Det norske Folks Historie/1/74

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det laa i Sagens Natur, at de Nybyggere, der tidligſt kom til Island, ogſaa havde det frieſte Valg med Henſyn til Stedet, hvor de nedſatte ſig, og Udſtrækningen af de Stykker Land, de toge i Beſiddelſe. De førſte Nybyggere ſynes og at have benyttet ſig ſaa godt ſom de kunde af dette frie Valg, thi det varede ikke meget længe, førend Søkyſterne og de bedſte, nærmeſt Søen liggende Dalfører vare fordeelte imellem enkelte ſtore Grundejere, ſom viſtnok ſenere tillode andre at nedſætte ſig i deres Diſtrikter, men i de fleſte Tilfælde ſikkert ikke uden mod at erkjende dem ſelv ſom Høvdinger, og ſig ſom deres Thingmænd. Da Søkyſten og de nedre Dale vare optagne, opſøgtes de fra Søen fjernere, indre Dalſtrøg; men da disſe ikke naaede langt, efterſom hele det indre Island er en uoverſeelig Steenørken, opſtod der ſnart Mangel paa ubeſat Land. Derover opſtod der Klage, og, merkeligt nok, Afgjørelſen deraf blev overladt Harald Haarfagre: en Omſtændighed, hvoraf det ſkulde ſynes, ſom om hans Herredømme eller fyrſtelige Værdighed endnu efter Udvandringen vedblev at erkjendes af Nordmændene. Han beſtemte, at ingen ſkulde tage mere Land, end hans Skibsfolk kunde fare om med Ild paa een Dag. Dette ſkulde ſkee paa den Maade, at man ſkulde gjøre op en Ild, naar Solen ſtod op; derpaa en anden, ikke længer borte, end man kunde ſee den førſte, og ſaaledes videre, indtil Solens Nedgang[1]. Med Henſyn til Kvinder vedtoges det, at de ej ſkulde kunne tilegne ſig ſtørre Strækning, end de paa en Vaardag mellem Solopgang og Soleglad kunde lede en to Aars Kvige eller et halvvoxent Nød. Man kan ſaaledes med Henſyn til Islands Bebyggelſe ſkjelne mellem to Hovedperioder; den førſte, i hvilken Landet fordeeltes mellem de førſt ankomne Nybyggere i ſtore Diſtrikter, og den anden, i hvilken Nybyggerne deels maatte nøje ſig med mindre Stykker, deels ſøge til de indre Egne, deels nedſætte ſig paa allerede taget Land, deels ogſaa kjøbe ſig Ejendomme. Den førſte Periode tilhører ſom det ſynes, de førſte ti eller højſt tyve Aar efter Hafrsfjordsſlaget (872—892); den anden den øvrige Deel af Haralds Regjeringstid og de nærmeſte Aar efter hans Død; man regner nemlig, at Øens fuldſtændige Bebyggelſe medtog 60 Aar[2].

En af de Nybyggere, der allerførſt boſatte ſig paa Island efter Ingulf, og ſom tilegnede ſig et af de videſte Diſtrikter, var Skallagrim. Det er allerede omtalt, hvorledes han i Aaret 878, efter ſit uheldige Beſøg hos Kongen, beſluttede at drage til Island med ſin gamle Fader Kjeldulf, ſin hele Familie, ſine Undergivne og mange af ſine Venner; hvorledes han paa Vejen fandt Lejlighed til at overfalde og dræbe Sigtrygg og Hallvard tilligemed Hertug Guthorms Sønner, og hvorledes Kveldulf døde efter de uvante Anſtrengelſer, han under denne Kamp havde gjort. Kveldulfs Lig blev efter hans eget, paa Dødslejet yttrede Ønſke, lagt i en Kiſte og kaſtet overbord. Over det Skib, han havde ført, tog hans og Skallagrims Ven Grim Thuresſøn[3], Beſtyrelſen; han var rig og en ſtorættet Mand fra Haalogaland, der formedelſt ſit Venſkab med Kveldulfs Familie havde udſat ſig for Kongens Vrede. Begge Skibe ſtyrede forbi Reykjanes ind i Faxefjords-Aabningen til den ſenere ſaakaldte Borgarfjord, i hvilken de fandt Kveldulfs Kiſte dreven i Land ikke langt fra Mundingen af Guf-Aaen; her opſlog Skallagrim ſin Bolig og byggede Gaarden Borg, efter hvilken Borgarfjorden har faaet Navn; han tilegnede ſig den hele Kyſtegn fra Havnefjord paa Øſtſiden af Borgarfjorden, ikke langt fra den nordligſte Grændſe for Ingulfs Landnam, til Borgarhraun ved Kaldaaen paa Nordſiden af Faxefjorden, og kaldte dette Diſtrikt efter dets Beſkaffenhed Myre, hvilket det endnu kaldes og udgjør et heelt Hered. Her uddeelte han Land til ſine Ledſagere og ſenere ankomne Udvandrere, der vandt hans Yndeſt, og lod dem nedſætte ſig paa forſkjellige Steder. Selv forbeholdt han ſig, foruden Borg, to andre Gaarde, paa Alftanes, for Fiſkeriets, Sælværenes og Eggværenes Skyld, og veſter ved Akrar, fordi der kom meget Drivtømmer, ſom da fandtes i ſaa ſtor Mængde, at man kunde bygge Huſe og Skibe deraf[4].

Aaret førend Skallagrim ankom, var og hans Broder Thorolfs Ven og Hevner Ketil Høng ankommen til Island, og havde taget et betydeligt Stykke Land i Beſiddelſe, nemlig den hele Strækning mellem den ſtore ſydveſtligt i Landet udrindende Thjorsaa, og den øſtenfor, under Eyjafjeldsjøklen i mange Strømme flydende Markarfljot. Her boſatte han ſig nær ved Trehyrningsaaſen paa Gaarden Hof, hvor han altſaa maa have opført et Tempel, og uddeelte forøvrigt Diſtrikter mellem ſine Venner og Frænder[5]. En af disſe var hans Foſtbroder Baug, der ſenere kom til Island og boſatte ſig med Høngs Samtykke i den ſaakaldte Fljots-Lid, paa Gaarden Lidarende[6]. Endeel Aar ſenere kom ogſaa en anſeet Haalogalænding, ved Navn Sighvat den røde, der havde egtet Rannveig, en Datter af Thorolf Kveldulfsſøns Enke Sigrid i hendes Egteſkab med Eyvind Lambe[7]; ham anviſte Høng Bolig veſtenfor Markarfljot. Øſtenfor denne, ved Foden af Eyjafjeldsjøklen, nedſatte den mægtige Thrønder Rafn Valgardsſøn ſig. Han nedſtammede i lige Linje fra Harald Hildetand. Hans Søn Jørund opbyggede et ſtort Tempel; fra ham nedſtammede en af de mægtigſte Ætter paa Island, de ſaakaldte Oddaverjer, til hvilke den berømte Sæmund Frode hørte.

Paa den Maade var ſaa godt ſom den hele Kyſt mellem Eyjafjeldsjøklen og Borgarhraun beſat; til Markarfljot af Rafn Valgardsſøn, mellem Markarfljot og Thjorsaa af Høng; mellem Ølvusaa og Hvalsfjorden af Ingulf, og mellem Havnefjeld, Borgarfjorden og Borgarhraun af Skallagrim. Kun de indre Dele vare der endnu ubeſatte, og nogle faa Strøg ved Kyſten, nemlig den ſaakaldte Flo, mellem Thjorsaa og Ølvus-Aa, og Stykket mellem Hvalfjord og Havnefjeld, hvor forſkjellige mindre Koloniſter nedſatte ſig, af hvilke de fornemſte ſynes at have været to Brødre, Finn og Orm Haldorsſønner, fra Stavanger-Egnen[8]. Nordſiden af Faxefjorden ſynes ogſaa at være bleven ſildigere beſat, og udſtykket i mindre Dele. Men til Breidefjorden, paa den anden Side af Snefjeldsnes-Halvøen, kom der tidligt mægtige Nybyggere, ſom toge ſtore Landſtrækninger i Beſiddelſe. Blandt disſe var Ketil Flatnefs Søn, Bjørn. Vi have ſeet, hvorledes Ketil drog over til Syderøerne, og hvorledes hans Æt her erhvervede ſtor Magt, indtil, ſom det ſynes, Haralds Vælde fordrev dem fra Øerne, og Skoternes Opſtand fra Faſtlandet. Man havde foreſlaaet Ketil, fortælles der, at flytte over til Island, men han ſagde: „til det Fiſkeſtade kommer jeg ikke i min Alderdom“, og forblev i Skotland, hvor han maa være død endnu for Skoternes Opſtand. Hans Sønner derimod droge afſted for at nedſætte ſig paa den nys opdagede Ø. Helge Bjola kom førſt og boſatte ſig, ſom nys anført, paa Kjalarnes. Bjørn var, da Ketil drog til Suderøerne, bleven tilbage hos ſin Foſterfader, Jarlen Kjallak i Jamteland. Da Kjallak kort efter døde, egtede han hans Datter, og begav ſig til Sogn, hvor han fandt ſin Faders Ejendomme i Hænderne paa kongelige Aarmænd eller Gaardsfogder. Harald havde nemlig tilegnet ſig dem, da Ketil havde opkaſtet ſig til uafhængig Høvding over Syderøerne Bjørn drev Aarmændene bort, og tog Ejendommene i Beſiddelſe ſom ſin Odel. Ved Efterretningen derom ſkyndte Harald ſig fra Viken, hvor han juſt opholdt ſig, til Throndhjem, ſtevnede her 8 Fylkers Thing, og lyſte Bjørn utlæg over hele Norge. Han ſendte derpaa en af ſine Mænd, ved Navn Hauk Haabrok, tilligemed nogle andre Kæmper, for at dræbe ham. Men da Hauk kom ſøndenfor Stad, fik Bjørns Venner det at vide, og advarede denne, der i Haſt ſejlede bort paa en Skude, han havde, med ſin Familie og ſit Gods. Han vovede dog ikke at ſeile ud til Havs, efterſom Vinteren nærmede ſig, men lagde ind til Øen Moſter paa Søndhordeland, hvor han fandt en venlig Modtagelſe hos den mægtige Høvding Rolf, eller, ſom han almindeligviis kaldtes, Thorolf Moſtrarſkegg, Søn af Arnulf Fiſkreke; han var nemlig Forſtander for et Thors-Hov, der ſtod paa Øen, og var Guden Thor meget hengiven. Bjørn opholdt ſig der hemmeligt den halve Vinter, og fik om Vaaren af Thorolf et godt og vel udruſtet Langſkib, paa hvilket han ſejlede veſter til ſine Frænder, ledſaget af Thorolfs Søn Hallſtein. Men da han erfarede at alle hans Søſkende havde antaget Chriſtendommen, kunde han, der ivrigt holdt ved den gamle Tro, ikke trives iblandt dem, men ſejlede til Island, hvor han tog Land i Beſiddelſe paa Nordſiden af den Halvø, der adſkiller Breidefjorden fra Faxefjorden og ender med den høje Snefjeldsjøkel. Hans Hovedgaard, hvor han levede med megen Pragt, fik efter ham Navnet Bjarnarhavn (Bjørnshavn). Fra ham nedſtammede mange berømte Mænd, hvoriblandt den norſke Erkebiſkop Eyſtein. Bjørns Forjagelſe fra Norge er ſandſynligviis ſamtidig med Thorolf Kveldulfsſøns Død (877), thi juſt i dette Aar drog Harald fra Viken til Throndhjem. Bjørn opholdt ſig Vinteren over hos Thorolf, og de to følgende Vintre paa Syderøerne; han kom ſaaledes til Island omtrent ved 880[9].

Paa den Tid var hans gjeſtfrie Beſkytter Thorolf Moſtrarſkegg ligeledes kommen til Island. Kong Harald Haarfagre, misnøjet med, at han havde taget ſig af Bjørn, ſendte ſtrax Bud til ham, at han enten ſkulde komme og overlade Kongen at dømme ham efter Godtbefindende, eller fare utlæg, ſom Bjørn. Dette ſkal have fundet Sted ti Aar efterat Ingulf drog hen at bebygge Island: ſandſynligviis maa man her regne fra Ingulfs førſte Rejſe. Thorolf anſtillede et ſtort Blot, og gik til Frett hos Thor, hvilket af begge de opſtillede Vilkaar han ſkulde vælge. Fretten, ſiges der, viſte ham til Island; han udruſtede et ſtort Havſkib, og indſkibede ſig med ſin Familie, mange af ſine Venner og meget Gods. Templet red han ned, og medtog delt ſtørſte Deel af Tømmeret, ſaavelſom noget af Mulden under den Stalle eller Forhøjning, hvor Thorsbilledet havde ſtaaet. Han fik god Bør; da han kom udenfor Reykjanes, kaſtede han ſine Andvegesſuler, paa den ene af hvilke et Billede af Thor var udſkaaret. Vinden førte nu Skibet forbi Snefjeldsnes og indad Breidefjorden, hvilket Navn Thorolf ſkal have givet den. Han landede paa Sydſiden, temmelig langt inde i en Vaag, der ſenere kaldes Hofsvaag. Paa et Nes lidt nordenfor Vaagen fandt han Thorsbilledet drevet i Land; dette Nes kaldte han Thorsnes, og beſluttede at boſætte ſig der. Han tilegnede ſig ved Ild den hele Kyſtſtrækning fra Stavaa til Thorsaa, byggede ſin Gaard, Hofsſtad, ved Hofsvaag, og rejſte her et prægtigt Tempel, hvortil han ſandſynligviis brugte Tømmeret af det nedrevne Tempel i Norge, og under hvis fornemſte Stalle han vel ogſaa har lagt den medbragte Muld fra Grunden under det forrige Tempel. Til dette Tempel bød han alle ſine Heredsmænd at betale Told, hvorimod han ſom Gode paatog ſig at vedligeholde det og beſtride Omkoſtningerne ved Offergilderne. Paa Tangen af Nesſet indrettede han Thingſted for Heredet, hvor alle Domme holdtes. Stedet var ſaa helligt, at intet Blod maatte udgydes der i Vrede, og Ingen maatte beſudle det ved legemlige Udtømmelſer: dertil beſtemtes et Skjær i Nærheden, ſom fik Navn derefter. Paa Nesſet ſtod et Fjeld; dette anſaa Thorolf iſær for helligt, og kaldte det derfor Helgafell; did maatte Ingen vende Blikket, uden at have vaſket ſig; hverken Fæ eller Folk maatte dræbes der; han troede, at han og hans Frænder efter Døden ſkulde komme derhen[10]. Thorolf traadte ſaaledes ſtrax ved ſin Ankomſt op ſom en mægtig Høvding. Det var efter hans Raad, at Bjørn Ketilsſøn nedſatte ſig i Nærheden; Stavaaen ſkilte mellem begges Beſiddelſer. Thorolfs Søn Hallſtein, der var kommen med Bjørn, fandt det under ſin Værdighed at modtage Land af ſin Fader; han drog over til den nordlige Side af Fjorden, hvor han boſatte ſig ved Thorſkefjorden, og blev en mægtig Høvding. Han blotede til Thor, for at han ſkulde ſende ham Andvegesſuler. Da, fortælles der, drev et Stykke Drivtømmer ind, 63 Alen langt og 2 Favne tykt, deraf blev der gjort Andvegesſuler ej alene paa Hallſteins Gaard Hallſteinsnes, men næſten paa hver eneſte Gaard ved Fjordene i Nærheden[11].

Da Ketil Flatnefs Datter Aude havde miſtet ſin Mand Thorſtein røde ved Skoternes Opſtand, drog hun, ſom allerede er fortalt, over til Orknøerne med alle ſine Sønnebørn og mange andre af hendes Mands Ledſagere og Tilhængere. Paa Orknøerne opholdt hun ſig, ſom det ſynes, en Tidlang, og bortgiftede her ſin Sønnedatter Grøn til Dungad, den ſkotſke Jarl eller Maormor paa Katanes; der maa altſaa være ſluttet et Forlig mellem Nordmændene og Skoterne. Det var rimeligviis under ſit Ophold her, at hun kjøbte den fangne irſke Kongedatter af Sigurd Jarls Huſtru, for at hun ſkulde gaa hendes Svigerdatter Thurid til Haande, naar hun ſkulde føde; og ſandſynligviis fødte hun her Olaf, den yngſte af Thorſteins Børn, og ſom opfoſtredes af Aude. Denne drog førſt til Færøerne, hvor hun ligeledes opholdt ſig en Stund og bortgiftede Thorſteins Datter Aaluf, fra hvilken den fornemſte Æt paa Færøerne, de ſaakaldte Gøteſkegger, nedſtammede. Endelig ſejlede hun til Island med hele ſit talrige Følge. Hendes egentlige Raadgiver var Herſen Koll eller Dala-Koll; blandt hendes Frigivne nævnes Erp, en Søn af hiin irſke Kongedatter og den ſkotſke Jarl Mældun; hun havde efter Løfte givet baade ham og hans Moder deres Frihed. Aude led Skibbrud ved Vikarſkeid nær ved Ølvus-Aaens Munding, da hun kom til Island; hun begav ſig over til ſin Broder Helge paa Kjalarnes, for at opholde ſig hos ham, og han indbød hende til ſig med Halvdelen af hendes Folk. Dette fandt hun ſmaaligt, og vilde ikke modtage Indbydelſen, men drog til Bjørn, der kjendte hendes ſtolte Sindelag bedre, gik hende imøde med ſine Huuskarle, og indbød hende til ſig med hele hendes Følge. Denne Indbydelſe modtog hun, og forblev der om Vinteren. Vaaren efter tog hun Land i Beſiddelſe rundt om den ſaakaldte Hvammsfjord, og uddeelte Stykker deraf til ſine Ledſagere. Af disſe fik Koll den ſaakaldte Laxaadal, efter hvilken hans Ætlinger kaldtes Laxdølerne; han blev gift med en af Thorſtein rødes Døttre, og hans Efterkommere bleve anſeede Mænd. Selv opſlog Aude ſin Bolig paa Hvamm, inderſt ved Hvammsfjorden, og boede her med ſin Sønneſøn Olaf Feilan til ſin Død. Herfra bortgiftede hun de øvrige af Thorſtein rødes Døttre, af hvilke en ved Navn Oſk egtede Hallſtein Thorolfsſøn, Thorſkefjord-Goden. Aude var chriſten. Hun lod derfor rejſe Kors paa nogle Høje, der kaldtes Korsholene, for ved dem at forrette ſin Andagt. I de følgende Generationer, da Chriſtendommen glemtes, bleve disſe „Korsholer“ Gjenſtand for Overtro og Tilbedelſe. Aude var en ſtolt og kraftig Kvinde, høj af Væxt og før. Da Olaf Feilan var bleven voxen og ſkulde gifte ſig, gjorde hun et prægtigt Bryllupsgilde paa Hvamm, hvortil alle deres talrige Frænder vare indbudne. Hun var da ſaa gammel, at hun kun plejede at tilbringe nogle faa Timer midt paa Dagen paaklædt, og i denne Tid give de nødvendige Befalinger. Paa den førſte Gildesdag, da Gjeſterne kom, var hun dog tilſtede for at modtage dem, og takkede dem fordi de vare komne langvejsfra for at gjøre hendes Huus Ære. Da alle vare ſkikkede til Sæde, erklærede hun højtideligt, at hun ſkjenkede Gaarden med hele dens Tilbehør til ſin Sønneſøn Olaf. Hun bad Gjeſterne at fornøje ſig, ſom de bedſt kunde, og gik derpaa med faſte Skridt og rank Holdning under alle de Tilſtedeværendes Beundring ud af Salen til ſit Sovekammer. Næſte Dag, da Olaf vilde ſee til hende, fandt han hende ſiddende død oppe ved hendes Leje. Han fortalte det til de forſamlede Gjeſter, ſom med Rette beundrede det ſtolte Væſen, hun lige til ſin Død havde formaaet at iagttage; nu blev hendes Arveøl og Olafs Bryllup højtideligholdt under eet. Den ſidſte Gildesdag blev hun efter ſit forhen yttrede Ønſke begraven ude paa Stranden, hvor den ved Flodtid overſkylledes af Vandet, fordi hun, ſom chriſten, ej vilde ligge i uindviet Jord[12]. Olaf Feilan blev en mægtig Høvding; hans Søn Thord Gelle blev vel endog den mægtigſte i hele Breidefjorden og Stamfader til en ſaare anſeet Æt, hvortil blandt andre Are Frode hørte. Hendes Død og Olafs Giftermaal ſynes at have fundet Sted omkring 900.

Strax veſtenfor Audes Landnam, paa den ſaakaldte Medalfellsſtrand, nedſatte Kjallak den gamle ſig, en Svoger af Bjørn Ketilsſon, og en Sønneſøn af hans Foſterfader, Jarlen Kjallak[13]. Fra ham nedſtammede de ſtridbare Kjalleklinger. Ved Siden af Kjallaks Diſtrikt, paa den ſaakaldte Skardsſtrand, tog den oftere omtalte Søkonge fra Hørdaland, Geirmund Heljarſkind, Hjørs Søn, en betydelig Strækning i Beſiddelſe. Han anſaaes, ſiges det, ſom den fornemſte af alle de Vikinger, der paa Hafrsfjordſlagets Tid opholdt ſig i Veſterviking. Han ſkal, ſom allerede ovenfor berettet, have været med i det Forbund, ſom Kjøtve, Thore Haklang, Kong Erik og Haralds øvrige Modſtandere ſtiftede, og ſom fik en ſaa uheldig Ende for dem ved deres Nederlag i Hafrsfjorden; men ſelv deeltog han ikke deri, da han paa den Tid var hiinſides Havet. Anund Træfod og Thrond mjøkſiglande opfordrede ham forgjæves til, med deres Biſtand at vinde ſine Fædrenebeſiddelſer tilbage. Han var klog nok til at indſee, at det ej vilde nytte ham at maale ſig med Harald, men beſluttede heller at gaa til Island og nedſætte ſig der. Han ſejlede afſted i Forening med ſin Frænde Ulf ſkjalge, Søn af Høgne den hvite[14], og en anden anſeet Viking ved Navn Steinulf den lave, Søn af Herſen Rolf paa Agder. Hver af dem havde et Skib. Selv var han da temmelig gammel. Da de kom ind i Breidefjorden, hørte de, at Kyſten var optagen paa Sydſiden. De ſtyrede derfor ind til den nordlige Side, hvor Geirmund tog Land paa Skardsſtranden, indtil forbi Budardal, medens Steinolf tog et Stykke fra Budardal og længer indad, og Ulf derimod hele det ſaakaldte Reykjanes, mellem Thorſkefjord og Berufjord. Han var gift med en Syſter til Helge magre, Datter af Eyvind Auſtmand; deres Søn egtede en Syſter af Steinulf den lave. Geirmund boſatte ſig paa Geirmundſtad ved Skard, og levede med kongelig Pragt; ſaaledes havde han ikke mindre end 80 Frimænd hjemme paa Gaarden. Derfor fandt han ſit Landnam for lidet og beſluttede at tage mere. Men da det tilgrændſende Land var optaget, maatte han ſøge ſine nye Beſiddelſer længer borte, nemlig paa Øens nordveſtligſte Spidſe, lige fra Forbjerget Rytagnup paa Nordſiden af Iſefjorden, og forbi Horn (Kap Nord) øſter til Straumnes (ved Bardsvik). Her uddeelte han mindre Stykker til ſine Undergivne, og indrettede for ſig ſelv fire Gaarde, ſom hans Trælle beſtyrede, i Adalvik, Kjaransvik, i den veſtre Alminding, og i Bardsvik. Med ſin Nabo, Kjallak den gamle, tom han i Uenighed om et Grændſeſtykke; de ſtredes, og Geirmund var trods ſin høje Alder nær ved at ſejre, da Bjørn Ketilsſøn tilligemed en anden Mand fik adſkilt og forligt dem. Geirmund var en ædel og ſtorſindet Mand, og mange anſeede Slægter nedſtamme fra ham[15]. Hans Nedſættelſe her ſynes at have beſtemt flere af hans Frænder til at ſøge Bolig i Nærheden. Hans Svigerſøn, Ketil Gufa, Ulf ſkjalges Søſkendebarn, nedſatte ſig noget veſtenfor Thorſkefjorden[16]; en anden Sønneſøn af Høgne den hvite, ved Navn Geirleif, tog en Strækning, endnu længer mod Veſt, kaldet Bardeſtrand, i Beſiddelſe[17]; dennes Foſtbroder Armod tog Raudaſand udenfor Vardeſtranden, og Ørn, en Frænde af Geirmund, der maatte forlade Rogaland for Kong Harald Haarfagres Overmagt, tog og opkaldte efter ſig den ſtore Arnarfjord paa Nordveſtkanten af Landet[18]. Geirmunds Indflydelſe ſtrakte ſig altſaa med faa Afbrydelſer ligefra Medalfellsſtranden i Breidafjorden til Straumnes paa Nordøſtſiden af Landet. Det er derfor viſtnok med Rette, at Landnamsbogen kalder ham den mægtigſte af alle Landnamsmændene.

Paa Øſtſiden af den ſtore Halvø, der ſtikker ud mod Nordveſt mellem Straumnes og Rutafjorden, optoges mindre Stykker. En af de ſtørre Landnamsmænd her var den oftere omtalte Anund Træfod, der boſatte ſig paa et Sted ved Navn Kaldbak[19]. En af hans fordums Staldbrødre i Vikingefærder og Hafrsfjordſlaget Baalke Bløngsſøn, Sønneſøn af Sote fra Sotenes i Viken, tog hele Øſtſiden, den ſaakaldte Rutafjord i Beſiddelſe[20]. Paa den øſtlige Side nedſatte ſig en vis Eyſtein Alfsſøn fra Oſter, der egtede en af Thorſtein rødes Døttre[21].

Strax øſtenfor Rutafjorden gaar den ſmale Midfjord ind i Landet. Den blev optagen af en mægtig og anſeet Mand ved Navn Bjørn Skeggeſøn, ſædvanligviis kaldet Skind-Bjørn, fordi han plejede at fare paa Holmgaard og Auſterveg og handle med Pelsverk. Hans Søn, kaldet Midfjord-Skegge, var ogſaa en ſtor Viking og Farmand. Engang, da han havde herjet i Auſterveg og laa ved Sjæland, ſkal han have gravet ſig ind i Rolf Krakes Gravhøj, og borttaget hans ypperlige Sverd Skafnung, Hjaltes Øre og meget andet Gods; han forſøgte og at tage Bødvar Bjarkes Sverd Lauve, men kunde ikke faa vriſtet det fra ham. Med Skafnung ſkal der og have fulgt en ſaakaldet Lyfſteen, der alene kunde helbrede de Saar, det gav[22].

Efter Midfjorden følger mod Øſt den ikke meget dybe Hunafjord, ſom optager flere betydelige Elve, der gjennemløbe ſtore Dalfører. De fornemſte af disſe ere Videdalen, Vatnsdalen og Blandadalen. Videdalen optoges af en Audun Skakul, Sønneſøn af den engelſke Jarl Hunde-Steinar og Aaluf, Lodbroks Datter[23], Vatnsdalen derimod af den berømte og mægtige Ingemund fra Raumsdalen. Ingemnnd var en Søn af den mægtige Herſe Thorſtein, og denne igjen af den ovenfor (S. 331 og 332) omtalte Herſe Ketil Raum, der ſkal have nedſtammet fra Jøtunbjørn, Nors Sønneſøn, og været gift med Mjall, Aan Bogſveigers Datter. Thorſtein havde i ſin Ungdom ſøgt at indlægge ſig Hæder ved at efterſtræbe eg fælde en Røver, ſom foruroligede Alfarvejen mellem Raumsdalen og Oplandene; (han maa altſaa have haft ſit Tilhold paa Lesjeſkogen). Thorſtein udrettede dette paa den Maade, at han lagde ſig paa Luur i Røverens Huus, medens denne var ude, og gjennemborede ham, da han kom hjem, med hans eget Sverd. Røveren, en ſtor og ſterk Mand, havde dog endnu Kræfter nok til at gribe Thorſtein og holde ham faſt; men da han hørte, hvo hans Banemand var, ſkjenkede han ham Livet, aabenbarede ham, at han var en Søn af Ingemund Jarl i Gautland, og bad ham endog beſøge hans Forældre, bringe dem hans ſidſte Hilſen, og egte hans Syſter Thordis. Thorſtein gjorde ſaa, fik Jarledatteren til Egte, og havde med hende Sønnen Ingemund, der, efter at være opfoſtret hos den anſeede Bonde Ingjald eller Thore[24] paa Havnøen i Haalogaland, drog paa Vikingetog i Forening med ſin Foſtbroder Grim, og indlagde ſig ſtor Hæder. Paa et af disſe Vikingetog traf han den tappre Viking Sæmund den ſyderøiſke, med hvilken han efter en haardnakket Kamp ſluttede Venſkab og Forbund Ingemund og Sæmund vare juſt komne fra Veſterviking og laa med deres Skibe i Nærheden af Hafrsfjorden, da Kong Harald ſtod i Begreb med at levere de forbundne Fyrſter det afgjørende Slag. Ingemund beſtemte ſig til at tage Kongens Parti, Sæmund derimod ſagde at han ej vilde vove ſit Liv for Harald, men holde ſig udenfor Striden; han ſejlede ſtrax nordefter, medens Ingemund ſtødte til Kongens Flaade, og ſtred med ſtor Berømmelſe. Han kom herved i ſtor Yndeſt hos Kongen, der foruden ſtore Belønninger, hvoriblandt 3 bemandede Skibe, gav ham et lille Freysbillede af Sølv, hvilket Kong Kjøtve havde plejet at bære hos ſig ſom en Talisman[25]. Sæmund derimod kaldte han en Forræder, og viſte ſig ſaa forbittret over hans Færd, at denne efter Ingemunds Raad fandt det raadeligſt at drage til Island. Efter Ingemunds Hjemkomſt ſkal en klog Finnekone ved et Gilde hos Ingjald have ſpaaet ham, at han ſkulde komme til at boſætte ſig paa Island, og have angivet ſom Tegn, at det lille Freysbillede var kommet bort af hans Pung, men ſkulde gjenfindes paa Island der, hvor han kom til at bo. Hun ſpaaede ligeledes Ingjalds Sønner Grim og Romund, at de ſkulde flytte til Island. Ingemund blev ærgerlig herover, og vilde intet høre derom; men Grim og Romund meente, at det ej kunde nytte at modſætte ſig Skjæbnen, at Island var et godt Land, og at man der var ſikker for Kongers og Voldsmænds Undertrykkelſe. Grim var desuden en god Ven af Kveldulf og Skallagrim, og ſaa nøje forbunden med dem, at han ikke godt kunde forblive i Landet efter at de vare dragne bort i aabenbart Fiendſkab med Kongen. Grim og Romund droge derfor afſted med Skallagrim, ſaaledes ſom det ovenfor er fortalt, og boſatte ſig ved Borgarfjorden. Romund nedſatte ſig i Tveraalid længere oppe. Ingemund derimod forblev i Norge, og yttrede fremdeles den beſtemteſte Ulyſt til at drage til Island. Hans Fader døde, Ingemund tiltraadte Arven, og egtede efter Kong Haralds Raad og Foranſtaltning en naturlig Datter af Jarlen Thore den tauſe paa Møre, Ragnvald Jarls Søn og Efterfølger: han maa altſaa være forbleven i Norge idetmindſte ti Aar længere end Grim og Romund. Imidlertid ſpøgede Finnekonens Spaadom i Ingemunds Hoved; han grublede meer og meer derover, og ſkal endelig have faaet nogle Finner til at gjøre en Rejſe til Island, ifølge den baade da og gjennem mange paafølgende Aarhundreder herſkende Overtro, at de kunde lade deres Sjæl fare ud af Legemet, der imidlertid laa ſom i Dvale, medens Sjælen, ſom ofteſt i et eller andet Dyrs Skikkelſe (hamför), beſøgte det Sted, fra hvilket man ønſkede Oplysninger[26]. Finnerne ſkulle efter tre Dages Forløb have fortalt ham, at de efter megen Møje virkelig havde fundet Billedet i et Holt paa Nordkanten af Landet, hvilket de beſkreve ham nøjagtigt med alle dets Omgivelſer; men det havde ikke været dem muligt at faa Billedet fat. Heraf ſkal Ingemumd have forſtaaet, at det nu engang var hans Skjæbne at ſkulle flytte til Island, og Kongen, hvem han raadſpurgte derom, var enig med ham deri. Kongen ſagde og, at det var ærefuldt for ham at drage derover med hans Tilladelſe og, ikke ſtjæle ſig bort, ligeſom ſaa mange nu gjorde. Paa den Tid, da Ingemund beſluttede at drage over til Island, var, heder det, Farten derover ſom ſterkeſt; det maa altſaa have været omkring 890. Ved et ſtort Gilde, han gjorde for ſine Venner og andre Høvdingen forkyndte han til deres Forundring og Bedrøvelſe ſin Beſlutning; men mange løde ſig dog ogſaa lokke til at drage over med ham. Han indſkibede ſig med ſin Huſtru, ſine fem Sønner, ſin Svoger Jorund Hals, en Frilleſøn af Thore Jarl, ſin Datter, ſine Huusfolk, og endeel andre Mænd, og landede førſt i Borgarfjorden, hvor hans Foſtbroder Grim tog venligt imod ham, og bad ham nedſætte ſig der. Men Ingemund, hvis Hu efter Finnernes Udſagn ſtod til at boſætte ſig nordpaa i Landet, forblev kun Vinteren over hos Grim, og drog om Vaaren over Fjeldhøjderne nordefter, førſt til Hrutafjorden, hvilken han gav Navn, og derpaa til Vatnsdalen, i hvilken han troede at gjenkjende den af Finnerne beſkrevne Egn, og udſaa ſig Bolig i en liden Dal, hvor han ſtrax begyndte at bygge baade en Gaard og et Tempel, 100 Fod langt. Da han her grov Huller i Jorden for at befæſte Andveges-Sulerne, ſkal han have fundet Billedet, og udbrød da, at det ej nytter at ſætte ſig op mod ſin Skjæbne. Ingemund tog nu Vatnsdalen i Beſiddelſe, og anviſte derpaa ſine Ledſagere forſkjellige Steder i Dalen[27]. Han maatte dog gjøre en Rejſe tilbage til Norge, for at ſkaffe ſig det nødvendige Huustømmer, medbragte nogle nys fangne Hvidbjørn-Unger, og forærede Kongen dem; denne gav ham til Gjengjeld Tømmer i Overflod og det gode Skib Stigande [28]. Ingemnnd blev ſiden en mægtig Høvding, og henlevede Reſten af ſit Liv i Rolighed, nydende den ſtørſte Anſeelſe.

Blandadalen, ſom ovenfor er omtalt, blev fornemmelig optagen af Eyvind Sørkver, der var kommen ud med Ingemund, og var hans fortrolige Ven; Ingemunds Høvdingſkab har altſaa tillige ſtrakt ſig didhen. En mægtig Mand ved Navn Ævar, Datterſøn af Kong Harald Guldſkjæg i Sogn, boſatte ſig højere op i Dalen, og blev Stamfader for en berømmelig Æt[29].

Øſtenfor Hunafjorden ſtrækker ſig en Halvø, den ſaakaldte Skage, langt ud mod Nord; dens veſtlige Kyſt kaldes Skagaſtrand, og øſtenfor gaar den ſtore Skagafjord ind, mellem Skagen i Veſt og Halvøen Høvde i Øſt. Den fornemſte Landnamsmand i den veſtre Deel af Skagafjorden var Ingemunds Ven, Sæmund, kaldet den ſyderøiſke, der ikke havde villet tage Deel i Hafrsfjordſlaget, og derfor havde maattet drage til Island ikke længe efter at det havde fundet Sted. Sæmund maa ſaaledes være kommen ud langt tidligere end Ingemund[30]. Den øvre Deel af det fra Fjorden opgaaende Dalføre, de ſaakaldte Goddale, optoges af Erik Roaldsſøn, der oprettede et Tempel, uddeelte Land til ſenere ankomne Koloniſter, og ſynes overhoved at have været en meget anſeet og formaaende Mand[31]. I de øſtligere Dale ved Skagafjorden, Kolbeinsdalen og Hjaltadalen, nedſatte ſig Kolbein Sigmundsſøn fra Veſtfold, og Hjalte Thordsſøn; denne maa have været ſaare rig og mægtig, ſiden det berettes, at hans Sønner til Arveøllet efter ham indbøde alle Høvdingerne paa Island, i Alt 1200 Mænd; ved delte Arveøl blev der og kvædet en Draape om den Afdøde[32]. Paa ſelve „Høvden“ boſatte ſig en anſeet Mand ved Navn Thord, der i lige Linje og fjerde Led nedſtammede fra Bjørn Jernſide, Sveriges Konge, Ragnar Lodbroks Søn, og var gift med en Datter af Kong Cerbhal i Irland[33]. Det ſynes næſten ſom om Thords Nedſættelſe her har lokket flere ſvenſke Mænd til Egnen, thi de faa ſvenſke Nybyggere paa Island, ſom Landnamsbogen omtaler, findes næſten udelukkende i dette Strøg. Saaledes nævnes ſom Landnamsmand i Nærheden af Hjaltedalen en Bjørn Roarsſøn, kaldet Slette-Bjørn, hvis Moder Groa nedſtammede fra Herſen Gorm i Svithjod og hans Huſtru, en Datter af Erik Sviakonge, ſandſynligviis den førſte af dette Navn[34]; fremdeles en Fridleif fra Gautland, fød af en flamſk Moder, der boſatte ſig i Nærheden af Thord; en anden, ved Navn Thord Knapp, der ſkal have været en Søn af Bjørn paa Hauge, nedſatte ſig lidt øſtligere, og endelig nævnes Thormod ramme, der blev jagen i Landflygtighed af Kong Bjørn, fordi han havde dræbt Gyrd, Morfader af Skjalg paa Jæderen, og drog til Island, hvor han nedſatte ſig ved Siglunes, yderſt paa Nordøſtſpidſen af Halvøen mellem Skaga- og Eyja-Fjorden[35].

Den forhen omtalte Floke eller Navne-Floke, der kort efter Gardar fandt og navngav Island, nedſatte ſig ogſaa tilſidſt paa Island, og valgte ſit Opholdsſted paa den nysnævnte Kant, lidt øſtenfor Høvden, hvor Flokadalen og Flokadals-Vandet endnu minde om ham. Han egtede en Syſter af Thord paa Høvde[36].

Øſtenfor Skagafjorden ſkærer, ſom forhen nævnt, den dybe Eyjafjord ſig ind i Landet. Ved den boede Nordlandets mægtigſte og meeſt anſeede Mænd, idetmindſte i det førſte Aarhundrede efter Landets Bebyggelſe. Den fornemſte Landnamsmand her var den allerede ovenfor oftere omtalte Helge magre, Eyvind Auſtmands og den irſke Kongedatter Nafartas Søn, og Ketil Flatnefs Svigerſøn. At han drog til Island fra Irland eller Syderøerne, ſynes utvivlſomt, men det er ikke ſaa tydeligt at ſee, paa hvad Tid han nedſatte ſig der, eller hvad Aarſagen dertil kan have været, thi ſom Eyvinds Søn og den irſke Konges Datterſøn maatte han dog antages at kunne erhverve Magt og Anſeelſe i Irland, om han end ej kunde forblive paa Syderøerne. Hans Søn Rolf ſynes endog længe før denne Tid at have været boſat i Norge, da der udtrykkelig tillægges ham en Søn, Helge, fød øſter, d. e. i Norge, og af en oplandſk Moder, hvilken ſenere kom til Island, da Eyjafjorden allerede var bebygget, og nedſatte ſig derfor paa Nordveſtkanten af Landet[37]. Helges to andre Børn, Ingjald og Ingunn, vare fødde førend han kom til Island, og Ingjalds Fødſel falder omtrent ved 875[38]. Efter denne Tid maa altſaa hans Overfart have fundet Sted. Men der er igjen andre Omſtændigheder, ſom gjøre det nødvendigt, ej at ſætte den ſaa meget ſenere[39]; ſandſynligviis fandt den altſaa Sted omkring 880. Om Helge fortælles det, at han var opdragen i Chriſtendommen, og troede paa Chriſtus, men dog, ſom det heder, var meget blandet i ſin Tro, og plejede at paakalde Thor ved Sørejſer og alleſlags Foretagender, hvor det kom an paa Styrke og Haardførhed. Da Helge fik Øje paa Island, gik han til Frett, for af Thor at faa vide, hvor han ſkulde nedſætte ſig. Fretten viſte ham til Eyjafjorden. Førend man fra Skibene fik Øje paa Fjordmundingen, ſkal Helges Søn Rolf have ſpurgt, halv ſpøgende, halv ærgerlig, om Thor maaſkee vilde anviſe dem Dumbshavet (Iishavet) til Vinteropholdsſted. Men ſnart fandt de Indløbet og landede. Den førſte Vinter opholdt de ſig længere ude i Fjorden, og her boſatte Haamund ſig foreløbigt paa den efter ham opkaldte Gaard Haamundſtad. Helge gik om Vaaren op paa et højt Fjeld, og fandt at de indre Fjordegne ſaa mere indbydende ud, han flyttede derfor længer ind, og boſatte ſig endelig paa et Sted, han kaldte Kriſtnes, hvor han indrettede ſin Hovedgaard. Fjorden ſelv kaldte han Eyjafjord efter dens Øer, og tilegnede ſig dens hele Omegn lige fra de yderſte Forbjerge ved dens Indløb[40]. Han betegnede Beſiddelſestagelſen ved at gjøre en ſtor Ild ved hvert Elveos, og helligede ſig derved, ſom det heder, den hele Fjord Nes imellem. Sidenefter uddeelte han ſit Land mellem ſine Sønner, Svigerſønner og Tilhængere, men forbeholdt ſig ſelv, ſom man maa formode, Høvdingdømmet over dem alle. Hans Søn Ingjald boſatte ſig paa Tveraa inderſt i Fjorden, og blev Stamfader for en mægtig Æt[41], den anden Søn Rolf gav han Land paa den anden Side af Fjorden[42]. Begge oprejſte ſtore Templer, uagtet Faderen havde været Chriſten; ſaa kort varede Chriſtendommen i disſe Nybyggeres Ætter. Haamund Heljarſkind gav han ogſaa Landſtrækninger længer inde i Dalen, hvor han flyttede til Gaarden Eſpehol; Audun Roten, en Søn af den fra Floke Vilgerdsſøns Islandsrejſe bekjendte Thorolf Smør, gav han ſin Datter Helga og et betydeligt Stykke Land oppe i Dalen; deres Sønneſøn Eyjolf var i Midten af det 10de Aarhundrede hele Heredets fornemſte Høvding, og hans Magt gik i Arv til hans Sønner Gudmund den mægtige paa Madrevalle og Einar paa Tveraa. Helges Datter Thora blev gift med Gunnar, en Søn af den berømte Ulfljot, Thorleif ſpakes Syſterſøn, der ſiden i ſin Alderdom ſkaffede Island dets førſte Love[43].

Blandt de anſeede Mænd, ſom boſatte ſig i Helge magres Landnam med hans Samtykke, nævnes ogſaa den vældige Viking Thorſtein Svarfad fra Naumdalen, hvis Fader deels kaldes Raud Rugga, deels Thorgnyr[44], og efter Nogles Sigende endog ſkal have raadet før Naumdal[45], hvilket dog ikke kan forſtaaes anderledes, end at han har været Herſe eller Lendermand. Thorſtein tilbragte en lang Tid af ſin Ungdom i Ildhuſet ved Aſken, og nød liden Hæder af ſin Fader, ſom derimod langt foretrak den anden, ſmukke og belevne Søn Thorolf, der ſom Kjøbmand rejſte om mellem Landene og vandt Alles Venſkab. Thorolfs Opmuntringer bragte dog endelig Thorſtein til at vaagne op af Dorſkheden, de droge i Viking, og han blev nu en udmerket Mand, der ſkaffede ſig Rigdomme og Hæder, overvandt den frygtede og næſten ſom uovervindelig anſeede Viking Ljot den blege, og egtede endelig Ingebjørg, Datter af Herrød Jarl i Gautland, efter at have befriet hende for Berſerken Moldes Paatrængenhed ved at fælde ham i Holmgang. Thorſtein flyttede endelig til Island, og boſatte ſig i den Dal nordveſtligt ved Eyjafjorden, ſom efter ham har faaet Navnet Svarfad-Dalen. Hans Efterkommere kaldes Svarfdølingerne, og der er merkelige Beretninger om dem. De forhen omtalte Sønner af Øndott Kraaka, Aasmund og Aasgrim, efter deres Faders Tilnavn kaldte Kræklingerne, toge ligeledes deres Tilflugt til Eyjafjorden, ſandſynligviis paa Grund af det Svogerſkab, der var mellem deres afdøde Fader og Eyvind Auſtmands Familie. Aasmund drog til Island med Anund Træfod, endnu ſtedſe i den Formodning, at hans Broder Aasgrim var død, kom til Eyjafjorden, og fik af Helge magre Land anviiſt paa Veſtſiden af Fjorden ved Gler-Aaen, hvor hans Gaard kaldtes Kræklingalid. Aasgrim derimod begav ſig efter ſin Helbredelſe tilbage til ſin Beſkytter, Erik Ølvus[46], og fik af ham et Langſkib, med hvilket han i nogle Aar laa paa Vikingetog. Da Kong Harald erfarede dette, ſendte han Grim Herſes Syſterſøn, Thorgeir af Hvin, ud med to Langſkibe for at opſøge Aasgrim, og dræbe ham, hvor han kunde finde ham. Men han fandt ham ingenſteds, og beſluttede derfor at drage til Island og dræbe den anden Broder Aasmund. Thorgeir landede ved Ørebakke nærved Ølvusaaens Munding, drog nordefter over Hejderne, og tilbragte Vinteren i en afſidesliggende Fjelddal, der endnu derefter fører Navnet Hvinverjadal (Hvinværingernes Dal), men er ubeboet. Den følgende Sommer kom Aasgrim ſelv til Island, ledſaget af en vis Thore, der undervejs var bleven uenig med ham, De landede ved Ørebakke, og Thore ſolgte ſin Part i Skibet til Aasgrim, idet han ſelv ſkyndte ſig nordefter, underrettede Folkene i Hvinverjadal om Aasgrims Ankomſt, og red derpaa tilbage igjen. Aasgrim forlod Skibet 14 Dage ſenere, og beſøgte førſt ſin Frænde Thrond mjøkſiglande, der imidlertid ogſaa var flyttet til Island, og havde boſat ſig paa Sønderlandet. Thrond advarede Aasgrim for Thorgeir, men Aasgrim lod ſig ikke derved afſkrække fra at drage over Fjeldet, ſelv tolvte. Da de kom i Nærheden af Hvinverjadal, lod han ſine Mænd tage Brynjer paa Under Rejſekapperne; han fik tillige indbildt Thorgeir, der allerede laa paa Luur efter ham med 30 Mand, at han var Thore, der atter drog nordefter Thorgeir lod ſig derved forlede til ej alene intet ondt at gjøre Aasgrim, men ogſaa at beholde ham hos ſig i to Dage, og følge ham paa Vejen. Da Thorgeir kom hjem, ſkal han have drømt at en Kvinde ſagde ham Gjeſtens rette Navn; under alle Omſtændigheder maa der være gaaet op et Lys for ham derom, thi han væbnede ſig og ſatte efter de Bortdragende, ſom han indhentede da de vare komne forbi Blanda-Aaens Udſpring. Men her havde ogſaa Aasmund mødt ſin Broder med 40 Mand; det nyttede derfor ikke Thorgeir at angribe ham, og ved Aasmunds Medvirkning ſluttedes der et Forlig mellem dem. Aasgrim drog ſenere tilbage til Norge, før at egte Erik Ølvus’s Datter, men nedſatte ſig ſiden i Kræklingalid ved Siden af Broderen[47]. Grim blev ſiden gift med en Sønnedatter af den mægtige Ketilbjørn paa Mosfell (ſe nedenfor), og har med hende efter al Sandſynlighed baade faaet Ketilbjørns Skib Ellide, ſiden Grim kaldtes Ellidagrim, og Gaarden Tunga paa Sønderlandet, efterſom Aasgrim, Ellidagrims Søn, boede der. Denne Aasgrim blev en mægtig og indflydelſesrig Høvding[48].

De nordøſtligere Egne af Island, henimod Polarcirklen, frembød mindre indbydende Opholdsſteder, og bleve derfor ogſaa mere ſparſomt befolkede. En mægtig Mand, ved Navn Baard, Søn af Herſen Heyangs-Bjørn i Sogn[49], landede her ved Udløbet af den ſtore Skjalvandafljot, og optog den hele omkring liggende Dal, der efter ham fik Navnet Baardardal. Men da han, ſom det ſiges, merkede at Landvinden var bedre end Havvinden, ſluttede han, at Landet var bedre paa Sydſiden, og efter at have ladet det underſøge af ſine Sønner, gjorde han ſig rede til at flytte ſydpaa over Hejderne. Han lød indrette en Kjelke for hvert eneſte Huusdyr han havde, der kunde gaa, for at ethvert kunde drage ſit Foder over de tørre, græsløſe Ørkener. Og ſaaledes kom han ad en Vej, der ſenere kaldtes Baardargata, ned til det ſaakaldte Fljotshverve paa den ſydøſtlige Kant af Landet, hvor han ſidenefter boede. Dog boſatte nogle af hans Sønner ſig paa Nordlandet[50]. I den ſaakaldte Reykjadal, lidt øſtenfor Baardardalen og i Omegnen af Mo-Vandet, bleve Eyvind og Ketil, Sønner af Herſen Thorſtein fra Hordaland, de ſtørſte Høvdinger[51].

Øſterlandet paa Island, eller Strækningen mellem Langanes i Nordøſt og Eyjafjeldsjøklen i Syd, ſynes ogſaa, paa Grund af ſit mindre indbydende Udſeende, i det Hele taget at være blevet ſenere befolket end Sønder- og Veſterlandet, uagtet det var Øſtkyſten, ſom man paa Sejladſen fra Norge eller Syderøerne førſt fik i Sigte[52]. Blandt de mægtigſte Nybyggere paa denne Kant ſynes Eyvind Vaapne fra Strinden at have været. Han og hans Broder Ref bleve uenige med Kong Harald, og vilde paa hver ſit Skib drage til Island, men Ref var uheldig nok til at blive dreven tilbage til Norge af Vind og Vejr, og Kongen lod ham dræbe. Eyvind derimod kom til Island, og tog den Fjord i Beſiddelſe, der efter ham har faaet Navnet Vaapnafjorden. Han uddeelte ſiden Landſtrækninger til flere af ſine Frænder og Venner. Fra en Lyting, der nedſatte ſig paa Sydſiden af Fjorden, nedſtammede ſiden de mægtigſte ſaakaldte Vaapnfirdinger. Blandt de i Nærheden boſatte Mænd nævnes og en Broder af Berdlu-Kaare[53].

Noget ſøndenfor Vaapnafjorden falde to betydelige Elve ud i Havet, nemlig Jøkulsaaen, og den ſaakaldte Lagarfljot, der længer oppe mere kan kaldes en lang, ſmal Indſø og gjennemſtrømmer et betydeligt Hered, kaldet Fljotsdals-Hered. De fornemſte Landnamsmænd her vare Thore Thidrandes Sønner fra Verdalen, der toge den nedre Deel, og Brynjulf den gamle, der tog den øverſte Deel af Heredet i Beſiddelſe. Thores Sønner hed Ketil Thrym og Graut-Atle. Om Ketil fortælles der, at han ſiden gjorde en Rejſe tilbage til Norge, og opholdt ſig en Stund hos Herſen Vedorm, der var en Søn af Vemund gamle, og havde maattet flygte for Kong Harald til Jemteland, rimeligviis fordi hans Søn Holmfaſt og Syſterſøn Grim havde herjet paa Syderøerne, dræbt Jarlen Aasbjørn Skerjableſe, og bortført hans Huſtru Aaluf og Datter Arneid med ſig i Fangenſkab. Efter en Beretning ſkal Vedorm endog ſelv med alle ſine Brødre og 18 Skibe have foretaget dette Tog[54]. Ketil kjøbte Arneid for to Trediedele mere end den Priis, Vedorm ſatte paa hende. Førend de forlode Norge, fandt hun en Kiſte fuld af Sølvpenge, nedgraven under et Træ i en Skov, og aabenbarede dette for Ketil, ſom af Taknemmelighed gav hende Valget, enten hun vilde følge med ham ſom hans Huſtru, eller han ſkulde føre hende tilbage til hendes Frænder. Hun valgte det førſte; efter hende kaldte Ketil ſin Gaard Arneidarſtad. Brynjulf den gamle uddeelte ſtore Landſtrækninger til ſine Frænder og Venner[55].

Den mægtigſte og meeſt anſeede af alle Landnamsmændene paa Øſtſiden var dog Ragnvald Mørejarls Frilleſøn Rollaug. Denne havde, ſom ovenfor viiſt, tilbudt ſig at gaa ſom Jarl til Orknøerne, da hans Broder Hallad ſaa uhæderligen havde fraſagt ſig Jarleværdigheden over dem, men hans Fader havde allerede da ſagt, at han ej var ſkikket til Krig og Urolighed, og at det ſnarere var ham af Skjæbnen beſtemt at drage til Island. Rollaug tog dette ilde op, flyttede fra ſin Fader og opholdt ſig en Tidlang hos Kongen, men Enden blev dog at han drog afſted, efter Kong Haralds eget Raad. Han var da allerede gift og tog Kone og Børn med ſig. Da man nærmede ſig Landet paa Øſtſiden ved Horn, kaſtede han ſine Andvegesſuler ud. Vinden drev ham veſtover, hvor han landede ved Leiruvaag og opholdt ſig en Vinter, men her fik han høre, at hans Suler vare drevne i Land i Hornafjorden; han drog derfor didhen og boſatte ſig der, paa et Sted, kaldet Breidabolſtad. Han var en ſtor Høvding, og vedligeholdt ſtedſe ſit Venſkab med Kongen[56]. Noget ſildigere end Rollaug nedſatte en anden højbyrdig Nordmand, Bødvar hvite, ſig ved Alſtafjord lidt nedenfor Hornafjorden, og rejſte et ſtort Tempel; han nedſtammede i 10de Led fra Rolf af Berg paa Hedemarken[57]. Hans Søn egtede Rollaugs Sønnedatter; fra dette Egteſkab nedſtammede de mægtige Side-Mænd[58].

En anden Søn af Heyangs-Bjørn, ved Navn Aasbjørn, drog ogſaa til Island med ſin Huſtru Thorgerd og tre Sønner. Han døde under Udfarten i Havet, men Thorgerd fortſatte Rejſen, og da det, ſom allerede omtalt, hed, at en Kvinde ej maatte tage Land videre, end hun kunde lede en to Aars Kvige mellem Solopgang og Solnedgang paa en Vaardag, tog hun paa denne Viis Land i Dalen indenfor Ingulfshøvde, hvor hendes ypperſte Søn Asſur blev Stamfader for en mægtig Høvdingeæt. Her nedſatte ogſaa hendes Svoger Helge, Aasbjørns Broder ſig, og kun et lidet Stykke veſtligere var det Fljotshverve, hvor den tredie Broder Baard flyttede hen fra Baardardalen paa Nordlandet[59].

Her paa denne Kant var det og, at Paperne, eller de af Dicuil omtalte irſke Gejſtlige havde boet, og maaſkee endog boede ved de norſke Koloniſters Ankomſt. Levninger efter dem, ſom Klokker, Krumſtave, irſke Bøger o. ſ. v., ſkulle have været fundne deels paa Papø lidt øſtenfor Alſtafjorden, deels i Papyle, veſtenfor Hornafjorden; det heder ogſaa, at der i det Strøg, der kaldtes Sida, ved Foden af Skaptaajøklen og Sidajøklen, ſkal have boet Paper paa et Sted ved Navn Kirkebø, og at Hedninger ikke ſiden kunde bo der. Men en chriſten Mand, ved Navn Ketil fiflſke, Datterſøn af Ketil Flatnef, tog Land her, og opſlog ſin Bolig paa Kirkebø. Om han har givet Stedet dette Navn, fordi han virkelig forefandt en Kirke eller et Slags Kapel, eller fordi han ſelv byggede en Kirke der, er vanſkeligt at ſige. Maaſkee han endog virkelig har fundet Paper boende der, og at det er dette, ſom har hindret Hedningerne fra at tage Bolig her. Det fortælles, at en hedenſk Mand ved Navn Hilde ſenere vilde flytte derhen, men ſtyrtede død ned, da han kom nær Tungaarden[60].

De her nævnte Landnamsmænd vare anſeede ſom de fornemſte af dem, der i den tidligere Landnamstid kom til Island, og ſom derfor kunde optage de ſtørſte og meeſt indbydende Landſtrækninger De færreſte af dem ſynes at være komne ſaa tidligt over, ſom Skallagrim, Ketil Høng og Ingulfs nærmeſte Efterfølgere, men de fleſte derimod omkring 890. Dette ſees deels af de ſæregne Slægts- og Samtids-Forhold, der ved enkelte af hine Landnamsmænd angives, deels af udtrykkelige Udſagn, f. Ex. om Ingemund, at han drog til Island paa en Tid, da Overflytningerne vare paa det hyppigſte. Thi da han var gift med en Datter af Thore Jarl, bliver det tidligſte Tidspunkt, hvortil man kan henføre hans Rejſe, ved 890. De, ſom kom efter denne Tid, maa have fundet de fleſte af Kyſtſtrækningerne optagne, og derfor ſeet ſig nødte til at ty til de indre Egne, naar de ikke vilde kjøbe eller kunde tiltrodſe ſig Land af de tidligere boſatte. Det var under disſe Omſtændigheder, at man enedes om at lade Kong Harald afgive hiin Beſtemmelſe med Henſyn til Beſiddelſestagelſe af Land, ſom førhen er nævnt. Det kunde viſtnok behøves, da allerede flere ſenere ankomne, ſtridbare Nybyggere havde grebet til den Udvej, ved Truſel om Holmgang at tiltvinge ſig den Landſtrækning de ønſkede, af den tidligere Beſidder. Det fortælles ſaaledes om en Reidar Ufeigsſøn, der ej vilde kaſte ſine Andvegesſuler ud, men derimod paakaldte Thor, for at erfare, hvor han ſkulde boſætte ſig, at han landede i Skagafjorden og vilde udæſke Sæmund den ſyderøiſke til Tvekamp om hans Land, men lod ſig dog overtale til at afſtaa derfra, da Erik i Goddale foreſtillede ham hvor galt det vilde ſee ud, om Folk ſloges, ſaalænge de vare ſaa faa i Landet[61]. Men en anden, ved Navn Isulf, der kom til Sydøſtkanten af Landet, tiltrodſede ſig virkelig paa den Maade en betydelig Strækning af den tidligere Landnamsmand Vilbald, Sønneſøn af den irſke Kong Cerbhal[62]. Og disſe ere ikke de eneſte Tilfælde af dette Slags, der omtales[63].

Blandt dem, der, uagtet de kom temmelig ſeent til Island, dog endnu fik Land temmelig nær ved Kyſten paa Sydſiden, vare de mægtige Gaulværinger Floſe, hans Syſterſøn Loft, og Haaſtein, Atle Jarls Søn. Floſe var en Søn af den forhen nævnte mægtige Herſe paa Fjale, nemlig Thorbjørn Ormarsſøn, med Tilnavn den gaulværſke, Forſtander for Templet paa Gaule. Floſe dræbte tre af Kong Haralds Sysſelmænd eller Skatteindkrævere, og maatte derfor drage til Island, hvor han tog Land paa Sønderlandet øſtenfor Rangaa; dette havde han dog neppe ſaa let faaet, hvis han ikke havde egtet en Datterdatter af en ældre Landnamsmand, Ketil den eenhændte, ſom forhen havde nedſat ſig her. Floſes Syſterſøn Loft, Sønneſøns Søn af den oftere omtalte Vemund gamle, Bjørn Bunas Svoger, fulgte enten med Floſe, eller kom kort efter til Island; han tog Land paa den hidtil uoptagne Deel veſtenfor Thjorsaa, ſandſynligviis efter Ingulfs eller hans Søns Anviisning, da Loft nemlig var en Søſterſøn af Ingulfs Huſtru Hallveig. Begge uddeelte ſiden Landſtrækninger til andre Frænder og Venner, ſaaledes Floſe til Thorſtein Aasgrimsſøn fra Thelemarken, Thororm Thromøboers Banemand, ſædvanligviis kaldet Thorſtein Tjaldſtøding[64], og Loft til ſin Frænde Thorvid fra Vors. Saavel Lofts ſom Thorvids Gaarde fik Navne efter deres forrige Hjemſtavn i Norge; hiin kaldtes Gaulverjabø (Gaulværingernes Bø), denne Vorſabø, og disſe Navne ere endnu til. Loft, fortælles det, plejede hver tredie Sommer at drage til Norge for at blote ved Templet paa Gaule i Floſes Navn, da denne ikke ſelv kunde komme til Norge, fordi han var fredløs der. Haaſtein, Atle Jarls Søn, tog Land paa Øſtſiden af Olvus-Aaen, eller den Strækning, der ſædvanligviis kaldtes Floen; hans Efterkommere, Floamændene, bleve ſaare mægtige og anſeede[65].

Flere af de ſildigere Landnamsmænd, ja endog af dem, ſom havde maattet kjøbe Land, opnaaede dog ſtor Anſeelſe og bleve Stamfædre for mægtige Slægter. Blandt disſe maa vi iſær nævne Ketilbjørn, en fornem Mand fra Naumdalen, hvis Møder var en Datter af Haakon Grjotgardsſøn, og hvis Huſtru var en Datter af Hrapp Bjørnsſøns Søn Thord Skegge, der allerede længe havde været boſat paa Island, førſt i ti eller femten Aar paa Sydøſtkanten, ſiden ved Leiruvaag paa Sønderlandet, hvor Ingulf anviſte ham Land. Ketilbjørn kom paa ſit Skib Ellide til Island, da Kyſterne allerede vare vidt og bredt bebyggede. Han opholdt ſig den førſte Vinter hos ſin Svigerfader Thord Skegge, men drog om Vaaren over Hejderne længer ind i Landet for at ſøge ſig Land. Her kom han til en Aa, hvor hans Folk miſtede en Øxe; deraf fik den Navnet Øxaraaen, et Navn, der ſenere er blevet ſaa berømt, fordi det var ved den, at Althinget holdtes. Han optog her ſtore Strækninger, og boſatte ſig paa Mosfell, efter hvilket Sted hans Efterkommere kaldtes Mosfellingerne. Her opførte han et Tempel, og hans Rigdom var ſaa ſtor, at han bød ſine Sønner at gjøre Tvertræerne i Templet af Sølv; da de ej vilde det, tog han Sølvet med ſig op til Fjelds paa en af to Øxne dragen Slæde, og ſkjulte det ſaaledes, at Ingen ſiden kunde finde det. Fra Ketilbjørn nedſtammede de førſte islandſke Biſkopper, Isleif og Gisſur, foruden mange andre anſeede Mænd. Hans Halvbroder Hallkell kom endnu ſenere ud til Island, og opholdt ſig den førſte Vinter hos Ketilbjørn, ſom tilbød ham Land hos ſig. Men han fandt det under ſin Værdighed at faa Land paa denne Maade, derimod udfordrede han Grim, Vedorm Vemundsſøns før omtalte Syſterſøn, der havde nedſat ſig i Nærheden, til Holmgang om dennes Beſiddelſer, fældte ham, og tog dem ſelv[66]. I denne Egn, dog noget længere oppe mod Øſt, boſatte ſig Thrond mjøkſiglande paa Throndarholt[67].

Paa Ingulfs Diſtrikt nedſatte ſig, foruden Helge Bjola og Thord Skegge, mange andre merkelige Landnamsmænd. Blandt dem var Ørlyg, en Søn af Hrapp Bjørnsſøn og Broder til Thord Skegge. Ørlyg var Chriſten, og havde været opfoſtret paa Syderøerne hos den hellige Biſkop Patrick. Han fik Lyſt til at drage til Island, og bad Patrick at ſtaa ham bi derved. Patrick gav ham Tømmer til at bygge en Kirke, et Plenarium[68], en Jernklokke, en Guldpenning og indviet Jord, hvilke ſidſte han ſkulde lægge under Hjørneſtolperne; dette ſkulde træde i Stedet for Indvielſe. Kirken ſkulde han hellige til St. Columba. Biſkoppen bød ham ogſaa kun at boſætte ſig der, hvor han fra Havet ſaa tre Fjelde, en Fjord mellem hvert Fjeld, og en Dal i hvert Fjeld; han ſkulde ſejle til det ſydligſte af dem, hvor han paa en aaben Plads vilde finde tre oprejſte Stene; der ſkulde han bygge Kirken Da Ørlyg nærmede ſig Island, kom der en Storm, der drev ham mod Nordveſt; i ſin Nød paakaldte han ſin Foſterfader, og lovede at opkalde det Sted efter ham, hvor han landede. Han landede ved Indløbet til en Fjord, ſom han kaldte Patriksfjord, og ſom endnu bærer dette Navn. Men da Stedet ej ſvarede til Beſkrivelſen, forlod han det det følgende Aar, og ſejlede ſyd efter, hvor han i Faxafjorden gjenkjendte de af Ørlyg beſkrevne Fjelde; her ſtyrede han i Land, og kom til Kjalarnes, hvor han i Tangen paa Strandbredden fandt Jernklokken, der under Indſejlingen var falden overbord. Den Høvding, ſom Ørlyg traf her, var hans Frænde Helge Bjola, ſom anviſte ham Land i Nærheden, og Ørlyg opførte her ſin Gaard og ſin Kirke ved Esjuberg[69].

Paa Nordveſtſiden af Landet nedſatte flere mægtige Mænd ſig i og ved Geirmund Heljarſkinds Landnam. En af disſe var Aan Raudfell, Søn af Grim Løddeukind og Helge, Aan Bogſveigers Datter. Aan blev uenig med med Kong Harald Haarfagre, og drog derfor i Veſterviking; han herjede paa Irland og blev der gift med en irſk Jarledatter[70]; han rejſte endelig til Island og kom til Arnarfjord, hvor han kjøbte Land af dens Navngiver Ørn, der heller flyttede til ſin Frænde Haamund Heljarſkind i Eyjafjorden. Aan havde førſt nedſat ſig paa et Sted, hvor hans Huſtru ej var tilfreds med Lugten af Jorden; men han vilde flytte til et andet Sted, hvor hun ſyntes, at der duftede Honning af Græsſet. Deres Søn hed efter ſin Morfader Bjartmar[71]. Endnu ſenere kom den af Haakon Jarl forfulgte Vebjørn Sygnakappe eller Sygnatrauſte med ſine Brødre Veſtein, Vedorm, Vemund, Vegeſt, Vedørn og Syſteren Vedis[72] til den nordveſtligſte Kant af Landet, ved Horn, hvor Vebjørn, efterat have blotet, ſagde, at han kunde ſkjønne, at Jarlen ſamme Dag blotede til deres Undergang. De lede ogſaa Skibbrud ved Klipperne der i Nærheden, men kom dog med Nød og neppe op ved en Klev, der ſiden efter dem har faaet Navnet Sygne-Kleven. Geirmund Heljarſkinds Træl, Atle, ſom beſtyrede en af ſin Herres Gaarde i Nærheden, indbød dem alle til ſig og beholdt dem hos ſig om Vinteren; da Vaaren kom, og de ſkulde drage bort, tillod han dem ikke at betale noget for Opholdet, da Geirmund, ſom han ſagde, ikke manglede Mad. Geirmund ſpurgte ſiden Atle, hvorledes han havde turdet vove at indbyde ſaa mange Mænd paa hans Koſt. Atle ſvarede, at man ſtedſe, ſaa længe Island var beboet, vilde omtale med Beundring, hvor ſtorſindet Geirmund maatte være, naar hans Træl vovede at gjøre ſaadant uden hans Tilladelſe. Dette Svar behagede Geirmund ſaa godt, at han gav Atle Friheden, og den Gaard, han beſtyrede. Vebjørn tog ſidenefter Land i Nærheden; hans Broder Veſtein nedſatte ſig længer veſtligt, i den efter Søndmøringen Dyre opkaldte Dyrefjord. Veſtein egtede en Datter af Bjartmar Aansſøn. Vebjørn ſelv blev ſidenefter dræbt paa Thorsnesthinget, formedelſt et af ham begaaet Drab paa hans egen Svoger[73].

En af de meeſt formaaende Familier paa Øens Øſtkyſt nedſtammede fra en Mand, der havde kjøbt ſig Beſiddelſer, og ikke var Landnamsmand. Det var Thorſtein hvite, Søn af Ølve Osvaldsſøn fra Almdal. Allerede denne havde villet drage til Island, fordi han var bleven uenig med Haakon Jarl, men han døde paa Yrje førend han kunde komme afſted. Sønnen kom til Island efter Landnamstiden, og tilkjøbte ſig noget Land af Eyvind Vaapne i Vaapnafjorden; ſiden erhvervede han et ſtort Stokke Land af Eyvinds Broderſøn, og boede nu her i 60 Aar. Hans Sønneſøn var den mægtige og ſtridbare Brodd-Helge, der paa ſin Tid, omtrent mod Enden af det 10de Aarhundrede, var den meeſt anſeede Mand paa disſe Kanter;[74].

Men om det end ſaaledes lykkedes enkelte af de ſenere Ankomne at erhverve Magt og Anſeelſe, ſaa var det dog fornemmelig de førſt boſatte Ætter, i hvis Hænder Magten og Indflydelſen forblev, og ſom dannede Landets egentlige Ariſtokrati.

Af de allerførſte Landnamsmænd paa Island ſynes de fleſte, med Undtagelſe af Ingulf, Skallagrim og nogle faa andre, at være komne umiddelbart fra Syderøerne, Island eller Skotland. Dette ligger ogſaa i Sagens Natur, thi de norſke Familier, der ved Islands førſte Bebyggelſe opholdt ſig i de veſtlige Lande, vare allerede mere eller mindre at betragte ſom landflygtige fra Norge, og havde allerede overvundet den ſtørſte Vanſkelighed ved enhver Bortflytning, den at bryde op med alt ſit, og at ſige Fædrelandet Farvel. De vare ſaaledes ved førſte Vink ſtrax rejſefærdige; og efterat Kongen nu ogſaa havde udſtrakt ſit Herredømme til Syderøerne, og der for dem ikke længer her var noget blivende Sted, maatte Overrejſen til Island, hvilket de desuden vare ſaa meget nærmere, ſynes dem en forholdsviis let Sag, medens den derimod fra Norge af altid maatte fremſtille ſig ſom vanſkeligere. Kjærligheden til det nedarvede Hjem foraarſagede vel ogſaa, at Mange, om de end havde beſtemt ſig til at flytte, dog, ligeſom Ingemund i Raumsdalen, udſatte Flytningen Aar efter Aar. Hine norſke Koloniſters midlertidige Ophold paa Irland, Skotland og Øerne maatte nødvendigviis give Anledning til flere ſaadanne Forbindelſer mellem dem og disſe Landes egentlige Beboere, ſom den mellem Eyvind Auſtmand og Kong Cerbhal, og disſe Forbindelſer er det vel igjen, ſom have foraarſaget, at foruden de norſke Flygtninger ogſaa enkelte virkelige Kelter, Irer eller Gaeler fra Syderøerne og Skotland, have boſat ſig paa Island, dog, ſom det ſynes, kun i den førſte Tid, da Farten fra Syderøerne til Island var hyppigere, og iſær paa Sydkanten af Landet, der førſt bebyggedes. Af ſlige keltiſke eller halvkeltiſke Koloniſter, blandt hvilke mange endog ere kjendelige ved deres keltiſke Navne, omtales ikke ſaa faa; nemlig en Svartkell fra Katanes, der nedſatte ſig ikke langt fra Orlyg[75], Thormod og Ketil Breſe-Sønner, fra Irland[76], ligeſaa Aavang og Kalman[77], Aasulf, Søn af Konal (Connal), og Datterſøn af Ketil Breſeſøn[78], maaſkee og en vis Bekan; alle disſe toge Land mellem Ingulfs og Skallagrims Enemærker; Kalman fra Syderøerne og hans Broder Kylan (Cuilen), der boſatte ſig tidligere oppe ved Hvitaa, den førſte paa det efter ham opkaldte Kalmans-Tunga[79]; Hunde og Erp[80], Audes to Frigivne, der boſatte ſig ved Breidafjorden i hendes Diſtrikt[81]; Steinrod Mælpatreksſøn, Vilbald og Aſkel Hnokan, Sønneſønner af Cerbhal[82].

Af den ſtore Masſe nordiſke Koloniſter nævnes, merkeligt nok, kun faa, der med Vished kunne ſiges at være ſvenſke eller gautſke, og ikke en eneſte danſk. Disſe ſvenſke og gautſke Koloniſter ere allerede ovenfor tildeels omtalte; de vare Slette-Bjørn, hans Frænde Skjoldbjørn, Fridleif i Holt, Thord Knapp, maaſkee Thormod Ramme, og forſaavidt Helge magre, ſom hans Fader Eyvind var fød i Gautland, ſkjønt han rigtignok ſelv var fød i Irland, og var gift med en norſk Kvinde. Det er merkeligt nok, at disſe ſvenſke og gautſke Koloniſter alle nedſatte ſig paa Nordlandet.

De øvrige Nybyggere maa alle, ifølge Oldſkrifternes udtrykkelige Udſagn, at Island blev fundet og bebygget fra Norge, have været Nordmænd, der enten ere komne umiddelbart fra Fædrelandet, eller fra andre Lande, hvor de opholdt ſig, enten paa Vikingetog eller i Landflygtighed. Ved en Mængde af dem tilføjes det udtrykkeligt, fra hvilke Egne i Norge de vare. Og med Henſyn til Islands Sprog- og Nationalitets-Forhold er det ikke uden Interesſe nærmere at lægge Merke til disſe Angivelſer.

Fra Amd i Haalogaland kom Thore Thusſaſprenge, der boſatte ſig i Helge magres Diſtrikt, og en vis Maane, der nedſatte ſig i Nærheden af Myvatn[83]. Fra Engeløen paa Haalogaland kom Eyvind, Søn af Lodin Angel, der flygtede for Haakon Jarl, men døde paa Overfarten til Island; Eyvind nedſatte ſig paa Halvøen mellem Eyjafjorden og Skjalfande[84]. Fra Lofoten kom Olaf Tvennumbrune til Sønderlandet ved Thjorsaa[85], og fra Almdal i Vefſen den forhen omtalte Thorſtein hvite, der kjøbte Land ved Vaapnafjorden[86]. Fra Sjonafjorden ved Radund (Ranend) kom Geirleif, der nedſatte ſig paa Nordlandet[87]. En Søn af Karl paa Bjarkø hed Olaf Bekk, han dræbte en Mand ved Navn Thore ſvarte, blev derfor utlæg, og drog i Følge med en Viking, ved Navn Ulf, til Nordlandet paa Island, hvor han nedſatte ſig øſtenfor Høvde, mellem Skagafjorden og Eyjafjorden[88]. Grim haaleygſke og Sighvat raude ere forhen nævnte. En Kone ved Navn Thurid, kaldet Sundafylder, kom med ſin Søn Vala-Stein til Volungavik yderſt ved Iſafjorden, og nedſatte ſig der; Navnet Sundafylder ſkulde hun have faaet, fordi hun engang i et Uaar ved Seid fik hvert Sund paa Haalogaland fyldt med Fiſk. Rimeligviis har hun lært ſine Landsmænd en bedre Maade at fiſke paa, thi ogſaa efter ſin Boſættelſe paa Island gjorde hun ſig fortjent af Fiſkeriet paa Iſaſjorden ved at oprette Merker til at kjende Fiſkegrundene; ſom Løn derfor fik hun et Lam af hver Bonde ved Fjorden[89]. Som Haalogalændinger nævnes fremdeles Eyſtein Thorſteinsſøn, der boſatte ſig i Fagradal paa Øſtkanten af Landet[90], Thengel mjøkſiglande, der fik Land i Helge magres Diſtrikt[91], Geirrød, Finngeir, Søn af Thorſtein Andr (Ski), og Ulfar Kæmpe, der alle boſatte ſig ved Breidafjorden, den førſtnævnte paa Eyre, nær ved Thorsnes[92], hvor han blev Stamfader for Eyrbyggerne. For Haalogalænding maa man ogſaa antage en Thorgeir Gunnſteinsſøn, hvis Fader hevnede Grjotgard Jarls Død ved at dræbe en af de Berſerker, der havde faldt ham. Der omtales ogſaa en vis Skjaldulf, fra hvis Søn Haaleyg den ſaakaldte Haaleygja-Æt ſkal nedſtamme[93].

De Naumdølinger, der nedſatte ſig paa Island, have vi allerede nævnt, nemlig Ketil Hong, Aan Raudfeld, Thorſtein Svarfad og Ketilbjørn[94].

Fra Throndhjem kom Eyvind Vaapne, hans Broderſøn Steinbjørn, og hans Foſtbroder Roald, Værdølingerne Ketil Thrym og Gram-Atle og Rafn Valgardsſøn, hvilke forhen ere omtalte[95]. Desforuden nævnes ogſaa Bjørn Gullbere fra Orkedalen, der nedſatte ſig i Reykjadal paa Sønderlandet[96] og Thorbadd gamle, Hovgode ved Mæren i Sparboen, der ved ſin Flytning til Island tog Mulden og Sulerne fra Templet med ſig, og ligeſom Thorolf Moſtrarſkegg byggede et nyt Tempel, over hvis Omgivelſer han lyſte Mærens Helligdom[97]. En Thrønder var ogſaa Kolgrim den gamle, Søn af Herſen Rolf eller Alf og Haakon Jarls Datter Unn, hvilken nedſatte ſig paa Strækningen mellem Ingulfs og Skallagrims Landnam[98].

Fra Nordmøre vare førſt og fremſt alle, der hørte til Ragnvald Jarls Æt eller ſtode i Forbindelſe dermed, nemlig Rollaug og de, ſom fulgte ham, Ingemund Thorſteinsſøns Svoger Jorund Hals, Thore Jarls Søn, og Einar, Søn af en Datter, ſom Jarlen Torv-Einar havde haft i ſin Ungdom; han drog til Island efter forgjæves at have ſøgt at faa ſine Frænder, Orknø-Jarlerne, til at kjendes ved ſig[99]. Fra Nordmøre var ogſaa Molda-Gnup, ſaa kaldet, fordi han var fød paa Gaarden Moldatun (nu Moldtun) i Nærheden af Imſterfjorden. En Drabsſag nødte ham til at flytte til Island, hvor han nedſatte ſig paa Sydøſtkanten af Landet[100].

Fra Raumsdal var Ingemund i Vatnsdalen og de fleſte af hans Ledſagere og Tilhængere. Der var og en anſeet Mand fra Raumsdalen, ved Navn Ufeig, der blev uenig med Kong Harald, og derfor vilde drage til Island, men dræbtes af Kongens Mænd førend han kunde komme afſted. Hans Huſtru Aasgerd rejſte med ſine Sønner; hende fulgte ogſaa hendes Broder Thorolf. De nedſatte ſig alle ved Kyſten i Nærheden af Markarfljot, hvor Gaarden Bergthorshval ſidenefter blev Ættens Hovedgaard[101]. Efter Nogles Udſagn, ſkulde ogſaa Ketil Flatnef være en Raumsdøling, men da alle ere enige om, at hans Fader Bjørn Buna var fra Sogn, ſaavelſom alle hans Frænder, maa hiin Angivelſe af Raumsdalen ſom hans Fædrenebygd være en Misforſtaaelſe, der maaſkee kan være opſtaaet ved en Forvexling mellem ham og Ketil Raum.

Fra Søndmøre kom en anſeet Mand ved Navn Dyre[102], der for at undgaa Kong Haralds Vrede efter Ragnvald Jarls Raad drog til Island, og gav Tyrafjorden paa Nordveſtlandet Navn. En anden Søndmøring var Eyſtein digre, der boſatte ſig paa Sydøſtkanten af Landet, i Nærheden af Ketil fiflſke[103].

Fra Firdafylke, Fjale iberegnet, vare Islands førſte og berømteſte Koloniſter, nemlig Ingulf og Skallagrim, med de fleſte af deres Tilhængere. Fra det ſamme Fylke vare ogſaa Floſe den gaulværſke, Loft Ormsſøn og Haaſtein, Atle Jarls Søn, hvilke toge Land øſtenfor Ingulf. Man kan derfor endog med Føje ſige, at Størſtedelen af Sønderlandet, fra Faxefjordens Nordſide til henimod Markarfljot, næſten var en eneſte Koloni fra Firdafylke; thi uagtet ogſaa Folk fra andre Egne fik Tilladelſe til at nedſætte ſig der, maa dog de, der enten allerede hjemmefra fulgte med hine mægtige Mænd, eller ſenere kom efter, have udgjort det overvejende Antal. Blandt de ſidſte fortjener Roſskell Thorſteinsſøn udtrykkelig at nævnes, fordi hans Moder Lofthøna var en Datterdatter af den berømte Brage Skald, og en Datter af Herſen Arinbjørn i Firdafylke, hvis anden Datter Arnthrud var gift med Herſen Thore, en Søn af den ovenfor omtalte Roald Jarl[104]. Roſskells Huſtru Jorun ſkal have nedſtammet i 3die Led fra den fabelagtige Finnekonge Mattull. Han nedſatte ſig oppe ved Hvitaa, der falder i Borgarfjorden, og uddeelte Land til ſine Skibsfæller. En Broder af Berdlu-Kaare, ved Navn Skjaldulf, nedſatte ſig paa Øſtlandet oppe i Jøkulsdalen.

Fra Sogn havde alle de talrige Medlemmer af Bjørn Bunas Æt deres Oprindelſe, og da de nedſatte ſig vidt og bredt paa Island, kan man derfor ogſaa ſige, at Øens Koloniſation for en ſtor Deel er udgaaen fra dette Fylke. Dog var det iſær paa Veſtkanten, ved Breidafjorden, at hiin Æt havde ſin egentlige Hovedſtyrke, formedelſt Bjørn Ketilsſøns og hans Syſter Audes vidtløftige Landnam. Men i en vis Forſtand kan man og regne Helge magre i Eyjafjorden, Ketil Flatnefs Svigerſøn, blandt de ſognſke Landnamsmænd, ikke at tale om Thord Skegge og hans Broder Ørlyg, ved Faxafjorden, Ketil fiflſke i Kirkebø, Heyangs-Bjørns Sønner paa Øſtlandet, og de øvrige fjernere Beſlægtede af Familien. Fra Sogn kom ogſaa Sæmund, kaldet den ſuderøiſke, Ingemunds Staldbroder, der boſatte ſig i Skagafjorden[105], Vebjørn Sygnatrauſte[106] der med ſin hele Familie nedſatte ſig paa Nordveſtſiden af Øen, Gunnulf gamle, hans Fader Vegeirs Banemand, der tog ſin Bolig i Olafsdal ved Siglunes paa Nordlandet[107], Brødrene Eilif og Bjørn, der tilegnede ſig det af ſine Beboere ſenere hen i Tiden ſaa berømte Odda paa Sønderlandet[108], Ævar den gamle, Kong Harald Gullſkeggs Datterſøn, i Langedalen ved Blanda paa Nordlandet[109], og Thorolf Faſthalde i Rafnsfjorden paa Nordveſtlandet, en af dem, der maatte flygte for Haakon Jarl, men ſom dog rejſte til Island efter Kong Haralds Raad[110]. Som Nybygger fra Sogn nævnes endelig Asſur hvite, Søn af Thorleif i Sogn; han drog til Island fordi han, 17 Aar gammel, da han var i Brudefærd med Sigurd Riſe, rimeligviis Kongens og Snefrids Søn, paa Oplandene, begik et Drab i fredlyſt Helligdom. Han opſlog ſin Bolig i Nærheden af Floamændene[111].

Fra Hørdafylke omtales ogſaa mange Landnamsmænd, af hvilke det om enkelte udtrykkeligt ſiges, at de kom fra Vors. Disſe Vorſer ere Thormod gode og Thord Gnupa, Sønner af Odd Rakke, der toge Land paa Veſtkanten, ved Nordſiden af Faxafjorden[112], Lodmund den gamle og hans Foſtbroder Bjolf fra Thulunes paa Vors, af hvilke hiin gav Lodmundarfjorden paa Øſtlandet ſit Navn, men ſidenefter ſluttede længer ſydpaa ikke langt fra Hjorleifshøvde, medens Bjolf forblev i ſit førſte Landnam ved Seydesfjorden[113]; Thore høje og Krum, der boſatte ſig i Nærheden af Bjolf[114], den merkelige Bødvar hvite, Sidu-Halls Stamfader, der, uagtet Rolf af Berg, fra hvem han nedſtammede, ſkal have levet paa Oplandene, dog ſiges udtrykkeligt at være flyttet fra Vors tilligemed ſin Frænde Brand; Anund[115], Thorvid Ulfarsſøn, Loft den gamles Frænde, der kaldte ſin Gaard Vorſabø til Minde om dens førſte Ejers Hjem[116], og Ulf den vorſke, der nedſatte ſig i Papyle paa Øſtkanten, og hvis Efterkommere kaldtes Vorſer[117]. Fra Hørdaland, ſandſynligſt Søndhordland, var den mægtige Geirmund Heljarſkind og hans Broder Haamund, Thorolf Moſtrarſkegg og hans Søn Hallſtein, med alle deres Tilhængere. Fra Nordhørdaland vare efter al Rimelighed Brødrene Thord og Anund Vikingsſønner, der af Mangt, hvorvel neppe med Rette, troedes at have været Sønner af Harald Haarfagre[118]; Thord boſatte ſig ved Dyrafjorden paa Alvidra, et Navn, der ſikkert er laant fra Alvidra (Alver) paa Nordhørdaland, ſom derfor viſtnok maa have været hans ældre Hjem. En anden Landnamsmand fra Alvidra paa Hordaland var Thororm, Søn af Thorkel paa Alvidra, og Sønneſøn af Hallbjørn Hørdakæmpe; han gav Thjorsaaen paa Sønderlandet Navn efter ſit Skib, der i Stavnen førte et Tyrehoved, og rimeligviis kaldtes „Tyren“ (þjórr[119]). Hørder vare ligeledes Eyſtein Alfsſøn fra Oſter[120], Thorberg fra Jaafjorden, der nedſatte ſig i Langedalen[121], og Anund Breidſkegg Sønneſøns Søn af Ulfar Fitjumſkegg (fra Fitje paa Storden), der tog Landtungen mellem Reykjadalen og Hvitaa paa Sønderlandet[122]. Sugandafjorden i Nærheden af Dyrafjorden er bleven opkaldt efter Hallvard Sugande fra Hørdaland, der, efter at have deeltaget i Hafrsfjordſlaget mod Harald, drog til Island[123]. Den hørdſke Herſe Thorſtein Høvdes Sønner Eyvind og Ketil nedſatte ſig i Reykjadal paa Nordøſtlandet, og en Thorgeir fra Hørdaland, Søn af Baard Blandehorn, drog ud fra Viggen i Throndhjem og nedſatte ſig i Nærheden af den før omtalte raumsdalſke Aasgerd, hvilken han ſiden egtede[124]. Og Islands Opdager Floke maa ligeledes anſees ſom en Hørde, da han var en Datterſøn af den mægtige Høvding Hørda-Kaare, og paa ſin Opdagelſesrejſe drog ud fra det Sted, hvor Rogaland og Hørdaland mødes. Floke nedſatte ſig ſiden, ſom oven anført, paa Island i Flokadal nærved Hovde paa Nordlandet[125]. Hørdafylke har ſaaledes maaſkee endog afgivet det ſtørſte Antal Koloniſter til Island.

Fra Rogaland kom iſær Geirmund Heljarſkinds Frænder og Venner. Ulf Skjalge, Høgne hvites Søn var fra Rogaland; det ſamme var vel ogſaa Tilfældet med hans Søſkendebarn Erik Høgneſøns Søn Geirleif; begge boſatte ſig, ſom forhen nævnt, i Nærheden af Geirmund Heljarſkind ved Breidafjorden. Ørn, Geirmunds Frænde, efter hvilken Arnarfjørden er opkaldt, var ligeledes fra Rogaland. Rygen Thore Grimsſøn boſatte ſig ved Ljoſavatn paa Nordøſtlandet[126]. Fra Jæderen kom Audulf i Hørgaadalen, der egtede Helge magres Datter[127]. Anund Træfod, Thord mjøkſiglandes Ven, var ligeledes fra Rogaland, ſaavelſom Finn fra Stavanger, forudſat at der herved ej menes Stavangfjorden.

Fra Agder kom mange anſeede Mænd til Island. Øndott Kraakas Sønner Aasgrim og Aasmund, og hans Syſterſøn Thrond mjøkſiglande, tilligemed deres Fiende Thorgeir, efter hvilken endog Hvinverjadal har faaet Navn, ere allerede omtalte, ligeſaa Steinulf den lave, Søn af Rolf Herſe og Øndott, Ølve Barnakarls Syſter. Steinulfs Datter Arndis tog ſiden Land paa egen Haand ved Rutefjorden[128]. En Datter af Ølve Barnakarl var gift med Vikingen Naddodd, der allerførſt opdagede Island, og Naddodds Broder var den rige og mægtige Øxna-Thore[129]; da det udtrykkeligt ſiges, at denne boede paa Agder[130], er det tydeligt nok, at ſaavel Ølve Barnakarls, ſom Naddodds Ætmænd og Frænder, der boſatte ſig paa Island, alle tilſammen maa anſees ſom egdſke Koloniſter[131]. Af disſe nævnes hans Sønnneſøn Ufeig Grette og Sønneſøns Søn Thormod Skafte, hvilke tilligemed hans anden Søn Steinulfs Svigerſøn Thorbjørn alle nedſatte ſig paa Sønderlandet i Thjorsaadalen og den ſaakaldte Gnupverjahrepp; i Nærheden heraf var det ogſaa, at Thrond mjøkſiglande tog Land[132]. Naddodds Sønner Brandulf og Maar kom meget tidligt til Island, og optoge den ſaakaldte Hrunamannahrepp i Nærheden af Gnupverjahreppen[133]. En anden Søn af Einar Ølvesſøn, ved Navn Rolleif, tog Land i Nærheden af Øraraaen paa Ingulfs Enemerker, men nødte ved Truſel om Holmgang en tidligere ankommen Landnamsmand til at bytte Land med ſig, og kom derved til at bo i Nærheden af ſine Frænder[134]. Til disſe har rimeligviis ogſaa Alf den egdſke hørt; han flygtede fra Norge forjagen af Harald Haarfagre, og tog ſin Broder Grimulfs Søn Thorgrim med ſig. De nedſatte ſig paa Gnup i Nærheden af de øvrige egdſke Koloniſter, og Thorgrims Søn egtede Thormod Skaftes Datter, fra hvilket Egteſkab den berømte Skafte Lovſigemand nedſtammede[135]. Det ſynes ſaaledes, ſom om Egderne med Forkjærlighed have valgt denne Egn; og merkeligt er det, at endog Aasgrim Øndottsſøns Ætling, Aasgrim Ellidagrimsſøn, findes ſom en af Høvdingerne her, uagtet Stamfaderen havde opſlaaet ſin Bolig ved Eyjafjorden. En Broder af Thorgrim, ved Navn Bødmod Gerpe tilligemed hans Broderſøn Bødulf Grimsſøn, opſloge deres Bolig paa Tjørnes ved Øxarfjorden, nordøſtligt i Landet; han egtede en Datter af Helge magre, og en Datter af dette Egteſkab blev igjen gift med Aasmund Øndottsſøn[136]; alle disſe egdſke Koloniſter vare ſaaledes i Svogerſkab med hinanden; til denne Forbindelſe kan man i vidtløftig Forſtand endog regne Helge magre ſelv, ligeledes Ørnathores Ætlinger, ſkjønt de rigtignok ſpredte ſig videre omkring. En af dem, nemlig hans Sønneſøn Ølve Ølvesſøn, maa være flyttet til Haalogaland ſom Lendermand, ſiden det heder, at han boede i Almdal og blev uenig med Haakon Jarl; han er allerede ovenfor omtalt. En anden af hans Sønneſønner, Eyſtein Randulfsſøn, nedſatte ſig i Nærheden af Øndott Kraakas Sønner[137], en tredie, ved Navn Kraaka-Reidar, Søn af Ufeig Lafſkegg, opſlog ſin Bolig ved Skagafjorden[138]. Kraakareidars Søn Grimkell tog Land yderſt paa Snefjeldsnes-Halvøen; hans Søn Gunnbjørns Sønner yderſt paa Nordveſtlandet. Denne Gunnbjørn havde opdaget de ſaakaldte Gunnbjørnsſkjær, ſandſynligviis nogle Øer ved Grønlands Øſtkyſt[139]. Fra en i Norge tilbagebleven Søn af Øxnathore, ved Navn Ulf, nedſtammede i tredie Led den berømte Erik røde, Grønlands Opdager[140]. Foruden disſe mere anſeede Nybyggere fra Agder nævnes og en Eyvind Knæ, der tog Atlefjorden paa Nordveſtkyſten i Beſiddelſe[141] og Øxna-Thores Frigivne, Thore, der boſatte ſig paa Flugumyre i Skagaſtranden[142].

Endog fra Valdres og Haddingedal nævnes et Par Nybyggere, nemlig Bjørn, der efter ſin Gaard Reyne paa Øſtkyſten ſædvanligviis kaldes Reynebjørn — han var fra Valdres[143] — og Grim Ingjaldsſøn fra Haddingedal Broder af Herſen Aaſe. Grim maa meget tidligt være kommen til Island, da det heder, at han drog ud med ſin Huſtru til Island for at opdage Lande (í landaleitan). Om denne Grim fortælles det fabelagtige Sagn, at han ved at fiſke kom til at drage op en Havmand, hvilken han tvang til at forudſige ham og hans Søn deres Skjæbne; Spaadommen lød, at han ſelv ſkulde dø inden Vaaren, men at hans unge Søn Thore ſkulde bo og bygge der, hvor hans Hoppe Skalm lagde ſig under Kløven. Grim døde virkelig kort derefter, og hans Enke Bergdis fulgte nu Skalm fra Steingrimsfjorden paa Nordveſtlandet over Heiderne, førſt til Skalmarnes ved Breidafjorden, derpaa ned til Borgarfjorden, hvor Skalm endelig lagde ſig, og hvor de nu opſloge deres Bolig nær ved Skallagrims Landnam[144]. Grims Broderſøn Thore, Aaſe Herſes Søn, tog Land paa Sydkanten, i Nærheden af Haaſtein Atleſøns Landnam. Herſen Dalakoll, Aude den grundriges Ledſager og Laxaadalens Bebygger, var en Sønneſøn af Aaſe Herſe[145].

Fra Viken og Oplandene nævnes ikke mange Nybyggere, og Antallet af dem, ſom kom herfra, kan heller ikke have været ſtort. Baalke Bløngsſøn fra Sotenes og Kolbein, Søn af Sigurd fra Veſtfold, ere allerede omtalte, ligeledes Thorſtein Tjaldſtøding fra Thelemarken. I Ingulfs Diſtrikt boſatte ſig Orm den gamle, Søn af Eyvind Jarl, havde været med at ſtride mod Harald Haarfagre i Hafrsfjordſlaget; Eyvinds Fader Aarmod Jarl var en Søn af Nerid Jarl den gamle og nidſke, ſom forhen er omtalt[146]. Brune, en Søn af Jarlen Haarek paa Oplandene, drog til Island og tog Land paa Nordenden af Halvøen mellem Skaga- og Evja-Fjorden[147]; paa Sønderlandet nærved Myrdalsjøklen nedſatte ſig Thraſe, en Sønneſøn af Herjulf Hornbrjot; han havde indſkibet ſig fra Hørdaland[148]. Andre Oplændinger nævnes ej.

Af denne her meddeelte Overſigt vil det ſees, at det er Sogn, Agder og Hørdaland, eller, hvis det anſees ſom uviſt, om Geirmund og Haamund Heljarſkind meeſt tilhøre Hørdaland eller Rogaland, da ogſaa dette Fylke, der har ſendt de fleſte Nybyggere til Island. Thi uagtet Landnamsbogen opregner omtrent 400 Landnamsmænd, men kun ved 130 udtrykkeligt angiver, fra hvilket Sted i Norge de vare, kan man dog viſtnok antage, at der mellem dem, hvis Hjemſtavn i Norge ikke nævnes, idetmindſte har fundet ſamme Forhold Sted i denne Henſeende, ſom mellem hine; om man end ikke, hvilket maaſkee vilde være det retteſte, betragtede alle dem, der ſiges at have nedſat ſig i en af de ſtørre Nybyggeres Diſtrikt, uden at det nærmere angives, hvorfra de vare, ſom Folk, der allerede hjemmefra havde ſtaaet i Afhængighedsforhold til de ſtørre Nybyggere, og følgelig ere komne fra ſamme Fylke, ſom disſe. Ligeſom Hørdaland og Rogaland ſynes at have været fælles om enkelte ſtore Familier, ſaaledes findes et lignende Fællesſkab ogſaa mellem Agder og Rogaland, hvad den ſtore Øxna-Thoreſke og Ølveſke Familie angaar, ligeſom ogſaa Helge magre tildeels kan regnes til denne. Men gaa vi længere tilbage i Ætterne, da ſinde vi, at medens Geirmund og Haamund nedſtammede fra de hørdalandſke Konger Hjørleif og Half, udledede Ølve Barnakarls og Bjørn Bunas Æt ſin Herkomſt fra den rygſke og egdſke Kong Vikar, hiin gjennem Snjall Vatnarsſøn, denne gjennem Hjald Vatnarsſøn. Det er ſaaledes fra Hjørleif og Vikar, at Fleerheden af de ſtore islandſke Landnamsmænd nedſtamme. Og man danner ſig den bedſte Foreſtilling om Nationaliteten paa Island ſtrax efter Bebyggelſen, ved at betragte det ſom en fornemmelig fra Sogn, Hørdaland, Rogaland og Agder ſtiftet Koloni, med enkelte Beſtanddele fra andre Fylker, af hvilke de fra Firdafylke, Naumdal og Haalogaland vare de betydeligſte; hvorved det dog maa bemerkes, at Firdafylke, der fra umindelige Tider hørte til Gulathingets Forening, med Henſyn til Indbyggernes Mundart og Leveſkik paa det nøjeſte ſlutter ſig til Sygnafylke. Det er altſaa fornemmelig Gulathingslagen, eller Norges veſtlige og ſydveſtlige Fylker, der kunne ſiges at have afgivet Grundlaget for Islands Befolkning; thi de Elementer fra andre Fylker og andre Lande, de i ſig optoge, vare i Forhold til det gulathingſke Hovedelement ſaa ubetydelige, at de efter een Generation aldeles maatte gaa op i dette. Hvad her er fremſat, beſtyrkes ogſaa paa det nøjeſte af Islands nuværende Sprogforhøld, da dets Mundart endnu ſtemmer mere med den ſognſke og hardangerſke, end med nogen anden af de norſke Mundarter, og øjenſynligen kan ſkjønnes eengang at have været den ſamme ſom hiin.

Det er tillige værd at lægge Merke til, at Hørdaland, Rogaland og Agder, fra hvilke Fylker, tilligemed Sogn, Udvandringen til Island var ſterkeſt, tillige ere de, hvilke Harald Haarfagre allerſidſt underlagde ſig, og hvor han ſynes at have mødt den ſkarpeſte Modſtand Om de fleſte Nybyggere herfra heder det derfor, at de maatte forlade Fædrelandet for Kongens Vredes eller Voldſomheds Skyld. Det ſamme ſiges ogſaa om enkelte Nybyggere fra det Throndhjemſke. Derimod heder det om flere Nybyggere fra Sogn og Haalogaland, at det var Haakon Jarls Vrede eller Voldſomhed, der drev dem bort. Dette ſynes at viſe, at Haakon Jarl maa have haft mere at ſige, og have optraadt paa en mere ſelvſtændig Maade, end de ſparſomme Efterretninger, vi have om ham, ligefrem melde. Og over Sogn maa han, ſom vi allerede tidligere have bemerket, have udøvet en vis Myndighed, idetmindſte for en Tid. I Firdafylke var det heller ikke ſaa meget Kongens, ſom Jarlernes Vælde, der bragte de fornemſte af dets Landnamsmænd til at drage bort. Ingulf flygtede for Atle Jarl, Atle Jarls Søn Haaſtein for Sigurd Jarl. Skallagrim var mere bleven ked af Opholdet i Norge, end nødſaget til at drage bort, og det var førſt Floſe Thorbjørnsſøn, der flygtede fordi han ligefrem havde lagt ſig ud med Kongen. De fornemſte Koloniſter fra Raumsdal og Møre, nemlig Ingemund og Rollaug, Ragnvald Jarls Søn, flyttede endog til Island med Kongens Samtykke eller efter hans Foranſtaltning.

Sammenholder man fremdeles Angivelſerne af de Egne paa Island, hvor de fornemſte Nybyggere nedſatte ſig, vil man finde, at de, der hørte til eet og ſamme Fylke, i det Hele taget — enkelte Undtagelſer maatte her være uundgaaelige — holdt ſig ſaavidt muligt ſammen, og at man derfor kan paaviſe, hvilke enkelte Dele af Island fornemmelig have faaet ſin Befolkning fra dette eller hiint Fylke i Norge. Det er ſaaledes umiskjendeligt, at Nybyggerne fra Firdafylke iſær holdt ſig til Sønderlandets Kyſter; Sygnerne havde ſit Hovedtilhold paa Veſterlandet ved Breidafjorden, paa Nordlandet ved Skaga- og Eyja-Fjorden, og paa Sydøſtlandet. Rygerne holdt ſig fornemmelig til Øens nordveſtligſte Deel, Egderne fornemmelig til det indre af Sønderlandets øſtlige Part, tildeels ogſaa til Eyjafjorden; Naumdølerne til Sønderlandets indre Dele. Fra Throndhjem og de øvrige Fylker kom der for faa, til at man med Henſyn til dem kan paaviſe nogen beſtemt Forkjærlighed for en enkelt Deel af Øen.

Af hvad der ovenfor er berettet om de enkelte Landnamsmænd, vil man lettelig have indſeet, at disſe ikke hørte til den fattigſte og ringeſte Klasſe af Folket, men derimod til dets fornemſte Slægter, der nedſtammede fra Konger, Jarler eller Herſer, overhoved til Norges Ariſtokrati. Det var dette, ſom iſær led ved den Revolution, Haralds Erobring frembragte, medens de lavere Klasſer derimod ſnarere vandt derved, forſaavidt ſom de i Kongemagten kunde have en kraftigere Beſkyttelſe mod Stormændenes Anmasſelſer. Det heder og næſten om enhver enkelt Landnamsmand, at han var en fornem, eller mægtig, eller berømmelig Mand fra dette eller hiint Fylke; de fleſte kom til Island i eget Skib, med Familie, Tjenerſkab, Huusdyr, Gods og Penge, og optraadte ſtrax ſom Høvdinger, der levede paa en efter de Tiders Begreber ſtor Fod. Med dette for Øje kunne vi af de opgivne Landnamsmænds Antal danne os etſlags Foreſtilling om Størrelſen af Øens Befolkning ſtrax efter Bebyggelſen. Det ſiges om Geirmund, en af de fornemſte og mægtigſte Landnamsmænd, at han ikke havde færre end 80 Frimænd, foruden Trælle, hjemme paa ſin Gaard. Et lignende Antal har rimeligviis Helge magre, Hjalteſønnerne, Bjørn Ketilsſøn, Skallagrim[149], Ketilbjørn og Rollaug haft, efter at have ſat Bo. Om Aude Ketilsdatter ſiges der, at hun paa ſit Skib havde 20 eller 30 frie Karle; desforuden havde hun med ſig ſin Sønneſøn, ſine fem Sønnedøttre, Koll Herſe, og ſine Trælle. Man kan ſaaledes viſtnok antage, at ingen Landnamsmand havde færre end ti Perſoner i ſit Huus, medens mange havde langt flere; femten Perſoner for hver af de 400 Landnamsmænd er ſaaledes ikke formeget regnet; dette giver omtrent 6000 Menneſker ved Landnamstidens Ophør; men da Folkemængden i de 60 Aar, Landnamstiden varede, maa have tiltaget, kan man viſt ſætte den endnu højere. Den var, ſom det ſynes, neppe udløben, da Hjalteſønnerne holdt deres berømte Arveøl, hvortil alle Høvdingerne vare indbudne, og hvor Gjeſternes Antal udgjorde 1200; og man kan dog neppe antage, at hvert femte Menneſke paa hver eneſte Gaard ſkulde være dragen til Gildet; endog hver niende vilde være vel ſterkt: dette antyder en Befolkning af over 12000. Noget over halvandet Aarhundrede ſenere, da Biſkopsſtolen paa Hole oprettedes (1102), holdtes der Folketælling[150], og da fandtes omtrent 4560 mere formuende Bønder; regner man for hver af dem en Familie med Tyende paa 10 Menneſker, udkommer herved en Folkemængde af henimod i 50000, der omtrent er den ſamme, ſom den nuværende. At den i 160 Aar, efterat den førſte Tilgang fra Norge var ophørt, ſkulde have kunnet forøge ſig fra 12000 til 50000, ſynes umuligt, den har altſaa omkring 940 neppe været under 25000.

Dette forklarer ogſaa, hvorledes det kunde gaa til, at Kong Harald, uagtet Udvandringen forſaavidt maatte være fordeelagtig for ham, ſom han derved blev disſe farlige Modſtandere kvit, og erhvervede mange Ejendomme ved at tilegne ſig de fleſte Udvandredes Gaarde, dog tilſidſt fandt den betænkelig, fordi den gjorde Landet folketomt. Han forbød den derfor, men lod ſig dog ſiden bevæge til at ombytte Forbudet med en beſtemt Udvandrings-Afgift, de ſaakaldte Landører, eller fem Ører Sølv, hvilke enhver Udvandrer engang for alle ſkulde betale[151]. Og denne ſtore Tilſtrømning gjorde ogſaa de ovenfor omtalte Indſkrænkninger i Landnamsfriheden nødvendige. Tidligere havde man ofte taget Land i Beſiddelſe paa en langt nemmere Maade, end den højtidelige Omfaren med Ild, nemlig ved at rejſe Merkeſtænger, gjøre Merker i Fjeldene, hugge ſin Øxe faſt, afſkyde en Piil, hvorpaa et Stykke brændende Tønder[152] o. ſ. v. Elvene og Bjergene vare her, ſom andenſteds de naturlige Grændſer, efter hvilke Landnamsmændene rettede ſig. Allerede temmelig tidligt begyndte enkelte Nybyggere, der ej fandt noget uoptaget Land, der behagede dem, at kjøbe Land af de ældre Beſiddere; de af disſe, der havde Land til Overflod, forærede ſtundom Stykker deraf til ſenere ankomne Koloniſter, men da en Gave kunde tilbagekaldes, et Kjøb ikke, anſaa enkelte ſig ikke ret betryggede uden ved at give en Betaling, idetmindſte for et Syns Skyld[153]. Det kunde ved førſte Betragtning ſynes beſynderligt, at de norſke Haulder, der havde forladt deres Fædreland for en ſtor Deel af Misfornøjelſe over, at Kong Harald havde frataget dem deres Odel, dog ikke overførte Odels-Navnet og Odels-Vedtægterne paa deres nye Beſiddelſer, ja at endog Ordet „Odel“ ikke engang findes i den ældre islandſke Lovgivning. Aarſagen er dog ved nærmere Eftertanke ikke vanſkelig at paaviſe. Ved Odel tænkte man ſig nemlig, ſom ovenfor (S. 118) udviklet, den i Familien fra umindelige Tider nedarvede fælles Grundejendom, og ethvert Medlem af denne Familie var odelsbaaren til Ejendommen, lige meget om han havde den under ſin Beſtyrelſe eller ej. Den norſke Hauld eller Odelsbaarne, der nedſatte ſig paa Island, ophørte dog ikke derfor at være odelsbaaren til ſine Fædrenebeſiddelſer i Norge[154]. Kong Harald kunde ved et Magtſprog erklære ſig for Odelsgodſets Ejer, men de Odelsbaarnes Fordringer vedbleve lige fuldt, ſaavel ſom den perſonlige Anſeelſe, Odelsbyrden medførte. Det kunde ſaaledes ikke falde nogen udvandret Hauld ind, at kalde ſine nye Beſiddelſer paa Island ſin Odel, da Odelsnavnet medførte Begrebet om nedarvet Ættejord og aldeles udelukkede Foreſtillingen om nogen nys optaget, hidtil herreløs Grundejendom. For at kunne kaldes Odel maatte Ejendommen have en Hiſtorie. I Tidens Løb kunde dog, ſom det ſynes, Ejendommene paa Island ogſaa have gaaet over til at blive Odel, forſaavidt ſom de nedarvedes i Ætten, og virkelig fik en Hiſtorie. Og det er vel heller ingen Tvivl om, at hvis Nogen havde opkaſtet ſig til Konge eller Jarl paa Øen, og tilegnet ſig Overejendommen over alt Jordegods, da havde man og ſagt om ham, at han erklærede ſig for Ejer af alt Odel i Landet. Men nu indtraf intet ſaadant Tilfælde, hvorved Islændingerne fik Anledning til at tale om deres Odel. Der var ingen, ſom gjorde Høvdingerne deres Ejendomsret ſtridig, eller ſom truede med at indføre en Feudalforfatning. Man kan ſaaledes ſige, at Odelsbegrebet kun hvilede i Folkets Bevidſthed, uden dog ligefrem at udtales.

Landet ſelv var i hine Tider mere indbydende end nu. Der fandtes da Skove i Dalene, medens der nu i det Højeſte findes Krat[155]; de afgave ſommeſteds Tømmer, ſtort nok til at man kunde bygge Huſe og Skibe deraf, og de opfyldte ikke ſaaledes de lavere Egne, at disſe derved bleve mere raa og kolde, medens de dog altid vare tilſtrækkelige til at give Ly mod de isnende Fjeldvinde fra Jøklerne[156]. Nybyggerne kunde derfor prøve Agerdyrkning, tildeels endog med Held, ſaavel paa Nordlandet, ſom paa Sønderlandet[157]. Den underjordiſke Ild, der frembragte Vulkaner, Jordbrand, og hede Kilder, meddeelte ogſaa Jordbunden hiſt og her en højere Varmegrad, end Landets Beliggenhed ellers medførte, og voldſomme Vulkan-Udbrud havde dengang ikke ødelagt ſtore frugtbare Strækninger, ſom nu kun ere bedækkede med Hraun (Lava), Stene og Aſke. Men Landets Havklima, der hindrede ſterk Froſt om Vinteren, medens det paa den anden Side gjorde Sommeren koldere, var iſær ſkikket til Fædrift; Kvæget kunde gaa ude hele Vinteren, og formerede ſig overordentlig hurtigt[158]. Der fortælles ſaaledes om Helge magre, at han ved ſin Ankomſt ſatte et Par Sviin i Land; da man tre Aar efter fandt dem igjen, havde de formeret ſig til 40[159]; Thore paa Hvamm miſtede en Kvige, den blev ſiden gjenfunden med 40 Nød[160], Ingemund i Vatnsdalen miſtede ligeledes nogle Sviin, ſom Høſten efter bleve fundne, formerede til hundrede[161]; overhoved formerede Huusdyrene ſig ſaa ſterkt, at det ej ſjælden heder om dem, at man kunde regne to eller tre Hoveder paa hvert[162]. I Fjordene, Elvene og Vandene var der Fiſk i Overflod; derom vidne og flere Elvenavne, ſom Laxaa, Aurrida-Aa o. ſ. v.; der fandtes Sælvær og Eggevær[163], Hvaler fangedes ofte; desforuden bragte Havet en for Island ſæregen Velſignelſe, nemlig en overordentlig Masſe Drivtømmer (reki), ſandſynligviis fra Amerikas Faſtland, bortrevet ved de ſtore Floder og ſiden bragt videre af Golfſtrømmen. Til de nordligere Dele af Landet bragte Driviſen ogſaa ſtundom Iisbjørne, hvilke Indbyggerne tidligt begyndt at fange, for at ſælge dem eller forære dem bort til udenlandſke Høvdinger ſom Merkværdigheder. Island havde ſaaledes mange Tillokkelſer af det Slags, der pleje at falde de Udvandringslyſtne i Øjnene, foruden den Fordeel, at det afgav et Friſted mod virkelig eller indbildt Undertrykkelſe. Paa en Tid ſom denne, da man ikke engang i Egne, langt mere begunſtigede af Naturen, ret forſtod at benytte Naturens Frembringelſer til dermed at gjøre ſig det daglige Liv bekvemt og behageligt, kunde Islands nordligere Beliggenhed og virkelige Mangler ikke i og for ſig forekomme vore Forfædre afſkrækkende; ſnarere ventede de ſig der et mageligere Liv, og fremfor Alt den Selvraadighed, ſom de ej længer kunde udøve hjemme.

Man kan viſtnok ſaaledes betragte Islands Forfatning, iſær ſtrax efter Landnams-Tiden, ſom en Fortſættelſe og videre Uddannelſe af den Tilſtand, under hvilken de mægtige Herſer og Haulder i Norge havde boet før Erobringen, og ſom det koſtede dem mere at give Slip paa, end at forlade deres gamle Odel- og Ætte-Jorder. Og derfor er Islands Oldhiſtorie os Nordmænd iſærdeleshed vigtig. Den er en Afſpejling af Norges egen, i Forglemmelſen begravne Oldhiſtorie; den lader os ane, af hvad Slags de Begivenheder vare, der have fundet Sted i vort Fædreland, om de end ikke ere optegnede.

Om Maaden, paa hvilken Udvandrerne ved Ankomſten indrettede ſig, er der allerede ovenfor talt. Grunden eller Jordejendommen i Landet kom udelukkende i Høvdingernes Hænder. De førſte Landnamsmænd toge overordentlig ſtore Strækninger i Beſiddelſe, de ſenere ankomne noget mindre; hvad Enhver ej ret godt ſelv kunde raade med, overlod han til andre, men det øverſte Høvdingſkab forbeholdt han ſig dog ſelv, og den Maade, hvorpaa det letteſt vedligeholdtes, var at oprejſe et Hov eller Tempel og indrette et Thingſted[164]. Men enhver af de førſte Grundejere medbragte ogſaa Trælle og Frigivne; til de ſidſte bortbyggede han enkelte Dele af ſin ſtore Ejendom, og de bleve ſaaledes hans Landſeter eller Lejlændinger; de meeſt betroede af Trællene anvendte han ofte til at beſtyre de længere bortliggende Gaarde, ſom han forbeholdt ſig ſelv; disſe Trælle fik ſædvanligen ogſaa tilſidſt Friheden, og bleve da enten ligeledes Lejlændinger, eller belønnedes for ſtørre Fortjeneſter, med at faa en Gaard til Ejendom[165]. Ogſaa fattige fribaarne Udvandrere nøjedes vel med at blive Lejlændinger. Paa denne Maade opſtod den egentlige lavere Folkeklasſe, der udgjorde Fleerheden af Befolkningen paa Island; beſtaaende oprindeligt af Frigivne, har den viſtnok langtfra indeholdt ſaa reent norſke Elementer, ſom Høvdinge-Klasſen; men derimod en Mængde keltiſke, angliſke og frankiſke[166]; efterhaanden ſmeltede de dog ſammen til een eneſte Nationalitet, i hvilken det norſke Element var det fremherſkende. Men det laa i Sagens Natur, at den lavere Folkeklasſe var aldeles uden politiſk Vegt, og at Forfatningen heelt igjennem var aldeles ariſtokratiſk.

At Beſiddelſestagelſen af Landets enkelte Dele oftere, iſær i den ſidſte Deel af Landnamstiden, gav Anledning til Strid mellem Nybyggerne, laa i Sagens Natur og Exempler derpaa ere allerede anførte. Naar ſtridbare Kæmper endog hjemme i Norge ved Truſel om Holmgang kunde aftvinge Folk deres Gaarde, ja ſelv deres Koner og Døttre, og dette ikke engang anſaaes for utilladeligt, maatte en ſaadan Tilflugt til den Sterkeres Ret være endnu naturligere blandt Islands førſte Koloniſter. Og dog ſynes det, ſom om de endda ikke ſaa ofte benyttede ſig deraf. Tvertimod lader det til, at en for de Tider og under de Forhold ſjælden Humanitet, Eftergivenhed og Hjelpſomhed overhoved har raadet mellem dem, og flere merkelige Træk deraf ere opbevarede. Saaledes finder man altid, at tidligere boſatte Nybyggere med den ſtørſte Liberalitet modtoge ſenere ankomne Frænder og Venner, og beholdt dem hos ſig med deres talrige Følge, indtil de ſeet ſig om efter Land, undertiden endog i hele Vintre ad Gangen[167]. Hvilken gjeſtfri Modtagelſe den ſkibbrudne Vebjørn Sygnakappe fandt hos Atle, Geirmund Heljarſkinds Træl, er ovenfor nævnt[168]. Det er ligeledes omtalt, hvorledes den ædle Erik i Goddale fraraadte Reidar Ufeigsſøn at udfordre Sæmund den ſydrøiſke til Holmgang om hans Ejendomme, fordi det, ſom han ſagde, ſaa galt ud, hvis Folk ſkulde ſlaas, ſaa længe der var ſaa faa af dem i Landet; men han forærede ſelv Reidar et betydeligt Stykke Land[169]. Geirrid fra Haalogaland, Syſter til Geirrød paa Eyre, var ſaa gjeſtfri, at hun lod bygge ſin Stuebygning tvers over Landevejen; derinde ſtod altid opdækket Bord, og ſelv ſad hun ſom jevnligſt paa en Stol udenfor, indbydende de Forbifarende til at komme ind og gjøre ſig tilgode[170]. En anden Kvinde fra Haalogaland, den før omtalte Thurid Sundafylder, gjorde ſig fortjent af Iſafjordens Beboere ved at betegne Fiſkegrundene[171]. Og de Foranſtaltninger, der ſenere bleve trufne med Henſyn til Landets Lovgivning og Regjering, vidne om en høj Grad af Almeenaand[172].

Denne Almeenaand og dette Maadehold hos de førſte Nybyggere er ſaa meget mere paafaldende, ſom de fleſte af dem havde været Vikinger, ja tildeels endog kom friſkt fra Vikingetog: de vare ſaaledes vante til, i Et og ſelv og lade det komme an paa den Sterkeres Ret. Men det tjener, ſom ſaa meget andet, til at viſe, at det nordiſke Vikingeliv ikke kan bedømmes efter vore nuværende Begreber om Folkeret og borgerlig Orden: det udſprang hverken af Blodtørſtighed eller Vindeſyge, men det betragtedes deels ſom en nødvendig Krigsſkole for Ynglingerne af Høvdingeſtanden, deels ſom en hæderlig Næringsvej. Hjemkommen til ſin Gaard var Vikingen ikke mere Kriger, men kun Bonde, ſom de øvrige, og hvad han beholdt tilbage fra Vikingeaarene, var kun ſtørre Livserfaring, Selvtillid og Uforfærdethed til at forſvare Sit og Sine, hvor det gjaldt[173]. Derfor vedblev ogſaa paa Iſland, ſaa længe Vikingetiden varede, den Skik, at Høvdingerne i deres Ungdom, enten paa eget Skib eller i Følge med andre, droge i Viking. I det Hele taget fortſattes den i Norge tilvante Levemaade, kun med de Forandringer, Øens ſæregne Vilkaar gjorde nødvendige. Agerbruget kunde paa Island, om det end dreves, alene ſpille en ubetydelig og underordnet Rolle, derimod blev Fædrift og Fiſkeri Hoved-Næringsvejene, iſær Fædriften, der meget tidligt naaede en betydelig Højde[174]. Hvad der allerede tidligt blev et ſæregent Træk i Islændingens Nationalcharakteer, var Lyſt til at opbevare og fortælle hiſtoriſke Sagn, og Færdighed i at udøve Skaldekunſten. Begge Dele, ſaavel Saga-Fortælling ſom Skaldevæſenet, naaede paa Island en høj Grad af Udvikling, tildeels endog højere, end i Moderlandet ſelv; det var ligeſom om Islændingerne paa den Maade vilde bøde paa, at deres Ø ingen egentlig Hiſtorie havde. Man maa fornemmelig ſøge Grunden til denne Aandsretning hos Islændingerne i Øens afſondrede Beliggenhed, der medførte, at Beretninger om disſe Begivenheder ej hørte til Dagens Orden, men kun nu og da lejlighedsviis kom til Landet, og derfor baade væntedes med mere ſpændt Opmerkſomhed og maatte meddeles med ſtørre Omhyggelighed, Orden og Vidtløftighed, end det ellers vilde have været nødvendigt[175]. Derved blev Talentet til og Øvelſen i at iagttage og fortælle paa en tiltrækkende Maade, almindelig, og udſtraktes ſnart ej alene til ſamtidige Begivenheder, men ogſaa til ældre Begivenheder, der vedkom Høvdingernes Forfædre i deres forrige Hjem. Saaledes ſamledes og opbevaredes Sagn og Kvad fra Nordens tidligere Dage, og overhoved vænnede Folket ſig til hvad man, om det havde haft Bøger, vilde have kaldt boglig Virkſomhed, hvorved det ſnart tilegnede ſig en ſtørre Færdighed i at haandtere Sproget og indklæde Tankerne i ubunden eller bunden Stiil, end der almindeligviis fandtes hos Indbyggerne i det øvrige Norden. Det varede derfor heller ikke længe, førend Islændingerne havde gjort den mere indviklede og vanſkelige Skaldekunſt ſaa godt ſom til et dem ſynderligt tilhørende Fag, hvorved de ej alene indlagde ſig Hæder, men ogſaa Gods og Guld, idet islandſke Skalde beſøgte Nordens Konger, Jarler og øvrige Høvdinger, kvad Hædersdigte for dem om deres Bedrifter, og fik til Belønning rige Gaver, foruden at de optoges ſom deres Hirdmænd og nøde de øvrige Udmerkelſer, der ſædvanligviis bleve Skaldene til Deel. De indfødde norſke Skalde bleve efterhaanden ganſke fortrængte af de islandſke[176].

  1. Landnáma V. 1.
  2. Landnáma V. 15.
  3. Grim omtales og ofte i Vatnsdølaſaga, men det heder her, at han var en Søn af Ingjald paa Havnø.
  4. Landnáma I. 18, 19. Egils Saga Cap. 27, 28.
  5. Landnáma V. 3.
  6. Landnáma V. 4.
  7. Landnáma V. 3.
  8. Landnáma I. 17. Stafangr kan maaſkee og betegne Stavangfjorden i Søndfjord.
  9. Eyrbyggja Saga Cap. 1—3. Landnáma II. 11.
  10. Eyrbyggja Saga Cap. 4.
  11. Landnáma II. 23.
  12. Laxdøla Saga Cap. 7. Landnáma II. 15—19. Landn. ſtemmer ikke ganſke med Laxdøla; denne kalder Aude „Unn“, og lader hende efter hendes Død blive højlagt. Efter Landn. ſkal hun ogſaa ſelv i Gildet have forudſagt ſin Død, og at dette ſkulde være hendes Arveøl.
  13. Landnáma II. 19.
  14. Høgne den hvite var en Søn af Ublaud, denne af Utrygg, og denne, ſom det foregives, af Kong Hjørleif den kvennſame, medens Geirmund og Haamund Heljarſkind udgives for Sønner af Hjør, Søn af Half, Søn af Hjørleif. Men det er ovenfor (S. 305 fg.) viiſt, at Slægtled her maa være bortfaldne.
  15. Landnáma II. 19, 22.
  16. Landnáma II. 24.
  17. Landnáma II. 25.
  18. Landnáma II. 26. Ørn blev dog ikke boende her, men flyttede øſtover til Eyjafjorden.
  19. Landnáma II. 32. Grettes Saga Cap. 10.
  20. Landnáma II. 32.
  21. Landnáma III. 1.
  22. Landnáma III. 1.
  23. Landnáma III. 1. Denne Lodbrok maa vare Lodbrok den yngre, ſe ovenfor S. 358, Anm. 1.
  24. Vatnsdøla Saga kalder ham Ingjald, Landnáma derimod deels Thore deels Ingjald. I Egils Saga Cap. 27 og Landnáma V. 13 heder det at Thore var en Søn af Ketil Kjølfare, medens derimod Landnáma I. 18 og II. 2 ſætter tvende Led mellem Ketil og Thore, nemlig: Ketil Kjølfare — Rolf — Gunnlaug — Thore.
  25. Dette Billede kaldes i Vatnsdøla Saga hlutr ɔ: Lod; det har rimeligviis ogſaa været brugt til den Slags Gaaen til Frett, der ſkede ved at lægge „Lod“ i Skaaler og underſøge om Lodden laa rolig eller ej; ſe Jomsvikinga Saga Cap. 42, jvf. ovf. S. 179.
  26. Se ovenfor S. 181. Beſkrivelſe over en ſaadan hamför findes i Snorres Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 37, og fornemmelig i Historia Norvegiæ fol. 3 a.
  27. Vatnsdøla Saga Cap. 1-15. Landn. III. 2.
  28. Vatnsdøla Saga Cap. 16. Landn. III. 3. Efter hine Bjørneunger (húnar) havde Ingemund givet Hunavandet og Hunafjorden Navn.
  29. Landn. III. 5. Vatnsdøla Saga Cap. 17.
  30. Landn. III. 6. Vatnsdøla Saga Cap. 10. Sæmund var ifølge Vatnsdøla Saga Cap. 7 egentlig fra Sogn, og ſolgte ſine Ejendomme her, førend han drog til Island.
  31. Landn. III. 7.
  32. Landn. III. 9, 10. Laxdøla Saga Cap. 27.
  33. Landn. III. 10. Thords Fader hed Bjørn Byrduſmør, Søn af Roald Rygg, Søn af Aslak, Søn af Bjørn Jernſide. Thords Huſtru Fridgerd var Datter af Cerbhals Datter Fridgerd og Thore Hima. Fra Thords Søn Snorre nedſtammede i lige Linje den berømte Thorfinn Karlsevne, den førſte Koloniſt i Amerika.
  34. Landn. III. 9. Gorms Søn Thorgils var gift med Elina, Datter af Kong Burizlaf i Garderike og Ingebjørg, en Syſter af Riſekongen Dagſtygg (rimeligviis en eller anden øſterlandſk Konge). Thorgils’s Søn Herfinn var Groas Fader.
  35. Landn. III. 11. Det maa dog bemerkes, at det er uviſt, hvorvidt den Bjørn paa Hauge, der ſiges at være Thord Knapps Fader, virkelig var den ſvenſke Konge; ligeledes at Thord Knapp i et Par Haandſkrifter ſiges at være fra Sogn.
  36. Landn. III. 11. Da det heder at Floke ved ſin førſte Rejſe til Island miſtede ſin Datter Geirhild paa Hjaltland, maa han allerede da have været gift, om juſt ikke med Høvda-Thords Syſter; det ſees dog heraf, at Høvda-Thord, naar hans Syſter kunde være gift med Floke, maa have været en af de tidligere Koloniſter.
  37. Landn. II. 29. Det var Helges Søn, ſom ſiden dræbte Haakon Jarls Hirdmand, ſe foran S. 511.
  38. Vigaglums Saga Cap. 28 beretter, at han døde 1003, efter at have været en anſeet Høvding i 40 Aar. Han maa altſaa have været fød i det allerſeneſte 943; det heder endog i de islandſke Annaler, at Sigmund Thorkelsſøn dræbtes af Glum 942, hvilket giver for Glum, da han dengang var 16 Aar, Fødſelsaaret 926. Dette er dog ikke rigtigt, da det udtrykkeligt ſiges at Haakon den gode var Konge i Norge da hans Fader egtede hans Moders men det viſer, at Glums Fødſel maa ſættes ſaa langt op ſom muligt, idetmindſte til 935. Glum var en Søn af Eyjulf, og denne af Ingjald, Helge magres Søn. Ingjald kan altſaa ej være fød ſenere end 875.
  39. Helges Datter Ingunn var gift med Haamund Heljarſkind, Geirmunds Tvillingbroder, fød henved 820, altſaa under alle Omſtændigheder ældre end Helge ſelv. Men Aldersforſkjellen mellem ham og Ingunn vilde blive altfor uforholdsmæsſig, hvis man ikke antog at denne i det ſeneſte var fød ved 860. Udvandringen til Island kan da neppe have fundet Sted ſenere end 880.
  40. Landn. III. 12. Det ſtaar her udtrykkeligt, at Helge tilegnede ſig det hele Fjord-Diſtrikt mellem Siglunes og Reynisnes.
  41. Nemlig Vigaglums, ſom nys ovenfor er nævnt.
  42. Landn. III. 16.
  43. Landn. III. 16.
  44. Landnáma III. 13, nævner Rand Rugga; Svarfdøla Saga Cap. 1 nævner Thorgnyr.
  45. Svarfdøla Cap. 1.
  46. Se ovenfor S. 501.
  47. Landn. III. 15.
  48. Njaals Saga Cap. 26. Floamanna Saga Cap. 31, 32.
  49. Heyangsbjørn var, ſom ovenfor omtalt, en Søn af Helge, hvis Fader Helge var Ketil Flatnefs Broder.
  50. Landn. III. 18.
  51. Landn. III. 19.
  52. Det heder rigtignok i Landnamsbogen V. 1, at Øſtfjordene med Undtagelſe af den ſydligſte, havnløſe Deel førſt bebyggedes af alle Islands Fjerdinger; men Meningen heraf kan kun være den, at den tidligſt blev fuldkommen optagen; thi at de førſte Nybyggere kom til Sønderlandet og Veſtlandet, ſiger Landn. ſelv, hvor den ſærſkilt omtaler dem.
  53. Landn. III. 2.
  54. Landn. IV. 2., jvfr. IV. 12. lader Vedorm vare Søn af Vemund gamle, Bjørn Bunas Svoger, og fortæller iøvrigt Begivenheden ſom ovenfor. Droplaugsſønnernes Saga derimod lader Vedorm være en Søn af Ragnvald, Søn af Ketil Raum, kalder Jarlen Aasbjørns Huſtru Sigrid, og lader Toget der gaar til Syderøerne foretages af Vedorm ſelv. Men denne Beretning ſynes mindre paalidelig
  55. Landn. IV. 3.
  56. Landn. IV. 8. 9.
  57. Landn. IV. 7. Om Bødvar og hans Slægtregiſter ſe ovenfor S. 337.
  58. Islendingabok Cap. 2.
  59. Landn. IV. 10.
  60. Landn. IV. 11. Ketils Tilnavn „fiflſke“ ɔ: den tosſede, er maaſkee givet ham af Hedningerne.
  61. Landn. III. 7.
  62. Landn. IV. 11.
  63. Landnáma II. 6, 13.
  64. Se ovenfor S. 502. Thorſtein kaldtes Tjaldſtøding (Teltſtang) fordi han engang, da et peſtſmittet Skib kom til Landet, og ingen vilde befatte ſig med Beſætningen, oprejſte et Telt for den, og plejede den. Landn. V. 6.
  65. Landn. V. 7, 9. Floamanna Saga, Cap. 4—6. Ifølge denne kom Loft efter at Haaſtein var død og hans Søn Atle havde tiltraadt hans Beſiddelſer.
  66. Landn. V. 12.
  67. Landn. V. 11.
  68. Plenarium kaldtes ſædvanligviis en fuldſtændig Mesſebog.
  69. Landn. I. 12.
  70. Nemlig Grelad, Datter af Bjartmar Jarl.
  71. Landn. II. 26.
  72. De havde alle „Ve“ (ɔ: Helligdom) foran deres Navn, fordi Faderen Geir var en ivrig Blotmand. Han kaldtes derfor ogſaa Vegeir. Han blev dræbt af en Gunnulf gamle, Søn af Thorbjørn Thjote fra Sogn, der ligeledes drog til Island, Landn. III. 11.
  73. Landn. II. 29, 26.
  74. Landn. IV. 1. Vápnfirdinga Saga S. 1. Thorſtein hvites Thaatt.
  75. Landn. I. 13. Svartkell ſynes dog efter Navnet at dømme kun at have været Medlem af en norſk Nybyggerfamilie paa Katanes.
  76. Landn. I. 15.
  77. Landn. I. 14.
  78. Landn. I. 15.
  79. Landn. II. 1.
  80. Landn. II. 17. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av tekstgrunnlaget nøyaktig hvor på siden fotnoten skal plasseres.]
  81. Landn. II 17.
  82. Landn. IV 11. V. 8.
  83. Landn. III 20.
  84. Landn. III 17.
  85. Landn. V 10.
  86. Landn. IV 1. I Thorſtein hvites Thaatt ſtaar Naumdal urigtigt for Helgeland.
  87. Landn. IV 13.
  88. Landn. III 11.
  89. Landn. II. 39.
  90. Landn. IV. 13.
  91. Landn. III. 17.
  92. Landn. II. 18. Eyrbyggja Saga Cap. 7.
  93. Landn. V. 7.
  94. Se ovenfor S. 522, 542., 535, 541.
  95. Se ovenfor S. 537, 538, 523.
  96. Landn. I. 19. Hardar Saga Cap. 1.
  97. Landn. IV. 6.
  98. Landn. I. 14. Hardar Saga Cap. 22.
  99. Landn. III. 20.
  100. Landn. IV. 12.
  101. Landn. V. 2.
  102. Landn. II. 27.
  103. Landn. IV. 1.
  104. Se ovenfor S. 332. Landn. II. 1.
  105. Landn. III. 6. Vatnsdøla Saga Cap. 7, 10.
  106. Landn. II. 29.
  107. Landn. III. 11.
  108. Landn. V. 5.
  109. Landn. III. 9.
  110. Landn. II. 31.
  111. Landn. V. 10.
  112. Landn. II. 6.
  113. Landn. IV. 5, 6.
  114. Landn. IV. 6.
  115. Landn. IV. 7.
  116. Landn. V. 8.
  117. Landn. IV. 10.
  118. Landn. II. 27, 29. Hvad der gjør det uſandſynligt, at de ſkulde være Sønner af Harald Haarfagre, er den Omſtændighed at Thord egtede en Syſter af Helge magre; han bliver derved for gammel til at kunne have været en Søn af Harald, hvis man ej vil antage, at hans Huſtru har varet et Snees Aar ældre end han.
  119. Landn. V. 8.
  120. Landn. III. 1.
  121. Landn. II. 13. Jaafjorden var etſteds paa Hørdaland, men det vides ej længer med Vished, hvor. Eſter den har en af Stuerne paa Bryggen i Bergen faaet Navn, men det er i Tidens Løb fordrejet til „Jakobsfjorden“.
  122. Landn. I. 20. Hønſethores Saga Cap. 1.
  123. Landn. II. 29. Det heder her at Hallvard var fra Sætre (af Sætrum) paa Hørdaland. Hvis herved forſtaaes Sætersdalen, eller den øverſte Deel af det nuværende Robygdelag, hvilket ikke er uſandſynligt, viſer dette Sted, at man i ældre Tider ej har været ganſke paa det rene med om hiin Fjeldbygd ſkulde regnes til Rogaland, Agder eller Hørdaland. Paa Joſurs og Vikars Tid regnedes den til Rogaland (ſe ovenfor S. 79, 295, 296); ſenere regnedes den til Agder; men at den ogſaa i en Tid har været regnet til Hørdaland, er i og for ſig heel rimeligt. Paa ſamme Maade regnes endnu Røldal til Hardanger, ſkjønt dets Vasdrag tilhører Ryfylke.
  124. Landn. V. 2.
  125. Landn. III. 11.
  126. Landn. III. 18.
  127. Landn. III. 14.
  128. Landn. II. 32.
  129. Landn. I. 1.
  130. Landn., Tillæggene fra Skardsaabogen.
  131. Det hele merkelige Slægtſkabsforhold er ſaaledes:
    Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
  132. Landn. V. 11.
  133. Landn. V. 11.
  134. Landn. V. 13.
  135. Landn. V. 13.
  136. Landn. III. 19.
  137. Landn. III. 14.
  138. Landn. III. 7.
  139. Landn. II. 8, 14, 29.
  140. Landn. II. 11. Erik rødes Thaatt Cap. 1.
  141. Landn. II. 29.
  142. Landn. III. 8.
  143. Landn. IV. 13.
  144. Landn. II. 5.
  145. Landn. V. 9.
  146. Landn. V. 13.
  147. Landn. III. 11.
  148. Landn. V. 1.
  149. Skallagrim og Kveldulf kom med to Skibe, med 20 Mand paa hvert.
  150. Islendingabok Cap. 10.
  151. Islendingabok Cap. 1.
  152. Ævar Ketilsſøn i Blandadalen rejſte Stang (Landn. III 5.) Roskell i Svartaadalen ved Skagafjorden ſendte en Træl for at underſøge Landet, og denne ſatte ned en nys afbarket Stang (Landn. III 7.), Nattfare, Gardars Træl, hug Merker i Træerne (Landn. III 19.) Anund Viſs ſkød en Tønderpiil over Aaen (Landn. III 8.)—Thorſtein Svarfad hug Merker i Fjeldene, brød ſin Kam itu og lagde den tillige med Penge paa forſkjellige Steder (Svarfdøla S. Cap. 10). Einar Thorgeirsſøn med to Staldbrødre helligede ſig Øxarfjord, ved etſteds at hugge en Øxe i Fjeldet, et andet Sted at ſætte en Ørn op, paa det tredie Sted at rejſe et Kors. (Landn. IV 20).
  153. Landn. v. 14.
  154. I Floamanna S. Cap. 12, 14, 17 fortælles udtrykkeligt, hvorledes Thorgils Thordsſøn paastod og fik erkjendt ſin Arveret til de Ejendomme i Sogn, der havde tilhørt hans Oldefader Haastein, Atle Jarls Søn.
  155. Skove omtales paa flere Steder, ſaaledes i Skallagrims Landnam (Landn. I. 19. Egils Saga Cap. 28); i Ingemunds (Vatnsdøla Saga Cap. 15); ved Botn, hvor Aavang den irſke boede, var Skoven ſaa ſtor, at han kunde bygge et Havſkib af Tømmeret (Landn. I. 14); Olaf paabyggede det prægtige Hjardarholt Huſebygninger deels af Hjemtømmer, deels af Drivtømmer, (Laxdøla Saga Cap. 24) o. ſ. v.
  156. Paa nogle Steder, hvor der ej Var ſaa mange Jøkler, f. Ex. øſtligt paa Nordlandet, var Landvinden (Søndenvind) bedre end Søvinden; dette beſtemte Baard Heyangsbjørns Søn til at flytte ſydefter (Landn. III. 18). Paa Øſtkanten tyede Kvæget ogſaa helſt op mod Fjeldene, hvorfor de dem nærmeſt liggende Egne førſt bebyggedes (Landn. V. 1).
  157. I Vigaglums Saga C. 7 omtales en Ager, der gav ſaa ſikker Afgrøde, at den kaldtes Vitaftgjave (den ſikkreſte Giver); paa Sønderlandet omtales Pløjning og Saaning, og de bleggule Agre (Njaals Saga Cap. 53, 76. Egils Saga Cap. 29).
  158. Se iſær den lovende Beſkrivelſe, Grim haaleygſke giver deraf i Vatnsdøla Saga Cap. 10: „Kvæget føder ſig ſelv om Vinteren, der er Fiſk i hvert Vand og ſtore Skove“, jvf. Egils Saga Cap. 29.
  159. Landn. III. 12.
  160. Landn. I. 14.
  161. Vatnsdøla Saga Cap. 15.
  162. Rafnkells Saga S. 22.
  163. Egils Saga Cap. 29. „I Førſtningen havde de ej ſaa meget Kvæg i Forhold til Folkeantallet, men det Kvæg, de havde, gik ude om Vinteren i Skovene og nærede ſig ſelv … der var ingen Mangel paa Drivtømmer — — der blev drevet Havfiſkeri, man ſøgte Sælvær og Eggevær; af alt dette var der nok at tage af; mange Hvaler dreve ind, og enhver kunde ſkyde, ſom vilde; alle Dyr laa ſtille paa Fangſt-Stedet fordi de endnu ej havde lært Menneſket at kjende og frygte“.
  164. Se herom, hvad ovenfor er berettet om Thorolf Moſtrarſkegg. Om Maaden, hvorpaa en mægtig Koloniſt ſkaffede ſig Høvdingſkab over andre, giver iſær Rafnkells Saga god Oplysning, nemlig S. 5: „Rafnkell bebyggede den hele Dal, og gav Folk Land, men vilde dog være deres Overmand, og tog Godord (Gode-Embedet) over dem; han tvang Mændene i Jøkulsdal til at blive hans Thingmænd“ — og ſenere, efterat han var flyttet (S. 24): „Folk toge da iſær Land i Heredet (Ved Lagarfljot); ingen fik Lov til at ſidde i Fred, uden at bede Rafnkell om Lov, alle maatte forbinde ſig til at underſtøtte ham, hvorimod han lovede dem ſin Beſkyttelſe; paa denne Maade lagde han alt Landet under ſig øſtenfor Lagarfljot, og dette Thingdiſtrikt blev meget ſtørre og folkerigere, end det, han tidligere havde haft“.
  165. Om Forholdet mellem Jorddrotten og Landſeterne indeholder iſær Hønſethores Saga Cap. 2, 3, gode Oplysninger. Blundketil havde 30 Lejlændinger; i paakommende Tilfælde beſtemte han, hvor meget Kvæg enhver af dem ſkulde ſlagte for at Dyrtid kunde undgaaes, altſaa udøvede han fuldkommen Politimyndighed over dem.
  166. Om de mange irſke og ſkotſke Trælle, Landnamsmændene førte med ſig, er forhen talt. Paa Vikingetogene til Englands og Frankriges Kyſter maa ogſaa mange engelſke og frankiſke Trælle have været erhvervede. Naar man finder Trælle omtalte med germaniſke Navne, og dog med det udtrykkelige Tillæg, at de vare udenlandſke, f. Ex. Arnthrud, Rafnkells Saga S. 2, maa man formode, at de have været frankiſke, ſaxiſke eller angliſke.
  167. F. Ex. Bjørn Ketilsſøn, der indbød og beværtede Syſtren Aude med alle hendes Mænd, Thrond mjøkſiglande, ſom indbød Aasgrim Øndottsſøn til at blive hos ſig om Vintren, o. ſ. v.
  168. Se ovenfor S. 543.
  169. Landn. III. 7. Se ovenfor S. 540.
  170. Landn. II. 13 Eyrbyggja Saga, Cap. 8.
  171. Se ovenfor S. 545.
  172. Se nedenfor S. 570.
  173. Endog de fornemſte Høvdinger forſmaaede ikke at ſaa og høſte deres Agre, f. Ex. Gunnar paa Lidarende, (Njáls Saga Cap. 73), Sigmund Thorkelsſøn paa Tveraa (Vigaglums Saga Cap. 8), o. fl.
  174. Herom vidne de fleſte Sagaer fra Øens ældre Dage.
  175. Det var altid ſædvanligt, ved et Skibs Ankomſt, at de Omkringboende, oftere endog langvejsfra, ſtrømmede til for at høre Nyt fra det øvrige Europa, iſær naturligviis fra Norge.
  176. Se hvad der ovenfor er anført om Skaldene, S. 471. — Allerede i den næſte Generation efter Islands Bebyggelſe hører man næſten ikke tale om andre Skalde, end de islandſke. En af de ældſte blandt disſe var Glum, Søn af Nordmanden Geire, der boede ved Myvatn.