Det norske Folks Historie/1/60

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Krigs- og Erobrings-Togene til Frisland det frankiſke Riges Kyſter, og længer ſydefter, udgik, ſom vi have ſeet, fornemmelig fra de i Sønderjylland boſatte Nordmænd. Togene til Irland udgik, efter hvad man maa formode, for ſtørſte Delen umiddelbart fra Norge. Men Hovedmasſen af de Nordboer, der hjemſøgte England, beſtod, efter hvad man tydeligt kan ſee, af Daner, eller af den Afdeling af Nordgermanerne, der nu kaldte ſig ſaaledes efter at have gjort ſig til Herrer i de egentlige danſke Lande. Men vi have ſeet, at Danevældet endnu i de førſte Decennier efter Ragnar Lodbroks Død ikke havde ſaa meget at betyde, og at hans nærmeſte Deſcendenter, Sigurd Orm i Øje og Hardeknut, havde temmelig faa Beſiddelſer, og gjorde ſig ikke ſynderligt gjeldende, hvorimod det en Tidlang var Sveakongerne, der havde Overmagten i Norden. Det er derfor heller ikke at undres over, at Danernes Bedrifter i England i al denne Tid ikke kunde maale ſig med de Bedrifter, ſom de ſønderjydſke Dane-Nordmænd udførte i Frankrige, og de virkelige Nordmænd paa Irland, Skotland og de veſtlige Øer. Det var førſt de ſaakaldte Lodbroksſønner efter Midten af det 9de Aarhundrede forbeholdt at gjøre Dane-Navnet ret bekjendt og frygtet i England. Det er ej engang ſikkert, om de Tog, der for deres Tid omtales ſom foretagne til England, udgik fra Danerne og ikke ſnarere fra de ſønderjydſke Nordmænd, der i ſaa ſtor Mængde hjemſøgte Frankrige. Vi have i alle Fald ſeet at en af hine Vikinger, der før Lodbroksſønnernes Tid angreb England, nemlig Veland, fornemmelig havde rettet ſine Foretagender mod Frankrige.

Efter Toget til Englands Nordkyſt i 794 hørte man, ſom det hos en engelſk Forfatter[1] udtrykkeligt heder, i 38 Aar ikke mere til de Fremmede. Der nævnes idetmindſte intet nyt Angreb af dem paa England førend i 832, da, ſom det heder, de hedenſke Mænd herjede Sceapigg (nu Shepey ved Sheerneſs) paa Sydſiden af Indløbet til Temſen[2]. Det følgende Aar landede 35 Vikingeſkibe ved Carr (nu Charmouth) i Dorſet, og overvandt Kong Ecgbriht. Fælles Interesſe ſammenknyttede ſnart Briterne i Wales og de fremmede Krigere; vi finde ſaaledes allerede i 835 endeel Vikinger, der havde landet i Cornwall, forbundne med Briterne imod Kong Ecgbriht, ſom dog denne Gang ſejrede ved Hengeſtdun (Hengſtonhill)[3]. Endnu i de paafølgende Aar 837, 838, 839 og 840, nævnes forſkjellige Angreb, foretagne af Vikingerne, ved Hamtun (Southhampton)[4], Port (Portland), paa Lindesigg (Lindsey) i Øſt-Angeln, Kent[5], ved London og Carr[6]; de bleve ſlagne ved Hamtun, forreſten havde de Overhaand. Men alle disſe Angreb omtales paa den Maade, at man maa formode at det idet hele taget var den ſamme Flaade, der indfandt ſig paa forſkjellige Kanter af Landet[7]. Uſandſynligt er det ikke, at denne Flaade er den ſamme, ſom i Aarene 832 og 835 gjeſtede Aquitanien; dog kan man intet med Vished vide derom. Og heel ſandſynligt er det ogſaa, at hiint Angreb paa Lindesigg 838 er det ſamme, ſom det i Kraakumaal omtalte Angreb paa Lindesøre, der tillægges Ragnar Lodbrok[8]; det er i alle Fald et merkeligt Sammentræf, at et ſaadant Angreb paa Lindesigg nævnes ved 838, medens hiint Angreb paa Irland, hvorved Kong Mælbrigda nævnes, og ſom ligeledes ſynes at være en af de Bedrifter, Sagnet har tillagt Ragnar, efter de irſke Annaler fandt Sted i 830 eller 831. Man ſynes heraf med Beſtemthed at kunne ſlutte, at de Bedrifter i Veſten, ſom de yngre norſke og danſke Sagn tillagde Ragnar, have fundet Sted mellem Aarene 830 og 850, og at idetmindſte flere af dem virkelig ere udførte af en Mand, der med Henſyn til Tiden kunde være de yngre Lodbroksſønners Fader.

Der omtales en betydelig Sejr, Indbyggerne af Sommerſet og Dorſet i Aaret 845 vandt over Vikingerne ved Mundingen af Parret[9] i Briſtolfjorden, uden at man dog kan blive klog paa, om dette var de ſamme Vikinger, der nu i flere Aar havde foruroliget Landet. Den engelſke Nation ſynes nu for en Stund at have opmandet ſig. I Aaret 851 ſejrede Devonſhire-Mændene over Vikingerne ved Wicganbeorg (Wemburg), og Kong Ædhelſtan vandt en Søſejr over dem ved Sandwic (Sandwich) i Kent, hvorved de miſtede ni Skibe[10]. Men desuagtet kunde Englænderne ej længer faa Bugt med dem. Deres Antal ſynes at have tiltaget i det utrolige. I Aaret 851, det ſamme, hvori Vikingerne havde lidt hine tvende Nederlag, holdt de ſig dog for førſte Gang Vinteren over paa Øen Tenet, og endnu ſamme Aar kom en Flaade af halvfjerdehundrede Skibe ind i Temſen; Beſætningen gjorde Landgang, ſtormede Canterbury og London, drev Beorhtulf, Myrkernes Konge, paa Flugten, og drog ſyd til Sudrige. Her kom Ædhelwulf, Konge i Wesſex og hans Søn Ædhelbald dem imøde med en Hær, ſtred med dem ved Ácleá (Ockley), og, ſom det heder, fældte det ſtørſte Antal af Hedninger, „vi endnu have hørt tale om til den Dag i Dag“[11]. To Aar efter vandt Indbyggerne i Kent og Surrey en ny Sejr over Hedningerne. Og dog kunde de det følgende Aar atter holde ſig Vinteren over i Landet, denne Gang ſaa nær London ſom paa Sceapigg[12]. I Aaret 860 kom en ny Flaade, hvis Beſætning angreb og ſtormede Wintanecaſter (Wincheſter)[13], upaatvivlelig den ſamme Flaade, der under Velands Anførſel havde haft ſit Leje i Floden Somme i Frankrige, og ſom efter de frankiſke Annaliſters Beretning gjorde et uheldigt Tog over til England. Ifølge de angelſaxiſke Annaler bleve de ſlagne af Indbyggerne i Hamtunſkire (Hampſhire) og Bearrucſkire (Berkſhire), anførte af deres Aldermænd Osric og Ædhelwulf. Det ſynes derimod at have været den tidligere omtalte Vikingeafdeling paa Tenet og Sceapigg, hvortil der ſigtes, naar det heder at Hedningehæren 864—65 holdt ſig paa Tenet, og tilſagde Kentvarerne Fred imod en vis Pengeſum, men desuagtet en Nat uventet brød op og herjede hele den øſtlige Deel af Kent.

Naar man læſer om den ſtore Flaade af 350 Skibe, der i Aaret 851 kom til England, og tillige af de irſke Annaler erfarer, at det Hovedangreb, hvorved Olaf, Ivar og Sigtrygg oprettede faſte Riger paa Irland, ſkede i 852 eller 853, kan man ikke andet end finde det heel ſandſynligt, at vi her have een og ſamme Vikingehærs Bedrifter for os; at nemlig Olaf hvite, efter at have forſøgt ſin Lykke paa den engelſke Kyſt, endelig er dragen til Irland, hvor det er lykkets ham at vinde blivende Fodfæſte. Dette er ikke den eneſte Lejlighed, ved hvilken vi kunne forfølge en enkelt Vikingehærs Bedrifter i forſkjellige Lande. Velands Tog fra Somme til England og tilbage igjen er forhen omtalt. Og i Aaret 863 omtales et Angreb paa Orleans under Anførſel af en vis Baard (Baretus)[14], ſom femten eller ſexten Aar ſenere blev dræbt paa Irland, og ved denne Lejlighed kaldes „Nordmændenes ſtore Anfører“[15]. Alt dette beſtyrker, hvad der ovenfor er yttret, at de Angreb, der fandt Sted paa England for de ſaakaldte Lodbroksſønners Tid, mere ſkede ligeſom i Forbigaaende, og for en ſtor Deel af Nordmænd, og at Vikingetogene til England ikke antoge nogen ret alvorlig og i Landets indre Forhold indgribende Charakteer, førend disſe Lodbroksſønner viſte ſig i Spidſen for Danerne, der nu blev den egentlige herſkende af de nordiſke Nationer i England, medens Nordmændene fornemmelig holdt ſig til Irland, de veſtlige Øer, Nordſkotland og Nordfrankrige. Danernes overlegne Fremtræden paa Britannien maa ſaaledes henføres til Begyndelſen af det 9de Aarhundredes anden Halvdeel. Paa den Tid viſte de ſig ogſaa, ſom vi have ſeet, allerførſt paa Irland, og vare nær ved at gjøre ſig til Herrer der, da Olaf hvile atter oprettede Nordmændenes Herredømme.


  1. Henrik af Huntingdon, Mon. hist. Brit. p. 733.
  2. Chron. Sax, Mon. hist. Brit. p. 344.
  3. Sammeſteds.
  4. Sammeſteds, p. 345.
  5. Sammeſteds.
  6. Sammeſteds, p. 346.
  7. For det førſte tales der baade i 833, 837 og 840 om en Flaade paa 35 eller 34 Skibe; dernæſt bruges Udtrykket „Hæren“ (ɔ: Vikingehæren) ſom om det var een og ſamme Hær, hvorom der overalt var Spørgsmaal.
  8. Lindesigg maatte paa Oldn. lyde Lindisey; nu kunde man meget let tænke ſig Lindisey og Lindiseyri forvexlede.
  9. Egentlig Pedridanmúðe, ſom Stedet kaldes i Chron. Sax. p. 346.
  10. Chron. Sax. i Mon. hist. Brit. p. 346.
  11. Sammeſteds p. 346, 347.
  12. Sammeſteds p. 348.
  13. Sammeſteds p. 349.
  14. Adrevald, hos Mabillon, Act. Stt. Ben. II. p. 388.
  15. Ulſter-Annalerne, hos O’Connor IV. p. 235.