Det norske Folks Historie/1/80

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Kong Harald var 80 Aar gammel, blev han ſaa ſvag og tungvindt, at han ikke længer kunde færdes over Landet, eller beſtyre de kongelige Forretninger. Han udførte en Beſlutning, han viſtnok længe havde næret, idet han aldeles overdrog ſin Magt til ſin Søn Erik, ſatte ham i ſit eget Højſæde, og gav ham Overherredømmet over det hele Rige, idet han ſelv fremdeles, ſom han allerede i lang Tid havde plejet, opholdt ſig paa ſine Gaarde i Midtlandet, hvor Kongsgaardenes Antal ogſaa, paa Grund af de hyppige Udvandringer til Island, ſandſynligviis var ſtørſt, — uden at beſkjeftige ſig med Regjeringsſyſler. Hans lange og daadrige Regjering var altſaa nu tilendebragt. Og heller ikke overlevede han ſin Thronafſigelſe længe, thi han døde tre Aar derefter paa Rogaland, og ſandſynligviis paa Gaarden Hauge, hvor han blev højlagt og hvor hans Gravſteen endnu findes[1]. Med Henſyn til hans Dødsaar, ſaavelſom overhoved med Tidsregningen i den ſidſte Deel af hans Levetid, herſker der nogen Uvished. Det er forhen omtalt, at den i det Hele paalidelige Chronolog Are Frode ſiger, at en Begivenhed, der indtraf 60 Aar efter den angliſke Konge Eadmund den helliges Død, ogſaa indtraf een eller to Vintre førend Harald Haarfagre døde; med andre Ord, at Harald Haarfagre døde 61 eller 62 Vintre efter St. Eadmunds Død. Eadmund blev dræbt den 20de November 870; og hvis man ej lægger ſærdeles Vegt paa Udtrykket „Vintre,“ falder Haralds Død ſaaledes i 931 eller 932. Men da Eadmunds Død ſelv falder i Løbet af en Vinter, kunde man viſtnok være berettiget til at antage, at denne Vinter ej har været medtagen i Beregningen, og at Are Frodes Mening har været den, at Harald døde i Aaret 933, hvilket ogſaa bedſt ſtemmer med det af flere Forfattere yttrede Udſagn, at han blev 83 Aar gammel, og herſkede i 73, eller, om man ej vil regne de 3 ſidſte Aar efter Thronafſigelſen, i 70 Aar.

Vi have ſeet, hvorledes Harald med ufravendt Opmerkſomhed og udholdende Kraft havde forfulgt ſit Maal, hvorledes han efter en i Krigstummel tilbragt Ungdom havde naaet det, og hvorledes han i ſin Manddomsalder med Kraft og Konſekvens ſtræbte at grundfæſte ſit Verk. Men desuagtet truede dette, da han under ſin Alderdom vilde bygge derpaa, at ſtyrte ſammen. Det Lenskongedømme, han havde oprettet, bar juſt i denne Egenſkab Spiren til ſin egen Undergang i ſig. Aarſagen var nemlig den, at Lensindretningen ikke i Længden pasſede ſig for de norſke Forholde, ſom dertil vare for oprindelige og lidet udviklede. Odels-Principet var ſaa ſterkt rodfæſtet, og ſtemmede ſaa fuldkommen med Folkets Tilbøjeligheder og Leveſkik, at Haralds Beſtræbelſer for at indføre Feudalismen umuligt kunde lykkes i den Udſtrækning, han tilſigtede; den ſpillede kun paa Overfladen, uden at gjennemtrænge Forholdene; den føltes ſtedſe af Folket ſom et Aag, hvilket man kun ventede paa Lejlighed til at afkaſte. En ſaadan Lejlighed maatte ſynes at frembyde ſig, da Kongen, handlende konſekvent efter Lensvæſenets Grundsætninger, uddeelte Forleninger til ſine Sønner. Thi den Begjærlig hed, enhver af dem havde efterat blive Overlensherre, kunde ikke andet end ſtille dem fiendtligt imod hinanden, og maatte gjøre det nødvendigt for dem at ſikkre ſig, hver i ſit Len, de dem undergivne Mænds Medvirkning. Vi erfare ogſaa, at en ſaadan Medvirkning blev dem til Deel. Men for at opnaa den, have de viſtnok maattet gjøre Indrømmelſer eller Løfter om Indrømmelſer, og det er heel ſandſynligt, at hvilken ſom helſt af Haralds Sønner der end efter hans Død omſider kom i Beſiddelſe af Riget, vilde han dog have været nødſaget til, ſom Betingelſe for Indbyggernes Troſkab, at fraſige ſig den Overejendomsret, der ophævede Odelsretten. Og jo mindre denne Overejendomsret allerede ſaaledes, ſom Forholdene under Haralds Alderdom ordnede ſig, havde at betyde, deſto mindre var i ſig ſelv ogſaa Indrømmelſen, og deſto lettere var den derved tilſigtede Fordeel erhvervet.

Vi have allerede omtalt, hvor forhadte Haralds Indretninger vare, i det mindſte i Begyndelſen af hans Regjeringstid; vi have meddeelt flere Exempler paa den Strenghed, ja endog Haardhed, hvormed han ved mange Lejligheder gik frem. Naar vi desuagtet erfare, at han var perſonlig afholdt, og det i det erobrede Thrøndelagen, ja endog i den Grad, at det ſidenefter var en af de bedſte Anbefalinger for hans Søn Haakon, at han var ſin Faders udtrykte Billede; og at der gjennem hele hans lange Regjering ikke i Landet ſelv ſkede nogen alvorlige Opſtandsforſøg mod ham: da kunne vi ikke andet end drage den Slutning, at han maa have beſiddet overlegne Talenter, og udøvet en mægtig Indflydelſe paa alle ſine Omgivelſer. De Skildringer, der gives af hans Perſonlighed, og ſom vi allerede ovenfor tildeels have gjengivet, ſtemme ogſaa alle i at priſe hans Skjønhed, indtagende Væſen, og Klogſkab. „Saa ſige kloge Mænd“, heder det i Snorres Skildring af ham, „at Harald Haarfagre har været overordentlig ſmuk, ſterk og ſtor, gavmild paa Gods, og overvættes afholdt af ſine Mænd“. Hvis man ſkal tro, at han virkelig har yttret de ovenfor (S. 462 og 463) anførte merkelige Ord, hvorved han lagde ſin Foragt for Afgudsdyrkelſen og ſin Tro paa en eneſte Gud tilkjende, maa han have hævet ſig til en høj Grad af Fordomsfrihed, om man end ikke vil anſee denne Yttring ſom et Reſultat af hans egne Betragtninger over Religionsforholdene, da Chriſtendommen paa den Tid var altfor vel kjendt af Nordmændene til at ikke ogſaa Harald ſkulde have hørt noget derom[2].

Haralds ſtore Pragt og Gavmildhed bidrog naturligviis til at ſkaffe ham mange Tilhængere. Imidlertid findes der Spor til, at man ogſaa har beſkyldt ham for en Svaghed, der lige ſiden Halfdan mildes Tid betragtedes ſom en Familieſvaghed i hans Æt, nemlig en vis Knaphed mod ſine Mænd i Mad og Drikke. Det hed om Halfdan milde, at han gav dem lige ſaamange Guldpenninge, ſom andre gave Sølvpenninge, men ſultede dem hvad Maden angik; og da Haakon, hans Søn, vilde indføre Chriſtendommen og paabød regelmæsſige Faſter, ſagde de, ſom vare misfornøjede dermed, at det var hans, hans Fader Haralds, og hele den Families Svaghed, at være karrige paa Mad mod ſine Undergivne, ſkjønt de vare rundhaandede med Guld. Om Harald ſelv fortælles et temmelig charakteriſtiſk Træk i denne Henſeende. Han havde i Vrede, ſom ovenfor omtalt, jaget Snefrids Sønner fra ſig, og Gudrød Ljome havde taget ſin Tilflugt til ſin Foſterfader Thjodolf af Hvin, der paatog ſig at tale Kongen til Rette. Da han kom til Kongen, var det ſeent om Aftenen; der var Gjeſtebud hos ham, men Mjøden var opblandet, Kongen gik paa Gulvet, ſaa til Bænkene, hvor Gjeſterne ſad, og mumlede:

Meget til Mjøden tage
mine hid komne gamle
graahærdede Helte;
hvi er’ I alt for mange?

men Thjodolf, ſom hidtil havde ſiddet ubemerket yderligſt i Hallen, ſvarede:

Hug vi fik paa vort Hoved
haarde i Sverde-Legen,
med den viſe Fyrſte
var vi ej da for mange.

Og nu tog Kongen venligt imod ham og føjede ham i hans Bøn[3].

Hvad der og gjorde Harald meget yndet, var de gode Aaringer, der herſkede paa hans Tid[4]; ſaadant plejede man altid at tilſkrive den Lykke, Fyrſten ſelv havde med ſig. Det ſynes vel, ſom om de mange Udvandringer maa have gjort noget Afbræk, men Forholdene vare dengang ikke ſaaledes beſkafne, at Virkningerne deraf kunde ſprede ſig over det hele Land. Efter de faa Vink, Sagaerne indeholde til Bedømmelſen af Handelens og Næringsvejenes Tilſtand paa Kong Haralds Tid, faar man et umiskjendeligt Indtryk af at de trivedes, og at Forfatningen var god. Beretningen om Thorolf Kveldulfsſøns Handelsforetagender, ſaavel til Finmarken og længere mod Øſt, ſom til England; om Mængden af de norſke Skibe, ſom beſøgte Haløre Marked, og om de mange fremmede Skibe, der beſøgte Tunsbergs Havn, vidner om en efter Omſtændighederne ikke ubetydelig Handelsrørelſe. Tunsbergs Opkomſt maa, ſom allerede ovenfor antydet, iſær tilſkrives den Omſtændighed, at Hertug Guthorm, og efter ham ſaavel Kong Guthorm, ſom Kong Bjørn, opſlog ſit Hovedſæde paa Sæheim; da man ſiden denne Tid ikke hører Tale om Skiringsſal ſom Handelsplads, er det aabenbart, at det er dennes Handel, der har draget ſig til Tunsberg. Skiringsſal nævnes endnu i Begyndelſen af Kong Haralds Regjeringstid ſom en Søhandelsplads i den merkelige Beſkrivelſe over Norge, ſom den berømte engelſke Konge Alfred, efter mundtlige Meddelelſer af Helgelændingen Ottar, der var traadt i hans Tjeneſte, har indflettet i ſin Overſættelſe af den romerſke Hiſtorieſkriver Oroſius. Vi have hiſt og her i det Foregaaende haft Anledning til at omtale denne Beſkrivelſe, og anføre et og andet af dens Indhold[5]. Men da den desforuden indeholder meget, der er af ſtor Vigtighed, iſærdeleshed med Henſyn til Haalogaland, Finmarken og Finneſkatten, Bjarmeland og de paa den Tid ſædvanlige Bjarmelandsrejſer, og da den tillige er af ſæregen Interesſe ſom et aldeles authentiſk Vidnesbyrd fra Harald Haarfagres Samtid, ville vi her meddele den i dens Heelhed:

„Ottar“[6], heder det, „berettede ſin Herre Kong Alfred, at han boede nordligſt af alle Nordmænd[7]. Han ſagde, at han boede paa Nordkanten af Landet ved Veſterhavet; men Landet ſtrakte ſig meget langt nordefter derfra, og var ganſke øde, med Undtagelſe af, at Finnerne hiſt og her ſtykkemellem holdt til, for at jage om Vinteren, og fiſke i Havet om Vinteren. Han ſagde, at han engang ſelv vilde underſøge, hvor langt Landet ſtrakte ſig mod Nord, eller om noget Menneſke boede nordenfor den øde Strækning. Han foer derfor nordefter langs Landet, ſaa at han i tre Dage ſtedſe havde den øde Strækning til Styrbord, og Havet til Bagbord; da var han kommen ſaa langt mod Nord, at Hvalfangerne ej plejede at fare længere. Men han fortſatte ſin Vej fremdeles nordefter ſaa langt, ſom han kunde ſejle i andre tre Dage: da bøjede Landet mod Øſten, eller ogſaa løb der en ſtor Havbugt ind, hvilken af Delene, vidſte han ikke[8], kun vidſte han, at han der maatte oppebie veſtlig eller lidt nordlig Vind, og at han ſejlede derfra øſtefter langs Landet, ſaa langt ſom han kunde komme i fire Dage. Da maatte han oppebie fuldkommen Nordenvind, thi Landet bøjede ſig nu ſydefter eller ogſaa løb der en ſtor Havbugt ind — hvilken af Delene, vidſte han ej —[9]. Han ſejlede derfra ſydefter langs Landet, ſaa langt ſom han kunde komme i fem Dage. Da laa der en ſtor Aa op i Landet. De ſtyrede op i Aaen, fordi de ej turde ſejle videre af Frygt for Ufred, efterſom Landet var ganſke bebygget paa den anden Side af Aaen[10]. Dette var det førſte bebyggede Land han traf, ſiden han forlod ſit eget Hjem; overalt havde han til Styrbord haft ubeboet Land, med Undtagelſe af, at der vare enkelte Fiſkere, Fuglefængere og Jægere: det var altſammen Finner. Men til Bagbord havde han ſtedſe haſt det aabne Hav. Bjarmerne havde bebygget deres Land godt, men did torde han og hans Mænd ej komme. Terfinnernes Land derimod var øde, undtagen hvor Jægere, Fiſkere og Fuglefængere havde Tilhold[11]. Bjarmerne berettede mangt og meget, ſaavel om deres eget Land, ſom om de tilgrændſende, men han vidſte ikke hvad ſandt der var deri, fordi han ej ſelv havde ſeet det; det forekom ham, ſom om Finnerne og Bjarmerne talte omtrent eet og ſamme Sprog. Hans fornemſte Henſigt med at drage didhen var, foruden at underſøge Landet, ogſaa at fange Hvalrosſe, thi disſe Dyr have meget ædelt Been i deres Tænder (af hvilke de ogſaa bragte Kongen nogle[12]), og deres Hud er meget tjenlig til Skibsreb. Denne Hval er meget mindre end andre Hvaler, nemlig ikke længere end ſyv Alen lang. I hans eget Land er derimod den bedſte Hvalfangſt; der gives Hvaler af 48 Alens, og de ſtørſte af 50 Alens Længde. Af dem kunde han ſelv ſjette dræbe 60 i to Dage. Han var meget rig paa det Slags Ejendomme, hvori de Folks Rigdom beſtaar, nemlig de vilde Dyr, ſom kaldes Rener. Da han drog til Kongen[13], ejede han ſex hundrede tamme ukjøbte Reensdyr, af hvilke der var ſex Lokke-Rener; ſaadanne ere meget dyre blandt Finnerne, fordi man ved deres Hjelp fanger de vilde Rener. Han var en af de førſte Mænd der i Landet, men ejede dog ikke mere end 20 Køer, 20 Faar og 20 Sviin; det lidet, han pløjede, pløjede han med Heſte. De derværende Indbyggeres ſtørſte Herlighed er den Afgift, Finnerne betale dem, den beſtaar af Dyrefelde, Fuglefjedre, Hvalsbeen, og Skibsreb forarbejdede af Hvals- eller Sælshud[14]. Enhver betaler efter ſin Stand; den fornemſte har at betale 15 Maardſkind, fem Reenshuder, en Bjørnefeld, ti Embere Fjedre, en Kjortel af Bjørne- eller Odderſkind, og to Skibsreb, hvert paa 60 Alens Længde, det ene af Hvalshud, det andet af Sælshud. Han ſagde at Nordmændenes Land (Norðmannaland) var meget langt og ſmalt; alt det deraf, ſom man enten kan dyrke eller pløje, ligger ved Søen, og endda er det mangeſteds meget bjergigt; øſtenfor ligge vilde Fjeldſtrækninger oppe langs med det bebyggede Land; og paa disſe Fjeldſtrækninger bo Finner[15]. Imod Øſt[16] er det bebyggede Land bredeſt, men jo længere man kommer mod Nord, deſto ſmalere bliver det; mod Øſt kan det være henved 60 Mile bredt, eller derover; paa Midten 30 Mile bredt fra Søen til Fjeldet, og denne Fjeldſtrækning var paa nogle Steder ſaa bred at man behøvede 2 Uger til at drage over den, andenſteds ikke bredere end at man kunde komme over den i 6 Dage. Derefter ligger paa den anden Side af Fjeldſtrækningen Svialand (Sveóland, Sviarnes Land) langsmed hiint Lands (Norges) ſydlige Deel, og langsmed dets nordlige Deel Kvænland. Stundom herje Kvænerne over Fjeldet paa Nordmændene, og ſtundom Nordmændene paa dem. Hiinſides Fjeldet er der mange Ferſkvand[17] til hvilke Kvænerne bære deres Baade, der ere meget ſmaa og lette, over Land, og herje derfra paa Nordmændene — Ottar ſagde, at det Fylke[18] hvori han boede, hed Haalogaland[19], og at ingen boede nordenfor. Men paa den ſydlige Kant af Landet er der en Søhavn, kaldet Skiringsſal; didhen ſagde han man kunde ſejle (nemlig fra hans Hjem paa Haalogaland) paa een Maaned, naar man om Natten ſøgte Havn, og hver Dag havde gunſtig Vind. Hele denne Tid ſkal man ſejle langsmed Landet; da har man til Styrbord førſt Irland[20], derpaa de Øer, der ligge mellem Irland og dette Land[21], indtil man kommer til Skiringsſal; til Bagbord har man Norge. Søndenfor Skiringsſal gaar der en ſtor Sø op i Landet, bredere end at man kan ſee over den [22]; paa den anden Side er førſt Jylland[23], og derpaa Sinlende[24]. Denne Sø ſtrækker ſig mange hundrede Mile ind i Landet. Fra Skiringsſal ſagde han at han i fem Dage ſejlede til den Søhavn, der kaldes Hede[25]; den ſtaar mellem Venderne, Saxerne og Anglerne, og tilhører Danerne. Da han ſejlede didhen fra Skiringsſal, havde han førſt til Bagbord Danmark og til Styrbord det aabne Hav i tre Dage; og i de to øvriges Dage, for han kom til Hede, havde han til Styrbord Jylland, Sinlende og en Mængde Øer — de Lande, hvor Anglerne boede, før de kom til dette Land — og til Bagbord de Øer, der høre til Danmark„[26].

Man veed ikke nu længer, hvo denne Ottar er, kun ſeer man, at han maa have været en rig, anſeet og meget berejſt Helgelænding, der er bleven Kong Alfreds haandgangne Mand. Man ſkulde næſten formode, at Harald Haarfagres Erobring har drevet ham bort. Da han omtaler Finneſkatten ej ſom om den var et Regale for Overkongen, men ſom om den oppebares af Helgelændingerne ſelv, ſynes den Skildring, han giver af Landet og dets Forholde, nærmeſt at vedkomme den Tid, der gik ſtrax forud for Erobringen af Haalogaland, eller den endelige Ordning af Forholdene i dette Fylke, altſaa fra Aarene lidt før 870. Men det er ellers merkeligt, at han allerede ſaa tidligt nævner Nordmændenes Land eller Norge ſom et Land, af hvilket Haalogaland kun var et „Shire.“ Dette viſer, at Bevidſtheden om Landets og Folkets Eenhed allerede var tilſtede førend det ſammenerobredes, og medens det endnu beſtod af en Mængde indbyrdes uafhængige Dele; det forklarer, hvorledes Beſlutningen, at forene alle disſe Dele til et Heelt, kunde opſtaa hos Harald, og heller ikke betragtedes ſom nogen Urimelighed af hans Omgivelſer.

Ottars Skildring viſer, at Forholdene og Næringsvejene i det mindſte i Nordland paa hans Tid vare de ſamme ſom nu, dog drev man, hvad der ogſaa let kan forklares, mere paa Fiſkeri og Hvalfangſt, medens Agerdyrkningen ſpillede en mindre vigtig Rolle. Og een Omſtændighed er merkelig, at ogſaa Nordmændene paa Helgeland i den Tid befattede ſig med at holde Rener, hvilket nu i de Egne kun er Finnernes Sag. Man ſeer overhoved, at Finnernes Antal paa den Tid maa have været ſtørre, og at deres Vandringer maa have ſtrakt ſig længere ned i det ſydligere Norge, end nuomſtunder.

Det opdyrkede Land maa i Forhold til Skov- og Fjeldſtrækningerne endnu have været temmelig lidet. Ottar taler kun om dyrkbart Land ved Søkyſten. Viſtnok har han nærmeſt Haalogaland for Øje, og ſiger desuden længere nede, at det bebyggede Land i den øſtlige eller ſydlige Deel af Norge er 30 til 60 Mile bredt, hvorved han ſaaledes ogſaa regner Oplandene med; men han ſkildrer dog Fjeldſtrækningen, eller overhoved det udyrkede Land, ſom bredere og af ſtørre Udſtrækning, end i vore Dage. Derfor vare Indbyggerne ogſaa mere afhængige af Søen med Henſyn til deres Ernæring. Men det var afhængigt af Enhvers Stand og Stilling, paa hvad Maade han benyttede Søen og de Hjelpekilder, den frembød. Medens Fiſkeriet og lignende Sysler overlodes til de mere Underordnede, og til Trællene, ſøgte Norges højbyrdige Ynglinge at vinde Rigdomme, Erfaring og Anſeelſe ved Handelsrejſer og Vikingetog.

  1. Snorre, Har. Haarf. S. Cap.45. Fagrſkinna Cap. 23. Snorre ſiger, at Harald højlagdes paa den Maade, at der blev ſat en Steen oprejſt ved hans Hoved, en anden ved hans Fødder, og en ſtor Helle lagt over disſe, hvorefter mindre Stene opſtabledes paa Siderne udenfra under Hellen. „Disſe Stene“, vedbliver han, „ſom dengang laa i Højen, findes nu paa Kirkegaarden ved Kirken i Haugeſund; Højen ſelv findes tæt ved Kirkegaarden i Nordøſt, og den ſtore Helle, 13½ Fod lang og næſten 2 Alen bred, veſtenfor Kirken“. Den nuværende Kirke ved Haugeſund (Skore Kirke) ſtaar ej paa ſamme Sted, ſom den af Snorre omtalte, der ſtod paa Gaarden eller rettere Gaardſtykket Garde (en Deel af Hauge); og paa denne Gaard findes ſaavel en Levning af Haralds Gravhøj, ſom hans Gravſteen, der ganſke ſvarer til de af Snorre angivne Dimenſioner. Munthes Anm. til Aalls Overſ. af Snorre, I. S. 83.
  2. Se f. Ex. hvad der allerede er yttret om de førſte Chriſtne paa Island. Paa ſit Tog til Veſterhavet maatte Harald komme i megen og mangehaande Berørelſe med Chriſtne og Chriſtendommen.
  3. Snorre, Har. Haarf. S. Cap. 26.
  4. Snorre, Har. Haarf. S. Cap. 26.
  5. Neml. S. 55, 89, 253, 328, 381.
  6. Alfred kalder ham med den angelſaxiſke Form Ohthere.
  7. Det vil juſt ikke ſige, at han ſelv boede allernordligſt, men at den Deel af Norge, hvor han boede, var den nordligſte, eller, ſom det nedenfor heder, at Landet ej var bebygget længer mod Nord.
  8. Han var omtrent kommen til Nordkap. Naar det heder, at han ej vidſte om det var en Havbugt eller det aabne Hav, han ſejlede paa, menes herved, at han ej var vis paa, om der ikke lige over for Finmarkens Kyſt var et Polarland, ſammenhængende med Faſtlandet længer mod Øſt.
  9. Denne Gang kom han ind i en virkelig Havbugt, nemlig det hvide Hav.
  10. Denne Aa var Vinaa eller Dvina, og det Folk, der ſaa vel havde bebygget den anden Side af Aaen, var Bjarmerne, der ſtrax efter omtales.
  11. Terfinnerne vare Finnerne ſtrax veſtenfor det hvide Hav. Disſe Finner kaldes tildeels endnu ſaaledes, nemlig Terſkoj Leporie d. e. de terſke Finner.
  12. Dette er en af Alfred indſkudt Bemerkning, nemlig at de ɔ: Ottar og hans Folk, bragte ham ſelv Prøver paa Hvalrostand.
  13. D. e. Alfred.
  14. Ved Hvalshud forſtaaes her Hvalroshud.
  15. Han tænker ſig vel her nærmeſt Haalogaland, dog kunde man af dette hans Udſagn være berettiget til at ſlutte, at der paa hans Tid endnu vandrede Finner om paa de ſydligere Grændſefjelde.
  16. Det vil ſige mod Sydøſten.
  17. Nemlig alle de ſtore ſaakaldte Træſk i de ſvenſke Lapmarker.
  18. Egentlig ſtaar der „Shire“.
  19. Den angliſke Form er Hálgoland.
  20. Man tænkte ſig paa hiin Tid, ifølge Ptolemæos’s Syſtem, at Irland laa nordenfor Britannien.
  21. D. e. Britannien, det er nemlig Kong Alfred, ſom taler.
  22. Kattegattet og Øſterſøen.
  23. Angelſaxiſk Gótland eller Giótland.
  24. D. e. Sønderjylland, ſe ovenfor S. 378.
  25. Angelſaxiſk āt Hæðum, d. e. Hedeby, Slesvig, ſe ovenfor S. 381.
  26. Thorpes Analecta Anglosaxonica 2den Udg. S. 82—86. Barringtons Udgave af Alfreds Oroſius S. 21-25. Langebeks Scr. Rer. Dan. II, S. 106.