Det norske Folks Historie/1/9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have allerede forhen bemerket, at vort Fædrelands Navn, oprindelig, Norðrvegr, ſiden Norvegr, d. e. den nordlige Vej, knytter ſig til Nordmændene og tilhører deres Sprog. Omvendt kunde man ogſaa ſige, at Nordmændenes Navn knytter ſig til Norges, thi ligeſom dette betyder „den nordlige Vej“, ſaaledes betyder hint kun „Mænd fra Norden“, eller „Mænd boende mod Norden“. Da Rækken af de enkelte germaniſke Folk i deres ældſte Hjem ſnarere ſynes at have ſtrakt ſig fra Øſt mod Veſt, end fra Nord mod Syd; da der ſaaledes vanſkelig ſynes at kunne have været Tale om Nordmænd allerede i Øſten; da man endnu mindre kan tænke ſig nogen Overførelſe af Landſkabsnavnet Norvegr fra Folkets tidligere til dets ſenere Opholdsſted, da endelig baade Landets og Nationens Navn aabenbart ere opſtaaede paa een Gang, og paa det nøjeſte pasſe til vort Fædrelands Beliggenhed i Forhold til de øvrige germaniſke Lande, ſaa bliver det klart, hvad vi ogſaa ovenfor (S. 6.) have yttret med Henſyn til Folkenavnet, at ingen af Navnene ere ældre end Indvandringen, og at vore Forfædre i Urhjemmet enten maa have haft et andet Navn eller have været regnede under en eller anden af de øvrige nordgermaniſke Stammer. Hvad Svearne eller de Svenſke angaar, kjender man endnu ikke ret Betydningen af deres Navn, heller ikke ſynes der i dette (oprindelig Sviþar, gotiſk sviþans, tydſk Schweden) at ligge nogen beſtemt Antydning af geographiſk Beliggenhed. Men vi erfare derimod af den føromtalte Benævnelſe I Ruotſolaine eller Rootslane, hvormed de betegnes af de tſchudiſke Folk, at de i en fjernere Fortid maa have været anſeede ſom en Underafdeling af de ældſte Rusſer. Disſes Navn, der af den græſke og arabiſke Form Rôs, den tſchudiſke Ruots, Roots, Ruotti, kan ſkjønnes oprindelig at have lydt Ródsi eller at have indeholdt Stammeordet Ród, ſynes ſaaledes at have betydet „Talende“, thi af Stammen rod har man det gotiſke ródjan og det oldnorſke rœða, der begge betyde „at tale“. At et Folk i den raa Oldtid benævnte ſig ſaaledes i Sammenligning med forſkjelligttalende Folk, er ej alene i ſig ſelv højſt rimeligt, men beſtyrkes desuden af Exempler paa lignende Benævnelſer hos andre Folk. Hos de fleſte ſlaviſke Stammer, der have ſtaaet i Berørelſe med Tydſkerne, finde vi ſaaledes at de kalde disſe Njemzi, d. e. ſtumme, fordi de talte et forſkjelligt Sprog; ſig ſelv maa de følgelig engang have kaldt „talende“. Den græſke Benævnelſe „Barbaros“ er rimeligviis ogſaa oprindelig bleven til for at betegne det fremmede, uforſtaaelige i andre Nationers Sprog. Men kan det førſt antages, at Navnet Rôs, Róds eller Róþs har haft en ſaa omfattende Betydning, er det ogſaa heel rimeligt, at vore Forfædre, ſaalænge de endnu opholdt ſig i Øſten, henregnedes derunder. Paa denne Maade bliver Rós eller Róþs det ældre Fællesnavn baade for Nordmænd og Sviar. Den egentlige Betydning af disſe ſidſtes Navn har det, ſom ovenfor bemerket, hidtil ikke lykkets at opdage. Derimod er det tydeligt, at deres nærmeſte Nabofolk, Gauterne eller Gøterne, udledede ſit Navn af Ordet Gautr (ɔ: Herre), hvilket igjen kommer af Ordet gjóta, (gyde, lade udſtrømme, ſkabe) og oprindelig vel betegner „en Skaber“; af det ſamme Ord gjóta kommer ogſaa det ſtore og mægtige Goterfolks Navn; gotinn, got. gutans, betyder „gydt eller, udſtrømmet, ſkabt“, og Gotar eller Gutans betyder derfor vel egentlig „ſkabte Væſener“, Menneſker. Danernes Navn udledes vel nærmeſt af et Ord, beſlægtet med det gammel-indiſke dhá (at ſætte, ordne), og betegner følgelig „Oprettere af Riger“, Byggere af Huſe, eller Ordnere af Statsſamfund. De tre her opregnede Navne indeholde ſaaledes almindelige Benævnelſer, og antyde et Indbegreb af mindre Folkeafdelinger. Deſto mindre Rimelighed bliver der for, at der nogenſinde fandtes en blandt Folkene ſelv almindelig anvendt Fællesbetegnelſe for alle de germaniſke Stammer. Thi Navnet „Germaner“ er, hvad Tacitus oplyſer, opſtaaet blandt Gallerne[1], og den Benævnelſe „Tydſk“, diutisc, þeódisc, deutſch, hvilken ſiden blev Fællesnavnet for Sydgermanernes Sprog, ſynes ikke at være kommen i Brug førend i Begyndelſen af det 9de Aarhundrede[2], og da nærmeſt ſom Modſætning mod Latinen, efterſom den er dannet af diut (Folk), gotiſk þiuda, vort þjóð, og det dermed beſlægtede diutan, tyde, oldn. þýða (egentlig gjøre forſtaaelig for Folket); diutisca vil altſaa kun ſige „Folkeſproget“, modſat de Lærdes eller Gejſtlighedens Sprog, og diutan, at overſætte i dette Sprog, aldeles ligeſom man i Italien kaldte det italienſke Folkeſprog volgare modſat Latinen, og at overſætte i dette Folkeſprog volgarizzare[3]. Noget Fælles-Navn ſynes ſaaledes de ældſte germaniſke Folk ikke at have været ſig bevidſt, med mindre man ſom et ſaadant vil regne Ordet Menn: Mænd, Menneſker, hvis mere ſæregne Brug ſom Folkenavn baade antydes ved den Maade, paa hvilken vore Forfædre undertiden anvendte Sammenſætningen Mannheimr (Menneſkehjemmet)[4], og ved hint af Tacitus opbevarede Oldſagn, der lader Germanernes tre Hovedafdelinger nedſtamme fra ligeſaamange Sønner af Mann, der igjen var Søn af Guddommen (Tuisco, d. e. Tivisk)[5]. Om disſe tre Hovedafdelinger, Ingæverne eller Ingvierne, Iſtæverne og Herminerne, have vi allerede forhen talt[6]. Naar man af Sammenligningen mellem Tacitus og Plinius erfarer, at Iſtæverne var de veſtligſte, ved Rhinen boende Germaner, Herminerne de, der boede inde i Landet, mod Syd og Sydøſt, og Ingvierne de øvrige, der boede mod Norden, nødes man til at lade den Tanke fare, der ellers ligger temmelig nær, at de gamle Germaner ved hine tre Afdelinger kunde have tænkt ſig egentlige Tydſker, Goter og Nordgermaner. Man ſeer nemlig, at de ikke have haft nogen ſaadan Inddeling for Øje og ej engang været ſig den bevidſt. Sagnet er desuden aabenbar tydſk eller ſydgermaniſk; det er ukjendt i vor Mythologi, det vedkommer ſaaledes kun de ſydgermaniſke Nationer i videſte Forſtand, Goterne derunder iberegnede. Men da disſe, eller den Hovedafdeling til hvilken de hørte, boede temmelig langt op mod Norden, og viſtnok længere end Tydſkernes geographiſke Kundſkab ſtrakte ſig, henførte man alle Nordboer uden Forſkjel under Ingviernes Navn.


  1. Tac. Germ. Cap. 2.
  2. Nemlig i et Diplom af 813, ſ. Rühs, Erläuterungen der 10 erſten Kapitel der Schrift des Tacitus uber Deutſchland. S. 103–107.
  3. Dette beſtyrkes ogſaa deraf, at Vulfila overſætter Ordet ἐθνικῶς (hedenſk) i Brevet til Galaterne II. 11 med þiudiskó; ſom Fællesnavn for den hele Stamme pasſer Ordet altſaa ikke, ſaamegetmindre ſom det allerede tidligt anvendtes af vore Forfædre udelukkende om Sydgermanerne.
  4. F. Ex. i Eivind Skaldaſpilders Háleygjalal, hvor det heder at Odin og Skade fik Sønnen Seming, da de boede i „Mannheime“ (Yngl. Saga Cap. 9).
  5. Tuisco, Tiusco, er det med latinſk Endelſe forſynede Tivisk, af Tius, Krigsguden, oldn. Týr, der ogſaa bruges i Betydningen „Herre“.
  6. Sagnet maa være ſaaledes at forſtaa, at man har tillagt Mann’s tre Sønner de Navne, ſom laa til Grund for Folkeafdelingernes Navne; af hine tre Navne øjner man let Ingvja, det nordiſke Ingvi eller Yngvi, og Ermana (Jordkredſen), oldn. jörmun, eller et deraf dannet mandligt Navn; derimod har man ikke kunnet opdage, hvad der ligger til Grund for Istævones.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.