Det norske Folks Historie/1/11

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter saaledes at have erhvervet os et Overblik over Norges nærmeste Nabolandes ældste germaniske Befolkning, hvilken vi nødvendigviis maa kjende for at kunne forstaa, hvorledes Forholdene i Norge selv, især dets sydligere Grændseegne, gestaltede sig, kunne vi vende tilbage til Nordmændene og undersøge de sparsomme Vink, historiske Optegnelser i Forbindelse med Iagttagelse af Folkets egne Stamme-Egenskaber og andre Omstændigheder give os om Maaden, paa hvilken de fordeelte sig om i Landet. Der findes vistnok i et af vore ældre Sagnskrifter nogle Optegnelser, som tilsyneladende endog meget nøje berette om de enkelte norske Smaa-Rigers Stiftelse, men hvilke dog næsten ved første Øjekast viser sig at være upaalidelige, da man ikke længe kan tvivle om at de, idetmindste i sin nærværende Skikkelse, ere sammensatte i en temmelig sildig Periode, og afen Forfatter, der ej længer nøjedes med at nedskrive de rene Sagn, men bearbejdede dem efter egne Hypotheser og Resultaterne af sin Læsning hos fremmede Forfattere. Disse Optegnelser indeholdes i to genealogiske Indledninger, een til de norske Kongers, en anden til de orknøske Jarlers Historie i det berømte Saga-Haandskrift, der nu sædvanligviis kaldes Flatøbogen og er skrevet paa Island efter ældre Originaler i Slutningen af det 14de Aarhundrede[1].

Den ene af disse to Indledninger, nemlig den, der forudskikkes de norske Kongers Genealogi, lyder i det Væsentlige saaledes: „Fornjot hed en Mand, han havde tre Sønner, Hleer, Loge og Kaare; denne sidste raadte for Vindene, Loge for Ilden, Hleer for Søen. Kaare var Fader til Jakul, Fader til Kong Snæ, hvis Børn var Thorre, Fann, Driva og Mjall. Thorre var en berømmelig Konge som raadede for Jotland og Finland; til ham blotede Kvænerne for at der skulde komme Sne og godt Skidføre, hvori deres Aarsherlighed bestaar. Dette Blot holdtes ved Midvinter, og deraf har Thorremaaned sit Navn. Thorre havde tre Børn, hans Sønner hed Nor og Gor, hans Datter Goe. Goe blev borte, og Thorre gjorde Blot en Maaned senere end han plejede, derfor kaldte man sidenefter den Maaned, som da begyndte, Goe. Nor og Gor ledte efter deres Syster. Nor holdt store Feldtslag vestenfor Kjølene, og fire Konger faldt for ham, ved Navn Vee og Vei, Hunding og Heming; alt det Land underlagde han sig lige til Søen. Nor og Gor traf sammen i den Fjord, som nu heder Norafjord. Derfra drog Nor op paa Kjølene til et Sted kaldet Ulvemoar, derfra gik han gjennem Østerdalene, Vermeland, langs Væneren og ned til Søen; alt Landet vestenfor disse Grændser underlagde han sig, og det Land heder nu Norge. Ved Midvinter kom de til Hedemarken, hvor en Konge herskede ved Navn Rolf i Berg, Søn af Svade Jotun nordenfra Dovre og Aashild, Datter af Kong Eystein, der længe havde raadet for Hedemarken. Rolf havde taget Goe og egtet hende, men da hun hørte at hendes Broder Nor var kommen, gik hun med Rolf ham imøde, og overgav Rolf sig i Nors Vold og blev hans Mand, hvorefter Nor begav sig til Gilde hos sin Maag og egtede hans Syster Hadd, Svade Jotuns Datter. Derefter vendte Nor tilbage til Søen, hvor han traf sin Broder Gor, som just var kommen nordenfra det døde Hav og havde underkastet sig alle Øer, baade de beboede og ubeboede, langs den Vej. Brødrene stiftede nu Riget mellem sig, saaledes at Nor skulde have alt Fastlandet nordenfra Jotunheime og syd til Alfheime – det kaldes nu Norge –; men Gor skulde have alle Øer, der laa paa Bagbordside, naar han sejlede nordefter[2] langs Landet. Gors Sønner vare Søkongerne Beite, Heite, Meite og Geite; Beite sejlede med sin Ellide (Langskib) ind i Throndhjemsfjorden og Beitsø (Beitstadfjorden), og lod gjøre en Skibsslæde under Elliden. Der var megen Sne og godt Slædeføre, derfor satte Beite sig i Løftingen, lagde Styrer i Lag, lod Sejlene hejse, og lod sine Mænd drage Elliden nord over Ellida-Ejdet til Naumdal, tilegnende sig alt Landet paa Bagbordside“. – Der fortælles endvidere om Gors og Nors Efterkommere, hvilke sidste stammede fra hans tre Sønner Thrond, Gard Agde og Raum; Thrond fik Throndhjem, der opkaldtes efter hans Navn, Gard Agde var Fader til Hord, der fik Hordeland, Rugalf, der fik Rogaland, Thrym, der fik Agder, o. fl.; Raum fik Alfheimene og „saa vidt i Rige“, som de der udspringende Elve, nemlig Logen, Vormen, Raumelv (Glommen), Rauma og Gøt-Elven falder, saaledes ogsaa Raumsdal m. m. Naums Descendenter opregnes derpaa, ej alene over alle Oplandene, men ogsaa gjennem Halfdan Gamle (hvorom mere siden) over hele Norden og andre Lande. De fleste Slægtregistre føres ned til Harald Haarfagre, Norges Konge.

Den anden Bearbejdelse, der viser Orknø-Jarlernes Herkomst, lyder i det Væsentlige saaledes:

„Fornjot hed engang en Konge, der raadede over Jotland, som nu kaldes Finland og Kvænland, der ligger østenfor den Havbugt, som gaar ind mod Gandvik (det hvide Hav), og som vi kalde Helsingjabotn (Botnhavet). Fornjot havde 3 Sønner, Hleer, som vi kalde Øger, Loge og Kaare; Kaare var Fader til Froste, Froste til Snæ hin gamle, denne til Thorre, der havde to Sønner, Nor og Gor, og en Datter ved Navn Goe. Thorre var en stor Blotmand, som hvert Aar ved Midvinter holdt et Blot, der kaldtes Thorreblot, og hvoraf Maaneden fik Navn. En Vinter ved Thorreblot hændte det sig at Goe blev borte. Man ledte forgjeves efter hende, og da en Maaned var hengaaen, lod Thorre anstille et Blot for at man kunde erfare, hvor Goe var bleven af, men heller ikke deraf blev man klogere. Tre Vintre derefter aflagde Brødrene det højtidelige Løfte, at de skulde lede efter hende, og aftalte at Nor skulde lede til Lands, men Gor drage til Skibs og lede langs Øer og Udskær. Begge Brødre havde mange Folk med sig. Gor sejlede med sine Skibe ud langs Havbugten, gjennem Aalandshavet, ledte langs Sviaskærene og Øerne i Østersøen, derpaa langs Gauteskærene, Danmark og de danske Øer, hvor han fandt sine Frænder, der nedstammede fra Hleer hin gamle paa Hleesø; han fortsatte Rejsen uden endnu at høre noget til sin Syster. Nor biede indtil der faldt Snee og blev godt Skidføre, da drog han fra Kvænland indenfor Havbugten og kom til det Land, hvor Lapperne boede, bagenfor Finmarken. Lapperne vilde hindre ham fra at drage gjennem deres Land, men da Nor og hans Mænd istemte Hærraab og svingede Vaabnene, bleve Lapperne forfærdede og løb sin Vej. Nor fortsatte Rejsen vester til Kjølene og var længe ude, saa at de ej saa noget til Folk, men skød Dyr og Fugle til sin Underholdning. Endelig kom de didhen, hvor Vandene løb mod Vesten; de fulgte Vandenes Løb og kom til Søen. Der var en stor Fjord, ret som en Havs-Botn, hvis Bredder vare sterkt bebyggede og til hvilken store Dale gik ned. Indbyggerne samlede sig sammen og begyndte Strid med Nor, men han sejrede som sædvanligt, saa at alle hans Modstandere faldt eller flygtede; Nor og hans Mænd underlagde sig hele Egnen, drog rundt om Fjorden, underkastede sig Landet, og blev Konge over de Hereder, der laa indenfor Fjorden. Denne Fjord blev siden kaldet Throndhjem. Nor opholdt sig der om Sommeren indtil det begyndte at snee paa Højderne, da stevnede han opad den Dal, som gik sydefter fra Fjorden. Nogle af sine Mænd lod han drage nærmere Søen over Mørerne; selv drog han sønder over Fjeldet, der var søndenfor Dalsbunden, og fremdeles sønder langs Dalene indtil han kom til Mjøsen, underkastende sig Landet hvor han kom. Da vendte han sig vester over Fjeldet fordi han hørte at hans Mænd havde lidt et Nederlag af en Konge ved Navn Sokne; han drog igjennem et Hered, som de kaldte Valdres, og derfra til Søen, til den lange og smale Fjord, som nu heder Sogn: der mødte han Sokne, som han fældede efter et heftigt Slag. Derfra gik Nor til den Fjord, der gaar ud fra Sogn mod Nord, og hvor Sokne havde hersket, det Sted heder nu Soknedal. Der opholdt Nor sig længe, hvorfor Fjorden har faaet Navnet Norefjord. Her mødte hans Broder Gor ham; ingen af dem havde hørt noget til Goe. Gor havde underkastet sig alt det ydre Land paa sin Sejlads søndenfra. Brødrene skiftede Landet mellem sig, saa at Nor skulde have Fastlandet, Gor alle de Øer mellem hvilke paa den ene, og Fastlandet paa den anden Side han kunde fare med rorfast Skib. Derpaa gik Nor til Oplandene og kom til den Egn, som nu heder Hedemarken. Der herskede en Konge ved Navn Rolf af Berg, Søn af Svade Jotun fra Dovre. Det var Rolf, som havde taget Goe bort fra Kvænland; han gik strax at møde Nor og udæskede ham til Enekamp. De sloges længe, uden at nogen af dem blev saaret, derpaa sorligtes de, Nor fik Rolfs Syster, og Rolf fik Goe. Nor vendte derpaa tilbage nordefter til det Rige, han havde underkastet sig; det kaldte han Norveg, og raadede derover saa længe han levede. Hans Sønner raadede derover efter ham, de deelte Riget mellem sig, og saaledes begyndte Rigerne at formindskes og deles i Fylker, eftersom Kongernes Antal forøgedes“. – Der fortælles nu kortelig om Gors Sønner, om Beite’s Fart til Skibs over Naumdals-Ejdet, og hvorledes Gors Søn Heite var Stamfader til Ragnvald Mørejarl, fra hvilken Orknø-Jarlerne stammede.

Man iagttager let, hvorledes de to Bearbejdelser ikke ganske stemme med hinanden. Den første sætter Jakul, den anden Froste, som Kaares Søn; den første synes at lade Gor tage Vejen om det døde Hav (Iishavet), den anden lader ham drage søndenom Skaane; den første er i sig selv kortere, men udfører Slægtrækkerne fra Nor vidtløftigt, medens den anden, i sig selv omstændeligere, ikke udfører nogen anden Slægtrække end Ragnvald Jarls, i hvilken vi dog træffe Halfdan Gamle som Søn af Sveide Søkonge, Heites Søn, medens Halfdan Gamle i den første er Rings, Nors Sønnesøns, Søn.

Det viser sig imidlertid snart, at man ej kan tillægge den Deel af disse Beretninger, som her maatte være Hovedsagen, synderligt Værd. Slægtrækkernes sidste Led bære vistnok i det Hele taget Paalidelighedens Præg, og indeholde meget, hvoraf ogsaa vi i det Følgende komme til at gjøre Brug; men deres øverste Led, der just her skulde være oplysende, bære derimod altfor tydeligt Præget af at være indrettede deels efter Landskabebernes Navne, deels efter naturphilosophiske og kalendariske Myther. Navne som Thrond, Agde, Raum, og mange andre, af hvilke Throndhjem, Agder, Raumsdal og andre Landskaber skulle have faaet Navn, kunne naturligviis lige saa lidt som „Nor“ selv betegne bestemte Personligheder, men aabenbare sig strax som Resultater af senere Forsøg paa at forklare Landskabsnavnene saaledes som man i Middelalderen helst plejede, og saaledes som Folketroen og Folkesagnet til alle Tider og alle Lande pleje at forklare dem, nemlig ved at forudsætte Tilværelsen af en eller anden Høvding eller Konge, der allerførst herskede over Landet og gav det sit Navn[3]. Men paa denne Maade opstaa Landskabsnavne sjelden eller aldrig. Norges Navn er selv det bedste Exempel. Da man hos udenlandske Skribenter finder det skrevet Northvegia, og Indbyggerne selv kalde sig Nordmænd, er det tydeligt at „Nor“, den første Stavelse, kun er en Forkortning af Norðr (Nord) og at der saaledes ej alene ikke har været nogen Mand af Navnet „Nor“, men at hans Tilværelse endog ej kan have været opdigtet førend det var blevet almindeligt at forkorte norðr til „nor“[4]. Den foregivne Nors hele Slægt er kun Personifikationer af de Naturphænomener og kalendariske Benævnelser, der tilhøre Vinteren, forbundne med Navnene paa nogle Elementar-Guddomme. Thorre er saaledes det ældgamle norske Navn paa Vintermaaneden fra omtrent midt i Januar til midt i Februar, og det er saa langt fra at have nogen kvænsk Oprindelse, at det endog bruges som et sædvanligt Begrebs-Udtryk i Betydningen „Rest“, „Forraad“, „Masse“, og ligesrem viser sig at være udledet af Ordet þverra d. e. „at være tilbage, være levnet“; Goe er Navnet paa Maaneden fra midt i Februar til midt i Marts[5], og Gor-Maaned kaldtes Maaneden fra midt i October til midt i November[6]. Navnene paa Thorres saakaldte Systre betegne alle Snee eller Snefog[7]; Snæ (Snee), Jakul (Iistap), Froste (Frost), ledsage ligeledes Vintren; Kaare (Frostvind), Loge (Lue) og Hleer antydes i Beretningen selv som Elementarguddomme eller Personifikationer af de tre Elementer, og Stamfaderen, Fornjot, er det fjerde, nemlig Jorden, da det er tydeligt nok at see, at han er den samme, som den i vor ældre Gudelære forekommende Ur-Jotun Ymer, af hvis Krop Jorden blev skabt[8]. Der ligger desuden en Selvmodsigelse deri at Nor skulde have bebygget Norge og givet det sit Navn, og at han allerede ved sin Ankomst forefinder Landet bebygget af Folk med norske Navne; ej at tale om andre Selvmodsigelser i de opstillede Slægtrækker[9]. Der mangler heller ikke paa Kjendemerker i andre Skrifter, hvoraf det viser sig, at Sammenstøbningen af disse Slægtrækker og Opstillinger af Nor og Gor tilhøre en forholdsviis sildig Tidsalder. Det er nemlig allerede i og for sig en vigtig Omstændighed, at Nor og Gor slet ikke nævnes i ret gamle Skrifter. Dertil kommer, at den bekjendte Landnáma, som omhandler Islands Bebyggelse af Nordmændene og de islandske Høvdingeætters Nedstammelse fra de første Nybyggere, – et Skrift, vi i det Følgende ville komme til at benytte ved mange Lejligheder – i sin ældste Bearbejdelse, der efter al Sandsynlighed er at tilskrive den paalidelige Are Frode i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede[10], opregner Nybyggeren Bødvar hvites Æt fra Stamfaderen Kong Rolf i Berg uden noget videre Tillæg til dennes Navn, medens en yngre Bearbejdelse af samme Skrift, omtrent fra anden Halvdeel af 13de Aarhundrede, ved at komme til Rolf i Berg, tilføjer, at han var Søn af Svase (Svade) fra Dovre og gift med Goe, efter hvilken Maaneden er opkaldt; og en endnu yngre, fra Begyndelsen af 14de Aarhundrede, fremdeles tilføjer at Goe var en Syster af Gor og Nor, efter hvilken Norge bar faaet Navn. Det er her tydeligt at see, at Tillæggene i den anden og tredie Bearbejdelse tyde hen paa Hovedpunkterne i de ovenanførte Fortællinger om Nor og Gor, men at Forfatteren af den ældste Bearbejdelse enten ikke har kjendt disse Fortællinger, eller ikke tillagt dem noget Værd. Men da man dog tillige veed, at Are Frode fik mange af sine Efterretninger fra en Mand, der selv nedstammede i lige Linje fra hin Bødvar hvite[11], og som saaledes var nærmest til at kjende sine Forfædre og deres Slægt, saa vidner hiin Taushed, hvad Nor, Gor og Goe angaar, om at der paa Ares Tid endnu ikke har været noget saadant Sagn til. Dette Sagn, hvis det overhoved kan kaldes et Sagn, og ikke snarere en kunstigt sammensat Hypothese, kan følgelig ikke være ældre end Midten af det 12te Aarhundrede, efter hvilken Tid ogsaa, som vi i det Følgende ville komme til at erfare, de fleste af disse Hypotheser bleve opgjorte. Hypothesen har især været uheldig i at udlede Norges Navn og Norges Bebyggelse fra kvænske Høvdinger. Thi endog disses Navne ere, som vi have seet, egte norske. Men Fornjot, som Jotun, maatte have sit egentlige Hjem i Jotunheim, og Jotunheim havde man netop i det 12te Aarhundrede, da man begyndte at give de gamle Myther en ethnographisk Forklaring, lagt i Egnene omkring det hvide Hav, i hvis Nærhed følgelig ogsaa hans Descendenter, Nors Forfædre, maatte høre hjemme[12].

Men er end Beretningen saaledes ganske upaalidelig i det Hele taget, og kun at ansee som en uheldig Hypothese, saa indeholder den dog umiskjendeligt visse Enkeltheder, der neppe kunne være grebne ganske af Luften, men maa betragtes som virkelige Erindringer, vedligeholdte i Sagnet fra de ældste Tider. Som en saadan Erindring maa man upaatvivleligen først og fremst ansee den saa bestemt udtalte Forestilling om at Nordmændene (hvilke Nor saaatsige repræsenterer) ere komne østenfra til den nordlige Deel af Norge, og at det kun var denne, som fra først af hed Norvegr. Thi om man end satte deres tidligere Hjem i det saakaldte Jotunheim, saa vilde det dog have været en let Sag for Hypothesens Sammensætter at kunne have ladet dem drage Gors Vej søndenom Halvøen, hvis der ikke herskede en bestemt, hos Folket udbredt Tradition, der forbød ham det. Dertil kommer hiin Fortælling om Nors Kamp med de fire Konger strax vestenfor Kjølene, maaskee endog Fortællingen om Striden med Lapperne; thi er Navnet „Lapper“ end ikke ældre end det 12te Aarhundrede, saa er det dog ikke nødvendigt at antage dette Navn uadskilleligt forbundet med Sagnet selv; det kan have været tilføjet af den senere Bearbejder. Endelig er det tydeligt at see, at endog de paalideligere Dele af Slægtregistrene i det Hele taget antyde en Udbredelse af Slægterne i Retningen fra Nord mod Syd. Dette gjælder i Særdeleshed den Æt, om man kunde kalde den njardøske, hvilken skildres, som om den havde udbredt sig langs Landets nordvestlige Kyster lige fra Nordland til Fjordene[13].

Naar vi med Forholdene i det Throndhjemske, der ifølge Sagnet om Nor skulde være den tidligst bebyggede Deel af Norge, sammenligne de ældste Forholde i det egentlige Sverige, vinder hiint Sagn ogsaa stor Bekræftelse. Vi finde Sviarne fra først af bosatte i smaa Landskaber, kaldte Folklande[14], ved Mælarens frugtbare Kyster i det nu saakaldte Uppland, hvorfra de udbredte sig i Vest til Vestmanland, i Syd til Sødermanland; først efterhaanden opryddedes de indre, vestligere Egne, Nærike og Dalarne; mod Syd og Sydvest standsede man ved de store Skove Kolmorden og Tiveden, der end ikke nu ere ganske opryddede. Vermelands Oprydning fandt, ifølge et rimeligt Sagn[15], Sted fra Svialand eller maaskee snarere fra Gautland af, og forholdsviis silde; og om Uvejsomheden af Dalarne endnu i Slutningen af det 12te Aarhundrede indeholde vore egne Oldskrifter tilstrækkelige Oplysninger[16]. Om Sviafolkets Udbredelse i forskjellige Retninger fra Uppland af som dets ældste Sæde, kan der altsaa ikke være nogen Tvivl. Men i det Throndhjemske finde vi omtrent samme Indretning i Hovedsagen. En heel Deel smaa Folklande eller Fylker[17], indbyrdes udgjørende een større Heelhed, laa, sterkt befolkede, omkring de indre Kyster af en dyb Fjord, og man bar endog Spor af, at disse eller nærliggende Egne, ligesom Mælar-Egnene, i de ældste Tider slet og ret kaldtes Mannheim eller Menneskernes Hjem[18]. Om Strækningen mellem det Throndhjemske og Mælar-Egnene vide vi, at den endog meget sildigt blev opryddet, thi Jemtelands og Herjedalens Opdyrkelse falder, som bekjendt, ikke tidligere end det 8de Aarhundrede, og endnu er Jemteland og Herjedalen kun at ansee som Oaser i de store Skov-Ørkener; før hiin Tid strakte altsaa Skov-Ørkenen sig uafbrudt fra Grændsefjeldene til de opdyrkede Egne ved Mælaren. Mellem Throndhjems sydligste Dale og det nuværende Østerdalen er Fjeldet ikke synderligt højt, men Skoven desto tættere; man finder imidlertid ej alene i den nuværende Gauldal og paa den østre Side af Fjeldet, i Herjedalen, men ogsaa i de øvre Dalfører omkring Glommen, altsaa af Østerdalen, Stedsnavne saa charakteristiske for Trondhjem og den throndhjemske Talebrug, at man ikke et Øjeblik kan nære Tvivl om at den oprindelige throndhjemske Befolkning har udbredt sig opad mod Øst og Syd, men er standset omtrent halvvejs i Østerdalen, der endnu langt nede i Middelalderen var meget tyndt befolket og opfyldt af Skove, som gjorde Gjennemrejsen for enkelt Mand, end sige for et heelt Folk, besværlig[19]. Fra det Throndhjemske har saaledes Oprydningen og Befolkningens Udbredelse fundet Sted paa en med den i det egentlige Sverige analog Maade, men i modsat Retning, og de første Thrønder kunne ikke være komne fra Sverige eller fra Syden af. De ere altsaa komne nordenfra, rimeligviis til Søs ind af Fjorden.

Vi have ovenfor omtalt den njardøske Æt, der ifølge „Fundinn Noregr“ synes at have udbredt sig fra Nordland lige ned til Fjordene. Hvis man heri tør see en Antydning af, hvorledes een særegen Afdeling eller flere med hinanden nærmere forenede Hobe have udbredt sig langs Kysten, kunde man slutte, at denne er bleven befolket, om ej til en anden Tid, saa dog af en egen Underafdeling af den, der befolkede de 8 Fylker i Throndhjem. Nu er det merkeligt nok, at man i Stedsnavne og andre Benævnelser, hentede fra lokale Omstændigheder, sporer en umiskjendelig indbyrdes Overeensstemmelse langs den hele Kyst fra det øverste af Nordland til Begyndelsen af Raumsdalen eller hvor Nordmøre slipper; den taber sig lidt, hvor man enten kommer til det egentlige Throndhjemske, det vil sige de forhenværende 8 Fylker om det Indre af Fjorden, og aldeles, hvor man kommer til Raumsdalen[20]. Herved bestyrkes saaledes det nærmere Slægtskab idetmindste mellem Beboerne af Kyst-Distrikterne fra Nordmøre til Finmarkens Grændse, eller rettere: Beboerne af Nordland, Naumdal og Nordmøre (Fosens Fogderi, som forhen hørte dertil, ogsaa heri iberegnet), vise sig at høre til een særegen Afdeling. Der mangle heller ikke endnu udtrykkeligere Udsagn, der bekræfte denne Mening. Det er bekjendt, at den mægtige og berømte Jarle-Æt, som fra Harald Haarfagres Tid fik Besiddelser i det Throndhjemske og siden kaldtes Lade-Jarlerne, ikke oprindelig hørte hjemme her, men derimod nedstammede fra Konger paa Haalogaland (Nordland) og i Naumdalen. Digteren Eivind Skaldespilder, der mod Slutningen af det 10de Aarhundrede besang Haakon Jarls Æt og opregnede hans Forfædre, udleder hans Herkomst fra Odins Søn Søming, og nævner blandt Ættens Medlemmer flere, om hvem vi andetstedsfra vide, at de deels vare Konger paa Amd eller Ømd (Egnen omkring Throndenæs) i Haalogaland, deels Konger eller Jarler i Naumdalen[21]. Vi finde tillige disse haalogalandske Konger omtalte til en Tid, da endnu ingen anden Fyrste i det sydligere Norge forekommer; en Omstændighed, som umiskjendelig hentyder paa at Haalogaland var befolket og dannede et Rige tidligere end nogen anden Egn i Norge[22]. Hertil kommer ogsaa Haalogalands merkelige Navn: d. e. „det hellige Land“; et Navn, som alene Folkets ældste og ærværdigfte Sæde kunde faa[23]. Altsaa kunne vi med nogenlunde Sikkerhed antage, at en særegen Afdeling af Thrønder temmelig tidligt, maaskee endog allertidligst af alle, har bosat sig nordligst paa Haalogaland, og derfra udbredt sig sydefter til Naumdalen og forbi dennes korte Kyst-Strækning (der tillige mestendeels optages af Foldens og Namsens vide Fjordgab), over den lange Kyst, som havde sin naturlige Grændse mod Østen i Fjeldstrækningerne, hvilke fra Naumdalsejdet strække sig omkring Throndhjemsfjorden ned til Stads-Bygden, og som søndenfor Fjorden skille mellem Orkedalen med Rennebo paa den ene, Surndalen og Sundalen med Opdal paa den anden Side. Hvis man kunde antage, at der virkelig laa en historisk Sandhed til Grund for Sagnet om Beites Sejlads til Lands over Naumdals-Ejdet, og at det ikke ligefrem er blevet opfundet til Forklaring af Stedsnavne[24], saa maatte denne Sandhed være den, at den ved Naumdals-Ejdet begrændsede Halvø skulde tilhøre den Afdeling af Thrønder, der befolkede Kysten, ej den, der bosatte sig om Throndhjemsfjorden. Men at antage, at hiin Afdeling skulde have udbredt sig saa langt mod Syd, som forbi Stadt – hvad de ovenomtalte Beretninger om den njardøske Æt synes at antyde – gaar dog neppe an. Saavel Stedsnavne, som andre Omstændigheder, der i det Følgende ville blive indlysende, gjøre dette umuligt. Længer end til Raumsdalens Begyndelse kan hiin Folke-Afdeling ej have strakt sig.

Søndenfor det Throndhjemske danner det høje og brede Dovrefjeld en naturlig Skranke, som idetmindste for det første maatte standse de nordenfra kommende Nybyggeres Fremtrængen, og som, efter hvad der er viist, virkelig standsede Fjordboerne fra Throndhjem, hvilke derimod arbejdede sig ned i de øvre Dele af det nuværende Østerdalen, hvor Glommens Dalføre nordenfor Røros næsten løber i Eet med Gaulelvens, og hvor en forholdsmæssig ubetydelig Højdestrækning skiller det fra Orka-Elvens ved Kvikne. Men sydligere end disse nordre Dele af Glommens Dalføre finde vi ingen Spor af den throndhjemske Sprog-Indvirkning. Glommens Dal ophører ogsaa her paa en lang Strækning at være Hoved-Dalen; den er kun sparsomt bebygget og har udseendet af at være temmelig sildigt opryddet, medens derimod Hovedbygden strækker sig langs Reen-Elven, og først ved Aamot, hvor Reen-Elven falder i Glommen, saaatsige kommer tilbage til denne. Men i Aamot og længer Syd, i Ælverum, ere hine Spor af den throndhjemske Paavirkning ganske borte, og alt tyder her hen paa det nærmeste Slægtskab mellem Østerdalens sydligste Deel og det nedenfor liggende Raumarike og


Tale sædvanlig Form Helgaland. Ogsaa af Haalogalands Navn har Sagnet fremmanet en Kong Haaloge eller Hølge; men Formen Hœlgi er igjen kun en orthographisk Forskjellighed fra Helgi ɔ: den Hellige. Hedemarken, fra hvilken det kun adskiltes ved en lav, neppe nogensinde meget sterkt skovbegroet Sandstrækning. Da man nu tillige finder, at den nordlige Deel af Østerdalen lige til Reformationen i gejstlig Henseende hørte under Throndhjems Stift, medens den sydlige laa under Hamar[25], og at Østerdalen tillige i verdslig Henseende deeltes i to Hoveddele, Østerdalen nordenfor og Østerdalen søndenfor Aamot[26], saa kan man med nogenlunde Sikkerhed slutte, at Østerdalen virkelig er bleven bebygget fra to Kanter, nordenfra og søndenfra, og at Skovstrækningerne mellem Tønset i Nord og nedre Reendalen i Syd længe adskilte de to Befolkningsstrømme og vare de sidste som opryddedes, hvis der overhoved kan være Tale om Oprydning i disse Egne, hvor Skoven endnu optager saa megen Plads.

Undersøge vi nu, hvorfra Hedemarken og overhoved Egnene omkring Mjøsen have faaet sine Beboere, da bliver den Omstændighed højst paafaldende, at medens Raumsdalen ved Lesjeskogens Vand staar i umiddelbar Forbindelse med Logens til Mjøsen nedgaaende Dalføre, og dette igjen med Raumarike, der omgiver Vormen og Glommen søndenfor Østerdalen, hentyder tillige det fælles „Raum“ i Raumsdalens og Raumarikes Navn paa at det er een Folke-Afdeling, eller de saakaldte Raumer, der har befolket dem begge. Og de samme Raumer have saaledes vel ogsaa opdyrket Hedemarken, Thoten, med de derfra opgaaende Sidedale, og overhoved hele den søndre, aabne Deel af det saakaldte Østland, Egnene om Christianiafjorden, Ringerike, Hadeland, m. m., forsaavidt disse Landskaber ikke allerede havde faaet sin Befolkning fra Gautland af. „Fundinn Noregr“ indeholder ogsaa merkelige Antydninger til, at Forestillingen om de nysnævnte Egnes Befolkning paa den nu angivne Viis virkelig maa have været herskende i Oldtiden. „Raum, Nors Søn“, heder det, „ejede Alfheime (d. e. Elve-Hjemmene, Elv-Egnene) og Besiddelser saa vide som de derfra udspringende Elve gaa“; derfra løber nemlig Logen til Mjøsen og fra denne igjen Wormen til Raum-Elven (Glommen) og denne igjen til Søen; fra Vormen løber Rauma ned gjennem Raumsdal, fra Vormen ligeledes Østre-Elven gjennem Østerdalene, og derfra igjen Gaut-Elven til Væneren og siden til Søen. „Raum“, heder det videre, „havde tre Sønner med Bergdis, Datter af Thrym, Vormens Jotun, og deelte sine Lande mellem dem, saaledes at Bjørn fik Raumsdal, Brand Gudbrandsdalen, og Alf Østerdalen, hele Strækningen nordenfor Væneren (Vermeland) og fra Gautelven til Raum-Elven, hvilket alt da kaldtes Alfheime[27]. Andre Sønner af Raum fik siden Hadeland, Haddingjadal, Ringerike“. Her see vi vistnok, at den gamle Sagnfortæller har været noget i Vilderede, især med Hensyn til Maaden, hvorpaa Rauma staar i Forbindelse med Logens Vasdrag, da den nemlig ej hænger umiddelbart sammen med Vormen, men kun med Logen; vi see ligeledes at han har søgt at sætte Vormen (Verma eller Varma) i Forbindelse med Vermelands Navn og følgelig med Trysil- eller Klar-Elven, som han kalder Østre-Elven. Men i Hovedsagen har han dog paa en Maade Ret, forsaavidt som alle de her nævnte Elve og Dalfører unegteligt staa i Forbindelse med hverandre[28] og ved at kalde alle disse Dalfører tilsammen Alfheim i videre Forstand, medens der fremmanes en Konge Alf som den første Konge i det egentlige Alfheime eller disse Elvedistrikters sydøstlige Deel, antyder han aabenbart ej alene et Slægtskab mellem alle disse Elvedistrikters Beboere, men lader endog ane, at de have deelt sig i to Hovedafdelinger, Raumer i den vestligere Deel, fra Raumsdalen til Glommen, og Alfer ɔ: Elvboere, i den østligere Deel, fra Glommen til Gaut-Elven. Denne Benævnelse „Alfer“ findes ogsaa paa et andet Sted udtrykkeligt anvendt om Beboerne af Landene mellem Glommen eller Raum-Elven[29], og vi gjenkjende den tillige i den ældre Form af det nuværende Ælverum, Østerdalens sydligste Bygd, nemlig Álfrheimr, en Benævnelse der i og for sig tillige indeholder en Bestyrkelse paa hvad der ovenfor yttredes, at det sydligste Østerdalens Befolkning er kommen søndenfra, nemlig fra Hedemarken og Raumarike, eller at den idetmindste er nærmere beslægtet med Hedemarkens, Raumarikes og de søndenfor liggende Egnes Beboere, end med Beboerne af det Throndhjemske og nordre Østerdalen. Men finde vi saaledes virkelig Alfer ɔ: Elv-Boere, østenfor Glommen og sydefter til Gaut-Elven, saa kan der ej længer være nogen Tvivl om, at de ere det selvsamme Folk, som Plinius, efter hvad vi allerede (S. 17) have seet, kalder Hillevier, Tacitus Helveker, Ptolemæos Ælvæer. Merkeligt er Plinius’s Tillæg, at de kaldte sig selv „en anden Verden“. Dette Udtryk kan neppe betegne andet, end at de, som oprindeligt kommende nordenfra Raumsdals-Egnene, vare sig bevidste at tilhøre en anden Hovedafdeling af det germaniske Folk, end de sydøstenfra komne Gauter. Og det stemmer merkeligt nok med en Yttring af den i det 11te Aarhundrede levende tydske Historieskriver Adam af Bremen, at der for dem, der kommer fra Danmarks Øer, „aabner sig en anden Verden“ i de to store nordiske Riger Sverige (Sveonia) og Norge (Nordmannia)[30]. Raumerne, ja endog Landskabet Raumarike, nævner Jornandes udtrykkeligt, idet han blandt Skandjas Beboere omtaler Raumariciæ, og deres Navn forekommer, som det synes, allerede i Digtet om Beowulf, og det saaledes, at de synes at have boet lige ned til Kysten, hvilket ogsaa bestyrkes deraf, at Glommen i ældre Tider ved Siden af sit egentlige Navn kaldtes Raumelven lige til sit Udløb[31]. Sammenholde vi ellers Raumernes med Alfernes Navn, saa see vi, at hiint er selvstændigt, eller uafhængigt af Lokalforholdene, medens dette hidrører fra Egne, hvor Alferne boede, og saaledes først er antaget efterat de havde fæstet Bolig her. Alferne ere aa den Maade neppe andet end Raumer, der, efterat have nedsat sig mellem begge Hovedelve, antoge Navn eller bleve benævnte efter dette deres nye Hjem[32].

Vi have saaledes med saamegen Sandsynlighed, som det efter Omstændighederne kan forlanges, paaviist, hvorledes de indre Egne af det søndenfjeldske Norge, nemlig Gudbrandsdalen, Hedemarken og Thoten, den sydlige Deel af Østerdalen, Raumarike, og Strækningen indtil Gaut-Elven, have faaet sin Befolkning fra Raumsdalen af, langs Retningen af Rauma, Logen, Vormen og Glommen, hvorfra den da altsaa i de lavere Dele af de mod Nordvest opgaaende Dalfører senere har udbredt sig til forskjellige Kanter, nemlig til Hadeland, Land, Ringerike og det saakaldte Vestfold eller Egnene vestenfor Christianiafjorden Dog maatte deres Fremtrængen her i Kyst-Egnene en Tidlang blive standset ved deres Sammenstød med de gautske, eller til den ingvinske Kreds hørende Folk, der, efter hvad ovenfor er paaviist, synes at have beboet Kyst-Randen rundt om det indre af Skagerraket, den senere saakaldte Viken, lige til forbi Skiensfjorden. Det bliver imidlertid vanskeligt, om ej umuligt, at sige med Bestemthed, om Nordmændene først trængte frem lige ned til Kysten, og siden igjen trængtes opad af Gauterne, eller omvendt, eller endelig, om begge Folkestrømme her samtidigt have mødt hinanden. Der gives dog Omstændigheder, som i en væsentlig Grad tyde hen paa det første[33], ligesom man ogsaa meget tydeligt kan skjønne, at der i en fjern Fortid virkelig maa have fundet Sammenstød og Forvirring Sted i disse Egne; men det er ogsaa alt; det udelukker ikke Muligheden af at der her har hersket en idelig Frem- og Tilbage-Rykken, eftersom snart den ene, snart den anden Nation havde Overhaand, indtil de omsider sammensmeltede og ordnede sig i bestemte Inddelinger[34]. At Vermeland, det vil sige Egnene nordenfor Væneren, efter Sagnets Antydning ogsaa skulde være blevet heelt befolket ad den nordlige Vej, kunne vi dog vanskeligt antage; i alle Fald maatte da ogsaa her et Sammenstød mellem Gauter og Nordmænd have fundet Sted[35]. Derimod er det ej i sig selv usandsynligt, at der efter den første Besættelses Tid kan være kommet nye Folkestrømme fra Throndhjem over Dovre til Gudbrandsdalen, Hedemarken og de øvrige indre Egne, og her have blandet sig med den ældre Befolkning af Raumer, hvilket enkelte Egenheder ved Dialekten virkelig kunde synes at antyde.

Det er en erkjendt Sag, at Beboerne af de øverste Dalfører østenfor Fjeldet og søndenfor Gudbrandsdalen, eller af Valdres og Hallingdal (Haddingjadal), baade i Dialekt, Udseende og Leveviis have langt mere tilfælles med deres Naboer hiinsides Fjeldet i Sogn og Hardanger, end med Beboerne af deres egne Dalførers nederste Dele, i Land, Hadeland, Sigdal og Ringerike. Allerede heraf ledes man ind paa Forestillingen om, at hine Landskaber have faaet deres Befolkning fra Vesten af over de her skovløse og ikke saa særdeles brede Fjeldflader paa Fillefjeld, Hemsedalsfjeldet, Aurlandsfjeldet og Ustedalshøjderne. Denne Forestilling vinder endmere i Styrke, naar vi erfare at Valdres og Hallingdal i de ældre Tider altid regnedes som Tilbehør til de vestlige Fylker, og med dem hørte under Gulathingets Lovdistrikt[36]. I disse Egne maa saaledes tvende Folkestrømninger, den umiddelbart fra Vesten kommende, og den anden, hvis Fremtrængen fra Raumsdal af vi nys omtalte, have mødt hinanden, og det Punkt, hvor dette Sammenstød indtraf, kan endnu i et Par Dalfører med fuldkommen Bestemthed paavises[37]. Heller ikke ere de her nævnte Dale, nemlig Dalene om Drams-Elvens Vasdrag, de eneste, hvor en saadan Befolkning fra Vesten kan paavises. Ogsaa Thelemarken deler sig med Hensyn til Mundarten i to Hoveddele, som man efter den senere Tids Talebrug kunde kalde den vestfjeldske og den østfjeldske. Mundarten i den vestfjeldske Deel er saa forskjellig fra den i den østfjeldske, og saa overeensstemmende med den, som tales i den vestenfor liggende Setersdal,“ at man ikke et Øjeblik kan tvivle om, at den vestfjeldske Deel af Thelemarken har faaet sin Befolkning ej fra Østen, men fra Vesten. Et ældgammelt Sagn, opbevaret i den saakaldte Saga om Half og Halfsrekkerne, melder desuden udtrykkeligt, at mellem Rogaland (eg. „Rugernes Land“, ogsaa kaldet Rygjafylke, hvoraf det nuværende „Ryfylke“ er en Forkortning) ligger Josurejd, et Sted ved den saakaldte Dalaa i Brunkeberg, omtrent paa Grændsen mellem det østfjeldske og vestfjeldske Thelemarken[38]. Men da Rogerne, Rugerne eller Rugerne umiskjendeligt have haft deres egentlige Hjem og første Fodfæste i Egnen omkring og paa Øerne i Buknfjorden, det vil sige i det nuværende Ryfylke, er det aabenbart, at Setersdalens og det vestfjeldske Thelemarkens Beboere i Førstningen kun var de yderst mod Østen fremskudte Hobe af den store rugiske Æt. For den, der har seet, med hvilken Lethed Valdresboen, Hallingdølen og Thelebonden drager over Fjeldet til Sogn, Hardanger og Ryfylke, og omvendt, Sogns, Hardangers og Ryfylkes Indbyggere til Valdres, Hallingdal og Thelemarken; for ham bliver det dobbelt sandsynligt, hvad vi her have fremsat; Man maa ogsaa formode, at den øverste Deel af Numedalen mellem Hallingdal og Thelemarken har faaet sin Befolkning paa samme Maade, medens dens nederste Egne sandsynligviis ere blevne befolkede søndenfra opad af den samme Æt, som besatte den østre Deel af Thelemarken og det saakaldte Grønland eller Grenland omkring den betydelige Indsø Nonn-Sø (Norsø) strax ovenfor Skiensfjorden.

Det er imidlertid ikke derfor nødvendigt at antage, at Thelemarken og Setersdalen regnedes som eet Landskab tilligemed Rogaland; de behøve kun at have været regnede til Rogaland i vidtløftig Forstand. Dette sees deraf, at man senere hen finder Setersdalen tilligemed det hele saakaldte Robygdelag regnet med til Agder, eller Kystdistriktet mellem Rogaland og Viken – hvad ogsaa Dalenes Retning i sig selv tilsiger. Men uagtet Agder, der omtrent indbefattede de nuværende Lister- og Mandals- og Nedenæs-Amter, i den historisk bekjendte Tid dannede et eget Fylke, finder man dog ogsaa her Spor efter Rogerne, idet Agders yderste Grændsepunkt mod Viken ved Kysten, det nuværende Grændsepunkt mellem Nedenæs Amt og Bratsberg Amt, i fordums Dage kaldtes Rygjarbit. Lægger man nu hertil, at Agder gjennem hele Middelalderen baade i verdslig og gejstlig Henseende hørte til det vestlige Norge-, eller Gulathingets Distrikt, saa kan der ej længer være nogen Tvivl tilbage om at det har faaet sin Befolkning fra Rogaland, ligesom det vestlige Thelemarken, og at hele Kysten lige til Rygjarbit, saavelsom de indre Distrikter, i den ældste Tid tilsammen kaldtes Rogernes eller Rugernes Land. Navnet „Agder“ synes nemlig oprindeligt kun at betegne „et Kystdistrikt“[39]; og saameget er under alle Omstændigheder vist, at Navnet paa dets Beboere „Egder“, ikke ligesom „Ryger“ „Raumer“, og andre, er et af Beboelsesstedets Navn uafhængigt Folkenavn, men ligefrem udledet deraf, hvorfor det ogsaa er nødvendigt at antage, at de forinden Bosættelsen havde et andet Navn[40]. Endog Navnet „Robygger“, efter hvilke Robygdelaget er opkaldt, synes at være en Forkortning af „Rog-bygger“ (rugiske Bebyggere)[41], og ved at undersøge Stedsnavnene i den sydøstlige Deel af det gamle Egda-Fylke, der endnu er opfyldt med vældige Skovstrækninger og i det Hele taget tyndt og adspredt befolket, støder man paa mange, der vidne om, at de Gaarde, som saaledes benævnes, oprindelig blot have været Setre[42], og at den hele Egn følgelig i lang Tid kun har været en næsten ubeboet Skovegn, der alene brugtes til Græsgang for Kvæget om Sommeren, og hvor blot enkelte Pletter langs Kysten vare opryddede til stadig Bolig for Mennesker. Det samme synes i større Maalestok at have været Tilfældet med hele Agder. Rogerne have fra Ryfylke først sat sig i Besiddelse af den flade, skovløse Kyststrækning, som de kaldte Jadar (Jæderen)[43]; siden have de opdyrket enkelte venligere Punkter ved Kysten længere mod Øst, fornemmelig paa Listerlandet og ved den nordenfor dette opgaaende Fjord, i det Dalføre, der kaldtes Hvin- eller Hvinesdalen[44], ved Lindesnæs og Spangerejd, og længer mod Øst paa den smukke Ø Thruma (Thromø)[45] og i Nidelvens nærliggende Dalføre, hvilke Egne, efter enkelte Yttringer i vore Oldskrifter at dømme, synes at være de, som først ere blevne befolkede paa Agder, og hvorfra siden de øvrige opdyrkede Dele af Landskabet have faaet deres Beboere. Disse adspredt beboede Kystpletter kaldtes da rimeligviis Agder, ɔ: Kystdistrikterne – og Fleertals-Endelsen er her betegnende –, medens Indbyggerne, oprindeligt Roger, efterhaanden antoge Navn efter Landskabet, hvor de boede.

Ligesom Rogernes Navn i den sydlige Deel af Gulathings-Distriktet er det eneste selvftændige, saaledes er Hordernes i den nordlige Deel. Sognerne, eller Indbyggerne af Sogn, have faaet Navn efter Landskabet[46]; Firderne eller Indbyggerne af Søndfjord og Nordfjord ligesaa[47], Søndmørerne, efter Kystlandet Søndmøre Man skulde altsaa formode, at hele den vestlige Deel af Landet fra Hordeland til Søndmøres Grændse mod Raumsdalen er bleven befolket af Hørder, der først have nedsat sig i Egnene omkring Gulen i Nordhordland, hvor det ældgamle Thingsted laa, og derpaa udbredt sig til Søndhordland, Hardanger, Haddingjadal, Valdres, Søndfjord, Nordfjord og Søndmøre, maaskee ogsaa til den vestligste og fra Hoveddalen afsondrede Deel af Gudbrandsdalen, de saakaldte Lóar (Lom), der baade ifølge Sagnet og efter deres Udseende at dømme synes at tilhøre den vestlige Stamme[48]. De Hovedstammer, som befolkede det vestlige Norge, maa saaledes have været Hørder og Roger, ligesom Raumsdalen og Størstedelen af Østlandet befolkedes af Raumer. Men Hørderne og Rogerne selv omtales allerede i ældgamle Sagn som nær forbundne, ofte adlydende een Fyrste; dette tyder paa et nærmere Slægtskab med dem, hvilket ogsaa deres senere Forbindelse under eet-Hoved-Thing bekræfter[49]. Og dette Slægtskab maa vistnok have foresvævet vore Forfædre, naar de i Sagnet om Nors Efterkommeres Fremtrængen lode de første Herskere over Agder, Rogaland, Hørdaland, Sogn, Fjordene og Søndmøre være Sønner af Gard Agde, Nors Søn[50]. Vistnok drage de ogsaa Nordmøres Konger ind i dette Slægtskab, og henføre Kongerne over Valdres, Haddingjadal og Thelemarken til Raums Æt, men man kan heller ikke ved et saadant Sagn gjøre Fordring paa fuldkommen Nøjagtighed.

Det staar nu kun tilbage, nærmere at betragte det egentlige Viken, Norges sydøstlige Deel, hvor vi ogsaa allerede have omtalt at der gives Spor af den gotiske Kulturs Indflydelse. Den har dog neppe strakt sig videre end langsmed Kysten fra Gaut-Elvens Udløb til Glommen og videre hiinsides Christiania-Fjorden til den fremspringende Kystflade[51], hvor Rogerne (eller Egderne) mødte dem, nemlig til det forhen nævnte Rygjarbit. Ligesom det nu allerede ovenfor er viist, hvorledes Raumerne engang, og det i den sildigere Deel af den gotiske Kulturperiode, naaede lige ned til Søen i Egnen ved Glommen og henimod Gaut-Elven, saaledes finde vi og at den sydlige Fortsættelse af Numedal, der nu tilhører Jarlsbergs og Laurviks Amt, og fordum Veftfolden (nemlig Laurdals og Hedrums Prestegjelde), endnu i den sidste Deel af Middelalderen dannede en Skibrede under Navn af Numedals Skibrede[52]. Dette viser, at hele Dalen omkring Logen engang maa have været kaldet Numedal, og at den saaledes sandsynligviis har modtaget sin Befolkning fra Vesten eller Nordvesten, men at en Indflydelfe, der sønden- eller nedenfra har gjort sig gjeldende, har indskrænket den nordenfra kommende Befolkning til Dalens øvre Dele. Denne Indflydelse kunde nu vistnok tænkes udgaaen fra Raumer, der gjennem Hadeland og Ringerike kunde trænge ned til Vestfold, men den Omstændighed, at vi lige fra de ældste Tider finde Vestfolden, eller de frugtbare Egne vestenfor Folden eller Christianiafjorden[53], i den nærmeste og inderligste Forbindelse med Kystlandene østenfor Fjorden, at vi stedse finde den regnet til Viken, og hvad mere er, at man endog vestenfor det egentlige Vestfold, i det Landskab der nu kaldes Nedre Thelemarken, fordum Grønland, har fundet en Mindesteen med gotiske Runer[54]: – alt dette gjør det nødvendigt at antage, at hiin Indflydelse ej er udgaaen fra Nordmænd, men fra Gauter med gotisk Kultur. Her støde desuden ogsaa andre merkelige bekræftende Omstændigheder sammen. Vi have allerede tidligere haft Anledning til at omtale, hvorledes de germaniske Folkefærd plejede at benævne deres Grændsedistrikter „Mark“, og ville i det Følgende komme til at handle yderligere derom. Nu finde vi i den ældre Periode af Norges Historie den samme Kyststrækning, der i sin Tid beboedes af Raumer, kaldet Vingulmark[55]; noget længer mod Øst, langs den Række af lange smale Søer, der deels gjennem Tistedals-Elven sende deres Vand til Iddefjorden, deels gjennem Store-Lee til Væneren, kaldes Landskabet endnu Marker, og strax ovenfor Grønland, det vestligste Landskab, hvor Spor af den gotiske Kultur have været forefundne, begynder Thelemarken. I disse Landskabers Benævnelser see vi saaledes umiskjendelige Tegn paa, at de i en fjern Oldtid have dannet Grændsen mellem tvende Befolkningsstrømme, af hvilke den ene, Nordmændenes, kom fra nordvest, den anden, Gauternes, fra sydøst. Vi kunne maaskee gaa endnu et Skridt videre. I hele den oldgermaniske Verden plejer man aldrig finde Benævnelsen „Rige“ (riki) brugt uden om erobrede, fra andre Beboere tagne, Besiddelser[56]. Nu træffer man kun i det sydøstlige Norge Landskaber, der kaldes „Rige“, nemlig Raumarike, Ringarike og Ranrike. Disse „Riger“ maatte saaledes antages at have været erobrede fra ældre Besiddere, der neppe kunne have været andre en sydøstenfra indkomne Gauter, hvis yderste Grændse mod Norden bar været Hedemarken. Det er derfor ikke uden Betydning, at Sagnet lader Nor her allerede forefinde en bosat Konge, Rolf i Berg, hvis Kamp og Underkastelse maaskee betegner Gauternes Kamp med Nordmændene og Undertvingelse ved dem. Efterhaanden have de vel maattet vige ligetil Havet, indtil de igjen formaaede at holde Stand nærmest Kysten, og vedbleve at danne en egen Hovedafdeling af Nationen endog efterat de forøvrigt aldeles vare sammensmeltede til den samme nationale Eenhed som denne[57]. Men halvdunkle Erindringer om hiin fjerne uroligere Tid vækkes endnu ved det allerede ovenfor nævnte Skiringssal, med Begravelsesstedet Skæreid[58], Naboskabet med Rogerne eller Rygerne ved Rygjarbit, Nærheden af den Vendelske Sø (Kattegattet), og den Elv, der begrændsede „Scatenauge“; vi ledes hen paa Tanken om de til Syden udvandrede Skirer, Ruger, Viniler, Eruler, og kunne ikke andet end tænke os disse Udvandringer i Forbindelse med Raumernes Fremtrængen henimod Viken. Hermed stemmer det ogsaa godt, at vi allerede hos Jornandes i det 6te Aarhundrede finde hine „Riger“ omtalte[59], ligesom man heller ikke nogensteds i Norge sporer en saadan Vaklen og Ubestemthed i Inddelingen, som i Viken, hvis vestligste Deel, det senere saakaldte Grønafylke, der indbefattede det nuværende Bratsbergs Amt med Numedal, ej synes at være bleven regnet som et eget Fylke førend hen idet 12te eller 13de Aarhundrede[60], medens tillige Forholdet mellem Vingulmark, Ranrike og Alfheime ikke synes at have været ganske paa det rene, især da Benævnelsen Vingulmark senere gik ganske af Brug, og afløstes af „Borgesyssel og Oslo-Syssel“. Og charakteristisk for en østenfra indkommende Befolkning hvis Hovedsæde stedse var østenfor Fjorden, maa det ansees, at Kyst-Egnene vestenfor denne betegnedes med Navnene Vestfold og Vestmare, medens noget tilsvarende Austfold og Austmare ikke findes[61]. Hvad der laa østenfor Fjorden, behøvede ej paa denne Maade at betegnes.

Forsøge vi nu i Korthed at sammenfatte Hovedresultaterne af de ovenfor meddeelte Undersøgelser om Maaden, paa hvilken Norge bebyggedes af Nordmændene, maa det blive saaledes: Fra Amd i Haalogaland, hvor den første Bebyggelse skede, udbredte enkelte Afdelinger sig til Naumdalen og Nordmøre, medens Thrønderne bosatte sig omkring Throndhjemsfjorden i 8 Fylker. Hvad Fællesnavn hine første Bebyggere af Haalogaland førte, lader sig neppe opdage, med mindre man kunde antage, at Benævnelsen „Thrønder“ i sin Tid har været fælles for dem alle[62]. Fra Raumsdalen udbredte Raumer sig opad til Gudbrandsdalen og videre langs Logen til Hedemarken og Raumarike, derfra til det sydlige Østerdalen, det nordlige Vermeland, de egentlige saakaldte Alfheime, og vestover til Hadeland, Ringerike, Modheim, Sigdal, overhoved til de nedre Dele af de Dalfører, hvis øvre Dele udgjøre Valdres og Hallingdal. Fra Nordhordland udbredte Hørder sig til Søndhordland, Søndfjord, Nordfjord, Søndmøre, Lom, Valdres, Hallingdal, maaskee ogsaa til Numedal. Fra Egnen om Buknfjorden udbredte Roger eller Ryger sig til Jæderen, Agder, Setersdalen og Thelemarken. Alle disse Folkeafdelinger kom nordenfra, langs Kysten. Men sydøstenfra kom gautske Vikverjer og besatte Kysten fra Gaut-Elven til Rygjarbit, stødende sammen med hine fra Norden kommende Folk, og tilsidst smeltende sammen med dem. Hvorledes de forresten ordnede sig i Fylker og Thingdistrikter, vil i det Følgende blive viist, hvor vi nærmere komme til at omhandle Landets ældste Inddeling, hvorved der tillige vil komme til at kastes yderligere Lys paa hvad vi her have udviklet.


  1. De her nævnte genealogiske Indledninger kaldes sædvanligviis Fundinn Noregr eller Hversu Noregr bygðist og ere oftere særskilt aftrykte, bedst i Rasks Udgave af Snorra-Edda, og i Fornaldar Sögur Norðrlanda, andet Bind.
  2. I Haandskriftet staar egentlig norðan ɔ: nordenfra, men da nordan, der ofte skrives norða let kan sorvexles med norðr, der desuden strax efter hvor Talen er om Raumdalsejdet, forekommer, er der ingen Tvivl om at norðan maa ansees som Skrivfejl.
  3. F. Ex. Danmark af Dan, hvorom senere; England af Angul, Britannien af Brito o. s. v.
  4. Ved Norafjord, som Indløbet til Sogndalsfjorden i Sogn endnu kaldes, gjør en anden Etymologi sig gjældende, nemlig af nór, et trangt Sund.
  5. Deraf endnu vort Gø-Maaned som Navn paa Februar, medens Januar kaldes Thorsmaaned.
  6. „Gormaaned“ betyder „Slagtemaaned“, af gor, Blod og Indvolde, det engelske gore.
  7. Fönn eller Fann d. e. Sneefann; Drifa, d. e. Sneedriv, Mjöll eller Mjall fiint Sneefog. „
  8. Fornjot nævnes som en Jotun i Skálda, Cap. 75; Jotnerne kaldes i Cap. 18 „Fornjots Goder“. Ogsaa i Angels. kaldes en Blomst „Fornjots Haand“ (Forneótes folm). Navnet selv betyder kun „Urbesidderen“.
  9. Af saadanne Selvmodsigelser kunne vi foruden den ovenanførte om Halfdan Gamle, nævne den, at Søkongen Skekkil, der i Begyndelsen siges at være Sønnesøn af Meite, Gors Søn, længer nede kaldes Søn af Lofde.
  10. Af Landnáma gives der 4 Bearbejdelser, den ældste formentlig af Are Frode og Kolskegg Asbjørnssøn, fra Beg. af 12te Aarhundrede; den 2den af Sturla Thordssøn m. fl. fra Tidsrummet 1260–70; den 3die af Lagmanden Hr. Hauk Erlendssøn, død 1334, og den 4de, som kun er en noget yngre Sammenstøbning af alle tre foregaaende. Se herom Fortalen til Udg. af Landnáma i Ísl. Sögur 1844; Grønlands hist. Mindesmærker I. 11–41.
  11. Nemlig Odd, Sønnesøn af den islandske Høvding Sidu-Hall; se Fortalen til Snorres norske Kongesagaer. Sidu-Hall var en Sønnesøn af Bødvar, se Landn. IV. 7.
  12. Se herom udførligere de skarpsindige Undersøgelser af R. Keyser i „Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie“ 6te B. S. 292 til 304. Det vises her tydeligt, at Materialierne til „Fundinn Noregr“ ere hentede fra tre Hovedkilder, nemlig: 1) virkelige gamle Slægtregistre, der opregnede de ældste bekjendte norske og islandske Høvdingers Forfædre nogle Aarhundreder op i Tiden; 2) det gamle Kvad Hyndluljód, forfattet i det 8de Aarhundrede, og optaget i Flatøbogen; det udleder Helte- og Høvdinge-Slægterne over hele den germaniske Verden fra den ovenfor (S. 64) omtalte Halfdan Gamle; 3) Mytherne om Elementarguddommene. Af alle disse tre Bestanddele har man sammensat Slægtregistre og forøget dem ved Hjelp af Navne, ligefrem dannede efter Landskabs-Benævnelserne, af hvilke dog de fleste, som vi i det Følgende ville see, kunne udledes af Ord, der forekomme i Sproget, og rimeligviis alle i sin Tid kunde udledes paa lignende Maade, men af Rødder, som i Tidens Løb ere tabte.
  13. Navnet Lapper findes, saavidt vides, ikke hos nogen tidligere Forfatter, end den danske Saxo, der levede i Slutningen af 12te og Begyndelsen af 13de Aarhundrede. Han nævner i sin 5te Bog (S. 241) Helsingeland, Jarnbereland (Dalarne) og Jemteland „cum utraque Lappia“. Navnet har saaledes paa hans Tid været til. Men udleder man det med Castrén (Suomi 1841, 2 Hefte S. 5) af finsk loap, kvænsk loppu, ɔ: Ende, Slutning, saa kunde man vistnok formode, at de allerede nævnes af Prokop, forsaavidt som han efter Castréns Sigende omtaler Loppi.
  14. Se Upplands-Lagen.
  15. Nemlig det bekjendte Sagn om Olaf Trætelgja, der efterat være fordreven fra Svithjod drog til Egnene nord for Væneren og opryddede Vermeland. (Snorres Yngl. Saga Cap. 46). Det heder imidlertid i Cap. 4–1, at Olaf opfostredes i Vester-Gautland, og i Cap. 46, at han, efterat have erfaret sin Faders Død (han var altsaa ikke selv tilstede hos Faderen), gik med de Mænd, der vilde følge ham, først til Nærike, siden, da Sviarne fordreve ham, over Skoven til Vermeland. Sagnet synes saaledes at antyde, at han kom fra Gautland og at det var Gauter, som ledsagede ham.
  16. Se især det bekjendte Sted i Sverres Saga Cap. 12, hvor der handles om Kong Sverres møjsommelige Fart gjennem Jarnbereland eller Dalarne, der paa den Tid endnu var hedensk, og som ved en 15 Mile bred Skov adskiltes fra Vermeland, ved en 18 Mile bred Skov fra Herdalen. Fra Herdalen til Jemteland var der igjen en Skov af 38 Mile at passere.
  17. Ordet fylki er dannet af fólk; fólkland bruges desuden eenstydende med fylki, f. Ex. i Verset af Vellekla, Ol. Tr. Saga Cap. 55, Fagrsk. 45.
  18. Snorre, Yngl. S. Cap. 9. Her citeres et Stykke af Eivind Skaldespilders Háleygjatal, hvor det heder at Odin og Skade fik Sønnen Søming, da de levede sammen i „Mandhjem“ (Mannheimar). Dette har Snorre selv forstaaet om Svealand eller Svithjod, men det synes af Digteren selv snarere at være meent om Haalogaland eller Throndhjem.
  19. Jemtelands Bebyggelse sættes hos Snorre (Haak. God. S. Cap. 13) i Forbindelse med Eystein den Mægtiges Erobring af Throndhjem, og denne Eystein kaldes i Yngl. S. Cap. 49 Svigerfader af Halfdan Hvitbein, der efter Slægtrækkerne maa have levet henved 700.
  20. Se herom Ann. for Nord. Oldk. og Hist. 1846.
  21. Snorre melder i Fortalen til Yngl. Saga udtrykkeligt, at Eivind i Háleygjatal opregnede Haakon Jarls Forfædre og at han her nævner Søming, Yngve-Frey’s (Odins) Søn. Det heder ligeledes i en kortere Bearbejdelse af de norske Kongesagaer, at Herse, Konge i Naumdal, var en af Haakons Forfædre, og at hans særegne Dødsmaade er beskreven i Eivinds Háleygjalal (Ágrip Cap. 12 i Fornm. S. X. S. 390). Háleygjatal selv er nu tabt, men Rækken af Slægtledene er opbevaret, og der forekommer ligeledes Herser, medens tre andre Led, Gudlaug, Gylaug og Godgest, i Yngl. Saga Cap. 26, 20 og 23, kaldes Konger paa Haalogaland, den sidste endog paa Amd. Altsaa seer man, at Sømings Æt antages at have hersket baade paa Hálogaland og i Naumdal, med andre Ord at disse to Landskaber hørte sammen.
  22. Man finder f. Ex. i Yngl. Saga de omtalte Hálogalands-Konger nævnte paa en Tid, da der endnu ej er Tale om Konger i Egne af Norge, der ligger Sverige langt nærmere.
  23. Hálugr er en archaiserende Form af heilagr, hellig; háluga land ɔ: det hellige Land. Paa Angelsaxisk kaldes det Hálgaland ɔ: ligefrem „det hellige Land“, og den nuværende udtale „Helgeland“ grunder sig vist paa en ældre i daglig Tale sædvanlig Form Helgaland. Ogsaa af Haalogalands Navn har Sagnet fremmanet en Kong Haaloge eller Hølge; men Formen Hœlgi er igjen kun en orthographisk Forskjellighed fra Helgi ɔ: den Hellige.
  24. Nemlig Beitstaden, Beitstaðr, og Beitstadfjorden, Beitsjór, hvilket man har forklaret som Beitisstaðr, Beitis-sjór, Beites Landingssted, Beites Sø; og Eld-Ejdet, der har sit Navn af Elden, fordum Elda, som om det udlededes af Elliði.
  25. Østerdalen, der endnu i Midten af det 13de Aarhundrede var saa tyndt befolket, at den med Hensyn til Ledings-Udredning sattes i Forhold til Gudbrandsdalen som 5 til 16 (Hirdskraa Cap. 36), indbefattede indtil Reformationen kun tre Prestegjeld, nemlig Tyldal, Elverum og Aamot, af hvilke det, første, der indbefattede de nuværende Kvikne, Tønset og Tolgens Prestegjeld, hørte til Nidaros Stift og maaskee neppe engang regnedes til Østerdalen eller Oplandene, medens Aamot der ogsaa indbefattede Storelvedalen og Reendalen, og Elverum, der tillige indbefattede Osen, Trysil, Idre og Serna, hørte til Hamars Stift, og rimeligen udgjorde de egentlige Øster-Dale.
  26. Nyere Eidsivathingslov Thingfareb. 1.
  27. Fornaldar Sögur Norðrlanda II. S. 7.
  28. Klar-Elven og Glommen have idetmindste sit Udspring i Alfheim, og Udtrykket „derfra gaar“ (þadan fellr) behøver vel heller ikke at tages saa bogstaveligt, men kun i den Betydning „fra den samme Kant kommer“.
  29. Se Sögubrot, Cap. 10, (i Fornaldar Sögur Norðrlanda I. B. S. 387). Der staar: Det er bekjendt i alle gamle Frasagn om det Folk, som hed Alfer, at det var meget smukkere end andre Mennesker i Norden, fordi alle hans (Sigurd Rings) Moder Alfhilds Forfædre og hele hans Æt nedstammede fra Alf den gamle, hvilke Ætter man kaldte Alfe-Ætter. Efter denne Alf fik de to Hovedaaer Navn, der sidenefter begge hede „Elv“, den ene adskilte hans Rige fra Gautland og kaldtes derfor Gaut-Elv; den anden løb langs det Land som nu heder Raumarike, og heder „Raum-Elv“. Her gjør det naturligviis intet til Sagen, at den gamle Forfatter paa sin Tids Viis har udledet Ordet „Elv“ af Alf, og fat den i Forbindelse med Gudelærens og Dæmonologiens „Alfer“; thi det er tydeligt nok, at det er Elvene, som have givet Alf ej alene Navn, men ogsaa Tilværelse i Sagnet, ikke Elvene, som have faaet Navn efter Alf. Navnet er, som man seer, udledet af Rodformen Alf – ikke af den omlydte Form Elf. – Ogsaa Adam af Bremen (IV. 21) kalder den Albis, og tillægger endog at han antager den for den samme, Lucan omtaler (nemlig i sin Pharsalia II, 51, hvor det heder om Albis: Fundat ab extremo Flavos aquilone Suevos), en Bestyrkelse mere paa hvad vi ovenfor yttrede, at Gøtaelven og Elben oftere ere blevne forvexlede.
  30. Ad. Bremensis IV. c. 21. (de situ Daniæ p. 60): Transeuntibus insulas Danorum alter mundus aperitur in Sueoniam vel Nordmanniam, quæ sunt duo latissima regna aquilonis et nostro orbi adhuc fere incognita.
  31. I Beowulf-Digtet v. 1010–1040 og 1067–1157, forekommer en Beskrivelse over en Svømmekamp, foretagen mellem Beowulf, Sø-Gauternes Helt, og en vis Breka; de svømmede en heel Uge, heder det, indtil Bølgerne dreve dem ind til „Headoræmes“. Men denne Form, hvis Endelse viser, at den er fejlskreven, maa efter Vidsidh-Digtet v. 127 rettes til Heado-reámas, hvortil i Oldn. svarer Höð- eller Hað-Raumar, der enten betyder „de krigerske Raumer“, eller „Sø-Raumerne“. I begge Tilfælde maa Raumerne altsaa i hine Tider have boet ved Søen, i Gauternes Nabolag. I Vidsidh-Kvadet nævnes ogsaa disse Raumer strax efter Hronas (d. e. Indbyggerne af Hranarike, nu Bohuslen) og Deánas (uvist hvilke). – At Glommen ved Siden af Navnet Raumelv ogsaa kaldtes med det første Navn, viser Benævnelsen paa Distriktet Glømminge, forhen Glymheimar (d. e. Glomhjem).
  32. De ovennævnte Höd-Raumar have saaledes rimeligviis været de samme som Alferne. Merkeligt er det forresten, at Beowulfdigtet ogsaa v. 1155 kalder det Sted hvor Beowulf landede Finnaland, som om Finner virkelig her i fordums Dage skulde have naaet ned til Kysten. Ved Heaðu-reámas, Höð-Raumar, kan man forresten ikke undlade at tænke paa Indbyggerne af Hadeland, der efter det foregaaende netop skulde nedstamme fra Raumerne. Man kan let forestille sig, at disse Had-Raumar eller Hader siden have udbredt sig mod Vesten til Randsfjorden, især da der ved denne er en Egn, kaldet Brandabú, Brandernes Bo, og Breoka eller Breka, – rimeligviis den samme, som svømmede med Beowulf, – i Vidsidh-Kvadet V. 49 siges at have hersket over Brondingerne eller Brandingerne.
  33. Nemlig den nys omtalte Forekomst af Raumer lige nede ved Søen.
  34. Alt dette vil i det Følgende nærmere oplyses, naar vi komme til at handle om Skiringssal og de øvrige Landskaber i det egentlige Viken.
  35. Snorre fortæller, som oven bemerket, i Ynglingasaga, at Vermeland først opryddedes af Olaf Trætelgja, der, som vi have viist, maa være kommen fra Gautland. Enten maa Udsagnet i „Fundinn Noregr“ om Vermelands Bebyggelse af Alfer saaledes ganske støtte sig til en Gisning af Nedskriveren, eller der maa have fundet et Sammenstød Sted mellem Alferne og Olafs Gauter. Man finder vistnok ellers ikke nogensinde Vermeland regnet til Alfheim, men hvis Trysil, Idre og Serna, hvad der er højst sandsynligt, befolkedes af Raumer eller Alfer, maa dog Gauterne fra Vermeland ved den nuværende norske Rigsgrændse have stødt sammen med disse.
  36. Se f. Ex. den nyere Gulathingslovs Thingfarebolk. Til Gulathingsdistriktet regnes her Valdres, Haddingjadal, Setrsdal og Otrodal.
  37. F. Ex. ved Krødren-Fjord, hvis nordlige Deel hører til Haddingjadal, den sydlige til Sigdal eller Ringerike i videst Forstand. Endog de gamle Jordskylds-Benævnelser ere her forskjellige: ved den nordlige Deel af Søen regnedes efter Maanedemater, den sædvanlige Eenhed i Gulathinget, ved den sydlige efter Hefselder m. m.
  38. Halfs Saga Cap. 2 i Fornaldar Sögur Norðrlanda II. S. 26. „Agvald Rogalands Konge“, heder det her, „boede paa „Roga paa Jøsurheid“, der ligger mellem Rogaland og Thelemarken: det kalder man nu Vide“. Navnet „Viðir, à vidum“ gjenkjendes endnu i Veum, som det nu udtales, et Annex til Moland i Thelemarken.
  39. Der forekommer neppe noget andet Sted af dette Navn, uden Agdenes, den yderste Spidse ved Indløbet til Throndhjemsfjorden. Men just fordi denne Spidse bærer dette Navn, og Navnet Agder desuden i sig selv er et Fleertalsord, altsaa viser at Distriktet oprindelig maa have bestaaet af flere afsondrede Bygder, just derfor bliver den ovenanførte Gisning om Navnets oprindelige Betydning sandsynlig.
  40. Egðir er ligefrem dannet ved Omlyd af „Agdir“. Endnu den Dag idag kalde Beboerne af Thelemarken deres Naboer i Robygdelaget, Nedenæs og Mandals Fogderi, Egder.
  41. Man sinder aldrig Rábygðir, Rábyggjalög, men Robygðir, Robyggjalög, der nok kunde tænkes forkortet for Rogbygðir o. s. v. Benævnelsen synes ellers nærmest at være udgaaen fra den saakaldte Robusdal i Nærheden af Heigrefos.
  42. En Mængde Gaarde ende her med Ordet „Söl“ eller „Sel“ d. e. Sæter, f. Ex. Mesel (Miðsel), Reiersel (Hreiðarssel), Lødesøl (Hlöðusel) o. s. v.
  43. Jaðarr, Angels. codor, en Bræm, Rand.
  44. Her nævnes ogsaa Hvinisfjörðr, den nu saakaldte Feddefjord, i hvilken Hvin- eller Kvin-Elven har sit Udløb.
  45. Thruma nævnes allerede tidligt som Kongesæde i Agder, f. Ex. i Gautreks og Rolfs Saga, Cap. 3, og i selve Fundinn Noregr, hvor det heder at Thrym, Raums Søn, fik Agder, og havde Sønnerne Agde og Agnar, Fader til Ketil Thrym, der boede i Thruma. Det er aabenbart, at baade Thrym og Ketil Thrym ere opdigtede efter Thruma, ligesom Agde efter Agder. Thruma var senere Sædet for Harald Haarfagres Foged, se Landnáma V. 6, og Thelemarken synes endnu paa den Tid at have ligget under Agder, thi det heder her, at Harald Haarfagre sendte Thororm fra Thruma for at kræve Skat af Aasgrim Ulfssøn i Thelemarken.
  46. Sogn, egentlig Fjordens Navn, skal betyde „en trang Fjord“.
  47. Til Fjordefylke eller rettere Firdafylke, Firdernes Fylke, hørte ogsaa Fjaler, et mindre Fjord-Distrikt, hvis Indbyggere derfor kaldtes Filer.
  48. Se C. Sommerfelt i Topogr. Journal, 14 Hefte S. 88–89.
  49. Hørdernes fortrinlige Anseelse fremfor de øvrige Indbyggere af Vestlandet viser sig ogsaa deri, at „hørdske Mæler“ paa en vis Maade omtales som Normalmaal for hele Gulathingsdistriktet i den ældre Gulathingslov Cap. 58.
  50. Gard Agdes Sønner vare, fortæller Fund. Noregr: Hørd (Hørdernes Konge), Rugalf (Rogernes), Thrym (Egdernes), Vegard (Sygnernes), Freygard (Firdernes), Thorgard (Søndmøringernes) og Grjotgard (Nordmøringernes).
  51. Denne Kystflade kaldtes ogsaa Jaðarr, hvorfor Rygjarbit nu kaldes Jernes (ɔ: Jaðarnes).
  52. Se her Diplomatarium Norvegicum, I. No. 1118, jevnfør Langes Tidsskrift 5te Aargang, S. ll5.
  53. Vestfold indbefattede det nuværende Jarlsberg-Laurviks Amt med Sandsver, Eker og Lier.
  54. Se ovenfor S. 48, jevnfør Finn Magnusen: om Runamo og Runerne S. 390–92, 495.
  55. Vingulmark indbefattede Kysten fra Glommen eller maaskee endog fra Svinesund langs Christianiafjorden til Lier. Navnet betyder kun „Krat-Skoven“ eller Vingel-Skoven. Man maa her ogsaa tænke paa Paul Warnefrieds Vinili, Beowulfdigtets Wenlas, og paa Vinoviloth (Vinôvilôs) som Jornandes nævner ved Siden af Finnerne, der ifølge Beowulfdigtet boede i Nærheden af Headhreamerne (Raumerne) ved Kysten.
  56. F. Ex. „Frankrige“ d. e. Frankernes Rige og i England de angelsaxiske Riger: Myrcena-rice (Mercia), Beornica-rice (Bernicia), Deora-rice (Deira), West-Seaxena-rice (Wessex) o. s. v. I Norden gjorde man Forskjel paa SVi-þjôd, Sveafolket, det egentlige Svealand, og Svíaríki, Svenskernes R1ge, d. e. Svealand, Gautland og Finland tilsammen; saaledes og Noregsríki, Norge med Bilande, Danaríki, det egentlige Danmark med Bilande. Istedetfor ríki sagde man ogsaa undertiden veldi, som Svíaveldi, Danaveldi, Noregsveldi.
  57. Den nærmere Undersøgelse af disse Folkestrømningers Bølgeslag frem og tilbage i det sydlige Norge vil i det Følgende, hvor Norges Oldhistorie behandles, blive anstillet.
  58. Ifølge Yngl. Saga Cap. 49 blev Halfdan Hvitbein, Oplandenes Konge, begraven paa „Skæreid“ i Skiringessal. Saavel Skæreið som Skiringessal minder om Paul Warnefrieds Scoringa og Scoeri, især da det ingenlunde er afgjort, om man ikke rettere burde skrive Skœreið. Det er i sig selv ej utænkeligt, at Langobarderne eller Vinilerne allerførst kunne have fundet deres Vej til Vingulmark, og derfra videre til Skiringssal og Rygjarbit, hvorfra de med Skirer og Roger (Ruger) kunne have sat over Søen til Jylland, og her kæmpet med Vendlerne (Vandalerne hos Paul Warnefried).
  59. Nemlig Raumariciæ, Ragnaricii.
  60. Endnu i den ældre Gulathingslov Cap. 315 omtales Grønerne (Indbyggerne af Grønland), kun som Anhang til Vikverjerne eller Vikens Beboere.
  61. Se især herom Langes Tidsskrift 5te Aargang S. 110. flg.
  62. Thrønderne, Þrœndr (eg. Þróendr) d. e. „de som trives“, er ikke et Landskabsnavn, men et Navn, der maa have været eget for Afdelingen, førend den bosatte sig i Landet. Det er derfor ikke usandsynligt, at den ogsaa kan have gjeldt for Helgelændinger, Naumdølinger og Mører, thi uagtet disse ikke aldeles hørte til den samme Afdeling, have de dog altid i Sprog og Institutioner meget tilfælles med Thrønderne. Navnet Þróndarnes paa Helgelands vigtigste Punkt synes og at antyde det samme. Thrønderne synes endog at være nævnte i det angelsaxiske Vidsidh’s Kvad: der omtales i v. 128: þrówende.