Det norske Folks Historie/1/77

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Hiſtorien har opbevaret os Navnet paa enkelte mægtige og anſeede Mænd i Norge paa Harald Haarfagres Tid, merkelige, deels ved deres egne Bedrifter, deels ſom Stamfædre til fornemme og indflydelſesrige Slægter. Flere af dem ere allerede omtalte, f. Ex. Jarlerne Haakon i Thrøndelagen, Atle i Sogn, Ragnvald og hans Søn Thore paa Møre, Audun i Egdafylke. Af Jarler nævnes desuden Eyſtein paa Hedemarken, med Tilnavnet den mægtige (ríki), eller Søfareren, Fader til Svanhild, en af Kongens Huſtruer[1]; Haarek, Jarl paa Oplandene, hvis Søn Brune ſenere drog til Island; en Jarl ved Navn Kvig[2], og Halfdan Jarl, der egtede Kongens Datter Ingebjørg, og ſom ſynes at have haft hjemme i Naumdal eller paa Helgeland, efterſom det fortælles, at hans Datter Gunhild egtede Finn Skjalge, en Søn af Eyvind Lambe og Sigrid paa Sandnes, Thorolf Kveldulfsſøns Enke[3]. Denne Eyvind ſynes enten før ſit Giftermaal med Sigrid, eller, hvad der er rimeligere, efter hendes Død at have været gift med Ingebjørg, en Datter af Haavard, Grjotgard Jarls Søn og Haakon Ladejarls Broder; en Datter af dette Egteſkab var Rannveig, gift med Landnamsmanden Sighvat raude[4].

Der er ligeledes ovenfor talt om den mægtige Øxna-Thore i Egdafylke, Naddodds Broder, fra hvilken ſaa mange Slægter paa Island nedſtammede. Øyna-Thore kaldtes ſaaledes, fordi han ejede tre Øer, paa enhver af hvilke han havde 80 Øxne gaaende. Der fortælles om ham, at da Kong Harald engang bad ham om Tilladelſe til at tage Strandhug, det vil ſige, forſyne ſine Skibe med det nødvendige Forraad af Kjød, forærede han Kongen en af Øerne med alle dens Øxne[5]. Han har altſaa ſtaaet paa en god Fod med Kongen, men desuagtet udvandrede de fleſte af hans Sønner, ſaaledes ſom ovenfor er viiſt. Beſvogret og maaſkee beſlægtet med ham var Ølve Barnakarls ovenfor omtalte Æt.

I Begyndelſen af Kong Haralds Regjeringstid, eller maaſkee allerede paa Halfdan Svartes Tid, maa der paa Hørdaland have levet en mægtig og anſeet Herſe, kaldet Hørda-Kaare, hvilken vi allerede oftere have haft Anledning til at nævne ſom beſlægtet med flere Landnamsmænd. Han ſelv nedſtammede i 9de Led fra den bekjendte Kong Rolf i Berg, og var Næſtſøſkendebarn til Landnamsmanden Bødvar hvite[6]. Om Hørda-Kaares Liv og Bedrifter vide vi intet, men at han har været en af de meeſt anſeede Mænd i Norge paa ſin Tid, ſkjønnes deraf, at flere af de berømteſte Slægter baade i Norge og paa Island, enten nu med Rette eller Urette, udledede ſin Herkomſt fra ham. Saaledes ſkal hans Datter Vilgerd have været Islands Opdager Ravne-Flokes Moder[7]; en anden af hans Døttre, Thora, var Moder til Lovgiveren Ulfljot; hans Søn Ketils Datter Rodny ſkal have været en Moder til Hjørleif Ingulfs Foſtbroder; ſom hans Sønner nævnes forreſten Thorleif ſpake, Olmod den gamle, der hjalp ſin Frænde Leif at overvinde Atle Jarls Sønner ved Hiſargavl, Agmund, Farfader til den ſenere ſaa mægtige Erling Skjalgsſøn paa Sole, og Thord, Fader til den ſom Kong Sigurd Slevas Banemand bekjendte Klypp Herſe[8]. Man kan ſaaledes ikke under nogen Omſtændighed drage hans Tilværelſe i Tvivl, eller anſee ham for nogen uhiſtoriſk eller opdigtet Perſonlighed, medens det dog paa den anden Side er klart, at der enten maa have været flere Mænd af ſamme Navn, eller at enkelte Led i Slægtrækkerne ere faldne, efterſom han ſtundom kun ſættes et Par Generationer tidligere end det 10de Aarhundredes Ende ſtundom, efter hvad vi allerede have ſeet, ſættes længere op i Tiden end Islands Opdagelſe[9]. Det ſandſynligſte er, at den virkelige Hørda-Kaare, Ulfljots Morfader og Bødvar hvites Faders Nærſøſkendebarn, levede paa den forhen angivne Tid, men havde en Broderſøn eller Sønneſøn, opkaldt efter, og ſiden af Sagaſkriverne forvexlet med ham ſelv. Da hans Ætmænd optræde ſom mægtige Jordegodsbeſiddere baade paa Hørdaland og Rogaland, maa han have haft udſtrakte Beſiddelſer i begge disſe Fylker, iſær, hvis man kan ſlutte efter de Gaarde, der vare hans ſildigere Ætmænds Hovedſæder, paa Søndhørdaland og Jæderen. En anden anſeet Mand ved Navn Kaare, der levede i Harald Haarfagres ſenere Dage, var Vikinge-Kaare, hvis Beſiddelſer ſynes at have ligget deels paa Oplandene-, deels paa Vors, hvor idetmindſte to af hans Sønner, Bødvar og Vigfus, boede i førſte Halvdeel af 10de Aarhundrede. Vikinge-Kaares Fader, Sigurd Bjødaſkalle, var en Sønneſøn af den føromtalte engelſke Jarl Hundaſteinar, gift med Aaluf, Lodbroks Datter, fra hvilken ogſaa Landnamsmanden Audun Skakull nedſtammede. Sigurds Syſter Isgerd var gift med Jarlen Thore i Gautland. Vikinge-Kaares tredie Søn, Erik Bjodaſkalle, boede i Midten af det 10de Aarhundrede paa Gaarden Ofreſtad paa Oplandene, og blev Morfader til Kong Olaf Tryggvesſøn; de to ovennævnte Sønner, Bødvar og Vigfus, vare Morfædre til tvende mægtige Høvdinger paa Island i Slutningen af det 10de Aarhundrede, nemlig Bødvar til Gisſur hvite paa Mosfell, og Vigfus til Glum Eyjulfsſøn paa Tveraa i Eyjafjorden[10].

En af de mægtigſte Mænd i Firdafylke var den oftere omtalte Thore Herſe, Søn af Jarlen Roald Arinbjørnsſøn. Han var Skallagrims Foſtbroder og beſlægtet med Grim Herſe og Ingjald den tryggve paa Agder Hos Thore opfoſtredes Erik, Kong Haralds og Dronning Ragnhilds Søn, og der opſtod et fortroligt Venſkab mellem Erik og Thores Søn Arinbjørn. Thore havde en ſmuk Syſter, Thora, med Tilnavn Hladhaand. Hun var engang paa et Gjeſtebud, hvor blandt de mange Indbudne ogſaa Bjørn, Søn af den mægtige Herſe Brynjulf Bjørnsſøn paa Aurland i Sogn, var tilſtede. Bjørn fattede Kjærlighed til hende og forlangte hende til Egte, men uagtet han baade var af høj Byrd, og tillige ſelv havde erhvervet ſig megen Anſeelſe ved ſine Rejſer, deels ſom Viking, deels ſom Handelsmand, gav hendes Broder Thore Herſe ham dog Afſlag. Bjørn beſluttede nu at bortføre hende. Endnu ſamme Høſt kom han med en fuldt udruſtet Skude og ledſaget af bevæbnede Mænd til Thores Gaard, paa en Tid da denne ikke var hjemme, og tog Thora med ſig, dog, ſom det lader til, neppe mod hendes eget Ønſke. Han bragte hende hjem til Aurland, og vilde holde Bryllup med hende om Vinteren, men hans Fader Brynjulf, der længe havde været en god Ven af Thore, misbilligede hans Færd og vilde paa ingen Maade tillade ham at egte Pigen uden hendes Broders Samtykke. Han ſagde, at hun indtil videre kunde forblive der og nyde ſamme Behandling, ſom om hun var hans egen Datter, men ſendte imidlertid Bud til Thore, for at tilbyde ham Forlig og Erſtatning for hvad Bjørn havde forbrudt ſig. Thore lod hilſe tilbage, at hun førſt og fremſt, førend der kunde være nogen Tale om Forlig, maatte ſendes hjem igjen; men dette ſøgte Bjørn paa alle Maader at hindre, og han udrettede ſaa meget, at hun blev paa Aurland Vinteren over. Den følgende Vaar ſpurgte Brynjulf ham, hvad han agtede at tage ſig til om Sommeren. Bjørn ſvarede, at han helſt ønſkede at forlade Landet, og bad ſin Fader om Langſkib og Mænd, for at drage i Viking. Men Brynjulf ſagde, at han paa ingen Maade vovede at betro et ſaa uroligt Hoved, ſom ham, Langſkibe og Stridsmænd; han bød ham derimod et Kjøbmandsſkib og Varer, for at gjøre en Handelsrejſe til Dublin, og da Bjørn intet andet Valg havde, maatte han bekvemme ſig til at modtage dette Tilbud. Skibet blev gjort ſejlklart; det gik langſomt dermed, men endelig kom dog alt iſtand. Bjørn ſkulde allerede ſejle afſted med gunſtig Vind. Da gik han ſelv tolvte i Baaden, og roede ind til Aurland, hvor han, uden at hans Fader eller dennes Mænd fik Øje

<ref follow="p605">Cap. 46. Kriſtni Saga Cap. 10. Vigaglunts Saga Cap. 4, 5, afviger i ſin Beretning herfra, ved at lade Vigfus, Vigaglums Morfader, være en Søn af Sigurd, og førſt denne en Søn af Vikinge-Kaare; den lader Vikinge-Kaare tillige være en Søn af Eymund eller Eyvind Aſkaſpilder, Søn af en Thore.> paa ham, gik op til den Stue, i hvilken hans Moder og Kvinderne opholdt ſig, og tog Thora, tilligemed alle hendes Klæder og Koſtbarheder, med ſig. Hans Moder, der aabenbart begunſtigede hans Færd, forbød de tilſtedeværende Kvinder ſtrengeligen at ſige et Ord derom til hendes Mand eller nogen af dem, der ſade inde i Stuen hos ham, og ſaaledes fik Bjørn hende i god Behold bragt ned til Baaden. I Nattens Mørke roede de nu ſkyndſomt ud til Skibet, gik ombord, hejſede Sejl og lod det ſtrax ſtaa ud gjennem Fjorden og Sognſøen til Havs. Men ude paa Havet omtumledes de længe af Storm og Modvind. De vovede ikke for alt i Verden at komme tilbage til Norge, og maatte derfor ſøge Havn andenſteds; men da de ſaaledes vilde løbe ind til Mosø paa Øſtſiden af Hjaltland[11], kom Skibet til at lide nogen Skade, ſaa at de vare nødſagede til at gaa i Land og losſe Farmen ud. Paa Mosø ſtod allerede dengang den taarnformede Borg, af hvilken der endnu findes betydelige Levninger, og den ſynes allerede da at have været forladt, thi det fortælles, at Bjørn med Thora og ſine Mænd opſlog ſin Bolig og forvarede ſit Gods her, medens Skibet udbedredes. Strax efter Ankomſten holdt han Bryllup med Thora. Lidt før Vinteren erfarede de ved et Skib fra Orknø, at Bjørn var lyſt utlæg i Norge, og at der om Høſten var kommet Befaling fra Kong Harald til Jarlen[12], at han ſkulde lade Bjørn Brynjulfsſøn dræbe, hvis han fik fat paa ham; en lignende Befaling var ogſaa kommen til Syderøerne. Bjørn beſluttede nu at tage ſin Tilflugt til Island, men tilbragte dog Vinteren uforſtyrret i Mosø-Borgen; da Vaaren kom, var der ingen Tid at bortgive, han gjorde ſit Skib rede, og ſejlede bort ſaa ſnart ſom muligt. En ſterk, men gunſtig Vind bragte ham i kort Tid til Islands Sydkyſt, .hvor han efter nogen Vanſkelighed fandt Vejen til Borgarfjorden, og landede i Nærheden af Borg, hvor Skallagrim boede. Bjørn gik op til Gaarden med nogle af ſine Mænd, og forbød dem at ſige noget om hvad han havde gjort, eller om Aarſagen til hans Ankomſt. Han fortalte blot Skallagrim hvo han var, og at han var kommen did med ſin Huſtru, Thore Herſes Syſter. Skallagrim, der baade kjendte hans Fader Brynjulf, og var Thore Herſes Foſtbroder og fortrolige Ven, blev meget glad ved denne Efterretning og indbød Bjørn til at blive hos ham med Thore og Skibets hele Beſætning, uden at have den mindſte Anelſe om, hvad Bjørn havde forbrudt ſig mod Thore Der opſattes Bøder paa Tunet, i hvilke Bjørn lagde ſine Varer op. Han opholdt ſig nu en Tidlang hos Skallagrim i allerſtørſte Venſkabelighed, indtil der ud paa Høſten kom Skibe fra Norge, og med dem det Rygte, at Bjørn ſkulde have løbet bort med Thora uden hendes Frænders Samtykke, og at Kongen derfor ſkulde have gjort ham utlæg over hele Norge. Skallagrim kaldte ſtrax Bjørn til ſig, ſpurgte, om det virkelig forholdt ſig ſaaledes, og ſagde, at han ej havde væntet af Brynjulfs Søn, at han ikke ſkulde ville ſige Sandheden. Bjørn ſvarede, at han ikke havde ſagt nogen Uſandhed, men alene anſeet ſig fritagen for at fortælle mere, end Skallagrim havde ſpurgt om; han vedgik uforbeholdent, at Rygtet var ſandt, og da Skallagrim vred ſpurgte ham, hvorledes han havde turdet vove at komme til ham, Thore Herſes fortrolige Ven, ſvarede han, at han ikke ſaa anden Udvej, da han nu engang var landet i hans Nærhed, men haabede dog, at ſiden han nu var bleven Skallagrims Gjeſt, vilde denne ikke tilføje ham noget Ondt. Skallagrims ældſte Søn Thorolf lagde nu et godt Ord ind for Bjørn, og bad ſin Fader at tage ham til Naade; mange andre kom ligeledes med Forbønner, og Skallagrim lod ſig endelig overtale. Han ſagde, at han vilde føje Thorolf, og bad denne tage ſig af Bjørn paa bedſte Maade. Saaledes kom Bjørn til at opholde ſig hos Skallagrim den hele Vinter. Men Thorolf lod det ej blive derved. Da Vaaren kom, ſagde han til ſin Fader, at Bjørn længedes efter at komme hjem, og ønſkede ſaa inderligt, at hans Fredløshed maatte blive ophævet; hans Bøn var nu, at Skallagrim vilde tage ſig af ham, og ſende Mænd over til Norge, for at bede Thore Herſe om at forlige ſig med ſin Svoger. Skallagrim opfyldte denne Bøn; han ſendte Mænd til Thore med ſin Hilſen og dette Budſkab; Brynjulf bød ligeledes Forlig, og Thore lod ſig endelig overtale. Bjørn fik Tilgivelſe. Thore udvirkede Fredløshedsſtraffen tilbagekaldt, og den følgende Vaar, da Bjørn i to Vintre havde opholdt ſig hos Skallagrim, vendte han tilbage med ſin Huſtru, ledſaget af Thorolf, der havde faaet Tilladelſe af ſin Fader til at følge med. Thora havde kort efter Ankomſten til Borg født en Datter, ved Navn Aasgerd, der blev tilbage hos Skallagrims Huſtru Bera, ſom nødig vilde give Slip paa hende. Da Bjørn var kommen tilbage til Sogn, bekræftedes Forliget mellem ham og Thore, og de bleve nu de bedſte Venner[13].

Blandt Kong Haralds paalideligſte Mænd og hyppigſt brugte Sendebud nævnes den ovenfor (S. 523) omtalte Hauk Haabrok, om hvilken der endog er en ſæregen Fortælling, ſom dog ikke kan anſees paalidelig, da den bærer ſterke Præg af at være ſammenſat eller i det mindſte nedſkreven i en temmelig ſildig Tidsalder[14]. Imidlertid er det dog nok muligt, at enkelte gamle hiſtoriſke Sagn eller Kvad kunne ligge til Grund for, hvad der ikke er ligefrem uſandſynligt i den. Ifølge denne Beretning ſkal Hauk have været ſendt af Kongen i en Handelsrejſe til Gardarike, for at kjøbe ſjældne Sager og Koſtbarheder paa Markedet i Holmgard (Novgorod); her ſkal han være kommen i Uenighed med nogle af Sviakongens Kæmper, men tilſidſt have reddet ſig ud af Sagen med Ære[15]. Ved denne Anledning omtales det, at Sviakongen, der ſiges at have heddet Erik Anundsſøn, havde været gift med Kong Haralds Datter Ingegerd, indtil Sviarne ſorte hende til en Ø, for at offre hende til Guderne; da blev hun befriet af ſin Broder Halfdan ſvarte, og dette ſkal have givet Anledning til en langvarig Krig mellem Harald og Sviakongen. Der er ogſaa en anden, ligeledes upaalidelig, men i ſig ſelv øjenſynligen gammel Beretning[16] om en Fejde mellem Harald og Uppſalakongen Erik Bjørnsſøn, i hvilken ogſaa Hauk Haabrok tog Deel, efterat Kongens tre fornemſte Hirdſkalde, Ølve Hnuva, Thorbjørn Hornklove og Audun Illſkælda, førſt havde været hos Kong Erik for at mægle Fred. Det fortælles, at Kong Harald havde ſendt dem i dette farlige Ærinde, for at ſtraffe dem for deres Driſtighed, at fri til en fornem Kvinde, Ingebjørg den rige paa Huusſtad paa Nordmøre, ſom var beſlægtet med Kongen. Det er i ſig ſelv ej uſandſynligt, at der i Harald Haarfagres ſidſte Dage, paa hvilken Tid disſe Begivenheder, hvis de overhoved have fundet Sted, maa være forefaldne, kan have været en ſvenſk Konge ved Navn Erik, ſom har været gift med Haralds Datter, og med hvilken han kan have ligget i Fejde. Men denne Konge kan hverken have været Erik Eimundsſøn, der var gammel i Haralds Ungdomstid, eller Erik Sejrſæl, der døde henved 993. Men der var idet 9de og 10de Aarhundrede flere Konger i Svithjod, ſom hørte til Sidelinjerne af Bjørn Jernſides Æt, og ſom derfor ikke omtales i vore Sagaer, hvilke overhoved ikke befatte ſig ſynderligt med den ſvenſke indre Hiſtorie. Der nævnes ſaaledes hos andre Forfattere ved Aaret 936 en Kong Ring med ſine Sønner Erik og Eimund i Sigtuna eller Birk[17], og da vore egne Slægttavler

lade Erik Sejrſæl og hans Broder Olaf allerede i Aaret 921 efterfølge deres Fader Bjørn Eriksſøn — hvilket vel næſten maa anſees ſom en Umulighed, naar Erik ſkulde være død omkring 993 — ſynes ogſaa dette at tyde paa, at der virkelig har været en forreſten uomtalt Kong Erik — maaſkee en Søn eller Sønneſøn af Bjørn paa Hauge — mod Slutningen af Harald Haarfagres Regjeringstid, og at der har herſket nogen Uenighed mellem dem, ligeſom der vel og i det Hele taget under Harald og hans nærmeſte Efterfølgere har været et ſpændt Forhold mellem ham og Sviakongen [18].

  1. Det heder i Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 2, at Eyſtein ſiden blev Jarl paa Veſtfold og opfoſtrede Snefrids Sønner. Dette er dog ej ſandſynligt, da Veſtfold ligeſom hele Viken overdroges til Kongens Søn Guthorm, og det desuden ellers heder, at Snefrids Sønner opfoſtredes paa Oplandene, med Undtagelſe af Gudrød Ljome. I Olaf den helliges Saga Cap. 1 ſiges der, at Eyſtein ſattes til Jarl baade over Hedemarken og Veſtfold.
  2. Om denne Kvig og hans Begivenheder med Skalden Ulf Sebbeſøn har der været en egen Saga. Ulf Sebbeſøn var en Frænde af Kongens Hofſkald Audun Illſkælda. Denne fik dette Tilnavn (ɔ: den daarlige Skald), fordi han i et Kvad til Kongen havde ſtjaalet Omkvædet til en Draape, Ulf Sebbeſøn havde digtet til Haralds Ære. Fortæll. om Harald Haarfagres Skalde, Fornm. Sögur III. 3. 64.
  3. Olaf Tryggv. Saga Cap. 2.
  4. I Landnáma, V. 3, ſiges der, at Sighvat raudes Huſtru Rannveig, efter en Beretning var en Datter af Eyvind Lambe og Sigrid, Thorolf Kveldulfsſøns Enke, efter en anden derimod af Ingebjørg, hvis Fader Haavard var en Søn af Grjotgard Haaleyge-Jarl.
  5. Landnáma, Tillæggene fra Skardsaabogen. Hvilke Øer dette kan have været, vides ikke med Vished. Man maa formode, at de have været beliggende i den veſtligere Deel af Agder, da Øxnathores Æt ſynes at have haft Forbindelſer paa Jæderen, fra hvilken Thorvald Osvaldsſøn og Erik røde droge til Island. En af Øerne kan maaſkee have været Oxø udenfor Chriſtiansſand.
  6. Hørda-Kaares Fader Aslak var en Søn af Bifra-Kaare, og denne af Aan, Søn af Ørn Hyrna; Aans anden Søn var Thorleif Hvalaſkuf, Fader til Bødvar Snethryma, Fader til Thorleif Midlung, Bødvar hvites Fader. Ørn Hyrna nedſtammede i femte Led fra Rolf i Berg, Landn. IV. 7.
  7. Landn. III. 11.
  8. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 143. Snorres Olaf Tryggv. Saga, Cap. 60.
  9. I Snorres Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 62 nævnes Ølmod den gamle, ſom det Medlem af Hørda-Kaares Æt, der underſtøttede Erling Skjalgsſøns Frieri til Kong Olaf Tryggvesſøns Syſter Aaſtrid i Aaret 996. Og dog ere ſaavel Landnáma ſom Floamanna Saga enige om, at Ølmod kom Leif til Hjelp mod Atle Jarls Sønner ved Hiſargavl omtrent ved 870. Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 147 nævner kun „den mægtigſte af Frænderne“ uden at at navngive Ølmod udtrykkeligt, det er derfor nok rimeligt, at Fejltagelſen her ligger hos Snorre. Men umuligt er det i alle Fald, at Hørda-Kaares ene Søn, Ølmod, ſkulde have levet ved 870, og at Ravne-Floke, Islands Opdager, og Ulfljot, fød 866, kunde være hans Datterſønner, ja Hjørleif, Ingulfs Foſtbroder, endog hans Sønnedatterſøn, naar hans anden Søn Thorleif ſpake kunde være ſamtidig med Haakon den gode, og Sønneſønnen Klypp Herſe fælde Sigurd Sleva omtrent ved 970. En Forvirring maa derfor nødvendigviis være opſtaaet i Slægtregiſtret. Det bliver altid ſandſynligere, at den egentlige Kaare virkelig har levet paa Halfdan Svartes, og i Begyndelſen af Harald Haarfagres Tid, end at han ſkulde have levet ſenere hen; rimeligviis er han derfor bleven forvexlet med en yngre Ætling af ſamme Navn Etſteds (Landn. IV. 7) heder det endog at Ulfljot var Søn af Hørda-Kaares Søn Ketil.
  10. Landn. III. 1, 16. V. 12. Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 218. Njaals Saga
  11. Nu Mouſa; ſe Samlinger til det norſke Folks og Sprogs Hiſtorie, 6te Bind S. 480.
  12. Egils Saga nævner her Sigurd Jarl, hvilket ſtrider mod Tidsregningen: det maa være Torv-Einar.
  13. Egils Saga, Cap. 32—35.
  14. Den ſaakaldte Þáttr Hauks hábrókar i Flatøbogen, trykt i Fornm. S. X. p. 198—208. Sproget i denne Fortælling er temmelig nymodens; derhos omtales i Cap. 3 Susdal (Surtsdalir) i Rusland, om hvilket der ej var Tale førend udi det 12te Aarhundrede, hvilket beviſer at Fortællingen er nedſkreven ſenere.
  15. Hauks Dygtighed viſte ſig i at bekæmpe Sviakongens Mænd i ſelve Holmgard. Da Hauk Ved ſin Hjemkomſt fortalte Kongen om ſine Bedrifter, ſkal Kongen have ſpurgt ham, om han ikke da var høj i Barm (ɔ: ſtolt), hvortil Hauk ſvarede at han var endnu ſtoltere, da han bragte Kongens Søn Haakon til Kong Ædhelſtan (hvorom nedenfor), en Begivenhed, ſom her viſtnok er omtalt for tidligt. Ved denne Lejlighed fik Hauk ſit Tilnavn.
  16. Beretningen om Harald Haarfagres Skalde, i Formn. S. III. 64—82.
  17. Mag. Adam af Bremen, I. 63. — I Þáttr Hauks h. ſiges det udtrykkeligt, at Eriks Fader, Anund, var en Søn af Bjørn paa Hauge.
  18. Thi Sviakongerne betragtede naturligviis ligeſaavel ſom den danſke Linje, Harald og hans Æt ſom uberettigede til Viken. — Hvor uſandſynlig Fortællingen om Haralds Skalde er, viſer ſig iſær af de Navne paa anſeede Mænd, der ſtilles ſammen uden Henſyn til Tidsregningen, ſaaledes nævnes baade Rolf Nefja, Ragnvald Jarls Svigerfader, Sigurd paa Sandnes, Thorolf Kveldulfsſøn og Kongens egen Søn Erik Blodøxe ſom ſamtidige. De fleſte af de ſaaledes anførte Navne tilhøre dog uden al Tvivl virkelige Perſoner, der have levet under Kong Harald, og om hvem der vel og har været Traditioner, ſom i Tidens Løb ere gangne i Forglemmelſe. Saaledes nævnes f. Ex. Ragnvald fra Mjola (Melø i Nordland), Thorſtein i Naumdal, Ring hvite paa Søndmøre, Romund Gulltanne i Sogn, Eyſtein hvite paa Vors, o. fl. Der anføres tillige Kvad, ſom ſynes at være egte.