Det norske Folks Historie/1/62
Grundvolden til Sammenerobringen af Norges Fylker var allerede lagt af Halfdan Svarte. Det store Verk fuldendtes derfor af hans Søn og Efterfølger Harald Haarfagre, med hvilken derfor vore ældre historiske Skrifter sædvanligviis begynde Enevoldskongernes Tidsrum. Hvad han udrettede, var imidlertid ikke af saa stor Varighed, at man kan begynde Norges egentlige Eenheds- og Uafhængigheds-Periode fra ham. Han og hans nærmeste Efterfølgeres Tid kan mere ansees som en Forberedelse til Oprettelsen af et Norges Rige, end som en virkelig Oprettelse af dette selv. De af ham sammenerobrede Landsdele manglede endnu det nødvendige organiske Sammenhold. Deres politiske Interesser vare endnu ej fælles. Det ragnarske Dynasti, saavel af Sviakongernes, som Danekongernes Linje, havde endnu en overvejende Indflydelse i Viken og paa Oplandene, og der maatte endnu hengaa lang Tid og en alvorlig Kamp, inden den vestfoldske Æt, hvortil Harald hørte, kunde træde i Rækken med den ragnarske, og, endog i sine egne Undersaatters Øjne, betragtes som aldeles legitim og jevnbyrdig ved Siden af denne. Dette opnaaede ikke Harald Haarfagres Æt, førend Christendommen var indført og en af dens egne Medlemmer, Olaf den Hellige, ved sin Martyrdød og Optagelse i Helgenernes Tal ej alene havde udbredt en Glands over sin egen Slægt, der gjorde den jevngod med de fornemste Kongeslægter i Norden, men ogsaa givet det hele Land et aandeligt Sammenknytningspunkt, der nu først bragte Indbyggerne af de fra hinanden meest adskilte Landsdele til at føle, at de vare Borgere af een og samme Stat. Harald Haarfagres Bedrifter kunne derfor, hvor vigtige og indgribende de end ere, dog ikke berettige os til med ham at begynde noget nyt Afsnit i Norges Historie. Dette kan ej skee førend efter Christendommens fuldkomne Indførelse og Tilintetgjørelsen af Danevældets sidste Levninger i Norge.
Harald Haarfagre var efter alle Sagaers eenstemmige Vidnesbyrd ti Aar gammel, da han tog Kongedømmet efter sin Fader. Han var, som det i en gammel Beretning heder[1], kun et Barn af Aar, men fuldkommen i al den Mandighed, som det sønmede en hæderlig Konge at have. Hans Haarvæxt var stor, og saaledes at see til som fager Silke. Han var ualmindelig smuk og sterk, klog, beregnende og forsigtig; gamle Mænd yndede ham for disse Egenskaber, unge og raske Folk samlede sig om ham formedelst Glandsen af hans Hof og hans Gavmildhed. Hans store Ungdom gjorde det dog nødvendigt, at hans Morbroder Guthorm i de første Aar af hans Regjering forestod den egentlige Landsstyrelse og anførte Hæren. Thi hans Æts gamle Fiender forsøgte strax efter Halfdan Svartes Død paa at benytte sig af Lejligheden til at rive Stykker af hans Rige til sig. Kong Gandalf i Alfheime underkastede sig Vingulmark, og som det synes, Raumarike; Høgne og Frode, Sønner af Kong Eystein paa Hedemarken, gjorde en anden Konge, ved Navn Høgne Kaaresøn, drog om paa Ringerike; Hadeland og Thoten faldt ligeledes fra, Besiddelser paa Østlandet kun at have sig til Herrer over dette Landskab; og Harald synes af alle Halfdans beholdt Vestfold tilbage. Ogsaa dette søgte hans Fiender at berøve ham. Gandalf og hans Søn Hake besluttede nemlig ad to Veje at drage til Vestfold og overrumple Harald. Hake skulde med 300 Mand gaa gjennem de øvre Dalfører, altsaa de sydvestlige Egne af Raumarike, nordenom Folden, medens Gandalf selv med sin Hær skulde med sin Hær skulde sætte over Fjorden lige til Vestfold. Men da Hertug Guthorm erfarede, at Hake havde begivet sig paa Vejen, samlede han i Hast en Hær, og skyndte sig tilligemed Harald mod Hake, som de traf og fældte med den største Deel af hans Folk i Hakedalen, der skal have faaet sit Navn efter Kong Hake. Gandalf var imidlertid kommen til Vestfold. Men Guthorm og Harald ilede tilbage for at møde ham, og leverede ham et Slag, hvorved han tabte Størstedelen af sin Hær og maatte flygte hjem til sit Rige.
Ved Efterretningen herom skjønnede Eysteins Sønner paa Hedemarken, at de med det første kunde vente at blive angrebne af Harald. De aftalte derfor en Sammenkomst paa Ringsaker med Høgne Kaaresøn og Gudbrand Herse i Gudbrandsdalen for at raadslaa om hvad der var at foretage til fælles Forsvar. Men imidlertid havde Harald og Guthorm samlet alle de Folk, de kunde overkomme, og skyndte sig med denne Hær i al Stilhed gjennem Skovegne lige til Hedemarken, hvor de kom aldeles uforvarende over hine fire Høvdinger, førend Sammenkomsten endnu var til Ende. De udsatte Vagtmænd bleve dem ej var, førend de vare komne paa Gaarden og havde omringet de Stuer, hvor Høgne og Gudbrand sov. Disse Stuer satte de Ild paa, saa at Gudbrand og Høgne brandt inde; Eysteins Sønner derimod kom ud med sine Mænd og forsvarede sig en Stund. Enden blev dog, at de begge faldt. Efter disse fire Høvdingers Fald underkastede Harald sig nu ved sin Morbroder Guthorms Hjelp Ringerike og Hadeland, Thoten og Hedemarken, Gudbrandsdalen og Raumarike, og den nordre Deel af Vingulmark. Af disse Landskaber var Gudbrandsdalen en ny Erhvervelse; de øvrige havde ogsaa tilhørt hans Fader Halfdan. Guthorm og Harald vendte nu sine Vaaben mod Gandalf, med hvem de holdt flere Slag. I det sidste af dem faldt han, og Harald underkastede sig nu hele Riget lige til Glommen[2].
- ↑ Fagrskinna Cap. 5.
- ↑ Snorre Sturlasøn, Harald Haarf. S. Cap. 1, 2. Flatøbogen om Harald Haarf. Cap. 1, 2. Det heder her, at Harald underkastede sig Landet lige til Gaut-Elven, hvilket dog ikke er sandsynligt; derimod er det nok rimeligt, at Harald har underkastet sig Landet til Svinesund, se nedenfor S. 464.