Det norske Folks Historie/1/76

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Foruden Island, Hjaltland, Orknøerne og Syderøerne fik ogſaa, ſom det udtrykkeligt heder i Sagaerne, Færøerne en ſterk Tilvæxt i ſin Befolkning ved Udvandrere paa Harald Haarfagres Tid. Men man kjender ikke ſaa meget til deres ældre Hiſtorie. De omtales ſom et til Norge hørende Lehn eller Skatteland i anden Halvdeel af det 10de Aarhundrede, og have derfor ſandſynligviis deelt Hjaltlands og Orknøernes Skjæbne, at blive undertvungne af Kong Harald. Det er forhen omtalt, at Aude den grundrige, Ketil Flatnefs Datter, bortgiftede ſin Sønnedatter Aaluf der, og at den fornemſte Æt paa Øerne, Gøteſkeggerne, nedſtammede fra hende. Det nævnes ikke, hvad hendes Mand hed; men Sønnerne eller Sønneſønnerne af dette Egteſkab, Thorbjørn Gøtuſkegg og Broderen Sigmund, maa have levet paa Harald Haarfagres Tid og erkjendt hans Herredømme[1]. Det heder ligeledes, at en Mængde Udvandrere tyede til Jemteland, der allerede ſiden Kong Eyſtein den ondes Tid var bebygget, dog, ſom man maa antage, temmelig ſparſomt. Blandt disſe Nybyggere nævnes Vedorm Vemundsſøn, Ketil Flatnefs Frænde, hvis Søn og Syſterſøn herjede paa Syderøerne og dræbte Jarlen Aasbjørn Skerjableſe[2]. Naar det fortælles, at Bjørn Ketilsſøn opfoſtredes hos Kjallak Jarl i Jemteland[3], maa man enten antage, at Kjallak har ført Jarletitlen ſom en arvelig Værdighed, eller at han har været en Konges Vaſal; men denne Konge maa have været den ſvenſke, og ikke Harald Haarfagre, da det er viſt, at Norges Konger ej fik noget Herredømme over Jemteland før Haakon den godes Regjering. Imidlertid ſiges det udtrykkeligt, at Jemteland indtil da ikke adlød nogen af Kongerne, enten den norſke eller den ſvenſke[4], og hvis man kan ſtole derpaa, maa Kjallaks Jarletitel virkelig have været af de faa, der nedarvedes fra Fader til Søn[5]. Fra Jemteland bebyggedes og de indre veſtlige Dele af Helſingeland, der ſkal have faaet ſit Navn efter Thore Helſing, en Sønneſøn af Ketil Jamte, medens derimod de ydre Dele, ved Søen, bebyggedes fra Sverige af[6].

Alle disſe Udvandringer maa i en overordentlig Grad have forøget Antallet paa de kongelige Ejendomme, og følgelig ogſaa de kongelige Indtægter. Vel havde Harald tilegnet ſig alt Odelsgods i Norge, men dette er, ſom ovenfor viiſt[7], kun ſaaledes at forſtaa, at han i Almindelighed erklærede ſig for Grundens Ejer, uden dog at forjage Beboerne fra deres Gaarde, naar de ellers underkaſtede ſig ham; Forſkjellen var alene den, at de nu beholdt dem ſom Len af Kongen, medens de forhen ejede dem ſom Familie-Odel. Men anderledes var det med dem, der forlode Landet af Misfornøjelſe med de nye Indretninger, eller fordi Kongen var dem vred. I dette Tilfælde, hvori viſtnok de fleſte af Udvandrerne befandt ſig, inddrog Kongen deres Odelsgods ſom ſin umiddelbare Ejendom, og lod det, naar han ikke anvendte det til Forleninger, ſom Krongods beſtyre af Gaardsfogeder eller Aarmænd, der ſom ofteſt endog vare hans Trælle eller Frigivne. Paa ſaadan Inddragning anføres der ſaa mange Exempler, at man ej kan tvivle paa, at den under de her nævnte Omſtændigheder var det ſædvanlige. Saaledes bleve Ketil Flatnefs og Kveldulfs Ejendomme inddragne, ligeledes Anund Træfods; af Thorolf Kveldulfsſøns Gaarde erklærede Kongen allerede i hans Levetid Torge, og efter hans Død Sandnes for ſin Ejendom. Flere af Udvandrerne forſøgte vel at ſælge deres Gaarde, men dette var forbundet med Vanſkelighed, da Kjøberen naturligviis udſatte ſig for at betragtes af Kongen, ſom om han ſpillede under Dække med de Misfornøjede. Det fortælles derfor ogſaa om Sæmund ſydrøiſke, at han hemmeligen ſolgte ſine Landejendomme, førend han flyttede til Island[8], og om Kveldulf og Skallagrim, at ingen vovede at kjøbe deres Jorder af Frygt for Kongens Magt[9]. Anund Træfod havde i Førſtningen, førend han beſtemte ſig til at drage til Island, ikke opgivet Haabet om at faa ſine Ejendomme paa Rogaland tilbage, og ſynes endog at have paaberaabt ſig dem, da han friede til Ufeig Grettes Datter Æſa, men Ufeig ſagde reent ud, at han nu betragtede hans Jorder omtrent ſom værdiløſe[10]; alt hvad Anund ſelv kunde udrette, var alene at tage en forbigaaende Hevn for Inddragningen, ved at dræbe Aarmanden Haarek og brænde Gaarden op, kort førend han drog over til Island[11].

Det maa altſaa have været en overordentlig Masſe af Jordegods, der paa den Maade kom i Kongens Beſiddelſe. Thi det var juſt de ſtørre, Høvdinger tilhørende, Gaarde, ſom ved Udvandringen bleve inddragne. Til Island alene kom henved 400 Hoved-Landnamsmænd; de, ſom droge til Øerne i Veſterhavet, til Jemteland, eller paa Vikingetog, kunne tilſammen ikke have været ſtort færre. Og da der nu i Følge med disſe Høvdinger var en Mængde andre mindre anſeede Mænd, men ſom dog ogſaa ejede Gaarde, regner man neppe for meget, naar man antager, at Kong Harald allermindſt har føjet 800 ſtørre eller mindre Gaardejeres Odelsgods til Antallet af de egentlige Kongsgaarde En ſtor Deel af dette Gods anvendtes nu vel til Bortforlening, deels til Jarler, deels til Lendermænd, og af den Omſtændighed, at Kongen forlenede Eyvind Lambe, Thorolfs Frænde, med dennes forrige Gaard Sandnes[12], ſkulde man formode, at han oftere, hvor det lod ſig gjøre, belønnede de Medlemmer af en Familie, der forbleve ham urokkeligt hengivne, med at give dem de efter deres Frænder inddragne Ejendomme, og ſaaledes, ſaavidt ſkee kunde, lod disſe forblive i Familien. Men desuagtet maatte der blive en Mængde Gaarde tilbage, ſom dannede det umiddelbare Krongods. Jordegodſet i Norge paa Harald Haarfagres Tid var altſaa, uagtet det egentlig altſammen ſagdes at tilhøre Kongen, tre forſkjellige Slags: 1) de forrige Odelsgaarde, hvis Beſiddere villigen havde underkaſtet ſig Kongen, og ſom derfor heller ikke forjoges, men alene maatte finde ſig i at beſidde dem under en anden Adkomſt-Tittel, nemlig ſom ſtiltiende Len, ikke ſom Odel; det faldt forøvrigt af ſig ſelv, at der ingen egentlig ydre Forandring ſkede i deres Maade at beſidde og nedarve Ejendommen paa; de vare alene forpligtede til at betale Skat og tjene i Krigen efter Kongens Opbud; forreſten kunde vel disſe Gaarde ſælges og paa anden Maade afhændes, ſom forhen, og den kongelige Overejendomsret ſynes mere at have været forudſat, end virkelig at være udøvet; 2) Lensgodſet, eller det Jordegods, hvormed Jarlerne og Lendermændene vare forlenede, for deraf tildeels at beſtride Udgifterne ſaavel ved de Lenstropper, de maatte holde, ſom ved de Veitſler, de maatte gjøre for Kongen og hans Mænd; over dette Jordegods havde de fuldkommen Brugsret, men kunde naturligviis ikke ſælge eller afhænde det, ligeſom det heller ikke var nogen faſt Regel, at Sønnen ſkulde arve det efter Faderen, uagtet det vel ſædvanligviis var Tilfældet; 3) Krongodſet, eller de Gaarde, Kongen forbeholdt ſig ſom virkelig og umiddelbar Ejendom, og ſom han lod beſtyre ved ſine Aarmænd. Da den ſtørſte Mængde af Udvandrerne var fra Gulathingslagen, er det vel og ſandſynligt, at de fleſte kongelige Beſiddelſer, ſaavel umiddelbare ſom umiddelbare, vare beliggende der. Man maa derhos antage, at det engang til Bortforlening anſlaaede Gods ſjælden eller aldrig blev inddraget igjen til Krongods, men, hvad enten det nu overlodes til den ſidſte Beſidders Arving eller til en Anden, der ej var beſlægtet med ham, betragtedes ſom knyttet til en beſtemt Lendermands- eller Jarle-Tittel, ligeſom det vel ogſaa ſtundom, da disſe Lenstitler begyndte at attraaes ſom Udmerkelſer, hændte, at fornemme Ejere af udſtrakt Jordegods tilbøde at tage dette til Len, mod at faa Titlen (feudum oblatum). Disſe trende Slags Jordegods maa allerede paa Haralds Tid have dannet tre aldeles beſtemt afſondrede Klasſer, der i Tidens Løb, paa Grund af de ſenere indtrædende Forandringer, endnu ſkarpere adſkilte ſig fra hinanden.

Kongens ſædvanlige Indtægter beſtode altſaa førſt og fremſt i hvad hans talrige Gaarde afgave; dernæſt i to Trediedele af den Skat eller Landſkyld, Bønderne forøvrigt maatte give, og af Sakøren (Bøder og Ejendomsforbrydelſer), og endelig i visſe Regalier, af hvilke Finneſkatten og Finnehandelen allerede ere nævnte[13]; hertil kommer ogſaa Retten til herreløſt Gods eller forladt Arv (dána-arf), der overalt i Norden, maaſkee endog i hele den germaniſke Verden, ſynes at have været uadſkillelig fra Høvdingedømmet, og endelig Forkjøbsret til Varer, ankomne udenlands fra, en Ret, der ogſaa udøvedes af Goderne paa Island, og ſom derfor maa have tilhørt Herſerne i ældre Tider før Harald Haarfagres Erobring[14]. Den Forretning, at opkræve og indbetale alle disſe Indtægter, kaldtes det kongelige Ombud (umboð) eller Sysſel (sýsla). Den ſynes paa Harald Haarfagres Tid fornemmelig at have været udøvet af hans Aarmænd eller Gaardsfogder, hver i ſit beſtemte Diſtrikt; vel ogſaa af Jarlerne og Lendermændene, dog rimeligviis ſaaledes, at de ej befattede ſig med den egentlige Indkrævning[15], men kun underſtøttede Aarmændene, hvor det behøvedes, og modtoge i Kongens Navn de af dem indſamlede Penge eller Varer, forſaavidt de ikke paa Kongens Rejſer indbetaltes umiddelbart til Kongen ſelv. Thi den egentlige Skatteindkrævning anſaaes for uhæderlig, enten fordi den nu i og for ſig var odiøs, eller fordi den udøvedes af de kongelige Aarmænd eller Gaardsfogder, der, ligeſom andre fornemme Mænds Gaardsfogder, enten vare Trælle eller Frigivne, i alle Tilfælde Folk af den laveſte Stand, paa hvilke de fribaarne Bønder ſaa ned med dyb Foragt, hvor rige og formaaende de end kunde være, og hvor meget de end kunde have at ſige ſom Kongemagtens Repræſentanter[16]. Det var førſt temmelig langt ned i Tiden, at Aarmændenes Oppebørſels-Beſtilling i Forbindelſe med exekutiv Myndighed i Kongens Navn kom til at forvaltes af de ſaakaldte Sysſelmænd, og at disſes Embeder betragtedes ſom Hæderspoſter, hvilke endog de fornemſte Mænd i Landet ſatte Priis paa at beklæde.

Haralds ſtore Indtægter ſætte ham iſtand til at føre et efter de Tiders Foreſtillinger glimrende Hof. Hans Hird var den Planteſkole, hvorfra ſiden Jarlerne og Lendermændene udgik. Vi have ovenfor (S. 471, 472) talt om hans udſøgte Hirdmænd, ſaavel ſom om Thorbjørn Hornkloves Kvad, hvori han beſang Kongens Hofholdning. Dette Kvad giver en ret god Foreſtilling om den Slags Glands, hvormed han omgav ſig, og

Livet inden Hirden paa den Tid. Det heder her om Kongens Gavmildhed til hans Krigere:

Rigeligt lønnes
de raſke Krigere,
ſom i Haralds Tun
med Huner[17] kaſte;
Gods de faa i Mængde
og gode Klinger,
hunlandſk Malm
og Man[18] fra Øſten

De fryde ſig ſaare,
naar Striden er i Vente,
op da de ſpringe
og Aarerne ſvinge,
Hamler de bryde,
Hamlebaand ſlide,
Bølgen de kraftigt kløve
paa Kongens Bud.

Og om Skaldene heder det:

Paa deres Ruſtning man ſeer
og paa deres Ringe af Guld,
at de ere vel kjendte med Kong
de bære røde Kapper,
randede og fagre,
ſølvvundne Sverd.

Serke ringvævede,
gyldne Belter,
gravne Hjelme,
Ringe paa Haanden,
ſom Harald dem ſkjenked’.

Ogſaa Berſerkerne omtales:

Ulfhedner kaldes
de, ſom i Orlog
blodige Skjold bære,
naar i Striden de komme;

Kun for de drabeligſte Mænd
nytter det der at ſtande,
naar de vældige Kæmper
farve Spydene røde, kløve Skjolderanden.

Man erfarer endog, at Harald ved ſit Hof havde Gøglere og Hofnarre. Det heder nemlig:

Om Legere og Truder[19]
har jeg kun lidet ſpurgt dig,
hvad er deres Bedrift
i Haralds Huus[20]?)

De lege og fjaſe,
og Løjer de vække
med Hunden den øreløſe

til Haralds Morſkab;
der er og Andre,
ſom om Ilden ſkulle
brændende Spaan bære,
med luende Huer
under Lænden fæſtede,
hoppende paa Hælen.

Af alt dette, ſaavel ſom af mange andre Træl’, der ere os opbevarede, faar man den tydeligſte Foreſtilling om, at Haralds Hof maa have været ſaare glimrende for de Tider, og at dette vel ogſaa for en ſtor Deel forſonede de fornemmere Familier, der ej udvandrede, med Erobringen, idet flere af deres yngre Medlemmer, ligeſom Thorolf, ej kunde modſtaa Lyſten til at træde i Kongens Tjeneſte ſom hans Hirdmænd.

  1. Færeyinga Saga Cap. 1.
  2. Se ovenfor S. 506, 538.
  3. Eyrbyggja Saga, Cap. 1, 2.
  4. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 14.
  5. Det kan ellers ikke negtes, at Navnet Kjallak, der er reent gaeliſk eller irſk, klinger heel mistænkeligt for en Jarl i Jemteland. Man ſkulde ſnarere formode at Kjallak har været en anſeet Mand paa Syderøerne, og at Bjørn har været opfoſtret der, men at en Misforſtaaelſe har ladet Eyrbyggjaſagas Nedſkriver henføre ham til Jemteland.
  6. Snorre, Haakon den godes Saga, Cap. 11.
  7. Se ovenfor S. 467.
  8. Vatnsdøla Saga, Cap. 9.
  9. Egils Saga, Cap. 25.
  10. Grettes Saga, Cap. 4.
  11. Se ovenfor S. 499.
  12. Se ovenfor S. 495.
  13. Se ovenfor S. 328, 477.
  14. Exempler herpaa ſaavelſom paa Kongens Paaſtand om Ret til Dannefæ ville i det Følgende oftere forekomme.
  15. Det heder i Snorres Harald Haarfagres Saga Cap. 6 om Jarlerne, at de ſkulde dømme Lov og Landsret, og „hente“ d. e. oppebære Sagøre og Landſkyld, ſamt at hver Jarl havde 4 Herſer under ſig, dog behøver dette ej at forklares om nogen direkte Opkrævning, hvilken de viſt anſaa under ſin Værdighed. En anden Sag var det, hvor det gjaldt at optræde med Myndighed, og paa een Gang at erhverve et ſtørre Beløb, ſom f. Ex. da Grim Herſe gjorde Paaſtand paa Bjørn gautſkes Efterladenſkab.
  16. Ordet Aarmand (ármaðr) er enten dannet af árr d. e. Tjener, Træl, eller af ár, egentlig Aar, dernæſt Afgrøde, annona, ſaa at ármadr i ſaa Fald oprindelig betyder den ſom har Opſigt med Kornforraadet. Under alle Omſtændigheder forſtod man derved en Træl af højere Rang, ſaadan ſom havde Opſigt over de andre Trælle, og ſtod i Spidſen for Gaardens Drift. Slige Overtrælle brugtes ogſaa, ſom vi allerede, hvor der handledes om Geirmund Heljarſkind, have ſeet, til at foreſtaa de fra Hovedgaarden fjernere beliggende Avlsgaarde, og deres Stilling havde ofte, iſær naar deres Herre var en mægtig Mand, intet ved ſig, der mindede om Trællen. Dog glemte ikke de fribaarne Bønder derfor deres Trælleſtand, men ſaa ned paa dem; Øndott Kraaka ſagde ſaaledes, at han heller vilde ſee Bjørns Efterladenſkab i Hænderne paa Thrond, hans Søn, end paa Kongens Trælle (Grettes Saga Cap. 7); et andet Exempel paa den Foragt, man havde for dem, indeholdes i Beretningen om Asbjørn Selsbane (Olaf den helliges Saga Cap. 111), hvorom nedenfor. Egentlig ſynes Titlen „Aarmand“ meeſt at have været anvendt om de kongelige Gaardsfogder, thi de, der tjente hos Privatmænd, kaldtes ſædvanligt Brytjer (Ældre Gulathingslov Cap. 198), og, merkeligt nok, i Danmark brugte man Titlen „Brytje“ eller „Bryde“ aldeles paa ſamme Maade, ſom „Aarmand“ i Norge om de kongelige Gaardsfogder. Aarmændene eller Brytjerne ſvare aldeles til de i Tydſkland ſaakaldte ministeriales, nemlig Beſtyrerne af det kejſerlige Kammergods, oprindelig Livegne, men ved den dem tildeelte Myndighed i Beſiddelſe af en ikke ringe Magt.
  17. Herved ſigtes vel til en eller anden Leg eller Krigsøvelſe. Húnn betegner en Spids, Knap; maaſkee her menes et Slags Skyden til Maals.
  18. Man, Samlingsord for Trælle af begge Kjøn.
  19. Trúðr, angliſk trúð, kaldtes en Gjøgler, histrio; Anglerne havde ogſaa Ordet trúðhorn, Trompet eller Valdhorn, fordi disſe Gjøglere ogſaa plejede at muſicere.
  20. I Kvadet foreſtilles en Valkyrje at ſpørge en forbiflyvende Ravn om Harald og hans Bedrifter; Ravnen giver hende da Beſked paa hendes Spørgsmaal.