Det norske Folks Historie/1/63

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Harald beherſkede nu allerede et ſtørre Rige, end hans Fader havde haft. Størſtedelen af det nuværende Chriſtiania Stift var ham underkaſtet. Derforuden var han Herre over Sogn, hvis Beſtyrelſe han fremdeles overlod til Atle Jarl. Han var den mægtigſte af alle Konger i Norge, og ingen af dem kunde endog paa langt nær maale ſig med ham. Det er derfor i og for ſig ſelv heel naturligt, at den Beſlutning at underlægge ſig alle de øvrige Fylker i Landet nu maatte komme til Modenhed hos ham, iſær da dette var Erobringernes Tid, og i Grunden enhver Konge, ſaa ofte der gaves Lejlighed dertil, ſøgte at udvide ſit Rige paa Naboernes Bekoſtning. Man maa ogſaa antage, at den ſvenſke Kong Erik Eimundsſøns Omgreb ej alene har vakt Haralds Efterlignelſeslyſt, men ogſaa ladet ham føle Nødvendigheden af at ſikkre ſig Beſiddelſer i det Nordenfjeldſke, paa hvilke den ragnarſke Æt ingen nedarvede Fordringer havde, og ſom vanſkeligt nogen Erobrer fra Øſten kunde naa. Sagnet har imidlertid paa en mere romantiſk Maade forſkjønnet Beretningen om Haralds førſte Erobringstog, ved at lade Kjærlighed give Anledningen dertil. Dog fortælles dette paa to forſkjellige Maader. De paa Island optegnede Kongeſagaer, der berette om Harald og hans Erobringer, nævne Gyda, Datter af Kong Erik paa Hørdeland, ſom den Mø, hvis Haand Harald ſøgte at vinde ved at underkaſte ſig hele Norge. Hun opfoſtredes, fortælle de, hos en mægtig Bonde paa Valdres. Harald vilde have vende til ſin Frille, fordi hun var fager og af et ſtolt Sind. Derfor ſendte han nogle Mænd efter hende; men da de frembare ſit Ærende for hende, ſvarede hun, at hun ikke vilde opoffre ſin kvindelige Ære for en Konge, der ikke havde ſtørre Rige at raade over end nogle Fylker; hun undredes over, at der ikke fremſtod nogen Konge, der vilde underkaſte ſig Norge ligeſom Kong Erik i Uppſala havde underkaſtet ſig Sverige, og Kong Gorm Danmark. Sendemændene foreſtillede hende, at Harald var mægtig nok og god nok for hende, men forgjæves. De maatte drage bort med uforrettet Sag, og ved deres Afrejſe gjentog Gyda endnu engang, hvad hiin allerede havde ſagt, idet hiin bad dem hilſe Kong Harald og ſige ham, at hun alene vilde ſamtykke i at blive hans Egtehuſtru paa det Vilkaar, at han forinden, og for hendes Skyld, havde underkaſtet ſig hele Norge og herſkede ligeſaa frit derover, ſom Kong Erik over Sverige eller Kong Gorm over Danmark; thi førſt da, meente hun, kunde han fortjene Navn af Thjodkonge. Sendemændene frembare disſe Ord for Kong Harald, og meente at hun burde lide Straf for ſit Overmod. Men Harald ſagde at hun aldeles ikke fortjente Straf, og derimod ſkulde have mange Tak for ſine Ord, thi hun havde mindet ham om, hvad han undredes over ikke før var faldt ham ind. „Og“, ſagde han, „det lover jeg helligt, og derpaa kræver jeg den Gud til Vidne, ſom bar ſkabt mig og raader for Alt, at jeg ikke ſkal ſkære eller kæmme mit Haar, førend jeg har indtaget hele Norge med Skatter og Skulder eller i modſat Fald dø“. Og Hertug Guthorm, tilføjes der, takkede ham for disſe Ord, og ſagde at det var kongeligt at volde dem[1].

Et i Norge optegnet Udtog af Kongeſagaerne har derimod følgende Fortælling. „Der var en Mø ved Navn Ragna den overmodige (hin ríkuláta), ſom ejede næſten hele Land, Thoten og Einabygden; hun ſkal have været overmaade fager. Hun var en Datter af Adils den rige, hvis Mormoder Thora var en Datter af Kong Eyſtein (rimeligviis Eyſtein ildraade) og Aſtrid, en Datter af Kong Adils den ſvarte[2]. Ragnas Fader Adils var død, og hun var hans eneſte Barn Harald var da tolv Aar gammel, og Ragna af ſamme Alder. Harald fattede ſtor Kjærlighed til hende. Men da han i et ſtort Julegilde paa Hadeland erklærede hende ſin Kjærlighed, ſvarede hun: „viſtnok kan jeg ingen hæderligere Bejler faa, end Eder, der baade er af kongelig Byrd, ſelv Konge og af et fagert Udſeende; men førend jeg fatter fuldkommen Kjærlighed til Eder, ønſkede jeg dog førſt at vide, om det er Eder, Herre Konge, eller Gandalfs Sønner, ſom ſkal arve Eders Frænde Nerid den raadſpake“. Harald blev vred, og ſvarede at hun for denne Bebrejdelſe fortjente at blive hans Frille iſtedetfor hans Egtehuſtru, ſom han havde tænkt. Men Ragna bad ham ikke vredes over, hvad hun havde ſagt i Spøg. „Det ſømmer ſig ikke for Eders kongelige Værdighed“, ſagde hun, „at ſtrides med Kvinder, allermindſt med Smaapiger ſom mig; ſøg heller Eders Hæder i at overvinde de Konger, der nu herſke rundt om Landet; hvad mig angaar, da vil jeg, hvis jeg faar raade mig ſelv, hverken blive Eders eller nogen anden Mands Frille, og enten ſkal jeg vorde den Mands Egtehuſtru, der underkaſter ſig hele Norge, eller jeg ſkal ingen Mand have“. Da Kong Harald hørte disſe Ord, aflagde han ſtrax det højtidelige Løfte ved ſit Hoved, at han ikke ſkulde have nogen anden Egtehuſtru i Norge, end Ragna, og dog kun paa den Betingelſe, at han ſkulde have gjort alle Mænd i Norge til ſine Thegner. Han gav ogſaa en ny Lovbeſtemmelſe om Kvindernes Ret, nemlig at hver den Mand, ſom tog en Kvinde med Vold, ſkulde være utlæg, og ikke kunne kjøbe ſig Fred igjen uden for 40 Mark Sølv, men at den Kvinde, der hemmeligt lod ſig forføre, ſkulde gaa ſom Tyende i Kongens Gaard, og være ufri indtil hun udløſtes med tre Mark Sølv. Han lovede og, tillægges det, ikke at offre til nogen af de Guder, ſom Folk plejede at hædre, men alene til den Gud, ſom ſkabte Solen eg ordnede Verden; „thi“, ſagde han, „efterdi jeg ikke har ringere Formaal end at vorde Enevoldskonge over hele Norge og underkaſte mig andre Konger, der baade ere rige og mægtige, vil jeg ikke ſtole paa nogen anden end den, ſom ſelv er den mægtigſte og raader for Alt; jeg vil heller ikke have ſynderligt Venſkab før den, ſom dyrker nogen anden Gud, thi det er dog tydeligt at ſee, at hverken jeg eller nogen anden kan have Hjelp af en Gud, hvis hele Magt kun er indſkrænket til en Steen eller en Skov“. Da Guthorm hørte dette, ſtod han op, og priſte ſaavel Haralds ſom Ragnas Ord for hele den talrige Forſamling „Det kommer nu an paa“, ſagde han, „at hans Mænd troligen ville underſtøtte ham, indtil hans ſtore og hæderlige Forſæt er fuldført“. Og ſelv ſvor han ligeledes ved ſit Hoved, at han aldrig ſkulde ſkilles fra Kong Harald ſaa længe han levede, og ikke dyrke nogen anden Gud, end den, ſom raader over Alt. Samme Dag ſkjenkede Harald Guthorm det Rige, ſom Kong Skjold[3] fordum havde raadet over, og ſom den Gang kaldtes Odinsſal, tilligemed den Vig, der kaldtes Saltvik og alle de ſaakaldte Saltvikſtrande; hans Rige eller Forlening naaede lige til Svineſund[4].

Begge disſe Fortællinger ere viſt temmelig gamle, dog have de et altfor romantiſk Præg til at kunne fortjene Tiltro Iſær er det Forſøg, der i dem begge gjøres paa at fremſtille Harald ſom en halv Chriſten eller ſom en Mand, der allerede havde dyrket den eneſte ſande Gud, der havde lært at indſee og vovede aabenbart at udtale ſin Foragt for de hedenſke Guder, øjenſynligt udgaaet fra ſildigere chriſtne Sagnfortællere, der ønſkede at fremſtille Nationens Yndlingshelt, Landets førſte Enevoldskonge i det bedſte og for Middelalderens eenſidige Betragtningsmaade af Religionsforholdene gunſtigſte Lys[5]. Ikke at tale om, at de begge indeholde Anachronismer paa den Tid, da Harald ifølge Sagnet ſkulde have ſendt Bud efter Gyda, havde Gorm den gamle endnu ikke underkaſtet ſig Danmark; endog de ſamme Sagaer, der tale om Gyda, fortælle dog at Harald ſiden egtede Ragnhild, en Datter af Kong Erik i Jylland, uagtet denne dog ikke kunde være Konge i Jylland, hvis Gorm allerede havde erobret Landet, thi det heder udtrykkeligt, at han ødelagde alle Konger lige til Slien. Og derimod paa den Tid, da Harald ifølge det andet Sagn ſkulde have forlangt Ragnars Haand, havde han allerede fældet Gandalf og hans Sønner, ſaa at der ej kunde være Spørgsmaal om at optræde ſom deres Medbeilere til Nerid den raadſpakes Arv. Forreſten, naar man indbyrdes ſammenligner Sagnene, indeholder det om Ragna de fleſte Tegn paa Ælde og Troværdighed. Det beſkriver Enkelthederne nøjagtigere, det veed at gjøre Regnſkab for Ragnas Herkomſt for Stedet, hvor Begivenheden foregik, ja endog før Anledningen til en Lovbeſtemmelſe, ſom ſidenefter virkelig var gjeldende[6], medens det i Fortællingen om Gyda allerede i ſig ſelv er uſandſynligt, at hun, hvis Fader Erik, Konge paa Hørdeland, var en af Haralds Fiender og greb til Vaaben imod ham forat ſtandſe hans Erobringen ſelv ſkulde have givet ham den førſte Opfordring til at begynde ſit Erobringsforetagende. Det er heller ikke i ſig ſelv uſandſynligt, at Krigene med Gandalf der efter den ſædvanlige Fremſtilling kun ſkulde have fundet Sted i de to førſte Aar efter Haralds Regjeringstiltrædelſe, have optaget en længere Tid, og at Gandalfs Sønner, eller rettere hans Søn Hake, ſaaledes endnu kan have været i Live, da Harald bejlede til Ragna, hvilket dog maa have indtruffet lidt ſenere end angivet, da det i høj Grad ſtrider mod „Sandſynligheden, at han og hun dengang alene ſkulde være tolv Aar gamle. Sagaerne ere ogſaa enige om at der forløb mindſt ti Aar mellem Haralds Regjeringstiltrædelſe og Slaget i Hafrsfjorden, hvorved han fuldendte Rigets Erobring Og disſe ti Aar ere en lang Tid, der endog vanſkeligt nok udfyldes ved de Begivenheden Sagaerne omtale. Det ſtrider mod Haralds højtidelige Løfte til Ragna, at han ſiden egtede andre Kvinder, og endelig forſkød dem alle for at egte Ragnhild, den jydſke Konge Eriks Datter. Men denne Omſtændighed ſynes igjen at tyde hen paa Muligheden af, at hiin Ragnhild, med Tilnavnet den mægtige (ríka), der ej vilde egte Harald førend han havde ſkilt ſig ved ſine andre Huſtruer, i Sagnet er bleven forvexlet med Ragna[7]. Haralds Løfte, ikke at ſkære eller kæmme ſit Haar, førend han havde underkaſtet ſig hele Norge, er fuldkommen hiſtoriſk Sandhed. Det paadrog ham ſnart Tilnavnet lúfa d. e. den Luvede, og med dette Tilnavn, der forudſætter Løftets Tilværelſe, benævnes han af ſin Hofſkald Thorbjørn Hornklove i dennes Kvad om Slaget i Hafrsfjorden. Men det er naturligviis meget tvivlſomt, hvorvidt dette Løfte nogenſinde har været aflagt enten efter en Gydas eller en Ragnas Opfordring. Det rimeligſte er, at han har aflagt det ved Arveøllet efter Faderen, thi ved ſlige Lejligheder plejede juſt Løftet at aflægges[8]. Det heder udtrykkeligt, at da han efter Slaget i Hafrsfjorden lod ſit Haar ſkære, havde han baaret det uredt og uklippet i 10 Aar[9]. I den fabelagtige Fortælling om Dovre heder det at denne allerede, da han underrettede Harald om Faderens Død, paalagde ham ikke at ſkære eller kæmme ſit Haar, førend han blev Enevoldskonge over hele Norge[10]. Og endnu en Saga ſætter dette Løfte tidligere end hans førſte Tog i Oplandene, hvorved han befæſtede ſit Herredømme over disſe[11]. Man gjør derfor viſtnok retteſt i, allerede at betragte hans Tog mod Høgne, Frode og Gandalf ſom Begyndelſen til hans ſtore Erobrings-Foretagende.

  1. Snorre, Harald Haarf. S. Cap. 4. Flatøbogen om Harald Haarf. Cap. 3; Olaf Tryggv. Saga Cap. 1.
  2. Om denne Adils ſvarte finder man ellers intet i Sagaerne.
  3. Se ovenfor S. 379.
  4. Fagrſkinna, Cap. 15—19. Ved Odinsſal maa man tænke paa Onsø (fordum Óðinsyn eller Ódinsey), der ligger nær ved Varna, og hvor der tillige findes et Saltnes. Naar Forleningen ſtrakte ſig til Svineſund, maa Harald altſaa have udvidet ſit Herredømme derhen, ſe ovfr. S. 461, eller ogſaa tilhører Guthorms Forlening med Viken en ſildigere Tid.
  5. Der ſigtes upaatvivlelig hertil ved de Ord, der i den vidtløftigere Olaf Tryggveſøns Saga Cap. 167, lægges Olaf Tryggveſøn i Munden i hans Tale til Thrønderne efter Jærnſkegges Død: „Kong Harald var en Hedning og kjendte intet til Gud, men lod dog dræbe alle de Mænd, ſom han vidſte vare de rammeſte i Trolddom og Fandens Tjeneſte; det findes ogſaa i hans Ord at han ventede nogen Hjelp af den, der havde ſkabt ham, ſkjønt han ej havde fuld Kundſkab om, hvo den Gud var“.
  6. I den ældre Gulathingslov Cap. 198 og 199: „Naar en ættbaaren Kvinde lader ſig forføre af en Træl, ſkal hun gaa i Kongens Gaard og løſe ſig derfra med 3 Mark. — — Nu tager en Mand en Kvinde med Vold, og bliver han overbeviiſt derom, da bliver han utlæg, eller gjelde 40 Mark, og bøde hende dobbelt Ret“. — Lidt underligt er det dog, at denne Beſtemmelſe ſkal findes i Gulathingsloven, da det ifølge Sagaen maatte være Eidſivathingsloven, hvori den var optagen. Men Eidſivathingsloven er tabt, og det er altſaa dog en Mulighed for, at Beſtemmelſen ogſaa har ſtaaet i den, men ſenere er bleven optagen i Gulathingsloven.
  7. Man finder ſtundom Navnene Ragnhild og Ragna brugte i Fleng. Ragnhildr hin ríka og Ragna hin ríkuláta kunde lettelig forvexles. Ragnhild var en Datter af en Konge ved Navn Erik. Og merkeligt nok, Gyda, der hos Snorre o. fl. træder i Ragnas Sted, kaldes ogſaa Datter af en Erik. Den jydſke Kong Erik var af den veſtfoldſke Æt; han kan maaſkee endog have haft Ejendomme i Norge. Sagnets Vaklen mellem Ragna og Gyda viſer allerede at det har været meget dunkelt og ubeſtemt. Det er derfor ſlet ikke umuligt, at det ogſaa har berørt Ragnhild den mægtige, maaſkee endog allerførſt er udgaaet fra hende.
  8. Se ovfr. S. 146.
  9. Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 23.
  10. Se ovfr. S. 409.
  11. Egils Saga, Cap. 3.