Det norske Folks Historie/1/69

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Medens de her berettede Stridigheder fandt Sted mellem Kongen og Kveldulfs mægtige Familie, manglede det heller ikke andenſteds i Riget paa Tegn til Misnøje med den nye Tingenes Orden, og det maa have varet længe, førend Harald har kunnet opnaa at ſee Riget ganſke roligt; det er endog et Spørgsmaal, om han nogenſinde oplevede det. Hiſtorien har opbevaret os en Beretning om nogle Begivenheder paa det veſtlige Agder, iſær i Hvinesdalen, der viſer, hvor haardt et Tryk Haralds Lendermænd udøvede endog over de fornemſte Slægter, og til hvilke Voldſomheder dette gav Anledning. I Hvin boede en Herſe ved Navn Grim Kolbjørnsſøn, beſlægtet med Arinbjørn, Herſe i Fjordene. Til denne Grim kom en fornem Mand fra Gautland, ved Navn Bjørn Rolfsſøn, der havde maattet forlade ſit Fædreland, fordi han havde indebrændt Jarlen Sølvars Svigerfader Sigfaſt, der uretteligen forholdt ham hans Jordegods. Bjørn havde ladet ſin Huſtru Hlif, Sønnedatter af Kong Ingjald Starkadfoſtre, og ſin voxne Søn Eyvind blive tilbage for at pasſe paa de Ejendomme, han ikke i Haſt kunde faa med ſig; men ſelv indſkibede han ſig, med ſaameget Sølv, ſom tolv Heſte havde kunnet bære til Stranden, og ſejlede over til Norge, hvor Grim Herſe tog vel imod ham, og lod ham bo hos ſig om Vinteren. Men en Nat blev Bjørn var, at en Mand ſtod over ham med draget Sverd og vilde til at gjennembore ham. Bjørn fik juſt Tid til at gribe og afvæbne ham. Manden tilſtod, at Grim Herſe havde lejet ham til at dræbe Bjørn, paa hvis Rigdomme han havde faaet Lyſt Bjørn forlod nu Grims Huus, og flyttede bort til en anden mægtig Mand ved Navn Øndott Kraaka, der boede ved den ſaakaldte Hvinesfjord (Fedefjord), og var gift med Signy, Datter af en anſeet Mand ved Navn Sighvat, der boede øſter i Lider (Lier) ved Dramsfjorden. Bjørn laa i nogle Somre ude i Veſterviking, men opholdt ſig om Vinteren hos Øndott. Imidlertid døde hans Huſtru Hlif i Gautland, og han egtede derfor Øndotts Syſter, ved Navn Helga, og havde med hende Sønnen Thrond. Bjørns Søn af førſte Egteſkab, Eyvind, kom nu til ſin Fader, og fik af ham alle hans Krigsſkibe, da han ſelv var ked af Vikingelivet. Eyvind, der formedelſt ſin gautſke Herkomſt kaldes Eyvind Auſtmand, drog ligeſom Faderen i Veſterviking, men indgik omſider et Forlig med den før omtalte irſke Kong Cerbhal, ifølge hvilket han forpligtede ſig til at forſvare hans Rige, og fik hans Datter Rafarta til Egte. Eyvind ſynes at have tilbragt ſine øvrige Dage der paa Irland. Han og Rafarta havde en Søn, ved Navn Helge, hvilken de ſatte til Opfoſtring hos nogle Folk paa Suderøerne. Men da de efter to Aars Forløb ſkulde ſee til ham, fandt de ham ſaa udſultet og udmagret, at de neppe kunde kjende ham igjen. De toge ham derfor tilbage og lode ham opfoſtre paa Irland. Han kaldtes derefter Helge magre, og blev ſiden en dygtig og meget anſeet Mand.

Bjørns anden, i Norge fødde, Søn, Thrond, drog ligeledes, da han naaede Ynglingsalderen, paa Vikingetog, og deeltog, ſom det allerede ovenfor er fortalt, i Hafrsfjordſlaget, hvor han kæmpede paa de forbundne Kongers Side. Han laa med ſit Skib ved Siden af den navnkundige rogalandſke Viking Anund Ufeigsſøn, og denne igjen ved Siden af Thore Haklang. Anund miſtede, ſom ovenanført, ſin ene Fod, og blev bragt over paa Thronds Skib; Thrond maatte ligeſom de øvrige Vikinger ſøge ſin Frelſe ved Flugten, og drog til Syder-Øerne. Anunds Saar var imidlertid lægt; han maatte bruge Træbeen og kaldtes derfor Anund Træfod, men var ikke desmindre lige raſk til at ſtride; i Kampens Hede plejede hans Mænd ſtundum at ſkyde en Stubbe under hans Knæ; ſtøttet paa den, kæmpede han ſaa drabeligt, at Faa torde komme ham nær. Han og Thrond vare nu blevne de bedſte Venner og Staldbrødre. De opſøgte den mægtige Kong Geirmund Heljarſkind, der, ſom det allerede ovenfor er berettet, nedſtammede fra Kong Half paa Hørdeland og endnu havde Beſiddelſer her, til hvis Forſvar han havde forenet ſig med Kjotve og Thore Haklang, uden dog at deeltage i Hafrsfjordſlaget, da han paa den Tid var i Veſterviking. Thrond og Anund tilbøde ham deres Underſtøttelſe, hvis han vilde forſøge paa at gjenvinde ſine Beſiddelſer, ſom Harald havde underlagt ſig. Men Geirmund ſagde, at Harald nu var for mægtig til at de kunde tænke paa at maale ſig med ham; han vilde heller prøve ſin Lykke paa anden Maade, og følte ſig desuden for gammel til at prøve et ſaa farligt Foretagende, ſom at angribe Harald Haarfagre Anund og Thrond tilbragte nu en Tid paa Vikingetog og herjede paa Skotland. Efter flere Æventyr kom de til Irland, hvor de tilbragte en Sommer paa Krigstog i Forening med Thronds Halvbroder Eyvind Auſtmand, hvilken overdrog Thrond al ſin Ret til Arv efter deres Fader Bjørn, hvis denne ſkulde dø førend Thrond. Om Høſten vendte de tilbage til Syderøerne, hvor de giftede ſig, og opholdt ſig i nogle Aar.

Efter en Tids Forløb erfarede Thrond, at hans Fader Bjørn var død, og at Øndott Kraaka havde taget hans Efterladenſkab i Forvaring, men at Grim Herſe, der nu var bleven kongelig Lendermand, gjorde Fordring derpaa i Kongens Navn. Thrond og Anund ſkyndte ſig derfor til Norge, fik gunſtig Vind, og ſejlede ſaa hurtigt, at Thrond deraf fik Tilnavnet mjöksiglandi, d. e. Hurtigſejleren. Øndott tog venligt imod dem, udredede Arven, og ſagde at det var ham en Glæde at ſee den i ſin Frændes og ikke i de kongelige Trælles Hænder; dog raadede han Thrond til at forlade Landet ſaa ſnart ſom muligt, for at undgaa Grim Herſes Efterſtræbelſer. Thrond ſkyndte ſig ogſaa bort, og beſluttede at nedſætte ſig paa Island, men Anund Træfod blev tilbage, da han, ſom han ſagde, vilde beſøge ſine Frænder og Venner paa Rogaland. Ved Afſkeden lovede han Thrond at ſtaa dennes Frænder bi, hvis det ſkulde behøves. Anund opholdt ſig hemmeligt paa Rogaland, ſnart paa et Sted, ſnart paa et andet, og fandt endog Lejlighed til at overfalde og indebrænde en Aarmand, ſom Kongen havde ſat over den ham forhen tilhørende Gaard.

Den ſamme Vinter overfaldt Grim Herſe Øndott, juſt ſom han med faa Folk var ude i Skoven for at hugge Ved til at brygge Juleøl; det ſkulde være Straffen fordi han havde forholdt ham Arven efter Bjørn. Øndotts Huſtru Signy ſkyndte ſig endnu ſamme Nat at bringe alt ſit Løsøre ombord paa et Langſkib, og drog dermed til ſin Fader Sighvat i Lider, men ſendte ſine to unge Sønner, Aasmund og Aasgrim, til ſin Foſterfader Hedin i Sogndalen, da hun ventede at Grim ogſaa vilde efterſtræbe dem. Grim, ſom troede at hun havde taget Sønnerne med ſig, ſatte efter hende med to Skibe, indhentede hende øſtenfor Lindesnes, og ranſagede hendes Skib, men forgjæves. Han vendte derfor om igjen, og ilede til Sogndal, for at lede efter dem. Men her fandt han dem heller ikke. Den ene af Hedins Sønner anſtillede ſig vanvittig, for at ſlippe fra at ſige noget; den anden fik halvhundrede Mark Sølv af Grim for at røbe, hvor Flygtningerne vare, men bragte ſin Fader Pengene, og kom ikke tilbage til Grim, der heller ikke vovede at angribe Hedin. Han havde ſkjult begge Drengene i et under Jorden indrettet Huus. Her opholdt de ſig en Tid, indtil de ikke længer kunde holde det ud, men flygtede bort for at komme til Kyſten, og derfra, om Lejlighed gaves, til deres Morfader. Men de toge Fejl af Vejen, og kom efter at have udſtaaet meget af Froſt og med opſlidte Sko, til et Sted, hvilket de til deres Forfærdelſe gjenkjendte ſom deres Faders Gaard. De tyede i deres Nød til Nabogaarden, hvor Grims Broder Ingjald boede; han var en brav Mand, ulig ſin Broder, og kaldtes derfor Ingjald den tryggve (trofaſte), han havde været en af Øndotts bedſte Venner. Hans Huſtru Gyda kjendte Drengene førſt, og overtalte ſin Mand til at modtage dem; der opholdt de ſig hemmeligt og under falſke Navne den hele Vinter.

Imidlertid havde Anund Træfod erfaret, hvad der var ſkeet, og begav ſig til Agder, hvor han fandt Lejlighed til at tale med Øndotts Sønner, og aftale med dem en Plan til at hevne deres Fader. Over Egdafylke havde Kongen indſat en Jarl ved Navn Audun. Han ventedes om Sommeren til Hvin, og Grim Herſe ſkulde gjøre et ſtort Gilde for ham. Der var ſtore Tilberedelſer, og da alle bare beſkjæftigede med Ølbrygningen, ſnege Anund og Øndotts Sønner ſig til Gruus Gaard, brændte ham inde med 30 Mand, og toge endeel Gods. Anund ſkjulte ſig i Skoven, men Øndotts Sønner gik tilbage til Ingjalds Gaard, hvor de ſagde Gyda hvad der var ſkeet. Hun ſagde det til Ingjald, ſom ſtrax bød dem drage bort og aldrig mere komme for hans Øjne. De toge en Baad og roede ud til nogle nærliggende Øer, hvor de laa i Skjul nogen Tid. Audun Jarl kom til den aftalte Tid, men fandt kun det øde Brandſted. Han ſamlede Folk for at gribe Gjerningsmændene; men Anund, der havde holdt Øje med alt hvad der ſkede, ſendte Bud til Brødrene og bad dem komme for at overrumple Jarlen, der troede ſig ganſke tryg. De kom, og gik nu med Anund om Natten til det Huus, hvor Jarlen ſov. Hans Langſkib laa fuldruſtet udenfor ved Stranden. Anund bad dem vælge, om de helſt vilde holde Vagt udenfor, eller gaa ind og angribe Jarlen. De valgte det ſidſte, brøde Døren op og gik ind. Aasmund greb de to Mænd der vare inde hos Jarlen, og ſlog dem ſaa haardt ned mod Gulvet, at det nær var blevet deres Død. Aasgrim løb til Jarlens Seng, ſatte ham Spydet for Bryſtet, og bød ham give Bod for hans Faders Drab, thi det var efter hans Befaling, at Grim havde dræbt Øndott. Jarlen gav ham en Guldkjede, han havde om Halſen, tre Guldringe og en Silkekaabe. Aasgrim ſvarede hans Liv, men ſagde, at han herefter ſkulde hede Audun Geit (Ged). De ſkyndte ſig ned til Baaden, og roede ud efter Fjorden, men Jarlens Mænd ſatte efter dem og vare nær ved at indhente dem. Da grebe de til den Udvej at kaſte Kappen ud i Søen. Jarlsmændene troede da at de vare omkomne, og roede tilbage. Brødrene tyede nu til en Lendermand, ved Navn Erik Ølfus, der boede i Siredalen; han tog vel imod dem, og de opholdt ſig der en Tidlang, indtil Aasgrim overfaldt og ſaarede en anden Lendermand, ved Navn Hallſtein, fordi han i et Gilde ſlog Erik med et Drikkehorn Aasgrim maatte da flygte bort, forfulgt af Hallſteins Huuskarle, der ſaarede ham med Pileſkud; han ſvømmede over en halv iislagt Elv, og da han af Blodtab og Kulde ikke kunde komme længer, frelſtes han af en gammel Kone, der ſlagtede ſin Kalv og lagde dens Indvolde ved Siden af ham, ſaa at Hallſteins Huuskarle ved Synet heraf troede ham død. Hun bragte ham ſiden i et Jordhuus og helbredede ham. Hans Broder Aasmund, der ogſaa troede ham død, beſluttede efter Eriks Raad at drage til Island, da det ej længer kunde nytte ham at opholde ſig i Norge. Anund Træfod gjorde Følge med ham[1].

Der er flere Omſtændigheder foruden de her anførte, ſom tyde hen paa, at der i de ſidſt erobrede Dele af Norge, fornemmelig Rogaland, Agder og Thelemarken, har herſket ſtørſt Misfornøjelſe med Erobringen, og at Folket der har været meeſt tilbøjeligt til at modſætte ſig Haralds Magt. Saaledes fortælles der om en Herſe i Thelemarken, ved Navn Aasgrim, Søn af Ulf gylder, der boede i Tinn paa et Sted kaldet Fiflavold i Stardal[2], at han ikke vilde betale Kongen Skat, da denne ſendte ſin Frænde Thororm i Thromø for at hente den. Aasgrim ſagde, at han nylig havde ſendt Kongen en gautſk Heſt og meget Sølv, men ſom (Gave, ej ſom Skat, thi Skat havde han aldrig betalt og vilde han aldrig betale. Thororm maatte drage bort med uforrettet Sag, men kom et ſenere Aar igjen og fornyede Fordringen. Aasgrim ſammenkaldte Thing, og ſpurgte Bønderne om de vilde betale den forlangte Skat. Han har altſaa den forrige Gang baade været krævet for Skat og negtet at give den, i Bøndernes Navn. De ſagde at de ingen Skat vilde betale, og bade Aasgrim ſvare delte paa deres Vegne. Men Thinget holdtes nær ved en Skov, og da man mindſt ventede det, kom en af Thororms Trælle løbende frem af Skoven mod Aasgrim, og dræbte ham. Trællen blev ſtrax dræbt af Bønderne, og Thororm maatte rimeligviis redde ſig ved Flugten. Aasgrims Søn Thorſtein var paa denne Tid ude i Viking, men da han kom hjem og erfarede ſin Faders Drab, ſolgte han ſine Ejendomme indſkibede ſig i Grenmar (Langeſundsfjorden) med ſin Broder og ſin Moders Syſter, for at drage til Island, overfaldt paa Vejen Thororm i Thromø, brændte ham inde med alle hans Huusfolk, og røvede alt hans Løsøre, for ſaaledes at hevne ſin Fader[3].

  1. Grettes Saga, Cap. 1—8. Landnáma 13, 15.
  2. Disſe Navne gjenfindes nu ikke i Tinn; de ere rimeligviis ogſaa forvanſkede af ukyndige Afſkrivere. Et Haandſkrift af Landnáma har „Rinzdal“ Iſtedetfor Tinzdal; der læſes ogſaa „Stordal“ for „Stardal“.
  3. Landnáma V. 6. Man ſeer af denne Beretning, at Harald Haarfagre maa have lagt Thelemarken under Agder-Jarledømmet.