Det norske Folks Historie/1/68

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Blandt dem, der iſær havde udmerket ſig i Hafrsfjordſlaget, vare Lendermanden Baard Brynjulfsſøn fra Haalogaland og hans Ven, Thorolf Kveldulfsſøn. De havde begge kæmpet paa Kongens eget Skib, og vare begge blevne haardt ſaarede; rimeligviis havde de ogſaa ſelv ſtødt til hans Flaade med egne Skibe, det ſiges idetmindſte udtrykkeligt om Thorolf, hvis tappre Huuskarl Thorgils Gjallande førte hans Skib, medens han ſelv var ombord paa Kongens. Baade Thorolf og Baard laa længe af deres Saar, men Thorolf kom ſig, medens Baards Saar forværredes, og omſider endte hans Liv. Da han følte Døden nærme ſig, bad han Kongen om at tillade ham ſelv at beſtemme, hvorledes der efter Døden ſkulde forholdes med hans Arv. Kongen gav ſit Minde dertil. Han erklærede da, at han overlod alt hvad han ejede i Løsøre og faſte Ejendomme til Thorolf, der tillige ſkulde egte hans Enke og opføde hans Søn, thi ham, ſagde han, tror jeg bedſt af alle. Dette blev lovformeligen vedtaget, og bekræftet af Kongen. Da denne om Høſten vendte tilbage til Throndhjem, bad Thorolf om Tilladelſe til at rejſe til Haalogaland for at tage ſin Arv i Beſiddelſe. Kongen tillod ham det, medgav ham Jærtegn paa at det forholdt ſig rigtigt med Baards Gave og hans egen Bekræftelſe, og overdrog Thorolf derhos alle de Forleninger, Baard havde haft, Finneſkatten og Finnefærden iberegnede. Han gav ham endvidere et godt fuldt udruſtet Langſkib, viſte ham den ſtørſte Hæder og ſkiltes fra ham paa den kjærligſte Maade. Thorolf fandt ingen Vanſkelighed ved at tage ſin Arv i Beſiddelſe. Da han kom til Torge, tog Sigrid, Baards Enke, vel imod ham, og lovede ham ſin Haand efter hendes afdøde Mands Beſtemmelſe, hvis hendes Fader ej havde noget derimod. Thorolf beſøgte nu Sigurd paa Sandnes, fremførte ſit Ærende for ham, hilſte ham fra Kongen, og bejlede til hans Datter. Sigurd gav ſtrax med Glæde ſit Samtykke, og Brylluppet ſtod endnu ſamme Høſt med ſtor Pragt paa Torge. Vinteren efter døde Sigurd, og Thorolf fik nu den hele Arv efter ham, nemlig Sandnes med alle hans øvrige Beſiddelſer og Løsøre (872)[1].

Thorolf indrettede nu en næſten fyrſtelig Huusholdning. Han havde ſtedſe en Mængde udvalgte Folk om ſig, viſte ſtor Gavmildhed og Pragt, og trængte derfor til ſtore Indtægter, men der var og, heder det, gode Aaringer og let at tilvejebringe hvad der behøvedes. Han viſte ſtor Driftighed. Han havde Folk ude paa Sildefiſke og Skreidfiſke; ligeſaa paa Selvær og Æggevær, hvoraf der var Overflødighed. Han havde ingenſinde færre end hundrede Frimænd hjemme paa Gaarden, altſaa hans Trælle ikke iberegnede. Ved ſin Gavmildhed og ſit indtagende Væſen vandt han Alles Venſkab, med hvilke han kom i Berørelſe, og erhvervede ſtor Magt. Han lagde megen Vind paa at ſkaffe ſig ypperlige Vaaben og Skibe. Finne-Skatten inddrev han med Kraft og dog, ſom det lader til, med en for de Tider ſjælden Humanitet. Allerede den førſte Vinter drog han med 90 Mand op til Fjelds; hidtil havde Sysſelmændene i det Højeſte kun haft 30 Mand. Thorolf medbragte Handelsvarer, og lokkede derved Finnerne til ſig; han holdt Kjøbſtevne med dem, og havde derved lettere for at faa Skatten af dem. I det Hele taget, heder det, gik Alt med det gode og venſkabeligen, ſkjønt man rigtignok undertiden ogſaa maatte indjage dem Skræk. Thorolf gjennemſtrejfede Finnmarken lige til dens yderſte Grændſer mod Øſten. Her hørte han, at ogſaa de ſaakaldte Kylvinger (Gardarikes Beboere), havde taget ſig til at drage om i Finnmarken for at handle, og naar Lejlighed gaves, ogſaa at rane[2]. Men Thorolf udſpejdede deres Færd, angreb dem, dræbte en Mængde af dem (henimod 100), og tog alt deres Gods, hvilket var overmaade meget. Derpaa vendte han tilbage til Haalogaland, hvor han i nogle Maaneder opholdt ſig paa Sandnes.

Den ſamme Sommer (873) gjorde Kongen en Reiſe til Haalogaland, og overalt gjordes der Gjeſtebud før ham, baade paa hans egne Gaarde og hos Lendermændene og de mægtige Bønder. Thorolf gjorde et overvættes prægtigt Gjeſtebud paa Torge. Han indbød de bedſte Mænd rundt omkring i en vid Kreds, i Alt henimod 500 Mænd. Da der ikke fandtes nogen Stue ſtor nok til at rumme alle Gjeſterne, lod Thorolf en Kornlade gjøre iſtand og udpynte paa det bedſte, iſær med Skjolde, der hang rundt om paa alle Vægge. Kongen ſelv bragte 300 Mand, ſaa at det hele Antal af de forſamlede Gjeſter var over 800. Men da Kongen var kommen i Højſædet, ſaa han ſig om, rødmede, og mælte ikke et eneſte Ord; det var tydeligt, at han var vred. Gildet var ſaa herligt og Beretningen ſaa ypperlig, ſom man kunde ønſke ſig, men Kongen var fremdeles ublid i de tre Dage, Gjeſtebudet varede. Men da Thorolf endelig ved Afſkeden forærede Kongen et nyt Drageſkib, han havde ladet bygge, med fuld Udruſtning, og tillige forſikkrede, at han havde indbudet ſaa mange Gjeſter kun for at hædre Kongen, ej for at overbyde ham, blev han formildet; mange af de øvrige lagde nu ogſaa gode Ord til, roſte Gjeſtebudet og ſagde, at ſlige Mænd ſom Thorolf dog vare Kongens bedſte Støtter. De ſkiltes derfor ad i ſtørſte Venſkabelighed. Imidlertid var Kongens Mistanke eller Skinſyge nu engang vakt[3].

Paa Lekø udenfor Naumdal boede to Farbrødre af den afdøde Baard Brynjulfsſøn, ved Navn Haarek og Rørek. Da Brynjulfs Fader, Bjargulf, allerede formedelſt Alderdom havde overdraget ſin Søn alle ſine Ejendomme og kun var at betragte ſom etſlags Føderaadsmand, fik han i et Gilde ſee den ſmukke Hilderid, en Datter af Bonden Høgne paa Lekø, der fra lav Herkomſt havde hævet ſig til ſtor Rigdom. Bjargulf blev, trods ſin Alder, forelſket i hende, og gjorde endnu ſamme Høſt en Rejſe med 30 Mand til Lekø, hvor han uden videre erklærede Høgne, at han kom for at tage hans Datter med ſig og holde hvad han kaldte „Løsbryllup“ med hende. Høgne vovede ikke at modſætte ſig ham. Bjargulf kjøbte hende med en Øre Guld og tog hende med ſig til Torge, til Brynjulfs ſtore Ærgrelſe. Frugten af denne Forbindelſe vare de to ovennævnte Sønner, Haarek og Rørek, hvilke Brynjulf efter Faderens Død ſendte tilbage til Lekø med deres Moder. Da Høgne døde, arvede de hans Rigdomme, men nogen Fædrenearv efter Bjargulf fik de ej, da denne allerede før deres Fødſel havde overdraget alle ſine Ejendomme til Brynjulf, og de desuden paa en vis Maade kunde kaldes Frilleſønner. De ſlægtede ogſaa meeſt ſine Mødrenefrænder paa, vare ſmaa af Væxt, og i det Hele taget af et Udvortes, der vidnede om ringe Herkomſt, ihvorvel de forreſten vare ſmukke af Aaſyn og meget kloge. De vare omtrent jevnaldrende med Baard Brynjulfsſøn. Da denne tiltraadte Arven efter ſin Fader, fremſatte de formelig Paaſtand paa Fædrenearv, men forgjæves. Da Thorolf efterfulgte Baard, fornyede de Fordringen, og meente nu at have ſaameget ſtørre Ret til Fædrenearv, ſom Bjargulfs Ejendomme vare komne i Hænderne paa en Mand, der ikke hørte til Ætten. Thorolf negtede dog at opfylde deres Fordring, da, ſom han ſagde, baade Brynjulf og Baard vare ſaa brave Mænd, at de ej vilde have vægret ſig ved at efterkomme Fordringen, hvis den havde været retmæsſig; men de vare jo kun Frilleſønner, og havde derfor ej Ret til nogen Arv. Haarek paaſtod at deres Moder var lovformeligen kjøbt ved „Mund“, og de ſelv følgelig egtefødde. Men Thorolf ſvarede vredt, at det var ſaa langt fra at de vare egtefødde, at deres Moder endog var hærtagen hjemmefra, med andre Ord, at de vare trællebaarne. Med denne Beſked maatte de drage bort[4].

Da Kong Harald ſejlede hjem fra Haalogalandsrejſen, indbøde begge Brødrene ham til ſig paa Lekø. Her var der ikke mange Gjeſter, Kongen havde ſaaledes intet at ærgre ſig over; Bevertningen var god, og han ſelv i bedſte Lune. Haarek vidſte nu ſnildeligen at bringe Thorolfs ſtore Gjeſtebud paa Bane, og atter vække Kongens Mistænkelighed. Førſt talte han i forblommede Udtryk om hvor heldigt det var, at Kongen havde undløbet den ſtore Fare, ſom der truede ham, og hvor klogt han havde handlet i at lade ſine Mænd gaa bevæbnede baade Nat og Dag; ſiden, da Kongen bad ham at tale reent ud, ſagde han, at Almuen ked af Kongens trykkende Regjering, ventede blot paa en Anfører, for at gjøre Opſtand; at ingen var bedre ſkikket dertil end Thorolf, der allerede næſten førte ſig op ſom en Konge, ja at det allerede var aftalt, at man ſkulde overfalde og indebrænde Harald ved Gildet hos Thorolf, og at denne ſkulde blive Konge i Haalogalands- og Naumdals-Fylkerne; derfor havde han og indrettet en Lade til Gjeſteſtue, thi han vilde ikke brænde ſin egen prægtige Stue; men Planen var ſtrandet paa Kongens Forſigtighed og Aarvaagenhed, desuden vare Bønderne blevne bange, da de ſaa Kongens prægtige og velruſtede Skibe. Thorolf havde da viſeligen taget det Raad at anſtille ſig ſom om intet var, og for det førſte lade den hele Sag falde. Haarek raadede Kongen til, atter at tage Thorolf til ſig i Hil-den, eller, naar han endelig ſkulde have Forleninger, da at give ham dem i Fjordene, hvor han bedre kunde holde Øje med ham, men ikke tillade ham at forblive i det fjerne Haalogaland, hvor han raadede ſig ſelv; denne Forlening pasſede ſig bedre for maadeholdne og paalidelige Mænd. Kongen blev „meget opbragt ved deres Ord, men ſpurgte dog kun om de troede at Thorolf nu var hjemme. De ſagde, at han var dragen nordefter til Sandnes. Det kunde altſaa ikke nu nytte Kongen at opſøge ham, men han fortſatte ſin Vej ſydefter, efter at have faaet anſtændige Gaver af Hilderides Sønner ved Afſkeden, og tilſagt dem ſit Venſkab til Gjengjeld. De ſkaffede ſig ſiden, medens Kongen drog om paa Gjeſtebud i Naumdal, oftere Anledning til at tale med ham, og han lyttede gjerne til deres Ord[5].

Thorolf havde imidlertid gjort Finneſkatten færdig, for at udbetale Kongen den ved hans Tilbagerejſe. Til at overbringe den valgte han ſin Merkesmand og Stavnbo, den raſke Thorgils Gjallande, der ſom Befalingsmand paa Thorolfs Skib havde udmerket ſig i Hafrsfjorden og faaet Gaver og Berømmelſe af Kongen ſelv. Thorgils drog afſted paa et Fragtſkib, hvor Skatten var indladet, og fandt Kongen i Naumdal. Han hilſte fra Thorolf og ſagde at han var kommen med Finneſkatten, men Kongen vilde ikke ſvare, og faa vred ud. Thorgils henvendte ſig derfor til Ølve Hnuva, for at faa ham til at formilde Kongen. Det lykkedes Ølve at faa Kongen overtalt til at gaa ned til Skibet, og tage Skatten i Øjeſyn. Thorgils lod alle Varerne bringe op, og Kongen overbeviſte ſig nu om at Skatten baade var ſtørre og bedre end forhen. Da blev han blidere, ſaa at Thorgils kunde tale til ham, og denne forærede ham nu i Thorolfs Navn nogle Bæverſkind og andre dyrebare Sager, ſom han havde faaet i Finnmarken. Kongen blev nu glad, lod Thorgils give ſig nøje Beſked om Thorolfs Rejſer, og ſagde endelig: „det er Skade, at Thorolf ej ſkal være mig tro, men ſtræbe mig efter Livet“. Men alle de Tilſtedeværende ſagde ſom een, at dette kun var onde Menneſkers Bagvaſkelſe. Dette bevægede Kongen til, ſom han ſagde, at lade ſin Mistanke fare; han viſte ſig venlig mod Thorgils, og de ſkiltes venſkabeligt ad. Det var dog langt fra, at Mistanken var bortryddet[6].

Thorolf gjorde den følgende Vinter en lignende Rejſe til Finnmarken. Her ſkal han have ſluttet Forbund med Kvænernes Konge Faravid mod Karelerne, der herjede paa hans Land; han ſkal have overvundet Karelerne og erhvervet et uhyre Bytte, med hvilket han kom ned til Vefſen, hvorfra han drog til Sandnes, og ſenere ud paa Vaaren til Torge. Her hørte han, at Hilderides Sønner havde været i Throndhjem hos Kongen om Vinteren, og fremdeles bagvaſkede ham. Thorolf ſagde, at han var forvisſet om, at Kongen ej vilde fæſte Lid dertil. Men heri tog han Fejl Hilderides Sønner vidſte ſaaledes at ſnakke for Kongen, at han endog lod ſig indbilde at Thorolf havde bedraget ham ved Finneſkatten, uagtet han ſelv havde erkjendt at den var langt ſtørre end forhen. De ſagde nu reent ud, at hvis de kun fik Forleningen, ſkulde de ſkaffe ham langt andet og mere end Thorolf. Denne beſluttede nu, da Sommeren kom, ſelv at bringe Kongen Skatten. Han drog, ledſaget af 90 Mand, til Throndhjem, medførende Skatten og meget andet Gods. Han og hans Følge fik Herberg anviiſt i Gjeſteſtuen, og bleve vel bevertede; han bad Ølve Hnuva tale hans Sag for Kongen, thi han var bange for, at han ſelv vilde blive noget kort for Hovedet, hvis det viſte ſig, at Kongen havde fæſtet Lid til onde Øretuderes Ord. Dagen efter kom Ølve og ſagde at han ej ret kunde blive klog paa Kongen. Da faar jeg gaa ſelv, ſagde Thorolf, gik ind, hilſte Kongen, der juſt ſad „til Bords, og meldte at han var kommen for at overlevere Skatten tilligemed nogle Foræringer. Kongen bød at give Thorolf at drikke, og ſagde at han ej burde kunne vente ſig andet end godt af Thorolf, ſkjønt han nu hørte ſaa meget mistænkeligt om ham, at han ej ret vidſte hvad han ſkulde tro. Thorolf ſagde at de, ſom bagvaſkede ham, kun gjorde Kongen en daarlig Vennetjeneſte, og hvad ham ſelv angik, da viſte de ſig ſom hans afſagte Fiender, hvorfor de og maatte tage hvad der fulgte paa, hvis han traf dem. Dagen efter overleverede han Kongen Skatten, og kom tillige frem med nogle Bæver- og Sobel-Skind, ſom han vilde forære ham. Mange fandt nu at dette var en betydelig Gave, men Kongen ſagde at Thorolf nok paa Forhaand havde ſkaffet ſig Løn for den. Thorolf forſikkrede Kongen om ſin oprigtige Troſkab, og udtalte ſin Forundring over, at han nu viſte ham mindre Tillid, end da han var i hans Hird „Det bliver viſt ogſaa det bedſte“, ſagde Kongen, „at du atter vender tilbage til min Hird, modtager mit Merke, og bliver Forſtander for mine Hirdmænd, thi da vil ingen kunne bagtale dig, naar jeg Dag og Nat kan ſee, hvorledes du opfører dig“. Men ved dette Forſlag tabte Thorolf Taalmodigheden. Han kaſtede Øjnene til begge Sider, hvor hans Huuskarle ſtode, og ſagde: „Nødig vilde jeg give denne Skare Afſked; hvad Titler og Forleninger du, Konge, vil unde mig, maa du ſelv raade for, men mine Huuskarle vil jeg ikke give Slip paa, ſaalænge jeg har Gods nok til at holde dem; min Bøn er kun, at du, Konge, vil beſøge mig og høre troværdige Mænds Ord og Vidnesbyrd om min Handle- og Tænkemaade“. Men Kongen ſvarede, at han ikke oftere vilde modtage nogen Indbydelſe fra Thorolf. Denne gik da bort og rejſte hjem, og Kongen overdrog hele hans Forlening og Finnefærden til Hilderides Sønner. Og ikke nok hermed, erklærede han Gaarden Torge og alle de Beſiddelſer, Brynjulf og Baard havde haft, for ſin Ejendom, og ſatte Hilderides Sønner til at beſtyre dem (874). Da Thorolf fik Kongens Budſkab herom, tog han ſine Skibe, ladede alt ſit Løsøre paa dem, og drog med alle ſine Mænd, baade Frie og Trælle, til Sandnes, hvor han nu opſlog ſin Bolig og levede paa ſamme Fod ſom forhen[7].

Hilderides Sønner ſkulde den paafølgende Vinter i deres nye Egenſkab af kongelige Sysſelmænd indkræve Finneſkatten, men de havde kun 30 Mand, og bleve derfor overſeede af Finnerne, ſom betalte Skatten daarligt og ufuldſtændigt. Thorolf derimod drog atter over til Kvænland og herjede i Forening med Kvænerne paa Karelernes Land, hvorved han fik et ſtort Bytte. Ligeledes lod han ſine Mænd fremdeles drive Skrejdfiſke i Vaagen og Sildefiſke; et ypperligt og prægtigt udſiret Skib, ſom han ejede, ladede han med Skreid, Huder, Pelsverk og andre gode Varer, og ſendte Thorgils Gjallande tilligemed flere af ſine Huuskarle dermed til England, for at ſælge Ladningen og for Pengene kjøbe Klæde, Viin, Korn, Honning og andre lignende Sager, ſom han behøvede. De gjorde god Handel, og tiltraadte om Høſten Tilbagevejen til Norge. Imidlertid havde Hilderides Sønner overbragt Kongen Skatten, og denne ſtudſede, ſom venteligt var, over dens Ubetydelighed. Men de ſkyldte paa, at Thorolf havde optaget al Skatten for dem, ja endog efterſtræbt deres Liv, og givet Finnerne ſit Ord paa, at Kongens Sysſelmænd ej ſkulde faa ſætte ſin Fod iblandt dem. De ſagde, at han tænkte paa intet mindre, end at opkaſte ſig til Konge over Finnmarken og Haalogaland, og at han nylig havde ſendt et Skib til England, ladet med Pelsverk, der medrette burde tilhøre Kongen, og at denne derfor burde lade holde Øje med det, naar det kom tilbage. Deres Ord virkede ſaa godt, at han om Høſten, da han drog om paa Gjeſtebud i Hørdaland, befalede to paalidelige og behjertede Mænd, ſom han plejede at bruge ved ſlige Anledninger, at drage afſted med tilſtrækkelig Styrke for at opſnappe og opbringe Skibet; de ſkulde dog ikke dræbe Mandſkabet, men lade dem fare ſin Vej i Fred, hvis de ikke ſatte ſig til Modværge. Sigtrygg Snarfare og Hallvard Hardfare, ſaa hed disſe Mænd, Sønner af en rig Mand paa Hiſingen, der nylig var død, og hvis Beſiddelſer de havde arvet — ſejlede ſtrax afſted, og fik ſnart Nys om, at Thorgils Gjallande allerede havde været udenfor Hørdalands Kyſt, og nu var paa Vejen nordefter. De ſatte efter ham, og indhentede ham i Furuſund, hvor han havde lagt til Bryggen og ingen Fare ventede. Det var dem derfor en let Sag at lægge til og gaa ombord i Skibet, uden at Nogen ſatte ſig til Modværge. Thorgils og hans Mænd vidſte ikke af, førend Skibet var fuldt af bevæbnede Mænd, ſom toge dem til Fange og bragte dem vaabenløſe i Land. De maatte ſee paa, hvorledes Hallvard og Sigtrygg ſejlede afſted med Skib og Ladning, medens de ſelv ikke engang havde en Baad tilbage, men maatte ſkaffe ſig frem ſom de bedſt kunde, enten ved Laan eller Leje af de Omkringboende. De tyede til den gamle Kveldulf, Thorolfs Fader, hvis Gaard ikke kan have ligget langt borte, og ſortalte ham det Hele Kveldulf ſagde, at det gik ſom han anede, at der ej vilde komme noget godt ud af Thorolfs og Kongens Forbindelſe, og at Thorolf viſt ikke forſtod at pasſe ſig ret mod en ſaadan Overmagt ſom den, han nu havde at beſtille med; at han derfor raadede ham til heller at forlade Landet, og gaa enten i Danekongens, eller Sviakongens, eller Englands Konges Tjeneſte. Han gav dem et Rofartøj med Tilbehør, og paa dette kom de hjem til Thorolf, der ved Efterretningen om den Skade, han havde lidt, kun ſagde: „det er godt at være i Fællig med Kongen; Gods har jeg jo nok af, og det ſkader vel ikke, om mine Huuskarle ej ere ſaa prægtigt klædte ſom jeg engang tænkte“. Dog maatte han nu ſælge nogle af ſine Ejendomme og pantſætte andre, for at ſkaffe de nødvendige Midler til at holde det ſtore Antal Folk, og vedblive ſin forrige Levemaade. Thi paa denne vilde han ikke give Slip. Han levede ligeſaa gjeſtfrit og pragtfuldt ſom hidtil. (875)[8].

Vaaren efter (876) lod Thorolf et ſtort Langſkib udruſte, og drog afſted paa dette med flere end hundrede Huuskarle, raſke og velbevæbnede Folk. Han ſejlede ſydefter, men temmelig langt fra Kyſten, og talte ej med nogen, førend han kom til Viken, hvor han hørte, at Harald juſt var der, men agtede ſig til Oplandene om Sommeren. Han fortſatte ſin Sejlads lige ind i Øſterſøen, hvor han herjede i Auſterveg, uden dog at faa ſynderligt Bytte. Paa Tilbagerejſen om Høſten kom han til Øreſund juſt paa den Tid, da den ſaakaldte Øreflaade ſkiltes ad; hvert Aar holdtes der nemlig ved Hal-Øre, i Nærheden af det nuværende Helſingør, et ſtort Marked, hvorhen Skibe ſøgte fra hele Norden, og altid en Mængde fra Norge; disſe Skibe kaldte man Øreflaaden. Thorolf havde nu en ypperlig Lejlighed til at gjengjelde Skibsplyndringen. Han lagde ſig en Aften ind i Muſtreſund, en meget ſøgt Havn paa den hallandſke Kyſt, og her fandt han et ſtort Skib, med en rig Ladning af Korn, Malt og Honning, hvilket Kongens Aarmand, Thore paa Thromø, havde indkjøbt paa Haløre for Kongens Regning. Thorolf gav Thore Valget mellem at værge ſig, eller godvillig at overgive Skibet; da Overmagten var paa Thorolfs Side, valgte Thore det ſidſte, og blev ſat i Land paa en nærliggende Ø; men Thorolf ſejlede bort med Skibet. Da han kom til Gaut-Elven, gik han med Langſkibet op til Sigtryggs og Hallvards Gaard, gik i Land før Dag, lod ſine Mænd omringe Gaarden, og raabte Krigsraab, hvorved Beboerne vaagnede og grebe til Vaaben. Sigtrygg og Hallvard vare ej tilſtede, men deres to yngre Brødre, af hvilke den ene blev dræbt med 20 Mand, den anden undkom med Tabet af ſin Haand; Thorolf plyndrede Gaarden, ſatte Ild paa den, og ſejlede derpaa til Havs og længer nord i Viken, hvor han tog et Skib, ladet med Malt og Meel. Med disſe tre Skibe ſejlede han nu ſkyndſomſt over Folden og til Lindesnes, idet han landede hiſt og her, og tog Nesnam og hug Strandhugg, ſom man kaldte det; fra Lindesnes og nordefter holdt han ſig længer ude, idet han dog røvede hiſt og her. Da han kom til Fjordene, beſøgte han ſin Fader, ſom tog venligt imod ham, men ſagde, at han handlede uklogt i at prøve Kræfter med Harald, der i alle Henſeender var ham ſaa overlegen; han frygtede derfor ogſaa, at dette var den ſidſte Gang, han ſaa ham. Thorolf kom velbeholden til Sandnes med alt ſit Bytte, og levede nu i Overflod om Vinteren[9].

Kongen havde imidlertid-erfaret Thorolfs Bedrifter paa Hiſingen og i Viken. Sigtrygg og Hallvard vare iſær, ſom rimeligt, forbittrede, og bade Kongen om Tilladelſe til, ſtrax at angribe Thorolf. Kongen negtede dem det ikke, men ſagde dog ogſaa reent ud, at han ikke troede dem Thorolf voxne; han ventede ſnarere, at om de ſejlede nordefter, vilde de baade komme ſejlende og roende tilbage. De droge dog afſted fra Lade, hvor Kongen havde opholdt ſig om Vinteren, med to Skibe og tohundrede Mand, men fik Modvind. Men da de vare borte, drog ogſaa Kongen afſted (877) med fire Skibe og ſin hele Hird, i Alt 400 Mand; han ſejlede ikke om Agdenes, men ind til Beitſtadſundet, lod ſine Skibe blive liggende der, gik over Naumdalsejdet og lod i Namſenfjorden. Bønderne ſkaffe ham de nødvendige Fartøjer, med hvilke — ſex i Tallet — han trods Modvind lod ro nordefter, Nat og Dag, indtil de en Aften kom til Sandnes. Der laa et Langſkib tjeldet og ſejlfærdigt; Thorolf vilde juſt forlade Landet og havde ladet Rejſeøllet brygge. Men ingen anede Kongens Ankomſt; der var ingen Vagt ude, og alle Folkene ſad inde og drak. Kongen lod ſine Mænd i al Stilhed gaa i Land og omringe Huſet. Derpaa raabte de Krigsraab, og Kongens Ludre løde. Thorolfs Mænd væbnede ſig ſtrax, da Enhvers Ruſtning hang over hans Rum. Kongen lod forkynde, at Kvinder, Børn, gamle Folk og Trælle ſkulde have Tilladelſe til at gaa ud. Dette ſkede. Huusfruen Sigrid bad Berdlu-Kaares Sønner at følge hende til Kongen; de gjorde ſaa, og hun ſpurgte om det ej kunde komme til Forlig mellem ham og Thorolf. Den eneſte Betingelſe, ſagde Kongen, var, at Thorolf vilde give ſig paa Naade og Unaade, da ſkulde han faa beholde Liv og Lemmer, men hans Mænd ſkulde ſtraffes. Ølve Hnuva bragte Thorolf denne Beſked. Men Thorolf vilde ikke modtage noget ſaadant Vilkaar; han bad kun om Tilladelſe for ham og hans Mænd til at gaa ud og prøve aaben Kamp. Dog herom vilde Kongen intet høre; „jeg vil ikke, ſagde han, opoffre mine Folk; kommer Thorolf ud, gjør han os ſtor Skade, om end han har færre Folk end vi; derfor ſkal man heller ſætte Ild paa Gaarden“. Dette ſkede, de tørre tjærebrædte Tømmervægge og det med Næver bedækkede Tag begyndte ſnart at brænde, men Thorolf og hans Mænd fik ved forenede Kræfter Væggen brudt itu, og kom ſaaledes ud, Thorolf førſt, næſt ham Thorgils. Her blev der nu en heftig Kamp, og Kongen miſtede mange Folk. Thorolf ſtevnede lige mod Kongens Merke, og gjennemborede Merkesmanden, der ſtod nærved Kongen, men faldt ogſaa ſelv, rammet af mange Sverd og Spyd, ligefor Kongens Fødder med de Ord: „nu kom jeg tre Skridt til kort“. Kongen, der ſelv ſkal have været med at give Thorolf Baneſaar, befalede nu at ſtandſe Kampen, og forbød ſine Mænd at plyndre, da alt nu var hans Ejendom. Han befalede Ølve Hnuva og Eyvind Lambe at ſørge for Thorolfs og de øvrige Faldnes ſømmelige Begravelſe, og ſejlede ſelv om Morgenen tidligt bort igjen. Ved Synet af en af hans Mænd, der forbandt et Strejfſaar, han havde faaet, ſkal han have ſagt: „det Saar har ikke Thorolf givet, thi anderledes bede Vaabnene i hans Haand; det er dog ſtor Skade, at ſlige Mænd ſkulle gaae tilgrunde“. Paa Tilbagerejſen fandt Kongen Skibe ſamlede næſten i hvert Sund, for at komme Thorolf til Hjelp mod Hallvard og Sigtrygg, hvis Rejſe havde været meget langvarig, og ſom derfor ikke paa langt nær havde naaet frem, da Kongen allerede var kommen hjem til Lade. De vendte nu om igjen, og deres Færd blev anſeet for meget ynkelig. Ølve Hnuva og Eyvind Lambe bleve tilbage paa Sandnes, indtil Ligene vare begravne, og Sigrids Huusvæſen ordnet. Over Thorolf lode de Bautaſtene oprette. Efter Tilbagekomſten til Throndhjem bare de en Stund meget ſtille og alvorlige, og bade endelig Kongen om Tilladelſe til at drage hjem til deres Gaarde, da de ikke kunde holde ud at ſidde i Lag med deres Frænde Thorolfs Banemænd. Kongen ſvarede førſt kort og vredt nej hertil; men næſte Dag kaldte han dem til ſig, roſte dem for deres Troſkab og Dygtighed, og tilbød Eyvind alle Thorolfs efterladte Ejendomme og Gods, tilligemed Sigrids Haand; Ølve, ſagde han, ſatte han ſaamegen Priis paa, at han ej vilde give Slip paa ham, men agtede ſtedſe at beholde ham hos ſig. Brødrene takkede Kongen for den Ære han viſte dem, og tog imod Tilbudet. Eyvind egtede Sigrid, og blev ved hende Stamfader til en berømt Slægt, der griber meget ind i de følgende Tiders Hiſtorie[10].

Ved Efterretningen om Thorolfs Død blev Kveldulf ſaa bedrøvet, at han lagde ſig til Sengs. Skallagrim bad ham at være ved godt Mod og tænke paa Hevn, om de maaſkee kunde ſee ſit Snit til at fælde nogle af dem, der havde været med ved Thorolfs Drab, eller andre, ſom Kongen gjorde meget af. Ølve Hnuva talte imidlertid oftere til Kongen om det pasſende i at give Kveldulf og Skallagrim anſtændige Bøder, hvilket Kongen heller ikke ligefrem negtede, naar de kun begge vilde indfinde ſig hos ham. Da Kongen ud paa Sommeren drog over Oplandene og Valdres til Vors, benyttede Ølve ſig af Lejligheden, og beſøgte Kveldulf i Fjordene, for at overtale ham til at ſlutte Forlig. Han maatte nu fortælle den Gamle omſtændeligen alt ſaaledes ſom det var gaaet til ved Thorolfs Drab, og da han kom dertil, at Kongen ſelv havde givet ham Baneſaar, og at Thorolf var falden grue foran Kongens Fødder, blev han meget tilfreds, fordi det var et Sagn, at de dræbte Mænd, der faldt grue, vilde blive hevnede, og Hevnen iſær ramme den, foran hvilken de faldt. Ølve rykkede nu frem med ſit Forſlag, at han og Sønnen ſkulde ſøge Kongen og forlange Bod; han ſagde at de vilde have megen Hæder af denne Rejſe Kveldulf undſlog ſig formedelſt ſin Alderdom, og Grim, eller Skallagrim, ſom han ſædvanlig kaldtes, vilde heller ikke i Førſtningen, men lovede det dog omſider paa Ølves indſtændige Bøn. Dagen blev aftalt, naar han ſkulde komme, og Ølve drog tilbage. Skallagrim begav ſig til beſtemt Tid paa Vejen, ledſaget af tolv af ſine ſtørſte og ſterkeſte Huusfolk og Naboer. De roede ind i Oſterfjorden, gik op til Evangervandet, roede over dette, og kom til den Gaard, hvor Kongen var til Gilde. Her lod Skallagrim Ølve kalde ud til ſig; denne blev glad ved hans Komme og bad ham følge med ind i Stuen. Skallagrim gik ind, ſelv ſjette; de øvrige ſer bleve ſtaaende udenfor for at pasſe paa Vaabnene, da det ej var tilladt at komme bevæbnet ind for Kongen. Han ſtillede ſig lige bagenfor Ølve, ſom foreſtillede ham for Harald, og nævnte hans Ærende. Kongen ſaa med Forundring paa den kæmpeſtore, ſkaldede Mand, og tilſagde ham Bod og ſtor Hæder, hvis han vilde træde i hans Tjeneſte. Men dette frabad Skallagrim ſig til Kongens ſtore Ærgrelſe forlod ſtrax Gaarden, og ſkyndte ſig bort over Vandet. Kongen lod ſætte efter dem, for at dræbe Skallagrim, men Ølve havde forſigtigviis ladet hugge Hul i Baadene, ſaa at Ingen kunde komme over Vandet, og de Udſendte maatte drage tilbage med uforrettet Sag. Da Skallagrim kom hjem, blev Kveldulf glad ved at høre, at han ej havde ladet ſig overtale til at gaa i Kongens Tjeneſte. Men de bleve dog enige om, at det ikke længer kunde nytte dem at forblive i Landet. De beſluttede derfor at flytte til det nys opdagede Island, hvor allerede flere af deres Bekjendte og Venner havde nedſat ſig. De udruſtede tidligt om Vaaren (878) to ſtore Knerrer med 30 vaabendygtige Mænd paa hver, foruden Kvinder og Børn; de toge alt deres Løsøre med, men deres Jordegods fik de ikke ſolgt, da Ingen torde kjøbe det, af Frygt for Kongens Vrede. Det blev ſaaledes kongelig Ejendom. Da de vare færdige, ſejlede de afſted, og laa en Tidlang ved Solund-Øerne udenfor Sognefjorden, ſandſynligviis for at oppebie en Lejlighed til at hevne ſig paa Kongen, førend de for ſtedſe ſagde Landet Farvel. En ſaadan Lejlighed tilbød ſig ogſaa, bedre end de kunde have ventet. Kongens Morbroder, Hertug Guthorm, var nylig død i Tunsberg og havde efterladt fire Børn, to Sønner og to Døttre; Kongen havde ſendt Sigtrygg og Hallvard afſted paa det Skib, de havde taget fra Thorolf, for at hente Sønnerne til ham. Det traf ſig ſaa, at de paa Tilbagevejen juſt kom over Sognſøen, medens Kveldulf og Skallagrim laa der. Den ſkarpſynede Skallagrim kjendte Skibet igjen allerede i lang Afſtand, og foreſlog ſin Fader at angribe det. Han var, uagtet ſin høje Alderdom, ſtrax villig, og de bemandede nu begge ſine Baade med 20 Mand paa hver, og roede om Natten til Skibet, hvor dette laa for Anker. Beſætningen havde lagt ſig til at ſove, men den udſtillede Vagt gjorde Anſkrig, ſaa at den kom paa Benene. Den kunde dog ikke hindre Kveldulf og Skallagrim fra at komme ombord over Landingsbryggerne ved hver ſin Stavn, og de begge, ſaavelſom deres Mænd, angrebe med ſaadan Voldſomhed, at Ingen kunde holde Stand mod dem. Hallvard faldt for Kveldulf og Sigtrygg for Skallagrim, og de, ſom ikke dræbtes, ſprang overbord, blandt dem ogſaa Hertugens to Sønner. Der ſparedes kun nogle faa, for at de kunde drage til Harald og fortælle ham denne Begivenhed. De toge Skibet med alt det Gods, der var ombord, flyttede Ladningen fra den mindſte af Knerrerne over derpaa, og ſænkede ſiden denne ned, derpaa fattede til Havs. Den gamle Kveldulf havde anſtrenget ſig ſaaledes i Kampen, at han blev ſyg og døde paa Overrejſen, men Skallagrim kom heldigt til Island og blev en af de fornemſte blandt Nybyggerne ſom ſiden ſkal viſes[11].

Dette var ikke den eneſte Hevn, der blev tagen over Thorolfs Død. Ketil Høng, Søn af Thorkel Naumdølejarl og Nafnhild, en Datter af Ketil Høng den ældre, havde ſom Thorolfs Frænde været med blandt dem, der ruſtede ſig for at ſtaa ham bi, da den Efterretning kom, at Hallvard og Sigtrygg agtede at angribe ham. Da Kongen var dragen tilbage fra Sandnes, og de Skibe, der ſamlede ſig, droge hver til Sit, ſkyndte Ketil ſig med 60 Mand til Torge, overfaldt Hilderides Sønner, der kun havde faa Folk hos ſig, dræbte dem med de fleſte af deres Mænd, og tog alt det Gods, han fandt. Derpaa ladede han to Knerrer med alt ſit Løsøre, indſkibede ſig med Kone, Børn, Venner og Tjeneſtefolk og ſejlede ligeledes til Island[12].

Fra denne Tid herſkede der et uforſonligt Fiendſkab mellem Skallagrims og Kongens Æt, hvilket i det Følgende gav Anledning til mange Drab og Voldsgjerninger.

  1. Egils Saga Cap. 9.
  2. Kylfingar, efter hvilke Gardarike ogſaa ſtundom kaldes Kylfingaland, ere de i den ældſte rusſiſke Lovbog ſaakaldte Kolbjager, og ſynes at være Efterkommerne af de gamle Rusſer, der maaſkee allerede formedelſt Blandingen med Slaver talte noget gebrokkent (kylldu til orðanna).
  3. Egils Saga, Cap. 10, 11.
  4. Egils Saga, Cap. 7, 9.
  5. Egils Saga, Cap. 12.
  6. Egils Saga, Cap. 15.
  7. Egils Saga, Cap. 14-16.
  8. Egils Saga, Cap. 17, 18.
  9. Egils Saga, Cap. 19.
  10. Egils Saga, Cap. 21, 22.
  11. Egils Saga, Cap. 24—27.
  12. Egils Saga, Cap. 23.