Det norske Folks Historie/1/58

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er altſaa bævet over enhver Tvivl, at Nordmændenes førſte ſtørre Herjetog til de britiſke Øer fandt Sted i Aarene 794—797, og at de da ſtrakte ſig ej alene til Northumberland, men ogſaa til Irland, Syderøerne og maaſkee til Orknøerne, Shetlandsøerne og Færøerne. I de nærmeſte Aaringer derefter hører man ej om nogen nye Tog til England, og kun om enkelte, der desuden ſynes at have været af mindre Betydenhed, til Irland, men derimod om en heel Mængde til Frisland og Saxland. At flere af disſe Herjetog til Frisland og Saxland rimeligviis ſtode i Forbindelſe med Fejderne mellem Sønderjylland og Franker-Riget, er allerede ovenfor nævnt. Gudrød gjorde Begyndelſen ved ſit ſtore Tog til Frisland, og naar vi ſidenefter ej høre om noget lignende Tog, førend i 820, da hine 13 Skibe, efter forgjæves at have gjort Landgang i Flandern og ved Seinemundingen, endelig landede og herjede i Aquitanien, da er Aarſagen rimeligviis de indre Stridigheder, der fandt Sted mellem Medlemmerne af den veſtfoldſke Kongefamilie i de førſte Aar efter Gudrøds Død. Disſe 13 Skibe tilhørte, ſom oven anført, efter al Rimelighed de to i Aaret 819 fordrevne Sønner af Gudrød. I Aquitanien plyndrede de Øen Bouin, og vendte rigt belæsſede med Bytte tilbage[1]. Det var dog paa denne Kant iſær Kloſteret Noirmoutier paa Øen Her, ſom hjemſøgtes; det opbrændtes af Nordmændene i Aaret 830[2], og Kejſeren maatte tage Øen under ſin ſærſkilte Beſkyttelſe[3]. I 833 viſte Nordmændene ſig atter her, men bleve ſlagne af Grev Rainald af Herbauge i et langvarigt og blodigt Slag, hvori 484 af dem tilſatte Livet[4].

De frankiſke Monarcher havde paa denne Tid begyndt at tage Nordmænd i deres Tjeneſte og give dem Forleninger for at forſvare Kyſterne mod deres Landsmænd. At de tillige antoge Chriſtendommen, ſynes at have været en Betingelſe, der fulgte af ſig ſelv. Allerede i Aaret 807 omtales en Nordmannahøvding, Halfdan, der med en ſtor Skare underkaſtede ſig Kejſeren og lovede ham beſtandig Troſkab[5]. Man ſkulde formode, at han har faaet en Forlening paa Øen Walcheren; idetmindſte nævnes en Heming, Halfdans Søn, og ivrig Chriſten, blandt de Høvdinger, ſom faldt ved Nordmændenes Angreb i Aaret 837. Da Kong Harald var bleven døbt i Aaret 826 fik han, ſom oven omtalt, tilligemed Broderſønnen Rørek udſtrakte Forleninger, nemlig ej alene en Strækning nordenfor Elben, grændſende til Sønderjylland, men ogſaa Hriuſtri og ſelve Doreſtad, hvilke Forleninger de ogſaa beholdt efter at være fordrevne fra Sønderjylland. Naar vi ſiden læſe om de voldſomme Angreb, Nordmændene i Aarene 834 og 837 foretoge paa Frisland og iſær paa Doreſtad, ſynes det næſten ſom om de her ikke lededes alene af Krigs- og Bytte-Lyſt, men ogſaa af Fiendſkab til Harald, hvis ellers ikke denne har ſpillet under Dække med dem og ſelv opmuntret dem til at komme. Der er virkelig et og andet, ſom tyder hen herpaa. Ludvig den Frommes Sønner laa paa denne Tid i Strid med deres Fader. En af deres Mænd, der iſær ſatte dem op og puſtede til Uvenſkabet, var Erkebiſkop Ebo af Reims, ſom ved denne ſin Utaknemmelighed mod Kejſeren i høj Grad fordunklede den Fortjeneſte, han forreſten har indlagt ſig ved ſin Iver for at omvende Danerne til Chriſtendommen. Vi have ſeet, at han allerede i Aarene 823 og 824 havde opholdt ſig blandt Danerne eller ved den danſke Grændſe, og døbt en heel Deel af dem. Der fortælles udtrykkeligt, at han ogſaa prædikede for Kong Harald, og at det iſær var hans Overtalelſer, der bragte denne til at antage Chriſtendommen[6]. Fra denne Tid af ſynes der at have været et ivrigt Venſkab mellem Ebo og Nordmændene. Da Hlothar, Kejſer Ludvigs ældſte Søn, i Aaret 834 ved ſin Herſkeſyge havde lagt ſig ud med ſine Brødre, og Kejſeren, der nu underſtøttedes af ſine andre Sønner, ſlap ud af ſit Fangenſkab i Soisſons, vovede Ebo ikke længer at dvæle i ſit Erkeſæde, men flygtede en Nat fra Reims, ledſaget af nogle med Elvene og Havnene velbekjendte Nordmænd, og medbringende alle de Koſtbarheder, han i Haſt kunde ſamle[7]. Han tog, heder det, Vejen til Nordmændene. Om han virkelig begav ſig heelt til Sønderjylland, er uviſt; derimod veed man, at han en Stund opholdt ſig hos Ansgar i Hamburg, hvor han endnu ſamme Aar blev paagreben af Kejſerens Tilhængere og ſiden holdt i Fangenſkab, indtil han Aaret efter paa Mødet i Thionville højtidelig erkjendte ſin Brøde og frivilligt fraſagde ſig ſit erkebiſkoppelige Embede. Det kan altſaa neppe være andre Nordmænd, Ebo flygtede til, end Kong Harald i dennes nordalbingiſke Lehn; og naar vi nu ſee Nordmænd ſtrax efter gjøre voldſomme Angreb paa Frisland med Saxer og Daner i Følge, tildeels endog begunſtigede af enkelte blandt Friſerne ſelv, medens Kejſeren paa ſin Side med uſædvanlig Omhu tager ſig af Landets Forſvar og opholder ſig i dets Nærhed, ſynes det ſom øm den umiddelbare Følge af Kejſerens Gjenindſættelſe var for Harald været den, at han ſom Ebos, og følgelig ſom Hlothars Ven, har miſtet ſin doreſtadſke Forlening, og at de paa Frisland foretagne Angreb have haft til Henſigt, deels at ſkaffe ham denne Forlening tilbage, deels at tjene ſom en Diverſion til Hlothars Fordeel. Det ſiges etſteds endog udtrykkeligt, at Harald og Danerne havde forvoldt Kejſer Ludvig mange Ulemper. Man øjner Ebos Intriger og Opmuntringer i Baggrunden.

Det vilde kun være trættende, om vi her omſtændeligt opregnede alle de Angreb, Nordmændene i de nævnte Aar foretoge paa Frisland. Hvert eneſte Aar fra 834 til 837 hjemſøgte de det, og i 838 hindredes de kun ved en voldſom Storm, der ødelagde deres Skibe, fra at fornye Angrebet[8]. Hver Gang gik det iſær ud over Doreſtad, og man maa enten formode at Ødelæggelſerne ej have været ſaa ſtore, ſom de beſkrives, eller og at Byen i en mageløs kort Tid har rejſt ſig igjen efter hver Ødelæggelſe; dette maatte da igjen vidne om dets ſtore Handelsrørelſe og overordentlige Hjelpekilder. Det voldſomſte og meeſt omfattende Angreb ſkede i 836, da Nordmændene foruden Doreſtad ogſaa herjede Antwerpen og Handelspladſen Witla (Geer-Vliet): de trængte heelt op til Mecheln, hvor de opbrændte St. Rumolds Kirke og herjede Byen; de ſtandſede førſt ved Lier i Brabant, hvor de forgjæves ſøgte at opbrænde St. Gommars Kirke, og hvor to af deres Anførere, Rolf og Ragnar, pludſelig døde: en Begivenhed, hvori Landets Indbyggere naturligviis ſaa Helgenens beſkyttende Virkſomhed[9]. Ved denne Lejlighed heder det udtrykkeligt, at Nordmændene havde Daner og Saxer i Følge med ſig[10]. Det følgende Aar herjede de Walcheren og dræbte deres oven omtalte Landsmand, Heming Halfdansſøn; og Kejſeren, der allerede havde beſtemt ſig til at rejſe til Rom, maatte nu indſtille Rejſen og drage til Nimwegen, der ikke ligger langt fra Doreſtad, hvor Nordmændene allerede vare komne, og huſerede paa ſædvanlig Viis. Ved Efterretningen om Kejſerens Nærmelſe ſkyndte de ſig bort. Kejſeren foretog nu en alvorlig Underſøgelſe af Kyſtvogternes Færd. Det viſte ſig, at flere af Friſerne havde viiſt ſig ulydige, (rimeligviis havde de ſpillet under Dække med Nordmændene) og ſaavel de gejſtlige ſom verdslige Herrer fik derfor ſtreng Befaling at holde dem til Lydighed, ligeſom der ogſaa blev givet Befaling til at have en Flaade i Beredſkab[11].

Imidlertid havde den gamle Kejſer deelt Landene mellem ſine Sønner, og Hlothar havde foruden Italien faaet det meſte af hvad der laa øſtenfor Maas, ſaaledes ogſaa Frisland. Der var altſaa, ſom man ſkulde formode, ikke længer nogen Grund forhaanden for Nordmændene til at herje her. Med Kong Erik i Sønderjylland var der ſluttet Fred. Da døde den gamle Kejſer i Aaret 840, og ſtrax udbrøde de gamle Stridigheder mellem hans Sønner med fordoblet Hidſighed. Og nu, heder det i en gammel Krønike, forſømtes Kyſtbevogtningen, Fiendernes Tal forøgedes, og Nordmændenes, Danernes og Briternes Mængde voxede til det utallige; de Chriſtne bleve paa alle Kanter hjemſøgte med Plyndring Mord og Brand[12]. En af Kejſer Hlothars førſte Foretagender var at give de ſaakaldte Lazzer blandt Saxerne Frihed til at vende tilbage til Hedendommen, imod at følge hans Banner, og at overlade Kong Harald, der havde tilføjet Riget ſaa megen Skade, Walcheren tilligemed de nærliggende Egne i Forlening[13] (841). Da Chroniſten, ſom fortæller dette, beklager, at Hedninger og Forfølgere af Chriſtendommen paa denne Maade bleve foretrukne for Chriſtne, maa man formode, at Harald er falden tilbage igjen til Hedendommen. Hans Overgang til Chriſtendommen havde neppe heller været oprigtig. Han nævnes allerſidſt i Aaret 842 blandt en Deel Befalingsmænd, Hlothar efter Slaget ved Fontenai havde efterladt ved Moſelen, for at formene hans Brødre Overgangen, hvilket dog ikke lykkedes dem, da de ved Efterretningen om at Ludvig og Karl nærmede ſig, flygtede forſkrækkede bort[14]. At Harald havde nogen Deel i det ſkrækkelige Overfald paa Hamburg, ſom ovenfor (S. 375) er omtalt, ſynes ikke rimeligt Dette udgik, ſom man ved Sammenligning af de forſkjellige Beretninger kan ſkjønne, fra den Flaade, Kong Erik havde ſendt opad Elben mod Kong Ludvig, og Harald var rimeligviis paa den Tid allerede død.

Vi have ſeet at Kong Erik mod Slutningen af ſin Regjeringstid traadte i et mere venſkabeligt Forhold til Frankerne, ſtraffede ſelv de fra Plyndringstog hjemvendende Vikinger, og lod ſig endelig ved Ansgars Beſtræbelſer overtale til at antage Chriſtendommen. Men dette hindrede dog ikke andre Vikingeſkarer fra at herje det frankiſke Riges Kyſter. Det heder udtrykkeligt, at efterat Kong Erik, foruroliget af ſine to Frænder, havde ſeet ſig nødt til at dele Riget med dem, ſamlede Rørek, Haralds Broderſøn, ſtrax en Hær af Nordmænd, og herjede Frisland. Det ſynes heraf temmelig klart, at Rørek ſelv bar været den ene af disſe Frænder, at han har traadt fiendtlig op mod Erik, tvunget ham til at give ſig et Stykke Land, og derpaa benyttet ſig af ſin nys vundne Magt til at gjenerhverve ſine Beſiddelſer i Frisland[15]. Her havde han nemlig fra tidligere Dage beſiddet Doreſtad. Men efter Haralds Død (rimeligviis ved 844) var han, ſom Rygtet gik, bleven falſkelig anklaget hos Hlothar for Forræderi, og holdt i Forvaring, Men han havde fundet Lejlighed til at flygte, og havde taget ſin Tilflugt til Kong Ludvig den tydſke, i hvis Rige han en Stund opholdt ſig blandt de nordalbingiſke Saxer, altſaa i Haralds gamle Lehn; her ſamlede han, heder det, en Hær af Daner, og gav ſig til at herje paa Kyſterne af Hlothars Riger, hvor han endelig ſatte ſig ſaa faſt i Beſiddelſe af Doreſtad (850), at Hlothar ej formaaede at jage ham bort, men maatte bekvemme ſig til at tage ham til Naade og give ham Doreſtad med de tilgrændſende Grevſkaber, rimeligviis det ſaakaldte Kennemarland, i Forlening[16]. Naar vi læſe om Plyndringstog, ſom Nordmændene i Aarene 845, 846 og 847 foretoge til Flandern, i hvilket ſidſte Aar det allerede lykkedes dem at indtage Doreſtad[17], bliver det os klart at Anføreren for disſe Tog maa have været Rørek, at denne tillige i Aarene 849 og 850 har ført Krig med Kong Erik og tvunget ham til at afſtaa en Deel af ſit Rige, men endelig, efter at have opnaaet dette, med fornyet Kraft og Held har hjemſøgt Frisland. Den anden Frænde af Kong Erik, der tilligemed Rørek foruroligede ham i Aaret 850, kan neppe have været nogen anden end Gudrød (Godfrid) Haralds Søn, om hvem det udtrykkeligt heder at han fem Aar ſenere (855) efter Erik den ældres Død, i Forbindelſe med Rørek drog tilbage til ſit Fædreland for at komme i Beſiddelſe af Riget, men maatte tillige med ham vende tilbage til Frisland med uforrettet Sag, da de ej fandt nogen Biſtand[18]. Gudrød gjorde ogſaa et Tog opad Scheldefloden, hvorfra Hlothar og Karl med forenede Kræfter ſøgte at drive ham tilbage, men forgjæves. De bleve nødte til at indgaa Forlig med ham, og give ham et Stykke Land i Forlening (853)[19].

Flandern og Frisland var ikke det eneſte Sted, hvor Nordmændene ſatte ſig faſt. De havde paa denne Tid allerede ſkaffet ſig Fodfæſte ved Mundingen af de fleſte betydelige Floder i Frankrige. Fra 843 af ſynes en Afdeling af dem at have taget faſt Ophold ved Loireflodens Munding. Efter at have herjet Byen Nantes og dræbt Biſkoppen og mange Preſter foruden en Mængde Lægfolk af begge Kjøn, plyndrede de de nedre Egne af Aquitanien; endelig, heder det, ſloge de ſig ned paa en Ø, førte Huſe derover fra Faſtlandet og beſluttede at overvintre her, ſom om de vilde blive der for beſtandig[20]. Denne Ø er rimeligviis den før omtalte Her eller Noirmoutier, hvor de allerede tidligere havde været. Disſe Nordmænd kaldes i en paalidelig Krønike udtrykkeligt „Veſtfoldinger“[21], de have ſaaledes enten været fra Veſtfold eller de have ſtaaet under veſtfoldſke Kongeſønners Anførſel. En anden Afdeling hjemſøgte Gironden og gik lige op til Toulouſe. Derfra droge de til Nordſpanien og angrebe Galicien, hvis Indbyggere dog forſvarede ſig tappert og dreve dem tilbage med ſtort Tab. En Deel af dem vendte nu tilbage til Bordeaux, ſom de herjede; andre forſøgte ſin Lykke i de ſydligere Dele af Spanien og ſejlede opad Guadalquivir til Sevilla, ſom de belejrede i 14 Dage. Efter et blodigt Slag mod Maurerne drøie de til Cadiz og andre Steder, ſkjændende og brændende hvor de kom frem; endelig vendte de tilbage til Sevilla, og kæmpede paany en heel Dag med Maurerne, der miſtede en Mængde Folk. Ved Efterretningen herom ſamlede den mauriſke Emir Abdorrahman en ſtor Hær, og nødte efter en lang og haardnakket Kamp Nordmændene til at vige. Det var iſær de fortrinlige Krigsmaſkiner, ſom baade her og tidligere i Galicien gjorde Udſlaget. Efter nogle faa Dages Ophold i Nærheden af Sevilla begave de ſig, ved Efterretningen om at Abdorrahman ſamlede en ny Hær og Flaade, bort igjen, og droge over Lisſabon tilbage[22], rimeligviis til Gironden, da vi erfare at Nordmændene i Aaret 845 ſatte ſig faſt i Aquitanien[23]. Saaledes vare Nordgermanerne, hvis Bekjendtſkab ſom „Rusſer“ Araberne allerede forlængſt havde gjort i Øſten, ogſaa nu paa Andaluſiens Sletter komne i Berørelſe med Moslemerne; og det er et ſterkt Beviis paa de videnſkabeligt dannede Arabers Indſigt i Geographien og de ethnographiſke Forhold, at de ogſaa i de Nordmænd, der herjede i Spanien, gjenkjendte det ſamme Folk, ſom de i Øſten plejede at kalde Rusſer[24]. Et nyt Tog til Nordſpanien (Aſturien) omtales ved 850, og ſamme Aar blev Bordeaux opbrændt[25]. Der tales endog hos en arabiſk Forfatter om hyppigere Gjentagelſer af disſe Tog. Man maa derfor antage, at Gironde-Nordmændene oftere, end det af frankiſke Skribenter omtales, indfandt ſig i Spanien[26]. Fra 841 af var Seinens Munding beſat med Vikingehære[27], de ſatte ſig faſt paa en liden Ø nær ved Oisſel[28], og foretoge herfra ødelæggende Plyndringer langt op i Landet. Iſær hjemſøgte de Rouen og Paris, hvilken ſidſte Stad de erobrede og mishandlede i 845, 857, 861[29]. Paa ſamme Maade ſtrejfede Loire-Nordmændene i Aarene 853, 854, 856 og 857 op til Tours, Blois, Orleans; i 865 lige til Fleury, hvis Kloſter de brændte[30]. Ikke ſjælden vovede Vikingerne ſig over fra den ene Flod til den anden og flere Mile op i Landet, udbredende Død og Ødelæggelſe hvor de kom frem. Endelig vovede de ſig ogſaa ind i Middelhavet (859—860), herjede paa Spanien og Mauritanien, plyndrede Majorca og Formentera, og ſkulle være komne til Grækenland; de løb op ad Rhonefloden, og ſloge ſin, efter at have plyndret nogle Byer og Kloſtre, ned paa Øen Camargue ved Rhonemundingen. Herfra trængte de op lige til Valence, ſiden gjorde de et Tog til Italiens Kyſt og herjede Piſa tillige med nogle andre Byer[31]. Paa ſamme Tid havde en anden Hob, beſtaaende af Daner, ſat ſig faſt i Nordfrankrige ved Mundingen af Elven Somme. Kong Karl den ſkaldede formaaede intet mod disſe talrige Sværme, der aldeles ſpillede Meſter i Landet. Han havde kun det Middel, at kjøbe den ene Sværm til at bekrige den anden. Saaledes havde han faaet det Løfte af Vikingerne i Somme, at de mod en Betaling af 3000 Pund Sølv ſkulde forjage Nordmændene i Seinen, og Karl paalagde i den Anledning en ſvær Skat, fra hvilken ikke engang Gejſtligheden blev fritagen[32]. Men Pengeſummen blev ikke ordentligt betalt, og iſtedetfor at drage mod Seine-Nordmændene, ſatte hine Vikinger over til England, hvor de indtoge Wincheſter. Herfra bleve de dog forjagede af de wesſexiſke Høvdinger, og nu endelig ſejlede de opad Seinen og begyndte at belejre Seine-Nordmændene i disſes Borg paa Øen ved Oisſel, imod at Karl forpligtede ſig til at forhøje Betalingen fra 3000 til 5000 Pund Sølv, og derhos ſende dem rigelig Tilførſel, for at de ej ſkulde plyndre. En anden Hær af Daner kom ſiden til, og forenede ſig med dem. Da de Belejrede efter en Tids Forløb merkede at de ikke længer kunde holde ſig, hjalp de ſig uden Videre ved at byde Kongen over; de betalte 6000 Pund, deels i Guld, deels i Sølv, til Belejrerne, ſom nu ophævede Belejringen, ſluttede Forbund med dem, og ſejlede ud af Seinen til Havet igjen. Da Vintren her hindrede dem i at drage ud paa noget nyt Tog, fordeelte de ſig i Vinterkvarterer i forſkjellige Byer lige til henimod Paris[33].

Hiſtorien har opbevaret Navnene paa flere af de nordiſke Høvdinger, der hjemſøgte Frankrige. I Spidſen for Loire-Nordmændene nævnes den af ſine Vikingebedrifter i Frankrige faa berømte Haſting[34]. Hans førſte Angreb ſkal allerede have fundet Sted i 841; da, fortælles der, ſejlede han op ad Loire med en ſtor Skare af Daner, lagde Amboiſe i Aſke, herjede Landet mellem Loire og Cher, og belejrede endelig Tours, men Indbyggerne bragte deres Skytshelgen St. Martins Been op paa Muren, og derved bleve de Danſke drevne paa Flugten med ſtort Tab[35]. Der er imidlertid meget, ſom taler forat antage dette Tog for det ſamme ſtore Tog opad Loire, hvilket ſamtidige Annaliſter omtale i 843. Thi vi ville nedenfor ſee, at flere af den ſaakaldte Haſtings Hovedbedrifter ſættes to Aar for tidligt, ligeſom hans Tilværelſe i det Hele taget er mere end tvivlſom. Han nævnes ikke af de ſamtidige Annaliſter, men ſpiller derimod en deſto ſtørre Rolle hos yngre Skribenter. Han udgives, beſynderligt nok, for at være en fød Franſkmand af den ſimpleſte Herkomſt, fra en Landsby i Nærheden af Troyes. Af Ærgjerrighed ſkal han have forſøgt ſin Lykke hos Nordmændene, og ſnart have erhvervet ſtor Anſeelſe iblandt dem[36]. Han opfoſtrede, fortælles det, Kong Lodbroks Søn Bjørn Jernſide, og da denne efter Landets Skik med en ſtor Skare tinge Menneſker ved Lodkaſtning var bleven nødſaget til at forlade ſit overbefolkede Fædreland, fulgte Haſting med ſom Anfører, og ſamlede om ſig en Mængde ſtridslyſtne Folk. Førend han viſte ſig i Loire, havde han herjet i Flandern, og ſtrejfet lige op til Noyon[37]. I Aaret 843 ſkal han med Bjørn have hjemſøgt Paris. Men da ſamtidige Annaliſter ej vide af nogen Plyndring af Paris førend i 845, er det tydeligt at det er denne, hvortil der ſigtes, og at den (ligeſom Toget opad Loire) er ſat to Aar tidligere end den virkelig fandt Sted[38]. Endnu engang nævnes han to Aar for tidligt, hvor der tales om et Tog, han i Aaret 857 ſkal have foretaget til Italien. Thi dette Tog er umiskjendeligt det forhen omtalte til Rhonemundingen, Grækenland og Italiens Veſtkyſt, hvilket ældre Krøniker henføre til 859 og 860[39]. Haſting, fortælles der, begyndte at fatte endnu ærgjerrigere Planer, og at tragte efter det kejſerlige Diadem. Han beſluttede at overfalde Rom, og ſejlede ind i Middelhavet, men en Storm drev hans Flaade til Byen Luna nær ved Carrara. Haſting troede imidlertid at dette var Rom, og udfandt en Liſt, for med Lethed at faa den erobret. Han ſendte Bud til Biſkoppen og Befalingsmanden med den Hilſen, at han kun af Storm var fordreven didhen paa ſin Hjemrejſe, at han havde fredelige Henſigter og desuden laa dødeligt ſyg; hans ydmyge Ønſke var kun at blive optagen i de Chriſtnes Tal. Glade herover, tilſagde Biſkoppen og Befalingsmanden ham Fred og Venſkab. Byens Porte aabnedes for hans Mænd; han blev baaren til Kirken og døbt, idet Biſkoppen og Befalingsmanden ſelv ſtode Fadder til ham. Derpaa blev han bragt ombord igjen. Natten efter opſtaar der en forfærdelig Veklage blandt de Fremmede, det heder at Haſting er død, og at han ſkal begraves ved Kirken. Virkelig kommer et Ligtog, hvor Haſting bæres paa en Baare ſom død, og Biſkoppen ſtaar rede til at holde Sjælemesſe for ham, da han med eet ſpringer lys levende ned af Baaren, kaſter Ligklæderne og ſtaar i fuld Ruſtning. Hans Folk kaſte ligeledes Kapperne af, og ſtaa fuldruſtede der, ſelv fælder han Biſkoppen og Befalingsmanden, hans Mænd anrette et ſkrækkeligt Blodbad, og erobre Byen. De erfarede nu at denne By ikke var Rom, og da de ej havde Udſigt til at gjøre flere Erobringer, beſluttede de at drage hjem. Paa Hjemvejen led Bjørn Skibbrud ved Englands Kyſt, og reddede med Nød og neppe Livet; derfra ſatte han over til Frisland, hvor han døde. Haſting begav ſig til Kong Karl, forlangte og fik Fred, og blev forlenet med Chartres.

At der blandt de nordmanniſke Høvdinger paa denne Tid ogſaa har været en ved Navn Haſting, kan ikke ligefrem benegtes, men at han neppe har ſpillet den Rolle, de Forfattere, der omtale ham, ønſke at tillægge ham, maa antages ſom viſt. Ikke alene er det mistænkeligt, at de ſamtidige Annaler ej nævne hans Navn[40] og ſætte de ſtørre Foretagender, hvori han ſkal have deeltaget, to Aar ſildigere end hine Forfattere[41], men den Krigsliſt, hvorved han ſkal have erobret Luna, er ej andet end hvad der hos andre, nordiſke og fremmede Forfattere, tillægges andre enten nordiſke, eller nordmanniſke, eller i den nordmanniſke Hiſtorie indgribende Helte, nemlig den norſke Konge Harald Haardraade, den danſke Kong Frode, de nordmanniſke Fyrſter Robert Viſkard og Roger i Italien, og den tydſke Kejſer og nordmanniſk-neapolitanſke Konge Frederik II.[42] Dertil kommer, at man ikke engang er paa det rene med hans Navn, ſiden en Forfatter kan ſige, at han ſædvanligviis plejede at kaldes Gurmund[43], et Navn, der ogſaa af en anden Forfatter tillægges en norſk Høvding, ſom havde været med paa Toget til Afrika, og efter at have udført Heltebedrifter i England, endelig blev dræbt enten i Frankrige eller Wales[44]. Hvad der endelig gjør Udſlaget, og hvad der ſtempler denne Haſting, hvis Bedrifter vi her have ſkildret, til en i ſildigere Tider opdigtet Sagnfigur, er at vi i de paalidelige engelſke og franſke Annaler fra anden Halvdeel af det 9de Aarhundrede finde mellem Aarene 867 og 893 en hiſtoriſk Haſting, om hvis virkelige Tilværelſe der ej kan være mindſte Tvivl, hvis Bedrifter tillige ere frie for de romantiſke Udpyntninger, der næſten ganſke optage Beretningerne om den ældre Haſting, og hvilken endelig udtrykkelig det Tog op ad Loire tillægges, der i den ovenfor meddeelte Beretning henføres til Aaret 841[45]. Fortællingen om Nordmændenes Bedrifter i Loiren og Seinen 843 og 845, og iſærdeleshed om deres Tog til Italien og Sydfrankrige 859 og 860 maa, ſom man tydeligt kan ſee, have levet i Folkeſagnet. Om Lunas Indtagelſe var der endog Sagn i Italien[46]. Endog i Norden maa et dunkelt Sagn have vedligeholdt ſig derom, thi hvor meget end den Beretning, Ragnar Lodbroks Saga meddeler om Togene til Wiflisburg og Luna kan være forvanſket ved fremmede, nyere Tilſætninger, ſaa indeholder den dog ſaa meget, der bærer Præg af Oprindelighed og Egthed[47], at den umuligt kan antages, heelt og holdent at være laant fra udenlandſke Krøniker og Digte, og man gjenkjender dog ved førſte Øjekaſt den Begivenhed, den omhandler, for at være den ſamme ſom den, der af de nordmanniſke Forfattere tillægges Haſting. Begivenheden var i ſig ſelv ſaa merkelig, at Sagnfortællerne følte Trangen til at knytte den til et beſtemt hiſtoriſk Navn. De nordmanniſke Forfattere valgte Haſting. De kunde ej vælge Gange-Rolf, da de vidſte at han ej havde været i Italien. De holdt ſig derfor til den næſt ham berømteſte Helt, Haſting, hvis Bedrifter ikke, ſom Rolfs, alene havde indſkrænket ſig til Nordfrankrige. De udſmykkede tillige Beretningen med endeel Sagn, der ſynes at have været egne for Nordgermanerne, og at have fulgt dem i alle deres Udvandringer. Vore egne Forfattere valgte deres fornemſte Sagnhelte fra hiin Tid, nemlig Ragnar Lodbroks Sønner. Og forſaavidt der her kunde være Tale om at nævne visſe navngivne Høvdinger ſom Anførere paa det italienſke Tog, var det ogſaa i ſig ſelv rimeligere at gjette paa de yngre ſaakaldte Lodbroksſønner, end paa Haſting. Hvad Navnet Gurmund angaar, da kunde det lige ſaavel være laant fra den paa Alfreds Tid bekjendte Vikingehøvding Gudrum, ſom Navnet Haſting er laant fra den ſildigere Haſting.

Hvad den Bjørn Jernſide angaar, der ſkulde have ledſaget Haſting ſom hans Foſterſøn, da ſtaar hans Perſonlighed paa endnu ſvagere Fødder. End ikke den nordmanniſke Forfatter Dudo, fra Begyndelſen af ilte Aarhundrede, der ellers nævner Haſting, vred noget om Bjørn; den førſte, der omtaler ham, er en Forfatter fra Slutningen af det 11te Aarhundrede, og hans Navn anføres endog i en Form (Bier), der øjenſynligt er laant fra nordmanniſk-franſke Sange eller Krøniker, efterſom den Form, hvorunder Navnet Bjørn forekommer i de paalidelige Annaler fra 9de Aarhundrede, er Bern eller Berno[48]. Bjørn maa ſaaledes være kommen ind i Sagnet om Haſting ved Midten af det 11te Aarhundrede. Men paa denne Tid havde der, iſær ved Knut den Mægtiges Erobring af England og den Mængde Nordboer, ſom derved kom i Berørelſe med Nordmannerne, været Anledning nok for disſe til at lære de nordiſke Sagn om Lodbroks Sønner at kjende, og at anvende dem i ſine egne Kvad og Fortællinger. Og virkelig begynder ogſaa Navnet Lodbrok førſt fra denne Tid af at viſe ſig hos de nordmanniſke Chroniſter. Det er ſaaledes at antage, at disſes Bjørn Jernſide er laant fra den nordiſke Sagnkreds om Lodbrok og hans Sønner[49]. Men forſaavidt de yngre Lodbroksſønner virkelig vare Hovedanførerne paa Toget til Italien, er det ikke uſandſynligt, at en af dem kan have hedt Bjørn, paa Grund af den almindelige Skik, at opkalde Forfædre[50]. En ſamtidig Chroniſt nævner desuden en Berno Nortmannus, der i Aaret 855 ſejlede op ad Seinen med en ſtor Flaade, forenede ſig med nogle andre, tidligere ankomne Vikinger, anførte af en Sigtrygg, og ſtrejfede med dem heelt op til Perche i Champagne. Karl den ſkaldede ſlog ham, heder det, i et ſtort Slag, og Sigtrygg forlod ogſaa i det følgende Aar Seinen, men Bjørn byggede ſig en Borg paa en Ø i Seinen (rimeligviis har han kaſtet ſig ind i Borgen ved Oisſel) hvor Karl forgjæves belejrede ham. Ved et Forlig i Verberie ſkal han have traadt i Karls Tjeneſte (858), dog henføres hiin Belejring af hans Borg til 859. Underkaſtelſen har ſaaledes neppe været oprigtig. Den nysnævnte Sigtrygg havde allerede i 852 tilligemed Gudrød været oppe i Seinen, og overvintret der til 853. Da var det at Gudrød modtog et Stykke Land til Forlening; Sigtrygg drog til Loiren, hvor han var med at herje Nantes (853), men blev ſaaret. Siden vendte han tilbage til Seinen, ſatte ſig faſt ved Pitres, og forenede ſig endelig med Bjørn[51].

Ved Angrebet paa Paris i Aaret 845 var ifølge ſamtidige Beretninger en vis Ragnar Nordmændenes Anfører. Han plyndrede Byen og Kloſteret St. Germain, og lod ſig førſt mod en Betaling af 7000 Pund Sølv bevæge til at drage bort. Men hans Folk ſkulle, ſom det berettes, paa Hjemvejen være blevne ſlagne med Blindhed og Afſindighed, ſaa at en Mængde ſatte Livet til. Han ſelv ſkal efter Hjemkomſten have roſt ſig for Kong Erik af ſine Bedrifter, men pludſelig være betagen af de frygteligſte Smerter, hvoraf han ynkeligt døde[52]. Det er ovenfor omtalt, hvorledes en Nordmannahøvding ved Navn Ragnar døde, ſlagen med Blindhed og under de ſtørſte Lidelſer, efter Voldshandlingen i St. Gommars Kirke i Lier 836[53]. Man friſtes til at antage, at det er den ſamme Ragnar, ſom paa begge Steder er meent, men da den Beretning, der lader ham herje Paris, er den ældſte, maa man give den Fortrinet. Uſandſynligt er det ikke, at denne Ragnar af vore Forfædre kan have været forvexlet med Ragnar Lodbrok, og at flere af de Bedrifter, Kraakumaal tillægger denne, ere udførte af ham. Muligt, at han har været de yngre Lodbroks-Sønners Fader, men med Vished lader ſig naturligviis intet ſige derom.

Blandt Seine-Nordmannernes Anførere nævnes i paalidelige Kilder ogſaa en vis Aasgeir. I Aaret 841 ſejlede han op ad Seinen, opbrændte Rouen, og derpaa Kloſteret Jumiéges. Kloſteret Fontenelle løskjøbte ſig fra Ødelæggelſen med 6 Pund og Munkene fra St. Denys kjøbte endeel Fanger tilbage for 26 Pund. Da den kongelige Befalingsmand Wulfhard nærmede ſig med en Hær, trak de ſig tilbage uden at vove noget Slag. Ti Aar ſenere viſte Aasgeir ſig atter i Seinen, efter at han, fem det fortælles, i 11 Aar havde herjet den hele Kyſt mellem Seinen og Bordeaux. Han opbrændte Kloſteret Fontenelle, og lagde ſiden Beauvais i Aſke; paa Tilbagevejen blev han angreben af Frankerne, og tabte ikke faa Folk, men han ſøgte Skjul i Skovene og undkom ſaaledes om Natten til Skibene. Han havde opholdt ſig i Seine-Egnene fra 13de Oktober 851 til 5 Juni 852. Derpaa drog han belæsſet med Bytte tilbage til Bordeaux. Slig Ødelæggelſe, tilføjes der, havde man endnu ikke ſeet ved Seinen[54]. Høvdingen for de Daner ved Somme, der i Aaret 861 lovede at forjage Nordmændene fra Oisſel, men da de ikke ſtrax fik den betingede Sum udbetalt, gjorde et lidet Tog til England, hed Veland. Da han kom tilbage, ſluttede han, ſom vi have ſeet, et Forbund med dem, han ſkulde forjage; han forblev Vinteren over ved Seinen, og hans Søn tog ſin Bolig i Kloſteret St. Maur les Fosſés. Karl den ſkaldede var imidlertid i Burgund, fordi han tænkte paa at underkaſte ſig Provence. Men Efterretningen om Fiendens Fremgang ved Seinen kaldte ham tilbage. Han ſammenkaldte ſine Krigsmænd til Senlis, og deelte dem i tre Afdelinger, hvoraf den ene ſkulde vogte Elven Oiſe, den anden Marne, og den tredie Seine. Men førend endnu noget var foretaget, fik han Bud, at en Afdeling af Danerne paa ſmaa Baade var fejlet op ad Marnen til Meaux, hvilket de opbrændte og hvorfra de rykkede mod Kloſteret St. Faron. Han lød nu ſlaa en Bro over Marnen og denne tilſtænge et Stykke nedenfor Meaux. Derved hindredes Vikingerne fra at komme tilbage, og ſluttede i deres Forlegenhed et Forlig med Karl, hvorved de, imod at ſlippe ud, forbandt ſig til at tilbagegive alle Fanger, og inden en vis Dag at forlade Seinen med de andre Nordmænd; de ſkulde endog hjelpe Karl at fordrive dem, der ej godvillig vilde drage bort. Til Sikkerhed før dette Løftes Opfyldelſe ſtillede de ti Giſler, og Veland ſelv indfandt ſig hos Karl for at aflægge Ed derpaa. De holdt ogſaa Løftet, thi de ſejlede ſtrax ned til Jumiéges, hvor de oppebiede Vaaren og ſatte derpaa til Havs, delende ſig i flere Hobe, af hvilke den talrigſte drog til Bretagne og forenede ſig med dem, der nys vare komne tilbage fra Middelhavet. I Bretagne kæmpede Grev Robert af Anjou mod Kong Salomon, der ved Snigmord var kommen i Beſiddelſe af Regjeringen. Salomon lejede tolv af hine Vikingeſkibe mod Robert, men denne var heldig nok til at tage Skibene og nedſable Størſtedelen af deres Beſætning. De øvrige ſkyndte han ſig, førend Salomon kunde faa dem fat, at leje imod ham for 6000 Pund Sølv[55]. Om Veland fortælles det, at han ſtrax efter vendte tilbage til Karl og lod ſig døbe med Kone og Børn, men at han af den Grund Aaret efter blev udæſket til Tvekamp af en Nordmand, ſom fældte ham[56].

Endnu nogle Gange omtales en Rørek, uden at man dog ret veed, om det er den ſamme Rørek, Herre til Doreſtad og Haralds Broderſøn, ſom ovenfor er nævnt. Man ſkulde næſten formode, at det er en yngre Rørek, da det ved Aaret 862 heder, at han nys var omvendt til Chriſtendommen[57], og man veed, at den ældre Rørek allerede i 857 var vendt tilbage til Sønderjylland. Den yngre Rørek optræder, uagtet ſin Omvendelſe, fiendtligt mod Frankerne. Hidkaldte af ham, fortælles der, ſejlede Danerne heelt opad Rhinen til Köln, herjede Doreſtad og Nimwegen, og kaſtede ſig ind i en Borg ved Nuys, hvor de en Tidlang forſvarede ſig mod Hlothar den yngre, der førte en Hær af Lothringer og Saxer mod dem. Endelig beſluttede de ſig efter Røreks Raad til at drage tilbage igjen[58]. Rørek havde udtrykkelig været formanet af Hinkmar, Erkebiſkoppen af Rheims, til ikke, efter ſin Omvendelſe, at hjelpe fine hedenſke Landsmænd mod de Chriſtne, men Advarſlen havde, ſom man ſeer, kun daarligt frugtet. Erkebiſkoppen havde ogſaa bedet ham om, ikke at modtage eller underſtøtte Grev Baldvin af Flandern, der mod Kirkens og Kongens Forbud havde vovet at bortrane og egte Kong Karls Datter Judith, Enke efter den wesſexiſke Konge Ædhelwulf og dennes Søn af førſte Egteſkab Ædvelbald[59]. Men Baldvin blev i det paafølgende Aar tagen til Naade, og forlenedes nu med hele Flandern mellem Somme og Schelde, fornemmelig paa den Betingelſe at han ſkulde forſvare Riget mod Danerne og de øvrige nordiſke Vikinger. Rørek blev ſenere udjagen fra Frisland af de ſaakaldte Konkinger (867), men maa dog ſiden have erobret det tilbage, thi vi erfare, at han i 870 ſluttede et Forlig med Kong Karl i Nimwegen[60], at han ligeledes i 872 havde en venſkabelig Sammenkomſt med ham i Utrecht[61], og at han endelig i Achen 873 underkaſtede ſig Ludvig den Tydſke[62]. Siden den Tid hører man ikke mere til ham.

Sammenligningsviis var nu Frankriges Stilling med Henſyn til Vikingernes Anfald nogenlunde taalelig. Paa de fleſte Steder var Roligheden ſikkret, i tredive Aar havde der ikke herſket ſaadan Fred. De forladte og ødelagte Kloſtre bleve igjen oprejſte og befolkede. Kongen ſammenkaldte et Møde ved Pitres, Nordmændenes gamle Tilhold ved Seinen, hvor man blev enig om visſe Foranſtaltninger til Værn imod dem[63], Vaſallerne opfordredes til paa førſte Opbud at drage ud mod Hedningerne; det blev dem forbudt, uden kongelig Tilladelſe at opføre befæſtede Slotte, og ligeledes blev det under Livs Fortabelſe forbudt og erklæret for et Forræderi mod Fædreland og Chriſtendom, efter 1ſte Juli 864 at overlade en Nordmand, det være ſig ſom Gave eller til Løskjøbelſe, nogen Brynje, Vaaben eller Heſt. Med dette Edikt af Pitres kan man ſaaledes anſee den førſte Periode af Nordmændenes Herjetog til Frankrige afſluttet. Vel holdt endnu en Vikingehær ſig ved Loire, uden at kunne fordrives, og gjorde hvert Aar megen Skade; ogſaa viſte ſig endnu i 865 en ny Vikingeflaade i Seinen[64], men i det Hele taget nød dog Landet Ro, og den anden Ulykkesperiode for Frankrige, der var værre end den førſte, og endte med Nordmændenes blivende Nedſættelſe i Landet, begyndte ikke førend med Gange-Rolf.


  1. Einhards Annaler, Pertz. I. p. 207. Vita Hludovici imp., Pertz. II. 625.
  2. Ademar af Angoulême, III. B. Pertz. VI. p. 119. Duchêne, Script. Rer. Norm. p. 19.
  3. Leprévoſt, Anm. til Ordric Vitalis I. p. 158.
  4. Chron. Aquit. Pertz. II. p. 252.
  5. Poeta Saxo, Pertz. I. 263.
  6. Se den ſamtidige Ermold Nigells Digt, 4de B. v. 147—173. Pertz. II. p. 504.
  7. Flodoard, p. 267, 268.
  8. Vertin. Annaler, I. 428—431. Xantenſke Annaler, Pertz. II. p. 225, 226. Enhard af Fulda, Pertz. I. 360, 361. Sigebert af Gemblours, Pertz. VIII. 339.
  9. Gesta S. Gommari, citeret i Haræus, Ann. Brabant, I. p. 67. Pertz. I. Rolf ſkal være død af Blodgang, Ragnar førſt ſlagen med Blindhed og derpaa ynkeligt omkommen. Det vil nedenfor blive omtalt, hvorledes denne Ragnar ſynes at være den ſamme ſom den Ragnar, der i paalidelige Krøniker omtales ved 845, 846.
  10. Iperii Chron. ap. Martene, III. 511.
  11. Prudentius af Troyes, hos Pertz. I. p. 431, 432. Fulda-Annalerne, Pertz. I. 361.
  12. Chron. monast. Besuensis, Duchêne, Ser. rer. Nordm. p. 22.
  13. Prudentius af Troyes, hos Pertz. I. 437, 438.
  14. Nithard, Hist. I. III. Pertz. II. p. 667.
  15. I de Xantenſke Annaler (Pertz. II. p. 228), hvor der udførligt fortælles om Vikingen Ragnars Angreb paa Frankrige og ſkrækkelige Død, (ſe nedenfor S. 433) heder det, at hans Folk gik til Frett hos deres Guder, for at lære, hvorledes de ſkulde frelſe ſig, men at Fretten ej havde et gunſtigt Udfald, og at en chriſten Fange derfor foreſlog dem at raadſpørge de Chriſtnes Gud, hvilket de og gjorde, og med Held; at derpaa deres Konge Roricus med hele ſit hedenſke Folk i 14 Dage afholdt ſig fra at nyde Kjød og Mjød og fra al Kamp, og ſendte Fangerne tilbage til deres Fædreland. Da andre Skrifter, der maa være paalidelige, iſær den ſamtidige Munk Aimoin (de mirac. Sti. Germani ap. Mabillon, Act. SS. Ben. IV. l08 cfr. Fragm. de Nortmannis, Duchêne II. 656) fortælle at Ragnar førſt døde efter at være kommen hjem, ſaa godt ſom i Kong Eriks Nærværelſe 816; da man desuden veed at Rørek allerede ſiden 826 var Chriſten, da Erik juſt fra 846 af begynder at viſe ſig Chriſtendommen gunſtigere, og da endelig Eriks Navn, ſaaledes ſom det af Frankerne ſkrives, nemlig Horich, ſaare let kan forvexles med Rorich, bliver det utvivlſomt, at det her virkelig ikke er Rørek, men Erik, ſom menes.
  16. Rudolf af Fulda, hos Pertz. I. 366.
  17. Xant. Ann. Pertz. II. 228. Chron. Norm. Pertz. I. p. 533. Prudent. af Troyes Pertz. I. p. 442. Sigebert af Gemblours, Pertz. VIII. 339. Rudolf af Fulda, Pertz. I. 365.
  18. Prudentius af Troyes, Pertz. I. 449.
  19. Prudentius af Troyes, Pertz. I. 447 448. Nogle have antaget, at det var Normandie, ſom Gudrød fik, og at ſaaledes Nordmændene allerede paa denne Tid ſkulde have begyndt at nedſætte ſig der. Rimeligere er det dog, at han har faaet et Len nærmere Frisland, maaſkee ved Schelden.
  20. Prudentius af Troyes, Pertz. I. p. 439, 440. Chron. Mon. S. Andegav. Duchêne, Scr. rer. Norm. p. 730.
  21. Chron. Aquit. Pertz II. p. 253.
  22. Prud. af Troyes, Pertz. I. p. 440, 441. Ahmed El Katib, hos Frähn, Bulletin scientificque IV. No. 9, 10. Jvfr. Kunik, die Berufung der ſchwed. Rodſen, II. p. 385, fgg.
  23. Ademar hist. Pertz. VI. p. 121. .
  24. Araberne kalde disſe Nordmænd deels „El Rus“, deels „El Madſchus“, d. e. Vantroende, egentlig Magier.
  25. Fragm. Armoric. ap. Martene, II. 833. Forſkjellige arabiſke Forfattere, citerede i Pascal de Gayngos: the history of the Mohammetan Dynasty in Spain, II. p. 116. 434.
  26. Udtog af et geogr. Skrift fra 12te Aarhundrede, anført hos Makkari i hans Annaler. Nordmændene beſkrives her udførligt ſaaledes: „Der plejede at viſe ſig i Havet nogle ſtore Skibe, ſom Andaluſierne kaldte Karakir, med et firkantet Sejl fortil, og et andet agter. De vare bemandede med Folk af en Nation, kaldet Madſchus, Folk af ſtor Kraft og Beſtemthed, med megen Øvelſe i Sejlads, og ſom ved deres Landgange paa Kyſterne ødelagde alt med Ild og Sverd, og øvede uhørte Plyndringer og Gruſomheder, faa at Indbyggerne ved Synet af dem flygtede med deres Koſtbarheder til Bjergene, og hele Kyſten blev folketom. Disſe Barbarers Angreb vare periodiſke, de fandt Sted hvert 6te eller 7de Aar. Antallet af deres Skibe var aldrig mindre end 40, undertiden gik det op til 100. De fortærede alt hvad de traf paa Søen. De kjendte Sømerket paa et Taarn i Cadiz, og, rettende ſig derefter, kunde de altid finde Indløbet til Strædet, ſtyre ind i Middelhavet, herje Andaluſiens Kyſter og Øerne i Nærheden; undertiden kom de endog paa disſe Herjetog lige til Syriens Kyſter. Men da Sømerket (egentlig et Afgudsbillede paa Taarnet) var nedtaget efter Ali Ebn Maimuns Befaling (c. 1146) hørte man ej mere til dette Folk eller ſaa man mere til deres Karakirs i disſe Farvande, med Undtagelſe af tvende, hvoraf det ene led Skibbrud paa Kyſterne ved Merſu-l-Madſchus (Magierhavnen), det andet tæt ved Forbjerget Alaghar (Trafalgar)“. Gayngos I. p. 74, 80 — Det ſynes dog neppe rimeligt, at Vikingetogene ſkulde have været fortſatte ſaa længe, ſom det her ſiges. Enten maa derfor Angivelſen være upaalidelig, eller et andet Folk (Vender?) maa være traadt i Nordmændenes Sted.
  27. Fragm. Fontanellense, Pertz. II. 301.
  28. Prud. af Troyes. Pertz. I. 45l, 452.
  29. Rudolf af Fulda, Pertz. I. 364. Prudentius af Troyes, Pertz. I. 441, 442, 450, 454. Fragm. Fontanell. Pertz. II. 302. Hinemar af Reims, Pertz. I. 456. Chron. Nordm. Pertz. I. 533.
  30. Prudentius af Troyes, Pertz. I. 448, 449, 450. Xanten-Ann. Pertz. II. 220.
  31. Prud. af Troyes, Pertz. I. 453, 454.
  32. Om Skatten ſe Karls Edikt af Mai 861. Capitulare Carisiaci Pertz. III. 476, 477.
  33. Prud. af Troyes og Hinemar af Reims, Pertz. I. p. 454—456.
  34. Hans Navn ſkrives forſkjelligt: Alstagnus, Alstignus, Alstinnus, Hastingus, o. ſ. v. Det ſynes ſom om forſkjellige Navne, Halſtein, Adalſtein, Haſting have forſværet Forfatteren.
  35. Chronicon Turonense, fra 1225, hos Duchêne; Scr. rer. Norm. p. 25.
  36. Glaber Rodulphus, de pagan. plagis, hos Pertz. IX. p. 58, (fra det 11te Aarhundredes Midte).
  37. Villjam af Jumiéges (mellem 1066 og 1097) hos Duchêne, Scr. rer. Norm. p. 216—219.
  38. Benoit de St. Maur (Michels Udg.) S. 31, 33. Robert Wace, Roman de Rou v. 314, 319, 396.
  39. Dudo, de Moribus et Actis Norm. hos Duchêne, Scr. rer. Norm, S. 64, 65. Villjam af Jumiéges ſammeſteds S. 220, 221. Ordric Vitalis, ſammeſteds S. 458. Robert Wace v. 458 fgg. Benoit de St. Maur I. I. v. 1163 fgg.
  40. Prudentius af Troyes (l. c.) nævner kun korteligt Toget opad Loire 843, til Paris 845 og til Middelhavet m. m. 859, 860, uden dog at anføre noget enkelt Navn, end ſige Haſtings. Det førſte hiſtoriſke Skrift, hvori Haſting omtales, er et af Duchêne S. 25 meddeelt Brudſtykke af en Krønike, der ſynes at være forfattet af en Munk fra Kloſtret i Fleury. Det ſlutter med Gange-Rolfs Død 931, og kan ſaaledes ej være ſkrevet før denne Tid; men er maaſkee endog meget yngre. Den næſte Forfatter, der nævner Haſting, er Dudo, der ſkrev mellem 996 og 1026. De øvrige ere yngre, Villjam af Jumiéges fra Aarene 1066—1097; Robert Wace og Benoit de St. Maur fra henved 1175; Ordric Vitalis fra c. 1120.
  41. Nemlig Toget opad Loire 811 iſtf. 843, til Paris 813 iſtf. 845, og til Italien 857 iſtf. 859.
  42. Har. Haarf. Saga, hos Snorre, Cap. 6. Saxo, 2den Bog, S. (36. Guilelmus Appulus, hos Muratori, Vol. 5. Det tillægges ogſaa Roger af Sicilien hos Otto af Freiſing, Kejſer Frederik II. hos Matthæus af Paris.
  43. Se Vetus Chron. Monach. Floriac., hos Duchêne, Hist. Norm, Scr. p. 32.
  44. Gerardus Cambrenſis, Topogr. Hibern. Cap. 38—40. Camdens Udg. S. 748, 749. Girald yttrer her ſin Forundring over at det engelſke Folk ikke nævner Thorgiſt (ſe herom nedenfor S. 438), men Gurmund, ſom Irlands Undertvinger. „Denne Gurmund“, ſiger han, „kom fra Afrika til Irland, og blev derfra kaldt af Saxerne til England, hvor han indtog Cirenceſter, ſom han ved Hjelp af Spurve ſatte Ild paa. Han undertvang derpaa Bretland efter at have fordrevet dets Konge, og blev ſidenefter dræbt i Gallien (maaſkee ſnarere Wales, pays des Galles). Han var rimeligviis en Nordmand“. Denne Gurmund, Nordmand og vendende tilbage fra Afrika, er øjenſynligt den ſamme Gurmund, alias Haſting, ſom var med paa Middelhavstoget, og ligeſom de nordmanniſke Skribenter tillægge Haſting et af de Krigspuds, vore Kongeſagaer fortælle om Harald Haardraade, og ſom ellers tillægges andre nordiſke og nordmanniſke Fyrſter, ſaaledes tillægger Girald Gurmund et andet, der ligeledes fortælles om Harald, hvilket Saxo tillægger Hadding (got. Hazdiggs, der i Latin gjengives Hastingus) og Fridleif, og de rusſiſke Annaler Storfyrſtinde Olga (Helga). Da nu Gurmund, ſkjønt ogſaa hans Hiſtorie er udſmykket, dog ikke ſenere dukker op igjen i Annalerne, og de Forfattere, der tale om ham, ere enige i at lade ham deeltage i Middelhavstoget, er det langt rimeligere at han er en virkelig hiſtoriſk Perſon, end den ældre Haſting. — Det maa dog ellers bemerkes, at den paa Kong Alfreds Tid ſaa bekjendte Vikingekonge Gudrum (Gudorm, Gorm) ogſaa af enkelte Skribenter kaldes Geirmund (ſe nedf.) og at den ſamme Gudrum antog Navnet Ædhelſtan, der let kunde forvanſkes til Alstanus, Alstagnus, og f. Ex. af Thjodrek Munk Cap. 2 gjengives Halstanus.
  45. En af de vigtigſte Omſtændigheder ved den i Chron. Turonense (ſe ovenf. 227) meddeelte Beretning om Haſtings Tog til Tours og Amboiſe, er at den hellige St. Martins Legeme blev bragt op paa Muren for at ſkræmme de Danſke bort, og at Byens Borgere derpaa flygtede bort med det til Auxerre, hvor det bevaredes en Tidlang. Denne Begivenhed henføres her til Kejſer Hlothars 1ſte Aar, altſaa 841. Men i et, ſom det ſynes, langt ældre Krønikebrudſtykke, kaldt Gesta Dominornm Ambaziensium, meddeelt hos Duchêne, S. 24, henføres den ſamme Begivenhed, og med udtrykkelig Navngivelſe af Haſting, her kaldt Hvaſten, til Tiden efter Karl den ſkaldedes Død 877. Heller ikke veed den paalidelige Prudentius af Troyes noget at fortælle om Indtagelſen af Tours ved det ſtore Tog til Nantes 843. Det er altſaa tydeligt, at alt hvad der nævnes derom, Haſting iberegnet, tilhører Tiden efter 877, eller mellem 877 og 882, da Haſting traadte i Kong Ludvig den tredies Tjeneſte. Endog den ovennævnte Monachus Floriacensis, der fortæller at Haſting (Alstagnus) ſædvanligviis kaldtes Gurmund og beretter om hans Tog til Luna, lader Angrebet paa Tours ſkee i Karl den enfoldiges Dage, og nævner Rollo d. e. Gange-Rolf, ſom Hovedmanden. Dette viſer tillige at dette Brudſtykke ej kan anføres ſom nogen Autoritet for Haſtings Navn.
  46. En Notits derom findes i et Krønikebrudſtykke paaberaabt i Muratoris Antiquit. ital. I. p. 25: Lunæ civitas in Italia a Normannis dolo capta. Dette Brudſtykke er dog maaſkee laant fra frankiſke Annaliſter. Derimod meddeler Leandro Alberti i ſin Descrizzione di tutta Italia (Bologna 1550) et eget Sagn om Lunas Indtagelſe, der ligner Fortællingen om Romeo og Julie. Fyrſten af Luna og Kejſerens unge Huſtru fattede Kjærlighed til hinanden; hun anſtillede ſig død og blev begraven, men undſlap derved til ſin Elſker; Kejſeren hevnede ſig ved at ødelægge Luna.
  47. Det heder ſaaledes f. Ex. at da de, efter at have indtaget Luna, agtede ſig til Rom, kom der en gammel vejfarende Mand, hvilken de ſpurgte om Vejen til Rom; han viſte to Par Jernſko, han paa Vejen til Rom havde udſlidt, og dette overtydede dem om at de ej kunde naa derhen, hvorfor de vendte om. (Ragnars S. Cap. 13). I Nornageſts S. Cap. 9 gjentages Fortællingen, og Bjørn Jernſide nævnes udtrykkelig ſom Hovedmanden for Toget.
  48. Navnet Bjørn gjengives altid med Bier hos Robert Wace og Benoit; det gjengives med Bern i Vita Ansgarii, med Berno i Fontenelle-Annalerne 855 og 856.
  49. Det nys omtalte Sted i Nornageſts Saga viſer, at Bjørn Jernſide har været anſeet i Norden ſom Hovedmanden ved Toget til Viflisborg og Luna.
  50. Det er endog ſandſynligt, at han kan have fort Tilnavnet „Jernſide“, da endogſaa Tilnavne oftere gjentages. Men han var naturligviis ikke, ſom de nordmanniſke Forfattere ſige, Søn af den danſke Konge. Hvad forreſten Toget til Luna angaar, da have nogle troet at Luna er bleven forvexlet med Piſa, der ifølge den paalidelige Prudentius i Aaret 860 virkelig blev herjet. Men Sagnet knytter ſig ſaa beſtemt til Luna, det nævnes endog i den islandſke Abbed Nikolas’s Rejſeberetning (Werlauffs Symbolæ ad geogr. med. ævi) og Prudentius ſiger ſelv at Piſa „og andre Stæder bleve herjede“.
  51. Chron. Fontanell. hos Pertz. II. 230. Sigtrygg kaldes her Sidroc. Det er ikke uſandſynligt, at han af ſenere nordiſke Hiſtorikere har været forvexlet med en Sigfrid, der ſenere nævnes i Forbindelſe med Godfrid, og baade Sidroc og og Sigfrid med Sigurd Orm i Øje. Sidroc er maaſkee den ſamme ſom den Sigtrygg, der i 852 kom til Irland og erhvervede Waterford.
  52. Aimoinus de mirac. S. Germ. i Mabillons Act. SS. Ben. IV. 108. Fragm. de Norm. hos Duchêne II. p. 656. Chron. Font. Pertz II. 302.
  53. Se ovenfor S. 421.
  54. Chron. Font. Pertz II. p. 301-305. Aasgeir kaldes her deels Oscheri, deels Hoseri.
  55. Egentlig maa man tænke ſig, at Salomon har lejet hine 12 Skibe førend Vikingerne fra Seinen kom, at de tiloversblevne have ſlaaet ſig ſammen med disſe, og i Forening med dem traadt i Roberts Tjeneſte.
  56. Hincmar af Reims, Pertz I. S. 462.
  57. Flodoard p. 478.
  58. Hincmar, hos Pertz I. 459.
  59. Flodoard, p. 521.
  60. Hincmar, hos Pertz I. p. 486.
  61. Hincmar, hos Pertz I. p. 493, 491.
  62. Xanten-Annaler, Pertz II. 235.
  63. Edictum Pistense, Capitularia Karoli II, hos Pertz III. p. 488—496.
  64. Hincmar, hos Pertz I. p. 467—470.