Det norske Folks Historie/1/59

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Imidlertid havde ogſaa de britiſke Øer paany, og gjentagne Gange, været hjemſøgte. Dog begyndte ikke Vikingernes Angreb paa England ſelv at blive ret følelige eller overvældende, førend imod Midten af det 9de Aarhundrede, da Lodbroksſønnerne under uhørte Gruſomheder oprettede det danſke Rige i Øſt-England. Før den Tid ſynes Vikingerne fornemmelig at have ſøgt Irland og de nærliggende Smaa-Øer. Aarſagen til, at de ſaaledes paa en vis Maade gik England forbi, var vel iſær den, at det maatte være dem meget lettere at faa Bugt med de raa og halvvilde Irer, end med de civiliſerede og endnu i Begyndelſen af det 9de Aarhundrede temmelig ſtridbare Angelſaxer. Dertil kom, at de Vikinger, ſom hjemſøgte Irland, fornemmelig — efter hvad man af de gamle Beretninger derom maa ſlutte — vare Nordmænd, der kom umiddelbart fra Norge ſelv. Og den naturlige Vej maatte for Nordmændene, naar de førſt havde lært Irlands Beliggenhed at kjende, blive nordenom Skotland. Vi have ſeet, at Nordmændene allerede for 825 havde fundet Færøerne og Hetland[1]. Efter denne ſidſte Øgruppe rettede man ſenere Kurſen til Grønland[2], og rimeligviis til Island. Efter den havde man ſandſynligviis allerede længe rettet Kurſen til Irland. Thi et Døgns Sejlads med gunſtig Vind lige i Veſt bragte et Skib fra det ſydveſtlige Norge ſaa langt, at man øjnede Hetland. Derfra kunde man ſee Orknø; fra Orknø ſaa man Skotlands Kyſt, og denne behøvede man kun at følge mod Veſt og Sydveſt, for at komme ind mellem Syderøerne og naa Irland. Det nordlige Skotland, iſær den Deel deraf, ſom ligger veſtenfor Orknøerne, indeholdt lidet, der kunde friſte vore Forfædre til at gjøre Landgang her. Vilde Klipper og øde Strande, med faa Spor af Befolkning, møde endnu Øjet paa disſe Kanter, og maa for tuſinde Aar tilbage have haft et endnu mindre indbydende Udſeende. Det er derfor let at forſtaa, hvorledes vore Forfædre i Førſtningen, inden de fra Irland af havde lært Skotland bedre at kjende, ilede dets barſke Kyſter forbi, for deſto ſnarere at naa Erins grønne, frugtbare Strand, hvor et rigt og forholdsviis let Bytte ventede dem. Paa denne Maade kom de ſlet ikke i Berørelſe med England, og i Førſtningen ogſaa ſaare lidet med Skotland. Vi finde ogſaa faa Angreb af nordiſke Vikinger paa de mere befolkede Dele af Skotland førend henimod Midten af det 9de Aarhundrede, og ſelv disſe faa Angreb ſynes meeſt at være udgangne fra dem, der allerede havde faaet Fodfæſte i England og Irland.

I de irſke Annaler forekommer Benævnelſen „Nordmænd“ kun meget ſjælden. Det ſædvanlige er, at Vikingerne enten kaldes Lochlannoch, d. e. Indbyggere af Lochlan (Norge eller Norden), eller Gall d. e. Fremmede; undertiden kaldes de ogſaa „Hedninger“ (Geinte). Fra Midten af det 9de Aarhundrede, da Lodbroksſønnernes Daner havde faaet Overhaand i England, begynde de irſke Annaler at ſkjelne mellem de „ſorte Fremmede“ og de „hvide Fremmede“; ved hine ſkulle Danerne, ved disſe Nordmændene være betegnede[3].

Nordmændene viſte ſig, ſom oven anført, allerførſt ved Irland i Aarene 794—797. Deres førſte Voldsgjerning af nogen Betydenhed i disſe Farvande var hiin Ødelæggelſe af det berømte, af St. Columba ſtiftede Kloſter paa Iona eller Icolmkill, hvorved 68 Menneſker, deels gejſtlige, deels verdslige, ſkulle være dræbte[4]. Men man er ikke ganſke ſikker paa Aaret, i hvilket denne Voldshandling fandt Sted. Efter denne Tid nævnes mellem Aarene 810 og 830 temmelig hyppige Anfald paa forſkjellige Kanter af Irland; i Førſtningen formaaede Irerne et Par Gange at ſlaa Nordmændene tilbage, men man ſeer tydeligt, hvorledes disſe mere og mere begynde at ſpille Meſter. I det ſidſtnævnte Aar (830) herjede de Landſkabet Conall, og førte Kongen, ved Navn Mælbrigda tillige med hans Broder fangne med ſig til deres Skibe[5]. Det er rimeligviis denne Bedrift, hvortil Saxo ſigter, naar han fortæller at Ragnar Lodbrok gjorde et Tog til Irland, fældte Kong Melbricus og indtog Dublin; og det bliver heraf end mere tydeligt, at de Bedrifter i Irland og England, man har tillagt Ragnar, vedkomme en yngre Høvding enten af dette eller et andet Navn. I det paafølgende Aar herjedes Armagh og flere andre Diſtrikter; iſær gik det ud over Kloſtrene, ſom plyndredes og tildeels ødelagdes. Endelig ankom i Aaret 838, to Flaader, hver paa 60 Skibe, den ene i Boyne, den anden i Liffey. Dublin erobredes[6], og Nordmændene udbredte Ødelæggelſe paa alle Kanter. De ødelagde baade Kirker og Befæſtninger, røvede Kvæg og Faar. Paa et Sted ſatte Indbyggerne ſig til Modværge, og vandt en Sejr, hvori 120 af Nordmændene ſkulle være faldne, men i et andet og ſtørre Slag ſejrede de Fremmede, og her, heder det, faldt baade Konger og Høvdinger, uden at engang deres Lig kunde finde en Begravelſe[7]. En af Vikingernes Anførere, der ſiden blev dræbt, bed Saxulf[8]. Men Hovedanføreren for Toget var den berømte Thorgiſl[9], hvis Navn endnu lever i det irſke Folkeſagn. „Efter mange Slag og ſkarpe Fegtninger underlagde han ſig“, fortæller en gammel Forfatter, der dog meer ſynes at følge Sagnet, end troværdige hiſtoriſke Beretninger, „i kort Tid hele Irland, og opførte, hvor han kom, de høje, murede Befæſtningstaarne med dybe Grave, af hvilke der endnu ſees ſaa mange Levninger i Landet. Han blev tilſidſt forelſket i en Datter af Mælſechnail, Kongen i Meath, og forlangte hende af denne, ſom ogſaa lovede at ſende hende til ham ledſaget af femten unge Piger; Thorgiſl lovede at møde hende med lige ſaa mange fornemme Nordmænd paa en Ø i Søen Lough-Erne. Men iſtedetfor Piger, ſendte Mælſechnail femten unge Mænd, der endnu ikke havde faaet Skjæg, forklædte ſom Fruentimmer, og bevæbnede med Dolke. Da Thorgiſl kom, blev han overfalden og dræbt af disſe. Mælſechnail havde tidligere ſpurgt Thorgiſl, paa hvad Maade han ſkulde faa udjaget nogle fremmede ſkadelige Fugle, der vare komne ind i Landet. Ved at ødelægge deres Reder, meente Thorgiſl. Og følgelig begyndte Mælſechnail nu at ødelægge Nordmændenes Borge, medens Irerne dræbte eller forjoge Nordmændene Herved befriedes Landet fra det Aag, hvorunder Thorgiſl havde holdt det i 30 Aar“[10]. — Denne Fortælling viſer ſig ved førſte Øjekaſt ſagnmæsſig og fabelagtig. Annalerne fortælle kun ſimpelt hen, at Thorgiſl i Aaret 844 blev fangen af Mælſechnail, Mælruans Søn, Konge i Meath, og ſidenefter druknet i Søen Lough-Nair[11]. De omtale flere ødelæggende Tog, ſom Nordmændene mellem 838 og 844 gjorde til forſkjellige Dele af Øen, og ved hvilke Thorgiſl viſtnok maa have været Hovedanfører, men der ſiges ikke udtrykkeligt, at de ſkulde have underkaſtet ſig hele Irland[12]. Heller ikke forholder det ſig ſaaledes, at Thorgiſl herjede paa Irland i tredive Aar. Den ſamme Forfatter, ſom meddeler hiint Sagn, ſiger udtrykkeligt, at han førſt ankom til Irland i Aaret 838. Og vi have endnu en meget paalidelig Angivelſe i de frankiſke Annaler, der udtrykkelig ſigter til disſe Begivenheden i det den melder, at Irerne, efter længe at have været hjemſøgte af Nordmændene, omſider bleve dem ſkatſkyldige i Aaret 847, men allerede i det følgende Aar gjorde Opſtand mod dem og ved Guds Hjelp fik dem forjagne fra Landet[13]. De irſke Annaler vide at berette om fire ſtore Slag, ſom Landets Konger ſtrax efter Thorgiſls Drab ſkulle have vundet over Nordmændene, af hvilke der i alt faldt henved 4000[14]. Med andre Ord, der ſkede en almindelig Rejsning imod dem. Men alle disſe Begivenheder, Irlands Undertvingelſe, Thorgiſls Drab og den paafølgende Nationalkamp, maa paa denne Maade ſammentrænges til Aarene 847 og 848. Det ſidſte Aar maa anſees aldeles ſikkert, da de frankiſke Annaler tilføje, at Irernes Konge i Anledning af Sejren ſendte et Geſandtſkab til den franſke Konge med Gaver og Fredstilbud for at bede om Tilladelſe for ham til at rejſe til Rom gjennem dennes Stater. Der var altſaa en beſtemt Begivenhed, ſom for den frankiſke Annaliſt betegnede Aaret. Anderledes forholdt det ſig derimod med hvad han havde erfaret om de tidligere Begivenheder paa Irland. Her var han udſat for at tage Fejl, og her bliver det derfor rimeligere at følge de irſke Annaler, forſaavidt ſom de antyde at Landets Trældom varede henimod 8 Aar.

Thorgiſls Herredømme paa Irland maa ſaaledes have vedvaret fra 838 til 846, og i de to paafølgende Aar maa Irerne have kæmpet en Undergangs Kamp med hans Mænd Hvis man kan ſtole paa andre Fortællinger, der meddeles om ham, maa han virkelig have beherſket Irland med et Jernſcepter. Han udnævnte en norſk Konge, fortælles der, i hver Provinds, en Høvding i hvert Diſtrikt, en Abbed i hver Kirke eller Kloſter, en Krigshøvedsmand i enhver Landsby, og ethvert Huus blev forpligtet til at holde en Kriger; ingen var længer Herre i ſit eget Huus. Han lagde en Skat af en Øre Guld paa ethvert Familiehoved; den, der ej betalte denne Skat, naar den blev ham affordret, ſtraffedes med Tabet af Næſen, derfor kaldte man denne Skat Næfeſkatten[15]. Alt dette indeholder Overdrivelſer. Det er tydeligt, at Thorgiſl kun har gjennemført det for alle germaniſke Erobrere fælles Lehnsſyſtem, at han har tilegnet ſig Ejendommen over Landet og udſtykket det i Lehn til Jarler og Herſer, aldeles ſaaledes ſom vi ſenere erfare om Harald Haarfagre i Norge. Endog dennes Næſeſkat (nefgildi), d. e. Perſonſkat, gjenkjende vi, men Navnet har i Tidens Løb faaet en hadefuld Forklaring og Folket, for hvem alle de nye Indretninger vare ganſke uvante og fremmede, har anſeet dem ſom et Tyranni, der fra Slægt til Slægt er ſkildret med ſterkere og ſterkere Farver. Det ſynes iſær at være de mange, for Irerne hidtil ukjendte Borge[16], hvortil Nordmændene ſtøttede deres Magt, og hvorved ogſaa fornemmelig Sagnene om Thorgiſl ere faſtholdte, ſkjønt han viſtnok ſelv maa have været en ſaa merkelig Perſonlighed, at hans Minde under alle Omſtændigheder maatte leve i Sagnet[17]. Ogſaa blandt hans egne Landsmænd ſynes et Sagn om ham at have holdt ſig, ſkjønt det ſenere er henført til en urigtig Perſon. I Harald Haarfagres Saga heder det, at Harald Haarfagres to Sønner, Frode og Thorgils, herjede paa Skotland, Irland og Bretland, og vare de førſte blandt Nordmændene, ſom indtoge Dublin; at Frode blev forgiven, og at Thorgils længe var Konge over Dublin, indtil han blev ſvegen og dræbt af Irerne[18]. Da det i de irſke Annaler udtrykkeligt heder, at Dublin for førſte Gang erobredes af Nordmændene paa den Tid, da Thorgiſl herſkede, bliver det indlyſende, at Snorres Thorgils er ingen anden end han, og at han urigtigt har flyttet ham ned i Tiden og gjort ham til en Søn af Harald Haarfagre[19].

Efter den almindelige Folke-Rejsning mod Nordmændene maa Irerne, ſom vi af den frankiſke Beretning ſee, have troet at al Fare nu var overſtaaet. Men den Fred, Landet nød, om den overhoved nød nogen, var yderſt kortvarig. Allerede i Aaret 849 kom der en Flaade af 240 Skibe, for at ſtaa Nordmændene bi. Dette viſer, at de ikke engang ganſke vare udjagne. Øen herjedes paany. De irſke Konger benyttede endog ſelv undertiden Nordmændenes Hjelp imod hinanden indbyrdes, og Dublin, der var falden i Mælſechnails Hænder, blev igjen tilbageerobret. Dog maa Irerne for en kort Tid have fundet nogen Lettelſe, da der udbrød blodig Strid mellem Vikingerne ſelv. En Flaade af danſke Hedninger, fortælles der, landede ved Dublin[20], tilføjede Nordmændene et ſtort Nederlag, plyndrede Byen og bortførte mange Folk. Det følgende Aar ſtod der i tre Dage og tre Nætter et ſtort Søſlag mellem Daner og Nordmænd, hvorved Danerne bleve ſlagne, og Nordmændene atter ſatte ſig i Beſiddelſe af deres Befæſtninger[21]. I Aaret 852 kom endelig den norſke Søkonge Olaf hvite, af Ynglinge-Ætten, underkaſtede ſig de Danſke, der maatte ſtille ham Giſler, og aftvang Irerne Skat[22]. Olaf oprettede et norſkt Rige i Dublin, der vedvarede i henimod 350 Aar, og ej alene holdt ſig uafhængigt, men endog for det meſte var mægtigere end de irſke Smaariger. I Følge med ham, fortælles der, vare to Brødre, Sigtrygg og Ivar[23], der ligeledes oprettede Riger, hiin i Waterford, denne i Limerick, hvilke Riger dog ikke opnaaede den Anſeelſe, ſom det i Dublin. At denne i Irlands Hiſtorie ſaa merkelige Begivenhed ligeſaa lidet ſom Thorgiſls Erobring kunde undgaa at blive udſmykket i Folkeſagnet, er naturligt. Man fortalte ſenere derom, at Olaf, Sigtrygg og Ivar vare Brødre, at de, hvad enten de ſelv tidligere havde været paa Irland, eller de havde hørt ſine Frænder fortælle derom, kjendte Landet godt, og ikke kom med en Krigsflaade, men ligeſom for at handle; at de derved ſtrax kom i Beſiddelſe af Søhavnene, og her opførte Byer, af hvilke de tre førſte vare de ovenfor nævnte. Der lægges til, at det irſke Folk, ſom ſelv var for dovent og udannet til at ſejle eller handle, anſaa det nyttigt, at der nedſatte ſig Fremmede, ſom kunde drive Handel med fremmede Lande[24]. Der er forſaavidt noget ſandt i denne Bemerkning, ſom det efter alle Merker er tydeligt, at Nordmændene, eller, ſom de ſiden kaldtes, Øſtmændene, paa Irland vare i Beſiddelſe af hele Øens Handel, og i det Hele taget ſtode paa et langt højere Kulturtrin end Irerne ſelv[25]; det er ogſaa viſt, at Vikingerne ikke altid optraadte ſom Krigere, men ſom fredelige Handelsmænd. Men den Maade, paa hvilken hine Brødre ſkulle have ſat ſig faſt i Landet og opført Byer, ſmager altfor ſterkt af det ſamme Sagn, der fortælles om Dido og om Ivar Beenløſe, og ſtemmer for lidet med den Maade, paa hvilken Nordmændene ſædvanligviis optraadte paa Irland, til at man kan anſee det for andet end Digt.

Olaf hvite er den førſte, i fremmede Skrifter omtalte, Vikingehøvding, der med Beſtemthed gjenkjendes i vore egne Sagaer[26]. Han hørte, ſom ovenfor nævnt, til Ynglingeſtammen; han var nemlig en Søn af Ingjald, der igjen i 5te Led nedſtammede fra Gudrød, Halfdan Hvitbeins Søn. Han blev gift med Aude, en Datter af den mægtige Herſe Ketil Flatnef fra Sogn, og havde med hende Sønnen Thorſtein, med Tilnavn den røde, fra hvilken flere fornemme Slægter paa Island, og navnlig Hiſtorikeren Are frode, nedſtammede. De irſke Annaler nævne om flere Herjetog, Olaf foretog, og flere Slag han vandt paa Irland, deels alene, deels i Forening med Ivar, og med en anden Høvding, hvis Navn ſynes at have været enten Atle eller Eyvind[27]. Ved flere Lejligheder nævnes ogſaa Cerbhal eller Kjarval, Dungals Søn, den irſke Konge i Osſory i Munſter, ſom hans Bundsforvandte[28]. Denne Cerbhal ſynes ſtedſe at have ſtaaet i den venſkabeligſte Forbindelſe med Nordmændenes Høvdinger, af hvilke trende endog fik hans Døttre til Egte[29]. Dette nærmere Bekjendtſkab, Nordmændene havde til ham fremfor de øvrige Konger, er rimeligviis Aarſagen til, at vore Oldſkrifter omtale, ham ſom om han var Enekonge paa Øen.

Olaf gjorde ogſaa tvende Tog til Skotland. Før hans Tid hører man, ſom vi ovenfor have nævnt, ſjælden om Vikingetog til det egentlige Skotland, kun om enkelte Angreb paa de ved dets Veſtkyſt liggende Hæbuder eller Syderøer, hvor iſær Icolmkills rige Kloſter lokkede Vikingernes Plyndrelyſt. Det hjemſøgtes ſaaledes atter i Aaret 824, og dets Abbed ſaa ſig endog kort efter nødt til at flygte til Irland med St. Columbas Levninger. Skotland var paa denne Tid beboet af to Slags keltiſke, med hinanden nær beſlægtede Folk, nemlig Pikterne, der udgjorde den egentlige, oprindelige Hovedbefolkning, og de dalriadiſke Skotter, en i det 6te Aarhundrede fra Irland til de ſydveſtlige Egne af Landet indvandret Koloni. Pikterne deelte ſig igjen i tvende Hovedafdelinger, de nordlige, ogſaa kaldte Cruithne, de egentlige Bjergboere, og Stamfædrene til de nuværende Højlændere, og de ſydlige Pikter (Albanigh), der efterhaanden bleve undertvungne af Skotterne, og ſmeltede ſammen med dem til et eneſte Folk, der i Kultur ſtod ved Siden af det irſke, og højt over de nordlige Pikter. Hiint Herredømme over de ſydlige Pikter lykkedes det dog ikke Skotterne at erhverve fuldſtændigt, førend efterat Nordmændenes Angreb havde taget deres Begyndelſe, og den ſidſte ſydpiktiſke Konge var bleven dræbt af dem i Aaret 839[30]. Da formaaede omſider Kenneth Mac Alpin, Konge over Skotterne, at erhverve et blivende Herredømme over Sydpikterne. Fra denne Tid af var der en langvarig Strid om Herredømmet mellem de nordlige eller egentlige Pikter, og Skotterne eller, ſom de endnu oftere en Tid plejede at kaldes, Albanerne. De norſke Vikinger blandede ſig ofte i denne Strid. Olaf drog ledſaget af den ovennævnte Hærkonge, Atle eller Eyvind, i Aaret 865 eller 866 over til Pikternes Land, herjede der, og tog Giſler af dem[31]. I Aaret 870 gjorde Olaf og Ivar et ſtørre Tog baade til England og Skotland. Efter en enkelt Krønikes Udſagn ſkulle de have ſtaaet Lodbroksſønnerne bi i deres Angreb paa det øſtlige England[32] (hvorom nedenfor); er dette end tvivlſomt, ſaa er det dog viſt, at de herjede paa England. Men deres Hovedformaal var at bekrige Albanerne, og, ſom man maa formode, at gjøre ſig til Herrer over dem. De belejrede Alcluith, ſenere bekjendt under Navnet Dumbarton, i fire Maaneder, indtog den endelig og plyndrede den. Fra Dumbarton maa de være dragne til England, thi førſt i det følgende Aar kom de hjem fra Albanien til Dublin, med 200 Skibe, belæsſede, ſom det fortælles, med et ſtort Bytte af Folk, røvede fra Engelſkmænd, Briter og Skotter[33]. Kort Tid efter faldt Olaf i et Slag paa Irland[34]. Og Ivar, der ſynes at have efterfulgt ham ſom Nordmændenes Overkonge[35], overlevede ham ikke længe. Olafs Søn Eyſtein blev ſiden, ſom der fortælles, ſvigagtigt dræbt af Albanerne eller Sydſkotterne. Han maa altſaa ligeledes have gjort et Tog til Skotland. Det maa forreſten omtrent anſees ſom viſt at denne Eyſtein, hvilken vore Sagaer ikke nævne, er den ſamme ſom den i dem meget hyppigt omtalte Søn af Olaf, ved Navn Thorſtein røde, om hvilken vi nedenfor komme til at handle nærmere[36].

De hæbudiſke Øer, eller, ſom vore Forfædre kaldte dem, Syderøerne, maa paa denne Tid allerede have været beſatte af Nordmændene. Vi ville i det følgende ſee, hvorledes Olaf hvites Svigerfader, Ketil Flatnef, opkaſtede ſig til Herre over dem. Hvorledes Øgrupperne i Nord for Skotland, nemlig Orknøerne, Hjaltland og Færøerne, allerede for 825 havde været hjemſøgte af Nordmændene, er ovenfor omtalt. Alle disſe Øgrupper vare en lang Tid kun Tilhold for Vikinger, ſom derfra foruroligede de omliggende Landes Kyſter, og de have rimeligviis paa denne Tid faaet deres nordiſke Navne. Af dem alle ſynes Færøerne tidligſt at være blevne ordentligt bebyggede af Nordmænd, rimeligviis fordi de Faar, der i ſaadan Mængde fandtes der ſiden de irſke Eneboeres Tid, og ſom have givet Øerne Navn, lovede Nybyggerne rigeligt udkomme[37]. Den Høvding der førſt bebyggede dem, hed Grim Kamban, og ſynes at have levet i Midten af det 9de Aarhundrede. Man offrede efter hans Død til ham, ſom til en Gud[38]. Blandt en af de tidligſte Koloniſter paa Færøerne var Vikingen Nadd-Odd, ſom boſatte ſig her, fordi han ellers overalt var fredløs. Paa en Rejſe fra Norge blev han af Stormen dreven langt mod Nordveſt, og kom til Øſtſiden af et ſtort Land med høje Fjelde. Dette Land var Island, ſom han ſaaledes tilfældigviis havde opdaget. Han og hans Folk ſtege op paa et højt Bjerg for at ſee om de kunde øjne Røg eller andre Tegn til Beboelſe, men forgjæves. Da de igjen forlode Landet, ſneede det, og de toge deraf Anledning til at kalde Landet Sneland, et Navn, ſom det dog ikke beholdt. Forreſten roſte han Landet meget, og dette bevægede, ſom det ſynes, en anden Æventyrer, ved Navn Gardar Svavarsſøn, ſvenſk af Æt, men Ejer af Jordegods paa Sjæland, til at opſøge det. Han fulgte, heder det, ſin fremſynede Moders og Nadd-Odds Anviisning, og kom virkelig til Landet, ſom han omſejlede, hvorved han kom til Vished om, at det var en Ø. Han tilbragte en heel Vinter der i et Huus, ſom han indrettede ſig ved en Fjord paa Nordſiden; Vaaren efter drog han tilbage til Norge, og roſte ligeledes Øen, ſom efter ham en Tidlang blev kaldet Gardarsholm[39]. Endnu en tredie Opdagelſesrejſe til Øen blev foretagen af Vikingen Floke Vilgerdsſøn. Han ſejlede ud fra Rogaland, hvor han, da han laa i Smørſund, holdt et ſtort Blot til trende Navne, der ſkulde viſe ham Vejen. „Paa det Sted, Blotet havde været holdt, opkaſtede de en Varde, der ſiden kaldtes Flokevarden. Han drog førſt til Hjaltland, hvor hans Datter Geirhild druknede i et Vand, der har faaet Navn efter hende. Derfra ſtyrede han til Færøerne, hvor han bortgiftede ſin anden Datter. Endelig ſtyrede han mod Island, og ſlap efterhaanden ſine Ravne; den førſte fløj ſtrax tilbage til Skibet, den anden hævede ſig et Stykke op i Luften, men kom ligeledes tilbage; den tredie fløj derimod videre frem i den Retning, hvor Landet laa, og derefter ſtyrede de. De kom til Sydøſtſiden af Landet, og ſejlede langs den ſydlige og veſtlige Kyſt. En ſyderøiſk Mand, ved Navn Faxe, ſom var ombord, udbrød, da Skibet kom forbi Reykjarnes og man kunde øjne den flere Mile fjerne Snefjeldsjøkel: „dette Land maa være ſtort, ſiden Flodmundingerne ere ſaa ſtore“. Denne Aabning kaldtes derfor ſiden ſkjemtviis Faxaoos eller Faxafjord. De landede paa den ſenere ſaakaldte Baardaſtrand, og ſatte endeel Kvæg, de havde medbragt, i Land, men Fjorden var ſaa fuld af Fiſk, at de af Iver for Fiſkeriet glemte at ſørge for Høforraad til Vintren. Derfor døde Kvæget, og da der tillige indtraf en kold Vaar, beſluttede Floke at drage bort igjen. Han beſteg et højt Bjerg og ſaa derfra Fjorden fuld af Driviis; derfor kaldte han Øen Island, hvilket Navn det ſiden ſtedſe har beholdt. Han kom dog den førſte Høſt ikke længer end til Borgarfjorden i den ſydlige Deel af Landet, hvor han tilbragte den næſte Vinter. Sommeren efter kom han tilbage til Norge. Han yttrede ſig heel ufordeelagtigt om Landet; en anden Mand, ved Navn Herjolf, der havde været med ham, ſagde baade godt og ondt om det, men en tredie, ved Ravn Thorolf Thorſteinsſøn, Sønneſøn af Færøernes Bebygger Grim Kamban, roſte det ſaa overdrevet, at han blandt andet ſagde, at der dryppede Smør af hvert Straa i Landet. Deraf blev han kaldet Thorolf Smør[40].

Island havde dog ikke været ganſke ukjendt. Dicuil, den ovenfor omtalte irſke Munk, fortæller i ſit Skrift, at nogle irſke Gejſtlige omtrent ved 795 fortalte ham, at de fra 1ſte Februar til 1ſte Auguſt havde opholdt ſig paa en Ø, de antoge for Thule, hvor Solen ved Sommerſolhvervs Tid om Natten kun ligeſom ſkjulte ſig lidt bag en liden Bakke, men hvor der forreſten paa den Tid var ganſke lyſt; man kunde derfra, tilføjes der, ved een Dags Sejlads naa det ſammenfrosne Hav[41]. Der er intet Land, hvorpaa disſe Angivelſer pasſe, uden Island. Og virkelig nævnes det udtrykkeligt i vore Oldſkrifter, at Islands førſte norſke Nybyggere paa et Par Steder paa Øſtkanten af Landet fandt irſke Bøger, Bjelder, Krumſtave og andre Gjenſtande, hvoraf man kunde ſlutte at de havde tilhørt irſke Gejſtlige, hvilke Nordmændene kaldte Paper[42]. Are Frode ſiger endog, at disſe Mænd vedbleve at bo paa Island lige indtil Landet bebyggedes af Nordmændene, og at de forlode det, for ej at leve ſammen med Hedninger[43].


  1. Se ovfr. S. 48.
  2. Grønlands hiſt. Mindesmerker, 3die Deel S. 212. Landnáma I. 1.
  3. Lochlannoch ſkal egentlig betyde „de ſom bo ved Indſøerne“, en Benævnelſe der nærmeſt pasſer paa Norge. Hvor der ſkjelnes mellem Daner og Nordmænd, kaldes hine Dubh-lochlannoch, Duhh-Geinte eller Dubh-Gall, disſe derimod Finn-Lochlannoch, Finn-Geinte, Finn-Gall. Enkelte Steder forekommer dog „Nordmændenes“ Navn.
  4. Ulſterſke Annaler, hos O’Connor IV. p. 193. De fire Meſtres Ann. ſammeſteds III. p. 312.
  5. Ulſterſke Ann. ſſt. p. 208.
  6. Innisfallens Annaler, ſammeſt. II. App. p. 31.
  7. De 4 Meſtres Annaler, ſammeſt. III. p. 338.
  8. Ulſterſke Ann. p. 213. De 4 Meſtres Ann. ſſt. p. 339. Innisfallens Annaler, p. 3l.
  9. Den irſke Form er Turges, med latinſk Endelſe Turgeſius.
  10. Giraldus Cambrenſis, de topogr. Hiberniæ Cap. 37, Camdens udg. p. 748, 749. Et Udtog af Giralds Fortælling findes hos den engelſke Hiſtorieſkriver John Bromton, Twysdens Udg. p. 1071. Girald nævner her forſkjellige Beretninger om Thorgiſl’s Forhold til den før omtalte Gurmund. Han kommer ſelv til det Reſultat, at Geirmund er en Nordmand og paa Tilbagevejen fra Afrika enten har landet paa Irland eg derfra udſendt Thorgiſl, medens han ſelv drog til England, eller har ſendt Thorgiſl fra England til Irland.
  11. De ulſterſke Annaler, hos O’Connor IV. S. 216, 217. De fire Meſtres Ann. ſammeſteds III. S. 343. Hans Død tillægges paa ſidſtnævnte Sted Guds, St. Kiarans og andre Helgenes Mirakel. Det er ellers at merke, at Annalernes Aar-Angivelſer ej ere ganſke nøjagtige; ſaaledes henføres den ſtore Flaades Ankomſt til 836 iſtf. til 838, og man ſkulde heraf følgelig ſlutte at Thorgiſl’s Drab ogſaa er ſat to Aar for tidligt.
  12. De Hovedbedriſter, der omtales, ere en Sejr over Connaughtboerne, 837 (839); Nord-Irland herjet 838 (840), ligeledes i 839 (841), hvorved flere Biſkopper og Preſter bleve ſlæbte fangne til Nordmændenes Borge; en Vikinge-Lejr ved Dublin, hvorfra Leinſter herjedes 840 (842); Clonmacnois m. m. herjet 841 (843); mindre Plyndringstog i 842 og 843 (844 og 845); Tog af Thorgiſl til Lough-Ribh, Connaught og Meath herjede, Clonmacnois m. m. opbrændt; de Fremmede ſlagne af Kong Niall Aedhs Søn i et ſtort Slag, og Thorgiſl endelig dræbt af Mælſechnail.
  13. Prudentius af Troyes, hos Pertz I. S. 443.
  14. Waræi antiq. Hib. p. 105. Ulſter-Annalerne, O’Connor, IV. S. 218, 219. De fire Meſtres Annaler, O’Connor III. S. 319.
  15. Ma-Geoghegan hist. d’Irlande I. p. 383.
  16. Disſe Borge, de ſaakaldte „Glasborge“, have flere villet tillægge Kelterne, men det ovenanførte Udſagn af Girald kan ej ganſke overſees; en lignende Borg findes desuden paa Hetland, den bekjendte Móseyjarborg. Hvor Girald omtaler disſe Borge, ſiger han ej alene, at Nordmændene havde opført dem, men tillægger udtrykkeligt, „at det irſke Folk ej bryder ſig om at have Borge, men bruger Skovene til Borge, Myrene til Grave“. — I Rusland finder man Spor af lignende Borge, ſe Kruſes Necrolivonica.
  17. Der fortælles ogſaa et Sagn om at hans Huſtru Odd ſkal have ſat ſig paa Alteret i Kloſterkirken i Clonmacnois, og derfra modtaget Folkets Hyldeſt. Se Worsaae, Minder om de Danſke og Nordmændene, S. 384. Her meddeles ogſaa nogle andre overdrevne irſke Skildringer af Nordmændenes Voldſomhed i det 9de Aarhundrede.
  18. Harald Haarf. Saga hos Snorre, Cap. 35. Det heder i de 4 Meſtres Annaler udtrykkeligt, at Mælſechnail i Aaret 847 (ɔ: 849 eller 850) ødelagde Dublin, ſom altſaa indtil da endnu maa have været i Nordmændenes Vold. I Inisfallen-Annalerne heder det udtrykkeligt, at Dublin erobredes for førſte Gang af Nordmændene 837, ſe O’Connor, rer. hib. Scr. Vol. III. App. p. 31, og i Ulſter-Annalerne nævnes ved 841 (842) „Dublin-Hedningerne“, altſaa „Hedningerne, ſom da vare i Beſiddelſe af Dublin“.
  19. Med Henſyn til de Navne, der ſattes i Forbindelſe med disſe ældſte Beretninger om Nordboernes Vikingetog paa Irland og i Frankrige, ſkulde man overhoved formode at de forſkjellige nordiſke Riger, ſom ſenere oprettedes, have haft hver ſin Yndlingshelt, hvilken de, uden Henſyn til Tidsregningen, tillagde de meeſt iøjnefaldende Bedrifter, at ſaaledes Nordmændene paa Irland have nævnt Thorgiſl, medens Nordmannerne ſenere nævnte Haſting, Danerne i Northumberland maaſkee Gudrum, og Danerne i Danmark Ragnar Lodbrok og Sønner. Thi vi have nu ſeet, at Haſting er den nordmanniſke Repræſentant for de ſamme Bedrifter, ſom Ragnars Saga tillægge Ragnars Sønner, og Girald Gurmund (Gudrum): at Ragnar igjen hos Saxo ved at erobre Dublin og overvinde Kong Mælbrigda tillige udfylder Thorgiſls og de ham nærmeſt foregaaende Nordmænds Plads — det er desuden ikke uſandſynligt at Thorgiſl ogſaa kan have været med, da Mælbrigda blev overvunden — og endelig, at Thorgiſls Bedrifter i vore Sagaer ſkydes ned til Harald Haarfagres Sønners Tid.
  20. Hvo veed om ikke ogſaa dette Tog er blevet opſtillet blandt den foregivne Ragnar Lodbroks? At det er udgaaet fra de ſaakaldte Lodbroksſønner, ſynes utvivlſomt.
  21. De irſke Annalers Ord ere her noget forvirrede. De ulſterſke Annaler, de ældſte og paalideligſte, ere ovenfor fulgte. (O’Connor II. p. 219—211). De 4 Meſtres Annaler derimod (O’Connor II. p. 35) fortælle, at der i 847 (ɔ: 849) kom en Flaade af 140 Skibe for at kæmpe mod de Fremmede, der allerede vare i Irland, og at de gjorde den ſtørſte Forſtyrrelſe i Landet; om Søſlaget heder det (S. 355), at de hvide Fremmede (Nordmændene) bleve ſlagne.
  22. Ulſter-Annalerne (O’Connor S. 221) udtrykke ſig derom ſaaledes: Amlabh (ɔ: Olaf) Søn af Kongen af Lochlan (Norge) kom til Irland, og ſaa vel de Fremmede, ſom Irerne ſelv, maatte betale ham Skat.
  23. Inisfallens Annaler, O’Connor II. App. p. 34. Sigtrygg kaldes af Irerne Sitric; Ivar kaldes Jomhar, Jobhar. Sigtrygg er maaſkee den ſamme Sidroc, der omtales i de frankiſke Annaler 852 og 855.
  24. Girald Cambr. Topogr. Hib., Camdens Udg. p. 719, 750. Girald kalder de tre Brødre Amelaus, Sytaracus, Yuarus. Man maa næſten formode at Girald iſær har fulgt væliſke Beretninger.
  25. Se Worsaae, Minder om de Danſke og Nordmændene i England, Skotland og Irland S. 415, 416.
  26. Se herom iſær Landnáma II. 15: „Olaf hvite hed en Hærkonge, Søn af Kong Ingjald, Søn af Helge, Søn af Olaf, Søn af Gudrød, Søn af Halfdan Hvitbein, Konge paa Oplandene. Han herjede i Veſterviking, og vandt Dublin paa Irland og Dublins-Skive (Diſtrikt)“. Jvfr. Laxd. Saga Cap. 1. Olaf gjøres her til en Søn af Kong Ingjald Starkadsfoſtre, hvilket ſtrider mod det anførte Slægtregiſter, der opſtilles af Olafs egen Ætling Are Frode.
  27. Han nævnes kun i Ulſter-Annalerne, under Formen Anislc. Men det er et Spørgsmaal, om denne beſynderlige Navneform ſkal foreſtille „Atle“, og ikke ſnarere er en Forvanſkning af et andet Navn, f. Ex. Eyvindr (Auindr). Vi læſe i Landn. III. 12, at Eyvind Øſtmand egtede Kjarvals Datter, nedſatte ſig paa Irland og overtog Landets Forſvar. Fornemmelig nævnes to Krigsforetagender et til Munſter (856) og et til Meath (857), hvor Ivar og Olaf kæmpede i Forening. Paa Toget til Munſter var ogſaa en „Caittil fin“ ɔ: Caitil den hvide med; om han var Nordmand (i ſaa Fald bliver hans Navn „Ketil“) eller Irlænder, er uviſt.
  28. Cerbhal var med paa Toget til Meath 857 (858). Han nævnes af og til indtil 888 (889), da han ifølge Ulſter-Annalerne pludſelig døde. Flere Haandſkrifter af Landn. (I. 1) kalde ham urigtigt Konge i Dublin.
  29. Den ene Datter har i Landnáma III. 10 faaet det nordiſke Navn Fridgerd; hun blev gift med en Thore Hima; den anden, Gormlath eller Kormlad, egtede en Thorgrim Grimolfſøn(Landn. III. 12); den tredie, Rafarta, egtede den navnkundige Viking fra Gautland, Eyvind Auſtmand (Landn. III. 12); deres Søn Helge magre, gift med Ketil Flatnefs Datter, var en af de fornemſte Landnamsmænd paa Island.
  30. Ulſter-Annalerne hos O’Connor, IV. p. 214. Skene, the Highlanders in Scotland I. p. 56.
  31. Ulſter-Annalerne, S. 232.
  32. Inisfallens Annaler, O’Connor II. App. p. 35.
  33. Ulſter-Annalerne S. 230.
  34. Landnáma, II. 15. Hans Dødsaar nævnes ikke udtrykkeligt i de irſke Annaler, men han forekommer ikke efter 871, og hans Søns Død omtales allerede ved 874 (875).
  35. Ulſter-Annalerne ved 872 (873): „Ivar, Konge over Nordmændene i hele Irland og Bretland, døde i Chriſto“.
  36. Ulſter-Annalerne (S. 233) kalde ham Oiſtin Mar Amlaibh. Oiſtin er viſtnok ligere Eyſtein, end Thorſtein, men da det ſamme fortælles om Thorſtein i Sagaerne, ſom om, Oiſtin i Annalerne, nemlig at han herſkede i Skotland, men dræbtes ved Svig, ſaa kan man næſten ikke andet end antage dem for een og ſamme Mand, med mindre man vil gjette paa at der har været to Brødre, og at Thorſtein, der efter Sagaerne dræbtes paa Caithneſs, havde gjort ſig til Herre der, medens Eyſtein, der ifølge Annalerne blev ſlagen af Albanerne ɔ: Syd-Skotterne, havde erobret denne Deel af Landet. Aarſagen hvorfor Thorſtein og Eyſtein, eller Thorſtein alene (hvis de ere een og ſamme Mand) ſøgte at ſætte ſig i Beſiddelſe af Skotland, maa være den, at Ivar og hans Dynaſti havde fordrevet ham fra Irland.
  37. Se ovf. S. 418. Ordet fær bruges ſtundom i Oldn. om Faar, ældre Gulathingslov Cap. 223, men oldſvenſk og olddanſk fár, hvoraf vort „Faar“.
  38. Færeyingaſ. Cap. 1. Landn. I. 14. Grim var Farfader til Thorolf Smør, der rejſte med Floke for at opdage Island mellem 860 og 870. Og paa denne Tid vare Færøerne allerede bebyggede, da det fortælles at Floke bortgiftede ſin Datter der. Grim maa altſaa have levet omkring 840.
  39. Landn. I. l, Efter et Haandſkrift af Landnáma var Gardar den førſte, ſom opdagede Island, og det heder at han kom did tilfældigviis, ved at drives af Storm fra Pettlandsfjorden, paa en Rejſe til Syderøerne. Saaledes heder det og i Historia Norvegiæ, Fol. 5 C. Thjodrek Munk, (Cap. 3) nævner ſom de førſte Opdagere nogle Kjøbmænd fra Færøerne, derpaa Gardar og endelig Floke. I Olaf Tryggv. Saga Cap. 113 nævnes Naddodd førſt. Saavel her ſom i Landnámas fleſte Haandſkrifter paaberaabes den troværdige Sæmund frode. Det ſandſynligſte er, at Naddodds og Gardars Rejſer have været uafhængige af hinanden og omtrent ſamtidige.
  40. Landn. I. 2. Olaf Tryggv. Saga Cap. 115. Aaret, da Island opdagedes, kjendes ikke nøjagtigt: det maa have faldet mellem 860 og 870, ſiden Are frode (Islendingabok C. 1) ſætter dets førſte Bebyggelſe til 870. Landn. opregner viſtnok (I. 1.), endeel ſamtidige europæiſke Fyrſter, paa hvis Regjeringstid Island „fandtes og bebyggedes“, men disſe Angivelſer grunde ſig naturligviis paa ſenere Beregninger, og omfatte desuden et længere Tidsrum. De nævnte Fyrſter ere: Pave Hadrian I. (867—872) og hans Efterfølger Johannes VIII. (872—882); de byzantinſke Kejſere Leo VI. (886—911) og Alexander (886—912); Harald Haarfagre (død efter 930) i Norge, Erik Eimundsſøn i Sverige og hans Søn og Efterfølger Bjørn (der levede hen i det 10de Aarhundrede), Gorm den gamle i Danmark (død henved 933), Alfred (873—901) og hans Søn Edvard (901-925) i England, Kjarval (858-888) paa Irland, og Sigurd Jarl (omkring 880) paa Orknø. Man ſynes dog heraf idetmindſte at kunne ſlutte at Island ej opdagedes før Aaret 867, i hvilket Hadrian I blev Pave. Og da dets Bebyggelſe paabegyndtes ved 870 eller ſeneſt 871, maa Opdagelſen ſaaledes falde lidt før 870.
  41. Dicuilus, de mens. orbis terræ, ed. Letronne, p. 38.
  42. Landnáma, Prolog.
  43. Islendingabok Cap. 1.