Det norske Folks Historie/1/9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have allerede forhen bemerket, at vort Fædrelands Navn, oprindelig, Norðrvegr, siden Norvegr, d. e. den nordlige Vej, knytter sig til Nordmændene og tilhører deres Sprog. Omvendt kunde man ogsaa sige, at Nordmændenes Navn knytter sig til Norges, thi ligesom dette betyder „den nordlige Vej“, saaledes betyder hint kun „Mænd fra Norden“, eller „Mænd boende mod Norden“. Da Rækken af de enkelte germaniske Folk i deres ældste Hjem snarere synes at have strakt sig fra Øst mod Vest, end fra Nord mod Syd; da der saaledes vanskelig synes at kunne have været Tale om Nordmænd allerede i Østen; da man endnu mindre kan tænke sig nogen Overførelse af Landskabsnavnet Norvegr fra Folkets tidligere til dets senere Opholdssted, da endelig baade Landets og Nationens Navn aabenbart ere opstaaede paa een Gang, og paa det nøjeste passe til vort Fædrelands Beliggenhed i Forhold til de øvrige germaniske Lande, saa bliver det klart, hvad vi ogsaa ovenfor (S. 6.) have yttret med Hensyn til Folkenavnet, at ingen af Navnene ere ældre end Indvandringen, og at vore Forfædre i Urhjemmet enten maa have haft et andet Navn eller have været regnede under en eller anden af de øvrige nordgermaniske Stammer. Hvad Svearne eller de Svenske angaar, kjender man endnu ikke ret Betydningen af deres Navn, heller ikke synes der i dette (oprindelig Sviþar, gotisk sviþans, tydsk Schweden) at ligge nogen bestemt Antydning af geographisk Beliggenhed. Men vi erfare derimod af den føromtalte Benævnelse I Ruotsolaine eller Rootslane, hvormed de betegnes af de tschudiske Folk, at de i en fjernere Fortid maa have været anseede som en Underafdeling af de ældste Russer. Disses Navn, der af den græske og arabiske Form Rôs, den tschudiske Ruots, Roots, Ruotti, kan skjønnes oprindelig at have lydt Ródsi eller at have indeholdt Stammeordet Ród, synes saaledes at have betydet „Talende“, thi af Stammen rod har man det gotiske ródjan og det oldnorske rœða, der begge betyde „at tale“. At et Folk i den raa Oldtid benævnte sig saaledes i Sammenligning med forskjelligttalende Folk, er ej alene i sig selv højst rimeligt, men bestyrkes desuden af Exempler paa lignende Benævnelser hos andre Folk. Hos de fleste slaviske Stammer, der have staaet i Berørelse med Tydskerne, finde vi saaledes at de kalde disse Njemzi, d. e. stumme, fordi de talte et forskjelligt Sprog; sig selv maa de følgelig engang have kaldt „talende“. Den græske Benævnelse „Barbaros“ er rimeligviis ogsaa oprindelig bleven til for at betegne det fremmede, uforstaaelige i andre Nationers Sprog. Men kan det først antages, at Navnet Rôs, Róds eller Róþs har haft en saa omfattende Betydning, er det ogsaa heel rimeligt, at vore Forfædre, saalænge de endnu opholdt sig i Østen, henregnedes derunder. Paa denne Maade bliver Rós eller Róþs det ældre Fællesnavn baade for Nordmænd og Sviar. Den egentlige Betydning af disse sidstes Navn har det, som ovenfor bemerket, hidtil ikke lykkets at opdage. Derimod er det tydeligt, at deres nærmeste Nabofolk, Gauterne eller Gøterne, udledede sit Navn af Ordet Gautr (ɔ: Herre), hvilket igjen kommer af Ordet gjóta, (gyde, lade udstrømme, skabe) og oprindelig vel betegner „en Skaber“; af det samme Ord gjóta kommer ogsaa det store og mægtige Goterfolks Navn; gotinn, got. gutans, betyder „gydt eller, udstrømmet, skabt“, og Gotar eller Gutans betyder derfor vel egentlig „skabte Væsener“, Mennesker. Danernes Navn udledes vel nærmest af et Ord, beslægtet med det gammel-indiske dhá (at sætte, ordne), og betegner følgelig „Oprettere af Riger“, Byggere af Huse, eller Ordnere af Statssamfund. De tre her opregnede Navne indeholde saaledes almindelige Benævnelser, og antyde et Indbegreb af mindre Folkeafdelinger. Desto mindre Rimelighed bliver der for, at der nogensinde fandtes en blandt Folkene selv almindelig anvendt Fællesbetegnelse for alle de germaniske Stammer. Thi Navnet „Germaner“ er, hvad Tacitus oplyser, opstaaet blandt Gallerne[1], og den Benævnelse „Tydsk“, diutisc, þeódisc, deutsch, hvilken siden blev Fællesnavnet for Sydgermanernes Sprog, synes ikke at være kommen i Brug førend i Begyndelsen af det 9de Aarhundrede[2], og da nærmest som Modsætning mod Latinen, eftersom den er dannet af diut (Folk), gotisk þiuda, vort þjóð, og det dermed beslægtede diutan, tyde, oldn. þýða (egentlig gjøre forstaaelig for Folket); diutisca vil altsaa kun sige „Folkesproget“, modsat de Lærdes eller Gejstlighedens Sprog, og diutan, at oversætte i dette Sprog, aldeles ligesom man i Italien kaldte det italienske Folkesprog volgare modsat Latinen, og at oversætte i dette Folkesprog volgarizzare[3]. Noget Fælles-Navn synes saaledes de ældste germaniske Folk ikke at have været sig bevidst, med mindre man som et saadant vil regne Ordet Menn: Mænd, Mennesker, hvis mere særegne Brug som Folkenavn baade antydes ved den Maade, paa hvilken vore Forfædre undertiden anvendte Sammensætningen Mannheimr (Menneskehjemmet)[4], og ved hint af Tacitus opbevarede Oldsagn, der lader Germanernes tre Hovedafdelinger nedstamme fra ligesaamange Sønner af Mann, der igjen var Søn af Guddommen (Tuisco, d. e. Tivisk)[5]. Om disse tre Hovedafdelinger, Ingæverne eller Ingvierne, Istæverne og Herminerne, have vi allerede forhen talt[6]. Naar man af Sammenligningen mellem Tacitus og Plinius erfarer, at Istæverne var de vestligste, ved Rhinen boende Germaner, Herminerne de, der boede inde i Landet, mod Syd og Sydøst, og Ingvierne de øvrige, der boede mod Norden, nødes man til at lade den Tanke fare, der ellers ligger temmelig nær, at de gamle Germaner ved hine tre Afdelinger kunde have tænkt sig egentlige Tydsker, Goter og Nordgermaner. Man seer nemlig, at de ikke have haft nogen saadan Inddeling for Øje og ej engang været sig den bevidst. Sagnet er desuden aabenbar tydsk eller sydgermanisk; det er ukjendt i vor Mythologi, det vedkommer saaledes kun de sydgermaniske Nationer i videste Forstand, Goterne derunder iberegnede. Men da disse, eller den Hovedafdeling til hvilken de hørte, boede temmelig langt op mod Norden, og vistnok længere end Tydskernes geographiske Kundskab strakte sig, henførte man alle Nordboer uden Forskjel under Ingviernes Navn.


  1. Tac. Germ. Cap. 2.
  2. Nemlig i et Diplom af 813, s. Rühs, Erläuterungen der 10 ersten Kapitel der Schrift des Tacitus uber Deutschland. S. 103–107.
  3. Dette bestyrkes ogsaa deraf, at Vulfila oversætter Ordet ἐθνικῶς (hedensk) i Brevet til Galaterne II. 11 med þiudiskó; som Fællesnavn for den hele Stamme passer Ordet altsaa ikke, saamegetmindre som det allerede tidligt anvendtes af vore Forfædre udelukkende om Sydgermanerne.
  4. F. Ex. i Eivind Skaldaspilders Háleygjalal, hvor det heder at Odin og Skade fik Sønnen Seming, da de boede i „Mannheime“ (Yngl. Saga Cap. 9).
  5. Tuisco, Tiusco, er det med latinsk Endelse forsynede Tivisk, af Tius, Krigsguden, oldn. Týr, der ogsaa bruges i Betydningen „Herre“.
  6. Sagnet maa være saaledes at forstaa, at man har tillagt Mann’s tre Sønner de Navne, som laa til Grund for Folkeafdelingernes Navne; af hine tre Navne øjner man let Ingvja, det nordiske Ingvi eller Yngvi, og Ermana (Jordkredsen), oldn. jörmun, eller et deraf dannet mandligt Navn; derimod har man ikke kunnet opdage, hvad der ligger til Grund for Istævones.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.