Det norske Folks Historie/1/57

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Da Halfdan Svarte døde, havde Nordmændene allerede i mange Aar ſværmet om paa Vikingetog, ej alene, ſom forhen, i de øſterſøiſke Farvande eller Auſtrveg, men ogſaa i de veſtlige Farvande, eller, ſom man kaldte det, i Veſterviking, fornemmelig langs de britiſke Øer, og paa det nuværende Hollands, Flanderns og Frankriges Kyſter, ſtundom ogſaa ſydligere langs Spanien og i den veſtlige Deel af Middelhavet. Paa flere Steder havde de endog oprettet egne Riger, og Frygten for Nordmændenes Vikingeſkarer gjenlød allerede fra Spanien til Elben, fra Italien til Skotlands nordligſte Spidſe. Begyndelſen til denne Udſtrømmen mod Veſten dannede umiskjendeligt, ſom vi allerede have antydet, Oprettelſen af det ſønderjydſke Nordmanna-Rige under Konger af den veſtfoldſke Æt. Dette Rige berørte allerede Veſterhavet og grændſede umiddelbart til Frisland. Naar Nordmændene gjennem Ejderen eller Havdøren (Œgisdyr) kom ud mod Havet, befandt de ſig allerede ved Frislands Kyſter. Til Frisland regnede man i hine Tider hele Kyſten ligefra Eideren til Schelde. Det indbefattede det frugtbare Marſkland mellem Eiderens, Elbens, Weſerens, Ems’, Rhinens, Maas’s og Scheldes Mundinger. Her fandtes allerede velhavende Byer, Kirker og Kloſtere, hvis Plyndring kunde give rigeligt Bytte. Iſær var den blomſtrende Handelsſtad Doreſtad (Wyk te Domſtede) en friſtende Lokkemad. Den laa i Landſkabet Utrecht, lidt nedenfor det nuværende Arnhem. Til Doreſtad plejede Nordboerne oftere at komme i Handels-Anliggender[1]; her var en kejſerlig Mynt, af hvis Penninge der endnu findes mange i Norden; den var den fornemſte Handelsſtad paa den hele Strækning mellem Elben og Schelden, og maa have tjent ſom etſlags Søhavn og Udſkibningsſted for alle de øvre Rhinſtæder. For at komme til denne, maatte de trænge opad Rhinmundingerne. Paa ſamme Maade trængte de ogſaa opad Elben, Weſeren og Schelden. Naar de fortſatte deres Tog langs Flanderns Kyſt, maatte de ſnart faa England i Sigte. Det kunde ikke vare længe, førend de lærte den kortere Vej tversover fra Frisland til England, medens de tillige ſtrejfede langs Frankriges Kyſter og ſejlede op ad Seinen, Loiren og Gironden. Og efterſom deres Driſtighed og Øvelſe i Sejlads tiltog, maatte de omſider lære ſig til at ſtyre den lige Kors fra Norge eller fra Jylland til Skotland.

Omtrent paa denne Maade maa Nordmændene efterhaanden have gjort ſig fortrolige med de veſtlige Farvande. Det førſte Landſkab udenfor Norge, i hvilket Nordmændene omtales ſom Herrer og hvorfra de gjøre Vikingetog til Nabokyſterne, er Sønderjylland; dette maa altſaa betragtes ſom Udgangspunktet for den hele Bevægelſe, og vi finde ogſaa virkelig, at de frankiſke Annaliſter, der omtale de tidligere Vikingetog, paa en vis Maade gjøre Sønderjyllands Konger anſvarlige for dem alle. Her finde vi, ſom vi bare ſeet, Nordmannakongen Sigfrid allerede i 777, og herfra foretog Gudrød i 809 ſit ſtore Tog mod Frisland. Ogſaa længere oppe i Jylland havde, ſom man ſeer, Nordmænd ſat ſig faſt, nemlig i den ſaakaldte Hardeſysſel, der i Oldtiden kaldtes Hard eller Hardeland, mellem Limfjorden og Ringkjøbingsfjorden, og hvor, ſom det ſynes, de ovenfor omtalte nordjydſke Underkonger, Gorm og Fundne-Knut, iſær have herſket[2].

Da de frankiſke Annaler fortælle os, at Widukind i Aaret 777 flygtede til Kong Sigfrid i Nordmannia, og at Sigfrid i 782 ſendte Geſandter til Kong Karl, maa Frankerne idetmindſte fra denne Tid af have lært dem at kjende. Hvis man kunde fæſte Tillid til en Beretning hos den gamle Munk i St. Gallen, maatte man antage at Nordmændene allerede mod Slutningen af Aarhundredet havde fundet Vejen til Middelhavet. „Det hændte ſig engang, heder det[3], at Karl paa en Omrejſe kom uventet til en By ved det narbonenſiſke Galliens Kyſt (altſaa ved Middelhavet), og ſad juſt til Bords, da nogle Nordmændene tilhørende Spejderſkibe viſte ſig udenfor Havnen og vovede at plyndre. Da nogle, ved Synet af Skibene, troede at de tilhørte Jøder, andre at de vare afrikanſke, atter andre, at det var Kjøbmandsſkibe fra Britannien, ſagde Karl, der af ſin Forſtandighed kunde ſkjønne at de ej tilhørte Kjøbmænd men Sørøvere: disſe Skibe ere ikke fulde af Varer, men af de ſtridbareſte Fiender. Ved disſe Ord ilede alle til Skibene, men for ſilde; thi da Nordmændene hørte at Karl ſelv var der, ſkyndte de ſig paa Flugten. Men Karl ſtod op, gik hen til det Vindue, der vendte mod Øſten, og blev en Stund ſtaaende der taus og græd, uden at nogen vovede at ſpørge ham om Aarſagen. Men endelig brød han Tausheden, og ſagde til ſine forundrede Mænd: jeg græder ikke af Frygt for at hine Uslinger ſkulle kunne gjøre mig noget, men jeg er kun bedrøvet over at de, medens jeg endnu lever, have turdet vove at viſe ſig paa denne Kyſt, og jeg forudſeer med Gru, hvor meget ondt de ville tilføje mine Efterkommere“. Fortællingen bærer viſtnok Præg af ſildigere Opdigtelſe, men den viſer dog at Forfatteren, der levede et Par Generationer ſenere, gaar ud fra Foreſtillingen om at Nordmændene førſt paa Karl den Stores Tid bleve bekjendte for Frankerne. Og viſt er det, at Karl allerede i Aaret 804 befoer Galliens Kyſt, og indrettede en Flaade og Kyſtbefæſtninger til Forſvar mod de nordmanniſke Sørøvere, af hvilke Havet da vrimlede[4]. Karl kunde nok ſaaledes i en eller anden nordfranſk By have oplevet, hvad Santgallermunken henfører til Sydfrankrige.

En anden Spaadom om Nordmændene, der ligeledes viſer, at man i Midten af det 9de Aarhundrede anſaa det ſom viſt, at man i det frankiſke Rige ej kjendte noget til dem førend mod Slutningen af det 8de Aarhundrede, forekommer i den friſiſke Misſionær og førſte Biſkop i Münſter St. Ljudgers Levnetsbeſkrivelſe, forfattet af hans anden Eftermand, før 849. Da St. Ljudger, fortælles der, opholdt ſig paa et Sted kaldet Wirdun (nærved Delfzyl), hvor han paa ſin Fædrenegaard byggede ſig en Kirke, havde han en ængſtende Drøm, hvilken han fortalte ſin Syſter Herburg ſaaledes: „Jeg drømte at jeg faa ligeſom en Sol flygte over Havet fra Norden af, fulgt af de ſæleſte Skyer; den foer os forbi, formørkedes, og kunde ikke længer ſees i det Fjerne, medens de mørke Skyer lagde ſig ud over alle disſe Kyſtegne. Men efter lang Tids Forløb kom Solen tilbage, mindre og blegere end førhen, og jog Mørket hiinſides Havet. Idet han ſagde disſe Ord, græd han. Hans Syſter, ſom ſaa det, græd ogſaa og ſpurgte, hvad Drømmen ſkulde betyde. Han ſvarede: fra Nordmændene vil der komme haarde Forfølgelſer, truende Krige og ſtore Ødelæggelſer, ſaa at disſe herlige Kyſtegne ville komme til at henligge ſaa godt ſom ubeboelige. Dog ſkal med Herrens Biſtand Kirken faa Fred igjen, og de Ulykker, Nordmændene have tilføjet disſe Egne, ſkulle hjemſøges paa Nordmændene ſelv. Da Syſteren bedrøvet udtalte Ønſket om at Herren vilde værdiges at kalde hende hørt fra denne Verden, førend disſe Ulykker ſkulde komme, ſagde han: ſaa heldigt er det ej, thi du vil opleve denne Nød, jeg derimod vil ej komme til at ſee den. Og, lægger den gamle Forfatter til, denne Spaadom gik i Opfyldelſe. Thi i al den Tid, denne Herrens Tjener var i de Levendes Tal, var der overalt herlig Fred, ſaa at Ingen troede at disſe Egne vilde kunne lide nogen Overlaſt af Nordmændene; men efter hans Død (809) have vi næſten hvert Aar maattet døje utallige Onder af dem“. Dette Vidnesbyrd er merkeligt, thi man kan næſten ſige at det hidrører fra et Øjevidne. Gudrøds Tog 809 ſættes umiskjendeligt ſom det førſte til Frisland[5].

Forfatteren kan maaſkee tage Fejl i de nærmere Tidsbeſtemmelſer, men hans Udſagn, at man endnu paa Ljudgers Tid intet ondt ventede ſig af Nordmændene, viſer tydeligt, at de førſt henimod Slutningen af det 8de Aarhundrede kunne have begyndt deres Plyndretog.

Det er allerede ovenfor (S. 281, 360) berørt, at Nordmændenes førſte Tog til England fandt Sted under den wesſexiſke Kong Beorhtrics Regjering omtrent ved 787. Den ældſte Beretning derom, findes i de angelſaxiſke Annaler, der i det hele Tidsrum indtil Englands Erobring af Nordmannerne danner Grundlaget for ſenere engelſke Krønikeſkriveres Verker. Men da den Deel af disſe Annaler, der er bleven til ved ſukcesſive, med de omhandlede Begivenheder ſelv ſamtidige Optegnelſer, førſt begynder med Aaret 891[6], og hvad der ligger forud, er ſamlet og ført ned til dette Aar efter ældre Kilder, ſom nu for en ſtor Deel ej længer ere til, kan man ej med Vished vide, om hiin Beretning virkelig er hentet fra en ſamtidig Notits i en eller anden Kloſterdagbog, eller om den blot grunder ſig paa mundtlig Tradition. Den lyder ſaaledes: „I dette Aar (787), egtede Kong Beorhtric Eadburg, Datter af Kong Offa. I hans Dage kom allerførſt tre Nordmandsſkibe fra Heredhaland. Gerefen (Befalingsmanden) red ned til dem og vilde drive dem til Kongens Gaard, thi han vidſte ikke hvo de vare; men de dræbte ham der. Dette var de førſte, danſke Mænd tilhørende Skibe, ſom hjemſøgte England“[7]. Den ſidſte Bemerkning forudſætter allerede en ſenere Optegnelſestid, efter at flere ſaadanne Anfald havde fundet Sted, og efter at Navnet „Daner“ allerede var blevet det Fællesnavn, hvormed man i England betegnede de nordiſke Vikinger. Men Beretningen ſelv indeholder intet, ſom gjør det uſandſynligt, at den allerede kan være nedtegnet i de nærmeſte Aar efter Begivenheden. Det er i og for ſig ſelv et ſterkt Vidnesbyrd for dens Alder, at Vikingerne kaldes Nordmænd, thi denne Benævnelſe gik tidligere af Brug i England end andenſteds. Det ſaakaldte „Heredhaland“, fra hvilket disſe Nordmænd vare, er neppe noget andet end det nysnævnte Hardeland eller Hardeſysſel i Jylland, thi fra Hørdeland i Norge have vel endnu paa denne Tid ingen Englandstog fundet Sted. Da Kongens (den wesſexiſke Konges) Gaard omtales ſom liggende i Nærheden af det Sted, hvor Vikingerne landede, ſeer man allerede heraf, at dette ſkede paa Kyſten af Wesſex. Hiſtorieſkriveren Ædhelweard, der levede i Slutningen af det 10de Aarhundrede, gjentager Beretningen, og tilføjer udtrykkeligt, at det indtraf i Aaret 787, at Gerefen hed Beaduheard, og at han, da Overfaldet ſkede, juſt opholdt ſig i Dorcheſter (nær ved Portland i Dorſet); derimod kalder han, hvad der og af en Forfatter paa hans Tid er at vente, Vikingerne Daner, og nævner intet om Hardeland[8]. Et Par ſildigere Skribenter give et Udtog af Beretningen, og henføre Toget ligeledes til 787[9]. Et andet foreløbigt Slag, eller maaſkee endog det ſamme, henføres af en ſildigere Forfatter til 791. Dette Angreb var dog kun foreløbigt og havde lidet at betyde. Det førſte egentlige Hovedangreb var det ovenfor omtalte i Aaret 794 paa Northumberlands Kyſt, og ſynes ogſaa at have ſtrakt ſig til de nordligere Dele af det britiſke Øland. I Aaret 793, fortælle de angelſaxiſke Annaler, kom der forfærdelige Forvarſler over Northumberland, og ſkrækkede Folket armeligen; det var overvættes Hvirvelvinde og Lynild, og man ſaa Ilddrager flyve i Luften. Efter disſe Tegn fulgte en ſtor Hungersnød. Og lidt efter dette, i det ſamme Aar[10], den 8de Januar, ødelagde de hedenſke Mænds Herjing ſørgeligen Guds Kirke i Lindisfarena-Øen ved Rov og Mandſlæt“. Ved Aaret 794 fortſættes: „Hedningerne herjede i Northumberland og plyndrede Ecgferdhs Kloſter ved Donmouth (eller Wearmouth); dog blev en af deres Anførere dræbt, og ligeledes bleve nogle af deres Skibe ſønderbrudte ved Uvejr, ſaa al mange af dem druknede der, og andre vel kom levende til Stranden, men bleve ſtrax dræbte ved Aamundingen“[11]. Den engelſke Hiſtorieſkriver Simeon, Munk i Durham, fra Begyndelſen af det 12te Aarhundrede, omtaler vidtløftigere det ſamme Angreb ſaaledes: „Hedningerne kom fra de nordlige Egne ligeſom broddede Hvepſe til Britannien, ſtrejfede om ſom de grimmeſte Ulve, røvende, bidende, dræbende ej alene Heſte, Faar og Kvæg, men ogſaa Preſter, Kirketjenere, Munke og Nonner; de kom til Lindisfarena Kirke, ødelagde alt paa det jammerligſte, nedtraadte Helligdommen med deres beſmittede Fødder, omſtyrtede Altrene, røvede alle Kirkens Skatte, dræbte nogle af Brødrene, førte andre med ſig i Fangenſkab, beſpottede mange og ſlængte dem nøgne hen, og ſtyrtede nogle ud i Havet. I 794 herjede de Kong Ecgfridhs Havn, og plyndrede Kloſtret ved Donmouth. Men St. Cuthbert lod dem ej ſlippe bort uden Straf, thi deres Anfører blev ved en gruſom Død ombragt af Anglerne, og efter en kort Tids Forløb ødelagdes deres Skibe af Uvejr, hvorved flere omkom; nogle faa, der naaede Stranden, bleve dræbte uden Medlidenhed“[12].

Der er endnu opbevaret et Par Breve fra den berømte Angler Alcuin, Karl den ſtores Ven og Raadgiver, om denne Ødelæggelſe. Han ſkriver i Aaret 794 til Biſkop Higbald i Lindisfarne og hans Gejſtlighed ſaaledes: „Eders Nød har bedrøvet mig ſaare, ſkjønt fraværende, nemlig at Hedningerne have beſmittet Guds Helligdomme og udgydt de Helliges Blod ved Alteret, traadt de Helliges Legemer under Fødder i Kirken ligeſom en Møgdynge paa Gaden. Hvad Haab kan Britanniens Kirke have, hvis St. Cuthbert med ſaa mange Helgener ikke forſvarer ſin Kirke? — Naar Kong Karl kommer tilbage efter at have overvundet ſine Fiender, ville vi med Guds Hjelp gaa til ham, og ivrigt ſøge at udrette, hvad vi formaa, enten med Henſyn til de af Hedningerne i Fangenſkab bortſlæbte Drenge, eller angaaende andre nødvendige Foranſtaltninger“. Han tilſkrev ligeledes den ſenere i Aaret 794 af ſine egne Underſaatter dræbte northumberlandſke Konge Ædhelred om ſamme Sag; i et tredie Brev advarede han Munkene i Wearmouth om “at forbedre ſine Sæder og gjøre Bod; thi, ſiger han, fra Norden komme Ulykkerne; den flygtige nordiſke Røver har herjet vor Øs Landſkaber. Her have vi ſaaledes en ſamtidig Mands, vi kunde næſten ſige et Øjenvidnes Udſagn[13].

Vi kunne forfølge dette Tog ogſaa gjennem de irſke Annaliſters Beretninger. I Aaret 793, heder det i de ulſterſke Annaler, herjede Hedningerne alle Britanniens Øer; det følgende Aar (efter andre Krøniker i Aaret 795), ødelagde de den lille Ø Nachrin ſtrax nordenfor Irland; de herjede ligeledes Holm Patrick, og opbrændte endelig de hellige Bygninger paa Øen Icolmkill 797[14]. Deres Herjetog maa have ſtrakt ſig lige til Shetlandsøerne og Færøerne. Man har nemlig endnu et geographiſk Skrift, forfattet i Aaret 825 af en irſk Munk, ved Navn Dicuil, hvor der ſiges, at nogle irſke Gejſtlige for tredive Aar tilbage, altſaa i Aaret 795, havde fortalt ham, at de fra 1ſte Februar til 1ſte Auguſt havde opholdt ſig paa Øen Thule, hvilken han efter deres Beretninger beſkriver ſaaledes at vi i den ganſke gjenkjende det af Nordmændene ſenere opdagede Island. Han vedbliver dernæſt: der er ogſaa en talrig Øgruppe i det nordlige britanniſke Hav, der med gunſtig Vind kan naaes ved to Dages og Nætters Sejlads fra de nordlige britanniſke Øer; derforuden er der en anden Øgruppe, beſtaaende af ſmaa, ved trange Sund adſkilte Øer, paa hvilke der i henved hundrede Aar boede Eremiter, ſom fra vort Fædreland Skotland (d. e. Irland) vare dragne derhen; men ligeſom disſe Øer fra Verdens Skabelſe indtil da ſtedſe havde ligget øde, ſaaledes ere de nu, for de nordmanniſke Røveres Skyld, forladte af hine Eneboere, men de vrimle af utallige Faar og af en overordentlig Mængde Søfugle[15]. I den førſtnævnte Gruppe gjenkjende vi Shetlands-Øerne, i den ſidſtnævnte Færøerne; og disſe maa ſaaledes allerede før 823 være blevne ſaa eftertrykkeligt gjeſtede af Nordmændene at de irſke Eneboere ej længer kunde have ſit blivende Sted der. Dette Udſagn af Dicuil er ogſaa af Vigtighed ſom et ſamtidigt og derfor uomſtødeligt Vidnesbyrd baade om at de Vikinger, der herjede i disſe Egne, kaldtes Nordmænd, og at disſe Nordmænd ej viſte ſig her førend ved hans Levetid, eller omkring Aar 800.


  1. I Remberts Vita Ansg. Cap. 27 fortælles der ſaaledes om ſvenſke Mænd i Birk, ſom yttrede, at de havde været i Doreſtad; og den ſvenſke Kvinde Katla, der hjemme ikke fandt Fattige at uddele Penge til, begav ſig i den Henſigt til Doreſtad.
  2. Hardeſysſel kaldtes af Nordmændene Hörd, en Form, der tyder paa et oprindeligt Haruð, hvilket igjen minder om Ptolemæos’s Charudes paa den ſaakaldte kimbriſke Halvø, ſe ovenf. S. 23.
  3. Monachi Sangall. Gesta Karoli II. 14, hos Pertz. II. p. 757—758. Det er ikke ganſke tydeligt, til hvilket Aar dette Udſagn er at henføre; dog er det viſt, at Ff. ej har antaget det yngre end c. 800, i hvilket Aar Karl, ſom man af andre Kilder veed, gjorde Anſtalter til at forſvare ſit Riges Kyſter mod Nordmannerne. Merkeligt nok, kaldes Nordmannerne her af Santgallermunken Nordostrani d. e. de nordøſtlige Folk.
  4. Lorſch-Annalerne, hos Pertz. I. 186. Einhards Annaler, hos Pertz. I. 187.
  5. Vita Liudgeri, hos Pertz. II. 412.
  6. Monumenta hist. Britanniæ, Fortalen S. 74.
  7. Monum. hist. Brit. p. 336, 337.
  8. Monum. hist. Brit. p. 509.
  9. Nemlig Florents af Worceſter, Monum. hist. Brit. p. 546, Henrik af Huntingdon, Monum. hist. Brit. p. 731.
  10. Det vil ſige, i Aaret 794, da Chroniſten førſt begynder Aaret med Marts Maaned.
  11. Monum. hist. Brit. I. p. 338.
  12. Simeon af Durham, Monum. hist. Brit. I. p. 668. Flere have i denne Høvding, ſom blev gruſomt aflivet, villet ſe Ragnar Lodbrok; vore Grunde før ej at antage ham før denne have vi ovenfor anført. Simeon har, ligeſom de øvrige engelſke Chroniſter, ingen anden Kilde haft end de angelſ. Annaler; hvad han nævner om gruſom Død m. m. er kun en Udſmykning af disſes ſimplere Udtryk.
  13. William af Malmesbury de gestis pont. Angl., Saviles Udg. S. 275. Ogſaa i en gammel Biographi af St. Cuthbert (Colgans udg. p. 686) heder det at Hedningernes førſte Herjetog fandt Sted 793.
  14. Tidsregningen er noget uvis; de ulſterſke Annaler henføre Icolmkills Plyndring til 801, nogle endog til 806.
  15. Dicuilus, udg. af Letronne, p. 38, 39.