Det norske Folks Historie/1/70

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Lignende Uroligheder have, hvorvel de ej ere optegnede, viſtnok fundet Sted i de fleſte erobrede Fylker. Det var i og for ſig naturligt, at de nye Indretninger, Harald Haarfagre indførte, maatte forekomme Fleerheden af Landets fornemſte og uafhængigſte Mænd utaalelige. Haulder og Herſer, der levede ſaa uafhængigt paa deres Gaarde ſom Kveldulf, og ej engang i Nødstilfælde anſaa ſig forpligtede til at underſtøtte de ſaakaldte Konger udenfor Fylket, maatte have Vanſkelighed ved at gjøre ſig fortrolige med den Tanke, at deres Fædrenejord, ſom de beboede, ej længer var deres egen, og at de, for at faa Lov til at beholde den, ej alene ſkulde være forpligtede til at lyſtre den nye Konges, hans Jarls, eller hans Lendermands Opbud, men endog betale Skat. Det maa kun have været det færreſte Antal, der kunde holdes ſkadesløſt ved ſtørre Forleninger De øvrige havde kun Valget mellem at henleve ſine øvrige Dage i en efter de Tiders Begreber underkuet og ydmygende Stilling, eller at udvandre, og da nu Udvandringslyſten overhoved var meget ſterk, og Baandet, der knyttede Nordmanden til hans Hjem, temmelig ſvagt, ſaa længe Vikingetiden vedvarede, er det ikke at undres over, at de Fleſte valgte det ſidſte.

„Efter Slaget i Hafrsfjorden“, heder det derfor ogſaa i Kongeſagaerne, „fik Harald ej længer nogen Modſtand i Landet, thi alle hans Modſtandere og ſtørſte Fiender vare deels faldne, deels flygtede fra Landet; disſe ſidſte vare ſaare mange, thi da bleve ſtore Lande, der hidtil havde ligget øde, beboede“. De Lande, til hvilke Udvandrerne førſt tyede, vare i Førſtningen, ſom vi have ſeet, Veſterhavets Øer, hvorhen, ſom ovenfor viiſt, de norſke Vikinger allerede ſiden Aarhundredets Begyndelſe plejede at drage paa Tog. Færøerne vare allerede for Harald Haarfagres Regjeringstiltrædelſe bebyggede af Grim Kamban. Den ſøndenfor Færøerne liggende Øgruppe, ſom vore Forfædre, uviſt hvorfor, kaldte Hjaltland (ſenere Hjatland, Hjetland, Hetland, hvilket Navn i ſkotſke og latinſke Skrifter urigtigt er gjengivet ved Shetland), var tilligemed Orknøerne ligeledes et yndet Tilhold for Vikinger. Dette var endnu mere Tilfældet med de hæbruiſke Øer, der tilligemed Øen Man af vore Forfædre tilſammen kaldtes Syderøerne. Uagtet disſe Øer vare befolkede af keltiſke Skoter, ſtode i den nærmeſte Forbindelſe med Irland, og indeholdt, hvad der kunde anſees for Irernes og Skoternes Nationalhelligdom, Columba-Kloſtret paa Icolmkill, Udgangspunktet for ſaa godt ſom hele Nordeuropas Dannelſe, ſynes det dog, ſom om de udvandrede Nordmænd aldeles have gjort ſig til Herrer her, og da Island begyndte at bebygges, var det iſær fra de paa Syderøerne herſkende Nordmænd, at det fik ſine førſte og fornemſte Koloniſter. Det var, fortælle Kongeſagaerne, almindeligt, at de Nordmænd, der ved Harald Haarfagres Erobringer ſaa ſig nødte til at forlade deres Hjem, ſloge ſig ned paa Syderøerne og de øvrige Øer i Veſterhavet, for derfra hver Sommer at herje paa Norge og gjøre Harald ſaa megen Skade ſom muligt[1]. Dette Væſen maa ſaaledes allerede have taget ſin Begyndelſe ved Haralds førſte Erobringer. Vi have ſeet, hvorledes Anund Træfod, Thrond mjøkſiglande og Geirmund Heljarſkind tyede did. Vi læſe om Sølve Klove, at han, fordreven fra ſit Fædrenerige Nordmøre, blev en ſtor Viking, og herjede ofte paa Haralds Rige. Han har altſaa efter al Rimelighed været en af de Vikinger, der ſloge ſig ned paa Hjaltland, Orknøerne eller Syderøerne. Disſe Øgrupper havde ogſaa en for ſlige Herjetog ſaare heldig Beliggenhed. Et Par Dages Sejlads med gunſtig Vind var tilſtrækkelig til at føre Vikingen over til Norge, og da det her ej gjaldt at gjøre Erobringer, men kun at gjøre Skade og ſamle Bytte, kunde han allerede være borte og i Sikkerhed, førend den kongelige Landværnsmand endnu havde erfaret hans Nærværelſe.

Nærheden af Irland, hvor der allerede var et norſkt Rige, maatte gjøre Syderøerne til det førſte Hoved-Tilhold for de udvandrede Nordmænd. Hiſtorien har opbevaret os Navnene paa enkelte af disſe, forſaavidt ſom de ſenere bleve Stamfædre før mægtige Slægter paa Island, og hvad der om dem berettes, giver os mange ypperlige Vink om Tilſtanden og Stemningen i Norge paa den Tid. Den mægtigſte og berømteſte af dem alle var den allerede omtalte Herſe fra Sogn, Ketil Flatnef. Han var en Søn af Herſen Bjørn Buna, Sønneſøn af Hjald Vatnarsſøn;[2] med ſin Huſtru Velaug, Syſter af Vemund den gamle, havde Bjørn foruden Ketil de to Sønner, Hrapp og Helge, fra hvilke ligeledes anſeede Slægter nedſtammede, men hvilke dog ikke have opnaaet den Anſeelſe ſom Ketil. Denne maa allerede tidligt have gjort Tog til Syderøerne, erhvervet Beſiddelſer og ſluttet Forbindelſer der, medens han dog endnu vedblev at have ſit egentlige Hjem i Sogn, thi hans Datter Aude eller Unne, med Tilnavn den Grundrige, var allerede for længe ſiden gift med Olaf hvite, den førſte Konge i Dublin[3]. En anden af hans Døttre egtede den forhen omtalte Helge magre, Eyvind Auſtmands og den irſke Kongedatter Nafartas Søn, og begge Familier beſvogredes end nøjere derved, at Helges Syſter Thurid blev gift med Thorſtein Røde, Kong Olaf hvites og Audes Søn. Til dette Svogerſkab ſluttede ſig ogſaa paa en vis Maade Eyvinds Halvbroder Anund Træfod, den gamle anſeede Geirmund Heljarſkind, Geirmunds Broder Haamund, der ſiden egtede Helge magres Datter, og endnu flere andre, der ſiden tilligemed ham bleve Islands fornemſte Landnamsmænd. Og de have viſtnok alle, førend de droge til Island, ofte hjemſøgt og foruroliget Norges Kyſter.

  1. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 20.
  2. Landnáma, I. 10 og viðbœtr. Laxdøla Saga, Cap. 1. Eyrbyggja Saga, Cap. 1. Om Hjald Vatnarsſøn, ſe ovenfor S. 296-299.
  3. Olaf døde 873, og hans og Audes Søn Thorſtein deeltog allerede i Krigstog med Sigurd Orknøjarl omkring 874, og havde da flere Børn, han maa altſaa være fød ved 850, og Aude paa den Tid være bleven gift med Olaf.