Det norske Folks Historie/1/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er en bekjendt Sag, at de germaniſke Nationer længe for Chriſtendommens Indførelſe var i Beſiddelſe af en Bogſtavſkrift, ſom de kaldte Runer (ɔ: Hemmeligheder), og derfor vel ikke kjendtes af alle og enhver, men kun af Preſterne eller de fornemſte. Der gives endnu en Mængde Rune-Mindesmerker fra Oldtiden. Ved nærmere Underſøgelſe af disſe viſer det ſig, at der var to Slags Runeſkrift, en ſimplere, der udelukkende tilhører Nordgermanerne, og en mere uddannet og indviklet, ſom man med Rette kalder den gotiſke, fordi den Indſkrift, hvori den forekommer i ſin ſtørſte Reenhed og Simpelhed, nemlig paa et i Aaret 1734 i Sønderjylland fundet, ældgammelt Guldhorn, er forfattet i det ſamme Sprog, hvori Vulfilas gotiſke Bibeloverſættelſe er ſkreven[1]. I det af Vulfila brugte gotiſke Alfabet gjenkjende vi ogſaa flere Bogſtaver fra Rune-Alfabetet. Indſkrifter med dette Slags Runer have hidtil ej været fundne ſøndenfor Elben; i ſtørſt Mængde forefindes de i det nuværende Danmark og det ſydlige Sverige, hvilket vidner om at disſe Egne var deres rette Hjem; de brugtes ogſaa af Angelſaxerne i England, der ſaaledes maa have medbragt dem fra deres ældre Opholdsſteder i de nuværende danſke Lande, og de have, ſkjønt i et ringe Antal, været fundne i Kyſt-Egnene ved Kattegattet og Skagerraket lige ind i det ſydligſte af Norge, endog i det nu ſaakaldte Nedre Thelemarken, og langs Øſterſøens Kyſter lige ind i Upland i det egentlige Sverige. Naar man hermed ſammenholder, at Danmark lige ned i det 9de Aarhundrede kaldtes Gotland[2], og det af Jornandes opbevarede Sagn om Gotiſkandja og Gepidernes Ophold paa de ſaakaldte Weichſel-Øer, der i Virkelighed ikke ere andre end de danſke Øer, faar man den beſtemteſte Foreſtilling om Danmark og Sydſverige ſom Goterfolkets fornemſte Sæde. Og hine Indſkrifter i gotiſke Runer viſe nogenlunde, hvorledes Goterne eller idetmindſte den gotiſke Kultur har ſpredt ſig fra Hovedſædet. Thi da disſe Indſkrifter ikke alle ere i det rene gotiſke Sprog, men de engelſke i angelſaxiſk, de blekingſke og ſvenſke endog tildeels uforſtaaelige, bære de tillige et Vidnesbyrd om, at det ej alene var Goterne, men ogſaa de nærmeſt disſe boende og med dem beſlægtede Folk, ſom af dem havde lært at kjende og bruge disſe Runer, ligeſom ogſaa den Omſtændighed, at Bogſtavſyſtemet i de angelſaxiſke og ikke reengotiſke Indſkrifter er mere kunſtlet og uddannet, end i den reengotiſke Guldhorn-Indſkrift, vidner om, at hine ere yngre, og at den gotiſke Kultur inden Norden ſelv maa have haft en temmelig lang Udviklingsperiode[3]. Da Bogſtav-Skriften i Hedendommen ſtod i den nærmeſte Forbindelſe med Religionen og Gudsdyrkelſen, kan man ikke vel antage, at Goternes Nabofolk optog deres Runeſkrift uden tillige at ſtaa i et nærmere Slægtſkabs- og Afhængighedsforhold til dem, eller uden idetmindſte at være forenede med dem om en fælles ſæregen Nationalkultus. Der mangler heller ikke paa hiſtoriſke Vidnesbyrd om Goternes Overmagt ogſaa i Norden ſelv. Vi have allerede omtalt de Erobringer, Jornandes tillægger Ermanarik, Erobringer, der ſynes at have ſtrakt ſig til alle Landene omkring Øſterſøen[4], hvad ogſaa Saxos Beretning om Jarmerik bekræfter. – Om et Fællesſkab i Nationalkultus taler allerede Tacitus, hvor han fortæller at hine 7 Nationer ved Oceanet, blandt hvilke Anglerne, var fælles om Gudinden Nerthus’s Helligdom paa en Ø i Oceanet. Ej alene Navnet Nerthus’s reengotiſke Form, men ogſaa den Omſtændighed, at hendes tildækkede Tempelvogn idet gotiſke Sprog maatte kaldes hleiþra, hvilket netop er Navnet paa det Sted i Sjæland[5], hvor den bekjendte Nationalhelligdom og Kongereſidens var i den allerældſte Tid, foruden en Mængde andre Grunde, ſom vi i det følgende ville komme til at berøre, viſer nokſom, at hiin af Tacitus omtalte Ø i Oceanet ikke kan være nogen anden end Sjæland, hvor Goterne paa den Tid havde deres Hjem, og hvorfra de ſaaledes upaatvivlelig, ſom Nationalhelligdommens Beſiddere, udøvede en vis Indflydelſe ej alene paa de Nationer, Tacitus nævner[6], der alle maa være at ſøge i det nuværende Sønderjylland, Holſten og Meklenburg, men ogſaa paa de nordenfor boende Folk, hvis efterladte Indſkrifter med gotiſke Runer vidne om, at de have hørt til den gotiſke Kulturs Kreds.

Blandt disſe Folk er det iſærdeleshed Gauterne og Danerne, ſom for Norges Hiſtorie blive af Interesſe. Gauterne finde vi ligefra de ældſte Tider ſom Norges umiddelbare Nabofolk ved den Elv, der lige indtil vore Dage har ſit Navn efter dem, nemlig Gaut- eller Gøta-Elven[7]. Efter deres Navn at dømme, maa de have været nærbeſlægtede med Goterne der tillige vare deres nærmeſte Naboer mod Syd. Viſtnok ere de nuværende Gauter eller Goter fuldkommen nordiſke Folk, og de Prøver, vi beſidde af deres Sprog langt tilbage i Middelalderen (i Øſtgøta- og Veſtgøta-Loven), ere ligeledes affattede i en egte nordiſk Mundart; men desuagtet kunne de, et heelt eller halft Aartuſende tidligere, have ſtaaet Goterne nærmere, thi det gotiſke Sprog ſelv fjerner ſig ſaa lidet fra de nordiſke, at et Par Aarhundreders Paavirkning af og Blanding med nordiſke Elementer maatte være tilſtrækkelig til at give det et nordiſk Præg. Derpaa tjener ogſaa Sproget paa Øen Gotland eller Gulland til Exempel; thi denne Ø’s Indbyggere, der endnu ſtedſe kalde ſig Gutar eller Gotar, og ſom upaatvivlelig ere lige nedſtammende Efterkommere af Øens ældſte gotiſke Beboere, tale nu en nordiſk Mundart, i hvilken viſtnok mange Særegenheder og Levninger fra Gotiſken give ſig tilkjende, men ej i den Grad, at de kunne betage den dens nordiſke Charakter[8]. Overhoved laa alle germaniſke Sprog eller rettere Mundarter hinanden i hine fjerne Tider ſaa nær, at der viſtnok ſkulde meget lidet til for at drage den ene over i den anden. Det nordiſke Element var endnu ikke blevet det herſkende paa Halvøen, Magten var da endnu hos det gotiſke.

Gauterne omtales allerede af Prokop ſom et talrigt Folk[9]. Anledningen til at han omtaler det, er Erulernes merkelige Tilbagetog til Norden. Efterat være komne til Varnerne (i det Meklenburgſke), droge de, ſom vi have ſeet, fra dem til Danernes Nationer, og da de her havde naaet Oceanet, nedſatte de ſig blandt Gauterne. Hos Jornandes hede Gauterne Gautigoth, rimeligviis en Fordrejelſe af Gautþióð, Gautefolket, han kalder dem et raſkt, krigerſk Folk[10]. Ogſaa Angelſaxerne omtale Gauterne (Geátas) meget i deres Oldkvad, af hvilke eet, det ypperſte angelſaxiſke Digt, der er os levnet, beſynger den gautſke Helt Beowulfs Bedrifter. Gauterne eller Gøterne have fra den førſte Tid, vi lære dem at kjende og indtil vore Dage, beboet Egnene nærmeſt ſøndenfor de ſtore Skov- og Højdeſtrækninger, der tilligemed de ſtore Søer Væneren, Vetteren og Hjelmaren adſkilte det ſydlige Sverige fra det nordlige eller de egentlige Sviars Land. De have tillige ſtedſe dannet to ſtore Hovedafdelinger, de øſtlige, Øſtgauterne, og de veſtlige eller Veſtgauterne, adſkilte fra hinanden ved Skovſtrækninger, der i Fortiden vare ſtørre og tættere end nu; Øſtgauterne nærmere Øſterſøen, iſær omkring Motala-Strømmen, Veſtgauterne nærmere Væneren, Gøta-Elven og Skagerrakket. Det er disſe Veſt-Gauter, om hvilke det nysnævnte Beowulf-Digt fornemmelig handler; det kalder dem Sø-Gauterne eller Veſtgauterne (Sægeátas eller Vedergeátas), og beſkriver dem ſom raſke Krigere og flinke Sømænd. De ovennævnte Indſkrifter med gotiſke Runer, ſom findes ej alene i det nuværende Veſtergøtland, men ogſaa i de Dele af det ſydlige Norge, der omgive Skagerrakkets indre Krog, vidne om at gotiſk Indflydelſe, følgelig ogſaa gautſk Befolkning, i ſin Tid maa have ſtrakt ſig langs Bohuuslens og det nuværende Smaalenenes Kyſt, hiinſides Chriſtianiafjorden, hvis ydre Deel endog i et norſk Kvad fra det 9de Aarhundrede kaldes „den gautſke Vove“. Langt op i Landet ſynes imidlertid denne Befolkning ej at have naaet. Men viſt bliver det imidlertid, at den ſydøſtlige Deel af Norge i hine fjerne, før den egentlige norſke Hiſtorie liggende Tider, laa indenfor den Kreds, hvor gotiſk Kultur var den herſkende.

Danerne nævnes allerførſt af fremmede Skribenter fra det 6te Aarhundrede e. Chr. Jornandes omtaler dem blandt Skandja’s Folk, og lægger til, at det var dem, der uddreve Erulerne fra deres Hjem[11]. Hvorledes Prokop lader Erulerne paa deres Vandring mod Norden træffe Danerne ved Oceanet, og fra dem ſejle over til Gauterne i Thule, have vi ovenfor berørt. Prokop omtaler dem her ſom beſtaaende af flere Folkefærd [12]. Erulernes Tilbagetog falder i Slutningen af det 5te Aarhundrede[13]; deres Uddrivelſe fra Hjemmet maa ſaaledes have foregaaet endnu tidligere; og Danernes Hjem maa dengang endnu have været paa den nordiſke Halvø, i Gauternes Nærhed. Anaſtaſius fra Sinai, Patriark) i Antiochia mod Slutningen af det 6te Aarhundrede, omtaler Goterne og Danerne ſom Beboere af de nordlige Landſkaber, hvilke de Gamle under eet plejede at kalde Skythien[14]. Her ſee vi ſaaledes allerede Goter og Danſke ſtillede ſammen. En danſk Konge, ved Navn Chochilaik (Hugleik), foretog ifølge de frankiſke Skribenter i Aaret 515 et Søkrigstog mod det frankiſke Rige, hvor han plyndrede det attuariſke eller hatvariſke Diſtrikt (nærved det nuværende Nimwegen), men blev angreben og fældet af den auſtraſiſke Konge Theoderiks Søn Theodebert[15]. Til denne Begivenhed hentydes der ofte i det overnævnte angelſaxiſke Beowulf-Digt, men Chochilaik eller Hugleik (efter den angelſaxiſke Form Hygelác), er der Gauternes Konge og Beowulfs Herre og Forgænger. Derimod nævner Digtet Danerne ſelv ſom et mægtigt, af flere Afdelinger, (Nord-, Syd-, Øſt- og Veſt-Daner) beſtaaende Folk, en Dags Sejlads fra Gauternes Land; ſom Danernes Hjem nævnes iſær Seedenicg (den angelſ. Form for Skandinavi, Skaane), og Danerne ſelv kaldes ofte Hræder eller Hreder, en Benævnelſe, der ſynes at have været egen for den fornemſte Stamme af Goterne[16], efter hvilken ogſaa Danmark ſelv efter vore egne Oldſkrifters Vidnesbyrd kaldtes Reidgotland (eg. Hredgotland). Af alt dette aabenbarer ſig ſaaledes den nøjeſte Forbindelſe mellem de ældſte Daner og Goterne, eller ſnarere en Sammenſmeltning af dem begge. Vi finde derfor ogſaa den gotiſke Nationalhelligdom i Hleidra eller Lejre, og følgelig vel ogſaa den gotiſke Kultur, vedligeholdt i Danmark under de berømte og i vore Oldſkrifter ſaa meget omtalte danſke Konger af den ſaakaldte Skjoldunge-Æt, eller, ſom de og benævnes, Hleidrekongerne, ja endog efter deres Dynaſties Ophør næſten lige til Chriſtendommens Indførelſe. Da imidlertid Danerne, om de end hørte til den gotiſke Kulturkreds og maaſkee kunde regnes til Goterne i videſt Forſtand, dog ikke ſelv oprindelig vare Goter, maa man antage, at de efterhaanden have rykket ſydefter og udfyldt de Huller i Befolkningen, ſom ved Goternes idelige Udvandringer til Syden nødvendigviis maatte opſtaa. Man behøver her ikke at tænke paa nogen voldſom Undertvingelſe eller Fordrivelſe; en ſaadan vilde ikke engang kunne beſtaa med Goternavnets, Goterkulturens og Goter-Gudsdyrkelſens Vedligeholdelſe. Gradeviis og umerkeligt have Danerne rykket ſydefter fra Gautland, blandet ſig mellem Goterne og indtaget deres Plads. Men imidlertid maatte dog Sproget efterhaanden forandre ſig, og man finder derfor virkelig Spor af baade en reengotiſk, og en halv gotiſk eller rettere danſk-gotiſk Periode i Damnark. Til den førſte hører den ovenfor omtalte Guldhorn-Indſkrift; til det ſidſte de mere kunſtlede gotiſke Rune-Indſkrifter; det er denne, i hvilken vore Sagaers Fortællinger om Hleidrekongerne ſpille. Den førſte vedkommer ikke Norge; den ſidſte derimod griber ikke ubetydeligt ind i Norges og hele Nordens Oldhiſtorie.

Ved Siden af Gauter og Daner nævne Folkevandrings-Forfatterne ogſaa andre mindre talrige Folk, der umiskjendeligt have tilhørt den gotiſke Kulturs-Kreds. Blandt disſe ere iſær Erulerne eller Herulerne merkelige. Vi have ſeet, hvorledes Jornandes beretter, at de i ſin Tid vare blevne fordrevne af Danerne, medens han dog ſenere, forvexlende Tanais med Gøta-Elven, lader dem faa Navnet Heruler fordi de boede ved de Mæotiſke Sumpe. Han beſkriver dem ſom letbevæbnede, meget hurtige og krigerſke, men fortæller at de desuagtet bleve undertvungne af Ermanarik. Ogſaa Prokop beſkriver dem ſom krigerſke, raſke og letbevæbnede. Man finder dem ſnart ſom romerſke Hjelpetropper langt i Øſten, ſnart ſom herjende Krigerſkarer i Tydſkland og Gallien, ja endog ſom Fribyttere til Søs langs Veſt-Europas Kyſter i det 4de Aarhundrede. Med Rugerkongen Odoachar (Audvakr) var der Eruler og Skirer i Følge, da han 476 underkaſtede ſig Italien og omſtyrtede det veſtromerſke Kejſerdømme. Fra Theodorik, Øſtgoternes Konge, har man endnu to af Casſiodor forfattede Breve til en Eruler-Konge, hvorved han opfordrer ham med andre germaniſke Fyrſter til at tiltræde et Forbund mod den frankiſke Konge Hlodevig, og erklærer ham „more gentium“ (det vil her ſige paa tydſk Viis) for ſin Søn, ved at ſkjænke ham Heſte, Sverd og Skjolde[17]. Erulerne havde paa denne Tid ogſaa underkaſtet ſig Langobarderne, men desuagtet kom de i en ny Krig med dette Folk. Prokop ſiger at de af Overmod tvang deres Konge Rodulf til at bekrige Langobarderne; efter de langobardiſke Sagn var Grunden til Krigen paa Langobardernes Side[18]. Erulerne bleve ſlagne, deres Konge faldt, og de deelte ſig i to Hobe, af hvilke den ene efter lang Omflakken nedſatte ſig paa romerſk Gebet, den anden foretog den allerede ovenfor omtalte Vandring til Skandinavien, hvor de nedſatte ſig blandt Gauterne. Den ſydlige Afdeling af Erulerne var Romerne til ſtort Bryderi formedelſt deres Urolighed. Under Juſtinians Regjering faldt det dem ind, ingen Konge at ville have, og de dræbte derfor deres Konge, Ochon; ſiden beſluttede de at udbede ſig en Konge fra deres Brødre i Norden, og ſendte derfor Mænd til dem i dette Ærende. Men førend Udſendingerne kom tilbage, faldt det dem ind, at de dog ogſaa burde have adſpurgt Kejſeren; de anmodede ham virkelig om at give dem en Konge, og han ſendte Svartva, en af deres egne Landsmænd, der opholdt ſig ved hans Hof. Men kort efter kom ogſaa Udſendingerne fra Norden med en Konge ved Navn Todaſios, der ledſagedes af ſin Broder Aordos og en udvalgt Krigerſkare. Svartva maatte flygte til Conſtantinopel, men Todaſios og den ſtørſte Deel af Erulerne tog, af Frygt for Juſtinians Vrede, ſin Tilflugt til Gepiderne, i Forbund med hvilke de kæmpede mod Romerne og Langobarder. De nævnes ſenere nu og da blandt Hjelpetropperne i den romerſke Hær, indtil de omſider forſvinde. Da man i Erulernes Navn tydeligt gjenkjender det oldgermaniſke Ord Erl eller Erls (angelſaxiſk eorl, oldn. jarl), der oprindelig kun betegner „en Kriger af høj Byrd“, opklares paa den Maade det Gaadefulde i deres ſamtidige Fremtræden paa forſkjellige Steder[19]; de var ikke oprindelig et Folk, men Skarer af Krigere, der, rimeligviis til forſkjellige Tider, maaſkee endog Aar efter Aar, droge ud fra Norden, for at vinde Hæder og Bytte i Syden, og neppe engang tilhørte et enkelt af de ſkandiſke Folk, men flere, dog, ſom det ſynes, fornemmelig Gauterne og dem, der boede dem nærmeſt, ſaaledes vel ogſaa Danerne[20]. En anden Sag var, at de i Syden, omgivne af Fremmede, ſluttede ſig nærmere ſammen og omſider kom til at danne etſlags Folk. At de deels ingen Konge vilde taale, deels gjorde ſaamange Omſtændigheder med at ſkaffe ſig en Konge, kan alene forklares af deres Ætteſtolthed, thi ſom „Jarler“ kunde de ej være bekjendte at lyde hvilkenſomhelſt, men kun en Mand af den allerhøjeſte Byrd[21]. At Skirer og Ruger ofte nævnes ſammen med Erulerne, grunder ſig neppe paa et Tilfælde, men derimod paa et virkeligt Naboſkab i Oldtiden. Hvorledes Navnene Skiringsſal og Ryger eller Roger i det ſydlige Norge henleder Tanken paa en Sammenhæng mellem dem og de nysnævnte Nationer, have vi allerede antydet, og ville vi i det Følgende nærmere komme til at omhandle.

Det ſtaar endelig tilbage at tale om Anglerne, der ſom Englændernes Stamfædre have erhvervet en ſaa overordentlig verdenshiſtoriſk Betydning. Hvorledes de i Følge med Saxer og Jyder (Jótar) i det 5te og 6te Aarhundrede ſatte over til Britannien og underkaſtede ſig England, er

bekjendt nok, ſaavelſom at Landet og Sproget efter dem bar faaet ſit Navn. Da Tacitus nævner dem ſom et af de Folk, der havde Deel i Nerthus’s Helligdom, følger allerede heraf, at de allerede paa hans Tid maa have boet i Nærheden af Havet, d. e. Øſterſøen. Og den berømte Beda, ſelv en Angler, fød ikke ſtort over 100 Aar efter at de ſidſte angliſke Riger i England oprettedes, ſiger udtrykkeligt, at de før Udvandringen boede mellem Jyderne og Saxerne, det vil altſaa ſige i det nuværende Sønderjylland. Dette Udſagn beſtyrkes ogſaa af ſenere, men ikke derfor mindre troværdige engelſke Forfatteres Vidnesbyrd[22]. Prokop nævner ligeledes „Angilerne“ ſom Beboere af „Brittia“, under hvilket han neppe kan forſtaa noget andet Landſkab end den jydſke Halvø, og ſom han ſelv ſkjelner fra Brittania[23]. Ptolemæos omtaler derimod ikke Anglerne ved Havet, eller paa den kimbriſke Halvø, men ſætter de ſaakaldte ſveviſke Angiler eller angiliſke Svever ved Mellem-Elben, omtrent i Egnene omkring Saale-Floden, ligeſom der ogſaa fra Karl den Stores Tid findes en gammel Lov med Titel: „Anglernes og Warnernes, d. e. Thüringernes Lov“[24]. Men ved Ptolemæos er det at merke, at han ikke ſjelden opregner en Mængde enkelte Hereds- og Bygde-Navne, medens han undlader at omtale de mere omfattende Folkenavne, og det er derfor meget ſandſynligt, at flere af de ſaakaldte Folk, han nævner paa den kimbriſke Halvø, kun ere Underafdelinger af de egentlige Angler, og at derimod de ſveviſke Angler, eller de Angler, der i Forbindelſe med Warnerne regnedes blandt Thüringerne, kun vare en mindre, mod Syden udſprengt Deel af disſe Folk. Thi ogſaa Warnerne (Varini) nævnes af Tacitus ſom et af de 7 nerthusdyrkende Kyſtfolk, og Havnen Warnemünde ved Roſtock minder endnu om deres Navn. Efter de hos Beda og i Saxerkrøniken opbevarede Traditioner var det Jyderne, ſom begyndte Indvandringen i Britannien, Saxerne, ſom fortſatte den, men Anglerne, ſom fuldendte den og beſatte de ſtørſte Dele af England, lige fra Skotland til henimod Temſen[25]. Deres Sprog blev det herſkende i Landet; deres Navn optoges endog af Jyder og Saxer ſom Fællesnavn, og dette viſer nokſom, at de maa have udgjort den overvejende Deel af den nye Befolkning, om endog Øens keltiſke Beboere, der førſt gjorde Bekjendtſkab med Saxerne, vedblev at kalde alle de fremmede Erobrere Saxer[26]. Fra deres forrige Hjem medbragte Anglerne, – hvad vi af ſaamange Oltidslevninger erfare – gotiſke Runer, og deraf, i Forbindelſe med det Vink, Tacitus indeholder om deres Deeltagelſe i Nerthusdyrkelſen, ere vi berettigede til at ſlutte, at de foruden gotiſk Bogſtavſkrift ogſaa medbragte gotiſke Religionsſkikke og gotiſk Kultur[27].

Vi ſkimte altſaa gjennem de mangelagtige og forvirrede Sagns Taageſlør en Periode, hvori der omkring Øſterſøens og Kattegattets Kyſter boede en Række af gotiſke eller med Goterne beſlægtede Nationer, af hvilke flere endog dannede et Forbund af det Slags, ſom de gamle Grækere vilde have kaldt en Amphiktyoni, nemlig til Deeltagelſe i en fælles Nationalkultus. Det er af Vigtighed for hvad vi i det Følgende komme til at omhandle, at betragte denne Kultus, ſom overhoved enkelte charakteriſtiſke Træk ved det oldgotiſke nationale Liv, noget nærmere. Tacitus fortæller, at Nerthus’s Helligdom paa hiin Ø i Oceanet var i en hellig Skov; der fandtes den til hende indviede Vogn, bedækket med et Klæde, og kun tilladt for en Preſt at berøre. Denne, ſiger han, merker naar Gudinden er tilſtede i Helligdommen, og ledſager ærbødig hendes af Køer dragne Vogn. Da er der Glæde og Højtid overalt hvor hun kommer, alle Vaaben hvile, og der herſker almindelig Fred. Naar hun endelig er mæt af Omgangen med de Dødelige, ledſager Preſten hende tilbage til Templet. Derpaa afvaſkes Vognen, Klæderne og, „hvis man kan tro det“, Guddommen ſelv i en ſkjult Sø; herved gaa Trælle tilhaande, men druknes ſtrax i ſamme Sø, hvilket udbreder en deſto hemmelighedsfuldere Rædſel over det Hele[28]. Medens vi her i den gotiſke Form Nerthus (Nairþus), der baade kan være mandlig eller kvindelig, gjenkjende den oldnorſke Form Njörðr, Navnet paa en af de Guddomme, der ifølge den gamle norſke Gudelære, ſaadan ſom vi nu kjende den, ſkulle have været optagne fra de ſaakaldte Vaner i de egentlige Guders eller Æſers Tal[29], gjenkjende vi Kjørſelen paa den tildækkede, af Køer dragne Vogn, en af de meſt charakteriſtiſke Ceremonier, der i Norden ſelv ledſagede Dyrkelſen af Frey, efter Sigende den ſamme Vane-Guddom Njørds Søn[30]. Men Frey: gotiſk Fravi eller Frauja (ɔ: Herren), er kun et Navn for den øverſte Gud, thi endog i Vulfilas Bibeloverſættelſe bruges det til at udtrykke det nye Teſtamentes „Herren“[31]. Den øverſte Gud blandt alle Germanerne var Vodan[32], den af vor ældre Gudelære ſaa bekjendte Odin, og naar han kaldtes „Herren“, var det ogſaa naturligt, at hans Huſtru kaldtes „Fruen“. Men denne „Frue“, der paa gotiſk hed Fraujo, og blandt Angelſaxerne kaldtes Frig[33], var netop ingen anden end hiin af Tacitus omtalte „Moder Jord“ thi ogſaa i vor ældre Gudelære nævnes „Jord“ ſom Odins førſte Huſtru. Til det gotiſke Fraujo ſvarer derimod i vort Oldſprog Freyja, til det angelſaxiſke Frig vort Frigg; med disſe tvende Navne have vore ældre Mythologer betegnet to kvindelige Guddomme, nemlig Frigg, Odins Huſtru, og Freyja, Freys Syſter. Vi ſee imidlertid nu, at Frey og Freyja oprindelig kun ere ſæregne Navne paa Vodan og „Jord“ eller Nerthus, rimeligviis laante fra den gotiſke Kultus. Og naar det etſteds i vore Oldſkrifter[34] heder, at Njørd var gift med ſin Syſter, førend han optoges blandt Æſerne, ſaa ſigtes her tydeligt nok til en mandlig og kvindelig Nerthus, ligeſom man havde en Frauja og Fraujo[35]; med andre Ord, den mandlige Nerthus (Njørd), og Frauja (Frey) ere kun forſkjellige Navne for een mandlig, den kvindelige Nerthus (Jord), og Fraujo (Freyja) kun forſkjellige Navne for een kvindelig Hovedguddom, nemlig hine for Vodan (Odin), disſe for „Moder Jord“ (Frigg). Ceremonien med den tjeldede Vogn (hleiþra) ſynes at have været denne Nerthus- og Freyja-Kultus egen. Lige indtil Hedendommens Ophør finde vi Antydninger til at denne Kultus vedligeholdtes i Hleidr paa Sjæland. Den troværdige tydſke Skribent Thietmar, Biſkop af Merſeburg, der levede i det 10de Aarhundrede, fortæller om de hedenſke Offerfeſter, ſom plejede at holdes hvert 9de Aar ved Sommerſolhverstid i „Lederun“ paa Øen „Selon“; der offredes her 99 Heſte, Hunde Haner og Menneſker, og disſe blodige Offringer afſkaffedes ej førend den tydſke Konge Henrik Fuglefænger ved Aar 931 bragte det dertil[36]. Det er upaatvivlelig ſaadanne Offringer, der foreſtilles ved de raa Afbildninger paa de gotiſke, i Sønderjylland fundne Guldhorn; og af Indſkriften paa det ene, der fortæller at Hornene var en Gave til „holtſke“ Gjeſter (Gjeſter fra Skovegne, Holſten[37], ſkulde man næſten ſlutte at de var ſkjenkede hine Gjeſter ved en ſlig Højtidelighed, og at Gjeſterne ſelv have været ſaadanne Deputerede til Offerfeſten, ſom Tacitus udtrykkeligt nævner, hvor han fortæller om de ſemniſke Svevers Offerfeſter[38]. Mellem den reengotiſke Tid, da hine Guldhorn forfærdigedes, og den ſenere, i hvilken det danſke Navn er mere fremtrædende, og hvori de ſaakaldte Hleidra-Konger herſkede, ligge viſtnok flere Aarhundreder; men da der – hvad vi ovenfor har viiſt – ej kan være Tale om nogen brat Overgang, men kun om en efterhaanden indtrædende Tilflytten af gotiſke Daner i de bortdragende Goters Sted, maa Folketroen, Skikke og Sæder i det Hele taget have holdt ſig uforandrede.

Hvad forreſten den religiøſe Folketro idet Hele taget angaar, da ligger det ej alene i Sagens Natur, at den maatte være fælles for alle Germaner, men vi have ogſaa beſtemte Vidnesbyrd derom, navnlig for Goternes Vedkommende. Jornandes ſiger nemlig, at Goterne dyrkede Halvguder eller Anses, fra hvilke deres Konger og fornemme Mænd udledede ſin Herkomſt[39]. I „Anſes“ gjenkjender man ſtrax det ſamme Ord, der

efter vort Oldſprogs ſæregne Regler lyder Æsir (i Enkeltallet Áss)[40], og Áſatroen og Áſadyrkelſen var altſaa ikke mindre hjemme hos Goterne end hos vore Forfædre[41]. Den ovenfor beſkrevne Nerthus- og Frauja-Kultus ſynes derimod at have været den gotiſke Folkekreds ſæregen, og et med denne Kultus forbundet Fællesnavn bliver os derved i flere Henſeender betydningsfuldt. Med Freys Navn var Tilnavnet Ingvi endog hos vore Fædre fra den fjerneſte Oldtid uadſkillelig forbundet; han kaldtes Ingvi-Freyr, Ingunnar-Freyr, rettere Inguna-Freyr, og enhver af hans foregivne Efterkommere tiltog ſig ligeledes Navnet Ingvi eller Inguni (egentl. Ingvini[42]). Men Ingvi-Freyr eller Inguna-Freyr ſiger egentlig ikke andet end „Ingvinernes Herre“, og dette Tilnavn (freá Ingvina) fører i det gamle Beowulf-Digt ogſaa den gotiſk-danſke Konge paa Scedenigg eller Skaane[43]. Vi lære heraf, at det Folk, eller maaſkee rettere de fornemme Slægter, han beherſkede og hvortil han ſelv hørte, kaldtes Ingvinerne. Men i disſe gjenkjende vi ved førſte Øjekaſt Plinius’s og Tacitus’s Ingvier eller Ingæver, og i Navnet Ingvi, tydſk Ingvio, (gotiſk Ingvja), fra hvilken Ingvinerne ſtammede, den ſamme Søn af Mann, fra hvilken Ingvinerne udledede deres Navn og Herkomſt. Ingvi var ſaaledes ikke egentlig en Guddom, eller den ſamme ſom Vodan, men en Halvgud eller Heros, hvilken de fornemme gotiſke Slægter, der vare fælles om hiin Nerthus- eller Frauja-Kultus, hædrede ſom deres Stamfader. Men den ſom Frauja dyrkede Vodan kunde i Ordets egentligſte Forſtand ſiges at tilhøre Ingvinerne, og han blev følgelig ogſaa, da han ſom en ſæregen Guddom optoges i vore Forfædres Gudekreds, kaldet Ingvi-Freyr, Ingvinernes Frey eller Herre, og anſeet for eet med Stamfaderen Ingvi, Mann’s Søn. Efter de her givne Oplysninger vil det nu blive lettere at danne ſig en Foreſtilling om, hvilke Nationer Plinius og Tacitus nærmeſt have forſtaaet ved eller regnet blandt Ingvinerne: alle dem nemlig, hvis Høvdinge-Ætter udledede deres Herkomſt fra Ingvi, og ſom var fælles om den ſæregne Nerthus- eller Frauja-Dyrkelſe, med andre Ord, alle de gotiſke og i nærmeſt Forbindelſe med Goterne ſtaaende Folkeſlag fra Gøta-Elven til henimod Elben, og øſtover henimod Oder.

Af disſe Nationer var naturligviis Goternes den fornemſte, og den, under hvilken maaſkee flere af de øvrige i videre Forſtand henregnedes. Men Goterne ſelv deelte ſig ogſaa i forſkjellige mindre Folk der førte ſæregne Navne. Jornandes oplyſer, hvad der allerede i det Foregaaende er berørt, at Goterne allerede i den førſte Tid efter Udvandringen deelte ſig i tre Hovedafdelinger, Øſtgoter, Veſtgoter og Gepider. Men han giver derhos ikke utvetydigt at forſtaa, at Delingen egentlig fandt Sted under Udvandringen ſelv, idet han knytter den til de trende Skibe, paa hvilke Goterne kom fra Skandja og Gotiſkandja, og af hvilke Gepidernes var det ſidſte.[44] Det er ovenfor blevet berørt, at angelſaxiſke Skribenter, ſom omtale Goterne, kalde dem Hreder, Hræder, Hredgoter[45], og da vi i dette Navn ſtrax gjenkjende vore Oldſkrifters Reidgoter, der iſær, ſom det heder, brugtes om Jyllands Indbyggere, men ogſaa ofte udſtrækkes til alle Goter i Danmark, og i Beowulf-Digtet endog bruges om de gotiſke Daner paa Scedenigg (Skaane)[46], maa man antage, at det var denne Benævnelſe, hvormed de egentlige Goter, Øſt- og Veſt-Goterne, i Særdeleshed betegnede ſig ſelv. I Gepiderne derimod, hvilke ifølge Jornandes’s Udſagn bleve tilbage paa de af ham ſaakaldte Gepider-Øer i Weichſelmundingen, i Virkeligheden de ſkandiſke eller danſke Øer, gjenkjende vi det Folk, ſom angelſaxiſke Forfattere kalde Gifðe[47] d. e. „de Lykkelige“. Dette Navn pasſer godt med Øen Sjælands gotiſke Navn. Thi endog i vore, forholdsviis ſildige, Oldſkrifter finder man det i hele den Tid, Danmark benævntes Gotland, altſaa i den gotiſke Kulturperiode, ikke kaldet Sjáland eller Sjæland, ſom det ſiden hed, men Sælund (Thietmar’s Selon). Dette Sælund, der ſvarer til en gotiſk Form Sélundi, betyder „det ſæle, det lykkelige Sted“; en Benævnelſe der paa den ene Side ſtemmer baade med Landets virkelige Beſkaffenhed og med dets Egenſkab ſom Nationalhelligdommens Sæde, og paa den anden Side antyder det ſamme Begreb, der ligger i Gifdhernes eller Gepidernes Navn. Her ſtøde virkelig altfor mange overeensſtemmende Omſtændigheder ſammen, til at man ej ſkulde finde det indlyſende, at Forholdene idetmindſte i Hovedſagen have været ſaadanne, ſom vi her have ſkildret dem. Men vi kunne paaviſe endnu flere. Saaledes fortæller Prokop udtrykkeligt at det gepidiſke, gotiſke og vandaliſke Sprog var eet og det ſamme[48], og om Vandalernes nøje Slægtſkab med Goterne indeholde desuden ogſaa andre Forfattere mange Vink. Men det ſamme Navn, Vandalerne bære, Vandal, Vandil eller Vendil, gjenkjende vi endog i vore Dage i Navnet paa Jyllands nordligſte Deel, Vendſysſel, der i Oldtiden kaldtes Vendil, og Skagen Vendilſkagen. Og i Digtet om Beowulf nævnes udtrykkeligt Wendlerne d. e. Vandalerne, ſom et under den gotiſke Danekonge lydende Folk.

Stiller man ſig de geographiſke Omrids af den gotiſke Kulturkreds i Norden klart for Øje, vil man finde, at de i det Væſentlige ere de ſamme ſom de, inden hvilke Levninger fra Bronce-Alderen findes. Vi erfare altſaa at de af gotiſke eller ingvionſke Folk i Norden beſatte Landſkaber tidligere vare beboede af keltiſke Folk, medens man derimod ej finder Spor af nogen ſaadan keltiſk Befolkning i de reennordiſke Lande, nemlig det egentlige Sverige og Norge. Det bliver nu et Spørgsmaal, om den keltiſke Befolkning allerede havde forladt Landet, førend de germaniſke Folk indfandt ſig, eller om deres Bortflytning var en umiddelbar Følge heraf. Det ſidſte ſynes at være det rimeligſte, naar man tager Henſyn til de allerede ovenfor antydede Omſtændigheder, nemlig Gallervandringen i det 3die Aarhundrede, Kimbrer- og Teutoner-Toget m. m.; det bliver det rimeligſte alene af den Grund, at man iſaafald kan paaviſe en beſtemt Aarſag til disſe Vandringer. Men traf de indvandrende gotiſke Folk Kelter i de Lande, de beſatte, da maa denne Omſtændighed have bidraget til at give deres Kultur- og Samfunds-Udvikling en egen Charakter, noget forſkjellig fra den, der udviklede ſig i Norge og Sverige, hvor Indvandrerne fandt et ſaagodtſom ubeboet Land for ſig og i alle Fald blot kom i Berørelſe med nogle faa halvvilde Nomader. Om Kulturtilſtanden i den reengotiſke Tid have vi forreſten ingen beſtemte Efterretninger; for Nordens Vedkommende ligger den endog udenfor Hiſtorien[49]. Men fra den blandet-gotiſke Tid, da Goter-Navnet efterhaanden gav Plads for Dane-Navnet, og tilſidſt kun bibeholdtes for Landet, ej for Folket, indeholde ſaavel vore egne Oldſkrifter, ſom det oftere omtalte Beowulf-Digt, interesſante Skildringer, af hvilke viſtnok meget tilhører den Tidsalder, hvori det blev nedſkrevet, men ſom dog i det Hele taget give ret gode Oplysninger. Det fremgaar af disſe, at Levemaade, Skikke og Sæder da i det Væſentlige vare de ſamme ſom de, vi gjenfinde hos vore egne Forfædre i en noget ſildigere Tid. Fortrolighed med Søvæſen og Skibsfart hører allerede i hine Skildringer til det charakteriſtiſke, og krigerſke Søtog til fjerne Lande omtales ſom ſædvanlige[50].

At disſe gotiſke Folkeſlag, ſom overhoved alle de germaniſke Nationer fra det førſte Øjeblik, vi ſee dem fremtræde paa Skuepladſen, kjendte Jernets Brug og Tilvirkning, maa, hvad vi allerede tidligere have antydet, anſees for en afgjort Sag. Et andet Spørgsmaal bliver det, om de forefundne ældre Jern-Oldſager i de fordum gotiſke Lande ogſaa alle ere gotiſke, og om ej enkelte kunne henhøre til den ſidſte keltiſke Periode, da ogſaa Kelterne havde lært Jernets Brug. Denne Sag er endnu forlidet underſøgt til at man kan fælde nogen beſtemt Dom derom. Vi vide blot ſaameget, at Jern-Oldſagerne i Almindelighed betegne den germaniſke, Bronce-Oldſagerne den keltiſke Tid; men forſaavidt nogen gradviis Overgang er at ſpore, tilhører den upaatvivlelig Kelterne.


  1. Se Annaler for nordiſk Oldk. og Hiſtorie, 1847. S. 327–352, 389.
  2. Se fornemmelig Skálda i Snorra Edda, Cap. 43.
  3. Se herom Annaler for nord. Oldkyndighed og Hiſtorie, 1848, S. 274–282. Om de blekingſke Mindesmerker ſe iſær Worsaaes Hovedſkrift under denne Titel.
  4. Jornandes Cap. 23, nævner foruden Merer og Morder, og andre ſarmatiſke Folk, ogſaa Roger (Ruger), Thjuder (man maa tænke paa Thjod eller Thy i Jylland), o. a.
  5. Nemlig Lejre, forhen Hleiðr. Ordet hleiþra bruges af Vulfila til at overſætte det græſke σκηνὴ, der ellers juſt er udtrykket for en tjeldet Vogn.
  6. Blandt de 37 Folkeſlag nævnes ogſaa Aviones d. e. Øboere, af Avi, en Ø. Reudigni maatte i got. Form blive Riudingós, oldn. Rjódingar, Beboere af opryddede Skovegne, maaſkee de ſamme ſom Prokops Rutiklier. Varini ere Varnerne.
  7. Gautar er den oprindeligt, Gøtar den ſvenſke Form, hvorfor de ogſaa nu kaldes Gøter og Elven Gøtaelven.
  8. Se Sæve, om Gottlands Mundart i danſk Hiſtoriſk Tidsſkrift 4de. B. – Øen Gotland ſynes at have været det Land, der i de oldhiſtoriſke Sagaer kaldes Eygotland, ſe iſær Søgubrot Cap. 2, der lader Aud drage fra Sælund (Sjæland) over Eygotland til Gardarike. Gulland ſynes iſær, efter de forefundne Mynters Mængde at dømme, at have været Hovedpunktet for Nordens Forbindelſe med Øſten. Se Worsaae: Danmarks Oldtid, S. 54.
  9. ἔθνος πολυάνθρωπον,Prokop. Got. Kr. II. 15.
  10. Jorn. Cap. Gautigoth, aere hominum genus et ad bella promitissimum. Han nævner ogſaa Ostrogothœ, hvorunder han maaſkee forſtaar Østergøterne, imidlertid kan det nok være, at han ved dem har tænkt ſig, eller rettere at hans Hjemmelsmand har meent Ø-Goterne paa Gulland.
  11. Stedet er ikke ganſke tydeligt. Det lyder ſaaledes: Suethidi, Cogeni (eller cogniti) in hac gente (nemlig Skandja’s) reliquis corpore eminentiores, quamvis et Dani ex ipsorum stirpe progressi, Herulos propriis sedibus expulerunt, qui inter omnes Scandjæ nationes nomen sibi ob nimiam proceritatem affectant præcipuum. Man ſeer ikke, om Ordene ex ipsorum stirpe gaar paa Suethidi eller paa Skandjas Folk i Almindelighed.
  12. Prokop har nemlig Fleertallet Δανῶν τὰ ἔθνη.
  13. Nemlig paa Kejſer Anaſtaſius’s Tid, ved 491, ifølge det foranførte Sted hos Prokop.
  14. Grimm, Geſch. der deutſchen Sprache S. 731.
  15. Gregorius af Tours, hos Bouquet, II. p. 181; gesta regum Francorum, ſammeſteds II, 555.
  16. I den ſaakaldte Vidſiths-Sang kaldes Ermanarik (Eormanrik) baade Hredkonge og Goterkonge. Se forøvrigt nedenfor, S. 59.
  17. Casſiodor. Varia III. 3, IV. 2.
  18. Paul Diac. I. 20.
  19. Jornandes’s Udtryk „qui inter omnes Scandjæ nationes nomen sibi ob nimiam proceritatem affectant præcipuum“ kan ifølge Contexten ej henføres til Danerne, men maa forſtaaes om Erulerne, og denne „proceritas der berettigede dem til et „nomen præcipiuum“ kan neppe tages i anden Betydning end Fornemhed, Højbyrdighed, der ogſaa aabenbarede ſig i deres ydre Fremtræden, deres ſmukke og velvoxne Legemer. Jvfr. hermed „Rigsmaals“ Udtryk om Jarlen.
  20. Det er forhen omtalt, at Odoachar, det veſtromerſke Riges Omſtyrter, havde Eruler og Skirer i ſit Følge. Udtrykkene herom ere forſkjellige. Jornandes kalder ham i sit Skrift de regnorum successione en Ruger, førende Skarer af Turcilinger, Skirer og Eruler med ſig, medens han i ſin Goterhiſtorie kalder ham Turcilingernes Konge, havende i ſit Følge Skirer og Eruler m. m. (Cap. 46). En anonym Forfatter ſiger, at han kom med Skirer og Eruler (Anon. Vales. 662, 665); en anden, at han kom med Erulerne, underſtøttet af Turcilingernes og Skirernes Hjelpetropper. Paulus Diac. ſiger, at han ſamlede en Hær af de Folk, der ſtode under hans Herredømme, nemlig Turcilinger, Eruler og en Deel af Rugerne, hvilke han alt længe havde beherſket. Det ſynes altſaa, ſom om han ogſaa regnedes blandt Erulerne, medens man dog ſlet ikke er ganſke paa det rene med, hvilken Nation han tilhørte: en Beſtyrkelſe paa hvad vi her ovenfor have antaget om Erulernes Herkomſt.
  21. Det gamle Eddadigt Rigsmál, der allegoriſk fremſtiller Stændernes Oprindelſe ſætter netop „Jarl“ ſom Navnet for den fornemſte Samfundsklasſe, fra hvilken Kongen ſtammede. Jarlen ſkildres ſom ſmukkere og mere velvoxen, end de øvrige, og Krigerhaandværket ſom hans Hovedſysſel. Merkeligt nok, omtaler dette Digt Danr, hvilken Sagnet tillægger Danerigets Oprettelſe; dette minder paa en paafaldende Maade om Erulernes Forhold til Danerne hos Jornandes.
  22. Beda (I. 15) ſiger endog at dette Landſkab paa hans Tid ſiden Udvandringen laa øde inter provincias Jutarum et Saxorum. Kong Alfred nævner i ſit Referat af Ohtheres og Wulfſtans Rejſeberetninger Hedeby eller Slesvig ſom beliggende mellem Vender (i Vagrien), Saxer og Angler, og tillægger, merkeligt nok, om Jylland, Sillende (Sydſlesvig) og de Øer, der laa veſtenfor Lillebelt (maaſkee endog Storebelt), at Anglerne boede der, førend de kom til England.
  23. Se Werlauff, om Prokops Efterretninger om de nordiſke Lande.
  24. Lex Anglorum & Werinorum.
  25. Saxer nævnes allerede i Britannien af Ammian (XXVI, 4) ved 364, og en ſaakaldet limes Saxonicus i et Dokument fra 400 eller deromkring; Kemble the Saxons in England I. 13, 14. Det i engelſke Oldſkrifter almindelige Sagn er ellers at Jyderne begyndte Indvandringen 449, at Saxerne fortſatte den indtil 530, og at Anglerne ſluttede den omtr. fra 521 til 590.
  26. Endog den Weſtſexiſke Dialekt, der blev det egentlige angelſaxiſke Bogſprog, kaldtes af Folket ſelv Englise. Kun Kymrerne og Gaelerne kalde Englænderne eller de engelſktalende „Saxer“.
  27. De vigtigſte oldgotiſke Mindesmerker, nemlig de møgeltønderſke Guldhorn, ere fundne i det gamle angliſke Landſkab. Se Ann. for nordiſk Oldk. og Hiſt. 1847. S. 327.
  28. Tacitus, Germ. Cap. 40.
  29. Om Njørds Optagelſe blandt Æſerne handle baade den yngre Edda Cap. 23, og Snorres Ynglinga-Saga Cap. 4; det heder der, at Æſerne have haft Ufred med Vanerne, men at Trætten blev bilagt, ſaaledes at man gjenſidigen ſtillede hinanden Giſler. Æſerne ſendte Høner og den viſe Mimer, Vanerne derimod Njørd og hans Børn, Frey og Datteren Freyja.
  30. I Olaf Tryggveſøns Saga, Cap. 173, fortælles der, hvorledes Freys Billede kjørtes paa en tildækket Vogn omkring i Veſtergøtland, hvor han ivrigſt dyrkedes. Den danſke Forfatter Saxo, der forvexler Navnet Frey (ſaxiſk Frô) med „Frode“, fortæller hvorledes dennes Underſaatter efter hans Død kjørte ham omkring paa en Vogn. 5te Bog, S. 256.
  31. Endog i Sn. Edda, der fremſtiller Nordmændenes ſæregne Gudelære, heder det Cap. 21: Frey er den herligſte af Æſerne, ſom raader for Regn, Solſkin, og Jordens Afgrøde. Se mere herom Ann. for nordiſk Oldk. og Hiſtorie, 1848, 318 S. 9.
  32. Paul Diac. ſiger udtrykkeligt, at Vodan (Gwodan) er den, hvem alle Germaniens Stammer tilbede ſom Guddom, den ſamme ſom Romernes Merkur (IV. 9). Ogſaa Tacitus ſiger, at Germanerne meſt dyrke Merkur (Vodan), og hos et Par engelſke Forfattere tillægges Hengeſt, Jydernes Høvding, den Yttring: vi dyrke meſt Merkur, hvem vi kalde Vodan (Galfr. Monun. I. VI. Cap. 10 og Matth. Weſtmon. p. 82).
  33. Fredagen der har ſit Navn efter Freya, (dies Veneris), heder paa Angelſ. Frigedäg (af Frig ſom ſaaledes bliver identiſk med Frigg); og i en gammel Angelſ. Homili heder det at Venus „paa Danſk“ kaldes „Frycg“ (Ann. f. Nord. Oldk. 1846, S. 79).
  34. Yngl. S. Cap. 4.
  35. Det er merkeligt nok at ſammenholde hermed, hvad Tacitus fortæller om det lygiſke Folk Naharvalerne, (ogſaa et østgermaniſk, med Goterne beſlægtet, Folk), nemlig at de i en hellig Lund tilbad nogle Guder, der efter romerſk Forklaring maatte kaldes Caſtor og Pollux, under Navnet Alci, uden Billedſtøtter; Preſt i kvindelig Dragt foreſtod Dyrkelſen. (Cap. 43). Alci er enten en Misforſtaaelſe af det got. alhs, Tempel, Helligdom; og ſaaledes Lunden, ej Gudernes Navn, eller en Skrivfejl iſtedetfor Anses ɔ: Æſerne men Brødreguderne er upaatvivlelig Frey og Freya, Frauja og Fraujo, hvilket ogſaa Preſtens kvindelige Dragt endmere ſynes at beſtyrke. Se herom ogſaa Zeuß, die Deutſchen und die Nachbarſtämme S. 29, 30.
  36. Thietmar, hos Pertz, Monum. Germ. V. p. 739.
  37. Der ſtaar: Ek Hleva gastim holtingam horna tavido, Jeg Hleva gav (indrettede) disſe Horn til de holtſke Gjeſter.
  38. Se ovenfor S. 19 Tac. Germ. Cap. 30.
  39. Jornandes, Cap. 13.
  40. Anses, eller, ſom det efter gotiſk Skrivemaade maa have lydt, anzeis, er Fleertal af Ans, der ſvarer til det Oldnorſke Ás, Fleertal Æsir, ligeſom anst (Kjærlighed) til oldn. ást, eller Gans (Gaas) til Oldn. gás.I Angelſaxiſk lød Formen ós, fl. ése, men paa Højtydſk lød den ſom i Gotiſk ans. Dette ſees tydeligt af de mange Navne, ſom ere ſammenſatte med ás, f. Ex. Áshildr, tydſk Anshild, Angelſ. Óshild;,Ásbrandr, Ansprand, Angelſ. Ósbrand; tydſk Ásgeir, Ansgár, Angelſ. Ósgár.
  41. Allerede heraf ſees det, hvor urimeligt det er at udlede Anſernes eller Æſernes Navn fra Aſien.
  42. Yngl. S. Cap. 12 og 20 fortæller udtrykkeligt, at Frey ogſaa kaldes Ingvifreyr og hans Efterkommer kaldtes Ingvi (Yngvi) eller Ynguni (ɔ: Ingvini), og hele Slægten Ynglingar. Ogſaa i et af Eddadigtene (Œgisdrekka Str. 43), kaldes han Ingunnarfreyr. Man finder i Angelſaxiſk ogſaa den kortere Form Ing, ligeſom i Gotiſk Ingus, og om denne Ing har man endog et dunkelt Angelſ. Vers, hvor det heder at han allerførſt opholdt ſig hos Øſtdanerne f indtil han ſiden gik øſter over Havet, idet Vognen fulgte ham. Allerede her ſynes en Hentydning til Freys Vogn og følgelig til en nærmere Forbindelſe mellem Ingvi og Frey at finde Sted.
  43. Beowulfdigtet v. 2638. Han kaldes ogſaa codor Ingvina, det ſiger omtrent det ſamme (v. 2081).
  44. Se iſær Jornandes de reb. get. Cap. 17.
  45. Vidſidh. v. 13, 114, 239. – Det angelſ. Digt om St. Helena nævner i v. 20 (Grimnis Udgave) Huner, Hredgoter og Franker, i v. 58 Huner og Hreder tilſammen ſom de Nationer, der ved Folkevandringerne overſvømmede det romerſke Rige. Ogſaa Kong Alfred kalder i ſine Overſættelſer af Oroſius og Boethius Goterne meget ofte Hredgoter; endog den bekjendte Radagaiſus kalder han Rædgota. Det er derfor aabenbart, at Angelſaxerne endnu paa Alfreds Tid (Cap. 890) kjendte Goterne under Navnet Rædgoter eller Reidgoter, ikke gjennem de latinſke Forfattere, men gjennem deres egne, paa umiddelbart Naboſkab med dem i Norden grundede Sagn.
  46. Beowulf. v. 21. Her kaldes Hrodgars Underſaatter Hrèðmenn, medens han ſelv længer nede (v. 3368–71) kaldes den ſæleſte af de Konger, der paa Scedenigg uddelede Skatte.
  47. Se ovenfor S. 33. I Beowulfdigtets v. 4983 nævnes Gifðe udtrykkelig blandt de nærmeſt ved Gauterne levende Folk. Det heder nemlig, at Sø-Gauternes Konge ej behøvede at ſøge Kæmper, der vilde ſtaa tilbage for Beowulf, blandt „Gifdher“, Geir-Daner (ſpydſvingende Daner) eller i Sverige. De vare altſaa Germanernes Nabofolk.
  48. Prokop, om den vandal. Krig, I. 2. Han kalder her Goter (d. e. Øſtgoter), Vandaler, Veſtgoter og Gepider tilſammen γοτθικά ἔθνη, d. e. gotiſke Folk, og fortæller at de alle i ſin Tid boede „hinſides Donau“. Men hinſides Donau betyder hos ham „etſteds langt i Norden“, thi ogſaa Varnerne lader han bo „hinſides Donau“.
  49. Det gotiſke Guldhorn fremſtiller, ſom ovenfor bemerket, blodige Menneſkeoffringer.
  50. Se iſær hvad der i Beowulf-Digtet forefindes om Sejladſen fra og til Sø- eller Vejr-Gauternes Land (43–447, 3772–7835) om Hugleiks Tog til Frankland og Frisland (2420, 4706 ff., 5824 ff.) m. m. Om det charakteriſtiſke ved de gotiſke Folks Begravelſesmaade ville vi i det Følgende komme til at yttre os udførligere. Her ville vi kun foreløbigt antyde, at den ſæregne Frauja- eller Frey-Kultus, ligeſom den i det Hele taget ſynes at have begunſtiget og indſkærpet Freden og dens Syſter, ogſaa ſynes at have foreſkrevet en anden Begravelſesmaade, end den, der ifølge Snorre (Yngl. S. Cap. 8, 10) ellers tilhørte Vodans Lære; denne fordrede nemlig at de aſdødes Lig ſkulde brændes; Frauja-Dyrkelſen ſynes derimod at have foretrukket at de ubrændte højlagdes. Og virkelig indeholdt de fleſte hedenſke Grave fra Jernalderen i Danmark ubrændte Lig, medens i Norge de brændte ere ſædvanligſt.