Det norske Folks Historie/1/60

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Krigs- og Erobrings-Togene til Frisland det frankiske Riges Kyster, og længer sydefter, udgik, som vi have seet, fornemmelig fra de i Sønderjylland bosatte Nordmænd. Togene til Irland udgik, efter hvad man maa formode, for største Delen umiddelbart fra Norge. Men Hovedmassen af de Nordboer, der hjemsøgte England, bestod, efter hvad man tydeligt kan see, af Daner, eller af den Afdeling af Nordgermanerne, der nu kaldte sig saaledes efter at have gjort sig til Herrer i de egentlige danske Lande. Men vi have seet, at Danevældet endnu i de første Decennier efter Ragnar Lodbroks Død ikke havde saa meget at betyde, og at hans nærmeste Descendenter, Sigurd Orm i Øje og Hardeknut, havde temmelig faa Besiddelser, og gjorde sig ikke synderligt gjeldende, hvorimod det en Tidlang var Sveakongerne, der havde Overmagten i Norden. Det er derfor heller ikke at undres over, at Danernes Bedrifter i England i al denne Tid ikke kunde maale sig med de Bedrifter, som de sønderjydske Dane-Nordmænd udførte i Frankrige, og de virkelige Nordmænd paa Irland, Skotland og de vestlige Øer. Det var først de saakaldte Lodbrokssønner efter Midten af det 9de Aarhundrede forbeholdt at gjøre Dane-Navnet ret bekjendt og frygtet i England. Det er ej engang sikkert, om de Tog, der for deres Tid omtales som foretagne til England, udgik fra Danerne og ikke snarere fra de sønderjydske Nordmænd, der i saa stor Mængde hjemsøgte Frankrige. Vi have i alle Fald seet at en af hine Vikinger, der før Lodbrokssønnernes Tid angreb England, nemlig Veland, fornemmelig havde rettet sine Foretagender mod Frankrige.

Efter Toget til Englands Nordkyst i 794 hørte man, som det hos en engelsk Forfatter[1] udtrykkeligt heder, i 38 Aar ikke mere til de Fremmede. Der nævnes idetmindste intet nyt Angreb af dem paa England førend i 832, da, som det heder, de hedenske Mænd herjede Sceapigg (nu Shepey ved Sheerness) paa Sydsiden af Indløbet til Temsen[2]. Det følgende Aar landede 35 Vikingeskibe ved Carr (nu Charmouth) i Dorset, og overvandt Kong Ecgbriht. Fælles Interesse sammenknyttede snart Briterne i Wales og de fremmede Krigere; vi finde saaledes allerede i 835 endeel Vikinger, der havde landet i Cornwall, forbundne med Briterne imod Kong Ecgbriht, som dog denne Gang sejrede ved Hengestdun (Hengstonhill)[3]. Endnu i de paafølgende Aar 837, 838, 839 og 840, nævnes forskjellige Angreb, foretagne af Vikingerne, ved Hamtun (Southhampton)[4], Port (Portland), paa Lindesigg (Lindsey) i Øst-Angeln, Kent[5], ved London og Carr[6]; de bleve slagne ved Hamtun, forresten havde de Overhaand. Men alle disse Angreb omtales paa den Maade, at man maa formode at det idet hele taget var den samme Flaade, der indfandt sig paa forskjellige Kanter af Landet[7]. Usandsynligt er det ikke, at denne Flaade er den samme, som i Aarene 832 og 835 gjestede Aquitanien; dog kan man intet med Vished vide derom. Og heel sandsynligt er det ogsaa, at hiint Angreb paa Lindesigg 838 er det samme, som det i Kraakumaal omtalte Angreb paa Lindesøre, der tillægges Ragnar Lodbrok[8]; det er i alle Fald et merkeligt Sammentræf, at et saadant Angreb paa Lindesigg nævnes ved 838, medens hiint Angreb paa Irland, hvorved Kong Mælbrigda nævnes, og som ligeledes synes at være en af de Bedrifter, Sagnet har tillagt Ragnar, efter de irske Annaler fandt Sted i 830 eller 831. Man synes heraf med Bestemthed at kunne slutte, at de Bedrifter i Vesten, som de yngre norske og danske Sagn tillagde Ragnar, have fundet Sted mellem Aarene 830 og 850, og at idetmindste flere af dem virkelig ere udførte af en Mand, der med Hensyn til Tiden kunde være de yngre Lodbrokssønners Fader.

Der omtales en betydelig Sejr, Indbyggerne af Sommerset og Dorset i Aaret 845 vandt over Vikingerne ved Mundingen af Parret[9] i Bristolfjorden, uden at man dog kan blive klog paa, om dette var de samme Vikinger, der nu i flere Aar havde foruroliget Landet. Den engelske Nation synes nu for en Stund at have opmandet sig. I Aaret 851 sejrede Devonshire-Mændene over Vikingerne ved Wicganbeorg (Wemburg), og Kong Ædhelstan vandt en Søsejr over dem ved Sandwic (Sandwich) i Kent, hvorved de mistede ni Skibe[10]. Men desuagtet kunde Englænderne ej længer faa Bugt med dem. Deres Antal synes at have tiltaget i det utrolige. I Aaret 851, det samme, hvori Vikingerne havde lidt hine tvende Nederlag, holdt de sig dog for første Gang Vinteren over paa Øen Tenet, og endnu samme Aar kom en Flaade af halvfjerdehundrede Skibe ind i Temsen; Besætningen gjorde Landgang, stormede Canterbury og London, drev Beorhtulf, Myrkernes Konge, paa Flugten, og drog syd til Sudrige. Her kom Ædhelwulf, Konge i Wessex og hans Søn Ædhelbald dem imøde med en Hær, stred med dem ved Ácleá (Ockley), og, som det heder, fældte det største Antal af Hedninger, „vi endnu have hørt tale om til den Dag i Dag“[11]. To Aar efter vandt Indbyggerne i Kent og Surrey en ny Sejr over Hedningerne. Og dog kunde de det følgende Aar atter holde sig Vinteren over i Landet, denne Gang saa nær London som paa Sceapigg[12]. I Aaret 860 kom en ny Flaade, hvis Besætning angreb og stormede Wintanecaster (Winchester)[13], upaatvivlelig den samme Flaade, der under Velands Anførsel havde haft sit Leje i Floden Somme i Frankrige, og som efter de frankiske Annalisters Beretning gjorde et uheldigt Tog over til England. Ifølge de angelsaxiske Annaler bleve de slagne af Indbyggerne i Hamtunskire (Hampshire) og Bearrucskire (Berkshire), anførte af deres Aldermænd Osric og Ædhelwulf. Det synes derimod at have været den tidligere omtalte Vikingeafdeling paa Tenet og Sceapigg, hvortil der sigtes, naar det heder at Hedningehæren 864–65 holdt sig paa Tenet, og tilsagde Kentvarerne Fred imod en vis Pengesum, men desuagtet en Nat uventet brød op og herjede hele den østlige Deel af Kent.

Naar man læser om den store Flaade af 350 Skibe, der i Aaret 851 kom til England, og tillige af de irske Annaler erfarer, at det Hovedangreb, hvorved Olaf, Ivar og Sigtrygg oprettede faste Riger paa Irland, skede i 852 eller 853, kan man ikke andet end finde det heel sandsynligt, at vi her have een og samme Vikingehærs Bedrifter for os; at nemlig Olaf hvite, efter at have forsøgt sin Lykke paa den engelske Kyst, endelig er dragen til Irland, hvor det er lykkets ham at vinde blivende Fodfæste. Dette er ikke den eneste Lejlighed, ved hvilken vi kunne forfølge en enkelt Vikingehærs Bedrifter i forskjellige Lande. Velands Tog fra Somme til England og tilbage igjen er forhen omtalt. Og i Aaret 863 omtales et Angreb paa Orleans under Anførsel af en vis Baard (Baretus)[14], som femten eller sexten Aar senere blev dræbt paa Irland, og ved denne Lejlighed kaldes „Nordmændenes store Anfører“[15]. Alt dette bestyrker, hvad der ovenfor er yttret, at de Angreb, der fandt Sted paa England for de saakaldte Lodbrokssønners Tid, mere skede ligesom i Forbigaaende, og for en stor Deel af Nordmænd, og at Vikingetogene til England ikke antoge nogen ret alvorlig og i Landets indre Forhold indgribende Charakteer, førend disse Lodbrokssønner viste sig i Spidsen for Danerne, der nu blev den egentlige herskende af de nordiske Nationer i England, medens Nordmændene fornemmelig holdt sig til Irland, de vestlige Øer, Nordskotland og Nordfrankrige. Danernes overlegne Fremtræden paa Britannien maa saaledes henføres til Begyndelsen af det 9de Aarhundredes anden Halvdeel. Paa den Tid viste de sig ogsaa, som vi have seet, allerførst paa Irland, og vare nær ved at gjøre sig til Herrer der, da Olaf hvile atter oprettede Nordmændenes Herredømme.


  1. Henrik af Huntingdon, Mon. hist. Brit. p. 733.
  2. Chron. Sax, Mon. hist. Brit. p. 344.
  3. Sammesteds.
  4. Sammesteds, p. 345.
  5. Sammesteds.
  6. Sammesteds, p. 346.
  7. For det første tales der baade i 833, 837 og 840 om en Flaade paa 35 eller 34 Skibe; dernæst bruges Udtrykket „Hæren“ (ɔ: Vikingehæren) som om det var een og samme Hær, hvorom der overalt var Spørgsmaal.
  8. Lindesigg maatte paa Oldn. lyde Lindisey; nu kunde man meget let tænke sig Lindisey og Lindiseyri forvexlede.
  9. Egentlig Pedridanmúðe, som Stedet kaldes i Chron. Sax. p. 346.
  10. Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. p. 346.
  11. Sammesteds p. 346, 347.
  12. Sammesteds p. 348.
  13. Sammesteds p. 349.
  14. Adrevald, hos Mabillon, Act. Stt. Ben. II. p. 388.
  15. Ulster-Annalerne, hos O’Connor IV. p. 235.