Det norske Folks Historie/1/57

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 412-419).

Da Halfdan Svarte døde, havde Nordmændene allerede i mange Aar sværmet om paa Vikingetog, ej alene, som forhen, i de østersøiske Farvande eller Austrveg, men ogsaa i de vestlige Farvande, eller, som man kaldte det, i Vesterviking, fornemmelig langs de britiske Øer, og paa det nuværende Hollands, Flanderns og Frankriges Kyster, stundom ogsaa sydligere langs Spanien og i den vestlige Deel af Middelhavet. Paa flere Steder havde de endog oprettet egne Riger, og Frygten for Nordmændenes Vikingeskarer gjenlød allerede fra Spanien til Elben, fra Italien til Skotlands nordligste Spidse. Begyndelsen til denne Udstrømmen mod Vesten dannede umiskjendeligt, som vi allerede have antydet, Oprettelsen af det sønderjydske Nordmanna-Rige under Konger af den vestfoldske Æt. Dette Rige berørte allerede Vesterhavet og grændsede umiddelbart til Frisland. Naar Nordmændene gjennem Ejderen eller Havdøren (Œgisdyr) kom ud mod Havet, befandt de sig allerede ved Frislands Kyster. Til Frisland regnede man i hine Tider hele Kysten ligefra Eideren til Schelde. Det indbefattede det frugtbare Marskland mellem Eiderens, Elbens, Weserens, Ems’, Rhinens, Maas’s og Scheldes Mundinger. Her fandtes allerede velhavende Byer, Kirker og Klostere, hvis Plyndring kunde give rigeligt Bytte. Især var den blomstrende Handelsstad Dorestad (Wyk te Domstede) en fristende Lokkemad. Den laa i Landskabet Utrecht, lidt nedenfor det nuværende Arnhem. Til Dorestad plejede Nordboerne oftere at komme i Handels-Anliggender^[1]; her var en kejserlig Mynt, af hvis Penninge der endnu findes mange i Norden; den var den fornemste Handelsstad paa den hele Strækning mellem Elben og Schelden, og maa have tjent som etslags Søhavn og Udskibningssted for alle de øvre Rhinstæder. For at komme til denne, maatte de trænge opad Rhinmundingerne. Paa samme Maade trængte de ogsaa opad Elben, Weseren og Schelden. Naar de fortsatte deres Tog langs Flanderns Kyst, maatte de snart faa England i Sigte. Det kunde ikke vare længe, førend de lærte den kortere Vej tversover fra Frisland til England, medens de tillige strejfede langs Frankriges Kyster og sejlede op ad Seinen, Loiren og Gironden. Og eftersom deres Dristighed og Øvelse i Sejlads tiltog, maatte de omsider lære sig til at styre den lige Kors fra Norge eller fra Jylland til Skotland.

Omtrent paa denne Maade maa Nordmændene efterhaanden have gjort sig fortrolige med de vestlige Farvande. Det første Landskab udenfor Norge, i hvilket Nordmændene omtales som Herrer og hvorfra de gjøre Vikingetog til Nabokysterne, er Sønderjylland; dette maa altsaa betragtes som Udgangspunktet for den hele Bevægelse, og vi finde ogsaa virkelig, at de frankiske Annalister, der omtale de tidligere Vikingetog, paa en vis Maade gjøre Sønderjyllands Konger ansvarlige for dem alle. Her finde vi, som vi bare seet, Nordmannakongen Sigfrid allerede i 777, og herfra foretog Gudrød i 809 sit store Tog mod Frisland. Ogsaa længere oppe i Jylland havde, som man seer, Nordmænd sat sig fast, nemlig i den saakaldte Hardesyssel, der i Oldtiden kaldtes Hard eller Hardeland, mellem Limfjorden og Ringkjøbingsfjorden, og hvor, som det synes, de ovenfor omtalte nordjydske Underkonger, Gorm og Fundne-Knut, især have hersket^[2].

Da de frankiske Annaler fortælle os, at Widukind i Aaret 777 flygtede til Kong Sigfrid i Nordmannia, og at Sigfrid i 782 sendte Gesandter til Kong Karl, maa Frankerne idetmindste fra denne Tid af have lært dem at kjende. Hvis man kunde fæste Tillid til en Beretning hos den gamle Munk i St. Gallen, maatte man antage at Nordmændene allerede mod Slutningen af Aarhundredet havde fundet Vejen til Middelhavet. „Det hændte sig engang, heder det^[3], at Karl paa en Omrejse kom uventet til en By ved det narbonensiske Galliens Kyst (altsaa ved Middelhavet), og sad just til Bords, da nogle Nordmændene tilhørende Spejderskibe viste sig udenfor Havnen og vovede at plyndre. Da nogle, ved Synet af Skibene, troede at de tilhørte Jøder, andre at de vare afrikanske, atter andre, at det var Kjøbmandsskibe fra Britannien, sagde Karl, der af sin Forstandighed kunde skjønne at de ej tilhørte Kjøbmænd men Sørøvere: disse Skibe ere ikke fulde af Varer, men af de stridbareste Fiender. Ved disse Ord ilede alle til Skibene, men for silde; thi da Nordmændene hørte at Karl selv var der, skyndte de sig paa Flugten. Men Karl stod op, gik hen til det Vindue, der vendte mod Østen, og blev en Stund staaende der taus og græd, uden at nogen vovede at spørge ham om Aarsagen. Men endelig brød han Tausheden, og sagde til sine forundrede Mænd: jeg græder ikke af Frygt for at hine Uslinger skulle kunne gjøre mig noget, men jeg er kun bedrøvet over at de, medens jeg endnu lever, have turdet vove at vise sig paa denne Kyst, og jeg forudseer med Gru, hvor meget ondt de ville tilføje mine Efterkommere“. Fortællingen bærer vistnok Præg af sildigere Opdigtelse, men den viser dog at Forfatteren, der levede et Par Generationer senere, gaar ud fra Forestillingen om at Nordmændene først paa Karl den Stores Tid bleve bekjendte for Frankerne. Og vist er det, at Karl allerede i Aaret 804 befoer Galliens Kyst, og indrettede en Flaade og Kystbefæstninger til Forsvar mod de nordmanniske Sørøvere, af hvilke Havet da vrimlede^[4]. Karl kunde nok saaledes i en eller anden nordfransk By have oplevet, hvad Santgallermunken henfører til Sydfrankrige.

En anden Spaadom om Nordmændene, der ligeledes viser, at man i Midten af det 9de Aarhundrede ansaa det som vist, at man i det frankiske Rige ej kjendte noget til dem førend mod Slutningen af det 8de Aarhundrede, forekommer i den frisiske Missionær og første Biskop i Münster St. Ljudgers Levnetsbeskrivelse, forfattet af hans anden Eftermand, før 849. Da St. Ljudger, fortælles der, opholdt sig paa et Sted kaldet Wirdun (nærved Delfzyl), hvor han paa sin Fædrenegaard byggede sig en Kirke, havde han en ængstende Drøm, hvilken han fortalte sin Syster Herburg saaledes: „Jeg drømte at jeg faa ligesom en Sol flygte over Havet fra Norden af, fulgt af de sæleste Skyer; den foer os forbi, formørkedes, og kunde ikke længer sees i det Fjerne, medens de mørke Skyer lagde sig ud over alle disse Kystegne. Men efter lang Tids Forløb kom Solen tilbage, mindre og blegere end førhen, og jog Mørket hiinsides Havet. Idet han sagde disse Ord, græd han. Hans Syster, som saa det, græd ogsaa og spurgte, hvad Drømmen skulde betyde. Han svarede: fra Nordmændene vil der komme haarde Forfølgelser, truende Krige og store Ødelæggelser, saa at disse herlige Kystegne ville komme til at henligge saa godt som ubeboelige. Dog skal med Herrens Bistand Kirken faa Fred igjen, og de Ulykker, Nordmændene have tilføjet disse Egne, skulle hjemsøges paa Nordmændene selv. Da Systeren bedrøvet udtalte Ønsket om at Herren vilde værdiges at kalde hende hørt fra denne Verden, førend disse Ulykker skulde komme, sagde han: saa heldigt er det ej, thi du vil opleve denne Nød, jeg derimod vil ej komme til at see den. Og, lægger den gamle Forfatter til, denne Spaadom gik i Opfyldelse. Thi i al den Tid, denne Herrens Tjener var i de Levendes Tal, var der overalt herlig Fred, saa at Ingen troede at disse Egne vilde kunne lide nogen Overlast af Nordmændene; men efter hans Død (809) have vi næsten hvert Aar maattet døje utallige Onder af dem“. Dette Vidnesbyrd er merkeligt, thi man kan næsten sige at det hidrører fra et Øjevidne. Gudrøds Tog 809 sættes umiskjendeligt som det første til Frisland^[5].

Forfatteren kan maaskee tage Fejl i de nærmere Tidsbestemmelser, men hans Udsagn, at man endnu paa Ljudgers Tid intet ondt ventede sig af Nordmændene, viser tydeligt, at de først henimod Slutningen af det 8de Aarhundrede kunne have begyndt deres Plyndretog.

Det er allerede ovenfor (S. 281, 360) berørt, at Nordmændenes første Tog til England fandt Sted under den wessexiske Kong Beorhtrics Regjering omtrent ved 787. Den ældste Beretning derom, findes i de angelsaxiske Annaler, der i det hele Tidsrum indtil Englands Erobring af Nordmannerne danner Grundlaget for senere engelske Krønikeskriveres Verker. Men da den Deel af disse Annaler, der er bleven til ved sukcessive, med de omhandlede Begivenheder selv samtidige Optegnelser, først begynder med Aaret 891^[6], og hvad der ligger forud, er samlet og ført ned til dette Aar efter ældre Kilder, som nu for en stor Deel ej længer ere til, kan man ej med Vished vide, om hiin Beretning virkelig er hentet fra en samtidig Notits i en eller anden Klosterdagbog, eller om den blot grunder sig paa mundtlig Tradition. Den lyder saaledes: „I dette Aar (787), egtede Kong Beorhtric Eadburg, Datter af Kong Offa. I hans Dage kom allerførst tre Nordmandsskibe fra Heredhaland. Gerefen (Befalingsmanden) red ned til dem og vilde drive dem til Kongens Gaard, thi han vidste ikke hvo de vare; men de dræbte ham der. Dette var de første, danske Mænd tilhørende Skibe, som hjemsøgte England“^[7]. Den sidste Bemerkning forudsætter allerede en senere Optegnelsestid, efter at flere saadanne Anfald havde fundet Sted, og efter at Navnet „Daner“ allerede var blevet det Fællesnavn, hvormed man i England betegnede de nordiske Vikinger. Men Beretningen selv indeholder intet, som gjør det usandsynligt, at den allerede kan være nedtegnet i de nærmeste Aar efter Begivenheden. Det er i og for sig selv et sterkt Vidnesbyrd for dens Alder, at Vikingerne kaldes Nordmænd, thi denne Benævnelse gik tidligere af Brug i England end andensteds. Det saakaldte „Heredhaland“, fra hvilket disse Nordmænd vare, er neppe noget andet end det nysnævnte Hardeland eller Hardesyssel i Jylland, thi fra Hørdeland i Norge have vel endnu paa denne Tid ingen Englandstog fundet Sted. Da Kongens (den wessexiske Konges) Gaard omtales som liggende i Nærheden af det Sted, hvor Vikingerne landede, seer man allerede heraf, at dette skede paa Kysten af Wessex. Historieskriveren Ædhelweard, der levede i Slutningen af det 10de Aarhundrede, gjentager Beretningen, og tilføjer udtrykkeligt, at det indtraf i Aaret 787, at Gerefen hed Beaduheard, og at han, da Overfaldet skede, just opholdt sig i Dorchester (nær ved Portland i Dorset); derimod kalder han, hvad der og af en Forfatter paa hans Tid er at vente, Vikingerne Daner, og nævner intet om Hardeland^[8]. Et Par sildigere Skribenter give et Udtog af Beretningen, og henføre Toget ligeledes til 787^[9]. Et andet foreløbigt Slag, eller maaskee endog det samme, henføres af en sildigere Forfatter til 791. Dette Angreb var dog kun foreløbigt og havde lidet at betyde. Det første egentlige Hovedangreb var det ovenfor omtalte i Aaret 794 paa Northumberlands Kyst, og synes ogsaa at have strakt sig til de nordligere Dele af det britiske Øland. I Aaret 793, fortælle de angelsaxiske Annaler, kom der forfærdelige Forvarsler over Northumberland, og skrækkede Folket armeligen; det var overvættes Hvirvelvinde og Lynild, og man saa Ilddrager flyve i Luften. Efter disse Tegn fulgte en stor Hungersnød. Og lidt efter dette, i det samme Aar^[10], den 8de Januar, ødelagde de hedenske Mænds Herjing sørgeligen Guds Kirke i Lindisfarena-Øen ved Rov og Mandslæt“. Ved Aaret 794 fortsættes: „Hedningerne herjede i Northumberland og plyndrede Ecgferdhs Kloster ved Donmouth (eller Wearmouth); dog blev en af deres Anførere dræbt, og ligeledes bleve nogle af deres Skibe sønderbrudte ved Uvejr, saa al mange af dem druknede der, og andre vel kom levende til Stranden, men bleve strax dræbte ved Aamundingen“^[11]. Den engelske Historieskriver Simeon, Munk i Durham, fra Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, omtaler vidtløftigere det samme Angreb saaledes: „Hedningerne kom fra de nordlige Egne ligesom broddede Hvepse til Britannien, strejfede om som de grimmeste Ulve, røvende, bidende, dræbende ej alene Heste, Faar og Kvæg, men ogsaa Prester, Kirketjenere, Munke og Nonner; de kom til Lindisfarena Kirke, ødelagde alt paa det jammerligste, nedtraadte Helligdommen med deres besmittede Fødder, omstyrtede Altrene, røvede alle Kirkens Skatte, dræbte nogle af Brødrene, førte andre med sig i Fangenskab, bespottede mange og slængte dem nøgne hen, og styrtede nogle ud i Havet. I 794 herjede de Kong Ecgfridhs Havn, og plyndrede Klostret ved Donmouth. Men St. Cuthbert lod dem ej slippe bort uden Straf, thi deres Anfører blev ved en grusom Død ombragt af Anglerne, og efter en kort Tids Forløb ødelagdes deres Skibe af Uvejr, hvorved flere omkom; nogle faa, der naaede Stranden, bleve dræbte uden Medlidenhed“^[12].

Der er endnu opbevaret et Par Breve fra den berømte Angler Alcuin, Karl den stores Ven og Raadgiver, om denne Ødelæggelse. Han skriver i Aaret 794 til Biskop Higbald i Lindisfarne og hans Gejstlighed saaledes: „Eders Nød har bedrøvet mig saare, skjønt fraværende, nemlig at Hedningerne have besmittet Guds Helligdomme og udgydt de Helliges Blod ved Alteret, traadt de Helliges Legemer under Fødder i Kirken ligesom en Møgdynge paa Gaden. Hvad Haab kan Britanniens Kirke have, hvis St. Cuthbert med saa mange Helgener ikke forsvarer sin Kirke? – Naar Kong Karl kommer tilbage efter at have overvundet sine Fiender, ville vi med Guds Hjelp gaa til ham, og ivrigt søge at udrette, hvad vi formaa, enten med Hensyn til de af Hedningerne i Fangenskab bortslæbte Drenge, eller angaaende andre nødvendige Foranstaltninger“. Han tilskrev ligeledes den senere i Aaret 794 af sine egne Undersaatter dræbte northumberlandske Konge Ædhelred om samme Sag; i et tredie Brev advarede han Munkene i Wearmouth om “at forbedre sine Sæder og gjøre Bod; thi, siger han, fra Norden komme Ulykkerne; den flygtige nordiske Røver har herjet vor Øs Landskaber. Her have vi saaledes en samtidig Mands, vi kunde næsten sige et Øjenvidnes Udsagn^[13].

Vi kunne forfølge dette Tog ogsaa gjennem de irske Annalisters Beretninger. I Aaret 793, heder det i de ulsterske Annaler, herjede Hedningerne alle Britanniens Øer; det følgende Aar (efter andre Krøniker i Aaret 795), ødelagde de den lille Ø Nachrin strax nordenfor Irland; de herjede ligeledes Holm Patrick, og opbrændte endelig de hellige Bygninger paa Øen Icolmkill 797^[14]. Deres Herjetog maa have strakt sig lige til Shetlandsøerne og Færøerne. Man har nemlig endnu et geographisk Skrift, forfattet i Aaret 825 af en irsk Munk, ved Navn Dicuil, hvor der siges, at nogle irske Gejstlige for tredive Aar tilbage, altsaa i Aaret 795, havde fortalt ham, at de fra 1ste Februar til 1ste August havde opholdt sig paa Øen Thule, hvilken han efter deres Beretninger beskriver saaledes at vi i den ganske gjenkjende det af Nordmændene senere opdagede Island. Han vedbliver dernæst: der er ogsaa en talrig Øgruppe i det nordlige britanniske Hav, der med gunstig Vind kan naaes ved to Dages og Nætters Sejlads fra de nordlige britanniske Øer; derforuden er der en anden Øgruppe, bestaaende af smaa, ved trange Sund adskilte Øer, paa hvilke der i henved hundrede Aar boede Eremiter, som fra vort Fædreland Skotland (d. e. Irland) vare dragne derhen; men ligesom disse Øer fra Verdens Skabelse indtil da stedse havde ligget øde, saaledes ere de nu, for de nordmanniske Røveres Skyld, forladte af hine Eneboere, men de vrimle af utallige Faar og af en overordentlig Mængde Søfugle^[15]. I den førstnævnte Gruppe gjenkjende vi Shetlands-Øerne, i den sidstnævnte Færøerne; og disse maa saaledes allerede før 823 være blevne saa eftertrykkeligt gjestede af Nordmændene at de irske Eneboere ej længer kunde have sit blivende Sted der. Dette Udsagn af Dicuil er ogsaa af Vigtighed som et samtidigt og derfor uomstødeligt Vidnesbyrd baade om at de Vikinger, der herjede i disse Egne, kaldtes Nordmænd, og at disse Nordmænd ej viste sig her førend ved hans Levetid, eller omkring Aar 800.

---

1. I Remberts Vita Ansg. Cap. 27 fortælles der saaledes om svenske Mænd i Birk, som yttrede, at de havde været i Dorestad; og den svenske Kvinde Katla, der hjemme ikke fandt Fattige at uddele Penge til, begav sig i den Hensigt til Dorestad.
2. Hardesyssel kaldtes af Nordmændene Hörd, en Form, der tyder paa et oprindeligt Haruð, hvilket igjen minder om Ptolemæos’s Charudes paa den saakaldte kimbriske Halvø, se ovenf. S. 23.
3. Monachi Sangall. Gesta Karoli II. 14, hos Pertz. II. p. 757–758. Det er ikke ganske tydeligt, til hvilket Aar dette Udsagn er at henføre; dog er det vist, at Ff. ej har antaget det yngre end c. 800, i hvilket Aar Karl, som man af andre Kilder veed, gjorde Anstalter til at forsvare sit Riges Kyster mod Nordmannerne. Merkeligt nok, kaldes Nordmannerne her af Santgallermunken Nordostrani d. e. de nordøstlige Folk.
4. Lorsch-Annalerne, hos Pertz. I. 186. Einhards Annaler, hos Pertz. I. 187.
5. Vita Liudgeri, hos Pertz. II. 412.
6. Monumenta hist. Britanniæ, Fortalen S. 74.
7. Monum. hist. Brit. p. 336, 337.
8. Monum. hist. Brit. p. 509.
9. Nemlig Florents af Worcester, Monum. hist. Brit. p. 546, Henrik af Huntingdon, Monum. hist. Brit. p. 731.
10. Det vil sige, i Aaret 794, da Chronisten først begynder Aaret med Marts Maaned.
11. Monum. hist. Brit. I. p. 338.
12. Simeon af Durham, Monum. hist. Brit. I. p. 668. Flere have i denne Høvding, som blev grusomt aflivet, villet se Ragnar Lodbrok; vore Grunde før ej at antage ham før denne have vi ovenfor anført. Simeon har, ligesom de øvrige engelske Chronister, ingen anden Kilde haft end de angels. Annaler; hvad han nævner om grusom Død m. m. er kun en Udsmykning af disses simplere Udtryk.
13. William af Malmesbury de gestis pont. Angl., Saviles Udg. S. 275. Ogsaa i en gammel Biographi af St. Cuthbert (Colgans udg. p. 686) heder det at Hedningernes første Herjetog fandt Sted 793.
14. Tidsregningen er noget uvis; de ulsterske Annaler henføre Icolmkills Plyndring til 801, nogle endog til 806.
15. Dicuilus, udg. af Letronne, p. 38, 39.