Det norske Folks Historie/1/71

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De her nævnte Vikinger ere viſtnok de færreſte af dem, der fra forſkjellige Kanter af Norge flokkede ſig ſammen paa Irland og i Syderøerne, for derfra at forurolige Norge. Deres Antal maa have været overmaade ſtort, og da de derhos vare rige og mægtige Mænd, der kunde udruſte mange Skibe, maa de have gjort Kong Harald ſtor Skade. Da det desuden er naturligt, at Indbyggerne paa mange Steder i Landet begunſtigede dem, og maaſkee nærede Haab om, ved deres Hjelp at kunne vinde den gamle Frihed tilbage, kunde Haralds Beſiddelſe af Norge ikke anſees for ganſke ſikkret, eller Landets Underkaſtelſe fuldendt, førend han ogſaa havde forſtyrret Vikingetilholdene i Veſten, og udſtrakt ſit Herredømme over dem. Han beſluttede derfor at gjøre et Tog derhen. Med en Flaade, der viſt har været meget betydelig, ſejlede han førſt til Hjaltland, hvor han dræbte alle Vikinger, der ej flygtede for ham; fra Hjaltland drog han til Orknøerne, ſom ligeledes renſedes for Fiender, og endelig til Syderøerne, hvor han holdt mange Træfninger med Vikingerne, og deels dræbte, deels forjog dem. Han hjemſøgte ogſaa Skotlands Kyſter, og kom lige til Man, hvor Indbyggerne, ſom det fortælles, allerede havde hørt at han var i Vente, og derfor havde taget Flugten til Skotland, ſaa at han fandt Øen tom og ej fik noget Bytte. Dette Tog er merkeligt, fordi de norſke Kongers Herredømme over de veſtlige Øer har ſin Oprindelſe derfra. Harald nøjedes nemlig ikke alene med at herje disſe Øer, men han underkaſtede ſig dem. Han tilegnede ſig, heder det i Kongeſagaerne, Landene ſaa langt veſter ſom ingen af Norges Konger ſiden den Tid har formaaet. I eet af disſe Slag faldt Ivar, en Søn af Ragnvald Mørejarl, der var med ham paa Toget. Som et Slags Erſtatning for Sønnetabet, gav Harald ham paa Tilbagerejſen Orknøerne og Hjaltland, og Ragnvald gav dem igjen med Kongens Samtykke til ſin Broder Sigurd, der var en af Stavns-Kæmperne paa Kongens Skib. Harald gav Sigurd Jarls-Navn, og han blev tilbage for at tage ſit nye Jarledømme i Beſiddelſe[1].

De Vikinger, ſom Harald paa denne Maade havde fordrevet fra Øerne, maa, efter hvad der ovenfor er viiſt, for en ſtor Deel have hørt til den talrige Kreds af Ketil Flatnefs Frænder og Venner. Det er derfor ikke ſandſynligt, hvad der i flere Sagaer fortælles, at denne af Harald ſendtes til Syderøerne for at fordrive de Vikinger, der efter Kongens Tilbagerejſe atter havde ſat ſig faſt der, og at Ketil førſt efter at have gjort ſig til Syderøernes Herre faldt fra, og undlod at betale Kongen Skat. Langt ſandſynligere er en anden Beretning, ifølge hvilken Ketil, ligeſom ſaa mange andre mægtige Nordmænd, forlod Norge og drog til Syderøerne, fordi han vidſte at Kongen var ham fiendſk, og fordi han ej var mægtig nok til at gjøre ham Modſtand[2]. Efter al Sandſynlighed har endog Ketil ſelv været en af de Vikinger, ſom Harald fordrev fra Syderøerne, og ſom efter Kongens Hjemrejſe forſøgte at ſætte ſig faſt der igjen. Dog ſynes disſe Forſøg at have været uheldige. Thi da man erfarer, at alle, eller de fleſte af dem, der hørte til Ketils Frænde- og Venne-Kreds, juſt ved denne Tid flyttede over til det nys opdagede Island, ſynes det, ſom om de ej længere have fundet noget blivende Sted paa Syderøerne og derfor have maattet ſee ſig om efter nye Bopæle. At det maa have været Harald om at gjøre, at forſvare Beſiddelſen af Syderøerne, ſees deraf, at han ligeſaavel her indſatte en Jarl, ſom over Orknøerne og Hjaltland. Til Jarl over Syderøerne udnævnte han, ſom det ſynes, førſt en vis Tryggve, ſiden, efter hans Fald, en Aasbjørn, med Tilnavnet Skerjableſe. Dennes Stilling maa have været meget farefuld, da han viſtnok hvert Øjeblik var udſat for Angreb af de fordrevne Vikinger. Han blev ogſaa omſider dræbt af tvende af Ketil Flatnefs Frænder, der røvede hans Huſtru og Datter, og ſolgte den ſidſte ſom Trælkvinde til Ketil Thrym, en anſeet Mand fra Værdalen, der havde nedſat ſig paa Island[3].

Det er forhen omtalt, at Kong Olaf hvite i Dublin og Ketil Flatnefs Datter Aude havde Sønnen Thorſtein røde, der ſandſynligviis er den ſamme ſom den, der i de irſke Annaler kaldes Oiſtin, og ſom egtede Eyvind Auſtmands Datter Thurid. Thorſtein var en vældig Kriger, og herjede iſærdeleshed paa Skotland. Han gav ſig i Forening med den nye Jarl over Orknøerne, Sigurd, og de underlagde ſig tilſammen betydelige Stykker af Landet. De fældte blandt andre en ſkotſk Jarl eller Maormor, ved Navn Mældun, gift med en irſk Kongedatter, der nu i Trældom maatte tjene Sigurd Jarls Huſtru. Men hun tjente hende ſaa troligt, og gjorde hende ſaa ſtore Tjeneſter, at Aude, Thorſteins Moder, kjøbte hende dyrt og lovede hende Frihed, hvis hun vilde tjene hendes Svigerdatter Thurid, Thorſteins Huſtru, ligeſaa troligen[4]. Dette opfyldte hun ogſaa. Blandt de Dele af Skotland, Sigurd og Thorſtein tilſammen underkaſtede ſig, nævnes førſt og fremſt Katanæs (Caithneſs) og Sudrland (Sutherland) indtil Floden Ekkial (Oikel), hvis Bred (Ekkialsbakke) i lang Tid blev Hovedgrændſen for de orknøiſke Jarlers Erobringer i Nordſkotland. Dog ſkulle Sigurd og Thorſtein desforuden have udſtrakt deres Herredømme over Roſs og Møræve (Moray), og opført en Borg i den ſydlige Deel af dette Landſkab[5]. Sandſynligviis har Sigurd Jarl forbeholdt ſig den nordligſte Deel af det erobrede Land, nemlig Katanæs og Sudrland, fordi det laa Orknø nærmeſt, medens Thorſtein har faaet den ſydlige Deel, eller Roſs og Moran, der ſtrakte ſig lige til Veſterhavet ved Øen Skye, og ſaaledes laa Syderøerne og Irland nærmeſt. Det bliver ſaaledes viſtnok bogſtavelig ſandt, naar det heder, at Sigurd og Thorſtein underkaſtede ſig mere end Halvdelen af Skotland. Over disſe Beſiddelſer herſkede Thorſtein i nogen Tid med Kongetitel, indtil endelig Skoterne, ſom det heder, ſvege og dræbte ham. Det er denne Begivenhed, hvortil de irſke Annaler ſynes at ſigte, naar de fortælle, at Oiſtin, Olafs Søn, Nordmændenes Konge, blev ſvegen og dræbt af Albanerne (de ſydlige Pikter) Aar 874 eller 875[6]. Da Aude erfarede ſin Søns Død, opholdt hun ſig juſt paa Katanæs, hvor hun i al Stilhed lod bygge et Skib, og da det var færdigt, ſejlede hun med alle Thorſteins Børn og flere Venner og Frænder over til Orknøerne, hvor hiin en Tidlang ſynes at have opholdt ſig, indtil hun endelig, ſom nedenfor ſkal omtales, drog til Island. Sigurd Jarl har neppe længe overlevet Thorſtein; hans Endeligt beſkrives paa en meget beſynderlig Maade. Han havde aftalt et Møde med den ſkotſke Maormor Mælbrigda, og det var beſtemt, at hver af dem ſkulde indfinde ſig til Mødet med 40 Mand. Mælbrigda opfyldte Betingelſen punktligt, men Sigurd, der vilde ſvige ham, bragte 80 Mænd med ſig, idet han lod to og to Mænd ſætte ſig paa een Heſt; han havde ſaaledes kun 40 Heſte, og i Fraſtand ſaa det ud ſom om kun een Mand ſad paa hver af dem. Førſt da de kom i Nærheden, opdagede Mælbrigda Forræderiet ved at ſee to Mands-Fødder paa hver Side af hver Heſt. Men det var nu for ſilde; til at flygte var der ej Tid, og han kunde alene opmuntre ſine Mænd til at ſælge deres Liv ſaa dyrt ſom muligt. Sigurd angreb dem og fældte dem alle efter en kort Kamp. Han lod ſine Mænd afhugge de Faldnes Hoveder og fæſte dem ved ſine Stigbøjleremme ſom Sejrstegn; ſelv førte han paa denne Maade Mælbrigdas eget Hoved. Men Mælbrigda havde en udſtaaende Tand, der i hans Levetid havde paadraget ham et Øgenavn; denne Tand kom nu ved et Spring af Heſten til at hugge et Saar i det tykke af Sigurds Læg; Saaret blev ondartet og bragte Sigurd omſider Døden. Han ſynes ikke engang at have faaet Tid til at komme hjem til Orknø, da det fortælles, at han højlagdes paa Ekkials Flodbred[7]. Fortællingen i ſig ſelv maa ſtaa ved ſit Værd; under alle Omſtændigheder er det ſandſynligt, at Skoterne have gjort en almindelig Opſtand, ved hvilken baade Thorſtein og Sigurd ere omkomne. Hans Søn Guthorm fulgte ham ſom Jarl, men overlevede ham kun et Aar, og døde barnløs. Vikinger baade fra Danmark og Norge begyndte igjen at ſætte ſig faſt i Landet. Da Ragnvald Jarl erfarede dette, ſendte han en af ſine Frilleſønner, ved Navn Hallad, med Jarlenavn derhen. Men Hallad ſaa ſig ikke iſtand til at udrette noget mod Vikingerne, der gjorde ham Opholdet paa Øerne ſaa byrdefuldt, at han foretrak at give Slip paa Jarleværdigheden, fraſagde ſig den og vendte ſom Hauld tilbage til Norge. Denne hans Færd blev anſeet for meget uhæderlig, og Ragnvald Jarl klagede over, at hans Sønner ej vilde ſlægte deres Forfædre paa. Da ſkal hans ældſte Søn, Thore, have tilbudt ſig at drage derover. Men Ragnvald ſkal have afſtaaet det, fordi han havde beſtemt ham til ſin Efterfølger hjemme. Hans anden Søn, Rolf, ſkal derpaa have tilbudt ſig, men heller ikke have faaet Tilladelſe til at drage derover, da Faderen, ſom det heder, troede ham for ærgjerrig og herſkeſyg til at nøje ſig med et ſaa ubetydeligt Rige[8]. Den tredie Søn, Frilleſønnen Rollaug, vilde Faderen ej ſende derhen, fordi han troede ham uſkikket til at være Krigshøvding. Endelig traadte hans Frilleſøn Einar frem, og tilbød ſig; jeg er, ſagde han, lidet agtet her hjemme, og lover dig, hvis jeg faar nogen Underſtøttelſe, at jeg aldrig ſkal komme tilbage til Norge, hvilket jeg veed vil være dig meget kjært. Ragnvald, der ſkammede ſig over Einar, fordi han var trælbaaren paa mødrene Side, fandt Behag i dette Tilbud, og gav ham et fuldruſtet Langſkib. Med dette Skib drog han til Hjaltland, hvor flere Folk ſamlede ſig til ham, for at faa Vikingerne bortjagne. Der nævnes blandt dem, ſom havde ſat ſig faſt paa Orknø, iſær to danſke Vikinger, Thore Træſkeg og Kalf Skurva, de maa altſaa have opkaſtet ſig til Herrer over Øerne. Einar angreb dem og fældte dem efter et heftigt Slag. Derpaa underkaſtede han ſig Øerne, og blev, ſom der ſiges, en ſtor Høvding. Fra ham nedſtammede, førſt i lige Linje, ſiden paa Kvindeſiden, de mægtige og i Skotlands Hiſtorie ſaa indgribende Orknø-Jarler. Einar kaldtes ſædvanlig Torv-Einar, fordi han ſkal have indført den Skik at ſkære og brænde Torv, da der paa Øerne ej findes nogen Skov. Han var ſtyg og eenøjet, men ſkarpſynet og meget forſtandig[9].

Der fortælles, at da Harald Haarfagre havde fuldendt hele Norges Erobring og var i et Gjeſtebud hos Ragnvald Jarl, lod han rede ſit Haar, der ſaa længe havde været ukæmmet og uklippet, og derpaa blev det klippet af Ragnvald ſelv, ſom ved denne Lejlighed gav Harald det velfortjente Tilnavn Haarfagre iſtedetfor Øgenavnet Luva, ſom han hidtil havde baaret. Dette omtales i Snorre Sturlaſøns Bearbejdelſe af Kongeſagaerne efter Haralds Hjemkomſt fra Veſterhavstoget, og der tilføjes tillige, at Haralds Haar da havde været uklippet i 10 Aar[10], med andre Ord, at ti Aar vare gangne hen, ſiden Harald aflagde ſit bekjendte Løfte, og begyndte Norges Sammenerobring. Dette, i Forbindelſe med de irſke og franſke Annaler, tjener til Vejledning med Henſyn til Tidsregningen for Haralds Veſterhavstog. Thi hvis dette Tog fandt Sted forinden de lo Aar efter Løftets Aflæggelſe vare forbi, maa det have fundet Sted endnu før Hafrsfjordſlaget, eller i alle Fald endnu ſamme Sommer, ſom dette ſtod. Dette beſtyrkes deraf, at en Kongeſagn lader Ivar, Ragnvald Jarls Søn, falde i Hafrsfjordſlaget[11], og at en anden Saga lader Harald umiddelbart efter dette Slag overdrage Orknøerne til Ragnvald ſom Erſtatning for Sønnens Tab[12]. Man kunde derved endog friſtes til at opſtille den Formodning, at Toget i Veſterhavet har ſtaaet i umiddelbar Forbindelſe med Slaget i Hafrsfjorden. Men ved nærmere Betragtning bliver det dog ſandſynligere at det har fundet Sted i et af de foregaaende Aar. Vi erfare af de normanniſk-franſke Annaliſter, at Gange-Rolf, Ragnvalds Søn, der ſtiftede Hertugdømmet i Normandie, allerførſt begyndte at viſe ſig i Frankrige omkring 876. Han maa altſaa da have været mindſt 15 Aar gammel. Men da han paa den Tid, da Torv-Einar drog til Orknø, endnu ikke ſynes at have været fuldvoxen, altſaa i det højeſte 12 eller 14 Aar, maa dette have ſkeet allerſeneſt ved 875; og da Sigurd Jarl ogſaa maa have herſket i nogle Aar, kan Øernes Undertvingelſe idetmindſte ikke være ſildigere end 872, ſnarere tidligere. De irſke Annaler henføre Oiſtins (Thorſteins) Død til 874 eller 875; han underkaſtede ſig, ſom vi have ſeet, det nordveſtlige Skotland i Forening med Sigurd Jarl, og denne maatte altſaa førſt være bleven Jarl, eller med andre Ord, Toget til Orknøerne og Syderøerne maatte allerede have fundet Sted, førend han og Thorſtein kunde tiltræde deres Erobringstog. Og i kortere Tid end tre eller fire Aar kunne Thorſtein og Sigurd neppe have herſket. Alle Omſtændigheder forene ſig ſaaledes om at henføre Haralds Veſterhavstog til et af de nærmeſte Aar før Hafrsfjordſlaget, der ſaaledes ſom det ovenfor er viiſt, foregik i 872.

  1. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 22. Flatøbogen (Upphaf &c.), Cap. 7. Landnáma I. 11. Olaf Tryggvesſøns Saga, Cap. 95.
  2. Saaledes er Beretningen i Laxdølaſaga Cap. 1 og 2. Landnáma derimod, og de Sagaer, der følge den, lade Ketil afſendes af Harald. Men at Ketil maa have været kjendt og anſeet i Syderøerne længe før Haralds Tog, ſkjønnes deraf, at hans Datter Audes og Olaf hvites Søn Thorſtein allerede ſtrax efterat Kongen havde udnævnt Sigurd til Jarl paa Orknø kunde drage paa Krigstog med denne.
  3. Landnáma IV. 2, 3. Droplaugsſønnernes Saga, S. 4.
  4. Landnáma II. 16. Mælduns Huſtru hed Myrgjøl (Murial), eg hendes Fader Gliomal. Landn. fortæller, at hun pasſede paa Dronningens (Jarlens Huſtrues) afdøde Barn medens Moderen var i Bad; en uforſtaaelig Beretning, der vel ſkal betyde, at hun har forløſt hende, da hun kom for tidligt.
  5. Flatøbogen, Skaalholt-Udgaven af Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 77.
  6. Se ovenfor S. 444.
  7. Flatøbogen, l. c. Cap. 177.
  8. Den rette Grund var dog nok, at baade Rolf og Thore, Jarlens egtefødde Sønner, paa denne Tid ikke vare fuldvoxne, hvilket udtrykkeligt ſiges i Snorres Harald Haarfagres Saga Cap. 24. Orknø-Jarlernes Hiſtorie i Flatøbogen lader Rolf paa den Tid være ude i Viking.
  9. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 37. Flatøbogen, Olaf Tryggvesſøns Saga Skaalh. Udg. Cap. 178.
  10. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 23.
  11. Flatøbogen, Upphaf ríkis &c. Cap. 7.
  12. Vatnsdøla Saga Cap. 10.