangede mange af deres fornemste Mænd. Han overvejede nu i sit Sind, om han skulde vende tilbage til Dacien, eller drage til Frankrige, eller fremdeles bekrige Anglerne. Da havde han en Nat en Drøm. Det syntes ham, som om han stod i Frankrige paa et højt Bjerg, af hvis Top der udvældede en klar, vellugtende Kilde, i hvilken han hadede sig, og derved rensedes fra Spedalskhed. Han syntes tillige, at der om Bjergets Fod fra alle Kanter kom flyvende en Mængde Fugle af forskjellig Farve, men paa hvilke alle dog den venstre Ving var rød; deres Mængde var saa stor, at de yderste af dem tabte sig i det Fjerne; men alle, een efter den anden, søgte de hen til Kilden og hadede sig i den. Efter Badningen huggede de fredeligt Reder, søgte deres Næring i Fællesskab, og underkastede sig hans Befalinger Da han var vaagnet, sammenkaldte han de fornemste af sine egne Mænd og af de fangne Angler, og forelagde dem Drømmen til Udtydning. Alle taug, paa een af de Fangne nær, en Christen, der, besjælet af hellig Spaadomsgave, sagde: „hiint Bjerg i Frankrige, hvor du syntes at staa, betyder Kirken; Kilden betegner Gjenfødelsens Daab; Spedalskheden dit Livs Syndighed, fra hvilket du ved Daaben vil blive renset; Fuglene med de røde Vinger betegne Mænd fra forskjellige Provinser, men alle med Skjold paa venstre Arm, der ville blive dine tro Tjenere; deres Badning i Kilden betegner at ogsaa de skulle blive døbte; den fælles Spiisning betegner at de skulle bespises med Christi hellige Legeme, at de byggede Reder, betyder at de skulle gjenopbygge de ødelagte Stæder, og ligesom de svrst’jelligt farvede Fugle adløde dig, saaledes ville og Folk af forskjellige Riger lode dit Herredømme“. Glad over denne Udtydning, frigav Rolf Udtyderen saavelsom de øvrige Fanger, og sendte Gesandter til Anglernes særdeles christne og fromme Konge Adelsteen, med Anmodning om at han vilde give ham og hans Mænd Tilladelse til at opholde sig i Landet om Vinteren, og i denne Tid kjøbslaa med Landets Folk: de skulde afholde sig fra al Plyndring, og den paafølgende Vaar drage over til Frankrige. Adelsteen svarede venligt „Intet Land“, sagde han, „frembringer saa ypperlige og krigsdygtige Mænd, som Dacien. Ingen er retfærdigere i Handling, og større i Vaabendaad, end Eders Herre. Jeg tilstaar Eder fuldkommen Frihed til at kjøbslaa hvor som helst I finde for godt i mit Land. Beder Eders Herre at komme til mig, at jeg kan tilfredsstille min Længsel efter at se ham, og trøste ham efter hans Ulykker. Rolf kom, blev venskabeligt modtagen, og sluttede et uopløseligt Forbund med Adelsteen. Den hele Vinter tilbragtes med Udrustninger, og Rolf fik tillige flere angliske Ynglinger til at deeltage i Toget. Om Vaaren sejlede han afsted med en herlig Flaade. En Storm bragte Skibene i stor Fare, dog landede de omsider heldigt ved Walcheren. Indbyggerne af denne Ø angrebe ham og hans Mænd, men Rolf overvandt dem, fældte og fangede en stor Deel, og opholdt sig længe paa Walcheren, idet han herjede Øen. Da Adelsteen erfarede at han var velbeholden kommen did, sendte han ham tolv Skive ladede med Korn, Viin og Flesk, og lige saa mange besatte med væbnede Mænd. Rolf glædede sig over Gaven, og sendte et Gesandtskab til Adelsteen, for at fremføre hans Tak. Men Indbyggerne paa Walcheren, der frygtede for at Rolf vilde blive al sin Tid paa deres Ø, henvendte sig til Raginher Langhals, Hertug af Hennegau, og Radbod, Frisernes Fyrste, og bade dem om at uddrive den ubeleilige Gjest. De efterkom Begjæringen, og angrebe Rolf, men denne sejrede som sædvanligt, drev begge Fyrster paa Flugten, skjændte og brændte over hele Walcheren, og hjemsøgte Frisland. Friserne samlede sig i stor Mængde, og angrebe Rolf ved Floden Almar, men lede et stort Nederlag; Rolf tog en utallig Mængde Fanger, og Friserne maatte forbinde sig til at betale ham Skat og love ham Lydighed. Rolf vendte nu sine Vaaben mod Hertug Raginher Langhals, sejlede opad Schelden, herjede paa begge Sider og kom lige til Condé. Raginher blev overvunden i mange Slag; Indbyggerne vovede ej at pløje og dyrke Jorden; der opstod Hungersnød og Fortvivlelse i Landet. Omsider blev Raginher ved et Angreb paa Dacierne fangen og ført i Lænker til Rolf. Samme Dag havde Raginhers Folk overrumplet og fanget tolv af Rolfs ypperste Krigere. Raginhers Hustru sendte derfor Gesandter til Rolf, og tilbød ham at frigive disse tolv Krigere, hvis han vilde sætte hendes Mand paa fri Fod. Men Rolf svarede, at han aldeles ikke vilde frigive Hex-tugen,’ men tvertimod lade ham halshugge, hvis hun ikke forinden sendte ham baade hine Krigere tilbage, og derhos alt det Guld og Sølv, der fandtes i det hele Hertugdømme, under hendes Christendoms-Ed, tilligemed den Skat, Hertugen ellers plejede at oppebære af sine Undersaatter. Her var intet andet for, end at adlyde. For at skaffe Guld og Sølv tilveje, maatte man ogsaa tage Kirkernes Prydelser, og endda strak ikke alt til. Hun sendte, hvad hun kunde, med de tolv Krigere, idet hun ydmygt lod bede om Naade for hendes Mand. Rolf blev herved stemt til Medlidenhed. Han lod Raginher bringe for sig, og bebrejdede ham først at han havde optraadt fiendtligt imod ham, men sagde derefter, at han skulde faa sin Frihed og Halvdelen af de udpressede Skatte tilbage, naar han kun for Eftertiden vilde love at være hans Ven. Raginher lovede dette med Glæde. Da lod Rolf ham løse af Lænkerne, og sendte ham tilbage til hans Hustru med Halvdelen af Skatten og rige Gaver. Da Freden saaledes var oprettet her, og Rolf pønsede paa hvad han nu skulde tage sig for, havde han en ny Drøm, der bød ham at forlade disse Egne, og drage til Frankrige. Strax satte han derfor Sejl til, forlod Schelden, og drog til Seinens Munding. Dette var, siger Dudo, i Aaret 876. Han drog op ad den skjønne Flod, hvis smilende Bredder vare klædte med duftende Urter, og standsede ved Jumiéges, hvor han dog ikke opslog sin Bolig i St. Peters Kloster, men landede derimod paa den anden Side af Floden, og tog sit Sæde ved St. Vaasts Kapel, hvor han ogsaa lod Liget af en hellig Jomfru, ved Navn Hameltrude, hvilket han førte med sig fra England, nedlægge over St. Vaasts Alter, hvorfor Stedet siden kaldtes St. Hameltrude. Da de fattige Kjøbmænd, der dengang opholdt sig i det ved Fiendehaand halv ødelagte Rouen, erfarede at en stor Skare af Nordmænd var kommen til Jumiéges, tyede de alle som een til Erkebiskop Franko om Hjelp. Denne sendte strax Bud til Rolf for at bede ham om Sikkerhed for sig selv og Heredets Indbyggere Da Rolf hørte, at der saavel i Byen som i Heredet kun fandtes en ubevæbnet Hob, hvis Bekæmpelse ej kunde bringe ham nogen Ære, lovede han Erkebiskoppen, hvad han forlangte, og sejlede selv op til Rouen, hvor han lagde sig med sine Skibe tæt udenfor St. Martins Port og Kirke, og selv gik i Land, for at tage Byen i Øjesyn Han fandt dens Befæstninger sprengte, Kirkerne nedbrudte, Murene hist og her omstyrtede, og af Mennesker kun en liden, ubevæbnet Hob. Da han var kommen tilbage fra denne Vandring, sammenkaldte han sine fornemste Mænd, for at raadslaa med dem om, hvad man videre skulde gjøre. De sagde, ligesom ved en guddommelig Indskydelse: „Dette Land er frugtbart paa alt Slags Korn, har herlige Skove, fiskerige Floder, er rigt paa forskjellige Slags Vildt, men blottet for Krigere. Lader os gjøre os til Herrer over det, og sætte os ned her, idet vi erobre de tilgrændsende Egnes Riger, Landsbyer, Gaarde og Borge, for at de Skarer, der nedsætte sig, kunne have Ro; maaskee skal din Drøm paa denne Maade gaa i Opfyldelse. Rolf blev glad ved dette Svar, lod Skibene lette Anker, og sejlede op til Pont de l’Arche. Herfra rygtedes det strax i det egentlige Francien (Isle de France), at en utallig Hær af Nordmænd laa forsamlet i Seinen. Forfærdede som ved et pludseligt Tordenslag samlede Franciens Mænd sig i stor Mængde ved Floden Eure, og hentede Haastein, der endnu opholdt sig i Chartres, for at han, som selv var Nordmand, nu kunde gaa dem til Haande ved Underhandlingen med hans Landsmænd. Hertug Ragnald af Francien forlangte hans Raad. Haastein svarede at han, hvis han for tre Dage siden havde været adspurgt, maaskee kunde have givet et godt Raad; nu vidste han ikke bedre Raad end at sende Gesandter til Rolf, for at høre hvad han sagde. Ragnald bad Haastein selv at gaa som Gesandt. Han vilde ikke gaa ene, men medtog to Krigere, kundige i det danske Sprog. De begave sig hen til Pont de l’Arche, stillede sig paa Flodbredden, og spurgte de Fremmede i de kongelige Grevers Navn, hvo og hvorfra de vare, og hvad de vilde. „Vi ere Daner“, lød Svaret, „og komme fra Dacien; vi ville erobre Francien“. „Hvad Titel fører Eders Herre“, spurgte Haastein. „Ingen“, sagde de; „vi have ingen Herre, vi ere alle lige“. „Ere I lokkede hid ved Rygtet om nogen enkelt Mands Bedrifter“, spurgte Haastein; „have I maaskee hørt noget om en af Eders Landsmænd ved Navn Haastein, der kom sejlende hid med en Mængde Krigere“? „Ja“, sagde de, „vi have hørt øm ham; han begyndte godt, men endte slet“. „Ville I“, vedblev Haastein, „underkaste Eder Kong Karl, og erkjende hans Herredømme imod at faa mange Forleninger af ham“? „Nej“, svarede de, „vi ville ikke underkaste os Nogens Herredømme, eller modtage Forleninger af Nogen som helst; vi synes bedst om det Len, som vi selv skaffe os ved Vaaben og Anstrengelse“. „Hvad ville I da gjøre“? spurgte Sendebudene „Pak Eder kun bort“, sagde Dacerne, „og staar ikke længer her; vi skjøtte ikke om Eders lange Tale, og ville ikke fortælle Eder hvad vi agte at gjøre“. Med denne Besked maatte Haastein og hans Ledsagere gaa tilbage. Ragnald spurgte Haastein, hvad de nu skulde gribe til. Haastein fraraadte ham at angribe de Fremmede. Men en Bannerfører i den franske Hær, ved Navn Rolland, sagde: „hvorfor spørge I ham om Raad? Ulv fanges dog aldrig ved Ulv, eller Ræv ved Ræv“. „Nuvel“, sagde Haastein, „jeg skal ikke indvende noget mod Angrebet“. Rolf og hans Mænd havde imidlertid opkastet Befæstninger næsten saa store som en Borg. Frankerne hørte om Morgenen Messe i St. Germain-Kirken og nøde Sakramentet, derpaa angrebe de Befæstningen, hvor der fandtes en vid Aabning, bestemt til Port. Gjennem denne stormede Rolland ind med sin Skare. Dacerne, der laa og hvilede hist og her paa Sletten, med Skjoldene over sig, skyndte sig op, og fældte i et Øjeblik Rolland tilligemed hans Mænd. Ragnald, Haastein og de øvrige Anførere flygtede. Rolf kaldte sine Mænd, der forfulgte de flygtende, tilbage, og sagde: „hvad Ondt have vi gjort Frankerne? hvorfor have de angrebet os? Det er dem, som have begyndt Striden; de faa nu tage til Takke med Følgerne. Vi ville erobre deres Borge og Byer; vi ville gjengjelde dem mangedobbelt deres Fornærmelser mod os“. Derpaa gav han Befaling til Opbrud. De sejlede længer op ad Floden, og erobrede Meulan, hvorfra de herjede hele Omegnen. Ragnald samlede en større Hær, og angreb Nordmændene paa ny, men var endnu uheldigere end forrige Gang. Han blev slagen og maatte flygte; paa Flugten blev han dræbt af en Fisker, der var traadt i Rolfs Tjeneste. Rolf forfulgte de flygtende, og dræbte mange, men fangede endnu flere. „Nu“, sagde Rolf, „ville vi drage til Paris og hjemsøge dem, der have flygtet fra Striden“. De lettede Anker, sejlede til Paris, omringede og belejrede den, og herjede Omegnen, for derved at skaffe sig Levnetsmidler. Da disse begyndte at svigte, eftersom Belejringen gik i Langdrag, gjorde Nordmændene et Tog til Landskabet Bessin, som de herjede, og belejrede Bayeux. Stadens Indbyggere forsvarede sig, og vare heldige nok til at fange Botho, en af Nordmændenes Anførere. For at faa ham tilbage, tilsagde Nordmændene Staden et heelt Aars Fred, og droge bort igjen, men da Aaret var omme, og Belejringen af Paris endnu varede ved, drog Rolf til Bayeux, indtog Staden med Storm, ødelagde den i Bund og Grund, og tilegnede sig alle Fanger og Byttet. Blandt de fangne var den smukke Poppa, Datter af en fornem Mand ved Navn Berengar; hende egtede Rolf kort efter „paa dansk Viis“, og havde med hende Sønnen Villjam. Eureux blev ligeledes indtagen og plyndret. Forfærdede herover bekvemmede nogle Bygder i Francien sig til at betale Rolf Skat, andre satte sig til Modværge.
Da Anglerne hørte, at Rolf var beskjeftiget med Belejringen af Paris, og saaledes ikke kunde komme sin Ven Adelsteen til Hjelp, begyndte de at blive opsætsige mod ham, og grebe til Vaaben. Adelsteen, der ej saa sig istand til, paa egen Haand at bekæmpe Anglerne, sendte en af sine Grever til Paris, for at minde Rolf om det Forbund, de havde indgaaet med hinanden, og bede ham om Hjelp. Da han fremførte Begjæringen for Rolf, bad denne ham vente i tre Dage. Han sendte strax en Opfordring til Befalingsmændene i Staden, at de enten skulde overgive ham denne, eller stille Gisler, eller berede sig til Forsvar. Borgerne valgte det sidste. Rolf gjorde tidligt om Morgenen den følgende Dag et heftigt Angreb paa Fienden, og kæmpede lige til Aftenen, men forgjæves. Han lettede derfor i Aftenskumringen Anker, og sejlede saa hurtigt han kunde over til England, hvor han lod Gesandten melde Adelsteen, at han var ankommen, og rede til at hjelpe ham. Adelsteen blev glad ved denne Efterretning, begav sig strax til Rolf, og bød ham hjerteligt velkommen. Rolf takkede ham for den Undsætning og de Levnetsmidler, han havde sendt ham, da han laa paa Walcheren. Adelsteen svarede at han ej noksom kunde paaskjønne, at Rolf for hans Skyld havde forladt det Rige, Gud selv havde forundt ham; han lovede ham til Gjengjeld at ville give ham Halvdelen af sit eget Rige, hvis han kunde kue de opsætsige Angler. Rolf gav sig nu til at angribe Anglerne og herje deres Byer: da de saa, at det ej kunde nytte dem at sætte sig til Modværge, faldt de til Fode, og bade om Naade. Adelsteen tog dem ogsaa til Naade, men de maatte stille saavel ham, som Rolf, Gisler til Pant paa deres fremtidige Troskab. Adelsteen vilde nu indfri sit Løfte, og give Rolf Halvdelen af sit Rige, men denne, hvis Hu stod til Frankrige, vægrede sig ved at tage derimod; for den Tjeneste, han havde viist Adelsteen, var han allerede, sagde han, forud belønnet ved Hjelpen paa Walcheren. Adelsteen tilbød nu at følge med ham til Frankrige for at staa ham bi. Men heller ikke dette Tilbud vilde Rolf modtage. Han forlod atter England, efterat have forsterket sin Hær med en Mængde unge Krigere, og sejlede over til Frankrige. Her deelte han sin Hær i tre Dele, og sendte den ene til Loire, den anden til Gironde, medens han selv med den tredie atter drog op ad Seinen og fornyede Belejringen af Paris.
Den franske Kong Karl sammenkaldte nu et Møde, paa hvilket han for sine Mænd klagede over Landets Nød, da det lagdes øde, og ikke kunde dyrkes, medens de dog vare ude af Stand til at forsvare sig mod Rolf. Han anmodede Erkebiskop Franko om at begive sig til Rolf, for at bede ham om en Stilstand af tre Maaneder, og tilbyde ham Len og store Gaver, hvis han efter den Tid vilde lade sig christne. Franko begav sig til Rolf og fremførte Begjæringen. Rolf samtykkede i at lade Vaabnene hvile i tre Maaneder. Men da Richard, Hertug af Burgund, og Ebalus, Greve af Poitiers, hørte dette, sagde de at det var en Skam for Nationen, og tilbøde sig at komme Kongen til Hjelp. Efter de tre Maaneders Forløb begyndte de virkelig Krigen paa ny. Opbragt herover, gav Rolf sig til at herje Landet paa det grummeste. Hans Mænd sejlede op ad Seine og Yonne, gjennemstrejfede den hele Egn lige til Clermont, hjemsøgte derpaa Sens og trængte frem til Klostret St. Benoit, hvilket Rolf ej tillod dem at angribe, plyndrede Landskabet omkring Etampes og Villemez, og vendte derefter tilbage til Paris. En stor Hær af franske Bønder samlede sig for at angribe Rolf, men led et stort Nederlag, og Rolf drog nu til Chartres som han belejrede. Biskoppen i Chartres, ved Navn Valtelin, sendte Bud til Hertug Richard og Grev Ebalus, med indstændig Anmodning om at komme Staden til Hjelp. Richard kom først med Burgunderne, og angreb Rolf, der i det første Slag blev Sejrherre. Men Frankerne og Burgunderne fornyede Angrebet, medens Valtelin i fuldt Skrud, med Korset og Jomfru Marius Klædebon i sine Hænder, og omgiven af sin Gejstlighed, gjorde et Udfald i Spidsen for Stadens Krigere. For ikke at blive indesluttet mellem begge Hære, maatte Rolf forlade sin Stilling, og ophæve Belejringen. Han selv tog, som det synes, Vejen til sine Skibe. En Deel af hans Hær kom til Loches, og leirede sig paa et højt Bjerg, hvor Grev Ebalus, der imidlertid bar kommen til, og som var meget misfornøjet med at man havde begyndt Kampen før hans Ankomst, angreb dem, men blev dreven tilbage. Da han merkede, at han alene intet kunde udrette mod dem, forenede han sig med Hertug Richard, og begge lode nu Bjerget omgjerde saaledes, at Nordmændene vare ganske indesluttede og ikke kunde komme ud. I deres Uvished om, hvad de nu skulde finde paa for at redde sig, gav en Friser, der var iblandt dem, det Raad, at nogle af dem i Nattens Mørke skulde snige sig ned af Bjerget over Volden, og, naar de kom udenfor Frankernes Lejr, blæse i Ludr; Frankerne vilde da rimeligviis tro at Rolf var kommen de indesluttede til Hjelp, og disse skulde da benytte sig af Forvirringen til at slaa sig igjennem. Planen lykkedes. Nordmændene sloge sig heldigt igjennem og lejrede sig paa et sumpigt Sted ved Eure, hvor de indrettede en Befæstning eller et Gjerde omkring sig af de blodige Legemer og Huder af en Mængde Kvæg, de havde røvet. Da Frankerne, som efter at have forvundet sin første Skræk forfulgte de flygtende, fik Øje paa denne besynderlige Forskandsning, vovede de ikke at angribe dem, og hine fortsatte Vejen til Skibene, hvor Rolf lykønskede dem til deres Frelse. Han begyndte nu at herje værre end forhen, og Frankerne bleve bragte til den højeste Grad af Fortvivlelse. De flokkede sig om Kongen, og spurgte ham eenstemmigt, om han da ikke vilde skaffe dem Fred. „Giv mig da et Raad“, sagde Karl opbragt. „Vi skulle give dig et Raad“, sagde de, „som vil være Landet heldbringende. Overlad Rolf og hans Mænd Landet mellem Andelle og Havet. Giv ham derhos din Datter til Egte; han er selv en smuk Mand og af fornem Herkomst, han er tapper og mægtig, og vil kunne være dit Rige til stort Værn“. Karl samtykkede heri, og sendte Erkebiskop Franko til Rolf, for at gjøre ham disse Tilbud, dog fordrede han, at han ogsaa skulde lade sig døbe. Rolf sammenkaldte sine Høvdinger, og æskede deres Mening herom. Erindrende sig Drømmens Udtydning, raadede de ham til at modtage det gode Tilbud. Landet var ypperligt, og man kunde ikke ønske sig et bedre Opholdssted. Pigen var smuk, og Svogerskabet med Kongehuset vilde skaffe ham og hans Ætlinger den største Indflydelse. Rolf fandt ogsaa Tilbudet antageligt, og lod Franko melde tilbage, at han gik ind derpaa. Han tilbød en Stilstand paa tre Maaneder, efter hvis Forløb han og Kongen skulde komme sammen, for at slutte nærmere Forlig. Da Franko bragte denne Efterretning tilbage, bleve de Franske meget glade, og fordrede eenstemmigt, at Kongen skulde holde, hvad han havde lovet. Og for at vise dem, at han meente det alvorligt, overgav han allerede nu sin Datter til Erkebiskoppen paa Rolfs Vegne. Da Hertug Robert af Paris, den afdøde Kong Odos Broder, erfarede dette, sendte ogsaa han Fredstilbud til Rolf, for at bestyrke ham i hans Forsæt at nedlægge Vaabnene og antage Christendommen. Og Rolf lovede det højtideligen. „Jeg samtykker i Kongens Forslag“, sagde han, „han skal være mig som en Fader, og jeg ham som en Søn“. Til den bestemte Tid kom begge Parter sammen ved et Sted, kaldet St. Cler, ved Floden Epte. Rolf lejrede med sin Hær paa den ene Side af Elven, Kongen og Robert paa den anden. Rolf sendte Erkebiskop Franko over til Kongen og lod ham sige, at det tilbudte Land var for lidet, for uopdyrket og mennesketomt, til at man kunde leve der, uden ved Rov, han maatte derfor ved Siden deraf midlertidigt have et frugtbart og rigt Land at hente Føde og Klæder fra, indtil det, som Kongen havde tilbudt ham, var opblomstret igjen efter de Ødelæggelser, det havde lidt. Han fordrede og, at Kongen og de fornemste gejstlige og verdslige Herrer skulde aflægge Ed paa, at Landet mellem Epte og Havet skulde tilhøre ham og hans Efterfølgere som Ejendom eller Alod. Hertug Robert og de øvrige Grever, Biskopper og Abbeder sagde til Karl, at han nødvendigviis maatte opfylde Rolfs Begjæring, om ikke for den store Nyttes Skyld, Rolf kunde gjøre Riget, saa dog for at erhverve et saa stort Folk for Christendommen. Kongen maatte føje sig derefter, og tilbød Rolf først Flandern til midlertidig Brug. Men Flandern fandt Rolf altfor sumpigt, Kongen lovede ham derfor Bretagne, der grændsede lige til det Land, der nu skulde blive hans eget. Hermed var Rolf tilfreds. Der stilledes nu Gisler paa begge Sider. Hertug Robert og Erkebiskoppen hentede Rolf over til den franske Lejr, hvor Frankerne ved at se ham ikke kunde tilbageholde deres Beundring over hans Tapperhed, Klogskab og Dygtighed. Smigret herved, lagde Rolf sine Hænder mellem Kongens, det vil sige, aflagde ham sin Hylding, hvilket, heder det, hans Fader, Farfader og Oldefader aldrig havde gjort for nogen. Kongen overdrog ham det lovede Land, nemlig fra Epte til Havet, som Alod, og Bretagne til at leve af, og gav ham sin Datter Gisla til Egte. Efter Skik og Brug skulde nu Rolf kysse Kongens Fod, men han vægrede sig derved. „Jeg vil“, sagde han, „aldrig bøje mine Knæ for nogen, eller kysse nogens Fod“. Da Frankerne imidlertid bade ham saa indstændigt derom, befalede han en af sine Krigere at gjøre det i hans Sted. Denne gjorde det nok, men paa den Maade, at han greb fat i Kongens Fod og løftede den op til sin Mund, saa at Kongen faldt baglængs, hvorover en stor Latter opstod[81]. Kongen og alle de store Herrer aflagde nu den forlangte Ed paa, at det ham overdragne Land skulde tilhøre ham og hans Efterkommere i alle følgende Slægter. Derpaa drog Kongen bort, men Hertug Robert og Erkebiskoppen forbleve hos Rolf, der nu blev døbt af Franko i Aaret 912. Hertug Robert stod Fadder til ham og gav ham sit Navn. Rolf, som Dudo nu kalder Robert, skjenkede efter Frankos Raad rige Gaver til Kirken, og holdt derpaa et prægtigt Bryllup med Gisla. Han tilsagde alle dem Sikkerhed, der vilde nedsætte sig i hans Land, der nu efter Nordmændene kaldtes Nordmandie. Han deelte det ved Redning mellem sine Mænd, og bragte det snart paa Fode igjen. Han gav med Høvdingernes Samtykke Love, der stedse skulde overholdes, gjenopbyggede Kirkerne og rejste Stædernes Mure. Han tvang de gjenstridige Bretagnere til Lydighed, og forsynede derved sit Land med Levnetsmidler. Han forbød strengelig alt Røveri og Tyveri, ja han skal endog have forbudt, at nogen Agerdyrker om Natten bragte sine Redskaber i Huus, eller at nogen sendte en Vogter med Heste, Æsler eller Kvæg, da dette indeholdt en Tvivl om at den fuldkomne Sikkerhed herskede, som han havde paabudt. En Bondes Hustru, der fik Lyst til at prøve, om denne Sikkerhed virkelig var saa stor, bortgjemte sin egen Mands Agerdyrkningsredskaber, og lod ham siden gaa til Rolf, for at klage over, at de vare ham frastjaalne. Rolf gav Manden Penge til at kjøbe nye Redskaber for, og anstillede de strengeste Undersøgelser efter Tyven i den hele Landsby[82]; endelig kom det op, at denne ingen anden var end Bondens egen Hustru, og nu lod han dem begge hænge. Herved indjog han Tyvene en saadan Skræk, at ingen herefter vovede at forgribe sig paa anden Mands Ejendom[83]. Der opstod senere en Uenighed mellem ham og hans Svigerfader. Denne havde sendt to Krigere til sin Datter Gisla, og hun havde skjult dem for Rolf, som dog fik Nys derom, antog dem for Spejdere, og lod dem henrette paa Torvet. Hertug Robert af Paris tog Parti med Rolf, herjede Kongens Besiddelser, og vilde endog benytte sig af Lejligheden til at opkaste sig til Konge i Frankrige, men Rolf tillod ham kun at herje, ikke at tragte efter Kronen. Gisla var imidlertid død uden Børn og Rolf tog derfor Poppa tilbage som Hustru. Da han var bleven gammel, og forudsaa sin nær forestaaende Død, sammenkaldte han alle Høvdingerne i Nordmandie, tilligemed Alan og Berengar, Bretagnes Fyrster, forestillede dem sin og Poppas Søn Villjam, en smuk og haabefuld Yngling, og bød dem vælge vant til hans Efterfølger. Dette stede, og de aflagde Ed paa at ville blive Villjam tro. Fem Aar derefter endte Rolf sit berømmelige Liv i en meget høj Alder[84].
I denne Fortælling, der med enkelte Tilsætninger gjentages af Dudos Epitomator, Villjam af Jumiéges, som levede paa Villjam Erobrerens Tid, er der meget, som allerede ved første Øjekast viser sig som uhistoriskt og sagnmæssigt, f. Ex. om de saakaldte Dacers Oprindelse og Forjagelse fra Hjemmet, om Rolf og Gorm, om Drømmene og deres Udtydning. Ogsaa i Tidsregningen hersker der den største Forvirring. Dudo nævner kun tvende Aarstal, 876, da Rolf drog fra Schelden og første Gang viste sig i Seinen, og 912, da han blev døbt. Villjam af Jumiéges tilføjer Aaret 851, da Haastein allerførst angreb Frankrige, og 898, da Rolf blev slagen ved Chartres af Hertug Richard af Burgund[85]. Af alle disse Aarstal er, som det nedenfor vil vises, kun 912 paalideligt. Hvad de øvrige Tidsangivelser angaar, da er det allerede ovenfor viist, at den, der henfører Hastings Tog til 851, er urigtig, det samme er Tilfældet med Henførelsen af Slaget ved Chartres til 898, thi en samtidig Kilde viser at det fandt Sted i 911[86], og hvorvel det vistnok aldeles ikke kan kaldes usandsynligt, at Rolf allerførst, i sin tidlige Ungdom, og som en endnu uberømt og lidet mægtig Viking, kan være kommen til Frankrige i Aaret 876, saa faar man dog af Dudos egen Fremstilling det Indtryk, at Rolfs Tog fra Schelden til Seinen, hans første Tog til Frankrige som en mægtig og navnkundig Vikingehøvding, kun laa faa Aar forud for hans Daab, og at dette Tog derfor umuligt kan have fundet Sted i 876, sex og tredive Aar tidligere end 912. Heller ikke var Franko Erkebiskop i Rouen 876, lige saa lidet som Raginher Langhals paa den samme Tid var Greve af Flandern[87]. Af samtidige Kilder veed man, at Erkebiskoppen i Rouen i Aaret 876 hed Johan, og at han levede endnu i 886, at der senere var en Erkebiskop ved Navn Witto (omkring 900), og at Franko døde ved 939[88]. Raginher Langhals omtales allerførst, dog ikke som Greve af Hennegau, omkring 885, som Greve nævnes han baade i Breve og Krøniker først senere, mellem Aarene 898 og 924[89]. Hvad Dudo fortæller om Kong Adelsteen i England og hans Forbindelse med Rolf, henviser ogsaa til en Tid senere end 875. Sædvanligviis har man troet, at Dudo har forvexlet Adelsteen eller Ædhelstan med Alfred, som paa den Tid herskede i England. Men naar man vel overvejer Dudos Unøjagtighed og Hang til Overdrivelser, vil man ikke i mindste Maade finde det usandsynligt, at den Adelsteen, han her omtaler, er den ovenfor nævnte nordiske Hærkonge Gudrum, der i Daaben antog Navnet Ædhelstan, og som herskede i Østangel fra 878 til 891; hvoraf det følger, at Rolfs Besøg hos ham, og endnu mere hans Tog til Walcheren, i alle Fald har fundet Sted efter 878[90]. Føje vi nu hertil, at de Annalister, der forresten berette temmelig vidtløftigt om de nordiske Vikingers Angreb paa Frankrige før Udgangen af det 9de Aarhundrede, aldeles ikke nævne et Ord om Rolf, kommer man lige saa vel som ved Dudo’s egne Ord til den bestemte Overbeviisning, at hvad Bedrifter end Rolf tidligere, førend han naaede nogen Navnkundighed, kan have udrettet, fandt dog det store Tog, hvorved han erhvervede Nordmandie, ikke Sted førend umiddelbart før hans Daab i Aaret 912. Og derom har man ogsaa et udtrykkeligt Vidnesbyrd hos den gamle samtidige Chronist Flodoard af Reims. Vistnok er der just paa det Sted af hans Annaler, hvor man skulde vente at finde, og hvor der vist og har været at finde vigtige Oplysninger om Rolf og hans Nordmænd, et stort Hul, men han har tillige efterladt en Beretning om Erkebiskopperne i Reims, og det heder her, hvor han fortæller om Heriveus, der var Erkebiskop fra 900 til 922: „han arbejdede ogsaa ivrigt paa Nordmændenes Formildelse og Omvendelse, indtil de omsider, efter den Krig, Grev Robert førte imod dem ved Chartres, antoge Christi Tro, og fik sig nogle Kysthereder indrømmede tilligemed Byen Rouen, hvilken de næsten havde ødelagt, og andre der laa under den“[91]. Dette er alt, hvad samtidige Kilder fortælle om denne Begivenhed. Den Krig, hvorved Nordmændene erhvervede Nordmandie, kaldes kun „den som Grev Robert førte ved Chartres“; den vigtigste Begivenhed i denne Krig var Slaget ved Chartres 911, og af Flodoards Ord skulde det snarere synes, som om Nordmændene bleve tvungne til at antage Christendommen, end at de bekvemmede sig dertil af frit Valg. Rouens Ødelæggelse synes ogsaa at have fundet Sted under den samme Krig. Overdragelsen af Nordmandie betegnes simpelt hen kun som en Overdragelse af nogle Kysthereder, og den synes derfor ikke i Samtidens Øjne at have været af den Betydning, som den siden fik, og som Dudo giver den.
Men om Dudo end har udstrakt sin Helts Hovedbedrift paa en altfor stor Række af Aar, og har ladet ham spille Hovedrollen ved Begivenheder, der af ældre Forfattere ej sættes i Forbindelse med hans Navn, er det dog derfor slet ikke afgjort, at Rolf ikke har taget Deel i dem, skjønt i en underordnet Stilling. Thi vist er det, at de fleste Begivenheder, hvilke Dudo med eller uden Tidsangivelse omtaler som foregaaede under Rolfs Auspicier, virkelig, skjønt med flere eller færre Afvigelser, nævnes hos de ældste Annalister. Vi erfare saaledes, at i Aaret 876, det samme Aar, i hvilket Rolf med sine Skibe skal have fejlet opad Seinen, kom Nordmændene med en Flaade af henved 100 store Skibe, af det Slags, der kaldtes Barker, op i denne Flod, og herjede Landet, indtil de ved store Gaver kjøbtes til at drage bort igjen[92]. Her kan saaledes Rolf meget godt have været med. Naar det heder, at Rolf senere overvandt Grev Ragnald af Francien i et Slag, hvori denne faldt, og at han derpaa skred til at belejre Paris, gjenkjender man heri strax den ovenfor meddeelte Beretning om hvorledes Grev Ragnald af Mans, faldt i et Slag mod Nordmændene 885, kort førend de begyndte Belejringen af Paris[93]. I Fortællingen om Toget opad Seinen og Yonnen til Sens og Burgund gjenkjende vi Beretningen om det Tog, Nordmændene efter at have sluttet Forliget med Karl den tykke 887 foretoge derhen; ligeledes omtales et Herjetog til Burgund i Aaret 899[94]. Men just af den Omstændighed, at Dudo beskriver disse Begivenheder anderledes end Annalisterne, og at han ej er paa det Rene med Tiden, hvortil de ere at henføre, synes man at kunne slutte, at hans Kundskab om dem ej hidrører fra skriftlige Kilder, men at han kun har kjendt dem for saavidt det nordmanniske Sagn anviste Rolf den meest fremragende Rolle deri. At Rolf virkelig bar deeltaget i dem, men kun som underordnet Kriger, bliver derfor utvivlsomt; at hans egne Landsmænd og Frænder siden have tillagt ham en større Indflydelse og Magt, end han da virkelig havde, er ikke at undres over: man finder i mængdeviis lignende Exempler paa at en enkelt Helt af senere Panegyrister og Biografer er bleven fremstillet som Hovedmanden ved et Foretagende, hvori han i Virkeligheden kun har spillet en underordnet Rolle[95].
Vilde man altsaa, ved Hjelp af Dudo’s og Annalisternes Beretninger søge at danne sig en Forestilling om, hvorledes Gange-Rolfs Krigerbane i Virkeligheden har været, maatte det omtrent blive saaledes: Forjagen fra Norge, endnu i en temmelig ung Alder[96], har han først tyet til Syderøerne; siden har han maaskee for en kort Tid deeltaget i Gudrums og Lodbrokssønnernes Krig i England, men var snart sluttet sig til den Vikingeskare, der i Aaret 876 hjemsøgte Seinen, og i det følgende Aar lod sig kjøbe til at drage bort[97]. Han har rimeligviis atter hjemsøgt England, og vel ogsaa nu og da, baade paa denne Tid, og under sit senere Krigsliv, opholdt sig hos sin Halvbroder, Jarlen Torv-Einar paa Orknøerne; under et saadant Ophold har han vel ogsaa haft Datteren Kathlin. Efter al Sandsynlighed har han kæmpet i den af Gudrum anførte Hær, og efter dennes Daab 878 sluttet sig til den Vikingehær, som i 879 tog sit Ophold ved Fulham (se S. 637) og siden drog over til Schelden. Denne Hær var, som ovenfor viist, i det væsentlige den samme som den, der blev slagen ved Saucourt, sluttede Forliget ved Haslou, belejrede Paris, holdt sig en Stund i det nordlige Frankrige, led Nederlaget ved Løwen, og drog for en kort Stund over til England, men vendte tilbage til Frankrige igjen, uden at det nogensteds fortælles, at den atter forlod dette Land. Det er derfor sandsynligt, at Rolf den hele Tid har været med i denne Hær, og i Førstningen spillet en mere underordnet Rolle, men efterhaanden erhvervet større Anseelse, indtil han endelig er bleven dens øverste Anfører. Allerede de Nordmænd, der i 876 droge op ad Seinen, og blandt hvilke Rolf rimeligviis ogsaa var, have efter al Sandsynlighed hørt til den samme Hær, eller senere sluttet sig til den, og Erhvervelsen af Nordmandie fremstiller sig saaledes som Frugten af een og samme, men dog i Tidens Løb ved stadig Tilvæxt sig stedse fornyende Hærs sexogtrediveaarige Kamp, ved hvis Begyndelse de danske Kongesønner Sigfred og Godfred, maaskee ogsaa Haastein, og ved hvis Slutning den norske Jarlesøn Rolf førte Overbefalingen. Dette forklarer, hvorledes Rolf ligefrem har kunnet forvexles med hine i dette Aar virkelig kom en Nordmannahær til Seinen. Naar det i Udgaverne af Chron. Saxonicum heder, at „Rodla“ i Aaret 876 gjennemfoer Nordmandi og herskede femti Aar, kunde dette ved første Øjekast synes som en paalidelig og nogenlunde samtidig Beretning; men den findes, vel at merke, ikke i det ældste Haandskrift fra Cambridge, der efter 891 indeholder samtidige Notitser; Navneformen Rodla, ikke Hróðwulf eller Hrólf viser ogsaa, at den er laant fra Dudo. Forresten hersker der hos de yngre Skribenter en saadan Forvirring i Tidsangivelserne for Rolfs Tog og Bedrifter, at vi her ikke engang ansee det nødvendigt at anføre dem alle. Der er endog en Krønike Vetus Chronicon incerti Auctoris, sed qui Monachus Floriacensis fuisse videtur, som lader Rolf, ikke Haastein være Anfører ved Nordmændenes bekjendte Bestormelse af Tours (Duchêne S. 32). Merkeligt nok er det, at Ordrik Vitalis (Duchêne S. 439) fatter Rolfs Tog 20 Aar efter Haasteins; dette passer ganske med at Haastein sluttede Forlig i 882, og at Rolf lod sig døbe 912. Forgængere, og Bedrifter, udførte af dem, tillægges ham. Under Belejringen af Paris har han maaskee gjort enkelte Strejftog til Nordmandie, men at han allerede paa denne Tid skulde have erobret Bayeux og taget Poppa, Grev Berengars Datter, til Egte, er neppe rimeligt, thi hans Søn med hende, Villjam, maatte da antages at være fød saa tidligt, at han ikke længer paa den Tid, da Faderen lod ham hylde som sin Efterfølger, kunde kaldes nogen Yngling. Villjams Fødsel falder snarere i de nærmeste Aar før 912, og Erobringen af Bayeux altsaa i den Krig, der gik umiddelbar forud for Forliget ved Epte[98]. Rolf var derimod vistnok med at plyndre Burgund, saavel i 890 som i 899. Hans Tog til Walcheren falder neppe tidligere end 890, og hans sidste Tog til Seinen paa en Tid, da endnu Witto, ikke Franko, var Erkebiskop i Rouen[99]. Nu har han sat sig i Besiddelse af denne Stad, og forresten herjet vidt og bredt, indtaget Bayeux og taget Poppa til Egte; ved Chartres har han derimod i et Slag med Grev Robert og Hertug Richard været uheldig, og derved ladet sig bevæge til at slutte Fred, imod Overdragelsen af de Kysthereder mellem Epte og Havet, som efter denne Tid kaldtes Nordmandie. Til Giftermaalet med Poppa sigter ogsaa den norske Historie, hvor den taler om at Rolf egtede den afdøde Greves Hustru Men hvor vidt det derimod forholder sig rigtigt, at han egtede Kong Karls Datter Gisla, hvorom samtidige Forfattere intet vide at berette, bliver meget tvivlsomt. Allerede Karls Alder paa den Tid, da Giftermaalet skulde have fundet Sted, gjør det meget usandsynligt, om just ikke umuligt[100]. Og derhos maa det tages i Betragtning, at Godfred, der efter hvad vi nys have paapeget maa ansees som Befalingsmand over den samme Hær, der siden adlød Rolf, ligeledes egtede en Kongedatter ved Navn Gisla[101], efterat have faaet en Forlening og antaget Christendommen. Det ligger meget nær at antage, at Rolf i dette, som i andet er bleven forvexlet med sin Formand, saa meget mere som den Beretning om Rolfs Død, der meddeles i Historia Norvegiæ, ligeledes synes at grunde sig paa en Forvexling mellem Rolf og Godfred, da denne jo virkelig, efter at være bleven Herre i Frisland, dræbtes ved Svig. Beretningen, som ej findes andensteds, og som ligefrem strider mod Dudos Udsagn, at Rolf døde i Fred og Ro, kan neppe være rigtig, og maa derfor grunde sig paa en Misforstaaelse[102].
Om Tiden, naar Forliget mellem Kong Karl og Rolf fandt Sted, kan der, efter hvad ovenfor er viist, ikke være nogen Tvivl. Man har endog et Diplom af Karl den enfoldige fra Aaret 918, hvor han nævner „den Landskabsdeel, han overdrog Nordmændene ved Seinen, nemlig Rolf og hans Ledsagere, for at de skulde forsvare Riget“[103]. Derimod hersker der Uvished om Tiden, naar Rolf døde. Dudos Angivelse, at han døde et Lustrum (fire til fem Aar) efter at han havde ladet sin Søn hylde som sin Eftermand, er af Enkelte paa en næsten ubegribelig Maade bleven misforstaaet saaledes, som om hans Død indtraf fem Aar efter hans Daab, altsaa 917[104]. Men Flodoard, hvis Annaler igjen tage fat efter dette Aar, nævner ham heldigviis et Par Gange, senest 925, andre Krøniker henføre hans Død deels til 928, deels til 931, og der er flere Grunde, som gjøre det sandsynligt, at dette sidste er det rette.
Om Rolfs Bedrifter efter Erhvervelsen af Nordmandie veed man ikke meget. Hvad Dudo fortæller, er mestendeels kun Sagn om hans Strenghed og Retfærdighed. Allerede Dudo antyder, at han, da der senere udbrød Tronstridigheder mellem Grev Robert af Paris og Kong Karl, ikke vilde tillade hiin at støde denne fra Tronen, af Flodoards Beretning sees det, at Nordmændene, da Kongen blev forladt af sine fleste Tilhængere, vare saa godt som hans eneste Støtte. Men Rolf har vel og under disse Uroligheder fundet Lejlighed til at udvide sit Rige. Han var ellers ikke den eneste Nordmannahøvding der paa denne Tid erhvervede Besiddelser i Frankrige: der var paa denne Tid endnu en Deel Nordmænd, som havde sit Tilhold ved Loire. De plyndrede Cornouaille eller det vestlige Bretagne i Aaret 919, og tiltvang sig 921 af Grev Robert Afstaaelsen af det herjede Landskab tilligemed Heredet om Nantes. Da Nordmændene ved Seinen ogsaa gjorde Fordringer paa Bretagne, er det meget sandsynligt, at de have taget Deel i disse Tog. To Aar senere finde vi begge Afdelingers Forening udtrykkeligen omtalt[105]. Grev Robert af Paris var, efter at have antaget Kongetitlen, falden i Slaget ved Soissons, og Rudolf af Burgund, Richards Søn, udvalgt til Konge af de oprørske Vasaller. Karl sendte Bud paa Bud til Ragnvald, Loire-Nordmændenes Høvding, om at staa ham bi, og denne brød op med sine Mænd, i det hans Hær tillige forsterkedes ved mange af Seine-Nordmændene, hvoraf man maa slutte, at Rolf har faaet lignende Anmodninger, og har ladet en Deel af sine Krigere støde til Ragnvalds Hær. Ragnvald herjede lige til hiinsides Oise, men hans Lejr blev imidlertid overrumplet og hans Bytte af Gods og Fanger borttaget af Grev Heribert af Vermandois’s Mænd. Opbragt herover, stormede han ind i Artois, men blev med Tab dreven tilbage af Grev Adelhelm, dog vedblev han at herje i Nærheden af Beauvais. Ved Efterretningen herom skyndte Kong Rudolf sig fra Burgund til Compiegne, og drog med Erkebiskop Sænlf af Reims, Grev Heribert af Vermandois og andre af sine Tilhængere over Epte ind i Nordmandie, som han herjede til Gjengjeld. Der aabnedes nu Underhandlinger, hyppige Gesandtskaber gik skifteviis mellem Rudolf og Nordmændene der hode Fred, und Afstaaelsen af et betydeligt Landskab hiinsides Seinen. Man seer heraf, at det Land, Nordmændene hidtil havde haft, kun var den Deel af Nordmandie, som ligger nordenfor Seinen. Afgjørelsen udsattes til det følgende Aars Mai Maaned, imidlertid sluttedes Stilstand og stilledes Gisler. Forliget kom siden istand efter Nordmændenes Ønske Landskaberne Bessin og Le Mans bleve dem indrømmede, og de fik ovenikjøbet en stor Sum Penge, der inddreves over hele Riget (924). Det er af disse Forhandlinger tydeligt, at Rolf, om han end ikke selv anførte sine Mænd i denne Krig, dog var den, i hvis Navn alt udrettedes, siden han, og ikke Ragnvald, høstede Fordelene. Rolf skal have udnævnt sin Ven Botho, hans Søn Villjams Fosterfader, til Herre i Bayeux[106]. I det følgende Aar herjede dog Ragnvald ligefuldt Burgund, men blev slagen med stort Tab ved Bjerget Challes, og trak sig siden, ved Kong Rudolfs Ankomst, tilbage fra sine Forskandsninger ved Seinen; men nu brød ogsaa Rolf Freden, herjede Beauvoisis og Amiens, og trængte frem lige til Noyon. Amiens og Arras bleve opbrændte under Forvirringen; men Besætningen i Noyon drev Nordmændene tilbage, og da disse tillige erfarede, at Krigerne fra Beauvais[107] herjede i Nordmandie hiinsides Seinen, og at Pariserne og andre plyndrede i Omegnen af Rouen, skyndte de sig tilbage. Ogsaa ved Søkysten gjorde Grev Hilgaud af Ponthieu et Indfald. Rolf sendte 1000 af sine Mænd til Borgen Eu for at forsvare denne Deel af sit Land, men Grev Heribert af Vermandois, Grev Arnulf af Flandern og de øvrige Kystfranker angrebe og stormede Borgen, og nedsablede Besætningen paa nogle faa nær, der reddede sig til en nærliggende Ø, hvor de forsvarede sig saa længe de kunde, men endelig, da de havde opgivet alt Haab om Frelse, styrtede sig i Havet og deels druknede, deels dræbtes af Frankerne. Hertug Hugo af Paris sluttede strax efter Forlig med Nordmændene og overlod dem et Stykke Land; det følgende Aar herjede de atter i Artois, og lede et Nederlag, hvor dog Grev Hilgaud faldt og Kong Rudolf saaredes; og først efter at man havde udbetalt dem en ny Sum Penge baade af Francien og Burgund, sluttedes Freden og bekræftedes med Ed paa begge Sider[108]. Et Tog, som Hugo og Heribert gjorde mod Loire-Nordmændene, mislykkedes. Efter at have belejret dem i fem Uger maatte de slutte Fred med dem, og bekræfte dem i Besiddelsen af Heredet omkring Nantes[109] (927). Da imidlertid Grev Heribert, som allerede i flere Aar havde holdt Kong Karl i Fangenskab, var kommen i Uenighed med Kong Rudolf om Forleningen af Grevskabet Laon, hvilket denne ej vilde give Heriberts Søn Odo, begyndte Heribert, i det mindste for et Syns Skyld, at nærme sig Karl, og lade ham optræde som Konge. Dette frembragte ogsaa en Tilnærmelse mellem Heribert og Rolf, som virkelig, siden Forleningen med Nordmandie, synes at have været Karl oprigtig hengiven. Ved en Sammenkomst i Eu (927) lod Rolf sin Søn Villjam aflægge Hyldings-Ed til Karl og slutte Venskabsforbund med Heribert, der ved denne Lejlighed synes at have stillet Rolf sin Søn Odo som Gissel[110]. Det følgende Aar (928), da Heribert havde faaet Laon i sin Magt, holdt han et nyt Møde med Nordmændene, og Grev Hugo sluttede ligeledes Venskab med dem, men Rolf udleverede ikke Odo, førend hans Fader Heribert tilligemed nogle andre Grever og Biskopper havde svoret Karl Troskabsed. Dette er den sidste Gang, Rolf udtrykkeligt omtales af den paalidelige Flodoard. Hans Død indtraf, saaledes som det ovenfor er nævnt, i Aaret 931; vel siges dette ingensteds i nogen paalidelig Krønike med Vished[111]), men man kan dog slutte det deels deraf, at hans Søn Villjam fra denne Tid af nævnes som Herre af Nordmandie, deels af andre Omstændigheder[112]. Det Møde 5 Aar før hans Død, hvorved han lod sin Søn Villjam hylde som sin Efterfølger, baade af sine egne Mænd og af Alan og Berengar i Bretagne, har altsaa fundet Sted ved 926, og dette stemmer godt dermed, at Villjam i det følgende Aar allerede optræder som sin Faders Medregent, og tilsværger Kong Karl Troskabs-Ed[113].
Det kan neppe betvivles, at ogsaa Nordmændene i Loire nu erkjendte Rolfs og Villjams Højhed. Man kjender i det Hele taget lidet til deres Bedrifter, og dette lidet meest gjennem Legenden. Vi have seet, hvorledes de i Aaret 919 ødelagde Cornouaille i Bretagne[114], og forjoge Indbyggerne, eller bortførte dem, for at sælge dem som Trælle. Det maa have været denne Ødelæggelse, der nødsagede Grev Mathuedoi af Poter, gift med en Datter af den i Aaret 907 afdøde Kong Alan den store, til at flygte over til England med sin Søn, der ligeledes hed Alan, og til hvem den engelske Konge Edward stod Fadder[115]. Aaret i Forvejen havde endeel af Nordmændene fra Bretagne, anførte af Jarlerne Ottar og Roald, endog været i det vestlige England, hvorfra de dog efter nogen Tid med stort Tab bleve fordrevne til Irland[116]. Det er ligeledes omtalt, hvorledes Kong Robert allerede i 921 indrømmede Loire-Nordmændene en Deel af Bretagne tilligemed Heredet om Nantes, hvilket enten er blevet umiddelbart afstaaet til Rolf, eller som de senere atter have tabt, eller hvoraf de i alle Fald endnu ikke have været i Besiddelse, da det kort Tid derefter (ved 929) heder at Ragnvald, der saa voldsomt herjede Loire- og Seine-Egnene, dengang endnu ikke havde faaet Besiddelser i Frankrige, og en ny Afstaaelse omtales ved 927[117]. At Nordmændene virkelig havde tabt disse Besiddelser, kunde man maaskee slutte deraf, at Villjam, Hertug af Aquitanien, slog dem, da de herjede Aquitanien og Auvergne, i et stort Slag, hvor 12000 Nordmænd skulle være faldne[118]. Paa dette Tog var det maaskee, at Ragnvald forvandlede Karolingernes gamle prægtige Slot Cassignol ved Garonnen til en Ruin[119]. Ragnvalds Endeligt beskrives i en Legende, uden nogen nærmere Tidsbestemmelse, men saaledes at man tydeligt kan forstaa, at han betragtede sig og betragtedes kun som Rolfs Undermand. Ifølge Legenden kom han paa sit sidste Tog til St Benedikts-Klostret i Fleury, som han fandt forladt af Munkene, og hvor han opslog sin Bolig, medens hans Mænd sværmede om paa Rov. Da drømte han en Nat, at St. Benedikt selv viste sig for ham, bebrejdede ham hans Grusomheder, og slog ham med sin Stav i Hovedet. Ragnvald vaagnede, men følte fra den Tid af ulidelige Smerter, gav strax Befaling til Opbrud, og drog, som det fortælles, hjem til sit Fædreland, nemlig Nordmandie, hvor han kort efter døde i Rouen under store Lidelser. Just som han døde, opstod der pludselig en saa heftig Storm, at Tagene fløj af Husene, de Fangnes Lænker løstes, og de røvede Heste og Kvæg, 12000 i Tallet, der græssede udenfor Rouen, befriedes fra deres Tojr, og løb bort til alle Kanter[120]. Nordmandie var altsaa lige fuldt Ragnvalds rette Hjem, om han end var Loire-Nordmændenes Herre, og han stod følgelig under Rolfs Befaling. De Erhvervelser i Bretagne og ved Nantes, hvori Loire-Nordmændene bekræftedes ved Forligene af 921 og 927, kom altsaa aabenbart Rolf til Gode. Alan, Mathuedoi’s Søn, med Tilnavn Barbetorte, maa, som man seer, efter nogle Aars Forløb være vendt tilbage til Bretagne, siden han tilligemed Berengar, Greve af Rennes, i Aaret 926 eller 927 kunde underkaste sig Rolf. Denne Underkastelse var dog ikke oprigtigt meent. Alan selv søgte stedse at ophidse sine Landsmænd til at afkaste Nordmændenes Aag, og Lejlighed dertil maa de vistnok have troet at være for Haanden, da Rolf var død, kort Tid efter at Kong Rudolf næsten ganske havde ødelagt en Nordmannahær, der paa ny herjede Aquitanien, i Nærheden af Limoges[121]. Britannerne gjorde pludselig Opstand, og paa een Dag (St. Michaels Dag eller 29 September), dræbte de alle de Nordmænd, der befandt sig i Landet, begyndende med deres Anfører[122]. Men Inge, Loire-Nordmændenes Herre, og Villjam, Rolfs Søn, hevnede Opstanden ved et ødelæggende Tog, der nødte Alan til at flygte tilbage til England til Kong Ædhelstan, med saa mange af Britannerne, der paa denne Maade kunde redde sig[123]. Den anden Herre over Bretagne, Berengar, underkastede sig Villjam, der altsaa nu foruden Nordmandie beherskede Bretagne og en Deel af Loire-Egnen, og kort Tid derefter (933) forlenedes idetmindste med en Deel deraf, da han omsider, i Mellemriget efter Karl den enfoldiges Død, bekvemmede sig til at hylde Kong Rudolf[124].
Vi have her meddeelt Alt, hvad de paalidelige Kilder berette om Rolf og Nordmændenes Erhvervelse af Nordmandie. Den Dødsmaade, der i den norske Krønike tillægges ham, maa, som vi ovenfor bemerkede, grunde sig paa en Forvexling. Om hans Charakteer kunne vi vanskeligen gjøre os nogen Forestilling, thi til de Lovtaler, som de nordmanniske Historieskrivere i rigt Maal give ham, kunne vi ikke sætte nogen Lid. I det mindste kan det neppe have været synderligt bevendt med hans Christendom, dertil var han for gammel, da han lod sig døbe, og der findes endog Beretninger om at han efter at have antaget Christendommen lod offre hundrede christne Fanger til sine hedenske Guder, medens han dog tillige gav hundrede Pund Sølv til de Christnes Kirker, ligesom for at gjøre sig Æserne og de Christnes Gud lige gunstige[125]. Ere disse Beretninger end meddeelte af yngre og mindre paalidelige Skribenter, stemme de dog saa vel med, hvad vi af vore egne Sagaer erfare om Vikingernes Svæven mellem Christendom og Hedenskab, at vi neppe kunne tvivle om at de grunde sig paa gamle, paalidelige Sagn. Rolf var altsaa i dette, som i andet, en egte Viking. Men han var mere ordholden, end Vikingerne ofte plejede at være, thi han synes under hele sin Herskertid at have viist Kong Karl ubrødelig Troskab. Han var tillige, hvis man kan sætte Lid til de om ham opbevarede Sagn, strengt retfærdig og forstod at holde Orden i sit Land.
Rolf blev begraven i Rouen, i den af ham selv grundlagte Kirke, den nuværende Domkirke eller vor Frue Kirke. Hans Gravminde findes her endnu, lige over for hans Søns, dog ej paa deres gamle Plads, og med en Indskrift og en liggende Billedstøtte af ham, hvilke neppe ere ældre end det 14de Aarhundrede[126].
Om det end ikke udtrykkeligt sagdes, at Rolf besad store Talenter, kan man slutte det deraf, at han formaaede at udrette et saa stort Verk, som at underkaste sig og befæste sit Herredømme over en betydelig Deel af et fremmedt, fiendtligt Land, og at han forstod at give dette sit nye Rige Indretninger, der styrkede hans og hans Efterfølgeres Magt og Anseelse og forebyggede Feudal-Anarchi paa samme Tid, som de vedligeholdt den nedarvede Selvfølelse og Uafhængighedsaand hos hans Mænd. Thi hvor meget end det nordmanniske Lensvæsen kan siges at være det naturlige og oprindelige germaniske i Sammenligning med det kunstige System, der allerede havde gjort sig gjeldende i Tydskland og Frankrige, og hvor mange af de nye Indretninger i Nordmandie snarere maa betragtes som vedtagne af Nordmændene i Tidens Løb, end som en umiddelbar Følge af Rolfs Foranstaltninger, saa vilde dog det Hele neppe uden hans ordnende Haand have opnaaet den Fasthed og indbyrdes Harmoni, der udmerker de nordmanniske Institutioner, idetmindste saaledes, som de gjennemførtes i England, lige over for det løse, vaklende og anarchiske System, der i saa lang Tid var det herskende i Frankrige.
I det Svar, som lægges hiin Nordmand i Munden, at de alle vare lige, ligger Grundprincipet for det nordmanniske Lensvæsen. De erkjendte ingen Mellemled mellem Befalingsmanden og Følget, alle vare de uden Forskjel dennes Mænd. Det erobrede Landskab tilhørte Befalingsmanden, og han uddeelte det igjen mellem sine Mænd. Vel heder det, at han hyldede den franske Konge, altsaa erkjendte sig som hans Lensmand, men det heder tillige, at han fik Landet som Alod[127], med andre Ord, at det ej var et sædvanligt Len, men overdroges ham formelig til Ejendom, kun med den Forpligtelse at forsvare det og Rigets Grændser paa den Kant mod Fremmedes Angreb: det var et Markgrevskab. Dette Markgrevskab blev altsaa i hans egne Mænds Øjne hans Odel, som han igjen uddeelte mellem dem i mindre Dele, forbeholdende sig selv tilstrækkelige Besiddelser eller Ejendomsgaarde. De langvarige Ødelæggelser af Landet havde sandsynligviis forjaget de forrige frankiske Godsbesiddere enten til Byerne, eller til andre Landskaber, og den tilbageblevne Befolkning, der ej har kunnet være betydelig[128], maa især have bestaaet af ufrie Lejlændinger eller rettere livegne Jorddyrkere, der nedstammede fra den ældre gallisk-romaniske Befolkning, og som nu efter det frankiske Herredømme kom under det nordmanniske. Lige over for denne Befolkning maatte Nordmændene danne en højere Klasse eller Adel, og Adskillelsen mellem begge Klasser maatte her være skarpere og varigere end i Norge mellem Haulderne og Lejlændingerne, fordi de hørte til forskjellige Folk og i det mindste i Førstningen talte forskjellige Sprog, og fordi Herrerne i Nordmandie ej, som Haulderne i Norge, boede i aabne Gaarde, der kun ved deres Størrelse adskilte sig fra Lejlændingernes, men i befæstede Borge, der ragede højt op over de Høriges Hytter, og stedse mindede om det Krigsforhold, der gjorde dem til Landets Herrer. Og paa dette Forhold, tilligemed Nordmændenes eget nedarvede Frihedssind og Ættestolthed saavel som overhoved deres Foragt for de udartede og af dem overvundne Franker, maa det Overmod være grundet, hvormed den nordmanniske Adel betragtede sig som en ædlere og fornemmere Slægt end alle de øvrige Indbyggere af Frankrige og England.
I de norske Kongesagaer kaldes Rolf og hans Efterkommere Jarler, (Rúðu-Jarlar, efter Rúða d. e. Rouen), og dette maa derfor have været den Titel, hvormed deres egne Mænd benævnte dem, saa længe de talte Norrønasproget. Ogsaa i de paalideligste franske Skrifter og i Diplomer kaldes de sædvanligviis Comites d. e. Grever[129]; først senere blev Hertugstitlen almindelig[130]. Hans Mænd, til hvilke han uddeelte Landet[131], kaldtes milites, harones, proceres, alt efter deres Magt og Anseelse; milites svarer til „Hirdmænd“, harones til „Lendermænd“. De egentlige Forleninger maa oprindelig kun have bestaaet i Landsbyer, det vil sige Gaarde eller befæstede Herresæder, om hvilke Hørige havde bosat sig i Klynger, og disse Forleninger maa strax være blevne Besidderens Ejendom i den Forstand, som dette Ord toges i Norge, da Harald Haarfagre selv havde tilegnet sig Odelen, men Bønderne dog vedbleve at besidde Jorden, egentlig som Len, men dog i Virkeligheden som Ejendom. Naar det heder, at Rolf forlenede Enkelte med Steder og større Landskaber, maa man tænke sig, at han ved Siden af deres Ejendomslen har givet dem Distrikter at bestyre og dertil særegne Forleninger for at kunne bolde det nødvendige Antal Tropper, ligesom Harald Haarfagre gav Jarlerne og Herserne særegne Forleninger eller Veitsler; og ligesom vi i Norge finde Jarler og Herser, finde vi i Nordmandie Vicecomites og Barones, hvis Embedsfunktioner og Forpligtelser til Landsherren vistnok vare de samme, som Jarlernes og Hersernes til Kongen. Thi det kunstige System af Over- og Under-Vasaller, som herskede i det frankisk-tydske Lensvæsen, kjendtes ikke i det norske eller nordmanniske. Ved at give sin Lensmand et Landskab at bestyre, opgav derfor ikke Lensherren eller Staten, saaledes som i Frankrige eller Tydskland, sin umiddelbare Højhed og Magt over hver enkelt af denne Lensmands Undergivne, og derved ophørte heller ikke Rigets Eenhed ved Forleningerne, saa at det udstykkedes i ligesaa mange Stater som Len, hvilket var Tilfældet i Frankrige og Tydskland. Den ved Forleningen overdragne Ret vedblev kun at være Brugsret, ikke Regjeringsret, og Distriktsbestyrerne vare kun Embedsmænd, ikke Regenter. De Love, som Rolf gav Folket (plebs) vare, heder det, vedtagne af de fornemste Mænd (principes) nemlig af Lensbesidderne; de Hørige eller Lejlændingerne kunde naturligviis ingen Stemme have ved de offentlige Forsamlinger, hvilke her vistnok lige saavel som i Norge og paa Island kaldtes Thing. Deraf, at Rolf uden videre lod sin Søn hylde som sin Efterfølger, sees det at han bar betragtet Landet som sin Æts Odel, i hvis arvelige Overleverelse den franske Konge ej var berettiget til at indblande sig.
Paa denne Maade befæstede Nordmændene sit Herredømme i Nordfrankrige, og fra Landets Fiender bleve de dets sikkreste Forsvarere. Hidtil sang man endog i Litaniet „A furore Nordmannorum libera nos o Domine“; nu var det Nordmændene i Nordmandie, fra hvilke Frankriges øvrige Beboere især ventede sin Frelse for Nordens Vikinger. Og vist er det, at Vikingetogene i det Store til Frankrige fra denne Tid ophørte, naar man undtager under Forvirringen strax efter Villjam Jarls Død, hvorom senere. Vistnok kan dette Ophør af Vikingetogene til Frankrige for en stor Deel tilskrives forandrede Forhold inden Norden selv og den Omstændighed, at England og overhoved de britiske Øer mere og mere bleve det udelukkende Maal for de dansk-norske Vikingers Krigstog, men meget maa dog ogsaa de i Nordmandie bosatte Nordmænds Tapperhed og Ulyst til at dele deres engang erhvervede Besiddelser med senere tilkomne Vikinger have udrettet.
Norskt Sprog og nordisk Nationalitet var nu en Tid lang herskende i Nordmandie. Vel laa det i Sagens Natur, at i det mindste Sproget ikke kunde holde sig længe, da kun de færreste af de Nordmænd, som sloge sig ned her, førte Hustruer med sig, og de fleste saaledes egtede Kvinder fra Landet selv, hvis Sprog følgelig blev Børnenes Modersmaal. Heller ikke taltes Sproget lige meget i alle Egne af Landet, og det fortælles saaledes udtrykkeligt om Villjam, at han ikke vilde lade sin Søn Richard opdrage i Rouen, hvor der taltes mere romansk d. e. fransk, end dansk, men derimod sendte ham til Bayeux, hvor der taltes mere Dansk, og hvor Drengen kunde lære Sproget tilstrækkeligt til at tale med sine Landsmænd[132]. Men Sproget har dog efterladt Spor, der neppe nogensinde ville forsvinde. En Mængde Stedsnavne i Nordmandie ere endnu norske, kun med de Forandringer, som den franske Udtale gjennem flere Aarhundreder nødvendigviis maatte medføre. Saaledes finde vi flere Navne, der nu endes paa beuf eller boeuf, men hvori vi gjenkjende det norske bø, f. Ex. Elboeuf (Elvebø), Criqueboeuf (Kirkebø), Linbeuf (Lindbø), Daubeuf (Dalbø); da denne Endelse er charakteristisk for de nordiske Folk, er det klart, at de dermed sammensatte Navne ikke kunne hidrøre fra de for Nordmændene i disse Egne bosatte Franker eller Saxer, ligesom ogsaa Formen beuf, der mere minder om det norske bø end det dansk-gotiske by, viser at det var virkelige Nordmænd, ikke Daner, fra hvilke den hidrører. En anden charakteristisk nordisk, ikke frankisk eller saxisk Endelse, er den paa tot, der øjensynlig er en Forvanskning af det oldnorske túpt, tópt, tóft, f. Ex. Routot (Rolfstoft), Grastot (Grastoft), Lintot (Lindtoft), Yvetot (Ivarstoft), Criquetot (Kirkjutoft), Etaintot (Steintoft), Gonnetot (Gunnarstoft) o. s. v. Navne paa fleur minde om det oldn. fljót, f. Ex. Fiquefleur (Fiskafljot) Honfleur (Hindarfljot) o. s. v. Der er Navne paa bec, det norske bekk, f. Ex. Caudebec (Kaldabekk), Bolbec (Bollabekk); paa dieppe, det norske djup, paa dale, det norske Dal o. fl. I andre Navne er det latinske villa bibeholdt, eller maaskee sat istedetfor Gaard, medens den første Deel af Navnet er norsk f. Ex. Ingouville, Ingulfsgaard, Gonfreville, Gunnfredsgaard, Herouville, Herjulfsgaard o. s. v.[133]. De fleste af disse Navne tilhøre ikke Floder, Bjerge, eller Stæder, som allerede vare til før Nordmændenes Ankomst, men Landsbyer, Flekker, eller Byer, der have rejst sig senere; der er saaledes al Grund til at formode, at disse Landsbyer og Flekker, eller i alle Fald mange af dem, skylde et af en Nordmand opført Herresæde deres Oprindelse, og at det er dette, som først har baaret det norske Navn, der siden er blevet udstrakt til den Landsby, der samlede sig i dets Nærhed. Ogsaa det hele Landskab fik, som bekjendt Navn efter Nordmændene, og bærer det endnu. Dog kaldes det ikke strax saaledes i offentlige Dokumenter. I Begyndelsen førte Jarlerne kun Titlen „Grever“ eller „Markgrever af Rouen“, og Navnet Nordmandie forekommer neppe førend i Begyndelsen af det 11te Aarhundrede[134]. Det er, som man kan se, efterhaanden blevet brugeligt, og først almindeligt vedtaget paa en Tid, da de, som i Landet selv kaldtes Nordmænd, ikke længer talte det norske Sprog.
Men ophørte end det norske Sprog, saa ophørte dog ikke derfor den norske Nationalaand. Forædlet ved at optage i sig de højere Kultur-Elementer, der fandtes hos de Franske, gjorde den sig snart gjeldende blandt disse ved en mægtig Indflydelse paa deres Udvikling. Istedetfor at følge efter, gik den foran, og gav den nordfranske Aandsretning sit charakteristiske Præg. Hidtil havde Frankerne, med al deres højere Kultur, ingen synderlig Sands for hvad der forskjønner Livet. Der gaves ingen fransk Literatur, ingen Poesi. Først da Nordmændene i Nordmandie havde antaget det franske Sprog, begyndte dette at blive Skriftsprog og at holdes i Agt og Ære. Sandsen for Sagavæsen og Skaldekunst dulgte sig heller ikke, efter at Sagaernes og Skaldernes Sprog var ombyttet med det Lands, hvor Rolfs Nordmænd havde fundet et andet Hjem. Om Jarlernes og Høvdingernes Bedrifter dannede der sig Sagn, ligesom Sagaerne i Moderlandet; disse Sagn ordnedes i Vers og kvædedes af Menestrellerne eller Trouvererne, ej alene blandt den menige Almue, men paa Herrernes Borge, hvor de vare velkomne Gjester, og hvor det desuden var Skik, at hver den, der blev gjestfrit modtagen, fortalte sin Vert en Historie eller kvad ham et Digt[135]. Endog Villjam Erobreren havde sin Menestrel Taillefer med sig, da han underkastede sig England, ligesom de norske Konger havde sine Skalder, og endnu i Villjams Levetid var der Folkesange om hans Bedrifter. Paa denne Maade vaktes Sandsen for den nationale Literatur; det franske Sprog blev ikke længer en foragtet Almuedialekt, men den fornemme Verdens Sprog, som uddannedes og holdtes i Ære. Den nordiske Krigeraand og Ridderlighed, der udmerkede Nordmandies Høvdinger, blev siden et Mønster for Frankrige og for hele det af Frankrige paavirkede Vesteuropa; og det i Middelalderens Kultur-Udvikling saa merkelige Riddervæsen kan med Rette siges at have sin Oprindelse fra Nordmandie. Den mageløse Foretagelsesaand, der i sin Tid havde drevet Vikingerne, som under Rolfs Anførsel erobrede Nordmandie, fra Hjemmet, tillod heller ikke deres Efterkommere at sidde rolige hjemme, hvor Smaafejder med Nabovasallerne ej kunde give dem Beskjeftigelse nok. Derfor seer man dem, som Vikingerne fordum, drage ud paa Æventvr, snart i Flokke, snart enkeltviis. Villjam Erobreren udrustede en heel Hær og Flaade, og underkastede sig England. Thankred af Hautevilles Sønner droge i Følge med andre Landsmænd til Italien, og grundede det nordmanniske Rige i Neapel og Sicilien, ja stiftede endog et Herredømme i det fjerne Syrien, i Antiochia. Og hvor disse Nordmændenes Efterkommere, eller som vi nu til Adskillelse fra deres Forfædre ville kalde dem, Nordmannerne, traadte frem, bleve de altid sig selv lige og lagde altid, saavel i sine Dyder, som sine Lyder, deres norske Herkomst for Dagen. Saaledes som vi af Sagaerne lære vore Forfædre at kjende, og som vi endnu kjende vore af fremmedartet Forfinelse mindst paavirkede Landsmænd, saaledes viste ogsaa Nordmannerne sig tappre, men forsigtige, indesluttede i sig selv, beregnende og stundom listige, energiske hvor det gjelder, men sorgløse naar de tro sig sikkre; ædelmodige og trofaste i Venskab. Ogsaa idel Ydre gjenkjender man Nordboerne; Villjam Erobreren og Robert Viskard beskrives omtrent som Sagaerne beskrive deres Helte[136]. Hvor som helst nordmanniske Riger oprettedes, finde vi stedse de nordmanniske, oprindelig norske Lens-Institutioner, som Rolf allerede hjemme i Norge havde seet indførte, og som ved deres Simpelhed og lette Overskuelighed tjente til at sammenholde Monarchierne og derhos kunde lempe sig efter alle Tidsaldres Krav, medens det Feudalvæsen, som herskede i det øvrige Europa, kun ledede til Anarchi og Adsplittelse, og aldeles maatte gaa til Grunde, førend Statsforfatninger, stemmende med de nyere Tiders Fordringer, kunde opstaa. Vel maa derfor Oprettelsen af det nordmanniske Rige i Frankrige med fuld Føje kaldes en verdenshistorisk Begivenhed af en Følgerigdom som faa, og vel maa Norge være stolt af at have frembragt de dygtige Mænd, der trods saa mange Vanskeligheder formaaede at udrette saa stort et Verk.
- ↑ Hincmar af Reims hos Pertz, I. S. 467–470. Det er ellers et Spørgsmaal, om ikke „Carento“ her skal betegne Charente, siden det heder at Aquitanerne strede mod Sigfred.
- ↑ Navnet skrives, som ovenfor (S. 427) nævnt, paa mange forskjellige Maader, men da Chron. Sax. har Hæstén, synes „Haastein“ at være den rigtigste.
- ↑ Se ovenfor S. 429, 430.
- ↑ Hincmar, hos Pertz I. S. 475, jvf. Regino, sammesteds S. 578.
- ↑ Hincmar, sammesteds S. 496, 497, Regino, S. 585, 586.
- ↑ Regino, S. 586, 587.
- ↑ Se ovenfor S. 427, jvf. S. 430. I gesta dominorum Ambaziensium (Duchêne S. 21) heder det udtrykkeligt, at dette Haasteins (Hvastens) Tog foregik efter Karl den skaldedes Død, eller under Ludvig den stammendes Regjering, altsaa mellem 877 og 879. Dette stemmer langt bedre med hvad der af samtidige Annalister, som Forfatteren af Annales Vedastini og Chron. Sax., berettes om Haasteins Levetid, end hine yngre og upaalidelige Efterretninger, der henføre Haastein eller Hasting til 841 eller 843, og beviisligen tillægge ham Bedrifter, hvori han ej har deeltaget, eller hvis samtidige Berettere i det mindste ej kjende hans Navn. Fejlen synes at være opstaaet deraf, at Rolfs Ankomst efter et gammelt Sagn (Chron. Turonense hos Duchêne S. 25) sattes 15 Aar (tria lustra) efter Haasteins Herjetog, og da nu Rolfs første Hovedtog, som nedenfor skal vises, henførtes til 876, medens det snarere er at henføre til 897 eller 898, flyttedes Haasteins Plyndringstog op til Tiden før 862. Regnes Rolfs Tog derimod 15 Aar efter Udløbet af hine 3 Aar (879–882) i hvilke Haastein herjede, faar man netop 897.
- ↑ Ann. Vedast. hos Pertz. II. p. 199. Hincmar hos Pertz I. p. 514.
- ↑ Sammesteds S. 205.
- ↑ Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. I. p. 364–369. De øvrige engelske Annalister berette omtrent det samme, enkelte med større Vidtløftighed, dog saaledes at man tydelig kan see, at hvad de have tilføjet, kun skyldes deres egen Gisning.
- ↑ De højst upaalidelige Asserske Annaler (Gale S. 172) sige vistnok udtrykkeligt, at han i Aaret 895 vendte tilbage til Seinen, men denne Beretning er aldeles ikke at tage Hensyn til.
- ↑ Det fortælles vidtløftigt hos Villjam af Jumièges, hos Duchêne, Ser. rer. Nordm. p. 218, 221, 228. Dudo fortæller om Toget til Italien, og om hans Forlig med Kongen, dog uden at nævne noget om Chartres (Duchêne S. 66–68). Robert Wace v. 458–746) og Benoit de St. Maur l. I. v. 1163–1914) følge Villjam af Jumiéges. Matthæus af Westminster lader Haastein i Aaret 887 herje England, og derefter udføre sin hele Række af Bedrifter, lige fra Angrebet paa Frankrige til Erobringen af Luna og Forleningen med Chartres (S. 176); man kan ikke ønske noget bedre Beviis paa det Vaklende og Upaalidelige i den hele Fortælling. Villjam af Malmesbury (Savile S. 43) siger at „Hasting“ efter Gudrums Daab i 878 vendte tilbage til Frankrige.
- ↑ Her maa tillige det forhen omtalte Sagn, at Haasteins Plyndretog laa 15 Aar forud for Rolfs første Hovedangreb paa Frankrig, merkes; henføres dette til 897 eller 898, passer det temmelig godt dermed at Haastein i 882 virkelig sluttede et Forlig med Ludvig III. Men da de samme Forfattere, der nævne om Haasteins Tog til Luna, ogsaa henføre Rolfs første Hovedangreb til 876, synes de at have regnet de 15 Aar fra 861, hvilket giver sterk Formodning om at de have haft Velands Forlig for Øjne.
- ↑ Fulda-Annalerne, hos Pertz I. S. 386.
- ↑ Hincmar, hos Pertz I. S. 512. Fulda-Annalerne, sammesteds S. 393. Legenden om Martyrerne i Ebbekesdorp, Langebeks Scr. rer. Dan. II. p. 57 flg. Legenden nævner en Slaver, ved Navn „Baruth“, som Danernes Anfører. Maaskee man heller kunde læse „Haruch“ og antage ham for Erik II, skjønt man da rigtignok ogsaa maa læse Danum istedetfor Slavum. Den Omstændighed at de Faldnes Levninger bleve førte til Ebbekestorp (Ebstorf) i det Lüneburgske og der begravne, har foranlediget Flere til at antage, at Slaget stod der.
- ↑ Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. I. p. 358.
- ↑ Hincmar, S. 512. Fulda-Annalerne S. 393.
- ↑ Fulda-Annalerne S. 393. Regino, S. 592.
- ↑ Annales Vedastini hos Pertz II. S. 593.
- ↑ Alberic S. 211, 212. Denne melder forresten, efter Guido af Bazache, at Gudrum, overtalt af Isenbard, der havde taget sin Tilflugt til ham, var kommen over til Frankrige, og deeltog i dette Tog.
- ↑ Det er aftrykt hos Langebek Scr. rer. Dan. p. 71. Willems: Elnonensia. Det heder her blandt andet:
Da tog han Guds Orlov,
Herved Krigsfanen op,
Red han da blandt Franker,
imod Nordmændene; …
Da tog han Skjold og Spær,
Kraftigt red han der,
længe det ej vared,
Nordmændene han fandt.
Sang blev sungen,
Vig (Kamp) blev begyndt,
Blod skinnede paa Kinderne
der spillede de Franker. - ↑ Fulda-Annalerne, hos Pertz I. S. 394. Regino, sammesteds S. 593.
- ↑ Regino, S. 592. Iperii Chron. hos Bouquet. IX. S. 70, 71. Ædhelweard Mon. hist. Brit. I. p. 516. Det siges ikke udtrykkeligt, at Sigfred og Godfred hørte til den Hær, som enten havde siddet i Nimwegen,. eller Var slagen ved Saucourt, dog kan man slutte det af Chron. Sax., der i Korthed beretter disse Begivenheder, og kun omtaler een og den samme Hær. Haslau eller Haslou skal være det nuværende Elsloo, lidt nedenfor Maastricht. Ædhelweard kalder Stedet „Æscelum“.
- ↑ Hos Hincmar staar Hals.
- ↑ Denne Skik var sædvanlig, og omtales meget ofte i vore Sagaer.
- ↑ Saaledes fornemmelig efter delt samtidige Hincmar, (Pertz I. 313–315), der slutter sine ypperlige Annaler med dette Aar; han nævner udtrykkeligt, at Godfred fik Forleningen, Sigfred derimod de ved Plyndring af Kirkeforraadet tilvejebragte Skatte. Fulda-Annalerne, hvoraf der her er en dobbelt Bearbejdelse, fremstille Underhandlingerne noget forvirret (Pertz I. S. 595 flg.) I den ene Bearbejdelse handler om Godfred, den anden om Sigfred, dog heder det i hiin urigtigt, at Godfred fik Pengene, i den anden lige saa urigtigt, at Sigfred lod sig døbe.
- ↑ Chron. Sax. Mon. hist. Brit. I. 358. Annales Vedastini Pertz. II. S. 199 flg.
- ↑ Det heder i Annales Vedastini p. 200: qui nepos fuerat Heorici Dani: herved kan alene Kong Erik være meent. Denne Sigfred forekommer ellers ikke.
- ↑ Annales Vedastini Pertz II. S. 200, 201. Regino S. 591.
- ↑ Annales Vedastini p. 201. Chron. Sax. Mon. hist. Brit. p. 539. Asser S. 483. Ædhelweard, S. 516.
- ↑ Regino, S. 594. Annales Vedastini, p. 201.
- ↑ Fulda-Ann. sige udtrykkeligt (Pertz I. p. 398), at Giftermaalet mellem Godfred og Gisler fandt Sted i 883, Aaret efter Forliget ved Haslou. Heller ikke veed Hincmar, l. c. noget om at Gislas Haand var en af Fredsbetingelserne. Dette sige derimod Regino (Pertz I. p. 594), og andre.
- ↑ Det synes at være det samme Slag, der omtales i Fulda-Annalerne (Pertz I. p. 399), hvori Markgrev Henrik og Biskop Arno af Würzburg sloge Nordmændene, der havde angrebet Saxland, og i hvilket flere af de faldne Nordmænd skulle have været saa skjønne og store af Væxt, at Frankerne hidtil ej havde seet deres Lige. Ogsaa Chron. Sax. (l. c.) og Asser (l. c.) omtale dette Slag. Ligeledes omtales et andet Slag ved Nordwide i Frisland, hvor en Mængde Nordmænd skulle være dræbte. (Fulda-Ann. og M. Adam, I. 41).
- ↑ Øen skal nu hede Spik.
- ↑ Saaledes fremstilles Sagen af Regino (Pertz I. p. 595). De andre Annalister afvige noget; saaledes heder det i Fulda-Annalerne (p. 399), at Gisla allerede i 884 blev bragt til Kejseren, der opholdt sig paa et Møde i Worms, og ej fik Tilladelse til at vende tilbage til sin Mand; De vedastinske Annaler sige kortelig (p. 201) at han ved en af sine Mænds, Gerulfs, Svig, dræbtes af Markgrev Henrik. Denne Gerulf var ifølge Regino en af de Mænd, han havde sendt til Kejseren for at forebringe hans Begjering om Koblenz m. m.
- ↑ En forvirret Beretning om disse Begivenheder og om Forliget ved Haslou, findes ogsaa, tildeels efter tydske Forfattere, i Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 60. Her heder det, at Sigfred og Godfred havde Ragnar Lodbroks Sønner i Følge med sig. De her nævnte Sigfred og Godfred ansees af Nogle for de Konger af samme Navn, der faldt i Slaget ved Løwen, hvorom nedenfor. Godfred skal have efterladt sig en Datter, ved Navn Ragnhild, der blev gift med Grev Dietrich af Ringelheim eller Oldenburg.
- ↑ Annal. Vedast. hos Pertz II. p. 201. Det sees af disse, i denne Sag meest paalidelige, Annalers Udtryk „quia necdum eorum naves advenerant“, at de Nordmænd, der først ankom til Paris, droge over Land fra deres Lejr ved Løwen, hvor de i flere Aar synes at have havt deres egentlige Hovedtilhold. Det var de senere ankomne Skibe, der toge Vejen opad Seinen.
- ↑ Annal. Vedast. l. c. – Denne Opgivelse af Nordmændenes Styrke grunder sig paa Abbo, 1. B. v. 28 og 114. Regino (Pertz I. p. 596) nævner „over 30000 Krigere“.
- ↑ Aftrykt hos Duchêne, Scr. rer. Norm. p. 35–48, i Langebeks Scr. rer. Dan. II. p. 75–106 og i Pertz’s Mon. hist. Germ. II. p. 776–805.
- ↑ Fulda-Annalerne, hos Pertz I. p. 402, sætter denne Oversvømmelse i Mai, Juni os Juli Maaned. Men Ann. Vedast. (p. 202) nævne, hvad Paris angaar, udtrykkeligt Februar.
- ↑ Abbo, 1ste Bog, Slutn.
- ↑ Ann. Vedast. p. 202. Fulda-Annalerne S. 403. Regino, hos Pertz I. p. 596. Abbo II. v. 1–22.
- ↑ Ann. Vedast. p. 202, jvf. Abbo II. v. 28–67.
- ↑ Abbo, II. v. 220–226.
- ↑ Ann. Vedast. p. 202. Fulda-Ann. S. 403. Regino S. 596. Abbo II. v. 222, 223.
- ↑ Abbo, II. v. 334, jvf. Ann. Vedast. p. 203.
- ↑ Et factum est consilium nimis miserum, Ann. Vedast. p. 203. Det er imidlertid et Spørgsmaal, om Kejseren, naar Alt kom til Alt, kunde have gjort andet end hvad der skede. Nordmændenes Hovedhensigt var at komme forbi Paris op i den øvre Deel af Seinen. Vi se i det Følgende, at det alligevel lykkedes dem at drage Skibene over Land, hvilket de og ligeledes gjorde ved Tilbagetoget, og Odo gjorde da det samme som Karl, nemlig betalte dem Penge. Heri kunde han vistnok ikke hindre dem; Den offentlige Stemme fordrede imidlertid at Karl skulde have vovet en Dyst, skjønt han neppe vilde have udrettet stort derved.
- ↑ Regino, S. 597. Ann. Vedast. p. 203. Fulda-Annalerne S. 403.
- ↑ Abbo, II. v. 38s fgg.
- ↑ Regino, S. 599.
- ↑ Fulda-Annalerne, S. 403.
- ↑ Ann. Vedast. p. 203.
- ↑ Ann. Vedast. p. 203.
- ↑ Ann. Vedast. p. 204, 205. Regino, S. 599, 691. Fulda-Annalerne S. 405. Chron. Sax. p. 362. Vi have her i Tidsfølgen af de omhandlede Begivenheder især fulgt de, som det synes, i dette Punkt meest paalidelige Annales Vedastini. Regino indeholder flere interessante Enkeltheder, men er usikker i Tidsregningen; navnligen lader han Hovedbegivenhederne foregaa et Aar senere, end de virkelig fandt Sted. Chron. Saxonicum, der her, som det synes, indeholder samtidige Notitser, omtaler disse Begivenheder i al Korthed og i god Orden saaledes: „886: i dette Aar foer Hæren (nemlig i Nordfrankrige) tilbage til Vesten, men den som før havde været østover, gik op ad Seinen, og tog Vintersæde ved Paris … 887: Her foer Hæren op gjennem Broen ved Paris, og opad Seinen til Marne, samt fremdeles opad Marne til Chezy, og sad der samt i Yonnen to Vintre, paa begge disse to Steder. Samme Aar døde Karl, Frankernes Konge, efterat hans Brodersøn Arnulf 6 Uger før hans Død havde berøvet ham Regjeringen“. Det neppe synderlig paalidelige Trithemii Chronicon Hirsaugiense (I. p. 40) fortæller et Sagn om en Nordmand, ved Navn Aaskell (Anskatillus), der blev fangen af Odo, og af ham bragt til Limoges, hvor han gav ham Valget mellem Daaben og Døden; Aaskell valgte, siges der, det første; Odd selv stod Fadder til ham, og Daaben foregik med megen Stads i St. Martins Kirke, men netop da han tredie Gang havde neddukket sig i Fonten, gjennemborede Bannerherren Inge ham, og undskyldte sig med at han havde gjort det til Fædrelandets Bedste, for at befri det for en troløs Fiende. Odo lod sig af de omstaaende overtale til at give ham Ret, og belønnede ham med Slottet Blois.
- ↑ Regino, S. 601, 602. Ann. Vedast. p. 205. Chron. Sax. p. 362.
- ↑ Ann. Vedast. v. 860, p. 205. Regino, p. 602. Chron. Sax. p. 362.
- ↑ Ann. Vedast. p. 205.
- ↑ Ann. Vedast. p. 205.
- ↑ Regino, p. 602. Ann. Vedast. l. c.
- ↑ Fulda-Annalerne, S. 407. Regino, S. 602, 603.
- ↑ Dette fremgaar ej alene deraf, at Regino, efter at have beskrevet Nordmændenes Nederlag, og fortalt at ikke een undkom, dog strax efter (ved 892) fortæller om dem, qui ad naves remanserant, og som foretoge et nyt Tog ind i Ripuarien, men ogsaa af hans Ord, at Nordmændene, overmodige over Sejren ved Geule, cum omni virtute ad deprædandum proficiscuntur; thi virtus kan her ej betyde andet end det angliske dugu’d i en saadan Forbindelse, nemlig „de erfarne, ældre Krigere“, Kjernetropperne. Vi udhæve dette, fordi Slaget ved Løwen almindeligviis fremstilles som om det havde omfattet hele Nordmannahæren.
- ↑ Regino, S. 603.
- ↑ Fulda-Annalerne S. 408.
- ↑ Fulda-Annalerne ved 891. l. c. Fulda-Annalernes Beretning er igjen gaaen over i Adam af Bremens Verk, hvor dens Udtryk, at Vikingerne druknede per centena et millia (i hundrede og tusindeviis) tankeløst er gjengivet med at „100000 Hedninger faldt“.
- ↑ Det maa her desuden erindres, at af Vikingernes hjemmesiddende Landsmænd maatte det vel kun være de færreste, der vidste nogen Besked om, ved hvilken Lejlighed Sigfred og Godfred vare komne af Dage; de vidste, at de vare dragne ud omtrent ved 876, og at Slaget ved Løwen 891 før en Deel gjorde Ende paa Toget; det var saaledes rimeligt nok, at de henførte Kongernes Død til dette Aar.
- ↑ Olaf Tryggv. Saga Cap. 60, der grunder sig paa udenlandske Kilder, fornemmelig Mag. Adam. – Hr. Hauk Erlendssøns Beretning om Ragnars Sønner, Fornald. S. Nordrl. I. p. 357, 358.
- ↑ Det Vers, der i Beretningen om Ragnars Sønner S. 358 lægges Aslaug i Munden, og unegteligen har Præg af Egthed, synes at vidne om at en saadan Begivenhed, som den omtalte, virkelig har fundet Sted, nemlig at Sigurd Orm i Øje er falden paa et eller andet Vikingetog, og at Helge hvasse har bragt Dødsbudskabet tilligemed hans Vaaben hjem, og sidenefter egtet hans Datter. Det maa vel merkes, at Are frode, ved at opregne sine Forfædre, lader den ovenfor omtalte Olaf hvite være en Søn af Ingjald, Søn af Helge, Søn af Olaf, hvis Fader Gudrød var en Søn af Halfdan Hvitbein, men tilføjer derhos om Ingjald, at han var en Dattersøn af Sigurd Ragnarssøn (Islendingabok Cap. 12). At Ares Helge Olafssøn, der var gift med en Datter af Sigurd Orm i Øje, er den samme som Hauks Helge Olafssøn, der egtede Aslaug, Sigurds Datter, kan nu vist ikke betvivles. Og negtes kan det ikke, at Tidsregningen nogenledes tillader at antage Ingjald for at have været en Dattersøn af Sigurd Orm i Øje, om just ikke hans Moder var Hardeknuts Tvillingsyster: det bliver saaledes altid en Sandsynlighed for, at Are virkelig har Ret. Fundinn Noregr opstiller et tredie Slægtregister for Helge, hvilket vistnok forsaavidt stemmer med Hr. Hauks, som det lader ham nedstamme fra Dag og Thora Drengemoder, men det opfører dog tildeels andre Led; Hr. Hauk har nemlig „Dag – Ring – Inge –– Ingjald – Ring – Olaf“, medens Fundinn Noregr har „Dag – Ole – Dag – Olaf – Ring – Olaf“. At afgjøre hvilken af disse tre Slægtrækker er den rigtigste, er vanskeligt, imidlertid fortjener Are megen Troværdighed, og Helges Levetid bliver dog under enhver Omstændighed nogenlunde bestemt.
- ↑ Adam Brem. I. 50. Helge kaldes her Heiligo.
- ↑ Det maa derhos bemerkes, at uagtet Ann. Vedastini ved denne Lejlighed som oftest bruger Benævnelsen Nortmanni, nævnes dog ogsaa stundom Dani og Sigfred kaldes Rex Danorum. Regino nævner kun Nortmanni. Fulda-Annalerne nævne sædvanligviis Nortmanni, men sige dog, hvor Slaget ved Løwen omtales: Erat ibi gens fortissium inter Nortmannos Danorum, og Abbo nævner Dani. Her er altsaa virkelig den største Grund til at formode, at om end Mængden af Vikingerne have været Nordmænd, have dog ogsaa mange Danske været med, og at Toget er nærmest udgaaet under Overanførsel af danske Kongeætlinger. Usandsynligt er det heller ikke at Indbyggere af „Nortmannia“ eller det norske Rige i Sønderjylland, og tillige fra Viken have været med.
- ↑ Begge Tog, saavel det til England i 866, som det til Frankrige og Nordtydskland i 876, fremstille sig saaledes egentlig kun som en eneste stor Udvandring, bevirket ved Bevægelser i Danmark og de tilstødende Egne.
- ↑ Regino, S. 603.
- ↑ Dette staar just ikke udtrykkeligt i Ann. Vedastini, men ligger dog umiddelbart i dets Ord. Først heder det nemlig at Haastein (Alstign) i Aaret 890 satte sig fast med Sine i „Argova“ ved Somme; siden, at de Nordmænd, der sad i „Argobium“, flyttede til Amiens (891), at Odo drog med en Hær mod Amiens, men udrettede intet heldigt, og at „Danerne“ sidenefter overrumplede og sloge ham i Vermandois. Med Hensyn til Overrejsen til England, sejler Chron. Sax. ved at lade den foregaa ogsaa for de ved Løwen slagne Nordmænds Vedkommende i 893. Ann. Vedastini sige udtrykkeligt, at Nordmændene fra Løwen allerede om Høsten 893 satte over til England, da Frankrige hjemsøgtes af en Hungersnød. Ogsaa Ædhelweard sætter de ved Løwen slagne Nordmænds Overfart eet Aar efter dette Slag. Men Haastein derimod siges udtrykkeligt at være kommen noget senere, og rimeligviis var det ham, der ej kom førend 893.
- ↑ Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. p. 369.
- ↑ Navnet skrives i Ann. Vedastini p. 208 Huncdeus eller Hunedeus, og dette Navn kan maaskee være en Forvanskning af den angels. Form Ongenþeów d. e. Angantýr. Dog er det meget muligt, at Navnet ogsaa er fejlskrevet istedetfor Hemideus ɔ: Hamdhir, eller at Manden har hedet Hundi.
- ↑ Ordene i Ann. Vedastini ved 896: per idem tempus iterum Nortmanni cum duce eorum, Huncdeo nomine, et barchis iterum Sequanam ingressi ere nemlig næsten uforandrede gjengivne i det upaalidelige Chronicon Nortmannorum (Pertz I. p. 536), dog saaledes, at der staar Rodo istedetfor Huncdeo.
- ↑ Se ovenfor S. 511, 512.
- ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 24.
- ↑ Landnáma, II. 11. Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 157. Skaalholt-Udg. II. S. 88. Vistnok siger Laxdølasaga, der ogsaa (Cap. 32) opregner Slægten, at Gange-Rolf var en Søn af Øxnathore, men den hører,til de yngre Sagaer, og dens Vidnesbyrd kan derfor her ej veje op mod Olaf Tryggvessøns Saga, hvis Haandskrifter alle ere enige i, udtrykkeligen at kalde den her nævnte Gange-Rolf Ragnvald Mørejarls Søn. Heller ikke kjender Landnaama nogen Søn af Øxnathore ved Navn Rolf.
- ↑ Historia Norvegiæ. fol 4 b.
- ↑ Man gjenkjender Jornandes’s Ord Cap. 4: quasi officina gentium aut certe velut vagina nationum.
- ↑ Ifølge Breve Chron. S. Martini Turonensis skulde Rolf, paa Anmodningen om at kysse Kongens Fod, have sagt paa anglisk: ne se bi god (ne si be Gode), det skee ej, ved Gud, hvorefter han skal have faaet Tilnavnet Bigoth, og hans Mænd Bigothi. Det samme Tilnavn (hvori dog snarere en Hentydning til Gothi ligger skjult) tillægges dem af Guill. de Nangis, dog af den Grund, at Rolf „be god“ tilsvor Kong Karl Troskab.
- ↑ Undersøgelsen skede, som det heder, ved Jærnbyrd.
- ↑ Villjam af Jumiéges tilføjer her et Sagn, det samme, som i vore Sagaer fortælles om Frode, at Rolf lod ophænge en Guldarmring i et Træ, og at den i tre Aar hang urørt. Will. Gemet. hos Duchêne, S. 232. Lignende Sagn fortælles vistnok ogsaa om Østgoternes Theodorik, om Alfred i England, og om Brian Boru i Irland, men merkeligt er det dog, at just Villjam af Jumiéges meddeler det om Rolf. Thi ellers indskrænker han sig til hvad Dudo fortæller. Hvad han i denne tidligere Periode har mere end Dudo, er deels dette Sagn, deels Beretningen om Bier Costæ ferreæ, der ledsagede Hasting, deels ogsaa, hvad der nedenfor vil omtales, at den danske Konge Harald, der under Richard I besøgte Nordmandi, var fordreven af sin Søn Sven. Det er altsaa umiskjendeligt, at danske Sagn, forplantede til England ved Knuts Erobring, og derfra bragte til Nordmandie efter Englands Erobring 1066, hade udøvet Indflydelse paa Villjam.
- ↑ Dudo, hos Duchêne, S. 69–86.
- ↑ Will. Gemeticensis, hos Duchêne, S. 218, 230. Det maa dog bemerkes, at Tallet 898 er tilføjet i Margen, og saaledes maaskee skyldes Duchêne, ikke Villjam selv.
- ↑ Se Chron. Sancti Columbæ Senonensis, hos Pertz I. p. 104. Her staar det udtrykkeligt ved Aaret 911: „I dette Aar, Løverdagen den 20de August, da Nordmændene belejrede Chartres, og allerede vare nær ved at indtage Staden, kom Greverne Richard og Robert, og anrettede ved Guds Hjelp og den hellige Jomfru Marias Forsorg et stort Nederlag paa Hedningerne; af de faa, som vare tilbage, toge de Gisler“. De samme Ord gjentages udtrykkeligt i Chron. Besuense (hos Bouquet, IX. 20. Duchêne, som ogsaa meddeler dette Chronicon, har urigtigt Aarstallet DCCCXXCI istedetfor DCCCCXI, p. 23). Ogsaa de ovenfor paaberaabte Gesta Dominorum Ambaziensium, de samme, der henføre Haasteins Tog mod Tours til Tidsrummet efter Karl den skaldedes Død, sætter Slaget ved Chartres senere end 898, om just ikke saa seent som 911. Det heder nemlig (Duchêne S. 25): „Efter Kong Odos Død, i det syvende Aar efter hans dødelige Afgang (altsaa omtrent 905) blev Staden Tours m. m. opbrændt af Nordmændene Erik og Bathet (Baard?) saa vel som St. Martins Kirke med hele Borgen og 28 Kirker. Paa denne Tid belejrede Rolf, Nordmændenes Anfører, Chartres, men da han endnu var.Hedning, blev han bortjagen fra Chartres ved Synet af St. Marias Serk, hvilken Karl den skaldede havde bragt fra Byzants“. Om Ebalus af Poitiers, der nævnes i Forbindelse med Slaget ved Chartres, veed man at han først tiltraadte sit Grevskab i Aaret 902. Der er endnu flere urigtige Henførelser af dette Slag til forskjellige andre Aar. Misforstaaelser af Krønikernes Udsagn, og Utydelighed i disse med Hensyn til hvad der vedkommer hvert enkelt Aar, synes at have været Aarsagen. Erindres maa det derhos, at der ogsaa strax før Belejringen af Paris 886 fandt et Slag Sted ved Chartres, ligesom og at en Legende fortæller om et Slag ved Loches, hvori en Ebbo, Herre af Deols i Berri blev dødeligt saaret (Patriarchium Bituricense Cap. 52).
- ↑ Nogen Radbod, Frisernes Fyrste, nævnes ikke paa denne Tid hos Annalisterne, og der er vel altfor megen Grund til at antage, at Navnet er laant fra tidligere Sagn, eller at det har været et staaende Sagn-Navn for Frisernes Fyrster.
- ↑ Franko nævnes ikke førend i Aaret 912, da han døbte Rolf. Hans Formand Witto’s Navn findes blandt Underskrifterne paa Conciliet i Trosly 909; altsaa maa Witto være død, og Franko bleven Erkebiskop, mellem 909 og 912. Han nævnes allerede som Erkebiskop i Aaret 892. Hans Formand Johan var i 876 tilstede ved Conciliet i Pontion, og omtales af Flodoard ved 882. Frankos Død sættes af Villjam af Jumiéges til 939 eller lidt derefter. Det er saaledes neppe rimeligt, at han endog kan have været fuldvoxen i 876. Der var en Biskop Franko af Lüttich, mellem 852 og 901; maaske han kan have været forvexlet med den yngre Prælat af samme Navn i Rouen.
- ↑ Raginher omtales af den i 99O afdøde Abbed Fulko i Lobes ledt før Beretningen om Godfreds Drab 885; dog maa det rigtignok bemerkes, at der hos Fulko er nogen Forvirring i Tidsregningen, og at Aaret 888 tidligere er i nævnt. (Bouquet, Recueil &. VIII. p. 220). Raginher nævnes i Dipl. af 898, 915, 919, og hos Flodoard ved 924 (Bouquet, p. 181).
- ↑ Dudo, og efter ham Villjam af Jumiéges, kalde Adelsteen rex christianissimus og have selv vistnok tænkt enten paa Ædhelstan, der var samtidig med Rolfs sidste Dage, eller paa Alfred. Wallingford, der forsøgte et Slags Kritik, har derfor ogsaa nævnt Alfred istedetfor Alstemus. Men det sandsynligste er her, at Gudrum Ædhelstan er meent.
- ↑ Flodoardi hist. Remensis, hos Bouquet, VIII. d. 163.
- ↑ Annal. Vedastini, Pertz II. p. 196, jvfr. Hincmar, hos Pertz I. S. 501.
- ↑ Annales Vedastini, p. 201.
- ↑ Annales S. Columbæ Senonensis, Pertz I. p. 104.
- ↑ Paa samme Maade f. Ex. tildele vore Sagaer Harald Haardraade en langt mere fremragende Rolle i de byzantinske Begivenheder, end han i Virkeligheden, skjønt Deeltager deri, kan have udført.
- ↑ Hvad der fortælles om hans Broder „Gurim“ eller Gorm, er vist alene en ny Misforstaaelse af Fortællingen om Kong Gudrum, alias Ædhelstan, alias Hasting.
- ↑ Det er allerede ovenfor (S. 634, Noten) bemerket, hvorledes det Sagn, at Rolfs Tog til Frankrige skal have fundet Sted tria lustra efter Haasteins, har givet Anledning til at henføre dette til Tiden før 862; Angivelserne vakle nemlig mellem 841, 851 og de nærmest følgende Aar. Men ligesom og, hvad vi have seet, Haasteins Forlig med Kong Ludvig III 882 er blevet forvexlet med Velands i Aaret 861, kunde denne Forvexling igjen have givet Anledning til at henføre Rolfs Ankomst til 876, uafhængigt af den Beretning, at der
- ↑ Villjam kaldes adolescens, og omtales forøvrigt som en neppe fuldvoxen Yngling, saavel af Dudo, som Villjam af Jumiéges, hvor der handles om hans Udnævnelse til Faderens Efterfølger. Hans Moder kaldes forresten i Chron. Roth. i Labbæi Bibl. I. 1, saavelsom i Radulphi de Diceto Abbrev. Chron., (hos Twysden S. 453) en Datter af Grev Wido af Senlis, og Dudo selv kalder (S. 95) Grev Bernhard af Senlis, der sandsynligviis var Widos Søn, Villjams avunculus.
- ↑ Flodoard siger nemlig paa det for omtalte Sted i sin hist. eccl. Remensis, hvor Talen er om Rolfs Overgang til Christendommen og Daab: ad petitionem Willonis tunc Rotomagensis epiccopi &c., hvoraf man maa formode, at Witto endnu levede, da Rolf begyndte Krigen, maaskee endog endnu i 911, da Slaget ved Chartres stod.
- ↑ Kong Karl var paa denne Tid kun 33 Aar gammel, og synes saaledes vanskeligt nok at kunne have haft en voxen Datter, hvorvel det just ikke kan kaldes ganske umuligt.
- ↑ Det er overhoved usikkert, om „Gisla“ er et virkeligt Navn, og ikke snarere en Betegnelse af at den Kongedatter, der egtede Rolf eller Godfred, var etslags Gissel.
- ↑ Det er vistnok ikke umuligt, at Fortællingen om Villjams, Rolfs Søns, Mord ved den flanderske Hertug Arnulfs Svig ogsaa kan have foresvævet Forfatteren af Historia Norvegiæ, dog udelukker dette ikke Muligheden af at han tillige har indblandet hvad der vedkom Godfred.
- ↑ Bouquet, Recueil, IX. p. 536.
- ↑ Saaledes Ordrik, Fejlen gjentages hos Florents af Worcester, og mange andre, ja endog i Rolfs Gravskrift. Om den i Historia Norvegiæ givne Beretning angaaende hans Død, se nedenfor.
- ↑ Flodoard, Chron. hos Boucquet VIII. p. 180.
- ↑ Roman de Rou v. 2162.
- ↑ Der skal, som Abbé des Tuileries foreslaar, her vistnok hos Flodoard læses Belvacense, ikke Bajocense.
- ↑ Flodoard, hos Pertz V. p. 376.
- ↑ Pagus Namneticus, Flodoard, hos Pertz. V. p. 377.
- ↑ Det heder nemlig senere, som strax nedenfor omtales, at Rolf havde Odo, Heriberts Søn, som Gissel, og da Odo ikke var Gissel i Begyndelsen af Aaret 927, hvilket af Flodoards Udtryk kan sees, kan det alene have været ved Forliget i Eu, at han stilledes.
- ↑ Det siges udtrykkeligt i Chron. Turonense, men dette Chronicon er ikke paalideligt. Imidlertid kunde dog nok enkelte af dets Dateringer grunde sig paa ældre, paalideligere Efterretninger. Alberich, der dog heller ikke er at stole paa, sætter Rolfs Død til 928 (S. 266). En enkelt Kodex af Chron. Sax. sætter Villjams, Rolfs Søns, Regjeringstiltrædelse ved 928, uden dog at nævne noget om Rolfs Død; sandsynligviis regnes her omtrent fra Villjams Hylding (Mon. hist. Brit. I. p. 382). Chron. S. Mart. Turonense. (Bouquet VIII. 316) siger at Rolf døde i sit Hertugdømmes 42de Aar. Dette er aabenbart fejlagtigt.
- ↑ Nemlig deels Opstanden i Bretagne 931, hvorom nedenfor, deels Dudos Udsagn, at Rolf døde et Lustrum efter at hans Søn Villjam var bleven hyldet; thi denne hans Hylding maa nødvendigviis have været samtidig med hans egen Troskabsaflæggelse til Kong Karl og Freden i Bretagne 927, ligesom Flodoard, hvor han omtaler Sammenkomsten i Eu, nævner Villjam som handlende paa egen Haand.
- ↑ Flodoard, 377.
- ↑ Flodoard, hos Pertz, V. p. 368.
- ↑ Nantes-Krøniken, hos Bouquet VIII. p. 276.
- ↑ Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. I. p. 376, 377. Se mere herom nedenfor § 33.
- ↑ Flodoards Udtryk ere: ved 921 (S. 369): Rothertus comes Nortmannos, qui Ligerim fluvium occupaverant, per 5 menses obsedit, acceptisque ab eis obsidibus, Britanniam ipsis, quam vastaverant, cum Namnetico pago concessit, quique fidem Christi coeperunt suscipere. Ved 921 (S. 874). Raginoldus cum suis Nortmannis, quia nondum possessionem intra Gallias acceperat, terram Hugonis inter Ligerim & Sequanam depopulatur. Og endelig ved 927 (S. 377): Nortmanni de Ligeri, postquam obsessi sunt hebdomadibus 5 ab Heriberto & Hugone, datis acceptisque obsidibus et concesso sibi pago Namnetico, pacem pepigere Francis.
- ↑ Flodoard, ved 923, S. 371.
- ↑ Aimoinus de Miraculis S. Benedicti, hos Duchêne, S. 31.
- ↑ Aimoinus, sammesteds, S. 31. Det tilføjes her paa egte Legende-Viis, at han blev højlagt, men at Jorden udkastede Ragnvalds Lig, som maatte syes i en Sæk med Stene, og kastes i Seinen, og at Erindringen om ham vilde have været tilintetgjort, hvis ikke Munkene af Fleury havde ladet hans Billede indhugge paa den nordre Væg af St. Mariæ og St Benedikt-Kirken, hvor det paa Forfatterens Tid endnu saaes.
- ↑ Flodoard, ved 930, hos Pertz. V. S. 378.
- ↑ Flodoard, ved 931, S. 380: Der staar her: Brittones, qui remanserant Nortmannis in Cornu Galliæ subditi, consurgentes adversus eos qui inter eos morabantur Nortmannos,cæso primum duce illorum nomine Felecan, &c. Dette har man forklaret som om Felecan var Briternes Anfører, men det ligger ikke i Ordene, og Navnet kan godt tænkes som en Forvanskning af et eller andet norskt Navn eller Ord, var det endog kun Ordet fylkir.
- ↑ Flodoard, ved 931, S. 380.
- ↑ Flodoard, ved 933, S. 381. Af det ovenfor paapegede synes det som om det her brugte Udtryk terra Brittonum in ora maritima sita ikke alene skal forstaaes om Cotentin, men snarere om hele Kystlandet, især Cornouaille.
- ↑ Adhemari Chronicon og Richardus Pictaviensis hos Bouquet VIII. 232 og IX. 23.
- ↑ Indskriften, hvori den forhen omtalte, allerede af Ordrik Vitalis begaaede Fejl forefindes, at Rolfs Død henføres til 917, lyder saaledes: Ilic positus est Rollo, Normanniæ a se territæ, vastatæ, restitutæ, primus dux, conditor, pater, a Francone archiepiscopo Rotomagensi baptizatus anno 912, obiit anno 917. Ossa ipsius in veteri sanctuario nunc capite navis primum condita, translato altari, hic collocata sunt a B. Mauritio, archiepiscopo Rotomagensi anno 1063.
- ↑ Dudo, S. 83. Dedit itaque filiam suam Gislam nomine uxorem illi Duci, terramque determinatam in aludo et in fundo, a flumine Eptæ usque ad mare. Og her maa Dudo eller hans Hjemmelsmand Rodulf være en vegtig Autoritet, da Adkomsten eller Titelen paa den Tid, han skrev, maa have været den samme, som ved Afstaaelsen.
- ↑ Det vil nedenfor vises, hvorledes de fleste Landsbyer eller af Landsbyer opstaaede Stæder i Nordmandie have norske Navne, hvilket tyder paa at de nærmest skylde Nordmændenes Borge deres Oprindelse, og at de altsaa ej tidligere have været til.
- ↑ Ordet „Greve“, eller, som det i Anglisk skrives, geréfa, svarer nemlig i Middelalderens Skrifter aldeles til den latinske Embedstitel Comes. Geréfa er dannet af róf d. e. Tag, og betyder oprindelig: „den som sidder under Tag med En“, dernæst: Staldbroder, Ledsager.
- ↑ Dudo, hvis Udtryk ere mere poetiske og derfor svævende og ubestemte, kalder Jarlen i Nordmandie snart Comes, snart marchio, dux, palricius. I et Dokument af 918 kalder Richard I sig selv marchio (Bouquet IX. p. 731). Comes var dog den sædvanlige Titel.
- ↑ Dudo, S. 85 siger udtrykkeligt, at Rolf uddeelte Landet til sine tro Mand ved Rebning (Illam terram suis fidelibus funiculo divisit). Han indbød ogsaa andre til at nedsætte sig i Landet, dog vistnok kun som hørige.
- ↑ Dudo, S. 112. Man maa her ikke glemme, at Dudo skrev paa en Tid, da Danernes Overmagt i Norden havde gjort Dansk til Fællesbenævnelse for den nordiske Nationalitet.
- ↑ Se herom især Petersen: „om Stedsnavne i Nordmandiet“, Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed II. S. 224-242. Vi have her kun anført Navne, som ere utvivlsomt norske, thi flere kunne lige saa godt være frankiske eller saxiske som norske.
- ↑ Det ældste hidtil opdagede Diplom, hvor Nortmannia forekommer, er af 1024 (Monast. Angl. VI. p. 1108). Dog maa Navnet i daglig Tale have været længe brugeligt, ligesom Nortmania om Sønderjylland.
- ↑ Det heder saaledes i Fablian du sacristain de Cluny:
Usage est en Normandie
Que qui herbergiez est quil die
Fable ou chanson die á l’hoste.Depping, S. 448.
- ↑ Merkelig er især Anna Komnenas Beskrivelse af Robert Viskard: „Robert var en Mand af overvættes Herskesyge og Ærgjerrighed, han var fra Nordmandie, og var opvoxet og oplevet i alslags Ondskab. … Robert var Nordmanner af Fødsel, af uberømt Herkomst, begjærlig efter Herredømme, foretagelseslysten, personlig tapper, gridsk efter at tilvende sig fornemme Mænds Rigdom og Formue, urokkelig i at stræbe derefter, og paa ingen Maade at drage tilbage fra det Maal, han engang havde foresat sig. I Legemsstørrelse overgik han endog de højeste, hans Hudfarve var rødlig, hans Haar gule, han var bredskuldret, hans Tilie kunde næsten siges at gnistre; hver det gjaldt at udstrække Legemet, gjorde han dette med Lethed, og hvor han maatte drage det sammen, skede dette ogsaa paa en net Maade. Saaledes beskaffen var han fra Top til Taa, efter som jeg har hørt mange sige. Homer fortæller at Achilleus havde saa sterk Stemme, at man, naar han talte, troede at være en heel Mængde Mennesker; men Robert kunde, som man fortæller, ved sit Raad jage mange Tusinde paa Flugten. Saaledes beskaffen med Hensyn til Lykke, Naturgaver og Aand, kunde han, som rimeligt var, ej finde sig i Trældom, og ikke taale at lyde Nogen. Saaledes ere de store Sjeele beskafne, om end under ringere ydre Vilkaar“. Gaufred Malaterra, der omtrent ved 1100 beskrev Nordmannernes Bedrifter i Italien, og nævner som Rolfs (Rholo’s) Fædreland Danmark eller Norge (Dacia vel Norveja I. 1), beskriver Folket saaledes: det er listigt, hevngjerrigt, venter altid Fordeel andensteds, bryder sig lidet om sit Fædreland, er gridsk efter Gods og Herredømme, forstiller sig, naar det skal være, holder Middelvejen mellem Gjerrighed og Gavmildhed. Dets Høvdinger glæde sig ved et godt Ry, og ere saare gavmilde, Folket forstaar at smigre, lægger sig især efter Veltalenhed, saa at man endog treffer Drenge der ere Talere; det maa holdes i Lige under Retfærdighedens Aag, ellers bliver det tøjleløst; det kan taale Arbejde, Hunger, Kulde, hvor det behøves. Det ynder Jagt med Hunde og Høge, og er kjært i Heste og alle Slags Krigs-Redskaber.