Det norske Folks Historie/1/81

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vikingetogene fortſattes ogſaa under Haralds hele Regjeringstid og næſten et heelt Aarhundrede derefter ej alene i ligeſaa ſtor Udſtrækning, ſom forhen, men i meget ſtørre, forſaavidt de Bevægelſer, der paa denne Tid fandt Sted overalt i Norden, bragte et ſtørre Antal af nordiſke Krigere til at forlade deres Fædreland og ſøge Lykken paa andre Kanter, ligeſom de nu ogſaa ordnede ſig i ſtørre Masſer efter de tre Hovedafdelinger, Nordmænd, Daner eller Sviar; de indlode ſig paa ſtørre og mere omfattende Erobringsforetagender, og tilvejebragte overhoved en nærmere Forbindelſe mellem Nord- og Mellem-Europa, end der tidligere havde fundet Sted. Paa den Tid, da Harald var beſkjeftiget med ſine Erobringstog gjenoplivede Ragnar Lodbroks virkelige eller foregivne Ætlinger Dane-Vældet, førſt udenfor Norden, ſiden i Norden ſelv, og vi ville i det Følgende ſee, hvorledes det i en forholdsviis kort Tid ſtadigt tiltog, indtil det endelig var nær ved at ſtrække ſig over hele Norden: da det pludſelig, ved et tilfældigt Sammenſtød af Omſtændigheder, ophørte, og en fuldkommen Ligevegt mellem Nordens trende Hovedriger indtraadte.

Lodbroks-Sønnernes Tog til England var ſaa vældigt, og i ſine Følger af ſaadan Betydenhed baade for England og Norden, at Erindringen derom ikke let paa noget af Stederne kunde forſvinde; men i ſamme Mon, ſom dette Tog indprægede ſig ſterkere i Nationernes Erindring end de foregaaende og mange af de efterfølgende, i ſamme Mon beſkjeftigede det ogſaa Indbildningskraften ſterkere og frembragte forſkjellige tildeels fabelagtige Sagn, ſaavel om dets Anledning, ſom angaaende dets enkelte Omſtændigheder. Her ligger det i Sagens Natur, at da Chriſtendommen paa denne Tid allerede for over to hundrede Aar ſiden havde været indført i England, og med den boglig Lærdom og ſkriftlig Virkſomhed, kunde de danſke Vikingers Bedrifter i Landet ſelv ſtrax med tilſtrækkelig Paalidelighed og Nøjagtighed blive optegnede og forevigede, ſaa at Sagnet her egentlig kun havde friere Spillerum med Henſyn til Vikingehøvdingernes Perſonlighed og Aarſagen til deres Angreb, hvorimod man aldeles ſavner endog nogenlunde paalidelige nordiſke Efterretninger derom, og alt, hvad der herom berettes enten i den danſke eller norſke hiſtoriſke Literatur fra Middelalderen, er indhyllet i en fabelagtig, ſagnmæsſig Taage. Dertil kommer ogſaa, at de Mænd, der i Norden nedſkreve de mundtligt forplantede hiſtoriſke Traditioner, tildeels allerede havde haft Anledning til at kjende de engelſke ſkriftlige Beretninger, og nu ſtundom ved egenmægtige Tillempninger ſøgte at faa deres egne Sagn til at ſtemme med disſe, hvorved Forvirringen naturligviis er bleven endnu ſtørre. Vi have allerede ovenfor (S. 357—360) anført flere Omſtændigheder, der viſe, at Forvirringen iſærdeleshed grunder ſig paa en Forvexling af Ragnar Lodbrok, Sigurd Rings Søn, med en yngre Lodbrok, hvis Sønner i Midten af det 9de Aarhundrede hjemſøgte England, og ſom blandt flere engelſke Konger ogſaa bekæmpede en vis Kong Ella i Northumberland, der er bleven en af Hovedperſonerne i de nordiſke Sagn. Fra hvilken Tid denne Forvexling i de nordiſke Sagn ſkriver ſig, lader ſig vanſkeligt beſtemme. Allerede den gamle Chronolog Are frode, der ſkrev i Begyndelſen af det 12te Aarhundrede, men havde hentet mundtlige Efterretninger af gamle Folk, ſom kunde erindre tilbage fra Begyndelſen af det 11te Aarhundrede[1], har, ſom vi allerede ovenfor have bemerket, gjort ſig ſkyldig i Forvexlingen, idet han ſiger, at Ivar, Ragnar Lodbroks Søn, i Aaret 870 lod Kong Eadmund den hellige dræbe[2]; men han omtaler ogſaa Kong Eadmunds Saga, det vil ſige Legenden om ham, og røber derved, ſaa vel ſom ved flere andre Omſtændigheder, at han har kjendt engelſke Beretninger. Den islandſke Skald Sighvat, Kong Olaf den helliges Hirdſkald og fortrolige Ven, gjorde omtrent 1026 en Udenlandsrejſe, paa hvilken han ogſaa beſøgte Kong Knut den mægtige i England, og digtede et Kvæde til hans Ære; blandt de faa Vers, der af dette ere levnede, findes der ogſaa et, hvori det heder, at Ivar i York lod riſte en Ørn paa Ellas Ryg[3]; men heraf ſeer man kun at det nordiſke Sagn om Ellas Død ved Ivars Foranſtaltning allerede paa Sighvats Tid, eller i Begyndelſen af det ilte Aarhundrede-, var til omtrent i ſin nuværende Form, uden at man bliver klog paa, om denne Ivar ogſaa da anſaaes ſom en Søn af Ragnar. Hvis det gamle Digt Kraakumaal, ſom vi ovenfor (S. 359—372) have nævnt, virkelig hidrører fra Hedendommens Tider — hvad dets hele Aand og Charakteer umiskjendeligt ſynes at viſe — maa i ſaa Fald Forvexlingen af den ældre Ragnar og den yngre Lodbrok allerede da have fundet Sted. Og naar man veed, hvor langt kortere Tid der i hine Dage udkrævedes til at ſtille Begivenhederne i et mythiſk Halvmørke, end efterat Chriſtendommen var indført og ſkriftlige Optegnelſer ſædvanlige, kan man heller ikke i mindſte Maade finde det forunderligt, om hine Sagn, hvorved den ældre og den yngre Lodbrok gjordes til een Mand, allerede i de førſte Generationer efter Lodbroksſønnernes Fremtræden vare blevne til, og i det Hele taget havde antaget den Form, hvori vi nu kjende dem.

At de Vikingehøvdinger, der baade i de nordiſke Sagn og de engelſke Annaler kaldes Lodbroks Sønner, virkelig benævnes eller benævnte ſig ſelv ſaaledes, derom har man endog et ſamtidigt Vidnesbyrd hos Biſkop Asſer af Exeter, der ſamtidig med den engelſke Konge Alfred har beſkrevet den ſtørſte Deel af hans Liv; han ſiger udtrykkeligt, at Høvdingernes tre Syſtre, Lodbroks Døttre, havde ſyet deres Fane, kaldet Ravnen[4]. En temmelig vegtig, ſkjønt ikke ſamtidig, Autoritet er ogſaa Mag. Adam af Bremen, der ſkrev ved 1075, og blandt andre Kilder benyttede mundtlige Meddelelſer af den danſke Konge Svein, Ragnar Lodbroks Ætling; han kalder ogſaa Vikingehøvdingen Ingvar „Lodbroks Søn“[5].

Vore egne Sagaers Beretning om Anledningen til Lodbroksſønnernes Angreb paa England er følgende.

Ragnar Lodbrok, der ſad hjemme i ſit Rige, medens hans Sønner vare ude i Viking, hørte en af ſine Mænd ſige, at han ikke kunde maale ſig med dem. Derfor beſluttede han paa egen Haand at gjøre et Tog, hvorved han vilde komme til at indlægge ſig lige ſaa megen Berømmelſe. Han lod derfor bygge to Knerrer — der ſiges etſteds, at de byggedes i Lider paa Veſtfold[6] — ſaa ſtore, at man hidtil aldrig havde ſeet deres Mage i Norden, og lod opbyde en ſtor Udruſtning over hele ſit Rige. Hans Huſtru ſpurgte ham, hvor han agtede ſig hen. Da han ſagde, at han agtede ſig til England, uden at have ſtørre Styrke med ſig, end der kunde rummes paa disſe Knerrer, advarede hun ham, fordi denne Styrke var for liden og Englands Kyſt desuden farlig for ſtore Skibe; hun raadede ham til heller at have flere mindre Skibe og et ſtørre Antal Folk. Men han ſagde, at jo farligere England var, deſto ſtørre Hæder var det for ham at undertvinge det med kun to Skibe, og hvis han var uheldig, da var det ogſaa bedſt at opoffre ſaa faa Folk og Skibe ſom muligt. Han var ikke at bevæge til at afſtaa fra ſit Foretagende. Hun gav ham ved Afſkeden en Pantſerſkjorte af Silke, ſom hun havde ſyet, og ſom ſkulde kunne bevare ham mod Hug og Stik. Da han kom til England, led han Skibbrud paa Northumberlands Kyſt, men kom dog i Land med alle ſine Mænd, fem eller ſex hundrede i Tallet. Den Konge, ſom regjerede der, hed Ella; han havde væntet Ragnars Beſøg, og ſat Folk til at pasſe paa, naar han kom, for ſtrax at melde det. Da han nu fik vide, at en fiendtlig Skare var kommen, ſamlede han en ſtor Hær og drog ham imøde. Ella gav ſine Mænd den Befaling, at de, hvis de ſejrede, og det viſte ſig, at dette virkelig var Ragnar, ikke ſkulde dræbe ham, men kun tage ham til Fange, da hans Sønner ellers vilde hevne hans Død. Efter en langvarig og heftig Kamp, i hvilken Ragnar gik igjennem Ellas Fylkinger og hug ned til Højre og Veſtre, uden ſelv at blive ſaaret, maatte dog tilſidſt alle hans Mænd bide i Græsſet, og han ſelv blev fangen. Man ſpurgte ham om hans Navn, men han taug. Da bød Ella, at han ſkulde kaſtes i en Ormegaard og ſidde der, indtil han tilſtod hvo han var; og hvis det da viſte ſig, at han var Ragnar ſelv, ſkulde man tage ham ud ſaa hurtigt ſom muligt. Det ſkede, men han ſad længe, uden at Ormene vilde bide ham. Da lod Ella Panſerſkjorten tage af ham, og ſtrax hang Ormene ved ham paa alle Kanter Ragnar ſagde da: „grynte vilde Griſene, om de vidſte, hvad den gamle lider“. Han kvad tillige en Viſe, hvori han ſagde, at han havde holdt 51 berømmelige Slag, men aldrig tænkt at Orme ſkulde blive hans Bane. Da ſkjønnede Ella, at dette var Ragnar ſelv, men for ſilde. Ragnar lod ſit Liv med ſtort Mod. Ella vovede ikke andet, end at ſende Bud til Ragnars Sønner, der imidlertid vare komne hjem, og melde dem Faderens Død. Han valgte dertil en af ſine klogeſte og tappreſte Mænd og ſendte ham afſted paa et vel ruſtet Skib. Da denne Mand kom med ſit Følge til Borgen, hvor Ragnars Sønner opholdt ſig, gik de ind i Hallen, hvor der var Gjeſtebud. Ivar, der blot havde Bruſk iſtedetfor Been i ſit Legeme, og derfor ej kunde gaa, laa i Højſædet, Sigurd Orm i Øje og Hvitſerk ſpillede Bretſpil, Bjørn ſkjeftede et Spyd. Sendebudet fremførte ſit Ærende, og meldte Ragnars Død, medens hans Sønner opmerkſomt hørte til, og Ivar ſpurgte ham nøjagtigt ud om alle Enkeltheder. Da han endte ſin Beretning, havde Bjørn trykket ſaa haardt paa Spydſkaftet, at man kunde ſee Spor af hans Haand; han ryſtede Spydet, og det gik i to Stokker. Hvitſerk kruſtede den Brikke, han holdt, ſaa faſt, at Blodet ſprang frem under hans Negle. Sigurd, der holdt en Kniv i Haanden, hvormed han pudſede ſin Negl, vidſte ikke af, førend Kniven ſtod lige ind til Benet; ſaa aldeles havde deres Sind været optaget med at lytte til hvad Budet meldte. Ivar ſkiftede Farve, var ſnart rød, ſnart blaableg, ſnart hvid, og ganſke ligeſom opſvulmet i ſit Anſigt. Hvitſerk foreſlog, at man ſtrax ſkulde dræbe Ellas Sendebud. Ivar derimod ſagde, at de ſkulde faa fare bort i Fred, og derved blev det. Ved deres Hjemkomſt ſagde Ella, at enten maatte de frygte for Ivar, eller for Ingen. Han lod holde omhyggelig Vagt over det hele Rige, at ingen Hær ſkulde komme uvæntet over ham.

Ragnars Sønner, med Undtagelſe af Ivar, talte nu om at tage Hevn; Ivar derimod ſagde, at deres Fader havde angrebet Ella uden at være fornærmet af ham, og at han derfor vilde lade ſig nøje med Pengebøder for ſin Deel. Dette fandt de øvrige Brødre at være en uværdig Tale, og ſagde, at de tvertimod vilde udruſte ethvert ſødygtigt Skib i hele Danmark, for at hevne deres Faders Død, ſaaledes ſom det anſtod Krigere lig dem. Ivar ſvarede, at han vilde ſidde efter med de Skibe, han havde at raade over. Den Hær, de fik ſamlet, var derfor mindre end de havde tænkt. Dog ſejlede de afſted. Ivar fulgte dem alligevel ſidenefter med et eneſte Skib. De kom til England, og kæmpede med Ella, men da denne havde ſtor Overmagt, bleve de ſlagne. Imidlertid var Ivar ogſaa kommen, uden dog at have deeltaget i Slaget. Han ſagde nu, at han vilde forſøge med det Gode, om han kunde ſaa Ella til at give ham nogen Bod. Hvitſerk ſvarede i de Øvriges Navn, at Ivar i ſaa Fald fik handle paa ſin egen Haand, da de ikke vilde befatte ſig dermed. Ivar ſagde, at de ogſaa gjorde bedſt i, at overlade ham til ſig ſelv; han bad dem drage hjem, og raade for det Rige, de hidtil havde beherſket i Fællesſkab; de ſkulde kun ſende ham det Løsøre, han fordrede. Dermed ſkiltes de ad. Ivar drog til Ella, bød Forlig, og ſpurgte, om han ej vilde unde ham en liden Bod. Ella meente, at han ej var at tro. Ivar ſagde, at hans Fordring ej var ſtor; fik han den opfyldt, vilde han tilſværge Ella, at han aldrig ſkulde være imod ham. Paa Kongens Spørgsmaal, hvad han fordrede, ſvarede han kun: ſaa ſtort et Stykke Land, ſom en Oxehud rækker over. Ella tilſtod ham det, og Ivar ſvor, at han ej ſkulde ſtride imod ham, eller oplægge Raad, ham til Meen. Ivar lod nu en Tyrehud udbløde, ſtrække og ſkære i tynde Strimler, dermed omgav han en ſaa ſtor Strækning Land, at han paa dette kunde opføre en ſterk Borg, nemlig York[7]. Ved ſin Gavmildhed vandt han en heel Mængde Høvdinger, og Ella betragtede ham ſom en af Landets bedſte Støtter. Da han endelig troede ſin Magt fuldkommen befæſtet, ſendte han Bud til ſine Brødre, at de ſkulde udbyde Leding og komme til England. De gjorde ſaa. Ella opbød ogſaa en Hær, men hans Tilhængere indfandt ſig ikke. Ivar, der den hele Tid lod ſom om han holdt med Ella, tilbød ſig at drage til ſine Brødre og overtale dem til at ſlutte Forlig, ſiden han dog ikke kunde kæmpe imod dem. Men iſtedetfor at ſtemme dem til Forlig, eggede han dem end mere til Strid, og Enden blev, at det kom til et Slag, hvori Ella blev overvunden og fangen. Og nu lod Ivar, til Hevn for Ragnars Død, Ella dræbe ved at riſte en Ørn paa hans Ryg. Han overlod derpaa ſine Brødre den Deel, der tilkom ham af hans Fædrenerige, idet han forbeholdt ſig England. Hans Brødre droge derpaa hjem, og herjede ſiden i andre Lande; Hvitſerk blev tilſidſt fangen i Auſterveg, og valgte ſig den Dødsmaade, at blive brændt paa et Baal af de Faldnes Hoveder[8]. Ivar derimod forblev i England, hvor hans frillebaarne Sønner Ingvar og Huſto efter hans Bud dræbte den hellige Eadmund[9]. Da Ivar endelig følte Døden nærme ſig, ſagde han til ſine Mænd, at de ſkulde begrave ham der, hvor Landet var meeſt udſat for fiendtlige Angreb, thi da haabede han, de Fiender, ſom landede der, ikke vilde ſejre. Det ſkede ogſaa, og det Sagn herſkede ſiden, at Aarſagen til den norſke Konge Harald haardraades Død var den, at han landede i Nærheden af Ivars Høj, medens derimod Villjam Erobreren, da han kom til Landet, lod Ivars Høj aabne og hans endnu uforraadnede Lig tage ud; derfor fik han Sejr.

Den danſke Forfatter Saxo lader Ragnar efter ſin førſte Huſtru Thoras Død gjøre et Tog til Bretland, hvor han i et Slag fælder Kong Hama, hvis Søn var en berømmelig Yngling. Paa dette Tog fældte han ogſaa Høvdingerne i Skotland, Pettland og Syderøerne, og ſatte ſine Sønner Sivard og Radbard til at herſke over dem, ligeſom han og betvang Norge og overlod dette med Orknøerne til en anden af ſine Sønner, Fridleif[10]. Lang Tid derefter, da Nordmændene og Skoterne havde gjort Oprør i Fridleifs og Sivards Fraværelſe, og taget ſig andre Konger, gjorde han et nyt Tog, førſt til Norge, hvis nye Fyrſte han dræbte, overladende Landet til ſin Søn Bjørn, dernæſt til Orknøerne, ſom han herjede, og endelig til Skotland, hvis Konge Murial han overvandt i et tre Dages Slag, hvori dog tillige to af hans egne Sønner, Dunvat og Radbard, faldt. Ved Tilbagekomſten til Danmark erfarede han at hans Huſtru Svanløg imidlertid var død, og tog ſig ſaa nær deraf, at han lukkede ſig inde og ikke vilde ſee noget Menneſke. Dog gav hans Søn Ivars Ankomſt ham andet at tænke paa. Han havde, det ſiges ikke hvorledes, erhvervet Herredømmet over Gallerne, og disſe havde forjaget ham, tagende Hella, Hamars Søn, til Konge i hans Sted. Det er øjenſynligt, at Saxo her ved „Gallerne“ forſtaar de Vælſke, eller Indbyggerne af Wales. Ragnar udruſtede nu en Flaade og drog med den, idet Ivar tjente ſom Vejviſer, til Britannien, hvor han landſatte ſine Tropper ved Havnen „Norvik“, og i et Slag, der ligeledes varede i tre Dage, drev den af Gallerne tappert underſtøttede Hella paa Flugten, med ſtort Tab paa Anglernes, og lidet paa Danernes Side. Her tilbragte nu Ragnar et heelt Aar, kaldte derpaa ſine Sønner til ſig og angreb Irland, dræbte dets Konge Melbricus, belejrede det rige Dublin, og indtog det[11]. At der herved efter al Rimelighed ſigtes til det i de irſke Annaler omtalte Angreb af Nordmændene paa Conal i Aaret 830, hvorved Kong Melbrigda blev fangen, er allerede ovenfor (S. 437) viiſt. Her opholdt han ſig atter et Aar, og begav ſig derpaa under idelige Sejrvindinger gjennem Middelhavet til Helleſponten, og fordrev efter ſin Tilbagekomſt til Danmark Oprøreren Harald i hvilken man, ſom ovenfor nævnt (S. 367), gjenkjender den ſønderjydſke Kong Harald, Anulos Broder, der lod ſig døbe 826[12]. Ragnar, heder det, tilintetgjorde den af Harald indførte Chriſtendom, og indførte atter de hedenſke Offringer. Imidlertid havde Hella angrebet Irland, og raſede med Ild og Sverd mod alle Ragnars Tilhængere. Ragnar angreb ham, men blev fangen: aabenbart en Guds Straf fordi han havde forfulgt den ſande Religion. Hella lod ham kaſte i en Ormegaard. Da Ormene allerede havde fortæret hans Lever og en Snog hængte ſig faſt i Hjertet, opregnede han med høj Røſt alle ſine Bedrifter[13], og ſagde tilſidſt hine anførte Ord: „grynte vilde Griſerne, om de vidſte hvad Galten lider“. Heraf ſkjønnede Hella, at nogle af hans Sønner levede endnu, og bød at man ſkulde tage Ormene bort. Men imidlertid var Ragnar allerede død. Den Virkning, ſom Efterretningen om hans Død gjorde paa hans Sønner, beſkrives med nogle ſmaa Afvigelſer paa ſamme Maade ſom i Ragnars Saga. Ivar drog derpaa til England, og da han merkede at hans Flaade var for liden til at binde an med Fienden i aabenbar Krig, udbad han ſig og fik af Hella ſaa ſtort et Stykke Land, ſom han kunde omgive med en Heſtehud, hvilken han da klippede i Strimler, og vandt derved Jordsmon nok til at anlægge en befæſtet By. Siden kom Sivard og Bjørn med en Flaade og 400 Mand, angrebe og fangede Hella, og dræbte ham ved at riſte en Ørn paa hans Ryg. Derpaa vendte Sivard og Bjørn tilbage til deres Riger. Ivar forblev i England og herſkede der i to Aar. Derpaa ſatte han ſin Broder Agnar til at herſke i England, og drog ſelv hjem. Anglerne vilde ikke vide af Agnar, men ved Sivards Hjelp overvandt han dem, og ødelagde ſtore Strækninger af Landet. Man hører derefter ikke mere tale enten om Ivar eller om Agnar.

De engelſke Sagn om Anledningen til Lodbroks-Sønnernes Tog ere meget forſkjellige fra de nordiſke. Det maa forreſten bemerkes, at de ikke deles i de ældſte og paalideligſte Kildeſkrifter, men kun hos yngre Forfattere, og, ſom man derfor maa formode, i en noget forvanſket Skikkelſe[14]. De afvige derhos fra hinanden indbyrdes. Egentlig er det kun det øſtangliſke Sagn, ſom udtrykkelig nævner Lodbrok. Der var, fortælles der, i Daneriget en Mand af Landets Kongeæt, ved Navn Lodbrok, der havde to Sønner, Ingvar og Ubbe. En Dag ſejlede han alene i en liden Baad med ſin Høg omkring mellem Øerne og langs Stranden, for at fange Ænder og andenſlags Fugl, men en pludſelig Storm drev ham ud paa Havet, og efter at være omtumlet i flere Dage og Nætter landede han endelig paa Oſtangelns Kyſt ved Redham i Norfolk. Her forundrede man ſig ved at ſinde ham alene med ſin Høg, og bragte ham til Kong Eadmund, der formedelſt hans ſmukke og anſeelige Ydre viſte ham megen Ære, og beholdt ham en Stund ved ſit Hof. Da det danſke Sprog lignede det angliſke, kunde Lodbrok give Kongen en Beretning om den Hændelſe, der havde bragt ham derhen. Lodbrok, der fandt Behag i Opholdet ved Eadmunds Hof, bad om at han fremdeles maatte blive der, for at lære Høviſkhed og fiin Levemaade. Kongen ſamtykkede deri. Lodbrok, der var en erſaren og heldig Jæger, gik ofte paa Jagt med Kongens Jæger Bjørn og ſkaffede meget herligt Vildt til Kongens Bord. Misundelig over Hans Held, myrdede Bjørn ham engang, da de vare ſammen paa Jagt, ſkjulte hans Lig i det tykkeſte af Skoven, kaldte Hundene til ſig, og gik hjem med dem. Da Kongen ved Maaltidet næſte Dag ſavnede Lodbrok, ſagde Bjørn, at han var bleven efter i Skoven, og at han ſiden ikke havde ſeet ham. Men neppe havde han udtalt, førend Lodbroks Yndlingshund kom ind, og logrede for Kongen, ſom rakte den Føde, i det han ſagde til de Omſtaaende, at Lodbrok nu viſt ſnart vilde indfinde ſig. Men ingen Lodbrok kom, og Hunden løb bort igjen, og ſaaledes gik det i tre Dage, da Kongen endelig, forundret herover, bød nogle af ſine Folk følge med Hunden og pasſe paa, hvor den løb hen. Derved opdagede de dens Herres Lig, ved hvilket den i alle disſe tre Dage havde ſiddet, idet den kun løb op til Kongsgaarden, naar den trængte til Føde. Eadmund blev bedrøvet over Lodbroks Død, lod anſtille ſkarpe Underſøgelſer for at opdage Gjerningsmanden, og kom ſnart til Vished om at dette ikke var nogen anden end Bjørn, ſom ogſaa tilſtod ſin Udaad. Eadmund lod nu ſine Hirdmænd og Lovkyndige dømme, hvad Straf han ſkulde have. De dømte, at han ſkulde ſættes i den ſamme Baad, paa hvilken Lodbrok var kommen, og overgives til Havet, ganſke alene, uden Aarer eller Sejl. Men efter faa Dage drev Baaden i Land til Danmark, Strandvogterne kjendte den, og førte Bjørn til dens Ejers Sønner Ingvar og Ubbe, der vare mægtige og grumme Mænd, og ſom nu ved Pinſler ſøgte at faa Bjørn til at tilſtaa, hvor der var blevet af deres Fader. Bjørn foregav, at Lodbrok var bleven dræbt paa Kong Eadmunds Befaling. Da ſvore hans Sønner ved deres almægtige Guder, at de vilde hevne hans Død, ſamlede en Hær paa 20000 Mand, indſkibede ſig med den, og ſejlede under Bjørns Vejledning til England, for at lande i Øſtangeln og angribe Eadmund. Vinden drev dem til Skotland, hvor de landede ved Berwick, og herfra droge de herjende frem, indtil de kom til Øſtangeln[15].

Det northumberlandſke Sagn lyder ſaaledes: Kong Osbriht herſkede over Northumberland, og opholdt ſig i York. Han drog en Dag ud i Skoven for at forlyſte ſig, og tog ind til en af ſine fornemme Mænd, ved Navn Bjørn[16] Bocard, for at faa noget at ſpiſe. Bjørn var ikke hjemme, da han, ikke væntende Kongens Komme, havde ſom ſædvanligt begivet ſig ned til Kyſten for at forſvare Havnen mod Sørøvere. Men hans ſmukke Kone modtog Kongen og bevertede ham paa det bedſte. Kongen derimod benyttede ſig af Mandens Fraværelſe til at voldtage Konen. Da Bjørn kom hjem, fandt ham hende bleg og grædende. Hun fortalte ham, hvad der var ſkeet. Men han trøſtede hende, og bad hende ej at ſørge. Svaghed, ſagde han, formaar Intet mod Vold, og jeg ſkal ikke elſke dig mindre end før; men Hevn ſkal jeg med Guds Hjelp tage for os begge. Selv af fornem Æt og ſaare mægtig, ſammenkaldte han alle ſine talrige, formaaende Frænder, klagede over den Skjendſel, han havde lidt, og ſagde at han vilde tage Hevn. De bifaldt hans Beſlutning, og fulgte ham til York, hvor han, omringet af disſe mægtige Venner, opſagde Kongen Huldſkab og Troſkab, og derpaa ſtrax begav ſig bort. Kort Tid derefter drog han over til Danmark, hvor han klagede for Kongen, der hed Codrin (Gudrum) over den Fornærmelſe, han havde lidt af Osbriht, og bad ham om Hjelp imod denne[17]. Codrin og Danerne bleve glade over at faa et Paaſkud til at angribe Anglerne, og vare ſtrax villige til at underſtøtte Bjørn, „der desuden var af hans Slægt“. Han ſamlede en ſtor Hær, udruſtede de fornødne Skibe, og udnævnte Brødrene Ingvar og Ubbe, tappre Krigere, til Anførere. De droge over til England med en utallig Hær, landede paa Nordkanten, og tagende Vejen gjennem Holdernesſe, droge de herjende til York, hvor Osbriht mødte dem, men blev ſlagen og faldt, hvorefter Danerne ſatte ſig i Beſiddelſe af York. Imidlertid havde Bjørns Frænder udvalgt en anden Konge ved Navn Ella. Denne ſagde en Dag, ſom han ſad tilbords efter en heldig Jagt: idag have vi gjort vore Sager godt, ſiden vi have fanget fire Daadyr og ſex Raabukke. Men en Mand, ſom i det ſamme kom ind, ſvarede: „om I end have fanget alt dette, have I dog imidlertid tabt hundrede Gange ſaa meget, thi Danerne have dræbt Kong Osbriht, og indtaget York, og ville nu beholde det hele Land“. Ved denne Efterretning ſamlede Eller ſine Krigere, og drog mod Danerne, men blev ſlagen og faldt med en ſtor Mængde af Sine, ikke langt fra York, paa et Sted, der ſiden kaldtes Ellescroft[18]. En anden Bearbejdelſe af dette Sagn nævner Ella iſtedetfor Osbriht, og Arnulf Søfarer iſtedetfor Bjørn Bocard; Ella boede paa Ellesword ikke langt fra York, og Arnulf paa Becwida noget nærmere denne By[19].

Uagtet de engelſke Sagns ſtore Forſkjellighed fra de nordiſke, ſee vi dog ogſaa dem dreje ſig om Navnene Lodbrok og Ella, og anføre ſom Bevæggrund til Fiendens Ankomſt, at de vilde tage Hevn for en danſk Kongeætlings Drab, eller en Fornærmelſe, tilføjet en med det danſke Kongehuus beſlægtet Mand. Navnet Ingvar paa den fornemſte af Vikingehærens Høvdinger, minder ogſaa umiskjendeligt om de nordiſke Sagns Ivar. „Ingvar“ er viſtnok ikke nogen angliſk Form for „Ivar“, da Navnet ogſaa var almindeligt i Norden, og af en forſkjellig Sammenſætning[20]; imidlertid er det dog ikke i Udſeende eller Udtale mere afvigende, end at ukritiſke Sagnfortællere let kunde benytte ſig af Ligheden til at gjøre en Søn af den ældre Ragnar Lodbrok, der muligviis kan have hedet Ivar, til den ſamme, ſom de angliſke Chroniſters Ingvar, ſaa meget mere, ſom dette Navn ſkrives paa mange forſkjellige Maader, hvorved det ſtundom kommer til at nærme ſig Formen „Ivar“ betydeligt[21], og det derhos heder, at „Ingvar var overordentlig klog, men gruſom[22]. De, ſom kjende de engelſke Beretninger, have ogſaa grebet til den Udvej, at gjøre Ingvar til Ivars uegte Broder[23].

De ældſte og paalideligſte engelſke Efterretninger berette kun i al Korthed: I Aaret 866, i hvilket Ædhered, Ædhelbrihts Broder, fulgte denne i Regjeringen over Wesſex, kom der en ſtor, hedenſk Hær til England, og tog Vinterſæde i Øſtangeln, hvor den ſnart ſkaffede ſig Heſte. I det følgende Aar drog den over Humbermundingen ind i Northumberland og beſatte York. Imidlertid havde der været ſtor Uenighed mellem Folket indbyrdes i Northumberland, ſaa at de endog havde afſat deres Konge Osbriht, og valgt ſig en anden, ved Navn Ælle, der ingen Fødſelsret havde til Riget. Men ſeent ud paa Aaret, da Hedningerne nærmede ſig, forenede den fælles Fare begge Medbejlere; de droge tilſammen mod Hedningerne, der ved deres Nærmelſe tyede ind i York, ſom nu blev belejret af begge Konger. Disſe nedbrøde Murene og ſtormede Byen, men Nøden drev nu Hedningerne til et ſaa heftigt Forſvar, at Lykken vendte ſig, og begge Konger bleve nedſablede med en Mængde af deres Mænd. De overblevne ſluttede Fred med Hedningerne, ſom det følgende Aar droge ind i Middel-Angeln og toge Vinterkvarteer i Nottingham, hvor en veſtſaxiſk Hær under Kong Ædhered og hans Broder Alfred, hvilke Burhred, Middel-Anglernes Konge, havde anmodet om Hjelp, ſtandſede deres videre Fremgang, uden dog at kunne tilføje dem nogen Skade i den ſterkt befæſtede By. Efter at have ſluttet Fred med Middel-Anglerne, droge Hedningerne nu tilbage til York, hvor de ſad et Aar. Men det følgende Aar (870) rede de over Middelangeln ind i Øſtangeln, og toge Vinterkvarteer i Theodford[24]. Endnu ſamme Vinter angreb Kong Eadmund dem, men de ſejrede, dræbte Kongen, og droge herjende gjennem det hele Land (nemlig Øſtangeln), ødelæggende alle de Kloſtre, de kom nær. Hovedmændene for Kong Eadmunds Drab vare Ingvar (Ivar) og Ubbe. Paa ſamme Tid kom de til Kloſteret Medeshamſtede (Petersborough), hvilket de brændte og nedbrød, dræbte Abbeden, Munkene og alle dem, ſom de fandt der, og gjorde det forhen ſaa blomſtrende Kloſter ſaa godt ſom til Intet[25].

Disſe Efterretninger have ſildigere Forfattere benyttet og tildeels udvidet, uden at man juſt kan ſtole paa Tillæggenes Paalidelighed. Dog har man en heraf uafhængig, og, ſom det lader, paa authentiſke Kilder grundet nærmere Beretning, angaaende hiin Ødelæggelſe af Kloſtrene Croyland og Medeshamſtede, om hvis Paalidelighed i det Hele taget der neppe kan være nogen Tvivl[26], og ſom giver flere interesſante Oplysninger om enkelte nærmere Omſtændigheder ved Vikingehærens førſte Fremtræden i Landet. Ifølge denne Beretning drog Hedningehæren eller en Deel deraf i September Maaned fra York og ſejlede over Humberen til Lindſey, hvor de ødelagde Kloſteret Bardney, og under beſtandig Skjenden og Brænden trængte frem til Keſtiwen. Her mødte Ealdormanden Algar den yngre dem med en i Haſt ſamlet Hær, hvoriblandt 200 haandfaſte Stridsmænd, under Anførſel af Broder Toli fra Kloſteret Croyland, der tidligere havde været en navnkundig Kriger. Det lykkedes denne Hær at ſlaa Hedningerne (d. 22 Septbr.), der tabte tre af ſine Konger og en ſtor Mængde Folk. Der kæmpedes heelt indtil Natten gjorde Ende paa Striden. Men endnu ſamme Nat kom de øvrige Hedningekonger og Jarler til den danſke Lejr[27]; deres Navne vare Gudrum, Bagſæg, eller ſom han ogſaa kaldes, Berſe[28], Aaskel, Halfdan og Haamund, og Jarlerne Fræna, Ingvar, Ubbe, Sigtrygg (Sidroc) den ældre og Sigtrygg den yngre[29]. De medbragte et ſtort Bytte og en Mængde Fanger, fornemmelig Kvinder og Børn. Efterretningen om deres Ankomſt vakte en ſaadan Forfærdelſe i Algars Hær, at en Mængde af hans Krigere om Natten flygtede bort, og om Morgenen var der af 8000 kun 2000 tilbage. Med denne lille Hob vovede han dog at holde Stand mod de over det lidte Tab forbittrede Daner, der, efter at have begravet deres tre faldne Konger ved Laundon, ſom derfor fra denne Tid af kaldtes Trekingham, fornyede Kampen. Denne varede en heel Dag, indtil Danerne endelig ved en forſtilt Flugt fik Anglerne til at adſprede ſig; da vendte de pludſelig tilbage og anrettede et ſtort Nederlag. Algar og Toli faldt efter de ſtørſte Tapperhedsprøver paa en Dynge af deres Krigeres Lig. Kun nogle Faa undkom til en Skov, og ilede derfra til Kloſteret Croyland, hvor de Morgenen efter, juſt ſom Abbeden og hans Munke holdt Otteſang, forkyndte den ſørgelige Efterretning. Abbeden ſendte nu alle de ſterkere og yngre af Brødrene bort med Kloſterets Helligdomme og Koſtbarheder, og blev kun tilbage med de ældſte af Munkene og nogle faa Børn, i Haab om, at Hedningerne vilde have Medlidenhed med deres Svaghed. Men heri forregnede han ſig, thi Hedningerne, ſom ſtrax indfandt ſig, kjendte ingen Skaanſel; Abbeden blev dræbt for Alteret, Oldinger og Børn bleve piinte paa det grummeſte, for at de ſkulde bekjende, hvor Kloſterets Skatte vare, de hellige Mænds Grave bleve opbrudte og da de dog intet fandt, ſlæbte de den tredie Dag efter deres Ankomſt alle de hellige Mænds Been ſammen i en Dynge og ſatte Ild paa dem, tilligemed Kirken og Kloſterbygningerne. Af alle dem, der vare blevne tilbage i Croyland, var der ingen, ſom beholdt Livet, uden den tiaarige Novice Turgar, der havde ledſaget Subprioren til Refektoriet, og da denne blev dræbt, indſtændigt bad, at man ogſaa vilde lade ham følge ſin Lærer i Døden; hans Skjønhed og Troſkab rørte den yngre Sigtrygg Jarl, ſom lod ham ombytte ſin Kloſterdragt med en danſk Kappe, og bød ham overalt at holde ſig til ham. Fra Croyland droge Danerne til Medeshamſtede, ſom de fandt lukket og ſom derfor ſtormedes; under Stormen blev Jarlen Ubbes Broder dræbt ved et Steenkaſt, og derover blev Ubbe ſaa raſende, at han med egen Haand nedhug alle de Munke, han traf. Sigtrygg advarede Turgar for at møde ham. Abbeden og alle Munke, over 80, bleve dræbte, Altrene undergravne, Gravminderne opbrudte, Bibliotheket opbrændt og Archivet adſpredt; tre hellige Jomfruers Been traadte under Fødder, Murene omſtyrtede, og endelig Kirken med alle Kloſterbygninger antændte. Branden varede i 14 Dage. Belæsſede med et uhyre Bytte droge Danerne videre mod Huntingdon. Da traf det ſig, at en ſvært belæsſet Vogn i Bagtroppen, hvor begge Sigtryggver førte Befalingen, blev ſiddende faſt i Dyndet ved Overgangen over Aaen Neen; under den Forvirring, ſom derved opſtod, fandt Turgar Lejlighed til at flygte bort, og kom efter en Nats Vandring til Croyland, hvor han fandt de Munke, ſom havde været bortſendte, og ſom imidlertid vare komne tilbage, beſkjeftigede med at ſlukke, og redde de Dele af Bygningen, ſom endnu ikke vare fortærede af Luerne. En af disſe Munke optegnede ſiden efter Turgars Beretning, hvorledes Alt var gaaet til, og det er denne Optegnelſe, ſom ligger til Grund for den her meddeelte Fremſtilling[30]. — Under idelige Plyndringer droge Hedningerne derpaa frem til Cambridge, plyndrede og ødelagde Kloſteret Ely, hvor de dræbte Nonner og Mænd, brøde ind i Øſtangeln, ſloge Ealdormanden Wulfeytel, der ſøgte at ſtandſe dem, og fældte endelig Kong Eadmund (20 Nov.)[31]. Ifølge Legenden opfordrede Ingvar ham førſt til at dele ſit Rige og ſine Skatte med ham, og blive hans Underkonge, men Eadmund ſvarede Sendebudet: „Dryppende af mine Mænds Blod fortjente du Dødsſtraf; jeg vil efterligne Chriſti Exempel, og villigen dø for ham; mine Skatte kan Overmagten berøve mig, men ikke rokke min Tro; jeg vil forſvare min Frihed og Religion til det yderſte, om jeg end ſkal lade mit Liv, og Kongernes Konge vil belønne mig med et evindeligt Rige i de Saliges Boliger“. Og, heder det, han ilede mod Fienden, og veg førſt efter en heel Dags blodig Kamp ved Theodford tilbage til Ægelesdun, bedrøvet over al denne Blodsudgydelſe, og beſtemt paa aldrig mere at levere noget Slag, men at opoffre ſig alene. Imidlertid var Ubbe kommen ſin Broder Ivar til Hjelp med 10000 Mand. De omringede Byen, for at Ingen ſkulde komme levende derfra. Kongen flygtede ind i Kirken, hvor han anraabte Gud om at forunde ham Standhaftighed i hans Lidelſer. Ivar lod ham voldſomt rive ud af Kirken, binde til et Træ og hudflette; hans Standhaftighed gjorde hans Plageaander raſende, og de ſkøde nu til Maals efter ham, indtil Pilene ſtode ſaa tæt i hans Legeme at der ej var Rum til flere; da befalede Ivar en af ſine Mænd at afhugge hans Hoved[32]. Det er aabenbart, at de nordiſke Sagns Fortælling om Ella’s ſmertefulde Død er laant fra Beretningen om Eadmund; ſaa afvigende ſom de engelſke Sagn ere fra hine, ſaa ligger dog den Foreſtilling, at Lodbroks-Sønnerne kom til England og grumt dræbte en af dets Konger for at hevne deres Fader eller en Frænde, til Grund for dem begge. Danerne toge nu hele Øſt-Angeln i Beſiddelſe. Ifølge en af de ældre og paalideligere Forfattere[33] ſkal Ingvar eller Ivar allerede være død i dette Aar, medens han dog af andre ogſaa nævnes ſenere[34]. Heller ikke Sydſkotland havde undgaaet Danernes Herjninger; men hvad der herom fortælles, er heel upaalideligt[35]. Ligeledes herjedes Kloſtrene langs Northumberlands Kyſt[36].

I de følgende Aar hjemſøgtes de ſydligere Dele af England. Men her vare de Danſke mindre heldige; thi den ypperlige Alfred, ſkjønt endnu ikke Konge, ledede her Forſvaret. De kom til Reading i Wesſex, og bleve ſlagne af Ealdormanden Ædhelwulf ved Englafeld; vel vandt de faa Dage derefter Sejr over Kong Ædhered og Alfred, og fældte Ædhelwulf, men tabte fire Dage ſenere Hovedſlaget ved Æſcesdun (nu Afhdown). Her faldt Berſe og Halfdan, begge Sigtryggver, jarlerne Aasbjørn (der ikke førhen er nævnt) Fræna og Harald, med flere Tuſinder af deres Mænd[37]. I to andre Slag bleve derimod Danerne Sejrherrer. Strax efter Paaſke døde Ædhered[38], og hans Broder Alfred fulgte ham nu ſom Konge i Wesſex. Han holdt en Mængde ſtørre eller mindre Trefninger med dem, og, ſom det ſynes, med afvexlende Lykke, indtil han endelig mod Slutningen af Aaret, rimeligviis ved at betale en Pengeſum, fik Hedningerne til at ſlutte et Forlig, hvori de lovede at drage bort[39]. De holdt ogſaa dette Løfte, og droge til London, hvor de overvintrede. Her ſluttede Middel-Anglerne et lignende Forlig med dem; de droge derfor nordefter og tilbragte den følgende Vinter paa Lindsey, hvor Middel-Anglerne maatte ſlutte et nyt Forlig. Dette havde dog ikke ſtort at betyde, da Danerne toge ſit næſte Vinterkvarteer (874) i Hreopandun (Repton), nødſagede Burhred, Middel-Anglernes Konge, til at flygte fra Landet, hvortil han aldrig kom tilbage, og underkaſtede ſig hans Rige, ſom de overlode til en af hans Thigner, ved Navn Ceolwulf, der maatte ſværge dem Troſkabs- og Underdanigheds-Ed. De deelte derpaa Hæren i to Afdelinger, af hvilke den ene under Halfdan drog til Northumberland, ſom den underkaſtede ſig, og nu og da herjede paa Skoternes og Strathclyde-Boernes Land; den anden, Under Gudrum, Aaskell og Eyvind[40], ſatte ſig faſt i Cambridge, hvorfra den efter et Aars Forløb hemmelig brød op, og bemægtigede ſig Werham, en befæſtet Borg i Wesſex. Alfred havde imidlertid ſkaffet ſig en Flaade og overvundet en Vikingeflaade, beſtaaende af ſyv Skibe: dette har formodentligen indjaget Hedningerne i Werham nogen Skræk, ſiden det berettes, at de ſluttede Fred med Alfred, gave ham Gisler, og tilſvore ham paa deres Baug[41] en højtidelig Ed, at de ſkulde forlade Riget. Dog brøde de dette Løfte og ſatte ſig, uden at Alfred kunde hindre det, faſt i Exeter. Her ſkulde en Flaade af 120 Skibe komme dem til Undſætning, men der indtraf en ſvær Taage, hvorved mange af Skibene gik til Grunde, og de øvrige bleve ødelagte ved Swanawic af Alfreds Søkrigere. Herved bevægedes Hedningerne til at fornye det brudte Forlig, og ſværge en ny Ed paa, at de ſkulde drage bort. Og denne Gang holdt de ſit Løfte, da de droge ind i Middel-Angeln, og forbleve der en Stund[42]. Det følgende Aar (878) vare de dog allerede ved Midvinters Tid i Cippanham i Wiltſhire, og ſtrejfede derfra over hele Wesſex-, hvor de ſloge ſig ned, ſaa at mange af Indbyggerne flygtede til Frankrige, og de øvrige underkaſtede ſig, medens Alfred ſelv maatte tage ſin Tilflugt til Skovene og Moradſer[43]. Ubbe, Halfdans Broder[44], der havde overvintret i Sydwales, landede endnu ſamme Vinter med 23 Skibe ved Cynwit i Devonſhire, hvor flere af Kongens Krigere havde kaſtet ſig ind, og nu belejredes. Drevne af Nøden vovede de et modigt Udfald, der ogſaa kronedes med Held, thi Ubbe faldt med 840 Mand[45], og de Danſkes Banner, ved Navn Ravnen, hvilket Lodbroks Døttre, Ingvars og Ubbes Syſtre, havde ſyet paa een Dag, faldt i Sejrherrernes Hænder[46].

Alfred havde imidlertid i længere Tid vanket forladt omkring. Kun Sommerſeterne vare ham tro, og ved deres Hjelp fik han opført et Virke ved Ædhelingaigg (Athelney), fra hvilket han gjorde enkelte Udfald mod Hedningerne. Da han ej opgav Modet, blev Lykken ham tilſidſt gunſtig, flere Folk ſamlede ſig om ham fra Sommerſet og Hampſhire, og omſider vovede han ved Ædhandun[47] et Hovedangreb. Han ſkal ſelv, forklædt ſom en Harpeſpiller, have begivet ſig ind i Fiendens Lejr for at ſpejde[48]. Og han vandt en herlig Sejr, der nu ſkaffede i det mindſte Wesſex Fred for en længere Tid. Danerne, der havde kaſtet ſig ind i Ædhandun, bleve efter en Belejring af 14 Dage tvungne til at byde Forlig; de lovede at forlade Wesſex og bekræfte Forliget ved Ed og Gisler; deres Konge Gudrum lovede endog at antage Chriſtendommen. Og tre Uger derefter indfandt ogſaa Gudrum ſig ved Alre i Nærheden af Athelney, og lod ſig døbe med tredive af ſine fornemſte Mænd. Han fik i Daaben Navnet Ædhelſtan, og Alfred ſtod ſelv Fadder til ham, beholdt ham hos ſig i 12 Dage, og gav ham og hans Mænd mange Gaver[49]. De droge derpaa førſt til Cirenceſter, og ſiden til Øſt-Angeln, ſom de deelte mellem ſig[50]. Halfdan havde allerede tidligere deelt Northumberland mellem ſine Mænd, ſaaledes, heder det, at Northumbrerne ſiden bleve deres Pløjere og Agerdyrkere, med andre Ord, deres Lejlændinger, maaſkee endog Livegne. Hans afſindige Grumhed bragte ſiden (882) hans egne Krigere til at forjage ham[51].

Af Beretningerne om disſe Begivenheder ſynes det at fremgaa, at Danernes Hovedanførere vare Gudrum og Halfdan, maaſkee ogſaa den ved Æſcesdun faldne Berſe, men at de øvrige, endog Ingvar eller Ivar, og Ubbe kun vare Jarler, og, ſom man maa formode, hines Undergivne, om end Afhængighedsforholdet ikke var ſynderlig ſterkt[52]. Det Sagn, der nævnte Gudrum (Codrinus) ſom de Daners Konge, der tog ſig af Ingvar og Ubbe, har ſaaledes paa en vis Maade Ret; kun indfandt Gudrum ſig i egen Perſon, og lod det ikke blive ved, alene at give dem Hjelpetropper. Det er dog ikke uſandſynligt, at han førſt har ſendt dem afſted, og ſiden efter har indfundet ſig ſelv. Gudrum kaldes af enkelte ſildigere Forfattere Gurmund[53], og forvexles ſtundom eller gjøres til eet med den forhen omtalte, uhiſtoriſke Haſting i Frankrige, neppe af nogen anden Grund, end fordi Gudrums i Daaben antagne Navn Ædhelſtan undertiden ſkrives Alstenus. Navnet Gudrum er forreſten neppe andet end den angelſaxiſke Form for Gudhurm eller Gorm. Det er derfor i ſig ſelv ikke uſandſynligt, at han enten er den ſamme Gorm, der i flere danſke Kongerækker kaldes Gorm den angelſke, eller maaſkee, naar Alt kommer til Alt, ingen anden end den forhen omtalte Gorm den gamle, Hardeknuts Søn, ſom i ſin Ungdom, førend han endnu havde erhvervet Magten i Danmark, kan have forſøgt ſin Lykke i England. Vel heder det i de angliſke Beretningen at Gudrum døde i Aaret 890[54]; men denne Mening kan maaſkee være opkommen derved, at Gorm i dette Aar har forladt England, og er forſvunden af den engelſke Hiſtorie[55]; thi Gorm fremtraadte, ſom det nedenfor ſkal viſes, ikke i Danmark førend efter Aaret 890[56]. At i det mindſte en af den danſke Konge Hardeknuts Sønner har været med paa dette Tog, viſer den af flere Forfattere meddeelte Beretning, at Danerne i Northumberland efter Halfdans Død eller Forjagelſe valgte Gudrød (Guðréd), en Søn af Hardeknut, til deres Konge, hvilken Gudrød tidligere af dem ſelv var bleven ſolgt ſom Træl til en Enke i Whittingham[57]. En Forfatter ſiger endog ligefrem, at Hardeknuts Sønner havde ſolgt ham[58]. Uagtet denne ſidſte Beretning juſt ikke er at lide paa, er det dog i og for ſig ikke uſandſynligt, at Gorm, Hardeknuts Søn, paa en ſaadan Maade har ſøgt at ſkaffe ſig af med en Broder og Medbejler. Da Navnet Gorm ſlet ikke hører til de almindelige eller meget hyppigt forekommende, ſkal der meget til at antage, at der paa een og ſamme Tid ſkulde have været to danſke Konger af dette Navn, af hvilke den ene virkelig førte Krig i England, den anden, i det mindſte hos nogle Forfattere, bærer et Tilnavn, ſom tyder hen paa det ſamme, og havde Sønner, der ſelv gjorde et Tog til England, for, ſom det hed, at gjøre deres Arveret gjeldende[59]. Her bliver det saaledes til noget mere end en løs Formodning, at dette Tog, ſom vi her have beſkrevet, og ſom endte med, at Danerne ſatte ſig faſt i Øſtangeln og Northumberland, har været en ſtor, af de fleſte Medlemmer af den ragnarſke Æt i Danmark foranſtaltet Expedition, for hvilken Gorm, ſom paa den Tid endnu maa have været meget ung, — maaſkee endog hans Fader Hardeknut endnu levede — efter Navnet har ſtaaet i Spidſen, men hvis virkelige Ledere vare Sønnerne af Lodbrok, en efter Stamfaderen Ragnar opkaldt, anſeet og med Kongen nær beſlægtet Mand, om hvilken forreſten de danſke og norſke Kildeſkrifter intet indeholde, Uden forſaavidt ſom enkelte af hans Bedrifter ere tillagte Ragnar. Dette forklarer da ogſaa, hvorledes det gik til, at Harald Haarfagre i Norge ſaa uhindret kunde udføre ſine Erobringsplaner, eller i det mindſte ikke hindredes af de danſke, men kun af de ſvenſke Ætlinger af Ragnar. Det er desuden allerede ovenfor (S. 376) viiſt, at de ſvenſke Konger paa denne Tid optraadte med Fordring paa at anſees ſom etſlags Overkonger i Norden, og det er ikke umuligt, men endog højſt ſandſynligt, at deres Overgreb have nødſaget deres Frænder i Danmark til at forſøge ſin Lykke hiinſides Havet.

Fredsſlutningen med Gudrum eller Gorm gjorde Danerne til Herrer over den Deel af Landet, ſom de havde beſat, og dette var næſten to Trediedele af Landet Thi af Navnet paa de Shirer, hvor den ſaakaldte Dene-Lag eller den danſke Lov ſenere gjaldt, ſeer man at den gamle, i den romerſk-britiſke Tid anlagte Vej, hvilken Anglerne kaldte Wätlingastræt, fra London til Merſey, paa det nærmeſte dannede Grændſen; hvad der laa nordøſtenfor denne, eller Northumberland, Øſtangeln, Størſtedelen af Esſex og Middelangeln, tilhørte Danerne[60]. Dog vare ſtore Stykker heraf endnu opfyldte med Skove og Moradſer, og den veſtlige Deel, Cumberland, beboet af de keltiſke Kymrer. Det var ſaaledes iſær paa Øſtſiden, at Danerne havde ſit Tilhold. Deres Herredømme ſikkredes ved deres faſte Stæder, iſær de ſaa kaldte Femborge, nemlig Lindcoln (Lincoln), Snotingaham (Nottingham), Deorahy (Derby), Legraceaſter (Leiceſter) og Stanford (

Stamford), der ſom etſlags Grændſefæſtninger dannede en Forening for ſig ſelv og ſiden endog havde en egen Rettergang og fælles borgerlige Indretninger. Den fornemſte By i hele den danſke Deel var dog det ældgamle Eoforwic, Jórvik eller York, der allerede længe havde været de northumbriſke Kongers Hovedſæde, og nu ogſaa blev de danſkes. Det forſtod ſig af ſig ſelv, og ſiges derhos udtrykkeligt[61], at Gudrum, ſom Skik og Brug var i ſlige Tilfælde[62], erkjendte Alfred ſom ſin Lensherre. Viſtnok havde Lensforholdet i ſig ſelv lidet eller intet at betyde, men det kunde dog i Kong Alfreds og Anglernes Øjne gjøre en Afſtaaelſe mere rimelig, der ellers maatte have forekommet dem umulig; ja det gjorde Alfred endog, i det mindſte af Navn, til hele Englands Overherre, medens han hidtil kun var Herre over Wesſex. Men Afſtaaelſen havde den gode Følge, at den i det mindſte for en Tid ſkaffede England Ro. Thi Danerne anſaa ſig nu ſom hjemme i Landet; det laa i deres egen Interesſe at forſvare det mod fremmede Angreb, og efterhaanden fik de Smag paa Fredens Sysler og den ſtørre Aandsdannelſe, ſom herſkede blandt Anglerne. Det varede heller ikke længe, førend de i denne Henſeende kunde maale ſig med dem, og vi finde ſnart endog fornemme engelſke Prælater af danſk eller nordiſk Herkomſt[63]. Danerne forbandt ſig ved Giftermaal med Anglerne, og de allerede forhen ſaa nær beſlægtede Folk maatte derved efterhaanden end mere ſmelte ſammen. Men imidlertid havde den nordiſke Nationalitet ſlaaet Rødder, og dens Spor ere endnu den Dag idag ikke forſvundne. Om det danſke Sprogs Udbredelſe vidne endnu en Mængde Stedsnavne, fornemmelig i Øſtangeln, Northumberland og de tilgrændſende Landſkaber. Allerede de ældre engelſke Skribenter vide at fortælle, hvorledes flere engelſke Stæder fik andre Navne af Nordboerne, f. Ex. Norðweorðig, der blev kaldet Deórabý (det ovennævnte Derby[64], Streónesheal, der kaldtes Hvitabý; og i vore Kongeſagaer ſiges det udtrykkeligt, at, efter at Lodbroks-Sønnerne havde indtaget Northumberland, var det meeſt bebygget med Nordmænd; at, efter at hine havde tabt Herredømmet, herjede Daner og Nordmænd ofte der, og at mange Stedsnavne vare norſke, f. Ex. Grimsby, Haugsfljot[65], o. ſ. v.[66]. Naar der her meeſt tales om Nordmænd, da maa det være fordi Sagaen ſelv er en norſk Kongeſaga, og det desuden altid maa formodes, at en Mængde Nordmænd have deeltaget i Toget[67], ſaa meget mere ſom Nationalforſkjellen mellem Nordmændene og de ſaakaldte Daner, der gjorde disſe Vikingetog til England, endnu ikke kan have været ſynderlig paafaldende. At denne — man kunde kalde det — Indpodning af friſke nordgermaniſke Kræfter, i det Hele taget, trods de Ødelæggelſer, der i Begyndelſen ledſagede den, var gavnlig for England, og tjente til at ſætte Liv i dets Folk, der allerede kun alt for meget ſtod Fare for at blive umyndiggjort af en herſkeſyg Gejſtlighed, kan ikke betvivles. Og den Lyſt og Dygtighed til Søvæſenet og alle dermed forbundne Bedrifter, der i de følgende Tider ſtedſe har udmerket den engelſke Nation, maa fornemmelig have ſin Oprindelſe fra den nordiſke Deel af Befolkningen, eller fra de djerve Vikingers Efterkommere. Thi der meldes intet om, at Anglerne, lige ſaa lidt ſom Syd- og Mellem-Germanerne overhoved, dreve nogen ſterk Skibsfart eller havde nogen ivrig Kjærlighed for Søvæſenet. Denne var, ſom vi allerede tidligere have yttret, ſæregen for den nordlige Hovedafdeling af den ſtore germaniſke Stamme.

    Da Formen býr er egen for de Egne i Norden, hvor den gautiſk-gotiſke Kultur var forherſkende, bœr derimod hvor den ublandede Norrønaſtamme havde ſit Tilhold, kan man deraf ſlutte ſig til den danſke Nationalitets Overvegt blandt Englands nordiſke Beboere; thi den norſke Form her vilde i engelſk være gaaet over til . Af andre nordiſke Navnformer kunne nævnes — force (ɔ: fors, Fos), — dale (dalr), — haugh (— haugr) — thwaite (þveit, Afdeling), o. fl. (ſe Worſaae, l. c. S. 102); af disſe findes de fleſte i Yorkſhire, Lancaſhire, Lincolnſhire, Weſtmorelandſhire og Cumberlandſhire. Ved enkelte Endelſer, ſom — thorpe (þorp) er det uſikkert, om man kan regne dem for udelukkende nordiſke, da de ligeſaa gjerne kunne have været oprindelig angliſke; Endelſen dorf er f. Ex. endnu meget hyppig i Nordtydſkland.

  1. Snorre, Indledning.
  2. Islendingabok, Cap. 1.
  3. Hr. Hauk Erlendsſøn i Ragnar Lodbroks Sønners Hiſtorie Cap. 3. Fornaldar Sögur Nordrl. I. p. 354.
  4. Monum. hist. Britann. I. S. 481.
  5. Filius Lodparchi, I. Cap. 39.
  6. Hr. Hauk Erlendsſøns: Ragnar Lodbroks Sønners Hiſtorie, Cap. 2.
  7. Saaledes Hr. Hauk Erlendsſøn i Ragnars Sønners Hiſtorie Cap. 3, ligeledes nævnes York (Jórvík) udtrykkelig i det for omtalte Vers af Sighvat. I Ragnars Saga Cap. 20 nævnes derimod London. Men her ſiges det heller ikke udtrykkeligt, at Ella herſkede i Northumberland. I denne Beretning gjenkjende vi forresten det allerede fra Dido bekjendte og oftere anvendte Sagnmotiv.
  8. Ragnar Lodbroks Saga, 14—19.
  9. Hr. Hauk Erlendsſøn om Ragnars Sønner, Cap. 3. „Huſto“ er kun Srivfejl for „Hubba“.
  10. Saxo, IX B. S. 446, 447.
  11. Jvf. ovf. S. 369.
  12. Se ovenfor S. 394.
  13. Her ſigtes til det ovenfor nævnte Vers, hvori han omtalte ſine 51 Slag. Ogſaa i Sagaen følger et andet Vers, hvor hiin Yttring om Griſene m. m. er indtagen, ſtrax derefter, faa at den altſaa her anføres to Gange.
  14. Bromton, ſom meddeler Sagnene fuldſtændigt, levede i Midten af det 14de Aarhundrede, og citerer med Henſyn til det oſtangliſke Sagn kun den i Aaret 1307 afdøde Matthæus af Weſtminſters Verk.
  15. Matthæus af Weſtminſter, S. 161 fgg. Bromton, hos Twysden, S. 804.
  16. Der ſtaar i Udgaven Bruern.
  17. Da den danſke Konge, der herjede England og omſider blev døbt, ſenere hen i Tivysdens Udgave af Bromton kaldes Godrin eller Godrinus, d. e. Gudrum, er det ſandſynligt, at Navnet „Codrinus“ i Fortællingen om Bjørn kun er indkommet ved en Skrive- eller Læſefejl, og at man ogſaa her bør læſe „Godrinus“, ſamt at Bromton ved denne Godrinus har tænkt ſig den ſamme, ſom den, der ſenere nævnes.
  18. Bromton, S. 802 flg.
  19. Lelandi Coll. de rebb. Britt, II. 367, 368.
  20. Ingvar er ſammenſat af Ingvi eller Ing (ɔ: Guden eller Ætteſtamfaderen Ingve), og har, eg. hari, d. e. „Hær“; paa gotiſk vilde Navnet lyde Iggvjahari. Ívarr derimod af jórr egentlig iorr, d. e. Heſt (got. aihvs) og det ſamme har, eller hari, hvorfor det ogſaa findes ſkrevet Jóarr; paa gotiſk vilde det lyde Aihvahari.
  21. Ædhelweard, der overhoved ſkriver Navnene meeſt overeensſtemmende med de nordiſke Former, har „Iver“; Chron. Sax. ligeledes Invær, Ingver, Iver, og etſteds Higwais. Gaimar (Monn. hist. Brit. S. 800—803) har „Ivar“.
  22. Henr. Huntingdon, Monum. hist. Brit. p. 738. Denne Forf. ſiger udtrykkeligt om Ivar, at han fik udvirket Stilſtanden ved Nottingham (ſe nedenfor) ved ſin „Ræveſnildhed og ſine glatte Ord“. Dette tillader ſterkt om Ingvars Forhandlinger med Ella.
  23. Hr. Hauk Erlendsſøn, i Ragnars Sønners Hiſtorie, Cap. 3.
  24. Thetford, paa Grændſen af Norfolk og Suffolk.
  25. De angelſ. Annaler; Mon. hist. Britt. I. p. 350 flg. Asſer, Alfreds Liv, ſammeſteds S. 473 flg.
  26. Den grunder ſig nemlig, tom det ſtrax nedenfor vil ſees, paa Øjevidnet, Drengen Turgars Beretning.
  27. Der ſtaar: venerunt … ceteri reges de patria, hvilket maaſkee kunde forklares ſom om disſe fem Konger nu førſt kom fra Fædrelandet, ɔ: Danmark. Men patria bruges aabenbart her, ligeſom nedenfor, hvor der tales om den til Kloſtret Medeshamſtedes Forſvar ſamlede Skare, i Betydningen af fólk d. e. Trop, Hærſkare; Ordene de patria betegne ſaaledes Viſtnok kun „fra Hovedhæren“.
  28. Hos Ædhelweard kaldes han Berſe, hvilken Navnform ogſaa ſynes at være den rette; det er i alle Fald den meeſt nordiſke. Denne Forfatter ſkriver ogſaa Sihtrix, ikke Sidroc.
  29. Thomas af Ely føjer urigtigt hertil, i ſin vita S. Etheldridæ, forfattet i det 11te Aarhundrede, Navnene paa flere ſenere omtalte Vikinger, ſom Evils og Haaſtein; (Mabillon Act. Sanct. Ben. II. 768 flg.)
  30. Se Tanner, Bibl, Brit. p. 124.
  31. Langebek, Ser. rer. Dan. II. p. 50—52. Ingulf af Croyland, hos Savile, p. 865-868.
  32. Matthæus af Weſtminſter, S. 161-165.
  33. Ædhelweard, Mon. hist. Brit. p. 413.
  34. Nemlig ved 871 hos Higden (Gale S. 255), efter hvilken Ivar og Halfdan ſkulle være faldne i Slaget ved Cymvit, ved 877 eller 878 hos Hoveden (Savile S. 239) og Simeon af Durham (Mon. hist. Brit. I. p. 681). Rimeligviis grunder dette ſig paa en Misforſtaaelſe af de angl. Annaler ved 878, hvor „Ingvars og Halfdans Broder“ nævnes.
  35. Disſe Beretninger findes hos Fordun (II. 307) og iſær hos Hector Boethius (S.206); de ſidſte bære iſær øjenſynlig Præg af ſildigere Opdigtning.
  36. Matthæus af Weſtminſter, S. 162, fortæller her et gyſeligt Sagn om Abbedisſen og Nonnerne i Coldingham, der ſkare Næſerne og Overlæberne af ſig for at Hedningerne ſkulde fatte Modbydelighed for dem.
  37. Ingulf nævner ogſaa Orguil og Fungo. Higden (S. 255) lader Ingvar falde i dette Slag.
  38. Man har ſiden (ſaaledes f. Ex. Bromton S. 809) ladet Ædhered blive dødeligt ſaaret i dette Slag, uden mindſte Hjemmel.
  39. Chron. sax. i Mon. hist. Brit. I. p. 355, 56, ſammeſteds p. 478.
  40. Navnet ſkrives Anwind, Anund, Amund; maaſkee ogſaa herved den ovenfor S. 623 nævnte Haamund er meent.
  41. On þám hálgan beáge, Chron. Sax. p. 356.
  42. Der herſker, endog i de angl. Annaler, en Forvirring i hele denne Fortælling, og man kunde friſtes til at tro, at Alfred virkelig kun har vundet een Søſejr, og Hedningerne kun have ſvoret ham een Ed. Vi have forøvrigt i den ovenfor meddeelte Fremſtilling, hovedſagelig fulgt Chron. Sax., Asſer og Ædhelweard, og ville ligeledes i det Følgende iſær holde os til dem; de øvrige Forfattere ere, forſaavidt de indeholde andet eller mere end disſe, ikke at ſtole paa, ofte tage de endog aabenbart fejl.
  43. Chron. Sax. S. 357, Asſer S. 481.
  44. Chron. Sax. Ord: „Ingvars og Halfdans Broder“ (ɔ: Ubbe), have flere yngre Forfattere misforſtaaet ſom om der ſtod Ingvars og hans Broder Halfdan.
  45. Chron. Sax. S. 357. Bromton S. 809.
  46. Asſer S. 481. Det tillægges, at naar Vinden udbredte Banneret ſaa at det lignede en flyvende Ravn, varslede det om Sejr, men hang det ſlapt ned, bebudede det Nederlag. Blandt disſe Lodbroks-Døttre var vel hiin ovenfor (S. 529) nævnte Aaluf, den engelſke Jarl Hundeſteinars Huſtru.
  47. Nu Eddtngton.
  48. Ingulf, hos Savile, S. 860.
  49. Chron. Sax. S 357, 362. Asſer S. 482. Ædhelweard, S. 515, 517.
  50. Chron. Sax. S. 356.
  51. Simeon af Durham, om den durhamſke Kirke, hos Twysden, S. 21. St. Cuthberhts Hiſtorie hos Twysden, S. 70. Hoveden (Savile S. 239) og Simeon ſelv i ſin eng. Hiſtorie (S. 681) lader Halfdan urigtigviis falde ved Cynwit. Chron. Sax. omtaler ej hans Død. Det nævner en Halfdan, der døde 911, men dette maa være en yngre Halfdan.
  52. Ubbe udgives, ſom ovenfor (S. 368) anført, hos Saxo for en uegte Søn af Ragnar. Merkeligt nok, gives der enkelte engelſke Forfattere, ſom kalde Ubbe Friſernes Høvding, f. Ex. Forfatteren af St. Cuthberhts Hiſtorie, Twysden S. 70. Ubbe er virkelig et friſiſk Navn, idetmindſte forekommer allerede blandt Braavallaſlagets Kæmper en Ubbe den Friſer. Dette er vel Grunden, hvorfor Simeon af Durham i ſin Kirkehiſtorie (S. 14) ſiger at Vikingeſkaren, der ankom 866, foruden af Daner ogſaa beſtod af Friſer.
  53. F. Ex. Ingulf, (Savile S. 869). Willjam af Malmesbury S. 23. Se ovenfor S. 429, 430.
  54. Chron, Sax. S. 362. Ædhelweard S. 547.
  55. Om Halfdan heder det hos Simeon af Durham at han døde (Twysden S.21), men i St. Cuthberhts Hiſtorie,at han kun blev forjagen, og ikke ſenere viſte ſig.
  56. Gorm den gamle kaldes ligefrem Gorm den angliſke i Esrom-Annalerne; Langebeks Scr. rer. D. p. 231. Hos Saxo (S. 46S) heder det at Gorm Anglicus førſt blev Konge i England, og ſiden drog til Danmark, hvor han blev Konge, medens han miſtede England. Saxo giver ham Sønnen Harald, hvilket endnu mere gjør det ſandſynligt, at han er den ſamme ſom Gorm den gamle. Viſtnok lader Saxo denne ſom en fra Gorm Angler forſkjellig Perſon følge efter Harald, men det er hans Viis at gjøre flere Perſoner af een. At der hos enkelte danſke Annaliſter virkelig maa have været en Foreſtilling om den ſaakaldte Gorm engelſkes og Gudrums Identitet, ſynes at kunne ſluttes deraf, at Rykloſters Annaler, der forreſten følge Saxo i at lade Gorm angelſke have Sønnen Harald og denne igjen Efterfølgeren Gorm den gamle, udtrykkeligen ſige, at han blev døbt i England. Langebek Ser. rer. Dan. I. p. 158.
  57. Simeon af Durham, hos Twysden S. 21, 22. Mon. hist. Brit. p. 683. Cuthberts Hiſtorie ſammeſteds S. 70. Matthæus af Weſtminſter S. 171. Hoveden, hos Savile S. 240.
  58. Wallingford, hos Gale, S. 529, jſr. 533. Denne Fortælling er rigtignok meget upaalidelig. Men Beretningen om Gudrøds Ophøjelſe er ſikkert gammel, da den er knyttet til Legenderne om St. Cuthberht. Det ſkal nemlig være denne Helgen, der paa en overnaturlig Maade gav Danerne et Vink om at de ſkulde tage ham til Konge.
  59. Nemlig Knut Dana-Aaſt og Harald Blaatand, om hvilke baade Saxo (p. 171) og Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 64 ſige at de vare arveberettigede til England, hiin ifølge deres mødrene, denne ifølge deres fædrene, Herkomſt.
  60. Forliget mellem Alfred og Gudrum er endnu til. Thorpes gl. engl. Love p. 66. Grændſerne beſtemmes her ſaaledes: opad Temſen, ſaa opad Aaen Lea, til dens Kilder, derpaa til Bedford, og ſaa opad Ouſe til Wätlingaſtræt. Hos Bromton heder det S. 956, … under Alfreds „Weſtſeaxenaläg“ hørte Kent, Susſex, Surrey, Berks, Wilts, Southampton, Sommerſet, Dorſet og Devon; og da Danerne herſkede i Landet udkom Denelag, hvorunder de 15 øſtlige og nordlige Shirer laa, nemlig Esſex, Middelſex, Suffolk, Norfolk, Herts, Cambridge, Huntingdon, Lincoln, Nottingham, Derby, Northampton, Leiceſter, Bucks, Beds, Yorkſhire.
  61. William af Malmesbury hos Savile, S. 43.
  62. Paa ſamme Maade fik Gange-Rolf Normandie. Den franſke Konge havde naturligviis i Virkeligheden intet Herredømme over ham.
  63. Se herom iſær Worſaae: Minder om de Danſke og Nordmændene i England, Skotland og Irland, § 12, S. 168 flg.
  64. Ædhelweard S. 513.
  65. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 3.
  66. De fleſte nordiſke Stedsnavne i England kan man kjende paa deres Endelſer. Blandt de meeſt charakteriſtiſke af disſe er , det danſke býr, oldnorſk bœr.
  67. Simeon af Durham nævner ſaaledes Nordmænd (Norregani) ſom deeltagende deri og Chron. Sax. kalder ved 890 Gudrum se Norðerna cyning d. e. Nordmændenes Konge. Den ovenfor nævnte Endelſe — haugh, der kun forekommer i Durhamſhire, ſynes mere norſk end danſk, efterſom den danſke Form neppe vilde have vedligeholdt Diphthongen.