Det norske Folks Historie/1/72

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter ſit Veſterhavstog ſynes Harald at have tilbragt en Række af Aar hjemme, ſkjønt under idelige Rejſer frem og tilbage i Landet, for at befæſte ſit Herredømme, og give ſine nye Indretninger Kraft. Af hvad der allerede er berettet, vil det lettelig kunne forſtaaes, at han her havde mange Vanſkeligheder at kæmpe med, ej alene fra de mægtige Mænd, af hvilke han fordrede Underkaſtelſe, men ogſaa fra ſine egne Lehnsmænd, der ved den Magt, der blev dem til Deel, følte ſig friſtede til Overmodighed og Voldſomhed. Alt dette maatte bidrage til end mere at gjøre de friſindede og til Selvraadighed vante Herſer og Bønder Opholdet i Hjemmet utaaleligt, og forøge Udvandrernes og de Udvandringslyſtnes Tal. Af Jarlerne ſynes iſær Haakon Jarl og Atle Jarl at have ſtolet paa deres Venſkab og Slægtſkab med Kongen. Hvorledes Atle Jarls Sønner forſmaaede Svogerſkabet med Ølve Hnuva og efterſtræbte ham, er allerede fortalt. Haakon, ſom allerede havde ſaa ſtore Forleninger, fik ſenere, ſandſynligviis efter Roald Jarls Død, ogſaa Firdafylke, og ſøgte endnu dertil at tilvende ſig Sygnafylke, ſom Atle havde under ſin Beſtyrelſe. Der tales om flere mægtige Mænd, ſom bleve uenige med Haakon Jarl, og af den Grund maatte flytte til Island. Blandt disſe nævnes Thore Thusſeſprange fra Amd paa Haalogaland[1], Lodin Angel fra Engeløen paa Haalogaland[2], Ølve hvite fra Almdal i Vefſen[3], Ørn fra Rogaland, en Slægtning af Geirmund Heljarſkind[4], og Vebjørn Sygnakappe i Sogn[5]. Haakons Indflydelſe har altſaa ſtrakt ſig ligefra Helgeland til Rogaland. Det lykkedes ham endelig, at faa Kongen til at overdrage ham Sygnafylke, men til hans egen Ulykke. Dette fortælles ſaaledes: Kongen plejede, naar der ej var Ufred, ſelv at indfinde ſig paa de Gjeſtebud. Jarlerne vare ſkyldige at gjøre for ham, og der modtage de ham tilkommende Afgifter, hvilket tilſammen kaldtes at tage Veitſler. Han havde da ſædvanligviis 60 Hirdmænd med ſig, uberegnet Jarler og fyrſtelige Perſoner og de, ſom forrettede Opvartning. Men da han i nogle Aar havde ſaa meget andenſteds at beſtille, at han ikke kunde komme til Atle Jarl, ſendte han ſine Mænd iſtedet for ſig; disſe indbøde deres Frænder og Venner til at følge med, og kom ſaaledes med over hundrede uvedkommende Gjeſteri ſit Følge; de opførte ſig desuden meget uſømmeligt, og gjorde megen Uro ved Drikken. Den gamle Atle fandt ſig heri i tre Aar, men i det fjerde ſyntes han det blev for galt, vilde ikke taale Hirdmændenes Overmod, men jog dem fra ſig med Vanære, og bad dem hilſe Kongen, at han enten kunde tage ſine Veitſler ſelv, eller ogſaa Penge i Stedet. Kongen var juſt til Gjeſtebud paa Lade hos Jarlen Haakon Grjotgardsſøn, da hans Mænd kom tilbage fra Atle med denne Beſked. Han blev vred herover, og Haakon benyttede ſig af Lejligheden til at bede om Forleningen over Sogn. Kongen gav ham den, og Kongen ſendte ſtrax Bud til Atle, at han ſkulde fravige den. Men Atle ſagde, at han ej vilde give Slip derpaa, førend han havde talt med Kongen derom. Da udruſtede Haakon en Hær af Thrønder og Haaleyger, og drog ſydefter for at angribe Atle. Denne mødte ham i Stavangfjorden eller Stavenæsvaag paa Fjale, hvor de leverede hinanden et heftigt Slag. Atle ſejrede, men blev dødelig ſaaret. Haakon Jarl blev ſlagen og faldt. Atle blev bragt til den efter ham opkaldte Atle-Ø, hvor han efter fem Dages Forløb døde af ſine Saar[6]. Atles Søn Haaſtein — hans to andre Sønner vare, ſom i det Følgende vil ſees, allerede dræbte i Striden mod Ingulf og Leif, Islands førſte Koloniſter — ſøgte at holde ſig i Herredømmet efter ham, indtil Kong Harald og Haakons Søn Sigurd, der fulgte efter ſin Fader i Jarleværdigheden, ſamlede en Hær imod ham. Da maatte Haaſtein forlade Landet, og tog ligeledes ſin Tilflugt til Island.

Ragnvald Mørejarl anſaaes ſom Kongens kjæreſte Ven og nød de ſtørſte Æresbeviisninger af ham: Exempel herpaa have vi allerede ſeet i Overdragelſen af Orknøerne og Hjaltland. Dette kunde dog ikke beſkytte hans Søn Rolf mod Kongens Vrede, da han overtraadte de af Kongen faſtſatte Beſtemmelſer med Henſyn til Landefreden. Rolf begyndte tidlig at drage paa Vikingetog; han var ſaa ſtor og ſterk, at ingen Heſt kunde bære ham, og kaldtes derfor Gange-Rolf. Sine førſte Vikingetog foretog han til Auſterveg. En Sommer, da han kom øſtenfra, og ſejlede forbi Viken, hug han Strandhug her. Rolf, der hørte hjemme paa Møre, havde rimeligviis ſom ſaa mange andre fra det Nordenfjeldſke endnu ikke vant ſig til at betragte Viken ſom en Deel af ſit Fædreland, hvor de vare ligeſaa forpligtede til at holde god Orden, ſom hjemme. Men ſaaledes vilde Kongen have det betragtet. Han var juſt i Viken, blev meget vred, ſammenkaldte Thing, og lyſte Rolf utlæg over hele Norge. Hans Moder Hild, Datter af en mægtig Mand ved Navn Rolf Nefja, rejſte ſelv til Kongen for at bede om Naade for Rolf, men forgjæves; Kongen, heder det, var ſaa vred, at det ej nyttede hende at bede. Da kvad hun et Vers, hvori hun advarede Kongen, og ſagde at det ej vilde blive godt at bides med en ſlig Ulv, ſom viſt ikke vilde ſpare Kongens Hjord, om han gik til Skovs. Men det hjalp altſammen ikke. Rolf maatte forlade Landet. Dog flyttede han ikke til Island, men drog til Veſterhavs-Landene, herjede paa Frankrige, og endte tilſidſt med at erhverve ſig Hertugdømmet Nordmandie, ſaaledes ſom det nedenfor ſkal viſes[7].

Da Haralds Sønner voxede til, begyndte ogſaa de at forvolde Uroligheder. Harald blev tidligt gift, og fik derfor meget tidligt Børn, han havde derhos flere, baade Egtehuſtruer og Medhuſtruer, der ſkjenkede ham mange Sønner og Døttre Hans førſte Huſtru ſkal have været Haakon Jarls Datter Aaſa, hvilken han egtede ſtrax efterat Haakon havde ſluttet ſig til ham, altſaa ved 865 eller 866. Som deres Sønner nævnes Guthorm, Tvillingerne Halfdan ſvarte og Halfdan hvite, og Sigfrød; de bleve opdragne i Throndhjem, med Undtagelſe af Guthorm, hvilken Kongens Morbroder, Hertug Guthorm, havde øſt Vand paa, opkaldt efter ſig, og opfoſtret hos ſig i Viken. Det fortælles, at Harald efter Slaget ved Hafrsfjorden ſkal have ladet den ſtorſindede Gyda hente til ſig ſom Huſtru eller Frille, og med hende haft fire Sønner og en Datter. Ligeledes ſkal han have haft Svanhild, en Datter af Kong Eyſtein paa Hedemarken, Aashild, en Datter af Ring Dagsſøn fra Ringerike, og desforuden flere Medhuſtruer fra forſkjellige Egne af Landet, hvis Børn opfoſtredes, hvor Mødrene havde hjemme, og af hvilke flere i det Følgende nærmere ville komme til at omtales. Han beſluttede endelig at bejle til Ragnhild den rike (mægtige), en Datter af Kong Erik den yngre i Sønderjylland, hans Frænde[8]. Der fortælles, at da hans Sendebud kom for at frembære hans Ærinde, og Kong Erik bad Ragnhild give et Svar, ſagde hun, at om end den mægtigſte Konge i Verden bejlede til hende, holdt hun ſig dog for god til at lade ſig nøje med den tredivte Deel af hans Kjærlighed. De tilſtedeværende Kvinder og Mænd gave ſig til at ſpotte Sendebudene, ſigende at Kongen af Jylland ikke var bange for Haralds Hær, at det ikke havde ſtort at betyde, om Harald havde faret omkring indenlands og ſtredet med Smaabønder, og at de danſke Ravne og Ørne længe kunde ſidde og ſulte, hvis de ſkulde vente paa, at Harald holdt noget ordentligt Slag. Dog ſamtykkede hun tilſidſt i at give Harald ſin Haand, ſaafremt han forbandt ſig til at afſkedige alle ſine forrige Koner og Friller. Hertil bekvemmede ogſaa Harald ſig, lod dem alle drage hjem til deres Frænder, ſendte Bud efter Ragnhild, og holdt Bryllup med hende. Efter Nogles Sigende ſkal det kun have været 9 Koner, Harald ſaaledes gav Afſked; Thjodolf eller Hornklove, der i ſit Kvad omtaler dette, nævner „holmrygſke“ (rogalandſke) hørdſke, heinverſke (hedemarkſke) og haalogalandſke Piger, hvilke Kongen gav Slip paa, da han tog den danſke Huſtru[9]. Harald og Ragnhild havde en Søn, der efter Morfaderen opkaldtes Erik, ſenere bekjendt under Tilnavnet „Blodøxe“; Kongen betragtede ham ſom den fornemſte blandt ſine Sønner. Ragnhild levede kun tre Aar efterat hun kom til Norge[10], og Harald begyndte da igjen at leve med forſkjellige Koner eller Friller. En af dem var den ſkjønne Snefrid, med hvilken han blev kjendt ved et Julegilde paa Tofte i Gudbrandsdalen. Efter det herom opbevarede Sagn ſkulde hun have været en Datter af Finnen eller Jøtnen Svaſe, ſom ved dette Gilde fik Kongen til at beſøge ham i hans Gamme, hvor han fik Snefrid at ſee, og efter at have tømt et Bæger Mjød, hun rakte ham, blev ſaa raſende forelſket i hende, at han ſtrax vilde have hende til Huſtru, og fæſtede hende endnu ſamme Dag. Han elſkede hende, fortælles der, med en Kjærlighed, ſom grændſede til Vanvid, ſaa at han i flere Aar kun levede for hende og forſømte baade ſit Rige og ſin Værdighed; da hun, efter at have født ham fire Sønner, døde endnu ganſke ung, og hendes Lig ikke forandrede Farve eller gik i Forraadnelſe, ſkal han have ſiddet ved hendes Leje i tre Aar, i Haab om at hun vilde levne op igjen. Alle hans Mænd beklagede ham ſom vanvittig, indtil Thorleif ſpake endelig overtalte ham til at lade hendes Lig flytte, for at Klæderne kunde ſkiftes under det; da ſkal Liget med eet være ſunket hen i Forraadnelſe, ſaaat det i Haſt maatte brændes, og Kongen kom til Fornuft igjen. Da det i Tidens Løb juſt blev den fra Snefrid nedſtammende Linje af Haralds Efterkommere, ſom beklædte Norges Throne, maa man antage, at det er denne Omſtændighed, ſom har bragt Kongeſagaernes Nedſkrivere til at dvæle ved dette Sagn; det har rimeligviis ogſaa holdt ſig i den norſke Kongeæt ſom et Familieſagn[11]. Men da man neppe kan antage, at et for Kongeætten ſaa lidet ſmigrende Sagn kunde have været opbevaret, uden at nogen Sandhed laa til Grund derfor, maa man formode, at Kongen virkelig under et Ophold paa Oplandene har haft et ſaadant Kjærligheds-Æventyr, og ladet ſig bedaare af en Pige af ringe Herkomſt, maaſkee endog Datter af en omvankende Mand af finſk Æt, og at han har været ſaa fængſlet af hende, at han en Tidlang, (rigtignok ej ſaa længe, ſom Sagnet beretter), har tilſideſat alvorligere Sysler, men at hans Mænd ikke have kunnet forklare det paa anden Maade, end ſaaledes, at hun ſkulde have forhexet ham ved en Elſkovsdrik. Haralds Sønner med Snefrid hed Sigurd Riſe, Gudrød Ljome, Halfdan Haalegg (d. e. Høj-Læg) eller Haaføta, og Ragnvald Rettelbeine. Han ſkal, fortælles der, da han atter kom til ſin Fornuft, i Vrede have jaget dem fra ſig, men være bevæget af Skalden Thjodolf af Hvin, der havde opfoſtret Gudrød, til at tage dem til Naade igjen[12].

Da Harald var 40 Aar gammel, altſaa henved 890, vare allerede flere af hans Sønner voxne. De begyndte at ærgre ſig over, at Jarlerne, og ikke de, ſkulde have Forleninger og Land at raade over, og enkelte af dem beſluttede, ſom man ſeer, ſelv at tage ſig til Rette. Snefrids Sønner ſynes at have været de, der førſt begyndte at yppe alvorlige Uroligheder, idet to af dem, Halfdan Haalegg og Gudrød Ljome, en Vaar droge mod den gamle mægtige Ragnvald Mørejarl, omringede Huſet, hvori han opholdt ſig, uden at han merkede det, og brændte ham inde med 60 Mand. Dette var denne fortjente Mands ſaare uværdige Endeligt. Kong Harald blev og meget fortørnet derover, og drog ſtrax med en overlegen Styrke mod Gudrød, der havde taget Jarledømmet i Beſiddelſe. Gudrød gav ſig paa Naade og Unaade, og ſlap derfor med Livet, men blev ſtrax ſendt tilbage til Thjodolf paa Agder, medens Kongen til Jarl over Møre udnævnte Thore den tauſe (þegjandi), Ragnvalds Søn, og gav ham ſin Datter Aaluf Aarbot til Egte[13]. Halfdan var imidlertid dragen med tre Langſkibe over til Orknø, for at overfalde Sønnen, ligeſom han havde overfaldt Faderen, og Kongen, ſom ſaaledes ei kunde faa ham i ſin Magt, ſkal have lyſt ham landflygtig over hele Riget[14]. Det lykkedes virkelig Halfdan at komme ſaa uforvarende paa Torv-Einar, at denne maatte ſøge ſin Frelſe ved en ſkyndſom Flugt over til Skotland, medens Halfdan gjorde ſig til Konge over Øerne. Men endnu ſamme Aars Høſt kom Einar tilbage ligeſaa uventet; det kom til et Slag mellem ham og Halfdan, ſandſynligviis mellem Sandø og Rinansø; Halfdan blev overvunden og nødt til at løbe overbord og ſvømme i Land til Rinansø, hvor man ikke ſtrax ledte efter ham, da det allerede begyndte at blive mørkt. Men om Morgenen efter, da det lysnede, og man begyndte at lede efter de Flygtende, ſagde den ſkarpſynede Einar: „jeg veed ikke hvad det er jeg ſeer der ude paa Rinansø, en Mand eller en Fugl; ſtundom hæver det ſig op, ſtundom lægger det ſig ned“. De roede over til Øen, for at ſee hvad det var, og fandt Halfdan, ſom de toge til Fange, og ſom Einar dræbte paa den gruſomme Maade, der allerede ovenfor (S. 451) er omtalt, nemlig, ſom det heder, ved at riſte en Ørn paa hans Ryg, det vil ſige, ſkære Ribbenene fra Rygraden og drage Lungen ud, idet han gav ham til Odin for at faa Sejr, og kvad et Vers, hvori han jublede over, at han for ſin Deel havde hevnet ſin Fader[15]. Uagtet Kong Harald havde misbilliget ſine Sønners Færd, ja endog erklæret Halfdan landflygtig, ſaa fordrede dog de Tiders Anſkuelſer, at han maatte hevne hans Død. Hans Sønner vare desuden ſaa forbittrede derover, og raabte ſaa ivrigt paa Hevn, at han tilſidſt ikke længer kunde undgaa at gjøre et Tog mod Einar, uagtet han ſkal have ſøgt at faa det udhalet. Harald kom til Orknø, og Einar flygtede over til Katanes, men der aabnedes Underhandlinger mellem dem, og endelig kom det til et Forlig, hvorved det overlodes til Kongen at beſtemme Bodens Størrelſe. Harald dømte Einar og alle Orknøingerne tilſammen til at betale 60 Mark Guld. Dette vidſte den kloge Einar at benytte til ſin Fordeel, idet han tilbød Bønderne, der klagede over Bodens Størrelſe, at betale den for dem, imod at de afſtode ham al deres Odel, det vil ſige den egentlige Ejendomsret til Jordegodſet, hvorved det ſamme Forhold indførtes, ſom i Norge ved Haralds Erobring Jarlen udredede Boden, og blev derved Øernes virkelige Ejer[16].

Harald ſkal ogſaa ved denne Lejlighed have gjort et Tog til Skotland, eller, hvad det er det ſandſynligſte, hans tidligere Veſterhavstog er af Enkelte blevet forvexlet med dette[17]. Det var forreſten viſt ikke overflødigt at foretage en ny Renſelſe af hine Farvande, thi Vikinger, landflygtige fra Norge, vedbleve endnu at holde til der, og gjøre Herjetog til Fædrelandet. Saaledes fortælles der, at Sølve Klove, der efter Nederlaget ved Solſkel havde ſlaaet ſig paa Vikingelivet og oftere gjort Skade paa Haralds Rige, omſider overfaldt og dræbte hans ældſte Søn Guthorm, der havde fulgt ſin Foſterfader Hertug Guthorm ſom Befalingsmand over Viken, da han laa med ſine Skibe ved Brennøerne i Indløbet til den ſøndre Arm af Gaut-Elven, for at værge Landet mod Gauter og Daner[18].

Der ſiges i Kongeſagaerne at Norge en Tidlang efterat Kongen havde forvundet Tabet af Snefrid, nød god Fred og gode Aaringer[19]. Men med denne Fred maatte det være forbi, da hans Sønner begyndte at vække Uroligheder. Og da der endog i Fredens Dage herſkede Misfornøjelſe nok med de nye Indretninger, er det ikke at undres over, at denne Utilfredshed tiltog, da Kongens Sønner ſelv gjorde Brud paa den offentlige Rolighed. Derfor finder man ogſaa, at Udvandringerne ingenſinde vare hyppigere, end efter 890. Og det var nu ej længer Syderøerne, ſom det fornemmelig gjaldt, men Island.

  1. Landnáma III. 14.
  2. Landnáma III. 17.
  3. Landnáma IV. 1.
  4. Landnáma I. 26.
  5. Landnáma II. 29.
  6. Saaledes fortælle Fagrſkinna (Cap. 11) og Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 5) denne Begivenhed. Snorre (Harald Haarfagres Saga Cap. 13) ſiger kun at Haakon, efter at have faaet Firdafylke, ogſaa paa egen Haand fordrede at Atle ſkulde indrømme ham Sogns der nævnes intet om Fordrivelſen af de kongelige Hirdmænd. Der er overhoved meget uſikkert i hele denne Beretning. Thi da Landnáma omtaler flere Folk fra Sogn, ſom maatte flygte fordi de kom i Uenighed med Haakon Jarl, ſkulde det næſten ſynes ſom om han til en Tid bar herſket i Sogn. Hine Sagaer henføre ogſaa Slaget i Stavangfjorden til Tiden ſtrax efter Firdafylkes Erobring, medens det dog er tydeligt af Landnámas Beretninger om de mange, der af Frygt for Haakon Jarls Vrede droge til Island, at det maa have fundet Sted langt ſildigere. Der tales endog (II. 29) om en Mand, der kom til Eyjafjorden paa Island, efterat den var bebygget; at han havde en Søn, ſom ſenere drog til Norge, hvor han dræbte en af Haakon Jarls Hirdmænd, og at Vebjørn Sygnatrauſte, der tog ſig af ham, af den Grund faldt i Unaade hos Haakon og maatte flytte til Island; dette kan neppe have fundet Sted før 890 eller 895, og Haakons Død maa altſaa førſt have fundet Sted omkring 900. Desuden nævner Egils Saga Roald ſom den, der af Harald ſtrax efter Firdafylkes Erobring indſattes ſom Jarl. Haakon kan altſaa ikke ſtrax efter Erobringen have faaet det. — Hvad Atle-Øens Navn angaar, da er det meget uviſt, om det ſkriver ſig fra Atle; den kaldes nu Hatle-Ø, og kaldtes endogſaa i gamle Tider Hasley (Hasſel-Øen), ſe Snorre Edda. Men hvad der er ſikkert, er Slaget i Stavenesvaag eller Stavangfjorden, thi det omtales i et ſaavel hos Snorre ſom i Fagrſkinna opbevaret Vers af Eyvind Skaldeſpilders Haaleygjatal, og der ſiges udtrykkeligt, at Haakon faldt der. — Den egentlige Sammenhæng ſynes at have været den, at Haakon, efter Roald Jarls Død forlenet med Firdafylke, virkelig for en Tid har fordrevet Atle fra Sogn, og har opkaſtet ſig til Herre her, men er bleven bekriget af Atle og overvunden i Stavangfjorden, hvor dog ogſaa Atle faldt.
  7. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 24. Fagrſkinna Cap. 210, og mange andre Steder.
  8. Om Erik den yngre ſe ovenfor S. 396.
  9. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 21. Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 8), ſiger at Harald ſkilte ſig ved 10 Koner og 20 Friller.
  10. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 21.
  11. Det fortælles fuldſtændigt i Snorres Harald Haarfagres Saga, Cap. 25, og Ágrip, Cap. 4, 5. Men Snefrid nævnes ſom de fire nævnte Sønners Moder ogſaa i Ol. Tryggv. S. Cap. 7, i Ol. d. Hell. S. Cap. 1 og i Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 1). I den upaalidelige „Hauk Haabroks Thaatt“, ligeledes optagen i Flatøbogen, tales der og om Snefrid og Svaſe, men lidt forſkjelligt fra Snorres Fortælling. Det heder der at Svaſe var en Dverg, og fortryllede Kongens Sind ſaaledes at han forelſkede ſig i Finnepigen Snefrid; at der efter hendes Død blev bredt over hende en Blæje, Svaſe havde givet Kongen, og hvori der var ſaa megen Trolddom ſkjult, at den hindrede hendes Lig fra at raadne i tre Aar. Harald ſkal have digtet en Draape om hende, hvoraf et Vers anføres. Og ifølge denne Beretning er det Egil Uldſerk, ikke Thorleif, ſom raader til at bytte Klæder under Liget (Fornm. S. X. 207. 208).
  12. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 26.
  13. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 30. Flatøbogen (Olaf Tryggvesſøns Saga i Skaalh. Udg. S. 219). Det er ej uſandſynligt, at Tilnavnet þegjandi, ſom tillægges Thore, kun hidrører fra et Vers af Torv-Einar, hvori denne ſiger, at han, iſtedetfor at hevne Faderen, ſidder taus ved Mjødkarret hjemme paa Møre.
  14. Flatøbogen l. c. S. 219.
  15. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 31. Flatøbogen (l. c. S. 219, 220). Fagrſkinna Cap. 210. I det Vers, der lægges Einar i Munden, ſiger han, at han for ſin „Fjerdedeel“ har hevnet ſin Fader, ligeſom han i hiint før omtalte Vers med etſlags Spot yttrer, at hverken Rolf eller Rollaug forſøge at hevne Faderens Død, og at Thore Jarl endog ſidder hjemme paa Møre ved Mjødkarret. Da Verſene ſynes at være authentiſke, maa man heraf ſlutte, at der paa denne Tid kun levede fire Sønner efter Ragnvald, nemlig Rolf, Thore, Rollaug og Einar.
  16. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 32. Flatøbogen (l. c. S. 220). Den korte Beretning om disſe Begivenheder, ſom er optagen i Olaf den Helliges Saga Cap. 91, hos Snorre Cap. 99 og ligeledes er brugt ſom Begyndelſe til den trykte Udg. af Orkn. S., afviger noget fra den ovenanførte. Det heder her, at Harald lod Orknøingerne tilſværge ſig al Odelen; at Einar ſiden ſorligtes med Kongen, blev hans Mand, og tog Øerne i Lehn af ham, uden dog at være ſkattepligtig, fordi de vare ſaa udſatte for Angrebs men at han betalte 60 Mark Guld i Bøder.
  17. 2) Det heder nemlig, paa de ſidſt anførte Steder, at Harald, efter at have faaet de 60 Mark Guld, herjede paa Skotland, ſom det heder i Glymdraapa. Men Glymdraapa, der digtedes af Hornklove om Haralds førſte Krige, citeres netop af Snorre (Harald Haarfagres Saga Cap. 22), ſom Vidnesbyrd for at han ved ſit førſte Veſterhavstog herjede paa Øen Man.
  18. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 33. Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 8). Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 2. Olaf den Helliges Saga Cap. 1.
  19. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 26.