Det norske Folks Historie/1/78

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Imidlertid voxede flere af Kong Haralds Sønner til, og afſtedkom fremdeles nye Uroligheder. Ragnvald Jarl var ikke den eneſte blandt Jarlerne, der blev et Offer for deres Herſkelyſt; thi der tales om flere af Kongens Jarler, ſom hans Sønner enten dræbte eller joge ud af Landet. Af forſkjellig Mødreneæt, og opdragne paa forſkjellige Kanter af Landet, maatte de være næſten ganſke fremmede for hinanden indbyrdes, og Slægtſkabsbaandet kunde ej være ſterkt imellem dem. Man regner i Alt, at Harald havde 20 Sønner, dog ere Angivelſerne forſkjellige, ſaavel af Antallet, ſom af deres Navne og Mødreneæt. I de vidtløftigere, fornemmelig paa Island optegnede Kongeſagaer opgives hans Børn ſaaledes: med Aaſa, Haakon Jarls Datter, Halfdan hvite, Halfdan ſvarte, og Sigfrid; med Gyda, Guthorm, Haarek og Gudrød; med Hild eller Svanhild, Datter af Eyſtein Jarl paa Hedemarken og Veſtfold, Olaf, Sigtrygg eller Tryggve, Frode og Thorgils; med Snefrid, Sigurd Riſe, Halfdan Haalegg, Gudrød Ljome og Ragnvald Rettelbeine; med Alfhild, Datter af Ring Dagsſøn paa Ringerike, Dag, Ring og Ragnar Rykkill; med Dronning Ragnhild, Erik Blødøxe, hvortil endelig kommer Haakon den gode, ſom ſiden ſkal omtales; af Døttre nævnes Ingebjørg, gift med Halfdan Jarl, Ingegerd og Aaluf Aarbot, gift med Thore Jarl[1]. Snorre Sturlaſøns Bearbejdelſe af Kongeſagaerne afviger i enkelte Dele herfra; den gjør Guthorm, og viſtnok med Rette, til en Søn af Aaſa; ſom Gydas Børn nævner den: Aaluf, Rørek, Sigtrygg, Frode og Thorgils; ſom Sønner af Svanhild Eyſteinsdatter, Olaf Geirſtada-Alf, Bjørn og Ragnar Rykkill, og ſom Børn af Aashild (ikke Alfhild) Ringsdatter, Dag, Ring, Gudrød Skirja og Ingegerd[2]. De kortere norſke Optegnelſer opregne følgende Sønner: Erik, Olaf Digerbein,. Bjørn, Guthorm, Halfdan ſvarte, Dag, Ring, Gudrød Skirja, Ragnvald, Sigtrygg, Frode, Rørek, Tryggve, Gudrød, Eyſtein, Sigurd Riſe, Gudrød Ljome, Halfdan Hvitbein eller haaføta, Ragnvald eller Ragnar Rykkill, Søn af Snefrid, og endelig Haakon[3]. En tredie Fortegnelſe regner kun 16 Sønner, ſaaledes: Erik, Olaf, Bjørn, Sigurd Riſe, Gunnrød, Gudrød, Halfdan haaføta, Ragnvald Rettelbeine, Eyſtein, Jørund, Sigtrygg, Ingvar, Tryggve, Ring, Rolf og Haakon[4]. Blandt alle de her opregnede Kongeſønner, er det kun Erik, Halfdan ſvarte, Olaf, Bjørn, Snefrids Sønner og Haakon, ſom forreſten yderligere omtales i det Følgende, og ſpille nogen Rolle; de øvrige nævnes enten deels ikke oftere, eller kun en enkelt Gang i Forbigaaende, og det er endog ſtor Sandſynlighed for, at man undertiden af een og den ſamme har gjort tvende, kun ved en ubetydelig Forandring af Navnet (f. Ex. Gunnrød og Gudrød, Ragnvald Rettelbeine og Ragnar Rykkill, Halfdan hvite og Halfdan Hvitbein, Haalegg eller haaføta, Sigtrygg og Tryggve, Sigfrid, Sigfrode og Frode), eller endog optaget Navne, der aldeles ikke høre herhen, f. Ex. Thorgils, der, ſom vi have ſeet, er ingen anden, end Irlands Erobrer Thorgiſl eller Turges[5]. Det er allerede omtalt, hvorledes Halfdan Haalegg blev dræbt af Torv-Einar, og Guthorm, Hertug Guthorms Foſterſøn, af Sølve Klove. Halfdan hvite, den foregivne Tvillingbroder til Halfdan ſvarte, ſkal være falden paa et Tog, han i Forening med denne foretog til Eſtland[6].

Erik, Kongens og Ragnhilds Søn, hvilken han elſkede og agtede meeſt af alle ſine Sønner, blev, ſom vi ovenfor have berettet, opfoſtret hos Thore Herſe i Firdafylke. Allerede da han var 12 Aar gammel, gav hans Fader

ham fem Langſkibe, med hvilke han foer i Viking, førſt til Auſterveg, og derpaa til Danmark, Frisland og Saxland, paa hvilken Færd han tilbragte fire Aar. Derpaa drog han i Veſterviking, og herjede i andre fire Aar paa Skotland, Bretland (Wales), Irland og Frankrige[7]. Fra ſit 12te til 20de Aar laa han ſaaledes ude paa Vikingetog, og herved fik han det for hine Tider hæderlige Tilnavn „Blodøxe“. Hans Ophold hos Thore Herſe bragte ham, tildeels mod hans Faders Ønſke, i et venſkabeligt Forhold til Thorolf, Skallagrims Søn, der, ſom vi have ſeet, havde fulgt med Bjørn Brynjulfsſøn, da denne vendte tilbage til Norge. Da Bjørn og Thorolf havde tilbragt en Vinter paa Aurland, droge de tilſammen ud paa Viking i Auſterveg, og vandt ſig meget Bytte, hvoriblandt en ſaakaldt Karfe eller mindre Fartøj, der rummede 30 Mand og roedes af 12 eller 13, og forreſten var meget ſmukt, og malet ovenfor Vandgangen. Paa dette Fartøj rejſte de om Høſten til Thore Herſe, for at beſøge ham, og traf der Kongeſønnen Erik, der da, ſom det ſynes, var kommen tilbage fra et af ſine tidligere Vikingetog. Den ſmukke Karfe laa tjeldet udenfor Gaarden, og Erik kunde ej ſee ſig mæt paa den; ſtundom gik han ud paa den, ſtundom ſtillede han ſig oppe i Land og betragtede den. Bjørn hviſkede nu til Thorolf, at han ſkulde tilbyde Erik Fartøjet til Foræring, thi derved vilde han i ham kunne vinde ſig en mægtig Talsmand hos Kongen, hvis Had til Kveldulfs og Skallagrims Æt ellers kunde blive ham meget farligt. Thorolf gjorde ſom Bjørn raadede ham; han gik hen til Erik og ſagde: du ſeer faa nøje paa Skibet, ſynes du om det? Ja, ſagde Kongeſønnen, det er meget fagert. Nu vel, ſagde Thorolf, jeg vil give dig det, hvis du vil tage derimod. Det vil jeg, ſvarede Erik, men du vil viſt finde Lønnen ringe, naar jeg kun lover dig mit Venſkab til Gjengjeld. Denne Løn, ſagde Thorolf, tykkes mig mere værd, end Skibet. Erik blev nu meget venlig mod Thorolf og Bjørn, og da Thore Herſe efter deres Anmodning beſluttede at drage til Kongen, for at faa ham omſtemt med Henſyn til Thorolf, var Erik ſtrax villig til at følge med, for ogſaa at lægge et godt Ord ind for denne. Kongen opholdt ſig juſt paa Hørdaland, hvorhen Thore og Erik begave ſig paa den nye Karfe; de pasſede paa engang da Kongen var i godt Lune, og fremførte nu deres Bøn om, at han ej vilde lade Thorolf undgjelde, hvad hans Fader Skallagrim havde forbrudt ſig, men heller lade ham nyde godt af de Tjeneſter, hans Frænder tidligere havde beviiſt Kongen. Kongen ſvarede førſt temmelig barſk, at Kveldulfs hele Æt havde gjort ham meget imod, og at Thorolf neppe var mindre overmodig end hans øvrige Frænder. Men da Erik vedblev med ſine Bønner, og fortalte om den herlige Gave, Thorolf havde ſkjenket ham, lovede Kongen endelig, at Thorolf ſkulde faa være i Fred før ham, under den Betingelſe, at han aldrig kom for hans Øjne: han vilde ej forbyde Erik at viſe ham Venſkab, men advarede ham dog om, at han maaſkee vilde komme til at angre det. Denne Beſked bragte Erik og Thore tilbage til Fjordene, og ſendte ſiden Bud derom til Thorolf, ſom imidlertid var vendt tilbage med Bjørn til Aurland. Da der altſaa intet var i Vejen for Thorolfs Ophold i Norge, forblev han flere Vintre, deels hos Brynjulf, deels hos Thore, men laa om Sommeren ude i Viking med Bjørn[8].

Kong Harald havde imidlertid naaet ſit 50de Aar, og beſluttede nu at treffe en Foranſtaltning, hvorved, ſom han haabede, baade indvortes Uroligheder kunde undgaaes, og Overherredømmet i Riget ſikkres hans Søn Erik. Han ſammenkaldte etſteds i det Søndenfjeldſke, ſandſynligviis paa Eidsvold[9], et Thing for alle Oplændingerne, (900). Her gav han alle ſine Sønner Kongenavn, og ſine Datterſønner, eller overhoved dem, der paa Kvindeſiden ſtammede fra ham, Jarlenavn, og uddeelte derpaa Forleninger til dem alle, hvorved han i det Hele taget rettede ſig efter deres Mødrene-Æt. Saaledes gav han Viken, eller hele det Rige, Guthorm havde haft, tilligemed Raumarike og Thelemarken, til Olaf, Bjørn og Sigtrygg[10]. Gudbrandsdalen, Hedemarken, rimeligviis med det ſom da var opryddet af Øſterdalen, gav han Dag, Ring og Ragnar; Hadafylke gav han Snefrids Sønner; i Throndhjem fik Halfdan ſvarte og Sigfred Land at ſtyre[11]; Erik fik Haalogaland, Nordmøre og Raumsdalen. Selv forbeholdt han ſig hvad man kaldte Midtlandet, eller Gulathingslagen, hvor han for det meſte plejede at opholde ſig paa ſine ſtore Gaarde, fornemmelig Sæheim paa Lygren, Aalreksſtad nær ved det nuværende Bergen, Fitje paa Storden, Agvaldsnes paa Karmt og Utſtein ved Rennesø i Buknfjorden. Rørek og Gudrød ſkal han have beholdt ved Hirden, men dog givet dem ſtore Forleninger i Sogn og Hørdaland. Han beſtemte, at Kongenavnet ſkulde gaa i Arv fra Fader til Søn i alle hans Sønners Linjer; enhver af hans Sønner ſkulde i ſit Len tage Halvparten af den kongelige Andeel og Indtægterne, hvorved altſaa han ſelv, hans Søn og Jarlen fik hver ſin Trediedeel; de ſkulde ogſaa ved højtidelig Lejlighed have Ret til at ſidde i Højſædet, eet Trin højere end Jarlerne, men eet Trin lavere end han ſelv[12]. Denne Plads eller Overkongedømmet tiltænkte han efter ſin Død Erik Blodøxe, der forſaavidt ogſaa var bedſt ſkikket dertil, ſom hans Mødreneæt ej knyttede ham nærmere til nogen enkelt Deel af Landet, end til de øvrige. Men dette hindrede ikke enhver af de øvrige Sønner, ſom havde faaet Len, fra ogſaa at nære Haab om og Fordringer paa at blive Overkonge, og i ethvert Fylke underſtøttede Indbyggerne den, ſom netop var ſat til at raade der, Thrønderne Halfdan ſvarte, Oplændingerne Snefrids eller Svanhilds Sønner, Vikverjerne Olaf, Bjørn eller Sigtrygg, o. ſ. v. Deraf udſpandt ſig ſnart nye Tviſtigheder, ſaa at Haralds Foranſtaltninger ikke kom til at udrette hvad han havde tilſigtet.

Uagtet Erik havde faaet hine ſtore Forleninger, opholdt han ſig dog for det meſte hos Faderen, og det ſynes ej at have varet længe, førend han ogſaa fik Hørdaland og Firdafylke at beſtyre[13]. Man maa heraf ſlutte, at han allerede tidligt har begyndt at optræde ſom ſin Faders Medhjelper i Overbeſtyrelſen af Riget. Dog gjorde han endnu af og til Krigstog til fremmede Lande. Iſær omtales et, han foretog til Bjarmeland, paa hvilket Thorolf Skallagrimsſøn var med ham ſom hans Stavnbo og Merkesmand[14]. Erik landede i Vinaa eller Dvina, og ſkal have ſejret i flere Fægtninger med Bjarmerne, fra hvilke han, ſom det ſædvanligt var Tilfældet, bragte et rigt Bytte tilbage. Paa Tilbagevejen traf han den ſmukke Gunnhild, Datter af Asſur Tote eller Lavſkegg[15] paa Haalogaland, og egtede hende. Om Maaden, hvorpaa dette gik til, er der et fabelagtigt Sagn, ſom dog viſer, hvilke beſynderlige Foreſtillinger maaſkee allerede Gunnhilds Samtid havde dannet ſig om hende paa Grund af den Overlegenhed i Evner og Klogſkab, hiin ſiden i en ſaa lang Række af Aar, ſkjønt juſt ikke til Landets Bedſte, lagde for Dagen. Hun var, fortælles der[16], ſendt til Finmarken for at lære Trolddom hos nogle Finner, etſteds nævnes endog Mattull Finnekonge ſelv[17]. Da Erik ſejlede tilbage fra Bjarmeland, og kom forbi Finmarkens Kyſt, fandt hans Mænd hende i en Gamme. Hun ſagde at hendes Lærere i Trolddom vare de to klogeſte i hele Finmarken; kunde opſtøve Spor ligeſom Hunde baade paa optøet og frosſen Jord, de kunde løbe ſaa hurtigt paa Ski, at hverken Menneſker eller Dyr vare iſtand til at undløbe dem, de traf alt hvad de ſkyde efter, og naar de vare vrede, vendte Jorden ſig for deres Blik,men hvis noget Levende kom for deres Øjne, faldt det dødt ned. Det fortælles endvidere, at hun anmodede Eriks Mænd om at befri hende for disſe byrdefulde Friere, ſom juſt nu vare ude paa Jagt; hun ſkjulte dem i Gammen og ſtrøede noget, der ſaa ud ſom Aſke, baade indenfor og rundt omkring den. Da Finnerne kom hjem, ſpurgte de om nogen havde været der, og da hun ſagde nej, forundrede de ſig derover, ſiden de havde forfulgt Sporene lige til Gammen. Da de havde faaet Mad, foreſlog hun dem at de ſkulde lægge ſig ved hver ſin Side af hende, hvilket de med Glæde toge imod, da de nu i tre Nætter af Skinſyge ikke havde ſovet, men vaaget over hinanden. De faldt nu ſnart i en ſaa dyb Søvn at hun med Lethed kunde faa draget to Sælbelge over deres Hoveder og bundet dem under deres Arme; paa hendes Vink brøde nu Kongens Mænd frem og dræbte dem, men bragte hende til Erik, ſom tog hende med ſig paa ſit Skib, og ſiden, da han kom til Haalogaland, egtede hende med hendes Faders Samtykke. — Uagtet Foreſtillingen om Finnernes Tryllekyndighed da, ligeſom gjennem ſaa mange Aarhundreder ſenere, var ſaa rodfæſtet, at man heel vel kan tænke ſig Muligheden af at Forældre i god Tro have ſat deres Børn i Trolddomslære hos Finner, og at Gunnhild ſelv virkelig en Stund kan have opholdt ſig i Finmarken i dette Øjemed, er dog Fortællingen i ſig ſelv ſaa urimelig, at man maa anſee den for en fuldſtændig Opdigtning. Den Navnkundighed, Gunnhild ſiden opnaaede ved ſin ualmindelige og ondſkabsfulde Kløgt, er desuden en tilſtrækkelig Grund til at forklare, hvorledes et Sagn, ſom dette, har kunnet danne ſig, iſær da hendes Hjem var paa Haalogaland, der grændſede til Finmarken, og hvor man fra de ældſte Tider havde ſaa meget med Finnerne at beſtille. Den rette Sammenhæng er vel den, at Erik under Hjemrejſen fra Bjarmeland har faaet Gunnhild at ſee, enten hos hendes Fader, eller hos en eller anden Mand, af hvem hun opfoſtredes, og at hun maaſkee endog ſelv ſenere hen i Tiden har udſpredt ſaadanne Fortællinger, ſom de oven anførte, for derved at gjøre ſig mere frygtet. Hun beſkrives ſom liden af Væxt, men ſmuk og af et fornemt Udſeende, dybt tænkende, af megen og foranderlig Tale, venlig i ſine Ord, men grum af Sind og ſine Venner ikke ret tro, herſkeſyg og pengegjerrig[18]. Hun erhvervede ſnart til Eriks Skade den meeſt udſtrakte Indflydelſe over ham[19].

Denne Indflydelſe, eller Eriks egen Herſkeſyge, ſporedes i hans Fremfærd mod ſine Brødre, hvilke han efterhaanden begyndte at forfølge og dræbe, hvor han fandt Lejlighed dertil. Den førſte, hvilken han ſaaledes ryddede afvejen, var Ragnvald Rettelbeine paa Hadeland, en af Snefrids Sønner. Denne havde lagt ſig efter Sejd, hvilket Harald ikke kunde udſtaa. Da Kongen engang ſendte Bud til en Sejdmand paa Hørdaland, ved Navn Vitgeir[20], ſvarede denne, at det var ikke ſaa farligt, om Smaafolk, Karle og Kærlingers Børn, ſejdede, ſaa længe Ragnvald, Kongens egen Søn, drev Sejd paa Hadeland. Ved dette Svar følte Kong Harald ſig ſaa truffen, at han ſendte Erik til Hadeland, hvor denne brændte ſin Broder inde med 80 Sejdmænd[21]. Snarere var det vel Erik ſelv, der efter Gunnhilds Indſkydelſe overtalte Faderen til at lade ham drage afſted i dette Ærende. Ifølge Sagnet ſkal Ragnvald være bleven indebrændt paa Gaarden Klauvaſtad (Kløvſtad) i Thengelſtads Sogn paa Hadeland. Kort Tid efter druknede Ragnvalds Broder Gudrød Ljome udenfor Jæderen i en ſtor Storm, paa Hjemrejſen fra et Beſøg hos ſin Foſterfader, Thjodolf af Hvin, der forgjæves havde fraraadt ham at rejſe[22]. Uagtet det ikke ſiges udtrykkeligt, er det dog ikke uſandſynligt, at man har beſkyldt Gunnhild for at have opvakt denne Storm. Af Snefrids Sønner var ſaaledes nu kun Sigurd Riſe tilbage.

Raden kom derefter til Bjørn, der raadede for Veſtfold, medens Olaf ſynes at have haft Beſtyrelſen over Ranrike m. m., og Sigtrygg maaſkee over Raumarike. Bjørn levede for det meſte i Tunsberg, eller rettere paa den i Nærheden liggende Kongsgaard Sæheim[23], hvor vel ogſaa hans Forgængere, den ældre og yngre Guthorm, havde haft deres Sæde. Tunsberg var, ſom ovenfor er nævnt, allerede da en meget ſøgt Handelsplads, til hvilken der kom Handelsſkibe baade fra det Nordenfjeldſke, fra Danmark og fra Saxland. Det var den gamle Handel ved Kaupangen i Skiringsſal, der nu, ſandſynligviis ved Kongeſædets Forlæggelſe til Tunsberg, ſynes at have draget ſig did[24]. Herved fik ogſaa Bjørn Smag paa Handel og Kjøbmandsfærd; han drog meget lidet paa Krigstog, men havde Kjøbmandsſkibe ude paa Farten til udenlandſke Havne, hvorfra han ſkaffede ſig mange koſtbare Sager: hans Brødre kaldte ham derfor Farmand eller Kjøbmand. Engang, da Erik kom tilbage fra et Krigstog i Auſterveg, løb han ind til Tunsberg, og fordrede en Deel af de kongelige Indtægter i Veſtfold, der tilkom Kong Harald. Bjørn, ſom hidtil havde været vant ved at udbetale den ſelv, eller ved ſine Sendebud, vægrede ſig ved at betale den til Erik, da han derved vilde have erkjendt dennes Overhøjhed. Erik fordrede nu Levnetsmidler, Telte og Drikkevarer, og trættede heftigt med ſin Broder derom, men forgjæves, og maatte med uforrettet Sag forlade Byen. Om Aftenen begav Bjørn ſig op til Sæheim. Men ſom han og hans Mænd juſt ſade ved Drikkebordet, kom Erik uforvarende og omringede Huſet. Bjørn gik ud mod ham med ſine Mænd for at forſvare ſig, men faldt i Kampen med flere af ſine; Erik plyndrede Gaarden, fik et ſtort Bytte, og fortſatte ſin Vej langs Kyſten til det Nordenfjeldſke. Bjørn var meget elſket af Vikværingerne, der anſaa ham for en meget lovende Høvding. Erik blev derfor heel forhadt iblandt dem for denne Gjerning. Det hed endog, at Olaf, hans Broder, der nu tog Veſtfold i Beſtyrelſe og hans Søn Gudrød til Opfoſtring, vilde hevne hans Drab[25].

Den af Brødrene, der førſt forſøgte at tage Hevn, var dog Halfdan ſvarte i Throndhjem. Erik drog den paafølgende Vinter til Nordmøre. Han var til Gilde paa Gaarden Selven[26], lidt indenfor Agdenes, og ſov her om Natten i en fritſtaaende Ude-Skemme. Herom havde Halfdan faaet Nys, ſkyndte ſig derhen med mange Bevæbnede, og omringede Huſet, fra hvilket Erik var heldig nok til at undkomme ſelv femte, men de øvrige Mænd af hans Følge bleve indebrændte. Erik tog ſin Tilflugt til Faderen, der ved at høre hvad der var ſkeet, blev meget vred, ſamlede Folk og Skibe, og drog til Throndhjem for at ſtraffe Halfdan. Denne udruſtede ogſaa en Flaade, og lagde ud til Stadsbygden, indenfor Thorsberg eller Thorshaugen, medens Harald laa med ſine Folk ude ved Reins-Sletten. Men nu gik der Mænd imellem dem for at ſtifte Forlig. I Halfdans Hær var en gjæv Mand ved Navn Guthorm Sindre, der ogſaa havde opholdt ſig hos Harald, og var meget yndet af dem begge. Han var en ypperlig Skald, og havde digtet et Kvad om hver af dem. De havde budt ham Løn derfor, men han havde afſlaaet den, og kun forlangt, at enhver af dem ſkulde tilſtaa ham een Bøn. De havde lovet det, og heraf benyttede han ſig nu, idet han bad dem om at forlige ſig med hinanden. Og i ſaadan Agt og Ære holdt de ham og ſit Ord, at de opfyldte hans Bøn. Saaledes blev der ſluttet et Forlig, hvorved Halfdan fik beholde ſit Rige, mod at love, at han ſkulde lade være at efterſtræbe Erik[27]. Men Fiendſkabet mellem begge Brødrene vedvarede ligefuldt, og det er ſandſynligviis ogſaa fra denne Tid af, at der opſtod et dødeligt Fiendſkab mellem Dronning Gunnhild og Sigurd Lade-Jarl, der havde været opdragen tilſammen med Halfdan ſvarte og ſynes at have været hans fortrolige Ven.

Efterhaanden ſom Kong Harald ældedes, holdt han ſig mere og mere i Ro paa ſine Gaarde i Midtlandet, og ſynes mere og mere at have overladt alle Regjeringsforretninger til Erik. Det var denne viſtnok en heel uvelkommen Tilvæxt i Familien, da Harald, ſkjøndt nær de Sytti, dog fik en Søn med Thora, en Slægtning af Hørda-Kaare. Hun havde hjemme paa Moſter. Da hun var høj af Væxt, kaldte man hende Moſterſtang; man kaldte hende ogſaa Kongens Ambaatt eller Tjeneſtekvinde, trods hendes fornemme Herkomſt, en Benævnelſe, ſom det paa Haralds Tid herſkende Lensforhold nogenledes kan gjøre forklarlig, men ſom dog viſt fornemmelig er at tilſkrive Dronning Gunnhilds og de øvrige Kongeſønners Misfornøjelſe med Thoras Forhold til Harald og hendes Søns Fødſel. Det er i denne Henſeende merkeligt, at Sigurd Ladejarl tog ſig af ham, ej alene fra hans Fødſel af, men man kan og ſige før hans Fødſel. Thi da den Tid nærmede ſig, at Thora ſkulde føde, tog han hende ombord paa ſit Skib for at fore hende fra Moſter til Sæim, hvor Kongen da opholdt ſig. Men allerede om Natten, da de havde lagt til Land ſtrax ſøndenfor Alvøen, bragte hun Barnet til Verden oppe paa Helten nær ved Bryggeſporden; det var en Søn, paa hvilken Sigurd Jarl nu øſte Vand og kaldte ham Haakon efter ſin Fader Haakon Ladejarl[28]. Det ſeer næſten ud, ſom om Sigurd Jarl allerede da har tænkt paa, i denne Kongeſøn at opdrage en Medbejler af Erik Blodøxe. Haakon blev tidlig ſmuk, ſtor af Vært, og lig ſin Fader. Harald lod ham blive hos ſin Moder, og de opholdt ſig i hans Barndom paa de kongelige Gaarde Men Kongens øvrige Sønner ſpottede over denne nye Broder, og kaldte Haakon Moſterſtangsſønnen[29]. Det er ſandſynligviis denne Omſtændighed, der bevægede Harald til at lade Haakon opdrage udenlands. Drengens Liv kan endog neppe have været ſikkert for Erik Blodøxes og Gunnhilds Efterſtræbelſer. Naar Erik vovede aabenlyſt at ſtræbe ſine ældre, voxne Brødre efter Livet, maatte han føle langt mindre Betænkelighed ved at rydde et Barn afvejen. Vore Sagaer nævne dog en anden Anledning til at Haakon ſendtes bort. Ædhelſtan, Sønneſøn af Alfred, havde i Aaret 925 tiltraadt Regjeringen i den ſtørſte Deel af England. Han ſendte, heder det, Mænd til Kong Harald i Norge for at bringe ham et prægtigt, med Guld udſmykket Sverd, og dette ſkede paa den Maade, at den, der overleverede Harald Sverdet, vendte Hjaltet mod ham med de Ord: „her er et Sverd, ſom Kong Ædhelſtan ſender dig med Bøn om, at du vil tage derimod“[30]. Kongen greb Sverdet øm Haandfanget, men i det Samme ſagde Sendemanden: „nu tog du ved Sverdet, ſom vor Konge vilde, og er ſaaledes hans Sverdtager eller Thegn“. Harald ſaa nu, at det Hele var en Liſt, og ærgrede ſig derover, men gav dog ikke ſtrax ſin Vrede Luft; han raadſlog med ſine Mænd, hvad herved var at gjøre, og lod for det førſte efter deres Raad Sendemændene drage uſkadte hjem. Men Sommeren efter ſendte han Hauk Haabrok over til Kong Ædhelſtan i England, og lod ham tage Haakon med ſig. Ædhelſtan var da juſt i London, og Hauk gik op til Kongehallen med Haakon og 30 bevæbnede Mænd. Han gav dem den Befaling, at de ſkulde fæſte deres Kapper ſaaledes, at man ej kunde ſee deres Sverd; de ſkulde gaa i en Række ind i Hallen og opſtille ſig ved Siden af hinanden foran Bordet, ved hvilket Kongen ſad; den, der ſidſt gik ind, ſkulde førſt gaa ud igjen. I Hallen var der juſt et ſtort og prægtigt Gilde. Hauk gik hen til Kongen og hilſede ham. Kongen bød ham velkommen. Da tog Hauk Drengen og ſatte ham paa Ædhelſtans Knæ. Da Kongen ſpurgte, hvad dette ſkulde betyde, ſvarede Hauk: „Kong Harald beder dig opfoſtre dette hans Ambaatte-Barn“. Da blev Kongen vred og drog ſit Sverd, ſom om han vilde dræbe Barnet. Men Hauk ſagde: „knæſat ham har du nu engang, og du kan nu gjerne myrde ham om du vil, men dermed har du ikke ødelagt alle Haralds Sønner“[31]. Med disſe Ord vendte Hauk ſig om, og gik ud, ledſaget af ſine Mænd; han ilede til ſit Skib, ſejlede afſted, og kom velbeholden til Kong Harald, der glædede ſig over, at denne Liſt var lykkets. Den, ſom opfoſtrede en anden Mands Barn, betragtedes nemlig i hiin Tid ſom hans Undermand[32]. Fortællingen ſynes imidlertid lidet trolig. De ſamme Sagaer, der berette dette, fortælle ogſaa, at Ædhelſtan fattede ſtor Kjærlighed for Haakon og viſte ham megen Ømhed; dette havde han neppe gjort, hvis Haakon havde været ham paatvungen. Der er ogſaa Spor af andre Beretninger om Anledningen til at Haakon blev opdragen ved hans Hof. Den danſke Forfatter Saxo ſiger ſaaledes, at Kong Harald ved Efterretningen om Ædhelſtans Tronbeſtigelſe drog med en Flaade hen for at erobre England, da det gjorde ham ondt, at et ſaa herligt Rige ſkulde tilhøre en udygtig Mand; men at Ædhelſtan, der ej vovede at binde an med ham, ſøgte at vinde ham ved Høflighed og Forekommenhed, og tilbød ſig at opdrage hans Søn Haakon ſom ſin Arving, hvilken han ved ſin Død ſkulde efterlade Riget: et Forſlag, ſom Harald med Glæde ſkal have modtaget[33]. Uagtet Saxos Beretning aabenbar er urigtig, da Harald intet Tog til England har foretaget, giver han dog et Vink, der kan lede til en Gjetning om Sagens ſande Sammenhæng. Han lægger nemlig til, at Ædhelſtan ved dette Forſlag havde for Øje den Udſigt, ſom derved aabnedes ham til at faa Underſtøttelſe fra Norge mod den danſke Konge eller Kongeſøn Harald Gormsſøn, af hvilken han hvert Øjeblik kunde vente ſig Angreb. Thi Danerne havde paa denne Tid, ſiden Lodbroksſønnernes Erobringstog erhvervet ſaadant Fodfæſte i England, at den danſke Kongefamilie endog betragtede det, eller idetmindſte dets nordligſte Deel, ſom ſit retmæsſige Arveland. Og da den betragtede Viken i Norge paa ſamme Maade, havde følgelig de engelſke Konger og Harald Haarfagre i dette Stokke fælles Interesſe. De vare ſaaledes naturlige Allierede, og det er derfor heel ſandſynligt, at de virkelig, hvad Saxo antyder, have aftalt en fælles Forſvarsplan mod Danekongens truende Angreb, og at de forøvrigt have underholdt en venſkabelig Forbindelſe med hinanden. En normanniſk Forfatter beretter endog udtrykkeligt, at Kong Harald forærede Ædhelſtan et Skib med forgyldte Stavne[34]. Hvis Ædhelſtan virkelig har foræret Harald et Sverd, ſaa har dette viſtnok ogſaa været en Vennegave, og ikke et Middel, hvorved han vilde narre Harald til en Handling, der kunde udlægges ſom et Underkaſtelſestegn. Og Grunden, hvorfor Haakon blev ſendt til Opfoſtring hos Ædhelſtan, er vel ogſaa kun den, at Harald var overbeviiſt om at han der vilde faa en kjærlig Behandling og god Opdragelſe, og vilde være ſikkret mod alle Efterſtræbelſer.

    Flatøbogen findes foruden denne Fortegnelſe ogſaa en anden i Beretningen om Harald Haarfagres Fremtræden (Upphaf ríkis &c. C. 8), der har den Afvigelſe, at Alfhild, ligeſom hos Snorre, kaldes Aashild, og at der tillægges hende Døttrene Thorgerd og Aaluf Aarbot.

  1. Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 2. Olaf den helliges Saga Cap. I. I
  2. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 21.
  3. Fagrſkinna, Cap. 20. Ágrip, Cap. 2.
  4. Historia Norvegiæ fol. 7 a.
  5. Se ovenfor S. 410. Thorgils’s Navn forekommer heller ikke i de to ſidſt anførte Kongerækker.
  6. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 83, 35. Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 2. Olaf den helliges Saga Cap. 1. Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 8).
  7. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 34. Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 3. Ifølge Fagrſkinna Cap. 28 bleve Erik Blodøxes Vikingetog beſungne af Skalden Glum Geireſøn, i hvis Draape der ſkal have været berettet, at han før Faderens Død havde herjet ved Halland, paa Skaane og vide om Danmark, i Kurland, Eſtland og mange andre Lande i Auſterveg, i Svithjod og Gautland.
  8. Egils Saga Cap. 36.
  9. Naar det udtrykkeligt heder at det var et Thing, hvortil alle Oplændinger ſammenkaldtes, kan det ej have været paa noget andet Sted, end Eidsvold, eller Eidſivathingets Samlingsplads, hvor Oplændingernes Hovedthing holdtes.
  10. Hos Snorre ſtaar der egentlig, at Olaf, Bjørn, Sigtrygg, Frode og Thorgils fik Vingulmark, Raumarike, Veſtfold og Thelemarken, og at Guthorm allerede tidligere var ſat til Landværnsmand ved Grændſen, og havde faaet Ranrike. Men i Cap. 29 heder det udtrykkeligt, at Kongen efter Hertug Guthorms Død gav ſin Søn og hans Knæſætning Guthorm det ſamme Land at beſtyre, ſom han havde haft, nemlig hele Viken, og det er ikke rimeligt, at han atter ſkulde have frataget ham den ſtørſte Deel deraf og givet det til hine, medens Guthorm kun beholdt Ranrike tilbage. Det ſandſynligſte er at Guthorms Fald i Kampen mod Sølve Klove har fundet Sted allerede før denne Uddeling, og at Olaf, Bjørn og Sigtrygg ere traadte i hans Sted. Hvad Frode og Thorgils angaar, da er deres hiſtoriſke Tilværelſe, ſom ovenfor viiſt, mere end tvivlſom, og i alle Fald maatte de allerede vare faldne paa Irland.
  11. Her nævnes ogſaa Halfdan hvite, men han maa paa denne Tid allerede være falden.
  12. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 35.
  13. Dette ſiges udtrykkeligt i Egils Saga Cap. 37, ligeſom det og heder hos Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 35, at Erik efter Lensuddelingen dog opholdt ſig lange Stunder hos ſin Fader, rimeligviis, efter hvad det i Fagrſkinna Cap. heder, ſom Høvding inden Hirden. Forreſten kan han paa den Tid, da Uddelingen fandt Sted, neppe endnu have været voxen.
  14. Egils Saga Cap. 37.
  15. Fagrſkinna Cap. 24 kalder ham „Tote eller Lavſkegg“, Ágrip kun det ſidſte.
  16. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 24. Olaf Tryggvesſøns S. Cap. 3.
  17. Fagrſkinna Cap. 28.
  18. Fagrſkinna Cap. 24.
  19. Ágrip Cap. 5 ſiger at Erik fik Tilnavnet „Blodøxe“ fordi han var voldſom og grum, iſær ved hendes Paavirkning.
  20. „Vitgeir“ betyder „Hexe-Geir“.
  21. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 36. Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 4. Ifølge Ágrip Cap. 2 ſkal Ragnvald have faaet Tilnavnet „Skratte“ d. e. Troldmand. Historia Norvegiæ fol. 7 a, lader ham have lært Troldkunſten af ſin Foſtermoder.
  22. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 37.
  23. Det nuværende Jarlsberg.
  24. Se ovenfor S. 381.
  25. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 38. Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 5. Olaf den helliges Saga Cap. 2. Bjørns Høj, kaldet Farmandshaugen, findes endnu nær ved Jarlsberg.
  26. Flatøbogens Bearbejdelſe af Olaf Tryggvesſøns Saga (Skaalh. Udg. Cap. 6), nævner ikke Selven, men derimod en Gaard ved Navn Thaus, hvis Navn ej gjenkjendes blandt de nu paa Nordmøre forekommende Gaardsnavne.
  27. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 39. Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 5. Olaf den helliges Saga Cap. 3.
  28. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 40.
  29. Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 7.
  30. Egentlig „tage ved“ (taka viðr), hvilket baade betegner „modtage“ og „tage ved ſom haandgangen Mand“. Det er paa denne dobbelte Betydning at den foregivne Liſt for en ſtor Deel grunder ſig.
  31. Fagrſkinna (C. 21) fortæller dette lidt forſkjelligt. Hauk ſkal ifølge denne have ſagt, at han bragte Kong Haralds Hilſen, og dermed en hvid vel afrettet Fugl, ſom han bad ham afrette endnu bedre; og Ædhelſtan ſkal til Hauks Ord, at Haakon var et Trællebarn, have ſvaret: „ej har denne Dreng Trælleøjne“.
  32. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 41. Olaf Tryggvesſøns S. Cap. 8.
  33. Saxo, 10de Bog, S. 475, 476.
  34. Elimand, citeret af Albericus trium fontium, ed. Leibnitz p. 271.