Det norske Folks Historie/1/82

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens Danerne ſatte ſig faſt i England, og oprettede et Rige der, forberededes ogſaa i Frankrige, ved Nordmændenes fornyede Angreb, Oprettelſen af det norſke Lensrige eller Herredømme, hvis tappre og ridderlige Herrer, uagtet de tilſyneladende antoge franſk Nationalitet, dog, fremdeles Nordmænd baade i Navn og Sind, vare beſtemte til at gribe ſaa mægtigt ind, ej alene i Frankriges og Englands, men i hele Europas Hiſtorie. Frankrige var, ſom vi ovenfor have ſeet, i en Række af Aar blevet forſkaanet for de hyppige og ødelæggende Angreb, ſom i den tidligere Deel af Aarhundredet havde hjemſøgt det. Der kom nemlig, ſom det ſynes, ikke ſaa mange nye Hære til Landet, men de Nordmænd, man havde at beſtille med, vare for det meſte kun de, der engang havde ſat ſig faſt ved Hovedfloderne. Herfra gjorde de vel af og til Udfald rundt om i Landet, men det er tydeligt at ſee, at deres Antal nu ej kan have været ſaa ſtort, ſom forhen, da de hyppigere bleve ſlagne af de franſke Høvdinger. Disſe Kampe, der af de franſke Annaliſter temmelig nøjagtigt omtales, frembyde dog for lidet interesſante Enkeltheder til at vi her ſkulde behøve at dvæle nærmere ved dem. Det er her af ſtørſt Interesſe at lægge Merke til de fornemſte Høvdingers Navne. Af disſe nævnes en Sigfred ſom Anfører for en Hob, der havde ſat ſig faſt ved Charenton i Nærheden af Paris[1], og Haſting eller Haaſtein[2] ſom en af Loire-Nordmannernes Anførere. Dette er den virkelige hiſtoriſke Haaſtein, der nu førſt fremtræder, og hvis Bedrifter af yngre, ukritiſke Forfattere ere overførte paa en ældre, opdigtet Haſting, om hvis Tilværelſe ſamtidige Forfattere aldeles ikke vide noget at fortælle[3]. Hiin virkelige Haſtings tidligſt omtalte Bedrift er et Herjetog, han i Aaret 867 foretog fra ſit Tilhold ved Loiremundingen gjennem Anjou, Poitou og Touraine. Markgrev Robert og Ramnulf, Hertug af Aquitanien, ſamlede en overlegen Hær, ved hvis Nærmelſe han trak ſig tilbage, men da de forfulgte ham ſaa hidſigt, at han ikke ſaa nogen Udvej til at kunne ſlippe fra dem, kaſtede han ſig med den ſtørſte Deel af ſine Mænd ind i en Kirke, og forſvarede ſig her med en ſaadan Tapperhed, at den fiendtlige Hær efter at have ſeet begge ſine Anførere falde, Robert ved et pludſeligt Udfald af Nordmændene, og Ramnulf ved en fra et Vindue udſkudt Piil, modløs og raadvild trak ſig tilbage, og Nordmændene i Triumf fortſatte Tilbagetoget til deres Flaade[4]. Det lykkedes dem nogle Aar ſenere at ſætte ſig faſt i Angers, til hvilken ſterkt befæſtede Stad de ogſaa bragte deres Kvinder og Børn, for her at have et faſt og uindtageligt Tilhold ſaa godt ſom i Hjertet af Frankrige. Den Fare, ſom derved truede baade Frankrige og Bretagne, bragte Kong Karl den ſkaldede og Kong Salomon af Bretagne til at forene deres Vaaben. De omringede og belejrede Byen, og brugte flere nye og ſindrige Krigsmaſkiner, uden dog i lang Tid at kunne udrette noget. Da begyndte Briterne at aflede Floden Mayenne, hvori Nordmændene havde deres Skibe, og Frygten for at tabe disſe bragte Nordmændene til at byde Kong Karl en ſtor Pengeſum, for at faa Tilladelſe til at drage bort. Dette var den førſte Gang, at Nordmændene ſelv tilbøde at betale Penge iſtedet for at udpresſe Penge af Frankerne. Den pengegridſke Karl tog imod Tilbudet, og lod Nordmændene ſlippe ud, imod det Løfte, at de ſkulde forlade hans Rige; de forpligtede ſig til ikke at blive længer end Vinteren over paa Loire-Øen, forat kjøbſlaa med Indbyggerne; de, ſom da ikke enten havde ladet ſig døbe, eller vilde lade ſig døbe, ſkulde drage bort og ikke mere komme igjen (873). Men de holdt ikke Løftet, tvertimod opførte de ſig, ſom det heder, grummere end forhen[5]. I det følgende Aar (874) blev Kong Salomon dræbt af tvende af ſine Hertuger, der nu kom i Strid med hinanden om Regjeringen. Den ene af dem tilkjøbte ſig Nordmændenes Hjelp, men den anden, der allerede forhen havde vundet Haaſteins Agtelſe ved ſit uforfærdede Mod, ſlog ham i Nærheden af Rennes, og anrettede et ſtort Blodbad mellem hans Mænd[6]. Nordmændene forſkandſede ſig i en Kirke, og ſlap om Natten ned til deres Skibe. Siden herjede de de omliggende Egne i længere Tid. Paa denne Tid var det ogſaa, at Haſting eller Haaſtein gjorde det ødelæggende Tog til Tours, ved hvilket St. Martins hellige Levninger, ifølge Sagnet, ſkulle have reddet Staden, men ſom af ſenere ukritiſke Annaliſter henføres til 841[7]. Den hele Egn mellem Cher og Loire herjedes, og Haaſtein ſkal i hele tre Aar (879—882) have foruroliget Landet Indbyggerne i Tours bragte for Sikkerheds Skyld deres Helgens Relikvier til Auxerre, hvor de forbleve indtil de i Aaret 885 bleve med Magt tagne tilbage, da Biſkoppen af Auxerre ikke med det Gode vilde give Slip paa dem. Haaſtein blev ſiden, det nævnes ikke udtrykkeligt hvorledes, vunden af Ludvig III (882), og han forlod nu Loire-Egnen[8], hvorimod man i Aaret 890 finder ham i Nærheden af Somme, hvor han ſluttede et ſvigagtigt Forlig med Abbeden af St. Baaſt[9]. Han drog ſiden (893) med 80 Skibe over til England, løb ind i Temſen, og ſatte ſig faſt, førſt ved Middelton, ſiden ved Beamfleot, paa hvilke begge Steder han byggede Befæſtninger. Paa denne Tid var ogſaa Levningerne af den ſtore Nordmanna-Hær, ſom nylig var bleven ſlagen af Kong Arnulf (hvorom nedenfor), kommen til England for at herje; Haaſtein ſluttede ſig ſtundom til dem, men handlede dog, ſom det ſynes, for det meſte paa egen Haand. Han maa endog have indgaaet et Forlig med Kong Alfred, ſiden det heder, at denne og Ealdormanden Ædhered ſtode Fadder hver til en af hans Sønner. Dette afholdt ham dog ikke fra at plyndre paa ny, og at laane ſin Befæſtning ved Beamfleot til den anden Hedningehær, medens han ſelv var ude at herje. Imidlertid angreb Kong Alfred hans Befæſtning, og ſlog de der forſamlede Hedninger, ſom maatte flygte, efterladende ſine Huſtruer og Børn. Ved denne Lejlighed faldt ogſaa Haaſteins Kone og to Sønner i Alfreds Hænder, men han udleverede dem igjen til Haaſtein, ſandſynligviis imod at denne fornyede ſine forrige Eder paa at han herefter intet ſkulde foretage ſig mod Kongen[10]. Heller ikke nævnes han mere i de engelſke Annaler[11]; han er rimeligviis allerede nu vendt tilbage til Frankrige; i det mindſte maa han være kommen tilbage, da den anden Hedningehær i Aaret 896 atter drog over til Seinemundiugen. De fleſte Forfattere, der vide at fortælle om Haaſteins og Bjørn Jernſides foregivne Tog til Tours i 841 og til Italien i 857, nævne ogſaa, at han efter ſin Tilbagekomſt til Frankrige ſkulde have ſluttet Forlig med Karl den ſkaldede, antaget Chriſtendommen og faaet Grevſkabet Chartres til Len, hvilket han dog ſiden afhændede til en Grev Theobald, der indbildte ham, at Karl ſtræbte ham efter Livet, fordi han tidligere havde udgydt ſaa mange Chriſtnes Blod; herover ſkulde Haaſtein være bleven ſaa forſkrækket, at han ej alene ſolgte Grevſkabet, men ogſaa begav ſig bort fra Frankrige, uden at man ſenere hørte noget til ham[12]. Da de paalideligere Forfattere aldeles ikke kjende nogen Greve af Chartres, ved Navn Haaſtein eller Haſting, og da vi desuden, ſom ovenfor viiſt, juſt finde Haaſtein omtalt efter Karl den ſkaldedes Tid, maa man antage, at denne Beretning ikke er mindre upaalidelig end de øvrige, hvortil den ſlutter ſig. Hvad der har foreſvævet Fortællerne, ſynes at være Haaſteins Overeenskomſt med Ludvig III i Aaret 882, men denne har man igjen forvexlet, deels med det Forlig, ſom Nordmanden Bjørn (ſe ovf. S. 432) indgik med Karl den ſkaldede i Verberie 858 — Bjørn, med Tilnavn Jernſide, udgives nemlig for Haſtings Medkæmper —; deels med Velands Forlig i Aaret 861. Veland lod ſig (ſe ovf. S. 434) endog døbe, og dette Forlig ſkaffede Frankrige Puſterum for en Tid; her vare altſaa flere Omſtændigheder forhaanden, der kunde begunſtige Forvexlingen[13].

Imidlertid havde andre Vikingeſkarer hjemſøgt det øſtlige Frankrige, Rhin-Egnene, Frisland og Saxland. Krigsbegivenhederne i Saxland bare dog meeſt Charakteren af virkelige Fejder mellem det tydſke Rige og Danerne eller Nordmændene i Jylland, hvis Konger, Sigfred og Halfdan, i Aaret 873 ved et Møde i Nærheden af Ejderen ſluttede Fred med Ludvig den tydſke, beſvore Freden paa deres Vaaben, og forærede Kongen et guldfæſtet Sverd[14]. Dog fornyedes Krigen ſnart. Danerne i Forbindelſe med Venderne gik over Elben, og overvandt Saxerne i et ſtort Slag, rimeligviis i Nærheden af Hamburg, hvor Hertug Bruno af Saxland tilligemed mange andre verdslige og gejſtlige Herrer faldt, og en Mængde bleve tagne til Fange[15] (2 Febr. 880). Ikke førend Aaret efter lykkedes det Brunos Broder, Hertug Otto af Saxen, at drive Danerne tilbage over Elben. Et Par Aar i Forvejen var en mægtig Hær af Nordmænd kommen til Schelde-Mundingen. Den havde førſt været i England, hvor den en Stund opholdt ſig ved Fulham i Nærheden af London (879); derfra drog den over til den franſke Kyſt (880) og opad Schelden, hvor den ſatte ſig faſt i Gent, og foretog herfra ſtore Plyndretog til alle Kanter[16]. Kong Ludvig drog ſelv imod dem med en Hær, og tilføjede dem ogſaa ved Sambre et Nederlag[17], hvori de ſkulle have tabt flere end 5000 Mand, men Kongens egen Søn Hugo faldt ogſaa i Slaget (850), og vi ſee Nordmændene, trods Nederlaget, herje paa ny. En Afdeling drog op ad Waal, plyndrede Baiorzuna (Bergen op Zoom)[18], og ſatte ſig faſt i det vel befæſtede kongelige Palads i Nimwegen, medens en anden ſtrejfede mod Syden, herjede de fleſte Byer og Kloſtre i Nærheden af Schelde, hvoriblandt St. Omer, Arras, Beauvais og Grændſerne af Burgund, og toge Vinterkvarteer i Courtray[19]. En fornem Franſkmand, ved Navn Iſenbard, ſluttede ſig til dem. Omſider ſatte Ludvig den 3die, Ludvig den ſtammendes Søn, en Grændſe for deres Fremtrængen paa denne Kant ved en ſtor Sejr, han vandt over dem i Nærheden af Saulcourt, i Landſkabet Vimeu (881). Ni tuſinde af Nordmændene ſkulle være faldne[20]. Et ældgammelt frankiſk Kvad om denne Sejr er endnu til[21]. Levningerne af Nordmændenes ſlagne Hær trak ſig tilbage til Gent, og forenede ſig ſiden, ſom det ſynes, med den anden Afdeling, der var dragen op ad Rhinen. Imod denne drog Kong Ludvig den Saxer, Ludvig den tydſkes Søn, med en Hær, og gav ſig til at belejre Slottet i Nimwegen. Men dette var altfor ſterkt til at han kunde indtage det, og efter nogle Dages uheldige Kamp, hvorved Nordmændene fangede en Søn af den ſaxiſke Grev Meinhard, begyndte man Underhandlinger. Nordmændene, der vel heller ikke ſyntes om at blive blokerede i det fiendtlige Land, lovede at forlade Ludvigs Rige, hvis han vilde drage Hæren bort. Dette ſkede, og Nordmændene droge virkelig tilbage til Rhinmundingen, dog efter førſt at have opbrændt Paladſet[22]. Men endnu ſamme Aars November Maaned kom en Nordmannahær under Anførſel af Kongerne Sigfred og Godfred tilbage op ad Maas, og tog ſit Vinterſæde ved Haslou i Nærheden af Maas. Hovedſtyrken af denne Hær ſynes at have været Levningerne af den, der var bleven ſlagen ved Saucourt; men det lader ogſaa til, at den anden Afdeling, der nys havde forladt Nimwegen, ſlog ſig ſammen med den, for atter at prøve ſin Lykke i Rhinegnene[23]. Ludvig den Saxer ſendte en Hær imod dem, men døde ſtrax efter (20de Jan 882); ved Efterretningen herom trak Hæren ſig ſtrax tilbage, og Nordmændene fulgte den i Hælene, herjende overalt, hvor de kom frem, lige til Coblenz. Derpaa angrebe de Trier, og deels dræbte, deels forjoge Indbyggerne, men ſatte Ild paa Staden (5 April); Biſkop Walah i Metz, der uforſigtigt kom imod dem med faa Folk, blev dræbt, Lüttich, Maſtricht, Tongern, Köln og Bonn herjedes, tillige med Omegnen; i Achen brugte de Karl den ſtores Palads til Stald for deres Heſte; de kejſerlige Slotte i Zülpich, Jülich og Nuys brændtes, ligeſom de rige Kloſtre Pruym, Stablo, Malmedy o. fl. Derpaa vendte Nordmændene tilbage til deres befæſtede Lejr ved Haslou. Imidlertid havde Karl den tykke, ſom opholdt ſig i Italien for at krones til Kejſer, erfaret ſin Broders Død, og drog ſig tilbage til Tydſkland, hvor han ved Andernach ſamlede en ſtor Hær for at jage Nordmændene bort. To Afdelinger, beſtaaende af Bairere under Hertug Arnulf, og Franker Under Markgrev Henrik, ſendtes i Forvejen, for om muligt at overrumple de Nordmandsſkarer, der vovede ſig for langt udenfor Lejren; men beſtukne Forrædere blandt Frankerne røbede denne Plan, og de maatte vende om med uforrettet Sag. Nu omringede Kejſeren deres hele Lejr, hvor ogſaa deres Konger, Sigfred, Godfred, og Jarlerne Orm og Half[24] befandt ſig i, og blokerede dem i 12 Dage. Da indtraf et forfærdeligt Uvejr med Lynild, Torden og Hagel; dette tilligemed den trykkende Sommerhede — det var mod Slutningen af Juli — og Stanken af Ligene gjorde ſaavel Belejrerne, ſom de Belejrede, tilbøjelige til at ſlutte Fred. De Belejrede ſkulle allerede næſten være bragte til det Yderſte, da den beſtukne Forræder Liutward tilligemed Grev Wikbert førte Godfred til Kejſeren, ſom tog venſkabeligt imod ham, og ſluttede Stilſtand, idet man fra begge Sider ſtillede Gisler. Nordmændene ophængte nu Fredsſkjold[25], og flere af Kejſerens Mænd gik troſkyldigt ind i deres Lejr, deels for at handle, deels for at betragte Befæſtningerne. Men aldrig ſaa ſnart vare de komne ind, førend Nordmændene nedtoge Fredsſkjoldet og lukkede Portene; de Tydſkere, der havde vovet ſig ind, bleve enten dræbte eller lagte i Lænker for at de ſkulde løskjøbe ſig. Dette afholdt ikke den usle Karl fra at ſlutte et endeligt Forlig, hvorved han viſte en ſaadan Eftergivenhed, ja man kunde ſige Forkjærlighed for Nordmændene, at hans egne Mænd i højeſte Maade forargedes derover. Godfred forbandt ſig til at antage Chriſtendommen, men forlenedes til Gjengjeld med det ſamme Landſkab i Frisland (det ſaa kaldte Kinnheim), ſom Rørek i ſin Tid havde haft; Sigfred, Orm og de øvrige forbandt ſig til, ſaa længe Karl levede, ikke at forurolige hans Land, hvorimod Kejſeren udbetalte dem over 2400 Pund Guld og Sølv, for ſtørſte Delen tilvejebragt ved at plyndre Kirkernes Skatte. Han forkyndte derhos, at ingen af hans Hær, under Tab af Liv eller Øjne, maatte dræbe nogen Nordmand, der indfandt ſig i Lejren. Kejſeren ſtod ſelv Fadder til Godfred, og Nordmændene indſkibede deres Fanger og Skatte paa 200 Skibe, ſom de ſendte forud, medens de ſelv ventede paa en belejlig Tid til at foretage nye Plyndringer i det øſtlige Frankrige, ſom ikke hørte til Karls Rige, og hvor han ej ſynes at have haft det mindſte imod at de herjede ſom de bedſt kunde[26]. Her regjerede nu Karlman, da hans Broder Ludvig, Sejrherren ved Saucourt, var død i St. Denys, kort efter at have ſluttet det Forlig med Haaſtein, ſom vi ovenfor have omtalt (5te Auguſt). Karlman havde ikke Folkeſtyrke nok til at helde Nordmændene borte, det var dem derfor ikke vanſkeligt at trænge frem lige til Laon. De havde i Sinde at plyndre baade Reims, Soisſons og Noyon, og Erkebiſkop Hinkmar af Reims ſkyndte ſig at flygte med ſine Kirkeſkatte til Epernay. Det lykkedes dem dog ikke denne Gang at komme videre; thi medens de ſværmede adſpredte omkring, angreb og nedſablede Karlman henved tuſinde af dem. De øvrige trak ſig tilbage, og opſloge ſit Vinterkvarteer i Condé[27], hvorfra de af og til gjorde ødelæggende Udflugter til alle Kanter; de herjede lige til Oiſe, opbrændte Kloſteret i St. Quentin, angrebe Flæmingerne, droge paa deres Skibe op ad Somme, og toge nyt Vinterkvarteer i Amiens (883). Kongen ſamlede ſine Raadgivere paa ſit Slot i Compiegne, for at raadſlaa om, hvad der var at gjøre. Man blev enig om at ſende en danſk Mand, Kong Eriks Frænde[28], ved Navn Sigfred, der havde antaget Chriſtendommen og var Kongen tro, for at underhandle med ſin Navne, og faa ham til at forlade Riget imod en Pengeſum. Efter lang Frem- og Tilbage-Vandren mellem begge Partier lykkedes det ham ogſaa at bringe et Forlig iſtand, men Nordmændene vilde ikke lade ſig nøje med mindre end 12000 Pund Sølv. Dette maatte Karlman forpligte ſig til at give, og der ſtilledes Gisler paa begge Sider til Sikkerhed for Forligets Opfyldelſe. Det varede længe, førend denne ſtore Pengeſum kunde tilvejebringes, og imidlertid toge Nordmændene ikke i Betænkning at herje hiinſides Schelden. Førſt imod Enden af Oktober Maaned blev Summen fuldſtændigt udbetalt; da ſtak Nordmændene Ild paa deres Lejr og begave ſig til Boulogne, idet en franſk Iagttagelſeshær fulgte langſomt efter[29] (884). Ved Boulogne deelte de ſig i to Afdelinger, af hvilke den ene drog over til England og belejrede Rocheſter, hvorfra Alfred fordrev dem med Tabet af deres Heſte og Fanger, ſaaat de atter maatte ſøge til Skibene og droge over til Faſtlandet; den anden vendte ſig mod Lothringen, og tog Vinterkvarteer i Løwen[30]. Egentlig ſtred dette mod det ſluttede Forlig, men Karlman var imidlertid død ved et Ulykkestilfælde paa Jagten (889, Decbr.), og Nordmændene anſaa ſig derfor løſte fra deres Forpligtelſe. De franſke Befalingsmænd ſendte Geſandter til dem, for at bebrejde dem deres Løftesbrud, men de ſvarede ſimpelt hen, at de havde ſluttet Forliget med Karlman og ikke med nogen anden[31].

Godfred, den nye Lensherre i Frisland, havde imidlertid egtet Giſla, en Datter af den afdøde Kong Hlothar[32], og var derved kommen i nærmere Forbindelſe med hendes urolige Broder Hugo, Hertug af Elſas, der pønſede paa at vinde ſit Fædrenerige Lothringen tilbage. Hugo lovede ham Halvdelen af Lothringen, hvis han vilde ſende Bud til ſit Fædreland efter en ſtor Hær, og komme bane til Hjelp med denne. Godfred lod ſig let overtale, og ſøgte nu kun at ſinde et Paaſkud til aabenbart at bryde med Kejſeren. Nogle Nordmænd, der enten paa hans Opfordring eller tilfældigviis vare komne til Kinnheim, tillod han at ſejle opad Rhinen, hvor de herjede flere af de nys gjenoprettede Steder, indtil Liutbert, Erkebiſkoppen af Mainz, ſtandſede deres Fremgang; men de toge dog deres Vinterkvarteer i Duisburg, og droge ikke bort førend Vaaren efter, da den tappre Markgrev Henrik havde opſlaaet ſin Lejr i deres Nærhed, og eftertrykkeligt hindrede ethvert Plyndringsforſøg. Det var rimeligviis de ſamme Nordmænd, der tidligere havde herjet Deventer[33]. Godfred lod nu Kejſeren melde, at hvis han ſkulde kunne opfylde ſine Forpligtelſer til ham og forſvare Landet mod ſine Landsmænd, maatte han have Koblenz, Andernath og andre kejſerlige Godſer ved Rhinen, hvor der var Viinavl, thi det Land, han nu havde, frembragte ingen Viin. Hans Henſigt var dog kun hermed, enten, hvis hans Fordring opfyldtes, at ſkaffe ſig et Tilhold i Hjertet af Riget, eller, hvis det negtedes, at have et Paaſkud til at gjøre Opſtand. Kejſeren gjennemſkuede hans Plan, men vovede dog ikke at bryde aabenbart med ham, da hans Land formedelſt de mange Flodarme og Moradſer var utilgængeligt for en Hær. Han beſluttede derfor at ſtille ſig af med ham ved Liſt. Geſandterne maatte drage hjem med den Beſked, at Kejſeren ſelv ſkulde ſkikke ſine Sendegrever til ham for at ordne Sagen til begge Parters Tilfredshed; han ſkulde kun vedblive at være Kejſeren tro. Denne ſendte derpaa Markgrev Henrik, der befalede ſit Følge at rejſe adſpredt, for ej at vække Opſigt, men beſtemte en Dag, da de ſkulde indtræffe i Betuwe, hvorhen han ſelv begav ſig tilligemed Erkebiſkop Willibert af Køln. Da Godfred hørte om deres Ankomſt, drog han dem imøde til en Ø kaldet Heriſpich[34], der omſlynges af Rhin og Waal. Her indfandt Markgreven og Erkebiſkoppen ſig. Der taltes frem og tilbage den hele Dag; om Aftenen forlode de Øen, og begave ſig til ſit Herberge. Den følgende Dag havde Henrik anmodet Erkebiſkoppen om at kalde Giſla, Godfreds Huſtru, bort fra Øen, og ſtemme hende for Freden. Imidlertid begav han ſig atter til Godfred, og anholdt om Erſtatning for en Grev Eberhard, hvis Ejendomme Godfred havde plyndret. Efter forud truffen Aftale fordrede nu ogſaa Eberhard ſelv med høj Røſt ſin Ret Da Godfred ſvarede ham haardt og haanligt, tog Eberhard ſit Sverd, og hug ham et vældigt Hug i Hovedet; Henriks Mænd gjorde Reſten, og ſaaledes lod Godfred ſit Liv. Alle Nordmænd paa Betuwe bleve nedſablede (885). Hertug Hugo blev blindet og ſat i Kloſter. Imidlertid vare en heel Deel Nordmænd efter Godfreds Anmodning virkelig ankomne til den ſaxiſke Kyſt, uvidende om hvad der var ſkeet. De droge op for at herje, joge med Lethed nogle faa Saxere paa Flugten, og fulgte dem et Stykke op i Landet; men imidlertid kom en Deel Friſer fra Dieſterbant og angrebe dem i Ryggen, medens Saxerne toge Mod til ſig, holdt Stand, og tilføjede Fienden et ſtort Nederlag[35]. Om denne ſvigagtigt ombragte Godfred var den ſamme ſom den, der allerede i 853 fik et Stykke Land til Forlening af Karl den ſkaldede (ſe ovenfor S. 432), er uviſt. Det ſiges ikke udtrykkeligt; rimeligviis har han dog været en anden[36]. Godfreds Drab kunde neppe andet end vække de øvrige Nordmænds Forbittrelſe, og vi ſee ogſaa dem, der havde taget deres Vinterophold i Løwen, endnu i Juli ſamme Aar bryde ind i Frankrig, der nu adlød Kejſer Karls Herredømme. Angrebet vilde dog viſtnok under enhver Omſtændighed have fundet Sted. Under Anførſel af Sigfred droge de til Seine-Egnen, hvor de, da deres egne Skibe ej vare komne, toge de Skibe, de forefandt, og ſatte ſig faſt i Rouen (25 Juli 885)[37]. En franſk Hær ſamlede ſig for at fordrive dem, men da Grev Ragnald af Mans var falden i en Trefning, blev Hæren modløs og adſpredte ſig, og Nordmændene herjede i nogen Tid ubehindret i Omegnen. De Franſke, der ej vovede at binde an med dem i aaben Kamp, befæſtede Pontoiſe, for at hindre dem fra at trænge længer opad Floden, medens Biſkop Gauzlin forſterkede Befæſtningerne om Paris. Men Nordmændene belejrede Pontoiſe, afſkare Vandtilførſelen, og tvang derved Beſætningen til at kapitulere; den fik fri Afmarſch med Vaaben og Heſte, men maatte for øvrigt lade alt ſit Gods blive tilbage. Vejen til Paris ſtod nu Nordmændene aaben. I November droge de derhen, 40000 Mand ſterke og med en Flaade af 700 Skibe[38]. Deres Hovedhenſigt ſynes ej ſaa meget at have været den, at angribe Staden, ſom at drage forbi den op i de øvre Egne af Landet. Men da Paris, ſkjønt den i ſin Tid endnu ikke ſtrakte ſig videre end Seine-Øen (la cité), dog beherſkede Elven aldeles ved de befæſtede Broer, der forbandt Øen med begge Breder, kunde ingen Flaade komme forbi uden Borgernes Tilladelſe. Vikingehøvdingen Sigfred anmodede derfor førſt Biſkop Gauzlin, der tilligemed Grev Odo af Paris, der ſiden blev Konge, førte Overbefalingen i Staden, om Tilladelſe til uhindret Gjennemfart: han ſkulde i ſaa Fald ikke tilføje Staden nogen Ulempe. Men denne Anmodning, der vel heller ikke var oprigtig meent, blev afſlaaet, og nu begyndte den langvarige og ſtedſe mindeværdige Belejring af Paris, om hvilken vi endnu beſidde en vidtløftig verſificeret Beretning af Munken Abbo af St. Germain, der ſelv var et Øjevidne dertil[39]. De Belejrede forſvarede ſig med den ſtørſte Tapperhed, og det lykkedes dem i over to Maaneder at trodſe ethvert Angreb, uagtet Fienden ej alene gjentagne Gange forſøgte at ſtorme, men ogſaa brugte alleſlags Krigsmaſkiner, der anrettede ſtore Ødelæggelſer. De foretoge ogſaa nu og da Herjetog i Omegnen, deels for at ſamle Bytte, deels for at ſkaffe ſig nogen Afvexling fra det eensformige Belejringsliv. Men i Februar Maaned indtraf i Seinen, ſom i flere andre Floder[40], en Overſvømmelſe, der bortrev den ene af Broerne og gav det dermed forbundne Brohoved til Priis for Fienden. I denne Nød ſendte Gauzlin Bud til Markgrev Henrik i Lothringen for at bede ham om Hjelp. Henrik kom dog førſt i Mai Maaned, og kunde intet udrette, men vendte kort efter tilbage til Tydſkland[41]. Gauzlin ſaa nu ingen anden Udvej end at aabne Underhandlinger. Imidlertid havde Nordmændene paa deres Strejftog ogſaa lidt enkelte Tab, ſaaledes vare de ſlagne ved Chartres og ved Mans[42], dette har maaſkee bidraget til at Sigfred lyttede til Gauzlins Fredsforſlag, og lod ſig mod 60 Pund Sølv overtale til at drage bort med ſine Mænd[43]; de øvrige bleve tilbage, af hvilke en Konge ved Navn Sinrik (Sigtrygg) ſvor at han ikke vilde forlade Frankrige førend han havde ſeet Seinens Kilder. Han druknede nogen Tid efter med 50 Mand[44]. Strax efter disſe Forhandlinger døde Biſkop Gauzlin af en Sygdom, ſom han rimeligviis ved altfor ſtore Anſtrengelſer havde paadraget ſig. Fiendtlighederne vedbleve, Stadens Stilling blev misligere, der indfandt ſig Mangel og Hungersnød, og Indbyggerne begyndte at tabe Modet. Men Grev Odo ſatte Mod i dem og bad dem endnu at holde ud en Stund; ſelv begav han ſig for en kort Tid hemmelig ud af Staden for at opfordre de nærmeſte Høvdinger til at ſkaffe Hjelp, og iſær for at lægge Kejſeren Statens Nød paa Hjerte. Langt om længe ſatte endelig den dorſke Kejſer ſig i Bevægelſe. Ud paa Høſten kom han til Cresſy, og ſendte derfra Markgrev Henrik i Forvejen; men da denne red omkring med faa Folk, og betragtede Fiendens Befæſtninger, for at underſøge, hvor de letteſt kunde angribes, blev han overfalden og dræbt[45]. Paa ſamme Tid opbrændte Nordmændene en Deel af Staden Beauvais. Omſider kom Kejſeren, mod Slutningen af Oktober, opſlog ſin Lejr paa Montmartre og nødſagede herved dem af Fienderne, der hidtil havde haft ſin Lejr paa den højre Flodbred, til at flytte over til den venſtre[46]. Han lod en Deel af ſin Hær følge efter, og ſendte tillige nogle Tropper ind i Staden. Men dette var ogſaa alt, hvad han gjorde. Thi han indlod ſig ikke paa nogen egentlig Kamp med de ſtridbare Fiender. Under Paaſkud af at Vinteren nærmede ſig, aabnedes der Underhandlinger, og han fandt ſig i at ſlutte Fred paa de: ſom en ſamtidig Annaliſt udtrykker ſig, altfor ynkelige Vilkaar[47], nemlig at Vikingerne ſkulde have 700 Pund Sølv for at drage bort, og derhos i Mellemtiden, indtil Pengene betaltes, uden Hinder kunne drage opad Seinen til Burgund, for om Vinteren at herje dette Landſkab, hvis Indbyggere ej havde villet underkaſte ſig Karl[48]. Deres førſte Forſøg paa at drage forbi Paris hindredes imidlertid af Abbed Ebolus, en af dem der meeſt havde udmerket ſig ved Byens Forſvar[49]; de droge derfor, til Franſkmændenes Forundring, deres Skibe over Land forbi Staden i en Strækning af 2000 Fod[50], ſejlede derpaa op ad Seinen og Yonnen, og hjemſøgte Sens, ſom efter en kort Belejring løskjøbte ſig. Sigfred, der atter var kommen tilbage[51], gik op ad Oiſe til Soisſons, hvorfra Kejſeren over Hals og Hoved flygtede til Elſas. Sigfred herjede Byen, opbrændte Kirker, Kloſtre og Paladſer, vendte om Vaaren atter tilbage til Seinen, og drog om Høſten tilbage til Frisland, hvor han blev dræbt (887)[52]. Hovedhæren, der fra Sens var dragen videre ind i Burgund, og havde herjet hele Landet mellem Saone og Loire, vendte om Sommeren tilbage til Paris, for at modtage den beſtemte Pengeſum, hvilken den nye Biſkop af Paris dog førſt maatte hente hos Kejſeren i Tydſkland. Nordmændene fik Pengene, men da de nu engang havde faaet deres Skibe op i Seinen ovenfor Paris, gjorde de ingen Mine til at forlade disſe Egne for det førſte. De opbrændte Troyes, herjede lige til Toul og Verdun, og ſatte ſig endelig faſt, deels i Chezy i Landſkabet Brie, deels ved Yonne-Elven[53].

Kejſer Karls Uduelighed og ſlette Opførſel bevirkede endelig at han blev afſat (887), og den raſke Arnulf af Kärnthen, Ludvig den tydſkes Sønneſøn, valgtes til Konge i Tydſkland, medens de Franſke toge Grev Odo til Konge. Denne kunde vel ikke forjage Nordmændene, men ſøgte dog efter Evne at hindre deres Plyndringer i Paris’s nærmeſte Omegn. En Sejr, ſom han vandt ved Floden Aisne over en liden Afdeling af deres Hær, ſkaffede ham, ſom det heder, overordentlig megen Ære, men den kunde ikke ſtandſe dem i deres ødelæggende Vandringer. Han maatte nøje ſig med at lejre ſig tilligemed ſin Hær udenfor Paris, for at være rede til at drive de Fiender tilbage, ſom paany maatte ville hjemſøge denne Stad. Imidlertid ſværmede de, ſom det ſynes, uhindret rundt omkring i Hjertet af Landet. De indtoge og opbrændte Meaux, ſatte ſig faſt ved Loing, herjede i Burgund, ja hjemſøgte endog Aquitanien. Da Odo havde foretaget en Rejſe til dette Landſkab, for at lade ſig hylde, benyttede de ſig ſtrax af hans Fraværelſe, og droge atter mod Paris, ſaa at han i ſtørſte Haſt maatte ſkynde ſig tilbage, for at befri Staden fra en ny Belejring. Dette lykkedes ham vel, men dog kun derved, at nu ogſaa han bekvemmede ſig til at kjøbe deres Bortgang for en Pengeſum[54]. Imidlertid var det en ſtor Fordeel, at man nu fik dem ud af deres farlige Tilhold i Øvre-Seinen; de droge atter deres Skibe over Land forbi Paris (889), og ſejlede ned ad Seinen og videre langs Kyſten til Grændſerne mod Bretagne, hvor de belejrede Borgen St. Lo i Nærheden af Coutances, indtoge den efter et haardnakket Forſvar, og jevnede den, ſom der ſiges, med Jorden, efter at have dræbt dens Beboere (890)[55]. I Bretagne var der paa denne Tid to Konger, ſom laa i indbyrdes Strid med hinanden. Men den fælles Fare bragte dem til at tilſideſætte Fiendſkabet, og de ruſtede ſig i Fællesſkab for at fordrive Vikingeſkarerne. Den ene, der var ung og hidſig, indlod ſig i Slag uden at vente paa den anden, og vandt vel en Sejr, hvorved flere Tuſinder af Vikingerne fældtes, men forfulgte dem i ſin Hidſighed altfor langt, og blev overmandet og dræbt; den anden, ſom imidlertid havde ſamlet en ſtor Hær, aflagde højtidelig det Løfte, hvori ogſaa hans Mænd forenede ſig med ham, at hvis Gud forundte dem Sejren, vilde de ſkjenke Tiendedelen af alt deres Gods til St. Peter i Rom. Og nu vandt de en ſaa fuldſtændig Sejr, at af 15000 Vikinger neppe 400 kom tilbage til deres Skibe. De tiloversblevne afſkrækkedes herved fra videre Forſøg mod Bretagne, men vendte tilbage til Seinen, og opad denne til Oiſe, hvor de toge Vinterkvarteer i Noyon[56]. Paa ſamme Tid var det ogſaa, at Haaſtein, ſaaledes ſom det ovenfor er meldt, ſatte ſig faſt ved Somme, og ſluttede et ſvigagtigt Forlig med Abbeden af St. Vaaſt[57]. Det ſiges ikke udtrykkeligt, at Hallſtein hørte til den ſamme Hær, ſom vendte tilbage fra Bretagne; det ſynes i alle Fald, ſom om han baade i Frankrige og i England handlede paa egen Haand, og kun nu og da ſluttede ſig til den anden Hær. Denne foretog ſtore Plyndringstog gjennem Ardennerſkoven lige ned til Maas-Egnene og Brabant. Paa Tilbagetoget mødte Odo dem i Nærheden af Schelde, og nødte dem til at give Slip paa deres Bytte, men for Reſten tilføjede han dem ikke videre Skade[58]. Snart brøde de op paany, og toge atter Vejen til Maas, for at ſætte ſig faſt ved Løwen. De herjede her hele det ripuariſke Landſkab, og kom lige i Nærheden af Achen[59]. Kong Arnulf ſelv var i Sydtydſkland. En Hær ſamlede ſig paa hans Befaling i Maastricht, for at jage de ubudne Gjeſter bort, men Nordmændene opſnappede de Fragtvogne, der ſkulde bringe den Levnetsmidler, og herover opſtod en ſaadan Ængſtelſe blandt Tydſkerne, at disſe neppe vovede at røre ſig af Stedet. Da de endelig havde ſat ſig i Bevægelſe for at opſøge Fienden, traf de denne, førend de ventede det, ved den lille Flod Geule og vendte Ryggen i paniſk Skræk. Nordmændene forfulgte dem, nedlagde mange, og erobrede deres Lejr, hvor de gjorde et rigt Bytte. Blandt de Faldne var ogſaa Sundrold, Erkebiſkop af Mainz (26 Juni 891)[60]. Men, ſom det ſædvanligt plejer at gaa, den let vundne Sejer gjorde Nordmændene overmodige og dumdriſtige. De adſpredte ſig for meget. De meeſt prøvede og erfarne blandt dem vare ude paa et Plyndringstog[61], da Kong Arnulf, der imidlertid ſelv havde ſkyndt ſig til disſe Egne, kom dem imøde med ſit lette Rytteri. Ved Synet deraf forſkandſede Nordmændene ſig i Haſt ved Floden Dyle i Nærheden af Løwen, og udæſkede endog i deres Overmod Kongen til Kamp, mindende ham om hans Mænds Nederlag ved Geule. Forbittret herover, bød Kongen ſine Mænd at ſtige af Heſtene, og til Fods at ſtorme Nordmændenes Lejr. Og nu kæmpede Tydſkerne langt anderledes end ved Geule. Det lykkedes dem at gjøre ſig til Herrer over Forſkandsningen, og at anrette et Nederlag blandt Nordmændene, hvis Mage man hidtil neppe havde ſeet. Thi af alle de Nordmænd, der deeltoge i Slaget, ſkal der neppe være bleven een tilbage, der kunde bringe ſine Staldbrødre Underretning derom[62]; omringede paa alle Kanter, ſtyrtede de ſig i Elven, hvor de omkom i Hundrede- og Tuſindeviis, og deres Lig opfyldte det hele Flodleje. Arnulf erobrede 16 Merker og ſkal dog ſelv ikke have tabt flere end en eneſte Mand[63]. Aarsdagen for denne Kamp (1ſte September) højtideligholdtes ſidenefter i Løwen gjennem en lang Række af Aar, og Sejren tilſkrev man den hellige Jomfrues underbare Biſtand. Blandt de faldne nævnes og de tvende Konger Sigfred og Godfred, hvilke i ſaa Fald maa have været forſkjellige fra de to forhen nævnte Konger af dette Navn, der ſluttede Forliget ved Haslou, og ſom allerede vare dræbte, Godfred 884, og Sigfred, efter at have deeltaget i Belejringen af Paris, 887. Der er imidlertid ſtor Grund til at antage, at denne Gjentagelſe af Sigfreds og Godfreds Navn, der desuden kun finder Sted i en enkelt Krønike, de ſaakaldte Fulda-Annaler[64], grunder ſig paa en Uagtſomheds- eller Forglemmelſes-Fejl, idet nemlig Annaliſten, erindrende ſig at Sigfred og Godfred vare denne Nordmannahærs Anførere ved dens Ankomſt til Frankrig 881, har nævnt dem ſom faldne i Slaget ved Løwen, uden at huſke paa at de allerede tidligere vare faldne[65]. Angivelſen, den være nu fejlagtig eller ej, er herfra gaaen over i yngre hiſtoriſke Skrifter, endog i et Par af vore egne Kongeſagaer, hvor det desforuden ſiges, deels at Ragnar Lodbroks Sønner vare blandt de faldne, deels at Sigfred ſelv var ingen anden end Sigurd Orm i Øje, og al Godfred var Gudrød, Søn af Olaf Ringsſøn fra Ringerike af Døglingernes Æt; der tilføjes ogſaa, hvad vi allerede ovenfor (S. 406) have omtalt, at Gudrøds Broder Helge hvasſe, der var med i Kampen, reddede Sigurds Merke, Sverd og Skjold, bragte dem tilbage til Danmark til Sigurds Moder Aslaug, opholdt ſig hos hende en Tid lang for at værge Landet i hendes Sønneſøn Hardeknuts Mindreaarighed, og egtede Hardeknuts Tvillingſyſter, med hvem han havde Sønnen Sigurd Hjort, hvis Datter Ragnhild ſiden blev gift med Halfdan ſvarte[66]. Det Umulige i hele denne Sammenſtilling have vi ovenfor paapeget; man behøver kun at erindre, at Halfdan ſvarte var død 860, altſaa 31 Aar førend hiint Slag ſtod, i hvilket Helge hvasſe deeltog, forinden han endnu havde indgaaet det Egteſkab, i hvilket Sigurd Hjort, Halfdans foregivne Svigerfader, ſkulde have været fød. Det er i og for ſig ikke ſandſynligt, at Sigfred har været en af de yngre Lodbroksſønner, og en Broder af Ingvar eller Ivar og Ubbe, der hjemſøgte England; da nu vore Sagaer forvexle de yngre Lodbroksſønner med de ældre, maalte Sigfred ogſaa derved blive den ſamme ſom Sigurd Orm i Øje, og Sagn, der virkelig ſynes at have vedkommet denne og følgelig at have tilhørt Begyndelſen af det 9de Aarhundrede[67], ere ſaaledes blevne flyttede ned til Slutningen af dette, og Begyndelſen af det 10de. Ogſaa Helge hvasſe tilhører aabenbart de ældre, ikke de yngre Lodbroksſønners Tid, men der var her ſaa meget ſtørre Friſtelſe for de ſenere Sagaſkrivere til at lade ham deeltage i Slaget ved Løwen, ſom Adam af Bremen, ſtøttende ſig paa den danſke Konge Sven Ulfsſøns Udſagn, fortæller, at der virkelig ſtrax efter dette Slag herſkede en Konge i Danmark ved Navn Helge[68]. Det ſkulde for Reſten heraf ſynes, ſom om de i Slaget ved Løwen faldne eller overhoved paa dette ſtore Tog omkomne Konger virkelig have været Konger i Danmark. Og forſaavidt Sigfred var af Lodbroks Æt, er dette heller ikke uſandſynligt[69]. Det vilde i ſaa Fald end mere beſtyrke den ovenfor (S. 630) fremſatte Formodning, at alle de danſke Lodbrok-Ætlinger paa denne Tid ved deres ſvenſke Frænders Overmagt have ſeet ſig nødſagede til at forlade Fædreneriget, og ſøge deres Lykke paa Vikingetog tilligemed deres Tilhængere[70].

Slaget ved Løwen ſvækkede Vikingehærens Magt, men formaaede dog ikke at forjage den tilbageblevne Deel fra ſit Tilhold i Staden. Den vovede endog i Begyndelſen af det følgende Aar atter at drage over Maas, og herje Ripuarien: kun undgik den at indlade ſig i aabent Slag med Tydſkerne, men holdt ſig meeſt i Skovene. Den plyndrede Kloſtret Pruym, ſtormede en Borg paa Ardennerſkoven, og vendte med et rigt Bytte tilbage til ſine Skibe[71]. Siden drog den til Boulogne, og da Frankrige plagedes af Hungersnød, beſluttede den atter at forſøge ſin i England, hvortil den fatte over paa 230 Skibe. Den maa altſaa endnu have været meget betydelig, ſkjønt den vel og ſandſynligviis er bleven forøget ved ſenere tilkomne Vikingeſkarer. Den landede i Kent, ved den øſtlige Ende af Andred-Skoven, ved Mundingen af Floden Limne, ad hvilken Vikingerne droge Skibene fire Mile op i Landet, forſtyrrede et Virke, nogle Bønder i Haſt havde opkaſtet, og ſatte ſig faſt ved Appledore. Kort derefter, rimeligviis i det paafølgende Foraar, kom Haaſtein med 80 Skibe til Temſen, og ſatte ſig faſt ved Middelton, ſaaledes ſom det ovenfor (S. 635) er berettet. Han havde imidlertid holdt ſig ved Somme, hvor han ſynes at have vundet nogle Fordele over Kong Odo, medens derimod et Angreb paa St. Omer mislykkedes[72]. Saavel Hovedhæren, ſom Haaſtein holdt ſig et heelt Aar i ſine Forſkandsninger, uden at blive angrebne, medens enkelte af deres Skarer herjede Omegnen, iſær Hampſhire og Berkſhire. Men da Kong Alfred havde taget en fordeelagtig Stilling mellem begge Lejre, og deres Plyndringsſkarer derfor ikke længer uſtraffet kunde ſværme omkring, beſluttede de at drage med deres Bytte over Temſen til Esſex. Dog førend de naaede ſaa langt, bleve de angrebne og ſlagne af Edvard, Alfreds Søn, ved Fearnham; de miſtede deres Bytte og deres Hefte, deres Konge blev ſaaret, og de flygtede til Øen Thornigg i Esſex, hvor de belejredes, indtil Nøden bragte dem til at ſlutte Fred, ſtille Giſler og aflægge Ed paa at forlade Riget Denne Ed holdt de ikke, og Alfred maatte kort efter atter belejre dem i Haaſteins anden Forſkandsning ved Beamfleot, hvor de i hiins Fraværelſe paa et Plyndringstog havde kaſtet ſig ind. Forſkandsningen ſtormedes, og alt, hvad deri fandtes, Kvinder, Børn og Gods, blev taget og bragt til London. Blandt de fangne vare ogſaa Haaſteins Kone og to Sønner, hvilke Kong Alfred, ſom forhen omtalt, ſendte tilbage til ham med Gaver, fordi han og Ealdormand Ædhered havde ved en tidligere Lejlighed (ſe S. 635) ſtaaet Fadder til dem. Imidlertid ſamlede Haaſtein og Hovedhæren ſig atter, oprettede et nyt Virke ved Shoebury i Esſex, og foretoge herfra, forſterkede ved Folk fra Øſtangel og Northumberland, driſtige Tog tvert over Landet, førſt til Severn, hvorfra de efter en lang Belejring med Tab bleve drevne tilbage, ſiden lige til Cheſter, derfra, da de begyndte at lide Mangel, til Syd-Wales, derfra tilbage til Esſex, og ſaa igjen opad Temſen og Lea, hvor Kong Alfred ved at anlægge to Virker paa hver ſin Side af Elven afſkar Skibene Tilbagetoget, og derved nødte Fienderne til at drage til Severn, hvor de forſkandſede ſig ved Cwatbridge. Her holdt de ſig Vinteren over, men deres Skibe og meget andet Bytte faldt i Alfreds Hænder. De beſluttede derfor endelig, efter tre Aar at have gjeſtet England, at drage tilbage igjen til Frankrige. De toge Vejen over Northumberland og Øſtangel, hvor de havde ladet deres Kvinder blive tilbage, fik ſig her Skibe, og ſejlede ſydefter til Seinemundingen[73]. Den førſte af Nordmændene, der løb ind i Seinen, var en vis Angantyr[74], der dog kun medbragte fem Skibe, men det varede ikke længe, førend andre Skarer kom til, ſaa at deres Antal voxede til det mangedobbelte. I Nordfrankrige vare alle ſaa beſkjeftigede med Thronſtridighederne mellem Odo og Karl den enfoldige, at ingen tænkte paa at gjøre Nordmændene Modſtand; uhindret droge de opad Oiſe, ſatte ſig faſt ved Choiſy, og herjede herfra paa ſædvanlig Viis lige til Maas. Karl nærmede ſig dem vel med en Hær, men kæmpede ej med dem; han udrettede kun ſaa meget, at de, af Frygt for at blive indeſluttede ved Choiſy, droge tilbage til Seinen, hvis Omegn de den hele Sommer 897 uhindret plyndrede. Det lykkedes imidlertid Karl at faa Angantyr til at lade ſig døbe. Det fortælles ikke nærmere, hvorledes han fik ham overtalt dertil, kun tilføjes det, at han ſelv ſtod Fadder til ham. Denne Beretning er merkelig, fordi den allerede temmelig tidligt enten ved en Misforſtaaelſe eller ved en vilkaarlig Tillempning er bleven overført paa Gange-Rolf[75]. Nordmændenes Plyndringer vedvarede dog lige fuldt, iſær efterat deres farligſte Modſtander, Odo, var død (898). De herjede Neuſtrien og en Deel af Aquitanien mod Veſt, og ſtrejfede lige til Burgund, mod Øſt. Karl, der vovede at binde an med dem i Vimen, blev dreven tilbage med Tab. Hertug Richard af Burgund var forſaavidt heldigere, ſom han hindrede dem fra at tage deres Vinterſæde her, men de ſloge ſig derimod ned ved Oiſe, og herjede lige til Maas, uden at møde ſynderlig Modſtand. Kong Karl raadſlog i Følelſen af ſin Afmagt med ſine fornemſte Raadgivere om, hvad Udvej han ſkulde gribe til, med Henſyn til Nordmændene. Men det var ikke længer muligt, at faa dem ud af Landet. Kun ved at overlade dem ſelv en Deel af dette, ligeſom allerede Alfred havde gjort i England, og Karls egne Forfædre og Frænder i ſin Tid havde gjort ved Harald og Godfred, kunde man gjøre ſig Haab om, at faa Ro, idet de, der hidtil vare Landets Fiender, derved droges ind i dets Interesſer. Og den ſkjønne Frugt, der gjennem et Par Menneſkealdres uafladelige Kamp og Strid var modnet, var det nu forbeholdt Nordmanden Gange-Rolf at plukke.

Vi have ſeet, at Gange-Rolf, Ragnvald Mørejarls Søn, faa Aar efter Hafrsfjordſlaget var bleven erklæret utlæg i Norge af Kong Harald Haarfagre, fordi han, til Trods for hans Forbud, havde gjort Strandhugg i Viken paa Tilbagerejſen fra et Vikingetog i Auſterveg, og at hverken hans Fader Ragnvalds Anſeelſe eller hans Moder Hilds Forbønner kunde formilde Kongens ſtrenge Beſlutning[76]. Vore egne Sagaer melde om hans videre Skjæbne alene dette, at Rolf førſt drog over Havet veſter til Syderøerne, og ſiden til Frankrige, hvor han vandt et ſtort Jarlsrige, hvilket han for en Deel gav Nordmænd til Bebyggelſe[77]. De fortælle ligeledes, at Islændingen Helge, en Sønneſøn af den ovenfor (S. 523, 524) omtalte Landnamsmand Bjørn Ketilsſøn fra Sogn, paa et Vikingetog i Skotland fangede og ſiden egtede Nidbjørg, en Datter af Kong Bjolan og Kathlin, Gange-Rolfs Datter. Altſaa maa Rolf under ſit Ophold i de veſtlige Egne have haft en Datter med en ſkotſk Kvinde, der har givet hende det chriſtne Navn Kathlin eller Katharina, og da Nidbjørgs og Helges Søn var Uſvif, hvis Datter Gudrun var fød omkring 980, falder Kathlins Fødſel og følgelig Rolfs Ophold i Skotland eller paa Syderøerne omkring 880[78]. En paa Latin ſkreven norſk Kongehiſtorie, om hvilken det dog ikke er ſikkert, hvor vidt dens Forfatter paa dette Sted har øſt af fremmede, nu tabte Kilder, fortæller om Rolf korteligen ſaaledes: „Paa Harald Haarfagres Tid ſatte nogle Vikinger af Ragnvald Jarls Æt med en ſtor Flaade over Solundarhavet (Veſterhavet), forjoge Beboerne af Orknøerne og gjorde ſig til Herrer over dem. De toge Vinterſæde her, herjede om Sommeren paa England, Skotland og Island, og underkaſtede ſig i England Northumberland, i Skotland Katanes, og paa Island Dublin tilligemed de øvrige Søſtæder. Blandt dem var en vis Rodolf (Rolf), der af ſine Stalbrødre kaldtes Gange-Rolf, fordi han formedelſt ſit ſvære Legeme ej kunde ride og ſtedſe maatte gaa. Han indtog med faa Folk Roda (Rouen) i Nordmandi ved en merkelig Liſt. De lagde ſig nemlig med femten Skibe i Skjul i en Flod; hver enkelt af Mandſkabet grov foran ſig en Grav, der tildækkedes med tynde Tørvlag, ſaa at man ej kunde ſee andet end at det var faſt Jord; derpaa ſtillede de ſig i Slagorden foran Gravene; Stadens Borgere angrebe dem, de flygtede for et Syns Skyld, og Forfølgerne ſtyrtede hobeviis med deres bepandsrede Heſte ned i Graven, hvorpaa de norſke Vikinger nedſablede dem. Efter ſaaledes at have overvundet Borgerne, droge de uhindret ind i Staden og underkaſtede ſig hele dette Landſkab, der efter dem fik Navnet Nordmandie. Da Rolf havde faaet Herredømmet, egtede han den afdøde Greves Huſtru, og havde med hende Sønnen Villjam Longaſpada … han angreb derpaa Friſerne, og overvandt dem, men blev kort Tid efter ſvigagtigen dræbt af ſin Stifſøn i Holland[79]“. Dette er alt, hvad vore egne hiſtoriſke Skrifter berette om Rolf. Yderligere nævnes han ikke, enten i Sagaerne, eller hos de fleſte ſamtidige frankiſke og engelſke Annaliſter. Derimod vare mange Sagn om ham opbevarede hos hans Efterkommere i Nordmandie, og disſe Sagn, der rigtignok ſynes at være temmelig forvanſkede og udpyntede med meget, ſom ikke egentlig vedkommer Rolf, nedſkreves i Begyndelſen af det 11te Aarhundrede, altſaa endnu ikke hundrede Aar efter Rolfs Død, af Chorsbroderen Dudo af St. Quentin, fornemmelig efter hvad Grev Rodulf af Ivry, en Halvbroder paa mødrene Side af Rolfs Sønneſøn Richard, berettede ham, hvilke Beretninger han dog ogſaa, ſom man ſeer, har udfyldt og udpyntet med Reſultater af ſine egne Granſkninger i ældre Skrifter, fornemmelig Jornandes’s gotiſke Hiſtorie. Idet han nemlig, ſom levende paa den Tid, da Kong Knut i Danmark havde givet Danevældet dets højeſte Udſtrækning og gjort Danerne til det herſkende Folk i Norden, ligefrem forudſætter, at de Nordmænd, der erobrede Normandie, vare fra Danmark, hvilket han kalder Dacia, og antager for det ſamme ſom Romernes Dacia, omtaler han de mange barbariſke Folk, der ligeſom en Biſværm fra en Kube, eller et Sverd fra en Slide, vare komne fra „Scanza“ og havde boſat ſig i hiint Dacia[80]. Fra disſe Folk nedſtammede, efter hans Mening, de Dacier eller Daner, der hjemſøgte Frankrige; da Folkemængden ved deres uordentlige Levnet tiltog i højere Grad end at Landet kunde rumme den, udjoges i Følge ældgammel Skik efter Lodkaſtning en ſtor Deel af den yngre Slægt, for at erhverve ſig Beſiddelſer andenſteds, og drog afſted efter højtidelige Offringer til ſin Gud Thor, hvilke Offringer ikke beſtode i Kvæg, men i Menneſkeblod. De kaldtes ogſaa, ſiger han, Danaer, og gjorde ſig til af at nedſtamme fra Trojaneren Antenor. Derpaa gaar han over til at omtale Haaſtein (Anstignus), og dvæler fornemmelig ved Erobringen af Luna. Endelig beſkriver han Rolfs eller Rollos Hiſtorie paa følgende Maade, „Da Folkemængden i Dacia atter paa den nysnævnte Maade begyndte at tiltage; og der opſtod indbyrdes Krige mellem Frænder, fordrede Landets Ældſte af Kongen, at den gamle Skik ſkulde overholdes, nemlig at en Deel af den yngre Slægt ved Lodkaſtning ſkulde udvælges til at forlade Landet. Kongen ſamtykkede deri, og bød ſine Statholdere at indfinde ſig paa en beſtemt Tid, for at optage Fortegnelſe over alle Sønner og Sønneſønner. Dette ſkede; men de ſaaledes udvalgte vare meget ilde tilfredſe derved og klagede deres Nød for Rolf (Rollo) og Gorm (Gurim), Sønner og Arvinger af Daciens mægtigſte Mand, der nylig var død. Denne Mand havde været Ejer af Størſtedelen af Riget, og tillige erobret de Lande, der grændſede til Dacien og Alanien; han havde aldrig bøjet ſin Nakke under nogen Konges Vælde, og aldrig erkjendt ſig for Nogens Undermand; hans Sønner vare ſmukke, velopdragne og tappre. De havde Medlidenhed med deres Jevnaldrende, og tilſagde dem ſin Hjelp. Ved Efterretningen herom beſluttede Daciens Konge at bekrige Rolf og Gorm, men blev ſlagen, og kunde intet udrette imod dem. Da Krigen havde varet i fem Aar, tog han ſin Tilflugt til Liſt og bød Fred. Rolf og Gorm, ſaavelſom de til Bortjagelſe udvalgte Ynglinger modtoge dette Tilbud, og Freden blev ſluttet og beſvoren. Men da Rolf og Gorm ingen Fare længer frygtede, ſamlede Kongen i Haſt en Hær, drog om Natten ind i Brødrenes Rige, lagde et Baghold nær ved deres By, og begyndte at belejre denne. Rolf, Gorm og de Krigere, ſom vare hos dem, gjorde et Udfald. Ved en forſtilt Flugt lokkede Kongen dem langt bort fra Byen, ſaa at denne var ganſke blottet for Forſvarere. Efter Aftale ſtormede nu de Krigere, Kongen havde lagt i Baghold, ind i Byen, ſom de uden Modſtand plyndrede og ſtak i Brand. Da Kongen ſaa Luerne, ſkjønnede han at hans Liſt var lykkets, vendte pludſeligt om og angreb Brødrene fra den ene Side, medens den Afdeling, der havde opbrændt Byen, angreb dem i Ryggen. I denne ulige Kamp laa Brødrene under. Gorm faldt; Rolf flygtede med nogle faa, og Kongen underkaſtede ſig hans Stæder og Lande. Rolf kunde nu ikke opholde ſig længer i Dacien, men drog med ſex Skibe til Scanza (Skandja), hvor han en Tid lang dvælede, ſorgfuld i Hu. Her ſyntes han engang i Drømme at høre en Stemme, der bød ham ufortøvet at ſejle over til Anglerne, hvor han ſkulde erfare at han kunde komme velbeholden tilbage til Fædrelandet og henleve ſine Dage der i Fred og Sikkerhed. Denne Drøm fortalte han en viis Mand, der bekjendte ſig til Chriſtendommen; han udtydede Drømmen ſaaledes, at Rolf ſkulde blive døbt og omſider nyde den evige Fred og Ære hos Englene. Rolf udruſtede nu ſine Skibe paa det bedſte, og drog over til England i Haab om at finde et fredeligt Ophold der. Men da Heredets Beboere erfarede hans Ankomſt, ſamlede de ſig i en talrig Hær for at jage ham bort. Rolf maatte derfor beſtaa en Kamp med dem, og ſejrede. De ſamlede en ny og ſtørre Hær, men Rolf ſejrede atter, fældte flere tuſinde af dem, og fangede mange af deres fornemſte Mænd. Han overvejede nu i ſit Sind, om han ſkulde vende tilbage til Dacien, eller drage til Frankrige, eller fremdeles bekrige Anglerne. Da havde han en Nat en Drøm. Det ſyntes ham, ſom om han ſtod i Frankrige paa et højt Bjerg, af hvis Top der udvældede en klar, vellugtende Kilde, i hvilken han hadede ſig, og derved renſedes fra Spedalſkhed. Han ſyntes tillige, at der om Bjergets Fod fra alle Kanter kom flyvende en Mængde Fugle af forſkjellig Farve, men paa hvilke alle dog den venſtre Ving var rød; deres Mængde var ſaa ſtor, at de yderſte af dem tabte ſig i det Fjerne; men alle, een efter den anden, ſøgte de hen til Kilden og hadede ſig i den. Efter Badningen huggede de fredeligt Reder, ſøgte deres Næring i Fællesſkab, og underkaſtede ſig hans Befalinger Da han var vaagnet, ſammenkaldte han de fornemſte af ſine egne Mænd og af de fangne Angler, og forelagde dem Drømmen til Udtydning. Alle taug, paa een af de Fangne nær, en Chriſten, der, beſjælet af hellig Spaadomsgave, ſagde: „hiint Bjerg i Frankrige, hvor du ſyntes at ſtaa, betyder Kirken; Kilden betegner Gjenfødelſens Daab; Spedalſkheden dit Livs Syndighed, fra hvilket du ved Daaben vil blive renſet; Fuglene med de røde Vinger betegne Mænd fra forſkjellige Provinſer, men alle med Skjold paa venſtre Arm, der ville blive dine tro Tjenere; deres Badning i Kilden betegner at ogſaa de ſkulle blive døbte; den fælles Spiisning betegner at de ſkulle beſpiſes med Chriſti hellige Legeme, at de byggede Reder, betyder at de ſkulle gjenopbygge de ødelagte Stæder, og ligeſom de ſvrſt’jelligt farvede Fugle adløde dig, ſaaledes ville og Folk af forſkjellige Riger lode dit Herredømme“. Glad over denne Udtydning, frigav Rolf Udtyderen ſaavelſom de øvrige Fanger, og ſendte Geſandter til Anglernes ſærdeles chriſtne og fromme Konge Adelſteen, med Anmodning om at han vilde give ham og hans Mænd Tilladelſe til at opholde ſig i Landet om Vinteren, og i denne Tid kjøbſlaa med Landets Folk: de ſkulde afholde ſig fra al Plyndring, og den paafølgende Vaar drage over til Frankrige. Adelſteen ſvarede venligt „Intet Land“, ſagde han, „frembringer ſaa ypperlige og krigsdygtige Mænd, ſom Dacien. Ingen er retfærdigere i Handling, og ſtørre i Vaabendaad, end Eders Herre. Jeg tilſtaar Eder fuldkommen Frihed til at kjøbſlaa hvor ſom helſt I finde for godt i mit Land. Beder Eders Herre at komme til mig, at jeg kan tilfredsſtille min Længſel efter at ſe ham, og trøſte ham efter hans Ulykker. Rolf kom, blev venſkabeligt modtagen, og ſluttede et uopløſeligt Forbund med Adelſteen. Den hele Vinter tilbragtes med Udruſtninger, og Rolf fik tillige flere angliſke Ynglinger til at deeltage i Toget. Om Vaaren ſejlede han afſted med en herlig Flaade. En Storm bragte Skibene i ſtor Fare, dog landede de omſider heldigt ved Walcheren. Indbyggerne af denne Ø angrebe ham og hans Mænd, men Rolf overvandt dem, fældte og fangede en ſtor Deel, og opholdt ſig længe paa Walcheren, idet han herjede Øen. Da Adelſteen erfarede at han var velbeholden kommen did, ſendte han ham tolv Skive ladede med Korn, Viin og Fleſk, og lige ſaa mange beſatte med væbnede Mænd. Rolf glædede ſig over Gaven, og ſendte et Geſandtſkab til Adelſteen, for at fremføre hans Tak. Men Indbyggerne paa Walcheren, der frygtede for at Rolf vilde blive al ſin Tid paa deres Ø, henvendte ſig til Raginher Langhals, Hertug af Hennegau, og Radbod, Friſernes Fyrſte, og bade dem om at uddrive den ubeleilige Gjeſt. De efterkom Begjæringen, og angrebe Rolf, men denne ſejrede ſom ſædvanligt, drev begge Fyrſter paa Flugten, ſkjændte og brændte over hele Walcheren, og hjemſøgte Frisland. Friſerne ſamlede ſig i ſtor Mængde, og angrebe Rolf ved Floden Almar, men lede et ſtort Nederlag; Rolf tog en utallig Mængde Fanger, og Friſerne maatte forbinde ſig til at betale ham Skat og love ham Lydighed. Rolf vendte nu ſine Vaaben mod Hertug Raginher Langhals, ſejlede opad Schelden, herjede paa begge Sider og kom lige til Condé. Raginher blev overvunden i mange Slag; Indbyggerne vovede ej at pløje og dyrke Jorden; der opſtod Hungersnød og Fortvivlelſe i Landet. Omſider blev Raginher ved et Angreb paa Dacierne fangen og ført i Lænker til Rolf. Samme Dag havde Raginhers Folk overrumplet og fanget tolv af Rolfs ypperſte Krigere. Raginhers Huſtru ſendte derfor Geſandter til Rolf, og tilbød ham at frigive disſe tolv Krigere, hvis han vilde ſætte hendes Mand paa fri Fod. Men Rolf ſvarede, at han aldeles ikke vilde frigive Hex-tugen,’ men tvertimod lade ham halshugge, hvis hun ikke forinden ſendte ham baade hine Krigere tilbage, og derhos alt det Guld og Sølv, der fandtes i det hele Hertugdømme, under hendes Chriſtendoms-Ed, tilligemed den Skat, Hertugen ellers plejede at oppebære af ſine Underſaatter. Her var intet andet for, end at adlyde. For at ſkaffe Guld og Sølv tilveje, maatte man ogſaa tage Kirkernes Prydelſer, og endda ſtrak ikke alt til. Hun ſendte, hvad hun kunde, med de tolv Krigere, idet hun ydmygt lod bede om Naade for hendes Mand. Rolf blev herved ſtemt til Medlidenhed. Han lod Raginher bringe for ſig, og bebrejdede ham førſt at han havde optraadt fiendtligt imod ham, men ſagde derefter, at han ſkulde faa ſin Frihed og Halvdelen af de udpresſede Skatte tilbage, naar han kun for Eftertiden vilde love at være hans Ven. Raginher lovede dette med Glæde. Da lod Rolf ham løſe af Lænkerne, og ſendte ham tilbage til hans Huſtru med Halvdelen af Skatten og rige Gaver. Da Freden ſaaledes var oprettet her, og Rolf pønſede paa hvad han nu ſkulde tage ſig for, havde han en ny Drøm, der bød ham at forlade disſe Egne, og drage til Frankrige. Strax ſatte han derfor Sejl til, forlod Schelden, og drog til Seinens Munding. Dette var, ſiger Dudo, i Aaret 876. Han drog op ad den ſkjønne Flod, hvis ſmilende Bredder vare klædte med duftende Urter, og ſtandſede ved Jumiéges, hvor han dog ikke opſlog ſin Bolig i St. Peters Kloſter, men landede derimod paa den anden Side af Floden, og tog ſit Sæde ved St. Vaaſts Kapel, hvor han ogſaa lod Liget af en hellig Jomfru, ved Navn Hameltrude, hvilket han førte med ſig fra England, nedlægge over St. Vaaſts Alter, hvorfor Stedet ſiden kaldtes St. Hameltrude. Da de fattige Kjøbmænd, der dengang opholdt ſig i det ved Fiendehaand halv ødelagte Rouen, erfarede at en ſtor Skare af Nordmænd var kommen til Jumiéges, tyede de alle ſom een til Erkebiſkop Franko om Hjelp. Denne ſendte ſtrax Bud til Rolf for at bede ham om Sikkerhed for ſig ſelv og Heredets Indbyggere Da Rolf hørte, at der ſaavel i Byen ſom i Heredet kun fandtes en ubevæbnet Hob, hvis Bekæmpelſe ej kunde bringe ham nogen Ære, lovede han Erkebiſkoppen, hvad han forlangte, og ſejlede ſelv op til Rouen, hvor han lagde ſig med ſine Skibe tæt udenfor St. Martins Port og Kirke, og ſelv gik i Land, for at tage Byen i Øjeſyn Han fandt dens Befæſtninger ſprengte, Kirkerne nedbrudte, Murene hiſt og her omſtyrtede, og af Menneſker kun en liden, ubevæbnet Hob. Da han var kommen tilbage fra denne Vandring, ſammenkaldte han ſine fornemſte Mænd, for at raadſlaa med dem om, hvad man videre ſkulde gjøre. De ſagde, ligeſom ved en guddommelig Indſkydelſe: „Dette Land er frugtbart paa alt Slags Korn, har herlige Skove, fiſkerige Floder, er rigt paa forſkjellige Slags Vildt, men blottet for Krigere. Lader os gjøre os til Herrer over det, og ſætte os ned her, idet vi erobre de tilgrændſende Egnes Riger, Landsbyer, Gaarde og Borge, for at de Skarer, der nedſætte ſig, kunne have Ro; maaſkee ſkal din Drøm paa denne Maade gaa i Opfyldelſe. Rolf blev glad ved dette Svar, lod Skibene lette Anker, og ſejlede op til Pont de l’Arche. Herfra rygtedes det ſtrax i det egentlige Francien (Isle de France), at en utallig Hær af Nordmænd laa forſamlet i Seinen. Forfærdede ſom ved et pludſeligt Tordenſlag ſamlede Franciens Mænd ſig i ſtor Mængde ved Floden Eure, og hentede Haaſtein, der endnu opholdt ſig i Chartres, for at han, ſom ſelv var Nordmand, nu kunde gaa dem til Haande ved Underhandlingen med hans Landsmænd. Hertug Ragnald af Francien forlangte hans Raad. Haaſtein ſvarede at han, hvis han for tre Dage ſiden havde været adſpurgt, maaſkee kunde have givet et godt Raad; nu vidſte han ikke bedre Raad end at ſende Geſandter til Rolf, for at høre hvad han ſagde. Ragnald bad Haaſtein ſelv at gaa ſom Geſandt. Han vilde ikke gaa ene, men medtog to Krigere, kundige i det danſke Sprog. De begave ſig hen til Pont de l’Arche, ſtillede ſig paa Flodbredden, og ſpurgte de Fremmede i de kongelige Grevers Navn, hvo og hvorfra de vare, og hvad de vilde. „Vi ere Daner“, lød Svaret, „og komme fra Dacien; vi ville erobre Francien“. „Hvad Titel fører Eders Herre“, ſpurgte Haaſtein. „Ingen“, ſagde de; „vi have ingen Herre, vi ere alle lige“. „Ere I lokkede hid ved Rygtet om nogen enkelt Mands Bedrifter“, ſpurgte Haaſtein; „have I maaſkee hørt noget om en af Eders Landsmænd ved Navn Haaſtein, der kom ſejlende hid med en Mængde Krigere“? „Ja“, ſagde de, „vi have hørt øm ham; han begyndte godt, men endte ſlet“. „Ville I“, vedblev Haaſtein, „underkaſte Eder Kong Karl, og erkjende hans Herredømme imod at faa mange Forleninger af ham“? „Nej“, ſvarede de, „vi ville ikke underkaſte os Nogens Herredømme, eller modtage Forleninger af Nogen ſom helſt; vi ſynes bedſt om det Len, ſom vi ſelv ſkaffe os ved Vaaben og Anſtrengelſe“. „Hvad ville I da gjøre“? ſpurgte Sendebudene „Pak Eder kun bort“, ſagde Dacerne, „og ſtaar ikke længer her; vi ſkjøtte ikke om Eders lange Tale, og ville ikke fortælle Eder hvad vi agte at gjøre“. Med denne Beſked maatte Haaſtein og hans Ledſagere gaa tilbage. Ragnald ſpurgte Haaſtein, hvad de nu ſkulde gribe til. Haaſtein fraraadte ham at angribe de Fremmede. Men en Bannerfører i den franſke Hær, ved Navn Rolland, ſagde: „hvorfor ſpørge I ham om Raad? Ulv fanges dog aldrig ved Ulv, eller Ræv ved Ræv“. „Nuvel“, ſagde Haaſtein, „jeg ſkal ikke indvende noget mod Angrebet“. Rolf og hans Mænd havde imidlertid opkaſtet Befæſtninger næſten ſaa ſtore ſom en Borg. Frankerne hørte om Morgenen Mesſe i St. Germain-Kirken og nøde Sakramentet, derpaa angrebe de Befæſtningen, hvor der fandtes en vid Aabning, beſtemt til Port. Gjennem denne ſtormede Rolland ind med ſin Skare. Dacerne, der laa og hvilede hiſt og her paa Sletten, med Skjoldene over ſig, ſkyndte ſig op, og fældte i et Øjeblik Rolland tilligemed hans Mænd. Ragnald, Haaſtein og de øvrige Anførere flygtede. Rolf kaldte ſine Mænd, der forfulgte de flygtende, tilbage, og ſagde: „hvad Ondt have vi gjort Frankerne? hvorfor have de angrebet os? Det er dem, ſom have begyndt Striden; de faa nu tage til Takke med Følgerne. Vi ville erobre deres Borge og Byer; vi ville gjengjelde dem mangedobbelt deres Fornærmelſer mod os“. Derpaa gav han Befaling til Opbrud. De ſejlede længer op ad Floden, og erobrede Meulan, hvorfra de herjede hele Omegnen. Ragnald ſamlede en ſtørre Hær, og angreb Nordmændene paa ny, men var endnu uheldigere end forrige Gang. Han blev ſlagen og maatte flygte; paa Flugten blev han dræbt af en Fiſker, der var traadt i Rolfs Tjeneſte. Rolf forfulgte de flygtende, og dræbte mange, men fangede endnu flere. „Nu“, ſagde Rolf, „ville vi drage til Paris og hjemſøge dem, der have flygtet fra Striden“. De lettede Anker, ſejlede til Paris, omringede og belejrede den, og herjede Omegnen, for derved at ſkaffe ſig Levnetsmidler. Da disſe begyndte at ſvigte, efterſom Belejringen gik i Langdrag, gjorde Nordmændene et Tog til Landſkabet Besſin, ſom de herjede, og belejrede Bayeux. Stadens Indbyggere forſvarede ſig, og vare heldige nok til at fange Botho, en af Nordmændenes Anførere. For at faa ham tilbage, tilſagde Nordmændene Staden et heelt Aars Fred, og droge bort igjen, men da Aaret var omme, og Belejringen af Paris endnu varede ved, drog Rolf til Bayeux, indtog Staden med Storm, ødelagde den i Bund og Grund, og tilegnede ſig alle Fanger og Byttet. Blandt de fangne var den ſmukke Poppa, Datter af en fornem Mand ved Navn Berengar; hende egtede Rolf kort efter „paa danſk Viis“, og havde med hende Sønnen Villjam. Eureux blev ligeledes indtagen og plyndret. Forfærdede herover bekvemmede nogle Bygder i Francien ſig til at betale Rolf Skat, andre ſatte ſig til Modværge.

Da Anglerne hørte, at Rolf var beſkjeftiget med Belejringen af Paris, og ſaaledes ikke kunde komme ſin Ven Adelſteen til Hjelp, begyndte de at blive opſætſige mod ham, og grebe til Vaaben. Adelſteen, der ej ſaa ſig iſtand til, paa egen Haand at bekæmpe Anglerne, ſendte en af ſine Grever til Paris, for at minde Rolf om det Forbund, de havde indgaaet med hinanden, og bede ham om Hjelp. Da han fremførte Begjæringen for Rolf, bad denne ham vente i tre Dage. Han ſendte ſtrax en Opfordring til Befalingsmændene i Staden, at de enten ſkulde overgive ham denne, eller ſtille Giſler, eller berede ſig til Forſvar. Borgerne valgte det ſidſte. Rolf gjorde tidligt om Morgenen den følgende Dag et heftigt Angreb paa Fienden, og kæmpede lige til Aftenen, men forgjæves. Han lettede derfor i Aftenſkumringen Anker, og ſejlede ſaa hurtigt han kunde over til England, hvor han lod Geſandten melde Adelſteen, at han var ankommen, og rede til at hjelpe ham. Adelſteen blev glad ved denne Efterretning, begav ſig ſtrax til Rolf, og bød ham hjerteligt velkommen. Rolf takkede ham for den Undſætning og de Levnetsmidler, han havde ſendt ham, da han laa paa Walcheren. Adelſteen ſvarede at han ej nokſom kunde paaſkjønne, at Rolf for hans Skyld havde forladt det Rige, Gud ſelv havde forundt ham; han lovede ham til Gjengjeld at ville give ham Halvdelen af ſit eget Rige, hvis han kunde kue de opſætſige Angler. Rolf gav ſig nu til at angribe Anglerne og herje deres Byer: da de ſaa, at det ej kunde nytte dem at ſætte ſig til Modværge, faldt de til Fode, og bade om Naade. Adelſteen tog dem ogſaa til Naade, men de maatte ſtille ſaavel ham, ſom Rolf, Giſler til Pant paa deres fremtidige Troſkab. Adelſteen vilde nu indfri ſit Løfte, og give Rolf Halvdelen af ſit Rige, men denne, hvis Hu ſtod til Frankrige, vægrede ſig ved at tage derimod; for den Tjeneſte, han havde viiſt Adelſteen, var han allerede, ſagde han, forud belønnet ved Hjelpen paa Walcheren. Adelſteen tilbød nu at følge med ham til Frankrige for at ſtaa ham bi. Men heller ikke dette Tilbud vilde Rolf modtage. Han forlod atter England, efterat have forſterket ſin Hær med en Mængde unge Krigere, og ſejlede over til Frankrige. Her deelte han ſin Hær i tre Dele, og ſendte den ene til Loire, den anden til Gironde, medens han ſelv med den tredie atter drog op ad Seinen og fornyede Belejringen af Paris.

Den franſke Kong Karl ſammenkaldte nu et Møde, paa hvilket han for ſine Mænd klagede over Landets Nød, da det lagdes øde, og ikke kunde dyrkes, medens de dog vare ude af Stand til at forſvare ſig mod Rolf. Han anmodede Erkebiſkop Franko om at begive ſig til Rolf, for at bede ham om en Stilſtand af tre Maaneder, og tilbyde ham Len og ſtore Gaver, hvis han efter den Tid vilde lade ſig chriſtne. Franko begav ſig til Rolf og fremførte Begjæringen. Rolf ſamtykkede i at lade Vaabnene hvile i tre Maaneder. Men da Richard, Hertug af Burgund, og Ebalus, Greve af Poitiers, hørte dette, ſagde de at det var en Skam for Nationen, og tilbøde ſig at komme Kongen til Hjelp. Efter de tre Maaneders Forløb begyndte de virkelig Krigen paa ny. Opbragt herover, gav Rolf ſig til at herje Landet paa det grummeſte. Hans Mænd ſejlede op ad Seine og Yonne, gjennemſtrejfede den hele Egn lige til Clermont, hjemſøgte derpaa Sens og trængte frem til Kloſtret St. Benoit, hvilket Rolf ej tillod dem at angribe, plyndrede Landſkabet omkring Etampes og Villemez, og vendte derefter tilbage til Paris. En ſtor Hær af franſke Bønder ſamlede ſig for at angribe Rolf, men led et ſtort Nederlag, og Rolf drog nu til Chartres ſom han belejrede. Biſkoppen i Chartres, ved Navn Valtelin, ſendte Bud til Hertug Richard og Grev Ebalus, med indſtændig Anmodning om at komme Staden til Hjelp. Richard kom førſt med Burgunderne, og angreb Rolf, der i det førſte Slag blev Sejrherre. Men Frankerne og Burgunderne fornyede Angrebet, medens Valtelin i fuldt Skrud, med Korſet og Jomfru Marius Klædebon i ſine Hænder, og omgiven af ſin Gejſtlighed, gjorde et Udfald i Spidſen for Stadens Krigere. For ikke at blive indeſluttet mellem begge Hære, maatte Rolf forlade ſin Stilling, og ophæve Belejringen. Han ſelv tog, ſom det ſynes, Vejen til ſine Skibe. En Deel af hans Hær kom til Loches, og leirede ſig paa et højt Bjerg, hvor Grev Ebalus, der imidlertid bar kommen til, og ſom var meget misfornøjet med at man havde begyndt Kampen før hans Ankomſt, angreb dem, men blev dreven tilbage. Da han merkede, at han alene intet kunde udrette mod dem, forenede han ſig med Hertug Richard, og begge lode nu Bjerget omgjerde ſaaledes, at Nordmændene vare ganſke indeſluttede og ikke kunde komme ud. I deres Uvished om, hvad de nu ſkulde finde paa for at redde ſig, gav en Friſer, der var iblandt dem, det Raad, at nogle af dem i Nattens Mørke ſkulde ſnige ſig ned af Bjerget over Volden, og, naar de kom udenfor Frankernes Lejr, blæſe i Ludr; Frankerne vilde da rimeligviis tro at Rolf var kommen de indeſluttede til Hjelp, og disſe ſkulde da benytte ſig af Forvirringen til at ſlaa ſig igjennem. Planen lykkedes. Nordmændene ſloge ſig heldigt igjennem og lejrede ſig paa et ſumpigt Sted ved Eure, hvor de indrettede en Befæſtning eller et Gjerde omkring ſig af de blodige Legemer og Huder af en Mængde Kvæg, de havde røvet. Da Frankerne, ſom efter at have forvundet ſin førſte Skræk forfulgte de flygtende, fik Øje paa denne beſynderlige Forſkandsning, vovede de ikke at angribe dem, og hine fortſatte Vejen til Skibene, hvor Rolf lykønſkede dem til deres Frelſe. Han begyndte nu at herje værre end forhen, og Frankerne bleve bragte til den højeſte Grad af Fortvivlelſe. De flokkede ſig om Kongen, og ſpurgte ham eenſtemmigt, om han da ikke vilde ſkaffe dem Fred. „Giv mig da et Raad“, ſagde Karl opbragt. „Vi ſkulle give dig et Raad“, ſagde de, „ſom vil være Landet heldbringende. Overlad Rolf og hans Mænd Landet mellem Andelle og Havet. Giv ham derhos din Datter til Egte; han er ſelv en ſmuk Mand og af fornem Herkomſt, han er tapper og mægtig, og vil kunne være dit Rige til ſtort Værn“. Karl ſamtykkede heri, og ſendte Erkebiſkop Franko til Rolf, for at gjøre ham disſe Tilbud, dog fordrede han, at han ogſaa ſkulde lade ſig døbe. Rolf ſammenkaldte ſine Høvdinger, og æſkede deres Mening herom. Erindrende ſig Drømmens Udtydning, raadede de ham til at modtage det gode Tilbud. Landet var ypperligt, og man kunde ikke ønſke ſig et bedre Opholdsſted. Pigen var ſmuk, og Svogerſkabet med Kongehuſet vilde ſkaffe ham og hans Ætlinger den ſtørſte Indflydelſe. Rolf fandt ogſaa Tilbudet antageligt, og lod Franko melde tilbage, at han gik ind derpaa. Han tilbød en Stilſtand paa tre Maaneder, efter hvis Forløb han og Kongen ſkulde komme ſammen, for at ſlutte nærmere Forlig. Da Franko bragte denne Efterretning tilbage, bleve de Franſke meget glade, og fordrede eenſtemmigt, at Kongen ſkulde holde, hvad han havde lovet. Og for at viſe dem, at han meente det alvorligt, overgav han allerede nu ſin Datter til Erkebiſkoppen paa Rolfs Vegne. Da Hertug Robert af Paris, den afdøde Kong Odos Broder, erfarede dette, ſendte ogſaa han Fredstilbud til Rolf, for at beſtyrke ham i hans Forſæt at nedlægge Vaabnene og antage Chriſtendommen. Og Rolf lovede det højtideligen. „Jeg ſamtykker i Kongens Forſlag“, ſagde han, „han ſkal være mig ſom en Fader, og jeg ham ſom en Søn“. Til den beſtemte Tid kom begge Parter ſammen ved et Sted, kaldet St. Cler, ved Floden Epte. Rolf lejrede med ſin Hær paa den ene Side af Elven, Kongen og Robert paa den anden. Rolf ſendte Erkebiſkop Franko over til Kongen og lod ham ſige, at det tilbudte Land var for lidet, for uopdyrket og menneſketomt, til at man kunde leve der, uden ved Rov, han maatte derfor ved Siden deraf midlertidigt have et frugtbart og rigt Land at hente Føde og Klæder fra, indtil det, ſom Kongen havde tilbudt ham, var opblomſtret igjen efter de Ødelæggelſer, det havde lidt. Han fordrede og, at Kongen og de fornemſte gejſtlige og verdslige Herrer ſkulde aflægge Ed paa, at Landet mellem Epte og Havet ſkulde tilhøre ham og hans Efterfølgere ſom Ejendom eller Alod. Hertug Robert og de øvrige Grever, Biſkopper og Abbeder ſagde til Karl, at han nødvendigviis maatte opfylde Rolfs Begjæring, om ikke for den ſtore Nyttes Skyld, Rolf kunde gjøre Riget, ſaa dog for at erhverve et ſaa ſtort Folk for Chriſtendommen. Kongen maatte føje ſig derefter, og tilbød Rolf førſt Flandern til midlertidig Brug. Men Flandern fandt Rolf altfor ſumpigt, Kongen lovede ham derfor Bretagne, der grændſede lige til det Land, der nu ſkulde blive hans eget. Hermed var Rolf tilfreds. Der ſtilledes nu Giſler paa begge Sider. Hertug Robert og Erkebiſkoppen hentede Rolf over til den franſke Lejr, hvor Frankerne ved at ſe ham ikke kunde tilbageholde deres Beundring over hans Tapperhed, Klogſkab og Dygtighed. Smigret herved, lagde Rolf ſine Hænder mellem Kongens, det vil ſige, aflagde ham ſin Hylding, hvilket, heder det, hans Fader, Farfader og Oldefader aldrig havde gjort for nogen. Kongen overdrog ham det lovede Land, nemlig fra Epte til Havet, ſom Alod, og Bretagne til at leve af, og gav ham ſin Datter Giſla til Egte. Efter Skik og Brug ſkulde nu Rolf kysſe Kongens Fod, men han vægrede ſig derved. „Jeg vil“, ſagde han, „aldrig bøje mine Knæ for nogen, eller kysſe nogens Fod“. Da Frankerne imidlertid bade ham ſaa indſtændigt derom, befalede han en af ſine Krigere at gjøre det i hans Sted. Denne gjorde det nok, men paa den Maade, at han greb fat i Kongens Fod og løftede den op til ſin Mund, ſaa at Kongen faldt baglængs, hvorover en ſtor Latter opſtod[81]. Kongen og alle de ſtore Herrer aflagde nu den forlangte Ed paa, at det ham overdragne Land ſkulde tilhøre ham og hans Efterkommere i alle følgende Slægter. Derpaa drog Kongen bort, men Hertug Robert og Erkebiſkoppen forbleve hos Rolf, der nu blev døbt af Franko i Aaret 912. Hertug Robert ſtod Fadder til ham og gav ham ſit Navn. Rolf, ſom Dudo nu kalder Robert, ſkjenkede efter Frankos Raad rige Gaver til Kirken, og holdt derpaa et prægtigt Bryllup med Giſla. Han tilſagde alle dem Sikkerhed, der vilde nedſætte ſig i hans Land, der nu efter Nordmændene kaldtes Nordmandie. Han deelte det ved Redning mellem ſine Mænd, og bragte det ſnart paa Fode igjen. Han gav med Høvdingernes Samtykke Love, der ſtedſe ſkulde overholdes, gjenopbyggede Kirkerne og rejſte Stædernes Mure. Han tvang de gjenſtridige Bretagnere til Lydighed, og forſynede derved ſit Land med Levnetsmidler. Han forbød ſtrengelig alt Røveri og Tyveri, ja han ſkal endog have forbudt, at nogen Agerdyrker om Natten bragte ſine Redſkaber i Huus, eller at nogen ſendte en Vogter med Heſte, Æſler eller Kvæg, da dette indeholdt en Tvivl om at den fuldkomne Sikkerhed herſkede, ſom han havde paabudt. En Bondes Huſtru, der fik Lyſt til at prøve, om denne Sikkerhed virkelig var ſaa ſtor, bortgjemte ſin egen Mands Agerdyrkningsredſkaber, og lod ham ſiden gaa til Rolf, for at klage over, at de vare ham fraſtjaalne. Rolf gav Manden Penge til at kjøbe nye Redſkaber for, og anſtillede de ſtrengeſte Underſøgelſer efter Tyven i den hele Landsby[82]; endelig kom det op, at denne ingen anden var end Bondens egen Huſtru, og nu lod han dem begge hænge. Herved indjog han Tyvene en ſaadan Skræk, at ingen herefter vovede at forgribe ſig paa anden Mands Ejendom[83]. Der opſtod ſenere en Uenighed mellem ham og hans Svigerfader. Denne havde ſendt to Krigere til ſin Datter Giſla, og hun havde ſkjult dem for Rolf, ſom dog fik Nys derom, antog dem for Spejdere, og lod dem henrette paa Torvet. Hertug Robert af Paris tog Parti med Rolf, herjede Kongens Beſiddelſer, og vilde endog benytte ſig af Lejligheden til at opkaſte ſig til Konge i Frankrige, men Rolf tillod ham kun at herje, ikke at tragte efter Kronen. Giſla var imidlertid død uden Børn og Rolf tog derfor Poppa tilbage ſom Huſtru. Da han var bleven gammel, og forudſaa ſin nær foreſtaaende Død, ſammenkaldte han alle Høvdingerne i Nordmandie, tilligemed Alan og Berengar, Bretagnes Fyrſter, foreſtillede dem ſin og Poppas Søn Villjam, en ſmuk og haabefuld Yngling, og bød dem vælge vant til hans Efterfølger. Dette ſtede, og de aflagde Ed paa at ville blive Villjam tro. Fem Aar derefter endte Rolf ſit berømmelige Liv i en meget høj Alder[84].

I denne Fortælling, der med enkelte Tilſætninger gjentages af Dudos Epitomator, Villjam af Jumiéges, ſom levede paa Villjam Erobrerens Tid, er der meget, ſom allerede ved førſte Øjekaſt viſer ſig ſom uhiſtoriſkt og ſagnmæsſigt, f. Ex. om de ſaakaldte Dacers Oprindelſe og Forjagelſe fra Hjemmet, om Rolf og Gorm, om Drømmene og deres Udtydning. Ogſaa i Tidsregningen herſker der den ſtørſte Forvirring. Dudo nævner kun tvende Aarstal, 876, da Rolf drog fra Schelden og førſte Gang viſte ſig i Seinen, og 912, da han blev døbt. Villjam af Jumiéges tilføjer Aaret 851, da Haaſtein allerførſt angreb Frankrige, og 898, da Rolf blev ſlagen ved Chartres af Hertug Richard af Burgund[85]. Af alle disſe Aarstal er, ſom det nedenfor vil viſes, kun 912 paalideligt. Hvad de øvrige Tidsangivelſer angaar, da er det allerede ovenfor viiſt, at den, der henfører Haſtings Tog til 851, er urigtig, det ſamme er Tilfældet med Henførelſen af Slaget ved Chartres til 898, thi en ſamtidig Kilde viſer at det fandt Sted i 911[86], og hvorvel det viſtnok aldeles ikke kan kaldes uſandſynligt, at Rolf allerførſt, i ſin tidlige Ungdom, og ſom en endnu uberømt og lidet mægtig Viking, kan være kommen til Frankrige i Aaret 876, ſaa faar man dog af Dudos egen Fremſtilling det Indtryk, at Rolfs Tog fra Schelden til Seinen, hans førſte Tog til Frankrige ſom en mægtig og navnkundig Vikingehøvding, kun laa faa Aar forud for hans Daab, og at dette Tog derfor umuligt kan have fundet Sted i 876, ſex og tredive Aar tidligere end 912. Heller ikke var Franko Erkebiſkop i Rouen 876, lige ſaa lidet ſom Raginher Langhals paa den ſamme Tid var Greve af Flandern[87]. Af ſamtidige Kilder veed man, at Erkebiſkoppen i Rouen i Aaret 876 hed Johan, og at han levede endnu i 886, at der ſenere var en Erkebiſkop ved Navn Witto (omkring 900), og at Franko døde ved 939[88]. Raginher Langhals omtales allerførſt, dog ikke ſom Greve af Hennegau, omkring 885, ſom Greve nævnes han baade i Breve og Krøniker førſt ſenere, mellem Aarene 898 og 924[89]. Hvad Dudo fortæller om Kong Adelſteen i England og hans Forbindelſe med Rolf, henviſer ogſaa til en Tid ſenere end 875. Sædvanligviis har man troet, at Dudo har forvexlet Adelſteen eller Ædhelſtan med Alfred, ſom paa den Tid herſkede i England. Men naar man vel overvejer Dudos Unøjagtighed og Hang til Overdrivelſer, vil man ikke i mindſte Maade finde det uſandſynligt, at den Adelſteen, han her omtaler, er den ovenfor nævnte nordiſke Hærkonge Gudrum, der i Daaben antog Navnet Ædhelſtan, og ſom herſkede i Øſtangel fra 878 til 891; hvoraf det følger, at Rolfs Beſøg hos ham, og endnu mere hans Tog til Walcheren, i alle Fald har fundet Sted efter 878[90]. Føje vi nu hertil, at de Annaliſter, der forreſten berette temmelig vidtløftigt om de nordiſke Vikingers Angreb paa Frankrige før Udgangen af det 9de Aarhundrede, aldeles ikke nævne et Ord om Rolf, kommer man lige ſaa vel ſom ved Dudo’s egne Ord til den beſtemte Overbeviisning, at hvad Bedrifter end Rolf tidligere, førend han naaede nogen Navnkundighed, kan have udrettet, fandt dog det ſtore Tog, hvorved han erhvervede Nordmandie, ikke Sted førend umiddelbart før hans Daab i Aaret 912. Og derom har man ogſaa et udtrykkeligt Vidnesbyrd hos den gamle ſamtidige Chroniſt Flodoard af Reims. Viſtnok er der juſt paa det Sted af hans Annaler, hvor man ſkulde vente at finde, og hvor der viſt og har været at finde vigtige Oplysninger om Rolf og hans Nordmænd, et ſtort Hul, men han har tillige efterladt en Beretning om Erkebiſkopperne i Reims, og det heder her, hvor han fortæller om Heriveus, der var Erkebiſkop fra 900 til 922: „han arbejdede ogſaa ivrigt paa Nordmændenes Formildelſe og Omvendelſe, indtil de omſider, efter den Krig, Grev Robert førte imod dem ved Chartres, antoge Chriſti Tro, og fik ſig nogle Kyſthereder indrømmede tilligemed Byen Rouen, hvilken de næſten havde ødelagt, og andre der laa under den“[91]. Dette er alt, hvad ſamtidige Kilder fortælle om denne Begivenhed. Den Krig, hvorved Nordmændene erhvervede Nordmandie, kaldes kun „den ſom Grev Robert førte ved Chartres“; den vigtigſte Begivenhed i denne Krig var Slaget ved Chartres 911, og af Flodoards Ord ſkulde det ſnarere ſynes, ſom om Nordmændene bleve tvungne til at antage Chriſtendommen, end at de bekvemmede ſig dertil af frit Valg. Rouens Ødelæggelſe ſynes ogſaa at have fundet Sted under den ſamme Krig. Overdragelſen af Nordmandie betegnes ſimpelt hen kun ſom en Overdragelſe af nogle Kyſthereder, og den ſynes derfor ikke i Samtidens Øjne at have været af den Betydning, ſom den ſiden fik, og ſom Dudo giver den.

Men om Dudo end har udſtrakt ſin Helts Hovedbedrift paa en altfor ſtor Række af Aar, og har ladet ham ſpille Hovedrollen ved Begivenheder, der af ældre Forfattere ej ſættes i Forbindelſe med hans Navn, er det dog derfor ſlet ikke afgjort, at Rolf ikke har taget Deel i dem, ſkjønt i en underordnet Stilling. Thi viſt er det, at de fleſte Begivenheder, hvilke Dudo med eller uden Tidsangivelſe omtaler ſom foregaaede under Rolfs Auſpicier, virkelig, ſkjønt med flere eller færre Afvigelſer, nævnes hos de ældſte Annaliſter. Vi erfare ſaaledes, at i Aaret 876, det ſamme Aar, i hvilket Rolf med ſine Skibe ſkal have fejlet opad Seinen, kom Nordmændene med en Flaade af henved 100 ſtore Skibe, af det Slags, der kaldtes Barker, op i denne Flod, og herjede Landet, indtil de ved ſtore Gaver kjøbtes til at drage bort igjen[92]. Her kan ſaaledes Rolf meget godt have været med. Naar det heder, at Rolf ſenere overvandt Grev Ragnald af Francien i et Slag, hvori denne faldt, og at han derpaa ſkred til at belejre Paris, gjenkjender man heri ſtrax den ovenfor meddeelte Beretning om hvorledes Grev Ragnald af Mans, faldt i et Slag mod Nordmændene 885, kort førend de begyndte Belejringen af Paris[93]. I Fortællingen om Toget opad Seinen og Yonnen til Sens og Burgund gjenkjende vi Beretningen om det Tog, Nordmændene efter at have ſluttet Forliget med Karl den tykke 887 foretoge derhen; ligeledes omtales et Herjetog til Burgund i Aaret 899[94]. Men juſt af den Omſtændighed, at Dudo beſkriver disſe Begivenheder anderledes end Annaliſterne, og at han ej er paa det Rene med Tiden, hvortil de ere at henføre, ſynes man at kunne ſlutte, at hans Kundſkab om dem ej hidrører fra ſkriftlige Kilder, men at han kun har kjendt dem for ſaavidt det nordmanniſke Sagn anviſte Rolf den meeſt fremragende Rolle deri. At Rolf virkelig bar deeltaget i dem, men kun ſom underordnet Kriger, bliver derfor utvivlſomt; at hans egne Landsmænd og Frænder ſiden have tillagt ham en ſtørre Indflydelſe og Magt, end han da virkelig havde, er ikke at undres over: man finder i mængdeviis lignende Exempler paa at en enkelt Helt af ſenere Panegyriſter og Biografer er bleven fremſtillet ſom Hovedmanden ved et Foretagende, hvori han i Virkeligheden kun har ſpillet en underordnet Rolle[95].

Vilde man altſaa, ved Hjelp af Dudo’s og Annaliſternes Beretninger ſøge at danne ſig en Foreſtilling om, hvorledes Gange-Rolfs Krigerbane i Virkeligheden har været, maatte det omtrent blive ſaaledes: Forjagen fra Norge, endnu i en temmelig ung Alder[96], har han førſt tyet til Syderøerne; ſiden har han maaſkee for en kort Tid deeltaget i Gudrums og Lodbroksſønnernes Krig i England, men var ſnart ſluttet ſig til den Vikingeſkare, der i Aaret 876 hjemſøgte Seinen, og i det følgende Aar lod ſig kjøbe til at drage bort[97]. Han har rimeligviis atter hjemſøgt England, og vel ogſaa nu og da, baade paa denne Tid, og under ſit ſenere Krigsliv, opholdt ſig hos ſin Halvbroder, Jarlen Torv-Einar paa Orknøerne; under et ſaadant Ophold har han vel ogſaa haft Datteren Kathlin. Efter al Sandſynlighed har han kæmpet i den af Gudrum anførte Hær, og efter dennes Daab 878 ſluttet ſig til den Vikingehær, ſom i 879 tog ſit Ophold ved Fulham (ſe S. 637) og ſiden drog over til Schelden. Denne Hær var, ſom ovenfor viiſt, i det væſentlige den ſamme ſom den, der blev ſlagen ved Saucourt, ſluttede Forliget ved Haslou, belejrede Paris, holdt ſig en Stund i det nordlige Frankrige, led Nederlaget ved Løwen, og drog for en kort Stund over til England, men vendte tilbage til Frankrige igjen, uden at det nogenſteds fortælles, at den atter forlod dette Land. Det er derfor ſandſynligt, at Rolf den hele Tid har været med i denne Hær, og i Førſtningen ſpillet en mere underordnet Rolle, men efterhaanden erhvervet ſtørre Anſeelſe, indtil han endelig er bleven dens øverſte Anfører. Allerede de Nordmænd, der i 876 droge op ad Seinen, og blandt hvilke Rolf rimeligviis ogſaa var, have efter al Sandſynlighed hørt til den ſamme Hær, eller ſenere ſluttet ſig til den, og Erhvervelſen af Nordmandie fremſtiller ſig ſaaledes ſom Frugten af een og ſamme, men dog i Tidens Løb ved ſtadig Tilvæxt ſig ſtedſe fornyende Hærs ſexogtrediveaarige Kamp, ved hvis Begyndelſe de danſke Kongeſønner Sigfred og Godfred, maaſkee ogſaa Haaſtein, og ved hvis Slutning den norſke Jarleſøn Rolf førte Overbefalingen. Dette forklarer, hvorledes Rolf ligefrem har kunnet forvexles med hine i dette Aar virkelig kom en Nordmannahær til Seinen. Naar det i Udgaverne af Chron. Saxonicum heder, at „Rodla“ i Aaret 876 gjennemfoer Nordmandi og herſkede femti Aar, kunde dette ved førſte Øjekaſt ſynes ſom en paalidelig og nogenlunde ſamtidig Beretning; men den findes, vel at merke, ikke i det ældſte Haandſkrift fra Cambridge, der efter 891 indeholder ſamtidige Notitſer; Navneformen Rodla, ikke Hróðwulf eller Hrólf viſer ogſaa, at den er laant fra Dudo. Forreſten herſker der hos de yngre Skribenter en ſaadan Forvirring i Tidsangivelſerne for Rolfs Tog og Bedrifter, at vi her ikke engang anſee det nødvendigt at anføre dem alle. Der er endog en Krønike Vetus Chronicon incerti Auctoris, sed qui Monachus Floriacensis fuisse videtur, ſom lader Rolf, ikke Haaſtein være Anfører ved Nordmændenes bekjendte Beſtormelſe af Tours (Duchêne S. 32). Merkeligt nok er det, at Ordrik Vitalis (Duchêne S. 439) fatter Rolfs Tog 20 Aar efter Haaſteins; dette pasſer ganſke med at Haaſtein ſluttede Forlig i 882, og at Rolf lod ſig døbe 912. Forgængere, og Bedrifter, udførte af dem, tillægges ham. Under Belejringen af Paris har han maaſkee gjort enkelte Strejftog til Nordmandie, men at han allerede paa denne Tid ſkulde have erobret Bayeux og taget Poppa, Grev Berengars Datter, til Egte, er neppe rimeligt, thi hans Søn med hende, Villjam, maatte da antages at være fød ſaa tidligt, at han ikke længer paa den Tid, da Faderen lod ham hylde ſom ſin Efterfølger, kunde kaldes nogen Yngling. Villjams Fødſel falder ſnarere i de nærmeſte Aar før 912, og Erobringen af Bayeux altſaa i den Krig, der gik umiddelbar forud for Forliget ved Epte[98]. Rolf var derimod viſtnok med at plyndre Burgund, ſaavel i 890 ſom i 899. Hans Tog til Walcheren falder neppe tidligere end 890, og hans ſidſte Tog til Seinen paa en Tid, da endnu Witto, ikke Franko, var Erkebiſkop i Rouen[99]. Nu har han ſat ſig i Beſiddelſe af denne Stad, og forreſten herjet vidt og bredt, indtaget Bayeux og taget Poppa til Egte; ved Chartres har han derimod i et Slag med Grev Robert og Hertug Richard været uheldig, og derved ladet ſig bevæge til at ſlutte Fred, imod Overdragelſen af de Kyſthereder mellem Epte og Havet, ſom efter denne Tid kaldtes Nordmandie. Til Giftermaalet med Poppa ſigter ogſaa den norſke Hiſtorie, hvor den taler om at Rolf egtede den afdøde Greves Huſtru Men hvor vidt det derimod forholder ſig rigtigt, at han egtede Kong Karls Datter Giſla, hvorom ſamtidige Forfattere intet vide at berette, bliver meget tvivlſomt. Allerede Karls Alder paa den Tid, da Giftermaalet ſkulde have fundet Sted, gjør det meget uſandſynligt, om juſt ikke umuligt[100]. Og derhos maa det tages i Betragtning, at Godfred, der efter hvad vi nys have paapeget maa anſees ſom Befalingsmand over den ſamme Hær, der ſiden adlød Rolf, ligeledes egtede en Kongedatter ved Navn Giſla[101], efterat have faaet en Forlening og antaget Chriſtendommen. Det ligger meget nær at antage, at Rolf i dette, ſom i andet er bleven forvexlet med ſin Formand, ſaa meget mere ſom den Beretning om Rolfs Død, der meddeles i Historia Norvegiæ, ligeledes ſynes at grunde ſig paa en Forvexling mellem Rolf og Godfred, da denne jo virkelig, efter at være bleven Herre i Frisland, dræbtes ved Svig. Beretningen, ſom ej findes andenſteds, og ſom ligefrem ſtrider mod Dudos Udſagn, at Rolf døde i Fred og Ro, kan neppe være rigtig, og maa derfor grunde ſig paa en Misforſtaaelſe[102].

Om Tiden, naar Forliget mellem Kong Karl og Rolf fandt Sted, kan der, efter hvad ovenfor er viiſt, ikke være nogen Tvivl. Man har endog et Diplom af Karl den enfoldige fra Aaret 918, hvor han nævner „den Landſkabsdeel, han overdrog Nordmændene ved Seinen, nemlig Rolf og hans Ledſagere, for at de ſkulde forſvare Riget“[103]. Derimod herſker der Uvished om Tiden, naar Rolf døde. Dudos Angivelſe, at han døde et Luſtrum (fire til fem Aar) efter at han havde ladet ſin Søn hylde ſom ſin Eftermand, er af Enkelte paa en næſten ubegribelig Maade bleven misforſtaaet ſaaledes, ſom om hans Død indtraf fem Aar efter hans Daab, altſaa 917[104]. Men Flodoard, hvis Annaler igjen tage fat efter dette Aar, nævner ham heldigviis et Par Gange, ſeneſt 925, andre Krøniker henføre hans Død deels til 928, deels til 931, og der er flere Grunde, ſom gjøre det ſandſynligt, at dette ſidſte er det rette.

Om Rolfs Bedrifter efter Erhvervelſen af Nordmandie veed man ikke meget. Hvad Dudo fortæller, er meſtendeels kun Sagn om hans Strenghed og Retfærdighed. Allerede Dudo antyder, at han, da der ſenere udbrød Tronſtridigheder mellem Grev Robert af Paris og Kong Karl, ikke vilde tillade hiin at ſtøde denne fra Tronen, af Flodoards Beretning ſees det, at Nordmændene, da Kongen blev forladt af ſine fleſte Tilhængere, vare ſaa godt ſom hans eneſte Støtte. Men Rolf har vel og under disſe Uroligheder fundet Lejlighed til at udvide ſit Rige. Han var ellers ikke den eneſte Nordmannahøvding der paa denne Tid erhvervede Beſiddelſer i Frankrige: der var paa denne Tid endnu en Deel Nordmænd, ſom havde ſit Tilhold ved Loire. De plyndrede Cornouaille eller det veſtlige Bretagne i Aaret 919, og tiltvang ſig 921 af Grev Robert Afſtaaelſen af det herjede Landſkab tilligemed Heredet om Nantes. Da Nordmændene ved Seinen ogſaa gjorde Fordringer paa Bretagne, er det meget ſandſynligt, at de have taget Deel i disſe Tog. To Aar ſenere finde vi begge Afdelingers Forening udtrykkeligen omtalt[105]. Grev Robert af Paris var, efter at have antaget Kongetitlen, falden i Slaget ved Soisſons, og Rudolf af Burgund, Richards Søn, udvalgt til Konge af de oprørſke Vaſaller. Karl ſendte Bud paa Bud til Ragnvald, Loire-Nordmændenes Høvding, om at ſtaa ham bi, og denne brød op med ſine Mænd, i det hans Hær tillige forſterkedes ved mange af Seine-Nordmændene, hvoraf man maa ſlutte, at Rolf har faaet lignende Anmodninger, og har ladet en Deel af ſine Krigere ſtøde til Ragnvalds Hær. Ragnvald herjede lige til hiinſides Oiſe, men hans Lejr blev imidlertid overrumplet og hans Bytte af Gods og Fanger borttaget af Grev Heribert af Vermandois’s Mænd. Opbragt herover, ſtormede han ind i Artois, men blev med Tab dreven tilbage af Grev Adelhelm, dog vedblev han at herje i Nærheden af Beauvais. Ved Efterretningen herom ſkyndte Kong Rudolf ſig fra Burgund til Compiegne, og drog med Erkebiſkop Sænlf af Reims, Grev Heribert af Vermandois og andre af ſine Tilhængere over Epte ind i Nordmandie, ſom han herjede til Gjengjeld. Der aabnedes nu Underhandlinger, hyppige Geſandtſkaber gik ſkifteviis mellem Rudolf og Nordmændene der hode Fred, und Afſtaaelſen af et betydeligt Landſkab hiinſides Seinen. Man ſeer heraf, at det Land, Nordmændene hidtil havde haft, kun var den Deel af Nordmandie, ſom ligger nordenfor Seinen. Afgjørelſen udſattes til det følgende Aars Mai Maaned, imidlertid ſluttedes Stilſtand og ſtilledes Giſler. Forliget kom ſiden iſtand efter Nordmændenes Ønſke Landſkaberne Besſin og Le Mans bleve dem indrømmede, og de fik ovenikjøbet en ſtor Sum Penge, der inddreves over hele Riget (924). Det er af disſe Forhandlinger tydeligt, at Rolf, om han end ikke ſelv anførte ſine Mænd i denne Krig, dog var den, i hvis Navn alt udrettedes, ſiden han, og ikke Ragnvald, høſtede Fordelene. Rolf ſkal have udnævnt ſin Ven Botho, hans Søn Villjams Foſterfader, til Herre i Bayeux[106]. I det følgende Aar herjede dog Ragnvald ligefuldt Burgund, men blev ſlagen med ſtort Tab ved Bjerget Challes, og trak ſig ſiden, ved Kong Rudolfs Ankomſt, tilbage fra ſine Forſkandsninger ved Seinen; men nu brød ogſaa Rolf Freden, herjede Beauvoiſis og Amiens, og trængte frem lige til Noyon. Amiens og Arras bleve opbrændte under Forvirringen; men Beſætningen i Noyon drev Nordmændene tilbage, og da disſe tillige erfarede, at Krigerne fra Beauvais[107] herjede i Nordmandie hiinſides Seinen, og at Pariſerne og andre plyndrede i Omegnen af Rouen, ſkyndte de ſig tilbage. Ogſaa ved Søkyſten gjorde Grev Hilgaud af Ponthieu et Indfald. Rolf ſendte 1000 af ſine Mænd til Borgen Eu for at forſvare denne Deel af ſit Land, men Grev Heribert af Vermandois, Grev Arnulf af Flandern og de øvrige Kyſtfranker angrebe og ſtormede Borgen, og nedſablede Beſætningen paa nogle faa nær, der reddede ſig til en nærliggende Ø, hvor de forſvarede ſig ſaa længe de kunde, men endelig, da de havde opgivet alt Haab om Frelſe, ſtyrtede ſig i Havet og deels druknede, deels dræbtes af Frankerne. Hertug Hugo af Paris ſluttede ſtrax efter Forlig med Nordmændene og overlod dem et Stykke Land; det følgende Aar herjede de atter i Artois, og lede et Nederlag, hvor dog Grev Hilgaud faldt og Kong Rudolf ſaaredes; og førſt efter at man havde udbetalt dem en ny Sum Penge baade af Francien og Burgund, ſluttedes Freden og bekræftedes med Ed paa begge Sider[108]. Et Tog, ſom Hugo og Heribert gjorde mod Loire-Nordmændene, mislykkedes. Efter at have belejret dem i fem Uger maatte de ſlutte Fred med dem, og bekræfte dem i Beſiddelſen af Heredet omkring Nantes[109] (927). Da imidlertid Grev Heribert, ſom allerede i flere Aar havde holdt Kong Karl i Fangenſkab, var kommen i Uenighed med Kong Rudolf om Forleningen af Grevſkabet Laon, hvilket denne ej vilde give Heriberts Søn Odo, begyndte Heribert, i det mindſte for et Syns Skyld, at nærme ſig Karl, og lade ham optræde ſom Konge. Dette frembragte ogſaa en Tilnærmelſe mellem Heribert og Rolf, ſom virkelig, ſiden Forleningen med Nordmandie, ſynes at have været Karl oprigtig hengiven. Ved en Sammenkomſt i Eu (927) lod Rolf ſin Søn Villjam aflægge Hyldings-Ed til Karl og ſlutte Venſkabsforbund med Heribert, der ved denne Lejlighed ſynes at have ſtillet Rolf ſin Søn Odo ſom Gisſel[110]. Det følgende Aar (928), da Heribert havde faaet Laon i ſin Magt, holdt han et nyt Møde med Nordmændene, og Grev Hugo ſluttede ligeledes Venſkab med dem, men Rolf udleverede ikke Odo, førend hans Fader Heribert tilligemed nogle andre Grever og Biſkopper havde ſvoret Karl Troſkabsed. Dette er den ſidſte Gang, Rolf udtrykkeligt omtales af den paalidelige Flodoard. Hans Død indtraf, ſaaledes ſom det ovenfor er nævnt, i Aaret 931; vel ſiges dette ingenſteds i nogen paalidelig Krønike med Vished[111]), men man kan dog ſlutte det deels deraf, at hans Søn Villjam fra denne Tid af nævnes ſom Herre af Nordmandie, deels af andre Omſtændigheder[112]. Det Møde 5 Aar før hans Død, hvorved han lod ſin Søn Villjam hylde ſom ſin Efterfølger, baade af ſine egne Mænd og af Alan og Berengar i Bretagne, har altſaa fundet Sted ved 926, og dette ſtemmer godt dermed, at Villjam i det følgende Aar allerede optræder ſom ſin Faders Medregent, og tilſværger Kong Karl Troſkabs-Ed[113].

Det kan neppe betvivles, at ogſaa Nordmændene i Loire nu erkjendte Rolfs og Villjams Højhed. Man kjender i det Hele taget lidet til deres Bedrifter, og dette lidet meeſt gjennem Legenden. Vi have ſeet, hvorledes de i Aaret 919 ødelagde Cornouaille i Bretagne[114], og forjoge Indbyggerne, eller bortførte dem, for at ſælge dem ſom Trælle. Det maa have været denne Ødelæggelſe, der nødſagede Grev Mathuedoi af Poter, gift med en Datter af den i Aaret 907 afdøde Kong Alan den ſtore, til at flygte over til England med ſin Søn, der ligeledes hed Alan, og til hvem den engelſke Konge Edward ſtod Fadder[115]. Aaret i Forvejen havde endeel af Nordmændene fra Bretagne, anførte af Jarlerne Ottar og Roald, endog været i det veſtlige England, hvorfra de dog efter nogen Tid med ſtort Tab bleve fordrevne til Irland[116]. Det er ligeledes omtalt, hvorledes Kong Robert allerede i 921 indrømmede Loire-Nordmændene en Deel af Bretagne tilligemed Heredet om Nantes, hvilket enten er blevet umiddelbart afſtaaet til Rolf, eller ſom de ſenere atter have tabt, eller hvoraf de i alle Fald endnu ikke have været i Beſiddelſe, da det kort Tid derefter (ved 929) heder at Ragnvald, der ſaa voldſomt herjede Loire- og Seine-Egnene, dengang endnu ikke havde faaet Beſiddelſer i Frankrige, og en ny Afſtaaelſe omtales ved 927[117]. At Nordmændene virkelig havde tabt disſe Beſiddelſer, kunde man maaſkee ſlutte deraf, at Villjam, Hertug af Aquitanien, ſlog dem, da de herjede Aquitanien og Auvergne, i et ſtort Slag, hvor 12000 Nordmænd ſkulle være faldne[118]. Paa dette Tog var det maaſkee, at Ragnvald forvandlede Karolingernes gamle prægtige Slot Casſignol ved Garonnen til en Ruin[119]. Ragnvalds Endeligt beſkrives i en Legende, uden nogen nærmere Tidsbeſtemmelſe, men ſaaledes at man tydeligt kan forſtaa, at han betragtede ſig og betragtedes kun ſom Rolfs Undermand. Ifølge Legenden kom han paa ſit ſidſte Tog til St Benedikts-Kloſtret i Fleury, ſom han fandt forladt af Munkene, og hvor han opſlog ſin Bolig, medens hans Mænd ſværmede om paa Rov. Da drømte han en Nat, at St. Benedikt ſelv viſte ſig for ham, bebrejdede ham hans Gruſomheder, og ſlog ham med ſin Stav i Hovedet. Ragnvald vaagnede, men følte fra den Tid af ulidelige Smerter, gav ſtrax Befaling til Opbrud, og drog, ſom det fortælles, hjem til ſit Fædreland, nemlig Nordmandie, hvor han kort efter døde i Rouen under ſtore Lidelſer. Juſt ſom han døde, opſtod der pludſelig en ſaa heftig Storm, at Tagene fløj af Huſene, de Fangnes Lænker løſtes, og de røvede Heſte og Kvæg, 12000 i Tallet, der græsſede udenfor Rouen, befriedes fra deres Tojr, og løb bort til alle Kanter[120]. Nordmandie var altſaa lige fuldt Ragnvalds rette Hjem, om han end var Loire-Nordmændenes Herre, og han ſtod følgelig under Rolfs Befaling. De Erhvervelſer i Bretagne og ved Nantes, hvori Loire-Nordmændene bekræftedes ved Forligene af 921 og 927, kom altſaa aabenbart Rolf til Gode. Alan, Mathuedoi’s Søn, med Tilnavn Barbetorte, maa, ſom man ſeer, efter nogle Aars Forløb være vendt tilbage til Bretagne, ſiden han tilligemed Berengar, Greve af Rennes, i Aaret 926 eller 927 kunde underkaſte ſig Rolf. Denne Underkaſtelſe var dog ikke oprigtigt meent. Alan ſelv ſøgte ſtedſe at ophidſe ſine Landsmænd til at afkaſte Nordmændenes Aag, og Lejlighed dertil maa de viſtnok have troet at være for Haanden, da Rolf var død, kort Tid efter at Kong Rudolf næſten ganſke havde ødelagt en Nordmannahær, der paa ny herjede Aquitanien, i Nærheden af Limoges[121]. Britannerne gjorde pludſelig Opſtand, og paa een Dag (St. Michaels Dag eller 29 September), dræbte de alle de Nordmænd, der befandt ſig i Landet, begyndende med deres Anfører[122]. Men Inge, Loire-Nordmændenes Herre, og Villjam, Rolfs Søn, hevnede Opſtanden ved et ødelæggende Tog, der nødte Alan til at flygte tilbage til England til Kong Ædhelſtan, med ſaa mange af Britannerne, der paa denne Maade kunde redde ſig[123]. Den anden Herre over Bretagne, Berengar, underkaſtede ſig Villjam, der altſaa nu foruden Nordmandie beherſkede Bretagne og en Deel af Loire-Egnen, og kort Tid derefter (933) forlenedes idetmindſte med en Deel deraf, da han omſider, i Mellemriget efter Karl den enfoldiges Død, bekvemmede ſig til at hylde Kong Rudolf[124].

Vi have her meddeelt Alt, hvad de paalidelige Kilder berette om Rolf og Nordmændenes Erhvervelſe af Nordmandie. Den Dødsmaade, der i den norſke Krønike tillægges ham, maa, ſom vi ovenfor bemerkede, grunde ſig paa en Forvexling. Om hans Charakteer kunne vi vanſkeligen gjøre os nogen Foreſtilling, thi til de Lovtaler, ſom de nordmanniſke Hiſtorieſkrivere i rigt Maal give ham, kunne vi ikke ſætte nogen Lid. I det mindſte kan det neppe have været ſynderligt bevendt med hans Chriſtendom, dertil var han for gammel, da han lod ſig døbe, og der findes endog Beretninger om at han efter at have antaget Chriſtendommen lod offre hundrede chriſtne Fanger til ſine hedenſke Guder, medens han dog tillige gav hundrede Pund Sølv til de Chriſtnes Kirker, ligeſom for at gjøre ſig Æſerne og de Chriſtnes Gud lige gunſtige[125]. Ere disſe Beretninger end meddeelte af yngre og mindre paalidelige Skribenter, ſtemme de dog ſaa vel med, hvad vi af vore egne Sagaer erfare om Vikingernes Svæven mellem Chriſtendom og Hedenſkab, at vi neppe kunne tvivle om at de grunde ſig paa gamle, paalidelige Sagn. Rolf var altſaa i dette, ſom i andet, en egte Viking. Men han var mere ordholden, end Vikingerne ofte plejede at være, thi han ſynes under hele ſin Herſkertid at have viiſt Kong Karl ubrødelig Troſkab. Han var tillige, hvis man kan ſætte Lid til de om ham opbevarede Sagn, ſtrengt retfærdig og forſtod at holde Orden i ſit Land.

Rolf blev begraven i Rouen, i den af ham ſelv grundlagte Kirke, den nuværende Domkirke eller vor Frue Kirke. Hans Gravminde findes her endnu, lige over for hans Søns, dog ej paa deres gamle Plads, og med en Indſkrift og en liggende Billedſtøtte af ham, hvilke neppe ere ældre end det 14de Aarhundrede[126].

Om det end ikke udtrykkeligt ſagdes, at Rolf beſad ſtore Talenter, kan man ſlutte det deraf, at han formaaede at udrette et ſaa ſtort Verk, ſom at underkaſte ſig og befæſte ſit Herredømme over en betydelig Deel af et fremmedt, fiendtligt Land, og at han forſtod at give dette ſit nye Rige Indretninger, der ſtyrkede hans og hans Efterfølgeres Magt og Anſeelſe og forebyggede Feudal-Anarchi paa ſamme Tid, ſom de vedligeholdt den nedarvede Selvfølelſe og Uafhængighedsaand hos hans Mænd. Thi hvor meget end det nordmanniſke Lensvæſen kan ſiges at være det naturlige og oprindelige germaniſke i Sammenligning med det kunſtige Syſtem, der allerede havde gjort ſig gjeldende i Tydſkland og Frankrige, og hvor mange af de nye Indretninger i Nordmandie ſnarere maa betragtes ſom vedtagne af Nordmændene i Tidens Løb, end ſom en umiddelbar Følge af Rolfs Foranſtaltninger, ſaa vilde dog det Hele neppe uden hans ordnende Haand have opnaaet den Faſthed og indbyrdes Harmoni, der udmerker de nordmanniſke Inſtitutioner, idetmindſte ſaaledes, ſom de gjennemførtes i England, lige over for det løſe, vaklende og anarchiſke Syſtem, der i ſaa lang Tid var det herſkende i Frankrige.

I det Svar, ſom lægges hiin Nordmand i Munden, at de alle vare lige, ligger Grundprincipet for det nordmanniſke Lensvæſen. De erkjendte ingen Mellemled mellem Befalingsmanden og Følget, alle vare de uden Forſkjel dennes Mænd. Det erobrede Landſkab tilhørte Befalingsmanden, og han uddeelte det igjen mellem ſine Mænd. Vel heder det, at han hyldede den franſke Konge, altſaa erkjendte ſig ſom hans Lensmand, men det heder tillige, at han fik Landet ſom Alod[127], med andre Ord, at det ej var et ſædvanligt Len, men overdroges ham formelig til Ejendom, kun med den Forpligtelſe at forſvare det og Rigets Grændſer paa den Kant mod Fremmedes Angreb: det var et Markgrevſkab. Dette Markgrevſkab blev altſaa i hans egne Mænds Øjne hans Odel, ſom han igjen uddeelte mellem dem i mindre Dele, forbeholdende ſig ſelv tilſtrækkelige Beſiddelſer eller Ejendomsgaarde. De langvarige Ødelæggelſer af Landet havde ſandſynligviis forjaget de forrige frankiſke Godsbeſiddere enten til Byerne, eller til andre Landſkaber, og den tilbageblevne Befolkning, der ej har kunnet være betydelig[128], maa iſær have beſtaaet af ufrie Lejlændinger eller rettere livegne Jorddyrkere, der nedſtammede fra den ældre galliſk-romaniſke Befolkning, og ſom nu efter det frankiſke Herredømme kom under det nordmanniſke. Lige over for denne Befolkning maatte Nordmændene danne en højere Klasſe eller Adel, og Adſkillelſen mellem begge Klasſer maatte her være ſkarpere og varigere end i Norge mellem Haulderne og Lejlændingerne, fordi de hørte til forſkjellige Folk og i det mindſte i Førſtningen talte forſkjellige Sprog, og fordi Herrerne i Nordmandie ej, ſom Haulderne i Norge, boede i aabne Gaarde, der kun ved deres Størrelſe adſkilte ſig fra Lejlændingernes, men i befæſtede Borge, der ragede højt op over de Høriges Hytter, og ſtedſe mindede om det Krigsforhold, der gjorde dem til Landets Herrer. Og paa dette Forhold, tilligemed Nordmændenes eget nedarvede Frihedsſind og Ætteſtolthed ſaavel ſom overhoved deres Foragt for de udartede og af dem overvundne Franker, maa det Overmod være grundet, hvormed den nordmanniſke Adel betragtede ſig ſom en ædlere og fornemmere Slægt end alle de øvrige Indbyggere af Frankrige og England.

I de norſke Kongeſagaer kaldes Rolf og hans Efterkommere Jarler, (Rúðu-Jarlar, efter Rúða d. e. Rouen), og dette maa derfor have været den Titel, hvormed deres egne Mænd benævnte dem, ſaa længe de talte Norrønaſproget. Ogſaa i de paalideligſte franſke Skrifter og i Diplomer kaldes de ſædvanligviis Comites d. e. Grever[129]; førſt ſenere blev Hertugstitlen almindelig[130]. Hans Mænd, til hvilke han uddeelte Landet[131], kaldtes milites, harones, proceres, alt efter deres Magt og Anſeelſe; milites ſvarer til „Hirdmænd“, harones til „Lendermænd“. De egentlige Forleninger maa oprindelig kun have beſtaaet i Landsbyer, det vil ſige Gaarde eller befæſtede Herreſæder, om hvilke Hørige havde boſat ſig i Klynger, og disſe Forleninger maa ſtrax være blevne Beſidderens Ejendom i den Forſtand, ſom dette Ord toges i Norge, da Harald Haarfagre ſelv havde tilegnet ſig Odelen, men Bønderne dog vedbleve at beſidde Jorden, egentlig ſom Len, men dog i Virkeligheden ſom Ejendom. Naar det heder, at Rolf forlenede Enkelte med Steder og ſtørre Landſkaber, maa man tænke ſig, at han ved Siden af deres Ejendomslen har givet dem Diſtrikter at beſtyre og dertil ſæregne Forleninger for at kunne bolde det nødvendige Antal Tropper, ligeſom Harald Haarfagre gav Jarlerne og Herſerne ſæregne Forleninger eller Veitsler; og ligeſom vi i Norge finde Jarler og Herſer, finde vi i Nordmandie Vicecomites og Barones, hvis Embedsfunktioner og Forpligtelſer til Landsherren viſtnok vare de ſamme, ſom Jarlernes og Herſernes til Kongen. Thi det kunſtige Syſtem af Over- og Under-Vaſaller, ſom herſkede i det frankiſk-tydſke Lensvæſen, kjendtes ikke i det norſke eller nordmanniſke. Ved at give ſin Lensmand et Landſkab at beſtyre, opgav derfor ikke Lensherren eller Staten, ſaaledes ſom i Frankrige eller Tydſkland, ſin umiddelbare Højhed og Magt over hver enkelt af denne Lensmands Undergivne, og derved ophørte heller ikke Rigets Eenhed ved Forleningerne, ſaa at det udſtykkedes i ligeſaa mange Stater ſom Len, hvilket var Tilfældet i Frankrige og Tydſkland. Den ved Forleningen overdragne Ret vedblev kun at være Brugsret, ikke Regjeringsret, og Diſtriktsbeſtyrerne vare kun Embedsmænd, ikke Regenter. De Love, ſom Rolf gav Folket (plebs) vare, heder det, vedtagne af de fornemſte Mænd (principes) nemlig af Lensbeſidderne; de Hørige eller Lejlændingerne kunde naturligviis ingen Stemme have ved de offentlige Forſamlinger, hvilke her viſtnok lige ſaavel ſom i Norge og paa Island kaldtes Thing. Deraf, at Rolf uden videre lod ſin Søn hylde ſom ſin Efterfølger, ſees det at han bar betragtet Landet ſom ſin Æts Odel, i hvis arvelige Overleverelſe den franſke Konge ej var berettiget til at indblande ſig.

Paa denne Maade befæſtede Nordmændene ſit Herredømme i Nordfrankrige, og fra Landets Fiender bleve de dets ſikkreſte Forſvarere. Hidtil ſang man endog i Litaniet „A furore Nordmannorum libera nos o Domine“; nu var det Nordmændene i Nordmandie, fra hvilke Frankriges øvrige Beboere iſær ventede ſin Frelſe for Nordens Vikinger. Og viſt er det, at Vikingetogene i det Store til Frankrige fra denne Tid ophørte, naar man undtager under Forvirringen ſtrax efter Villjam Jarls Død, hvorom ſenere. Viſtnok kan dette Ophør af Vikingetogene til Frankrige for en ſtor Deel tilſkrives forandrede Forhold inden Norden ſelv og den Omſtændighed, at England og overhoved de britiſke Øer mere og mere bleve det udelukkende Maal for de danſk-norſke Vikingers Krigstog, men meget maa dog ogſaa de i Nordmandie boſatte Nordmænds Tapperhed og Ulyſt til at dele deres engang erhvervede Beſiddelſer med ſenere tilkomne Vikinger have udrettet.

Norſkt Sprog og nordiſk Nationalitet var nu en Tid lang herſkende i Nordmandie. Vel laa det i Sagens Natur, at i det mindſte Sproget ikke kunde holde ſig længe, da kun de færreſte af de Nordmænd, ſom ſloge ſig ned her, førte Huſtruer med ſig, og de fleſte ſaaledes egtede Kvinder fra Landet ſelv, hvis Sprog følgelig blev Børnenes Modersmaal. Heller ikke taltes Sproget lige meget i alle Egne af Landet, og det fortælles ſaaledes udtrykkeligt om Villjam, at han ikke vilde lade ſin Søn Richard opdrage i Rouen, hvor der taltes mere romanſk d. e. franſk, end danſk, men derimod ſendte ham til Bayeux, hvor der taltes mere Danſk, og hvor Drengen kunde lære Sproget tilſtrækkeligt til at tale med ſine Landsmænd[132]. Men Sproget har dog efterladt Spor, der neppe nogenſinde ville forſvinde. En Mængde Stedsnavne i Nordmandie ere endnu norſke, kun med de Forandringer, ſom den franſke Udtale gjennem flere Aarhundreder nødvendigviis maatte medføre. Saaledes finde vi flere Navne, der nu endes paa beuf eller boeuf, men hvori vi gjenkjende det norſke bø, f. Ex. Elboeuf (Elvebø), Criqueboeuf (Kirkebø), Linbeuf (Lindbø), Daubeuf (Dalbø); da denne Endelſe er charakteriſtiſk for de nordiſke Folk, er det klart, at de dermed ſammenſatte Navne ikke kunne hidrøre fra de for Nordmændene i disſe Egne boſatte Franker eller Saxer, ligeſom ogſaa Formen beuf, der mere minder om det norſke end det danſk-gotiſke by, viſer at det var virkelige Nordmænd, ikke Daner, fra hvilke den hidrører. En anden charakteriſtiſk nordiſk, ikke frankiſk eller ſaxiſk Endelſe, er den paa tot, der øjenſynlig er en Forvanſkning af det oldnorſke túpt, tópt, tóft, f. Ex. Routot (Rolfstoft), Grastot (Grastoft), Lintot (Lindtoft), Yvetot (Ivarstoft), Criquetot (Kirkjutoft), Etaintot (Steintoft), Gonnetot (Gunnarstoft) o. ſ. v. Navne paa fleur minde om det oldn. fljót, f. Ex. Fiquefleur (Fiſkafljot) Honfleur (Hindarfljot) o. ſ. v. Der er Navne paa bec, det norſke bekk, f. Ex. Caudebec (Kaldabekk), Bolbec (Bollabekk); paa dieppe, det norſke djup, paa dale, det norſke Dal o. fl. I andre Navne er det latinſke villa bibeholdt, eller maaſkee ſat iſtedetfor Gaard, medens den førſte Deel af Navnet er norſk f. Ex. Ingouville, Ingulfsgaard, Gonfreville, Gunnfredsgaard, Herouville, Herjulfsgaard o. ſ. v.[133]. De fleſte af disſe Navne tilhøre ikke Floder, Bjerge, eller Stæder, ſom allerede vare til før Nordmændenes Ankomſt, men Landsbyer, Flekker, eller Byer, der have rejſt ſig ſenere; der er ſaaledes al Grund til at formode, at disſe Landsbyer og Flekker, eller i alle Fald mange af dem, ſkylde et af en Nordmand opført Herreſæde deres Oprindelſe, og at det er dette, ſom førſt har baaret det norſke Navn, der ſiden er blevet udſtrakt til den Landsby, der ſamlede ſig i dets Nærhed. Ogſaa det hele Landſkab fik, ſom bekjendt Navn efter Nordmændene, og bærer det endnu. Dog kaldes det ikke ſtrax ſaaledes i offentlige Dokumenter. I Begyndelſen førte Jarlerne kun Titlen „Grever“ eller „Markgrever af Rouen“, og Navnet Nordmandie forekommer neppe førend i Begyndelſen af det 11te Aarhundrede[134]. Det er, ſom man kan ſe, efterhaanden blevet brugeligt, og førſt almindeligt vedtaget paa en Tid, da de, ſom i Landet ſelv kaldtes Nordmænd, ikke længer talte det norſke Sprog.

Men ophørte end det norſke Sprog, ſaa ophørte dog ikke derfor den norſke Nationalaand. Forædlet ved at optage i ſig de højere Kultur-Elementer, der fandtes hos de Franſke, gjorde den ſig ſnart gjeldende blandt disſe ved en mægtig Indflydelſe paa deres Udvikling. Iſtedetfor at følge efter, gik den foran, og gav den nordfranſke Aandsretning ſit charakteriſtiſke Præg. Hidtil havde Frankerne, med al deres højere Kultur, ingen ſynderlig Sands for hvad der forſkjønner Livet. Der gaves ingen franſk Literatur, ingen Poeſi. Førſt da Nordmændene i Nordmandie havde antaget det franſke Sprog, begyndte dette at blive Skriftſprog og at holdes i Agt og Ære. Sandſen for Sagavæſen og Skaldekunſt dulgte ſig heller ikke, efter at Sagaernes og Skaldernes Sprog var ombyttet med det Lands, hvor Rolfs Nordmænd havde fundet et andet Hjem. Om Jarlernes og Høvdingernes Bedrifter dannede der ſig Sagn, ligeſom Sagaerne i Moderlandet; disſe Sagn ordnedes i Vers og kvædedes af Meneſtrellerne eller Trouvererne, ej alene blandt den menige Almue, men paa Herrernes Borge, hvor de vare velkomne Gjeſter, og hvor det desuden var Skik, at hver den, der blev gjeſtfrit modtagen, fortalte ſin Vert en Hiſtorie eller kvad ham et Digt[135]. Endog Villjam Erobreren havde ſin Meneſtrel Taillefer med ſig, da han underkaſtede ſig England, ligeſom de norſke Konger havde ſine Skalder, og endnu i Villjams Levetid var der Folkeſange om hans Bedrifter. Paa denne Maade vaktes Sandſen for den nationale Literatur; det franſke Sprog blev ikke længer en foragtet Almuedialekt, men den fornemme Verdens Sprog, ſom uddannedes og holdtes i Ære. Den nordiſke Krigeraand og Ridderlighed, der udmerkede Nordmandies Høvdinger, blev ſiden et Mønſter for Frankrige og for hele det af Frankrige paavirkede Veſteuropa; og det i Middelalderens Kultur-Udvikling ſaa merkelige Riddervæſen kan med Rette ſiges at have ſin Oprindelſe fra Nordmandie. Den mageløſe Foretagelſesaand, der i ſin Tid havde drevet Vikingerne, ſom under Rolfs Anførſel erobrede Nordmandie, fra Hjemmet, tillod heller ikke deres Efterkommere at ſidde rolige hjemme, hvor Smaafejder med Nabovaſallerne ej kunde give dem Beſkjeftigelſe nok. Derfor ſeer man dem, ſom Vikingerne fordum, drage ud paa Æventvr, ſnart i Flokke, ſnart enkeltviis. Villjam Erobreren udruſtede en heel Hær og Flaade, og underkaſtede ſig England. Thankred af Hautevilles Sønner droge i Følge med andre Landsmænd til Italien, og grundede det nordmanniſke Rige i Neapel og Sicilien, ja ſtiftede endog et Herredømme i det fjerne Syrien, i Antiochia. Og hvor disſe Nordmændenes Efterkommere, eller ſom vi nu til Adſkillelſe fra deres Forfædre ville kalde dem, Nordmannerne, traadte frem, bleve de altid ſig ſelv lige og lagde altid, ſaavel i ſine Dyder, ſom ſine Lyder, deres norſke Herkomſt for Dagen. Saaledes ſom vi af Sagaerne lære vore Forfædre at kjende, og ſom vi endnu kjende vore af fremmedartet Forfinelſe mindſt paavirkede Landsmænd, ſaaledes viſte ogſaa Nordmannerne ſig tappre, men forſigtige, indeſluttede i ſig ſelv, beregnende og ſtundom liſtige, energiſke hvor det gjelder, men ſorgløſe naar de tro ſig ſikkre; ædelmodige og trofaſte i Venſkab. Ogſaa idel Ydre gjenkjender man Nordboerne; Villjam Erobreren og Robert Viskard beſkrives omtrent ſom Sagaerne beſkrive deres Helte[136]. Hvor ſom helſt nordmanniſke Riger oprettedes, finde vi ſtedſe de nordmanniſke, oprindelig norſke Lens-Inſtitutioner, ſom Rolf allerede hjemme i Norge havde ſeet indførte, og ſom ved deres Simpelhed og lette Overſkuelighed tjente til at ſammenholde Monarchierne og derhos kunde lempe ſig efter alle Tidsaldres Krav, medens det Feudalvæſen, ſom herſkede i det øvrige Europa, kun ledede til Anarchi og Adſplittelſe, og aldeles maatte gaa til Grunde, førend Statsforfatninger, ſtemmende med de nyere Tiders Fordringer, kunde opſtaa. Vel maa derfor Oprettelſen af det nordmanniſke Rige i Frankrige med fuld Føje kaldes en verdenshiſtoriſk Begivenhed af en Følgerigdom ſom faa, og vel maa Norge være ſtolt af at have frembragt de dygtige Mænd, der trods ſaa mange Vanſkeligheder formaaede at udrette ſaa ſtort et Verk.

  1. Hincmar af Reims hos Pertz, I. S. 467—470. Det er ellers et Spørgsmaal, om ikke „Carento“ her ſkal betegne Charente, ſiden det heder at Aquitanerne ſtrede mod Sigfred.
  2. Navnet ſkrives, ſom ovenfor (S. 427) nævnt, paa mange forſkjellige Maader, men da Chron. Sax. har Hæstén, ſynes „Haaſtein“ at være den rigtigſte.
  3. Se ovenfor S. 429, 430.
  4. Hincmar, hos Pertz I. S. 475, jvf. Regino, ſammeſteds S. 578.
  5. Hincmar, ſammeſteds S. 496, 497, Regino, S. 585, 586.
  6. Regino, S. 586, 587.
  7. Se ovenfor S. 427, jvf. S. 430. I gesta dominorum Ambaziensium (Duchêne S. 21) heder det udtrykkeligt, at dette Haaſteins (Hvaſtens) Tog foregik efter Karl den ſkaldedes Død, eller under Ludvig den ſtammendes Regjering, altſaa mellem 877 og 879. Dette ſtemmer langt bedre med hvad der af ſamtidige Annaliſter, ſom Forfatteren af Annales Vedastini og Chron. Sax., berettes om Haaſteins Levetid, end hine yngre og upaalidelige Efterretninger, der henføre Haaſtein eller Haſting til 841 eller 843, og beviisligen tillægge ham Bedrifter, hvori han ej har deeltaget, eller hvis ſamtidige Berettere i det mindſte ej kjende hans Navn. Fejlen ſynes at være opſtaaet deraf, at Rolfs Ankomſt efter et gammelt Sagn (Chron. Turonense hos Duchêne S. 25) ſattes 15 Aar (tria lustra) efter Haaſteins Herjetog, og da nu Rolfs førſte Hovedtog, ſom nedenfor ſkal viſes, henførtes til 876, medens det ſnarere er at henføre til 897 eller 898, flyttedes Haaſteins Plyndringstog op til Tiden før 862. Regnes Rolfs Tog derimod 15 Aar efter Udløbet af hine 3 Aar (879—882) i hvilke Haaſtein herjede, faar man netop 897.
  8. Ann. Vedast. hos Pertz. II. p. 199. Hincmar hos Pertz I. p. 514.
  9. Sammeſteds S. 205.
  10. Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. I. p. 364—369. De øvrige engelſke Annaliſter berette omtrent det ſamme, enkelte med ſtørre Vidtløftighed, dog ſaaledes at man tydelig kan ſee, at hvad de have tilføjet, kun ſkyldes deres egen Gisning.
  11. De højſt upaalidelige Asſerſke Annaler (Gale S. 172) ſige viſtnok udtrykkeligt, at han i Aaret 895 vendte tilbage til Seinen, men denne Beretning er aldeles ikke at tage Henſyn til.
  12. Det fortælles vidtløftigt hos Villjam af Jumièges, hos Duchêne, Ser. rer. Nordm. p. 218, 221, 228. Dudo fortæller om Toget til Italien, og om hans Forlig med Kongen, dog uden at nævne noget om Chartres (Duchêne S. 66—68). Robert Wace v. 458—746) og Benoit de St. Maur l. I. v. 1163—1914) følge Villjam af Jumiéges. Matthæus af Weſtminſter lader Haaſtein i Aaret 887 herje England, og derefter udføre ſin hele Række af Bedrifter, lige fra Angrebet paa Frankrige til Erobringen af Luna og Forleningen med Chartres (S. 176); man kan ikke ønſke noget bedre Beviis paa det Vaklende og Upaalidelige i den hele Fortælling. Villjam af Malmesbury (Savile S. 43) ſiger at „Haſting“ efter Gudrums Daab i 878 vendte tilbage til Frankrige.
  13. Her maa tillige det forhen omtalte Sagn, at Haaſteins Plyndretog laa 15 Aar forud for Rolfs førſte Hovedangreb paa Frankrig, merkes; henføres dette til 897 eller 898, pasſer det temmelig godt dermed at Haaſtein i 882 virkelig ſluttede et Forlig med Ludvig III. Men da de ſamme Forfattere, der nævne om Haaſteins Tog til Luna, ogſaa henføre Rolfs førſte Hovedangreb til 876, ſynes de at have regnet de 15 Aar fra 861, hvilket giver ſterk Formodning om at de have haft Velands Forlig for Øjne.
  14. Fulda-Annalerne, hos Pertz I. S. 386.
  15. Hincmar, hos Pertz I. S. 512. Fulda-Annalerne, ſammeſteds S. 393. Legenden om Martyrerne i Ebbekesdorp, Langebeks Scr. rer. Dan. II. p. 57 flg. Legenden nævner en Slaver, ved Navn „Baruth“, ſom Danernes Anfører. Maaſkee man heller kunde læſe „Haruch“ og antage ham for Erik II, ſkjønt man da rigtignok ogſaa maa læſe Danum iſtedetfor Slavum. Den Omſtændighed at de Faldnes Levninger bleve førte til Ebbekestorp (Ebſtorf) i det Lüneburgſke og der begravne, har foranlediget Flere til at antage, at Slaget ſtod der.
  16. Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. I. p. 358.
  17. Hincmar, S. 512. Fulda-Annalerne S. 393.
  18. Fulda-Annalerne S. 393. Regino, S. 592.
  19. Annales Vedastini hos Pertz II. S. 593.
  20. Alberic S. 211, 212. Denne melder forreſten, efter Guido af Bazache, at Gudrum, overtalt af Iſenbard, der havde taget ſin Tilflugt til ham, var kommen over til Frankrige, og deeltog i dette Tog.
  21. Det er aftrykt hos Langebek Scr. rer. Dan. p. 71. Willems: Elnonensia. Det heder her blandt andet:

    Da tog han Guds Orlov,
    Herved Krigsfanen op,
    Red han da blandt Franker,
    imod Nordmændene; …

    Da tog han Skjold og Spær,
    Kraftigt red han der,
    længe det ej vared,
    Nordmændene han fandt.

    Sang blev ſungen,
    Vig (Kamp) blev begyndt,
    Blod ſkinnede paa Kinderne
    der ſpillede de Franker.

  22. Fulda-Annalerne, hos Pertz I. S. 394. Regino, ſammeſteds S. 593.
  23. Regino, S. 592. Iperii Chron. hos Bouquet. IX. S. 70, 71. Ædhelweard Mon. hist. Brit. I. p. 516. Det ſiges ikke udtrykkeligt, at Sigfred og Godfred hørte til den Hær, ſom enten havde ſiddet i Nimwegen,. eller Var ſlagen ved Saucourt, dog kan man ſlutte det af Chron. Sax., der i Korthed beretter disſe Begivenheder, og kun omtaler een og den ſamme Hær. Haslau eller Haslou ſkal være det nuværende Elsloo, lidt nedenfor Maastricht. Ædhelweard kalder Stedet „Æſcelum“.
  24. Hos Hincmar ſtaar Hals.
  25. Denne Skik var ſædvanlig, og omtales meget ofte i vore Sagaer.
  26. Saaledes fornemmelig efter delt ſamtidige Hincmar, (Pertz I. 313—315), der ſlutter ſine ypperlige Annaler med dette Aar; han nævner udtrykkeligt, at Godfred fik Forleningen, Sigfred derimod de ved Plyndring af Kirkeforraadet tilvejebragte Skatte. Fulda-Annalerne, hvoraf der her er en dobbelt Bearbejdelſe, fremſtille Underhandlingerne noget forvirret (Pertz I. S. 595 flg.) I den ene Bearbejdelſe handler om Godfred, den anden om Sigfred, dog heder det i hiin urigtigt, at Godfred fik Pengene, i den anden lige ſaa urigtigt, at Sigfred lod ſig døbe.
  27. Chron. Sax. Mon. hist. Brit. I. 358. Annales Vedastini Pertz. II. S. 199 flg.
  28. Det heder i Annales Vedastini p. 200: qui nepos fuerat Heorici Dani: herved kan alene Kong Erik være meent. Denne Sigfred forekommer ellers ikke.
  29. Annales Vedastini Pertz II. S. 200, 201. Regino S. 591.
  30. Annales Vedastini p. 201. Chron. Sax. Mon. hist. Brit. p. 539. Asſer S. 483. Ædhelweard, S. 516.
  31. Regino, S. 594. Annales Vedastini, p. 201.
  32. Fulda-Ann. ſige udtrykkeligt (Pertz I. p. 398), at Giftermaalet mellem Godfred og Giſler fandt Sted i 883, Aaret efter Forliget ved Haslou. Heller ikke veed Hincmar, l. c. noget om at Giſlas Haand var en af Fredsbetingelſerne. Dette ſige derimod Regino (Pertz I. p. 594), og andre.
  33. Det ſynes at være det ſamme Slag, der omtales i Fulda-Annalerne (Pertz I. p. 399), hvori Markgrev Henrik og Biſkop Arno af Würzburg ſloge Nordmændene, der havde angrebet Saxland, og i hvilket flere af de faldne Nordmænd ſkulle have været ſaa ſkjønne og ſtore af Væxt, at Frankerne hidtil ej havde ſeet deres Lige. Ogſaa Chron. Sax. (l. c.) og Asſer (l. c.) omtale dette Slag. Ligeledes omtales et andet Slag ved Nordwide i Frisland, hvor en Mængde Nordmænd ſkulle være dræbte. (Fulda-Ann. og M. Adam, I. 41).
  34. Øen ſkal nu hede Spik.
  35. Saaledes fremſtilles Sagen af Regino (Pertz I. p. 595). De andre Annaliſter afvige noget; ſaaledes heder det i Fulda-Annalerne (p. 399), at Giſla allerede i 884 blev bragt til Kejſeren, der opholdt ſig paa et Møde i Worms, og ej fik Tilladelſe til at vende tilbage til ſin Mand; De vedaſtinſke Annaler ſige kortelig (p. 201) at han ved en af ſine Mænds, Gerulfs, Svig, dræbtes af Markgrev Henrik. Denne Gerulf var ifølge Regino en af de Mænd, han havde ſendt til Kejſeren for at forebringe hans Begjering om Koblenz m. m.
  36. En forvirret Beretning om disſe Begivenheder og om Forliget ved Haslou, findes ogſaa, tildeels efter tydſke Forfattere, i Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 60. Her heder det, at Sigfred og Godfred havde Ragnar Lodbroks Sønner i Følge med ſig. De her nævnte Sigfred og Godfred anſees af Nogle for de Konger af ſamme Navn, der faldt i Slaget ved Løwen, hvorom nedenfor. Godfred ſkal have efterladt ſig en Datter, ved Navn Ragnhild, der blev gift med Grev Dietrich af Ringelheim eller Oldenburg.
  37. Annal. Vedast. hos Pertz II. p. 201. Det ſees af disſe, i denne Sag meeſt paalidelige, Annalers Udtryk „quia necdum eorum naves advenerant“, at de Nordmænd, der førſt ankom til Paris, droge over Land fra deres Lejr ved Løwen, hvor de i flere Aar ſynes at have havt deres egentlige Hovedtilhold. Det var de ſenere ankomne Skibe, der toge Vejen opad Seinen.
  38. Annal. Vedast. l. c. — Denne Opgivelſe af Nordmændenes Styrke grunder ſig paa Abbo, 1. B. v. 28 og 114. Regino (Pertz I. p. 596) nævner „over 30000 Krigere“.
  39. Aftrykt hos Duchêne, Scr. rer. Norm. p. 35—48, i Langebeks Scr. rer. Dan. II. p. 75—106 og i Pertz’s Mon. hist. Germ. II. p. 776—805.
  40. Fulda-Annalerne, hos Pertz I. p. 402, ſætter denne Overſvømmelſe i Mai, Juni os Juli Maaned. Men Ann. Vedast. (p. 202) nævne, hvad Paris angaar, udtrykkeligt Februar.
  41. Abbo, 1ſte Bog, Slutn.
  42. Ann. Vedast. p. 202. Fulda-Annalerne S. 403. Regino, hos Pertz I. p. 596. Abbo II. v. 1—22.
  43. Ann. Vedast. p. 202, jvf. Abbo II. v. 28—67.
  44. Abbo, II. v. 220—226.
  45. Ann. Vedast. p. 202. Fulda-Ann. S. 403. Regino S. 596. Abbo II. v. 222, 223.
  46. Abbo, II. v. 334, jvf. Ann. Vedast. p. 203.
  47. Et factum est consilium nimis miserum, Ann. Vedast. p. 203. Det er imidlertid et Spørgsmaal, om Kejſeren, naar Alt kom til Alt, kunde have gjort andet end hvad der ſkede. Nordmændenes Hovedhenſigt var at komme forbi Paris op i den øvre Deel af Seinen. Vi ſe i det Følgende, at det alligevel lykkedes dem at drage Skibene over Land, hvilket de og ligeledes gjorde ved Tilbagetoget, og Odo gjorde da det ſamme ſom Karl, nemlig betalte dem Penge. Heri kunde han viſtnok ikke hindre dem; Den offentlige Stemme fordrede imidlertid at Karl ſkulde have vovet en Dyſt, ſkjønt han neppe vilde have udrettet ſtort derved.
  48. Regino, S. 597. Ann. Vedast. p. 203. Fulda-Annalerne S. 403.
  49. Abbo, II. v. 38s fgg.
  50. Regino, S. 599.
  51. Fulda-Annalerne, S. 403.
  52. Ann. Vedast. p. 203.
  53. Ann. Vedast. p. 203.
  54. Ann. Vedast. p. 204, 205. Regino, S. 599, 691. Fulda-Annalerne S. 405. Chron. Sax. p. 362. Vi have her i Tidsfølgen af de omhandlede Begivenheder iſær fulgt de, ſom det ſynes, i dette Punkt meeſt paalidelige Annales Vedastini. Regino indeholder flere interesſante Enkeltheder, men er uſikker i Tidsregningen; navnligen lader han Hovedbegivenhederne foregaa et Aar ſenere, end de virkelig fandt Sted. Chron. Saxonicum, der her, ſom det ſynes, indeholder ſamtidige Notitſer, omtaler disſe Begivenheder i al Korthed og i god Orden ſaaledes: „886: i dette Aar foer Hæren (nemlig i Nordfrankrige) tilbage til Veſten, men den ſom før havde været øſtover, gik op ad Seinen, og tog Vinterſæde ved Paris … 887: Her foer Hæren op gjennem Broen ved Paris, og opad Seinen til Marne, ſamt fremdeles opad Marne til Chezy, og ſad der ſamt i Yonnen to Vintre, paa begge disſe to Steder. Samme Aar døde Karl, Frankernes Konge, efterat hans Broderſøn Arnulf 6 Uger før hans Død havde berøvet ham Regjeringen“. Det neppe ſynderlig paalidelige Trithemii Chronicon Hirsaugiense (I. p. 40) fortæller et Sagn om en Nordmand, ved Navn Aaskell (Anskatillus), der blev fangen af Odo, og af ham bragt til Limoges, hvor han gav ham Valget mellem Daaben og Døden; Aaskell valgte, ſiges der, det førſte; Odd ſelv ſtod Fadder til ham, og Daaben foregik med megen Stads i St. Martins Kirke, men netop da han tredie Gang havde neddukket ſig i Fonten, gjennemborede Bannerherren Inge ham, og undſkyldte ſig med at han havde gjort det til Fædrelandets Bedſte, for at befri det for en troløs Fiende. Odo lod ſig af de omſtaaende overtale til at give ham Ret, og belønnede ham med Slottet Blois.
  55. Regino, S. 601, 602. Ann. Vedast. p. 205. Chron. Sax. p. 362.
  56. Ann. Vedast. v. 860, p. 205. Regino, p. 602. Chron. Sax. p. 362.
  57. Ann. Vedast. p. 205.
  58. Ann. Vedast. p. 205.
  59. Regino, p. 602. Ann. Vedast. l. c.
  60. Fulda-Annalerne, S. 407. Regino, S. 602, 603.
  61. Dette fremgaar ej alene deraf, at Regino, efter at have beſkrevet Nordmændenes Nederlag, og fortalt at ikke een undkom, dog ſtrax efter (ved 892) fortæller om dem, qui ad naves remanserant, og ſom foretoge et nyt Tog ind i Ripuarien, men ogſaa af hans Ord, at Nordmændene, overmodige over Sejren ved Geule, cum omni virtute ad deprædandum proficiscuntur; thi virtus kan her ej betyde andet end det angliſke dugu’d i en ſaadan Forbindelſe, nemlig „de erfarne, ældre Krigere“, Kjernetropperne. Vi udhæve dette, fordi Slaget ved Løwen almindeligviis fremſtilles ſom om det havde omfattet hele Nordmannahæren.
  62. Regino, S. 603.
  63. Fulda-Annalerne S. 408.
  64. Fulda-Annalerne ved 891. l. c. Fulda-Annalernes Beretning er igjen gaaen over i Adam af Bremens Verk, hvor dens Udtryk, at Vikingerne druknede per centena et millia (i hundrede og tuſindeviis) tankeløſt er gjengivet med at „100000 Hedninger faldt“.
  65. Det maa her desuden erindres, at af Vikingernes hjemmeſiddende Landsmænd maatte det vel kun være de færreſte, der vidſte nogen Beſked om, ved hvilken Lejlighed Sigfred og Godfred vare komne af Dage; de vidſte, at de vare dragne ud omtrent ved 876, og at Slaget ved Løwen 891 før en Deel gjorde Ende paa Toget; det var ſaaledes rimeligt nok, at de henførte Kongernes Død til dette Aar.
  66. Olaf Tryggv. Saga Cap. 60, der grunder ſig paa udenlandſke Kilder, fornemmelig Mag. Adam. — Hr. Hauk Erlendsſøns Beretning om Ragnars Sønner, Fornald. S. Nordrl. I. p. 357, 358.
  67. Det Vers, der i Beretningen om Ragnars Sønner S. 358 lægges Aslaug i Munden, og unegteligen har Præg af Egthed, ſynes at vidne om at en ſaadan Begivenhed, ſom den omtalte, virkelig har fundet Sted, nemlig at Sigurd Orm i Øje er falden paa et eller andet Vikingetog, og at Helge hvasſe har bragt Dødsbudſkabet tilligemed hans Vaaben hjem, og ſidenefter egtet hans Datter. Det maa vel merkes, at Are frode, ved at opregne ſine Forfædre, lader den ovenfor omtalte Olaf hvite være en Søn af Ingjald, Søn af Helge, Søn af Olaf, hvis Fader Gudrød var en Søn af Halfdan Hvitbein, men tilføjer derhos om Ingjald, at han var en Datterſøn af Sigurd Ragnarsſøn (Islendingabok Cap. 12). At Ares Helge Olafsſøn, der var gift med en Datter af Sigurd Orm i Øje, er den ſamme ſom Hauks Helge Olafsſøn, der egtede Aslaug, Sigurds Datter, kan nu viſt ikke betvivles. Og negtes kan det ikke, at Tidsregningen nogenledes tillader at antage Ingjald for at have været en Datterſøn af Sigurd Orm i Øje, om juſt ikke hans Moder var Hardeknuts Tvillingſyſter: det bliver ſaaledes altid en Sandſynlighed for, at Are virkelig har Ret. Fundinn Noregr opſtiller et tredie Slægtregiſter for Helge, hvilket viſtnok forſaavidt ſtemmer med Hr. Hauks, ſom det lader ham nedſtamme fra Dag og Thora Drengemoder, men det opfører dog tildeels andre Led; Hr. Hauk har nemlig „Dag — Ring — Inge —— Ingjald — Ring — Olaf“, medens Fundinn Noregr har „Dag — Ole — Dag — Olaf — Ring — Olaf“. At afgjøre hvilken af disſe tre Slægtrækker er den rigtigſte, er vanſkeligt, imidlertid fortjener Are megen Troværdighed, og Helges Levetid bliver dog under enhver Omſtændighed nogenlunde beſtemt.
  68. Adam Brem. I. 50. Helge kaldes her Heiligo.
  69. Det maa derhos bemerkes, at uagtet Ann. Vedastini ved denne Lejlighed ſom ofteſt bruger Benævnelſen Nortmanni, nævnes dog ogſaa ſtundom Dani og Sigfred kaldes Rex Danorum. Regino nævner kun Nortmanni. Fulda-Annalerne nævne ſædvanligviis Nortmanni, men ſige dog, hvor Slaget ved Løwen omtales: Erat ibi gens fortissium inter Nortmannos Danorum, og Abbo nævner Dani. Her er altſaa virkelig den ſtørſte Grund til at formode, at om end Mængden af Vikingerne have været Nordmænd, have dog ogſaa mange Danſke været med, og at Toget er nærmeſt udgaaet under Overanførſel af danſke Kongeætlinger. Uſandſynligt er det heller ikke at Indbyggere af „Nortmannia“ eller det norſke Rige i Sønderjylland, og tillige fra Viken have været med.
  70. Begge Tog, ſaavel det til England i 866, ſom det til Frankrige og Nordtydſkland i 876, fremſtille ſig ſaaledes egentlig kun ſom en eneſte ſtor Udvandring, bevirket ved Bevægelſer i Danmark og de tilſtødende Egne.
  71. Regino, S. 603.
  72. Dette ſtaar juſt ikke udtrykkeligt i Ann. Vedastini, men ligger dog umiddelbart i dets Ord. Førſt heder det nemlig at Haaſtein (Alſtign) i Aaret 890 ſatte ſig faſt med Sine i „Argova“ ved Somme; ſiden, at de Nordmænd, der ſad i „Argobium“, flyttede til Amiens (891), at Odo drog med en Hær mod Amiens, men udrettede intet heldigt, og at „Danerne“ ſidenefter overrumplede og ſloge ham i Vermandois. Med Henſyn til Overrejſen til England, ſejler Chron. Sax. ved at lade den foregaa ogſaa for de ved Løwen ſlagne Nordmænds Vedkommende i 893. Ann. Vedastini ſige udtrykkeligt, at Nordmændene fra Løwen allerede om Høſten 893 ſatte over til England, da Frankrige hjemſøgtes af en Hungersnød. Ogſaa Ædhelweard ſætter de ved Løwen ſlagne Nordmænds Overfart eet Aar efter dette Slag. Men Haaſtein derimod ſiges udtrykkeligt at være kommen noget ſenere, og rimeligviis var det ham, der ej kom førend 893.
  73. Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. p. 369.
  74. Navnet ſkrives i Ann. Vedastini p. 208 Huncdeus eller Hunedeus, og dette Navn kan maaſkee være en Forvanſkning af den angelſ. Form Ongenþeów d. e. Angantýr. Dog er det meget muligt, at Navnet ogſaa er fejlſkrevet iſtedetfor Hemideus ɔ: Hamdhir, eller at Manden har hedet Hundi.
  75. Ordene i Ann. Vedastini ved 896: per idem tempus iterum Nortmanni cum duce eorum, Huncdeo nomine, et barchis iterum Sequanam ingressi ere nemlig næſten uforandrede gjengivne i det upaalidelige Chronicon Nortmannorum (Pertz I. p. 536), dog ſaaledes, at der ſtaar Rodo iſtedetfor Huncdeo.
  76. Se ovenfor S. 511, 512.
  77. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 24.
  78. Landnáma, II. 11. Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 157. Skaalholt-Udg. II. S. 88. Viſtnok ſiger Laxdølaſaga, der ogſaa (Cap. 32) opregner Slægten, at Gange-Rolf var en Søn af Øxnathore, men den hører,til de yngre Sagaer, og dens Vidnesbyrd kan derfor her ej veje op mod Olaf Tryggvesſøns Saga, hvis Haandſkrifter alle ere enige i, udtrykkeligen at kalde den her nævnte Gange-Rolf Ragnvald Mørejarls Søn. Heller ikke kjender Landnaama nogen Søn af Øxnathore ved Navn Rolf.
  79. Historia Norvegiæ. fol 4 b.
  80. Man gjenkjender Jornandes’s Ord Cap. 4: quasi officina gentium aut certe velut vagina nationum.
  81. Ifølge Breve Chron. S. Martini Turonensis ſkulde Rolf, paa Anmodningen om at kysſe Kongens Fod, have ſagt paa angliſk: ne se bi god (ne si be Gode), det ſkee ej, ved Gud, hvorefter han ſkal have faaet Tilnavnet Bigoth, og hans Mænd Bigothi. Det ſamme Tilnavn (hvori dog ſnarere en Hentydning til Gothi ligger ſkjult) tillægges dem af Guill. de Nangis, dog af den Grund, at Rolf „be god“ tilſvor Kong Karl Troſkab.
  82. Underſøgelſen ſkede, ſom det heder, ved Jærnbyrd.
  83. Villjam af Jumiéges tilføjer her et Sagn, det ſamme, ſom i vore Sagaer fortælles om Frode, at Rolf lod ophænge en Guldarmring i et Træ, og at den i tre Aar hang urørt. Will. Gemet. hos Duchêne, S. 232. Lignende Sagn fortælles viſtnok ogſaa om Øſtgoternes Theodorik, om Alfred i England, og om Brian Boru i Irland, men merkeligt er det dog, at juſt Villjam af Jumiéges meddeler det om Rolf. Thi ellers indſkrænker han ſig til hvad Dudo fortæller. Hvad han i denne tidligere Periode har mere end Dudo, er deels dette Sagn, deels Beretningen om Bier Costæ ferreæ, der ledſagede Haſting, deels ogſaa, hvad der nedenfor vil omtales, at den danſke Konge Harald, der under Richard I beſøgte Nordmandi, var fordreven af ſin Søn Sven. Det er altſaa umiskjendeligt, at danſke Sagn, forplantede til England ved Knuts Erobring, og derfra bragte til Nordmandie efter Englands Erobring 1066, hade udøvet Indflydelſe paa Villjam.
  84. Dudo, hos Duchêne, S. 69—86.
  85. Will. Gemeticensis, hos Duchêne, S. 218, 230. Det maa dog bemerkes, at Tallet 898 er tilføjet i Margen, og ſaaledes maaſkee ſkyldes Duchêne, ikke Villjam ſelv.
  86. Se Chron. Sancti Columbæ Senonensis, hos Pertz I. p. 104. Her ſtaar det udtrykkeligt ved Aaret 911: „I dette Aar, Løverdagen den 20de Auguſt, da Nordmændene belejrede Chartres, og allerede vare nær ved at indtage Staden, kom Greverne Richard og Robert, og anrettede ved Guds Hjelp og den hellige Jomfru Marias Forſorg et ſtort Nederlag paa Hedningerne; af de faa, ſom vare tilbage, toge de Giſler“. De ſamme Ord gjentages udtrykkeligt i Chron. Besuense (hos Bouquet, IX. 20. Duchêne, ſom ogſaa meddeler dette Chronicon, har urigtigt Aarstallet DCCCXXCI iſtedetfor DCCCCXI, p. 23). Ogſaa de ovenfor paaberaabte Gesta Dominorum Ambaziensium, de ſamme, der henføre Haaſteins Tog mod Tours til Tidsrummet efter Karl den ſkaldedes Død, ſætter Slaget ved Chartres ſenere end 898, om juſt ikke ſaa ſeent ſom 911. Det heder nemlig (Duchêne S. 25): „Efter Kong Odos Død, i det ſyvende Aar efter hans dødelige Afgang (altſaa omtrent 905) blev Staden Tours m. m. opbrændt af Nordmændene Erik og Bathet (Baard?) ſaa vel ſom St. Martins Kirke med hele Borgen og 28 Kirker. Paa denne Tid belejrede Rolf, Nordmændenes Anfører, Chartres, men da han endnu var.Hedning, blev han bortjagen fra Chartres ved Synet af St. Marias Serk, hvilken Karl den ſkaldede havde bragt fra Byzants“. Om Ebalus af Poitiers, der nævnes i Forbindelſe med Slaget ved Chartres, veed man at han førſt tiltraadte ſit Grevſkab i Aaret 902. Der er endnu flere urigtige Henførelſer af dette Slag til forſkjellige andre Aar. Misforſtaaelſer af Krønikernes Udſagn, og Utydelighed i disſe med Henſyn til hvad der vedkommer hvert enkelt Aar, ſynes at have været Aarſagen. Erindres maa det derhos, at der ogſaa ſtrax før Belejringen af Paris 886 fandt et Slag Sted ved Chartres, ligeſom og at en Legende fortæller om et Slag ved Loches, hvori en Ebbo, Herre af Deols i Berri blev dødeligt ſaaret (Patriarchium Bituricense Cap. 52).
  87. Nogen Radbod, Friſernes Fyrſte, nævnes ikke paa denne Tid hos Annaliſterne, og der er vel altfor megen Grund til at antage, at Navnet er laant fra tidligere Sagn, eller at det har været et ſtaaende Sagn-Navn for Friſernes Fyrſter.
  88. Franko nævnes ikke førend i Aaret 912, da han døbte Rolf. Hans Formand Witto’s Navn findes blandt Underſkrifterne paa Conciliet i Troſly 909; altſaa maa Witto være død, og Franko bleven Erkebiſkop, mellem 909 og 912. Han nævnes allerede ſom Erkebiſkop i Aaret 892. Hans Formand Johan var i 876 tilſtede ved Conciliet i Pontion, og omtales af Flodoard ved 882. Frankos Død ſættes af Villjam af Jumiéges til 939 eller lidt derefter. Det er ſaaledes neppe rimeligt, at han endog kan have været fuldvoxen i 876. Der var en Biſkop Franko af Lüttich, mellem 852 og 901; maaſke han kan have været forvexlet med den yngre Prælat af ſamme Navn i Rouen.
  89. Raginher omtales af den i 99O afdøde Abbed Fulko i Lobes ledt før Beretningen om Godfreds Drab 885; dog maa det rigtignok bemerkes, at der hos Fulko er nogen Forvirring i Tidsregningen, og at Aaret 888 tidligere er i nævnt. (Bouquet, Recueil &. VIII. p. 220). Raginher nævnes i Dipl. af 898, 915, 919, og hos Flodoard ved 924 (Bouquet, p. 181).
  90. Dudo, og efter ham Villjam af Jumiéges, kalde Adelſteen rex christianissimus og have ſelv viſtnok tænkt enten paa Ædhelſtan, der var ſamtidig med Rolfs ſidſte Dage, eller paa Alfred. Wallingford, der forſøgte et Slags Kritik, har derfor ogſaa nævnt Alfred iſtedetfor Alstemus. Men det ſandſynligſte er her, at Gudrum Ædhelſtan er meent.
  91. Flodoardi hist. Remensis, hos Bouquet, VIII. d. 163.
  92. Annal. Vedastini, Pertz II. p. 196, jvfr. Hincmar, hos Pertz I. S. 501.
  93. Annales Vedastini, p. 201.
  94. Annales S. Columbæ Senonensis, Pertz I. p. 104.
  95. Paa ſamme Maade f. Ex. tildele vore Sagaer Harald Haardraade en langt mere fremragende Rolle i de byzantinſke Begivenheder, end han i Virkeligheden, ſkjønt Deeltager deri, kan have udført.
  96. Hvad der fortælles om hans Broder „Gurim“ eller Gorm, er viſt alene en ny Misforſtaaelſe af Fortællingen om Kong Gudrum, alias Ædhelſtan, alias Haſting.
  97. Det er allerede ovenfor (S. 634, Noten) bemerket, hvorledes det Sagn, at Rolfs Tog til Frankrige ſkal have fundet Sted tria lustra efter Haaſteins, har givet Anledning til at henføre dette til Tiden før 862; Angivelſerne vakle nemlig mellem 841, 851 og de nærmeſt følgende Aar. Men ligeſom og, hvad vi have ſeet, Haaſteins Forlig med Kong Ludvig III 882 er blevet forvexlet med Velands i Aaret 861, kunde denne Forvexling igjen have givet Anledning til at henføre Rolfs Ankomſt til 876, uafhængigt af den Beretning, at der
  98. Villjam kaldes adolescens, og omtales forøvrigt ſom en neppe fuldvoxen Yngling, ſaavel af Dudo, ſom Villjam af Jumiéges, hvor der handles om hans Udnævnelſe til Faderens Efterfølger. Hans Moder kaldes forreſten i Chron. Roth. i Labbæi Bibl. I. 1, ſaavelſom i Radulphi de Diceto Abbrev. Chron., (hos Twysden S. 453) en Datter af Grev Wido af Senlis, og Dudo ſelv kalder (S. 95) Grev Bernhard af Senlis, der ſandſynligviis var Widos Søn, Villjams avunculus.
  99. Flodoard ſiger nemlig paa det for omtalte Sted i ſin hist. eccl. Remensis, hvor Talen er om Rolfs Overgang til Chriſtendommen og Daab: ad petitionem Willonis tunc Rotomagensis epiccopi &c., hvoraf man maa formode, at Witto endnu levede, da Rolf begyndte Krigen, maaſkee endog endnu i 911, da Slaget ved Chartres ſtod.
  100. Kong Karl var paa denne Tid kun 33 Aar gammel, og ſynes ſaaledes vanſkeligt nok at kunne have haft en voxen Datter, hvorvel det juſt ikke kan kaldes ganſke umuligt.
  101. Det er overhoved uſikkert, om „Giſla“ er et virkeligt Navn, og ikke ſnarere en Betegnelſe af at den Kongedatter, der egtede Rolf eller Godfred, var etſlags Gisſel.
  102. Det er viſtnok ikke umuligt, at Fortællingen om Villjams, Rolfs Søns, Mord ved den flanderſke Hertug Arnulfs Svig ogſaa kan have foreſvævet Forfatteren af Historia Norvegiæ, dog udelukker dette ikke Muligheden af at han tillige har indblandet hvad der vedkom Godfred.
  103. Bouquet, Recueil, IX. p. 536.
  104. Saaledes Ordrik, Fejlen gjentages hos Florents af Worceſter, og mange andre, ja endog i Rolfs Gravſkrift. Om den i Historia Norvegiæ givne Beretning angaaende hans Død, ſe nedenfor.
  105. Flodoard, Chron. hos Boucquet VIII. p. 180.
  106. Roman de Rou v. 2162.
  107. Der ſkal, ſom Abbé des Tuileries foreſlaar, her viſtnok hos Flodoard læſes Belvacense, ikke Bajocense.
  108. Flodoard, hos Pertz V. p. 376.
  109. Pagus Namneticus, Flodoard, hos Pertz. V. p. 377.
  110. Det heder nemlig ſenere, ſom ſtrax nedenfor omtales, at Rolf havde Odo, Heriberts Søn, ſom Gisſel, og da Odo ikke var Gisſel i Begyndelſen af Aaret 927, hvilket af Flodoards Udtryk kan ſees, kan det alene have været ved Forliget i Eu, at han ſtilledes.
  111. Det ſiges udtrykkeligt i Chron. Turonense, men dette Chronicon er ikke paalideligt. Imidlertid kunde dog nok enkelte af dets Dateringer grunde ſig paa ældre, paalideligere Efterretninger. Alberich, der dog heller ikke er at ſtole paa, ſætter Rolfs Død til 928 (S. 266). En enkelt Kodex af Chron. Sax. ſætter Villjams, Rolfs Søns, Regjeringstiltrædelſe ved 928, uden dog at nævne noget om Rolfs Død; ſandſynligviis regnes her omtrent fra Villjams Hylding (Mon. hist. Brit. I. p. 382). Chron. S. Mart. Turonense. (Bouquet VIII. 316) ſiger at Rolf døde i ſit Hertugdømmes 42de Aar. Dette er aabenbart fejlagtigt.
  112. Nemlig deels Opſtanden i Bretagne 931, hvorom nedenfor, deels Dudos Udſagn, at Rolf døde et Luſtrum efter at hans Søn Villjam var bleven hyldet; thi denne hans Hylding maa nødvendigviis have været ſamtidig med hans egen Troſkabsaflæggelſe til Kong Karl og Freden i Bretagne 927, ligeſom Flodoard, hvor han omtaler Sammenkomſten i Eu, nævner Villjam ſom handlende paa egen Haand.
  113. Flodoard, 377.
  114. Flodoard, hos Pertz, V. p. 368.
  115. Nantes-Krøniken, hos Bouquet VIII. p. 276.
  116. Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. I. p. 376, 377. Se mere herom nedenfor § 33.
  117. Flodoards Udtryk ere: ved 921 (S. 369): Rothertus comes Nortmannos, qui Ligerim fluvium occupaverant, per 5 menses obsedit, acceptisque ab eis obsidibus, Britanniam ipsis, quam vastaverant, cum Namnetico pago concessit, quique fidem Christi coeperunt suscipere. Ved 921 (S. 874). Raginoldus cum suis Nortmannis, quia nondum possessionem intra Gallias acceperat, terram Hugonis inter Ligerim & Sequanam depopulatur. Og endelig ved 927 (S. 377): Nortmanni de Ligeri, postquam obsessi sunt hebdomadibus 5 ab Heriberto & Hugone, datis acceptisque obsidibus et concesso sibi pago Namnetico, pacem pepigere Francis.
  118. Flodoard, ved 923, S. 371.
  119. Aimoinus de Miraculis S. Benedicti, hos Duchêne, S. 31.
  120. Aimoinus, ſammeſteds, S. 31. Det tilføjes her paa egte Legende-Viis, at han blev højlagt, men at Jorden udkaſtede Ragnvalds Lig, ſom maatte ſyes i en Sæk med Stene, og kaſtes i Seinen, og at Erindringen om ham vilde have været tilintetgjort, hvis ikke Munkene af Fleury havde ladet hans Billede indhugge paa den nordre Væg af St. Mariæ og St Benedikt-Kirken, hvor det paa Forfatterens Tid endnu ſaaes.
  121. Flodoard, ved 930, hos Pertz. V. S. 378.
  122. Flodoard, ved 931, S. 380: Der ſtaar her: Brittones, qui remanserant Nortmannis in Cornu Galliæ subditi, consurgentes adversus eos qui inter eos morabantur Nortmannos,cæso primum duce illorum nomine Felecan, &c. Dette har man forklaret ſom om Felecan var Briternes Anfører, men det ligger ikke i Ordene, og Navnet kan godt tænkes ſom en Forvanſkning af et eller andet norſkt Navn eller Ord, var det endog kun Ordet fylkir.
  123. Flodoard, ved 931, S. 380.
  124. Flodoard, ved 933, S. 381. Af det ovenfor paapegede ſynes det ſom om det her brugte Udtryk terra Brittonum in ora maritima sita ikke alene ſkal forſtaaes om Cotentin, men ſnarere om hele Kyſtlandet, iſær Cornouaille.
  125. Adhemari Chronicon og Richardus Pictaviensis hos Bouquet VIII. 232 og IX. 23.
  126. Indſkriften, hvori den forhen omtalte, allerede af Ordrik Vitalis begaaede Fejl forefindes, at Rolfs Død henføres til 917, lyder ſaaledes: Ilic positus est Rollo, Normanniæ a se territæ, vastatæ, restitutæ, primus dux, conditor, pater, a Francone archiepiscopo Rotomagensi baptizatus anno 912, obiit anno 917. Ossa ipsius in veteri sanctuario nunc capite navis primum condita, translato altari, hic collocata sunt a B. Mauritio, archiepiscopo Rotomagensi anno 1063.
  127. Dudo, S. 83. Dedit itaque filiam suam Gislam nomine uxorem illi Duci, terramque determinatam in aludo et in fundo, a flumine Eptæ usque ad mare. Og her maa Dudo eller hans Hjemmelsmand Rodulf være en vegtig Autoritet, da Adkomſten eller Titelen paa den Tid, han ſkrev, maa have været den ſamme, ſom ved Afſtaaelſen.
  128. Det vil nedenfor viſes, hvorledes de fleſte Landsbyer eller af Landsbyer opſtaaede Stæder i Nordmandie have norſke Navne, hvilket tyder paa at de nærmeſt ſkylde Nordmændenes Borge deres Oprindelſe, og at de altſaa ej tidligere have været til.
  129. Ordet „Greve“, eller, ſom det i Angliſk ſkrives, geréfa, ſvarer nemlig i Middelalderens Skrifter aldeles til den latinſke Embedstitel Comes. Geréfa er dannet af róf d. e. Tag, og betyder oprindelig: „den ſom ſidder under Tag med En“, dernæſt: Staldbroder, Ledſager.
  130. Dudo, hvis Udtryk ere mere poetiſke og derfor ſvævende og ubeſtemte, kalder Jarlen i Nordmandie ſnart Comes, ſnart marchio, dux, palricius. I et Dokument af 918 kalder Richard I ſig ſelv marchio (Bouquet IX. p. 731). Comes var dog den ſædvanlige Titel.
  131. Dudo, S. 85 ſiger udtrykkeligt, at Rolf uddeelte Landet til ſine tro Mand ved Rebning (Illam terram suis fidelibus funiculo divisit). Han indbød ogſaa andre til at nedſætte ſig i Landet, dog viſtnok kun ſom hørige.
  132. Dudo, S. 112. Man maa her ikke glemme, at Dudo ſkrev paa en Tid, da Danernes Overmagt i Norden havde gjort Danſk til Fællesbenævnelſe for den nordiſke Nationalitet.
  133. Se herom iſær Peterſen: „om Stedsnavne i Nordmandiet“, Nordiſk Tidsſkrift for Oldkyndighed II. S. 224-242. Vi have her kun anført Navne, ſom ere utvivlſomt norſke, thi flere kunne lige ſaa godt være frankiſke eller ſaxiſke ſom norſke.
  134. Det ældſte hidtil opdagede Diplom, hvor Nortmannia forekommer, er af 1024 (Monast. Angl. VI. p. 1108). Dog maa Navnet i daglig Tale have været længe brugeligt, ligeſom Nortmania om Sønderjylland.
  135. Det heder ſaaledes i Fablian du sacristain de Cluny:

    Usage est en Normandie
    Que qui herbergiez est quil die
    Fable ou chanson die á l’hoste.

    Depping, S. 448.

  136. Merkelig er iſær Anna Komnenas Beſkrivelſe af Robert Viskard: „Robert var en Mand af overvættes Herſkeſyge og Ærgjerrighed, han var fra Nordmandie, og var opvoxet og oplevet i alſlags Ondſkab. … Robert var Nordmanner af Fødſel, af uberømt Herkomſt, begjærlig efter Herredømme, foretagelſeslyſten, perſonlig tapper, gridſk efter at tilvende ſig fornemme Mænds Rigdom og Formue, urokkelig i at ſtræbe derefter, og paa ingen Maade at drage tilbage fra det Maal, han engang havde foreſat ſig. I Legemsſtørrelſe overgik han endog de højeſte, hans Hudfarve var rødlig, hans Haar gule, han var bredſkuldret, hans Tilie kunde næſten ſiges at gniſtre; hver det gjaldt at udſtrække Legemet, gjorde han dette med Lethed, og hvor han maatte drage det ſammen, ſkede dette ogſaa paa en net Maade. Saaledes beſkaffen var han fra Top til Taa, efter ſom jeg har hørt mange ſige. Homer fortæller at Achilleus havde ſaa ſterk Stemme, at man, naar han talte, troede at være en heel Mængde Menneſker; men Robert kunde, ſom man fortæller, ved ſit Raad jage mange Tuſinde paa Flugten. Saaledes beſkaffen med Henſyn til Lykke, Naturgaver og Aand, kunde han, ſom rimeligt var, ej finde ſig i Trældom, og ikke taale at lyde Nogen. Saaledes ere de ſtore Sjeele beſkafne, om end under ringere ydre Vilkaar“. Gaufred Malaterra, der omtrent ved 1100 beſkrev Nordmannernes Bedrifter i Italien, og nævner ſom Rolfs (Rholo’s) Fædreland Danmark eller Norge (Dacia vel Norveja I. 1), beſkriver Folket ſaaledes: det er liſtigt, hevngjerrigt, venter altid Fordeel andenſteds, bryder ſig lidet om ſit Fædreland, er gridſk efter Gods og Herredømme, forſtiller ſig, naar det ſkal være, holder Middelvejen mellem Gjerrighed og Gavmildhed. Dets Høvdinger glæde ſig ved et godt Ry, og ere ſaare gavmilde, Folket forſtaar at ſmigre, lægger ſig iſær efter Veltalenhed, ſaa at man endog treffer Drenge der ere Talere; det maa holdes i Lige under Retfærdighedens Aag, ellers bliver det tøjleløſt; det kan taale Arbejde, Hunger, Kulde, hvor det behøves. Det ynder Jagt med Hunde og Høge, og er kjært i Heſte og alle Slags Krigs-Redſkaber.