Det norske Folks Historie/1/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Indeholde saaledes ej alene de ældre græsk-romerske Skribenters Efterretninger, men Germanernes egne Oldsagn bestemte Antydninger til at alle det store Hovedfolks enkelte Nationer ere komne fra Norden, ja endog fra Skandien eller Skaane, kan man ikke længer ansee det tvivlsomt, at dette virkelig har været Germanernes sidste Vandringsbane, og at de i en fjern Fortid ligesom have kilet sig ind, eller besat de ubeboede Landstrækninger mellem Kelter og Vender, og efterhaanden udbredt sig mod Syd, Øst og Vest, indtil de stødte sammen med Romerne. Vi bemerke ogsaa forskjellige Bevægelses-Perioder, mellem hvilke de germaniske Nationer forholdsviis synes at have holdt sig rolige; den første i de Aarhundreder før Christus, hvor Kelterne foretog deres sidste Vandringer; den anden ved den saakaldte markomanniske Krig, og den tredie ved den egentlige saakaldte store Folkevandring, hvortil vi og i den mere bekjendte historiske Tidsalder kunde lægge den Bevægelse, der aabnede Vikinge-Perioden. Vi slutte derhos med nogenlunde Sikkerhed, at de fleste af de germaniske Nationer, vi i den tidligste Tid finde længst mod Syd, ogsaa tidligst ere komne nordenfra, og at de, vi finde nordligst, have haft den nordligste Plads ligefra de ældste Tider. Vi slutte endelig, at forsaavidt Tacitus’s og Plinius’s Inddeling i Ingæver, Istæver og Herminer er rigtig – hvad man ej har Grund til at betvivle – maa Herminerne betegne Sydtydskerne, Istæverne Rhin- eller Vest-Tydskerne, og Ingæverne de egentlige skandiske Germaner, nemlig Goter og Nordboer; thi Hovedforskjellen mellem Nordgermaner og Sydgermaner var hine Tiders Skribenter aldeles ikke klar. Men hvorfra og hvorledes Germanerne nærmest kom til Norden, derom savne vi aldeles tydelige eller umiddelbare Vink. Vi vide, at i Aarhundreder, hvor Germanerne i Almindelighed og Nordboer i Særdeleshed ikke besad stort større Kultur, end de ved Middelalderens Begyndelse var i Besiddelse af, gaves der flere, meget befarede Handelsveje mellem Østersøen og Orienten, deels over Gulland, Øsel og Dyna, deels over Aalandshavet, Estland eller Finland, Ladoga og Volga; deels endelig over det hvide Hav, Dvina og Volga[1]. Vi have tillige seet, hvorledes Germanernes Urhjem efter al Sandsynlighed maa søges mellem Tschuderne ved Nordiishavet og Skythosarmaterne idet nuværende Syd-Rusland. Rimeligst bliver det saaledes at antage, at Germanerne ogsaa ad disse Veje ere komne over Østersøen til den nordiske Halvø; nogle, nemlig de egentlige Tydskere, sydligere, nogle nordligere; at de først ankomne efterhaanden have arbejdet sig sydefter, og at deres Plads er optagen af senere indkomne; at de omsider fra den yderste Rand (Skandja) af Halvøen atter drog over Søen; at Goter fornemmelig opslog deres Bopæl i den sydligste Deel af Halvøen, paa Øerne og den jydske Halvø; at den egentlige nordgermaniske Afdeling baade kom sidst og nordligst, saaledes at vore Forfædre søgte længst mod Nordvesten, Sviarne nedsatte sig omkring Mælaren; men at det bliver en Umulighed at sige endog med en nogenlunde Grad af Vished, om de første Nordmænd kom nordenom Botnhavet, eller om de, følgende Vasdragene mod Nord, gik tilsøs langs Iishavets Kyster indtil de fandt Egne skikkede til Bebyggelse. Den sidste Antagelse synes at være den rimeligste. Og saameget er vist, at Nordmændene umuligt kunne have lagt deres Vej gjennem Sveriges, endnu i Middelalderen uopryddede Urskove.

Hvad der endmere bestyrker den her fremsatte Mening, at Germanernes ældste Hjem er at søge i det mellemste Rusland, og at Nordboerne var det sidste germaniske Folk, der forlod dette ældste Hjem, er vore egne og fremmede Historieskriveres Udsagn om de ældste, egentlige Russer eller Beboere af det Land, som vore Forfædre kaldte Gardarike, Mellemrusland fra den finske Bugt til Volga og de øvrige Dnepr-Egne. Endog i Sagnene fra de tidligste, halvmythiske Tider omtales Beboerne af Gardarike som staaende i den nærmeste Forbindelse med Nordboerne; ældgamle genealogiske Kvad udlede nordiske Fyrstefamiliers Herkomst fra Gardarike[2], de enkelte Mænd eller Kvinder fra Gardarike, der i den fjerne Oldtid omtales, bære nordiske Navne[3], og det forudsættes stedse, om det just ikke udtrykkeligt meldes, at Sproget i Gardarike var det samme som i Norden. Tog fra den nordiske Halvøes til Gardarikes Kyst omtales i vore Oldskrifter fra de ældste Tider af ej som sjeldne, men som sædvanlige Foretagender, og Søvejen tversover Østersøen beskrives ej som lang, vanskelig og sjelden benyttet, men af Maaden, hvorpaa den omtales, faar man snarere det Indtryk, at den ansaaes kort, vel bekjendt og saa ofte befaret, at man der ganske følte sig som hjemme. Hertil kommer nu forskjellige, og aldeles paalidelige Vidnesbyrd, om at Russerne, det herskende Folk i Gardarike, endnu i det 9de og 10de Aarhundrede e. Chr. talte omtrent samme Sprog som Svenske og Nordmænd. Kort efter at man ved den tydske Kejser Ludvig den Frommes Hof gjennem Christendommens Udbreder Ansgars Mission til Danmark og Sverige havde lært det sidstnævnte Land og dets Folk nærmere at kjende[4], kom der (i Aaret 839) Gesandter til Kejseren fra den græske Kejser Theophilos, og i Følge med disse Gesandter vare ogsaa nogle Mænd fra Folket Rhos (saaledes skrive Byzantinerne altid Russernes Navn), som af deres Fyrste vare sendte til Constantinopel i et venskabeligt Ærende, og nu skulde rejse hjem igjen, men foretrak at gjøre Omvejen gjennem Tydskland fremfor at rejse den Vej, ad hvilken de vare komne, da denne førte dem gjennem Landskaber, beboede af Folk, hvis Grumhed og Voldsomhed de frygtede[5]. Den tydske Kejser fandt imidlertid ved nærmere Undersøgelse, at de var af Sviarnes Folk (det vil naturligviis her kun sige at han og Tydskerne troede det, fordi de talte samme Sprog), og fattede endog Mistanke mod dem at de vare Speidere[6]. Den græske Kejser Constantin Porphyrogennetus, der omkring 950 skrev vidtløftige Skrifter om Rigets Styrelse, Hofceremoniellet o. a. d., fortæller Meget om Russerne, hvis Hjem han sætter i de øvre Dnepr-Egne (han kjendte naturligviis ikke deres Nordgrændse); han omtaler, hvorledes de, for at komme til det sorte Hav, maatte sejle ned ad Dneperen gjennem de vilde og grumme Petschenegers Land, og nævner ved denne Lejlighed Navnene paa de Fosser, som maatte passeres. Disse Navne anfører han baade, som han siger, paa Russisk og paa Slavisk, med tilføjet græsk Oversættelse; og ligesom de slaviske Navne godt kunne forklares af de gamle Kirkeflaviske og de endnu levende slaviske Sprog, saaledes kunne de saakaldte russiske ligesaagodt forklares af vort Oldsprog[7]. Den paalidelige Forfatter Ljudbrand af Ticino, (død 979 som Biskop af Cremona) der selv havde været Gesandt i Constantinopel, og derved faaet Anledning til at indhente Efterretninger om Russerne, af hvilke han vistnok endog selv havde seet enkelte, medens han tillige godt kjendte de i Vest-Europa saa berømte og berygtede Normanner, siger paa to Steder i den af ham efterladte „Samtidens Historie“, at det Folk, som Grækerne kaldte Russer, af Vesteuropæerne kaldtes Normanner; han beskriver endog det Angreb, som den russiske Storfyrste Ingor eller Igor i Aaret 945 foretog paa Constantinopel, og nævner som Hjemmelsmand sin egen Stiffader og Opdrager, der paa den Tid selv havde opholdt sig i Constantinopel som Gesandt, og med egne Øjne havde seet de russiske Fanger henrettede[8]. Hertil kommer, at de gamle russiske Annaler endnu have opbevaret os Navnene paa de russiske Høvdinger, der afsluttede eller bekræftede saavel den i sidstnævnte Aar 945, som den tidligere, i 912, med den græske Kejser indgaaede Tractat, og disse Navne, ligesom de fleste øvrige russiske Navne fra hiin Tid, ere alle reent nordiske, kun – hvad der ej er at undres over – noget forvanskede af den i Sproget ukyndige slaviske Annalist[9]. Lige til ned i det 11te Aarhundrede og maaskee endnu sildigere finde vi Spor af dette nordgermaniske Sprogelement i Rusland, ej alene i Egennavne, men og i andre Benævnelser, og det var først efter at slavisk Sprog og slavisk Nationalitet ogsaa hos det herskende eller russiske Folk havde opslugt den nordiske, at Benævnelsen Russer og Russisk begyndte at bruges i den Betydning, hvori den nu stedse tages.

Blandt de Folk, der bebo det nuværende Rusland, er der dog eet, som ikke har udstrakt det russiske Navn til de gamle Russers slavisktalende Efterkommere, men endnu stedse skjelner mellem Russer, d. e. nordisk eller nærmest svensk-talende Folk, og Vender, eller de som tale det nuværende russiske eller overhoved et slavisk Sprog. Dette Folk er det tschudiske i dets vestligste Forgreninger i Finland og Estland. Finnerne og Esterne kalde endnu Svenskerne, det nordiske Folk hvormed de staa i nærmest Berørelse, Ruotsolaine eller Rootslane, ɔ: Russer, medens de kalde Russerne og de øvrige Slaver Vænelaine eller Vænelane, d. e. Vender. Da Tschuderne fra umindelige Tider stod i Berørelse med Nordgermanerne, maa man antage, at idetmindste Navnet Ruotsolaine har været den Benævnelse, ved hvilken de i al denne Tid betegnede dem. Det er derfor ikke at undres over, at flere Ethnographer i de Roxolaner, hvilke Strabo og andre sydlandske Forfattere omtale som et sarmatisk Steppefolk i Tanais-Egnene, have troet at gjenkjende hine Ruotsolane, altsaa Nordgermanernes Forfædre, eller en Afdeling af dem. Herimod kan vistnok meget indvendes, men hvad der ikke lader sig bestride, og hvad der for den nærværende Undersøgelse maa ansees tilstrækkeligt, er, at Forfattere efter Folkevandringens Tider virkelig have antaget det samme, og derfor brugt Benævnelsen Roxolaner om de selvsamme nordgermaniske Folk, der i det 9de, 10de og 11te Aarhundrede kaldtes Russer. Det heder saaledes i det geographiske Verk, der sædvanligviis tillægges en unavngiven Forfatter fra Ravenna, og som i Virkeligheden synes at være en Compilation, tildeels efter gotiske Kilder, istandbragt i Løbet af det 7de, 8de og 9de Aarhundrede, at bagenfor Roxolanernes Land ligger den store Ø Gammel-Skythien, der af Jornandes kaldes Scanza og fra hvilken de vestlige Folk ere uddragne, navnlig Goter, Daner og Gepider; ligeledes, at ved Oceanet ligger Roxolanernes, Suarikernes (d. e. de Svenskes, Svearikes Indbyggeres) og Sauromaternes (Sarmaternes) Land, gjennem hvilket Floden Vistula (Weichsel), og en anden ved Navn Lutta, foruden flere andre Floder løbe, og bagenfor hvilket, nedenfor Oceanet, Scanza er beliggende[10]. Og et endnu ældre Exempel paa en saadan Brug af Navnet giver den gotiske Historiskriver Jornandes, hvor han fortæller om Kong Ermanariks Endeligt, thi han siger her udtrykkeligt, at han blev angreben og haardt saaret af de to roxolanske Brødre Sarus og Ammius, der vilde hevne deres Syster Sonilda, som Kongen havde ladet sønderslide af Heste[11]. Man gjenkjender her strax vore gamle Eddasanges Fortælling om Goterkongen Jarmunrek, som saaredes af Jonakers Sønner Sørle og Hamdhir, der vilde hevne deres Halvsyster Svanhild, hvilken Jarmunrek havde ladet søndertræde af Heste. Jonaker omtales i disse Sagn som boende ved Havet langtfra de Egne, hvor Volsungerne boede (Nordtydskland); hans Rige bliver derfor at søge etsteds ved Østersøen, og dog i Goternes Naboskab. At Jornandes har tænkt sig dette Rige som Roxolanernes Land, og Roxolanerne følgelig som Germaner[12], er efter det her anførte umiskjendeligt.

Vi finde saaledes idetmindste fra det 6te Aarhundrede, og, efter vore egne Oldskrifters Yttringer om Gardarike at dømme, endnu tidligere, eller saa tidligt, som Nordmænd og Sviar nævnes i Norden, et med dem overmaade nær beslægtet Folk under Navnet Russer bosat i den mellemste Deel af det vestlige Rusland, ved de øvre Dnepr-Egne, Ilmen, Ladoga og maaskee det inderste af den finske Bugt. Disse Russer kunne umuligt være komne fra den nordiske Halvø, tvertimod Folkeflytningernes Hovedretning; de maa derfor antages at have været den østenfor Østersøen tilbageblivende Deel af den nordgermaniske Stamme, dens yderste Deel mod Østen, der, eftersom de øvrige Afdelinger drog mod Vest, ogsaa rykkede efter, men ej naaede længer end til de vestligste Egne af Stammens ældre Hjemland østenfor Østersøen. Det kunde endog synes som om deres Fremrykken mod Vest ved indtrufne Omstændigheder har været forsinket, saa at der mellem dem og de sidst over Havet bortdragne Stammebeslægtede opstod et ikke ubetydeligt Mellemrum, der udfyldtes af tschudiske Folk, thi endnu finde vi, som bekjendt, der rundt omkring den finske Bugt, nemlig Finner i Nord, Ingrer inderst i Øst, Ester og Liver i Syd, og man kunde heraf endog fristes til at tro, at vore Oldskrifters Ord om Sejlads til Gardarike blot er at forstaa om en Sejlads enten til de af Russerne senere undertvungne Kystlande eller opad Neva til Ladoga, hvor det egentlige Gardarike i den historiske Tidsalder først tog ved. Men paa den anden Side maa det ej oversees, at den ovennævnte navngivne Geograph sætter sine Roxolaner eller Russer ved Oceanet (Østersøen), og det er ej alene ikke utænkeligt, men ogsaa højst sandsynligt, at der i den lange Tid, inden den paalidelige nordiske Historie begynder, kan have fundet Bevægelser Sted, der kastede tschudiske Stammer mellem Nordboerne og Russerne, og over paa de af disse forhen besatte Kyster. Hvilke disse Bevægelser have været, ville vi senere komme til at omhandle. Her er det for det første tilstrækkeligt at have paaviist, hvorledes de ældste Russer kunne ansees som det yderste østlige Led af den store germaniske Folkerække. Thi da den rimeligste Maade at tænke sig den hele Rækkes Flytning paa er den, at de Led, der boede nærmest Østersøen, først satte over denne, at de nærmest østenfor dem først indtog deres Plads, siden fulgte dem hinsides Havet, og at den hele Række saaledes Led for Led rykkede mod Vesten indtil Russerne omsider standsede da de havde naaet Kysten; faar man derved tillige en anskuelig Forestilling om, hvilke Dele af det nuværende Rusland Germanerne oprindeligt havde inde, og ad hvilken Vej deres Vandring fornemmelig gik. Vi finde paa den Tid, da Germanernes Oldhistorie nogenlunde opklares, Folkerækken fordeelt i Landene fra Rhinen i Vest, over Nordtydskland, Danmark, Norge og Sverige til Egnene om Ladoga, Ilmen og øvre Dnepr i Øst, men vi ane tillige at der var en Tid, da den samme Folkerække optog Strækningen fra den finske Bugt i Vest til Volga-Egnene i Øst. Og i Russernes nordgermaniske Sprog og Nationalitet have vi det bedste Vidnesbyrd om at Nordgermanerne var den Deel af den hele Folkerække, som sidst forlod sit ældre Hjem, medens Sydgermanerne allerede for længe siden vare dragne forud. Enhver Tanke om, at den nordiske Halvø kunde have faaet sin Befolkning fra Syden af, saaledes at Nordmændenes og Sviarnes Forfædre skulde være komne fra Tydskland, med andre Ord at den hele Stammeflytning skulde have fundet Sted i en aldeles modsat Retning af den ovenfor fremstillede, maa saaledes tilbagevises som stridende ej alene mod Sagens Natur, men ogsaa mod alle historiske Vidnesbyrd.

Det kunde ved den første Betragtning synes noget besynderligt, at de i første germaniske Vandringshobe skulde være dragne over Søen, og ikke snarere have fulgt Østersøens Kyster. Men foruden at Østersøens Kyster ligesaavel kunde følges nordenom som søndenom, vil man dog ikke, om man end antager Nordboerne udgangne fra Tydskland, kunne undgaa at forudsætte en Sejlads. Og foruden at de oldgermaniske Sagn selv handle om en Sejlads fra Nord mod Syd, har det ogsaa fra de ældste Tider været et charakteristisk Træk ved de germaniske Nationer, at de, saa ofte de kom i Berørelse med Havet eller sejlbare Søer og Floder, yttrede Lyst til Sejlads og viste sig fortrolig med Skibsbyggeri. Tacitus beskriver allerede Svierne som mægtige ved deres Flaade; endog i den gamle Gudelære spille Skibe (som Skidbladner, Naglfar, Ringhorne), en vigtig Rolle; Sagnene om Udvandringen fra Skandja forudsætte selv Fortrolighed med Søen. Goterne havde aldrig saa snart naaet det sorte Hav, førend vi see dem bygge Fartøjer, hvormed de foretog Plyndringstog til Grækenland og Lilleasien; de gamle Russer sejlede paa deres smaa Fartøjer ned ad Dnepr og derfra lige til Constantinopel. Søen kunde derfor ikke være nogen Hindring for deres Fremtrængen, allermindst Østersøen, hvor Aalands-Archipelaget endog næsten kan siges at danne en Bro, og hvor man paa een Dag idetmindste kan komme saa langt fra Kurlands Kyst, at man har Landkjending af Gulland. Større Vanskeligheder, end ved at antage en Flytning over Østersøen, vil man finde ved at skulle forklare, hvorledes Germanerne til Lands arbejdede sig gjennem de skythosarmatiske Stammer, der opfyldte Egnene mellem deres ældre Hjem og det nuværende Tydskland. Og om man end antager dette muligt, kan man dog ikke undgaa at tænke sig Nordmændenes og Svearnes Vandring som foregaaet enten tversover eller nordenom Østersøen. Thi en nærmere Undersøgelse af Retningen, hvori Norge bebyggedes, viser noksom, hvad der i det Følgende vil sees, at den gik fra Nord mod Syd, ligesom en lignende Undersøgelse med Hensyn til Sverige viser, at det bebyggedes i Retningen fra Øst til Vest. Men kunde to germaniske Folk saaledes komme over eller omkring Østersøen, da kunde de øvrige ogsaa. Det bliver saaledes ej alene meest overeensstemmende med de ældre sydlandske Forfatteres ethnographiske Notitser, og med Germanernes egne Oldsagn, men ogsaa i og for sig selv rimeligst at Germanernes første Indvandring til vestlige Egne er skeet paa den ovenfor udviklede Maade og i den ovenfor skildrede Retning, nemlig først over Østersøen til den nordiske Halvø, derfra videre til Tydskland.

Vi have forfulgt Germanerne opad til deres ældste Hjem i det nuværende Mellemrusland, og have bragt det til nogenlunde Vished, at de i en fjern Oldtid, idetmindste mere end 3–400 Aar før Chr., have begyndt deres Udvandring derfra mod Vesten, over Østersøen. Men om Aarsagen til denne Udvandring kunne vi intet andet sige, end at den, som de øvrige Udvandringer, maa have haft sin Grund i Bevægelser i det fjerne Østen, om hvilke Historien tier. At Perserkongen Darius Hystaspis’s Tog mod Skytherne henved 300 f. Chr. kan have bidraget dertil, – hvilket flere have gjettet paa – kan i og for sig ikke kaldes usandsynligt, ligesom vel overhoved de ældste akhæmeniske Kongers Erobringstog til Landene østenfor det kaspiske Hav ikke kunne have undladt at frembringe Bevægelser, der forplantede sig fra Folk til Folk og omsider naaede fjernere Egne, hvis Beboere hverken kjendte Perserne eller kjendtes af dem. Men yderligere Granskninger i denne Materie vilde føre os for langt fra hvad der her er Hovedsagen. Vi standse ved Visheden om, hvor Germanernes ældste Hjem er at søge, uden at opholde os ved at eftergranske de Aarsager, der drev dem derfra.

  1. Om Handelsvejene fra Norden til Orienten, se Rasmussen de Orientis commercio cum Russia et Scandinavia medio ævo. De mange arabiske Mynter, som findes i Strøget fra Skaane over Bornholm, Preussen og videre mod det sorte Hav, ere ogsaa talende Beviser for den levende Forbindelse mellem Norden og Østen. Om vore Forfædres Tog til Bjarmeland (ved Dvina) ville vi i det Følgende saa nok at fortælle.
  2. Endog i det ældgamle Eddadigt Hyndluljod (St. 15) fortælles om et Giftermaal mellem Halfdan gamle, Stamfaderen for Nordens Fyrsteslægter, og Almveig, Datter af Eymund, der i Snorra-Edda S. 192 siges at være Konge i Holmgaard (Novgorod), aabenbart efter et gammelt Sagn.
  3. F. Ex. i Hervararsaga: Herlaug, Rollaug.
  4. Ansgars første Besøg til Sverige skete 831, og allerede noget tidligere havde svenske Gesandter været hos Kejser Ludvig. (Rembert. Vita Ansgarii Cap. 9, 10, jvf. Chron. Corbeiense, ved 831).
  5. Nemlig Petschenegerne.
  6. Se Annales Bertiniani (eg. Prudentius af Troyes) ved 839, Pertz, Monumenta hist. Germ. I. 434.
  7. Const. Porphyr. de imperio, Cap. 9, jvfr. Kunik, die Berufung der schwedischen Redsen II. S. 423–444. Constantin skjelner mellem ῥςσιστί (paa Russisk) og σκλαβινιστί (paa Slavisk). En Fos, som hvis slaviske Navn han opgiver ὀστροβουνίπραχ, der efter hans Oversættelse skal betyde τὸ νησίον τοῦ φραγμοῦ, (Fossens Ø), og hvori vi ogsaa gjenkjende de slaviske Ord ostrov (Ø) og prag eller porog (Fos), kalder han paa Rusisk οὐλβορσί d. e. holmfors; en Fos, hvis Navn skal betyde „den bølgende Fos“, kalder han paa slavisk βουλνηπράχ af volna, Bølge og prag, paa Russisk βαρουφόρος ɔ: bárufors, Bølgefossen.
  8. Liutprandi Antapodosis, I, c. II, V, c. 15; Pertz, Monumenta, V. S. 277, 331, jvfr. 353.
  9. Nestor, ved Aarene 912 og 915; her forekommer Navne som Karl, Inegeld (Ingjeld), Beremond (Barmund), Rulaf (Rolf), Schigobern (Sigbjørn) o. s. v. Endog i „Rurik, Sineus og Truvor“ gjenkjende vi Hrœrekr, signjútr, þorvarðr; i Igor, der af Grækerne kaldes Ingor, Ingvar, i Olga, af Grækerne kaldes Elga, Helga, o. s. v.
  10. Anonymus Ravennas. I. Cap. 12, IV. Cap. 4.
  11. Jornandes, de rebus Geticis Cap. 24. Der findes her flere Varianter, som istedetfor Svanilda, Svanivilda (d. e. Svanihilda) og Sanielh; istedetfor Roxolanorum: Rosomonnorum eller Rosomorum.
  12. At Jornandes’s Afskrivere allerede i det 9de eller 10de Aarhundrede ved Roxolanerne tænkte paa Russerne, viser Læsemaaden Rosomonnorum eller Rosomorum. Saxo, der ogsaa beretter om Jarmeriks eller Ermanariks Død, kalder Svanhilds Brødre hellespontiske; men ved Hellespont forstaar han, som vi ovenfor have bemerket, kun Østerleden af Rusland, og har vel her nærmest haft de samme hele ɔ: Sumpe før Øje, der forledede Jornandes til at sætte Erulerne ved Mæotis.