Det norske Folks Historie/1/75

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have allerede omtalt flere af Landnamsmændene, der paa Vesterhavs-Øerne havde antaget Christendommen, f. Ex. Ørlyg den gamle, Ketil fiflske, Aasolf Alskik, Aude den grundrige, og tildeels Helge magre. Alle Landnamsmænd, der vare indfødde Irer eller Sydrøinger, maa ligeledes antages at have været christne. Men med denne Christendom var det rigtignok forskjelligt bevendt, i det enkelte, som Ørlyg, vare ivrige i Christendommen, andre, som Helge magre, vare hvad man kaldte blandede i Troen. I det Hele taget holdt heller ikke Christendommen sig længe i Ætterne, thi sædvanligviis rejste allerede Sønnerne af de christne Landnamsmænd Hov eller Templer, og blotede, som det udtrykkeligt heder i Landnaama[1]. Helge Bjola skal have været christen, og dog maa der have været et Tempel paa hans Gaard, siden den kaldtes Hov. Dog gaves der enkelte Undtagelser; saaledes vedligeholdt Ketil Bresesøns Søn Jørund, kaldet den christne, i Jørundarbolt i Borgarfjorden, sin Tro til sin Dødsdag, og blev i sin Alderdom Eremit[2]. Ørlyg den gamle byggede en Kirke, og hans Efterkommere vedligeholdt Christendommen, skjønt de ikke bleve døbte; de troede, som det siges, paa St. Kolumba. Ketil fiflske byggede en Kirke paa Kirkebø; hans Efterkommere vedligeholdt rimeligviis ogsaa nogenledes deres Tro; det samme var vel Tilfældet med Aasolf Alskiks Efterkommere, siden hans Iver for Christendommen var saa stor, at der endog dannede sig Legender om Underverker ved hans Grav[3]. Nogle af Nybyggerne hørte til sin Tids Fritænkere, der troede paa deres egen Kraft og Styrke, og ej vilde blote, de kaldtes „gudløse“[4]: til dem synes ogsaa Hjørleif, Ingulfs Fostbroder, at have hørt. Men forresten vare Nybyggerne Hedninger, og der oprejstes mange Templer paa Øen. Paa flere Steder maa Templer og Kirker have staaet fredeligt ganske nær ved hinanden. Saaledes oprejste Helge Bjola’s Søn Thorgrim, uagtet hans Fader havde været christen, et Hov ved sin Gaard paa Kjalarnes, medens dog hans Frænde Ørlyg Hrappssøns Kirke stod ganske nær ved paa Esjuberg[5]. Dette Hov paa Kjalarnes skal, hvis man ellers kan fæste Lid til Beskrivelsen, have været meget stort og efter Omstændighederne prægtigt[6]. Flere Hov omtales udtrykkeligt, saaledes Thorolf Mostrarskeggs paa Hovstad, Ingemunds i Vatnsdalen, de tvende, der opførtes af Helge magres Sønner, Ketilbjørns Hov paa Mosfell, o. fl. Der skjelnes ogsaa mellem Hoved-Hovene, hvortil det hele Distrikts eller Hereds Indbyggere svarede Hov-Told, og de øvrige Hov, der kun synes at have været private[7]. Hvor mange slige Hov der oprejstes paa Island, lader sig nu ikke med Vished sige; der nævnes en heel Deel Gaarde ved Navn Hov eller Hovstad, og dette Navn maa de alle have faaet efter de paa dem oprejste Templer. Dog kjender man Antallet paa de egentlige Hoved-Hov, da hele den verdslige Jurisdiktion og Landets Inddeling rettede sig derefter. Goden ved et Hoved-Hov var nemlig tillige Heredsforstander, og hans Myndighed (Godord) var ligesom Hersens i Norge, ej alene af en religiøs, men ogsaa af en politisk og juridisk Charakteer[8]. Af saadanne Godord gaves der kort efter Landets fuldstændige Bebyggelse 39, og dette var altsaa Antallet, ej alene paa de fornemste Templer, men og paa de fornemste Høvdinger, hvis Thingmænd saaledes alle de øvrige vare.

Denne hierarchisk-aristokratiske Forfatning, den samme, der i Aarhundreder havde hersket i Norge, blev saaledes ogsaa den, der oprettedes paa Island, skjønt oprindeligen, efter hvad det lader til, enhver Høvding handlede paa egen Haand for sig og sine Undergivne, opførte sit Tempel, og indrettede sit Thing, uden nogen bestemt Tanke om at forene sig med de øvrige Høvdinger i eet fælles Statssamfund. Oprettelsen af de første Godord, paa hvilken hele den følgende Inddeling og politiske Forfatning hvilede, synes fra først af kun at have være Tilfældets Verk, eftersom en Nybygger havde Magt, Rigdom og Anseelse nok til at kunne optræde som gejstlig og verdslig Høvding. Man kan derfor ikke sige, at Island fra først af var en Republik eller et Statssamfund. Det var tvertimod en Samling af henved 40 indbyrdes uafhængige Smaahøvdingdømmer, hvis Høvdinger hver for sig havde ligesaa megen, om ikke mere, Magt end den, som Herserne, ja endog Smaakongerne, udøvede i Norge. Man blev, som det synes, i hvert Hered enig om at optage visse Lovbestemmelser, sandsynligviis dem, man allerede i Hjemmet havde haft[9], og saaledes hjalp man sig, indtil de Konflikter, der nødvendigviis maatte opstaa deraf, at der ingen Eenhed herskede i Lovgivningen, gjorde Nødvendigheden af en ordnet Rets- og Statsforfatning indlysende.

Denne Nødvendighed synes man dog ej at have følt, førend efter at Kong Harald havde gjort et Forsøg paa ogsaa at underkaste sig Island. Hertil benyttede han Une den danske, en Søn af hiin Gardar Svavarssøn[10], der nævnes som en af Øens første Opdagere. Une, der og kaldes „den ubaarne“, og saaledes vel maa være fød efter Faderens Død, drog, som der fortælles, efter Aftale med Kong Harald til Island, i den Hensigt at lægge Landet under sig: naar det var skeet, havde Kongen lovet at gjøre ham til sin Jarl. Han tog et Stykke Land i Besiddelse i Nærheden af Lagarfljot paa Østkanten, men da de, som allerede havde bosat sig der, fik hans Hensigt at vide, bleve de forbittrede, og vilde hverken sælge ham Kvæg eller Fødemidler, saa at han maatte flytte derfra. Han gjorde et lignende forgjæves Forsøg paa at bosætte sig ved Alftefjorden, og tyede endelig til Leidulf Kappe (Kæmpe), der boede i Skøgehverve paa Sydøstkanten af Landet. Denne tog imod ham med elleve af hans Mænd, og beholdt dem hos sig en heel Vinter. For denne Gjestfrihed lønnede Une Leidulf ved at forføre hans Datter, og derpaa om Vaaren snige sig bort. Men Leidulf satte efter ham, indhentede ham, og tvang ham efter en Kamp til at vende tilbage igjen for at egte hans Datter. Det varede ikke længe, førend Une paa ny flygtede bort; Leidulf satte atter efter ham og indhentede ham, men var nu saa vred, at han dræbte baade Une og alle hans Mænd. Flere Forsøg synes Kong Harald ej at have gjort, men det er rimeligviis ved denne Tid, at han udstedte det forhen omtalte Forbud mod Udvandringer til Island[11].

Den første mere omfattende Thingforening paa Island var den, som oprettedes af Ingulfs Søn Thorstein. Det fælles Hovedthing for denne Forening var paa det for omtalte Kjalarnes. Det holdtes, som Are Frode siger, af Thorstein Ingulfssøn og de Høvdinger, som sluttede sig dertil[12]. Det var saaledes ikke alle; imidlertid kan det ej have været saa faa, siden det ved en Lejlighed udtrykkeligt omtales, at de egdske Høvdinger fra den østre Deel af Sønderlandet, ja endog Anund Træfod fra Nordvestkanten, søgte derhen for at saa en Drabssag bilagt[13]. Men endelig enedes man om at faa en ordentlig Thingforening istand for det hele Land, og Udførelsen af dette Verk overdroges til den lovkyndige Nordmand Ulfljot, der havde kjøbt Thord Skegges, Ørlyg Hrappssøns Broders, Land paa Østkysten, da han flyttede vester til Leiruvaag[14]. Ulfljot var en Dattersøn af Hørda-Kaare, og, tillægges der, en Systersøn af Thorleif spake den yngre, en af Norges første Lovkyndige ved Slutningen af Kong Haralds Regjeringstid[15]. Ulfljot var allerede 60 Aar gammel, men begav sig dog over til Norge til sin Morbroder Thorleif, for at benytte hans kyndige Vejledning, og opholdt sig hos ham i tre Aar. „Der satte“, heder det, „Ulfljot og Thorleif den Lov, som siden blev kaldet Ulfljotslov“, og som „fornemmelig rettede sig efter Gulathingsloven, saadan som den paa den Tid var, idet Thorleif gav sine Raad om hvad der var at tage fra eller lægge til“[16]. Da Størstedelen af Landnamsmændene, som ovenfor viist, vare fra Gulathings-Foreningen i Norge, og de Lovbestemmelser, som i de fleste Hereder paa Island vare vedtagne, følgelig maa have været Gulathingslovens, var det ogsaa i og for sig i sin Orden, at Islands nye Fælleslovgivning fornemmelig kom til at rette sig efter denne, og af denne Grund vilde det vel endog være blevet Ulfljot paalagt, især at holde sig til Gulathingsloven, om han end ikke selv havde været en Gulathingsmand og beslægtet med Gulathingsforeningens første Lovkyndige. Det bliver vel derfor altid et stort Spørgsmaal, hvorvidt Thorleif, forsaavidt han kan antages at have været til, virkelig har haft den Indflydelse paa Islands Lovgivning, som disse gamle Beretninger foregive. Det er umiskjendeligt, og vi have allerede tildeels seet Exempler paa, at Sagnet tillagde en Thorleif spake den fornemste Deel af Norges Lovgivning strax før eller efter Rigets Samling[17]. Dette Navn synes næsten at være blevet ligesaa staaende i Egenskab af den ældste Rets-Autoritet, som Navnet Mattull for Finnernes foregivne Konge, og lignende, i flere Generationer tilbagevendende Navne, der alle mere tilhøre Sagnet, end Historien[18]. At Sagnet paa Island ogsaa kan have sat dette Navn i Forbindelse med Øens ældste Lovgivning, uden at Thorleif engang, naar Alt kommer til Alt, har været nogen virkelig historisk Personlighed er heel sandsynligt. Men Ulfljot kan for den Sags Skyld meget gjerne have været over i Norge for at studere Gulathingsloven nøjere i dens egentlige Hjem. Naar det ellers heder, at han „havde Loven ud med sig fra Norge“, maa man ikke tænke paa nogen vidtløftig skreven Lov, eller paa den Masse af særskilte Bestemmelser, der danne den merkelige, under Navnet Graagaas bekjendte old-islandske Lovbog, som endnu er opbevaret. Den ulfljotske Lov har sikkert med Hensyn til Privatlovgivningen kun indskrænket sig til de allertarveligste Bestemmelser, der med Lethed kunde erindres, og dens Hovedgjenstand har vistnok været de politisk-administrative Foranstaltninger[19], der ved hans Tilbagekomst sattes i Verk, og som først sammenknyttede Islændingerne til et eneste Folk. Dette forklarer, hvorfor man ikke sporer større Lighed mellem Gulathingslovens og Graagaasens Bestemmelser i den Form, hvori vi nu kjende dem. Alt hvad der vedkom Øens særegne Statsforfatning eller var en ligefrem Følge deraf, f. Ex. Størstedelen af det Processuelle, kunde naturligviis ikke være laant fra den norske Lovgivning; de øvrige, fra denne virkeligt laante, Bestemmelser maatte i Tidens Løb saaledes lempe sig efter Islands særegne Forhold, og forsynes med saa mange Tillæg, medens den norske Lovgivning vel heller ikke var stillestaaende, at Grundligheden mellem dem begge efterhaanden maatte blive mindre kjendelig, og omsider næsten ganske forsvinde.

Da Ulfljot var kommen tilbage til Island, udsendtes hans Fostbroder, Grim Geitsko, for at undersøge Landet og finde det bekvemmeste Sted til at holde det fælles Thing; han fik dertil en Penning af hver Mand i Landet, men skjenkede dog disse Penge siden til Hovene. Derpaa blev Althinget eller Allsherjarthinget sat, og siden den Tid, heder det, havde alle Folk een og samme Lov paa Island (927). Til Althingsplads udvalgtes et Sted ved Øxar-Aaen nær ved dens Udløb i Thinghold-Vandet paa Sønderlandet. En Mand i Nærheden var bleven fredløs, og hans Ejendom inddragen som tilhørende det hele Folk; den udlagdes nu som Alminding til Hestehavn, og den derpaa staaende Skov til nødvendigt Vedfang for den forsamlede Thingalmue. Paa Thingpladsen selv opførtes Bøder eller Skuur af Træ, for at de Tilstedeværende under Thingtiden kunde opholde sig i dem. Thinget selv bestemtes at skulle holdes ved Udgangen af den 9de Sommer-Uge[20], og vedvarede sædvanligviis i 14 Dage. Her afgjordes deels Retstrætter, deels, hvad der var det vigtigste, alt hvad der vedkom Landets fælles Styrelse og Lovgivning. Den Autoritet, i hvis Hænder disse vigtige Anliggender vare nedlagte, med andre Ord, Landets egentlige Regjering kaldtes Lagretten, og bestod i Førstningen, som det synes, alene af Goderne, af hvilke enhver medtog tvende Raadgivere; disse Goder valgte ogsaa den saakaldte Lovsigemand (lögsögumaðr), der var Lagrettens Forstander og forpligtet til at fremsige Loven paa Althinget, hvilket Arbejde han i det seneste i tre Aar skulde have fuldført, for derefter at begynde paa ny igjen[21]. Dette var nødvendigt i den Tid, da man endnu ikke havde nogen skreven Lovbog. Lovsigemandens Embede var i Begyndelsen paa Livstid. Det var ham, som aabnede Althinget ved at lyse Fred og almindelig Trygd. I Lagretten gjorde Stemmefleerhed Udslaget, dog saaledes at naar Lovsigemanden var i Minoriteten, udfordredes paa den anden Side i det mindste to Stemmer flere. Derhos maatte enhver Stemmegivende beedige sin Mening, hvis ikke Minoriteten var under tolv.

Paa denne Maade fik Island en, hvorvel mangelagtig, dog efter Omstændighederne nogenlunde taalelig Statsforfatning. Den tilvejebragte i alle Fald et vist Sammenhold og en ikke ubetydelig Grad af Almeenaand i Landet, om den end ikke kunde udelukke megen Selvraadighed, ligesom den heller ikke var beregnet paa at modarbejde, men snarere paa at vedligeholde det Aristokrati, som allerede ved selve Bebyggelsen blev det herskende i Landet. Den egentlige Magt var hos Goderne, og denne Magt udøvede de ogsaa i fuldeste Maal. At Ærgjerrighed, Herskesyge og Hensyn til egen Fordeel temmelig ofte maatte bringe Høvdingerne i blodig Strid med hinanden til Trods for Lovgivningens Bestemmelser til Overholdelse af Landefreden, er under disse Omstændigheder ikke at undres over; man maa snarere finde det merkeligt, at Loven endda overholdtes og agtedes saa meget, som man af mange Exempler seer at den virkelig, og det endog i Hedendommens og Vikingevæsenets Tider, blev overholdt og agtet. Thi om end enkelte overmodige Mænd satte sig ud over Lov og Ret, underkastede dog den større Fleerhed sig villigen Lovens Bud, og sædvanligviis maatte hine ogsaa i Længden bukke under for deres egen Selvraadighed. Det maa have været Overbeviisningen om Nødvendigheden af Strenghed i denne Henseende, som har givet Anledning til, at Islands ældre Lovgivning i sine Bestemmelser om personlige Fornærmelser, hvorved iøvrigt et vidtløftigt Saktal opstilledes, er langt mindre sparsom med Fredløshedsstraf, end nogen af de ældre norske Lovgivninger, vi nu kjende. Der fastsattes især to Slags Fredløshedsstraffe, (sekt) den livsvarige (skógargangr), hvorved den Dømte naar og hvor som helst kunde anholdes og dræbes, og derfor som oftest maatte søge Skjul i Skove og afsides Fjeldegne, hvis han ej kunde slippe bort fra Landet – hvilket var vanskeligt nok, da det egentlig var forbudet at flytte ham bort – og den treaarige (fjörbaugsgarðr) der varede i tre Aar. Det er forøvrigt ikke her Stedet, nøjere at omhandle den islandske Lovgivning og Samfundsorden, hvilket først i det Følgende vil kunne skee, hvor vi komme til at omtale Norges og Nordmændenes Rets- og Statsforfatning i dens Heelhed. Til dette Sted kunne vi derfor ogsaa henvise, hvad den nærmere Fremstilling af hine Lovbestemmelser angaar.

Ulfljot var naturligviis at ansee som Landets første Lovsigemand; han beklædte dette Embede dog kun indtil 930, i hvilket Aar han vel er død, da han allerede var en Olding paa 66 Aar. Hans Eftermand var Rafn, en Søn af Landnamsmanden Ketil Høng. Han beklædte denne Værdighed i 20 Aar[22].

  1. Som christne blandt Landnamsmændene opregner Landn. udtrykkeligt V. 15, de ovennævnte, tilligemed Jørund christne. „Men“, tillægges der, „Christendommen gik ikke langt ned i Ætterne, thi Sønnerne af de Christne rejste Hov eller blotede, og Landet var aldeles hedensk næsten 100 Aar“.
  2. Landn. I. 15.
  3. Landn. I. 16.
  4. F. Ex. Halle godlaus, Landn. I. 11, og Berse godlaus, Landn. II. 4.
  5. Kjalnesinga Saga, jvf. ovenfor S. 512.
  6. Kjalnesinga Saga, hvor der fortælles herom, er fabelagtig og neppe paalidelig; dog tales der om Templet ogsaa i en enkelt Haandskrift af Landn. IV. 7.
  7. Landn. IV. 7.
  8. Landn. IV. 7, jvf. Islendingabok Cap. 5. Se ovenfor S. 152, 153.
  9. Det siges udtrykkeligt i Vatnsdøla Saga, Cap. 15: „da optoges ogsaa Lov og Landsret“ (nemlig i Vatnsdalen).
  10. Se ovenfor S. 445. Gardar var af svensk Æt, men havde Jorder paa Sjæland; derfor kaldtes hans Søn „den danske“. Men han maa have været bosat i Norge, siden Kong Harald brugte ham.
  11. Landn. IV. 4. 11.
  12. Islendingabok Cap. Landn. I. 9. IV. 7.
  13. Grettes Saga Cap. 11.
  14. Landn. IV. 7.
  15. Han var med at „sætte“ Gulathingsloven under Kong Haakon den gode, se Snorre, Haakon den godes Saga Cap. 11.
  16. Landn. IV. 7, jvf. Islendingabok Cap. 2.
  17. Se ovenfor S. 408.
  18. Paa samme Maade fablede man ogsaa i Sydeuropa gjennem flere Aarhundreder om en Prest Johan, der skulde beherske det Indre af Asien.
  19. Det er allerede ovenfor (S. 401 fgg.) i Anledning af Eidsivalagens foregivne Oprettelse viist, at denne Foranstaltning væsentligst havde en politisk Betydning, idet den sammenknyttede flere Fylker til eet Rige. Paa samme Maade er ogsaa den ulfljotske Lovgivning at forstaa. Det var Statens Eenhed, som tilsigtedes, og derfor heder det ogsaa, at Landet fra Ulfljots Tid af havde een Lov, ligesom senere, strax for Christendommens Indførelse, de Christne truede med at sige sig ud af Lov med Hedningerne, hvilket man ganske rigtigt tog i den Betydning, at opsige Statsforbundet (Kristni Saga, Cap. 11).
  20. Altsaa omtrent ved St. Hansdags-Tid. Islendingabok Cap. 2, 3, 7.
  21. Man maa ikke forvexle Ordet lögsögumadr (Lovsigemand) med lögmadr (Lagmand) hvilket i disse ældre Tider kun betegner „Lovkyndig“.
  22. Islendingabok, Cap. 3.