Det norske Folks Historie/1/75

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have allerede omtalt flere af Landnamsmændene, der paa Veſterhavs-Øerne havde antaget Chriſtendommen, f. Ex. Ørlyg den gamle, Ketil fiflſke, Aasolf Alſkik, Aude den grundrige, og tildeels Helge magre. Alle Landnamsmænd, der vare indfødde Irer eller Sydrøinger, maa ligeledes antages at have været chriſtne. Men med denne Chriſtendom var det rigtignok forſkjelligt bevendt, i det enkelte, ſom Ørlyg, vare ivrige i Chriſtendommen, andre, ſom Helge magre, vare hvad man kaldte blandede i Troen. I det Hele taget holdt heller ikke Chriſtendommen ſig længe i Ætterne, thi ſædvanligviis rejſte allerede Sønnerne af de chriſtne Landnamsmænd Hov eller Templer, og blotede, ſom det udtrykkeligt heder i Landnaama[1]. Helge Bjola ſkal have været chriſten, og dog maa der have været et Tempel paa hans Gaard, ſiden den kaldtes Hov. Dog gaves der enkelte Undtagelſer; ſaaledes vedligeholdt Ketil Breſeſøns Søn Jørund, kaldet den chriſtne, i Jørundarbolt i Borgarfjorden, ſin Tro til ſin Dødsdag, og blev i ſin Alderdom Eremit[2]. Ørlyg den gamle byggede en Kirke, og hans Efterkommere vedligeholdt Chriſtendommen, ſkjønt de ikke bleve døbte; de troede, ſom det ſiges, paa St. Kolumba. Ketil fiflſke byggede en Kirke paa Kirkebø; hans Efterkommere vedligeholdt rimeligviis ogſaa nogenledes deres Tro; det ſamme var vel Tilfældet med Aasolf Alſkiks Efterkommere, ſiden hans Iver for Chriſtendommen var ſaa ſtor, at der endog dannede ſig Legender om Underverker ved hans Grav[3]. Nogle af Nybyggerne hørte til ſin Tids Fritænkere, der troede paa deres egen Kraft og Styrke, og ej vilde blote, de kaldtes „gudløſe“[4]: til dem ſynes ogſaa Hjørleif, Ingulfs Foſtbroder, at have hørt. Men forreſten vare Nybyggerne Hedninger, og der oprejſtes mange Templer paa Øen. Paa flere Steder maa Templer og Kirker have ſtaaet fredeligt ganſke nær ved hinanden. Saaledes oprejſte Helge Bjola’s Søn Thorgrim, uagtet hans Fader havde været chriſten, et Hov ved ſin Gaard paa Kjalarnes, medens dog hans Frænde Ørlyg Hrappsſøns Kirke ſtod ganſke nær ved paa Eſjuberg[5]. Dette Hov paa Kjalarnes ſkal, hvis man ellers kan fæſte Lid til Beſkrivelſen, have været meget ſtort og efter Omſtændighederne prægtigt[6]. Flere Hov omtales udtrykkeligt, ſaaledes Thorolf Moſtrarſkeggs paa Hovſtad, Ingemunds i Vatnsdalen, de tvende, der opførtes af Helge magres Sønner, Ketilbjørns Hov paa Mosfell, o. fl. Der ſkjelnes ogſaa mellem Hoved-Hovene, hvortil det hele Diſtrikts eller Hereds Indbyggere ſvarede Hov-Told, og de øvrige Hov, der kun ſynes at have været private[7]. Hvor mange ſlige Hov der oprejſtes paa Island, lader ſig nu ikke med Vished ſige; der nævnes en heel Deel Gaarde ved Navn Hov eller Hovſtad, og dette Navn maa de alle have faaet efter de paa dem oprejſte Templer. Dog kjender man Antallet paa de egentlige Hoved-Hov, da hele den verdſlige Jurisdiktion og Landets Inddeling rettede ſig derefter. Goden ved et Hoved-Hov var nemlig tillige Heredsforſtander, og hans Myndighed (Godord) var ligeſom Herſens i Norge, ej alene af en religiøs, men ogſaa af en politiſk og juridiſk Charakteer[8]. Af ſaadanne Godord gaves der kort efter Landets fuldſtændige Bebyggelſe 39, og dette var altſaa Antallet, ej alene paa de fornemſte Templer, men og paa de fornemſte Høvdinger, hvis Thingmænd ſaaledes alle de øvrige vare.

Denne hierarchiſk-ariſtokratiſke Forfatning, den ſamme, der i Aarhundreder havde herſket i Norge, blev ſaaledes ogſaa den, der oprettedes paa Island, ſkjønt oprindeligen, efter hvad det lader til, enhver Høvding handlede paa egen Haand for ſig og ſine Undergivne, opførte ſit Tempel, og indrettede ſit Thing, uden nogen beſtemt Tanke om at forene ſig med de øvrige Høvdinger i eet fælles Statsſamfund. Oprettelſen af de førſte Godord, paa hvilken hele den følgende Inddeling og politiſke Forfatning hvilede, ſynes fra førſt af kun at have være Tilfældets Verk, efterſom en Nybygger havde Magt, Rigdom og Anſeelſe nok til at kunne optræde ſom gejſtlig og verdslig Høvding. Man kan derfor ikke ſige, at Island fra førſt af var en Republik eller et Statsſamfund. Det var tvertimod en Samling af henved 40 indbyrdes uafhængige Smaahøvdingdømmer, hvis Høvdinger hver for ſig havde ligeſaa megen, om ikke mere, Magt end den, ſom Herſerne, ja endog Smaakongerne, udøvede i Norge. Man blev, ſom det ſynes, i hvert Hered enig om at optage visſe Lovbeſtemmelſer, ſandſynligviis dem, man allerede i Hjemmet havde haft[9], og ſaaledes hjalp man ſig, indtil de Konflikter, der nødvendigviis maatte opſtaa deraf, at der ingen Eenhed herſkede i Lovgivningen, gjorde Nødvendigheden af en ordnet Rets- og Statsforfatning indlyſende.

Denne Nødvendighed ſynes man dog ej at have følt, førend efter at Kong Harald havde gjort et Forſøg paa ogſaa at underkaſte ſig Island. Hertil benyttede han Une den danſke, en Søn af hiin Gardar Svavarsſøn[10], der nævnes ſom en af Øens førſte Opdagere. Une, der og kaldes „den ubaarne“, og ſaaledes vel maa være fød efter Faderens Død, drog, ſom der fortælles, efter Aftale med Kong Harald til Island, i den Henſigt at lægge Landet under ſig: naar det var ſkeet, havde Kongen lovet at gjøre ham til ſin Jarl. Han tog et Stykke Land i Beſiddelſe i Nærheden af Lagarfljot paa Øſtkanten, men da de, ſom allerede havde boſat ſig der, fik hans Henſigt at vide, bleve de forbittrede, og vilde hverken ſælge ham Kvæg eller Fødemidler, ſaa at han maatte flytte derfra. Han gjorde et lignende forgjæves Forſøg paa at boſætte ſig ved Alftefjorden, og tyede endelig til Leidulf Kappe (Kæmpe), der boede i Skøgehverve paa Sydøſtkanten af Landet. Denne tog imod ham med elleve af hans Mænd, og beholdt dem hos ſig en heel Vinter. For denne Gjeſtfrihed lønnede Une Leidulf ved at forføre hans Datter, og derpaa om Vaaren ſnige ſig bort. Men Leidulf ſatte efter ham, indhentede ham, og tvang ham efter en Kamp til at vende tilbage igjen for at egte hans Datter. Det varede ikke længe, førend Une paa ny flygtede bort; Leidulf ſatte atter efter ham og indhentede ham, men var nu ſaa vred, at han dræbte baade Une og alle hans Mænd. Flere Forſøg ſynes Kong Harald ej at have gjort, men det er rimeligviis ved denne Tid, at han udſtedte det forhen omtalte Forbud mod Udvandringer til Island[11].

Den førſte mere omfattende Thingforening paa Island var den, ſom oprettedes af Ingulfs Søn Thorſtein. Det fælles Hovedthing for denne Forening var paa det for omtalte Kjalarnes. Det holdtes, ſom Are Frode ſiger, af Thorſtein Ingulfsſøn og de Høvdinger, ſom ſluttede ſig dertil[12]. Det var ſaaledes ikke alle; imidlertid kan det ej have været ſaa faa, ſiden det ved en Lejlighed udtrykkeligt omtales, at de egdſke Høvdinger fra den øſtre Deel af Sønderlandet, ja endog Anund Træfod fra Nordveſtkanten, ſøgte derhen for at ſaa en Drabsſag bilagt[13]. Men endelig enedes man om at faa en ordentlig Thingforening iſtand for det hele Land, og Udførelſen af dette Verk overdroges til den lovkyndige Nordmand Ulfljot, der havde kjøbt Thord Skegges, Ørlyg Hrappsſøns Broders, Land paa Øſtkyſten, da han flyttede veſter til Leiruvaag[14]. Ulfljot var en Datterſøn af Hørda-Kaare, og, tillægges der, en Syſterſøn af Thorleif ſpake den yngre, en af Norges førſte Lovkyndige ved Slutningen af Kong Haralds Regjeringstid[15]. Ulfljot var allerede 60 Aar gammel, men begav ſig dog over til Norge til ſin Morbroder Thorleif, for at benytte hans kyndige Vejledning, og opholdt ſig hos ham i tre Aar. „Der ſatte“, heder det, „Ulfljot og Thorleif den Lov, ſom ſiden blev kaldet Ulfljotslov“, og ſom „fornemmelig rettede ſig efter Gulathingsloven, ſaadan ſom den paa den Tid var, idet Thorleif gav ſine Raad om hvad der var at tage fra eller lægge til“[16]. Da Størſtedelen af Landnamsmændene, ſom ovenfor viiſt, vare fra Gulathings-Foreningen i Norge, og de Lovbeſtemmelſer, ſom i de fleſte Hereder paa Island vare vedtagne, følgelig maa have været Gulathingslovens, var det ogſaa i og for ſig i ſin Orden, at Islands nye Fælleslovgivning fornemmelig kom til at rette ſig efter denne, og af denne Grund vilde det vel endog være blevet Ulfljot paalagt, iſær at holde ſig til Gulathingsloven, om han end ikke ſelv havde været en Gulathingsmand og beſlægtet med Gulathingsforeningens førſte Lovkyndige. Det bliver vel derfor altid et ſtort Spørgsmaal, hvorvidt Thorleif, forſaavidt han kan antages at have været til, virkelig har haft den Indflydelſe paa Islands Lovgivning, ſom disſe gamle Beretninger foregive. Det er umiskjendeligt, og vi have allerede tildeels ſeet Exempler paa, at Sagnet tillagde en Thorleif ſpake den fornemſte Deel af Norges Lovgivning ſtrax før eller efter Rigets Samling[17]. Dette Navn ſynes næſten at være blevet ligeſaa ſtaaende i Egenſkab af den ældſte Rets-Autoritet, ſom Navnet Mattull for Finnernes foregivne Konge, og lignende, i flere Generationer tilbagevendende Navne, der alle mere tilhøre Sagnet, end Hiſtorien[18]. At Sagnet paa Island ogſaa kan have ſat dette Navn i Forbindelſe med Øens ældſte Lovgivning, uden at Thorleif engang, naar Alt kommer til Alt, har været nogen virkelig hiſtoriſk Perſonlighed er heel ſandſynligt. Men Ulfljot kan for den Sags Skyld meget gjerne have været over i Norge for at ſtudere Gulathingsloven nøjere i dens egentlige Hjem. Naar det ellers heder, at han „havde Loven ud med ſig fra Norge“, maa man ikke tænke paa nogen vidtløftig ſkreven Lov, eller paa den Masſe af ſærſkilte Beſtemmelſer, der danne den merkelige, under Navnet Graagaas bekjendte old-islandſke Lovbog, ſom endnu er opbevaret. Den ulfljotſke Lov har ſikkert med Henſyn til Privatlovgivningen kun indſkrænket ſig til de allertarveligſte Beſtemmelſer, der med Lethed kunde erindres, og dens Hovedgjenſtand har viſtnok været de politiſk-adminiſtrative Foranſtaltninger[19], der ved hans Tilbagekomſt ſattes i Verk, og ſom førſt ſammenknyttede Islændingerne til et eneſte Folk. Dette forklarer, hvorfor man ikke ſporer ſtørre Lighed mellem Gulathingslovens og Graagaaſens Beſtemmelſer i den Form, hvori vi nu kjende dem. Alt hvad der vedkom Øens ſæregne Statsforfatning eller var en ligefrem Følge deraf, f. Ex. Størſtedelen af det Procesſuelle, kunde naturligviis ikke være laant fra den norſke Lovgivning; de øvrige, fra denne virkeligt laante, Beſtemmelſer maatte i Tidens Løb ſaaledes lempe ſig efter Islands ſæregne Forhold, og forſynes med ſaa mange Tillæg, medens den norſke Lovgivning vel heller ikke var ſtilleſtaaende, at Grundligheden mellem dem begge efterhaanden maatte blive mindre kjendelig, og omſider næſten ganſke forſvinde.

Da Ulfljot var kommen tilbage til Island, udſendtes hans Foſtbroder, Grim Geitſko, for at underſøge Landet og finde det bekvemmeſte Sted til at holde det fælles Thing; han fik dertil en Penning af hver Mand i Landet, men ſkjenkede dog disſe Penge ſiden til Hovene. Derpaa blev Althinget eller Allsherjarthinget ſat, og ſiden den Tid, heder det, havde alle Folk een og ſamme Lov paa Island (927). Til Althingsplads udvalgtes et Sted ved Øxar-Aaen nær ved dens Udløb i Thinghold-Vandet paa Sønderlandet. En Mand i Nærheden var bleven fredløs, og hans Ejendom inddragen ſom tilhørende det hele Folk; den udlagdes nu ſom Alminding til Heſtehavn, og den derpaa ſtaaende Skov til nødvendigt Vedfang for den forſamlede Thingalmue. Paa Thingpladſen ſelv opførtes Bøder eller Skuur af Træ, for at de Tilſtedeværende under Thingtiden kunde opholde ſig i dem. Thinget ſelv beſtemtes at ſkulle holdes ved Udgangen af den 9de Sommer-Uge[20], og vedvarede ſædvanligviis i 14 Dage. Her afgjordes deels Retstrætter, deels, hvad der var det vigtigſte, alt hvad der vedkom Landets fælles Styrelſe og Lovgivning. Den Autoritet, i hvis Hænder disſe vigtige Anliggender vare nedlagte, med andre Ord, Landets egentlige Regjering kaldtes Lagretten, og beſtod i Førſtningen, ſom det ſynes, alene af Goderne, af hvilke enhver medtog tvende Raadgivere; disſe Goder valgte ogſaa den ſaakaldte Lovſigemand (lögsögumaðr), der var Lagrettens Forſtander og forpligtet til at fremſige Loven paa Althinget, hvilket Arbejde han i det ſeneſte i tre Aar ſkulde have fuldført, for derefter at begynde paa ny igjen[21]. Dette var nødvendigt i den Tid, da man endnu ikke havde nogen ſkreven Lovbog. Lovſigemandens Embede var i Begyndelſen paa Livstid. Det var ham, ſom aabnede Althinget ved at lyſe Fred og almindelig Trygd. I Lagretten gjorde Stemmefleerhed Udſlaget, dog ſaaledes at naar Lovſigemanden var i Minoriteten, udfordredes paa den anden Side i det mindſte to Stemmer flere. Derhos maatte enhver Stemmegivende beedige ſin Mening, hvis ikke Minoriteten var under tolv.

Paa denne Maade fik Island en, hvorvel mangelagtig, dog efter Omſtændighederne nogenlunde taalelig Statsforfatning. Den tilvejebragte i alle Fald et viſt Sammenhold og en ikke ubetydelig Grad af Almeenaand i Landet, om den end ikke kunde udelukke megen Selvraadighed, ligeſom den heller ikke var beregnet paa at modarbejde, men ſnarere paa at vedligeholde det Ariſtokrati, ſom allerede ved ſelve Bebyggelſen blev det herſkende i Landet. Den egentlige Magt var hos Goderne, og denne Magt udøvede de ogſaa i fuldeſte Maal. At Ærgjerrighed, Herſkeſyge og Henſyn til egen Fordeel temmelig ofte maatte bringe Høvdingerne i blodig Strid med hinanden til Trods for Lovgivningens Beſtemmelſer til Overholdelſe af Landefreden, er under disſe Omſtændigheder ikke at undres over; man maa ſnarere finde det merkeligt, at Loven endda overholdtes og agtedes ſaa meget, ſom man af mange Exempler ſeer at den virkelig, og det endog i Hedendommens og Vikingevæſenets Tider, blev overholdt og agtet. Thi om end enkelte overmodige Mænd ſatte ſig ud over Lov og Ret, underkaſtede dog den ſtørre Fleerhed ſig villigen Lovens Bud, og ſædvanligviis maatte hine ogſaa i Længden bukke under for deres egen Selvraadighed. Det maa have været Overbeviisningen om Nødvendigheden af Strenghed i denne Henſeende, ſom har givet Anledning til, at Islands ældre Lovgivning i ſine Beſtemmelſer om perſonlige Fornærmelſer, hvorved iøvrigt et vidtløftigt Saktal opſtilledes, er langt mindre ſparſom med Fredløshedsſtraf, end nogen af de ældre norſke Lovgivninger, vi nu kjende. Der faſtſattes iſær to Slags Fredløshedsſtraffe, (sekt) den livsvarige (skógargangr), hvorved den Dømte naar og hvor ſom helſt kunde anholdes og dræbes, og derfor ſom ofteſt maatte ſøge Skjul i Skove og afſides Fjeldegne, hvis han ej kunde ſlippe bort fra Landet — hvilket var vanſkeligt nok, da det egentlig var forbudet at flytte ham bort — og den treaarige (fjörbaugsgarðr) der varede i tre Aar. Det er forøvrigt ikke her Stedet, nøjere at omhandle den islandſke Lovgivning og Samfundsorden, hvilket førſt i det Følgende vil kunne ſkee, hvor vi komme til at omtale Norges og Nordmændenes Rets- og Statsforfatning i dens Heelhed. Til dette Sted kunne vi derfor ogſaa henviſe, hvad den nærmere Fremſtilling af hine Lovbeſtemmelſer angaar.

Ulfljot var naturligviis at anſee ſom Landets førſte Lovſigemand; han beklædte dette Embede dog kun indtil 930, i hvilket Aar han vel er død, da han allerede var en Olding paa 66 Aar. Hans Eftermand var Rafn, en Søn af Landnamsmanden Ketil Høng. Han beklædte denne Værdighed i 20 Aar[22].

  1. Som chriſtne blandt Landnamsmændene opregner Landn. udtrykkeligt V. 15, de ovennævnte, tilligemed Jørund chriſtne. „Men“, tillægges der, „Chriſtendommen gik ikke langt ned i Ætterne, thi Sønnerne af de Chriſtne rejſte Hov eller blotede, og Landet var aldeles hedenſk næſten 100 Aar“.
  2. Landn. I. 15.
  3. Landn. I. 16.
  4. F. Ex. Halle godlaus, Landn. I. 11, og Berſe godlaus, Landn. II. 4.
  5. Kjalneſinga Saga, jvf. ovenfor S. 512.
  6. Kjalneſinga Saga, hvor der fortælles herom, er fabelagtig og neppe paalidelig; dog tales der om Templet ogſaa i en enkelt Haandſkrift af Landn. IV. 7.
  7. Landn. IV. 7.
  8. Landn. IV. 7, jvf. Islendingabok Cap. 5. Se ovenfor S. 152, 153.
  9. Det ſiges udtrykkeligt i Vatnsdøla Saga, Cap. 15: „da optoges ogſaa Lov og Landsret“ (nemlig i Vatnsdalen).
  10. Se ovenfor S. 445. Gardar var af ſvenſk Æt, men havde Jorder paa Sjæland; derfor kaldtes hans Søn „den danſke“. Men han maa have været boſat i Norge, ſiden Kong Harald brugte ham.
  11. Landn. IV. 4. 11.
  12. Islendingabok Cap. Landn. I. 9. IV. 7.
  13. Grettes Saga Cap. 11.
  14. Landn. IV. 7.
  15. Han var med at „ſætte“ Gulathingsloven under Kong Haakon den gode, ſe Snorre, Haakon den godes Saga Cap. 11.
  16. Landn. IV. 7, jvf. Islendingabok Cap. 2.
  17. Se ovenfor S. 408.
  18. Paa ſamme Maade fablede man ogſaa i Sydeuropa gjennem flere Aarhundreder om en Preſt Johan, der ſkulde beherſke det Indre af Aſien.
  19. Det er allerede ovenfor (S. 401 fgg.) i Anledning af Eidſivalagens foregivne Oprettelſe viiſt, at denne Foranſtaltning væſentligſt havde en politiſk Betydning, idet den ſammenknyttede flere Fylker til eet Rige. Paa ſamme Maade er ogſaa den ulfljotſke Lovgivning at forſtaa. Det var Statens Eenhed, ſom tilſigtedes, og derfor heder det ogſaa, at Landet fra Ulfljots Tid af havde een Lov, ligeſom ſenere, ſtrax for Chriſtendommens Indførelſe, de Chriſtne truede med at ſige ſig ud af Lov med Hedningerne, hvilket man ganſke rigtigt tog i den Betydning, at opſige Statsforbundet (Kriſtni Saga, Cap. 11).
  20. Altſaa omtrent ved St. Hansdags-Tid. Islendingabok Cap. 2, 3, 7.
  21. Man maa ikke forvexle Ordet lögsögumadr (Lovſigemand) med lögmadr (Lagmand) hvilket i disſe ældre Tider kun betegner „Lovkyndig“.
  22. Islendingabok, Cap. 3.