Det norske Folks Historie/1/55

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Gudrøds overlegne Fremtræden ſynes at have været en overſpændt Kraftanſtrengelſe, thi efter hans Død ſee vi tydeligt en Slappelſe at indtræde. Hans nærmeſte Efterfølgere optræde ikke paa langt nær med den Myndighed, ſom han. De tabe endog flere Beſiddelſer, de ſtride med hinanden indbyrdes, og Riget adſplittes. Ynglingaſaga og vore øvrige Sagaer og Slægtregiſtre tillægge ham kun to Sønner, Olaf, der ved hans Død var tyve Aar gammel, og Halfdan, der kun var aarsgammel. Olaf tog Kongedømmet efter Faderen, medens Aaſa tog Halfdan med ſig til Agder, hvor han blev opdragen[1]. Men det ſiges udtrykkeligt, at Olaf kun herſkede over Veſtfold — heri dog iberegnet Veſtmare — efterſom Alfgeir, Konge i Alfheime, underkaſtede ſig hele Vingulmark, ſatte ſin Søn Gandalf til Konge derover, og derpaa i Forening med denne erobrede det meſte af Raumarike; Eyſtein Høgneſøn, Sønneſøn af Eyſtein illraade[2], underlagde ſig hele Hedemarken med Soløer, Thoten og Hadeland; Aaſa herſkede i Halfdans Navn over Agder, medens Sviakongen, ſandſynligviis Bjørn Jernſide eller hans nærmeſte Efterfølger, inddrog Vermeland og, ſom vi ovenfor have nævnt, optraadte ſom Overkonge i Norden. Beſiddelſerne i Sønderjylland tilfaldt, ſom vi have ſeet, heller ikke Olaf, men derimod Heming, Gudrøds Broderſøn, og denne lod ſig det førſt og fremſt være magtpaaliggende at ſlutte Fred med Kejſeren. De frankiſke Annaliſter omtale endnu flere Brødre, af hvilke de dog kun navngive een, nemlig Erik.

Hemings Fredsſlutning med Kejſeren omtales omſtændeligt i de frankiſke Annaler. Tolv Udſendinger fra hver af Parterne mødte om Vaaren 811 ved Eideren, og beſvore Freden, ved hvilken Eideren erkjendtes ſom Grændſe mellem begge Riger. Med andre Ord, Heming afſtod alle Fordringer paa Nordalbingen og Abotriternes Land, og erkjendte ſaaledes ſin Svaghed lige overfor Kejſeren[3].

Aaret derefter døde Heming (812), og der opſtod en Strid om hans Rige mellem Sigfrid, en Frænde af Gudrød, og Anulo, en Frænde af en Harald, der ogſaa havde været Konge, rimeligviis mellem den ældre Sigfrid og Gudrød. De leverede hinanden et Slag og faldt begge, dog erklærede Sejren ſig for Anulos Tilhængere, der gjorde hans Brødre, Harald og Ragnfrid, til Konger. I dette Slag ſkulle 10940 Mænd være faldne. Harald og Ragnfrid ſendte ſtrax et Geſandtſkab til Kejſeren for at bede om at Freden maatte blive fornyet og deres Broder Heming udleveret, han maa altſaa have opholdt ſig ſom Gisſel hos Kejſeren[4]. Denne ſendte ogſaa det følgende Aar fra Rigsmødet i Achen 16 fornemme Franker og Saxer, der paa det beſtemte Sted ved Grændſen mod Nordmændenes Rige mødte ligeſaa mange af Danernes Høvdinger, og overleverede dem Heming, medens Freden bekræftedes med Eder paa begge Sider. Kongerne vare imidlertid ikke ſelv tilſtede, men havde begivet ſig med en Hær til Veſtfold, hvis Beboere og Høvdinger ej vilde underkaſte ſig dem. Det ſkal ogſaa have lykkets dem at betvinge Veſtfold, men da de vare komne igjen fra dette Tog og havde faaet deres Broder tilbage, bleve de angrebne af Gudrøds Sønner, der vare fordrevne fra deres Fædrenerige og en Tidlang havde opholdt ſig hos Sviarne, men nu fik ſaadant Tilløb fra Danernes hele Land, at de med ringe Møje overvandt hine og fordreve dem fra Riget[5]. Man maa heraf ſlutte, at Olaf, Gudrøds Søn, ikke ſaa fredeligt, ſom det efter Ynglingaſaga ſynes, fik Veſtfold i Beſiddelſe efter Faderens Død, men at Harald og Ragnfrid havde fordrevet ham derfra, og nødt ham og hans Brødre til at ty til Sviakongen, deres Overherre, hos hvem de et Par Aars Tid maatte opholde ſig i Landflygtighed. Dette forklarer ogſaa, hvorledes Kongerne i Alfheim og paa Oplandene ſtrax efter Gudrøds Død ſaaledes ſpille Meſter. Ragnfrid og Harald ſamlede imidlertid Folk paa ny og angrebe Gudrøds Sønner det følgende Aar (814), men bleve ſlagne, og Ragnfrid faldt, dog faldt ogſaa den ældſte af Gudrøds Sønner. Harald, Ragnfrids Broder, opgav nu Haabet om at kunne hjelpe ſig ſelv, og tyede til Kejſer Ludvig den Fromme, der i dette Aar havde beſteget Thronen efter ſin Fader. Kejſeren modtog ham venligt og bød ham at opholde ſig i Saxland, indtil han kunde ſkaffe ham Hjelp. Han gav ogſaa Saxerne og Abotriterne Befaling at udruſte ſig til et ſaadant Tog, og allerede ved Vintertid forſøgte man to Gange forgjæves paa at kunne komme over Iſen paa Elben. Endelig kom Toget iſtand midt i Mai Maaned (815); de ſaxiſke Grever og Abotriternes Hær rykkede under den kejſerlige Hærfører Baldrik over Eideren ind i Sinlendi, og ſlog Leje ved Havbredden. Gudrøds Sønner havde imidlertid ogſaa ſamlet en ſtor Hær og en Flaade af 200 Skibe, med hvilke de lagde ſig ved en Ø i tre Miles Afſtand fra Faſtlandet uden at vove at angribe den kejſerlige Hær. Da denne havde ventet i tre Dage, herjede den de nærmeſte Hereder, tog 40 Giſler af Indbyggerne, og vendte tilbage, uden forreſten at have udrettet noget ſynderligt for Harald. Denne vedblev, ſom det ſynes paa egen Haand, vel og med nogen Underſtøttelſe fra Saxland, at forurolige Gudrøds Sønner, ſom derfor ſendte Geſandter til Kejſeren og bade om Fred, hvilken de lovede at holde. Men da man ikke troede paa deres Oprigtighed, ænſede man ej deres Anmodning, og underſtøttede fremdeles Harald. Gudrøds Sønner fik imidlertid en uventet Bundsforvandt i Abotriternes Fyrſte Sklaomir, der efter Traſikos Død havde herſket alene, men nu fik den Befaling af Kejſeren, at han ſkulde dele Riget med Traſikos Søn Keadrog. Herover blev han ſaa vred, at han ſvor, at han aldrig mere ſkulde gaa over Elben eller indfinde ſig hos Kejſeren, ſendte Geſandter „hiinſides Havet“ til Gudrøds Sønner, ſluttede Forbund med dem, og fik dem til at ſende en Flaade opad Elben til Eſesfeld, medens deres Grændſevogter Glum (Gluomi) drog derhen til Lands i Spidſen for en Hær, med hvilken Abotriterne forenede ſig. Borgen belejredes, men forſvarede ſig tappert, og Angriberne maatte drage bort med uforrettet Sag (817). Noget efter blev dog Sklaomir, ſom det ſynes, fordreven af ſit Folk, og mellem Gudrøds Sønner opkom der Uenighed, ſom endtes med at to af dem fordreve de andre to, og tilbøde Harald at gjøre ham deelagtig i Regjeringen. Dette Tilbud anſaaes vel ikke for oprigtigt meent, men Harald tog dog imod det, begav ſig gjennem Abotriternes Land til ſine Skibe, og ſejlede derfra til ſit Fædreland[6]. Der fortælles i det følgende Aar (820) om en Flaade af 13 Skibe fra „Nordmannia“, ſom efter forgjæves Angreb paa Flanderns Kyſt og ved Seine-Mundingen, endelig gjorde Landgang i Aquitanien, plyndrede en By, og ſejlede tilbage med ſtort Bytte: efter al Rimelighed tilhørte disſe Skibe de to fordrevne Sønner af Gudrød[7]. Et Par Aars Tid var nu alt roligt[8]. Men da Kejſeren i November Maaned 823 holdt et Møde i Compiegne, fremſtod Harald for ham med Beklagelſer over, at Gudrøds Sønner pønſede paa at forjage ham. Kejſeren, hvem det nu laa ſaa meget mere paa Hjerte at faa Rolighed oprettet blandt Nordmændene, ſom han havde fattet den alvorlige Beſlutning at udbrede Chriſtendommen blandt dem, og i den Anledning ej alene forberedet Oprettelſen af et Erkeſæde for Norden, men ogſaa faaet Ebo, Erkebiſkop i Reims, til at gjøre en Misſionsrejſe til den danſke Grændſe, ſendte to af ſine Grever til Gudrøds Sønner for at underſøge Sagen og indhente alle de Oplysninger, de kunde, om Tilſtanden i hele Nordmændenes Rige. Imidlertid ſøgte han ſelv at overtale Harald til at antage Chriſtendommen. Afſendingerne kom tilbage, ſom det ſynes, med god Beſked, og i Følge med dem var Ebo, der havde været ret heldig paa ſin Misſionsrejſe, og døbt mange af Danerne[9]. Da Kejſeren ſiden i Auguſt 825 holdt et Møde i Achen, kom der ogſaa Geſandter til ham fra Gudrøds Sønner for at bede ham om Fred, og denne ſluttedes ved Grændſen endnu ſamme Aars Oktober Maaned, rimeligviis paa det Vilkaar, at de igjen ſkulde modtage Harald ſom Medregent. Denne havde nu beſluttet ſig til at antage Chriſtendommen, og blev i Mai 826 tilligemed ſin Huſtru, ſin Søn Gudrød, ſin Broderſøn Rørek, en og heel Deel Daner døbt i Mainz, medens Kejſeren holdt et Rigsmøde ved det nærliggende Ingelheim[10]. Her var det og, at Ansgar, Nordens førſte Apoſtel, beſluttede ſig til at følge med Harald for at prædike Chriſtendommen for Danerne. Ludvig, ſom med Rette befrygtede, at Haralds Overgang til Chriſtendommen vilde udſætte ham for at blive fordreven paa ny, gav ham et Landſkab i Frisland, kaldet Hriuſtri (Ruſtringen) ſom et Tilflugtsſted i Nødsfald, ligeledes forlenede han ham med et Stykke Land hiinſides Elben[11]. Harald begav ſig endnu ſamme Høſt (826) hjem over Doreſtad og Frisland. Men det gik, ſom Kejſeren forudſaa, at hans hedenſke Frænder ej kunde taale ham. Allerede det følgende Aar joge de ham ud af Riget, og kom derved paany i et fiendtligt Forhold til Kejſeren, ſom i den Anledning holdt et Møde i Nimwegen for at raadſlaa om, hvad man ſkulde foretage mod Kong Erik, Gudrøds Søn, der havde lovet at indfinde ſig hos Kejſeren, men nu udeblev[12]. Freden var imidlertid endnu ikke formeligt brudt. Dette ſkede, da Harald, juſt ſom et nyt Møde fandt Sted for at man kunde træffe mindeligt Overlæg, gjorde et uoverlagt Angreb paa Nordmændenes Rige og opbrændte flere af deres Gaarde. Denne Overilelſe hevnede Gudrøds Sønner ved et Overfald paa Saxerne hiinſides Eideren, og uagtet de ſendte Geſandter til Kejſeren for at undſkylde ſig, heder det dog ſenere, at det Rygte gik, at de tænkte paa et Tog ind i det egentlige Saxland[13]. Heraf blev imidlertid intet, og der tales ikke om nogen umiddelbare Angreb paa det frankiſke Rige, foretagne af Gudrøds Sønner ſelv. Derimod er der al Grund til at tro, at de mange og ødelæggende Angreb, ſom i denne Tid fandt Sted paa Frisland, iſær det blomſtrende Doreſtad, udgik fra Sønderjylland, og vare en Følge af det ſpændte Forhold, hvori Kong Erik og hans Brødre befandt ſig til Kejſeren. I Aaret 830, ſom det ſynes, bleve nogle Nordmænd, Erik havde ſendt for at underhandle med Kejſeren, dræbte i Köln. Sex Aar efter, da Nordmændene havde herjet Frisland og Doreſtad, ſendte Erik Geſandter til Kejſeren paa Rigsmødet i Worms, for at fralægge ſig al Skyld i dette Herjetog, og tillige for at klage over hine Udſendingers Drab. Kejſeren ſtraffede ogſaa virkelig Gjerningsmændene, og to Aar efter finde vi atter et Geſandtſkab hos ham fra Erik, der tilmeldte Kejſeren, at han, af ſin tro Hengivenhed for ham, havde ladet de fornemſte af de Vikinger, der ſaa længe havde herjet paa det frankiſke Rige, dræbe; men forreſten bad han ogſaa om at man vilde afſtaa ham Frisland og Abotriternes Land. Denne Anmodning, heder det, fandt Kejſeren uforſkammet, og behandlede den derfor med Foragt. Erik ſynes ogſaa at have givet efter, thi i det følgende Aar ſendte han et nyt Geſandtſkab, hvoriblandt hans fornemſte Raadgiver og en af hans Frænder, med Gaver og Fredstilbud, hvilket Kejſeren tog imod, og afſendte ſtrax Befuldmægtigede, der, ſom det beder, ſluttede en uopløſelig Fred[14]. Denne Fred varede dog ikke længe. Thi efter Ludvigs Død og Rigets Deling mellem hans Sønner, optraadte Erik ſom en aabenbar Fiende af Ludvig den tydſke. Han ſendte nemlig i Aaret 845 en Flaade paa hundrede Skibe opad Elven imod ham. Denne Flaade blev vel ſlagen af Saxerne, men paa Tilbagevejen indtog og plyndrede den en, ſom det heder, Slaverne tilhørende By, men ſom efter Beliggenheden neppe kan være nogen anden end Hamburg. Thi man har en udførlig Beretning om, hvorledes den netop i dette Aar bleve herjet af Nordmændene[15]. De omgav, fortælles der, Byen ſaa pludſelig, at Indbyggerne ej fik Tid til at ſamle ſig til Modværge, og Ansgar, der nu i ti Aar havde reſideret her ſom Erkebiſkop i det nys oprettede Erkeſtift, der ſkulde omfatte hele Norden, maatte redde ſig ved Flugten tilligemed ſit Preſteſkab. Baade Kirken og Kloſteret blev opbrændt, hvorved flere Bøger tilintetgjordes; af Indbyggerne ſelv bleve flere fangne og dræbte, og med Hamburg, idetmindſte med dets Erkeſæde, var det nu for en Tidlang ganſke forbi. Det fortælles dog, at Erik i dette ſamme Aar, ængſtet ved et Uheld, ſom rammede en fra et Plyndringstog tilbagevendende Vikingeflaade, ſendte Freds-Sendebud til Kong Ludvig med Tilbud om at ſætte de Fangne paa fri Fod og erſtatte det røvede Gods. Dette Geſandtſkab traf Ludvig paa et Møde i Paderborn. I det næſte Aar ſendte Ludvig ham Gjengeſandter, og til disſe meldte nu Erik, at han havde ladet flere af de farligſte Vikinger dræbe. Endnu engang efter at Ludvig og hans to Brødre havde ſluttet Forliget i Merſen (847), ſendte de i deres fælles Navn et Geſandtſkab til Erik, for at faa ham til at holde ſine Underſaatter fra at forvolde de Chriſtne Skade. Og fra denne Tid af ſynes ogſaa Erik ſelv at have holdt ſig rolig. Hertil bidrog vel den Omſtændighed, at han foruroligedes af to af ſine Frænder, rimeligviis den nys afdøde Haralds Søn Gudrød, og hans Broderſøn Rørek, der gjorde ham Regjeringen ſtridig, og nødte ham til at give dem Dele af Riget (850)[16]. Der fortælles endog, at han viſte megen Venlighed mod Ansgar, ſom nu atter havde tiltraadt en Misſionsrejſe til de danſke Lande. Han ſkal endog have brugt at raadſpørge ham i Rigets Anliggender, og lod ſig endelig (851) overtale af vant til at antage Chriſtendommen og tillade Opførelſen af en Kirke i Slesvig, den førſte, der oprettedes i de nuværende danſke Lande[17]. Eriks Regjeringstid er derfor merkelig ſom den, under hvilken Chriſtendommen fik ſit førſte, om end ſvage, Fodfæſte i Norden. Thi ogſaa i Sverige lagdes paa ſamme Tid ved Ansgars Beſtræbelſer den førſte Grundvold dertil. Eriks ſidſte Dage foruroligedes ved Thronſtridigheder med hans Broderſøn Guthorm. Det kom tilſidſt til et tredages Slag mellem dem (854), hvori baade han ſelv og Guthorm faldt tilligemed ſaa mange Medlemmer af Kongeætten, at der af denne nu kun var en Dreng, ved Navn Erik, tilbage[18]. Denne fik nu Kongenavn. Rørek og Gudrød ſøgte forgjæves at frarive ham Riget (855); to Aar ſenere (857) tiltvang Rørek ſig den Deel af Riget, der laa mellem Eideren og Havet, altſaa de friſiſke Øer; forreſten herſkede Erik, ſom det ſynes, nogenlunde fredeligt, og rimeligviis til henved 880. Han var Chriſtendommen gunſtig i Førſtningen, og tilbød endog Ansgar at lade en Kirke bygge i Ribe[19], men ſkal ſenere være falden fra. Det er ikke uſandſynligt, at han er bleven overvundet af Gorm den gamle.

Blandt de unavngivne Sønner af Gudrød, der tildeels regjerede ſammen med deres Broder Erik den ældre, deels forjagedes fra hans Rige, maa ogſaa den ovenfor omtalte, i vore Sagaer bekjendte Olaf have været. Det er allerede ovenfor viiſt, at han af hele ſit Fædrenerige i Norge kun havde beholdt Veſtfold med Veſtmare tilbage, og at han ſiden endog blev fordreven herfra af ſine Frænder, Harald og Ragnfrid, og nødſaget til at opholde ſig hos Sviarne. Da Gudrøds Sønner atter ſamlede Folk og forjoge Harald og Ragnfrid, har Olaf upaatvivleligt været med, thi det heder udtrykkeligt i Ynglingaſaga at han var mægtig og en ſtor Hærmand, og dette var næſten den eneſte Leilighed han havde til at erhverve Magt og lægge Krigerſkhed for Dagen, efterſom han ellers ſkal have tilbragt ſin Tid i Fred. Han maa ganſke viſt have været en af dem, der efter 817 bleve fordrevne fra Sønderjylland. Idetmindſte hører man i de frankiſke Annaler fra 827 af ikke mere om andre Gudrøds Sønner ſom Konger i Sønderjylland, end Erik. I dette Aar blev Olafs Beſiddelſer i Norge end mere beklippede. Thi hans yngſte Broder Halfdan, der hidtil havde opholdt ſig paa Agder, nøjede ſig, da han var 18 Aar gammel (827) ikke med at faa Kongedømmet her, men begav ſig ogſaa til Veſtfold, og nødſagede Olaf til at dele med ham, ſaaledes at han ſelv fik den øſtlige eller nordlige Deel, medens Olaf kun beholdt den veſtlige eller ſydlige tilbage. Da Halfdan ſiden, ſom vi nedenfor ville ſee, underkaſtede ſig baade Vingulmark og ſit Fædrenerige paa Oplandene, og følgelig ſtrax maa være optraadt ſom en mægtig og anſeet Kriger, kan man neppe antage andet end at han ogſaa, hvis han havde villet, kunde have forjaget Olaf, og at denne, uagtet det ikke udtrykkeligt ſiges, kun af hans Godhed og mod at underkaſte ſig ham bar faaet Tilladelſe til at beholde den ſydligſte Deel af Veſtfold[20]. Aarſagen, hvorfor Olaf fik denne Deel, var vel iſær den, at han foruden ſin Fædrenearv ogſaa havde erhvervet Grenland, og at han helſt ønſkede den Deel af Veſtfold, der laa Grenland nærmeſt[21].

Olaf havde ſin Bolig paa Geirſtad i Skiringsſal. Han beſkrives ſom en ſtor og ſmuk Mand, der ſynes at have været meget yndet af ſine Undergivne. Der fortælles at han engang drømte, at en ſtor, ſort og fæl Oxe kom øſtenfra til Landet, og at dens giftige Aande dræbte en Mængde Menneſker, tilſidſt hans Hird. Han lod derfor ſammenkalde et Thing paa Geirſtad, og udtydede her Drømmen ſaaledes, at den Fred og Lykke, Riget i ſaa lang Tid havde nydt, ſkulde forbittres ved en Peſtſygdom, der fra Øſten af vilde komme i Landet, og førſt angribe en Mængde af Folket, dernæſt Hirden, og endelig ham ſelv. Han befalede, at hele den forſamlede Mængde ſkulde opkaſte en ſtor Høj paa et nærliggende Nes, og gjerde ovenfor tversover Neſet, ſaa at intet Kvæg kunde komme did; i den Høj ſkulde alle de Døde begraves, og enhver mere anſeet Mand ſkulde have en halv Øre Sølv med ſig i Graven. Han forordnede, at man ogſaa ſkulde lægge ham i Højen, men at man ikke maatte blote ham efter hans Død. Hans Drøm, heder det, gik i Opfyldelſe, og han blev højlagt paa den af ham anordnede Maade. Dog afveg man fra hans Forbud, idet man blotede ham ſom Landvætte eller Egnens Skytsaand, hvorfor man ogſaa ſiden kaldte ham Geirſtad-Alf[22]. Den Deel af dette Sagn, ſom vedkommer Drømmen og Peſten, kan neppe være meget gammel, da Thjodolf, der digtede Ynglingatal til hans Søn Ragnvalds Ære, og ſaaledes næſten kan kaldes hans Samtidige, intet veed derom, men kun ſiger at han døde af Fodverk og højlagdes paa Geirſtad. Forreſten har han ganſke viſt været anſeet ſom en Landvætte, og Sagn, om juſt ikke ganſke af ovennævnte Indhold, maa tidligt have knyttet ſig til hans Høj. Thi allerede Sagnet om hvorledes Sverdet Bæſing, der ſiden kaldtes Hneitir, blev opgravet af Olaf Geirſtad-Alfs Høj og foræret Olaf den Hellige af dennes Foſterfader Rane vidførle, ſynes i ſig ſelv neppe at være yngre end Midten af det 11te Aarhundrede[23], og vilde neppe være blevet til, hvis der ikke allerede da i Skiringsſal fortaltes merkelige Ting om Geirſtad-Alfens Høj. Og dertil kommer, at endog Saxo, der henfører alle disſe ældre Veſtfold-Konger og deres Bedrifter til Sjæland, dog fortæller om Olaf Gautreks (d. e. Gudrøds) Søn, der lagdes i en Høj, der ſiden opkaldtes efter ham, ved Hleidr[24]. Det ſynes altſaa, ſom om Sagnet har gjort en ſtørre Mand af Olaf, end han i Virkeligheden var, og at han efter ſin førſte Optræden mod Harald og Ragnfrid har nøjet ſig med en underordnet Stilling ſom Konge paa Grenland tillige med Veſtmare og det ſydlige Veſtfold, eller at han maaſkee endog, ligeſom Sigurd Syr ſenere, kun har været Godsejer med Kongetitel og forreſten nydt Anſeelſe blandt ſine nærmeſte Omgivelſer. Som hans Søn og Efterfølger nævnes Ragnvald med det beſynderlige Tilnavn heiðumhærri[25]. Han var, heder det, Konge paa Veſtfold, eller maaſkee rettere paa Grenland[26], men ellers veed man intet om ham, og man maa formode at han aldrig vilde have været nævnt, hvis det ikke tilfældigviis var ham, til hvem Skalden Thjodolf digtede ſit Ynglingatal og derved reddede hans Navn fra at gaa i Forglemmelſe. Man maa ligeledes formode, at hans Beſiddelſer efter hans Død tilfaldt Halfdan Svarte[27].


  1. Snorre, Yngl. Saga Cap. 54. Halfd. Sv. Saga Cap. 1. Flatøbogen, om Olaf Geirſtad-Alf, Fornm. sögur i 10de B. S. 209. Hr. Hauk Erlendsſøn om Uppl. Konger, Fornaldar s. II. S. 106.
  2. Eyſtein Høgneſøn nævnes i Hr. Hauk Erlendsſøns Fortælling om Uppl. Konger, ſaavelſom i Flatøbogens Beretning om Olaf Geirſtad-Alf. Yngl. Saga har derimod iſtedetfor Eyſtein Høgneſøn „Høgne, Søn af Kong Eyſtein den onde“, hvilket ikke kan beſtaa med Tidsregningen.
  3. Einhards Annaler, hos Pertz. I. S. 198, 199. Her anføres Navnene paa de 12 Mænd, der fra hver Side fremmødte og ſluttede Freden. De danſke (ɔ: Hemings) Udſendinger vare: Hemings Brødre Hancwin (d. Haakon) og Angandeo (Angantyr), Osfrid (Aasfrid) med Tilnavnet Turdimule,Warſtein, Suomi (dette Navn ſynes forvanſket), Urm, (Orm) Osfrid Søn af Heiliga (Aasfred Helgeſøn), Osfrid af Sconaowe (Aasfred fra Skaane), Hebbi (Ebbe?) og Aowin (Eivind?). Navnene ere af Einhard gjengivne i den frankiſke Form, deraf deres Afvigelſer fra den oldnorſke. Fredsvilkaarene nævnes ej udtrykkeligt, men man ſeer dog af de følgende Efterretninger, at Nordmannakongen opgav Fordringer paa Nordalbingen, og fandt ſig i at erkjende Eideren ſom Rigsgrændſe. Man har og et Diplom af Ludvig den Fromme fra Aaret 834, hvor det udtrykkeligt heder, at Kejſer Karl befriede Nordalbingen fra det Trældomsaag, under hvilket det i 7 Aar (nemlig fra 801 til 811) havde ſukket, og overlod Grev Egbert (ſe ovf.) at forſvare det mod Barbarerne. (l’agi Crit. III. p. 462). Mag. Adam af Bremen ſiger udtrykkeligt (I. 16), at Heming Ved Fredsſlutningen erkjendte Eideren ſom Rigets Grændſe.
  4. Einhards Annaler, Pertz. I. p. 199, 200. Mag. Adam af Bremen I. 17. Sigfrid forvexles af Saxo (9de B. S. 439—41) med Sigurd Ring. Navnet Anulo er beſynderligt. Saxo har aabenbart taget det for etſlags overſat latiniſeret Form af „Ring“ (lat. Annulus) ſiden han lader ſin Sigurd Ring kæmpe med „Ringo“. Dog kunde man og her tænke ſig et nordiſk Navn, ſom „Aale“ (f. Anli, ſaxiſk Anlo) ligeſom „Aalaf“ iſtf. „Olaf“ (Anláf).
  5. Einhards Annaler hos Pertz. I. p. 200. Der ſtaar udtrykkeligt: „qui (Harald og Ragnfrid) tamen eo tempore domi non erant, sed ad Westerfoldam cum exercitu profecti, quæ regio ultima regni eorum inter septembrionem et occidentem sita, contra aquilonalem Britanniæ summitatem respicit“. Her kan der ej være nogen Tvivl om at Veſtfold er meent, og nordmanniſke Vikinger kaldes ſenere i Frankrig ved 813 Vestfaldingi, ſe nedenfor § 8.
  6. Einhards Annaler, hos Pertz. I. p. 201-204. Vita Hludov. Pii, hos Pertz. II. 619—622. Thegan, vit. Hludov. hos Pertz. II. 593. Enhard af Fulda, hos Pertz. I. p. 356. Sigebertus Gembl., hos Pertz. VIII. 357. Mag. Adam af Bremen (I. 17) fortæller alt dette noget kort og tildeels afvigende fra de ovenanførte Kilder, der dog, iſær den ſamtidige Einhard, fortjene ubetinget Tiltro.
  7. Einhards Annaler, hos Pertz. I. p. 207. Vita Hludov. imp, hos Pertz. II. p. 625. Jvfr. nedenfor § 8.
  8. Det heder udtrykkeligt at Harald blev gjort deelagtig i Regjeringen, Einhards Annaler, hos Pertz. I. 207, 208.
  9. Einhards Annaler hos Pertz. I. p. 211.
  10. Herom ſe mere nedenfor, hvor der handles om Chriſtendommens Udbredelſe i Norden.
  11. Kilderne yttre ſig her noget forſkjelligt. Einhard (p. 214) og „Vita Hludovici“ lade Harald forlenes med Hriuſtri, medens derimod Remberts „Vita Ansgarii“ Cap. 7, kun nævner et Lehn hiinſides Elben Mag. Adam (I. 17) ſiger udtrykkeligt at Harald fik ſit Lehn hiinſides Elben, og Rørek (urigtigt ſkrevet Horuch) derimod et Lehn i Frisland. Endelig ſiger Rudolf af Fulda (ved 850), at Rørek tilligemed Harald havde faaet Doreſtad-Diſtriktet i Frisland til Lehn. Dette Doreſtad (Wyck te Duurſtede i Prov. Utrecht, ſe nedenf. S. 413) er dog temmelig langt fra Ruſtringen. Imidlertid ſynes det rimeligſt, at Harald virkelig er bleven forlenet med Ruſtringen og en Deel af Nordalbingen, og Rørek med Doreſtad, men at enten Harald ſidenefter ogſaa har overladt Ruſtringen til Rørek, eller at enkelte Forfattere ej have fundet det Umagen værdt at omtale hans Forlening med Ruſtringen, da den vigtigſte Forlening aabenbart var den nordalbingiſke; den indbefattede rimeligviis Eſesfeld med Diſtrikt. Rørek kaldes ſnart Broder, ſnart „nepos“ (Frænde? Broderſøn?) af Harald.
  12. Einhards Annaler, hos Pertz. I. p. 216. Eriks Navn ſkrives af Frankerne Oric, Horich, Horuch.
  13. Einhards Annaler, hos Pertz. I. 217, 219. Vita Hludowici, hos Pertz. II. 631, 632.
  14. Prudentius af Troyes, hos Pertz. I. p. 430, 436.
  15. Prudentius af Troyes (Pertz. I. 441, 442), jvf. Rudolf af Fulda, (Pertz. I. 364) og de metziſke Annaler (Pertz. I. 336). Jvfr. Vita Ansgarii Cap. 21.
  16. Prudentius af Troyes, hos Pertz. I. 445.
  17. Rembert, Vita Ansgarii Cap. 24. Her omtales Slesvig ſom en temmelig folkerig, driſtig og med alleſlags gode Varer velforſynet By.
  18. Allerede ved 850 beretter Prudentius af Troyes (Pertz. I. p. 445) om Eriks Strid med hans to „nepotes“. Slaget i 854 omtales hos Rudolf af Fulda (Pertz. I. p. 369), i Remberts Vita Ansgarii Cap. 31, og hos Adam af Bremen (I. 30).
  19. Ad. Brem. I. 31. Hvorvidt denne Erik var en Søn af den ældre Erik, omtales ingenſteds. Snareſt ſkulde man antage ham for en Sønneſøn af Erik den ældre, og opkaldt efter ham. Saxo, der nu engang har foreſat ſig at drage den ſønderjydſke Kongeſlægt ind i de danſke Overkongers, gjør Erik den ældre til en Broder af Harald, og Erik den yngre derimod til en Søn af Sigurd Orm i Øje og Fader til Hardeknut (9de B. S. 464—466).
  20. I Flatøbogens Beretning om Halfdan Svarte (Fornm. S. X. S. 169) ſtaar der udtrykkeligt, at Halfdan „gav ſin Broder Olaf Veſtfold“.
  21. At det maa have været ved Arv fra Nerid Jarl at Olaf og Halfdan erhvervede Grenland, have vi ovenfor (S. 343) allerede antydet. Enten maa nu Olaf ſelv have været gift med en Datter af ham, eller, hvad der er end rimeligere, har Gudrød Vejdekonge været gift med en Datter af ham efter ſin førſte Huſtrus Død. Det heder i en egen Beretning om Olaf i Flatøbogen (Fornm. Søgur X. S. 209), at han herſkede over to Fylker, Upſa og Veſtmare; men dette er kun en Miſforſtaaelſe af Ordet ofsa (mægtigt) i Thjodolfs Vers (Yngl. S. Cap. 54).
  22. Flatøbogens Fortælling om Olaf Geirſt. Alf, Fornm. Søg. X. S. 210—212. Olafs Saga hins helga, udg. af Keyſer og Unger, Cap. 2.
  23. Olaf den Hell. Saga Cap. 16 i Fornm. Søg. IV. S. 27.
  24. Saxo, 9de V. S. 439. Saxo henfører fremdeles alle de ældre veſtfoldſke og ſønderjydſke Konger til den danſke Kongeæt. Dog er det tydeligt, at den Kilde, han fulgte, maa have nævnt Olaf ſom Søn af de frankiſke Annalers Godfrid.
  25. Dette Ord betyder ligefrem „højere end Heider (Bjerge)“. Den nærmere Betydning deraf eller Anledning dertil kjendes ej.
  26. Snorre Yngl. Saga Cap. 55.
  27. Da Halfdans Hoved eller i alle Fald en Deel af hans Legeme blev begraven i Skiringsſal, maa han ved ſin Død have beſiddet det; og dog var det juſt Skiringsſal, ſom havde tilhørt Olaf Geirſtad-Alf.