Det norske Folks Historie/1/66

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Imidlertid havde den ſvenſke Konge Erik Eimundsſøn ikke været ledig. Han meente, og vel tildeels med Rette efter de Tiders Synsmaader, at han havde Arvefordringer paa Viken, idetmindſte den ſydøſtligſte Deel, ſaavelſom paa Vermeland. Han yttrede, at han ikke vilde ende, førend han havde ligeſaa ſtort Rige i Viken, ſom Sigurd Ring eller Ragnar Lodbrok, det vil ſige hele Ranrike, Vingulmark og Veſtfold lige til Grenmar[1], og desuden Raumarike. Til en Begyndelſe underlagde han ſig Vermeland og Ranrike, eller det nuværende Bohuuslehn, mellem Gaut-Elven og Svineſund, tog Skatter deraf, og kaldte det altſammen Dele af Veſtergautland Underkaſtelſen af disſe Landſkaber kan ikke have faldet ham vanſkelig, da Harald ſelv endnu ikke havde gjort ſit Herredømme over dem gjeldende. Hertug Guthorm havde faaet Viken i Forlening, men kun til Svineſund, det bedſte Tegn paa at Harald endnu ikke havde underkaſtet ſig Landet ſøndenfor dette. Og endog i de Fylker, ſom Harald allerede havde underkaſtet ſig, var der flere Høvdinger og Bønder, ſom havde lovet Sviakongen Lydighed. Alt dette fik Harald at vide oppe i Throndhjem, og fandt derfor at det var paa høj Tid, at han drog ſydefter for at værne om ſit Rige. Han begav ſig derfor paa Vejen efter at have været flere Aar borte fra ſit oprindelige Hjem[2]. Da han var kommen til Viken, ſtevnede han ſtrax Thing med Bønderne paa Vingulmark og ſatte dem haardt irette for deres Forræderi. Nogle negtede Sagen og undſkyldte ſig, andre bleve overbeviſte og maatte betale Bøder eller lide Straf. Derfra drog han til Raumarike og gik frem paa ſamme Maade. Henimod Vinteren fik han vide, at Kong Erik red omkring i Vermeland paa Gjeſteri med ſin Hird. Harald beſluttede at gjøre ligeſaa, drog over Eidſkogen, og kom frem i Vermeland, hvor han lod tilſige Gjeſtebud for ſig. Her traf det beſynderlige Tilfælde ſig, at begge Konger kom fredeligt ſammen, ſaagodt ſom under eet Tag. Den mægtigſte Bonde i Vermeland, ved Navn Aake, fordum Halfdan Svartes Mand og paa denne Tid noget til Aars, indbød baade Harald og Erik til Gjeſtebud hos ſig paa ſamme Dag. De indfandt ſig ogſaa med ſine Folk, og bleve ypperligt bevertede, kun med den Forſkjel, at Erik og hans Mænd bevertedes i en gammel Stuebygning, og med gamle, dog koſtbare og prægtige Kar og Bohave, medens Harald og hans Mænd førtes i en ny Bygning, og alt det Bordredſkab, de benyttede, var nyt og blankt. Da Afſkedsdagen kom og Heſtene ſtode opſadlede, kom Aake med ſin tolvaarige Søn Ubbe til Harald, og bad ham at tage denne i ſin Tjeneſte, og, hvis han troede at ſkulde ham noget Venſkab for den Velvilje der var bleven ham viiſt, at lade Sønnen nyde godt deraf. Kongen lovede det, takkede ham hjerteligt for den gode Modtagelſe, og tilſagde ham ſit Venſkab. Til Slutning kom Aake frem med herlige Gaver og kysſede Kongen. Derpaa gik han til Kong Erik, der ogſaa ſtod rejſefærdig, og juſt ikke var meget blid. Aake gav ogſaa ham gode Gaver, men han ſvarede lidet dertil, ſteg tilheſt og red afſted. Aake fulgte ham et Stykke paa Vejen. Da de kom ind i en Skov nær ved Gaarden, begyndte Erik at ſpørge ham, hvad den Forſkjel ſkulde betyde, ſom han havde gjort mellem ham og Harald ved deres Modtagelſe; du veed jo dog, ſagde han, at du er min Mand. Aake ſvarede, at han ej var ſig bevidſt at have ladet det ſkorte paa nogen venlig Modtagelſe og rigelig Bevertning; hvad det angaar, at Kong Erik var bleven bevertet i en gammel Stue og paa gamle Kar, Harald derimod i en ny Skue og paa nye Kar, da var Aarſagen den, at Erik ſelv var gammel, Harald derimod ung; men, ſagde han endelig, „naar du ſiger, at jeg er din Mand, da kan man ligeſaa godt ſige, at du er min Mand“. Da Kongen hørte dette, blev han ſaa forbitret, at han drog ſit Sverd og hug Aake ihjel. Derpaa red han bort. Da Kong Harald ſkulde ride afſted, bød han ſine Mænd kalde Aake til ham, for at han kunde ſige ham Farvel; men han var ingenſteds at finde; endelig fandt de ham dræbt i Skoven, hvor Kong Erik havde redet. Da Harald fik dette at vide, raabte han, at Aake Bonde maatte hevnes, og reed med ſine Mænd efter Kong Erik. Da denne ſaa, at Harald forfulgte ham, ſkyndte han ſig afſted ſaa hurtigt han kunde, og Harald efter, indtil Erik kom til den Skov, der adſkiller Vermeland fra Gautland; her vovede ikke Harald længer at forfølge ham, men vendte om igjen til Vermeland, ſom han nu aldeles underkaſtede ſig, idet han lod Eriks Mænd (det vil ſige de Vermelændinger, der vare traadte i Eriks Tjeneſte) dræbe, hvor han traf dem. Derpaa drog han tilbage til Raumarike, hvor han opholdt ſig en Stund, og begav ſig derfra endnu om Vinteren til Tunsberg, hvor hans Skibe laa. Iſtedetfor, hvad der ellers var det almindelige, at ligge ſtille om Vinteren, ſejlede han øſtover Fjorden, befæſtede ſit Herredømme over Vingulmark, og ſøgte ved idelige Angreb at underkaſte ſig Ranafylke. Gauterne, der ſamlede ſig i Flokke for at modtage ham, rammede ud paa Vaaren Pæle ned i Gaut-Elven, for at hindre Harald fra at ſejle op i Landet. Men han lagde ſine Skibe ved Pælene, gjorde derfra Landgang, og herjede paa begge Sider. Gauterne rede ned med en ſtor Hær for at jage ham bort, men han overvandt dem og trængte længer op i Gautland, idet han fremdeles herjede paa begge Sider af Elven Kong Erik havde ſat en Gaute ved Navn Rane, kaldet Rane Gautſke, til Jarl over Ranafylke. Han faldt i en Træfning mod Kong Harald, og denne underkaſtede ſig nu uden Hinder ej alene Ranafylke, men alt, hvad der laa veſtenfor Væneren, tilligemed hele Vermeland. Ogſaa disſe Landſkaber ſattes under Hertug Guthorms Beſtyrelſe, ſom tillige fik en Deel Krigsmænd for at kunne forſvare dem, og opſlog ſin Bolig i Tunsberg, der fra denne Tid af begynder at omtales ſom Kjøbſtad. Selv drog Kong Harald førſt til Oplandene, hvor han opholdt ſig en Stund, og endelig over Dovrefjeld tilbage til Throndhjem[3].

Det bliver altid et Spørgsmaal, om denne Krig med Kong Erik og Ranafylkes Erobring virkelig har fundet Sted før Hafrsfjords-Slaget, og ikke ſnarere efter dette. Det heder viſtnok, at Kong Erik Eimundsſøn døde, da Harald havde været Konge i ti Aar, men der er, hvad i det Følgende vil ſees, flere Omſtændigheder, ſom tyde hen paa, at hans Død er indtruffen ſenere[4].

  1. Grenmar er den nuværende Langeſundsfjord.
  2. Ifølge Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 13, drog Harald, ſom ovenfor anmerket, umiddelbart fra Throndhjem til Viken, og havde ifølge Cap. 14 været borte i 4 2lar. Egils Saga og Flatøbogen lade ham — hvad der og er ſandſynligere — vende tilbage til Throndhjem, hvor han ifølge den førſte endnu opholdt ſig en Sommer og en Vinter, ſaa at han førſt den 6te Sommer efter ſit Opbrud mod Norden vender tilbage til Viken. Og rimeligviis er han dragen tilbage over Land, ikke, ſom Snorre ſiger, til Søs. Hans Skibe kunne ſenere være komne efter.
  3. Snorre, Harald Haarfagres Saga, Cap. 15—18.
  4. Se Langes Tidsſkrift, 4de Aargang, S. 174, 182.