Det norske Folks Historie/1/64

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De Fylker, Harald efter Erobringen af Oplandene førſt ſøgte at underkaſte ſig, vare de throndhjemſke. Guthorm og han ſamlede en Hær, og droge gjennem Oplandene og over Dovrefjeld ned til Opdal, hvor de ſtrax begyndte at herje, brænde Gaardene og dræbe Folk. Indbyggerne flygtede, deels til Orkedalen, deels til Gauldalen, deels til Skovene; men nogle bade om Fred, og den fik alle de, ſom kom til Kongen og bleve hans Mænd. Nogen Modſtand fik Harald ikke førend han kom til Opdalsſkoven, hvor en Deel Orkedølinger havde ſamlet ſig for at gjøre ham Modſtand, under Anførſel af de Konger, ſom herſkede der, af hvilke en ſkal have hedet Gryting. Harald ſejrede, Gryting blev fangen og fandt ſig i at blive Kong Haralds Mand, og hele Orkdølafylket underkaſtede ſig[1].

Orkdølafylket var ſaaledes erobret af Harald med væbnet Haand i Spidſen for hans Følge. Og dette, ſaavelſom de øvrige Fylker, han erobrede, blev derfor, overeensſtemmende med den for alle germaniſke Stammer fælles Vedtægt, naar et Landſkab erobredes med væbnet Haand, den erobrende Konges Ejendom, og ikke længer de ældre Beſidderes Odel. Forſaavidt de af dem, der underkaſtede ſig Kongen og bleve hans Mænd, fik beholde deres Fædrenegaarde, beholdt de dem dog kun ſom et kongeligt Lehn, og mod en Afgift; deres Adkomſt dertil udlededes ikke længer fra deres egen nedarvede Ret, men fra den kongelige Forlening eller ſaakaldte Velgjerning (beneficium). Med andre Ord, det faldt af ſig ſelv, at den gamle Odelsforfatning nu maatte give Plads for en Feudalforfatning; at al Grundbeſiddelſe herefter ikke længer hvilede paa Odelsret, men paa Feudalret[2]. Om vore’ Oldſkrifter end ikke indeholdt noget om ſaadanne Forandringer, kunde man dog allerede paa Forhaand vide, at de havde fundet Sted. Men der tales udtrykkeligt derom. Overalt, heder det, hvor Harald gjorde ſig til Herre, tilegnede han ſig alt Odel, og lod alle Bønder, baade de mægtige og Smaabønderne, give ſig Landſkyld. Han ſatte en Jarl i hvert Fylke, ſom ſkulde ſkifte Lov og Ret, modtage Sakøre (alle Bøder og andre af Søgsmaal flydende kongelige Indtægter) og Landſkyld; Tredieparten heraf ſkulde Jarlen beholde til at beſtride ſit Bord og anden Udgift, thi han var forpligtet til at tjene Kongen i Krig med 60 Hærmand paa ſin egen Bekoſtning og i Fredstid aarlig beværte Kongen og al hans Hird i et Gilde (veizla). Enhver Jarl havde under ſig fire eller flere Herſer, af hvilke enhver forlenedes med kongelige Gaarde til en Indtægt af 20 Mark (20 marka veizla), imod den Forpligtelſe at tjene Kongen i Krig med 20 Mænd[3]. Det var altſaa en fuldkommen Lensindretning, ſom indførtes. Jarlerne bleve de egentlige Vaſaller, der udøvede de kongelige Rettigheder, og havde ſaavel den civile ſom den militære Beſtyrelſe af Fylkerne; Herſerne bleve Undervaſaller (Valvaſorer). Disſe Titler antoge en forſkjellig Betydning; de bleve ikke længer, ſom hidtil, arvelige Stands- eller Værdigheds-Betegnelſer, men kun Embedstitler. Der tales ogſaa om, at Harald paalagde en Næſeſkat (nefgildi)[4], d. e. perſonlig Skat, hvilket er ſaa meget ſandſynligere, ſom vi finde at Nordmanden Thorgiſl gjorde det ſamme i Irland. Det er viſtnok bogſtaveligt ſandt, naar det heder, at Harald i den Grad havde forøget Paalæg og Landſkyld, at hans Jarler havde ſtørre Magt end Kongerne forhen havde[5]. Det er ogſaa let forklarligt, hvad der ſiges, at da disſe hans Foranſtaltninger ſpurgtes rundt om i Throndhjem, ſøgte mange mægtige Mænd til ham, for at blive hans Mænd[6]. Men dette var dog neppe andre end de, ſom kunde gjøre Regning paa at faa Forleninger, eller forøvrigt foretrak at ydmyge ſig og tage deres egne Ejendomme til Len fremfor at forlade Landet. Hos Fleerheden af Folket kunde Feudalrettens Indførelſe ikke andet end vække Harme og Mismod, og Hiſtorien har opbevaret os mange Yttringer deraf. „Harald“, heder det etſteds, „lagde, naar han havde underkaſtet ſig et Fylke, nøje Merke til Herſerne, de mægtige Bønder og alle dem, af hvilke han maaſkee kunde vente ſig noget Forſøg til Opſtand; han gav enhver Valget mellem at blive hans Tjeneſtemand eller forlade Landet, eller ogſaa lide haard Medfart, ja endog miſte Livet; nogle bleve lemlæſtede paa Hænder og Fødder. I hvert Fylke tilegnede han ſig alt Odelsgods, og alt bebygget og ubebygget Land, ja endog Søen og Vandene; alle Bønder ſkulde være hans Lejlændinger, ſaa og de, ſom ryddede Skovene, Saltbrænderne ved Stranden og alle Jægere og Fiſkere; de vare alle uden Undtagelſe Kongen tjeneſtepligtige“[7]. „Kong Harald har“, ſagde en Høvding, „gjort alle Mænd i de af ham erobrede Fylker til Trælle og Tyende; det ſamme maa de øvrige vente ſig, derſom de ikke værge ſin Ejendom og ſin Frihed, ſom de bedſt formaa; de have Valget mellem dette, og at blive Kongens Trælle“[8].

En af de mægtige Mænd, der allerførſt frivilligt traadte i Haralds Tjeneſte ſom hans Vaſal, var den haalogalandſke Jarl Haakon Grjotgardsſøn. Han var en Søn af den ovenfor nævnte Jarl Grjotgard Herlaugsſøn, der var bleven dræbt af en Berſerk i Selven indenfor Agdenes, hvor han ogſaa blev højlagt. Haakon ſynes efter ſin Fader at have arvet Beſiddelſer baade paa Haalogaland og Nordmøre, og iſær at have opholdt ſig paa Yrje (Ørlandet). Han kom, fortælles der, fra Yrje med et betydeligt Antal Stridsmænd for at underſtøtte Kong Harald; det forſtaar ſig ſelv, at han blev hans Mand. Saaledes forſterket, rykkede Harald ind i Gauldalen, hvor to Konger, den ene over Gauldølafylke, den anden over Strindafylke[9], vovede at ſætte ſig til Modværge, men de faldt begge i Slaget, og Harald underkaſtede ſig de tvende Fylker, af hvilke han gav Strindafylke i Forlening til Haakon Jarl. Raden kom nu til Stjordølafylke[10], der efter et Slag, ſom Harald vandt, ligeledes underkaſtede ſig. Kongerne i Indherreds eller indre Throndhjems fire Fylker, Skeynafylke, Verdølafylke, Sparbyggjafylke og Eynafylke[11], droge nu i Forening mod Kong Harald, men i det Slag, han holdt med dem, bleve de overvundne, nogle faldt og nogle flygtede. Det maa ſiden være kommet til flere Fægtninger, thi det heder, at Harald i Alt ſkal have holdt fire eller fem, ja efter en anden Beretning endog aatte Slag i det Throndhjemſke og at 8 Konger ſkulle være faldne. Han var nu Herre over hele det egentlige Throndhjem[12].

I det ſtore Naumdølafylke nordenfor Throndhjem herſkede ifølge Sagaernes Fortælling to Konger, Herlaug og Hrollaug. De havde været tre Somre om at lade en ſtor Høj opføre af Steen, Kalk og Tømmer. Da den var færdig, borte de at Harald agtede ſig mod dem med en Hær. Herlaug gik nu ſelv tolvte ind i Højen, efter at han i Forvejen havde ladet en Mængde Mad og Drikke bringe derind; ſiden lod han den kaſte til. Men Hrollaug gik op paa den Høj, hvor Kongerne plejede at ſidde, lod et kongeligt Højſæde indrette og ſatte ſig deri; derpaa lod han lægge Hynder paa Fodbænken, hvor Jarlerne plejede at ſidde, væltede ſig ned fra Kongeſædet i Jarlsſædet, og gav ſig ſelv Jarlsnavn. Derefter drog han Kong Harald imøde, gav ham hele ſit Rige og tilbød ſig at blive hans Mand. Harald tog ſtrax et Sverd og bandt ved hans Side, hængte et Skjold om hans Hals, gjorde ham til ſin Jarl over Naumdølafylket, og ledede ham i Højſædet[13]. Saaledes lyder den viſtnok temmelig gamle Fortælling, om hvis Mistænkelighed vi allerede ovenfor (S. 328) have talt. Hvad der iſær gjør dens hiſtoriſke Vished tvivlſom, er Hrollaugs Nedvæltning fra Konge- til Jarle-Sædet; thi dette fortælles ogſaa om en af hans Forfædre, Herſe, og det beſtemte Udſagn, at dennes Efterkommere aldrig vilde antage Kongenavn, gjør det heel uſandſynligt, at Hrollaug enten ſkulde have baaret denne Titel, eller fundet det nødvendigt, paa en højtidelig Maade at ombytte den med Jarletitlen. At forreſten Naumdølafylke ved ſine Herſkeres frivillige Underkaſtelſe og uden Sverdſlag kom i Haralds Beſiddelſe, maa anſees ſom viſt, og det er heller ikke uſandſynligt, at en af disſe Herſkere foretrak at lade ſig levende begrave fremfor at hylde Erobreren[14]. Man har i nyere Tider endog fundet en Høj, ſom man efter de deri opdagede Oldtidslevninger at dømme har antaget for at være Herlaugs Høj[15]. Og dog ſkulde det ſynes, ſom om Haakons Underkaſtelſe maatte være tilſtrækkelig til at lægge baade Naumdal og Haalogaland under Haralds Herredømme. Viſt er det, at Haalogalands Underkaſtelſe omtales, ſom om den fulgte umiddelbart efter Throndhjems og Naumdølafylkes[16]. Men denne Underkaſtelſe ſynes dog endnu kun at have beſtaaet i Navnet, og deri at enkelte af Fylkets meſt anſeede Mænd, ſom Haakon Jarl, hyldede Kongen Fire Aar efter fandt Harald det endnu nødvendigt at ſende Bud efter de mægtige Mænd paa Haalogaland, ſom endnu ikke havde været hos ham, for at de ſkulde hjelpe ham. En af dem, ved Navn Brynjulf, blev førſt da af Kongen højtideligt forlenet med Retten til at handle med Finnerne og kræve Skat af dem, og dog ſiges det udtrykkeligt, at baade Brynjulf og hans Fader Bjargulf allerede længe for den Tid havde udøvet denne Ret: de havde altſaa udøvet den paa Bøndernes eller Hauldernes egne Vegne[17]. Men denne Ret var Kongens vigtigſte Rettighed paa Haalogaland. Saalænge Kongen ej var i Beſiddelſe deraf, kan han altſaa heller ikke have været i fuldkommen Beſiddelſe af Fylket.

Efter Erhvervelſen af Naumdølafylke, vendte Harald tilbage til Throndhjem, hvor han forblev denne Vinter, og ſom han fra nu af kaldte ſit rette Hjem[18]. Hans Grunde derfor ere ikke vanſkelige at indſee. Throndhjem udgjorde den fornemſte og folkerigeſte Deel af hvad der dengang anſaaes ſom det egentlige Norge, nemlig det Nordenfjeldſke, hvor det ragnarſke Dynaſti aldrig havde herſket, og hvortil det ſaaledes ingen Rettigheder havde. Som Konge paa Veſtfold og Oplandene var Harald endnu, om ej i Virkeligheden, ſaa dog af Navn, Svia- eller Dane-Kongernes Vaſal. Hvis han erklærede ſit egentlige Hjem, Veſtfold og Oplandene, for det fornemſte af de Landſkaber, han enten havde erobret eller agtede at erobre, vilde han følgelig derved ogſaa udſtrække Svia- eller Danekongernes Fordringer til alle de Beſiddelſer, han underlagde ſig. Men tvertimod var det nu hans Henſigt, ogſaa at unddrage ſine Arvelande fra fremmed Højhed, og dertil gaves intet bedre Middel, end at ſtille dem, ligeſom de øvrige Fylker, i et Slags Afhængighedsforhold til Throndhjem. Derved maa han og have ſmigret Thrøndernes Forfængelighed og ſikkret ſig deres Medvirkning ved hans fortſatte Erobringstog. Throndhjem var fra denne Tid af gjennem hele Middelalderen Norges fornemſte Deel, og det blev endog ſenere vedtaget, at ingen kunde anſees for ret hyldet til Norges Konge, ſom ej var hyldet paa Ørethinget ved Nidelven. Det erfares heller ikke andet, end at Thrønderne ſtedſe vare Harald meget hengivne. Han opſlog ſit Hovedſæde paa Gaarden Lade i Strinden, dog blev denne Gaard ſiden Jarlernes Bolig, og Haakon Jarl og hans Æt fik deraf Tilnavnet Lade-Jarler. Harald forbandt ſig nærmere med Haakon ved endnu denne ſamme Vinter at egte hans Datter Aaſa. Han udruſtede ogſaa Skibe, for næſte Vaar at angribe de veſtlige Kyſtfylker. Han ſkal nu have fornyet ſit Løfte, ej at kæmme eller klippe ſit Haar, førend han kunde faa Skat ſaavel af hver Dal oppe i Landet, ſom hvert Næs ude ved Havet, og alt hvad der laa imellem, ſaa langt ſom Navnet Norge naaede, øſter til Skovene og nord til Havet[19].

Harald ſøgte tillige at omgive ſig med en vis Glands. Til ſine Hirdmænd valgte han kun de tappreſte og i alle Henſeender meeſt udmerkede Mænd, ſkjænkede dem ypperlige Vaaben og andre gode Gaver, ſaa at de kunde opføre ſig med Pragt. Han underholdt en ſæregen Afdeling, beſtaaende af de ſaakaldte Berſerker, eller de vildeſte, ſterkeſte og driſtigſte Krigere; disſe bare endog en ſæregen Dragt, nemlig Ulveſkindspelſe (Vargſtakke) iſtedetfor Brynjer, hvorfor man ſædvanligviis kaldte dem Ulfhedner[20]. Deres Plads var i Strid til Lands forreſt i Fylkingen, til Søs paa et beſtemt Sted (Rauſnen, lidt agtenfor Forſtavnen) paa Kongens eget Skib[21]. Af ſine Hirdmænd hædrede han allermeeſt ſine Skalde[22]. De ſad ſædvanligviis i Højſædet lige for Kongens Højſæde, efter deres Alder. De ældſte og fornemſte af dem vare Audun, med Tilnavnet Illſkælda, der allerede havde været Halfdan Svartes Skald, og Thorbjørn Hornklove, der ogſaa længe havde været ved Hirden, og ſom i ſine Kvad, af hvilke vi endnu have Brudſtykker tilbage, forevigede Kongens Bedrifter eg beſang hans Hofholdning. Overhoved ſynes den egentlige, for Norge og dets Koloni Island ſaa ſæregne Skaldepoeſi førſt nu at være kommen i Skuddet. Dens Hovedformaal gik ud paa at gjennemgaa og priſe Kongers, Jarlers og andre anſeede Krigeres Bedrifter, fordetmeſte i et eget velklingende, men vanſkeligt Verſemaal, og i en Mængde tildeels indviklede Omſkrivninger og Billeder, hentede fra de gamle Gude- og Helteſagn. Den adſkiller ſig fra den ældre epiſk-mythologiſke Digtning ved ſine Kunſtlethed og derved, at den ej, ſom denne, kan kaldes en umiddelbar Naturdigtning, udſprungen af en barnlig Trang til at indklæde de religiøſe og heroiſke Sagn i fyndige Vers, lette at erindre, men at den ſom ofteſt kun er et Foſter af Stræben efter en mægtig Mands Yndeſt eller Belønning. Thi ſædvanligviis fremſagde Skalden ſit Hædersdigt for den, det gjaldt, i Forventning om at belønnes med en rig Gave, og den Konge eller Høvding, hvis Bedrifter paa den Viis bleve beſungne, betragtede Skalden omtrent ſaaledes, ſom man i ſenere Tider betragtede en Annaliſt eller kongelig Hiſtoriograph; Skaldeverſene bleve ſidenefter erindrede og anførte ſom uomſtødelige Beviſer paa at de i dem omtalte Bedrifter virkelig havde fundet Sted[23]. Man ſkulde næſten formode, at det er det brogede og paa Afvexlinger ſaa rige Vikingeliv, der førſt har frembragt dette Slags Poeſi.

Det var en let Sag for Harald at ſkaffe ſig dygtige Hirdmænd, da de meeſt udmerkede Mænd fra ſaa mange Fylker allerede flokkede ſig til ham og kappedes om at komme i hans Tjeneſte Iſær ſkal hans eget Skib have været ypperligt bemandet. Det var et ſtort Langſkib eller ſaakaldt Drageſkib, fordi det var ſmykket med et Dragehoved i Forſtavnen og Hale i Bagſtavnen. Paa dette Skib havde han kun ſin Hird og Ulfhednerne. De meeſt udſøgte blandt Hirden havde deres Plads i Forſtavnen, hvor Kongens Merke (Banner) vajede, ſom det var deres Pligt at forſvare. Agtenfor dem, indtil det ſaakaldte Øſerum, var Rauſnen, hvor Ulfhednerne ſtode. Foruden dette Skib havde han ogſaa mange andre Skibe, bemandede med anſeelige Mænd.

  1. Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 5. Flatøbogen (Opphaf ríkis Har. hárf. Cap. 4) taler om flere Konger, men nævner ikke Gryting. Navnet er ogſaa mistænkeligt; det ſynes dannet af Grøte,Navnet paa en af de fornemſte Gaarde i Orkedalen og ligeſaa i Meldalen.
  2. Se ovenfor S. 132, hvor Forſkjellen mellem Odelsret og Feudalret er udførligt udviklet.
  3. Snorre, Har. Haarf. S. Cap. 6. Flatøbogen om Harald Haarf. Cap. 4.
  4. Fagrſkinna, Cap. 32.
  5. Sammeſteds.
  6. Sammeſteds.
  7. Egils Saga, Cap. 4.
  8. Egils Saga, Cap. 3.
  9. Strindafylke indbefattede, idetmindſte i ſenere Tider, ej alene det nuværende Strinden, men ogſaa Froſten og Lexviken.
  10. Stjordølafylke indbefattede Størdalen, Sælbo og Klæbo.
  11. Skeynafylke indbefattede foruden Skaun (Skougn) ogſaa Ytterøen med Mosviken; Verdølafylke er det nuværende Verdal; til Sparbyggjafylke hørte Sparbuen, Stod og Snaaſen; Eynafylke indbefattede Inderøen, Beitſtaden og Veran. Kongen i Eynafylke ſkal have boet paa Inderøen, rimeligviis paa Saurshaug eller Saxhaug.
  12. Snorre,Har. Haarf. S. Cap. 5; Flatøbogen (upphaf ríkis &c.)Cap. 4. Det er Snorre, der nævner 8 Slag; Flatøbogen taler kun om 4 eller 5, hvilket upaatvivlelig er rigtigere.
  13. Snorre, Har. Haarf. S. Cap. S. Flatøbogen (Upphaf ríkis &c.) Cap. 6. Egils Saga Cap. 3.
  14. Der maa i alle Fald have været flere Jarler i Naumdal, end Hrollaug, thi i Egils Saga Cap. 23 omtales en Thorkell Naumdølajarl, ſamtidig med Harald Haarfagres Ungdom.
  15. Denne Høj er den bekjendte ſtore Høj paa Lekø ved Gaarden Skeid, underſøgt i Aaret 1778; den er 700 Fod i Omkreds, 35 Fod høj; i dens Indre fandtes to murede adſkilte Rum; i det ene Beenradet af et Menneſke i ſiddende Stilling, med et Sverd ved Siden, i det andet Been af Kvæg, ſom om det havde været et Forraadskammer. Se herom Suhms Hiſt. af Danmark, 2det Bind, hvor en Afbildning af Højen findes, jvfr. Krafts Topogr. ſtatiſt. Beſkrivelſe over Norge, II. 237.
  16. Egils Saga Cap. 3 ſiger udtrykkeligt, at Haalogaland underkaſtedes Harald ſamtidigt med Naumdal. Fagrſkinna Cap. 12 ſiger ogſaa at Harald underkaſtede ſig Throndhjem og alt Landet derfra til Finmarken paa een Gang; men henfører dette urigtigt til en ſildigere Tid.
  17. Egils Saga Cap. 7, 8. Jvf. ovenfor S. 328.
  18. Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 9.
  19. Flatøbogen (Opphaf ríkis &c.) Cap. 6. Fagrſkinna Cap. 12.
  20. Fagrſkinna Cap. 7. Flatøbogen (Opphaf ríkis &c.) Cap. 1. Heðinn betyder „en Mand med Kappe“; „Ulfhedner“ altſaa: „Mænd med Kapper af Ulveſkind“.
  21. Snorre, Har. Haarf. Saga. Cap. 9.
  22. Egils Saga Cap. 8. Fagrſkinna Cap. 6.
  23. Det heder derfor i Fortalen til Snorres Kongeſagaer: „Hos Harald Haarfagre vare Skalder, disſes Kvæder kan man endnu, ligeſom og Kvæderne om de Konger, der ſidenefter herſkede i Norge. Vi have meeſt holdt os til, hvad der ſiges i de Kvæder, der fremſagdes for Høvdingerne ſelv eller deres Sønner; vi anſee alt det for ſandt, ſom i disſe Kvæder findes om deres Krigstog eller Slag“. — I Kongeſagaerne ere derfor og Skaldeverſene anførte ligeſom ellers Diplomer og Aktſtykker.