Det norske Folks Historie/1/68

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 486-497).

Blandt dem, der især havde udmerket sig i Hafrsfjordslaget, vare Lendermanden Baard Brynjulfssøn fra Haalogaland og hans Ven, Thorolf Kveldulfssøn. De havde begge kæmpet paa Kongens eget Skib, og vare begge blevne haardt saarede; rimeligviis havde de ogsaa selv stødt til hans Flaade med egne Skibe, det siges idetmindste udtrykkeligt om Thorolf, hvis tappre Huuskarl Thorgils Gjallande førte hans Skib, medens han selv var ombord paa Kongens. Baade Thorolf og Baard laa længe af deres Saar, men Thorolf kom sig, medens Baards Saar forværredes, og omsider endte hans Liv. Da han følte Døden nærme sig, bad han Kongen om at tillade ham selv at bestemme, hvorledes der efter Døden skulde forholdes med hans Arv. Kongen gav sit Minde dertil. Han erklærede da, at han overlod alt hvad han ejede i Løsøre og faste Ejendomme til Thorolf, der tillige skulde egte hans Enke og opføde hans Søn, thi ham, sagde han, tror jeg bedst af alle. Dette blev lovformeligen vedtaget, og bekræftet af Kongen. Da denne om Høsten vendte tilbage til Throndhjem, bad Thorolf om Tilladelse til at rejse til Haalogaland for at tage sin Arv i Besiddelse. Kongen tillod ham det, medgav ham Jærtegn paa at det forholdt sig rigtigt med Baards Gave og hans egen Bekræftelse, og overdrog Thorolf derhos alle de Forleninger, Baard havde haft, Finneskatten og Finnefærden iberegnede. Han gav ham endvidere et godt fuldt udrustet Langskib, viste ham den største Hæder og skiltes fra ham paa den kjærligste Maade. Thorolf fandt ingen Vanskelighed ved at tage sin Arv i Besiddelse. Da han kom til Torge, tog Sigrid, Baards Enke, vel imod ham, og lovede ham sin Haand efter hendes afdøde Mands Bestemmelse, hvis hendes Fader ej havde noget derimod. Thorolf besøgte nu Sigurd paa Sandnes, fremførte sit Ærende for ham, hilste ham fra Kongen, og bejlede til hans Datter. Sigurd gav strax med Glæde sit Samtykke, og Brylluppet stod endnu samme Høst med stor Pragt paa Torge. Vinteren efter døde Sigurd, og Thorolf fik nu den hele Arv efter ham, nemlig Sandnes med alle hans øvrige Besiddelser og Løsøre (872)^[1].

Thorolf indrettede nu en næsten fyrstelig Huusholdning. Han havde stedse en Mængde udvalgte Folk om sig, viste stor Gavmildhed og Pragt, og trængte derfor til store Indtægter, men der var og, heder det, gode Aaringer og let at tilvejebringe hvad der behøvedes. Han viste stor Driftighed. Han havde Folk ude paa Sildefiske og Skreidfiske; ligesaa paa Selvær og Æggevær, hvoraf der var Overflødighed. Han havde ingensinde færre end hundrede Frimænd hjemme paa Gaarden, altsaa hans Trælle ikke iberegnede. Ved sin Gavmildhed og sit indtagende Væsen vandt han Alles Venskab, med hvilke han kom i Berørelse, og erhvervede stor Magt. Han lagde megen Vind paa at skaffe sig ypperlige Vaaben og Skibe. Finne-Skatten inddrev han med Kraft og dog, som det lader til, med en for de Tider sjælden Humanitet. Allerede den første Vinter drog han med 90 Mand op til Fjelds; hidtil havde Sysselmændene i det Højeste kun haft 30 Mand. Thorolf medbragte Handelsvarer, og lokkede derved Finnerne til sig; han holdt Kjøbstevne med dem, og havde derved lettere for at faa Skatten af dem. I det Hele taget, heder det, gik Alt med det gode og venskabeligen, skjønt man rigtignok undertiden ogsaa maatte indjage dem Skræk. Thorolf gjennemstrejfede Finnmarken lige til dens yderste Grændser mod Østen. Her hørte han, at ogsaa de saakaldte Kylvinger (Gardarikes Beboere), havde taget sig til at drage om i Finnmarken for at handle, og naar Lejlighed gaves, ogsaa at rane^[2]. Men Thorolf udspejdede deres Færd, angreb dem, dræbte en Mængde af dem (henimod 100), og tog alt deres Gods, hvilket var overmaade meget. Derpaa vendte han tilbage til Haalogaland, hvor han i nogle Maaneder opholdt sig paa Sandnes.

Den samme Sommer (873) gjorde Kongen en Reise til Haalogaland, og overalt gjordes der Gjestebud før ham, baade paa hans egne Gaarde og hos Lendermændene og de mægtige Bønder. Thorolf gjorde et overvættes prægtigt Gjestebud paa Torge. Han indbød de bedste Mænd rundt omkring i en vid Kreds, i Alt henimod 500 Mænd. Da der ikke fandtes nogen Stue stor nok til at rumme alle Gjesterne, lod Thorolf en Kornlade gjøre istand og udpynte paa det bedste, især med Skjolde, der hang rundt om paa alle Vægge. Kongen selv bragte 300 Mand, saa at det hele Antal af de forsamlede Gjester var over 800. Men da Kongen var kommen i Højsædet, saa han sig om, rødmede, og mælte ikke et eneste Ord; det var tydeligt, at han var vred. Gildet var saa herligt og Beretningen saa ypperlig, som man kunde ønske sig, men Kongen var fremdeles ublid i de tre Dage, Gjestebudet varede. Men da Thorolf endelig ved Afskeden forærede Kongen et nyt Drageskib, han havde ladet bygge, med fuld Udrustning, og tillige forsikkrede, at han havde indbudet saa mange Gjester kun for at hædre Kongen, ej for at overbyde ham, blev han formildet; mange af de øvrige lagde nu ogsaa gode Ord til, roste Gjestebudet og sagde, at slige Mænd som Thorolf dog vare Kongens bedste Støtter. De skiltes derfor ad i største Venskabelighed. Imidlertid var Kongens Mistanke eller Skinsyge nu engang vakt^[3].

Paa Lekø udenfor Naumdal boede to Farbrødre af den afdøde Baard Brynjulfssøn, ved Navn Haarek og Rørek. Da Brynjulfs Fader, Bjargulf, allerede formedelst Alderdom havde overdraget sin Søn alle sine Ejendomme og kun var at betragte som etslags Føderaadsmand, fik han i et Gilde see den smukke Hilderid, en Datter af Bonden Høgne paa Lekø, der fra lav Herkomst havde hævet sig til stor Rigdom. Bjargulf blev, trods sin Alder, forelsket i hende, og gjorde endnu samme Høst en Rejse med 30 Mand til Lekø, hvor han uden videre erklærede Høgne, at han kom for at tage hans Datter med sig og holde hvad han kaldte „Løsbryllup“ med hende. Høgne vovede ikke at modsætte sig ham. Bjargulf kjøbte hende med en Øre Guld og tog hende med sig til Torge, til Brynjulfs store Ærgrelse. Frugten af denne Forbindelse vare de to ovennævnte Sønner, Haarek og Rørek, hvilke Brynjulf efter Faderens Død sendte tilbage til Lekø med deres Moder. Da Høgne døde, arvede de hans Rigdomme, men nogen Fædrenearv efter Bjargulf fik de ej, da denne allerede før deres Fødsel havde overdraget alle sine Ejendomme til Brynjulf, og de desuden paa en vis Maade kunde kaldes Frillesønner. De slægtede ogsaa meest sine Mødrenefrænder paa, vare smaa af Væxt, og i det Hele taget af et Udvortes, der vidnede om ringe Herkomst, ihvorvel de forresten vare smukke af Aasyn og meget kloge. De vare omtrent jevnaldrende med Baard Brynjulfssøn. Da denne tiltraadte Arven efter sin Fader, fremsatte de formelig Paastand paa Fædrenearv, men forgjæves. Da Thorolf efterfulgte Baard, fornyede de Fordringen, og meente nu at have saameget større Ret til Fædrenearv, som Bjargulfs Ejendomme vare komne i Hænderne paa en Mand, der ikke hørte til Ætten. Thorolf negtede dog at opfylde deres Fordring, da, som han sagde, baade Brynjulf og Baard vare saa brave Mænd, at de ej vilde have vægret sig ved at efterkomme Fordringen, hvis den havde været retmæssig; men de vare jo kun Frillesønner, og havde derfor ej Ret til nogen Arv. Haarek paastod at deres Moder var lovformeligen kjøbt ved „Mund“, og de selv følgelig egtefødde. Men Thorolf svarede vredt, at det var saa langt fra at de vare egtefødde, at deres Moder endog var hærtagen hjemmefra, med andre Ord, at de vare trællebaarne. Med denne Besked maatte de drage bort^[4].

Da Kong Harald sejlede hjem fra Haalogalandsrejsen, indbøde begge Brødrene ham til sig paa Lekø. Her var der ikke mange Gjester, Kongen havde saaledes intet at ærgre sig over; Bevertningen var god, og han selv i bedste Lune. Haarek vidste nu snildeligen at bringe Thorolfs store Gjestebud paa Bane, og atter vække Kongens Mistænkelighed. Først talte han i forblommede Udtryk om hvor heldigt det var, at Kongen havde undløbet den store Fare, som der truede ham, og hvor klogt han havde handlet i at lade sine Mænd gaa bevæbnede baade Nat og Dag; siden, da Kongen bad ham at tale reent ud, sagde han, at Almuen ked af Kongens trykkende Regjering, ventede blot paa en Anfører, for at gjøre Opstand; at ingen var bedre skikket dertil end Thorolf, der allerede næsten førte sig op som en Konge, ja at det allerede var aftalt, at man skulde overfalde og indebrænde Harald ved Gildet hos Thorolf, og at denne skulde blive Konge i Haalogalands- og Naumdals-Fylkerne; derfor havde han og indrettet en Lade til Gjestestue, thi han vilde ikke brænde sin egen prægtige Stue; men Planen var strandet paa Kongens Forsigtighed og Aarvaagenhed, desuden vare Bønderne blevne bange, da de saa Kongens prægtige og velrustede Skibe. Thorolf havde da viseligen taget det Raad at anstille sig som om intet var, og for det første lade den hele Sag falde. Haarek raadede Kongen til, atter at tage Thorolf til sig i Hil-den, eller, naar han endelig skulde have Forleninger, da at give ham dem i Fjordene, hvor han bedre kunde holde Øje med ham, men ikke tillade ham at forblive i det fjerne Haalogaland, hvor han raadede sig selv; denne Forlening passede sig bedre for maadeholdne og paalidelige Mænd. Kongen blev „meget opbragt ved deres Ord, men spurgte dog kun om de troede at Thorolf nu var hjemme. De sagde, at han var dragen nordefter til Sandnes. Det kunde altsaa ikke nu nytte Kongen at opsøge ham, men han fortsatte sin Vej sydefter, efter at have faaet anstændige Gaver af Hilderides Sønner ved Afskeden, og tilsagt dem sit Venskab til Gjengjeld. De skaffede sig siden, medens Kongen drog om paa Gjestebud i Naumdal, oftere Anledning til at tale med ham, og han lyttede gjerne til deres Ord^[5].

Thorolf havde imidlertid gjort Finneskatten færdig, for at udbetale Kongen den ved hans Tilbagerejse. Til at overbringe den valgte han sin Merkesmand og Stavnbo, den raske Thorgils Gjallande, der som Befalingsmand paa Thorolfs Skib havde udmerket sig i Hafrsfjorden og faaet Gaver og Berømmelse af Kongen selv. Thorgils drog afsted paa et Fragtskib, hvor Skatten var indladet, og fandt Kongen i Naumdal. Han hilste fra Thorolf og sagde at han var kommen med Finneskatten, men Kongen vilde ikke svare, og faa vred ud. Thorgils henvendte sig derfor til Ølve Hnuva, for at faa ham til at formilde Kongen. Det lykkedes Ølve at faa Kongen overtalt til at gaa ned til Skibet, og tage Skatten i Øjesyn. Thorgils lod alle Varerne bringe op, og Kongen overbeviste sig nu om at Skatten baade var større og bedre end forhen. Da blev han blidere, saa at Thorgils kunde tale til ham, og denne forærede ham nu i Thorolfs Navn nogle Bæverskind og andre dyrebare Sager, som han havde faaet i Finnmarken. Kongen blev nu glad, lod Thorgils give sig nøje Besked om Thorolfs Rejser, og sagde endelig: „det er Skade, at Thorolf ej skal være mig tro, men stræbe mig efter Livet“. Men alle de Tilstedeværende sagde som een, at dette kun var onde Menneskers Bagvaskelse. Dette bevægede Kongen til, som han sagde, at lade sin Mistanke fare; han viste sig venlig mod Thorgils, og de skiltes venskabeligt ad. Det var dog langt fra, at Mistanken var bortryddet^[6].

Thorolf gjorde den følgende Vinter en lignende Rejse til Finnmarken. Her skal han have sluttet Forbund med Kvænernes Konge Faravid mod Karelerne, der herjede paa hans Land; han skal have overvundet Karelerne og erhvervet et uhyre Bytte, med hvilket han kom ned til Vefsen, hvorfra han drog til Sandnes, og senere ud paa Vaaren til Torge. Her hørte han, at Hilderides Sønner havde været i Throndhjem hos Kongen om Vinteren, og fremdeles bagvaskede ham. Thorolf sagde, at han var forvisset om, at Kongen ej vilde fæste Lid dertil. Men heri tog han Fejl Hilderides Sønner vidste saaledes at snakke for Kongen, at han endog lod sig indbilde at Thorolf havde bedraget ham ved Finneskatten, uagtet han selv havde erkjendt at den var langt større end forhen. De sagde nu reent ud, at hvis de kun fik Forleningen, skulde de skaffe ham langt andet og mere end Thorolf. Denne besluttede nu, da Sommeren kom, selv at bringe Kongen Skatten. Han drog, ledsaget af 90 Mand, til Throndhjem, medførende Skatten og meget andet Gods. Han og hans Følge fik Herberg anviist i Gjestestuen, og bleve vel bevertede; han bad Ølve Hnuva tale hans Sag for Kongen, thi han var bange for, at han selv vilde blive noget kort for Hovedet, hvis det viste sig, at Kongen havde fæstet Lid til onde Øretuderes Ord. Dagen efter kom Ølve og sagde at han ej ret kunde blive klog paa Kongen. Da faar jeg gaa selv, sagde Thorolf, gik ind, hilste Kongen, der just sad „til Bords, og meldte at han var kommen for at overlevere Skatten tilligemed nogle Foræringer. Kongen bød at give Thorolf at drikke, og sagde at han ej burde kunne vente sig andet end godt af Thorolf, skjønt han nu hørte saa meget mistænkeligt om ham, at han ej ret vidste hvad han skulde tro. Thorolf sagde at de, som bagvaskede ham, kun gjorde Kongen en daarlig Vennetjeneste, og hvad ham selv angik, da viste de sig som hans afsagte Fiender, hvorfor de og maatte tage hvad der fulgte paa, hvis han traf dem. Dagen efter overleverede han Kongen Skatten, og kom tillige frem med nogle Bæver- og Sobel-Skind, som han vilde forære ham. Mange fandt nu at dette var en betydelig Gave, men Kongen sagde at Thorolf nok paa Forhaand havde skaffet sig Løn for den. Thorolf forsikkrede Kongen om sin oprigtige Troskab, og udtalte sin Forundring over, at han nu viste ham mindre Tillid, end da han var i hans Hird „Det bliver vist ogsaa det bedste“, sagde Kongen, „at du atter vender tilbage til min Hird, modtager mit Merke, og bliver Forstander for mine Hirdmænd, thi da vil ingen kunne bagtale dig, naar jeg Dag og Nat kan see, hvorledes du opfører dig“. Men ved dette Forslag tabte Thorolf Taalmodigheden. Han kastede Øjnene til begge Sider, hvor hans Huuskarle stode, og sagde: „Nødig vilde jeg give denne Skare Afsked; hvad Titler og Forleninger du, Konge, vil unde mig, maa du selv raade for, men mine Huuskarle vil jeg ikke give Slip paa, saalænge jeg har Gods nok til at holde dem; min Bøn er kun, at du, Konge, vil besøge mig og høre troværdige Mænds Ord og Vidnesbyrd om min Handle- og Tænkemaade“. Men Kongen svarede, at han ikke oftere vilde modtage nogen Indbydelse fra Thorolf. Denne gik da bort og rejste hjem, og Kongen overdrog hele hans Forlening og Finnefærden til Hilderides Sønner. Og ikke nok hermed, erklærede han Gaarden Torge og alle de Besiddelser, Brynjulf og Baard havde haft, for sin Ejendom, og satte Hilderides Sønner til at bestyre dem (874). Da Thorolf fik Kongens Budskab herom, tog han sine Skibe, ladede alt sit Løsøre paa dem, og drog med alle sine Mænd, baade Frie og Trælle, til Sandnes, hvor han nu opslog sin Bolig og levede paa samme Fod som forhen^[7].

Hilderides Sønner skulde den paafølgende Vinter i deres nye Egenskab af kongelige Sysselmænd indkræve Finneskatten, men de havde kun 30 Mand, og bleve derfor overseede af Finnerne, som betalte Skatten daarligt og ufuldstændigt. Thorolf derimod drog atter over til Kvænland og herjede i Forening med Kvænerne paa Karelernes Land, hvorved han fik et stort Bytte. Ligeledes lod han sine Mænd fremdeles drive Skrejdfiske i Vaagen og Sildefiske; et ypperligt og prægtigt udsiret Skib, som han ejede, ladede han med Skreid, Huder, Pelsverk og andre gode Varer, og sendte Thorgils Gjallande tilligemed flere af sine Huuskarle dermed til England, for at sælge Ladningen og for Pengene kjøbe Klæde, Viin, Korn, Honning og andre lignende Sager, som han behøvede. De gjorde god Handel, og tiltraadte om Høsten Tilbagevejen til Norge. Imidlertid havde Hilderides Sønner overbragt Kongen Skatten, og denne studsede, som venteligt var, over dens Ubetydelighed. Men de skyldte paa, at Thorolf havde optaget al Skatten for dem, ja endog efterstræbt deres Liv, og givet Finnerne sit Ord paa, at Kongens Sysselmænd ej skulde faa sætte sin Fod iblandt dem. De sagde, at han tænkte paa intet mindre, end at opkaste sig til Konge over Finnmarken og Haalogaland, og at han nylig havde sendt et Skib til England, ladet med Pelsverk, der medrette burde tilhøre Kongen, og at denne derfor burde lade holde Øje med det, naar det kom tilbage. Deres Ord virkede saa godt, at han om Høsten, da han drog om paa Gjestebud i Hørdaland, befalede to paalidelige og behjertede Mænd, som han plejede at bruge ved slige Anledninger, at drage afsted med tilstrækkelig Styrke for at opsnappe og opbringe Skibet; de skulde dog ikke dræbe Mandskabet, men lade dem fare sin Vej i Fred, hvis de ikke satte sig til Modværge. Sigtrygg Snarfare og Hallvard Hardfare, saa hed disse Mænd, Sønner af en rig Mand paa Hisingen, der nylig var død, og hvis Besiddelser de havde arvet – sejlede strax afsted, og fik snart Nys om, at Thorgils Gjallande allerede havde været udenfor Hørdalands Kyst, og nu var paa Vejen nordefter. De satte efter ham, og indhentede ham i Furusund, hvor han havde lagt til Bryggen og ingen Fare ventede. Det var dem derfor en let Sag at lægge til og gaa ombord i Skibet, uden at Nogen satte sig til Modværge. Thorgils og hans Mænd vidste ikke af, førend Skibet var fuldt af bevæbnede Mænd, som toge dem til Fange og bragte dem vaabenløse i Land. De maatte see paa, hvorledes Hallvard og Sigtrygg sejlede afsted med Skib og Ladning, medens de selv ikke engang havde en Baad tilbage, men maatte skaffe sig frem som de bedst kunde, enten ved Laan eller Leje af de Omkringboende. De tyede til den gamle Kveldulf, Thorolfs Fader, hvis Gaard ikke kan have ligget langt borte, og sortalte ham det Hele Kveldulf sagde, at det gik som han anede, at der ej vilde komme noget godt ud af Thorolfs og Kongens Forbindelse, og at Thorolf vist ikke forstod at passe sig ret mod en saadan Overmagt som den, han nu havde at bestille med; at han derfor raadede ham til heller at forlade Landet, og gaa enten i Danekongens, eller Sviakongens, eller Englands Konges Tjeneste. Han gav dem et Rofartøj med Tilbehør, og paa dette kom de hjem til Thorolf, der ved Efterretningen om den Skade, han havde lidt, kun sagde: „det er godt at være i Fællig med Kongen; Gods har jeg jo nok af, og det skader vel ikke, om mine Huuskarle ej ere saa prægtigt klædte som jeg engang tænkte“. Dog maatte han nu sælge nogle af sine Ejendomme og pantsætte andre, for at skaffe de nødvendige Midler til at holde det store Antal Folk, og vedblive sin forrige Levemaade. Thi paa denne vilde han ikke give Slip. Han levede ligesaa gjestfrit og pragtfuldt som hidtil. (875)^[8].

Vaaren efter (876) lod Thorolf et stort Langskib udruste, og drog afsted paa dette med flere end hundrede Huuskarle, raske og velbevæbnede Folk. Han sejlede sydefter, men temmelig langt fra Kysten, og talte ej med nogen, førend han kom til Viken, hvor han hørte, at Harald just var der, men agtede sig til Oplandene om Sommeren. Han fortsatte sin Sejlads lige ind i Østersøen, hvor han herjede i Austerveg, uden dog at faa synderligt Bytte. Paa Tilbagerejsen om Høsten kom han til Øresund just paa den Tid, da den saakaldte Øreflaade skiltes ad; hvert Aar holdtes der nemlig ved Hal-Øre, i Nærheden af det nuværende Helsingør, et stort Marked, hvorhen Skibe søgte fra hele Norden, og altid en Mængde fra Norge; disse Skibe kaldte man Øreflaaden. Thorolf havde nu en ypperlig Lejlighed til at gjengjelde Skibsplyndringen. Han lagde sig en Aften ind i Mustresund, en meget søgt Havn paa den hallandske Kyst, og her fandt han et stort Skib, med en rig Ladning af Korn, Malt og Honning, hvilket Kongens Aarmand, Thore paa Thromø, havde indkjøbt paa Haløre for Kongens Regning. Thorolf gav Thore Valget mellem at værge sig, eller godvillig at overgive Skibet; da Overmagten var paa Thorolfs Side, valgte Thore det sidste, og blev sat i Land paa en nærliggende Ø; men Thorolf sejlede bort med Skibet. Da han kom til Gaut-Elven, gik han med Langskibet op til Sigtryggs og Hallvards Gaard, gik i Land før Dag, lod sine Mænd omringe Gaarden, og raabte Krigsraab, hvorved Beboerne vaagnede og grebe til Vaaben. Sigtrygg og Hallvard vare ej tilstede, men deres to yngre Brødre, af hvilke den ene blev dræbt med 20 Mand, den anden undkom med Tabet af sin Haand; Thorolf plyndrede Gaarden, satte Ild paa den, og sejlede derpaa til Havs og længer nord i Viken, hvor han tog et Skib, ladet med Malt og Meel. Med disse tre Skibe sejlede han nu skyndsomst over Folden og til Lindesnes, idet han landede hist og her, og tog Nesnam og hug Strandhugg, som man kaldte det; fra Lindesnes og nordefter holdt han sig længer ude, idet han dog røvede hist og her. Da han kom til Fjordene, besøgte han sin Fader, som tog venligt imod ham, men sagde, at han handlede uklogt i at prøve Kræfter med Harald, der i alle Henseender var ham saa overlegen; han frygtede derfor ogsaa, at dette var den sidste Gang, han saa ham. Thorolf kom velbeholden til Sandnes med alt sit Bytte, og levede nu i Overflod om Vinteren^[9].

Kongen havde imidlertid-erfaret Thorolfs Bedrifter paa Hisingen og i Viken. Sigtrygg og Hallvard vare især, som rimeligt, forbittrede, og bade Kongen om Tilladelse til, strax at angribe Thorolf. Kongen negtede dem det ikke, men sagde dog ogsaa reent ud, at han ikke troede dem Thorolf voxne; han ventede snarere, at om de sejlede nordefter, vilde de baade komme sejlende og roende tilbage. De droge dog afsted fra Lade, hvor Kongen havde opholdt sig om Vinteren, med to Skibe og tohundrede Mand, men fik Modvind. Men da de vare borte, drog ogsaa Kongen afsted (877) med fire Skibe og sin hele Hird, i Alt 400 Mand; han sejlede ikke om Agdenes, men ind til Beitstadsundet, lod sine Skibe blive liggende der, gik over Naumdalsejdet og lod i Namsenfjorden. Bønderne skaffe ham de nødvendige Fartøjer, med hvilke – sex i Tallet – han trods Modvind lod ro nordefter, Nat og Dag, indtil de en Aften kom til Sandnes. Der laa et Langskib tjeldet og sejlfærdigt; Thorolf vilde just forlade Landet og havde ladet Rejseøllet brygge. Men ingen anede Kongens Ankomst; der var ingen Vagt ude, og alle Folkene sad inde og drak. Kongen lod sine Mænd i al Stilhed gaa i Land og omringe Huset. Derpaa raabte de Krigsraab, og Kongens Ludre løde. Thorolfs Mænd væbnede sig strax, da Enhvers Rustning hang over hans Rum. Kongen lod forkynde, at Kvinder, Børn, gamle Folk og Trælle skulde have Tilladelse til at gaa ud. Dette skede. Huusfruen Sigrid bad Berdlu-Kaares Sønner at følge hende til Kongen; de gjorde saa, og hun spurgte om det ej kunde komme til Forlig mellem ham og Thorolf. Den eneste Betingelse, sagde Kongen, var, at Thorolf vilde give sig paa Naade og Unaade, da skulde han faa beholde Liv og Lemmer, men hans Mænd skulde straffes. Ølve Hnuva bragte Thorolf denne Besked. Men Thorolf vilde ikke modtage noget saadant Vilkaar; han bad kun om Tilladelse for ham og hans Mænd til at gaa ud og prøve aaben Kamp. Dog herom vilde Kongen intet høre; „jeg vil ikke, sagde han, opoffre mine Folk; kommer Thorolf ud, gjør han os stor Skade, om end han har færre Folk end vi; derfor skal man heller sætte Ild paa Gaarden“. Dette skede, de tørre tjærebrædte Tømmervægge og det med Næver bedækkede Tag begyndte snart at brænde, men Thorolf og hans Mænd fik ved forenede Kræfter Væggen brudt itu, og kom saaledes ud, Thorolf først, næst ham Thorgils. Her blev der nu en heftig Kamp, og Kongen mistede mange Folk. Thorolf stevnede lige mod Kongens Merke, og gjennemborede Merkesmanden, der stod nærved Kongen, men faldt ogsaa selv, rammet af mange Sverd og Spyd, ligefor Kongens Fødder med de Ord: „nu kom jeg tre Skridt til kort“. Kongen, der selv skal have været med at give Thorolf Banesaar, befalede nu at standse Kampen, og forbød sine Mænd at plyndre, da alt nu var hans Ejendom. Han befalede Ølve Hnuva og Eyvind Lambe at sørge for Thorolfs og de øvrige Faldnes sømmelige Begravelse, og sejlede selv om Morgenen tidligt bort igjen. Ved Synet af en af hans Mænd, der forbandt et Strejfsaar, han havde faaet, skal han have sagt: „det Saar har ikke Thorolf givet, thi anderledes bede Vaabnene i hans Haand; det er dog stor Skade, at slige Mænd skulle gaae tilgrunde“. Paa Tilbagerejsen fandt Kongen Skibe samlede næsten i hvert Sund, for at komme Thorolf til Hjelp mod Hallvard og Sigtrygg, hvis Rejse havde været meget langvarig, og som derfor ikke paa langt nær havde naaet frem, da Kongen allerede var kommen hjem til Lade. De vendte nu om igjen, og deres Færd blev anseet for meget ynkelig. Ølve Hnuva og Eyvind Lambe bleve tilbage paa Sandnes, indtil Ligene vare begravne, og Sigrids Huusvæsen ordnet. Over Thorolf lode de Bautastene oprette. Efter Tilbagekomsten til Throndhjem bare de en Stund meget stille og alvorlige, og bade endelig Kongen om Tilladelse til at drage hjem til deres Gaarde, da de ikke kunde holde ud at sidde i Lag med deres Frænde Thorolfs Banemænd. Kongen svarede først kort og vredt nej hertil; men næste Dag kaldte han dem til sig, roste dem for deres Troskab og Dygtighed, og tilbød Eyvind alle Thorolfs efterladte Ejendomme og Gods, tilligemed Sigrids Haand; Ølve, sagde han, satte han saamegen Priis paa, at han ej vilde give Slip paa ham, men agtede stedse at beholde ham hos sig. Brødrene takkede Kongen for den Ære han viste dem, og tog imod Tilbudet. Eyvind egtede Sigrid, og blev ved hende Stamfader til en berømt Slægt, der griber meget ind i de følgende Tiders Historie^[10].

Ved Efterretningen om Thorolfs Død blev Kveldulf saa bedrøvet, at han lagde sig til Sengs. Skallagrim bad ham at være ved godt Mod og tænke paa Hevn, om de maaskee kunde see sit Snit til at fælde nogle af dem, der havde været med ved Thorolfs Drab, eller andre, som Kongen gjorde meget af. Ølve Hnuva talte imidlertid oftere til Kongen om det passende i at give Kveldulf og Skallagrim anstændige Bøder, hvilket Kongen heller ikke ligefrem negtede, naar de kun begge vilde indfinde sig hos ham. Da Kongen ud paa Sommeren drog over Oplandene og Valdres til Vors, benyttede Ølve sig af Lejligheden, og besøgte Kveldulf i Fjordene, for at overtale ham til at slutte Forlig. Han maatte nu fortælle den Gamle omstændeligen alt saaledes som det var gaaet til ved Thorolfs Drab, og da han kom dertil, at Kongen selv havde givet ham Banesaar, og at Thorolf var falden grue foran Kongens Fødder, blev han meget tilfreds, fordi det var et Sagn, at de dræbte Mænd, der faldt grue, vilde blive hevnede, og Hevnen især ramme den, foran hvilken de faldt. Ølve rykkede nu frem med sit Forslag, at han og Sønnen skulde søge Kongen og forlange Bod; han sagde at de vilde have megen Hæder af denne Rejse Kveldulf undslog sig formedelst sin Alderdom, og Grim, eller Skallagrim, som han sædvanlig kaldtes, vilde heller ikke i Førstningen, men lovede det dog omsider paa Ølves indstændige Bøn. Dagen blev aftalt, naar han skulde komme, og Ølve drog tilbage. Skallagrim begav sig til bestemt Tid paa Vejen, ledsaget af tolv af sine største og sterkeste Huusfolk og Naboer. De roede ind i Osterfjorden, gik op til Evangervandet, roede over dette, og kom til den Gaard, hvor Kongen var til Gilde. Her lod Skallagrim Ølve kalde ud til sig; denne blev glad ved hans Komme og bad ham følge med ind i Stuen. Skallagrim gik ind, selv sjette; de øvrige ser bleve staaende udenfor for at passe paa Vaabnene, da det ej var tilladt at komme bevæbnet ind for Kongen. Han stillede sig lige bagenfor Ølve, som forestillede ham for Harald, og nævnte hans Ærende. Kongen saa med Forundring paa den kæmpestore, skaldede Mand, og tilsagde ham Bod og stor Hæder, hvis han vilde træde i hans Tjeneste. Men dette frabad Skallagrim sig til Kongens store Ærgrelse forlod strax Gaarden, og skyndte sig bort over Vandet. Kongen lod sætte efter dem, for at dræbe Skallagrim, men Ølve havde forsigtigviis ladet hugge Hul i Baadene, saa at Ingen kunde komme over Vandet, og de Udsendte maatte drage tilbage med uforrettet Sag. Da Skallagrim kom hjem, blev Kveldulf glad ved at høre, at han ej havde ladet sig overtale til at gaa i Kongens Tjeneste. Men de bleve dog enige om, at det ikke længer kunde nytte dem at forblive i Landet. De besluttede derfor at flytte til det nys opdagede Island, hvor allerede flere af deres Bekjendte og Venner havde nedsat sig. De udrustede tidligt om Vaaren (878) to store Knerrer med 30 vaabendygtige Mænd paa hver, foruden Kvinder og Børn; de toge alt deres Løsøre med, men deres Jordegods fik de ikke solgt, da Ingen torde kjøbe det, af Frygt for Kongens Vrede. Det blev saaledes kongelig Ejendom. Da de vare færdige, sejlede de afsted, og laa en Tidlang ved Solund-Øerne udenfor Sognefjorden, sandsynligviis for at oppebie en Lejlighed til at hevne sig paa Kongen, førend de for stedse sagde Landet Farvel. En saadan Lejlighed tilbød sig ogsaa, bedre end de kunde have ventet. Kongens Morbroder, Hertug Guthorm, var nylig død i Tunsberg og havde efterladt fire Børn, to Sønner og to Døttre; Kongen havde sendt Sigtrygg og Hallvard afsted paa det Skib, de havde taget fra Thorolf, for at hente Sønnerne til ham. Det traf sig saa, at de paa Tilbagevejen just kom over Sognsøen, medens Kveldulf og Skallagrim laa der. Den skarpsynede Skallagrim kjendte Skibet igjen allerede i lang Afstand, og foreslog sin Fader at angribe det. Han var, uagtet sin høje Alderdom, strax villig, og de bemandede nu begge sine Baade med 20 Mand paa hver, og roede om Natten til Skibet, hvor dette laa for Anker. Besætningen havde lagt sig til at sove, men den udstillede Vagt gjorde Anskrig, saa at den kom paa Benene. Den kunde dog ikke hindre Kveldulf og Skallagrim fra at komme ombord over Landingsbryggerne ved hver sin Stavn, og de begge, saavelsom deres Mænd, angrebe med saadan Voldsomhed, at Ingen kunde holde Stand mod dem. Hallvard faldt for Kveldulf og Sigtrygg for Skallagrim, og de, som ikke dræbtes, sprang overbord, blandt dem ogsaa Hertugens to Sønner. Der sparedes kun nogle faa, for at de kunde drage til Harald og fortælle ham denne Begivenhed. De toge Skibet med alt det Gods, der var ombord, flyttede Ladningen fra den mindste af Knerrerne over derpaa, og sænkede siden denne ned, derpaa fattede til Havs. Den gamle Kveldulf havde anstrenget sig saaledes i Kampen, at han blev syg og døde paa Overrejsen, men Skallagrim kom heldigt til Island og blev en af de fornemste blandt Nybyggerne som siden skal vises^[11].

Dette var ikke den eneste Hevn, der blev tagen over Thorolfs Død. Ketil Høng, Søn af Thorkel Naumdølejarl og Nafnhild, en Datter af Ketil Høng den ældre, havde som Thorolfs Frænde været med blandt dem, der rustede sig for at staa ham bi, da den Efterretning kom, at Hallvard og Sigtrygg agtede at angribe ham. Da Kongen var dragen tilbage fra Sandnes, og de Skibe, der samlede sig, droge hver til Sit, skyndte Ketil sig med 60 Mand til Torge, overfaldt Hilderides Sønner, der kun havde faa Folk hos sig, dræbte dem med de fleste af deres Mænd, og tog alt det Gods, han fandt. Derpaa ladede han to Knerrer med alt sit Løsøre, indskibede sig med Kone, Børn, Venner og Tjenestefolk og sejlede ligeledes til Island^[12].

Fra denne Tid herskede der et uforsonligt Fiendskab mellem Skallagrims og Kongens Æt, hvilket i det Følgende gav Anledning til mange Drab og Voldsgjerninger.

1. Egils Saga Cap. 9.
2. Kylfingar, efter hvilke Gardarike ogsaa stundom kaldes Kylfingaland, ere de i den ældste russiske Lovbog saakaldte Kolbjager, og synes at være Efterkommerne af de gamle Russer, der maaskee allerede formedelst Blandingen med Slaver talte noget gebrokkent (kylldu til orðanna).
3. Egils Saga, Cap. 10, 11.
4. Egils Saga, Cap. 7, 9.
5. Egils Saga, Cap. 12.
6. Egils Saga, Cap. 15.
7. Egils Saga, Cap. 14-16.
8. Egils Saga, Cap. 17, 18.
9. Egils Saga, Cap. 19.
10. Egils Saga, Cap. 21, 22.
11. Egils Saga, Cap. 24–27.
12. Egils Saga, Cap. 23.