Det norske Folks Historie/1/54

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er allerede ovenfor berørt, hvorledes Ynglinge-Ætten eller Halfdan Hvitbeins Efterkommere erhvervede Beſiddelſer paa Veſtfold, hvilket nu, ſom det ſynes, blev deres Hoved-Beſiddelſe og hvor Templet og Helligdommen i Skiringsſal grundlagdes[1]. Ligefra Sigurd Rings Død af ſynes disſe veſtfoldſke Konger og deres hele Æt at have optraadt ſom Medbeilere af Ragnar Lodbroks Ætmænd, og at have ſøgt at afkaſte deres Overherredømme. Det er ogſaa umiskjendeligt, at dette i alt Væſentligt maa have lykkets dem. Thi ej alene vide vore egne Beretninger næſten intet at fortælle om deres Vaſal-Forhold til Danekongerne, men i de frankiſke Annaler, hvor der fortælles ſaa meget om Nordboernes Herjetog mod det frankiſke Rige, og de karolingiſke Kongers Indblandelſe i Nordens Anliggender, er der ene Tale om Konger af hiin Æt[2], hvilke endog, merkeligt nok, havde erhvervet ſig et Rige i Sønderjylland og derfra tilføjede det frankiſke Rige megen Skade, medens de egentlige Overkonger, fornemmelig Danekongerne Sigurd Orm i Øje og Hardeknut, aldeles forbigaaes med Taushed. Denne Veſtfoldinge-Kongernes krigerſke Virkſomhed og mægtige Fremtræden ſynes mere end Ragnar Lodbroks egen Krigerfærd at ſtaa i Forbindelſe med de førſte mere omfattende Herje-Tog, der fra Norden foretoges til de veſtligere Lande, iſær de britiſke Øer og Frankrige. Det er viſt, at de førſte ſtørre Vikingehære, der hjemſøgte disſe Lande, kaldtes af de med Begivenhederne ganſke eller næſten ſamtidige Skribenter ſtedſe Nordmænd (Nordmanni), hvor de ikke betegnes med andre deres Nationalitet uvedkommende Navne, ſom „Hedninger“, „Sørøvere“ e. a. d.[3]. Navnet Daner bliver i de veſtligere Farvande ikke almindeligt, førend efter Midten af det 9de Aarhundrede, da de yngre Lodbroks-Sønner førſt gjorde Dane-Navnet frygtet og anſeet, og end ikke da kunde Benævnelſen „Nordmænd“ fortrænges i Frankrige, hvor den vedblev at bruges ved Siden af den anden, og fornemmelig faſtholdtes ved Stiftelſen af Hertugdømmet Normandie. At Nordmændene ogſaa i Nord-Tydſkland, ſkjønt dette laa Danmark ſaa meget nærmere, nævnes tidligere end Danerne ſom de Nordboer, der optraadte fiendtligt mod det frankiſke Rige, vidner endmere om at det var Nordmænd, der havde nedſat ſig i dets umiddelbare Naboſkab. Det af Nordmændene beherſkede Landſkab paa den jydſke Halvø kaldtes derfor ogſaa af tydſke Chroniſter en Tidlang Nortmannia og dets Grændſe mod Tydſkland den nordmanniſke Grændſe[4].

Allerede hvor de frankiſke Chroniſter allerførſt omtale de veſtfoldſke Konger, finde vi dem i Beſiddelſe af Sønderjylland, eller idetmindſte af den Deel deraf, der grændſede til det nuværende Holſten. Der fortælles nemlig i paalidelige, med Begivenhederne ſelv ſamtidige Annaler, at den bekjendte ſaxiſke Høvding Widukind unddrog ſig fra at indfinde ſig ved et ſtort Møde, Karl den Store havde ſammenkaldt i Paderborn i Aaret 777, men flygtede med nogle faa Venner til Sigfrid, Danernes Konge i Nortmannia[5]. Efter en ſildigere Skribents Udſagn, der dog ikke er ſynderligt at ſtole paa, ſkal Widukind have været gift med Sigfrids Syſter[6]. En anden ſildigere Skribent vil vide, at Annaliſten ved dette „Nortmannia“ ſkulde have meent Norge[7], hvilket dog har liden Rimelighed for ſig; det kan neppe være noget andet Landſkab end Sønderjylland eller den Deel deraf, ſom Tydſkerne i hine Tider kaldte Sinlendi, d. e. det (med Tydſkland) ſammenhængende Land[8]. Dette viſer ſig iſær af hvad der ſenere fortælles. I Aaret 782, heder det, holdt Kong Karl et Møde ved Floden Lippes Udſpring, hvor ogſaa Saxerne med Undtagelſe af Widukind, indfandt ſig; der kom ogſaa nogle Nordmænd, hvoraf en hed Halfdan; de vare Sendebud fra Sigfrid, Danernes Konge[9]. Da Kong Karl efter afholdt Møde var vendt tilbage til Frankrige, gjorde Saxerne efter Widukinds Anſtiftelſe paa ny Oprør, men bleve ſlagne, og maatte atter underkaſte ſig; de nødſagedes til at udlevere alle dem, der iſær havde egget til Oprøret, undtagen Widukind, der atter var flygtet til Nordmændene. Sigfrid, Danernes Konge, maaſkee den ſamme, maaſkee ogſaa en anden, nævnes allerſidſt i Aaret 798. Kong Karl havde ſendt en Godſkalk ſom Geſandt til ham, men denne blev paa Tilbagevejen myrdet af de hiinſides Elben boende Saxer, der havde gjort Oprør[10].

Mere erfarer man ikke om Sigfrid. At han var af ſamme Æt, ſom de øvrige norſke Konger i Sønderjylland er utvivlſomt deraf, at Godfrid eller Gudrød, ſom var af danne Æt, optræder i hans Sted ſom Konge i Nortmannia[11]; men hvorledes han var beſlægtet med dem, eller hvorledes han og hans Nordmænd allerførſt kom i Beſiddelſe af Sønderjylland, fortælles ingenſteds. Vore egne Oldſkrifter omtale ham ikke. De nævne ſom Konger paa Veſtfold umiddelbart før Gudrød kun den forhen omtalte Eyſtein og hans Søn Halfdan. Eyſtein, fortælles der, ſejlede med nogle Krigsſkibe over Fjorden til Varna, og herjede der, men blev paa Tilbagevejen nær ved Jarlsø ſlaaet overbord af Sejlbommen paa et andet af hans Skibe, der ſejlede hans eget for nær: dette Uheld tilſkrev man Kongen paa Varna, ved Navn Skjold, der havde Ord for at være tryllekyndig, og ſom ſkal have blæſt og viftet med ſin Kappe efter Eyſtein, da han ſejlede hjem[12]. Hans Lig blev højlagt ved Stranden paa Borro. Halfdan, der blev Konge efter ham, fik Tilnavnet hinn mildi ok matarilli (den gavmilde og madknappe), fordi han gav ſine Mænd i Lønning lige ſaa mange Guldpenge, ſom andre Konger Sølvpenge, men ſultede dem i Mad; hans Hovedgaard, hver han boede og døde, var Holte paa Veſtfold. Han tilbragte lang Tid paa Vikingetog og ſamlede ſig ſtor Formue; hans Huſtru Lif var en Datter af Kong Dag paa Veſtmare — den ovenomtalte, blandt Braavallaheltene forekommende Dag lifſke eller grenſke — og han blev, ligeſom Faderen, højlagt paa Borro[13].

Der nævnes ikke med et eneſte Ord, til hvilke Egne Halfdan foretog hine Vikingetog Det ſandſynligſte er imidlertid, at de have gjeldt Nordtydſkland, med nærliggende Egne. Kong Sigfrid maa have været hans Frænde, maaſkee hans Broder, ſiden vi ſee Halfdans Søn ſom Sigfrids Efterfølger, og Halfdan ſelv er vel heller ingen anden end den ſamme Halfdan, der i Aaret 783 nævnes ſom Sigfrids Geſandt hos Karl den Store. At Sigfrid ej alene var den førſte Nordmannakonge, ſom nævnes af Tydſkerne, men virkelig den førſte, ſom erhvervede Beſiddelſer eller grundlagde Riget i Sønderjylland, ſkjønnes deraf, at der før hans Tid ikke er Tale om Nordmænd, og at disſe andenſteds netop paa denne Tid omtales ſom et Folk, med hvilket Frankerne gjorde Bekjendtſkab for førſte Gang[14]. Halfdans Krigstog have altſaa fornemmelig beſtaaet i at erobre Sønderjylland i Forening med Sigfrid. Af den Omſtændighed, at baade Eyſtein og Halfdan bleve højlagte paa Borro, ikke i Skiringsſal, ſkulde man næſten formode, at de ej have været i Beſiddelſe af dette Sted, men at det ved Deling mellem Brødrene eller Frænderne er kommet til at tilhøre Sigfrid. At vore Oldſkrifter tie herom, er ej at undres over, da den eneſte Kilde, man foruden dunkle Sagn havde at holde ſig til, Thjodolfs Ynglingatal, følger Ætten i lige nedſtigende Linje fra Fader til Søn, uden at tale om Brødre eller Fættere. For den Sags Skyld kan altſaa Ætten gjerne have haft langt flere Medlemmer, end dem, han nævner.

I Skiringsſal, hvor der foruden Kongsgaarden ogſaa var et anſeet Tempel, hvortil Folk ſøgte ſammen fra hele Viken, maatte der nødvendigviis tillige opſtaa en Handelsplads. Denne omtales ogſaa endnu inden Udgangen af det 9de Aarhundrede, efter Nordmanden Ottars Beretning, af den engelſke Konge Alfred, og der kan ingen Tvivl være om, at den allerede var til paa Eyſteins, Halfdans og Sigfrids Tider. Om dens Beliggenhed vidner endnu Navnet Kaupang (d. e. Kjøbſtad) paa et Par Gaarde ved den ſaakaldte Viggsfjord, der fra Laarvigsfjorden ſkærer ſig ind mod Øſt. Her er der en god Havn, og i Nærheden vrimler der ſaaledes af Gravhøje, at man tydeligt kan ſee at mange Familier her maa have boet tilſammen. Noget længere fra Søen ligger nu paa en aaben Plads den ældgamle Thjøling (fordum Þjóðalyng) Kirke; paa denne Plads (Þjóða-lyng d. e. Folke-Lynget, Folke-Heden) er der endnu Spor af en ſtor Steenſætning, rimeligviis en Dom-Ring; at Templet har ſtaaet hvor Kirken nu ſtaar, og at altſaa denne Plads, Thjoda-Lynget, er den, paa hvilken Folk fra alle Kanter i Viken kom ſammen for at forrette deres Andagt, er ſandſynligt. Længer mod Veſt laa den gamle Kongsgaard Geirſtad (nu Gjerſtad).

Som den fornemſte, maaſkee den eneſte Søhandelsplads i Nordmændenes ſønderjydſke Rige nævnes meget tidligt (804) det ved Bunden af Fjorden Slie eller Slen beliggende Slesvig, og der kan neppe være nogen Tvivl om, at det allerede fra Sigfrids Tid var de herværende Nordmanna-Kongers Hoved-Opholdsſted. Det forekommer allerførſt under Benævnelſen Sliesthorp[15], ſiden kaldes det ogſaa deels Sliaswik, Sleswik, deels Heidaby (Hede-Byen). Dette ſidſte Navn var det brugelige blandt Nordmændene, og det gjenkjendes endnu i Haddeby, Navnet paa en Forſtad eller en Landsby paa den ſydøſtlige Side af Byen. Man ſkulde deraf formode, at de norſke Erobrere fornemmelig have haft deres Tilhold paa denne Kant, medens Befolkningen i det egentlige Slesvig var danſk-gotiſk, eller at Slesvig var den egentlige By, Heidaby derimod Krigshavnen og Kongeſædet. At der mellem Heidaby og Skiringsſal maatte være en livlig Forbindelſe, falder af ſig ſelv. Ogſaa fortæller den ſamme Ottar, hvis Rejſeberetning Kong Alfred meddeler, at han i fem Dage ſejlede fra Skiringsſal til Heidaby, uden, ſom det ſynes, at anløbe nogen anden Havn: dette antyder en umiddelbar Forbindelſe mellem begge Havne[16]. Ottar nævner ligeledes hvor lang Tid der behøvedes for at ſejle til Skiringsſal fra hans Hjem Helgeland; dette viſer at Skibsfart mellem Helgeland og Skiringsſal ej var uſædvanlig. Denne Kjøbſtad ſtod altſaa i Forbindelſe baade med Landets nordligſte Dele, med Viken, og med Heidaby: den maa altſaa have været en betydelig og i hele Norden anſeet Handelsplads. Det ſkal nedenfor viſes, hvorledes det veſtfoldſke Kongeſæde paa Harald Haarfagres Tid flyttedes til Sæheim ved Tunsberg og hvorledes Handelsrørelſen ligeledes drog ſig fra Skiringsſal — der ſiden den Tid ſynes at være ſunken tilbage i Ubetydelighed — til Tunsberg. Om denne heder det udtrykkeligt[17], at Kjøbmandsſkibe i mængdeviis ſøgte derhen, baade fra Landets nordligere Egne, fra Viken, fra Danmark og fra Saxland. Hvad der her ſiges øm Tunsberg, maa ogſaa gjelde for den ældre Handelsplads, i hvis Sted Tunsberg traadte, nemlig for Kjøbſtaden i Skiringsſal. Vi kunne heraf nogenledes danne os en Foreſtilling om det brogede Liv, ſom i hine fjerne Tider maa have fundet Sted ved Viggsfjordens Bred. Vi læſe om Slesvig, at det ſtod i livlig Handelsforbindelſe med Venden, Samland, Svithjod, Garderike og derfra endog over Land med Grækenland[18]. Skibene fra Slesvig bragte vel ſaaledes ej alene tydſke, vendiſke, preusſiſke, rusſiſke, græſke og øſterlandſke Varer til Skiringsſal, men ogſaa ofte Kjøbmænd og Æventyrere fra de fleſte af de nysnævnte Lande. I Skiringsſal kunde man ſaaledes viſtnok ſee Helgelænderen kjøbſlaa med Preusſeren, Thrønderen med Saxeren og Venderen, Sundmøringen med Danen og Svenſken; ved Siden af Tougverk af Hvalroshud og Pelsverk fra Nordland kunde man viſtnok ſee Ravſmykker fra Preusſen, koſtbare Tøjer fra Grækenland og Orienten, og byzantinſke og arabiſke Mynter ved Siden af de nordiſke Bauge, medens Havnen laa fuld af ſtore og ſmaa Skibe af forſkjellig Bygningsmaade, af hvilke dog iſær de kongelige Langſkibe maa have tildraget ſig Opmerkſomheden ej alene ved deres Størrelſe, men ogſaa ved deres Pragt[19]. Under disſe Omſtændigheder bliver det ikke længer ſaa beſynderligt, at de veſtfoldſke Konger kunde hæve ſig til ſaa ſtor Magt og Anſeelſe fremfor de øvrige Konger i Norden, og tilſidſt endog fremfor deres egne Overkonger.

Det Folk, der beboede den Deel af Sønderjylland, ſom ſtod under den veſtfoldſke Kongeæts Herredømme, var, ſom det ſynes, fornemmelig Daner, det vil ſige den Afdeling af gotiſke Daner, der allerede ſiden det 5te Aarhundrede havde været boſat i disſe Egne, og tildeels vare adſkilte fra de egentlige Daner paa den nordiſke Halvøs Faſtland og de nærmeſt liggende Øer. Disſe Daner i Sønderjylland kaldes i en geographiſk Overſigt, forfattet af Kong Alfred ſelv, Syd-Danerne, modſatte Nord-Danerne paa Øerne og Faſtlandet; han kalder dem „en Afdeling af Danerne“, og nævner dem i Forbindelſe med Anglerne og Sinlendi[20]. Det er derfor let begribeligt, hvorledes flere af de frankiſke Annaliſter, uagtet de kalde Nordmændenes Rige i Sønderjylland Nortmannia, dog kunne kalde Kongerne Daners eller Nordmænds Konger i Fleng. Nordenfor Riget Nortmannia var det egentlige Angel, der dog kun anſaaes for en Deel af Jylland. Veſtenfor Nortmannia var Friſernes Land, der i hine Tider ej havde det Udſeende, ſom nu. Store, af Flod-Arme omſlyngede Øer, lignende Zeelands Øer i Nederlandene, ſtrakte ſig da langt mod Veſt, næſten lige til det nuværende Helgoland, der da var ſtørre end nu, og kaldtes Foſitesland eller Farria. Af de mange Flod-Arme var der iſær een, ad hvilken man fra de indre Egne ſejlede til Havet; det var Egidor (Eideren), eller ſom vore Forfædre kaldte den, Ogisdyr, Døren til Havet; dens Navn overførtes ogſaa paa dens Kilder inde i Landet baade den egentlige Eider i Syd og Trenen i Nord[21]. I den øſtlige Deel af Landet, mellem Slien, og den øſtlige Eider og Kielerfjorden, var der tykke, næſten ugjennemtrængelige Skove. Landet mellem Eideren og Elben, det nuværende Holſten, var paa Øſtſiden beboet af Slaver, fornemmelig de ſaakaldte Abotriter; forreſten havde det en ſparſom Befolkning af Saxer, der vel og for en ſtor Deel vare blandede med Daner og Friſer; de frankiſke Annaliſter kalde dem deels Nordalbinger, deels Nortliudi, deels Markomanner eller Grændſeboere, et Navn, ſom ogſaa udſtrækkes til Nordmændene ſelv, efter at disſe begyndte at komme i umiddelbar Berørelſe med Frankerne. Thi det nordalbingiſke Landſkab var, ſom man kan ſee, fra den tidligſte Tid et Tviſtens Æble mellem Nordmændene i Sønderjylland og de frankiſke Konger[22].

Halfdan mildes Søn og Efterfølger var Gudrød, eller, ſom han af de frankiſke Annaliſter kaldes, Godfrid. Hans Moder var Lif, Datter af den ovenfor omtalte Dag, Konge paa Veſtmare eller Kyſten mellem Mar (Langeſundsfjorden) og Agder; i Ynglingaſaga nævnes ſom hans Beſiddelſer i Norge, foruden Veſtfold, ogſaa Hedemarken, Thoten og Hadeland, foruden Vermeland i Sverige. Da vi derhos finde hans Søn og Sønneſønner i Beſiddelſe ej alene af den ſydlige Deel af Veſtfold med Skiringsſal, men ogſaa af Veſtmare, maa han have arvet begge Landſkaber, det førſte efter ſine fædrene, det ſidſte efter ſine mødrene Frænder. Ved Giftermaal med Alfhild, Datter af Kong Alfarin fra Alfheime, fik han ogſaa Halvdelen (det vil ſige den nordlige Deel) af Vingulmark; hans Rige i Norge ſtrakte ſig ſaaledes omtrent fra det nuværende Follo langs Chriſtianiafjordens Kyſt opad til Mjøſen og Randsfjorden og videre mod Syd til Rygjarbit. Men med Herredømmet over Skiringsſal fulgte ogſaa Herredømmet over Riget i Sønderjylland, og det er iſærdeleshed ſom Konge her, at Gudrød eller Godfrid har faaet egentlig hiſtoriſk Navnkundighed. I de frankiſke Annaler nævnes han allerførſt ved Aaret 804, og optræder ſom Ven og Forſvarer af de Nordljuder eller nordalbingiſke Saxere, der i 798 havde gjort Oprør mod Karl den ſtore. Denne havde behandlet dem haardt, thi efter at have overvundet dem og gjentagne Gange herjet deres Land, lod han endelig om Sommeren 804 alle de Saxere, der opholdt ſig hiinſides Elben eller i Vindland (Abotriternes Land), med Magt bortføre og fordele paa andre Kanter i ſit Rige, overladende de Strækninger, de hidtil beboede, til Abotriterne, der under deres Fyrſte Traſiko havde ſtaaet hans Feltherrer bi[23]. Men til ſamme Tid kom Gudrød med ſin Flaade og alt ſit Rytteri til Sliesthorp (Slesvig); han har rimeligviis, ved Efterretningen om Karls voldſomme Foranſtaltninger, i Haſt begivet ſig ned fra Veſtfold. Han lovede i Førſtningen at indfinde ſig til en Sammenkomſt med Karl, men udeblev, efter ſine egne Mænds Raad. Kejſeren ventede en Stund paa ham i Holdungſtede ved Elben, og ſendte Geſandter til ham for at forlange de Oprørere udleverede, der havde taget deres Tilflugt til ham, men, ſom det lader forgjeves. Kejſeren begav ſig tilbage til Köln, og man hører intet til Gudrød førend i Aaret 808, da han begyndte aabenbar Krig[24]. Han ſejlede over til Abotriternes Land, hvor han, efter et kort Ophold ved Kyſten, angreb og indtog flere Borge, fordrev Traſiko, fangede ved Liſt en anden Fyrſte, ved Navn Godelaib, lod ham hænge, og gjorde ſig to Trediedele af Abotriternes Land ſkatſkyldigt. Dog miſtede han paa dette Tog mange af ſine bedſte og tappreſte Mænd, hvoriblandt hans Broderſøn Ragnvald, der faldt ved Beſtormelſen af en Borg. Han vendte derpaa tilbage til ſit Rige, dog ødelagde han førſt Abotriternes blomſtrende Handelsplads Rerik (nærved Wismar), og førte dens Kjøbmænd med ſig paa ſin Flaade til Slesvig, hvor de rimeligviis bleve tvungne til at nedſætte ſig. I Slesvig opholdt han ſig nogle Dage, for at paaſkynde Begyndelſen af en Befæſtningsvold paa Grændſen mod Saxerne, der ſkulde naa fra Øſterſaltet til Veſterhavet langs Ejderen, og kun have en eneſte Port, gjennem hvilken Vogne og Ryttere kunde komme ud og ind. Denne Vold er Begyndelſen til det ſenere ſaa berømte Danevirke. Da han havde fordeelt Arbejdet mellem ſine Befalingsmænd, drog han hjem igjen. Kejſeren havde imidlertid ſendt ſin Søn Karl med en ſterk Hær af Franker og Saxer, forat modſætte ſig Gudrød. Karl gik over Elben, men hans Bedrifter indſkrænkede ſig kun til et Herjetog mod Liner og Smeldinger, ſlaviſke Folk i det nuværende Lauenburgſke, der havde gjort Opſtand mod Kejſeren og underkaſtet ſig Gudrød. Dette viſer, at dennes Anſeelſe og Magt maa have været betydelig i det Nordalbingiſke. Et andet ſlaviſk Folk, der ogſaa havde gjort fælles Sag med ham, var Wiltſerne (i den øſtlige Deel af det nuværende Meklenburgſke), der paa Grund af gammelt Fiendſkab med Abotriterne ſluttede ſig til ham paa hans Tog, og ved hans Bortgang ligeledes droge hjem med det Bytte, de havde erhvervet. Ligeſom Gudrød ſøgte at forſvare ſin Sydgrændſe ved en Vold, ſaaledes lod ogſaa Kejſeren opføre to Borge ved Elben, den ene til Værn mod Slaverne, den anden mod Nordmændene. Denne ſidſte, kaldet Hochburg[25], antages at være den førſte Begyndelſe til Hamburg, ſkjønt dette af et Par yngre Forfattere omtales allerede ved 804[26].

Efter Hjemkomſten ſendte Gudrød et Geſandtſkab til Kejſeren før at ſige, at han alene havde gjort Toget mod Abotriterne for at hevne Fornærmelser, ſom vare ham tilføjede; at Abotriterne førſt havde brudt Freden (en Fredsſlutning havde altſaa fundet Sted), og at han ſelv ønſkede et Møde ved Grændſen af ſit Rige hiinſides Elben, hvor man gjenſidig kunde komme til Enighed om en pasſelig Godtgjørelſe. Kejſeren gik ind herpaa, og et Møde blev holdt mellem hans Geſandter og de fornemſte af Danerne paa et Sted, kaldet Badanfleot, hvor man dog efter megen Tale frem og tilbage ſkiltes ad med uforrettet Sag. Traſiko, Abotriternes Konge, der havde ſendt ſin Datter ſom Gisſel til Gudrød, rimeligviis mod at faa Tilladelſe til at vende tilbage til ſit Rige, angreb og herjede, underſtøttet af Saxerne, baade Wiltſernes og Smeldingernes Land, og bragte herved alle dem, der forhen vare ham frafaldne, til Underkaſtelſe; men kort efter faldt han i Rerik for nogle af Gudrød udſendte Snigmorderes Haand. Kejſeren havde imidlertid hørt ſaa meget om Gudrøds Overmod og Truſler, at han beſluttede at bygge en befæſtet By hiinſides Elben, og forſyne den med frankiſk Beſætning. Han ſamlede Folk baade i Frankrige og Tydſkland, og ſendte dem, forſynede med Vaaben og alle andre Nødvendigheder, gjennem Frisland til den udſeede Byggeplads, nemlig et Sted kaldet Eſesfeld, ved Floden Stør. Han ſatte en Grev Ecgbert til Overopſynsmand over dette Arbejde, der paabegyndtes i Midten af Marts 809. Dette var Begyndelſen til den holſtenſke Stad Itzehoe[27].

Det følgende Aar, da Kejſeren opholdt ſig i Achen, og juſt tænkte paa at gjøre et Tog mod Gudrød, erfarede han, at en Flaade af 200 Skibe fra „Nordmannia“ havde angrebet Frisland, herjet alle de friſiſke Øer, landſat en Hær, overvundet Friſerne i tre Slag, paalagt dem en Skat, og allerede modtaget „hundrede Pund Sølv“, men at Gudrød var hjemme. Efterretningen herom, heder det, foruroligede Kejſeren ſaaledes, at han ſtrax ſendte Bud rundt om til alle Kanter for at ſamle en Hær, og ſelv ufortøvet begav ſig til Lippeham[28] for at vente paa de Tropper, der endnu ikke havde indfundet ſig. Da Hæren var ſamlet, drog han til Aller, og ſlog en Leje ved dens Sammenløb med Weſeren, for her at oppebie Udfaldet af Gudrøds Truſler. Denne truede nemlig med at han vilde underkaſte ſig hele Tydſkland. Frisland og Saxland betragtede han allerede næſten ſom ſine egne Lande og ſnart, ſagde han, ſkulde han indfinde ſig i Achen ſelv med en ſtor Hær. Man anſaa det heller ikke ſaa urimeligt, at han vilde udføre denne Truſel, og det maatte derfor være Kejſeren en velkommen Efterretning, at Flaaden, ſom havde herjet Frisland, var dragen bort, og at Gudrød var bleven dræbt af en af ſine egne Hirdmænd. Hans Broderſøn Heming, der efterfulgte ham i Regjeringen, viſte et fredeligere Sindelag. Han ſluttede endnu ſamme Høſt en Vaabenſtilſtand med Kejſeren, og det aftaltes, at der næſte Vaar ſkulde holdes et Møde af Befuldmægtigede fra begge Sider, for at ſlutte en varig Fred. Kejſeren kunde ſaaledes drage hjem igjen[29].

Uagtet det øjenſynligt var Gudrød, ſom havde foranſtaltet det ſtore Tog til Frisland og derfor ogſaa kaldes Friſernes Herre, ſynes det dog, ſom om han enten ikke ſelv har været med, eller ogſaa begivet ſig hjem tidligere end de øvrige, for at drive paa nye og ſtørre Udruſtninger. Saxo, der paa ſin ſædvanlige unøjagtige Maade fortæller om hans tidligere Krige, der ſkulle have gaaet ud paa hverken mere eller mindre end at erobre hele Saxland, omtaler vidtløftigt Toget mod Frisland, og beſkriver den ſæregne Maade, paa hvilken Friſerne maatte betale Skat. Der indrettedes, ſiger han, et Huus, 240 Fod langt, inddeelt i 12 lige ſtore Rum; i det inderſte af dette ſad den kongelige Skatteforvalter, i det yderſte fremlagdes et rundt Skjold. Mod dette Skjold maatte enhver, der ſkulde betale Skat, lade ſin Penning falde. Gav den ſaa ſterk Klang i Skjoldet at Skatteforvalteren kunde høre det i den anden Ende af Bugningen, blev den tagen for god, hvis ikke, da blev den nok tagen til Indtægt, men regnedes ikke ind i den Sum, ſom ſkulde udredes. Paa den Maade kom mangen en til at betale en heel Mængde Penge, førend han kunde fyldeſtgjøre Forvalteren[30].

De nærmere Omſtændigheder ved Gudrøds Død beſkrives noget forſkjelligt. Ynglingaſagas Beretning, der ſtøtter ſig til indenlandſke Sagn og Thjodolfs Ynglingatal, maa viſtnok være den paalideligſte, ligeſom den er den omſtændeligſte, og tillige meddeler Oplysning om hans ſidſte Bedrifter i Hjemmet. Den luder ſaaledes[31]: „Da hans førſte Huſtru Alfhild var død, ſendte han ſine Mænd veſter til Kong Harald den granraude paa Agder for i hans Navn at bejle til dennes Datter Aaſa; men Harald ſagde nej, og Sendemændene droge tilbage og fortalte Kongen, hvorledes deres Ærende var løbet af. En Stund efter ſatte Gudrød Skibe i Sø, drog med en ſtor Styrke ud paa Agder, kom uventet til Kong Haralds Gaard og gjorde Landgang. Da Harald blev var, at en Hær var kommen paa Gaarden, gik han ud med den Styrke, han havde, og gav ſig i Kamp. Men Folkemonen var for ſtor; Harald faldt med ſin Søn Gyrd, og Gudrød gjorde et ſtort Bytte; han førte ogſaa Aaſa med ſig, og holdt Bryllup med hende. De havde en Søn ved Navn Halfdan. Da han var et Aar gammel, drog Kong Gudrød en Høſt om paa Gjeſteri. Han laa med ſit Skib i Stifluſund; der blev drukket ſterkt, Kongen var ſelv meget drukken. Om Kvelden, da det var mørkt, gik han op fra Skibet, men da han kom til Bryggeſporden, løb en Mand ham imøde, og ſtak et Spyd gjennem ham, hvilket blev hans Bane. Manden blev ſtrax dræbt, og man gjenkjendte ham den følgende Morgen ſom Dronning Aaſas Skoſvend. Hun vedgik ogſaa, at det var ſkeet efter hendes Foranſtaltning“.

Thjodolf, der opholdt ſig hos hans Søn Halfdan, og ſaaledes havde den bedſte Lejlighed til at vide, hvorledes det var gaaet til ved Gudrøds Drab, ſiger ogſaa, at Gudrød blev Offer for lumſk Efterſtræbelſe; at Hevngjerrighed ſmedede Planen til den beruſede Fyrſtes Død, at Aaſas Tjener var hans lumſke Morder, og at han blev gjennemboret paa Stifluſunds gamle Bred[32]. En kort Beretning om Halfdan Hvitbeins nærmeſte Ætlinger fortæller det ſamme ſom Ynglingaſaga, men tilføjer, at Stifluſund, hvor han blev dræbt, laa ved Geirſtad paa Veſtfold[33].

Saxo ſiger kun, at Gudrød faldt ſom et Offer for ſin egen Hirdmands Efterſtræbelſer[34], truffett af det Mordſtaal, Forræderi inden hans eget Huus førte mod ham. Rykloſters Annaler fortælle, at han, efter at have drevet Kejſeren paa Flugt og herjet Saxland, blev ſtukken tvert igjennem Livet af en af ſine egne Krigere[35]. De frankiſke Annaler melde, ſom vi have ſeet, kun at han blev dræbt af en af ſine egne Hirdmænd. Men en Munk i St. Gallen, der mod Slutningen af det 9de Aarhundrede beſkrev Karl den Stores Bedrifter, fortæller[36], at Gudrød, efter at have gjort et Indfald i Karls Rige, og valgt ſig Egnen om Moſel til Kongeſæde, blev, juſt ſom han paa Jagten vilde løsne ſin Falk fra en Vildand, overfalden og huggen i to Stykker af ſin Søn, hvis Moder han juſt havde forſkudt og egtet en anden Kvinde. Hvad der her ſiges om Gudrøds Fremtrængen lige til Moſel, er naturligviis en Overdrivelſe[37], hvori den langt fra Skuepladſen for Gudrøds Virkſomhed levende Santgallermunk let kunde komme til at gjøre ſig ſkyldig. Forøvrigt ſtemme alle Beretninger med hinanden i at lade Gudrød falde for en Forræder i ſin egen Hird; den ſydligſte og den nordligſte, Santgallermunkens og Ynglingaſagas, ere derhos enige i at nævne hans Huſtru ſom den, der egentlig anſtiftede Mordet, kun med den Forſkjel, at hiin lader det ſkee af Skinſyge og ved hendes egen Søn, denne af Hevntørſt, og ved hendes Skoſvend.

Ynglingaſaga og Thjodolf give Gudrød Tilnavnet mikilláti eller göfugláti (den overmodige eller højſindede), hvilket pasſer godt med den Maade, paa hvilken han optraadte lige over for den mægtige Kejſer; han kaldes tillige „den ſterke“ og „Vejdekongen“ (d. e. Jagtkongen), rimeligviis fordi han var en ivrig Jæger, hvilket ogſaa Santgallermunkens Fortælling ſynes at antyde[38]. Naar de frankiſke Annaler fortælle, at han i Aaret 804 kom med ſin Hær til Slesvig, og i 809, efter at være kommen tilbage fra ſit Herjetog i Abotriternes Land, kun opholdt ſig der indtil han havde ſat Befæſtningsarbejderne i Gang, og derpaa rejſte hjem, ſaa ſeer man heraf, at heller ikke Tydſkerne have antaget Slesvig for hans egentlige Hjem, men at dette maa ſøges i Skiringsſal, hvorhen han ſandſynligviis efter hvert Krigstog drog tilbage, og opholdt ſig om Vinterne. Dette forklarer, hvorfor han ikke hvert Aar mellem 804 og 810 nævnes hos de frankiſke Skribenter, men kun een Gang imellem kommer tilſyne. I Mellemtiden, rimeligviis ogſaa i de nærmeſte Aar før 804, har han været hjemme, eller paa Tog andenſteds. Stedet, hvor han blev dræbt, ſynes efter den Santgalliſke Munk at ſkulle være i det Moſelſke (Maaſiſke?), hvor han juſt befandt ſig paa ſit ſtore Krigstog; de paalideligere frankiſke Annaler antyde dog umiskjendeligt, at han da var hjemme, eller hjemkommen fra Frisland, og endnu ikke havde begyndt det ſtore Krigstog, hvormed han truede. Den kortere norſke Beretnings Udſagn, at han blev dræbt i Stifluſund ved Geirſtad, altſaa i Skiringsſal, har derfor meeſt for ſig. Ynglingaſaga og Thjodolf nævne vel Stifluſund, men ikke, hvor dette „Stifluſund“, der maaſkee, naar alt kommer til alt, kun ſkal betegne „det trange Sund“ eller „det tillukkede Sund“[39], var beliggende.

Saxo forvexler Gudrød med den allerede forhen[40] omtalte fabelagtige Kong Gautrek den gavmilde, gjør ham til Danmarks Konge, og henfører Hiſtorien om Gave-Ref fra Thelemarken til ham. Han fortæller ogſaa at han paalagde Saxerne en Skat, beſtaaende deri at deres Høvdinger ved hvert Kongeſkifte ſkulde ſende den nye Konge hundrede ſnehvide Heſte. Hvorvidt dette virkelig grunder ſig paa et Sagn, om Gudrød, eller det kun har ſtaaet i det Æventyr om Gautrek og Ref, ſom Saxo benyttede, lader ſig vanſkeligt beſtemme. Det ſidſte ſynes dog al være det rimeligſte, da Saxo ogſaa taler om en ſæregen Skat, Svenſkerne maatte udrede fordi de havde dræbt Ref ved at ſlippe en Mølleſteen ned paa ham, medens han ſov[41]. Disſe Skattehiſtorier ſynes derfor nærmeſt at tilhøre Gautreks-Sagnet At den beſynderlige Skat, der ifølge Saxo ſkal være paalagt Friſerne, ligeledes ſnarere tilhører Æventyret om Gautrek, end Sagnet om Gudrød, bliver derved ſandſynligt.


  1. Se ovenfor, S. 370, 274.
  2. Veſtfold nævnes udtrykkelig ſom en af deres Beſiddelſer, ſe nedenfor § 7.
  3. Hertil kunde vel Aarſagen ogſaa for en ſtor Deel være, at den ſaakaldte ragnarſke Stamme i Danmark, nemlig Hardeknut og hans Ætmænd, i Virkeligheden ikke nedſtammede fra Sigurd Orm i Øje, og at Hardeknut, naar alt kommer til alt, ikke engang af Navn har været Danmarks Overkonge, men at derimod de ſvenſke Ætlinger af Ragnar i denne Tid gjorde Fordringer paa Overherredømmet, ſom de legitime Arvinger, indtil Gorm den gamle opſtod og efterhaanden underkaſtede ſig hele det danſke Rige.
  4. Se mangeſteds i de frankiſke Annaler fra 777—850. Den nordmanniſke Grændſe (limes norðmannicus) omtales i Einhards Annaler ved 817. Einhard foretrækker ellers Benævnelſen Dani og Rex Danorum, medens han dog ellers kalder Landet Nortmannia. De ældre Lorſcher-Annaler kjende kun Benævnelſen Norðmanni og Norðmannia.
  5. Lorſch-Annaler i Pertz Monum. I. p. 156, 158. Einhards Annaler, hos Pertz I. p. 157. 159. Sigibert af Gembl. hos Pertz. VIII. 334. Poeta Saxo, Pertz I. p. 233.
  6. Botho, Chronicon picturatum, Leibnitz Ser. rer. Brunsv. III. p. 292.
  7. Albericus trium fontium, udg. af Leibnitz p. 114.
  8. Sinlendi nævnes af Einhard (Pertz I. p. 202) og i Vita Hludwici imp. (Pertz II. p. 610) ved 815. Den angelſaxiſke Form, Sillende, forekommer i Alfreds Overſ. af Oroſius, deels i Alfreds egen geogr. Overſigt, deels i Fortællingen om Ottars og Ulfſtens Rejſer.
  9. Lorſch-Annaler hos Pertz I. 162. 164. Einhards Annaler, Pertz I. 164. Enhard af Fulda, Pertz I. 349, Regino, hos Pertz I. 559.
  10. Einhards Annaler, Pertz I. p. 185.
  11. Da der ſenere (ved 812) omtales en Harald, der forhen havde været Konge (Herioldus quondam rex), er det ſandſynligt, at der mellem Sigfrid og Gudrød, eller ſamtidigt med Sigfrid, har været en Konge ved Navn Harald, rimeligviis hans Broder, om hvem man forreſten intet veed.
  12. Yngl. Saga Cap. 51. Hist. Norv. fol. 7 a. Varna kaldtes omtrent det nuværende Rygge Preſtegjeld. Navnet Værne-Kloſter minder endnu derom.
  13. Yngl. S. Cap. 52. Hist. Norv. fol. 7 a.
  14. Nemlig i St. Liudgers Levnetsbeſkrivelſe, hvor han forudſiger de Ulykker, Nordmannerne ſkulde bringe over Tydſkland (Pertz II. 412), og i den Sant-galliſke Munks gesta Karoli II. Cap. 14, hvor Kejſeren, ligeledes omtrent paa ſamme Tid, foregives at ſpaa om den ſtore Skade, Nordmannerne vilde komme til at udrette. (Pertz II. 757). Se mere herom nedenfor § 7.
  15. Einhard og Regino, ved 804 (Pertz I. 191, 563).
  16. Alfreds Oroſius, udg. af Barrington, S. 25.
  17. Snorre, Harald Haarf. S. Cap. 38.
  18. Adam af Bremen, IV. 1, jvfr. Ulfſteens Rejſeberetning, der beſkriver en Sejlads fra Slesvig til Truſo nærved det nuværende Elbing, og ved den nøjagtige Beſked den giver om de gamle Preusſeres Skikke og Sædvaner lægger for Dagen at Farten mellem Slesvig og Preusſen maatte være hyppig.
  19. Den egentlige Beliggenhed af Handelspladſen ſynes, ſom ovenfor nævnt, at antydes ved Navnet Kaupang paa et Par Gaarde ved Viggsfjorden, i hvis Nærhed der nu findes en liden Halvø, kaldet Lamøen, men ſom for ikke lang Tid tilbage var omflydt, og indenfor hvilken i ældre Tider rimeligviis den egentlige Havn har været. Omkring dette Punkt vrimler der endog i en temmelig viid Omkreds af Gravhøje, i hvilke man fra Tid til anden har fundet Vaaben og Redſkaber af Jern, Levninger af Baade, Glasperler og Smykker, m. m. Foruden den ſtore Steenſætning ved Thjodalyng findes her nede ved Havnen ogſaa en mindre. Eftergravninger vilde her viſtnok give merkelige Reſultater.
  20. Alfreds Ord i den geogr. Beſkr. ere følgende: „Veſtenfor Oldſaxerne (de egentl. Saxer i Tydſkland, modſat Angelſaxerne) er Mundingen af Elben, og Frisland. Nordveſt derfra er det Land, man kalder Angel, og Sillende, og en Deel af Danernes nordenfor dem (Oldſaxerne) ere Abotriterne, nordøſt Vilterne, hvilke man kalder Æſælderne, øſtenfor disſe er Vinedernes (Vendernes) Land … Veſtenfor Syd-Danerne (den nys omtalte Deel af Danerne) er den Arm af Havet, der omgiver Britanniens nordenfor dem er den Arm af Havet, der kaldes Øſterſøen. Øſten og nordenfor dem er Nord-Danerne, baade paa Faſtlandet og Øerne; øſtenfor dem ere Abotriterne, og ſøndenfor dem er Elbmundingen og en Deel af Oldſaxerne. Nord-Danerne have nordenfor ſig den ſamme Arm af Havet, der kaldes Øſterſøen; øſtenfor dem ere Oſterne (Eſterne), og ſøndenfor ere Abotriterne …“ (Barringtons udg. S. 20, 21). I Gjengivelſen af Ottars Rejſeberetning heder det: „Søndenfor Skiringsſal gaar en ſtor Sø op i Landet, bredere end at Nogen kan overſee den; paa den ene Side er Gotland (Jylland) lige overfor, derpaa Sillende; den Sø gaar mange hundrede Mile op i Landet … Fra Skiringsſal ſejlede Ottar paa flere Dage til den Havn, ſom kaldes Hede (Slesvig), den ligger mellem Vender, Saxer og Angel, og hører til Danerne. Da han ſejlede hid fra Skiringsſal, havde han i tre Dage Danmark til Bagbord og det aabne Hav til Styrbord; de følgende to Dage havde han til Styrbord Gotland, Sillende og mange Øer, til Bagbord de Øer, der høre til Danmark“. (Barr. udg. S. 25).
  21. Hos den ravenniſke Geograph, der, ſom det ſynes, tildeels ſkriver ſig fra det 9de Aarh., kaldes Eideren Dyna eller Lina. Om dette er en Misforſtaaelſe eller ej, lader ſig nu ikke godt oplyſe, men merkeligt er det viſtnok, at Herv. Saga nævner Dúnheidr og Dýngja tilligemed det nærliggende Myrkvidr ſom Grændſen mellem Reidgotland og Hunaland, eg at Myrkvidr andetſteds (i Ol. Tr. S. Cap. 62) nævnes ſom Skoven, der ſkillede mellem Holſten og Jylland. Og „Eideren“, Œgisdyr, er heller ikke noget egentligt Navn. I „Duna“ har man derimod den gamle keltiſke og ſlaviſke Benævnelſe, der har ligget til Grund for Donau, Dorin, Don (Tanais), og den bedſte Forklaringsgrund til de Forvexlinger, der mellem alle disſe Elve have fundet Sted.
  22. Hraban Maur, død ſom Erkebiſkop i Mainz 856, bruger Udtrykket Marcomanni eller Norðmanni i Fleng om de nordiſke og danſk-gotiſke Beboere af Sønderjylland eller maaſkee af hele Danmark. Han meddeler nemlig i ſit Skrift de inventione literarum et gotiſk Runealfabet, og ſiger derom: „dette er de Bogſtaver, der bruges af Markmændene, hvilke vi kalde Nordmændene, og fra hvilke de, der tale det tydſke Sprog, have deres Oprindelſe. Med disſe Bogſtaver pleje de, der endnu ere Hedninger, at optegne deres Kvad, deres Galdre og Spaadomme“. For ret at forſtaa disſe Udtryk maa man tænke ſig Forholdet i Sønderjylland Masſen af Befolkningen var danſk, medens Høvdingerne vare Nordmænd. Det var den danſke Befolkning, der brugte hine Runer, medens naturligviis Krigene mod Tydſkland, eller alle politiſke Foretagender, gik i Nordmændenes Navn. Saaledes har Hraban kunnet tillægge Nordmændene de Runer, der egentl. tilhørte Danerne. Nortliudi kaldes i de gamle, ved 788 forfattede Lorſcher-Annaler ſtedſe de ſaxiſke Beboere af Nordalbingien.
  23. St. Amands Annaler, Pertz. I. p. 14. Xantenſke Annaler, Pertz. II. p. 284. Einhards Annaler, Pertz. I. p. 191. Regino’s Annaler, Pertz I. 563. Chron. Moisſiac. Pertz. I. 307. II. p. 258.
  24. St. Amands Annaler, Pertz. I. p. 71. Einhards Annaler, Pertz. I. p. 195. Enhard af Fulda, Pertz. I. 354. Chron. Moisſiac. Pertz. II. 258.
  25. Navnet ſkrives urigtigt hos flere frankiſke Annaliſter „Hochbuochi“, den rette Form forekommer hos Lambert af Aſchaffenburg.
  26. Annal. Saxo (Pertz. VIII. 565), Helmold (Leibniz II. 510).
  27. Einhard, hos Pertz. I. 196, 197. Regino, hos Pertz. I. 564. Enhard af Fulda Pertz. I. 354. Poeta Saxo Pertz. I. 263. Annal. Saxo Pertz. VIII. 567.
  28. Ved Sammenløbet af Lippe og Rhin.
  29. Einhards Annaler hos Pertz. I. 197, 198„ Einhard, Karl den Stores Liv, Cap. 14. Pertz. II. 450. Enhard af Fulda, Pertz. I. 354, 355. Regino, hos Pertz. I. 564, 565 Chron. Moisſiac. hos Pertz. II. 258.
  30. Saxo, 8de B., S. 437, 438.
  31. Ynglingaſaga, Cap. 54.
  32. Thjodolfs Vers ſammeſteds.
  33. Hauk Erlendsſøn om Oplændingekongerne i Fornald. S. Norðrl. II. S 109.
  34. Saxo, 9de B. S. 438.
  35. Chronicon Erici regis, i Langebeks Scriptores rerum Dan. I. p. 156.
  36. Monachi Sangall. gesta Karoli, I. II. (Pertz. II. p. 757).
  37. Maaſkee dog Santgallermunken har forvexlet Maas med Moſel. At han her ſigter til Frislands Erobring, er aabenbart.
  38. Under Navnet „Vejdekonge“ forekommer han og hvor hans Navn nævnes i Slægtrækker. I Historia Norvegiæ kaldes han Gunthrodus rex Venator.
  39. Stifla er maaſkee beſlægtet med det engelſke stifle, tilſnøre, kvæle. Hvis „Stifluſund“ ej ſkulde være at ſøge ved Geirſtad, men i Sønderjylland, maatte man tænke paa Meeſund (Mjósund, det trange Sund) i Slien.
  40. Se ovf. S. 341.
  41. Skatten beſtod ifølge Saxo af 12 Pund Guld for hver af Gjerningsmændene, og een Øre Guld for hver af de øvrige i det ſvenſke Folk. De kaldte det, ſiger Saxo, vulpeculæ pensionem, et Udtryk, der i Olddanſk maa have lydt Refgjeld. (Saxo 8de B. S. 435). Dette Udtryk maa have forekommet i gamle ſvenſke Retsvedtægter eller Sagn, men man finder det nu ingenſteds nævnt uden her hos Saxo.