Det norske Folks Historie/1/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Om man endog nok saa meget tvivlede om, at vore Forfædres første Besættelse af Landet gik for sig i den her antydede Retning, saa maatte dog idetmindste Navnet „Nordmænd“ kunne bortfjerne denne Tvivl, især naar det sammenholdes med den Maade at angive Dalstrøgenes og Elveløbenes Retning paa, som fra umindelige Tider har været den sædvanlige i Landet. Man er nemlig stedse gaaen ud fra den Forudsætning, at Hoveddalenes og Hovedstrømmenes Retning gik fra Nord mod Syd, og har følgelig betragtet alt, hvad der laa paa Vestsiden af Vandskjellet eller af Fjeldfladens højeste Strøg, som om det laa nordenfor hvad der er paa Østsiden. Derfor kjendte man heller ingen anden Hovedinddeling af Norge efter Fjeldstrækningen, end i Nordenfjelds og Søndenfjelds; til det Nordenfjeldske regnedes hele Vestlandet fra Sireaaen til Finmarken; det Søndenfjeldske var kun hvad vi kalde Østlandet tilligemed den østlige Deel af det nuværende Christianssands Stift. Endnu heder det at rejse nordpaa, naar man rejser lige i Vest fra Valdres til Sogn; og en Mand fra det Nordenfjeldske, ligemeget om han er fra Ryfylke eller fra Helgeland, kaldes af Østlændingen en Nordmand, med særeget Eftertryk paa „Nord“. Naar vore Forfædre kom ned til Østlandet fra Egnene ved Vesterhavet, faldt det saaledes af sig selv, at de kaldtes Nordmænd af de gautske Folkefærd, som de allerførst traf paa hiinsides Fjeldet. Det var saameget mere naturligt at benævne dem saaledes, som der endog ere tydelige Spor forhaanden til at de i en meget lang Tid have opholdt sig ved Vesterhavets Kyster, førend de trængte over Fjeldet ned til Østlandets videre Dale og til Viken. I vort ældre Sprog, saavelsom i vort nuværende Folkesprog, kaldes nemlig endnu Nordøsten landnorðr, Nordøstvinden landnyrðingr, Sydøsten og Sydøstvinden landsuðr og landsynningr, Nordvesten og Nordvestvinden útnorðr og útnyrðingr, Sydvesten- og Sydvestvinden útsuðr og útsynningr[1]. Alt hvad der kom fra Øst, betragtedes saaledes som kommende fra Landet; hvad der kom fra Vest, som kommende ude fra Havet; Østen og Landet, Vesten og Havet, vare saaatsige uadskillelige Begreber. Men dette passer kun til et Folk, der beboe en mod Vesten vendende Kyststrækning, saadan som Norges. Ja det passer egentlig kun paa Norges Vestkyst, thi om den ubetydelige Kyststrækning af Halland kan her ej være Tale, endmindre om Jyllands af tydske Folkeslag beboede Kyst. Denne Betegnelsesmaade af Himmelegnene finde vi nu ej alene udelukkende hos Vesterhavets Kystbeboere, men endog som den ene brugelige i det oldnorske Skriftsprog, ligemeget om den, der skrev, var en Østlænding eller en Islænding. Betegnelsesmaaden maa altsaa have dannet sig ved Norges Vestkyst, og vore Forfædre maa have holdt sig ved denne længe nok til at hine Ord ej alene kunde komme op og blive brugelige, men endog slaa saa faste Rødder i Sproget, at de sidenefter bibeholdtes i Egne, hvor de ikke længer passede til Lokalforholdene, som f. Ex. paa Norges Sydøstkyst. Men dertil udkrævedes vist i det allermindste et Par Aarhundreder. I denne Tid var der Anledning nok for Nordens øvrige Beboere til at lære vore Forfædre at kjende, og til saaledes at vænne sig til at kalde dem „Nordmænd“, at dette Navn tilsidst blev et Folkenavn, ved hvilket man ej længer stedse havde den egentlige Betydning for Øje. Deres Land blev følgelig ogsaa kaldet „Norðrvegr“, den nordlige Vej, thi det var for tyndt befolket, og Befolkningen for lidet fast, til at man endnu kunde kalde det „det nordlige Land“; og Ordet norrœnn (egentl. norðrœnn), hvormed man oprindelig kun betegnede, hvad der kom fra Norden – saaledes betegnes endnu Nordenvinden i det norske Sprog[2] – blev Folkets og Sprogets Navn, i samme Betydning som den, hvori vi nu tage Ordet „norsk“. Det synes at ligge i Sagens Natur, at de tre her omhandledes med hinanden uadskillelig forbundne Benævnelser, Norðrvegr, Norðmenn og norrœnn ej allerførst kunne være udgaaede fra vore Forfædre selv, men ere opkomne blandt Syd-Skandinaviens gotiske Nationer, da disse lærte hine at kjende. Hermed stemmer det ogsaa fuldkommen, at vi over hele Norden, idetmindste i norske og svenske Oldskrifter, finde de egentlige Tydskere, den sydligste Hovedgreen af den germaniske Stamme kaldte Suðrmenn (sydlige Mænd) og deres Land Suðrvegir (de sydlige Veje)[3]. Disse Benævnelser anvendes saa udelukkende og bestemt om det egentlige Tydsklands Beboere, at der, endog naar de forekomme i sildigere Skrifter, ej er mindste Tvivl om, hvilket Folk dermed er meent; de ere aldeles eenstydende med „Tydskere“ og „Tydskland“. Og de ere tillige saa ganske tagne i Brug for denne Betydning at endog den Dag idag i de Egne af Norge, hvor „Nordmand“ saa hyppigt bruges i den føromtalte Betydning af „Vestlænding“, intet tilsvarende „Sudrmand“ eller „Sør-Mand“ findes til at betegne en „Østlænding“, hvilket man dog unegteligt kunde have væntet. Østlændingen siger at han rejser „Nord“, naar han rejser vestover Fjeldet; Vestlændingen at han rejser „Syd“, naar han rejser østover Fjeldet; men Østlændingen kalder Vestlændingen en „Nordmand“, medens Vestlændingen kalder Østlændingen en „Austmand“. En Sudr-Mand kunde han ikke kalde ham, fordi han da vilde komme til at betegne ham som Tydsker.

Der er altsaa den største Sandsynlighed for, at begge Betegnelsesmaader, for vore Forfædre efter Norden, og for Tydskerne efter Syden, er opstaaet hos de gotiske eller skandiske Germaner, hvilke man altsaa i egentligste Forstand kunde kalde Mellemgermaner, og at de begge vedbleve at være de brugelige i Norden, fordi den gotiske Kultur havde slaaet for faste Rødder i Norden til at dens Levninger og Virkninger ikke ogsaa maatte spores efter det egentlige Goterfolks Forsvinden. Det er ogsaa let at forstaa, hvorfor just vore Forfædre, og ikke Sviarne eller de Svenske, betegnedes saaledes. De Svenske havde stedse været Goternes nærmeste Naboer, og vare rimeligviis komne over til Halvøen strax efter dem; Goterne havde altsaa fra først af kunnet forsølge deres Spor og træde i nærmere Forbindelse med dem[4]. Men der gik maaskee Aarhundreder hen, førend Goterne bleve var, at et andet nordisk Folkefærd, vore Forfædre, havde sat sig fast paa Halvøens nordvestlige Kyst. Vore Forfædre maa ligesom paa een Gang have dukket op bag Fjeldet for Goterne, hvilke derfor ej kunde betegne dem bedre, end ved at kalde dem Nordmænd.


  1. Se herom især Ivar Aasens Ordbog, og Finn Magnussen, om de gamle Skandinaviers Inddeling af Dagens Tider, S. 86.
  2. Se Ivar Aasens Ordbog.
  3. Suðrmaðr kaldes en Tydsker ofte i Sagaerne. Suðrœnir menn kaldes Tydskerne i det gamle svenske Vestgøtalag. Suðrvegir forekommer i de gamle Eddadigte f. Ex. Guðrúnarkviða II. str. 8.
  4. Ved Østergautlands Kyster maatte Sviar og Gauter komme i umiddelbar Berørelse. Ogsaa sinder man en Steen med gotiske Runer i Uppland (se W. Grimm, über deutsche Runen S. 180, 183), og Sviarne omtales hyppigt i Beowulf-Digtet, ligesom de og fra de ældste Tider stode i den nærme-ste Forbindelse med Gauterne.