Det norske Folks Historie/1/61

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have nu betragtet hvad man kunde kalde den førſte eller foreløbige Akt af Nordboernes Krigs- og Erobrings-Foretagender i Veſten. De kjendes kun gjennem de fremmede Skribenters Beretninger. Vore egne Oldſkrifter vide lidet eller intet at fortælle om dem. Man maa ſaaledes altid have for Øje, at Beſkrivelſerne over de Gruſomheder og Afſkyligheder, Nordboerne ſkulle have begaaet paa disſe Tog, hidrøre fra deres Modſtandere, ſom derfor neppe engang vare iſtand til at ſkildre disſe Begivenheder med den tilbørlige Upartiſkhed. Krigførſelen var paa hiin Tid i det Hele taget gruſom. Vore Sagaer meddele os ſelv flere Exempler paa hvad vi vilde kalde gruſomme Skikke. Den Vikingeſkik er f. Ex. allerede i Anledning af Fridthjofs Hiſtorie nævnt, at hænde Smaabørn, det vil ſige kaſte dem op i Luften, og opfange dem paa Spydoddene. Det fortælles endog udtrykkeligt om en Viking, ved Navn Ølver, der levede i førſte Halvdeel af det 9de Aarhundrede, at han fik Øgenavnet „Barnakarl“, fordi han ikke vilde følge denne Skik[1]. Der fortælles ligeledes, at den ſejrrige Viking enten lod ſin Modſtander hænge, eller, ſom det beder, riſtede en Blodørn paa hans Ryg, det vil ſige, flækkede Ribbenene fra Rygraden og drog Lungerne ud. Men det maa vel merkes, at disſe Gruſomheder, at ſlutte efter den Maade, hvorpaa de i Sagaerne omtales, ſnarere kunne ſiges at have udgjort en Deel af Vikingernes religiøſe Ceremonier, end at være udſprungne af nogen egentlig Grumhed i Sindelaget eller Nationalcharakteren[2]. Sammenligne vi hine hedenſke Vikingers Færd med den Maade, paa hvilken andre til Chriſtendommen omvendte germaniſke Nationer i Middelalderens førſte Aarhundreder plejede at føre Krig, da falder Sammenligningen endog ubetinget ud til hine hedenſke Nordboers Fordeel. Man vil ſaaledes forgjæves i Nordens Krigshiſtorie, Vikingetogene iberegnede, finde Exempler paa en ſaa udtænkt Grumhed og umættelig Blodtørſt, ſom den, der ved de merovingiſke Kongers indbyrdes Stridigheder udgjorde det Sædvansmæsſige og Charakteriſtiſke. Og end vanſkeligere vil man finde Exempler paa ſaadan Svig og Troløshed, ſom den, der betegnede hine frankiſke Kongers Krige. Vore Sagaer have ikke efterladt os mange Beretninger om enkelte Krigeres Færd fra Vikingetidens førſte Periode, men deſto flere Oplysninger om Maaden, hvorpaa Vikingelivet i Almindelighed yttrede ſig; og disſe Oplysninger lægge nokſom for Dagen, at Vikingetogene i det Hele taget udførtes med en for hine Tider ſjælden og med Henſyn til Togenes Øiemed merkelig Ærlighed og Humanitet. Sandt er det, at man fra et mere civiliſeret Standpunkt paa en vis Maade kunde betragte det hele Vikingevæſen ſom et Brud paa Humaniteten. Men fra dette Standpunkt er man ej berettiget til at betragte det. Man maa engang for alle gaa ud fra, at Vikingefærdenes Retmæsſighed, Hæderlighed, ja endog Nødvendighed anſaaes ſom det Givne, hvorom det ej engang faldt Nogen ind at nære Tvivl eller anſtille Betragtninger. Det var egentlig den ſamme Grundanſkuelſe af Forholdene, der her gjorde ſig gjeldende, ſom den, der ſidenefter gjennem hele Middelalderen og langt ind i den nyere Tid blandt alle germaniſke eller med germaniſke Elementer blandede Nationer gjorde Krigerhaandverket til den hæderligſte og den fornemſte Samfundsklasſe nærmeſt tilhørende Sysſel.

Og juſt fordi Vikingefærden anſaaes for hæderlig, og det betragtedes ſom en Æresſag for den højbyrdige Yngling at have indlagt ſig Berømmelſe og ſamlet ſig Skatte paa Vikingetog, juſt derfor førtes disſe i Almindelighed paa en hæderlig Maade Vi have ovenfor (S.303) omtalt de Love, Kong Half og Halfsrekkerne havde vedtaget. Er det end muligt, ja endog ſandſynligt, at disſe Vedtægter tilhøre den ſenere romantiſke Udſmykning af Sagnet, viſe de dog, hvilken Aand der i Almindelighed var raadende hos de bedre af Vikingerne. Ej alene røber Beſtemmelſen om Sverdets Korthed en ridderlig Kjækhed og Modbydelighed for at ſkaffe ſig nogen uærlig Fordeel ligeover for Fienden; men Forbudet mod at hærtage Kvinder eller Børn røber endog en beſtemt Stræben efter Humanitet. I Orvarodds Saga fortælles endog, umiskjendeligt efter gamle Sagn, at Hjalmar den hugſtore ved at ſlutte Staldbroderſkab med Odd opſtillede ſom Betingelſe, at denne ſkulde følge hans Vikingelove, blandt hvilke den Beſtemmelſe forekom, at man aldrig ſkulde ſpiſe raat Kjød, aldrig plyndre Kjøbmænd eller Bønder, uden forſaavidt man i yderſte Nød trængte til Strandhugg, aldrig at plyndre eller mishandle Kvinder. Og troværdige Beretninger øm enkelte Vikingers Tog, ſom ere os levnede, og ſom vi i det følgende komme til at meddele hver paa ſit Sted, viſe ogſaa, at det førſt og fremſt var den ridderlige Vikings Opgave at opſøge andre Vikinger for at maale ſig med dem. Der gives Exempler paa, at ved ſlig Kamp den af Parterne, ſom havde Overmagten af Folk eller Skibe, undlod at benytte ſig deraf, men kun brugte ſaa ſtor en Styrke, ſom ſvarede til Modſtanderens, medens den øvrige Deel ej fik Tilladelſe til at blande ſig i Kampen[3]. Og efter en langvarig Kamp ſluttede begge Høvdinger ofte Fred og Forbund, og enedes om at fortſætte deres Tog tilſammen. Stundom ſtiftedes paa denne Maade endog det fortroligſte og meeſt opoffrende Venſkab, f. Ex. mellem Hjalmar og Orvar-Odd, og i en ſildigere, mindre fabelagtig Tidsalder mellem Ingemund den gamle og Sæmund den ſyderøiſke [4].

Den egentlige Aarſag og Anledning til Vikingetogene have vi allerede ovenfor nævnt, hvor der var Tale om den germaniſke Følge-Inſtitution og Kongenavnets Oprindelſe. Tacitus’s Ord, at det blandt Germanerne anſaaes ſom Tegn paa Dorſkhed og Ladhed, at erhverve ſig ved ſin Sved, hvad der kunde erhverves ved Blod, gjelder ogſaa før vore Forfædre. Men det var en nødvendig Følge af de nordiſke Landes ſæregne Beſkaffenhed og Nordboernes ſæregne Leveſkik, at de Krigsbedrifter, ſom i de øvrige germaniſke Lande udførtes til Lands, af vore Forfædre iſær udførtes til Søs. Og hvad enten de udførtes til Søs eller Lands, fulgte det af Befolkningens Spredthed i Norden, at der her ikke ſaa hyppigt ſom i Tydſkland og Frankrige kunde ſamle ſig ſtørre Hærmasſer under een Mands Overanførſel, men at der dannede ſig mange mindre, af hinanden indbyrdes uafhængige Krigerhobe, der hver for ſig handlede paa egen Haand, og viſtnok ikke ſjælden formede ſig i ſtørre Flokke, dog med Iagttagelſe af fuldkomment Lighedsforhold mellem de enkelte Høvdinger. Derfor finde vi og i Norden en ſaadan Mængde af Konger uden Rige, hvis Underſaatter kun var deres Krigsfølge, og ſom kaldtes Hærkonger, eller, naar de iſær gjorde Søkrigen til deres Sysſel, Søkonger; eller Næskonger, naar de kun havde Tilhold paa et Næs eller en Udkant af Landet. Slige Hærkonger eller Søkonger omtales, ſom vi have ſeet, allerede fra de tidligſte Dage af vore Forfædres Tilhold i Norden. Men deres Bedrifter indſkrænkede ſig da kun til Nordens egne Kyſter og Øſterſøen, hvor de ej engang ſynes at have holdt ſig til Sydſiden, men alene til Danmarks og Sveriges Kyſter, og, naar det kom højt, at have fejlet forbi Gotland eller over Aalandshavet til Auſtrrike, der deels ſelv endnu anſaaes for en Deel af Svithjod i vidtløftig Forſtand[5], deels ogſaa var befolket af lettiſke og tſchudiſke Folk (Kurer, Liver, Eſter, Hæmer og Kareler), hvilke Nordboerne, og iſær Sviarne, anſaa for deres naturlige Fiender, og hvis Lande de betragtede ſom deres retmæsſige Bytte[6].

Men førſt i det 8de Aarhundrede begyndte, ſom vi have ſeet, Nordboernes Tog til de veſteuropæiſke Kyſter. Som en rimelig Grund til at de ej før fandt Sted, kan man viſtnok anføre den, at det førſt var Erobringen af Sønderjylland, ſom bragte Nordmændene i umiddelbar Berørelſe med det frankiſke Rige og Nordſøens ſydligere Omgivelſer. Men dette forklarer ikke ganſke det overvættes Antal af Krigere, ſom Norden nu ſendte ud over de veſtlige Lande. Vel kan man tænke ſig, at Skik og Brug her ſom andenſteds udøvede ſtor Indflydelſe, at det nu engang var blevet ſædvanligt for Vikingerne, mere at ſøge mod Veſten end mod Øſten. Vel maa man ogſaa altid ſom en virkende Aarſag tænke paa den Stræben mod Veſten, der fra den førſte Vandringstid var herſkende hos de germaniſke Stammer. Men alt dette er ikke nok til at forklare, hvorledes Norden kunde udſende ſaa ſtore Folkemasſer, naar vi ikke, ſom ovenfor, derhos tage vor Tilflugt til at formode, at nye Bevægelſer have fundet Sted i Øſten, og ej alene gjort Rummet trangt i de nordiſke Lande, men ogſaa — hvad der er umiskjendeligt — vakt en vis Urolighedsaand og forſtyrret Forholdene ſaaledes, at ſtore Skarer af djærve Krigere ikke længer kunde holde ud at forblive i Hjemmet, men deels virkelig fordrevne, deels ledede af en ubevidſt Stræben, flokkede ſig ſammen og ilede mod Veſten. Det var tillige paa denne Tid, at Grunden lagdes til de ſtørre Erobringsmonarchier. Og jo flere Fylker der forenedes under een Konge, deſto mindre Lejlighed gaves der for disſe Fylkers Krigere til at faa deres Kamplyſt tilfredsſtillet i Hjemmet. Vi have ſeet, hvorledes Halfdan Svarte forenede Størſtedelen af det nuværende Øſtland til et eneſte Rige. Den førſte umiddelbare Følge heraf maatte være den, at Krigerne paa Hadeland ej længer havde Tilladelſe til at kunne herje paa Raumarike; at en Høvding paa Follo ej kunde løbe ind til Skiringsſal og rane Kvæg, uden at gjøre ſig ſkyldig i Fredsbrud og derved paadrage ſig Fredløshed. Krigshøvdingerne bleve derved mere og mere henviſte paa fjernere Egne og fremmede Lande ſom dem, hvor de ſkulde udføre deres Bedrifter, og efterhaanden maatte der vel og opſtaa et ſtørre og ſtørre Antal af Fredløſe, der ej havde villet erkjende den nye Tingenes Orden, og ſom derfor heller ikke havde noget blivende Sted i Fædrelandet, ja ikke engang havde noget Hjem, førend de ved Vaabenmagt havde vundet ſig et ſaadant. Ikke maa man heller tænke ſig alle dem, der deeltoge i Vikingetog til fremmede Lande, ſom engang for alle tabte for Hjemmet. Mange nedſatte ſig viſtnok udenlands, men det ſædvanlige var dog, at den enkelte Kriger kun i visſe Aar laa ude paa Tog for derved at erhverve ſig den nødvendige Krigerhæder til at kunne træde i Række med ſine øvrige Jevnbyrdige; efter denne Tid drog han igjen tilbage til Hjemmet, og levede enten hele ſin øvrige Tid eller en lang Række af Aar i Rolighed. Der var ſaaledes Aar efter Aar en ſtadig Af- og Tilgang af Krigere, og Norden ſelv kan vel neppe nogenſinde engang have været forholdsviis ſaa meget blottet for Folk, ſom Okcidenten paa Korstogenes Tider, eller Frankrige under Napoleons Krige.

Uagtet Navnet „Vikinger“ i Sagaerne ſtundom findes anvendt om de Krigere, der tidligere end det 8de Aarhundrede droge ud paa Herjetog, ſynes det dog førſt efter denne Tid at være blevet ret almindeligt, og man ſkulde være friſtet til at antage, at det kun ved en Misbrug hos ſildigere Forfattere er blevet udſtrakt til hine ældre Tider. Det er en merkelig Omſtændighed, at vore Forfædre aldrig brugte at kalde Krigstog til Øſterſøen Auſtrviking. De kaldte det at drage i Auſtrveg. Navnet „Viking“ var derimod forbeholdt Veſten. Her hed det, „at fare i“ Veſterviking“, og naar man hiſt og her finder den Talemaade ſlet og ret „at fare i Viking“, maa den i de fleſte Tilfælde forklares om Krigstog til Veſterhavets Øer og Kyſter. Ogſaa Anglerne kjendte Ordet „Viking“, men de brugte det alene øm de nordiſke Søkrigere, og de ſynes derfor at have lært det af disſe. Man kunde ſaaledes føle ſig friſtet til at udlede Navnet af Stedsnavnet Vík, nemlig Viken i Norge, hvorfra Sigurd Rings og Ragnar Lodbroks Krigstog førſt udgik, og antage, at Ordet Víkingr ſaaledes allerførſt har betegnet „en Indbygger af Viken“, og ſiden er blevet udſtrakt til alle nordiſke Sø- og Kyſt-Røvere i Almindelighed. Men da man ved Siden af Víkingr ogſaa har Ordet víking, der betegner Vikingens Sysſel, maa man dog nok heller udlede begge disſe Ord af vík i den almindelige Betydning af „Indbøjning“, fordi det juſt var Vikingernes Skik at lægge ind i Vige og Bugter, for her enten at lure paa andre Skibe, eller at gjøre Landgang. Ordet kan imidlertid ikke være blevet almindeligt førend efter at Togene til Veſten havde taget ſin Begyndelſe.

Den germaniſke Følge-Inſtitution maatte i en dobbelt Henſeende fremavle Vikingetog i Norden. Ej alene var den i og for ſig grundet paa den Foreſtilling, at den ſtørſte Ære for fribaarne Mænd var at vinde ved Krig, men i Norden, hvor de fredelige Næringskilder vare færre og Livsopholdet, iſær paa hine Tider, forbundet med ſtørre Vanſkeligheder end i ſydligere Lande, maatte det næſten være umuligt for den anſeede Høvding at holde et nogenlunde anſtændigt Følge om ſig, uden at ſkaffe ſig de nødvendige Midler hertil ved Krigsforetagender, førſt til andre Fylker, ſiden til fremmede Lande. Og naar man engang havde faaet Smag paa at ſamle Gods ad denne Vej, faldt det ſaa godt ſom af ſig ſelv, at man omſider gjorde Krigstog ikke længer for den blotte Hæders og den ſtrenge Nødvendigheds Skyld, men for at ſamle virkelige Rigdomme At erhverve Hæder (leita sér sœmdar) og ſkaffe ſig Gods (afla sér fjár), anføres derfor ſædvanligt i vore Sagaer ſom de Øjemed, hvori Vikingetog bleve foretagne; man maa kun vogte ſig for ſtedſe at antage den blotte Erhvervslyſt ſom Hoveddrivefjedren. Undertiden var det vel vanſkeligt nok at drage Grændſen mellem en Handelsrejſe og et Vikingetog. Kjøbmanden maatte paa ſine Rejſer være beredt paa at forſvare ſit Liv og ſit Gods, thi ikke alle Vikinger vare ſaa liberale ſom Hjalmar; og en Skibsbeſætning af modigt, vel bevæbnede Kjøbmænd kunde vel ikke ſjælden, hvor Lejlighed gaves, faa Lyſt til at foretage en liden Plyndring. Omvendt vare Vikingerne ogſaa ofte i den Nødvendighed at maatte kjøbſlaa, iſær hvor det gjaldt at afhænde deres Bytte; ved ſlige Lejligheder plejede de at ſlutte etſlags Stilſtand, enten paa visſe Dage eller paa ubeſtemt Tid med en vis foreſkreven Opſigelſesfriſt fra hver Side; ſaa længe Stilſtanden varede, kjøbſloge de nok ſaa fredeligt med Indbyggerne, men naar Stilſtanden, eller ſom det hed, Freden var opſagt, vare de berettigede til at herje, og Indbyggerne til at værge ſig mod dem ſom de bedſt kunde. Slige Aftaler holdtes, ſom det ſynes, i Almindelighed ſamvittighedsfuldt. Ofte hændte det ogſaa — Exempler derpaa ere allerede i det foregaaende nævnte — at Indbyggerne af en Kyſt eller Havn tilkjøbte ſig Fred mod en vis Kontribution; det var en formelig Brandſkatning, en mere fredelig og med færre Gruſomheder forbunden Maade for Vikingerne at erhverve Bytte paa. Der var imidlertid et Slags Bytte, efter hvilket Vikingerne vare gridſke, og ſom paa hine Tider ſpillede en ſtor Rolle i alſlags Handel og borgerligt Samkvem, men ſom ikke let paa fredelig Maade kunde erhverves, nemlig Trælle. Vi læſe i de fleſte udenlandſke Beretninger om Vikingernes Angreb, at de bortførte en Mængde Menneſker, baade Kvinder og Børn. Forſaavidt disſe ikke ſtrax løskjøbtes af deres Frænder og Venner, hvortil der vel ſom ofteſt gaves Anledning, bleve de af Vikingerne enten hjembragte for at tjene ſom Huustrælle, eller førte til de Trællemarkeder, ſom holdtes hiſt og her i Norden, fornemmelig paa de ſtørre Søhandelspladſe. Vore Sagaer og gamle Lovbøger tale derfor meget ofte om „hærtagne“ Trælle eller Trælkvinder. Det blotte Fangenſkab ved Vaabenmagt var ſtrengt taget nok til at gjøre endog den fribaarne Landsmand til Træl[7]. Der tales om „øſterlandſke“ Trælle (d. e. Trælle fra Auſtrveg)[8]; om tydſke Trælle, og i det 9de Aarhundrede iſærdeleshed om irſke Trælle, af hvilke flere endog udtrykkelig nævnes, og altid ere kjendelige ved deres gaeliſke Navne[9].

Et Slags Ran, ſom endog de humanere Vikinger ſjælden toge i Betænkning at tillade ſig, og ſom vel endog Kjøbmænd ofte, drevne af Nødvendighed, begik paa fremmede Kyſter, var det ſaakaldte Strandhugg, eller Nedſlagten af det til Beſætningens Underholdning nødvendige Kvæg, ſom man kunde overkomme paa en eller anden Kyſt, man ſejlede forbi. Saadant Strandhugg ſkede kun for Selvopholdelſens Skyld, ikke af Vindeſyge; men da Ejerne af Kvæget ofte med væbnet Haand ſøgte at forſvare det, kunde ved ſaadan Lejlighed mangen hidſig Fegtning opſtaa.

Vore Sagaer nævne om enkelte Steder ved Kyſterne, hvor Vikingerne iſær havde Tilhold. Førſt og fremſt omtales de ſaakaldte Elvekviſler eller Gaut-Elvens Udløb paa begge Sider af Hiſingen, iſær Nordſiden, ſom et ſaadant. Det var nemlig heel belejligt for at holde Øje med de Skibe, der havde været paa Handelspladſerne oppe ved Elven, nemlig ved Kongehelle i Viken og Ljodhuus i Gautland. Øreſund ſynes ogſaa at have været et yndet Vikinge-Smuthul; her var Handelspladſen Haløre i Nærheden. I Kattegattet ſynes Samsø at have været meget beſøgt; herfra beherſkede man Indløbet til lille og ſtore Belt. Den langſtrakte ſvenſke Skærgaard langs Øſterſøen afgav mange Smuthul; her ſkjelnede man mellem Sviaſkærene ved Svithjods, og Gautaſkærene ved Øſtergautlands Kyſt. Strækningen mellem Svithjod og langs Finlands Sydkyſt kaldte man Balagardsſiden, hvor ligeledes Vikingerne heel ofte plejede at have Tilhold; og længere ſydligt var iſær Eyſyſla eller Øſel beſøgt. Norges Veſtkyſt havde i disſe Tider endnu ingen Byer eller anſeelige Handelspladſe, derfor nævnes heller ingen Steder her ſom fortrinsviis beſøgte af Vikingerne. Men deſto ſtadigere holdt disſe ſig, ſom vi have ſeet, ved Hjaltland og Orknøerne, hvorfra de med Lethed kunde hjemſøge deels Norges Kyſter i Øſt, deels Skotland og Irland i Veſt. Og vi have ligeledes ſeet, hvorledes de i Frankrige formelig blokerede de fleſte Hovedfloders Udløb, og i England paa ſamme Maade fornemmelig holdt ſig deels ved Udløbet af Temſen, deels ved Flodmundingerne i Northumberland, og deels ved Indløbet til Hamtun eller Southampton.

Sagaerne indeholde flere nærmere Beſkrivelſer over enkelte Høvdingers Vikingetog i det 10de og 11te Aarhundrede. Da der ingen Grund er til at antage, at disſe Vikingetog i nogen væſentlig Grad adſkilte ſig fra dem, der fandt Sted i det 9de Aarhundrede, vil en Angivelſe af hvad der var de charakteriſtiſke Træk ved hine ogſaa gjelde for disſe. Man finder ſaaledes, at Høvdingernes Sønner ſom ofteſt meget tidligt, ſtundom endog kun tolv til femten Aar gamle, begave ſig paa Tog. Antallet af de Skibe, hvormed de droge ud, var forſkjelligt efter Omſtændighederne: ſtundom havde de kun eet, ſtundom flere. Som ofteſt var det den Uddragendes Fader eller nærmeſte Frænde, ſom udruſtede ham med Skib, Mandſkab og Vaaben; undertiden, naar en Mand i modnere Aar drog ud, anſkaffede han ſelv et Skib, fik vel og undertiden et laant eller foræret af en god Ven, og hvervede derpaa Mandſkab, rimeligviis kun mod en beſtemt Deel af det forventede Bytte. Var Anføreren af Konge-Æt, hilſedes han gjerne af ſit Følge med Kongetitel og kaldtes fra nu af Hær- eller Søkonge. Og nu drog man fra Kyſt til Kyſt, idet man, hvor man fandt Lejlighed dertil, gjorde Landgang og herjede. Manglede der Proviant, gjorde man Strandhugg. Var der Anledning til at binde an med andre Vikinger uden at have alt for ſtor Overmagt at kæmpe mod, forſømte man den ej. Om Høſten drog man enten hjem, eller, hvis Afſtanden var for ſtor eller andre Omſtændigheder hindrede det, overvintrede man paa et Sted, hvor man, ſom det hed, havde Fredland, eller fik Tilladelſe til at opholde ſig uantaſtet, imod den højtidelige Forpligtelſe, ikke at herje eller gjøre nogen Skade. Paa denne Maade kunde mangen Høvding være flere Aar borte uden i Mellemtiden at gjenſee ſit Fædreland. Ved heldige Kampe med andre Vikinger kunde han ofte vinde flere Skibe og komme hjem med en liden Flaade, om han end kun var dragen ud med eet Skib. Undertiden ſlog han ſig i Følge med andre Vikinger, ſaa at deres Styrke tilſammen dannede en betydelig Flaade. Disſe Flaader vare da ofte iſtand til at indtage folkerige Byer og erobre ſtore Landſkaber. Og hvis Vikingehøvdingen ikke foretrak at blive udenlands, hvilket ikke ſjælden hendte, men drog hjem med ſine ſamlede Skatte og krigsfangne Trælle, blev han med Hædersbeviisninger modtagen af ſine Frænder, og var fra nu af en anſeet og formaaende Mand i Samfundet, der gjerne førte et ſtort og gjeſtfrit Huus ved Hjelp af de paa Togene erhvervede Rigdomme.

Naar de virkelig regjerende Konger ſelv droge i Viking, ſkede dette, idetmindſte efter at de mere omfattende Erobrings-Riger havde dannet ſig, med ſtørre Eftertryk og, ſom det ſynes, under en mere offentlig Charakteer; der er endog Spor af at Kongen regelmæsſigt hvert Aar har udbudt Leding for at gjøre Vikingetog til fremmede Lande[10]. Det paa disſe Tog erhvervede Bytte maa man have betragtet ſom en vis og nødvendig Indtægt, til hvis Erhvervelſe alle Thegner vare forpligtede at hjelpe Kongen, og af hvilken han for en ſtor Deel beſtred det koſtbare Hofhold. Overhoved var det, ſom det ſynes, det ſædvanlige, at en ſtor Deel af de kampdygtige Mænd om Sommeren laa ude i Viking, enten paa egen Haand, eller i Følge med anſeede Anførere. Thi herom vidner det ſaakaldte Sejrsblot, der nævnes blandt de tre ſtore, for det hele Folk fælles Offringer, og ſom holdtes regelmæsſigt hver Sommerdag for at nedbede Sejr ved de foreſtaaende Krigstog Det var altſaa det regelmæsſige, at der hver Sommer foretoges Krigstog, og manglede Anledningen hertil hjemme, maatte man ſøge den ude.

Naar ſtørre Hobe af Vikingerne ſloge ſig ſammen og herjede i Fællesſkab, maatte Enden tilſidſt blive, at der oprettedes nordiſke Riger udenfor Norden. Thi om end ved det af enkelt Mand paa egen Haand foretagne Tog, hvor der ej kunde være Tanke om Erobring, Beſtræbelſen efter at vinde Krigerhæder og Bytte var forherſkende, ſaa var dog den egentlige Henſigt, der drev Germanernes Krigerſkarer ud paa Æventyr, Erobring af Land, ſtedſe tilſtede, og naar derfor førſt Betingelſen for at kunne gjøre Erobringer, tilſtrækkelig Styrke, ikke ſavnedes, var ogſaa ſtrax Lyſten der. Som en Følge deraf maatte de Sammenerobringer af de enkelte Fylker og Landſkaber i Norden, der iſær fra Midten af det 9de Aarhundrede fandt Sted, nødvendigviis medføre Oprettelſen af andre nordiſke Riger udenfor Norden. Thi hine Sammenerobringer dreve, ſom vi have ſeet, deſto flere Krigere ud paa Vikingetog, jo mere de grebe om ſig, og naar der tilſidſt ikke længer fandtes Smaariger i Norden, men kun trende Hovedriger, maatte ogſaa Vikingevæſenet og Nordboernes Stræben efter at erhverve Beſiddelſer udenfor Fædrelandet have naaet ſit Højeſte. Og omvendt behøve vi kun at ſlutte fra den overordentlige Magt, hvormed Vikingevæſenet og de nordiſke Krigeres Erobringslyſt fra Midten af det 9de Aarhundrede greb om ſig, til at der paa ſamme Tid i Norden ſelv fandt Bevægelſer Sted, der ledede til Smaarigernes Opløsning og Oprettelſen af de tre Hovedriger.


  1. Landnáma V. II. Ølver var en Sønneſøn af Snjall Vatnarsſøn, ſe ovf. S. 298, jvf. Isl. Sögur I. p. 327.
  2. Man maa anſee ſlige ſæregne Aflivelſesmaader for Offringer til Guderne for Sejren, jvfr. S. 211, og Keyſer, om Nordmændenes Religionsforfatning S. 103. Ogſaa Villjam af Jumiéges fortæller, umiskjendeligt efter nordiſke, men overdrevne Sagn, at Vikingerne offrede Menneſkeblod til deres Gud Thor, I. II. Cap. 5; Duchêne rer. Norm. scr. p. 218.
  3. Ørvarodds S. Cap. 9.
  4. Ørvarodds S. Cap. 9, 10. Vatnsdøla S. Cap. 7.
  5. I Alfreds geographiſke Udſigt i hans Overſættelſe af Oroſius heder det udtrykkeligt (Barringtons udg. S. 2l): „Burgunderne (Bornholmsboerne) have veſtenfor ſig den ſamme Arm af Søen (Øſterſøen), Sviarne nordenfor; og Sarmaterne øſtenfor, … Sviarne have ſøndenfor ſig den ſamme Arm af Søen, øſtenfor ſig Sarmaterne, mod Nord hiinſides Ørken Kvænland, mod Nordveſt Skridefinnerne, og mod Veſt Nordmændene“. Altſaa regnedes Sviarne endnu ved 880 lige til Grændſen mod Sarmaterne.
  6. Olaf den Helliges Saga Cap. 79.
  7. Se f. Ex. Egils Saga Cap. 5, hvor Berg-Anund gjør Paaſtand paa at Thora Hladhaand ſkal anſees ſom Trælkvinde, fordi Bjørn Hauld havde revet hende fra hendes Fader Thorer Herſe.
  8. Man austrœnt, i Hornkloves Kvad, Fagrſkinna Cap. 6.
  9. F. Ex. Melkolf (Mælcolm), Dufthak (Oubhthach) o. fl.
  10. Olaf den Helliges Saga Cap. 79.