Det norske Folks Historie/1/61
Vi have nu betragtet hvad man kunde kalde den første eller foreløbige Akt af Nordboernes Krigs- og Erobrings-Foretagender i Vesten. De kjendes kun gjennem de fremmede Skribenters Beretninger. Vore egne Oldskrifter vide lidet eller intet at fortælle om dem. Man maa saaledes altid have for Øje, at Beskrivelserne over de Grusomheder og Afskyligheder, Nordboerne skulle have begaaet paa disse Tog, hidrøre fra deres Modstandere, som derfor neppe engang vare istand til at skildre disse Begivenheder med den tilbørlige Upartiskhed. Krigførselen var paa hiin Tid i det Hele taget grusom. Vore Sagaer meddele os selv flere Exempler paa hvad vi vilde kalde grusomme Skikke. Den Vikingeskik er f. Ex. allerede i Anledning af Fridthjofs Historie nævnt, at hænde Smaabørn, det vil sige kaste dem op i Luften, og opfange dem paa Spydoddene. Det fortælles endog udtrykkeligt om en Viking, ved Navn Ølver, der levede i første Halvdeel af det 9de Aarhundrede, at han fik Øgenavnet „Barnakarl“, fordi han ikke vilde følge denne Skik[1]. Der fortælles ligeledes, at den sejrrige Viking enten lod sin Modstander hænge, eller, som det beder, ristede en Blodørn paa hans Ryg, det vil sige, flækkede Ribbenene fra Rygraden og drog Lungerne ud. Men det maa vel merkes, at disse Grusomheder, at slutte efter den Maade, hvorpaa de i Sagaerne omtales, snarere kunne siges at have udgjort en Deel af Vikingernes religiøse Ceremonier, end at være udsprungne af nogen egentlig Grumhed i Sindelaget eller Nationalcharakteren[2]. Sammenligne vi hine hedenske Vikingers Færd med den Maade, paa hvilken andre til Christendommen omvendte germaniske Nationer i Middelalderens første Aarhundreder plejede at føre Krig, da falder Sammenligningen endog ubetinget ud til hine hedenske Nordboers Fordeel. Man vil saaledes forgjæves i Nordens Krigshistorie, Vikingetogene iberegnede, finde Exempler paa en saa udtænkt Grumhed og umættelig Blodtørst, som den, der ved de merovingiske Kongers indbyrdes Stridigheder udgjorde det Sædvansmæssige og Charakteristiske. Og end vanskeligere vil man finde Exempler paa saadan Svig og Troløshed, som den, der betegnede hine frankiske Kongers Krige. Vore Sagaer have ikke efterladt os mange Beretninger om enkelte Krigeres Færd fra Vikingetidens første Periode, men desto flere Oplysninger om Maaden, hvorpaa Vikingelivet i Almindelighed yttrede sig; og disse Oplysninger lægge noksom for Dagen, at Vikingetogene i det Hele taget udførtes med en for hine Tider sjælden og med Hensyn til Togenes Øiemed merkelig Ærlighed og Humanitet. Sandt er det, at man fra et mere civiliseret Standpunkt paa en vis Maade kunde betragte det hele Vikingevæsen som et Brud paa Humaniteten. Men fra dette Standpunkt er man ej berettiget til at betragte det. Man maa engang for alle gaa ud fra, at Vikingefærdenes Retmæssighed, Hæderlighed, ja endog Nødvendighed ansaaes som det Givne, hvorom det ej engang faldt Nogen ind at nære Tvivl eller anstille Betragtninger. Det var egentlig den samme Grundanskuelse af Forholdene, der her gjorde sig gjeldende, som den, der sidenefter gjennem hele Middelalderen og langt ind i den nyere Tid blandt alle germaniske eller med germaniske Elementer blandede Nationer gjorde Krigerhaandverket til den hæderligste og den fornemste Samfundsklasse nærmest tilhørende Syssel.
Og just fordi Vikingefærden ansaaes for hæderlig, og det betragtedes som en Æressag for den højbyrdige Yngling at have indlagt sig Berømmelse og samlet sig Skatte paa Vikingetog, just derfor førtes disse i Almindelighed paa en hæderlig Maade Vi have ovenfor (S.303) omtalt de Love, Kong Half og Halfsrekkerne havde vedtaget. Er det end muligt, ja endog sandsynligt, at disse Vedtægter tilhøre den senere romantiske Udsmykning af Sagnet, vise de dog, hvilken Aand der i Almindelighed var raadende hos de bedre af Vikingerne. Ej alene røber Bestemmelsen om Sverdets Korthed en ridderlig Kjækhed og Modbydelighed for at skaffe sig nogen uærlig Fordeel ligeover for Fienden; men Forbudet mod at hærtage Kvinder eller Børn røber endog en bestemt Stræben efter Humanitet. I Orvarodds Saga fortælles endog, umiskjendeligt efter gamle Sagn, at Hjalmar den hugstore ved at slutte Staldbroderskab med Odd opstillede som Betingelse, at denne skulde følge hans Vikingelove, blandt hvilke den Bestemmelse forekom, at man aldrig skulde spise raat Kjød, aldrig plyndre Kjøbmænd eller Bønder, uden forsaavidt man i yderste Nød trængte til Strandhugg, aldrig at plyndre eller mishandle Kvinder. Og troværdige Beretninger øm enkelte Vikingers Tog, som ere os levnede, og som vi i det følgende komme til at meddele hver paa sit Sted, vise ogsaa, at det først og fremst var den ridderlige Vikings Opgave at opsøge andre Vikinger for at maale sig med dem. Der gives Exempler paa, at ved slig Kamp den af Parterne, som havde Overmagten af Folk eller Skibe, undlod at benytte sig deraf, men kun brugte saa stor en Styrke, som svarede til Modstanderens, medens den øvrige Deel ej fik Tilladelse til at blande sig i Kampen[3]. Og efter en langvarig Kamp sluttede begge Høvdinger ofte Fred og Forbund, og enedes om at fortsætte deres Tog tilsammen. Stundom stiftedes paa denne Maade endog det fortroligste og meest opoffrende Venskab, f. Ex. mellem Hjalmar og Orvar-Odd, og i en sildigere, mindre fabelagtig Tidsalder mellem Ingemund den gamle og Sæmund den syderøiske [4].
Den egentlige Aarsag og Anledning til Vikingetogene have vi allerede ovenfor nævnt, hvor der var Tale om den germaniske Følge-Institution og Kongenavnets Oprindelse. Tacitus’s Ord, at det blandt Germanerne ansaaes som Tegn paa Dorskhed og Ladhed, at erhverve sig ved sin Sved, hvad der kunde erhverves ved Blod, gjelder ogsaa før vore Forfædre. Men det var en nødvendig Følge af de nordiske Landes særegne Beskaffenhed og Nordboernes særegne Leveskik, at de Krigsbedrifter, som i de øvrige germaniske Lande udførtes til Lands, af vore Forfædre især udførtes til Søs. Og hvad enten de udførtes til Søs eller Lands, fulgte det af Befolkningens Spredthed i Norden, at der her ikke saa hyppigt som i Tydskland og Frankrige kunde samle sig større Hærmasser under een Mands Overanførsel, men at der dannede sig mange mindre, af hinanden indbyrdes uafhængige Krigerhobe, der hver for sig handlede paa egen Haand, og vistnok ikke sjælden formede sig i større Flokke, dog med Iagttagelse af fuldkomment Lighedsforhold mellem de enkelte Høvdinger. Derfor finde vi og i Norden en saadan Mængde af Konger uden Rige, hvis Undersaatter kun var deres Krigsfølge, og som kaldtes Hærkonger, eller, naar de især gjorde Søkrigen til deres Syssel, Søkonger; eller Næskonger, naar de kun havde Tilhold paa et Næs eller en Udkant af Landet. Slige Hærkonger eller Søkonger omtales, som vi have seet, allerede fra de tidligste Dage af vore Forfædres Tilhold i Norden. Men deres Bedrifter indskrænkede sig da kun til Nordens egne Kyster og Østersøen, hvor de ej engang synes at have holdt sig til Sydsiden, men alene til Danmarks og Sveriges Kyster, og, naar det kom højt, at have fejlet forbi Gotland eller over Aalandshavet til Austrrike, der deels selv endnu ansaaes for en Deel af Svithjod i vidtløftig Forstand[5], deels ogsaa var befolket af lettiske og tschudiske Folk (Kurer, Liver, Ester, Hæmer og Kareler), hvilke Nordboerne, og især Sviarne, ansaa for deres naturlige Fiender, og hvis Lande de betragtede som deres retmæssige Bytte[6].
Men først i det 8de Aarhundrede begyndte, som vi have seet, Nordboernes Tog til de vesteuropæiske Kyster. Som en rimelig Grund til at de ej før fandt Sted, kan man vistnok anføre den, at det først var Erobringen af Sønderjylland, som bragte Nordmændene i umiddelbar Berørelse med det frankiske Rige og Nordsøens sydligere Omgivelser. Men dette forklarer ikke ganske det overvættes Antal af Krigere, som Norden nu sendte ud over de vestlige Lande. Vel kan man tænke sig, at Skik og Brug her som andensteds udøvede stor Indflydelse, at det nu engang var blevet sædvanligt for Vikingerne, mere at søge mod Vesten end mod Østen. Vel maa man ogsaa altid som en virkende Aarsag tænke paa den Stræben mod Vesten, der fra den første Vandringstid var herskende hos de germaniske Stammer. Men alt dette er ikke nok til at forklare, hvorledes Norden kunde udsende saa store Folkemasser, naar vi ikke, som ovenfor, derhos tage vor Tilflugt til at formode, at nye Bevægelser have fundet Sted i Østen, og ej alene gjort Rummet trangt i de nordiske Lande, men ogsaa – hvad der er umiskjendeligt – vakt en vis Urolighedsaand og forstyrret Forholdene saaledes, at store Skarer af djærve Krigere ikke længer kunde holde ud at forblive i Hjemmet, men deels virkelig fordrevne, deels ledede af en ubevidst Stræben, flokkede sig sammen og ilede mod Vesten. Det var tillige paa denne Tid, at Grunden lagdes til de større Erobringsmonarchier. Og jo flere Fylker der forenedes under een Konge, desto mindre Lejlighed gaves der for disse Fylkers Krigere til at faa deres Kamplyst tilfredsstillet i Hjemmet. Vi have seet, hvorledes Halfdan Svarte forenede Størstedelen af det nuværende Østland til et eneste Rige. Den første umiddelbare Følge heraf maatte være den, at Krigerne paa Hadeland ej længer havde Tilladelse til at kunne herje paa Raumarike; at en Høvding paa Follo ej kunde løbe ind til Skiringssal og rane Kvæg, uden at gjøre sig skyldig i Fredsbrud og derved paadrage sig Fredløshed. Krigshøvdingerne bleve derved mere og mere henviste paa fjernere Egne og fremmede Lande som dem, hvor de skulde udføre deres Bedrifter, og efterhaanden maatte der vel og opstaa et større og større Antal af Fredløse, der ej havde villet erkjende den nye Tingenes Orden, og som derfor heller ikke havde noget blivende Sted i Fædrelandet, ja ikke engang havde noget Hjem, førend de ved Vaabenmagt havde vundet sig et saadant. Ikke maa man heller tænke sig alle dem, der deeltoge i Vikingetog til fremmede Lande, som engang for alle tabte for Hjemmet. Mange nedsatte sig vistnok udenlands, men det sædvanlige var dog, at den enkelte Kriger kun i visse Aar laa ude paa Tog for derved at erhverve sig den nødvendige Krigerhæder til at kunne træde i Række med sine øvrige Jevnbyrdige; efter denne Tid drog han igjen tilbage til Hjemmet, og levede enten hele sin øvrige Tid eller en lang Række af Aar i Rolighed. Der var saaledes Aar efter Aar en stadig Af- og Tilgang af Krigere, og Norden selv kan vel neppe nogensinde engang have været forholdsviis saa meget blottet for Folk, som Okcidenten paa Korstogenes Tider, eller Frankrige under Napoleons Krige.
Uagtet Navnet „Vikinger“ i Sagaerne stundom findes anvendt om de Krigere, der tidligere end det 8de Aarhundrede droge ud paa Herjetog, synes det dog først efter denne Tid at være blevet ret almindeligt, og man skulde være fristet til at antage, at det kun ved en Misbrug hos sildigere Forfattere er blevet udstrakt til hine ældre Tider. Det er en merkelig Omstændighed, at vore Forfædre aldrig brugte at kalde Krigstog til Østersøen Austrviking. De kaldte det at drage i Austrveg. Navnet „Viking“ var derimod forbeholdt Vesten. Her hed det, „at fare i“ Vesterviking“, og naar man hist og her finder den Talemaade slet og ret „at fare i Viking“, maa den i de fleste Tilfælde forklares om Krigstog til Vesterhavets Øer og Kyster. Ogsaa Anglerne kjendte Ordet „Viking“, men de brugte det alene øm de nordiske Søkrigere, og de synes derfor at have lært det af disse. Man kunde saaledes føle sig fristet til at udlede Navnet af Stedsnavnet Vík, nemlig Viken i Norge, hvorfra Sigurd Rings og Ragnar Lodbroks Krigstog først udgik, og antage, at Ordet Víkingr saaledes allerførst har betegnet „en Indbygger af Viken“, og siden er blevet udstrakt til alle nordiske Sø- og Kyst-Røvere i Almindelighed. Men da man ved Siden af Víkingr ogsaa har Ordet víking, der betegner Vikingens Syssel, maa man dog nok heller udlede begge disse Ord af vík i den almindelige Betydning af „Indbøjning“, fordi det just var Vikingernes Skik at lægge ind i Vige og Bugter, for her enten at lure paa andre Skibe, eller at gjøre Landgang. Ordet kan imidlertid ikke være blevet almindeligt førend efter at Togene til Vesten havde taget sin Begyndelse.
Den germaniske Følge-Institution maatte i en dobbelt Henseende fremavle Vikingetog i Norden. Ej alene var den i og for sig grundet paa den Forestilling, at den største Ære for fribaarne Mænd var at vinde ved Krig, men i Norden, hvor de fredelige Næringskilder vare færre og Livsopholdet, især paa hine Tider, forbundet med større Vanskeligheder end i sydligere Lande, maatte det næsten være umuligt for den anseede Høvding at holde et nogenlunde anstændigt Følge om sig, uden at skaffe sig de nødvendige Midler hertil ved Krigsforetagender, først til andre Fylker, siden til fremmede Lande. Og naar man engang havde faaet Smag paa at samle Gods ad denne Vej, faldt det saa godt som af sig selv, at man omsider gjorde Krigstog ikke længer for den blotte Hæders og den strenge Nødvendigheds Skyld, men for at samle virkelige Rigdomme At erhverve Hæder (leita sér sœmdar) og skaffe sig Gods (afla sér fjár), anføres derfor sædvanligt i vore Sagaer som de Øjemed, hvori Vikingetog bleve foretagne; man maa kun vogte sig for stedse at antage den blotte Erhvervslyst som Hoveddrivefjedren. Undertiden var det vel vanskeligt nok at drage Grændsen mellem en Handelsrejse og et Vikingetog. Kjøbmanden maatte paa sine Rejser være beredt paa at forsvare sit Liv og sit Gods, thi ikke alle Vikinger vare saa liberale som Hjalmar; og en Skibsbesætning af modigt, vel bevæbnede Kjøbmænd kunde vel ikke sjælden, hvor Lejlighed gaves, faa Lyst til at foretage en liden Plyndring. Omvendt vare Vikingerne ogsaa ofte i den Nødvendighed at maatte kjøbslaa, især hvor det gjaldt at afhænde deres Bytte; ved slige Lejligheder plejede de at slutte etslags Stilstand, enten paa visse Dage eller paa ubestemt Tid med en vis foreskreven Opsigelsesfrist fra hver Side; saa længe Stilstanden varede, kjøbsloge de nok saa fredeligt med Indbyggerne, men naar Stilstanden, eller som det hed, Freden var opsagt, vare de berettigede til at herje, og Indbyggerne til at værge sig mod dem som de bedst kunde. Slige Aftaler holdtes, som det synes, i Almindelighed samvittighedsfuldt. Ofte hændte det ogsaa – Exempler derpaa ere allerede i det foregaaende nævnte – at Indbyggerne af en Kyst eller Havn tilkjøbte sig Fred mod en vis Kontribution; det var en formelig Brandskatning, en mere fredelig og med færre Grusomheder forbunden Maade for Vikingerne at erhverve Bytte paa. Der var imidlertid et Slags Bytte, efter hvilket Vikingerne vare gridske, og som paa hine Tider spillede en stor Rolle i alslags Handel og borgerligt Samkvem, men som ikke let paa fredelig Maade kunde erhverves, nemlig Trælle. Vi læse i de fleste udenlandske Beretninger om Vikingernes Angreb, at de bortførte en Mængde Mennesker, baade Kvinder og Børn. Forsaavidt disse ikke strax løskjøbtes af deres Frænder og Venner, hvortil der vel som oftest gaves Anledning, bleve de af Vikingerne enten hjembragte for at tjene som Huustrælle, eller førte til de Trællemarkeder, som holdtes hist og her i Norden, fornemmelig paa de større Søhandelspladse. Vore Sagaer og gamle Lovbøger tale derfor meget ofte om „hærtagne“ Trælle eller Trælkvinder. Det blotte Fangenskab ved Vaabenmagt var strengt taget nok til at gjøre endog den fribaarne Landsmand til Træl[7]. Der tales om „østerlandske“ Trælle (d. e. Trælle fra Austrveg)[8]; om tydske Trælle, og i det 9de Aarhundrede isærdeleshed om irske Trælle, af hvilke flere endog udtrykkelig nævnes, og altid ere kjendelige ved deres gaeliske Navne[9].
Et Slags Ran, som endog de humanere Vikinger sjælden toge i Betænkning at tillade sig, og som vel endog Kjøbmænd ofte, drevne af Nødvendighed, begik paa fremmede Kyster, var det saakaldte Strandhugg, eller Nedslagten af det til Besætningens Underholdning nødvendige Kvæg, som man kunde overkomme paa en eller anden Kyst, man sejlede forbi. Saadant Strandhugg skede kun for Selvopholdelsens Skyld, ikke af Vindesyge; men da Ejerne af Kvæget ofte med væbnet Haand søgte at forsvare det, kunde ved saadan Lejlighed mangen hidsig Fegtning opstaa.
Vore Sagaer nævne om enkelte Steder ved Kysterne, hvor Vikingerne især havde Tilhold. Først og fremst omtales de saakaldte Elvekvisler eller Gaut-Elvens Udløb paa begge Sider af Hisingen, især Nordsiden, som et saadant. Det var nemlig heel belejligt for at holde Øje med de Skibe, der havde været paa Handelspladserne oppe ved Elven, nemlig ved Kongehelle i Viken og Ljodhuus i Gautland. Øresund synes ogsaa at have været et yndet Vikinge-Smuthul; her var Handelspladsen Haløre i Nærheden. I Kattegattet synes Samsø at have været meget besøgt; herfra beherskede man Indløbet til lille og store Belt. Den langstrakte svenske Skærgaard langs Østersøen afgav mange Smuthul; her skjelnede man mellem Sviaskærene ved Svithjods, og Gautaskærene ved Østergautlands Kyst. Strækningen mellem Svithjod og langs Finlands Sydkyst kaldte man Balagardssiden, hvor ligeledes Vikingerne heel ofte plejede at have Tilhold; og længere sydligt var især Eysysla eller Øsel besøgt. Norges Vestkyst havde i disse Tider endnu ingen Byer eller anseelige Handelspladse, derfor nævnes heller ingen Steder her som fortrinsviis besøgte af Vikingerne. Men desto stadigere holdt disse sig, som vi have seet, ved Hjaltland og Orknøerne, hvorfra de med Lethed kunde hjemsøge deels Norges Kyster i Øst, deels Skotland og Irland i Vest. Og vi have ligeledes seet, hvorledes de i Frankrige formelig blokerede de fleste Hovedfloders Udløb, og i England paa samme Maade fornemmelig holdt sig deels ved Udløbet af Temsen, deels ved Flodmundingerne i Northumberland, og deels ved Indløbet til Hamtun eller Southampton.
Sagaerne indeholde flere nærmere Beskrivelser over enkelte Høvdingers Vikingetog i det 10de og 11te Aarhundrede. Da der ingen Grund er til at antage, at disse Vikingetog i nogen væsentlig Grad adskilte sig fra dem, der fandt Sted i det 9de Aarhundrede, vil en Angivelse af hvad der var de charakteristiske Træk ved hine ogsaa gjelde for disse. Man finder saaledes, at Høvdingernes Sønner som oftest meget tidligt, stundom endog kun tolv til femten Aar gamle, begave sig paa Tog. Antallet af de Skibe, hvormed de droge ud, var forskjelligt efter Omstændighederne: stundom havde de kun eet, stundom flere. Som oftest var det den Uddragendes Fader eller nærmeste Frænde, som udrustede ham med Skib, Mandskab og Vaaben; undertiden, naar en Mand i modnere Aar drog ud, anskaffede han selv et Skib, fik vel og undertiden et laant eller foræret af en god Ven, og hvervede derpaa Mandskab, rimeligviis kun mod en bestemt Deel af det forventede Bytte. Var Anføreren af Konge-Æt, hilsedes han gjerne af sit Følge med Kongetitel og kaldtes fra nu af Hær- eller Søkonge. Og nu drog man fra Kyst til Kyst, idet man, hvor man fandt Lejlighed dertil, gjorde Landgang og herjede. Manglede der Proviant, gjorde man Strandhugg. Var der Anledning til at binde an med andre Vikinger uden at have alt for stor Overmagt at kæmpe mod, forsømte man den ej. Om Høsten drog man enten hjem, eller, hvis Afstanden var for stor eller andre Omstændigheder hindrede det, overvintrede man paa et Sted, hvor man, som det hed, havde Fredland, eller fik Tilladelse til at opholde sig uantastet, imod den højtidelige Forpligtelse, ikke at herje eller gjøre nogen Skade. Paa denne Maade kunde mangen Høvding være flere Aar borte uden i Mellemtiden at gjensee sit Fædreland. Ved heldige Kampe med andre Vikinger kunde han ofte vinde flere Skibe og komme hjem med en liden Flaade, om han end kun var dragen ud med eet Skib. Undertiden slog han sig i Følge med andre Vikinger, saa at deres Styrke tilsammen dannede en betydelig Flaade. Disse Flaader vare da ofte istand til at indtage folkerige Byer og erobre store Landskaber. Og hvis Vikingehøvdingen ikke foretrak at blive udenlands, hvilket ikke sjælden hendte, men drog hjem med sine samlede Skatte og krigsfangne Trælle, blev han med Hædersbeviisninger modtagen af sine Frænder, og var fra nu af en anseet og formaaende Mand i Samfundet, der gjerne førte et stort og gjestfrit Huus ved Hjelp af de paa Togene erhvervede Rigdomme.
Naar de virkelig regjerende Konger selv droge i Viking, skede dette, idetmindste efter at de mere omfattende Erobrings-Riger havde dannet sig, med større Eftertryk og, som det synes, under en mere offentlig Charakteer; der er endog Spor af at Kongen regelmæssigt hvert Aar har udbudt Leding for at gjøre Vikingetog til fremmede Lande[10]. Det paa disse Tog erhvervede Bytte maa man have betragtet som en vis og nødvendig Indtægt, til hvis Erhvervelse alle Thegner vare forpligtede at hjelpe Kongen, og af hvilken han for en stor Deel bestred det kostbare Hofhold. Overhoved var det, som det synes, det sædvanlige, at en stor Deel af de kampdygtige Mænd om Sommeren laa ude i Viking, enten paa egen Haand, eller i Følge med anseede Anførere. Thi herom vidner det saakaldte Sejrsblot, der nævnes blandt de tre store, for det hele Folk fælles Offringer, og som holdtes regelmæssigt hver Sommerdag for at nedbede Sejr ved de forestaaende Krigstog Det var altsaa det regelmæssige, at der hver Sommer foretoges Krigstog, og manglede Anledningen hertil hjemme, maatte man søge den ude.
Naar større Hobe af Vikingerne sloge sig sammen og herjede i Fællesskab, maatte Enden tilsidst blive, at der oprettedes nordiske Riger udenfor Norden. Thi om end ved det af enkelt Mand paa egen Haand foretagne Tog, hvor der ej kunde være Tanke om Erobring, Bestræbelsen efter at vinde Krigerhæder og Bytte var forherskende, saa var dog den egentlige Hensigt, der drev Germanernes Krigerskarer ud paa Æventyr, Erobring af Land, stedse tilstede, og naar derfor først Betingelsen for at kunne gjøre Erobringer, tilstrækkelig Styrke, ikke savnedes, var ogsaa strax Lysten der. Som en Følge deraf maatte de Sammenerobringer af de enkelte Fylker og Landskaber i Norden, der især fra Midten af det 9de Aarhundrede fandt Sted, nødvendigviis medføre Oprettelsen af andre nordiske Riger udenfor Norden. Thi hine Sammenerobringer dreve, som vi have seet, desto flere Krigere ud paa Vikingetog, jo mere de grebe om sig, og naar der tilsidst ikke længer fandtes Smaariger i Norden, men kun trende Hovedriger, maatte ogsaa Vikingevæsenet og Nordboernes Stræben efter at erhverve Besiddelser udenfor Fædrelandet have naaet sit Højeste. Og omvendt behøve vi kun at slutte fra den overordentlige Magt, hvormed Vikingevæsenet og de nordiske Krigeres Erobringslyst fra Midten af det 9de Aarhundrede greb om sig, til at der paa samme Tid i Norden selv fandt Bevægelser Sted, der ledede til Smaarigernes Opløsning og Oprettelsen af de tre Hovedriger.
- ↑ Landnáma V. II. Ølver var en Sønnesøn af Snjall Vatnarssøn, se ovf. S. 298, jvf. Isl. Sögur I. p. 327.
- ↑ Man maa ansee slige særegne Aflivelsesmaader for Offringer til Guderne for Sejren, jvfr. S. 211, og Keyser, om Nordmændenes Religionsforfatning S. 103. Ogsaa Villjam af Jumiéges fortæller, umiskjendeligt efter nordiske, men overdrevne Sagn, at Vikingerne offrede Menneskeblod til deres Gud Thor, I. II. Cap. 5; Duchêne rer. Norm. scr. p. 218.
- ↑ Ørvarodds S. Cap. 9.
- ↑ Ørvarodds S. Cap. 9, 10. Vatnsdøla S. Cap. 7.
- ↑ I Alfreds geographiske Udsigt i hans Oversættelse af Orosius heder det udtrykkeligt (Barringtons udg. S. 2l): „Burgunderne (Bornholmsboerne) have vestenfor sig den samme Arm af Søen (Østersøen), Sviarne nordenfor; og Sarmaterne østenfor, … Sviarne have søndenfor sig den samme Arm af Søen, østenfor sig Sarmaterne, mod Nord hiinsides Ørken Kvænland, mod Nordvest Skridefinnerne, og mod Vest Nordmændene“. Altsaa regnedes Sviarne endnu ved 880 lige til Grændsen mod Sarmaterne.
- ↑ Olaf den Helliges Saga Cap. 79.
- ↑ Se f. Ex. Egils Saga Cap. 5, hvor Berg-Anund gjør Paastand paa at Thora Hladhaand skal ansees som Trælkvinde, fordi Bjørn Hauld havde revet hende fra hendes Fader Thorer Herse.
- ↑ Man austrœnt, i Hornkloves Kvad, Fagrskinna Cap. 6.
- ↑ F. Ex. Melkolf (Mælcolm), Dufthak (Oubhthach) o. fl.
- ↑ Olaf den Helliges Saga Cap. 79.