Det norske Folks Historie/1/78

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Imidlertid voxede flere af Kong Haralds Sønner til, og afstedkom fremdeles nye Uroligheder. Ragnvald Jarl var ikke den eneste blandt Jarlerne, der blev et Offer for deres Herskelyst; thi der tales om flere af Kongens Jarler, som hans Sønner enten dræbte eller joge ud af Landet. Af forskjellig Mødreneæt, og opdragne paa forskjellige Kanter af Landet, maatte de være næsten ganske fremmede for hinanden indbyrdes, og Slægtskabsbaandet kunde ej være sterkt imellem dem. Man regner i Alt, at Harald havde 20 Sønner, dog ere Angivelserne forskjellige, saavel af Antallet, som af deres Navne og Mødreneæt. I de vidtløftigere, fornemmelig paa Island optegnede Kongesagaer opgives hans Børn saaledes: med Aasa, Haakon Jarls Datter, Halfdan hvite, Halfdan svarte, og Sigfrid; med Gyda, Guthorm, Haarek og Gudrød; med Hild eller Svanhild, Datter af Eystein Jarl paa Hedemarken og Vestfold, Olaf, Sigtrygg eller Tryggve, Frode og Thorgils; med Snefrid, Sigurd Rise, Halfdan Haalegg, Gudrød Ljome og Ragnvald Rettelbeine; med Alfhild, Datter af Ring Dagssøn paa Ringerike, Dag, Ring og Ragnar Rykkill; med Dronning Ragnhild, Erik Blødøxe, hvortil endelig kommer Haakon den gode, som siden skal omtales; af Døttre nævnes Ingebjørg, gift med Halfdan Jarl, Ingegerd og Aaluf Aarbot, gift med Thore Jarl[1]. Snorre Sturlasøns Bearbejdelse af Kongesagaerne afviger i enkelte Dele herfra; den gjør Guthorm, og vistnok med Rette, til en Søn af Aasa; som Gydas Børn nævner den: Aaluf, Rørek, Sigtrygg, Frode og Thorgils; som Sønner af Svanhild Eysteinsdatter, Olaf Geirstada-Alf, Bjørn og Ragnar Rykkill, og som Børn af Aashild (ikke Alfhild) Ringsdatter, Dag, Ring, Gudrød Skirja og Ingegerd[2]. De kortere norske Optegnelser opregne følgende Sønner: Erik, Olaf Digerbein,. Bjørn, Guthorm, Halfdan svarte, Dag, Ring, Gudrød Skirja, Ragnvald, Sigtrygg, Frode, Rørek, Tryggve, Gudrød, Eystein, Sigurd Rise, Gudrød Ljome, Halfdan Hvitbein eller haaføta, Ragnvald eller Ragnar Rykkill, Søn af Snefrid, og endelig Haakon[3]. En tredie Fortegnelse regner kun 16 Sønner, saaledes: Erik, Olaf, Bjørn, Sigurd Rise, Gunnrød, Gudrød, Halfdan haaføta, Ragnvald Rettelbeine, Eystein, Jørund, Sigtrygg, Ingvar, Tryggve, Ring, Rolf og Haakon[4]. Blandt alle de her opregnede Kongesønner, er det kun Erik, Halfdan svarte, Olaf, Bjørn, Snefrids Sønner og Haakon, som forresten yderligere omtales i det Følgende, og spille nogen Rolle; de øvrige nævnes enten deels ikke oftere, eller kun en enkelt Gang i Forbigaaende, og det er endog stor Sandsynlighed for, at man undertiden af een og den samme har gjort tvende, kun ved en ubetydelig Forandring af Navnet (f. Ex. Gunnrød og Gudrød, Ragnvald Rettelbeine og Ragnar Rykkill, Halfdan hvite og Halfdan Hvitbein, Haalegg eller haaføta, Sigtrygg og Tryggve, Sigfrid, Sigfrode og Frode), eller endog optaget Navne, der aldeles ikke høre herhen, f. Ex. Thorgils, der, som vi have seet, er ingen anden, end Irlands Erobrer Thorgisl eller Turges[5]. Det er allerede omtalt, hvorledes Halfdan Haalegg blev dræbt af Torv-Einar, og Guthorm, Hertug Guthorms Fostersøn, af Sølve Klove. Halfdan hvite, den foregivne Tvillingbroder til Halfdan svarte, skal være falden paa et Tog, han i Forening med denne foretog til Estland[6].

Erik, Kongens og Ragnhilds Søn, hvilken han elskede og agtede meest af alle sine Sønner, blev, som vi ovenfor have berettet, opfostret hos Thore Herse i Firdafylke. Allerede da han var 12 Aar gammel, gav hans Fader

ham fem Langskibe, med hvilke han foer i Viking, først til Austerveg, og derpaa til Danmark, Frisland og Saxland, paa hvilken Færd han tilbragte fire Aar. Derpaa drog han i Vesterviking, og herjede i andre fire Aar paa Skotland, Bretland (Wales), Irland og Frankrige[7]. Fra sit 12te til 20de Aar laa han saaledes ude paa Vikingetog, og herved fik han det for hine Tider hæderlige Tilnavn „Blodøxe“. Hans Ophold hos Thore Herse bragte ham, tildeels mod hans Faders Ønske, i et venskabeligt Forhold til Thorolf, Skallagrims Søn, der, som vi have seet, havde fulgt med Bjørn Brynjulfssøn, da denne vendte tilbage til Norge. Da Bjørn og Thorolf havde tilbragt en Vinter paa Aurland, droge de tilsammen ud paa Viking i Austerveg, og vandt sig meget Bytte, hvoriblandt en saakaldt Karfe eller mindre Fartøj, der rummede 30 Mand og roedes af 12 eller 13, og forresten var meget smukt, og malet ovenfor Vandgangen. Paa dette Fartøj rejste de om Høsten til Thore Herse, for at besøge ham, og traf der Kongesønnen Erik, der da, som det synes, var kommen tilbage fra et af sine tidligere Vikingetog. Den smukke Karfe laa tjeldet udenfor Gaarden, og Erik kunde ej see sig mæt paa den; stundom gik han ud paa den, stundom stillede han sig oppe i Land og betragtede den. Bjørn hviskede nu til Thorolf, at han skulde tilbyde Erik Fartøjet til Foræring, thi derved vilde han i ham kunne vinde sig en mægtig Talsmand hos Kongen, hvis Had til Kveldulfs og Skallagrims Æt ellers kunde blive ham meget farligt. Thorolf gjorde som Bjørn raadede ham; han gik hen til Erik og sagde: du seer faa nøje paa Skibet, synes du om det? Ja, sagde Kongesønnen, det er meget fagert. Nu vel, sagde Thorolf, jeg vil give dig det, hvis du vil tage derimod. Det vil jeg, svarede Erik, men du vil vist finde Lønnen ringe, naar jeg kun lover dig mit Venskab til Gjengjeld. Denne Løn, sagde Thorolf, tykkes mig mere værd, end Skibet. Erik blev nu meget venlig mod Thorolf og Bjørn, og da Thore Herse efter deres Anmodning besluttede at drage til Kongen, for at faa ham omstemt med Hensyn til Thorolf, var Erik strax villig til at følge med, for ogsaa at lægge et godt Ord ind for denne. Kongen opholdt sig just paa Hørdaland, hvorhen Thore og Erik begave sig paa den nye Karfe; de passede paa engang da Kongen var i godt Lune, og fremførte nu deres Bøn om, at han ej vilde lade Thorolf undgjelde, hvad hans Fader Skallagrim havde forbrudt sig, men heller lade ham nyde godt af de Tjenester, hans Frænder tidligere havde beviist Kongen. Kongen svarede først temmelig barsk, at Kveldulfs hele Æt havde gjort ham meget imod, og at Thorolf neppe var mindre overmodig end hans øvrige Frænder. Men da Erik vedblev med sine Bønner, og fortalte om den herlige Gave, Thorolf havde skjenket ham, lovede Kongen endelig, at Thorolf skulde faa være i Fred før ham, under den Betingelse, at han aldrig kom for hans Øjne: han vilde ej forbyde Erik at vise ham Venskab, men advarede ham dog om, at han maaskee vilde komme til at angre det. Denne Besked bragte Erik og Thore tilbage til Fjordene, og sendte siden Bud derom til Thorolf, som imidlertid var vendt tilbage med Bjørn til Aurland. Da der altsaa intet var i Vejen for Thorolfs Ophold i Norge, forblev han flere Vintre, deels hos Brynjulf, deels hos Thore, men laa om Sommeren ude i Viking med Bjørn[8].

Kong Harald havde imidlertid naaet sit 50de Aar, og besluttede nu at treffe en Foranstaltning, hvorved, som han haabede, baade indvortes Uroligheder kunde undgaaes, og Overherredømmet i Riget sikkres hans Søn Erik. Han sammenkaldte etsteds i det Søndenfjeldske, sandsynligviis paa Eidsvold[9], et Thing for alle Oplændingerne, (900). Her gav han alle sine Sønner Kongenavn, og sine Dattersønner, eller overhoved dem, der paa Kvindesiden stammede fra ham, Jarlenavn, og uddeelte derpaa Forleninger til dem alle, hvorved han i det Hele taget rettede sig efter deres Mødrene-Æt. Saaledes gav han Viken, eller hele det Rige, Guthorm havde haft, tilligemed Raumarike og Thelemarken, til Olaf, Bjørn og Sigtrygg[10]. Gudbrandsdalen, Hedemarken, rimeligviis med det som da var opryddet af Østerdalen, gav han Dag, Ring og Ragnar; Hadafylke gav han Snefrids Sønner; i Throndhjem fik Halfdan svarte og Sigfred Land at styre[11]; Erik fik Haalogaland, Nordmøre og Raumsdalen. Selv forbeholdt han sig hvad man kaldte Midtlandet, eller Gulathingslagen, hvor han for det meste plejede at opholde sig paa sine store Gaarde, fornemmelig Sæheim paa Lygren, Aalreksstad nær ved det nuværende Bergen, Fitje paa Storden, Agvaldsnes paa Karmt og Utstein ved Rennesø i Buknfjorden. Rørek og Gudrød skal han have beholdt ved Hirden, men dog givet dem store Forleninger i Sogn og Hørdaland. Han bestemte, at Kongenavnet skulde gaa i Arv fra Fader til Søn i alle hans Sønners Linjer; enhver af hans Sønner skulde i sit Len tage Halvparten af den kongelige Andeel og Indtægterne, hvorved altsaa han selv, hans Søn og Jarlen fik hver sin Trediedeel; de skulde ogsaa ved højtidelig Lejlighed have Ret til at sidde i Højsædet, eet Trin højere end Jarlerne, men eet Trin lavere end han selv[12]. Denne Plads eller Overkongedømmet tiltænkte han efter sin Død Erik Blodøxe, der forsaavidt ogsaa var bedst skikket dertil, som hans Mødreneæt ej knyttede ham nærmere til nogen enkelt Deel af Landet, end til de øvrige. Men dette hindrede ikke enhver af de øvrige Sønner, som havde faaet Len, fra ogsaa at nære Haab om og Fordringer paa at blive Overkonge, og i ethvert Fylke understøttede Indbyggerne den, som netop var sat til at raade der, Thrønderne Halfdan svarte, Oplændingerne Snefrids eller Svanhilds Sønner, Vikverjerne Olaf, Bjørn eller Sigtrygg, o. s. v. Deraf udspandt sig snart nye Tvistigheder, saa at Haralds Foranstaltninger ikke kom til at udrette hvad han havde tilsigtet.

Uagtet Erik havde faaet hine store Forleninger, opholdt han sig dog for det meste hos Faderen, og det synes ej at have varet længe, førend han ogsaa fik Hørdaland og Firdafylke at bestyre[13]. Man maa heraf slutte, at han allerede tidligt har begyndt at optræde som sin Faders Medhjelper i Overbestyrelsen af Riget. Dog gjorde han endnu af og til Krigstog til fremmede Lande. Især omtales et, han foretog til Bjarmeland, paa hvilket Thorolf Skallagrimssøn var med ham som hans Stavnbo og Merkesmand[14]. Erik landede i Vinaa eller Dvina, og skal have sejret i flere Fægtninger med Bjarmerne, fra hvilke han, som det sædvanligt var Tilfældet, bragte et rigt Bytte tilbage. Paa Tilbagevejen traf han den smukke Gunnhild, Datter af Assur Tote eller Lavskegg[15] paa Haalogaland, og egtede hende. Om Maaden, hvorpaa dette gik til, er der et fabelagtigt Sagn, som dog viser, hvilke besynderlige Forestillinger maaskee allerede Gunnhilds Samtid havde dannet sig om hende paa Grund af den Overlegenhed i Evner og Klogskab, hiin siden i en saa lang Række af Aar, skjønt just ikke til Landets Bedste, lagde for Dagen. Hun var, fortælles der[16], sendt til Finmarken for at lære Trolddom hos nogle Finner, etsteds nævnes endog Mattull Finnekonge selv[17]. Da Erik sejlede tilbage fra Bjarmeland, og kom forbi Finmarkens Kyst, fandt hans Mænd hende i en Gamme. Hun sagde at hendes Lærere i Trolddom vare de to klogeste i hele Finmarken; kunde opstøve Spor ligesom Hunde baade paa optøet og frossen Jord, de kunde løbe saa hurtigt paa Ski, at hverken Mennesker eller Dyr vare istand til at undløbe dem, de traf alt hvad de skyde efter, og naar de vare vrede, vendte Jorden sig for deres Blik,men hvis noget Levende kom for deres Øjne, faldt det dødt ned. Det fortælles endvidere, at hun anmodede Eriks Mænd om at befri hende for disse byrdefulde Friere, som just nu vare ude paa Jagt; hun skjulte dem i Gammen og strøede noget, der saa ud som Aske, baade indenfor og rundt omkring den. Da Finnerne kom hjem, spurgte de om nogen havde været der, og da hun sagde nej, forundrede de sig derover, siden de havde forfulgt Sporene lige til Gammen. Da de havde faaet Mad, foreslog hun dem at de skulde lægge sig ved hver sin Side af hende, hvilket de med Glæde toge imod, da de nu i tre Nætter af Skinsyge ikke havde sovet, men vaaget over hinanden. De faldt nu snart i en saa dyb Søvn at hun med Lethed kunde faa draget to Sælbelge over deres Hoveder og bundet dem under deres Arme; paa hendes Vink brøde nu Kongens Mænd frem og dræbte dem, men bragte hende til Erik, som tog hende med sig paa sit Skib, og siden, da han kom til Haalogaland, egtede hende med hendes Faders Samtykke. – Uagtet Forestillingen om Finnernes Tryllekyndighed da, ligesom gjennem saa mange Aarhundreder senere, var saa rodfæstet, at man heel vel kan tænke sig Muligheden af at Forældre i god Tro have sat deres Børn i Trolddomslære hos Finner, og at Gunnhild selv virkelig en Stund kan have opholdt sig i Finmarken i dette Øjemed, er dog Fortællingen i sig selv saa urimelig, at man maa ansee den for en fuldstændig Opdigtning. Den Navnkundighed, Gunnhild siden opnaaede ved sin ualmindelige og ondskabsfulde Kløgt, er desuden en tilstrækkelig Grund til at forklare, hvorledes et Sagn, som dette, har kunnet danne sig, især da hendes Hjem var paa Haalogaland, der grændsede til Finmarken, og hvor man fra de ældste Tider havde saa meget med Finnerne at bestille. Den rette Sammenhæng er vel den, at Erik under Hjemrejsen fra Bjarmeland har faaet Gunnhild at see, enten hos hendes Fader, eller hos en eller anden Mand, af hvem hun opfostredes, og at hun maaskee endog selv senere hen i Tiden har udspredt saadanne Fortællinger, som de oven anførte, for derved at gjøre sig mere frygtet. Hun beskrives som liden af Væxt, men smuk og af et fornemt Udseende, dybt tænkende, af megen og foranderlig Tale, venlig i sine Ord, men grum af Sind og sine Venner ikke ret tro, herskesyg og pengegjerrig[18]. Hun erhvervede snart til Eriks Skade den meest udstrakte Indflydelse over ham[19].

Denne Indflydelse, eller Eriks egen Herskesyge, sporedes i hans Fremfærd mod sine Brødre, hvilke han efterhaanden begyndte at forfølge og dræbe, hvor han fandt Lejlighed dertil. Den første, hvilken han saaledes ryddede afvejen, var Ragnvald Rettelbeine paa Hadeland, en af Snefrids Sønner. Denne havde lagt sig efter Sejd, hvilket Harald ikke kunde udstaa. Da Kongen engang sendte Bud til en Sejdmand paa Hørdaland, ved Navn Vitgeir[20], svarede denne, at det var ikke saa farligt, om Smaafolk, Karle og Kærlingers Børn, sejdede, saa længe Ragnvald, Kongens egen Søn, drev Sejd paa Hadeland. Ved dette Svar følte Kong Harald sig saa truffen, at han sendte Erik til Hadeland, hvor denne brændte sin Broder inde med 80 Sejdmænd[21]. Snarere var det vel Erik selv, der efter Gunnhilds Indskydelse overtalte Faderen til at lade ham drage afsted i dette Ærende. Ifølge Sagnet skal Ragnvald være bleven indebrændt paa Gaarden Klauvastad (Kløvstad) i Thengelstads Sogn paa Hadeland. Kort Tid efter druknede Ragnvalds Broder Gudrød Ljome udenfor Jæderen i en stor Storm, paa Hjemrejsen fra et Besøg hos sin Fosterfader, Thjodolf af Hvin, der forgjæves havde fraraadt ham at rejse[22]. Uagtet det ikke siges udtrykkeligt, er det dog ikke usandsynligt, at man har beskyldt Gunnhild for at have opvakt denne Storm. Af Snefrids Sønner var saaledes nu kun Sigurd Rise tilbage.

Raden kom derefter til Bjørn, der raadede for Vestfold, medens Olaf synes at have haft Bestyrelsen over Ranrike m. m., og Sigtrygg maaskee over Raumarike. Bjørn levede for det meste i Tunsberg, eller rettere paa den i Nærheden liggende Kongsgaard Sæheim[23], hvor vel ogsaa hans Forgængere, den ældre og yngre Guthorm, havde haft deres Sæde. Tunsberg var, som ovenfor er nævnt, allerede da en meget søgt Handelsplads, til hvilken der kom Handelsskibe baade fra det Nordenfjeldske, fra Danmark og fra Saxland. Det var den gamle Handel ved Kaupangen i Skiringssal, der nu, sandsynligviis ved Kongesædets Forlæggelse til Tunsberg, synes at have draget sig did[24]. Herved fik ogsaa Bjørn Smag paa Handel og Kjøbmandsfærd; han drog meget lidet paa Krigstog, men havde Kjøbmandsskibe ude paa Farten til udenlandske Havne, hvorfra han skaffede sig mange kostbare Sager: hans Brødre kaldte ham derfor Farmand eller Kjøbmand. Engang, da Erik kom tilbage fra et Krigstog i Austerveg, løb han ind til Tunsberg, og fordrede en Deel af de kongelige Indtægter i Vestfold, der tilkom Kong Harald. Bjørn, som hidtil havde været vant ved at udbetale den selv, eller ved sine Sendebud, vægrede sig ved at betale den til Erik, da han derved vilde have erkjendt dennes Overhøjhed. Erik fordrede nu Levnetsmidler, Telte og Drikkevarer, og trættede heftigt med sin Broder derom, men forgjæves, og maatte med uforrettet Sag forlade Byen. Om Aftenen begav Bjørn sig op til Sæheim. Men som han og hans Mænd just sade ved Drikkebordet, kom Erik uforvarende og omringede Huset. Bjørn gik ud mod ham med sine Mænd for at forsvare sig, men faldt i Kampen med flere af sine; Erik plyndrede Gaarden, fik et stort Bytte, og fortsatte sin Vej langs Kysten til det Nordenfjeldske. Bjørn var meget elsket af Vikværingerne, der ansaa ham for en meget lovende Høvding. Erik blev derfor heel forhadt iblandt dem for denne Gjerning. Det hed endog, at Olaf, hans Broder, der nu tog Vestfold i Bestyrelse og hans Søn Gudrød til Opfostring, vilde hevne hans Drab[25].

Den af Brødrene, der først forsøgte at tage Hevn, var dog Halfdan svarte i Throndhjem. Erik drog den paafølgende Vinter til Nordmøre. Han var til Gilde paa Gaarden Selven[26], lidt indenfor Agdenes, og sov her om Natten i en fritstaaende Ude-Skemme. Herom havde Halfdan faaet Nys, skyndte sig derhen med mange Bevæbnede, og omringede Huset, fra hvilket Erik var heldig nok til at undkomme selv femte, men de øvrige Mænd af hans Følge bleve indebrændte. Erik tog sin Tilflugt til Faderen, der ved at høre hvad der var skeet, blev meget vred, samlede Folk og Skibe, og drog til Throndhjem for at straffe Halfdan. Denne udrustede ogsaa en Flaade, og lagde ud til Stadsbygden, indenfor Thorsberg eller Thorshaugen, medens Harald laa med sine Folk ude ved Reins-Sletten. Men nu gik der Mænd imellem dem for at stifte Forlig. I Halfdans Hær var en gjæv Mand ved Navn Guthorm Sindre, der ogsaa havde opholdt sig hos Harald, og var meget yndet af dem begge. Han var en ypperlig Skald, og havde digtet et Kvad om hver af dem. De havde budt ham Løn derfor, men han havde afslaaet den, og kun forlangt, at enhver af dem skulde tilstaa ham een Bøn. De havde lovet det, og heraf benyttede han sig nu, idet han bad dem om at forlige sig med hinanden. Og i saadan Agt og Ære holdt de ham og sit Ord, at de opfyldte hans Bøn. Saaledes blev der sluttet et Forlig, hvorved Halfdan fik beholde sit Rige, mod at love, at han skulde lade være at efterstræbe Erik[27]. Men Fiendskabet mellem begge Brødrene vedvarede ligefuldt, og det er sandsynligviis ogsaa fra denne Tid af, at der opstod et dødeligt Fiendskab mellem Dronning Gunnhild og Sigurd Lade-Jarl, der havde været opdragen tilsammen med Halfdan svarte og synes at have været hans fortrolige Ven.

Efterhaanden som Kong Harald ældedes, holdt han sig mere og mere i Ro paa sine Gaarde i Midtlandet, og synes mere og mere at have overladt alle Regjeringsforretninger til Erik. Det var denne vistnok en heel uvelkommen Tilvæxt i Familien, da Harald, skjøndt nær de Sytti, dog fik en Søn med Thora, en Slægtning af Hørda-Kaare. Hun havde hjemme paa Moster. Da hun var høj af Væxt, kaldte man hende Mosterstang; man kaldte hende ogsaa Kongens Ambaatt eller Tjenestekvinde, trods hendes fornemme Herkomst, en Benævnelse, som det paa Haralds Tid herskende Lensforhold nogenledes kan gjøre forklarlig, men som dog vist fornemmelig er at tilskrive Dronning Gunnhilds og de øvrige Kongesønners Misfornøjelse med Thoras Forhold til Harald og hendes Søns Fødsel. Det er i denne Henseende merkeligt, at Sigurd Ladejarl tog sig af ham, ej alene fra hans Fødsel af, men man kan og sige før hans Fødsel. Thi da den Tid nærmede sig, at Thora skulde føde, tog han hende ombord paa sit Skib for at fore hende fra Moster til Sæim, hvor Kongen da opholdt sig. Men allerede om Natten, da de havde lagt til Land strax søndenfor Alvøen, bragte hun Barnet til Verden oppe paa Helten nær ved Bryggesporden; det var en Søn, paa hvilken Sigurd Jarl nu øste Vand og kaldte ham Haakon efter sin Fader Haakon Ladejarl[28]. Det seer næsten ud, som om Sigurd Jarl allerede da har tænkt paa, i denne Kongesøn at opdrage en Medbejler af Erik Blodøxe. Haakon blev tidlig smuk, stor af Vært, og lig sin Fader. Harald lod ham blive hos sin Moder, og de opholdt sig i hans Barndom paa de kongelige Gaarde Men Kongens øvrige Sønner spottede over denne nye Broder, og kaldte Haakon Mosterstangssønnen[29]. Det er sandsynligviis denne Omstændighed, der bevægede Harald til at lade Haakon opdrage udenlands. Drengens Liv kan endog neppe have været sikkert for Erik Blodøxes og Gunnhilds Efterstræbelser. Naar Erik vovede aabenlyst at stræbe sine ældre, voxne Brødre efter Livet, maatte han føle langt mindre Betænkelighed ved at rydde et Barn afvejen. Vore Sagaer nævne dog en anden Anledning til at Haakon sendtes bort. Ædhelstan, Sønnesøn af Alfred, havde i Aaret 925 tiltraadt Regjeringen i den største Deel af England. Han sendte, heder det, Mænd til Kong Harald i Norge for at bringe ham et prægtigt, med Guld udsmykket Sverd, og dette skede paa den Maade, at den, der overleverede Harald Sverdet, vendte Hjaltet mod ham med de Ord: „her er et Sverd, som Kong Ædhelstan sender dig med Bøn om, at du vil tage derimod“[30]. Kongen greb Sverdet øm Haandfanget, men i det Samme sagde Sendemanden: „nu tog du ved Sverdet, som vor Konge vilde, og er saaledes hans Sverdtager eller Thegn“. Harald saa nu, at det Hele var en List, og ærgrede sig derover, men gav dog ikke strax sin Vrede Luft; han raadslog med sine Mænd, hvad herved var at gjøre, og lod for det første efter deres Raad Sendemændene drage uskadte hjem. Men Sommeren efter sendte han Hauk Haabrok over til Kong Ædhelstan i England, og lod ham tage Haakon med sig. Ædhelstan var da just i London, og Hauk gik op til Kongehallen med Haakon og 30 bevæbnede Mænd. Han gav dem den Befaling, at de skulde fæste deres Kapper saaledes, at man ej kunde see deres Sverd; de skulde gaa i en Række ind i Hallen og opstille sig ved Siden af hinanden foran Bordet, ved hvilket Kongen sad; den, der sidst gik ind, skulde først gaa ud igjen. I Hallen var der just et stort og prægtigt Gilde. Hauk gik hen til Kongen og hilsede ham. Kongen bød ham velkommen. Da tog Hauk Drengen og satte ham paa Ædhelstans Knæ. Da Kongen spurgte, hvad dette skulde betyde, svarede Hauk: „Kong Harald beder dig opfostre dette hans Ambaatte-Barn“. Da blev Kongen vred og drog sit Sverd, som om han vilde dræbe Barnet. Men Hauk sagde: „knæsat ham har du nu engang, og du kan nu gjerne myrde ham om du vil, men dermed har du ikke ødelagt alle Haralds Sønner“[31]. Med disse Ord vendte Hauk sig om, og gik ud, ledsaget af sine Mænd; han ilede til sit Skib, sejlede afsted, og kom velbeholden til Kong Harald, der glædede sig over, at denne List var lykkets. Den, som opfostrede en anden Mands Barn, betragtedes nemlig i hiin Tid som hans Undermand[32]. Fortællingen synes imidlertid lidet trolig. De samme Sagaer, der berette dette, fortælle ogsaa, at Ædhelstan fattede stor Kjærlighed for Haakon og viste ham megen Ømhed; dette havde han neppe gjort, hvis Haakon havde været ham paatvungen. Der er ogsaa Spor af andre Beretninger om Anledningen til at Haakon blev opdragen ved hans Hof. Den danske Forfatter Saxo siger saaledes, at Kong Harald ved Efterretningen om Ædhelstans Tronbestigelse drog med en Flaade hen for at erobre England, da det gjorde ham ondt, at et saa herligt Rige skulde tilhøre en udygtig Mand; men at Ædhelstan, der ej vovede at binde an med ham, søgte at vinde ham ved Høflighed og Forekommenhed, og tilbød sig at opdrage hans Søn Haakon som sin Arving, hvilken han ved sin Død skulde efterlade Riget: et Forslag, som Harald med Glæde skal have modtaget[33]. Uagtet Saxos Beretning aabenbar er urigtig, da Harald intet Tog til England har foretaget, giver han dog et Vink, der kan lede til en Gjetning om Sagens sande Sammenhæng. Han lægger nemlig til, at Ædhelstan ved dette Forslag havde for Øje den Udsigt, som derved aabnedes ham til at faa Understøttelse fra Norge mod den danske Konge eller Kongesøn Harald Gormssøn, af hvilken han hvert Øjeblik kunde vente sig Angreb. Thi Danerne havde paa denne Tid, siden Lodbrokssønnernes Erobringstog erhvervet saadant Fodfæste i England, at den danske Kongefamilie endog betragtede det, eller idetmindste dets nordligste Deel, som sit retmæssige Arveland. Og da den betragtede Viken i Norge paa samme Maade, havde følgelig de engelske Konger og Harald Haarfagre i dette Stokke fælles Interesse. De vare saaledes naturlige Allierede, og det er derfor heel sandsynligt, at de virkelig, hvad Saxo antyder, have aftalt en fælles Forsvarsplan mod Danekongens truende Angreb, og at de forøvrigt have underholdt en venskabelig Forbindelse med hinanden. En normannisk Forfatter beretter endog udtrykkeligt, at Kong Harald forærede Ædhelstan et Skib med forgyldte Stavne[34]. Hvis Ædhelstan virkelig har foræret Harald et Sverd, saa har dette vistnok ogsaa været en Vennegave, og ikke et Middel, hvorved han vilde narre Harald til en Handling, der kunde udlægges som et Underkastelsestegn. Og Grunden, hvorfor Haakon blev sendt til Opfostring hos Ædhelstan, er vel ogsaa kun den, at Harald var overbeviist om at han der vilde faa en kjærlig Behandling og god Opdragelse, og vilde være sikkret mod alle Efterstræbelser.

    Flatøbogen findes foruden denne Fortegnelse ogsaa en anden i Beretningen om Harald Haarfagres Fremtræden (Upphaf ríkis &c. C. 8), der har den Afvigelse, at Alfhild, ligesom hos Snorre, kaldes Aashild, og at der tillægges hende Døttrene Thorgerd og Aaluf Aarbot.

  1. ↑ Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 2. Olaf den helliges Saga Cap. I. I
  2. ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 21.
  3. ↑ Fagrskinna, Cap. 20. Ágrip, Cap. 2.
  4. ↑ Historia Norvegiæ fol. 7 a.
  5. ↑ Se ovenfor S. 410. Thorgils’s Navn forekommer heller ikke i de to sidst anførte Kongerækker.
  6. ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 83, 35. Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 2. Olaf den helliges Saga Cap. 1. Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 8).
  7. ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 34. Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 3. Ifølge Fagrskinna Cap. 28 bleve Erik Blodøxes Vikingetog besungne af Skalden Glum Geiresøn, i hvis Draape der skal have været berettet, at han før Faderens Død havde herjet ved Halland, paa Skaane og vide om Danmark, i Kurland, Estland og mange andre Lande i Austerveg, i Svithjod og Gautland.
  8. ↑ Egils Saga Cap. 36.
  9. ↑ Naar det udtrykkeligt heder at det var et Thing, hvortil alle Oplændinger sammenkaldtes, kan det ej have været paa noget andet Sted, end Eidsvold, eller Eidsivathingets Samlingsplads, hvor Oplændingernes Hovedthing holdtes.
  10. ↑ Hos Snorre staar der egentlig, at Olaf, Bjørn, Sigtrygg, Frode og Thorgils fik Vingulmark, Raumarike, Vestfold og Thelemarken, og at Guthorm allerede tidligere var sat til Landværnsmand ved Grændsen, og havde faaet Ranrike. Men i Cap. 29 heder det udtrykkeligt, at Kongen efter Hertug Guthorms Død gav sin Søn og hans Knæsætning Guthorm det samme Land at bestyre, som han havde haft, nemlig hele Viken, og det er ikke rimeligt, at han atter skulde have frataget ham den største Deel deraf og givet det til hine, medens Guthorm kun beholdt Ranrike tilbage. Det sandsynligste er at Guthorms Fald i Kampen mod Sølve Klove har fundet Sted allerede før denne Uddeling, og at Olaf, Bjørn og Sigtrygg ere traadte i hans Sted. Hvad Frode og Thorgils angaar, da er deres historiske Tilværelse, som ovenfor viist, mere end tvivlsom, og i alle Fald maatte de allerede vare faldne paa Irland.
  11. ↑ Her nævnes ogsaa Halfdan hvite, men han maa paa denne Tid allerede være falden.
  12. ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 35.
  13. ↑ Dette siges udtrykkeligt i Egils Saga Cap. 37, ligesom det og heder hos Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 35, at Erik efter Lensuddelingen dog opholdt sig lange Stunder hos sin Fader, rimeligviis, efter hvad det i Fagrskinna Cap. heder, som Høvding inden Hirden. Forresten kan han paa den Tid, da Uddelingen fandt Sted, neppe endnu have været voxen.
  14. ↑ Egils Saga Cap. 37.
  15. ↑ Fagrskinna Cap. 24 kalder ham „Tote eller Lavskegg“, Ágrip kun det sidste.
  16. ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 24. Olaf Tryggvessøns S. Cap. 3.
  17. ↑ Fagrskinna Cap. 28.
  18. ↑ Fagrskinna Cap. 24.
  19. ↑ Ágrip Cap. 5 siger at Erik fik Tilnavnet „Blodøxe“ fordi han var voldsom og grum, især ved hendes Paavirkning.
  20. ↑ „Vitgeir“ betyder „Hexe-Geir“.
  21. ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 36. Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 4. Ifølge Ágrip Cap. 2 skal Ragnvald have faaet Tilnavnet „Skratte“ d. e. Troldmand. Historia Norvegiæ fol. 7 a, lader ham have lært Troldkunsten af sin Fostermoder.
  22. ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 37.
  23. ↑ Det nuværende Jarlsberg.
  24. ↑ Se ovenfor S. 381.
  25. ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 38. Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 5. Olaf den helliges Saga Cap. 2. Bjørns Høj, kaldet Farmandshaugen, findes endnu nær ved Jarlsberg.
  26. ↑ Flatøbogens Bearbejdelse af Olaf Tryggvessøns Saga (Skaalh. Udg. Cap. 6), nævner ikke Selven, men derimod en Gaard ved Navn Thaus, hvis Navn ej gjenkjendes blandt de nu paa Nordmøre forekommende Gaardsnavne.
  27. ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 39. Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 5. Olaf den helliges Saga Cap. 3.
  28. ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 40.
  29. ↑ Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 7.
  30. ↑ Egentlig „tage ved“ (taka viðr), hvilket baade betegner „modtage“ og „tage ved som haandgangen Mand“. Det er paa denne dobbelte Betydning at den foregivne List for en stor Deel grunder sig.
  31. ↑ Fagrskinna (C. 21) fortæller dette lidt forskjelligt. Hauk skal ifølge denne have sagt, at han bragte Kong Haralds Hilsen, og dermed en hvid vel afrettet Fugl, som han bad ham afrette endnu bedre; og Ædhelstan skal til Hauks Ord, at Haakon var et Trællebarn, have svaret: „ej har denne Dreng Trælleøjne“.
  32. ↑ Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 41. Olaf Tryggvessøns S. Cap. 8.
  33. ↑ Saxo, 10de Bog, S. 475, 476.
  34. ↑ Elimand, citeret af Albericus trium fontium, ed. Leibnitz p. 271.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/1/78&oldid=58585»