Det norske Folks Historie/1/72

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter sit Vesterhavstog synes Harald at have tilbragt en Række af Aar hjemme, skjønt under idelige Rejser frem og tilbage i Landet, for at befæste sit Herredømme, og give sine nye Indretninger Kraft. Af hvad der allerede er berettet, vil det lettelig kunne forstaaes, at han her havde mange Vanskeligheder at kæmpe med, ej alene fra de mægtige Mænd, af hvilke han fordrede Underkastelse, men ogsaa fra sine egne Lehnsmænd, der ved den Magt, der blev dem til Deel, følte sig fristede til Overmodighed og Voldsomhed. Alt dette maatte bidrage til end mere at gjøre de frisindede og til Selvraadighed vante Herser og Bønder Opholdet i Hjemmet utaaleligt, og forøge Udvandrernes og de Udvandringslystnes Tal. Af Jarlerne synes især Haakon Jarl og Atle Jarl at have stolet paa deres Venskab og Slægtskab med Kongen. Hvorledes Atle Jarls Sønner forsmaaede Svogerskabet med Ølve Hnuva og efterstræbte ham, er allerede fortalt. Haakon, som allerede havde saa store Forleninger, fik senere, sandsynligviis efter Roald Jarls Død, ogsaa Firdafylke, og søgte endnu dertil at tilvende sig Sygnafylke, som Atle havde under sin Bestyrelse. Der tales om flere mægtige Mænd, som bleve uenige med Haakon Jarl, og af den Grund maatte flytte til Island. Blandt disse nævnes Thore Thussesprange fra Amd paa Haalogaland[1], Lodin Angel fra Engeløen paa Haalogaland[2], Ølve hvite fra Almdal i Vefsen[3], Ørn fra Rogaland, en Slægtning af Geirmund Heljarskind[4], og Vebjørn Sygnakappe i Sogn[5]. Haakons Indflydelse har altsaa strakt sig ligefra Helgeland til Rogaland. Det lykkedes ham endelig, at faa Kongen til at overdrage ham Sygnafylke, men til hans egen Ulykke. Dette fortælles saaledes: Kongen plejede, naar der ej var Ufred, selv at indfinde sig paa de Gjestebud. Jarlerne vare skyldige at gjøre for ham, og der modtage de ham tilkommende Afgifter, hvilket tilsammen kaldtes at tage Veitsler. Han havde da sædvanligviis 60 Hirdmænd med sig, uberegnet Jarler og fyrstelige Personer og de, som forrettede Opvartning. Men da han i nogle Aar havde saa meget andensteds at bestille, at han ikke kunde komme til Atle Jarl, sendte han sine Mænd istedet for sig; disse indbøde deres Frænder og Venner til at følge med, og kom saaledes med over hundrede uvedkommende Gjesteri sit Følge; de opførte sig desuden meget usømmeligt, og gjorde megen Uro ved Drikken. Den gamle Atle fandt sig heri i tre Aar, men i det fjerde syntes han det blev for galt, vilde ikke taale Hirdmændenes Overmod, men jog dem fra sig med Vanære, og bad dem hilse Kongen, at han enten kunde tage sine Veitsler selv, eller ogsaa Penge i Stedet. Kongen var just til Gjestebud paa Lade hos Jarlen Haakon Grjotgardssøn, da hans Mænd kom tilbage fra Atle med denne Besked. Han blev vred herover, og Haakon benyttede sig af Lejligheden til at bede om Forleningen over Sogn. Kongen gav ham den, og Kongen sendte strax Bud til Atle, at han skulde fravige den. Men Atle sagde, at han ej vilde give Slip derpaa, førend han havde talt med Kongen derom. Da udrustede Haakon en Hær af Thrønder og Haaleyger, og drog sydefter for at angribe Atle. Denne mødte ham i Stavangfjorden eller Stavenæsvaag paa Fjale, hvor de leverede hinanden et heftigt Slag. Atle sejrede, men blev dødelig saaret. Haakon Jarl blev slagen og faldt. Atle blev bragt til den efter ham opkaldte Atle-Ø, hvor han efter fem Dages Forløb døde af sine Saar[6]. Atles Søn Haastein — hans to andre Sønner vare, som i det Følgende vil sees, allerede dræbte i Striden mod Ingulf og Leif, Islands første Kolonister — søgte at holde sig i Herredømmet efter ham, indtil Kong Harald og Haakons Søn Sigurd, der fulgte efter sin Fader i Jarleværdigheden, samlede en Hær imod ham. Da maatte Haastein forlade Landet, og tog ligeledes sin Tilflugt til Island.

Ragnvald Mørejarl ansaaes som Kongens kjæreste Ven og nød de største Æresbeviisninger af ham: Exempel herpaa have vi allerede seet i Overdragelsen af Orknøerne og Hjaltland. Dette kunde dog ikke beskytte hans Søn Rolf mod Kongens Vrede, da han overtraadte de af Kongen fastsatte Bestemmelser med Hensyn til Landefreden. Rolf begyndte tidlig at drage paa Vikingetog; han var saa stor og sterk, at ingen Hest kunde bære ham, og kaldtes derfor Gange-Rolf. Sine første Vikingetog foretog han til Austerveg. En Sommer, da han kom østenfra, og sejlede forbi Viken, hug han Strandhug her. Rolf, der hørte hjemme paa Møre, havde rimeligviis som saa mange andre fra det Nordenfjeldske endnu ikke vant sig til at betragte Viken som en Deel af sit Fædreland, hvor de vare ligesaa forpligtede til at holde god Orden, som hjemme. Men saaledes vilde Kongen have det betragtet. Han var just i Viken, blev meget vred, sammenkaldte Thing, og lyste Rolf utlæg over hele Norge. Hans Moder Hild, Datter af en mægtig Mand ved Navn Rolf Nefja, rejste selv til Kongen for at bede om Naade for Rolf, men forgjæves; Kongen, heder det, var saa vred, at det ej nyttede hende at bede. Da kvad hun et Vers, hvori hun advarede Kongen, og sagde at det ej vilde blive godt at bides med en slig Ulv, som vist ikke vilde spare Kongens Hjord, om han gik til Skovs. Men det hjalp altsammen ikke. Rolf maatte forlade Landet. Dog flyttede han ikke til Island, men drog til Vesterhavs-Landene, herjede paa Frankrige, og endte tilsidst med at erhverve sig Hertugdømmet Nordmandie, saaledes som det nedenfor skal vises[7].

Da Haralds Sønner voxede til, begyndte ogsaa de at forvolde Uroligheder. Harald blev tidligt gift, og fik derfor meget tidligt Børn, han havde derhos flere, baade Egtehustruer og Medhustruer, der skjenkede ham mange Sønner og Døttre Hans første Hustru skal have været Haakon Jarls Datter Aasa, hvilken han egtede strax efterat Haakon havde sluttet sig til ham, altsaa ved 865 eller 866. Som deres Sønner nævnes Guthorm, Tvillingerne Halfdan svarte og Halfdan hvite, og Sigfrød; de bleve opdragne i Throndhjem, med Undtagelse af Guthorm, hvilken Kongens Morbroder, Hertug Guthorm, havde øst Vand paa, opkaldt efter sig, og opfostret hos sig i Viken. Det fortælles, at Harald efter Slaget ved Hafrsfjorden skal have ladet den storsindede Gyda hente til sig som Hustru eller Frille, og med hende haft fire Sønner og en Datter. Ligeledes skal han have haft Svanhild, en Datter af Kong Eystein paa Hedemarken, Aashild, en Datter af Ring Dagssøn fra Ringerike, og desforuden flere Medhustruer fra forskjellige Egne af Landet, hvis Børn opfostredes, hvor Mødrene havde hjemme, og af hvilke flere i det Følgende nærmere ville komme til at omtales. Han besluttede endelig at bejle til Ragnhild den rike (mægtige), en Datter af Kong Erik den yngre i Sønderjylland, hans Frænde[8]. Der fortælles, at da hans Sendebud kom for at frembære hans Ærinde, og Kong Erik bad Ragnhild give et Svar, sagde hun, at om end den mægtigste Konge i Verden bejlede til hende, holdt hun sig dog for god til at lade sig nøje med den tredivte Deel af hans Kjærlighed. De tilstedeværende Kvinder og Mænd gave sig til at spotte Sendebudene, sigende at Kongen af Jylland ikke var bange for Haralds Hær, at det ikke havde stort at betyde, om Harald havde faret omkring indenlands og stredet med Smaabønder, og at de danske Ravne og Ørne længe kunde sidde og sulte, hvis de skulde vente paa, at Harald holdt noget ordentligt Slag. Dog samtykkede hun tilsidst i at give Harald sin Haand, saafremt han forbandt sig til at afskedige alle sine forrige Koner og Friller. Hertil bekvemmede ogsaa Harald sig, lod dem alle drage hjem til deres Frænder, sendte Bud efter Ragnhild, og holdt Bryllup med hende. Efter Nogles Sigende skal det kun have været 9 Koner, Harald saaledes gav Afsked; Thjodolf eller Hornklove, der i sit Kvad omtaler dette, nævner „holmrygske“ (rogalandske) hørdske, heinverske (hedemarkske) og haalogalandske Piger, hvilke Kongen gav Slip paa, da han tog den danske Hustru[9]. Harald og Ragnhild havde en Søn, der efter Morfaderen opkaldtes Erik, senere bekjendt under Tilnavnet „Blodøxe“; Kongen betragtede ham som den fornemste blandt sine Sønner. Ragnhild levede kun tre Aar efterat hun kom til Norge[10], og Harald begyndte da igjen at leve med forskjellige Koner eller Friller. En af dem var den skjønne Snefrid, med hvilken han blev kjendt ved et Julegilde paa Tofte i Gudbrandsdalen. Efter det herom opbevarede Sagn skulde hun have været en Datter af Finnen eller Jøtnen Svase, som ved dette Gilde fik Kongen til at besøge ham i hans Gamme, hvor han fik Snefrid at see, og efter at have tømt et Bæger Mjød, hun rakte ham, blev saa rasende forelsket i hende, at han strax vilde have hende til Hustru, og fæstede hende endnu samme Dag. Han elskede hende, fortælles der, med en Kjærlighed, som grændsede til Vanvid, saa at han i flere Aar kun levede for hende og forsømte baade sit Rige og sin Værdighed; da hun, efter at have født ham fire Sønner, døde endnu ganske ung, og hendes Lig ikke forandrede Farve eller gik i Forraadnelse, skal han have siddet ved hendes Leje i tre Aar, i Haab om at hun vilde levne op igjen. Alle hans Mænd beklagede ham som vanvittig, indtil Thorleif spake endelig overtalte ham til at lade hendes Lig flytte, for at Klæderne kunde skiftes under det; da skal Liget med eet være sunket hen i Forraadnelse, saaat det i Hast maatte brændes, og Kongen kom til Fornuft igjen. Da det i Tidens Løb just blev den fra Snefrid nedstammende Linje af Haralds Efterkommere, som beklædte Norges Throne, maa man antage, at det er denne Omstændighed, som har bragt Kongesagaernes Nedskrivere til at dvæle ved dette Sagn; det har rimeligviis ogsaa holdt sig i den norske Kongeæt som et Familiesagn[11]. Men da man neppe kan antage, at et for Kongeætten saa lidet smigrende Sagn kunde have været opbevaret, uden at nogen Sandhed laa til Grund derfor, maa man formode, at Kongen virkelig under et Ophold paa Oplandene har haft et saadant Kjærligheds-Æventyr, og ladet sig bedaare af en Pige af ringe Herkomst, maaskee endog Datter af en omvankende Mand af finsk Æt, og at han har været saa fængslet af hende, at han en Tidlang, (rigtignok ej saa længe, som Sagnet beretter), har tilsidesat alvorligere Sysler, men at hans Mænd ikke have kunnet forklare det paa anden Maade, end saaledes, at hun skulde have forhexet ham ved en Elskovsdrik. Haralds Sønner med Snefrid hed Sigurd Rise, Gudrød Ljome, Halfdan Haalegg (d. e. Høj-Læg) eller Haaføta, og Ragnvald Rettelbeine. Han skal, fortælles der, da han atter kom til sin Fornuft, i Vrede have jaget dem fra sig, men være bevæget af Skalden Thjodolf af Hvin, der havde opfostret Gudrød, til at tage dem til Naade igjen[12].

Da Harald var 40 Aar gammel, altsaa henved 890, vare allerede flere af hans Sønner voxne. De begyndte at ærgre sig over, at Jarlerne, og ikke de, skulde have Forleninger og Land at raade over, og enkelte af dem besluttede, som man seer, selv at tage sig til Rette. Snefrids Sønner synes at have været de, der først begyndte at yppe alvorlige Uroligheder, idet to af dem, Halfdan Haalegg og Gudrød Ljome, en Vaar droge mod den gamle mægtige Ragnvald Mørejarl, omringede Huset, hvori han opholdt sig, uden at han merkede det, og brændte ham inde med 60 Mand. Dette var denne fortjente Mands saare uværdige Endeligt. Kong Harald blev og meget fortørnet derover, og drog strax med en overlegen Styrke mod Gudrød, der havde taget Jarledømmet i Besiddelse. Gudrød gav sig paa Naade og Unaade, og slap derfor med Livet, men blev strax sendt tilbage til Thjodolf paa Agder, medens Kongen til Jarl over Møre udnævnte Thore den tause (þegjandi), Ragnvalds Søn, og gav ham sin Datter Aaluf Aarbot til Egte[13]. Halfdan var imidlertid dragen med tre Langskibe over til Orknø, for at overfalde Sønnen, ligesom han havde overfaldt Faderen, og Kongen, som saaledes ei kunde faa ham i sin Magt, skal have lyst ham landflygtig over hele Riget[14]. Det lykkedes virkelig Halfdan at komme saa uforvarende paa Torv-Einar, at denne maatte søge sin Frelse ved en skyndsom Flugt over til Skotland, medens Halfdan gjorde sig til Konge over Øerne. Men endnu samme Aars Høst kom Einar tilbage ligesaa uventet; det kom til et Slag mellem ham og Halfdan, sandsynligviis mellem Sandø og Rinansø; Halfdan blev overvunden og nødt til at løbe overbord og svømme i Land til Rinansø, hvor man ikke strax ledte efter ham, da det allerede begyndte at blive mørkt. Men om Morgenen efter, da det lysnede, og man begyndte at lede efter de Flygtende, sagde den skarpsynede Einar: „jeg veed ikke hvad det er jeg seer der ude paa Rinansø, en Mand eller en Fugl; stundom hæver det sig op, stundom lægger det sig ned“. De roede over til Øen, for at see hvad det var, og fandt Halfdan, som de toge til Fange, og som Einar dræbte paa den grusomme Maade, der allerede ovenfor (S. 451) er omtalt, nemlig, som det heder, ved at riste en Ørn paa hans Ryg, det vil sige, skære Ribbenene fra Rygraden og drage Lungen ud, idet han gav ham til Odin for at faa Sejr, og kvad et Vers, hvori han jublede over, at han for sin Deel havde hevnet sin Fader[15]. Uagtet Kong Harald havde misbilliget sine Sønners Færd, ja endog erklæret Halfdan landflygtig, saa fordrede dog de Tiders Anskuelser, at han maatte hevne hans Død. Hans Sønner vare desuden saa forbittrede derover, og raabte saa ivrigt paa Hevn, at han tilsidst ikke længer kunde undgaa at gjøre et Tog mod Einar, uagtet han skal have søgt at faa det udhalet. Harald kom til Orknø, og Einar flygtede over til Katanes, men der aabnedes Underhandlinger mellem dem, og endelig kom det til et Forlig, hvorved det overlodes til Kongen at bestemme Bodens Størrelse. Harald dømte Einar og alle Orknøingerne tilsammen til at betale 60 Mark Guld. Dette vidste den kloge Einar at benytte til sin Fordeel, idet han tilbød Bønderne, der klagede over Bodens Størrelse, at betale den for dem, imod at de afstode ham al deres Odel, det vil sige den egentlige Ejendomsret til Jordegodset, hvorved det samme Forhold indførtes, som i Norge ved Haralds Erobring Jarlen udredede Boden, og blev derved Øernes virkelige Ejer[16].

Harald skal ogsaa ved denne Lejlighed have gjort et Tog til Skotland, eller, hvad det er det sandsynligste, hans tidligere Vesterhavstog er af Enkelte blevet forvexlet med dette[17]. Det var forresten vist ikke overflødigt at foretage en ny Renselse af hine Farvande, thi Vikinger, landflygtige fra Norge, vedbleve endnu at holde til der, og gjøre Herjetog til Fædrelandet. Saaledes fortælles der, at Sølve Klove, der efter Nederlaget ved Solskel havde slaaet sig paa Vikingelivet og oftere gjort Skade paa Haralds Rige, omsider overfaldt og dræbte hans ældste Søn Guthorm, der havde fulgt sin Fosterfader Hertug Guthorm som Befalingsmand over Viken, da han laa med sine Skibe ved Brennøerne i Indløbet til den søndre Arm af Gaut-Elven, for at værge Landet mod Gauter og Daner[18].

Der siges i Kongesagaerne at Norge en Tidlang efterat Kongen havde forvundet Tabet af Snefrid, nød god Fred og gode Aaringer[19]. Men med denne Fred maatte det være forbi, da hans Sønner begyndte at vække Uroligheder. Og da der endog i Fredens Dage herskede Misfornøjelse nok med de nye Indretninger, er det ikke at undres over, at denne Utilfredshed tiltog, da Kongens Sønner selv gjorde Brud paa den offentlige Rolighed. Derfor finder man ogsaa, at Udvandringerne ingensinde vare hyppigere, end efter 890. Og det var nu ej længer Syderøerne, som det fornemmelig gjaldt, men Island.

  1. Landnáma III. 14.
  2. Landnáma III. 17.
  3. Landnáma IV. 1.
  4. Landnáma I. 26.
  5. Landnáma II. 29.
  6. Saaledes fortælle Fagrskinna (Cap. 11) og Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 5) denne Begivenhed. Snorre (Harald Haarfagres Saga Cap. 13) siger kun at Haakon, efter at have faaet Firdafylke, ogsaa paa egen Haand fordrede at Atle skulde indrømme ham Sogns der nævnes intet om Fordrivelsen af de kongelige Hirdmænd. Der er overhoved meget usikkert i hele denne Beretning. Thi da Landnáma omtaler flere Folk fra Sogn, som maatte flygte fordi de kom i Uenighed med Haakon Jarl, skulde det næsten synes som om han til en Tid bar hersket i Sogn. Hine Sagaer henføre ogsaa Slaget i Stavangfjorden til Tiden strax efter Firdafylkes Erobring, medens det dog er tydeligt af Landnámas Beretninger om de mange, der af Frygt for Haakon Jarls Vrede droge til Island, at det maa have fundet Sted langt sildigere. Der tales endog (II. 29) om en Mand, der kom til Eyjafjorden paa Island, efterat den var bebygget; at han havde en Søn, som senere drog til Norge, hvor han dræbte en af Haakon Jarls Hirdmænd, og at Vebjørn Sygnatrauste, der tog sig af ham, af den Grund faldt i Unaade hos Haakon og maatte flytte til Island; dette kan neppe have fundet Sted før 890 eller 895, og Haakons Død maa altsaa først have fundet Sted omkring 900. Desuden nævner Egils Saga Roald som den, der af Harald strax efter Firdafylkes Erobring indsattes som Jarl. Haakon kan altsaa ikke strax efter Erobringen have faaet det. — Hvad Atle-Øens Navn angaar, da er det meget uvist, om det skriver sig fra Atle; den kaldes nu Hatle-Ø, og kaldtes endogsaa i gamle Tider Hasley (Hassel-Øen), se Snorre Edda. Men hvad der er sikkert, er Slaget i Stavenesvaag eller Stavangfjorden, thi det omtales i et saavel hos Snorre som i Fagrskinna opbevaret Vers af Eyvind Skaldespilders Haaleygjatal, og der siges udtrykkeligt, at Haakon faldt der. — Den egentlige Sammenhæng synes at have været den, at Haakon, efter Roald Jarls Død forlenet med Firdafylke, virkelig for en Tid har fordrevet Atle fra Sogn, og har opkastet sig til Herre her, men er bleven bekriget af Atle og overvunden i Stavangfjorden, hvor dog ogsaa Atle faldt.
  7. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 24. Fagrskinna Cap. 210, og mange andre Steder.
  8. Om Erik den yngre se ovenfor S. 396.
  9. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 21. Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 8), siger at Harald skilte sig ved 10 Koner og 20 Friller.
  10. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 21.
  11. Det fortælles fuldstændigt i Snorres Harald Haarfagres Saga, Cap. 25, og Ágrip, Cap. 4, 5. Men Snefrid nævnes som de fire nævnte Sønners Moder ogsaa i Ol. Tryggv. S. Cap. 7, i Ol. d. Hell. S. Cap. 1 og i Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 1). I den upaalidelige „Hauk Haabroks Thaatt“, ligeledes optagen i Flatøbogen, tales der og om Snefrid og Svase, men lidt forskjelligt fra Snorres Fortælling. Det heder der at Svase var en Dverg, og fortryllede Kongens Sind saaledes at han forelskede sig i Finnepigen Snefrid; at der efter hendes Død blev bredt over hende en Blæje, Svase havde givet Kongen, og hvori der var saa megen Trolddom skjult, at den hindrede hendes Lig fra at raadne i tre Aar. Harald skal have digtet en Draape om hende, hvoraf et Vers anføres. Og ifølge denne Beretning er det Egil Uldserk, ikke Thorleif, som raader til at bytte Klæder under Liget (Fornm. S. X. 207. 208).
  12. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 26.
  13. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 30. Flatøbogen (Olaf Tryggvessøns Saga i Skaalh. Udg. S. 219). Det er ej usandsynligt, at Tilnavnet þegjandi, som tillægges Thore, kun hidrører fra et Vers af Torv-Einar, hvori denne siger, at han, istedetfor at hevne Faderen, sidder taus ved Mjødkarret hjemme paa Møre.
  14. Flatøbogen l. c. S. 219.
  15. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 31. Flatøbogen (l. c. S. 219, 220). Fagrskinna Cap. 210. I det Vers, der lægges Einar i Munden, siger han, at han for sin „Fjerdedeel“ har hevnet sin Fader, ligesom han i hiint før omtalte Vers med etslags Spot yttrer, at hverken Rolf eller Rollaug forsøge at hevne Faderens Død, og at Thore Jarl endog sidder hjemme paa Møre ved Mjødkarret. Da Versene synes at være authentiske, maa man heraf slutte, at der paa denne Tid kun levede fire Sønner efter Ragnvald, nemlig Rolf, Thore, Rollaug og Einar.
  16. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 32. Flatøbogen (l. c. S. 220). Den korte Beretning om disse Begivenheder, som er optagen i Olaf den Helliges Saga Cap. 91, hos Snorre Cap. 99 og ligeledes er brugt som Begyndelse til den trykte Udg. af Orkn. S., afviger noget fra den ovenanførte. Det heder her, at Harald lod Orknøingerne tilsværge sig al Odelen; at Einar siden sorligtes med Kongen, blev hans Mand, og tog Øerne i Lehn af ham, uden dog at være skattepligtig, fordi de vare saa udsatte for Angrebs men at han betalte 60 Mark Guld i Bøder.
  17. 2) Det heder nemlig, paa de sidst anførte Steder, at Harald, efter at have faaet de 60 Mark Guld, herjede paa Skotland, som det heder i Glymdraapa. Men Glymdraapa, der digtedes af Hornklove om Haralds første Krige, citeres netop af Snorre (Harald Haarfagres Saga Cap. 22), som Vidnesbyrd for at han ved sit første Vesterhavstog herjede paa Øen Man.
  18. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 33. Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 8). Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 2. Olaf den Helliges Saga Cap. 1.
  19. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 26.