Det norske Folks Historie/1/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter ſaaledes at have erhvervet os et Overblik over Norges nærmeſte Nabolandes ældſte germaniſke Befolkning, hvilken vi nødvendigviis maa kjende for at kunne forſtaa, hvorledes Forholdene i Norge ſelv, iſær dets ſydligere Grændſeegne, geſtaltede ſig, kunne vi vende tilbage til Nordmændene og underſøge de ſparſomme Vink, hiſtoriſke Optegnelſer i Forbindelſe med Iagttagelſe af Folkets egne Stamme-Egenſkaber og andre Omſtændigheder give os om Maaden, paa hvilken de fordeelte ſig om i Landet. Der findes viſtnok i et af vore ældre Sagnſkrifter nogle Optegnelſer, ſom tilſyneladende endog meget nøje berette om de enkelte norſke Smaa-Rigers Stiftelſe, men hvilke dog næſten ved førſte Øjekaſt viſer ſig at være upaalidelige, da man ikke længe kan tvivle om at de, idetmindſte i ſin nærværende Skikkelſe, ere ſammenſatte i en temmelig ſildig Periode, og afen Forfatter, der ej længer nøjedes med at nedſkrive de rene Sagn, men bearbejdede dem efter egne Hypotheſer og Reſultaterne af ſin Læsning hos fremmede Forfattere. Disſe Optegnelſer indeholdes i to genealogiſke Indledninger, een til de norſke Kongers, en anden til de orknøſke Jarlers Hiſtorie i det berømte Saga-Haandſkrift, der nu ſædvanligviis kaldes Flatøbogen og er ſkrevet paa Island efter ældre Originaler i Slutningen af det 14de Aarhundrede[1].

Den ene af disſe to Indledninger, nemlig den, der forudſkikkes de norſke Kongers Genealogi, lyder i det Væſentlige ſaaledes: „Fornjot hed en Mand, han havde tre Sønner, Hleer, Loge og Kaare; denne ſidſte raadte for Vindene, Loge for Ilden, Hleer for Søen. Kaare var Fader til Jakul, Fader til Kong Snæ, hvis Børn var Thorre, Fann, Driva og Mjall. Thorre var en berømmelig Konge ſom raadede for Jotland og Finland; til ham blotede Kvænerne for at der ſkulde komme Sne og godt Skidføre, hvori deres Aarsherlighed beſtaar. Dette Blot holdtes ved Midvinter, og deraf har Thorremaaned ſit Navn. Thorre havde tre Børn, hans Sønner hed Nor og Gor, hans Datter Goe. Goe blev borte, og Thorre gjorde Blot en Maaned ſenere end han plejede, derfor kaldte man ſidenefter den Maaned, ſom da begyndte, Goe. Nor og Gor ledte efter deres Syſter. Nor holdt ſtore Feldtſlag veſtenfor Kjølene, og fire Konger faldt for ham, ved Navn Vee og Vei, Hunding og Heming; alt det Land underlagde han ſig lige til Søen. Nor og Gor traf ſammen i den Fjord, ſom nu heder Norafjord. Derfra drog Nor op paa Kjølene til et Sted kaldet Ulvemoar, derfra gik han gjennem Øſterdalene, Vermeland, langs Væneren og ned til Søen; alt Landet veſtenfor disſe Grændſer underlagde han ſig, og det Land heder nu Norge. Ved Midvinter kom de til Hedemarken, hvor en Konge herſkede ved Navn Rolf i Berg, Søn af Svade Jotun nordenfra Dovre og Aashild, Datter af Kong Eyſtein, der længe havde raadet for Hedemarken. Rolf havde taget Goe og egtet hende, men da hun hørte at hendes Broder Nor var kommen, gik hun med Rolf ham imøde, og overgav Rolf ſig i Nors Vold og blev hans Mand, hvorefter Nor begav ſig til Gilde hos ſin Maag og egtede hans Syſter Hadd, Svade Jotuns Datter. Derefter vendte Nor tilbage til Søen, hvor han traf ſin Broder Gor, ſom juſt var kommen nordenfra det døde Hav og havde underkaſtet ſig alle Øer, baade de beboede og ubeboede, langs den Vej. Brødrene ſtiftede nu Riget mellem ſig, ſaaledes at Nor ſkulde have alt Faſtlandet nordenfra Jotunheime og ſyd til Alfheime – det kaldes nu Norge –; men Gor ſkulde have alle Øer, der laa paa Bagbordſide, naar han ſejlede nordefter[2] langs Landet. Gors Sønner vare Søkongerne Beite, Heite, Meite og Geite; Beite ſejlede med ſin Ellide (Langſkib) ind i Throndhjemsfjorden og Beitſø (Beitſtadfjorden), og lod gjøre en Skibsſlæde under Elliden. Der var megen Sne og godt Slædeføre, derfor ſatte Beite ſig i Løftingen, lagde Styrer i Lag, lod Sejlene hejſe, og lod ſine Mænd drage Elliden nord over Ellida-Ejdet til Naumdal, tilegnende ſig alt Landet paa Bagbordſide“. – Der fortælles endvidere om Gors og Nors Efterkommere, hvilke ſidſte ſtammede fra hans tre Sønner Thrond, Gard Agde og Raum; Thrond fik Throndhjem, der opkaldtes efter hans Navn, Gard Agde var Fader til Hord, der fik Hordeland, Rugalf, der fik Rogaland, Thrym, der fik Agder, o. fl.; Raum fik Alfheimene og „ſaa vidt i Rige“, ſom de der udſpringende Elve, nemlig Logen, Vormen, Raumelv (Glommen), Rauma og Gøt-Elven falder, ſaaledes ogſaa Raumsdal m. m. Naums Deſcendenter opregnes derpaa, ej alene over alle Oplandene, men ogſaa gjennem Halfdan Gamle (hvorom mere ſiden) over hele Norden og andre Lande. De fleſte Slægtregiſtre føres ned til Harald Haarfagre, Norges Konge.

Den anden Bearbejdelſe, der viſer Orknø-Jarlernes Herkomſt, lyder i det Væſentlige ſaaledes:

„Fornjot hed engang en Konge, der raadede over Jotland, ſom nu kaldes Finland og Kvænland, der ligger øſtenfor den Havbugt, ſom gaar ind mod Gandvik (det hvide Hav), og ſom vi kalde Helſingjabotn (Botnhavet). Fornjot havde 3 Sønner, Hleer, ſom vi kalde Øger, Loge og Kaare; Kaare var Fader til Froſte, Froſte til Snæ hin gamle, denne til Thorre, der havde to Sønner, Nor og Gor, og en Datter ved Navn Goe. Thorre var en ſtor Blotmand, ſom hvert Aar ved Midvinter holdt et Blot, der kaldtes Thorreblot, og hvoraf Maaneden fik Navn. En Vinter ved Thorreblot hændte det ſig at Goe blev borte. Man ledte forgjeves efter hende, og da en Maaned var hengaaen, lod Thorre anſtille et Blot for at man kunde erfare, hvor Goe var bleven af, men heller ikke deraf blev man klogere. Tre Vintre derefter aflagde Brødrene det højtidelige Løfte, at de ſkulde lede efter hende, og aftalte at Nor ſkulde lede til Lands, men Gor drage til Skibs og lede langs Øer og Udſkær. Begge Brødre havde mange Folk med ſig. Gor ſejlede med ſine Skibe ud langs Havbugten, gjennem Aalandshavet, ledte langs Sviaſkærene og Øerne i Øſterſøen, derpaa langs Gauteſkærene, Danmark og de danſke Øer, hvor han fandt ſine Frænder, der nedſtammede fra Hleer hin gamle paa Hleesø; han fortſatte Rejſen uden endnu at høre noget til ſin Syſter. Nor biede indtil der faldt Snee og blev godt Skidføre, da drog han fra Kvænland indenfor Havbugten og kom til det Land, hvor Lapperne boede, bagenfor Finmarken. Lapperne vilde hindre ham fra at drage gjennem deres Land, men da Nor og hans Mænd iſtemte Hærraab og ſvingede Vaabnene, bleve Lapperne forfærdede og løb ſin Vej. Nor fortſatte Rejſen veſter til Kjølene og var længe ude, ſaa at de ej ſaa noget til Folk, men ſkød Dyr og Fugle til ſin Underholdning. Endelig kom de didhen, hvor Vandene løb mod Veſten; de fulgte Vandenes Løb og kom til Søen. Der var en ſtor Fjord, ret ſom en Havs-Botn, hvis Bredder vare ſterkt bebyggede og til hvilken ſtore Dale gik ned. Indbyggerne ſamlede ſig ſammen og begyndte Strid med Nor, men han ſejrede ſom ſædvanligt, ſaa at alle hans Modſtandere faldt eller flygtede; Nor og hans Mænd underlagde ſig hele Egnen, drog rundt om Fjorden, underkaſtede ſig Landet, og blev Konge over de Hereder, der laa indenfor Fjorden. Denne Fjord blev ſiden kaldet Throndhjem. Nor opholdt ſig der om Sommeren indtil det begyndte at ſnee paa Højderne, da ſtevnede han opad den Dal, ſom gik ſydefter fra Fjorden. Nogle af ſine Mænd lod han drage nærmere Søen over Mørerne; ſelv drog han ſønder over Fjeldet, der var ſøndenfor Dalsbunden, og fremdeles ſønder langs Dalene indtil han kom til Mjøſen, underkaſtende ſig Landet hvor han kom. Da vendte han ſig veſter over Fjeldet fordi han hørte at hans Mænd havde lidt et Nederlag af en Konge ved Navn Sokne; han drog igjennem et Hered, ſom de kaldte Valdres, og derfra til Søen, til den lange og ſmale Fjord, ſom nu heder Sogn: der mødte han Sokne, ſom han fældede efter et heftigt Slag. Derfra gik Nor til den Fjord, der gaar ud fra Sogn mod Nord, og hvor Sokne havde herſket, det Sted heder nu Soknedal. Der opholdt Nor ſig længe, hvorfor Fjorden har faaet Navnet Norefjord. Her mødte hans Broder Gor ham; ingen af dem havde hørt noget til Goe. Gor havde underkaſtet ſig alt det ydre Land paa ſin Sejlads ſøndenfra. Brødrene ſkiftede Landet mellem ſig, ſaa at Nor ſkulde have Faſtlandet, Gor alle de Øer mellem hvilke paa den ene, og Faſtlandet paa den anden Side han kunde fare med rorfaſt Skib. Derpaa gik Nor til Oplandene og kom til den Egn, ſom nu heder Hedemarken. Der herſkede en Konge ved Navn Rolf af Berg, Søn af Svade Jotun fra Dovre. Det var Rolf, ſom havde taget Goe bort fra Kvænland; han gik ſtrax at møde Nor og udæſkede ham til Enekamp. De ſloges længe, uden at nogen af dem blev ſaaret, derpaa ſorligtes de, Nor fik Rolfs Syſter, og Rolf fik Goe. Nor vendte derpaa tilbage nordefter til det Rige, han havde underkaſtet ſig; det kaldte han Norveg, og raadede derover ſaa længe han levede. Hans Sønner raadede derover efter ham, de deelte Riget mellem ſig, og ſaaledes begyndte Rigerne at formindſkes og deles i Fylker, efterſom Kongernes Antal forøgedes“. – Der fortælles nu kortelig om Gors Sønner, om Beite’s Fart til Skibs over Naumdals-Ejdet, og hvorledes Gors Søn Heite var Stamfader til Ragnvald Mørejarl, fra hvilken Orknø-Jarlerne ſtammede.

Man iagttager let, hvorledes de to Bearbejdelſer ikke ganſke ſtemme med hinanden. Den førſte ſætter Jakul, den anden Froſte, ſom Kaares Søn; den førſte ſynes at lade Gor tage Vejen om det døde Hav (Iishavet), den anden lader ham drage ſøndenom Skaane; den førſte er i ſig ſelv kortere, men udfører Slægtrækkerne fra Nor vidtløftigt, medens den anden, i ſig ſelv omſtændeligere, ikke udfører nogen anden Slægtrække end Ragnvald Jarls, i hvilken vi dog træffe Halfdan Gamle ſom Søn af Sveide Søkonge, Heites Søn, medens Halfdan Gamle i den førſte er Rings, Nors Sønneſøns, Søn.

Det viſer ſig imidlertid ſnart, at man ej kan tillægge den Deel af disſe Beretninger, ſom her maatte være Hovedſagen, ſynderligt Værd. Slægtrækkernes ſidſte Led bære viſtnok i det Hele taget Paalidelighedens Præg, og indeholde meget, hvoraf ogſaa vi i det Følgende komme til at gjøre Brug; men deres øverſte Led, der juſt her ſkulde være oplyſende, bære derimod altfor tydeligt Præget af at være indrettede deels efter Landſkabebernes Navne, deels efter naturphiloſophiſke og kalendariſke Myther. Navne ſom Thrond, Agde, Raum, og mange andre, af hvilke Throndhjem, Agder, Raumsdal og andre Landſkaber ſkulle have faaet Navn, kunne naturligviis lige ſaa lidt ſom „Nor“ ſelv betegne beſtemte Perſonligheder, men aabenbare ſig ſtrax ſom Reſultater af ſenere Forſøg paa at forklare Landſkabsnavnene ſaaledes ſom man i Middelalderen helſt plejede, og ſaaledes ſom Folketroen og Folkeſagnet til alle Tider og alle Lande pleje at forklare dem, nemlig ved at forudſætte Tilværelſen af en eller anden Høvding eller Konge, der allerførſt herſkede over Landet og gav det ſit Navn[3]. Men paa denne Maade opſtaa Landſkabsnavne ſjelden eller aldrig. Norges Navn er ſelv det bedſte Exempel. Da man hos udenlandſke Skribenter finder det ſkrevet Northvegia, og Indbyggerne ſelv kalde ſig Nordmænd, er det tydeligt at „Nor“, den førſte Stavelſe, kun er en Forkortning af Norðr (Nord) og at der ſaaledes ej alene ikke har været nogen Mand af Navnet „Nor“, men at hans Tilværelſe endog ej kan have været opdigtet førend det var blevet almindeligt at forkorte norðr til „nor“[4]. Den foregivne Nors hele Slægt er kun Perſonifikationer af de Naturphænomener og kalendariſke Benævnelſer, der tilhøre Vinteren, forbundne med Navnene paa nogle Elementar-Guddomme. Thorre er ſaaledes det ældgamle norſke Navn paa Vintermaaneden fra omtrent midt i Januar til midt i Februar, og det er ſaa langt fra at have nogen kvænſk Oprindelſe, at det endog bruges ſom et ſædvanligt Begrebs-Udtryk i Betydningen „Reſt“, „Forraad“, „Masſe“, og ligeſrem viſer ſig at være udledet af Ordet þverra d. e. „at være tilbage, være levnet“; Goe er Navnet paa Maaneden fra midt i Februar til midt i Marts[5], og Gor-Maaned kaldtes Maaneden fra midt i October til midt i November[6]. Navnene paa Thorres ſaakaldte Syſtre betegne alle Snee eller Snefog[7]; Snæ (Snee), Jakul (Iistap), Froſte (Froſt), ledſage ligeledes Vintren; Kaare (Froſtvind), Loge (Lue) og Hleer antydes i Beretningen ſelv ſom Elementarguddomme eller Perſonifikationer af de tre Elementer, og Stamfaderen, Fornjot, er det fjerde, nemlig Jorden, da det er tydeligt nok at ſee, at han er den ſamme, ſom den i vor ældre Gudelære forekommende Ur-Jotun Ymer, af hvis Krop Jorden blev ſkabt[8]. Der ligger desuden en Selvmodſigelſe deri at Nor ſkulde have bebygget Norge og givet det ſit Navn, og at han allerede ved ſin Ankomſt forefinder Landet bebygget af Folk med norſke Navne; ej at tale om andre Selvmodſigelſer i de opſtillede Slægtrækker[9]. Der mangler heller ikke paa Kjendemerker i andre Skrifter, hvoraf det viſer ſig, at Sammenſtøbningen af disſe Slægtrækker og Opſtillinger af Nor og Gor tilhøre en forholdsviis ſildig Tidsalder. Det er nemlig allerede i og for ſig en vigtig Omſtændighed, at Nor og Gor ſlet ikke nævnes i ret gamle Skrifter. Dertil kommer, at den bekjendte Landnáma, ſom omhandler Islands Bebyggelſe af Nordmændene og de islandſke Høvdingeætters Nedſtammelſe fra de førſte Nybyggere, – et Skrift, vi i det Følgende ville komme til at benytte ved mange Lejligheder – i ſin ældſte Bearbejdelſe, der efter al Sandſynlighed er at tilſkrive den paalidelige Are Frode i Begyndelſen af det 12te Aarhundrede[10], opregner Nybyggeren Bødvar hvites Æt fra Stamfaderen Kong Rolf i Berg uden noget videre Tillæg til dennes Navn, medens en yngre Bearbejdelſe af ſamme Skrift, omtrent fra anden Halvdeel af 13de Aarhundrede, ved at komme til Rolf i Berg, tilføjer, at han var Søn af Svaſe (Svade) fra Dovre og gift med Goe, efter hvilken Maaneden er opkaldt; og en endnu yngre, fra Begyndelſen af 14de Aarhundrede, fremdeles tilføjer at Goe var en Syſter af Gor og Nor, efter hvilken Norge bar faaet Navn. Det er her tydeligt at ſee, at Tillæggene i den anden og tredie Bearbejdelſe tyde hen paa Hovedpunkterne i de ovenanførte Fortællinger om Nor og Gor, men at Forfatteren af den ældſte Bearbejdelſe enten ikke har kjendt disſe Fortællinger, eller ikke tillagt dem noget Værd. Men da man dog tillige veed, at Are Frode fik mange af ſine Efterretninger fra en Mand, der ſelv nedſtammede i lige Linje fra hin Bødvar hvite[11], og ſom ſaaledes var nærmeſt til at kjende ſine Forfædre og deres Slægt, ſaa vidner hiin Taushed, hvad Nor, Gor og Goe angaar, om at der paa Ares Tid endnu ikke har været noget ſaadant Sagn til. Dette Sagn, hvis det overhoved kan kaldes et Sagn, og ikke ſnarere en kunſtigt ſammenſat Hypotheſe, kan følgelig ikke være ældre end Midten af det 12te Aarhundrede, efter hvilken Tid ogſaa, ſom vi i det Følgende ville komme til at erfare, de fleſte af disſe Hypotheſer bleve opgjorte. Hypotheſen har iſær været uheldig i at udlede Norges Navn og Norges Bebyggelſe fra kvænſke Høvdinger. Thi endog disſes Navne ere, ſom vi have ſeet, egte norſke. Men Fornjot, ſom Jotun, maatte have ſit egentlige Hjem i Jotunheim, og Jotunheim havde man netop i det 12te Aarhundrede, da man begyndte at give de gamle Myther en ethnographiſk Forklaring, lagt i Egnene omkring det hvide Hav, i hvis Nærhed følgelig ogſaa hans Deſcendenter, Nors Forfædre, maatte høre hjemme[12].

Men er end Beretningen ſaaledes ganſke upaalidelig i det Hele taget, og kun at anſee ſom en uheldig Hypotheſe, ſaa indeholder den dog umiskjendeligt visſe Enkeltheder, der neppe kunne være grebne ganſke af Luften, men maa betragtes ſom virkelige Erindringer, vedligeholdte i Sagnet fra de ældſte Tider. Som en ſaadan Erindring maa man upaatvivleligen førſt og fremſt anſee den ſaa beſtemt udtalte Foreſtilling om at Nordmændene (hvilke Nor ſaaatſige repræſenterer) ere komne øſtenfra til den nordlige Deel af Norge, og at det kun var denne, ſom fra førſt af hed Norvegr. Thi om man end ſatte deres tidligere Hjem i det ſaakaldte Jotunheim, ſaa vilde det dog have været en let Sag for Hypotheſens Sammenſætter at kunne have ladet dem drage Gors Vej ſøndenom Halvøen, hvis der ikke herſkede en beſtemt, hos Folket udbredt Tradition, der forbød ham det. Dertil kommer hiin Fortælling om Nors Kamp med de fire Konger ſtrax veſtenfor Kjølene, maaſkee endog Fortællingen om Striden med Lapperne; thi er Navnet „Lapper“ end ikke ældre end det 12te Aarhundrede, ſaa er det dog ikke nødvendigt at antage dette Navn uadſkilleligt forbundet med Sagnet ſelv; det kan have været tilføjet af den ſenere Bearbejder. Endelig er det tydeligt at ſee, at endog de paalideligere Dele af Slægtregiſtrene i det Hele taget antyde en Udbredelſe af Slægterne i Retningen fra Nord mod Syd. Dette gjælder i Særdeleshed den Æt, om man kunde kalde den njardøſke, hvilken ſkildres, ſom om den havde udbredt ſig langs Landets nordveſtlige Kyſter lige fra Nordland til Fjordene[13].

Naar vi med Forholdene i det Throndhjemſke, der ifølge Sagnet om Nor ſkulde være den tidligſt bebyggede Deel af Norge, ſammenligne de ældſte Forholde i det egentlige Sverige, vinder hiint Sagn ogſaa ſtor Bekræftelſe. Vi finde Sviarne fra førſt af boſatte i ſmaa Landſkaber, kaldte Folklande[14], ved Mælarens frugtbare Kyſter i det nu ſaakaldte Uppland, hvorfra de udbredte ſig i Veſt til Veſtmanland, i Syd til Sødermanland; førſt efterhaanden opryddedes de indre, veſtligere Egne, Nærike og Dalarne; mod Syd og Sydveſt ſtandſede man ved de ſtore Skove Kolmorden og Tiveden, der end ikke nu ere ganſke opryddede. Vermelands Oprydning fandt, ifølge et rimeligt Sagn[15], Sted fra Svialand eller maaſkee ſnarere fra Gautland af, og forholdsviis ſilde; og om Uvejſomheden af Dalarne endnu i Slutningen af det 12te Aarhundrede indeholde vore egne Oldſkrifter tilſtrækkelige Oplysninger[16]. Om Sviafolkets Udbredelſe i forſkjellige Retninger fra Uppland af ſom dets ældſte Sæde, kan der altſaa ikke være nogen Tvivl. Men i det Throndhjemſke finde vi omtrent ſamme Indretning i Hovedſagen. En heel Deel ſmaa Folklande eller Fylker[17], indbyrdes udgjørende een ſtørre Heelhed, laa, ſterkt befolkede, omkring de indre Kyſter af en dyb Fjord, og man bar endog Spor af, at disſe eller nærliggende Egne, ligeſom Mælar-Egnene, i de ældſte Tider ſlet og ret kaldtes Mannheim eller Menneſkernes Hjem[18]. Om Strækningen mellem det Throndhjemſke og Mælar-Egnene vide vi, at den endog meget ſildigt blev opryddet, thi Jemtelands og Herjedalens Opdyrkelſe falder, ſom bekjendt, ikke tidligere end det 8de Aarhundrede, og endnu er Jemteland og Herjedalen kun at anſee ſom Oaſer i de ſtore Skov-Ørkener; før hiin Tid ſtrakte altſaa Skov-Ørkenen ſig uafbrudt fra Grændſefjeldene til de opdyrkede Egne ved Mælaren. Mellem Throndhjems ſydligſte Dale og det nuværende Øſterdalen er Fjeldet ikke ſynderligt højt, men Skoven deſto tættere; man finder imidlertid ej alene i den nuværende Gauldal og paa den øſtre Side af Fjeldet, i Herjedalen, men ogſaa i de øvre Dalfører omkring Glommen, altſaa af Øſterdalen, Stedsnavne ſaa charakteriſtiſke for Trondhjem og den throndhjemſke Talebrug, at man ikke et Øjeblik kan nære Tvivl om at den oprindelige throndhjemſke Befolkning har udbredt ſig opad mod Øſt og Syd, men er ſtandſet omtrent halvvejs i Øſterdalen, der endnu langt nede i Middelalderen var meget tyndt befolket og opfyldt af Skove, ſom gjorde Gjennemrejſen for enkelt Mand, end ſige for et heelt Folk, beſværlig[19]. Fra det Throndhjemſke har ſaaledes Oprydningen og Befolkningens Udbredelſe fundet Sted paa en med den i det egentlige Sverige analog Maade, men i modſat Retning, og de førſte Thrønder kunne ikke være komne fra Sverige eller fra Syden af. De ere altſaa komne nordenfra, rimeligviis til Søs ind af Fjorden.

Vi have ovenfor omtalt den njardøſke Æt, der ifølge „Fundinn Noregr“ ſynes at have udbredt ſig fra Nordland lige ned til Fjordene. Hvis man heri tør ſee en Antydning af, hvorledes een ſæregen Afdeling eller flere med hinanden nærmere forenede Hobe have udbredt ſig langs Kyſten, kunde man ſlutte, at denne er bleven befolket, om ej til en anden Tid, ſaa dog af en egen Underafdeling af den, der befolkede de 8 Fylker i Throndhjem. Nu er det merkeligt nok, at man i Stedsnavne og andre Benævnelſer, hentede fra lokale Omſtændigheder, ſporer en umiskjendelig indbyrdes Overeensſtemmelſe langs den hele Kyſt fra det øverſte af Nordland til Begyndelſen af Raumsdalen eller hvor Nordmøre ſlipper; den taber ſig lidt, hvor man enten kommer til det egentlige Throndhjemſke, det vil ſige de forhenværende 8 Fylker om det Indre af Fjorden, og aldeles, hvor man kommer til Raumsdalen[20]. Herved beſtyrkes ſaaledes det nærmere Slægtſkab idetmindſte mellem Beboerne af Kyſt-Diſtrikterne fra Nordmøre til Finmarkens Grændſe, eller rettere: Beboerne af Nordland, Naumdal og Nordmøre (Foſens Fogderi, ſom forhen hørte dertil, ogſaa heri iberegnet), viſe ſig at høre til een ſæregen Afdeling. Der mangle heller ikke endnu udtrykkeligere Udſagn, der bekræfte denne Mening. Det er bekjendt, at den mægtige og berømte Jarle-Æt, ſom fra Harald Haarfagres Tid fik Beſiddelſer i det Throndhjemſke og ſiden kaldtes Lade-Jarlerne, ikke oprindelig hørte hjemme her, men derimod nedſtammede fra Konger paa Haalogaland (Nordland) og i Naumdalen. Digteren Eivind Skaldeſpilder, der mod Slutningen af det 10de Aarhundrede beſang Haakon Jarls Æt og opregnede hans Forfædre, udleder hans Herkomſt fra Odins Søn Søming, og nævner blandt Ættens Medlemmer flere, om hvem vi andetſtedsfra vide, at de deels vare Konger paa Amd eller Ømd (Egnen omkring Throndenæs) i Haalogaland, deels Konger eller Jarler i Naumdalen[21]. Vi finde tillige disſe haalogalandſke Konger omtalte til en Tid, da endnu ingen anden Fyrſte i det ſydligere Norge forekommer; en Omſtændighed, ſom umiskjendelig hentyder paa at Haalogaland var befolket og dannede et Rige tidligere end nogen anden Egn i Norge[22]. Hertil kommer ogſaa Haalogalands merkelige Navn: d. e. „det hellige Land“; et Navn, ſom alene Folkets ældſte og ærværdigfte Sæde kunde faa[23]. Altſaa kunne vi med nogenlunde Sikkerhed antage, at en ſæregen Afdeling af Thrønder temmelig tidligt, maaſkee endog allertidligſt af alle, har boſat ſig nordligſt paa Haalogaland, og derfra udbredt ſig ſydefter til Naumdalen og forbi dennes korte Kyſt-Strækning (der tillige meſtendeels optages af Foldens og Namſens vide Fjordgab), over den lange Kyſt, ſom havde ſin naturlige Grændſe mod Øſten i Fjeldſtrækningerne, hvilke fra Naumdalsejdet ſtrække ſig omkring Throndhjemsfjorden ned til Stads-Bygden, og ſom ſøndenfor Fjorden ſkille mellem Orkedalen med Rennebo paa den ene, Surndalen og Sundalen med Opdal paa den anden Side. Hvis man kunde antage, at der virkelig laa en hiſtoriſk Sandhed til Grund for Sagnet om Beites Sejlads til Lands over Naumdals-Ejdet, og at det ikke ligefrem er blevet opfundet til Forklaring af Stedsnavne[24], ſaa maatte denne Sandhed være den, at den ved Naumdals-Ejdet begrændſede Halvø ſkulde tilhøre den Afdeling af Thrønder, der befolkede Kyſten, ej den, der boſatte ſig om Throndhjemsfjorden. Men at antage, at hiin Afdeling ſkulde have udbredt ſig ſaa langt mod Syd, ſom forbi Stadt – hvad de ovenomtalte Beretninger om den njardøſke Æt ſynes at antyde – gaar dog neppe an. Saavel Stedsnavne, ſom andre Omſtændigheder, der i det Følgende ville blive indlyſende, gjøre dette umuligt. Længer end til Raumsdalens Begyndelſe kan hiin Folke-Afdeling ej have ſtrakt ſig.

Søndenfor det Throndhjemſke danner det høje og brede Dovrefjeld en naturlig Skranke, ſom idetmindſte for det førſte maatte ſtandſe de nordenfra kommende Nybyggeres Fremtrængen, og ſom, efter hvad der er viiſt, virkelig ſtandſede Fjordboerne fra Throndhjem, hvilke derimod arbejdede ſig ned i de øvre Dele af det nuværende Øſterdalen, hvor Glommens Dalføre nordenfor Røros næſten løber i Eet med Gaulelvens, og hvor en forholdsmæsſig ubetydelig Højdeſtrækning ſkiller det fra Orka-Elvens ved Kvikne. Men ſydligere end disſe nordre Dele af Glommens Dalføre finde vi ingen Spor af den throndhjemſke Sprog-Indvirkning. Glommens Dal ophører ogſaa her paa en lang Strækning at være Hoved-Dalen; den er kun ſparſomt bebygget og har udſeendet af at være temmelig ſildigt opryddet, medens derimod Hovedbygden ſtrækker ſig langs Reen-Elven, og førſt ved Aamot, hvor Reen-Elven falder i Glommen, ſaaatſige kommer tilbage til denne. Men i Aamot og længer Syd, i Ælverum, ere hine Spor af den throndhjemſke Paavirkning ganſke borte, og alt tyder her hen paa det nærmeſte Slægtſkab mellem Øſterdalens ſydligſte Deel og det nedenfor liggende Raumarike og


Tale ſædvanlig Form Helgaland. Ogſaa af Haalogalands Navn har Sagnet fremmanet en Kong Haaloge eller Hølge; men Formen Hœlgi er igjen kun en orthographiſk Forſkjellighed fra Helgi ɔ: den Hellige. Hedemarken, fra hvilken det kun adſkiltes ved en lav, neppe nogenſinde meget ſterkt ſkovbegroet Sandſtrækning. Da man nu tillige finder, at den nordlige Deel af Øſterdalen lige til Reformationen i gejſtlig Henſeende hørte under Throndhjems Stift, medens den ſydlige laa under Hamar[25], og at Øſterdalen tillige i verdslig Henſeende deeltes i to Hoveddele, Øſterdalen nordenfor og Øſterdalen ſøndenfor Aamot[26], ſaa kan man med nogenlunde Sikkerhed ſlutte, at Øſterdalen virkelig er bleven bebygget fra to Kanter, nordenfra og ſøndenfra, og at Skovſtrækningerne mellem Tønſet i Nord og nedre Reendalen i Syd længe adſkilte de to Befolkningsſtrømme og vare de ſidſte ſom opryddedes, hvis der overhoved kan være Tale om Oprydning i disſe Egne, hvor Skoven endnu optager ſaa megen Plads.

Underſøge vi nu, hvorfra Hedemarken og overhoved Egnene omkring Mjøſen have faaet ſine Beboere, da bliver den Omſtændighed højſt paafaldende, at medens Raumsdalen ved Lesjeſkogens Vand ſtaar i umiddelbar Forbindelſe med Logens til Mjøſen nedgaaende Dalføre, og dette igjen med Raumarike, der omgiver Vormen og Glommen ſøndenfor Øſterdalen, hentyder tillige det fælles „Raum“ i Raumsdalens og Raumarikes Navn paa at det er een Folke-Afdeling, eller de ſaakaldte Raumer, der har befolket dem begge. Og de ſamme Raumer have ſaaledes vel ogſaa opdyrket Hedemarken, Thoten, med de derfra opgaaende Sidedale, og overhoved hele den ſøndre, aabne Deel af det ſaakaldte Øſtland, Egnene om Chriſtianiafjorden, Ringerike, Hadeland, m. m., forſaavidt disſe Landſkaber ikke allerede havde faaet ſin Befolkning fra Gautland af. „Fundinn Noregr“ indeholder ogſaa merkelige Antydninger til, at Foreſtillingen om de nysnævnte Egnes Befolkning paa den nu angivne Viis virkelig maa have været herſkende i Oldtiden. „Raum, Nors Søn“, heder det, „ejede Alfheime (d. e. Elve-Hjemmene, Elv-Egnene) og Beſiddelſer ſaa vide ſom de derfra udſpringende Elve gaa“; derfra løber nemlig Logen til Mjøſen og fra denne igjen Wormen til Raum-Elven (Glommen) og denne igjen til Søen; fra Vormen løber Rauma ned gjennem Raumsdal, fra Vormen ligeledes Øſtre-Elven gjennem Øſterdalene, og derfra igjen Gaut-Elven til Væneren og ſiden til Søen. „Raum“, heder det videre, „havde tre Sønner med Bergdis, Datter af Thrym, Vormens Jotun, og deelte ſine Lande mellem dem, ſaaledes at Bjørn fik Raumsdal, Brand Gudbrandsdalen, og Alf Øſterdalen, hele Strækningen nordenfor Væneren (Vermeland) og fra Gautelven til Raum-Elven, hvilket alt da kaldtes Alfheime[27]. Andre Sønner af Raum fik ſiden Hadeland, Haddingjadal, Ringerike“. Her ſee vi viſtnok, at den gamle Sagnfortæller har været noget i Vilderede, iſær med Henſyn til Maaden, hvorpaa Rauma ſtaar i Forbindelſe med Logens Vasdrag, da den nemlig ej hænger umiddelbart ſammen med Vormen, men kun med Logen; vi ſee ligeledes at han har ſøgt at ſætte Vormen (Verma eller Varma) i Forbindelſe med Vermelands Navn og følgelig med Tryſil- eller Klar-Elven, ſom han kalder Øſtre-Elven. Men i Hovedſagen har han dog paa en Maade Ret, forſaavidt ſom alle de her nævnte Elve og Dalfører unegteligt ſtaa i Forbindelſe med hverandre[28] og ved at kalde alle disſe Dalfører tilſammen Alfheim i videre Forſtand, medens der fremmanes en Konge Alf ſom den førſte Konge i det egentlige Alfheime eller disſe Elvediſtrikters ſydøſtlige Deel, antyder han aabenbart ej alene et Slægtſkab mellem alle disſe Elvediſtrikters Beboere, men lader endog ane, at de have deelt ſig i to Hovedafdelinger, Raumer i den veſtligere Deel, fra Raumsdalen til Glommen, og Alfer ɔ: Elvboere, i den øſtligere Deel, fra Glommen til Gaut-Elven. Denne Benævnelſe „Alfer“ findes ogſaa paa et andet Sted udtrykkeligt anvendt om Beboerne af Landene mellem Glommen eller Raum-Elven[29], og vi gjenkjende den tillige i den ældre Form af det nuværende Ælverum, Øſterdalens ſydligſte Bygd, nemlig Álfrheimr, en Benævnelſe der i og for ſig tillige indeholder en Beſtyrkelſe paa hvad der ovenfor yttredes, at det ſydligſte Øſterdalens Befolkning er kommen ſøndenfra, nemlig fra Hedemarken og Raumarike, eller at den idetmindſte er nærmere beſlægtet med Hedemarkens, Raumarikes og de ſøndenfor liggende Egnes Beboere, end med Beboerne af det Throndhjemſke og nordre Øſterdalen. Men finde vi ſaaledes virkelig Alfer ɔ: Elv-Boere, øſtenfor Glommen og ſydefter til Gaut-Elven, ſaa kan der ej længer være nogen Tvivl om, at de ere det ſelvſamme Folk, ſom Plinius, efter hvad vi allerede (S. 17) have ſeet, kalder Hillevier, Tacitus Helveker, Ptolemæos Ælvæer. Merkeligt er Plinius’s Tillæg, at de kaldte ſig ſelv „en anden Verden“. Dette Udtryk kan neppe betegne andet, end at de, ſom oprindeligt kommende nordenfra Raumsdals-Egnene, vare ſig bevidſte at tilhøre en anden Hovedafdeling af det germaniſke Folk, end de ſydøſtenfra komne Gauter. Og det ſtemmer merkeligt nok med en Yttring af den i det 11te Aarhundrede levende tydſke Hiſtorieſkriver Adam af Bremen, at der for dem, der kommer fra Danmarks Øer, „aabner ſig en anden Verden“ i de to ſtore nordiſke Riger Sverige (Sveonia) og Norge (Nordmannia)[30]. Raumerne, ja endog Landſkabet Raumarike, nævner Jornandes udtrykkeligt, idet han blandt Skandjas Beboere omtaler Raumariciæ, og deres Navn forekommer, ſom det ſynes, allerede i Digtet om Beowulf, og det ſaaledes, at de ſynes at have boet lige ned til Kyſten, hvilket ogſaa beſtyrkes deraf, at Glommen i ældre Tider ved Siden af ſit egentlige Navn kaldtes Raumelven lige til ſit Udløb[31]. Sammenholde vi ellers Raumernes med Alfernes Navn, ſaa ſee vi, at hiint er ſelvſtændigt, eller uafhængigt af Lokalforholdene, medens dette hidrører fra Egne, hvor Alferne boede, og ſaaledes førſt er antaget efterat de havde fæſtet Bolig her. Alferne ere aa den Maade neppe andet end Raumer, der, efterat have nedſat ſig mellem begge Hovedelve, antoge Navn eller bleve benævnte efter dette deres nye Hjem[32].

Vi have ſaaledes med ſaamegen Sandſynlighed, ſom det efter Omſtændighederne kan forlanges, paaviiſt, hvorledes de indre Egne af det ſøndenfjeldſke Norge, nemlig Gudbrandsdalen, Hedemarken og Thoten, den ſydlige Deel af Øſterdalen, Raumarike, og Strækningen indtil Gaut-Elven, have faaet ſin Befolkning fra Raumsdalen af, langs Retningen af Rauma, Logen, Vormen og Glommen, hvorfra den da altſaa i de lavere Dele af de mod Nordveſt opgaaende Dalfører ſenere har udbredt ſig til forſkjellige Kanter, nemlig til Hadeland, Land, Ringerike og det ſaakaldte Veſtfold eller Egnene veſtenfor Chriſtianiafjorden Dog maatte deres Fremtrængen her i Kyſt-Egnene en Tidlang blive ſtandſet ved deres Sammenſtød med de gautſke, eller til den ingvinſke Kreds hørende Folk, der, efter hvad ovenfor er paaviiſt, ſynes at have beboet Kyſt-Randen rundt om det indre af Skagerraket, den ſenere ſaakaldte Viken, lige til forbi Skiensfjorden. Det bliver imidlertid vanſkeligt, om ej umuligt, at ſige med Beſtemthed, om Nordmændene førſt trængte frem lige ned til Kyſten, og ſiden igjen trængtes opad af Gauterne, eller omvendt, eller endelig, om begge Folkeſtrømme her ſamtidigt have mødt hinanden. Der gives dog Omſtændigheder, ſom i en væſentlig Grad tyde hen paa det førſte[33], ligeſom man ogſaa meget tydeligt kan ſkjønne, at der i en fjern Fortid virkelig maa have fundet Sammenſtød og Forvirring Sted i disſe Egne; men det er ogſaa alt; det udelukker ikke Muligheden af at der her har herſket en idelig Frem- og Tilbage-Rykken, efterſom ſnart den ene, ſnart den anden Nation havde Overhaand, indtil de omſider ſammenſmeltede og ordnede ſig i beſtemte Inddelinger[34]. At Vermeland, det vil ſige Egnene nordenfor Væneren, efter Sagnets Antydning ogſaa ſkulde være blevet heelt befolket ad den nordlige Vej, kunne vi dog vanſkeligt antage; i alle Fald maatte da ogſaa her et Sammenſtød mellem Gauter og Nordmænd have fundet Sted[35]. Derimod er det ej i ſig ſelv uſandſynligt, at der efter den førſte Beſættelſes Tid kan være kommet nye Folkeſtrømme fra Throndhjem over Dovre til Gudbrandsdalen, Hedemarken og de øvrige indre Egne, og her have blandet ſig med den ældre Befolkning af Raumer, hvilket enkelte Egenheder ved Dialekten virkelig kunde ſynes at antyde.

Det er en erkjendt Sag, at Beboerne af de øverſte Dalfører øſtenfor Fjeldet og ſøndenfor Gudbrandsdalen, eller af Valdres og Hallingdal (Haddingjadal), baade i Dialekt, Udſeende og Leveviis have langt mere tilfælles med deres Naboer hiinſides Fjeldet i Sogn og Hardanger, end med Beboerne af deres egne Dalførers nederſte Dele, i Land, Hadeland, Sigdal og Ringerike. Allerede heraf ledes man ind paa Foreſtillingen om, at hine Landſkaber have faaet deres Befolkning fra Veſten af over de her ſkovløſe og ikke ſaa ſærdeles brede Fjeldflader paa Fillefjeld, Hemſedalsfjeldet, Aurlandsfjeldet og Uſtedalshøjderne. Denne Foreſtilling vinder endmere i Styrke, naar vi erfare at Valdres og Hallingdal i de ældre Tider altid regnedes ſom Tilbehør til de veſtlige Fylker, og med dem hørte under Gulathingets Lovdiſtrikt[36]. I disſe Egne maa ſaaledes tvende Folkeſtrømninger, den umiddelbart fra Veſten kommende, og den anden, hvis Fremtrængen fra Raumsdal af vi nys omtalte, have mødt hinanden, og det Punkt, hvor dette Sammenſtød indtraf, kan endnu i et Par Dalfører med fuldkommen Beſtemthed paaviſes[37]. Heller ikke ere de her nævnte Dale, nemlig Dalene om Drams-Elvens Vasdrag, de eneſte, hvor en ſaadan Befolkning fra Veſten kan paaviſes. Ogſaa Thelemarken deler ſig med Henſyn til Mundarten i to Hoveddele, ſom man efter den ſenere Tids Talebrug kunde kalde den veſtfjeldſke og den øſtfjeldſke. Mundarten i den veſtfjeldſke Deel er ſaa forſkjellig fra den i den øſtfjeldſke, og ſaa overeensſtemmende med den, ſom tales i den veſtenfor liggende Setersdal,“ at man ikke et Øjeblik kan tvivle om, at den veſtfjeldſke Deel af Thelemarken har faaet ſin Befolkning ej fra Øſten, men fra Veſten. Et ældgammelt Sagn, opbevaret i den ſaakaldte Saga om Half og Halfsrekkerne, melder desuden udtrykkeligt, at mellem Rogaland (eg. „Rugernes Land“, ogſaa kaldet Rygjafylke, hvoraf det nuværende „Ryfylke“ er en Forkortning) ligger Joſurejd, et Sted ved den ſaakaldte Dalaa i Brunkeberg, omtrent paa Grændſen mellem det øſtfjeldſke og veſtfjeldſke Thelemarken[38]. Men da Rogerne, Rugerne eller Rugerne umiskjendeligt have haft deres egentlige Hjem og førſte Fodfæſte i Egnen omkring og paa Øerne i Buknfjorden, det vil ſige i det nuværende Ryfylke, er det aabenbart, at Setersdalens og det veſtfjeldſke Thelemarkens Beboere i Førſtningen kun var de yderſt mod Øſten fremſkudte Hobe af den ſtore rugiſke Æt. For den, der har ſeet, med hvilken Lethed Valdresboen, Hallingdølen og Thelebonden drager over Fjeldet til Sogn, Hardanger og Ryfylke, og omvendt, Sogns, Hardangers og Ryfylkes Indbyggere til Valdres, Hallingdal og Thelemarken; for ham bliver det dobbelt ſandſynligt, hvad vi her have fremſat; Man maa ogſaa formode, at den øverſte Deel af Numedalen mellem Hallingdal og Thelemarken har faaet ſin Befolkning paa ſamme Maade, medens dens nederſte Egne ſandſynligviis ere blevne befolkede ſøndenfra opad af den ſamme Æt, ſom beſatte den øſtre Deel af Thelemarken og det ſaakaldte Grønland eller Grenland omkring den betydelige Indſø Nonn-Sø (Norſø) ſtrax ovenfor Skiensfjorden.

Det er imidlertid ikke derfor nødvendigt at antage, at Thelemarken og Setersdalen regnedes ſom eet Landſkab tilligemed Rogaland; de behøve kun at have været regnede til Rogaland i vidtløftig Forſtand. Dette ſees deraf, at man ſenere hen finder Setersdalen tilligemed det hele ſaakaldte Robygdelag regnet med til Agder, eller Kyſtdiſtriktet mellem Rogaland og Viken – hvad ogſaa Dalenes Retning i ſig ſelv tilſiger. Men uagtet Agder, der omtrent indbefattede de nuværende Liſter- og Mandals- og Nedenæs-Amter, i den hiſtoriſk bekjendte Tid dannede et eget Fylke, finder man dog ogſaa her Spor efter Rogerne, idet Agders yderſte Grændſepunkt mod Viken ved Kyſten, det nuværende Grændſepunkt mellem Nedenæs Amt og Bratsberg Amt, i fordums Dage kaldtes Rygjarbit. Lægger man nu hertil, at Agder gjennem hele Middelalderen baade i verdslig og gejſtlig Henſeende hørte til det veſtlige Norge-, eller Gulathingets Diſtrikt, ſaa kan der ej længer være nogen Tvivl tilbage om at det har faaet ſin Befolkning fra Rogaland, ligeſom det veſtlige Thelemarken, og at hele Kyſten lige til Rygjarbit, ſaavelſom de indre Diſtrikter, i den ældſte Tid tilſammen kaldtes Rogernes eller Rugernes Land. Navnet „Agder“ ſynes nemlig oprindeligt kun at betegne „et Kyſtdiſtrikt“[39]; og ſaameget er under alle Omſtændigheder viſt, at Navnet paa dets Beboere „Egder“, ikke ligeſom „Ryger“ „Raumer“, og andre, er et af Beboelſesſtedets Navn uafhængigt Folkenavn, men ligefrem udledet deraf, hvorfor det ogſaa er nødvendigt at antage, at de forinden Boſættelſen havde et andet Navn[40]. Endog Navnet „Robygger“, efter hvilke Robygdelaget er opkaldt, ſynes at være en Forkortning af „Rog-bygger“ (rugiſke Bebyggere)[41], og ved at underſøge Stedsnavnene i den ſydøſtlige Deel af det gamle Egda-Fylke, der endnu er opfyldt med vældige Skovſtrækninger og i det Hele taget tyndt og adſpredt befolket, ſtøder man paa mange, der vidne om, at de Gaarde, ſom ſaaledes benævnes, oprindelig blot have været Setre[42], og at den hele Egn følgelig i lang Tid kun har været en næſten ubeboet Skovegn, der alene brugtes til Græsgang for Kvæget om Sommeren, og hvor blot enkelte Pletter langs Kyſten vare opryddede til ſtadig Bolig for Menneſker. Det ſamme ſynes i ſtørre Maaleſtok at have været Tilfældet med hele Agder. Rogerne have fra Ryfylke førſt ſat ſig i Beſiddelſe af den flade, ſkovløſe Kyſtſtrækning, ſom de kaldte Jadar (Jæderen)[43]; ſiden have de opdyrket enkelte venligere Punkter ved Kyſten længere mod Øſt, fornemmelig paa Liſterlandet og ved den nordenfor dette opgaaende Fjord, i det Dalføre, der kaldtes Hvin- eller Hvinesdalen[44], ved Lindesnæs og Spangerejd, og længer mod Øſt paa den ſmukke Ø Thruma (Thromø)[45] og i Nidelvens nærliggende Dalføre, hvilke Egne, efter enkelte Yttringer i vore Oldſkrifter at dømme, ſynes at være de, ſom førſt ere blevne befolkede paa Agder, og hvorfra ſiden de øvrige opdyrkede Dele af Landſkabet have faaet deres Beboere. Disſe adſpredt beboede Kyſtpletter kaldtes da rimeligviis Agder, ɔ: Kyſtdiſtrikterne – og Fleertals-Endelſen er her betegnende –, medens Indbyggerne, oprindeligt Roger, efterhaanden antoge Navn efter Landſkabet, hvor de boede.

Ligeſom Rogernes Navn i den ſydlige Deel af Gulathings-Diſtriktet er det eneſte ſelvftændige, ſaaledes er Hordernes i den nordlige Deel. Sognerne, eller Indbyggerne af Sogn, have faaet Navn efter Landſkabet[46]; Firderne eller Indbyggerne af Søndfjord og Nordfjord ligeſaa[47], Søndmørerne, efter Kyſtlandet Søndmøre Man ſkulde altſaa formode, at hele den veſtlige Deel af Landet fra Hordeland til Søndmøres Grændſe mod Raumsdalen er bleven befolket af Hørder, der førſt have nedſat ſig i Egnene omkring Gulen i Nordhordland, hvor det ældgamle Thingſted laa, og derpaa udbredt ſig til Søndhordland, Hardanger, Haddingjadal, Valdres, Søndfjord, Nordfjord og Søndmøre, maaſkee ogſaa til den veſtligſte og fra Hoveddalen afſondrede Deel af Gudbrandsdalen, de ſaakaldte Lóar (Lom), der baade ifølge Sagnet og efter deres Udſeende at dømme ſynes at tilhøre den veſtlige Stamme[48]. De Hovedſtammer, ſom befolkede det veſtlige Norge, maa ſaaledes have været Hørder og Roger, ligeſom Raumsdalen og Størſtedelen af Øſtlandet befolkedes af Raumer. Men Hørderne og Rogerne ſelv omtales allerede i ældgamle Sagn ſom nær forbundne, ofte adlydende een Fyrſte; dette tyder paa et nærmere Slægtſkab med dem, hvilket ogſaa deres ſenere Forbindelſe under eet-Hoved-Thing bekræfter[49]. Og dette Slægtſkab maa viſtnok have foreſvævet vore Forfædre, naar de i Sagnet om Nors Efterkommeres Fremtrængen lode de førſte Herſkere over Agder, Rogaland, Hørdaland, Sogn, Fjordene og Søndmøre være Sønner af Gard Agde, Nors Søn[50]. Viſtnok drage de ogſaa Nordmøres Konger ind i dette Slægtſkab, og henføre Kongerne over Valdres, Haddingjadal og Thelemarken til Raums Æt, men man kan heller ikke ved et ſaadant Sagn gjøre Fordring paa fuldkommen Nøjagtighed.

Det ſtaar nu kun tilbage, nærmere at betragte det egentlige Viken, Norges ſydøſtlige Deel, hvor vi ogſaa allerede have omtalt at der gives Spor af den gotiſke Kulturs Indflydelſe. Den har dog neppe ſtrakt ſig videre end langsmed Kyſten fra Gaut-Elvens Udløb til Glommen og videre hiinſides Chriſtiania-Fjorden til den fremſpringende Kyſtflade[51], hvor Rogerne (eller Egderne) mødte dem, nemlig til det forhen nævnte Rygjarbit. Ligeſom det nu allerede ovenfor er viiſt, hvorledes Raumerne engang, og det i den ſildigere Deel af den gotiſke Kulturperiode, naaede lige ned til Søen i Egnen ved Glommen og henimod Gaut-Elven, ſaaledes finde vi og at den ſydlige Fortſættelſe af Numedal, der nu tilhører Jarlsbergs og Laurviks Amt, og fordum Veftfolden (nemlig Laurdals og Hedrums Preſtegjelde), endnu i den ſidſte Deel af Middelalderen dannede en Skibrede under Navn af Numedals Skibrede[52]. Dette viſer, at hele Dalen omkring Logen engang maa have været kaldet Numedal, og at den ſaaledes ſandſynligviis har modtaget ſin Befolkning fra Veſten eller Nordveſten, men at en Indflydelfe, der ſønden- eller nedenfra har gjort ſig gjeldende, har indſkrænket den nordenfra kommende Befolkning til Dalens øvre Dele. Denne Indflydelſe kunde nu viſtnok tænkes udgaaen fra Raumer, der gjennem Hadeland og Ringerike kunde trænge ned til Veſtfold, men den Omſtændighed, at vi lige fra de ældſte Tider finde Veſtfolden, eller de frugtbare Egne veſtenfor Folden eller Chriſtianiafjorden[53], i den nærmeſte og inderligſte Forbindelſe med Kyſtlandene øſtenfor Fjorden, at vi ſtedſe finde den regnet til Viken, og hvad mere er, at man endog veſtenfor det egentlige Veſtfold, i det Landſkab der nu kaldes Nedre Thelemarken, fordum Grønland, har fundet en Mindeſteen med gotiſke Runer[54]: — alt dette gjør det nødvendigt at antage, at hiin Indflydelſe ej er udgaaen fra Nordmænd, men fra Gauter med gotiſk Kultur. Her ſtøde desuden ogſaa andre merkelige bekræftende Omſtændigheder ſammen. Vi have allerede tidligere haft Anledning til at omtale, hvorledes de germaniſke Folkefærd plejede at benævne deres Grændſediſtrikter „Mark“, og ville i det Følgende komme til at handle yderligere derom. Nu finde vi i den ældre Periode af Norges Hiſtorie den ſamme Kyſtſtrækning, der i ſin Tid beboedes af Raumer, kaldet Vingulmark[55]; noget længer mod Øſt, langs den Række af lange ſmale Søer, der deels gjennem Tiſtedals-Elven ſende deres Vand til Iddefjorden, deels gjennem Store-Lee til Væneren, kaldes Landſkabet endnu Marker, og ſtrax ovenfor Grønland, det veſtligſte Landſkab, hvor Spor af den gotiſke Kultur have været forefundne, begynder Thelemarken. I disſe Landſkabers Benævnelſer ſee vi ſaaledes umiskjendelige Tegn paa, at de i en fjern Oldtid have dannet Grændſen mellem tvende Befolkningsſtrømme, af hvilke den ene, Nordmændenes, kom fra nordveſt, den anden, Gauternes, fra ſydøſt. Vi kunne maaſkee gaa endnu et Skridt videre. I hele den oldgermaniſke Verden plejer man aldrig finde Benævnelſen „Rige“ (riki) brugt uden om erobrede, fra andre Beboere tagne, Beſiddelſer[56]. Nu træffer man kun i det ſydøſtlige Norge Landſkaber, der kaldes „Rige“, nemlig Raumarike, Ringarike og Ranrike. Disſe „Riger“ maatte ſaaledes antages at have været erobrede fra ældre Beſiddere, der neppe kunne have været andre en ſydøſtenfra indkomne Gauter, hvis yderſte Grændſe mod Norden bar været Hedemarken. Det er derfor ikke uden Betydning, at Sagnet lader Nor her allerede forefinde en boſat Konge, Rolf i Berg, hvis Kamp og Underkaſtelſe maaſkee betegner Gauternes Kamp med Nordmændene og Undertvingelſe ved dem. Efterhaanden have de vel maattet vige ligetil Havet, indtil de igjen formaaede at holde Stand nærmeſt Kyſten, og vedbleve at danne en egen Hovedafdeling af Nationen endog efterat de forøvrigt aldeles vare ſammenſmeltede til den ſamme nationale Eenhed ſom denne[57]. Men halvdunkle Erindringer om hiin fjerne uroligere Tid vækkes endnu ved det allerede ovenfor nævnte Skiringsſal, med Begravelſesſtedet Skæreid[58], Naboſkabet med Rogerne eller Rygerne ved Rygjarbit, Nærheden af den Vendelſke Sø (Kattegattet), og den Elv, der begrændſede „Scatenauge“; vi ledes hen paa Tanken om de til Syden udvandrede Skirer, Ruger, Viniler, Eruler, og kunne ikke andet end tænke os disſe Udvandringer i Forbindelſe med Raumernes Fremtrængen henimod Viken. Hermed ſtemmer det ogſaa godt, at vi allerede hos Jornandes i det 6te Aarhundrede finde hine „Riger“ omtalte[59], ligeſom man heller ikke nogenſteds i Norge ſporer en ſaadan Vaklen og Ubeſtemthed i Inddelingen, ſom i Viken, hvis veſtligſte Deel, det ſenere ſaakaldte Grønafylke, der indbefattede det nuværende Bratsbergs Amt med Numedal, ej ſynes at være bleven regnet ſom et eget Fylke førend hen idet 12te eller 13de Aarhundrede[60], medens tillige Forholdet mellem Vingulmark, Ranrike og Alfheime ikke ſynes at have været ganſke paa det rene, iſær da Benævnelſen Vingulmark ſenere gik ganſke af Brug, og afløſtes af „Borgeſysſel og Oslo-Sysſel“. Og charakteriſtiſk for en øſtenfra indkommende Befolkning hvis Hovedſæde ſtedſe var øſtenfor Fjorden, maa det anſees, at Kyſt-Egnene veſtenfor denne betegnedes med Navnene Veſtfold og Veſtmare, medens noget tilſvarende Auſtfold og Auſtmare ikke findes[61]. Hvad der laa øſtenfor Fjorden, behøvede ej paa denne Maade at betegnes.

Forſøge vi nu i Korthed at ſammenfatte Hovedreſultaterne af de ovenfor meddeelte Underſøgelſer om Maaden, paa hvilken Norge bebyggedes af Nordmændene, maa det blive ſaaledes: Fra Amd i Haalogaland, hvor den førſte Bebyggelſe ſkede, udbredte enkelte Afdelinger ſig til Naumdalen og Nordmøre, medens Thrønderne boſatte ſig omkring Throndhjemsfjorden i 8 Fylker. Hvad Fællesnavn hine førſte Bebyggere af Haalogaland førte, lader ſig neppe opdage, med mindre man kunde antage, at Benævnelſen „Thrønder“ i ſin Tid har været fælles for dem alle[62]. Fra Raumsdalen udbredte Raumer ſig opad til Gudbrandsdalen og videre langs Logen til Hedemarken og Raumarike, derfra til det ſydlige Øſterdalen, det nordlige Vermeland, de egentlige ſaakaldte Alfheime, og veſtover til Hadeland, Ringerike, Modheim, Sigdal, overhoved til de nedre Dele af de Dalfører, hvis øvre Dele udgjøre Valdres og Hallingdal. Fra Nordhordland udbredte Hørder ſig til Søndhordland, Søndfjord, Nordfjord, Søndmøre, Lom, Valdres, Hallingdal, maaſkee ogſaa til Numedal. Fra Egnen om Buknfjorden udbredte Roger eller Ryger ſig til Jæderen, Agder, Setersdalen og Thelemarken. Alle disſe Folkeafdelinger kom nordenfra, langs Kyſten. Men ſydøſtenfra kom gautſke Vikverjer og beſatte Kyſten fra Gaut-Elven til Rygjarbit, ſtødende ſammen med hine fra Norden kommende Folk, og tilſidſt ſmeltende ſammen med dem. Hvorledes de forreſten ordnede ſig i Fylker og Thingdiſtrikter, vil i det Følgende blive viiſt, hvor vi nærmere komme til at omhandle Landets ældſte Inddeling, hvorved der tillige vil komme til at kaſtes yderligere Lys paa hvad vi her have udviklet.


  1. De her nævnte genealogiſke Indledninger kaldes ſædvanligviis Fundinn Noregr eller Hversu Noregr bygðist og ere oftere ſærſkilt aftrykte, bedſt i Raſks Udgave af Snorra-Edda, og i Fornaldar Sögur Norðrlanda, andet Bind.
  2. I Haandſkriftet ſtaar egentlig norðan ɔ: nordenfra, men da nordan, der ofte ſkrives norða let kan ſorvexles med norðr, der desuden ſtrax efter hvor Talen er om Raumdalsejdet, forekommer, er der ingen Tvivl om at norðan maa anſees ſom Skrivfejl.
  3. F. Ex. Danmark af Dan, hvorom ſenere; England af Angul, Britannien af Brito o. ſ. v.
  4. Ved Norafjord, ſom Indløbet til Sogndalsfjorden i Sogn endnu kaldes, gjør en anden Etymologi ſig gjældende, nemlig af nór, et trangt Sund.
  5. Deraf endnu vort Gø-Maaned ſom Navn paa Februar, medens Januar kaldes Thorsmaaned.
  6. „Gormaaned“ betyder „Slagtemaaned“, af gor, Blod og Indvolde, det engelſke gore.
  7. Fönn eller Fann d. e. Sneefann; Drifa, d. e. Sneedriv, Mjöll eller Mjall fiint Sneefog. „
  8. Fornjot nævnes ſom en Jotun i Skálda, Cap. 75; Jotnerne kaldes i Cap. 18 „Fornjots Goder“. Ogſaa i Angelſ. kaldes en Blomſt „Fornjots Haand“ (Forneótes folm). Navnet ſelv betyder kun „Urbeſidderen“.
  9. Af ſaadanne Selvmodſigelſer kunne vi foruden den ovenanførte om Halfdan Gamle, nævne den, at Søkongen Skekkil, der i Begyndelſen ſiges at være Sønneſøn af Meite, Gors Søn, længer nede kaldes Søn af Lofde.
  10. Af Landnáma gives der 4 Bearbejdelſer, den ældſte formentlig af Are Frode og Kolſkegg Asbjørnsſøn, fra Beg. af 12te Aarhundrede; den 2den af Sturla Thordsſøn m. fl. fra Tidsrummet 1260–70; den 3die af Lagmanden Hr. Hauk Erlendsſøn, død 1334, og den 4de, ſom kun er en noget yngre Sammenſtøbning af alle tre foregaaende. Se herom Fortalen til Udg. af Landnáma i Ísl. Sögur 1844; Grønlands hiſt. Mindesmærker I. 11–41.
  11. Nemlig Odd, Sønneſøn af den islandſke Høvding Sidu-Hall; ſe Fortalen til Snorres norſke Kongeſagaer. Sidu-Hall var en Sønneſøn af Bødvar, ſe Landn. IV. 7.
  12. Se herom udførligere de ſkarpſindige Underſøgelſer af R. Keyſer i „Samlinger til det norſke Folks og Sprogs Hiſtorie“ 6te B. S. 292 til 304. Det viſes her tydeligt, at Materialierne til „Fundinn Noregr“ ere hentede fra tre Hovedkilder, nemlig: 1) virkelige gamle Slægtregiſtre, der opregnede de ældſte bekjendte norſke og islandſke Høvdingers Forfædre nogle Aarhundreder op i Tiden; 2) det gamle Kvad Hyndluljód, forfattet i det 8de Aarhundrede, og optaget i Flatøbogen; det udleder Helte- og Høvdinge-Slægterne over hele den germaniſke Verden fra den ovenfor (S. 64) omtalte Halfdan Gamle; 3) Mytherne om Elementarguddommene. Af alle disſe tre Beſtanddele har man ſammenſat Slægtregiſtre og forøget dem ved Hjelp af Navne, ligefrem dannede efter Landſkabs-Benævnelſerne, af hvilke dog de fleſte, ſom vi i det Følgende ville ſee, kunne udledes af Ord, der forekomme i Sproget, og rimeligviis alle i ſin Tid kunde udledes paa lignende Maade, men af Rødder, ſom i Tidens Løb ere tabte.
  13. Navnet Lapper findes, ſaavidt vides, ikke hos nogen tidligere Forfatter, end den danſke Saxo, der levede i Slutningen af 12te og Begyndelſen af 13de Aarhundrede. Han nævner i ſin 5te Bog (S. 241) Helſingeland, Jarnbereland (Dalarne) og Jemteland „cum utraque Lappia“. Navnet har ſaaledes paa hans Tid været til. Men udleder man det med Caſtrén (Suomi 1841, 2 Hefte S. 5) af finſk loap, kvænſk loppu, ɔ: Ende, Slutning, ſaa kunde man viſtnok formode, at de allerede nævnes af Prokop, forſaavidt ſom han efter Caſtréns Sigende omtaler Loppi.
  14. Se Upplands-Lagen.
  15. Nemlig det bekjendte Sagn om Olaf Trætelgja, der efterat være fordreven fra Svithjod drog til Egnene nord for Væneren og opryddede Vermeland. (Snorres Yngl. Saga Cap. 46). Det heder imidlertid i Cap. 4–1, at Olaf opfoſtredes i Veſter-Gautland, og i Cap. 46, at han, efterat have erfaret ſin Faders Død (han var altſaa ikke ſelv tilſtede hos Faderen), gik med de Mænd, der vilde følge ham, førſt til Nærike, ſiden, da Sviarne fordreve ham, over Skoven til Vermeland. Sagnet ſynes ſaaledes at antyde, at han kom fra Gautland og at det var Gauter, ſom ledſagede ham.
  16. Se iſær det bekjendte Sted i Sverres Saga Cap. 12, hvor der handles om Kong Sverres møjſommelige Fart gjennem Jarnbereland eller Dalarne, der paa den Tid endnu var hedenſk, og ſom ved en 15 Mile bred Skov adſkiltes fra Vermeland, ved en 18 Mile bred Skov fra Herdalen. Fra Herdalen til Jemteland var der igjen en Skov af 38 Mile at pasſere.
  17. Ordet fylki er dannet af fólk; fólkland bruges desuden eenstydende med fylki, f. Ex. i Verſet af Vellekla, Ol. Tr. Saga Cap. 55, Fagrſk. 45.
  18. Snorre, Yngl. S. Cap. 9. Her citeres et Stykke af Eivind Skaldeſpilders Háleygjatal, hvor det heder at Odin og Skade fik Sønnen Søming, da de levede ſammen i „Mandhjem“ (Mannheimar). Dette har Snorre ſelv forſtaaet om Svealand eller Svithjod, men det ſynes af Digteren ſelv ſnarere at være meent om Haalogaland eller Throndhjem.
  19. Jemtelands Bebyggelſe ſættes hos Snorre (Haak. God. S. Cap. 13) i Forbindelſe med Eyſtein den Mægtiges Erobring af Throndhjem, og denne Eyſtein kaldes i Yngl. S. Cap. 49 Svigerfader af Halfdan Hvitbein, der efter Slægtrækkerne maa have levet henved 700.
  20. Se herom Ann. for Nord. Oldk. og Hiſt. 1846.
  21. Snorre melder i Fortalen til Yngl. Saga udtrykkeligt, at Eivind i Háleygjatal opregnede Haakon Jarls Forfædre og at han her nævner Søming, Yngve-Frey’s (Odins) Søn. Det heder ligeledes i en kortere Bearbejdelſe af de norſke Kongeſagaer, at Herſe, Konge i Naumdal, var en af Haakons Forfædre, og at hans ſæregne Dødsmaade er beſkreven i Eivinds Háleygjalal (Ágrip Cap. 12 i Fornm. S. X. S. 390). Háleygjatal ſelv er nu tabt, men Rækken af Slægtledene er opbevaret, og der forekommer ligeledes Herſer, medens tre andre Led, Gudlaug, Gylaug og Godgeſt, i Yngl. Saga Cap. 26, 20 og 23, kaldes Konger paa Haalogaland, den ſidſte endog paa Amd. Altſaa ſeer man, at Sømings Æt antages at have herſket baade paa Hálogaland og i Naumdal, med andre Ord at disſe to Landſkaber hørte ſammen.
  22. Man finder f. Ex. i Yngl. Saga de omtalte Hálogalands-Konger nævnte paa en Tid, da der endnu ej er Tale om Konger i Egne af Norge, der ligger Sverige langt nærmere.
  23. Hálugr er en archaiſerende Form af heilagr, hellig; háluga land ɔ: det hellige Land. Paa Angelſaxiſk kaldes det Hálgaland ɔ: ligefrem „det hellige Land“, og den nuværende udtale „Helgeland“ grunder ſig viſt paa en ældre i daglig Tale ſædvanlig Form Helgaland. Ogſaa af Haalogalands Navn har Sagnet fremmanet en Kong Haaloge eller Hølge; men Formen Hœlgi er igjen kun en orthographiſk Forſkjellighed fra Helgi ɔ: den Hellige.
  24. Nemlig Beitſtaden, Beitstaðr, og Beitſtadfjorden, Beitsjór, hvilket man har forklaret ſom Beitisstaðr, Beitis-sjór, Beites Landingsſted, Beites Sø; og Eld-Ejdet, der har ſit Navn af Elden, fordum Elda, ſom om det udlededes af Elliði.
  25. Øſterdalen, der endnu i Midten af det 13de Aarhundrede var ſaa tyndt befolket, at den med Henſyn til Ledings-Udredning ſattes i Forhold til Gudbrandsdalen ſom 5 til 16 (Hirdſkraa Cap. 36), indbefattede indtil Reformationen kun tre Preſtegjeld, nemlig Tyldal, Elverum og Aamot, af hvilke det, førſte, der indbefattede de nuværende Kvikne, Tønſet og Tolgens Preſtegjeld, hørte til Nidaros Stift og maaſkee neppe engang regnedes til Øſterdalen eller Oplandene, medens Aamot der ogſaa indbefattede Storelvedalen og Reendalen, og Elverum, der tillige indbefattede Oſen, Tryſil, Idre og Serna, hørte til Hamars Stift, og rimeligen udgjorde de egentlige Øſter-Dale.
  26. Nyere Eidſivathingslov Thingfareb. 1.
  27. Fornaldar Sögur Norðrlanda II. S. 7.
  28. Klar-Elven og Glommen have idetmindſte ſit Udſpring i Alfheim, og Udtrykket „derfra gaar“ (þadan fellr) behøver vel heller ikke at tages ſaa bogſtaveligt, men kun i den Betydning „fra den ſamme Kant kommer“.
  29. Se Sögubrot, Cap. 10, (i Fornaldar Sögur Norðrlanda I. B. S. 387). Der ſtaar: Det er bekjendt i alle gamle Fraſagn om det Folk, ſom hed Alfer, at det var meget ſmukkere end andre Menneſker i Norden, fordi alle hans (Sigurd Rings) Moder Alfhilds Forfædre og hele hans Æt nedſtammede fra Alf den gamle, hvilke Ætter man kaldte Alfe-Ætter. Efter denne Alf fik de to Hovedaaer Navn, der ſidenefter begge hede „Elv“, den ene adſkilte hans Rige fra Gautland og kaldtes derfor Gaut-Elv; den anden løb langs det Land ſom nu heder Raumarike, og heder „Raum-Elv“. Her gjør det naturligviis intet til Sagen, at den gamle Forfatter paa ſin Tids Viis har udledet Ordet „Elv“ af Alf, og fat den i Forbindelſe med Gudelærens og Dæmonologiens „Alfer“; thi det er tydeligt nok, at det er Elvene, ſom have givet Alf ej alene Navn, men ogſaa Tilværelſe i Sagnet, ikke Elvene, ſom have faaet Navn efter Alf. Navnet er, ſom man ſeer, udledet af Rodformen Alf – ikke af den omlydte Form Elf. – Ogſaa Adam af Bremen (IV. 21) kalder den Albis, og tillægger endog at han antager den for den ſamme, Lucan omtaler (nemlig i ſin Pharsalia II, 51, hvor det heder om Albis: Fundat ab extremo Flavos aquilone Suevos), en Beſtyrkelſe mere paa hvad vi ovenfor yttrede, at Gøtaelven og Elben oftere ere blevne forvexlede.
  30. Ad. Bremensis IV. c. 21. (de situ Daniæ p. 60): Transeuntibus insulas Danorum alter mundus aperitur in Sueoniam vel Nordmanniam, quæ sunt duo latissima regna aquilonis et nostro orbi adhuc fere incognita.
  31. I Beowulf-Digtet v. 1010–1040 og 1067–1157, forekommer en Beſkrivelſe over en Svømmekamp, foretagen mellem Beowulf, Sø-Gauternes Helt, og en vis Breka; de ſvømmede en heel Uge, heder det, indtil Bølgerne dreve dem ind til „Headoræmes“. Men denne Form, hvis Endelſe viſer, at den er fejlſkreven, maa efter Vidſidh-Digtet v. 127 rettes til Heado-reámas, hvortil i Oldn. ſvarer Höð- eller Hað-Raumar, der enten betyder „de krigerſke Raumer“, eller „Sø-Raumerne“. I begge Tilfælde maa Raumerne altſaa i hine Tider have boet ved Søen, i Gauternes Nabolag. I Vidſidh-Kvadet nævnes ogſaa disſe Raumer ſtrax efter Hronas (d. e. Indbyggerne af Hranarike, nu Bohuslen) og Deánas (uviſt hvilke). – At Glommen ved Siden af Navnet Raumelv ogſaa kaldtes med det førſte Navn, viſer Benævnelſen paa Diſtriktet Glømminge, forhen Glymheimar (d. e. Glomhjem).
  32. De ovennævnte Höd-Raumar have ſaaledes rimeligviis været de ſamme ſom Alferne. Merkeligt er det forreſten, at Beowulfdigtet ogſaa v. 1155 kalder det Sted hvor Beowulf landede Finnaland, ſom om Finner virkelig her i fordums Dage ſkulde have naaet ned til Kyſten. Ved Heaðu-reámas, Höð-Raumar, kan man forreſten ikke undlade at tænke paa Indbyggerne af Hadeland, der efter det foregaaende netop ſkulde nedſtamme fra Raumerne. Man kan let foreſtille ſig, at disſe Had-Raumar eller Hader ſiden have udbredt ſig mod Veſten til Randsfjorden, iſær da der ved denne er en Egn, kaldet Brandabú, Brandernes Bo, og Breoka eller Breka, – rimeligviis den ſamme, ſom ſvømmede med Beowulf, – i Vidſidh-Kvadet V. 49 ſiges at have herſket over Brondingerne eller Brandingerne.
  33. Nemlig den nys omtalte Forekomſt af Raumer lige nede ved Søen.
  34. Alt dette vil i det Følgende nærmere oplyſes, naar vi komme til at handle om Skiringsſal og de øvrige Landſkaber i det egentlige Viken.
  35. Snorre fortæller, ſom oven bemerket, i Ynglingaſaga, at Vermeland førſt opryddedes af Olaf Trætelgja, der, ſom vi have viiſt, maa være kommen fra Gautland. Enten maa Udſagnet i „Fundinn Noregr“ om Vermelands Bebyggelſe af Alfer ſaaledes ganſke ſtøtte ſig til en Gisning af Nedſkriveren, eller der maa have fundet et Sammenſtød Sted mellem Alferne og Olafs Gauter. Man finder viſtnok ellers ikke nogenſinde Vermeland regnet til Alfheim, men hvis Tryſil, Idre og Serna, hvad der er højſt ſandſynligt, befolkedes af Raumer eller Alfer, maa dog Gauterne fra Vermeland ved den nuværende norſke Rigsgrændſe have ſtødt ſammen med disſe.
  36. Se f. Ex. den nyere Gulathingslovs Thingfarebolk. Til Gulathingsdiſtriktet regnes her Valdres, Haddingjadal, Setrsdal og Otrodal.
  37. F. Ex. ved Krødren-Fjord, hvis nordlige Deel hører til Haddingjadal, den ſydlige til Sigdal eller Ringerike i videſt Forſtand. Endog de gamle Jordſkylds-Benævnelſer ere her forſkjellige: ved den nordlige Deel af Søen regnedes efter Maanedemater, den ſædvanlige Eenhed i Gulathinget, ved den ſydlige efter Hefſelder m. m.
  38. Halfs Saga Cap. 2 i Fornaldar Sögur Norðrlanda II. S. 26. „Agvald Rogalands Konge“, heder det her, „boede paa „Roga paa Jøſurheid“, der ligger mellem Rogaland og Thelemarken: det kalder man nu Vide“. Navnet „Viðir, à vidum“ gjenkjendes endnu i Veum, ſom det nu udtales, et Annex til Moland i Thelemarken.
  39. Der forekommer neppe noget andet Sted af dette Navn, uden Agdenes, den yderſte Spidſe ved Indløbet til Throndhjemsfjorden. Men juſt fordi denne Spidſe bærer dette Navn, og Navnet Agder desuden i ſig ſelv er et Fleertalsord, altſaa viſer at Diſtriktet oprindelig maa have beſtaaet af flere afſondrede Bygder, juſt derfor bliver den ovenanførte Gisning om Navnets oprindelige Betydning ſandſynlig.
  40. Egðir er ligefrem dannet ved Omlyd af „Agdir“. Endnu den Dag idag kalde Beboerne af Thelemarken deres Naboer i Robygdelaget, Nedenæs og Mandals Fogderi, Egder.
  41. Man ſinder aldrig Rábygðir, Rábyggjalög, men Robygðir, Robyggjalög, der nok kunde tænkes forkortet for Rogbygðir o. ſ. v. Benævnelſen ſynes ellers nærmeſt at være udgaaen fra den ſaakaldte Robusdal i Nærheden af Heigrefos.
  42. En Mængde Gaarde ende her med Ordet „Söl“ eller „Sel“ d. e. Sæter, f. Ex. Meſel (Miðsel), Reierſel (Hreiðarssel), Lødeſøl (Hlöðusel) o. ſ. v.
  43. Jaðarr, Angelſ. codor, en Bræm, Rand.
  44. Her nævnes ogſaa Hvinisfjörðr, den nu ſaakaldte Feddefjord, i hvilken Hvin- eller Kvin-Elven har ſit Udløb.
  45. Thruma nævnes allerede tidligt ſom Kongeſæde i Agder, f. Ex. i Gautreks og Rolfs Saga, Cap. 3, og i ſelve Fundinn Noregr, hvor det heder at Thrym, Raums Søn, fik Agder, og havde Sønnerne Agde og Agnar, Fader til Ketil Thrym, der boede i Thruma. Det er aabenbart, at baade Thrym og Ketil Thrym ere opdigtede efter Thruma, ligeſom Agde efter Agder. Thruma var ſenere Sædet for Harald Haarfagres Foged, ſe Landnáma V. 6, og Thelemarken ſynes endnu paa den Tid at have ligget under Agder, thi det heder her, at Harald Haarfagre ſendte Thororm fra Thruma for at kræve Skat af Aasgrim Ulfsſøn i Thelemarken.
  46. Sogn, egentlig Fjordens Navn, ſkal betyde „en trang Fjord“.
  47. Til Fjordefylke eller rettere Firdafylke, Firdernes Fylke, hørte ogſaa Fjaler, et mindre Fjord-Diſtrikt, hvis Indbyggere derfor kaldtes Filer.
  48. Se C. Sommerfelt i Topogr. Journal, 14 Hefte S. 88–89.
  49. Hørdernes fortrinlige Anſeelſe fremfor de øvrige Indbyggere af Veſtlandet viſer ſig ogſaa deri, at „hørdſke Mæler“ paa en vis Maade omtales ſom Normalmaal for hele Gulathingsdiſtriktet i den ældre Gulathingslov Cap. 58.
  50. Gard Agdes Sønner vare, fortæller Fund. Noregr: Hørd (Hørdernes Konge), Rugalf (Rogernes), Thrym (Egdernes), Vegard (Sygnernes), Freygard (Firdernes), Thorgard (Søndmøringernes) og Grjotgard (Nordmøringernes).
  51. Denne Kyſtflade kaldtes ogſaa Jaðarr, hvorfor Rygjarbit nu kaldes Jernes (ɔ: Jaðarnes).
  52. Se her Diplomatarium Norvegicum, I. No. 1118, jevnfør Langes Tidsſkrift 5te Aargang, S. ll5.
  53. Veſtfold indbefattede det nuværende Jarlsberg-Laurviks Amt med Sandſver, Eker og Lier.
  54. Se ovenfor S. 48, jevnfør Finn Magnuſen: om Runamo og Runerne S. 390—92, 495.
  55. Vingulmark indbefattede Kyſten fra Glommen eller maaſkee endog fra Svineſund langs Chriſtianiafjorden til Lier. Navnet betyder kun „Krat-Skoven“ eller Vingel-Skoven. Man maa her ogſaa tænke paa Paul Warnefrieds Vinili, Beowulfdigtets Wenlas, og paa Vinoviloth (Vinôvilôs) ſom Jornandes nævner ved Siden af Finnerne, der ifølge Beowulfdigtet boede i Nærheden af Headhreamerne (Raumerne) ved Kyſten.
  56. F. Ex. „Frankrige“ d. e. Frankernes Rige og i England de angelſaxiſke Riger: Myrcena-rice (Mercia), Beornica-rice (Bernicia), Deora-rice (Deira), West-Seaxena-rice (Wesſex) o. ſ. v. I Norden gjorde man Forſkjel paa SVi-þjôd, Sveafolket, det egentlige Svealand, og Svíaríki, Svenſkernes R1ge, d. e. Svealand, Gautland og Finland tilſammen; ſaaledes og Noregsríki, Norge med Bilande, Danaríki, det egentlige Danmark med Bilande. Iſtedetfor ríki ſagde man ogſaa undertiden veldi, ſom Svíaveldi, Danaveldi, Noregsveldi.
  57. Den nærmere Underſøgelſe af disſe Folkeſtrømningers Bølgeſlag frem og tilbage i det ſydlige Norge vil i det Følgende, hvor Norges Oldhiſtorie behandles, blive anſtillet.
  58. Ifølge Yngl. Saga Cap. 49 blev Halfdan Hvitbein, Oplandenes Konge, begraven paa „Skæreid“ i Skiringesſal. Saavel Skæreið ſom Skiringesſal minder om Paul Warnefrieds Scoringa og Scoeri, iſær da det ingenlunde er afgjort, om man ikke rettere burde ſkrive Skœreið. Det er i ſig ſelv ej utænkeligt, at Langobarderne eller Vinilerne allerførſt kunne have fundet deres Vej til Vingulmark, og derfra videre til Skiringsſal og Rygjarbit, hvorfra de med Skirer og Roger (Ruger) kunne have ſat over Søen til Jylland, og her kæmpet med Vendlerne (Vandalerne hos Paul Warnefried).
  59. Nemlig Raumariciæ, Ragnaricii.
  60. Endnu i den ældre Gulathingslov Cap. 315 omtales Grønerne (Indbyggerne af Grønland), kun ſom Anhang til Vikverjerne eller Vikens Beboere.
  61. Se iſær herom Langes Tidsſkrift 5te Aargang S. 110. flg.
  62. Thrønderne, Þrœndr (eg. Þróendr) d. e. „de ſom trives“, er ikke et Landſkabsnavn, men et Navn, der maa have været eget for Afdelingen, førend den boſatte ſig i Landet. Det er derfor ikke uſandſynligt, at den ogſaa kan have gjeldt for Helgelændinger, Naumdølinger og Mører, thi uagtet disſe ikke aldeles hørte til den ſamme Afdeling, have de dog altid i Sprog og Inſtitutioner meget tilfælles med Thrønderne. Navnet Þróndarnes paa Helgelands vigtigſte Punkt ſynes og at antyde det ſamme. Thrønderne ſynes endog at være nævnte i det angelſaxiſke Vidſidh’s Kvad: der omtales i v. 128: þrówende.