Det norske Folks Historie/1/79

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter Toget mod Halfdan ſvarte høres der ej mere om Krigsbedrifter eller andre ſtørre Foretagender, udførte af Kong Harald ſelv. Det ſynes ſom om han ganſke har levet for ſin Magelighed, overladende alle Regjeringsſyſler til ſine Sønner, og fornemmelig til Erik, der fremdeles opholdt ſig enten ved hans Hof eller i hans Nærhed, og ſom i de faa Beretninger, man har om Begivenheder fra denne Periode af Kong Haralds Regjeringstid, optræder aldeles ſom ſelvſtændig Fyrſte. Disſe Beretninger dreje ſig udelukkende om Kongens og Dronning Gunnhilds Forhold til den kveldulfſke, endog efter Udflytningen fra Norge mægtige, Familie. Det er ovenfor berettet, hvorledes Skallagrims Søn Thorolf havde fulgt med Bjørn Brynjulfsſøn fra Island, havde vundet Eriks Yndeſt ved at forære ham den ſmukke Karfe, og ſiden ledſaget ham paa Bjarmelandstoget. Thorolf var Skallagrims ældſte Søn, fød efter at flere af hans tidligere Børn vare døde. Han var ſmuk og af et indtagende Væſen, og ſlægtede i det Hele taget ſin Farbroder Thorolf Kveldulfsſøn paa, efter hvilken han ogſaa var opkaldt. Det var derfor ikke at undres over, at han lettelig vandt den unge Eriks Hengivenhed. Dronning Gunnhild ſkal have gjort meget af ham. Men han havde en flere Aar yngre Broder, ved Navn Egil, der i enhver Henſeende var forſkjellig fra ham. Egil var nemlig allerede i Opvæxten ſtyg, ſortſmuſket, kæmpeſtor og kæmpeſterk, derhos var han ordhvas, ſlem at komme til Rette med, og af et haardt Sind; til Skaldſkab røbede han tidligt et ſtort Anlæg. Allerede i ſit fjerde Aar digtede han gode Vers, hvorved han vandt Manges Beundring og Venſkab. Da han i ſit ſyvende Aar kom til kort i en Leg med en ti Aars Dreng, dræbte han denne i ſin Vrede, og hans Moder Bera ſagde dertil kun, at der viſt vilde blive en Viking af ham, og at man maatte ſee til at ſkaffe ham Hærſkibe, naar han var kommen til den Alder. Da Egil var 12 Aar gammel, hændte det i en Leg, hvori han ſelv og en af hans Venner ſkulde prøve Styrke med Skallagrim, at denne i ſin Heftighed ſlog Egils Ven ſaa voldſomt til Jorden, at han døde, og nær havde gjort det ſamme ved Egil ſelv, hvis ikke en af Tjeneſtekvinderne, Egils forrige Amme, havde bebrejdet ham derfor ſaa eftertrykkeligt, at han ſlap Egil, men vendte hele ſin Vrede mod hende, ſom heller ikke kom derfra med Livet. For at tage Hevn herover dræbte Egil endnu ſamme Aften Faderens øverſte Verksbeſtyrer. Skallagrim ſagde intet dertil, men der hengik en lang Tid, i hvilken Fader og Søn ej talte til hinanden. Imidlertid kom Thorolf hjem efter en lang Fraværelſe. Han medbragte en prægtig med Guld og Selv beſlagen Øxe ſom en Gave fra Kong Erik til Skallagrim. Denne tog kjærligt mod ſin Søn, men Øxen værdigede han neppe et Blik. Nogen Tid derefter, da der ſkulde ſlagtes Ørne, lod han tvende ſtilles ſammen, med Halſene hvilende paa en oprejſt Helle, og hug ſaa i et Hug Hovederne af dem begge med hiin Øxe; men da den, ſom rimeligt var, kom imod Hellen, og en ſtor Deel af Eggen braſt, ſlængte han den op paa Dørkarmen i Ildhuſet, hvor den laa og blev tilrøget. Den Foragt, Skallagrim ſaaledes viſte Erik og hans Gave, har maaſkee været en af Grundene, hvorfor Thorolf allerede næſte Aar beſluttede at drage til Norge igjen. Han havde tillige lovet Bjørn at bringe hans Datter Aasgerd til ham. Skallagrim fraraadede ham at rejſe, foreſtillede ham at man ej burde friſte Lykken for meget, og bød ham rigeligt Gods til at ſætte Bo med. Men Thorolf var ikke at overtale, og Skallagrim maatte lade ham have ſin Vilje. Han gjorde ſig derfor rejſefærdig. Men nu begyndte ogſaa Egil, der vel kun var 14 Aar gammel, men ſtor og ſterk ſom en voxen Mand, at bede ſin Fader om Tilladelſe til at følge med. Skallagrim ſagde at det ſkulde komme an paa Thorolf Denne vægrede ſig ved at opfylde Egils Begjæring, og ſagde at det var vanſkeligt nok at drages med ham hjemme, end ſige ude, ſaa uſtyrligt et Sind ſom han havde. Egil meente at det i ſaa Fald nok kunde ſpøge for, at ingen af dem vilde komme til at rejſe. Og endnu ſamme Aften, da det var mørkt, og Floden ſatte ind med en rygende Sydveſtvind, ſneg han ſig ned til Thorolfs Skib, der allerede laa færdigt ved Stranden, og hug Landtougene over, ſaa at Skibet drev ud paa Fjorden. Da Thorolf ſaa at Skibet drev, kaſtede han ſig med ſine Folk i en Baad for at faa det ſtandſet, men forgjæves; Vind og Strøm vare for heftige, og de fik ikke indhentet Skibet, der drev paa Grund over paa den anden Side af Fjorden. Alle laſtede dette Verk, men lagde dog til, at Thorolf ej kunde være ſikker for lignende Forſøg, derſom han ikke tog Egil med ſig. Hertil bekvemmede han ſig da efter Fleres Overtalelſe. Aasgerd fulgte med, ſaaledes ſom det var beſtemt. Ved Afſkeden overleverede Skallagrim Thorolf Kong Eriks Øxe, ruſten og ſodet ſom den var, idet han kvad et Vers hvori han ſpottede over dens daarlige Egg, og bad ham bringe Kongen hans usle Gave tilbage. Thorolf maatte modtage den, men kaſtede den i Søen, da han var kommen ombord.

Rejſen til Norge gik heldigt. De landede ved Hørdaland, og begave ſig ſtrax til Sogn, hvor Thorolf erfarede at Brynjulf var død, og at hans Søn Thord havde faaet Aurland og var bleven Kongens Lendermand, medens Bjørn havde faaet en anden ſtor Ejendom, og ikke var traadt i Kongens Tjeneſte, hvorfor man kaldte ham Bjørn Hauld. Efter at have bragt Aasgerd til Bjørn, rejſte Thorolf til Kong Erik, hilſte ham fra ſin Fader Skallagrim, ſagde at han med Taknemlighed havde modtaget Kongens Gave, og forærede Erik et godt Langſkibstelt, hvilket han foregav at Skallagrim havde ſendt. Kongen modtog Gaven med Venlighed og indbød Thorolf til at forblive hos ham om Vinteren. Thorolf takkede, men ſvarede at han førſt ſkulde udrette nogle nødvendige Ærender hos Thore Herſe. Han drog derfor til denne, ſom ſtrax indbød ham til at blive der. Thorolf modtog Indbydelſen, men ſagde at han ogſaa maatte medbringe ſin Broder Egil, der ikke før havde været hjemmefra, og ſom han maatte have under Opſigt. Thore havde intet mod dette, og ſagde at Egil viſt vilde være en velkommen Tilvæxt i deres Flok. Thorolf og Egil indfandt ſig derfor ogſaa hos Thore, ſaa ſnart deres Skib var ſat op og forſynet, og forbleve der for det førſte. Mellem Egil og Thores Søn Arinbjørn, der var nogle faa Aar ældre, opſtod der et fortroligt Venſkab, ſom vedvarede urokkeligt ſaa længe de levede.

Thorolfs Hovedhenſigt med Beſøget hos Thore var at melde ham, at han agtede at bejle til Aasgerd, Bjørn Haulds Datter, og bede om hans Samtykke dertil, ſom den fornemſte af hendes Frænder. Thore var meget tilfreds dermed, og paatog ſig endog at fremføre Thorolfs Begjæring for Aasgerd og Bjørn. Der var heller ikke Tale om noget Afſlag, Brylluppet beſtemtes til Høſten, og ſkulde ſtaa hos Bjørn; paa den faſtſatte Tid droge derfor Thorolf, Thore, Arinbjørn og deres fleſte Huuskarle afſted til Sogn. Egil ſkulde have været med, men en heftig Sygdom nødte ham til at blive hjemme. Dog kom han ſig kort efter at de vare dragne bort, og begyndte nu at finde det heel kjedeligt der paa Gaarden, hvor kun Faa vare hjemme. Da derfor Ølve, Thores fornemſte Huuskarl og Godsforvalter, hvis Forretninger heller ikke havde tilladt ham at drage bort, ſkulde foretage en Rejſe for at indkræve Thores udeſtaaende Landſkyld hos hans Lejlændinger, bad Egil om at maatte blive med, og Ølve der tænkte at han kunde være ham til god Hjelp, tillod det. De droge afſted paa en Baad, med 12 af Thores Huuskarle. De fik temmelig haardt Vejr, og maatte om Aftenen lægge ind til Atle-Øen i Nærheden af en ſtor Kongsgaard, der beſtyredes af en vis Baard, der, ſom de fleſte Aarmænd, var af lav Herkomſt, men en dygtig Forretningsmand og meget yndet af Erik og Gunnhild. De gik op til Gaarden, hvor de traf Baard ude og ſagde, at de vilde blive der om Natten. Baard, ſom ſaa, at de vare meget vaade, fulgte dem til et afſidesliggende Ildhuus, for at de kunde faa deres Klæder tørrede; ſiden lod han dække Bord for dem, men gav dem kun Brød, Smør, ſuur Melk og Havredrikke[1], undſkyldende ſig med, at der ej fandtes Øl i Huſet. Heller ikke kunde han anviſe dem andet Natteleje, end en Mængde Halm, ſom laa derinde. Den rette Aarſag, hvilken han fortiede for Ølve og Egil, var den, at han ſamme Aften ventede Kong Erik og Gunnhild; der ſkulde være Diſablot, og han havde beredt et Gilde for at modtage dem. De kom ogſaa, og Gildet begyndte. Kongen blev opmerkſom paa, at Baard nu og da gik ud, og var borte en Stund. Han ſpurgte om Aarſagen, og fik vide, at nogle af Thore Herſes Huuskarle vare komne did. Han gav da ſtrax Befaling til, at man ſkulde kalde dem ind. De kom, toge Plads, og ſaa nu, at Baards foregivne Ølmangel var en ſtor Uſandhed, thi der blev drukket Horn efter Horn, og Baard var ſelv den ivrigſte til at ſkjenke i for dem. Ølve og hans Mænd begyndte ſnart at blive øre, og Egil paatog ſig at tømme Hornene for ham[2]. Baard ſpottede over Egils ſtore Tørſtighed, og klagede endog for Dronningen over, at man aldrig kunde give ham ſaa meget at drikke, at han jo klagede over Tørſt. Da lod Dronningen Baard blande Gift eller bedøvende Urter[3] i Drikken, og et Horn af denne Blanding bære hen til Egil, ſom dog merkede Liſten, og lod Drikken rinde ud[4]. Han tog derpaa den allerede næſten ſandsſesløſe Ølve ved Haanden, og ledte ham hen til Døren. Her kom Baard efter dem med et fuldt Horn og bad dem drikke paa hans Velgaaende. Egil tog Hornet, drak deraf, idet han kvad et Vers om Baards Falſkhed, drog derpaa Sverdet, ſom han havde ſkjult under Kappen, og gjennemborede Baard dermed. I ſamme Øieblik faldt ogſaa Ølve bevidſtløs ned, og blev liggende ved Siden af Baard, medens Egil løb afſted ſaa hurtigt han kunde ned til Baadene, for at ſlippe fra Øen. Men overalt hvor han kom ned til Stranden, fandt han Folk, ſaa at det blev ham umuligt at faa nogen Baad; endelig, henimod Morgenen, kom han til et Næs, fra hvilket han med Nød og neppe ſvømmede over til en anden liden Ø, Sand-Øen[5], der laa til Atle-Øen, og brugtes til Græsgang for en Mængde Koer og Sauder. Her tørrede han ſine Klæder og hvilede flg. Sine Vaaben havde han haft med ſig paa Ryggen i en Bylt. Imidlertid havde man i Gildehuſet fundet Baard liggende død i ſit Blod ved Siden af den drukne Ølve, og Kongen havde ſtrax givet Befaling til at man ſkulde lede efter Egil rundt omkring paa Gaarden. Man fandt ham ingenſteds, og erfarede kun af Ølves Mænd i Ildhuſet, at han havde været derinde og hentet ſine Vaaben. Kongen bød nu ſine Mænd at ſikkre ſig alle Baadene, for derved, ſom han troede, at hindre Egil fra at komme bort fra Øen; naar det blev lyſt, ſkulde man da fremdeles lede efter ham paa Øen ſelv. Dette var Aarſagen, hvorfor Egil allerede fandt Baadene beſatte; men denne Omſtændighed ſkyldte han vel ogſaa ſin Frelſe, da han ſaaledes i Betids og uforſtyrret ſlap over til Saudøen. Da Atleøen er ſtor, gik hele Dagen hen med Efterſøgningen; det var førſt henimod Kvelden, at Kongen gav Befaling til at ſøge efter Egil paa de andre nærliggende Øer. Tolv Mænd roede over til Saud-Øen; tre af dem bleve tilbage, for at pasſe paa Baaden, og de øvrige 9 fordeelte ſig i tre Partier, med tre Mand i hvert, for at gjennemſtrejfe Øen i forſkjellige Retninger. Egil, ſom havde ſeet Baaden komme, ſkjulte ſig førſt i Krattet, hvormed Øen var bevoxet, men da de, der ſkulde lede efter ham, vare komne ſaa langt op, at de ikke længer kunde ſee til Baaden, ſkyndte han ſig ned til denne, og kom uforvarende over dens Vogtere, hvilke han efter en kort Kamp fældte, den ene efter den anden. Derpaa tog han Baaden og roede afſted, hele den Nat og næſte Dag, indtil han kom til Thore Herſes Gaard. Her var Thore, Thorolf, Arinbjørn og de øvrige Bryllupsgjeſter allerede komne hjem, og ligeſaa Ølve, hvilken Kongen havde ladet drage hjem i Fred, da han var aldeles uſkyldig i Baards Død. De paa Saudøen tilbageblevne Mænd havde formedelſt Mangel paa Baad maattet blive der i flere Dage, og ſlagte noget af Kvæget, for imidlertid at opholde Livet; de gjorde et ſtort Baal paa den Kant, der vendte mod Atle-Øen, og da man herfra omſider fik Øje paa dette, ſendtes der en Baad over til Sand-Øen, fra hvilken de ſaaledes langt om længe kom bort. Thorolf og Arinbjørn havde i Førſtningen, da de af Ølve hørte hvad der var ſkeet, mistvivlet om at faa ſee Egil komme levende tilbage. Deſto ſtørre var Overraſkelſen, da han virkelig indfandt ſig. Arinbjørn bifaldt hvad Egil havde gjort, og ſagde til ſin Fader, at det var hans Pligt, at ſkaffe Egil Kongens Tilgivelſe. Ogſaa Thore ſagde at Baard var ſin Død værd, men meente dog, at det laa til Egils hele Æt, ikke at ſee ſig nok for. Dog begav han ſig til Kongen, og uagtet denne var Egil meget gram, fik han ham dog til at benaade ham, ſkjønt kun ſaaledes, at Egil ſkulde betale Pengebøder, og ikke opholde ſig længe i Riget ad Gangen[6]. Thore betalte Bøderne, og Egil drog næſte Sommer i Viking med ſin Broder Thorolf, førſt til Kurland, hvor Egil blev fangen og kun ved den ſtørſte Aandsnærværelſe reddede ſig[7], derpaa til Danmark, hvor de indtoge og herjede Kjøbſtaden Lund i Skaane[8], og endelig til Halland, hvor de ikke herjede, da Landet, ſom de ſagde, var fattigt, og hvor Jarlen Arnfinn derfor tog venligt mod dem og gav dem Fredland. Om Høſten vendte de tilbage til Fjordene, hvor Arinbjørn, uden at ſpørge ſin Fader ad, tilbød Egil at opholde ſig der om Vinteren. Thore ſagde, at dette Tilbud af Arinbjørn var noget overilet, i Betragtning af Kong Eriks Sindelag mod Egil. Men Arinbjørn ſvarede, at hvor Egil var denne Vinter, vilde ogſaa han være, og Thore maatte finde ſig i, hvad der var aftalt mellem Vennerne. Han fandt det dog raadeligſt, at begive ſig til Kongen, for at bede ham ej at tage ham Egils Vinterophold ilde op. Kongen ſagde, at han for hans Skyld vilde finde ſig deri, men at det ej vilde have bekommet nogen anden vel. Gunnhild derimod bebrejdede Kongen hans Eftergivenhed og ſpurgte om han da regnede Baards Drab for intet. „Du ſøger altid mere end Andre, at ophidſe mig til Grumhed“, ſvarede Kongen; „mit engang givne Ord vil jeg ikke bryde“[9].

Den følgende Vaar ſkulde der være et ſtort Blot ved Hovet paa Gaule, der fremdeles var det fornemſte Hoved-Hov paa denne Kant, og blev talrigt beſøgt af Folk baade fra Fjordene, Fjale og Sogn. Erik og Dronning Gunnhild indfandt ſig, ſaavelſom Thore Herſe, Thorolf og Arinbjørn. Egil maatte blive hjemme, da Thore ikke vovede at tage ham med af Frygt for Gunnhilds Efterſtræbelſer. Hun havde virkelig ogſaa lagt Planer baade mod ham og Thorolf. I hendes og Kongens Følge vare hendes Brødre Eyvind Skreyja og Alf Aſkmand, unge og raſke Folk, ſtore og ſterke, og driſtige Kjøbmænd. Kongen gjorde meget af dem, men de vare ikke yndede blandt Folket. Gunnhild ſpurgte dem, om de ej i denne ſtore Folketrængſel kunde ſee ſit Snit til at dræbe en af Skallagrims Sønner. De ſagde, at de ſkulde forſøge derpaa. Men under hele Feſten og det dermed forbundne Drikkegilde holdt Thorolf ſig altid ſaa nær ved Thore, baade Dag og Nat, at de ej kunde komme ham ind paa Livet. Eyvind beklagede ſig derover for Gunnhild; hun bad ham forſøge, om han ikke i alle Fald kunde faa dræbt en af Thorolfs Mænd, for at han dog ikke ſkulde ſlippe derfra uden nogen Skade. Eyvind pasſede derfor paa en Aften, da Thore og Thorolf havde begivet ſig tilſengs, og to af deres Mænd, Brødrene Thorvald og Thorfinn, ſad efter; disſe Brødre vare Frænder af Bjørn Hauld, og havde førſt ledſaget ham, derpaa Thorolf og Egil i Viking. Alf og Eyvind ſatte ſig hos dem og drak med dem; ud paa Aftenen begyndte de at yppe Klammeri, der vankede ſtore Ord, og Enden blev, at Eyvind gjennemborede Thorvald med et Sax, han havde ſkjult under ſin Kappe. Alle de Tilſtedeværende vare vaabenløſe, fordi de paa Templets hellige Grund ej havde Lov til at bære Vaaben; de ſprang alleſammen op, baade Kongens og Thores Mænd, og der blev ſtor Tummel, dog fik man dem omſider ſkilte ad. Men Eyvind, der ved Drabet paa Thorvald havde krænket Tempelhelligdommen, maatte ſom vargr i véum bortfjerne ſig. Kongen tilbød at betale Bøder, men Thorolf og Thorfinn vilde ej tage derimod. Erik og Gunnhild ſaa ſig nødſagede til at ſende Eyvind ud af Landet til Danmark, da han var utlæg i Norge; Danekongen tog venligt imod ham og ſatte ham til Landværnsmand mod Vikingerne[10].

Den følgende Vaar droge Thorolf og Egil atter i Viking. Da de kom til Viken, ſejlede de over til Jylland, og langs Kyſten til Frisland, hvor de opholdt ſig i nogen Tid. En Aften, da de laa nær ved Landet paa det Sted, hvor Danmark og Frisland grændſede til hinanden, kom der to Mænd ombord til Egil og underrettede ham fra en af hans Venner der paa Stedet om, at Eyvind Skreyja havde ſamlet en betydelig Styrke for at overfalde dem, naar de om Høſten kom tilbage forbi den jydſke Kyſt; ſelv krydſede han om med to lette Fartøjer, og var nu ikke langt borte. Egil ſkyndte ſig ſtrax afſted i al Stilhed, uden at underrette Thorolf derom; i Dagningen kom han ganſke uforvarende over Eyvind, ſom han angreb ſaa eftertrykkeligt, at han maatte ſøge ſin Frelſe ved at løbe overbord og ſvømme i Land, medens Egil tog hans Skibe, Vaaben og Gods. Da Egil kom tilbage til Thorolf og fortalte, hvorledes han havde faaet disſe Skibe, ſagde Thorolf, at det nu ej kunde nytte dem at drage til Norge om Høſten. De begave ſig til England, og traadte i Kong Ædhelſtans Tjeneſte med alle deres Mænd, tilſammen 300. I et ſtort Slag, ſom Ædhelſtan kort efter leverede ſine Fiender (hvorom mere nedenfor) bidroge de ved deres Klogſkab og Tapperhed i høj Grad til at ſkaffe ham Sejren, hvilken Thorolf endog kjøbte med ſin Død. Ædhelſtan viſte ſig meget erkjendtlig mod Egil, ſkjenkede ham en ſtor Guldring, og to Kiſter fulde af Sølvpenge til hans Fader i Erſtatning for Sønnetabet, han tilbød ham desuden ſelv at vælge, hvad han vilde have i Brodergjeld, enten Land eller Løsøre. Egil valgte det ſidſte, opholdt ſig en Stund hos Ædhelſtan i ſtor Ære, og digtede en Draape om ham. Derpaa drog han tilbage til Norge for at ſee til ſin Broders Enke og Efterladenſkab, men lovede Ædhelſtan, at han nok ſkulde komme til ham igjen[11].

Da Egil kom til Norge, fik han høre, at Thore Herſe var død, men at Arinbjørn havde taget Arv efter ham og var bleven Lendermand i hans Sted. Egil ilede ſtrax til Arinbjørn, der tog kjærligt imod ham og bad ham at være der; her opholdt ogſaa Aasgerd, Thorolfs Enke, ſig, med deres eneſte unge Datter Thordis. Aasgerd blev meget bedrøvet ved Efterretningen om Thorolfs Død. Ogſaa Egil blev, efterſom det led ud paa Vinteren, mere og mere nedſlagen. Arinbjørn, ſom troede at han ſørgede over Thorolfs Tab, ſøgte at trøſte ham, ſagde, at det var umandigt at hengive ſig til Sorgen, „da Mand ſkal leve efter Mand“, og bad ham at kvæde noget. Egil kvad nu nogle Vers, hvori han paa en forblommet Maade gav tilkjende, at han elſkede Aasgerd, og at dette var Aarſagen til hans Nedſlagenhed. Men Arinbjørn ſatte Mod i ham, og lovede at tale hans Sag hos Aasgerd ſelv og hendes Fader Bjørn. Han holdt ogſaa ſit Løfte ſaa vel, at Giftermaalet kom iſtand. Og en Stund efter rejſte Egil tilbage til Island med ſin Huſtru og alle ſine Skatte. Da havde han været tolv Aar borte[12].

Skallagrim, der nu var en gammel Mand, blev meget glad ved Egils Hjemkomſt, og overlod de fleſte Sysler med Gaardens og Huusvæſenets Drift til ham. De medbragte Skatte beholdt Egil ſelv, uden engang at overlevere ſin Fader de to Kiſter fra Kong Ædhelſtan. Han var nemlig i høj Grad begjærlig efter Gods. Det var ham derfor en højſt uvelkommen Efterretning ſom nogle Skibe fra Norge efter faa Aars Forløb bragte til Island, at hans Svigerfader Bjørn Hauld var død, og at Berg-Anund, en mægtig Mand, der boede paa Gaarden Aſk i Øen Fenring, og ſom var gift med Gunnhild, en Datter af Bjørns andet Egteſkab, havde taget al Arven efter ham, bragt Løsøret hjem til Aſk, og bortbygget Landejendommene til Lejlændinger, der ſkulde ſvare ham Landſkyld. Her var ingen Tid at bortkaſte, og Egil drog derfor den følgende Vaar med Aasgerd over til Norge, for at forſøge paa at faa hvad der tilkom ham. Han tyede ſtrax til ſin Ven Arinbjørn, og fortalte ham Henſigten med ſin Rejſe. Arinbjørn tog godt imod ham, og bad ham være hans Gjeſt, men ſagde tillige, at han neppe vilde kunne udrette noget mod Berg-Anund, der baade ſelv var haard og ſlem at komme til Rette med, og desuden nu var i ſtor Yndeſt hos Kongen og Dronningen, ſom derimod bare et dødeligt Had til Egil. Denne meente, at Kongen dog ej kunde ville forholde ham hans Ret, iſær naar han underſtøttedes af Arinbjørn. Arinbjørn tilſagde ham ogſaa ſin Hjelp, og Egil gjorde nu det førſte Skridt i Sagen ved at drage paa en Skude med henimod 20 Mand til Berg-Anund paa Aſk, og kræve Arveſkifte af ham i Mindelighed. Anund ſvarede, at Egil var heel djerv, da han, uagtet Kong Erik havde gjort ham utlæg, dog vovede at komme til hans Rige og ulejlige hans Venner; han meente, at han nok før havde faaet Bugt med ſlige ſom Egil; hvad Arven angaar, havde Egils Huſtru desuden ingen Ret til den, da hun var tyendebaaren[13]. Da Egil ſaa, at intet var at vente af ham med det Gode, ſtevnede han ham til Gulathing. Anund lovede at komme, og lagde til, at han ønſkede at Egil ej maatte ſlippe heelſkindet derfra. Egil ſvarede at han ikke vilde lade ſig ſkræmme af hans Truſler, og vendte tilbage til Arinbjørn. Da denne fik høre, at Anund havde kaldet hans Faſter Thora Tyende eller Ambaatt, blev han meget vred, drog til Kong Erik, og frembar Sagen for ham. Kongen tog hans Forbøn unaadigt op. Han meente, at Egil allerede havde nydt Fordeel nok af Arinbjørns Venſkab, ved at faa Lov til at opholde ſig i Landet, om han ikke desforuden ſkulde plage Kongens Venner. Arinbjørn ſagde, at han dog vel fik lade ham og Egil nyde Lov og Ret. Kongen ſvarede ham uvenligt, og end mere Dronningen. Med denne Beſked maatte Arinbjørn drage hjem[14].

Den følgende Vaar ſkulde man drage til Gulathing. Arinbjørn begav ſig derhen med Egil og et talrigt Følge; han havde et ſtort Langſkib, mange Smaaſkuder og Kornſkibe. Ogſaa Kongen kom der med Dronningen, hendes Broder Alf Aſkmand og mange andre; han havde 6 eller 7 vel udruſtede Langſkibe. I hans Følge var Anund med ſine to Brødre Atle den ſkamme[15] og Hadd, en ſtor Viking, hvilke ogſaa ſelv havde en ſtor Skare med ſig. Derforuden indfandt en Mængde Bønder ſig, dog kun, ſom man maa formode, fra de tre Fylker, Firdafylke, Sogn og Hørdafylke, efterſom det udtrykkeligt heder, at Dommen, det vil ſige den Samling af Dommere, der ſkulde paadømme alle Sager, beſtod af tre Tylfter Mænd, en Tylft fra hvert af hine trende Fylker. Arinbjørn udnævnte Dommerne for Firdafylke, og Thord af Aurland dem for Sygnafylke[16], hvo der udnævnte dem for Hørdafylke, ſiges ikke, men da Arinbjørn og Thord holdt med Egil, er det ſandſynligt at i alle Fald Fleerheden af Dommerne vare ham gunſtige. Dommen ſattes paa en Slette; dens Plads var indhegnet af en Kreds af oprejſte Hasſelſtænger forbundne med Snore, denne Skranke, kaldet Vebaandene, maatte ingen bryde under Straf af at anſees ſom Helligdomsſkjender[17]. Da Dommen var ſat, gik begge Parter med deres Følge frem for at tale ſin Sag og fremføre ſine Beviſer; Anund var iſær meget ſtorordet. Egil ſagde at hans Huſtru Aasgerd var arveberettiget ſom Bjørns Datter, at hun var odelsbaaren, lendbaaren, og højere op i Ætten endog tignbaaren[18]; hans Paaſtand var, at Dommerne ſkulde tildømme hende Halvdelen af Arven efter Bjørn i Land og Løsøre. Anund ſagde at Gunnhild, hans Huſtru, var en Datter af Bjørn i hans lovlige Egteſkab med hendes Moder Aaluf, at han i hendes Navn havde taget hele Arven efter Bjørn, fordi dennes anden Datter Aasgerd ikke var arveberettiget, ſaaſom hendes Moder Thora Hladhaand var hærtagen førſt fra ſit Hjem hos hendes Broder Thore, dernæſt fra Aurland, hvor hun opholdt ſig hos Brynjulf; hun foer af Landet med Vikinger, og var utlæg af Norge tilligemed Bjørn; hun egtede ham uden hendes Frænders Samtykke, og kunde derfor ikke anſees uden ſom en Frille; af denne Forbindelſe var Aasgerd Frugten, og derfor maatte hun med Rette kaldes et Tyendebarn; alt dette kunde han beviſe for Kongen og Dommerne, og hans Paaſtand var den, at Dommerne ſkulde tildømme hans Huſtru Gunnhild den hele Arv, og erklære Aasgerd for Kongens Ambaatt, ſiden hun var fød medens begge Forældre vare i Utlegd. Da Arinbjørn hørte at Anund kaldte hans Faſter Thora en ufri Kvinde, blev han vred, og kunde ikke længer tie. Han ſtod op, ſaa ſig om, og ſagde: „vi kunne føre Vidner paa, Konge, at det i Forliget mellem Bjørn Hauld og min Fader Thore udtrykkeligen betingedes, at Aasgerd, Bjørns og Thoras Datter, ſkulde være arveberettiget efter ham; du veed jo desuden ſelv, at du tilbagekaldte Bjørns Utlegd efter hans Hjemkomſt, og at Forliget med alle Betingelſer da blev fornyet.“ Da Kongen betænkte ſig paa, hvad han ſkulde ſvare, kvad Egil et Vers, hvori han klagede over Anunds utilbørlige Ord, og bad Kongen om at høre Vidnernes Eed. Arinbjørn kaldte Vidnerne frem, tolv gode Mænd, der alle havde hørt Thores og Bjørns Forlig, og tilbøde ſig at beedige deres Udſagn for Kongen og Dommerne. Kongen ſagde at han hverken vilde tillade eller forbyde det. Men da tog Dronningen til Orde, og ſagde: „det er dog alt for galt, Konge, at du lader denne lange Egil indvikle alle Sager for dig; du tør vel neppe engang ſige ham imod, om han fordrer Kongedømmet af dine Hænder: vil ikke du afgjøre Sagen til Anunds Fordeel, ſaa vil i det mindſte jeg ikke taale at Egil træder Vore under Fødder! hvor er min Broder Alf? Far du til Dommen med din Skare og tillad den ej at give en ſaa vrang Kjendelſe ſom denne“. Alf og hans Mænd ſtormede ſtrax ind paa Dommen, ſkare Vebaandene over, brøde Stængerne ned, og jagede Dommerne bort. Da blev der ſtor Tummel, men alle vare vaabenløſe paa Grund af Thinghelgen, og ſaaledes kom det ej til Blodsudgydelſe. Egil, ſom altſaa ingen Dom kunde faa, udæſkede Anund til Holmgang om Arven ſtrax der paa Thinget. „Har du ſaa ſtor Lyſt til at ſlaas, Egil,“ ſagde Kongen, „ſkulle vi gjerne give dig Lejlighed dertil nu ſtrax“. „Jeg vil ikke ſtride mod Kongens Overmagt og Folkemon,“ ſvarede Egil, „men naar Kampen er lige, ſkal jeg ikke fly, hvad enten min Modſtander er en Fyrſte, eller ej.“ Da ſagde Arinbjørn: „lad os drage bort, Egil, for Øjeblikket have vi intet her at gjøre, ſom kan tjene os til Baade.“ Egil vendte ſig nu om, og ſagde med høj Røſt: „jeg gjør vitterligt for eder, Arinbjørn og Thord og alle de Mænd, der nu kunne høre mine Ord, Lendermænd og Lagmænd og hele Almuen, at jeg nedlægger Forbud mod at Berg-Anund eller nogen anden indenlandſk eller udenlandſk Mand, af fyrſtelig eller ikke fyrſtelig Stand, befatter ſig med Bjørn Brynjulfsſøns Jordegods, enten at bortbygge eller dyrke eller paa nogen Maade at bruge til ſin Nytte; hvo ſom det gjør, erklærer jeg ſkyldig i Lovbrud, i Gudernes Fortørnelſe, og i Gridrov“[19]. Derpaa gik han bort med Arinbjørn, og var meget vred. Da Arinbjørn kom ned til Skibene — de laa ſaaledes, at man ikke kunde ſee dem fra Thingvolden — bød han ſine Mænd drage hjem, uden at opholde ſig efter noget, Egil derimod lod han med 30 Følgeſvende gaa ombord paa en let og hurtigſejlende Skude, og raadede ham til at ſkynde ſig bort ſaa hurtigt ſom muligt, og forreſten kun at ro om Natten, men holde ſig ſkjult om Dagen, indtil han kom til Arinbjørns Gaard, thi han tvivlede ikke paa at Kongen vilde ſætte efter ham. Det varede ikke længe førend Egils hurtige Skude var langt forud for de øvrige af Arinbjørns Skibe, der paa een Gang roede ud af Havnen; hans eget Langſkib var det ſidſte, thi det var tungeſt under Aarerne. Arinbjørn havde ſpaaet Ret. Kongen tænkte virkelig paa at forfølge og dræbe Egil, og havde gjerne villet angribe ham allerede paa Thinget, hvis hans Mænd havde været bevæbnede. Paa Stranden holdt han Hærthing med ſine Mænd, ſagde dem ſin Henſigt, bød dem at tage Tjeldene af Skibene, og ro efter Arinbjørn og Egil; „vi ville tage Egil af Dage,“ ſagde han, „hvis vi ſee Mulighed dertil, og ville ikke ſkaane nogen, der forſvarer ham.“ Arinbjørns Skibe havde imidlertid faaet et ſtort Forſpring. Da Kongens Skibe havde klaret alle Sundene nordenfor Gulen, og kom ud paa Sognſøen, nærmede Arinbjørns Skibe ſig allerede Saudungsſund. Kongen ſkyndte ſig efter ham af alle Kræfter, og indhentede ham i indre Sandungsſund. Han lagde til Arinbjørns Skib og ſpurgte om Egil var ombord. Arinbjørn ſagde at han ej var der, og at Kongen let kunde overbeviſe ſig om at han ej var ſkjult under Dækket, men at han derimod ſkiltes fra ham, idet han paa en Skude ſelv 30te roede ud i Retningen mod Steinſund. Didhen ſtyrede nu Kongen ſin Sejlads. Egil var virkelig dragen til Steinſund, fordi han der havde efterladt ſit eget Skib med fuld Ladning. Han og hans Mænd gik ombord paa Skibet, idet Skuden laa ved Roret, mellem Skibet og Landet. Men førend det endnu var ret lyſt om Morgenen, bleve de Mænd, han havde ſat til at holde Udkig, var, at nogle Skibe kom roende imod dem. Egil, ſom merkede Uraad, befalede ſine Mænd i Haſt at væbne ſig og løbe ned i Skuden, i hvilken han ogſaa medtog Ædhelſtans to Sølvkiſter, hvilke han altſaa havde ført med ſig. Han ſtyrede nu Farten frem mellem Landet og den af de fiendtlige Snekker, der roede dette nærmeſt: det var Kong Eriks eget Skib. Det hele ſkede ſaa hurtigt, og det var endnu ſaa lidet lyſt, at Skibene ſejlede hinanden forbi; men under Forbiſejlingen kaſtede Egil et Spyd over til Kongens Skib, og traf dermed Styrmanden, Ketil Haud, Kongens Frænde og Hirdmand, ſom deraf ſtrax fik ſit Baneſaar. Kongen befalede ſtrax nogle af ſine Mænd at ro efter Egil, medens andre roede til hans Skib, gik ombord, dræbte 10 af hans Folk, ſom vare blevne tilbage, plyndrede derpaa Skibet, og brændte det op. De, ſom forfulgte Egil, havde nær indhentet ham, men han frelſte ſig ved at ſtyre med ſin lette Skude gjennem et meget grundt Sund, hvor de mere dybtgaaende Snekker ej kunde følge ham. Han kom ſaaledes i god Behold, ſkjønt med Tabet af ſit Skib, tilbage til Arinbjørn. Denne var gavmild nok til at give ham et andet Skib med Ladning i Stedet. Paa dette ſejlede Egil, efter en kjærlig Afſked fra Arinbjørn, tilbage til Island[20].

  1. I Sagaen kaldes det afr.
  2. Det var nemlig Skik og Brug, at Enhver efter Omgang ſkulde tomme Hornet, og, hvis han ej kunde det, drikke hvad der kaldtes Vitishorn eller Extra-Bægre, ſom et Slags Straf. Dog kunde man undgaa det, hvis en Anden vilde gjøre Fyldeſt i Vedkommendes eget Sted.
  3. I Sagaen úlyfjandi, d. e. uſunde Sager.
  4. I Egils Saga heder det, at Egil drog ſin Kniv, ridſede ſig inden i Haanden, ſaa at der kom Blod ud, riſtede Runer paa Hornet og bestrøg dem med Blodet, idet han kvad et Vers; derpaa ſprak Hornet, ſaa at Drikken randt ned i Halmen. Med andre Ord: Egil ſkulde have forſtaaet, ved Trylleruner at faa Hornet til at briſte. Sandſynligviis har han enten stukket et Hul i den nedre Ende af Hornet, eller fundet Lejlighed til, uformerkt at helde Drikken ud.
  5. Saud-Øen er en af de ſmaa Øer ſtrax ſydøſtenfor Atleøen, efter hvilken Saudungsſund (Saudeſund) har faaet Navn.
  6. Egils Saga, Cap. 45.
  7. Egils Saga, Cap. 46.
  8. Egils Saga, Cap. 47.
  9. Egils Saga, Cap. 48.
  10. Egils Saga, Cap. 49.
  11. Egils Saga, Cap. 50.
  12. Tidsregningen i Egils Saga er noget uſikker, og indeholder enkelte Selvmodſigelſer.
  13. Det vil nedenfor ſees, at Berg-Anund her ſtøttede ſig til den Omſtændighed, at Bjørn paa en vis Maade havde røvet hende. Jvfr. S. 136.
  14. Egils Saga, Cap. 56.
  15. D. e. „den korte“.
  16. Her gjenkjendes aldeles den ſamme Indretning, ſom ved de islandſke Vaarthing, hvoraf hvert indbefattede 3 Godord, og hvor hver Gode udnævnte 12 Dommere. (Graagaas þingsk. Cap. 37). Det er altſaa den ældgamle Thingordntng, vi her have beſkreven.
  17. Se ovenfor, S. 119.
  18. Tign kaldtes paa denne Tid og ſenere Kongens eller Jarlens fyrſtelige Værdighed. „Lendboren“ ɔ: af Lendermands-Æt.
  19. Griðrof, af grid d. e. midlertidig Fred eller Sikkerhed, og rjófa, bryde, betegner Brud paa det Tilſagn, en af to ſtridende Parter har givet den anden om, i en beſtemt Tid ikke at foretage Fiendtligheder mod ham.
  20. Egils Saga, Cap. 58.