Det norske Folks Historie/1/73
Denne Ø var, som vi have seet, allerede opdaget af Naddodd, Gardar og Floke lidt før 870, og havde af den sidste faaet sit Navn. Men den begyndte ikke formeligt at bebygges, førend efter Hafrsfjordslaget og det var Atle Jarl og hans Sønner, som ved deres Overmod og Anmasselser gave den nærmeste Anledning dertil, ligesom de allerede tidligere havde nødsaget Ølve Hnuva til at flygte fra sit Hjem og anraabe Kongen om Beskyttelse.
Der levede i Firdafylke to Brødre ved Navn Bjørnulf og Roald, Sønner af en Romund Gripssøn i Thelemarken. De havde maattet flygte fra Thelemarken for en Drabssag, og bosat sig i Dalsfjorden paa Fjale-Bjørnulf havde en Søn ved Navn Ørn, Roald en ved Navn Rodmar; Ørn havde Sønnen Ingulf[1] og Datteren Helga, Rodmars Søn hed Leif. Ingulf og Leif vare fortrolige Venner og Fostbrødre. Da Ingulf var 20 og Leif 18 Aar gammel, droge de ud paa Vikingetog i Forening med Atle Jarls ovenfor omtalte Sønner, Haastein, Herstein og Holmstein, og samlede sig rigt Bytte; det samme gjorde de næste Sommer, og den ønskeligste Enighed herskede mellem dem. Men imidlertid vare baade Leifs og Ingulfs Fædre døde, og efter deres Hjemkomst gjorde de derfor efter sædvanlig Skik et Arve-Øl, hvortil ogsaa Jarlesønnerne bleve indbudne. I dette Gjestebud gik Ingulfs smukke Syster Helga om med Bægeret, og behagede især Herstein, der kastede mange elskovsfulde Blikke til hende. Da Løfte-Aflæggelsens Tid kom, lovede han højtideligt, at han enten vilde faa Helga til Egte eller ingen. Leif, der selv elskede Helga, rødmede herved. Haastein lovede, aldrig at vige fra Retten i sin Dom i nogen ham voldgiven Sag om end en af Parterne var hans Frænde. Ingulf lovede, ikke at dele Arv med nogen, uden med Leif; dermed, sagde Haastein, gav han tilkjende, at han kun vilde give Leif sin Syster til Egte. Leif lovede, at han aldrig vilde vise sig sin Fader uværdig. Dette, sagde Haastein, var en let Sag, siden Leifs Fader havde maattet flygte med hans Farfader fra Thelemarken for Udaads Skyld. De her udtalte Ord vare naturligviis mere end tilstrækkelige til at stifte Fiendskab mellem Fostbrødrene og Jarlesønnerne. Paa noget Staldbroderskab var nu ikke at tænke, og da Vaaren kom, besluttede Ingulf endog at blive hjemme, for ikke at udsætte sig for nogen Fare fra Atles overmodige Sønner. Han søgte at overtale Leif til at gjøre det samme. Men denne vilde ikke lytte til hans Forestillinger, og sejlede ud. Hans Hensigt var, som man tydeligt kan see, at angribe Jarlesønnerne. Han traf ogsaa Herstein og Holmstein ved Hisargavl[2], men da de havde 6 Skibe og han kun tre, vilde han være kommen tilkort, hvis ikke tilfældigviis hans Moders Farbroder Ølmod, Søn af den mægtige Hørde-Kaare, var kommen til med fem Skibe og strax havde taget hans Parti. Nu bleve Jarlesønnerne overmandede. Herstein faldt, men Holmstein blev saaret og flygtede. Den følgende Vinter forbleve Ingulf og Leif for Sikkerheds Skyld sammen, omgivne af et betydeligt Antal Folk. Denne Forsigtighed kom vel tilpas, da Holmstein ud paa Vinteren søgte at overfalde dem. Men, underrettede om det forestaaende Angreb, droge de ham imøde, og det kom til en hidsig Kamp, hvori Holmstein faldt. Ingulfs Venner og Frænder samledes nu om ham, og det besluttedes at byde Haastein Forlig, og overlade det til hans Retfærdighed og Ædelmod at dømme i Sagen. Han dømte, at Herstein havde selv forskyldt sin Død, men at Holmstein, der kun søgte at hevne Broderen, var i sin fulde Ret; for hans Drab skulde derfor alle Ingulfs og Leifs Odeler være forbrudte, og inden tre Aar skulde de have forladt Firdafylke, eller kunne dræbes som Ubodsmænd[3]. Ingulf fandt, at Dommen var saadan som de maatte have ventet sig den, og de besluttede begge at foretage en Rejse til det nys opdagede Island, for at undersøge, hvorvidt det var raadeligt for dem at nedsætte sig der. De sejlede afsted paa et stort Skib, som de ejede, fandt Landet, og opholdt sig en Vinter ved den senere saakaldte Alftafjord paa Østkanten; de maa dog have undersøgt det paa andre Kanter, siden det udtrykkeligt heder, at de syntes bedre om dets sydlige end om dets nordlige Deel. Hvad de ved denne Undersøgelse erfarede om Landets Vilkaar, bestemte dem til at tage Bopæl der, og efter Tilbagekomsten til Norge begyndte Ingulf at samle og forvare deres Gods til den forestaaende Islandsfærd. Leif derimod gjorde, efter at have egtet Helga, et Vikingetog til Irland, hvor han, foruden meget andet Bytte, ogsaa fik 10 Trælle og et ypperligt Sverd, efter hvilket han sidenefter kaldtes Hjørleif[4]. Vinteren efter hans Tilbagekomst skal Ingulf have holdt et stort Blot for at raadspørge Guderne om sin Skjæbne, og Fretten skal have viist ham hen til Island; Hjørleif derimod vilde aldrig blote. De udrustede derpaa hver sit Skib, og droge afsted med mange Folk; Ingulf havde paa sit Skib deres fælles Gods, og Hjørleif paa sit alt sit Bytte fra Irland. De medbragte ogsaa de fornødne Huusdyr. Denne Rejse foregik, heder det, to Aar efter Hafrsfjordslaget[5] og tolv Aar efter Haralds Regjeringstiltrædelse, altsaa i 874. I dette Aar blev saaledes Island allerførst bebygget. Deres tidligere Rejse skulde efter nogle Angivelser have fundet Sted 6 Aar forud, eller i Harald Haarfagres 6te Regjeringsaar, hvilket dog ikke stemmer med den ovenanførte Fortælling, ifølge hvilken der i det højeste kun kan have været tre Aar mellem deres første og anden Rejse. Hiin maa derfor have fundet Sted 871. Dette bliver ogsaa nødvendigt at antage af den Grund, at Islands Opdagelse, som ovenfor viist, ikke kan være indtruffen før 867; til Naddodds, Gardars og Fløkes Rejser maa man, hvor nær efter hinanden man end lader dem foregaa, mindst regne to Aar; og da der vel ogsaa idetmindste gik et Aars Tid hen derefter, inden Ingulf foretog sin første Rejse kan denne saaledes ej have fundet Sted før 870 eller 871.
Ingulf og Hjørleif sejlede tilsammen, indtil de fik Øje paa Island, da tabte de hinanden af Sigte. Da Ingulf saa Land, kastede han sine Andveges-Suler ud med en Paakaldelse til Gilderne om Held, og med det højtidelige Løfte at han vilde opslaa sin Bolig der, hvor disse Søjler drev i Land. Denne Maade, saa at sige at lade Guderne selv udvise det Sted, hvor man skulde nedsætte sig, efterlignedes ogsaa af de fleste øvrige Nybyggere, som kom til Island, og man maa næsten antage, at det har været en Skik, som fra umindelige Tider har hersket hos vore Forfædre og vedligeholdt sig i Erindringen fra den Tid, da Norge selv bebyggedes. Ingulf landede først ved det høje Forbjerg sydøstligst i Landet, der efter ham har faaet Navnet Ingulfshøfde. Hjørleif derimod blev af Vind og Strøm dreven længer mod Vesten; hans Vandbeholdning gik op, og de irske Trælle gave nu det Raad at man skulde knade Meel og Smør sammen og spise det, hvilket de kaldte „Minnthak“[6]; thi deraf, sagde de, tørstede man mindre. Det skede, men imidlertid kom der Regn, saa Minnthaket blev overflødigt og begyndte at mugne; derfor kastede de det overbord, og det drev i Land paa et Sted, der endnu kaldes Minnthaks-Øre. Hjørleif landede endelig ved den sydligste Spids af Landet, der efter ham er kaldet Hjørleifshøfde; her var en lille Fjord, hvor han løb ind og begyndte at oprejse to Stuebygninger, den ene paa 18, den anden paa 19 Favnes Længde. Her opholdt han sig om Vinteren; om Vaaren vilde han saa Korn, og da han kun havde een Oxe, lod han sine irske Trælle drage Arden, medens han selv og hans øvrige Folk vare beskjeftigede med at tømre Husene. En af Trællerne, Dubhthach, foreslog nu sine Staldbrødre at de skulde dræbe Oxen og indbilde Hjørleif at en Bjørn havde slaaet den; naar da Hjørleif og hans Folk spredte sig ad for at lede efter Bjørnen, skulde de enkeltviis anfalde og myrde dem. De gjorde saa, og deres lumske Plan lykkedes. De dræbte Hjørleif og hans Ledsagere, men røvede deres Koner, Gods og Baad, og roede over til nogle Øer udenfor Kysten, hvilke siden efter dem have faaet Navnet Vestmanna-Øerne. Her sloge de sig ned indtil videre. Imidlertid havde Ingulf opholdt sig ved Ingulfshøfde, og sendte om Vaaren to Trælle vestover langs Kysten for at see om de kunde finde hans Andvegessuler. Da de kom til Hjørleifshøfde, fandt de Hjørleifs Lig, og vendte strax om igjen før at melde Ingulf denne sørgelige Tidende. Han ilede til Hjørleifshøfde, og udbrød ved Synet af sin Vens Lig: „Den brave Mand var en bedre Skjæbne værd, end at hans Trælle skulde blive hans Banemænd; men saaledes gaar det dem, der ej ville blote“. Han steg op paa Toppen af Forbjerget, og saa Øerne i Sydvest; da faldt det ham ind at Trællene havde begivet sig did, siden Baaden var borte. Han drog derud for at lede efter dem, og fandt dem ogsaa, just som de sad og spiste; de løb forskrækkede hver til sin Kant, men han indhentede og dræbte dem alle. Ingulf tog de røvede Kvinder med sig tilbage til Hjørleifshøfde, og opholdt sig her næste Vinter. Sommeren efter drog han længer mod Vest langs Kysten og opholdt sig den tredie Vinter lidt vestenfor Udløbet af Ølvus-Aaen ved et Fjeld, der efter ham er kaldet Ingulfsfell. Imidlertid havde hans Trælle fundet Andveges-Sulerne. De vare drevne i Land paa Nordsiden af den store Halvø, hvis yderste Spidse kaldes Reykjanes, og som begrændser Faxefjorden mod Syd. Om Vaaren drog han derfor med alle Sine hen til dette Sted, og bosatte sig der. Hans Gaard, den første faste Gaard, der saaledes opførtes paa Island, var Reykjavik, der nu er bleven til etslags By, og hvad man kunde kalde Landets Hovedstad. Ingulf tog alt Landet i Besiddelse ligefra Ølvus-Aaen til Hvalsfjorden, altsaa den hele nysnævnte Halvø, hvor han da siden lod sine Mænd og Tilhængere nedsætte sig. Han var, siges der, den berømteste af alle Landnamsmændene, fordi han var den første, og den hvis Exempel de øvrige siden fulgte. Fra ham nedstammede ogsaa en anseet Slægt. Med sin Hustru Hallveig Frodedatter fra Fjale, hvis Fader, Hersen Frode Vemundssøn, var Søskendebarn til Ketil Flatnef, havde han Sønnen Thorstein, og en Datter ved Navn Thorny, der egtede Ketil Flatnefs Søn Helge Bjola, som noget efter Ingulf kom fra Syderøerne, for at bosætte sig paa Island, og med Ingulfs Samtykke nedsatte sig i den nordlige Deel af dennes Landnam, paa Kjalarnes ved Hvalsfjorden, hvor han tog et betydeligt Strikke Land i Besiddelse[7]. Paa Kjalarnes indrettede siden Thorstein Ingulfssøn et almindeligt Thing, hvortil mange Høvdinger søgte, førend det egentlige Althing senere kom istand.
- ↑ Et Par Haandskrifter af Landnáma (I. 9.) indeholde den Selvmodsigelse, at Ingulf skulde vare hørdsk, og hans Fader Bjørnulf en Broder af Heyjangrsbjørn.
- ↑ Ved His-Øen paa Nordhordland i Bergens Led.
- ↑ Landnáma I. 3, 4. Floamannasaga Cap. 2, 3.
- ↑ Hjörr betyder nemlig „Sverd“; angels. heor, gotisk hairus.
- ↑ Landnáma I. 6.
- ↑ Af det gaeliske minn d. e. Meel.
- ↑ Landnáma I. 11.