Det norske Folks Historie/1/62

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Grundvolden til Sammenerobringen af Norges Fylker var allerede lagt af Halfdan Svarte. Det ſtore Verk fuldendtes derfor af hans Søn og Efterfølger Harald Haarfagre, med hvilken derfor vore ældre hiſtoriſke Skrifter ſædvanligviis begynde Enevoldskongernes Tidsrum. Hvad han udrettede, var imidlertid ikke af ſaa ſtor Varighed, at man kan begynde Norges egentlige Eenheds- og Uafhængigheds-Periode fra ham. Han og hans nærmeſte Efterfølgeres Tid kan mere anſees ſom en Forberedelſe til Oprettelſen af et Norges Rige, end ſom en virkelig Oprettelſe af dette ſelv. De af ham ſammenerobrede Landsdele manglede endnu det nødvendige organiſke Sammenhold. Deres politiſke Interesſer vare endnu ej fælles. Det ragnarſke Dynaſti, ſaavel af Sviakongernes, ſom Danekongernes Linje, havde endnu en overvejende Indflydelſe i Viken og paa Oplandene, og der maatte endnu hengaa lang Tid og en alvorlig Kamp, inden den veſtfoldſke Æt, hvortil Harald hørte, kunde træde i Rækken med den ragnarſke, og, endog i ſine egne Underſaatters Øjne, betragtes ſom aldeles legitim og jevnbyrdig ved Siden af denne. Dette opnaaede ikke Harald Haarfagres Æt, førend Chriſtendommen var indført og en af dens egne Medlemmer, Olaf den Hellige, ved ſin Martyrdød og Optagelſe i Helgenernes Tal ej alene havde udbredt en Glands over ſin egen Slægt, der gjorde den jevngod med de fornemſte Kongeſlægter i Norden, men ogſaa givet det hele Land et aandeligt Sammenknytningspunkt, der nu førſt bragte Indbyggerne af de fra hinanden meeſt adſkilte Landsdele til at føle, at de vare Borgere af een og ſamme Stat. Harald Haarfagres Bedrifter kunne derfor, hvor vigtige og indgribende de end ere, dog ikke berettige os til med ham at begynde noget nyt Afſnit i Norges Hiſtorie. Dette kan ej ſkee førend efter Chriſtendommens fuldkomne Indførelſe og Tilintetgjørelſen af Danevældets ſidſte Levninger i Norge.

Harald Haarfagre var efter alle Sagaers eenſtemmige Vidnesbyrd ti Aar gammel, da han tog Kongedømmet efter ſin Fader. Han var, ſom det i en gammel Beretning heder[1], kun et Barn af Aar, men fuldkommen i al den Mandighed, ſom det ſønmede en hæderlig Konge at have. Hans Haarvæxt var ſtor, og ſaaledes at ſee til ſom fager Silke. Han var ualmindelig ſmuk og ſterk, klog, beregnende og forſigtig; gamle Mænd yndede ham for disſe Egenſkaber, unge og raſke Folk ſamlede ſig om ham formedelſt Glandſen af hans Hof og hans Gavmildhed. Hans ſtore Ungdom gjorde det dog nødvendigt, at hans Morbroder Guthorm i de førſte Aar af hans Regjering foreſtod den egentlige Landsſtyrelſe og anførte Hæren. Thi hans Æts gamle Fiender forſøgte ſtrax efter Halfdan Svartes Død paa at benytte ſig af Lejligheden til at rive Stykker af hans Rige til ſig. Kong Gandalf i Alfheime underkaſtede ſig Vingulmark, og ſom det ſynes, Raumarike; Høgne og Frode, Sønner af Kong Eyſtein paa Hedemarken, gjorde en anden Konge, ved Navn Høgne Kaareſøn, drog om paa Ringerike; Hadeland og Thoten faldt ligeledes fra, Beſiddelſer paa Øſtlandet kun at have ſig til Herrer over dette Landſkab; og Harald ſynes af alle Halfdans beholdt Veſtfold tilbage. Ogſaa dette ſøgte hans Fiender at berøve ham. Gandalf og hans Søn Hake beſluttede nemlig ad to Veje at drage til Veſtfold og overrumple Harald. Hake ſkulde med 300 Mand gaa gjennem de øvre Dalfører, altſaa de ſydveſtlige Egne af Raumarike, nordenom Folden, medens Gandalf ſelv med ſin Hær ſkulde med ſin Hær ſkulde ſætte over Fjorden lige til Veſtfold. Men da Hertug Guthorm erfarede, at Hake havde begivet ſig paa Vejen, ſamlede han i Haſt en Hær, og ſkyndte ſig tilligemed Harald mod Hake, ſom de traf og fældte med den ſtørſte Deel af hans Folk i Hakedalen, der ſkal have faaet ſit Navn efter Kong Hake. Gandalf var imidlertid kommen til Veſtfold. Men Guthorm og Harald ilede tilbage for at møde ham, og leverede ham et Slag, hvorved han tabte Størſtedelen af ſin Hær og maatte flygte hjem til ſit Rige.

Ved Efterretningen herom ſkjønnede Eyſteins Sønner paa Hedemarken, at de med det førſte kunde vente at blive angrebne af Harald. De aftalte derfor en Sammenkomſt paa Ringsaker med Høgne Kaareſøn og Gudbrand Herſe i Gudbrandsdalen for at raadſlaa om hvad der var at foretage til fælles Forſvar. Men imidlertid havde Harald og Guthorm ſamlet alle de Folk, de kunde overkomme, og ſkyndte ſig med denne Hær i al Stilhed gjennem Skovegne lige til Hedemarken, hvor de kom aldeles uforvarende over hine fire Høvdinger, førend Sammenkomſten endnu var til Ende. De udſatte Vagtmænd bleve dem ej var, førend de vare komne paa Gaarden og havde omringet de Stuer, hvor Høgne og Gudbrand ſov. Disſe Stuer ſatte de Ild paa, ſaa at Gudbrand og Høgne brandt inde; Eyſteins Sønner derimod kom ud med ſine Mænd og forſvarede ſig en Stund. Enden blev dog, at de begge faldt. Efter disſe fire Høvdingers Fald underkaſtede Harald ſig nu ved ſin Morbroder Guthorms Hjelp Ringerike og Hadeland, Thoten og Hedemarken, Gudbrandsdalen og Raumarike, og den nordre Deel af Vingulmark. Af disſe Landſkaber var Gudbrandsdalen en ny Erhvervelſe; de øvrige havde ogſaa tilhørt hans Fader Halfdan. Guthorm og Harald vendte nu ſine Vaaben mod Gandalf, med hvem de holdt flere Slag. I det ſidſte af dem faldt han, og Harald underkaſtede ſig nu hele Riget lige til Glommen[2].

  1. Fagrſkinna Cap. 5.
  2. Snorre Sturlaſøn, Harald Haarf. S. Cap. 1, 2. Flatøbogen om Harald Haarf. Cap. 1, 2. Det heder her, at Harald underkaſtede ſig Landet lige til Gaut-Elven, hvilket dog ikke er ſandſynligt; derimod er det nok rimeligt, at Harald har underkaſtet ſig Landet til Svineſund, ſe nedenfor S. 464.