Det norske Folks Historie/1/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Om man endog nok ſaa meget tvivlede om, at vore Forfædres førſte Beſættelſe af Landet gik for ſig i den her antydede Retning, ſaa maatte dog idetmindſte Navnet „Nordmænd“ kunne bortfjerne denne Tvivl, iſær naar det ſammenholdes med den Maade at angive Dalſtrøgenes og Elveløbenes Retning paa, ſom fra umindelige Tider har været den ſædvanlige i Landet. Man er nemlig ſtedſe gaaen ud fra den Forudſætning, at Hoveddalenes og Hovedſtrømmenes Retning gik fra Nord mod Syd, og har følgelig betragtet alt, hvad der laa paa Veſtſiden af Vandſkjellet eller af Fjeldfladens højeſte Strøg, ſom om det laa nordenfor hvad der er paa Øſtſiden. Derfor kjendte man heller ingen anden Hovedinddeling af Norge efter Fjeldſtrækningen, end i Nordenfjelds og Søndenfjelds; til det Nordenfjeldſke regnedes hele Veſtlandet fra Sireaaen til Finmarken; det Søndenfjeldſke var kun hvad vi kalde Øſtlandet tilligemed den øſtlige Deel af det nuværende Chriſtiansſands Stift. Endnu heder det at rejſe nordpaa, naar man rejſer lige i Veſt fra Valdres til Sogn; og en Mand fra det Nordenfjeldſke, ligemeget om han er fra Ryfylke eller fra Helgeland, kaldes af Øſtlændingen en Nordmand, med ſæreget Eftertryk paa „Nord“. Naar vore Forfædre kom ned til Øſtlandet fra Egnene ved Veſterhavet, faldt det ſaaledes af ſig ſelv, at de kaldtes Nordmænd af de gautſke Folkefærd, ſom de allerførſt traf paa hiinſides Fjeldet. Det var ſaameget mere naturligt at benævne dem ſaaledes, ſom der endog ere tydelige Spor forhaanden til at de i en meget lang Tid have opholdt ſig ved Veſterhavets Kyſter, førend de trængte over Fjeldet ned til Øſtlandets videre Dale og til Viken. I vort ældre Sprog, ſaavelſom i vort nuværende Folkeſprog, kaldes nemlig endnu Nordøſten landnorðr, Nordøſtvinden landnyrðingr, Sydøſten og Sydøſtvinden landsuðr og landsynningr, Nordveſten og Nordveſtvinden útnorðr og útnyrðingr, Sydveſten- og Sydveſtvinden útsuðr og útsynningr[1]. Alt hvad der kom fra Øſt, betragtedes ſaaledes ſom kommende fra Landet; hvad der kom fra Veſt, ſom kommende ude fra Havet; Øſten og Landet, Veſten og Havet, vare ſaaatſige uadſkillelige Begreber. Men dette pasſer kun til et Folk, der beboe en mod Veſten vendende Kyſtſtrækning, ſaadan ſom Norges. Ja det pasſer egentlig kun paa Norges Veſtkyſt, thi om den ubetydelige Kyſtſtrækning af Halland kan her ej være Tale, endmindre om Jyllands af tydſke Folkeſlag beboede Kyſt. Denne Betegnelſesmaade af Himmelegnene finde vi nu ej alene udelukkende hos Veſterhavets Kyſtbeboere, men endog ſom den ene brugelige i det oldnorſke Skriftſprog, ligemeget om den, der ſkrev, var en Øſtlænding eller en Islænding. Betegnelſesmaaden maa altſaa have dannet ſig ved Norges Veſtkyſt, og vore Forfædre maa have holdt ſig ved denne længe nok til at hine Ord ej alene kunde komme op og blive brugelige, men endog ſlaa ſaa faſte Rødder i Sproget, at de ſidenefter bibeholdtes i Egne, hvor de ikke længer pasſede til Lokalforholdene, ſom f. Ex. paa Norges Sydøſtkyſt. Men dertil udkrævedes viſt i det allermindſte et Par Aarhundreder. I denne Tid var der Anledning nok for Nordens øvrige Beboere til at lære vore Forfædre at kjende, og til ſaaledes at vænne ſig til at kalde dem „Nordmænd“, at dette Navn tilſidſt blev et Folkenavn, ved hvilket man ej længer ſtedſe havde den egentlige Betydning for Øje. Deres Land blev følgelig ogſaa kaldet „Norðrvegr“, den nordlige Vej, thi det var for tyndt befolket, og Befolkningen for lidet faſt, til at man endnu kunde kalde det „det nordlige Land“; og Ordet norrœnn (egentl. norðrœnn), hvormed man oprindelig kun betegnede, hvad der kom fra Norden — ſaaledes betegnes endnu Nordenvinden i det norſke Sprog[2] — blev Folkets og Sprogets Navn, i ſamme Betydning ſom den, hvori vi nu tage Ordet „norſk“. Det ſynes at ligge i Sagens Natur, at de tre her omhandledes med hinanden uadſkillelig forbundne Benævnelſer, Norðrvegr, Norðmenn og norrœnn ej allerførſt kunne være udgaaede fra vore Forfædre ſelv, men ere opkomne blandt Syd-Skandinaviens gotiſke Nationer, da disſe lærte hine at kjende. Hermed ſtemmer det ogſaa fuldkommen, at vi over hele Norden, idetmindſte i norſke og ſvenſke Oldſkrifter, finde de egentlige Tydſkere, den ſydligſte Hovedgreen af den germaniſke Stamme kaldte Suðrmenn (ſydlige Mænd) og deres Land Suðrvegir (de ſydlige Veje)[3]. Disſe Benævnelſer anvendes ſaa udelukkende og beſtemt om det egentlige Tydſklands Beboere, at der, endog naar de forekomme i ſildigere Skrifter, ej er mindſte Tvivl om, hvilket Folk dermed er meent; de ere aldeles eenstydende med „Tydſkere“ og „Tydſkland“. Og de ere tillige ſaa ganſke tagne i Brug for denne Betydning at endog den Dag idag i de Egne af Norge, hvor „Nordmand“ ſaa hyppigt bruges i den føromtalte Betydning af „Veſtlænding“, intet tilſvarende „Sudrmand“ eller „Sør-Mand“ findes til at betegne en „Øſtlænding“, hvilket man dog unegteligt kunde have væntet. Øſtlændingen ſiger at han rejſer „Nord“, naar han rejſer veſtover Fjeldet; Veſtlændingen at han rejſer „Syd“, naar han rejſer øſtover Fjeldet; men Øſtlændingen kalder Veſtlændingen en „Nordmand“, medens Veſtlændingen kalder Øſtlændingen en „Auſtmand“. En Sudr-Mand kunde han ikke kalde ham, fordi han da vilde komme til at betegne ham ſom Tydſker.

Der er altſaa den ſtørſte Sandſynlighed for, at begge Betegnelſesmaader, for vore Forfædre efter Norden, og for Tydſkerne efter Syden, er opſtaaet hos de gotiſke eller ſkandiſke Germaner, hvilke man altſaa i egentligſte Forſtand kunde kalde Mellemgermaner, og at de begge vedbleve at være de brugelige i Norden, fordi den gotiſke Kultur havde ſlaaet for faſte Rødder i Norden til at dens Levninger og Virkninger ikke ogſaa maatte ſpores efter det egentlige Goterfolks Forſvinden. Det er ogſaa let at forſtaa, hvorfor juſt vore Forfædre, og ikke Sviarne eller de Svenſke, betegnedes ſaaledes. De Svenſke havde ſtedſe været Goternes nærmeſte Naboer, og vare rimeligviis komne over til Halvøen ſtrax efter dem; Goterne havde altſaa fra førſt af kunnet forſølge deres Spor og træde i nærmere Forbindelſe med dem[4]. Men der gik maaſkee Aarhundreder hen, førend Goterne bleve var, at et andet nordiſk Folkefærd, vore Forfædre, havde ſat ſig faſt paa Halvøens nordveſtlige Kyſt. Vore Forfædre maa ligeſom paa een Gang have dukket op bag Fjeldet for Goterne, hvilke derfor ej kunde betegne dem bedre, end ved at kalde dem Nordmænd.


  1. Se herom iſær Ivar Aaſens Ordbog, og Finn Magnusſen, om de gamle Skandinaviers Inddeling af Dagens Tider, S. 86.
  2. Se Ivar Aaſens Ordbog.
  3. Suðrmaðr kaldes en Tydſker ofte i Sagaerne. Suðrœnir menn kaldes Tydſkerne i det gamle ſvenſke Veſtgøtalag. Suðrvegir forekommer i de gamle Eddadigte f. Ex. Guðrúnarkviða II. str. 8.
  4. Ved Øſtergautlands Kyſter maatte Sviar og Gauter komme i umiddelbar Berørelſe. Ogſaa ſinder man en Steen med gotiſke Runer i Uppland (ſe W. Grimm, über deutſche Runen S. 180, 183), og Sviarne omtales hyppigt i Beowulf-Digtet, ligeſom de og fra de ældſte Tider ſtode i den nærme-ſte Forbindelſe med Gauterne.