Det norske Folks Historie/1/73

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Denne Ø var, ſom vi have ſeet, allerede opdaget af Naddodd, Gardar og Floke lidt før 870, og havde af den ſidſte faaet ſit Navn. Men den begyndte ikke formeligt at bebygges, førend efter Hafrsfjordſlaget og det var Atle Jarl og hans Sønner, ſom ved deres Overmod og Anmasſelſer gave den nærmeſte Anledning dertil, ligeſom de allerede tidligere havde nødſaget Ølve Hnuva til at flygte fra ſit Hjem og anraabe Kongen om Beſkyttelſe.

Der levede i Firdafylke to Brødre ved Navn Bjørnulf og Roald, Sønner af en Romund Gripsſøn i Thelemarken. De havde maattet flygte fra Thelemarken for en Drabsſag, og boſat ſig i Dalsfjorden paa Fjale-Bjørnulf havde en Søn ved Navn Ørn, Roald en ved Navn Rodmar; Ørn havde Sønnen Ingulf[1] og Datteren Helga, Rodmars Søn hed Leif. Ingulf og Leif vare fortrolige Venner og Foſtbrødre. Da Ingulf var 20 og Leif 18 Aar gammel, droge de ud paa Vikingetog i Forening med Atle Jarls ovenfor omtalte Sønner, Haaſtein, Herſtein og Holmſtein, og ſamlede ſig rigt Bytte; det ſamme gjorde de næſte Sommer, og den ønſkeligſte Enighed herſkede mellem dem. Men imidlertid vare baade Leifs og Ingulfs Fædre døde, og efter deres Hjemkomſt gjorde de derfor efter ſædvanlig Skik et Arve-Øl, hvortil ogſaa Jarleſønnerne bleve indbudne. I dette Gjeſtebud gik Ingulfs ſmukke Syſter Helga om med Bægeret, og behagede iſær Herſtein, der kaſtede mange elſkovsfulde Blikke til hende. Da Løfte-Aflæggelſens Tid kom, lovede han højtideligt, at han enten vilde faa Helga til Egte eller ingen. Leif, der ſelv elſkede Helga, rødmede herved. Haaſtein lovede, aldrig at vige fra Retten i ſin Dom i nogen ham voldgiven Sag om end en af Parterne var hans Frænde. Ingulf lovede, ikke at dele Arv med nogen, uden med Leif; dermed, ſagde Haaſtein, gav han tilkjende, at han kun vilde give Leif ſin Syſter til Egte. Leif lovede, at han aldrig vilde viſe ſig ſin Fader uværdig. Dette, ſagde Haaſtein, var en let Sag, ſiden Leifs Fader havde maattet flygte med hans Farfader fra Thelemarken for Udaads Skyld. De her udtalte Ord vare naturligviis mere end tilſtrækkelige til at ſtifte Fiendſkab mellem Foſtbrødrene og Jarleſønnerne. Paa noget Staldbroderſkab var nu ikke at tænke, og da Vaaren kom, beſluttede Ingulf endog at blive hjemme, for ikke at udſætte ſig for nogen Fare fra Atles overmodige Sønner. Han ſøgte at overtale Leif til at gjøre det ſamme. Men denne vilde ikke lytte til hans Foreſtillinger, og ſejlede ud. Hans Henſigt var, ſom man tydeligt kan ſee, at angribe Jarleſønnerne. Han traf ogſaa Herſtein og Holmſtein ved Hiſargavl[2], men da de havde 6 Skibe og han kun tre, vilde han være kommen tilkort, hvis ikke tilfældigviis hans Moders Farbroder Ølmod, Søn af den mægtige Hørde-Kaare, var kommen til med fem Skibe og ſtrax havde taget hans Parti. Nu bleve Jarleſønnerne overmandede. Herſtein faldt, men Holmſtein blev ſaaret og flygtede. Den følgende Vinter forbleve Ingulf og Leif for Sikkerheds Skyld ſammen, omgivne af et betydeligt Antal Folk. Denne Forſigtighed kom vel tilpas, da Holmſtein ud paa Vinteren ſøgte at overfalde dem. Men, underrettede om det foreſtaaende Angreb, droge de ham imøde, og det kom til en hidſig Kamp, hvori Holmſtein faldt. Ingulfs Venner og Frænder ſamledes nu om ham, og det beſluttedes at byde Haaſtein Forlig, og overlade det til hans Retfærdighed og Ædelmod at dømme i Sagen. Han dømte, at Herſtein havde ſelv forſkyldt ſin Død, men at Holmſtein, der kun ſøgte at hevne Broderen, var i ſin fulde Ret; for hans Drab ſkulde derfor alle Ingulfs og Leifs Odeler være forbrudte, og inden tre Aar ſkulde de have forladt Firdafylke, eller kunne dræbes ſom Ubodsmænd[3]. Ingulf fandt, at Dommen var ſaadan ſom de maatte have ventet ſig den, og de beſluttede begge at foretage en Rejſe til det nys opdagede Island, for at underſøge, hvorvidt det var raadeligt for dem at nedſætte ſig der. De ſejlede afſted paa et ſtort Skib, ſom de ejede, fandt Landet, og opholdt ſig en Vinter ved den ſenere ſaakaldte Alftafjord paa Øſtkanten; de maa dog have underſøgt det paa andre Kanter, ſiden det udtrykkeligt heder, at de ſyntes bedre om dets ſydlige end om dets nordlige Deel. Hvad de ved denne Underſøgelſe erfarede om Landets Vilkaar, beſtemte dem til at tage Bopæl der, og efter Tilbagekomſten til Norge begyndte Ingulf at ſamle og forvare deres Gods til den foreſtaaende Islandsfærd. Leif derimod gjorde, efter at have egtet Helga, et Vikingetog til Irland, hvor han, foruden meget andet Bytte, ogſaa fik 10 Trælle og et ypperligt Sverd, efter hvilket han ſidenefter kaldtes Hjørleif[4]. Vinteren efter hans Tilbagekomſt ſkal Ingulf have holdt et ſtort Blot for at raadſpørge Guderne om ſin Skjæbne, og Fretten ſkal have viiſt ham hen til Island; Hjørleif derimod vilde aldrig blote. De udruſtede derpaa hver ſit Skib, og droge afſted med mange Folk; Ingulf havde paa ſit Skib deres fælles Gods, og Hjørleif paa ſit alt ſit Bytte fra Irland. De medbragte ogſaa de fornødne Huusdyr. Denne Rejſe foregik, heder det, to Aar efter Hafrsfjordſlaget[5] og tolv Aar efter Haralds Regjeringstiltrædelſe, altſaa i 874. I dette Aar blev ſaaledes Island allerførſt bebygget. Deres tidligere Rejſe ſkulde efter nogle Angivelſer have fundet Sted 6 Aar forud, eller i Harald Haarfagres 6te Regjeringsaar, hvilket dog ikke ſtemmer med den ovenanførte Fortælling, ifølge hvilken der i det højeſte kun kan have været tre Aar mellem deres førſte og anden Rejſe. Hiin maa derfor have fundet Sted 871. Dette bliver ogſaa nødvendigt at antage af den Grund, at Islands Opdagelſe, ſom ovenfor viiſt, ikke kan være indtruffen før 867; til Naddodds, Gardars og Fløkes Rejſer maa man, hvor nær efter hinanden man end lader dem foregaa, mindſt regne to Aar; og da der vel ogſaa idetmindſte gik et Aars Tid hen derefter, inden Ingulf foretog ſin førſte Rejſe kan denne ſaaledes ej have fundet Sted før 870 eller 871.

Ingulf og Hjørleif ſejlede tilſammen, indtil de fik Øje paa Island, da tabte de hinanden af Sigte. Da Ingulf ſaa Land, kaſtede han ſine Andveges-Suler ud med en Paakaldelſe til Gilderne om Held, og med det højtidelige Løfte at han vilde opſlaa ſin Bolig der, hvor disſe Søjler drev i Land. Denne Maade, ſaa at ſige at lade Guderne ſelv udviſe det Sted, hvor man ſkulde nedſætte ſig, efterlignedes ogſaa af de fleſte øvrige Nybyggere, ſom kom til Island, og man maa næſten antage, at det har været en Skik, ſom fra umindelige Tider har herſket hos vore Forfædre og vedligeholdt ſig i Erindringen fra den Tid, da Norge ſelv bebyggedes. Ingulf landede førſt ved det høje Forbjerg ſydøſtligſt i Landet, der efter ham har faaet Navnet Ingulfshøfde. Hjørleif derimod blev af Vind og Strøm dreven længer mod Veſten; hans Vandbeholdning gik op, og de irſke Trælle gave nu det Raad at man ſkulde knade Meel og Smør ſammen og ſpiſe det, hvilket de kaldte „Minnthak“[6]; thi deraf, ſagde de, tørſtede man mindre. Det ſkede, men imidlertid kom der Regn, ſaa Minnthaket blev overflødigt og begyndte at mugne; derfor kaſtede de det overbord, og det drev i Land paa et Sted, der endnu kaldes Minnthaks-Øre. Hjørleif landede endelig ved den ſydligſte Spids af Landet, der efter ham er kaldet Hjørleifshøfde; her var en lille Fjord, hvor han løb ind og begyndte at oprejſe to Stuebygninger, den ene paa 18, den anden paa 19 Favnes Længde. Her opholdt han ſig om Vinteren; om Vaaren vilde han ſaa Korn, og da han kun havde een Oxe, lod han ſine irſke Trælle drage Arden, medens han ſelv og hans øvrige Folk vare beſkjeftigede med at tømre Huſene. En af Trællerne, Dubhthach, foreſlog nu ſine Staldbrødre at de ſkulde dræbe Oxen og indbilde Hjørleif at en Bjørn havde ſlaaet den; naar da Hjørleif og hans Folk ſpredte ſig ad for at lede efter Bjørnen, ſkulde de enkeltviis anfalde og myrde dem. De gjorde ſaa, og deres lumſke Plan lykkedes. De dræbte Hjørleif og hans Ledſagere, men røvede deres Koner, Gods og Baad, og roede over til nogle Øer udenfor Kyſten, hvilke ſiden efter dem have faaet Navnet Veſtmanna-Øerne. Her ſloge de ſig ned indtil videre. Imidlertid havde Ingulf opholdt ſig ved Ingulfshøfde, og ſendte om Vaaren to Trælle veſtover langs Kyſten for at ſee om de kunde finde hans Andvegesſuler. Da de kom til Hjørleifshøfde, fandt de Hjørleifs Lig, og vendte ſtrax om igjen før at melde Ingulf denne ſørgelige Tidende. Han ilede til Hjørleifshøfde, og udbrød ved Synet af ſin Vens Lig: „Den brave Mand var en bedre Skjæbne værd, end at hans Trælle ſkulde blive hans Banemænd; men ſaaledes gaar det dem, der ej ville blote“. Han ſteg op paa Toppen af Forbjerget, og ſaa Øerne i Sydveſt; da faldt det ham ind at Trællene havde begivet ſig did, ſiden Baaden var borte. Han drog derud for at lede efter dem, og fandt dem ogſaa, juſt ſom de ſad og ſpiſte; de løb forſkrækkede hver til ſin Kant, men han indhentede og dræbte dem alle. Ingulf tog de røvede Kvinder med ſig tilbage til Hjørleifshøfde, og opholdt ſig her næſte Vinter. Sommeren efter drog han længer mod Veſt langs Kyſten og opholdt ſig den tredie Vinter lidt veſtenfor Udløbet af Ølvus-Aaen ved et Fjeld, der efter ham er kaldet Ingulfsfell. Imidlertid havde hans Trælle fundet Andveges-Sulerne. De vare drevne i Land paa Nordſiden af den ſtore Halvø, hvis yderſte Spidſe kaldes Reykjanes, og ſom begrændſer Faxefjorden mod Syd. Om Vaaren drog han derfor med alle Sine hen til dette Sted, og boſatte ſig der. Hans Gaard, den førſte faſte Gaard, der ſaaledes opførtes paa Island, var Reykjavik, der nu er bleven til etſlags By, og hvad man kunde kalde Landets Hovedſtad. Ingulf tog alt Landet i Beſiddelſe ligefra Ølvus-Aaen til Hvalsfjorden, altſaa den hele nysnævnte Halvø, hvor han da ſiden lod ſine Mænd og Tilhængere nedſætte ſig. Han var, ſiges der, den berømteſte af alle Landnamsmændene, fordi han var den førſte, og den hvis Exempel de øvrige ſiden fulgte. Fra ham nedſtammede ogſaa en anſeet Slægt. Med ſin Huſtru Hallveig Frodedatter fra Fjale, hvis Fader, Herſen Frode Vemundsſøn, var Søſkendebarn til Ketil Flatnef, havde han Sønnen Thorſtein, og en Datter ved Navn Thorny, der egtede Ketil Flatnefs Søn Helge Bjola, ſom noget efter Ingulf kom fra Syderøerne, for at boſætte ſig paa Island, og med Ingulfs Samtykke nedſatte ſig i den nordlige Deel af dennes Landnam, paa Kjalarnes ved Hvalsfjorden, hvor han tog et betydeligt Strikke Land i Beſiddelſe[7]. Paa Kjalarnes indrettede ſiden Thorſtein Ingulfsſøn et almindeligt Thing, hvortil mange Høvdinger ſøgte, førend det egentlige Althing ſenere kom iſtand.

  1. Et Par Haandſkrifter af Landnáma (I. 9.) indeholde den Selvmodſigelſe, at Ingulf ſkulde vare hørdſk, og hans Fader Bjørnulf en Broder af Heyjangrsbjørn.
  2. Ved His-Øen paa Nordhordland i Bergens Led.
  3. Landnáma I. 3, 4. Floamannaſaga Cap. 2, 3.
  4. Hjörr betyder nemlig „Sverd“; angelſ. heor, gotiſk hairus.
  5. Landnáma I. 6.
  6. Af det gaeliſke minn d. e. Meel.
  7. Landnáma I. 11.