Det norske Folks Historie/1/76

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Foruden Island, Hjaltland, Orknøerne og Syderøerne fik ogsaa, som det udtrykkeligt heder i Sagaerne, Færøerne en sterk Tilvæxt i sin Befolkning ved Udvandrere paa Harald Haarfagres Tid. Men man kjender ikke saa meget til deres ældre Historie. De omtales som et til Norge hørende Lehn eller Skatteland i anden Halvdeel af det 10de Aarhundrede, og have derfor sandsynligviis deelt Hjaltlands og Orknøernes Skjæbne, at blive undertvungne af Kong Harald. Det er forhen omtalt, at Aude den grundrige, Ketil Flatnefs Datter, bortgiftede sin Sønnedatter Aaluf der, og at den fornemste Æt paa Øerne, Gøteskeggerne, nedstammede fra hende. Det nævnes ikke, hvad hendes Mand hed; men Sønnerne eller Sønnesønnerne af dette Egteskab, Thorbjørn Gøtuskegg og Broderen Sigmund, maa have levet paa Harald Haarfagres Tid og erkjendt hans Herredømme[1]. Det heder ligeledes, at en Mængde Udvandrere tyede til Jemteland, der allerede siden Kong Eystein den ondes Tid var bebygget, dog, som man maa antage, temmelig sparsomt. Blandt disse Nybyggere nævnes Vedorm Vemundssøn, Ketil Flatnefs Frænde, hvis Søn og Systersøn herjede paa Syderøerne og dræbte Jarlen Aasbjørn Skerjablese[2]. Naar det fortælles, at Bjørn Ketilssøn opfostredes hos Kjallak Jarl i Jemteland[3], maa man enten antage, at Kjallak har ført Jarletitlen som en arvelig Værdighed, eller at han har været en Konges Vasal; men denne Konge maa have været den svenske, og ikke Harald Haarfagre, da det er vist, at Norges Konger ej fik noget Herredømme over Jemteland før Haakon den godes Regjering. Imidlertid siges det udtrykkeligt, at Jemteland indtil da ikke adlød nogen af Kongerne, enten den norske eller den svenske[4], og hvis man kan stole derpaa, maa Kjallaks Jarletitel virkelig have været af de faa, der nedarvedes fra Fader til Søn[5]. Fra Jemteland bebyggedes og de indre vestlige Dele af Helsingeland, der skal have faaet sit Navn efter Thore Helsing, en Sønnesøn af Ketil Jamte, medens derimod de ydre Dele, ved Søen, bebyggedes fra Sverige af[6].

Alle disse Udvandringer maa i en overordentlig Grad have forøget Antallet paa de kongelige Ejendomme, og følgelig ogsaa de kongelige Indtægter. Vel havde Harald tilegnet sig alt Odelsgods i Norge, men dette er, som ovenfor viist[7], kun saaledes at forstaa, at han i Almindelighed erklærede sig for Grundens Ejer, uden dog at forjage Beboerne fra deres Gaarde, naar de ellers underkastede sig ham; Forskjellen var alene den, at de nu beholdt dem som Len af Kongen, medens de forhen ejede dem som Familie-Odel. Men anderledes var det med dem, der forlode Landet af Misfornøjelse med de nye Indretninger, eller fordi Kongen var dem vred. I dette Tilfælde, hvori vistnok de fleste af Udvandrerne befandt sig, inddrog Kongen deres Odelsgods som sin umiddelbare Ejendom, og lod det, naar han ikke anvendte det til Forleninger, som Krongods bestyre af Gaardsfogeder eller Aarmænd, der som oftest endog vare hans Trælle eller Frigivne. Paa saadan Inddragning anføres der saa mange Exempler, at man ej kan tvivle paa, at den under de her nævnte Omstændigheder var det sædvanlige. Saaledes bleve Ketil Flatnefs og Kveldulfs Ejendomme inddragne, ligeledes Anund Træfods; af Thorolf Kveldulfssøns Gaarde erklærede Kongen allerede i hans Levetid Torge, og efter hans Død Sandnes for sin Ejendom. Flere af Udvandrerne forsøgte vel at sælge deres Gaarde, men dette var forbundet med Vanskelighed, da Kjøberen naturligviis udsatte sig for at betragtes af Kongen, som om han spillede under Dække med de Misfornøjede. Det fortælles derfor ogsaa om Sæmund sydrøiske, at han hemmeligen solgte sine Landejendomme, førend han flyttede til Island[8], og om Kveldulf og Skallagrim, at ingen vovede at kjøbe deres Jorder af Frygt for Kongens Magt[9]. Anund Træfod havde i Førstningen, førend han bestemte sig til at drage til Island, ikke opgivet Haabet om at faa sine Ejendomme paa Rogaland tilbage, og synes endog at have paaberaabt sig dem, da han friede til Ufeig Grettes Datter Æsa, men Ufeig sagde reent ud, at han nu betragtede hans Jorder omtrent som værdiløse[10]; alt hvad Anund selv kunde udrette, var alene at tage en forbigaaende Hevn for Inddragningen, ved at dræbe Aarmanden Haarek og brænde Gaarden op, kort førend han drog over til Island[11].

Det maa altsaa have været en overordentlig Masse af Jordegods, der paa den Maade kom i Kongens Besiddelse. Thi det var just de større, Høvdinger tilhørende, Gaarde, som ved Udvandringen bleve inddragne. Til Island alene kom henved 400 Hoved-Landnamsmænd; de, som droge til Øerne i Vesterhavet, til Jemteland, eller paa Vikingetog, kunne tilsammen ikke have været stort færre. Og da der nu i Følge med disse Høvdinger var en Mængde andre mindre anseede Mænd, men som dog ogsaa ejede Gaarde, regner man neppe for meget, naar man antager, at Kong Harald allermindst har føjet 800 større eller mindre Gaardejeres Odelsgods til Antallet af de egentlige Kongsgaarde En stor Deel af dette Gods anvendtes nu vel til Bortforlening, deels til Jarler, deels til Lendermænd, og af den Omstændighed, at Kongen forlenede Eyvind Lambe, Thorolfs Frænde, med dennes forrige Gaard Sandnes[12], skulde man formode, at han oftere, hvor det lod sig gjøre, belønnede de Medlemmer af en Familie, der forbleve ham urokkeligt hengivne, med at give dem de efter deres Frænder inddragne Ejendomme, og saaledes, saavidt skee kunde, lod disse forblive i Familien. Men desuagtet maatte der blive en Mængde Gaarde tilbage, som dannede det umiddelbare Krongods. Jordegodset i Norge paa Harald Haarfagres Tid var altsaa, uagtet det egentlig altsammen sagdes at tilhøre Kongen, tre forskjellige Slags: 1) de forrige Odelsgaarde, hvis Besiddere villigen havde underkastet sig Kongen, og som derfor heller ikke forjoges, men alene maatte finde sig i at besidde dem under en anden Adkomst-Tittel, nemlig som stiltiende Len, ikke som Odel; det faldt forøvrigt af sig selv, at der ingen egentlig ydre Forandring skede i deres Maade at besidde og nedarve Ejendommen paa; de vare alene forpligtede til at betale Skat og tjene i Krigen efter Kongens Opbud; forresten kunde vel disse Gaarde sælges og paa anden Maade afhændes, som forhen, og den kongelige Overejendomsret synes mere at have været forudsat, end virkelig at være udøvet; 2) Lensgodset, eller det Jordegods, hvormed Jarlerne og Lendermændene vare forlenede, for deraf tildeels at bestride Udgifterne saavel ved de Lenstropper, de maatte holde, som ved de Veitsler, de maatte gjøre for Kongen og hans Mænd; over dette Jordegods havde de fuldkommen Brugsret, men kunde naturligviis ikke sælge eller afhænde det, ligesom det heller ikke var nogen fast Regel, at Sønnen skulde arve det efter Faderen, uagtet det vel sædvanligviis var Tilfældet; 3) Krongodset, eller de Gaarde, Kongen forbeholdt sig som virkelig og umiddelbar Ejendom, og som han lod bestyre ved sine Aarmænd. Da den største Mængde af Udvandrerne var fra Gulathingslagen, er det vel og sandsynligt, at de fleste kongelige Besiddelser, saavel umiddelbare som umiddelbare, vare beliggende der. Man maa derhos antage, at det engang til Bortforlening anslaaede Gods sjælden eller aldrig blev inddraget igjen til Krongods, men, hvad enten det nu overlodes til den sidste Besidders Arving eller til en Anden, der ej var beslægtet med ham, betragtedes som knyttet til en bestemt Lendermands- eller Jarle-Tittel, ligesom det vel ogsaa stundom, da disse Lenstitler begyndte at attraaes som Udmerkelser, hændte, at fornemme Ejere af udstrakt Jordegods tilbøde at tage dette til Len, mod at faa Titlen (feudum oblatum). Disse trende Slags Jordegods maa allerede paa Haralds Tid have dannet tre aldeles bestemt afsondrede Klasser, der i Tidens Løb, paa Grund af de senere indtrædende Forandringer, endnu skarpere adskilte sig fra hinanden.

Kongens sædvanlige Indtægter bestode altsaa først og fremst i hvad hans talrige Gaarde afgave; dernæst i to Trediedele af den Skat eller Landskyld, Bønderne forøvrigt maatte give, og af Sakøren (Bøder og Ejendomsforbrydelser), og endelig i visse Regalier, af hvilke Finneskatten og Finnehandelen allerede ere nævnte[13]; hertil kommer ogsaa Retten til herreløst Gods eller forladt Arv (dána-arf), der overalt i Norden, maaskee endog i hele den germaniske Verden, synes at have været uadskillelig fra Høvdingedømmet, og endelig Forkjøbsret til Varer, ankomne udenlands fra, en Ret, der ogsaa udøvedes af Goderne paa Island, og som derfor maa have tilhørt Herserne i ældre Tider før Harald Haarfagres Erobring[14]. Den Forretning, at opkræve og indbetale alle disse Indtægter, kaldtes det kongelige Ombud (umboð) eller Syssel (sýsla). Den synes paa Harald Haarfagres Tid fornemmelig at have været udøvet af hans Aarmænd eller Gaardsfogder, hver i sit bestemte Distrikt; vel ogsaa af Jarlerne og Lendermændene, dog rimeligviis saaledes, at de ej befattede sig med den egentlige Indkrævning[15], men kun understøttede Aarmændene, hvor det behøvedes, og modtoge i Kongens Navn de af dem indsamlede Penge eller Varer, forsaavidt de ikke paa Kongens Rejser indbetaltes umiddelbart til Kongen selv. Thi den egentlige Skatteindkrævning ansaaes for uhæderlig, enten fordi den nu i og for sig var odiøs, eller fordi den udøvedes af de kongelige Aarmænd eller Gaardsfogder, der, ligesom andre fornemme Mænds Gaardsfogder, enten vare Trælle eller Frigivne, i alle Tilfælde Folk af den laveste Stand, paa hvilke de fribaarne Bønder saa ned med dyb Foragt, hvor rige og formaaende de end kunde være, og hvor meget de end kunde have at sige som Kongemagtens Repræsentanter[16]. Det var først temmelig langt ned i Tiden, at Aarmændenes Oppebørsels-Bestilling i Forbindelse med exekutiv Myndighed i Kongens Navn kom til at forvaltes af de saakaldte Sysselmænd, og at disses Embeder betragtedes som Hædersposter, hvilke endog de fornemste Mænd i Landet satte Priis paa at beklæde.

Haralds store Indtægter sætte ham istand til at føre et efter de Tiders Forestillinger glimrende Hof. Hans Hird var den Planteskole, hvorfra siden Jarlerne og Lendermændene udgik. Vi have ovenfor (S. 471, 472) talt om hans udsøgte Hirdmænd, saavel som om Thorbjørn Hornkloves Kvad, hvori han besang Kongens Hofholdning. Dette Kvad giver en ret god Forestilling om den Slags Glands, hvormed han omgav sig, og

Livet inden Hirden paa den Tid. Det heder her om Kongens Gavmildhed til hans Krigere:

Rigeligt lønnes
de raske Krigere,
som i Haralds Tun
med Huner[17] kaste;
Gods de faa i Mængde
og gode Klinger,
hunlandsk Malm
og Man[18] fra Østen

De fryde sig saare,
naar Striden er i Vente,
op da de springe
og Aarerne svinge,
Hamler de bryde,
Hamlebaand slide,
Bølgen de kraftigt kløve
paa Kongens Bud.

Og om Skaldene heder det:

Paa deres Rustning man seer
og paa deres Ringe af Guld,
at de ere vel kjendte med Kong
de bære røde Kapper,
randede og fagre,
sølvvundne Sverd.

Serke ringvævede,
gyldne Belter,
gravne Hjelme,
Ringe paa Haanden,
som Harald dem skjenked’.

Ogsaa Berserkerne omtales:

Ulfhedner kaldes
de, som i Orlog
blodige Skjold bære,
naar i Striden de komme;

Kun for de drabeligste Mænd
nytter det der at stande,
naar de vældige Kæmper
farve Spydene røde, kløve Skjolderanden.

Man erfarer endog, at Harald ved sit Hof havde Gøglere og Hofnarre. Det heder nemlig:

Om Legere og Truder[19]
har jeg kun lidet spurgt dig,
hvad er deres Bedrift
i Haralds Huus[20]?)

De lege og fjase,
og Løjer de vække
med Hunden den øreløse

til Haralds Morskab;
der er og Andre,
som om Ilden skulle
brændende Spaan bære,
med luende Huer
under Lænden fæstede,
hoppende paa Hælen.

Af alt dette, saavel som af mange andre Træl’, der ere os opbevarede, faar man den tydeligste Forestilling om, at Haralds Hof maa have været saare glimrende for de Tider, og at dette vel ogsaa for en stor Deel forsonede de fornemmere Familier, der ej udvandrede, med Erobringen, idet flere af deres yngre Medlemmer, ligesom Thorolf, ej kunde modstaa Lysten til at træde i Kongens Tjeneste som hans Hirdmænd.

  1. Færeyinga Saga Cap. 1.
  2. Se ovenfor S. 506, 538.
  3. Eyrbyggja Saga, Cap. 1, 2.
  4. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 14.
  5. Det kan ellers ikke negtes, at Navnet Kjallak, der er reent gaelisk eller irsk, klinger heel mistænkeligt for en Jarl i Jemteland. Man skulde snarere formode at Kjallak har været en anseet Mand paa Syderøerne, og at Bjørn har været opfostret der, men at en Misforstaaelse har ladet Eyrbyggjasagas Nedskriver henføre ham til Jemteland.
  6. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 11.
  7. Se ovenfor S. 467.
  8. Vatnsdøla Saga, Cap. 9.
  9. Egils Saga, Cap. 25.
  10. Grettes Saga, Cap. 4.
  11. Se ovenfor S. 499.
  12. Se ovenfor S. 495.
  13. Se ovenfor S. 328, 477.
  14. Exempler herpaa saavelsom paa Kongens Paastand om Ret til Dannefæ ville i det Følgende oftere forekomme.
  15. Det heder i Snorres Harald Haarfagres Saga Cap. 6 om Jarlerne, at de skulde dømme Lov og Landsret, og „hente“ d. e. oppebære Sagøre og Landskyld, samt at hver Jarl havde 4 Herser under sig, dog behøver dette ej at forklares om nogen direkte Opkrævning, hvilken de vist ansaa under sin Værdighed. En anden Sag var det, hvor det gjaldt at optræde med Myndighed, og paa een Gang at erhverve et større Beløb, som f. Ex. da Grim Herse gjorde Paastand paa Bjørn gautskes Efterladenskab.
  16. Ordet Aarmand (ármaðr) er enten dannet af árr d. e. Tjener, Træl, eller af ár, egentlig Aar, dernæst Afgrøde, annona, saa at ármadr i saa Fald oprindelig betyder den som har Opsigt med Kornforraadet. Under alle Omstændigheder forstod man derved en Træl af højere Rang, saadan som havde Opsigt over de andre Trælle, og stod i Spidsen for Gaardens Drift. Slige Overtrælle brugtes ogsaa, som vi allerede, hvor der handledes om Geirmund Heljarskind, have seet, til at forestaa de fra Hovedgaarden fjernere beliggende Avlsgaarde, og deres Stilling havde ofte, især naar deres Herre var en mægtig Mand, intet ved sig, der mindede om Trællen. Dog glemte ikke de fribaarne Bønder derfor deres Trællestand, men saa ned paa dem; Øndott Kraaka sagde saaledes, at han heller vilde see Bjørns Efterladenskab i Hænderne paa Thrond, hans Søn, end paa Kongens Trælle (Grettes Saga Cap. 7); et andet Exempel paa den Foragt, man havde for dem, indeholdes i Beretningen om Asbjørn Selsbane (Olaf den helliges Saga Cap. 111), hvorom nedenfor. Egentlig synes Titlen „Aarmand“ meest at have været anvendt om de kongelige Gaardsfogder, thi de, der tjente hos Privatmænd, kaldtes sædvanligt Brytjer (Ældre Gulathingslov Cap. 198), og, merkeligt nok, i Danmark brugte man Titlen „Brytje“ eller „Bryde“ aldeles paa samme Maade, som „Aarmand“ i Norge om de kongelige Gaardsfogder. Aarmændene eller Brytjerne svare aldeles til de i Tydskland saakaldte ministeriales, nemlig Bestyrerne af det kejserlige Kammergods, oprindelig Livegne, men ved den dem tildeelte Myndighed i Besiddelse af en ikke ringe Magt.
  17. Herved sigtes vel til en eller anden Leg eller Krigsøvelse. Húnn betegner en Spids, Knap; maaskee her menes et Slags Skyden til Maals.
  18. Man, Samlingsord for Trælle af begge Kjøn.
  19. Trúðr, anglisk trúð, kaldtes en Gjøgler, histrio; Anglerne havde ogsaa Ordet trúðhorn, Trompet eller Valdhorn, fordi disse Gjøglere ogsaa plejede at musicere.
  20. I Kvadet forestilles en Valkyrje at spørge en forbiflyvende Ravn om Harald og hans Bedrifter; Ravnen giver hende da Besked paa hendes Spørgsmaal.