Det norske Folks Historie/1/65

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De Fylker, mod hvilke Harald nu nærmeſt havde at vende ſine Vaaben, vare Nordmøre og de øvrige veſtlige Kyſtfylker. Paa Nordmøre herſkede i den Tid en Konge ved Navn Hunthjof, der rimeligviis nedſtammede fra den paa Halfs Tid bekjendte Kong Høgne i Njardø; han havde en Søn ved Navn Sølve Klove; begge vare ſtore Krigsmænd. Hunthjofs Svoger og Sølves Morfader var Kong Nøkkve i Raumsdal. Disſe Konger erfarede ſnart, at Harald ruſtede ſig for at underlægge ſig deres Riger, og de ſamlede Folk og Skibe, for i Fællesſkab at møde ham. Om Vaaren ſejlede Harald ud fra Throndhjem med ſin Flaade, de forbundne Konger droge ham imøde, og ſtødte ſammen med ham ved Øen Solſkel[1] paa Nordmøre, hvor baade Hunthjof og Nøkkve efter et heftigt Slag faldt, men Sølve Klove undkom, og Harald underkaſtede ſig nu baade Nordmøre og Raumsdal. Han ſkal temmelig længe have opholdt ſig der om Sommeren, for at ordne Fylkernes indre Anliggender og ſikkre ſig Indbyggernes Troſkab. Den mægtigſte af de Mænd, der ved denne Lejlighed traadte i Haralds Tjeneſte, og ſom blev en af hans troeſte Tilhængere og fornemſte Støtter, var Ragnvald, Søn af Eyſtein Glumra og Sønneſøn af Ivar Jarl paa Oplandene. Harald forlenede ham med begge Fylker, Nordmøre og Raumsdal og gav ham Skibe og Stridsmænd for at værne disſe Landſkaber mod Ufred. Han er almindeligviis bleven bekjendt under Navnet Ragnvald Mørejarl, da han ſidenefter ogſaa fik Søndmøre at beſtyre. Men allermeeſt navnkundig er han bleven ſom Stamfader for Jarlerne paa Orknø og Hertugerne i Normandi. Man kaldte ham ogſaa den raadſnilde eller den mægtige; og, heder det, Folk ſige at begge Navne vare ſande[2].

Harald tilbragte denne Vinter i Throndhjem, for at udruſte ſig til et Erobringstog mod Søndmøre. I dette Fylke herſkede en Konge ved Navn Arnvid, der efter al Sandſynlighed nedſtammede fra den ovenfor (S.332) omtalte Arnvid Berſerkebane, og ſom tillige var en Frænde af den fra Slaget ved Solſkel undkomne Sølve Klove. Sølve havde den hele Vinter ligget ude paa Krigsſkibe og foruroliget Nordmøre, ſaa at altſaa Ragnvald viſtnok har haft fuldt op at beſtille med at forſvare ſig mod ham. Han havde ogſaa ſtundom opholdt ſig hos ſin Frænde Kong Arnvid, hvilken han paa det ivrigſte opmuntrede til at gjøre Harald alvorlig Modſtand, iſtedetfor fejgt at underkaſte ſig. Han begav ſig ogſaa til Audbjørn, Kongen i Firdafylke[3], og formanede ham til at gjøre fælles Sag med Arnvid, for at de med forenet Styrke kunde byde Harald Spidſen. „Vi have“, ſagde han, „nu intet andet Valg, end tilſammen at rejſe os mod Harald, thi kun da blive vi ſaa mandſterke, at vi kunne gjøre os Haab om at ſejre; ellers er der intet andet for end at underkaſte os og blive Haralds Trælle, ſkjønt vi dog ere af lige ſaa høj Byrd og føre ſamme Navn, ſom han; min Fader vilde heller falde i Striden ſom Konge, end følge Naumdølekongens Exempel og blive Haralds Træl uden at vove nogen Dyſt“. Hans Overtalelſer virkede, og Arnvid, Audbjørn og han indgik et Forbund om at møde Kong Harald og værge deres Riger i Forening De fik en talrig Hær ſamlet, thi der var mange, ſom brandt af Længſel efter at hevne den Overlaſt, de ved Haralds Erobringer havde lidt.

Den følgende Vaar drog Harald ſydefter med ſin Flaade, for at angribe Søndmøre, men de forbundne Konger vare ogſaa paafærde, og mødte ham allerede ved Solſkel, hvor det forrige Slag havde ſtaaet. Her kom det til et nyt Slag, der ſkal have været meget blodigt. Man plejede i de Tider, ſiges der, i Søſlag binde Skibene ſammen og ſtride om Stavnene. Harald ſkal ſelv være bleven betagen af et ſaadant Kampmod, at han gik lige frem i Rauſnen, ſaa at alle de, der ſtode foran paa Arnvids Skib, mod hvilket han havde lagt ſit, vege tilbage til Maſten; han gik nu op paa det fiendtlige Skib, ſom ryddedes, idet Arnvid faldt, men hans Mænd flygtede. Ogſaa Audbjørn faldt, og Sølve Klove maatte atter ſøge ſin Redning ved Flugten. Men at denne Kamp ogſaa maa have koſtet Harald mange Folk, ſees deraf, at der blandt de Faldne endog var to Jarler, og to af af Haakon Lade-Jarls Sønner, ved Navn Grjotgard og Herlaug[4]. Sølve Klove tilbragte ſine øvrige Dage paa Vikingetog, og gjorde ofte megen Skade paa Kong Haralds Rige; forreſten hører man ikke mere til ham[5]. Harald underlagde ſig nu Søndmøre-Fylke, og overdrog Ragnvald Jarl ogſaa Beſtyrelſen deraf; i Firdafylke derimod opkaſtede Vemund Kamban, Audbjørns Broder, ſig til Konge. For Øjeblikket foretog Harald intet imod ham, men vendte tilbage til Throndhjem, da man ej fandt det raadeligt at han ſaa ſeenhøſtes ſejlede udenom Stad; vel og fordi hans Folketab ved Solſkel havde været ſaa ſtort, at han maatte udruſte ſig paany, førend han kunde ſkride til nye Foretagender. Men Ragnvald Jarl fandt i Løbet af Vinteren en Lejlighed til at ſpare Kongen for nogen Kamp med Vemund. Han havde ladet udſpejde, hvad Vemund tog ſig for, og havde faaet Nys om, at denne var til Gjeſtebud paa Nauſtdal ſtrax udenfor Eid. Han drog nu i Haſt afſted med endeel Folk, tog en af de øvre Veje, enten om Sunelvdalen, Hornindalen og Ejd, eller over Birkedalsejdet[6], og kom om Natten aldeles uventet til Nauſtdal, hvor han omringede Huſene og brændte Vemund inde med 90 Mand. Derpaa tog han alle de Skibe, der havde tilhørt Vemund, og ſaa meget af hans efterladte Gods, han kunde faa, og drog afſted dermed til Møre. Vaaren efter kom Harald ſelv med ſin Flaade og underkaſtede ſig Firdafylke[7].

Blandt de meeſt anſeede Mænd i Firdafylke vare paa denne Tid Ulf Bjalfeſøn og hans Svigerfader Kaare Vemundsſøn, almindeligviis kaldt Berdlu-Kaare, fordi han boede paa Gaarden Berdla (Berdle) paa Bremangerland. Ulf nedſtammede paa mødrene Side fra Hrafniſta-Ætten[8]. Han var en ſtor og ſterk Mand, og havde i ſin Ungdom længe ligget paa Vikingetog i Forening med Berdlu-Kaare, der ogſaa var navnkundig for ſin Tapperhed og Styrke og var en Berſerk. Da de ſloge ſig til Ro, egtede Ulf Kaares Datter Salbjørg. Han var rig baade paa Gods og Løsøre, og førte Herſetitel ligeſom hans Forfædre; han ſyſlede meget med ſin Gaardsdrift, plejede ſelv hver Dag at gaa om og ſee til ſine Arbejdsfolk, og kunde altid give kloge Raad, da han var en ſaare forſtandig Mand. Men naar det lakkede mod Kvelden, plejede han gjerne at blive noget ſtuur og vranten, derfor blev han ſædvanligviis kaldet Kveld-Ulf. Han havde to Sønner, Thorolf og Grim; den førſte var ſmuk, venlig, gavmild og driſtig, og almindeligt afholdt; den anden derimod ſortſmudſket og hæslig, men kæmpeſtor, ſterk og hændig i alſlags Træ- og Jernarbejde, han ſyſlede meeſt med Huſets Bedrift, og laa om Vintrene i Sildefiſke med Huuskarlene, medens Thorolf derimod fra ſit tyvende Aar hver Sommer var ude paa Vikingetog, men holdt ſig hjemme om Vintrene. I Følge med Thorolf paa disſe Tog vare hans Morbrødre Berdlukaares Sønner Eyvind Lambe og Ølve Hnuva[9].

Da Kong Audbjørn i Firdafylke ruſtede ſig til i Forening med Arnvid og Sølve at ſtride mod Harald, ſendte han ogſaa Bud til Kveldulf, at han ſkulde komme til hans Hjelp med alle fine Huuskarle. Men den kloge Kveldulf ſvarede, at han var beredt og pligtig til at underſtøtte ham, naar det kun gjaldt at forſvare Firdafylke, derimod var det aldeles ikke hans Sag at drage nord til Møre og forſvare Mørekongens Land. „Desuden“, ſagde han, „tror jeg Harald har Lykke med ſig i lasſeviis, medens vor egen Konge neppe har en Nævefuld“. Kveldulf ſad virkelig hjemme: et merkeligt Beviis paa, hvor lidet Fylkekongernes Magt havde at betyde, men tillige hvor kortſynet endog de mere friſindede Høvdingers Politik var[10].

Imidlertid var Berdlu-Kaares Søn Ølve Hnuva kommen i Fiendſkab med den mægtige Atle Jarl i Fjalir, der tillige, ſom vi have ſeet, allerede af Halfdan Svarte var forlenet med Sogn. Atle havde tre Sønner, ved Navn Haaſtein, Holmſtein og Herſtein, der alle vare ſtore Vikinger og meget overmodige. Han havde ogſaa en ſmuk Datter ved Navn Solveig; hende fik Ølve ſee paa et Vinternatsblot paa Gaule, og blev forelſket i hende, men da Jarlen ikke fandt ham fornem nok, negtede han ham hendes Haand. Ølve, ſom var en ypperlig Skald, gav ſin Sorg Luft i en Mængde Kjærlighedskvad, og ſlog ſig reent fra Vikingelivet[11]. Men ſlige Kvad anſaaes i de Tider meget fornærmelige for den Kvindes gode Navn, til hvilken de digtedes. Og for at hevne denne Fornærmelſe efterſtræbte Atles Sønner Ølves Liv, og overfaldt ham i hans Hjem den ſamme Høſt, ſom det andet Slag ved Solſkel havde ſtaaet. De havde ſaa mange Folk, at Ølve ej kunde tænke paa at ſætte ſig til Modværge, men maatte priſe ſig lykkelig ved at kunne undfly. Han ſkyndte ſig til Møre, hvor Kong Harald endnu opholdt ſig, blev hans Mand, og fulgte med ham til Throndhjem, hvor han ſnart kom i ſtor Yndeſt hos Kongen og blev optagen blandt hans ypperſte Skalde. Snart fulgte ogſaa Faderen Berdlu-Kaare hans Exempel Da Ragnvald Jarl havde indebrændt Vemund Kamban, kom Berdlu-Kaare til ham med et fuldt udruſtet Langſkib, fulgte med ham til Møre, og drog derpaa til Throndhjem, hvor han blev Kong Haralds Mand[12].

Efter at være kommen i en ſaa venlig Forſtaaelſe med Berdlu-Kaare og hans Søn, kunde Harald heller ikke vente andet end at Kveldulf ſkulde følge deres Exempel, iſær da han allerede havde vægret ſig ved at ſtride mod ham. Da han Sommeren efter Vemunds Drab laa med ſin Hær Firdafylke for at underkaſte ſig det, ſendte han derfor ogſaa Bud til Kveldulf med den Anmodning, at han ſkulde komme til ham og blive hans Mand; Kongen, ſom ſatte ſtor Priis paa at have udmerkede Mænd hos ſig, vilde viſe ham den ſtørſte Hæder. Kveldulf tog vel mod Afſendingerne, men vægrede ſig ved at opfylde Kongens Anmodning, under Paaſkud af at han var gammel og ikke længere ſkikket til at ligge ude paa Krigsſkibe; han vilde nu ſidde hjemme og høre op med at tjene Konger. Sendebudene henvendte ſig nu til hans Søn Grim, og tilbøde ham paa Kongens Vegne at blive Lendermand, naar han vilde gaa i hans Tjeneſte. Men Grim ſagde at han ej vilde modtage nogen ſaadan Titel, hvorved hans Fader ophørte at være hans Overmand, ſaa længe denne levede. Sendebudene kom tilbage med denne Beſked til Kongen, ſom blev vred, og fandt at Kveldulf og Grim vare ſaa overmodige, at det var vanſkeligt at ſkjønne, hvad de tænkte paa. Ølve Hnuva, ſom var tilſtede, bad ham dog, ikke at være vred, og tilbød at han ſelv ſkulde drage til Kveldulf for at overtale ham. Men Kveldulf var døv ogſaa for hans Foreſtillinger og glimrende Løfter. Det anede ham, ſagde han, at han og Grim ej vilde have nogen Lykke af at komme til Kongen, dog ſagde han at han intet havde imod at Thorolf naar denne kom hjem fra Viking til Høſten begav ſig til Kongen for at blive hans Mand, hvortil han viſt ogſaa havde megen Lyſt; han lovede derhos ſelv at være Kongens Ven og at ſtemme alle dem, hos hvem hans Ord vejede noget, til et venſkabeligt Sindelag mod Kongen. Da Ølve kom tilbage med dette Bud, ſlog Kongen ſig ogſaa indtil videre til Ro, aflagde et Beſøg i Sogn, og drog om Høſten tilbage til Throndhjem[13]. Beſtyrelſen af Firdafylke overdrog han Roald Jarl, der ogſaa havde været Kong Audbjørns Jarl.

Da Thorolf og Eyvind Lambe om Høſten kom tilbage fra deres Vikingetog, fik hiin ſnart vide, at der havde været Bud fra Kongen, og yttrede ſtrax den ſtørſte Lyſt til at træde i hans Tjeneſte:„ „thi“, ſagde han, „jeg har hørt, at hans Hird alene beſtaar af de meeſt udmerkede Mænd, i hvis Skare det er en ſtor Ære at blive optagen, desuden ſkal Kongen være ſærdeles gavmild mod ſine Mænd og paa alle Maader ſøge deres Forfremmelſe, medens det derimod gaar dem, der ſtille ſig fiendtlige mod ham, heel ilde“. Kveldulf fraraadte ham ikke ligefrem at følge ſin Lyſt, men advarede ham kun mod at tro Lykken altfor vel. Thorolf begav ſig ſtrax afſted tilligemed Eyvind Lambe paa deres tyveſædede vel udruſtede Snekke, ſom de havde haft i Viking[14]. Da de kom til Kongen, anviſte man dem Ophold i Gjeſteſtuen indtil de kunde faa Kongen i Tale. De gik til ham, ledſagede af Berdlu-Kaare og Ølve Hnuva, der foreſtillede Thorolf for Kongen og anbefalede ham paa det bedſte. Kongen tog ogſaa paa det venligſte mod Thorolf og gjorde ham til ſin Hirdmand, men Berdlu-Kaare og Eyvind droge tilbage igjen til deres Gaarde.

Den ſamme Sommer havde Harald ogſaa, ſom ovenfor nævnt, ſendt Bud til Haalogaland, at de mægtige Mænd, ſom hidtil ikke havde underkaſtet ſig ham, ſkulde komme til ham og træde i hans Tjeneſte. Den mægtigſte af dem var rimeligviis den før omtalte Herſe Brynjulf Bjargulfsſøn paa Torge. Hans Fader Bjargulf havde allerede længe haft Finnefærden og Finneſkatten (den oftere omtalte Ret til at handle med Finnerne og opkræve Skatten af dem), og Brynjulf havde den ligeledes. Brynjulf var gift med en Datter af Ketil Høng, Nærſøſkendebarn til Thorolf og Grim, Kveldulfs Sønner[15]. Han og hans Søn Baard fulgte ſtrax Kongens Opfordring, og begave ſig om Høſten ned til Throndhjem, hvor Kongen tog ſaare venligt imod dem, gjorde Brynjulf til ſin Lendermand, bekræftede ham i Forleningen med Finnefærden og Finneſkatten, og gav han desuden andre ſtore Forleninger. Han rejſte derpaa hjem, men Baard blev tilbage ſom Kongens Hirdmand. Han, Ølve Hnuva og Thorolf bleve ſnart fortrolige Venner; Thorolf havde ſin Plads mellem dem begge, og fulgte Sommeren efter med Kongens Samtykke Baard nordefter, da denne ſkulde drage hen og gifte ſig med Sigrid, eneſte Datter og Arving af den rige Herſe Sigurd paa Sandnes, paa Alaſt (Alſtenøen) ved Vefſenfjorden, hvilket Bryllup allerede før Brynjulfs og Baards Rejſe til Throndhjem havde været aftalt. Ved dette Bryllup traf Thorolf mange af ſine Frænder[16], med hvilke han nu ſluttede Venſkab; ſiden fulgte han de nygifte hjem til Torge, opholdt ſig der om Sommeren, og rejſte om Høſten med Baard tilbage til Throndhjem. Men endnu ſamme Vinter døde Brynjulf. Nu overdrog Kongen alle hans Forleninger til Baard, ſom drog hjem til ſine Gaarde og blev en mægtig Høvding, medens Thorolf blev tilbage ved Hirden[17].

Det var ſaaledes lykkets Harald, paa faa Aar at underkaſte ſig Throndhjem og alle Kyſtfylker, ligefra Finmarken til Sogn. Af dette var han allerede forhen i Beſiddelſe, og til Erhvervelſen af hele Norge manglede han nu kun Viken, Hørdafylke, Rygjafylke og Egdafylke, eller en Deel deraf, foruden Thelemarken og maaſkee nogle andre Oplandsdiſtrikter. Han ſynes at have lagt Vind paa, enkeltviis at knytte de fornemſte Mænd i hvert Fylke til ſig ved Forleninger, og tillige at have deres Sønner om ſig i ſin Hird, hvorved de bleve etſlags Giſler eller Underpant paa Forældrenes Troſkab, medens de tillige ved deres høje Byrd og øvrige Anſeelſe ſpredte Glands over Hirden og Kongens hele Hofholdning. Man maa formode at det iſær var fra Harald Haarfagres Tid af, at den gamle Ættebenævnelſe Herſe begyndte at ombyttes med det i de følgende Tider ſædvanlige Lendermand (lendr maðr, egentlig en Mand ſom har faaet Land i Forlening). Thi vel heder det, hvor den af Harald indførte Feudalforfatning omtales, at hver Jarl havde flere Herſer under ſig; men Titelen „Herſe“ der var arvelig i Slægten, og ſom betegner en ſelvſtændig Myndighed, pasſer ikke godt med den nye, fra Kongens Grundbeſiddelſe udledede Myndighed, der blev Haralds Vaſaller til Deel. Det ligger ogſaa i Sagens Natur, at de egentlige Herſer i Fylkekongernes Tider ikke eller yderſt ſjælden kunde have Forleninger udenfor deres egne Odelsgaarde, thi det var førſt Harald Haarfagres Erobringsret, i Forbindelſe med de mange i den Anledning foretagne Udvandringer, der tilvejebragte alle de Beſiddelſer, med hvilke Jarlerne og Lendermændene kunde forlenes. Da man nu desuden hiſt og her finder Benævnelſen „Herſe“ og „Lendermand“ brugt eenstydigt[18], kan der ikke være nogen Tvivl om, at det er den ſamme Klasſe af Mænd, ſom dermed have været betegnede, men at Herſetitlen, ſom mindre pasſende til de nyere Indretninger, efterhaanden er gaaen af Brug, eller i alle Fald kun har været erindret ſom en Slægtstitel, for derved at betegne visſe Fødſelsfortrin.

Hvad man iſær maa forundre ſig over ved at læſe om disſe tidligſte Bedrifter af Harald, er at han i en ſaa ung Alder kunde fremtræde paa den Maade. Thi han ſkulde jo ved ſin Regjeringstiltrædelſe kun være ti Aar gammel; to Aar efter, altſaa i ſit 13de Aar, ſkulde han have begyndt ſit Tog nordenfjelds, og allerede inden Vinteren have underkaſtet ſig Throndhjem. I det næſte Aar, hans Alders 14de Aar, ſkulde han have erobret Nordmøre; i det paafølgende, hans Alders 15de, ſkulde han have ſtredet ſaa tappert ved Solſkel mod Kong Arnvid, og i det næſte Aar, 15 Aar gammel eller i det 16de, have underlagt ſig Firdafylke; i ſit 17de Aar ſkal han endelig have ſikkret ſig Haalogaland ved at tage Brynjulf og Baard i ſin Tjeneſte. Her maatte man uvilkaarligt føle ſig friſtet til at opſtille den Formodning, at Harald ved ſin Regjeringstiltrædelſe har været idetmindſte to til tre Aar ældre end Sagaerne angive, hvilket ogſaa ſynes at beſtyrkes deraf, at man allerede efter Throndhjems Undertvingelſe ikke hører mere om noget Formynderſkab af Hertug Guthorm, men ſeer Harald handle aldeles paa ſin egen Haand, medens Guthorm maa have begivet ſig til ſin Forlening i Viken, hvor, ſom vi ſtrax ſkulle ſee,hans Nærværelſe var nødvendig. Men paa den anden Side er det, hvad nedenfor ſkal viſes, aldeles viſt, at Harald ikke døde førend efter 931[19], og ligeledes, at Slaget i Hafrsfjorden maa have ſtaaet omtrent 872[20], medens det dog, hvis man bogſtaveligt vil følge Sagaernes Udſagn, bliver nødvendigt at udſtrække Begivenhederne for dette Slag til det forholdsviis lange Tidsrum af ti Aar; det ſædvanlige er endog at regne 12 Aar, eller førſt at regne de ti Aar fra hans Overgang over Dovre. Antager man nu, at Harald ti Aar før 872, altſaa 862, var 13 Aar gammel, — og han er endda ung nok til at begynde et ſaadant Foretagende, ſom hele Norges Erobring — ſaa bliver han ved ſin Død idetmindſte 83, og ſnarere 84 eller 85 Aar gammel, uden dog at have herſket i længere Tid end 70 Aar, ſkjønt det ifølge de fleſte Vidnesbyrd ſynes utvivlſomt, at hans Regjeringstid i Alt var 73 Aar[21]. Man nødes derfor til at antage, enten at han ved ſin Thronbeſtigelſe virkelig har været ſaa ung, ſom det angives, hvorved hans Fødſelsaar falder ved 850, hans Thronbeſtigelſe ved 860, og hans Død ved 932 eller 933, eller, hvad der er det rimeligſte, at der mellem hans Thronbeſtigelſe og Hafrsfjordſlaget kun er hengaaet ti Aar; at han har tiltraadt Regjeringen 862, i ſit 13de Aar, og begyndt ſit Tog over Dovre to Aar efter, i ſit 15de Aar[22], og at maaſke enkelte af de Begivenheden der i Kongeſagaerne ſættes for Hafrsfjordſlaget, i Virkeligheden have fundet Sted efter dette, hvilket idetmindſte kan beviſes at være Tilfældet med een, nemlig Haakon Jarls og Atle Jarls Kamp og Død, hvorom nedenfor.

  1. Solſkel-Øen er en lille Ø ſtrax nordenfor den ſaakaldte Stabben, og ſøndenfor Ædø. Man maa næſten formode, at Hunthjof alene har raadet for den ſydveſtlige Deel af Nordmøre, ſiden Haakon Jarl efter al Rimelighed herſkede i Egnen paa begge Sider af Agdenes.
  2. Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 10. Flatøbogen (Upphaf ríkis &c.) Cap. 6. Egils Saga Cap. 3.
  3. Se ovenfor S. 332.
  4. Han kaldes ogſaa Hrollaug.
  5. Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 11. Flatøbogen (Upphaf &c.) Cap. 6. Egils Saga Cap. 4.
  6. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 12 og Flatøbogen l. c, ſiger kun at Ragnvald drog den øvre eller indre Vej over Ejdet, uden at tillægge hvilket; det kan baade være Mandsejdet og Birkedalsejdet, dog forſaavidt helſt det ſidſte, ſom dette leder lige til Nauſtdal. Egils Saga Cap. 4 ſiger derimod at han drog den indre Vej af Ejdſø, og denne Ejdſø ſynes neppe at kunne have været nogen anden end Hornindalsvandet; i faa Tilfælde har han draget gjennem Sunelvdalen og Hornindalen, hvilken ogſaa i umindelige Tider har været Alfarvej.
  7. Egils Saga Cap. 4. Snorre, Harald Haarfagres Saga Cap. 13. Flatøbogen l. c. Cap. 6.
  8. Ulf var en Søn af Bjalfe og Hallbera, Datter af Ulf Uarge, og Syſter til Hallbjørn Halvtrold i Hrafniſta, Ketil Høngs Fader, ſe ovf. S. 329, 330.
  9. Egils Saga Cap. 1.
  10. Egils Saga Cap. 3.
  11. Egils Saga Cap. 2.
  12. Egils Saga Cap. 4.
  13. Saaledes Egils Saga Cap. 5 og Flatøbogen (Upphaf &c.) Cap. 6. Snorre lader Harald drage umiddelbart fra Firdafylke til Viken.
  14. Egils Saga Cap. 6.
  15. Egils Saga Cap. 8.
  16. Brynjulfs Huſtru hed Helga og var Datter af Ketil Høng; Kveldulf var Ketil Høngs Søſkendebarn.
  17. Egils Saga Cap. 8.
  18. Se f. Ex. Thord Kolbeinsſøns Viſe i Olaf Tryggvesſøns S. Cap. 260, ſammenholdt med Sighvat Skalds Cap. 261; hiſt kaldes Erling Skjalgſøn Herſe, her Lendermand.
  19. Are frode ſiger i ſin Islendingabok Cap. 3, at det 60de Aar efter Eadmund den Helliges Død (870) altſaa Aaret 930, var eet eller to Aar før Harald Haarfagres Død.
  20. Dette ſiges deels reent ud i nogle Haandſkrifter af Landnáma I. 6, og i Olaf Tryggvesſøns Saga Cap. 116, hvor det heder at Ingolf bebyggede Irland 874, to Aar efter Hafrsfjordſlaget, deels følger det af de irſke Annalers Udſagn at Oiſtin eller Thorſtein røde blev dræbt 875 (forudſat at de, hvad der dog ſynes viſt, maa antages for en og ſamme), thi Thorſteins Død faldt nogle Aar efter Hafrsfjordſlaget.
  21. Sæmund Frode lader i ſit Kvad til Jon Loptsſøn v. 9 Harald herſke i 73 Aar, det ſamme gjør Historia Norvegiæ fol. 7 a, og den dertil føjede Kongerække fol. 17 b. Thjodrek Munk Cap. 1 lader ham derimod kun herſke i 70 Aar.
  22. Nogle Haandſkrifter af Landnáma I. 6, ſige virkelig, at Harald i Aaret 874 kun havde været 12 Aar Konge i Norge, og Snorre regner ogſaa, ſom vi have ſeet de 10 Aar til Hafrsfjordſlaget lige fra hans Tronbeſtigelſe.