Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/1/55

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Gudrøds overlegne Fremtræden synes at have været en overspændt Kraftanstrengelse, thi efter hans Død see vi tydeligt en Slappelse at indtræde. Hans nærmeste Efterfølgere optræde ikke paa langt nær med den Myndighed, som han. De tabe endog flere Besiddelser, de stride med hinanden indbyrdes, og Riget adsplittes. Ynglingasaga og vore øvrige Sagaer og Slægtregistre tillægge ham kun to Sønner, Olaf, der ved hans Død var tyve Aar gammel, og Halfdan, der kun var aarsgammel. Olaf tog Kongedømmet efter Faderen, medens Aasa tog Halfdan med sig til Agder, hvor han blev opdragen[1]. Men det siges udtrykkeligt, at Olaf kun herskede over Vestfold – heri dog iberegnet Vestmare – eftersom Alfgeir, Konge i Alfheime, underkastede sig hele Vingulmark, satte sin Søn Gandalf til Konge derover, og derpaa i Forening med denne erobrede det meste af Raumarike; Eystein Høgnesøn, Sønnesøn af Eystein illraade[2], underlagde sig hele Hedemarken med Soløer, Thoten og Hadeland; Aasa herskede i Halfdans Navn over Agder, medens Sviakongen, sandsynligviis Bjørn Jernside eller hans nærmeste Efterfølger, inddrog Vermeland og, som vi ovenfor have nævnt, optraadte som Overkonge i Norden. Besiddelserne i Sønderjylland tilfaldt, som vi have seet, heller ikke Olaf, men derimod Heming, Gudrøds Brodersøn, og denne lod sig det først og fremst være magtpaaliggende at slutte Fred med Kejseren. De frankiske Annalister omtale endnu flere Brødre, af hvilke de dog kun navngive een, nemlig Erik.

Hemings Fredsslutning med Kejseren omtales omstændeligt i de frankiske Annaler. Tolv Udsendinger fra hver af Parterne mødte om Vaaren 811 ved Eideren, og besvore Freden, ved hvilken Eideren erkjendtes som Grændse mellem begge Riger. Med andre Ord, Heming afstod alle Fordringer paa Nordalbingen og Abotriternes Land, og erkjendte saaledes sin Svaghed lige overfor Kejseren[3].

Aaret derefter døde Heming (812), og der opstod en Strid om hans Rige mellem Sigfrid, en Frænde af Gudrød, og Anulo, en Frænde af en Harald, der ogsaa havde været Konge, rimeligviis mellem den ældre Sigfrid og Gudrød. De leverede hinanden et Slag og faldt begge, dog erklærede Sejren sig for Anulos Tilhængere, der gjorde hans Brødre, Harald og Ragnfrid, til Konger. I dette Slag skulle 10940 Mænd være faldne. Harald og Ragnfrid sendte strax et Gesandtskab til Kejseren for at bede om at Freden maatte blive fornyet og deres Broder Heming udleveret, han maa altsaa have opholdt sig som Gissel hos Kejseren[4]. Denne sendte ogsaa det følgende Aar fra Rigsmødet i Achen 16 fornemme Franker og Saxer, der paa det bestemte Sted ved Grændsen mod Nordmændenes Rige mødte ligesaa mange af Danernes Høvdinger, og overleverede dem Heming, medens Freden bekræftedes med Eder paa begge Sider. Kongerne vare imidlertid ikke selv tilstede, men havde begivet sig med en Hær til Vestfold, hvis Beboere og Høvdinger ej vilde underkaste sig dem. Det skal ogsaa have lykkets dem at betvinge Vestfold, men da de vare komne igjen fra dette Tog og havde faaet deres Broder tilbage, bleve de angrebne af Gudrøds Sønner, der vare fordrevne fra deres Fædrenerige og en Tidlang havde opholdt sig hos Sviarne, men nu fik saadant Tilløb fra Danernes hele Land, at de med ringe Møje overvandt hine og fordreve dem fra Riget[5]. Man maa heraf slutte, at Olaf, Gudrøds Søn, ikke saa fredeligt, som det efter Ynglingasaga synes, fik Vestfold i Besiddelse efter Faderens Død, men at Harald og Ragnfrid havde fordrevet ham derfra, og nødt ham og hans Brødre til at ty til Sviakongen, deres Overherre, hos hvem de et Par Aars Tid maatte opholde sig i Landflygtighed. Dette forklarer ogsaa, hvorledes Kongerne i Alfheim og paa Oplandene strax efter Gudrøds Død saaledes spille Mester. Ragnfrid og Harald samlede imidlertid Folk paa ny og angrebe Gudrøds Sønner det følgende Aar (814), men bleve slagne, og Ragnfrid faldt, dog faldt ogsaa den ældste af Gudrøds Sønner. Harald, Ragnfrids Broder, opgav nu Haabet om at kunne hjelpe sig selv, og tyede til Kejser Ludvig den Fromme, der i dette Aar havde besteget Thronen efter sin Fader. Kejseren modtog ham venligt og bød ham at opholde sig i Saxland, indtil han kunde skaffe ham Hjelp. Han gav ogsaa Saxerne og Abotriterne Befaling at udruste sig til et saadant Tog, og allerede ved Vintertid forsøgte man to Gange forgjæves paa at kunne komme over Isen paa Elben. Endelig kom Toget istand midt i Mai Maaned (815); de saxiske Grever og Abotriternes Hær rykkede under den kejserlige Hærfører Baldrik over Eideren ind i Sinlendi, og slog Leje ved Havbredden. Gudrøds Sønner havde imidlertid ogsaa samlet en stor Hær og en Flaade af 200 Skibe, med hvilke de lagde sig ved en Ø i tre Miles Afstand fra Fastlandet uden at vove at angribe den kejserlige Hær. Da denne havde ventet i tre Dage, herjede den de nærmeste Hereder, tog 40 Gisler af Indbyggerne, og vendte tilbage, uden forresten at have udrettet noget synderligt for Harald. Denne vedblev, som det synes paa egen Haand, vel og med nogen Understøttelse fra Saxland, at forurolige Gudrøds Sønner, som derfor sendte Gesandter til Kejseren og bade om Fred, hvilken de lovede at holde. Men da man ikke troede paa deres Oprigtighed, ænsede man ej deres Anmodning, og understøttede fremdeles Harald. Gudrøds Sønner fik imidlertid en uventet Bundsforvandt i Abotriternes Fyrste Sklaomir, der efter Trasikos Død havde hersket alene, men nu fik den Befaling af Kejseren, at han skulde dele Riget med Trasikos Søn Keadrog. Herover blev han saa vred, at han svor, at han aldrig mere skulde gaa over Elben eller indfinde sig hos Kejseren, sendte Gesandter „hiinsides Havet“ til Gudrøds Sønner, sluttede Forbund med dem, og fik dem til at sende en Flaade opad Elben til Esesfeld, medens deres Grændsevogter Glum (Gluomi) drog derhen til Lands i Spidsen for en Hær, med hvilken Abotriterne forenede sig. Borgen belejredes, men forsvarede sig tappert, og Angriberne maatte drage bort med uforrettet Sag (817). Noget efter blev dog Sklaomir, som det synes, fordreven af sit Folk, og mellem Gudrøds Sønner opkom der Uenighed, som endtes med at to af dem fordreve de andre to, og tilbøde Harald at gjøre ham deelagtig i Regjeringen. Dette Tilbud ansaaes vel ikke for oprigtigt meent, men Harald tog dog imod det, begav sig gjennem Abotriternes Land til sine Skibe, og sejlede derfra til sit Fædreland[6]. Der fortælles i det følgende Aar (820) om en Flaade af 13 Skibe fra „Nordmannia“, som efter forgjæves Angreb paa Flanderns Kyst og ved Seine-Mundingen, endelig gjorde Landgang i Aquitanien, plyndrede en By, og sejlede tilbage med stort Bytte: efter al Rimelighed tilhørte disse Skibe de to fordrevne Sønner af Gudrød[7]. Et Par Aars Tid var nu alt roligt[8]. Men da Kejseren i November Maaned 823 holdt et Møde i Compiegne, fremstod Harald for ham med Beklagelser over, at Gudrøds Sønner pønsede paa at forjage ham. Kejseren, hvem det nu laa saa meget mere paa Hjerte at faa Rolighed oprettet blandt Nordmændene, som han havde fattet den alvorlige Beslutning at udbrede Christendommen blandt dem, og i den Anledning ej alene forberedet Oprettelsen af et Erkesæde for Norden, men ogsaa faaet Ebo, Erkebiskop i Reims, til at gjøre en Missionsrejse til den danske Grændse, sendte to af sine Grever til Gudrøds Sønner for at undersøge Sagen og indhente alle de Oplysninger, de kunde, om Tilstanden i hele Nordmændenes Rige. Imidlertid søgte han selv at overtale Harald til at antage Christendommen. Afsendingerne kom tilbage, som det synes, med god Besked, og i Følge med dem var Ebo, der havde været ret heldig paa sin Missionsrejse, og døbt mange af Danerne[9]. Da Kejseren siden i August 825 holdt et Møde i Achen, kom der ogsaa Gesandter til ham fra Gudrøds Sønner for at bede ham om Fred, og denne sluttedes ved Grændsen endnu samme Aars Oktober Maaned, rimeligviis paa det Vilkaar, at de igjen skulde modtage Harald som Medregent. Denne havde nu besluttet sig til at antage Christendommen, og blev i Mai 826 tilligemed sin Hustru, sin Søn Gudrød, sin Brodersøn Rørek, en og heel Deel Daner døbt i Mainz, medens Kejseren holdt et Rigsmøde ved det nærliggende Ingelheim[10]. Her var det og, at Ansgar, Nordens første Apostel, besluttede sig til at følge med Harald for at prædike Christendommen for Danerne. Ludvig, som med Rette befrygtede, at Haralds Overgang til Christendommen vilde udsætte ham for at blive fordreven paa ny, gav ham et Landskab i Frisland, kaldet Hriustri (Rustringen) som et Tilflugtssted i Nødsfald, ligeledes forlenede han ham med et Stykke Land hiinsides Elben[11]. Harald begav sig endnu samme Høst (826) hjem over Dorestad og Frisland. Men det gik, som Kejseren forudsaa, at hans hedenske Frænder ej kunde taale ham. Allerede det følgende Aar joge de ham ud af Riget, og kom derved paany i et fiendtligt Forhold til Kejseren, som i den Anledning holdt et Møde i Nimwegen for at raadslaa om, hvad man skulde foretage mod Kong Erik, Gudrøds Søn, der havde lovet at indfinde sig hos Kejseren, men nu udeblev[12]. Freden var imidlertid endnu ikke formeligt brudt. Dette skede, da Harald, just som et nyt Møde fandt Sted for at man kunde træffe mindeligt Overlæg, gjorde et uoverlagt Angreb paa Nordmændenes Rige og opbrændte flere af deres Gaarde. Denne Overilelse hevnede Gudrøds Sønner ved et Overfald paa Saxerne hiinsides Eideren, og uagtet de sendte Gesandter til Kejseren for at undskylde sig, heder det dog senere, at det Rygte gik, at de tænkte paa et Tog ind i det egentlige Saxland[13]. Heraf blev imidlertid intet, og der tales ikke om nogen umiddelbare Angreb paa det frankiske Rige, foretagne af Gudrøds Sønner selv. Derimod er der al Grund til at tro, at de mange og ødelæggende Angreb, som i denne Tid fandt Sted paa Frisland, især det blomstrende Dorestad, udgik fra Sønderjylland, og vare en Følge af det spændte Forhold, hvori Kong Erik og hans Brødre befandt sig til Kejseren. I Aaret 830, som det synes, bleve nogle Nordmænd, Erik havde sendt for at underhandle med Kejseren, dræbte i Köln. Sex Aar efter, da Nordmændene havde herjet Frisland og Dorestad, sendte Erik Gesandter til Kejseren paa Rigsmødet i Worms, for at fralægge sig al Skyld i dette Herjetog, og tillige for at klage over hine Udsendingers Drab. Kejseren straffede ogsaa virkelig Gjerningsmændene, og to Aar efter finde vi atter et Gesandtskab hos ham fra Erik, der tilmeldte Kejseren, at han, af sin tro Hengivenhed for ham, havde ladet de fornemste af de Vikinger, der saa længe havde herjet paa det frankiske Rige, dræbe; men forresten bad han ogsaa om at man vilde afstaa ham Frisland og Abotriternes Land. Denne Anmodning, heder det, fandt Kejseren uforskammet, og behandlede den derfor med Foragt. Erik synes ogsaa at have givet efter, thi i det følgende Aar sendte han et nyt Gesandtskab, hvoriblandt hans fornemste Raadgiver og en af hans Frænder, med Gaver og Fredstilbud, hvilket Kejseren tog imod, og afsendte strax Befuldmægtigede, der, som det beder, sluttede en uopløselig Fred[14]. Denne Fred varede dog ikke længe. Thi efter Ludvigs Død og Rigets Deling mellem hans Sønner, optraadte Erik som en aabenbar Fiende af Ludvig den tydske. Han sendte nemlig i Aaret 845 en Flaade paa hundrede Skibe opad Elven imod ham. Denne Flaade blev vel slagen af Saxerne, men paa Tilbagevejen indtog og plyndrede den en, som det heder, Slaverne tilhørende By, men som efter Beliggenheden neppe kan være nogen anden end Hamburg. Thi man har en udførlig Beretning om, hvorledes den netop i dette Aar bleve herjet af Nordmændene[15]. De omgav, fortælles der, Byen saa pludselig, at Indbyggerne ej fik Tid til at samle sig til Modværge, og Ansgar, der nu i ti Aar havde resideret her som Erkebiskop i det nys oprettede Erkestift, der skulde omfatte hele Norden, maatte redde sig ved Flugten tilligemed sit Presteskab. Baade Kirken og Klosteret blev opbrændt, hvorved flere Bøger tilintetgjordes; af Indbyggerne selv bleve flere fangne og dræbte, og med Hamburg, idetmindste med dets Erkesæde, var det nu for en Tidlang ganske forbi. Det fortælles dog, at Erik i dette samme Aar, ængstet ved et Uheld, som rammede en fra et Plyndringstog tilbagevendende Vikingeflaade, sendte Freds-Sendebud til Kong Ludvig med Tilbud om at sætte de Fangne paa fri Fod og erstatte det røvede Gods. Dette Gesandtskab traf Ludvig paa et Møde i Paderborn. I det næste Aar sendte Ludvig ham Gjengesandter, og til disse meldte nu Erik, at han havde ladet flere af de farligste Vikinger dræbe. Endnu engang efter at Ludvig og hans to Brødre havde sluttet Forliget i Mersen (847), sendte de i deres fælles Navn et Gesandtskab til Erik, for at faa ham til at holde sine Undersaatter fra at forvolde de Christne Skade. Og fra denne Tid af synes ogsaa Erik selv at have holdt sig rolig. Hertil bidrog vel den Omstændighed, at han foruroligedes af to af sine Frænder, rimeligviis den nys afdøde Haralds Søn Gudrød, og hans Brodersøn Rørek, der gjorde ham Regjeringen stridig, og nødte ham til at give dem Dele af Riget (850)[16]. Der fortælles endog, at han viste megen Venlighed mod Ansgar, som nu atter havde tiltraadt en Missionsrejse til de danske Lande. Han skal endog have brugt at raadspørge ham i Rigets Anliggender, og lod sig endelig (851) overtale af vant til at antage Christendommen og tillade Opførelsen af en Kirke i Slesvig, den første, der oprettedes i de nuværende danske Lande[17]. Eriks Regjeringstid er derfor merkelig som den, under hvilken Christendommen fik sit første, om end svage, Fodfæste i Norden. Thi ogsaa i Sverige lagdes paa samme Tid ved Ansgars Bestræbelser den første Grundvold dertil. Eriks sidste Dage foruroligedes ved Thronstridigheder med hans Brodersøn Guthorm. Det kom tilsidst til et tredages Slag mellem dem (854), hvori baade han selv og Guthorm faldt tilligemed saa mange Medlemmer af Kongeætten, at der af denne nu kun var en Dreng, ved Navn Erik, tilbage[18]. Denne fik nu Kongenavn. Rørek og Gudrød søgte forgjæves at frarive ham Riget (855); to Aar senere (857) tiltvang Rørek sig den Deel af Riget, der laa mellem Eideren og Havet, altsaa de frisiske Øer; forresten herskede Erik, som det synes, nogenlunde fredeligt, og rimeligviis til henved 880. Han var Christendommen gunstig i Førstningen, og tilbød endog Ansgar at lade en Kirke bygge i Ribe[19], men skal senere være falden fra. Det er ikke usandsynligt, at han er bleven overvundet af Gorm den gamle.

Blandt de unavngivne Sønner af Gudrød, der tildeels regjerede sammen med deres Broder Erik den ældre, deels forjagedes fra hans Rige, maa ogsaa den ovenfor omtalte, i vore Sagaer bekjendte Olaf have været. Det er allerede ovenfor viist, at han af hele sit Fædrenerige i Norge kun havde beholdt Vestfold med Vestmare tilbage, og at han siden endog blev fordreven herfra af sine Frænder, Harald og Ragnfrid, og nødsaget til at opholde sig hos Sviarne. Da Gudrøds Sønner atter samlede Folk og forjoge Harald og Ragnfrid, har Olaf upaatvivleligt været med, thi det heder udtrykkeligt i Ynglingasaga at han var mægtig og en stor Hærmand, og dette var næsten den eneste Leilighed han havde til at erhverve Magt og lægge Krigerskhed for Dagen, eftersom han ellers skal have tilbragt sin Tid i Fred. Han maa ganske vist have været en af dem, der efter 817 bleve fordrevne fra Sønderjylland. Idetmindste hører man i de frankiske Annaler fra 827 af ikke mere om andre Gudrøds Sønner som Konger i Sønderjylland, end Erik. I dette Aar blev Olafs Besiddelser i Norge end mere beklippede. Thi hans yngste Broder Halfdan, der hidtil havde opholdt sig paa Agder, nøjede sig, da han var 18 Aar gammel (827) ikke med at faa Kongedømmet her, men begav sig ogsaa til Vestfold, og nødsagede Olaf til at dele med ham, saaledes at han selv fik den østlige eller nordlige Deel, medens Olaf kun beholdt den vestlige eller sydlige tilbage. Da Halfdan siden, som vi nedenfor ville see, underkastede sig baade Vingulmark og sit Fædrenerige paa Oplandene, og følgelig strax maa være optraadt som en mægtig og anseet Kriger, kan man neppe antage andet end at han ogsaa, hvis han havde villet, kunde have forjaget Olaf, og at denne, uagtet det ikke udtrykkeligt siges, kun af hans Godhed og mod at underkaste sig ham bar faaet Tilladelse til at beholde den sydligste Deel af Vestfold[20]. Aarsagen, hvorfor Olaf fik denne Deel, var vel især den, at han foruden sin Fædrenearv ogsaa havde erhvervet Grenland, og at han helst ønskede den Deel af Vestfold, der laa Grenland nærmest[21].

Olaf havde sin Bolig paa Geirstad i Skiringssal. Han beskrives som en stor og smuk Mand, der synes at have været meget yndet af sine Undergivne. Der fortælles at han engang drømte, at en stor, sort og fæl Oxe kom østenfra til Landet, og at dens giftige Aande dræbte en Mængde Mennesker, tilsidst hans Hird. Han lod derfor sammenkalde et Thing paa Geirstad, og udtydede her Drømmen saaledes, at den Fred og Lykke, Riget i saa lang Tid havde nydt, skulde forbittres ved en Pestsygdom, der fra Østen af vilde komme i Landet, og først angribe en Mængde af Folket, dernæst Hirden, og endelig ham selv. Han befalede, at hele den forsamlede Mængde skulde opkaste en stor Høj paa et nærliggende Nes, og gjerde ovenfor tversover Neset, saa at intet Kvæg kunde komme did; i den Høj skulde alle de Døde begraves, og enhver mere anseet Mand skulde have en halv Øre Sølv med sig i Graven. Han forordnede, at man ogsaa skulde lægge ham i Højen, men at man ikke maatte blote ham efter hans Død. Hans Drøm, heder det, gik i Opfyldelse, og han blev højlagt paa den af ham anordnede Maade. Dog afveg man fra hans Forbud, idet man blotede ham som Landvætte eller Egnens Skytsaand, hvorfor man ogsaa siden kaldte ham Geirstad-Alf[22]. Den Deel af dette Sagn, som vedkommer Drømmen og Pesten, kan neppe være meget gammel, da Thjodolf, der digtede Ynglingatal til hans Søn Ragnvalds Ære, og saaledes næsten kan kaldes hans Samtidige, intet veed derom, men kun siger at han døde af Fodverk og højlagdes paa Geirstad. Forresten har han ganske vist været anseet som en Landvætte, og Sagn, om just ikke ganske af ovennævnte Indhold, maa tidligt have knyttet sig til hans Høj. Thi allerede Sagnet om hvorledes Sverdet Bæsing, der siden kaldtes Hneitir, blev opgravet af Olaf Geirstad-Alfs Høj og foræret Olaf den Hellige af dennes Fosterfader Rane vidførle, synes i sig selv neppe at være yngre end Midten af det 11te Aarhundrede[23], og vilde neppe være blevet til, hvis der ikke allerede da i Skiringssal fortaltes merkelige Ting om Geirstad-Alfens Høj. Og dertil kommer, at endog Saxo, der henfører alle disse ældre Vestfold-Konger og deres Bedrifter til Sjæland, dog fortæller om Olaf Gautreks (d. e. Gudrøds) Søn, der lagdes i en Høj, der siden opkaldtes efter ham, ved Hleidr[24]. Det synes altsaa, som om Sagnet har gjort en større Mand af Olaf, end han i Virkeligheden var, og at han efter sin første Optræden mod Harald og Ragnfrid har nøjet sig med en underordnet Stilling som Konge paa Grenland tillige med Vestmare og det sydlige Vestfold, eller at han maaskee endog, ligesom Sigurd Syr senere, kun har været Godsejer med Kongetitel og forresten nydt Anseelse blandt sine nærmeste Omgivelser. Som hans Søn og Efterfølger nævnes Ragnvald med det besynderlige Tilnavn heiðumhærri[25]. Han var, heder det, Konge paa Vestfold, eller maaskee rettere paa Grenland[26], men ellers veed man intet om ham, og man maa formode at han aldrig vilde have været nævnt, hvis det ikke tilfældigviis var ham, til hvem Skalden Thjodolf digtede sit Ynglingatal og derved reddede hans Navn fra at gaa i Forglemmelse. Man maa ligeledes formode, at hans Besiddelser efter hans Død tilfaldt Halfdan Svarte[27].

  1. ↑ Snorre, Yngl. Saga Cap. 54. Halfd. Sv. Saga Cap. 1. Flatøbogen, om Olaf Geirstad-Alf, Fornm. sögur i 10de B. S. 209. Hr. Hauk Erlendssøn om Uppl. Konger, Fornaldar s. II. S. 106.
  2. ↑ Eystein Høgnesøn nævnes i Hr. Hauk Erlendssøns Fortælling om Uppl. Konger, saavelsom i Flatøbogens Beretning om Olaf Geirstad-Alf. Yngl. Saga har derimod istedetfor Eystein Høgnesøn „Høgne, Søn af Kong Eystein den onde“, hvilket ikke kan bestaa med Tidsregningen.
  3. ↑ Einhards Annaler, hos Pertz. I. S. 198, 199. Her anføres Navnene paa de 12 Mænd, der fra hver Side fremmødte og sluttede Freden. De danske (ɔ: Hemings) Udsendinger vare: Hemings Brødre Hancwin (d. Haakon) og Angandeo (Angantyr), Osfrid (Aasfrid) med Tilnavnet Turdimule,Warstein, Suomi (dette Navn synes forvansket), Urm, (Orm) Osfrid Søn af Heiliga (Aasfred Helgesøn), Osfrid af Sconaowe (Aasfred fra Skaane), Hebbi (Ebbe?) og Aowin (Eivind?). Navnene ere af Einhard gjengivne i den frankiske Form, deraf deres Afvigelser fra den oldnorske. Fredsvilkaarene nævnes ej udtrykkeligt, men man seer dog af de følgende Efterretninger, at Nordmannakongen opgav Fordringer paa Nordalbingen, og fandt sig i at erkjende Eideren som Rigsgrændse. Man har og et Diplom af Ludvig den Fromme fra Aaret 834, hvor det udtrykkeligt heder, at Kejser Karl befriede Nordalbingen fra det Trældomsaag, under hvilket det i 7 Aar (nemlig fra 801 til 811) havde sukket, og overlod Grev Egbert (se ovf.) at forsvare det mod Barbarerne. (l’agi Crit. III. p. 462). Mag. Adam af Bremen siger udtrykkeligt (I. 16), at Heming Ved Fredsslutningen erkjendte Eideren som Rigets Grændse.
  4. ↑ Einhards Annaler, Pertz. I. p. 199, 200. Mag. Adam af Bremen I. 17. Sigfrid forvexles af Saxo (9de B. S. 439–41) med Sigurd Ring. Navnet Anulo er besynderligt. Saxo har aabenbart taget det for etslags oversat latiniseret Form af „Ring“ (lat. Annulus) siden han lader sin Sigurd Ring kæmpe med „Ringo“. Dog kunde man og her tænke sig et nordisk Navn, som „Aale“ (f. Anli, saxisk Anlo) ligesom „Aalaf“ istf. „Olaf“ (Anláf).
  5. ↑ Einhards Annaler hos Pertz. I. p. 200. Der staar udtrykkeligt: „qui (Harald og Ragnfrid) tamen eo tempore domi non erant, sed ad Westerfoldam cum exercitu profecti, quæ regio ultima regni eorum inter septembrionem et occidentem sita, contra aquilonalem Britanniæ summitatem respicit“. Her kan der ej være nogen Tvivl om at Vestfold er meent, og nordmanniske Vikinger kaldes senere i Frankrig ved 813 Vestfaldingi, se nedenfor § 8.
  6. ↑ Einhards Annaler, hos Pertz. I. p. 201-204. Vita Hludov. Pii, hos Pertz. II. 619–622. Thegan, vit. Hludov. hos Pertz. II. 593. Enhard af Fulda, hos Pertz. I. p. 356. Sigebertus Gembl., hos Pertz. VIII. 357. Mag. Adam af Bremen (I. 17) fortæller alt dette noget kort og tildeels afvigende fra de ovenanførte Kilder, der dog, især den samtidige Einhard, fortjene ubetinget Tiltro.
  7. ↑ Einhards Annaler, hos Pertz. I. p. 207. Vita Hludov. imp, hos Pertz. II. p. 625. Jvfr. nedenfor § 8.
  8. ↑ Det heder udtrykkeligt at Harald blev gjort deelagtig i Regjeringen, Einhards Annaler, hos Pertz. I. 207, 208.
  9. ↑ Einhards Annaler hos Pertz. I. p. 211.
  10. ↑ Herom se mere nedenfor, hvor der handles om Christendommens Udbredelse i Norden.
  11. ↑ Kilderne yttre sig her noget forskjelligt. Einhard (p. 214) og „Vita Hludovici“ lade Harald forlenes med Hriustri, medens derimod Remberts „Vita Ansgarii“ Cap. 7, kun nævner et Lehn hiinsides Elben Mag. Adam (I. 17) siger udtrykkeligt at Harald fik sit Lehn hiinsides Elben, og Rørek (urigtigt skrevet Horuch) derimod et Lehn i Frisland. Endelig siger Rudolf af Fulda (ved 850), at Rørek tilligemed Harald havde faaet Dorestad-Distriktet i Frisland til Lehn. Dette Dorestad (Wyck te Duurstede i Prov. Utrecht, se nedenf. S. 413) er dog temmelig langt fra Rustringen. Imidlertid synes det rimeligst, at Harald virkelig er bleven forlenet med Rustringen og en Deel af Nordalbingen, og Rørek med Dorestad, men at enten Harald sidenefter ogsaa har overladt Rustringen til Rørek, eller at enkelte Forfattere ej have fundet det Umagen værdt at omtale hans Forlening med Rustringen, da den vigtigste Forlening aabenbart var den nordalbingiske; den indbefattede rimeligviis Esesfeld med Distrikt. Rørek kaldes snart Broder, snart „nepos“ (Frænde? Brodersøn?) af Harald.
  12. ↑ Einhards Annaler, hos Pertz. I. p. 216. Eriks Navn skrives af Frankerne Oric, Horich, Horuch.
  13. ↑ Einhards Annaler, hos Pertz. I. 217, 219. Vita Hludowici, hos Pertz. II. 631, 632.
  14. ↑ Prudentius af Troyes, hos Pertz. I. p. 430, 436.
  15. ↑ Prudentius af Troyes (Pertz. I. 441, 442), jvf. Rudolf af Fulda, (Pertz. I. 364) og de metziske Annaler (Pertz. I. 336). Jvfr. Vita Ansgarii Cap. 21.
  16. ↑ Prudentius af Troyes, hos Pertz. I. 445.
  17. ↑ Rembert, Vita Ansgarii Cap. 24. Her omtales Slesvig som en temmelig folkerig, dristig og med alleslags gode Varer velforsynet By.
  18. ↑ Allerede ved 850 beretter Prudentius af Troyes (Pertz. I. p. 445) om Eriks Strid med hans to „nepotes“. Slaget i 854 omtales hos Rudolf af Fulda (Pertz. I. p. 369), i Remberts Vita Ansgarii Cap. 31, og hos Adam af Bremen (I. 30).
  19. ↑ Ad. Brem. I. 31. Hvorvidt denne Erik var en Søn af den ældre Erik, omtales ingensteds. Snarest skulde man antage ham for en Sønnesøn af Erik den ældre, og opkaldt efter ham. Saxo, der nu engang har foresat sig at drage den sønderjydske Kongeslægt ind i de danske Overkongers, gjør Erik den ældre til en Broder af Harald, og Erik den yngre derimod til en Søn af Sigurd Orm i Øje og Fader til Hardeknut (9de B. S. 464–466).
  20. ↑ I Flatøbogens Beretning om Halfdan Svarte (Fornm. S. X. S. 169) staar der udtrykkeligt, at Halfdan „gav sin Broder Olaf Vestfold“.
  21. ↑ At det maa have været ved Arv fra Nerid Jarl at Olaf og Halfdan erhvervede Grenland, have vi ovenfor (S. 343) allerede antydet. Enten maa nu Olaf selv have været gift med en Datter af ham, eller, hvad der er end rimeligere, har Gudrød Vejdekonge været gift med en Datter af ham efter sin første Hustrus Død. Det heder i en egen Beretning om Olaf i Flatøbogen (Fornm. Søgur X. S. 209), at han herskede over to Fylker, Upsa og Vestmare; men dette er kun en Misforstaaelse af Ordet ofsa (mægtigt) i Thjodolfs Vers (Yngl. S. Cap. 54).
  22. ↑ Flatøbogens Fortælling om Olaf Geirst. Alf, Fornm. Søg. X. S. 210–212. Olafs Saga hins helga, udg. af Keyser og Unger, Cap. 2.
  23. ↑ Olaf den Hell. Saga Cap. 16 i Fornm. Søg. IV. S. 27.
  24. ↑ Saxo, 9de V. S. 439. Saxo henfører fremdeles alle de ældre vestfoldske og sønderjydske Konger til den danske Kongeæt. Dog er det tydeligt, at den Kilde, han fulgte, maa have nævnt Olaf som Søn af de frankiske Annalers Godfrid.
  25. ↑ Dette Ord betyder ligefrem „højere end Heider (Bjerge)“. Den nærmere Betydning deraf eller Anledning dertil kjendes ej.
  26. ↑ Snorre Yngl. Saga Cap. 55.
  27. ↑ Da Halfdans Hoved eller i alle Fald en Deel af hans Legeme blev begraven i Skiringssal, maa han ved sin Død have besiddet det; og dog var det just Skiringssal, som havde tilhørt Olaf Geirstad-Alf.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/1/55&oldid=49369»