Det norske Folks Historie/1/56

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Med Halfdan Svarte begynder et nyt Afſnit i den veſtfoldſke Kongeæts Hiſtorie. Vi finde den ikke længer i etſlags Fællesbeſiddelſe af Veſtfold og Sønderjylland, men derimod deelt i to Linjer, hvoraf den ene udelukkende tilhører Norge, den anden udelukkende tilhører Danmark; den førſte, der ſtadigt tiltager i Magt og Anſeelſe, indſkrænker ſin Virkekreds til Norge, men erhverver ogſaa Overherredømmet i dette Land, medens den anden, løsreven fra Forbindelſen med Moderlandet, omſider maa bukke under for de rette Danekongers Overmagt.

Halfdan Svarte var, ſom ovenfor nævnt, en Søn af Gudrød og dennes anden nødtvungne Huſtru Aaſa, Datter af Harald den granraude, Konge paa Agder. Ved Faderens Drab var han ifølge vore egne Sagaer kun eet Aar gammel, og blev ſtrax af ſin Moder bragt til Agder, hvor hun opdrog ham, og hvor han, ſom det fortælles, i ſit 19de Aar ſelv tog ved Kongedømmet. Da der ſenere tales om uafhængige Konger paa Agder[1], maa man formode at Halfdans ſaakaldte Kongedømme kun har udgjort den øſtlige Deel, eller maaſkee endog blot beſtaaet i endeel Odelsgods. Han gik ſtrax, ſom vi have ſeet, til Veſtfold, hvor hans Broder Olaf maatte ſkifte Riget med ham og kun beholdt den ſydligſte Deel. Derfra hjemſøgte han Kong Gandalf paa Vingulmark, og nødte ham efter mange Fegtninger, hvori Lykken var forſkjellig, til at indgaa et Forlig, hvorved han afſtod Halvdelen af Vingulmark til Halfdan Rimeligviis opgav Gandalf ogſaa ved ſamme Lejlighed ſine Fordringer paa Raumarike, ſom han og hans Fader Alfgeir tidligere havde underkaſtet ſig, og Halfdan drog derop for at gjøre ſig til Herre derover. Men da Sigtrygg, en Søn af den forhen omtalte Eyſtein Høgneſøn, ſpurte dette, gik han fra Hedemarken, hvor han opholdt ſig, imod Halfdan, thi ogſaa han havde tidligere underkaſtet ſig Raumarike eller en Deel deraf. Det kom til et Slag, hvori Sigtrygg faldt, truffett af en Piil under den venſtre Arm. Halfdan underlagde ſig nu Fylket, men havde aldrig ſaa ſnart forladt det og var dragen til Veſtfold igjen, førend Sigtryggs Broder Eyſtein, ligeledes Konge paa Hedemarken, kom til Raumarike med en Hær, og lagde ſtore Stykker af det under ſig. Halfdan ilede tilbage, og ſlog Eyſtein førſt paa Raumarike, ſiden i Hedemarken, hvorhen han forfulgte ham. Eyſtein tog nu ſin Tilflugt til Gudbrand Herſe i Gudbrandsdalene. Her fik han Hjelpetropper, og drog med disſe om Vintren til Hedemarken, hvor Halfdan juſt opholdt ſig paa Helge-Øen i Mjøſen. Det kom til et Slag mellem dem, i hvilket Halfdan ſejrede Guthorm, Gudbrand Herſes haabefulde Søn, faldt, og Eyſtein maatte atter flygte til Gudbrandsdalene. Han ſendte nu ſin Frænde Hallvard Skalk ud til Halfdan for at bede om Fred. Denne fik han ogſaa for Frændſkabs Skyld, og dertil Halvdelen af Hedemarken, men kun ſom Halfdans Underkonge. Halfdan lagde derpaa Thoten, Land og Hadeland under ſig, og var nu en mægtig Konge[2].

Paa denne Tid herſkede i Sogn en Konge ved Navn Harald Guldſkegg. Han var gift med Salvar, en Datter af Hundolf Jarl paa Gaule[3]. Han havde to Døttre, af hvilke den ene, der undertiden kaldes Ragnhild, undertiden Thora[4], blev gift med Halfdan. Hun og Halfdan havde en Søn, hvilken Morfaderen gav ſit Navn, og opfødte ham hos ſig i Sogn. Da han ſelv var gammel og ſønneløs, tog han ham i Søns Sted, og da han var 10 Aar gammel, lod han ham tage til Konge ſom ſin Efterfølger. Strax derpaa døde førſt Harald den gamle, derpaa Ragnhild, og endelig Harald den unge efter hverandre. Halfdan var ſaaledes Arving til Sogn efter ſin Søn. Han begav ſig ogſaa ſtrax derhen med en betydelig Hær, og blev uden nogen Modſigelſe tagen til Konge. Til Jarl over Fylket ſatte han Hundolfs Søn, ſin afdøde Huſtrus Morbroder, Atle den Mjove (ſmale) fra Gaule. Han var, en meget god Ven af Halfdan, eg ſkulde nu ſom Jarl i Sygnafylke dømme Landslov der og oppebære Skatter i Kongens Navn[5].

Halfdan havde paa denne Maade været heldig nok til at faa Fodfæſte i en Deel af det Nordenfjeldſke, der hidtil havde haft ſaa lidet med Øſtlandet at gjøre. Samme Høſt blev han i et Gilde paa Vingulmark overfalden af Gandalfs Sønner, Hyſing og Helſing[6]. Han fik netop Tid til at væbne ſig med ſine Hirdmænd og gaa ud i Gaarden med dem; men Overmagten var for ſtor, han miſtede mange Folk og maatte tilſidſt flygte til Skoven. Dog ſamlede der ſig ſnart igjen ſaa mange Folk til ham, at han kunde tage Hevn for Overfaldet[7]. Hyſing og Helſing faldt; den tredie Broder, ved Navn Hake, flygtede til Alfheime, og Halfdan underkaſtede ſig nu hele Vingulmark.

Om Halfdan heder det, at han var en forſtandig Mand, der elſkede Sandhed, Ret og Billighed, at han faſtſatte Love, overholdt dem ſelv, nødſagede alle til at overholde dem, og, for at Overmod ej ſkulde krænke dem, ſelv indrettede Saktal og beſtemte Bøder for enhver efter hans Fødſel og Stilling. Disſe Love dannede tilſammen den ſaakaldte Sefs-Lag, Heidſævis- eller Eidſiva-Lag[8]. For at forſtaa, hvad denne Foranſtaltning af Halfdan havde at betyde, maa man erindre, hvad der ovenfor (S. 98—100) er anført om Foreninger af enkelte Fylker til et fælles Hovedthing. Ligeſom Gulathinget i Førſtningen kun var fælles Hovedthing ſer de tre veſtlige Fylker Fjordene, Sogn og Hordeland, men ſiden for alle Fylkerne ligefra Søndmøre til Agder foruden nogle Oplands-Diſtrikter, ſaaledes er det at anſee ſom viſt, at de indre oplandſke Fylker fra de ældſte Tider af have dannet en Forening, der maaſkee i Førſtningen omfattede Raumsdal, Gudbrandsdalen og Hedemarken, men ſidenefter, da Raumerne ogſaa havde faaet Overhaand i Raumarike og længere mod Sydveſt, medens Raumsdal blev dragen over i de nordenfjeldſke Forbindelſer, indſkrænkede ſig til den egentlige Kjerne af Oplandene eller Fylkerne rundt om Mjøſen, nemlig Heina-, Hada- og Rauma-Fylke[9]. Som fælles Thingſted for Beboerne af disſe Fylker kunde intet være belejligere, end Heredet Eid (det nuværende Eidsvold Preſtegjeld) ſtrax ſøndenfor Mjøſen, ved Vormen. Her finde vi ogſaa allerede langt op i Tiden Eidsvold (Eiðsvellir) nævnt ſom fælles Thingplads for den oplandſke Thingforening i dens videſte Udſtrækning; ſaa meget mere maa den have været det, da Foreningen talte færre Fylker. Dette Thing paa Eid eller Eidsvold kaldte man Eidſivathing, og den Lov, der gjaldt for de Fylker, der vare fælles om Eidſivathinget, Eidſiva-Lov[10]. At Fylkesforeningen allerede længe før Halfdan Svartes Tid havde en ſaadan fælles Eidſiva-Lov, kan ikke betvivles, og denne Lov eller disſe Retsvedtægter have naturligviis de Raumer, der gjorde ſig til Herrer over Alfheime, Raumarike, Hadafylke, Veſtfold og Grenland vedblevet at følge og ſaaledes indført i disſe Landſkaber. Men vi have ſeet, hvorledes disſe ſydligere Landſkaber ſnart vare forenede med de nordligere, ſnart vare adſkilte fra dem, hvorledes Fylkeskongerne her ſom ofteſt ſtode fiendtlige imod hinanden, og hvorledes Danevældet desuden i den allerſydligſte Deel ſtundom gjorde ſig gjeldende. Det lykkedes førſt Halfdan Svarte at forene alle disſe Landſkaber med hinanden. Det maatte være ham magtpaaliggende, ſaa vidt det lod ſig gjøre, at forene dem til et organiſk Heelt. Derved vilde ikke alene hans Magt i og for ſig tiltage, men det var ogſaa den eneſte Maade, hvorved hans Riges Uafhængighed af de danſke eller ſvenſke Overkonger kunde ſikkres. Men til en ſaadan organiſk Forening udfordredes førſt og fremſt Fællesſkab i Lovgivning og Thing, eller hvad man kunde kalde en politiſk Amalgamation. Nu finde vi lige fra de førſte Tider, hvor Norges Lovgivning omtales, kun tre Hovedlove nævnte, nemlig Froſtathingsloven for Thrøndelagen, Nordmøre, Raumsdal og de nordligere Fylker, Gulathingsloven for Fylkerne fra Søndmøre til Rygjarbit, og endelig Eidſivathingslov for hvad vi nu kalde Øſtlandet. Froſta- og Gulathingslovens førſte egentlige Organiſation tillægges Haakon den Gode[11], men Eidſivalovens Halfdan Svarte. Det er altſaa klart, at han har ſøgt at ſammenknytte de hidtil altfor løſe Beſtanddele af ſit Rige ved at lade dem ſlutte ſig til Eidſiva-Thingforeningen, og ved at faa Eidſivaloven vedtagen ſom gjeldende (hvad den allerede i Virkeligheden var) i dem alle. Men dette maatte altid gjøre ſaa mange Tillempninger og Forandringer nødvendige, at man paa en vis Maade kunde ſige at han gav eller ſatte (faſtſatte) Eidſivaloven, medens hans Virkſomhed i denne Henſeende dog ſtrengt taget kun har indſkrænket ſig til at ſamle og ordne de allerede gjeldende Beſtemmelſer, at indrette nye, og ſom man maa antage, ſkærpede Saktal, at faa den ordnede og forbedrede Lov vedtagen i de Dele af Riget, der endnu ikke hørte til Foreningen, og ligeledes at faa de ſamme Rigsdele til at ſlutte ſig til denne. Halfdans Foranſtaltning, ſkjønt den i Sagaerne kun omtales med faa Ord, har ſaaledes været af overordentlig Vigtighed i politiſk Henſeende. Den har allerførſt vakt Bevidſtheden om politiſk Eenhed i en ſtørre Deel af Landet, og den har derved lagt Grunden til Foreningen af alle Norges Fylker. Thi ſom Herre over det ſamlede og til eet Heelt ſammenknyttede oplandſk-veſtfoldſke Rige havde Harald Haarfagre allerede en ſaa ſtor Overmagt at begynde med, at Udfaldet af hans Kamp mod de øvrige Fylkekonger var let at forudſee. Halfdans ſaakaldte Lovgivning er langt mere et politiſk, end et legislatoriſk Foretagende.

Halfdans udvidede Eidſiva-Thingforening indbefattede altſaa nu Raumafylke, Størſtedelen af Heinafylke, Land og Hadeland, Veſtfold og Vingulmark; hertil kom ogſaa, idetmindſte efter hans Broderſøn Ragnvalds Død, Grenland, Veſtmare og det ſydligſte af Veſtfold, og tillige det nordligſte af Vermeland[12]. Under ſenere Konger forøgedes den ogſaa med Gudbrandsdalen, Øſterdalen, Thelemarken og Alfheime; den blev derved af uforholdsmæsſig ſtor Udſtrækning, hvilket i Forbindelſe med politiſke Forviklinger, der nedenfor ſkulle omtales, bragte det egentlige Viken, eller Sødiſtrikterne, til at ſlutte ſig nærmere ſammen, hvorved tilſidſt et fjerde Hovedthing opſtod, Borgarthinget, uden at dets Diſtrikt dog anſaaes anderledes end ſom en Underafdeling af Eidſivathingets[13]. Det maa ellers erindres, at Raumarike paa Halfdans Tid endnu ikke ſtrakte ſig længere end til Glommen. Hvad der laa øſtenfor denne, tilhørte Alfheime, og ſtod under Kong Gandalf. Heller ikke kan Halfdan have forſøgt paa at drage det fjerntliggende Sogn ind i Foreningen. Han bortforlenede det, ſom man ſeer, til Atle Jarl, og har neppe befattet ſig mere dermed end at modtage den aarlige Skat. Den Deel af Agder, ſom Halfdan ved ſin Tiltrædelſe ſkal have beſiddet, kan viſtnok heller ikke være dragen under Eidſivathinget; det er endog meget uviſt, om han virkelig har vedblevet at beſidde den. Hans egentlige Rige begrændſedes ſaaledes af Gudbrandsdalen og Øſterdalen i Nord, af Glommen og Vermelands Skove i Øſt, af Valdres, Haddingdal, Thelemarken og Agder i Veſt, og af Nordſøen i Syd. Han var uden Modſigelſe Norges mægtigſte Konge.

Vi kjende forreſten lidet til de Begivenheder, der foregik under Halfdans Regjering. Der er et Sagn om at Herjedalen paa denne Tid ſkal være bleven bebygget af hans Merkesmand Herjulf Hornbrjot. Denne, heder det, havde paadraget ſig hans Vrede[14], og flygtede til Sviakongen Anund, hvor han blev vel modtagen og opholdt ſig en Stund, indtil han ogſaa nødſagedes til at flygte derfra fordi han havde forført Kongens Frændkone Helga. Han og Helga tyede atter tilbage til Norge, og nedſatte ſig i en øde Dal, den ſamme, der ſiden kaldtes Herjedalen (Herjárdalr). Fra dem nedſtammede i 8de Led en Ljot Dagsſøn, der var den førſte, ſom lod bygge Kirke i Herjedalen[15]. Dette Sagn lader viſtnok til at være meget gammelt, og en Herjulf Hornbrjot, hvis Sønneſøn Thraſe nedſatte ſig paa Island, omtales virkelig i Landnáma. Men da Herjedalen øjenſynligt har faaet ſit Navn af Elven Herja eller Herjaa, der gjennemſtrømmer den, ſynes Sagnet kun at have ſin Oprindelſe fra den tilfældige Lighed mellem Herjaa og Herjulf[16].

Halfdans førſte Giftermaal havde, ſom vi have ſeet, allerede gjort ham til Herre over Sogn. Om hans andet Giftermaal er der to forſkjellige Beretninger. Den troværdigſte lader ham blive gift med Helga den ſædelige eller haarprude, Datter af den mægtige Herſe Dag den frode, der boede paa Thengelsſtad paa Hadeland, og foruden hende havde en Søn ved Navn Guthorm den raadſpake[17]. Den anden, mindre troværdige, kalder hans anden Huſtru ligeſom den førſte Ragnhild, og udgiver hende for en Datter af Sigurd Hjort, Konge paa Ringerike. Denne Sigurd Hjort ſkal have været en Søn af Helge hvasſe og Aslaug, en Datter af Sigurd Orm i Øje. Helge hvasſe ſkal igjen have nedſtammet fra Dag, Døglingernes Stamfader, og Thora Drengemoder; ſandſynligere er det dog, at han var en Sønneſøn af Gudrød, Halfdan Hvitbeins Søn. Helge og hans Broder Gudrød ſkulle have deeltaget i et Slag, ſom Sigurd Orm i Øje og hans Brødre leverede den tydſke Kejſer Arnulf. I dette Slag ſkulle Sigurd og Gudrød være faldne, men Helge ſkal være undkommen, og have medbragt Sigurds Merke, Sverd og Skjold til dennes Moder Aslaug, hos hvilken han nu længe opholdt ſig for at værne om Landet i Hardeknuts Mindreaarighed. Her egtede han Hardeknuts Tvillingſyſter Aslaug, og havde med hende Sønnen Sigurd Hjort, der var jevngammel med Gorm, Hardeknuts Søn, og allerede i ſit 12te Aar udmerkede ſig ved at dræbe Berſerken Hildebrand ſelv tolvte i Enekamp. Sigurd blev gift med Thorny eller Ingebjørg, en Syſter af Thore Danmarksbot, Gorms Huſtru, og havde med hende Sønnen Guthorm og Datteren Ragnhild. Da Sigurd hørte at hans Farbroder Frode var død, begav han ſig til Norge, hvor han blev Konge over ſit Arveland Ringerike, og udmerkede ſig ved mangeſlags Heltegjerninger, hvorom der ſkal have været en lang Saga. Han plejede ofte at ride ene ud i Ødemarker og Skove, for at jage ſtore og farlige Dyr. Ved en ſaadan Lejlighed blev han overfalden af Berſerken Hake fra Hadeland. Hake havde tredive Mand med ſig, Sigurd var ene; det var derfor ikke at undres over, at han blev overmandet og dræbt, men han havde dog forinden fældet tolv af Hakes Mænd, hugget Haanden af ham ſelv, og forreſten givet ham tre andre Saar. Hake red nu med ſine Mænd til Stein paa Ringerike, hvor Sigurd boede, og bortførte Ragnhild og Guthorm med meget Gods til ſin egen Gaard paa Hadeland. Ragnhild var da femten, Guthorm fjorten Aar. Han vilde nu holde Bryllup med Ragnhild, men maatte udſætte det, fordi hans Saar artede ſig ilde: han maatte ligge til Sengs hele Høſten og en ſtor Deel af Vinteren lige til Juul. Ved Juletider var Kong Halfdan til Gilde paa Hedemarken. Han havde ſpurgt disſe Tidender, og befalede en Morgen tidligt en af ſine Mænd ved Navn Haarek Gand at gaa med hundrede Mænd over Mjøſen til Hadeland for at hente Ragnhild, Sigurd Hjorts Datter, Haarek magede det ſaaledes, at han og hans Mænd kom over Vandet til Hakes Gaard i Otten. De omringede og ſatte Ild paa den Bygning, hvor Huuskarlene laa, men brøde Hakes Sove-Skemme op, toge baade Ragnhild, Guthorm og alt det Gods, ſom var der, bort med ſig, ſatte dem i en tjeldet Vogn, og kjørte tilbage med dem over Iſen. Hake ſtod op, klædte ſig, og gik efter dem en Stund, indtil han kom til Vandet; der ſtyrtede han ſig paa ſit Sverd, og endte ſaaledes ſine Dage. Han blev højlagt paa ſamme Sted. Men Halfdan, der fra den anden Side af Vandet ſaa Vognen komme, lod ſtrax Bygdens fornemſte Mænd indbyde til Gjeſtebud, og holdt ſamme Dag Bryllup med Ragnhild[18]. Den førſte Deel af denne Fortælling indeholder flere umulige Kombinationer. Det ſtore Slag, hvortil her ſigtes, i hvilket Sigurd og Gudrød ſkulle være faldne, er det bekjendte Slag, Kejſer Arnulf leverede Nordmændene ved Löwen 891, i hvilket der virkelig faldt to nordmanniſke Konger ved Navn Sigfrid og Godfrid[19]. Disſe have vore ſenere Sagamænd trods al Tidsregning antaget for de ſamme, ſom Sigurd Orm i Øje og Gudrød, Helge hvasſes Broder. Men Adam af Bremen fortæller, at en Helge (Heiligo) efter dette Slag herſkede over Danerne[20]. Denne Helge maatte altſaa blive Helge hvasſe. Og naar hans Søn Sigurd var fød efter 891, da var der heller intet urimeligt i, at han kunde være gift med en Syſter af Thore Danmarksbot, der døde efter 930. Men at Halfdan, fød 809, og hvis Søn Harald Haarfagre døde ſom en højtbedaget Mand henved 934, ſkulde kunne være gift med Thyres Syſterdatter, er en Umulighed. Mindre uſandſynligt er det, hvad der fortælles om Helge hvasſes Giftermaal, thi ſom en Sønneſøn af Gudrød Eyſteinsſøn bliver han Nærſøſkendebarn til Gudrød Vejdekonge og kan ſaaledes meget vel have været gift med en Datter af Sigurd Orm i Øje. Det ſynes heller ikke at kunne betvivles, at der virkelig har været en Konge paa Ringerike, ved Navn Sigurd Hjort, Søn af Helge hvasſe, der udførte mange Bedrifter, og om hvilken man havde en vidtløftig Saga[21]. Det er heller ikke uſandſynligt, at denne Saga har tillagt ham en Datter, der førſt røvedes af Hake, ſiden af Halfdan. Det er endog rimeligt, at Halfdan har giftet ſig med hende, og med hende erhvervet Ringerike og Kongsgaarden Stein, hvor hans Hoved ſiden blev højlagt. Men hvad der desuagtet gjør denne Kombination mistænkelig, er den øjenſynlige Forkjærlighed, hvormed de ſenere Konger af Harald Haarfagres Æt gjennem dette Giftermaal udledede deres Herkomſt fra Ragnar, og videre gjennem Aslaug fra Sigurd Fafnersbane. Da vi finde, at der, trods denne Forkjærlighed hvormed Kongerne og deres Venner holdt paa Nedſtammelſen fra Ragnar, dog i Landet ſelv har kunnet vedligeholde ſig en anden, beſkednere Beretning, der aldeles afſkærer Tanken om Slægtſkab med Ragnar og Sigurd, og da der, hvis dette Slægtſkab virkelig forholdt ſig rigtigt, ej kan øjnes nogen Anledning til at et Sagn, der opſtillede et langt andet Slægtſkab, kunde opkomme, medens det derimod meget let kan forſtaaes, at Kongerne, endog af politiſke Grunde, kunne have ſøgt at bringe et Sagn, der tillagde dem en mere glimrende Herkomſt, end de virkelig kunde gjøre Fordring paa, i Omløb; da vi tillige ſee et lignende Exempel paa at fordølge en mindre anſeelig Herkomſt i den Taushed, hvormed de fleſte Sagaſkrivere forbigaa Kongernes Nedſtammelſe fra Nerid Jarl: ſaa ligger den Slutning temmelig nær, at den hele Slægtrække fra Sigurd Fafnersbane gjennem Aslaug til Sigurd Orm i Øje, og videre gjennem Aslaug den yngre til Sigurd Hjort, Ragnhild og Harald Haarfagre, er en eneſte kunſtig Kombination, udtænkt af en norſk Hof-Genealogiſt, ſom derved har villet ſkaffe ſine Herrer ej alene en glimrende Herkomſt, men ogſaa Arvefordringer paa en Deel af det ragnarſke Rige ved Siden af Kongerne i Danmark og Sverige. Der er endog meget, ſom taler for at antage dette Kunſtſtykke iſtandbragt paa Island[22].

Halfdans og Helgas, eller efter den anden Beretning, Ragnhilds Søn, var den ſenere ſaa navnkundige Harald Haarfagre. Han blev, fortælles der, tidlig ſtor af Vext og ſmuk af Udvortes, en Idrætsmand, ſaare forſtandig, og meget venneſæl, baade formedelſt ſin Skjønhed og ſin Venlighed mod alle og Enhver. Den Glands, der ſiden hvilede over ham og hans Æt, har fremkaldt Sagn om Forvarſler, der bebudede hans og hans Ætmænds fremtidige Storhed. Hans Moder, heder det, drømte engang at hun ſtod i ſin Urtehave og tog en Torn af ſin Serk; idet hun holdt den i Haanden, blev den en ſtor Kviſt, hvis ene Ende naaede Jorden og ſlog Rødder, medens den anden ragede højt op i Luften; den formede ſig til et Træ, der var meget tykt og ſaa højt, at hun neppe kunde ſee dets Top. Dets nederſte Deel var blodrød, Stammen fagert grøn, Grenene ſnehvide, med en Mængde Kviſte; de bredte ſig ud over hele Norge og endnu meget videre[23]. Sidenefter fødde hun Harald. Halfdan, fortælles der, plejede aldrig at drømme, og da han fandt dette underligt, ſpurgte han en Mand ved Navn Thorleif ſpake, hvad derved var at gjøre. Denne raadede ham til at lægge ſig at ſove i et Svinebøle. Kongen gjorde ſaa, og drømte da at han havde det dejligſte Haar, man kunde ſee; det hang i Lokker, af hvilke nogle naaede til Jorden, nogle til midt paa Læggen, nogle til Knæet, nogle til Hoften eller midt paa Siden, nogle kun til Halſen, nogle vare kun netop udſprungne af Isſen ligeſom ſmaa Toppe. Lokkerne havde forſkjellig Farve, een af dem var dog ſtørre og ſkjønnere og lyſere end de øvrige. Thorleif udtydede denne Drøm ſaaledes, at Halfdan ſkulde faa ſtort Afkom, og at hans Ætmænd ſkulde herſke med megen Hæder, dog ikke alle med lige ſtor. Den Lok, der var ſaa ſmuk fremfor de øvrige, ſkulde, heder det i Kongeſagaerne, betegne Olaf den hellige[24].

Kongeſagaerne fortælle nogle fabelagtige Sagn om Haralds Ungdom, af hvilke man, forſaavidt noget ſandt ligger til Grund for dem, maa ſlutte at der ikke var nogen god Forſtaaelſe mellem ham og hans Fader. En Juleaften, da Kongen opholdt ſig paa Hadeland og ſad ved Gildesbordet, forſvandt pludſeligt, heder det, al Maden og Drikken af Bordet. Gjeſterne gik hjem, og Kongen ſad ærgerlig efter. For at faa vide, hvo der var Aarſag i denne Forhaanelſe, lod han en tryllekyndig Fin tage og pine til at ſige det. Han vilde dog intet tilſtaa, og bad Harald om Biſtand. Harald bad for ham, men forgjæves. Da ſkaffede Harald ham bort imod Faderens Vilje, og fulgte ſelv med ham. De kom til et Sted, hvor en Høvding holdt et Gilde, og bleve vel modtagne. Da Harald havde været der en Stund, ſagde Høvdingen: Din Fader fandt ſig faa fornærmet over at jeg tog Julekoſten fra ham, men jeg ſkal lønne dig din Venlighed; vil du lyde mig, ſaa rejs hjem, thi der er nu en, ſom behøver din Hjelp, og ſom vil være dig til den ſtørſte Gavn, thi det er dig beſkaaret at blive Enevoldskonge over hele Norge. Harald, fortælles der videre, drog nu hjem. Der fandt han en ſtor Jøtun ved Navn Dovre, der oftere havde beſtjaalet Kongens Guldhuus, men endelig var bleven fangen i nogle kunſtige Snarer, man havde lagt for ham, og bunden med Blybaand i en Staalfjetter. Denne Dovre havde hjemme i det Fjeld, der bærer hans Navn. Kongen havde beſluttet at lade ham dømme til at lide den meeſt vanærende Død, og havde forbudt Alle og Enhver at hjelpe ham eller give ham Mad. Men Harald, ſom da endnu kun var fem Aar gammel, havde ondt af Dovre, og ſtjal ſig til at ſkære Blybaandene over med et ypperligt Sax, ſom den finſke Høvding havde givet ham. Dovre takkede Harald for Befrielſen, og ſkyndte ſig afſted det ſnareſte han kunde. Man ſavnede ham ſnart, og paa Kongens Spørgsmaal vedgik Harald at han havde løſt ham. Herover blev Kongen ſaa vred, at han jog Harald bort fra ſine Øjne, og bad ham ſøge Trøſt hos ſin Ven Dovre. Harald gik til Skovs, og da han havde ligget ude i fem Dage og Nætter, ſtødte han endelig paa Dovre, ſom tog ham med til ſin Hule, beholdt ham hos ſig i fem Aar, og oplærte ham i alleſlags Idrætter. Da de fem Aar var omme, ſagde Dovre en Dag til Harald: Nu tykkes det mig, ſom om jeg har lønnet dig, fordi du gav mig Livet, thi din Fader er død, og det ikke uden min Medvirkning; nu ſkal du drage hjem i dit Rige og love at du ej ſkærer dit Haar eller dine Negle, førend du er bleven Enevoldskonge over hele Norge; jeg ſkal altid ſtaa dig bi. Da Harald kom hjem, fandt han ſin Fader død, og blev tagen til Konge efter ham. Af Opholdet hos Dovre fik han Tilnavnet „Dovrefoſtre“[25].

Snorre Sturlaſøn kjender intet til Opholdet hos Dovre, men lader Harald opholde ſig hos den finſke Høvding lige til ſin Faders Død, og lægger omtrent de ſamme Ord i Finnens Mund, ſom det vidtløftigere Sagn lægger i Dovres[26]. At begge Fortællinger ere yngre Æventyr, digtede ind i den hiſtoriſke Beretning, ſees ved førſte Øjekaſt. De have dog begge det tilfælles, at de lade Harald i de ſidſte Aar før Faderens Død holde ſig borte fra ham og ſtaa paa en ſpendt Fod med ham. En ſaadan Adſkillelſe mellem Fader og Søn ſynes ſaaledes virkelig at have fundet Sted, uagtet det er vanſkeligt at rime den ſammen med Sagaernes Udſagn, at Harald ved Faderens Død kun var ti Aar gammel, thi i en ſaa ung Alder ſkulde man neppe antage at der kunde have været nogen Anledning for ham til at lægge ſig formeligt ud med ſin Fader. Snarere kunde man være friſtet til at tro, at Harald fra Fødſelen af har været lidet yndet af ſin Fader, og derfor ſat til Opfoſtring hos en af hans Høvdinger[27]. Forreſten er det tydeligt nok, at Sagnene om Dovre og Finnen, lige ſaavel ſom om hans Forældres Drømme, ſkyldes den Tilbøjelighed ſildigere Slægter altid have til at lade en ſtor hiſtoriſk Perſonligheds førſte Fremtræden ledſages af overordentlige, og i fordums Dage endog af overnaturlige Omſtændigheder.

Halfdans Død fortælles ſaaledes: En Vaar, paa den Tid da Iſen plejede at løsne paa Vandene, ſkulde han kjøre hjem over den tilfrosne Randsfjord fra et Gjeſtebud i Brandabu paa Hadeland. En Mængde Folk ledſagede ham, de fleſte vare drukne. Hans Vej faldt over Røkensvik. Da han her kom til et Sted, hvor man om Vinteren havde vandet Kvæget, og hvor Iſen formedelſt den ſamlede Møg var mere optøet og uſikker, braſt den under ham og han ſank ned. De andre ſtimlede til, for at komme ham til Hjelp, men derved braſt Iſen end mere itu, og Kongen ſelv, hans Svigerfader Dag frode og nogle og tyve Mænd druknede[28]. Halfdan ſkal ifølge vore Kongeſagaer kun have været 40 Aar, da han omkom[29]. Men denne Angivelſe ſtøtter ſig viſtnok kun paa ſenere Beregninger, og kan ikke være rigtig. Thi hans Søn Harald Haarfagre kan efter de bedſte og rimeligſte Beretninger ikke være død førend efter 930, og ſkal da have været nogle og 80 Aar gammel; hans Fødſel falder ſaaledes henved 850, og det heder at han ved ſin Faders Død var ti Aar gammel; Halfdans Død maa altſaa ſættes omkring 860; man kunde endog være friſtet til at ſætte den noget ſenere, eller til at antage at Harald idetmindſte havde været femten Aar gammel, da Faderen døde og han optraadte ſom den, der vilde underlægge ſig hele Norge. Da man nu af de frankiſke Annaler med Vished veed at hans Fader Gudrød eller Godfrid døde 810, og vore egne Sagaer fortælle at Halfdan da var aarsgammel, falder hans Fødſel ved 809, og han maa ved ſin Død have været henved femti Aar gammel.

Halfdan var, ſom det heder, ſaa venneſæl og aarſæl, at Efterretningen om hans Død bedrøvede alle hans Underſaatter, og at de fornemſte Mænd fra ethvert Fylke i hans Rige fordrede at hans Lig ſkulde begraves hos dem, fordi de troede at det vilde bringe Folket Velſignelſe og gode Aaringer. Man enedes tilſidſt om at dele det i fire Dele, og lade hver af dem begrave i ſit forſkjellige Landſkab. Hovedet blev højlagt i Skiringsſal paa Veſtfold, Indvoldene paa Thengilsſtad paa Hadeland, Kroppen paa Stein paa Ringerike; en Deel ſynes ogſaa at være bleven begraven paa Hedemarken[30]. Alle de over disſe Dele oprejſte Høje kaldte man Halfdanshøje, og man blotede dem i lang Tid. Halfdan blev altſaa, ligeſom hans Broder Olaf Geirſtad-Alf, efter ſin Død tilbedt ſom ſit Riges Landvætte.

Af den hele Fortælling om Halfdan faar man det Indtryk, at hans Afhængighedsforhold til Overkongerne, om det forreſten har været anerkjendt, i alle Fald maa have været meget løſt. Men disſe Overkonger maa, hvad vi allerede have paaviiſt, i denne Tid have været Sviakongerne, ikke Danekongerne. Olafs og Halfdans Levetid falder iſær ſammen med Hardeknuts aabenbart lidet anſeede og omfattende Regjering; det var førſt hans Søn Gorm og dennes Søn Harald forbeholdt at oprette Daneriget i dets egentlige Vælde. Derimod ſee vi i al denne Tid Sviakongerne i den nærmeſte Forbindelſe med den veſtfoldſke Kongeæt, ej alene i Norge, men ogſaa i Sønderjylland. Gudrøds Sønner, fordrevne fra Veſtfold af Harald og Ragnfrid, ſøge Hjelp hos Sviarne; Kong Halfdans Merkesmand Herjulf Hornbrjot flygtede til Sviakongen Anund; denne Anund tog ſelv, fordreven fra Riget, ſin Tilflugt til Kong Erik i Sønderjylland (840); og ſiden finde vi Kong Erik medgive Ansgar et Anbefalingsbrev til en anden ſvenſk Konge, ved Navn Olaf, ligeſom den Omſtændighed, at Ansgar og hans Hjelpere uagtet deres Misſionsiver droge det egentlige Danmark forbi, men begave ſig umiddelbart fra Sønderjylland til Svithjod, i og for ſig antyder en nærmere Forbindelſe mellem Sønderjylland og Svithjod, end mellem Sønderjylland og Danmark[31]. Da vi nu tillige erfare, at Kong Anunds Søn Erik ſidenefter gjorde Fordring paa Overherredømmet ej alene over Vermeland og Ranrike, men ogſaa over Vingulmark, Raumarike og Veſtfold[32], bliver det næſten viſt, at ogſaa hans nærmeſte Forgængere have været eller idetmindſte kaldt ſig Overkonger over Viken og Oplandene. Vi have ovenfor (S. 376) kortelig omtalt Sviakongerne efter Bjørn Jernſide indtil Erik Anundsſøn. Af dem nævnes i Ansgars Levnetsbeſkrivelſe Bjørn, den i vore Oldſkrifter ſaakaldte Bjørn paa Hauge, ved 829—31. Han viſte ſig gunſtig mod Ansgar og hans Følgeſvende, og tillod dem at prædike Chriſtendommen. Bjørn herſkede i Sigtuna, med Handelspladſen Birk, hvis Forſtander Hergeir ſelv lod ſig døbe[33]. Anund omtales ved 840; han havde, ſom man af vore Sagaer veed, herſket i Uppſala, men var da fordreven, rimeligviis af Bjørn. Som Konge i Birk, altſaa i Sigtuna med tilhørende Diſtrikt, nævnes ſenere (ved 831) hiin Olaf, om hvem det ogſaa fortælles at han gjorde et heldigt Herjetog mod Kurerne, hvis Land tidligere havde tilhørt Sviarne, men ſom havde løsrevet ſig[34]. Denne Olaf, der ikke forekommer i vore Sagaer, maa have været en Søn af Bjørn paa Hauge, og ſenere være bleven fordreven af Erik Eimundarſøn; han kommer ſiden frem ſom Sønderjyllands Erobrer, omtrent ved 891[35].


  1. Snorre, Harald Haarf. S. Cap. 19.
  2. Snorre, Halfdan Svartes Saga, Cap. 1, 2. Halfdan Svartes Hiſt. i Flatøbogen, Cap. 1.
  3. Landnáma, V. 9.
  4. Landnáma kalder hende Thora, Kongeſagaerne Ragnhild.
  5. Snorre, Halfdan Sv. Saga, Cap. 3. Halfdan Svartes Hiſt. i Flatøbogen, Cap. 1. Fagrſkinna, Cap. 1.
  6. De kaldes i Flatøbogens Fortælling om Halfdan (Cap. 2) „Hyſing og Hake“. Hake var den tredie Broder, ſom nedenfor omtales. Dog heder det, hvor Slaget ved Øjeren omtales, at Hyſing og Helſing faldt, men Hake flygtede. Hake maa paa førſte Sted være en Skrivfejl for Helſing.
  7. Efter Snorre, Halfd. Sv. Saga Cap. 4 faldt Halfdans Foſterfader Ølver den ſpake ved dette Overfald; efter Flatøbogens Beretning, Cap. 2, var det Ølver, der bragte Halfdan Hjelpetropper.
  8. Snorre, Halfdan Sv. Saga, Cap. 7. Flatøbogens Fortælling, Cap. 3., jvfr. Snorre, Haakon den Godes Saga, Cap. 11.
  9. Da det ſynes, ſom om Halfdan ogſaa har beſiddet Vermeland eller idetmindſte en Deel deraf, rimeligviis den nordligſte, har vel ogſaa dette ſom et Opland eller Tilbehør varet inddraget i Foreningen.
  10. Om Oprindelſen til Navnet Eiðsivar er man ikke ganſke paa det Rene. Da det ſynes at ſtaa i Forbindelſe med Diſtriktets Navn Eið, og da man tillige finder den ovenanførte Form Sefslög (Olafs Saga helga, udg. af Keyſer og Unger Cap. 31), ſynes det at ligge nærmeſt at tænke ſig Sef beſlægtet med Sif, Slægtſkab og Sefi, Frænde, ſaa at altſaa Sefslög ſkulde være „Staldbrødrenes Lov“, og Eiðsivar „Eids-Fællerne, Eids-Foreningen“. Denne Mening hyldes ogſaa af Olafsſagas Udgivere, ſe S. 106. I alle Haandſkrifter af den nyere Eidſiva-Lov findes Navnet ſkrevet Eiðsivaþing. Men i Kongeſagaerne finder man Heiðsævislög, Heiðsævisþing (Snorre, Haak. G. S. Cap. 11, Olaf H. S. Cap. 120, i Fornm. S. Cap. 109., Sigurd Jorſ. S. Cap. 31, 32). Dette Navn ſynes at være udledet af Heið og Sævi, der er afledet af Sær, Sø, og bruges i Sammenſætninger, ſom grunnsævi, et Sted hvor Vandet er grundt. Ordet heið- maatte man, hvis det ikke ligefrem kan anſees for urigtigt ſkrevet, antage for et gammelt digteriſk Ord for Koſtbarheder, Guld o. a. d. Nu fortælles der i Historia Norvegiæ Fol. 2 b., at Vormen etſteds indeholder Guldſand; dette Sted kan alene være ved Eidsvold, hvor der, ſom bekjendt, ogſaa i nyere Tider har været fundet Guld. Heiðsævi kunde ſaaledes forklares „det guldholdige Sted i Søen eller Elven“. Imidlertid ſmager dog dette Navn ſterkt af en uheldig Lyſt til at ville etymologiſere, opſtaaet hos en ſenere Afſkriver. Eidſivathings-Lovbøgerne ſelv blive her ſtedſe den bedſte Autoritet. Et andet er, at Sef og Sivar maaſkee kunne have en fra vor oven opſtillede Formodning forſkjellig Betydning. Sef kan betyde „Siv“, og Eiðsivi kunde maaſkee være „det ſivbevoxte Sted paa Eid“.
  11. Snorre, Haakon den Godes Saga Cap. 11. Jevnfør de ovenanførte Steder, og de fortrinlige Bemerkninger ved Cap. 31 i Ólafs Saga helga, udg. af Keyſer og Unger, i denne Udg. S. 105, 106.
  12. I Harald Haarf. Saga Cap. 15, heder det udtrykkeligt, at Bonden Aake i Vermeland, havde været Halfdan Svartes Mand.
  13. Borgarthinget havde viſtnok en Tid ſit eget Thingdiſtrikt, men deres Lov var desuagtet oprindeligt Eidſivathingsloven. Ved at ſammenligne de eneſte Levninger, vi have tilbage af de ældre Eidſivathings- og Borgarthings-Love, nemlig Chriſtenretterne, med hinanden, finde vi Overeensſtemmelſe i alt det væſentlige, og de nærme ſig til hinanden langt mere end til Gulathings- eller Froſtathings-Chriſtenretterne eller disſe til hinanden indbyrdes. Den gautſke Indvirkning viſer ſig ogſaa temmelig kjendeligt i dem, iſær med Henſyn til Valget af enkelte Ord og Talemaader.
  14. Et Sagn, der dog mangler Hjemmel i de nu exiſterende Oldſkrifter, beretter at Herjulf havde faaet Navnet Hornbrjot, fordi han havde dræbt en af Kongens Hirdmænd med et Drikkehorn, og at dette var Anledningen til hans Flugt. Se Peder Clausſens Norges Beſkrivelſe.
  15. Grændſetraktat med Sverige af 1268, i Norges gl. Love, II. S. 487, og i Annaler for nordiſk Oldkyndighed 1844—45 S. 147.
  16. I vore Kongeſagaer, f. Ex. Sverres Saga Cap. 12, kaldes Herjedalen altid endog Herdalir. Navnet Herjúlfsdalr findes aldrig.
  17. Fagrſkinna, Cap. 2.
  18. Snorre, Halfdan Svartes Saga Cap. 5. Hr. Hauk Erlendsſøn, om Ragnars Sønner. Cap. 5. Flatøbogen, om Halfdan Svarte, Cap. 2. Hvis man her ikke ved „Hadeland“ ſkal forſtaa det til Hadafylke hørende Thoten, da blive Sagnets Angivelſer, at Ragnhild førtes fra Hadeland over Mjøſen til Hedemarken, ubegribelige. Men da vi ellers ikke finde Halfdan i ſynderlig faſt Beſiddelſe af Hedemarken, ſkulde man ſnareſt tro at Sagnet i ſin ældſte Form har henlagt Halfdans Opholdsſted, da denne Begivenhed foregik, til Hadeland, og ladet ham ſpejde over Randsfjorden. Ordet „Vogn“ iſtf. „Slæde“ er ogſaa mistænkeligt.
  19. Fulda-Annalerne, hos Pertz, Monum. hist. Germ. I. p. 408. Adam Brem. I. 49.
  20. Adam. Brem. I. 50.
  21. Snorres Ord: „der er en lang Saga om ham“, og den Begivenhed af hans Liv, der i Korthed berøres, at han, tolv Aar gammel, dræbte Berſerken Hildebrand, viſe med Beſtemthed, at hans Bedrifter virkelig have været forevigede i en Saga; men om denne Saga havde et hiſtoriſk Grundlag, eller kun var en af de ſædvanlige opdigtede Æventyrſagaer, er det nu naturligviis ikke muligt at komme paa Spor efter.
  22. Hvad der iſær ſynes at vidne herom, er de allerede overfor paapegede geographiſke Uſandſynligheder, deels og den Maade, hvorpaa Iisſarten beſkrives; der tales nemlig, ſom i Fridthjofs Saga, ikke om en Slæde, men om en Vogn. Og dertil bærer den hele Sammenſætning Præg af Læsning i de frankiſke Krøniker, maaſkee og i Mag. Adams Verk.
  23. Snorre, Halfdan Svartes S. Cap. 6.
  24. Snorre, Halfdan Svartes S. Cap. 7. Flatøbogen, om Halfdan Svarte Cap. 3. (Fornm. Sögur, X. 169). Fagrſkinna Cap. 3. Merkeligt er det, at der ved denne Lejlighed tales om Thorleif ſpake. Dette Navn ſynes nemlig i flere Generationer at være henført til Kongernes fornemſte Raadgivere. Om Haakon den Gode (Snorre, Haak. G. S. Cap. 11) fortælles det, at han indrettede Gulathingslagen efter Thorleif den ſpakes Raad; Heidſævisloven, heder det her, havde Halfdan Svarte forhen indrettet, og naar nu i Fortællingen om Halfdan Svarte Thorleif omtales ſom hans Raadgiver, ſynes man at maatte ſlutte, at Sagnet har tænkt ſig ham ogſaa ſom Raadgiver ved Indretningen af Eidſivaloven. Endnu en Thorleif ſpake omtales paa Olaf Tryggvesſøns Tid, og fra ham udledede en berømt Slagt (hvortil Ragnvald den hellige, Jarl paa Orknøerne hørte) ſin Herkomſt. Nogle af disſe Thorleifer ſynes neppe at have været hiſtoriſke Perſoner.
  25. Flatøbogen, om Halfd. Svarte, Cap. 4—6. Fornm. Sögur X. S. 170—175.
  26. Snorre, Halfd. Svartes S. Cap. 8. Her er det Finnen, ſom beder Harald drage hjem, fordi hans Fader er død.
  27. Flere have ogſaa ſøgt at hjelpe ſig med den Forklaring, at Dovre har været en anſeet Høvding, ſom foſtrede Harald; en Forklaringsmaade der dog er ſaare mislig.
  28. Fagrſkinna Cap. 4. Snorre, Halfd. Sv. S. Cap. 9. Flatøbogen, om Halfd. Sv. Cap. 7. Ágrip af Noregs konunga sögum Cap. 1. Histor. Norvesg. Fol. 7. a. Der er endnu et Sagn paa Hadeland om at Halfdan druknede ved at kjøre tilbage fra et Beſøg hos en Frue paa Hermandsrud, veſtenfor Randsfjorden. (Fayes norſke Sagn S. 164). Det rimeligſte er dog kun at han kjørte over Røkensvigen, eller den Vig af Randsfjorden der ſkærer ſig ind til Røken forbi Brandabu Kirke; thi paa hiin Tid var vel neppe Veſtſiden af Randsfjorden bebygget.
  29. Snorre, Halfd. Sv. Saga Cap. 9.
  30. Beretningerne ere lidt afvigende. Snorre (Halfd. Sv. S. Cap. 9) ſiger at Liget blev flyttet til Ringerike for at begraves der, men at der indfandt ſig Mænd fra Veſtfold, Raumarike og Hedemarken, for at faa det med ſig; at det derfor blev deelt i fire Dele, men at Hovedet blev lagt ved Stein paa Ringerike. De øvrige Dele maa altſaa efter det forudſkikkede være blevne højlagte paa Veſtfold (rimeligviis i Skiringsſal), Raumarike og Hedemarken. Flatøbogens Beretn. om Halfd. Svarte Cap. 7 ſtemmer hermed, kun med Undtagelſe af at iſtf. Hedemarken ſættes Vingulmark. Fagrſkinna, ſom ovenfor er fulgt, ſiger ej i hvor mange Dele Liget blev deelt, men nævner kun Thengilsſtad, Stein og Skiringsſal, og lader de enkelte Stykker fordeles ſom oven anført. Derved komme to Stykker (Indvoldene og Kroppen) paa Hadafylke. Det maa dog ellers bemerkes, at der maa anſees noget tvivlſomt, hvorvidt Hedemarken og Raumarike virkelig løde under Halfdan ved dennes Død.
  31. Vita Ansgarii, Cap. 10.
  32. Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 14.
  33. Vita Ansgarii, Cap. 10.
  34. Vita Ansgarii, Cap. 16.
  35. Adam af Bremen, 1ſte B. Cap. 50.