Det norske Folks Historie/1/67

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Omſider beſluttede Kongerne i de endnu ikke erobrede Fylker at ſlaa ſig ſammen, for om muligt ved fælles Kræfter at afvende det truende Uvejr. Den Tidende, ſaa fortæller Sagaen, ſpurgtes ſøndenfra Landet, at Hørder, Ryger, Egder og Theler ſamlede ſig ſammen, og opbøde baade Skibe, Vaaben og Krigsfolk under Anførſel af Erik, Konge paa Hørdaland, Sulke, Konge paa Rogaland tilligemed hans Broder Sote Jarl, Asbjørn Kjøtve den rige, Konge paa Agder og hans Søn Thore Haklang, og de thelemarkſke Brødre Roald Rygg og Hadd den haarde. Ved Efterretningen herom ſamlede Kong Harald ligeledes alle de Skibe og Folk, han kunde ſkaffe ſig, thi nu ſkulde det afgjørende Slag ſtaa. Med den Styrke, han fik i Throndhjem og fra Haalogaland, drog han ſydefter, hvor der ligeledes fra de øvrige Fylker, han havde underkaſtet ſig, ſtrømmede Folk til ham; han maa paa den Maade tilſidſt have faaet en betydelig Hær. Da han kom forbi Stad, fik Kong Erik Nys derom, og ſkyndte ſig med alle de Folk, han kunde ſamle fra Hørdaland, til ſine Medforbundne, ſom han traf nordenfor Jæderen. Her ſamledes den hele Flaade. Foruden Folk fra de nævnte Fylker var her ogſaa, ſom det udtrykkeligt heder, Mænd fra de øſtlige Egne af Landet, iſær fra Viken og Oplandene. Det manglede heller ikke paa Vikinger fra de Fylker, Harald allerede havde underlagt ſig, hvilke, fordrevne fra deres Hjem, vankede om paa Havet og nu haabede at kunne vinde deres Ejendomme tilbage; ogſaa fra andre Lande ſkulle Stridsmænd være komne. Harald fulgte hurtigt efter Erik paa dennes Fart mod Syden. Da de forbundne Fyrſter vilde lægge ind i Hafrsfjorden for at møde ham, laa allerede Harald der med ſin hele Flaade, og her kom det nu til et blodigt og langvarigt Slag. Hafrsfjorden er en temmelig liden Fjord, med et ſmalt Indløb, men udvider ſig indenfor de ſaakaldte Sømshølmer til et noget ſtørre Omfang. Her inde maa Slaget have ſtaaet. Krigsludrene løde, og Kampen begyndte med ſtor Heftighed. Den haardeſte Dyſt ſtod mellem Harald ſelv og den tappre Thore Haklang, der havde lagt ſit Skib mod hans. I Forſtavnen paa Haralds Skib var Thorolf Kveldulfsſøn, hans Ven Baard fra Haalogaland, Berdlu-Kaares Sønner Ølve Hnuva og Eyvind Lambe; agtenfor dem Ulfhednerne; i Løftingen eller den høje Bagſtavn ſtod Kongen ſelv. Ved Siden af Thore Haklang laa den fra et langvarigt Tog i de veſtlige Farvande hjemkomne rygſke Viking Anund Ufeigsſøn, og underſtøttede ham paa det bedſte; i Følge med Anund var en anden berømt Viking, Thrond Bjørnsſøn fra Hvin. Der kæmpedes længe med Spyd, Hugvaaben og Steenkaſt, inden det lykkedes Harald at faa Bugt med Thore. Men omſider brøde Ulfhednerne frem uden at ænſe Hug eller Stik, gik over paa Thores Skib, ſloge ned for Fode hvor de kom, og fældte Thore efter den tappreſte Modſtand. Hans Skib blev nu ryddet; derpaa kom Raden til Anund, der efter en tapper Modſtand miſtede den ene Fod, og blev baaren over paa Thrond Bjørnsſøns Skib. Thrond maatte nu tage Flugten; de øvrige Vikinger fulgte hans Exempel, og dette var Tegnet til almindelig Flugt over hele den forbundne Hær. Sulke og Sote faldt. Kjøtve flygtede til en af Holmerne, hvor han ſøgte at værge ſig; der fortælles ikke, om han ſlap derfra med Livet; i alle Tilfælde vovede han intet nyt Foretagende mod Harald. Nogle flygtede afſted paa Skibene, andre ſøgte ſin Frelſe paa Landet, og toge Flugten ſydover til Jæderen. Harald havde vundet en fuldſtændig, men dyrekjøbt Sejr. Paa hans Skib vare alle foran Maſten, Berſerkerne undtagne, ſaarede. Men han havde herved ogſaa tilkæmpet ſig den længe attraaede Enevoldsmagt over Norge, thi Ingen vovede nu mere at gjøre ham Magten ſtridig. Derfor var han ogſaa ſine Mænd meget taknemmelig. Han lod deres Saar forbinde, takkede dem for deres gode Biſtand, og belønnede dem rigeligt med Gaver og Værdigheder[1].

Det er naturligt, at et Slag af ſaadan Betydenhed og Vigtighed maatte indprente ſig i Samtidens og Efterſlægtens Erindring. Og iſær maatte det erindres ſom en vigtig Begivenhed af Islændingerne, da det er fra dette Slag, og fra den Overhaand, Harald derved fik over Norge, at man begynder at regne Islands Bebyggelſe. Det nævnes derfor ogſaa i mange Sagaer, og omtales ej alene ſom det ſtørſte, Harald nogenſinde leverede, men og ſom det ſtørſte, der nogenſinde ſkal have ſtaaet i Norge. Er nu dette end en Overdrivelſe, ſaa er det dog viſt, at det maa have været et for de Tider ualmindelig ſtort Slag, og at de ſamlede Skibes Mængde og Pragt, Kæmpernes Vaaben, Stridens Heftighed og Larm maa have gjort et uudſletteligt Indtryk paa alle Øjevidner. Et ſaadant Øjevidne var uden al Tvivl Haralds Hirdſkald, den forhen omtalte Thorbjørn Hornklove, fra hvem man endnu har Brudſtykker af et Digt, hvori dette Slag beſynges[2]. Hvad disſe Brudſtykker indeholde, maa derfor anſees ſom aldeles authentiſke Efterretninger. Det heder her:

Hørte du, hvor hiſt
i Hafrsfjord kæmped
Kongen den højbaarne
med Kjøtve den rige?
Knerrer kom øſtfra
kampgridſke
med gabende Hov’der
og gravne Smykker.

Ladte var de med Haulder,
med hvide Skjolde,
med veſtlandſke Spyd,
med valſke Sverd;
Berſerker brølede,
til Blodbadet ſig glæded;
Ulfhedner hylede,
og Jernene gjalded.

De friſted den Fremdjerve,
men at fly han dem lærte;
Øſtmandskongen,
der paa Utſtein bor.
Skibene flytted Kongen,
da Striden han vented,
Hug mod Skjolde hvined,
før Haklang ſtyrted.

Landet at værge mod Lufa
længer ej voved
Kjøtve den halsdigre,
krøb i Skjul bag Holmen;
ned under Dækket
dumped de Saarede,
op lod de Stjerten ſtande,
ſtunge i Kjølen Panden.

Paa Bagen lod de blinke
de blanke Skjolde;
Steen-Regn dem rammed,
Rædſel betog dem;
da klynked Kagſerne
løb om kap over Jæd’ren,
hjem fra Hafrsfjord;
deres Hu ſtod til Mjøden[3].

Sommeren ſynes Harald at have tilbragt med at underkaſte ſig de overvundne Kongers Lande. Men om Høſten drog han tilbage til Throndhjem. At han ogſaa i de ſeneſt erobrede Fylker indſatte Jarler og overhoved indførte ſit Lehnsſyſtem, er ej alene i og for ſig rimeligt, men man kan tillige ſlutte det deraf, at Jarler i disſe ſydlige Fylker fra denne Tid omtales. Det kunde være et Spørgsmaal, hvorvidt han indførte det ſamme Syſtem i ſine Arvelande. Hvad Oplandene angaar, kan der ingen Tvivl være derom, ſiden han ſaa godt ſom to Gange maatte underkaſte ſig dem med væbnet Haand. Vanſkeligere er det derimod at gjette, hvorledes han har baaret ſig med Veſtfold, thi dette Rige havde han arvet, og herfra begyndte han; her var derfor ingen ydre Anledning til at forandre de beſtaaende Forhold. Men deels maa vi erindre, at den Magt, Harald allerede fra Begyndelſen udøvede over Veſtfold, neppe kunde være mulig uden at grunde ſig paa en betydelig Overvegt i Ejendom, deels maa det, efterat han nu engang havde underlagt ſig det øvrige Norge, have været ham let, ligeſom det upaatvivlelig var hans Ønſke, at erklære den af ham indførte Forfatning ogſaa gjeldende i ſit Arveland, for at ſætte dette paa ſamme Fod ſom de øvrige. Man ſeer idetmindſte af de hyppige Udvandringer, ſom fandt Sted fra Haralds andet Arveland, Sogn, at dettes Vilkaar ej var forſkjelligt fra de øvrige Fylkers, og ſaaledes bliver det vel rimeligt at antage, at Haralds nye Indretninger have ſtrakt ſig over hele Norge, og at han lige fra Finmarken til Gaut-Elven erklærede ſig for Grundens Ejer. Om det rette Aar, i hvilket Hafrsfjordsſlaget fandt Sted, er der allerede talt. Det henføres i Sagaerne udtrykkeligt til 872, og man vil heller ikke finde noget Aarstal, ſom bedre pasſer med alle de øvrige chronologiſke Angivelſer.

  1. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 19. Flatøbogen (Upphaf &c. Cap. 17). Egils Saga Cap. 9. Vatnsdøla Saga Cap. 9. Grettes Saga Cap. 2.
  2. Digtet ſynes egentlig at være et Brudſtykke af et længere Kvad om Haralds hele Liv og Hofholdning, hvoraf meget er anført i Fagrſkinna Cap. 5—7. Denne henfører dog Vers, der handlede om Hafrsfjordſlaget (Cap. 13) til Thjodolf af Hvin, medens Flatøbogen (Upphaf &c. C. 1) henfører et af de andre Vers til Audun Illſkælda. Man ſkulde derfor være friſtet til at antage, at Digtet i ſin Heelhed hidrører fra alle Haralds Hirdſkalde.
  3. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 19. Fagrſkinna Cap. 13. Flatøbogen (Vpphaf &c. Cap. 7).