Det norske Folks Historie/1/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Indeholde ſaaledes ej alene de ældre græſk-romerſke Skribenters Efterretninger, men Germanernes egne Oldſagn beſtemte Antydninger til at alle det ſtore Hovedfolks enkelte Nationer ere komne fra Norden, ja endog fra Skandien eller Skaane, kan man ikke længer anſee det tvivlſomt, at dette virkelig har været Germanernes ſidſte Vandringsbane, og at de i en fjern Fortid ligeſom have kilet ſig ind, eller beſat de ubeboede Landſtrækninger mellem Kelter og Vender, og efterhaanden udbredt ſig mod Syd, Øſt og Veſt, indtil de ſtødte ſammen med Romerne. Vi bemerke ogſaa forſkjellige Bevægelſes-Perioder, mellem hvilke de germaniſke Nationer forholdsviis ſynes at have holdt ſig rolige; den førſte i de Aarhundreder før Chriſtus, hvor Kelterne foretog deres ſidſte Vandringer; den anden ved den ſaakaldte markomanniſke Krig, og den tredie ved den egentlige ſaakaldte ſtore Folkevandring, hvortil vi og i den mere bekjendte hiſtoriſke Tidsalder kunde lægge den Bevægelſe, der aabnede Vikinge-Perioden. Vi ſlutte derhos med nogenlunde Sikkerhed, at de fleſte af de germaniſke Nationer, vi i den tidligſte Tid finde længſt mod Syd, ogſaa tidligſt ere komne nordenfra, og at de, vi finde nordligſt, have haft den nordligſte Plads ligefra de ældſte Tider. Vi ſlutte endelig, at forſaavidt Tacitus’s og Plinius’s Inddeling i Ingæver, Iſtæver og Herminer er rigtig – hvad man ej har Grund til at betvivle – maa Herminerne betegne Sydtydſkerne, Iſtæverne Rhin- eller Veſt-Tydſkerne, og Ingæverne de egentlige ſkandiſke Germaner, nemlig Goter og Nordboer; thi Hovedforſkjellen mellem Nordgermaner og Sydgermaner var hine Tiders Skribenter aldeles ikke klar. Men hvorfra og hvorledes Germanerne nærmeſt kom til Norden, derom ſavne vi aldeles tydelige eller umiddelbare Vink. Vi vide, at i Aarhundreder, hvor Germanerne i Almindelighed og Nordboer i Særdeleshed ikke beſad ſtort ſtørre Kultur, end de ved Middelalderens Begyndelſe var i Beſiddelſe af, gaves der flere, meget befarede Handelsveje mellem Øſterſøen og Orienten, deels over Gulland, Øſel og Dyna, deels over Aalandshavet, Eſtland eller Finland, Ladoga og Volga; deels endelig over det hvide Hav, Dvina og Volga[1]. Vi have tillige ſeet, hvorledes Germanernes Urhjem efter al Sandſynlighed maa ſøges mellem Tſchuderne ved Nordiishavet og Skythoſarmaterne idet nuværende Syd-Rusland. Rimeligſt bliver det ſaaledes at antage, at Germanerne ogſaa ad disſe Veje ere komne over Øſterſøen til den nordiſke Halvø; nogle, nemlig de egentlige Tydſkere, ſydligere, nogle nordligere; at de førſt ankomne efterhaanden have arbejdet ſig ſydefter, og at deres Plads er optagen af ſenere indkomne; at de omſider fra den yderſte Rand (Skandja) af Halvøen atter drog over Søen; at Goter fornemmelig opſlog deres Bopæl i den ſydligſte Deel af Halvøen, paa Øerne og den jydſke Halvø; at den egentlige nordgermaniſke Afdeling baade kom ſidſt og nordligſt, ſaaledes at vore Forfædre ſøgte længſt mod Nordveſten, Sviarne nedſatte ſig omkring Mælaren; men at det bliver en Umulighed at ſige endog med en nogenlunde Grad af Vished, om de førſte Nordmænd kom nordenom Botnhavet, eller om de, følgende Vasdragene mod Nord, gik tilſøs langs Iishavets Kyſter indtil de fandt Egne ſkikkede til Bebyggelſe. Den ſidſte Antagelſe ſynes at være den rimeligſte. Og ſaameget er viſt, at Nordmændene umuligt kunne have lagt deres Vej gjennem Sveriges, endnu i Middelalderen uopryddede Urſkove.

Hvad der endmere beſtyrker den her fremſatte Mening, at Germanernes ældſte Hjem er at ſøge i det mellemſte Rusland, og at Nordboerne var det ſidſte germaniſke Folk, der forlod dette ældſte Hjem, er vore egne og fremmede Hiſtorieſkriveres Udſagn om de ældſte, egentlige Rusſer eller Beboere af det Land, ſom vore Forfædre kaldte Gardarike, Mellemrusland fra den finſke Bugt til Volga og de øvrige Dnepr-Egne. Endog i Sagnene fra de tidligſte, halvmythiſke Tider omtales Beboerne af Gardarike ſom ſtaaende i den nærmeſte Forbindelſe med Nordboerne; ældgamle genealogiſke Kvad udlede nordiſke Fyrſtefamiliers Herkomſt fra Gardarike[2], de enkelte Mænd eller Kvinder fra Gardarike, der i den fjerne Oldtid omtales, bære nordiſke Navne[3], og det forudſættes ſtedſe, om det juſt ikke udtrykkeligt meldes, at Sproget i Gardarike var det ſamme ſom i Norden. Tog fra den nordiſke Halvøes til Gardarikes Kyſt omtales i vore Oldſkrifter fra de ældſte Tider af ej ſom ſjeldne, men ſom ſædvanlige Foretagender, og Søvejen tversover Øſterſøen beſkrives ej ſom lang, vanſkelig og ſjelden benyttet, men af Maaden, hvorpaa den omtales, faar man ſnarere det Indtryk, at den anſaaes kort, vel bekjendt og ſaa ofte befaret, at man der ganſke følte ſig ſom hjemme. Hertil kommer nu forſkjellige, og aldeles paalidelige Vidnesbyrd, om at Rusſerne, det herſkende Folk i Gardarike, endnu i det 9de og 10de Aarhundrede e. Chr. talte omtrent ſamme Sprog ſom Svenſke og Nordmænd. Kort efter at man ved den tydſke Kejſer Ludvig den Frommes Hof gjennem Chriſtendommens Udbreder Ansgars Misſion til Danmark og Sverige havde lært det ſidſtnævnte Land og dets Folk nærmere at kjende[4], kom der (i Aaret 839) Geſandter til Kejſeren fra den græſke Kejſer Theophilos, og i Følge med disſe Geſandter vare ogſaa nogle Mænd fra Folket Rhos (ſaaledes ſkrive Byzantinerne altid Rusſernes Navn), ſom af deres Fyrſte vare ſendte til Conſtantinopel i et venſkabeligt Ærende, og nu ſkulde rejſe hjem igjen, men foretrak at gjøre Omvejen gjennem Tydſkland fremfor at rejſe den Vej, ad hvilken de vare komne, da denne førte dem gjennem Landſkaber, beboede af Folk, hvis Grumhed og Voldſomhed de frygtede[5]. Den tydſke Kejſer fandt imidlertid ved nærmere Underſøgelſe, at de var af Sviarnes Folk (det vil naturligviis her kun ſige at han og Tydſkerne troede det, fordi de talte ſamme Sprog), og fattede endog Mistanke mod dem at de vare Speidere[6]. Den græſke Kejſer Conſtantin Porphyrogennetus, der omkring 950 ſkrev vidtløftige Skrifter om Rigets Styrelſe, Hofceremoniellet o. a. d., fortæller Meget om Rusſerne, hvis Hjem han ſætter i de øvre Dnepr-Egne (han kjendte naturligviis ikke deres Nordgrændſe); han omtaler, hvorledes de, for at komme til det ſorte Hav, maatte ſejle ned ad Dneperen gjennem de vilde og grumme Petſchenegers Land, og nævner ved denne Lejlighed Navnene paa de Fosſer, ſom maatte pasſeres. Disſe Navne anfører han baade, ſom han ſiger, paa Rusſiſk og paa Slaviſk, med tilføjet græſk Overſættelſe; og ligeſom de ſlaviſke Navne godt kunne forklares af de gamle Kirkeflaviſke og de endnu levende ſlaviſke Sprog, ſaaledes kunne de ſaakaldte rusſiſke ligeſaagodt forklares af vort Oldſprog[7]. Den paalidelige Forfatter Ljudbrand af Ticino, (død 979 ſom Biſkop af Cremona) der ſelv havde været Geſandt i Conſtantinopel, og derved faaet Anledning til at indhente Efterretninger om Rusſerne, af hvilke han viſtnok endog ſelv havde ſeet enkelte, medens han tillige godt kjendte de i Veſt-Europa ſaa berømte og berygtede Normanner, ſiger paa to Steder i den af ham efterladte „Samtidens Hiſtorie“, at det Folk, ſom Grækerne kaldte Rusſer, af Veſteuropæerne kaldtes Normanner; han beſkriver endog det Angreb, ſom den rusſiſke Storfyrſte Ingor eller Igor i Aaret 945 foretog paa Conſtantinopel, og nævner ſom Hjemmelsmand ſin egen Stiffader og Opdrager, der paa den Tid ſelv havde opholdt ſig i Conſtantinopel ſom Geſandt, og med egne Øjne havde ſeet de rusſiſke Fanger henrettede[8]. Hertil kommer, at de gamle rusſiſke Annaler endnu have opbevaret os Navnene paa de rusſiſke Høvdinger, der afſluttede eller bekræftede ſaavel den i ſidſtnævnte Aar 945, ſom den tidligere, i 912, med den græſke Kejſer indgaaede Tractat, og disſe Navne, ligeſom de fleſte øvrige rusſiſke Navne fra hiin Tid, ere alle reent nordiſke, kun – hvad der ej er at undres over – noget forvanſkede af den i Sproget ukyndige ſlaviſke Annaliſt[9]. Lige til ned i det 11te Aarhundrede og maaſkee endnu ſildigere finde vi Spor af dette nordgermaniſke Sprogelement i Rusland, ej alene i Egennavne, men og i andre Benævnelſer, og det var førſt efter at ſlaviſk Sprog og ſlaviſk Nationalitet ogſaa hos det herſkende eller rusſiſke Folk havde opſlugt den nordiſke, at Benævnelſen Rusſer og Rusſiſk begyndte at bruges i den Betydning, hvori den nu ſtedſe tages.

Blandt de Folk, der bebo det nuværende Rusland, er der dog eet, ſom ikke har udſtrakt det rusſiſke Navn til de gamle Rusſers ſlaviſktalende Efterkommere, men endnu ſtedſe ſkjelner mellem Rusſer, d. e. nordiſk eller nærmeſt ſvenſk-talende Folk, og Vender, eller de ſom tale det nuværende rusſiſke eller overhoved et ſlaviſk Sprog. Dette Folk er det tſchudiſke i dets veſtligſte Forgreninger i Finland og Eſtland. Finnerne og Eſterne kalde endnu Svenſkerne, det nordiſke Folk hvormed de ſtaa i nærmeſt Berørelſe, Ruotſolaine eller Rootslane, ɔ: Rusſer, medens de kalde Rusſerne og de øvrige Slaver Vænelaine eller Vænelane, d. e. Vender. Da Tſchuderne fra umindelige Tider ſtod i Berørelſe med Nordgermanerne, maa man antage, at idetmindſte Navnet Ruotſolaine har været den Benævnelſe, ved hvilken de i al denne Tid betegnede dem. Det er derfor ikke at undres over, at flere Ethnographer i de Roxolaner, hvilke Strabo og andre ſydlandſke Forfattere omtale ſom et ſarmatiſk Steppefolk i Tanais-Egnene, have troet at gjenkjende hine Ruotſolane, altſaa Nordgermanernes Forfædre, eller en Afdeling af dem. Herimod kan viſtnok meget indvendes, men hvad der ikke lader ſig beſtride, og hvad der for den nærværende Underſøgelſe maa anſees tilſtrækkeligt, er, at Forfattere efter Folkevandringens Tider virkelig have antaget det ſamme, og derfor brugt Benævnelſen Roxolaner om de ſelvſamme nordgermaniſke Folk, der i det 9de, 10de og 11te Aarhundrede kaldtes Rusſer. Det heder ſaaledes i det geographiſke Verk, der ſædvanligviis tillægges en unavngiven Forfatter fra Ravenna, og ſom i Virkeligheden ſynes at være en Compilation, tildeels efter gotiſke Kilder, iſtandbragt i Løbet af det 7de, 8de og 9de Aarhundrede, at bagenfor Roxolanernes Land ligger den ſtore Ø Gammel-Skythien, der af Jornandes kaldes Scanza og fra hvilken de veſtlige Folk ere uddragne, navnlig Goter, Daner og Gepider; ligeledes, at ved Oceanet ligger Roxolanernes, Suarikernes (d. e. de Svenſkes, Svearikes Indbyggeres) og Sauromaternes (Sarmaternes) Land, gjennem hvilket Floden Viſtula (Weichſel), og en anden ved Navn Lutta, foruden flere andre Floder løbe, og bagenfor hvilket, nedenfor Oceanet, Scanza er beliggende[10]. Og et endnu ældre Exempel paa en ſaadan Brug af Navnet giver den gotiſke Hiſtoriſkriver Jornandes, hvor han fortæller om Kong Ermanariks Endeligt, thi han ſiger her udtrykkeligt, at han blev angreben og haardt ſaaret af de to roxolanſke Brødre Sarus og Ammius, der vilde hevne deres Syſter Sonilda, ſom Kongen havde ladet ſønderſlide af Heſte[11]. Man gjenkjender her ſtrax vore gamle Eddaſanges Fortælling om Goterkongen Jarmunrek, ſom ſaaredes af Jonakers Sønner Sørle og Hamdhir, der vilde hevne deres Halvſyſter Svanhild, hvilken Jarmunrek havde ladet ſøndertræde af Heſte. Jonaker omtales i disſe Sagn ſom boende ved Havet langtfra de Egne, hvor Volſungerne boede (Nordtydſkland); hans Rige bliver derfor at ſøge etſteds ved Øſterſøen, og dog i Goternes Naboſkab. At Jornandes har tænkt ſig dette Rige ſom Roxolanernes Land, og Roxolanerne følgelig ſom Germaner[12], er efter det her anførte umiskjendeligt.

Vi finde ſaaledes idetmindſte fra det 6te Aarhundrede, og, efter vore egne Oldſkrifters Yttringer om Gardarike at dømme, endnu tidligere, eller ſaa tidligt, ſom Nordmænd og Sviar nævnes i Norden, et med dem overmaade nær beſlægtet Folk under Navnet Rusſer boſat i den mellemſte Deel af det veſtlige Rusland, ved de øvre Dnepr-Egne, Ilmen, Ladoga og maaſkee det inderſte af den finſke Bugt. Disſe Rusſer kunne umuligt være komne fra den nordiſke Halvø, tvertimod Folkeflytningernes Hovedretning; de maa derfor antages at have været den øſtenfor Øſterſøen tilbageblivende Deel af den nordgermaniſke Stamme, dens yderſte Deel mod Øſten, der, efterſom de øvrige Afdelinger drog mod Veſt, ogſaa rykkede efter, men ej naaede længer end til de veſtligſte Egne af Stammens ældre Hjemland øſtenfor Øſterſøen. Det kunde endog ſynes ſom om deres Fremrykken mod Veſt ved indtrufne Omſtændigheder har været forſinket, ſaa at der mellem dem og de ſidſt over Havet bortdragne Stammebeſlægtede opſtod et ikke ubetydeligt Mellemrum, der udfyldtes af tſchudiſke Folk, thi endnu finde vi, ſom bekjendt, der rundt omkring den finſke Bugt, nemlig Finner i Nord, Ingrer inderſt i Øſt, Eſter og Liver i Syd, og man kunde heraf endog friſtes til at tro, at vore Oldſkrifters Ord om Sejlads til Gardarike blot er at forſtaa om en Sejlads enten til de af Rusſerne ſenere undertvungne Kyſtlande eller opad Neva til Ladoga, hvor det egentlige Gardarike i den hiſtoriſke Tidsalder førſt tog ved. Men paa den anden Side maa det ej overſees, at den ovennævnte navngivne Geograph ſætter ſine Roxolaner eller Rusſer ved Oceanet (Øſterſøen), og det er ej alene ikke utænkeligt, men ogſaa højſt ſandſynligt, at der i den lange Tid, inden den paalidelige nordiſke Hiſtorie begynder, kan have fundet Bevægelſer Sted, der kaſtede tſchudiſke Stammer mellem Nordboerne og Rusſerne, og over paa de af disſe forhen beſatte Kyſter. Hvilke disſe Bevægelſer have været, ville vi ſenere komme til at omhandle. Her er det for det førſte tilſtrækkeligt at have paaviiſt, hvorledes de ældſte Rusſer kunne anſees ſom det yderſte øſtlige Led af den ſtore germaniſke Folkerække. Thi da den rimeligſte Maade at tænke ſig den hele Rækkes Flytning paa er den, at de Led, der boede nærmeſt Øſterſøen, førſt ſatte over denne, at de nærmeſt øſtenfor dem førſt indtog deres Plads, ſiden fulgte dem hinſides Havet, og at den hele Række ſaaledes Led for Led rykkede mod Veſten indtil Rusſerne omſider ſtandſede da de havde naaet Kyſten; faar man derved tillige en anſkuelig Foreſtilling om, hvilke Dele af det nuværende Rusland Germanerne oprindeligt havde inde, og ad hvilken Vej deres Vandring fornemmelig gik. Vi finde paa den Tid, da Germanernes Oldhiſtorie nogenlunde opklares, Folkerækken fordeelt i Landene fra Rhinen i Veſt, over Nordtydſkland, Danmark, Norge og Sverige til Egnene om Ladoga, Ilmen og øvre Dnepr i Øſt, men vi ane tillige at der var en Tid, da den ſamme Folkerække optog Strækningen fra den finſke Bugt i Veſt til Volga-Egnene i Øſt. Og i Rusſernes nordgermaniſke Sprog og Nationalitet have vi det bedſte Vidnesbyrd om at Nordgermanerne var den Deel af den hele Folkerække, ſom ſidſt forlod ſit ældre Hjem, medens Sydgermanerne allerede for længe ſiden vare dragne forud. Enhver Tanke om, at den nordiſke Halvø kunde have faaet ſin Befolkning fra Syden af, ſaaledes at Nordmændenes og Sviarnes Forfædre ſkulde være komne fra Tydſkland, med andre Ord at den hele Stammeflytning ſkulde have fundet Sted i en aldeles modſat Retning af den ovenfor fremſtillede, maa ſaaledes tilbageviſes ſom ſtridende ej alene mod Sagens Natur, men ogſaa mod alle hiſtoriſke Vidnesbyrd.

Det kunde ved den førſte Betragtning ſynes noget beſynderligt, at de i førſte germaniſke Vandringshobe ſkulde være dragne over Søen, og ikke ſnarere have fulgt Øſterſøens Kyſter. Men foruden at Øſterſøens Kyſter ligeſaavel kunde følges nordenom ſom ſøndenom, vil man dog ikke, om man end antager Nordboerne udgangne fra Tydſkland, kunne undgaa at forudſætte en Sejlads. Og foruden at de oldgermaniſke Sagn ſelv handle om en Sejlads fra Nord mod Syd, har det ogſaa fra de ældſte Tider været et charakteriſtiſk Træk ved de germaniſke Nationer, at de, ſaa ofte de kom i Berørelſe med Havet eller ſejlbare Søer og Floder, yttrede Lyſt til Sejlads og viſte ſig fortrolig med Skibsbyggeri. Tacitus beſkriver allerede Svierne ſom mægtige ved deres Flaade; endog i den gamle Gudelære ſpille Skibe (ſom Skidbladner, Naglfar, Ringhorne), en vigtig Rolle; Sagnene om Udvandringen fra Skandja forudſætte ſelv Fortrolighed med Søen. Goterne havde aldrig ſaa ſnart naaet det ſorte Hav, førend vi ſee dem bygge Fartøjer, hvormed de foretog Plyndringstog til Grækenland og Lilleaſien; de gamle Rusſer ſejlede paa deres ſmaa Fartøjer ned ad Dnepr og derfra lige til Conſtantinopel. Søen kunde derfor ikke være nogen Hindring for deres Fremtrængen, allermindſt Øſterſøen, hvor Aalands-Archipelaget endog næſten kan ſiges at danne en Bro, og hvor man paa een Dag idetmindſte kan komme ſaa langt fra Kurlands Kyſt, at man har Landkjending af Gulland. Større Vanſkeligheder, end ved at antage en Flytning over Øſterſøen, vil man finde ved at ſkulle forklare, hvorledes Germanerne til Lands arbejdede ſig gjennem de ſkythoſarmatiſke Stammer, der opfyldte Egnene mellem deres ældre Hjem og det nuværende Tydſkland. Og om man end antager dette muligt, kan man dog ikke undgaa at tænke ſig Nordmændenes og Svearnes Vandring ſom foregaaet enten tversover eller nordenom Øſterſøen. Thi en nærmere Underſøgelſe af Retningen, hvori Norge bebyggedes, viſer nokſom, hvad der i det Følgende vil ſees, at den gik fra Nord mod Syd, ligeſom en lignende Underſøgelſe med Henſyn til Sverige viſer, at det bebyggedes i Retningen fra Øſt til Veſt. Men kunde to germaniſke Folk ſaaledes komme over eller omkring Øſterſøen, da kunde de øvrige ogſaa. Det bliver ſaaledes ej alene meeſt overeensſtemmende med de ældre ſydlandſke Forfatteres ethnographiſke Notitſer, og med Germanernes egne Oldſagn, men ogſaa i og for ſig ſelv rimeligſt at Germanernes førſte Indvandring til veſtlige Egne er ſkeet paa den ovenfor udviklede Maade og i den ovenfor ſkildrede Retning, nemlig førſt over Øſterſøen til den nordiſke Halvø, derfra videre til Tydſkland.

Vi have forfulgt Germanerne opad til deres ældſte Hjem i det nuværende Mellemrusland, og have bragt det til nogenlunde Vished, at de i en fjern Oldtid, idetmindſte mere end 3–400 Aar før Chr., have begyndt deres Udvandring derfra mod Veſten, over Øſterſøen. Men om Aarſagen til denne Udvandring kunne vi intet andet ſige, end at den, ſom de øvrige Udvandringer, maa have haft ſin Grund i Bevægelſer i det fjerne Øſten, om hvilke Hiſtorien tier. At Perſerkongen Darius Hyſtaſpis’s Tog mod Skytherne henved 300 f. Chr. kan have bidraget dertil, – hvilket flere have gjettet paa – kan i og for ſig ikke kaldes uſandſynligt, ligeſom vel overhoved de ældſte akhæmeniſke Kongers Erobringstog til Landene øſtenfor det kaſpiſke Hav ikke kunne have undladt at frembringe Bevægelſer, der forplantede ſig fra Folk til Folk og omſider naaede fjernere Egne, hvis Beboere hverken kjendte Perſerne eller kjendtes af dem. Men yderligere Granſkninger i denne Materie vilde føre os for langt fra hvad der her er Hovedſagen. Vi ſtandſe ved Visheden om, hvor Germanernes ældſte Hjem er at ſøge, uden at opholde os ved at eftergranſke de Aarſager, der drev dem derfra.


  1. Om Handelsvejene fra Norden til Orienten, ſe Rasmusſen de Orientis commercio cum Russia et Scandinavia medio ævo. De mange arabiſke Mynter, ſom findes i Strøget fra Skaane over Bornholm, Preusſen og videre mod det ſorte Hav, ere ogſaa talende Beviſer for den levende Forbindelſe mellem Norden og Øſten. Om vore Forfædres Tog til Bjarmeland (ved Dvina) ville vi i det Følgende ſaa nok at fortælle.
  2. Endog i det ældgamle Eddadigt Hyndluljod (St. 15) fortælles om et Giftermaal mellem Halfdan gamle, Stamfaderen for Nordens Fyrſteſlægter, og Almveig, Datter af Eymund, der i Snorra-Edda S. 192 ſiges at være Konge i Holmgaard (Novgorod), aabenbart efter et gammelt Sagn.
  3. F. Ex. i Hervararſaga: Herlaug, Rollaug.
  4. Ansgars førſte Beſøg til Sverige ſkete 831, og allerede noget tidligere havde ſvenſke Geſandter været hos Kejſer Ludvig. (Rembert. Vita Ansgarii Cap. 9, 10, jvf. Chron. Corbeiense, ved 831).
  5. Nemlig Petſchenegerne.
  6. Se Annales Bertiniani (eg. Prudentius af Troyes) ved 839, Pertz, Monumenta hist. Germ. I. 434.
  7. Conſt. Porphyr. de imperio, Cap. 9, jvfr. Kunik, die Berufung der ſchwediſchen Redſen II. S. 423–444. Conſtantin ſkjelner mellem ῥςσιστί (paa Rusſiſk) og σκλαβινιστί (paa Slaviſk). En Fos, ſom hvis ſlaviſke Navn han opgiver ὀστροβουνίπραχ, der efter hans Overſættelſe ſkal betyde τὸ νησίον τοῦ φραγμοῦ, (Fosſens Ø), og hvori vi ogſaa gjenkjende de ſlaviſke Ord ostrov (Ø) og prag eller porog (Fos), kalder han paa Ruſiſk οὐλβορσί d. e. holmfors; en Fos, hvis Navn ſkal betyde „den bølgende Fos“, kalder han paa ſlaviſk βουλνηπράχ af volna, Bølge og prag, paa Rusſiſk βαρουφόρος ɔ: bárufors, Bølgefosſen.
  8. Liutprandi Antapodosis, I, c. II, V, c. 15; Pertz, Monumenta, V. S. 277, 331, jvfr. 353.
  9. Neſtor, ved Aarene 912 og 915; her forekommer Navne ſom Karl, Inegeld (Ingjeld), Beremond (Barmund), Rulaf (Rolf), Schigobern (Sigbjørn) o. ſ. v. Endog i „Rurik, Sineus og Truvor“ gjenkjende vi Hrœrekr, signjútr, þorvarðr; i Igor, der af Grækerne kaldes Ingor, Ingvar, i Olga, af Grækerne kaldes Elga, Helga, o. ſ. v.
  10. Anonymus Ravennas. I. Cap. 12, IV. Cap. 4.
  11. Jornandes, de rebus Geticis Cap. 24. Der findes her flere Varianter, ſom iſtedetfor Svanilda, Svanivilda (d. e. Svanihilda) og Sanielh; iſtedetfor Roxolanorum: Rosomonnorum eller Rosomorum.
  12. At Jornandes’s Afſkrivere allerede i det 9de eller 10de Aarhundrede ved Roxolanerne tænkte paa Rusſerne, viſer Læſemaaden Rosomonnorum eller Rosomorum. Saxo, der ogſaa beretter om Jarmeriks eller Ermanariks Død, kalder Svanhilds Brødre helleſpontiſke; men ved Helleſpont forſtaar han, ſom vi ovenfor have bemerket, kun Øſterleden af Rusland, og har vel her nærmeſt haft de ſamme hele ɔ: Sumpe før Øje, der forledede Jornandes til at ſætte Erulerne ved Mæotis.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.