Det norske Folks Historie/1/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De oprindelige germaniſke Vandringsſagn vilde imidlertid for længe ſiden have været tabte, hvis de førſt ſkulde være blevne optegnede efterat Germanerne i deres eget Hjem havde lært boglig Kunſt, eller uden den græſk-romerſke Kulturs Mellemkomſt. Men Folkevandringerne, der i det fjerde og femte Aarhundrede e. Chr. bragte ſaa mange germaniſke Folk til Sydeuropa, medførte blandt mange Goder ogſaa dette, at disſe indvandrede Germaner ſnart tilegnede ſig Sydens Kultur, og at de ſelv opnaaede en langt anden Vigtighed i Sydboernes Øjne, end forhen; dette havde til Følge, at baade de ſelv deſto tidligere bleve iſtand til at fortælle og forevige, hvad de vidſte om deres Urhiſtorie, og at Sydboerne ikke længer fandt det under ſin Værdighed at granſke efter deres Oldſagn, optegne og forklare dem. Derfor have vi fra den Tid af, da hine Vandringer førſt begyndte, langt anderledes nøjagtige og udførlige Beretninger om de enkelte germaniſke Folk, end forhen, og disſe Beretninger ere deels forfattede af romaniſerede Germaner, deels af Romere eller Grækere, der fra Germanernes egen Mund havde indhentet paalidelige Efterretninger. Og det er ikke af ringe Betydning, iſær for Skandinaviens Hiſtorie, at det førſte og mægtigſte Folk, med hvilket Romerne gjorde Bekjendtſkab, var det ſkandiſke Goterfolk.

De førſte Tegn til de Ryſtelſer, der omſider fra Germanien af ſkulde omſtyrte det veſtlige Kejſerdømme, bringe det øſtlige til at ſkjelve, og omſkabe Syd- og Veſt-Europas Udſeende, ſporede Romerne allerede mod Enden af den lange Fredsperiode efter Trajans Tid, under hvilken de troede at have naaet Højdepunktet af Lykke og Magt. Mod Slutningen af det 2det Aarhundrede, paa Markus Aurelius’s Tid, begyndte den Indſtormen af germaniſke Nationer over den romerſke Grændſe, der ſiden ſtedſe fortſattes, indtil Germanerne ganſke fik Overhaand. Den førſte Krig, Romerne paa Grund heraf havde at føre, kaldte de den markomanniſke, fordi Markomannerne, Germanernes yderſte Grændſefolk mod Donau, paa en vis Maade ſtod i Spidſen for de øvrige, med dem forbundne eller maaſkee kun til ſamme Tid angribende Nationer[1], blandt hvilke der ogſaa nævnes de ſaakaldte Viktovaler eller Viktofaler og Astinger, et Folk man neppe med Urette har antaget at høre til de gotiſke eller nærmeſt med Goter beſlægtede[2]. Snart traadte ogſaa Goterne ſelv frem, i Begyndelſen af det 3die Aarhundrede og i de nedre Donau-Egne, hvilket gav Anledning til, at Romerne i Førſtningen forvexlede dem med Geterne. Men den ſtore Kraft, Goterne nu udviklede, viſer at de ogſaa maa have haft megen Deel i de tidligere Folkebevægelſer, der førſt fremkaldte Markomanner-Krigen, ja at de maaſke endog have været dens nærmeſte Ophavsmænd ved at trænge ind paa de ſydligere boende Germaner. Dette antydes ogſaa forſaavidt af romerſke Forfattere, ſom de udtrykkeligt omtale at flere Folk, der deeltoge i den markomanniſke Krig, vare fremdrevne af andre „barbariſke Folk bagenfor (e. nordenfor) dem, og ſtrax begyndte Krig, hvis de ej godvillig bleve optagne inden de romerſke Grændſer“[3]. Den hele Krig og dens Fortſættelſer viſer ſig ſaaledes ej ſom en alene af Nationalhad, frivilligen begyndt, Kamp, men ſom en uvilkaarlig Vigen for uimodſtaaelige Folkeſtrømninger fra Norden af. Hvor langt mod Norden disſe Folkeſtrømninger ſporedes, derom har man ingen beſtemt Efterretning; men da Goterne vare de egentlige nordiſke eller nordgermaniſke Folks umiddelbare Naboer, kunne heller ikke disſe have ſtaaet udenfor Bevægelſen, men have maaſkee endog fra førſt af været med at fremkalde den. I Løbet af det 3die Aarhundrede bleve Goterne farligere og farligere for Romerne, i hvis Rige de oftere gjorde ødelæggende Herjetog, hvilke Romerne ſtundom ſøgte at undgaa ved at betale dem aarlig Tribut. Kejſer Decius faldt, ſom bekjendt, i et Slag mod dem (251)[4]; under Gallienus trængte de herjende frem til de ſydlige Egne af Peloponnes og ind i Lilleaſien; det lykkedes førſt Aurelian at drive dem tilbage hiinſides Donau, hvor de nu en Tidlang holdt ſig rolige indtil Conſtantin den Stores Tider. Denne forſtod at holde dem tilbage. Muligt er det ogſaa, at de juſt i denne Tid undlode at forurolige Romerne ſaameget ſom hidtil, fordi der inden deres egne Grændſer var nok at beſtille, idet den øſtgotiſke Ermanarik optraadte ſom Erobrer og underkaſtede ſig ej alene alle de gotiſke og med Goterne beſlægtede Folk, men ogſaa flere af de tilgrændſende, ikke gotiſke Nabofolk, og grundede et ſtort Erobringsmonarki, der naaede fra Øſterſøen til det ſorte Hav. De mongoliſke Huners Indſtyrten fra Aſien nødſagede endelig Veſtgoterne til at flytte ind paa det romerſke Gebet, hvorfra de ſiden, ſom bekjendt, under Alarik gik til Italien og derfra under Ataulf til Sydfrankrige og Spanien; Øſtgoterne fulgte ſenere efter, og ſatte ſig under Theodorik faſt i Øvreitalien, hvor det førſt lykkedes Iuſtinians Hærførere at undertvinge dem.

Foruden Goterne vare der mange andre, mere eller mindre mægtige germaniſke Folk, ſom til forſkjellige Tider fulgte den ſamme Trang til at ſtorme frem mod Syden. Franker og Burgunder ſatte ſig faſt i Gallien, Vandaler og Svever i Spanien, de førſte ſideneſter i Afrika. Det er fornemmelig Vandalernes Tog over Rhinen i Følge med Svever og Alaner 406, ſom man har kaldet den ſtore Folkevandring. Heruler eller Eruler, Skirer og Ruger nævnes ligeledes blandt de forſkjellige Folkeſlag, ſom gjeſtede Italien og de romerſke Lande. Og tilſidſt kom Langobarderne, der efter en langſom Flytning fra de nedre og mellemſte Elb-Egne til Dacien omſider (568) brøde ned i Italien ſtrax efter Goternes Undertvingelſe, og frareve de romerſke Kejſere Størſtedelen af Landet, hvis nordligſte Deel, Lombardiet, endnu minder om deres Navn.

Af de her nævnte Folk vare Goterne det, ſom tidligſt antog Chriſtendommen og ved Samkvemmet med Romerne tilegnede ſig deres Dannelſe uden dog derfor at opgive ſin egen Nationalitet. Allerede blandt de Veſtgoter, der paa Kejſer Valens’s Tid (375) flyttede over Donau paa romerſk Grund, levede den berømte Biſkop Ulfilas eller Vulfila, ſom overſatte Bibelen paa Gotiſk, af hvilken Overſættelſe det nye Teſtamente endnu for en ſtor Deel er tilbage, og ſaaledes er noget nær det ældſte og for Sproghiſtorien interesſanteſte germaniſke Sprogmonument, Tiden har levnet os. Goter, ſaavelſom andre Germaner, opnaaede ofte vigtige Embeder ved de romerſke Kejſerhoffer og i den romerſke Hær. Og ved den gotiſke Theodoriks eget Hof i Øvreitalien levede anſeede, kundſkabsrige Romere, ſom Boethius og Casſiodorus, hvis Dannelſe ej alene middelbart kom Goterne tilgode, men ſom endog granſkede i Goternes egen Hiſtorie og forfattede Verker derover[5]. Det var iſær den Ro, ſaavel Goterne, ſom Romerne nøde under Theodorik, der bragte begge Folk nærmere og gav Goterne Smag for Videnſkabelighed. Deres glimrende Bedrifter bidroge baade til at vække deres egen og Romernes Opmærkſomhed paa deres ældre Hiſtorie og Sagn. Casſiodors ſtore gotiſke Hiſtorie er nu viſtnok tabt, men et Udtog deraf, forøget med flere, ſom det lader til, authentiſke, fra Goternes egne Traditioner hentede Tillæg, forfattedes af den gotiſke Gejſtlige Jornandes i Ravenna henved 551, og dette Skrift er endnu til[6]. Samtidigt med Jornandes levede den ypperlige græſke Hiſtorieſkriver Prokopios, der i vidtløftige Verker har beſkrevet de Krige, Kejſer Juſtinian lod føre, ſaaledes ogſaa den gotiſke, og fortæller i denne Anledning meget til Oplysning ej alene om Goternes men ogſaa om andre i Berørelſe med Goterne ſtaaende germaniſke Folks Skikke, Sæder, Leveviis og Oldhiſtorie, altſammen Notitſer, han alene kan have hentet fra Indfødtes Beretninger[7]. Frankernes Hiſtorie behandledes et halvt Aarhundrede ſenere af en indfød frankiſk Gejſtlig, Gregorius af Tours[8] og af andre Chroniſter, hvoriblandt Gregors Fortſætter Fredegar er en af de ældſte. Langobardernes Oldſagn optegnedes, deels af de ældre navngivne Forfattere, deels af deres Hovedforfatter, den berømte Paul Warnefried[9] (ſamtidig med Karl den Store), medens Veſtgoterne 100 Aar før deres Riges Tilintetgjørelſe kunde opviſe den ej alene ſom Theolog men og ſom Hiſtoriker navnkundige Skribent Iſidor, Biſkop af Sevilla[10].

Hos de fleſte her nævnte Forfattere finder man righoldige Sagn fra de Tider, der laa forud for den ſidſte Udvandringstid; Sagn, der i Ordets egentligſte Forſtand maa kaldes authentiſke og nationale i Sammenligning med dem, ſom ældre romerſke og græſke Forfattere meddeelte efter Beretninger, i Haſt opſnappede af Rejſende, der neppe engang ret forſtode, hvad de Indſødte fortalte dem, og idetmindſte ikke ſaaledes vare inde i de germaniſke Kultur- og Sagn-Forholde, at de kunde forklare og anvende de Efterretninger, de indſamlede, ſom de burde forklares og anvendes. Men ej alene paa ſvundne Tiders Forhold, ogſaa paa ſamtidige Forhold i Norden ſprede hine authentiſke og nationale Efterretninger Lys. Man maa nemlig ikke tro, at de til Syden udvandrede ſtrax afbrøde enhver Forbindelſe med Norden og deres fordums Hjem. Tvertimod har man beſtemte Vidnesbyrd om, at den meeſt levende Forbindelſe endnu i en lang Tid vedligeholdtes endog mellem de fjerneſte Punkter af den germaniſke Verden. Vi finde ſaaledes, at uagtet Goterne i en ſaa ſtor Mængde droge til Syden, vedbleve dog ikke alene de nuværende og ældre danſke Lande at kaldes Gotland lige til det 9de Aarhundrede[11], men de nationale danſke Sagn om Jarmunrek eller Ermanarik vidne endog om at denne gotiſke Erobrer beherſkede Goternes gamle Hjem paa ſamme Tid ſom han herſkede over Goternes Land i Syden, og hans Bedrifter udførtes maaſkee endog fornemmelig i Øſterſø-Landene[12]. Hvor langt Theodoriks Herredømme naaede op mod Norden, veed man ikke engang ret at angive, men ſaameget veed man, at hans Anſeelſe naaede til Nordſøen og Øſterſøen, at en Konge fra Landene hiinſides Øſterſøen lod ſig adoptere af ham eller gik i hans Tjeneſte; at Æſterne, der under Ermanarik havde adlydt Goterne, ſendte ham Gaver (Rav), og at han overhoved blev brugt ſom Mægler og Voldgiftsmand af de fleſte germaniſke Nationer i deres indbyrdes Stridigheder[13]. Vi erfare tillige af Prokop, hvorledes en Afdeling af Erulerne, der ſaa længe havde tumlet ſig i Syden, atter (mod Slutningen af det 5te Aarhundrede) ſøgte hjem igjen til Norden, ved hvilken Lejlighed Prokop ogſaa meddeler ſærdeles interesſante Notitſer om Thule, under hvilket han har forſtaaet Norge eller den nordiſke Halvø, og om dets Beboere[14]. Det frankiſke Rige ſtrakte ſig fra det indre af Nord- og Mellem-Tydſkland lige til Italiens Grændſer, og ſtod igjen i temmelig nøje Forbindelſe med Angelſaxernes Riger, der i Løbet af det 5te og 6te Aarhundrede ſtiftedes i Britannien. Mellem Syden og Norden var der ſaaledes i hine Tider den meeſt levende Forbindelſe; Nationerne tumlede ſig om hinanden; Afſtanden maa de – hvad ogſaa vore Forfædre ſenere gjorde, naar de ſaa hyppigt droge til Conſtantinopel – have anſeet ſom ubetydelig, og man kan antage det for temmelig viſt, at der i Goternes og andre Germaners Rækker i Italien, Spanien og Grækenland ofte kæmpede Mænd, der hørte hjemme i Norden, og efterat have ſamlet ſig Ære og Rigdomme, vendte tilbage til Norden for der at ende ſine Dage. Det bedſte Vidnesbyrd derom er, at Sydens germaniſke Helte, Ermanarik og Theodorik, ogſaa gribe ind i de nordiſke Helteſagn, og at Franker, Goter og Burgunder ligeſaa vel ſpille en Rolle i disſe, ſom i de ſydgermaniſke Krøniker[15]. Om Authentien og Egtheden af hine, hos germaniſke Forfattere efter Folkevandringen eller efter germaniſke Kilder meddeelte nationale Oldſagn kan der ſaaledes ej herſke nogen Tvivl. Jornandes paaberaaber ſig endog ligefrem gamle mythologiſke Kvad, der ved mundtlig Tradition havde vedligeholdt ſig hos Goterne[16].

Men disſe Sagn, opſtaaede i Nationernes ældre Hjem, og følgelig ſtemmende med og pasſende til Nationernes daværende Omgivelſer, kunde ej ret ſtemme med de mangelagtige Begreber om Nordens geographiſke og ethnographiſke Forhold, der laa til Grund for de ældre romerſk-græſke Forfatteres, iſær Ptolemæos’s Fremſtillinger. Og da nu desuagtet endog de indfødte Germaner ſelv, trods deres ſtørre Kjendſkab til deres ældre Fædrelands Forhold, havde ſaa ſtor Agtelſe for de ſydlandſke Forfatteres Videnſkabelighed og Dannelſe, at de blindt hen antoge de af dem opſtillede Satſer ſom beviſte og tilforladelige, kunde de heller ikke rive ſig løs fra den Tanke, at alt, hvad de vidſte om Nordens Geographi og Ethnographi, maatte pasſe til og lempes efter det af Ptolemæos opſtillede Syſtem. Derved maatte nødvendigviis mange Forviklinger og Vildfarelſer opſtaa, af ſamme Slags, ſom de vi allerede have omtalt, og ſom ere en uundgaaelig Følge af virkelige Kjendsgjerningers Underordnen under forud opgjorte Hypotheſer og forudfattede Meninger. Den ſamme Kritik, ſom maa anvendes ved Bedømmelſen og Benyttelſen af Plinius’s, Tacitus’s og Ptolemæos’s Efterretninger om Norden, maa ſaaledes ogſaa anvendes ved Jornandes’s Prokops og Paul Warnefrieds, og det i ſaameget højere Grad, ſom Notitſernes Mængde og Indholdsrigdom er ſaameget ſtørre end i de tidligere, ugermaniſke Skribenters magre Relationer.

Vi erfare da førſt og fremſt af Jornandes, ifølge gamle gotiſke Sagn, at Goterne udledede deres Herkomſt fra det ſamme Skandja[17], hvor vi allerede hos Ptolemæos og maaſkee endog hos Pytheas finder dem omtalte. Dette Skandja beſkriver Jornandes ſaaledes, at man kan ſee, at han viſtnok dermed iſær mener Skaane, men at han tillige derunder indbefatter den hele nordiſke Halvø. Han lægger nemlig, følgende Ptolemæos, ſom han udtrykkeligt nævner, Skandja ligeoverfor, ja i Syne (in conspectu) af Floden Weichſelens 3 Mundinger, men omtaler tillige blandt Skandja’s Indbyggere ej alene Dani og Beboere af Sverige, ſom Svethans (Svearne), Theustes (Thjuſt i Smaaland), Finnaithæ (Finveden), men ogſaa norſke Folk, ſom Raumaricæ, Ragnaricii (Ranrikinger), ja endog Scretofennæ (Skridfinnerne). Det af Jornandes meddeelte Sagn om Goternes Udvandring er heel merkeligt. I en fjern Oldtid (han henfører det til Tiderne før den ægyptiſke Konge Veſoſes eller Seſoſtris) drog Goterne under deres Konge Berik fra Skandja paa tre Skibe til den ligeoverfor liggende Kyſt af Oceanet, ſom efter dem fik Navnet Gotiſkandja; et af Skibene kom lidt ſenere end de øvrige, og dets Mandſkab fik derfor Navnet Gepider, hvilket Jornandes udleder (ſkjønt fejlagtigt), af gepanta, der ſkal betyde „doven“[18]. Gepiderne forbleve en Stund boende paa en Ø i eller rettere nogle Øer i Weichſelmundingen, ſom de efter ſig kaldte Gepidojos (d. e. Gepid-Øerne); og hvor de ſaakaldte Vidivarier ſenere, efterat Gepiderne vare dragne bort, nedſatte ſig og endnu paa hans Tid boede, nær ved Æſterne. De førſt ankomne Goter begave ſig til de dengang ved Oceanets Kyſter boende Ulmerugers Land, fordrev dem derfra og erobrede Vandalernes Land. Her forøgede de ſig ſaa ſterkt, at de allerede under den femte Konge efter Berik, nemlig Filimer, Godariks Søn, maatte opſøge ſig nye Bopæle, og drog til Skythernes Land, hvorfra de ſiden udbredede ſig videre mod Syden. At Jornandes ved Gotiſkandja og Gepid-Øerne omtrent maa have tænkt ſig eet og det ſamme Land, er iøjnefaldende; derimod er det ſaare uviſt, hvorvidt Sagnet oprindelig dermed har meent, hvad han antager dem for, nemlig Landene ved Weichſel-Mundingen. Han boede ſelv i Syden, og havde ſaaledes neppe haft Anledning til at erhverve nogen klar Foreſtilling om Nordens geographiſke Forholde. Han vidſte nogenlunde Beſked om Weichſelen, og om at de ſaakaldte Vidivarjer (Viter eller Vider, efter hvilke Landet endnu i det 9de Aarhundrede kaldtes Vitland) boede i dens Nærhed[19]. Men han maatte ogſaa have hørt om de tre danſke Sunde, – om hvilke Mela udtrykkeligt ſiger (ſee ovenf. S. 16) at de ligne Strømme – og de danſke eller ſkandiſke Øer, hvilke Ptolemæos, ſom vi have ſeet, netop lægger ved Weichſel-Udløbet; og da Jornandes følger Ptolemæos, blive hans trende Weichſel-Mundinger derfor ingen andre Strømme, end de danſke Sunde, hans Gepid-Øer de danſke Øer, og hans Gotiſkandja enten det egentlige Skaane, ſom han fejlagtigt antager forſkjelligt fra det ældſte Skandja, eller ogſaa maaſkee den nordtydſke Kyſt. Med disſe dunkle Fortidsminder ſammenblander han, hvad han af egen Erfaring har hørt om Vidivarjerne eller Viderne ved det virkelige Weiſchel-Udløb. At man endog i Middelalderen fortolkede disſe Steder hos Jornandes paa ſamme Maade, viſer den allerede i tvende danſke Krøniker fra det 13de Aarhundreds Slutning eller der 14de’s Begyndelſe optagne, øjenſynligt paa Jornandes grundede, Fabel om de øſtlige danſke Øers ældre Navn Witheſleth og deres Erobring af Kong Dan, hvorom vi ogſaa nedenfor komme til at handle[20]. Jornandes har her altſaa virkelig antydet en Vandring af Goterne fra den ſydlige Deel af den nordiſke Halvø til de danſke Øer og videre mod Syden indtil Egnene ved det ſorte Hav. Men han antyder ogſaa et mere almindeligt germaniſk Sagn om Skandja ſom alle de udvandrende Nationers ældre Hjem, idet han kalder den „Folkenes Frembringelſesſted og Nationernes Moderſkjød“[21].

Men herom er Jornandes ikke ene. Ogſaa Langobarderne, ſkjøndt henhørende til den overtydſke eller ſydtydſke Green – hvad deres Sprog nokſom viſer – udledede ſin Herkomſt fra Skandinavia[22]. Allerede Proſper af Aquitanien, der levede i det 5te Aarhundrede, omtaler deres Udvandring fra „de yderſte Grændſer af Germanien, Oceanets Kyſt og den ſtore Ø Skandia“ Deres Nationalforfatter Paul Warnefried nævner udtrykkeligt Skandinavia ſom Langobardernes ældſte Hjem[23]; en unavngiven Forfatter nævner den Vindelſke Elv (anmis vindelicus) i deres Naboſkab, hvorfra de flyttede til Scatenauge, Albiæ iluminis ripa og derfra videre[24]. Ogſaa den frankiſke Forfatter Fredegar veed at fortælle om Schatanavia eller Schandinavia, mellem Donau og Oceanet, ſom Langobardernes oprindelige Hjem[25], og afgiver derved tillige et tydeligt Beviis paa den Forvexling af Nordens og Øſtens Hovedfloder, ſom vi ovenfor have omtalt, thi det er klart, at ved Danubius eller Donau her ikke oprindelig den egentlige Donau har været meent, men den ubekjendte Tanais, og ved denne igjen Gøta-Elven, imellem hvilken og Oceanet Skandien eller Skaane er beliggende. Den frankiſke, med Karl den Store omtrent ſamtidige Hraban Maur, der allerede havde lært at kjende Normannerne ſom Nordens Herrer, ſiger udtrykkeligt, at „alle, der tale det tydſke Sprog, ſtamme fra dem“, det vil ſige fra de Lande, hvor de paa den Tid boede[26]. Og den ſaxiſke Forfatter Widukind fra det 10nde Aarhundrede nævner om et gammelt Sagn, der udledede Saxernes Herkomſt fra Daner og Normanner (de af Daner og Nordmænd beherſkede Lande), altſaa Norden[27]. Hvorledes Angelſaxerne anſaa Jylland for deres ældre Hjem, er bekjendt nok, og hvor Prokop omhandler Erulernes Tog fra Syden, rimeligviis til Hjemmet, lader han dem drage førſt gjennem ſlaviſke Stammer, derpaa over en ubeboet Strækning, ſaa til Varnerne, derpaa gjennem Danernes Nationer, og endelig over Havet til Thule, der hos ham er eenstydigt med Jornandes’s Skandja, og hvor Gauterne lod dem bo hos ſig[28].

Der findes ved de her anførte Sagn enkelte Omſtændigheder, ſom endog nærmere antyde en nordiſk Lokalitet. Allerede de ſaakaldte Rugier, Ruger eller Roger, der oftere nævnes ſammen med Goter og Eruler, og af Prokop udtrykkeligt kaldes et gotiſk Folk, ligeſom Jornandes nævner dem blandt de af Ermanarik undertvungne Nationer[29], have idetmindſte Navn tilfælles med de i Norges ældre Hiſtorie forekommende Rygir eller Rogar, der befolkede Ryfylke (Rogaland), maaſkee ogſaa flere af det ſydligſte Norges Kyſter, og ſom undertiden, fordi de boede paa Øer, kaldtes Holmryger, hvilket Navn gjenkjendes i Jornandes’s Ulmerugii. Paul Warnefried lader Langobarderne, eller – ſom deres ældſte Navn lød – Vinilerne fra Scandinavia drage til Scoringa, hvor de ſtred med Vandalerne og fik Navnet Langobarder, derpaa til Mauringa, videre til Golanda (Gotland) eller efter en anden Læſemaade til Rugulandia (Rugernes Land)[30], medens den anonyme Forfatter ſætter deres ældſte Sæde ved den vindelſke Elv og derfra fører dem til Scatenauge. Naar man veed, at den nordligſte Deel af Jylland allerede fra den fjerneſte Oldtid hed Vendil (Vendſysſel) kommer man let paa den Tanke, at den vendilſke Elv hos Anonymen ej betyder andet end Kattegattet og at Albiæ flumen, hvis Bred „Scatenauge“ ſiges at være, oprindeligt eller egentligt kun er Gøta-Elven, og ikke Elben i Tydſkland, ſom de fleſte, og maaſkee endog Sagnets Nedſkriver ſelv, have antaget[31]. Ved Skirerne, der af Plinius omtales i Nærheden af Weichſel, og ſom af ſildigere Skribenter ofteſt nævnes i Forbindelſe med Ruger og Eruler, maa man tænke paa det norſke Landſkab Skiringsſal ved Logens Udløb i Skagerraket, og ved dette igjen paa Paul Warnefried’s Scoringa, ſaameget mere ſom man ogſaa finder Skirerne kaldte Skerer eller Skører[32]. Og naar Jornandes paa eet Sted ſiger at Erulerne af Danerne vare uddrevne fra ſit egentlige Hjem, men paa et andet, ifølge den gotiſke Hiſtorieſkriver Ablavius’s Udſagn, at de fik deres Navn (egentlig med omſatte Bogſtaver: Heluri) efter Sumpene ved Mæotis[33], altſaa ved Don’s eller Tanais’s Mundinger, hvor de i Førſtningen boede: da opſtaar ſtrax Foreſtillingen om at Jornandes har gjort ſig ſkyldig i den allerede ovenfor omtalte Forvexling mellem Tanais og en nordeuropæiſk, i flere Arme udrindende Elv, viſtnok Gøta-Elven, den eneſte Elv paa det ſkandiſke Faſtland, ſom her kan komme i Betragtning, iſær da det hos Prokop opbevarede Sagn melder at de til Norden tilbagevendte Eruler boſatte ſig hos Gauterne eller Gøterne, det vil altſaa ſige i Nærheden af Gøta-Elven.

Alle disſe Oplysninger godtgjøre tilſtrækkeligt, at alle eller idetmindſte de fleſte tydſk-germaniſke Nationer før og i de nærmeſte Aarhundreder efter Folkevandringen havde beſtemte Sagn om at de over Skandinavien vare komne til Tydſkland. Disſe Sagn ere af ſaameget ſtørre Betydenhed, ſom de forſkjellige, efter enhver Dialekt lempede Skikkelſer, under hvilke Navnet hos de forſkjellige Forfattere fremtræder, (Skandja, Scandinavia, Scatenange, Schatanavia, Scedenicg), ſaavelſom de forſkjellige Maader, paa hvilket Sagnet af de enkelte Nationers Skribenter berettes, klart lægger for Dagen, at det i enhver Stamme har vedligeholdt ſig ſom dets eget, upaavirket af, og end mindre laant fra andre beſlægtede Stammers Sagnkreds. Men under disſe Omſtændigheder faar det en ſtørre Betydning end ſlige ethnographiſke Sagn almindeligviis pleje at have. Saadanne ere nemlig ſædvanligviis opgjorte i ſildigere Tider, hvor den oprindelige Sagntraad forlængſt var afbrudt, og Trangen til at erſtatte, hvad der var gaaet tabt, gav ſig Luft i ukritiſke og uheldige, tildeels barnlige, Gisninger. Men Sagnene om Udvandringen fra Skandinavien ligge umiskjendeligt dybere i Folke-Erindringen, og kunne derfor gjøre Fordring paa at betragtes ſom paalidelige Vidnesbyrd om Folkebevægelſer i Nationernes fjerneſte Fortid.


  1. Ligefra Illyrikums Grændſe til Gallien, heder det hos Capitolin(Ant. Phil. 22).
  2. Eutropius (VIII, 2) nævner dem ſom Dakiens Indbyggere tilligemed Thaifaler og Tervinger, af hvilke de førſte umiskjendeligt vare et i Følge med Goterne vandrende Folk, de ſidſte vare Veſtgoterne ſelv. Aſtinger eller Hasdinger kaldes hos flere Skribenter Medlemmerne af den kongelige Familie, eller af de fornemſte Familier blandt Vandaler og Veſtgoter. (Jornandes Cap. 22, Casſiodor, Var. IX, 7., Lydus de magistr. p. 218). Som deeltagende i den markomanniſke Krig nævnes de hos Dio Casſius p. 1185, 1186; Jornandes Cap. 16.
  3. Capitolinus, Ant. Phil. 24. Victovalis et Marcomannis cuncta turbantibus, aliis etiam gentibus, quæ pulsæ a superioribus barbaris fugerant, nisi reciperentur, bellum inferentibus.
  4. Dette Slag forefaldt i Nærheden af Donau, men endog her, ſaa ſildigt, ſorvexler Zoſimus (I, 23, 24) denne med Tanais.
  5. Casſiodor har ſkrevet en ſtor gotiſk Hiſtorie, ſom nu er tabt, men ſom dog Jornandes har benyttet til ſit Verk. Han har tillige efterladt ſig en Mængde Embedsbreve (Varia), conciperede af ham for eller ſkrevne til Theodorik, Datteren Amalaſvindha og andre fornemme Mænd; disſe Breve ere af ſtor Vigtighed for den gotiſke Hiſtorie.
  6. Det heder almindeligviis, efter en overfladiſk Opfatning af Jornandes’s egne Ord i Fortalen til hans Goterhiſtorie (de rebus Geticis), at han kun har leveret et Udtog af Casſiodor. Men nøjere Underſøgelſer viſe, at alt, hvad der vedkommer Goternes Oldhiſtorie, Beſkrivelſen af Norden, og den ſkythiſk-getiſke Hiſtorie, der paa en højſt ukritiſk Maade er forbunden med den gotiſke, ſkriver ſig fra Jornandes’s egen Pen, og at Casſiodors Verk ſaaledes neppe har omfattet mere end den egentlige gotiſke Hiſtorie fra den Tid, Goterne kom i Berørelſe med Romerne.
  7. Prokops Verk naar til 553.
  8. Gregorius af Tours døde 595. Han har ſkrevet en historia Francorum.
  9. Han kaldes ſædvanlig Paulus Diaconus, f. i Friuli 740, død 900, hans Verk heder libri VI de gestis Langobardorum. Andre Optegnelſer af Langobardernes Udvandringsſagn ſindes i Lovcodices, og hos Proſper af Aqvitanien, død 463.
  10. Iſidor af Sevilla (Iſidorus Hiſpalenſis), døde 636; han har, foruden ſine bekjendte Dekretaler eller Dekretſamlinger, efterladt en Verdenskrønike.
  11. Om denne Omſtændighed, der ſiden nærmere vil blive omtalt, indeholde Sagaerne mange Oplysninger.
  12. Se herom, hvad Saxo beretter angaaende Jarmerik (8de Bog), ſammenholdt med Jornandes’s Beretning om Ermanariks Erobringer (Cap. 23).
  13. Casſiodor. Varia III. 3, IV. 2, V. 2.
  14. Prokop, den got. Krig, II, 14. 15. Det heder her juſt ikke udtrykkeligt, at Erulerne ſøgte tilbage til deres gamle Hjem, men det ligger dog næſten i Sagens Natur; det beſtyrkes desuden ved Jornandes’s Udſagn (Cap. 3), at Danerne, ſelv et ſkandiſk Folk, havde fordrevet Erulerne fra deres egentlige Hjem.
  15. Det er bekjendt, hvilken vigtig Rolle Jarmunrek (Ermanarik) ſpiller i Vølſunge-Sagnkredſen, hvor tillige, endog i de gamle Eddadigte, Goter og Burgunder og Franker, iſær de førſte, hyppigt omtales. Thjodrek eller Theodorik nævnes i et af de yngre Eddadigte, men tilhører forreſten mere den tydſke end den oldnorſke Sagnkreds.
  16. Disſe Kvad (fabulæ) paaberaaber han ſig, hvor han udleder Theodoriks Herkomſt fra Anses ɔ: Æſerne.
  17. Navnet ſkrives forſkjelligt, Scandza, Scandra, Scandzia, i de forſkjellige Haandſkrifter af Jornandes, men da han tillige ſkriver Mundzuccus iſtedetfor Mundjuccus (Attilas Fader), og vi tillige andenſteds ſinde z iſtedetfor det gotiſke j, maa man antage, at Jornandes i ſit Originalhaandſkrift virkelig har plejet at bruge dette gotiſke j, der af en ukyndig Afſkriver let lader ſig forvexle med z. Da nu Plinius desuden har Scandia, tage vi ej i Betænkning at rette Fejlen, idet vi ſkrive Skandja.
  18. Etymologien er, ſom man let ſeer falſk; Gepanta kan aldrig blive Gepida; Navnet udtales desuden, hvad man af latinſke Digtere kan ſee, Gipedes, med næſtſidſte Stavelſe kort, ogſaa Gibidi, hvilket ſvarer til den Form Gifðe, under hvilken Navnet forekommer i angelſaxiſke Oldkvad (den ſaakaldte Rejſendes Kvad V. 120 og Beowulf V. 4983) og ſom kun er et Fleertal af gifeðe ɔ: forundt, lykkelig.
  19. Jornandes, Cap. 5 og 17.
  20. Kong Eriks Krønike (eg. Rykloſters Annaler) og de Esromſke Annaler i Langebeks Scriptores r. D. I. p. 150 og 223.
  21. Scandia insula, quasi officina gentium aut certe velut vagina nationum, Jorn. Cap. 4.
  22. Proſper Aquit. Chron. Ronc ved Aar 379, I, 635. (ed. Scalig.).
  23. Paul Diac. I. 7.
  24. Anonymus Langob. i Fortalen til Ritters Udgave af Codex Theodoſianus.
  25. Fredegar. Hist. Franc. epit. c. 65.
  26. Hrab. Maur. hos Goldast. Scr. rer. alem II. P. I. p. 67. Se ogſaa Nigellus de baptismo Haraldi regis, Langebek. scr. r. D. I. p. 400.
  27. Pertz Mon. Germ. p. V. 417.
  28. Prokop. got. Kr. II. II.
  29. Jornandes Cap. 23.
  30. Paul. Diac. I, 7–13.
  31. Ved Wendelsæ forſtaaes i angelſaxiſke Skrifter Middelhavet. Men da de neppe kjendte til Middelhavet førend efterat de ved Chriſtendommens Indførelſe vare komne i nærmere Berørelſe med Rom, maa denne Benævnelſe være laant eller overført fra en anden Gjenſtand. Og denne maa visſelig have været Kattegattet og Øſterſøen, der i Norden forholdt ſig til Oceanet, ſom i Syden Middelhavet, eller ſom i Sammenligning med Oceanet var et Indre-Hav, Grækernes θαλάττα, modſat ὠκεανός. Ved Wendnelsæ har man maaſkee juſt tænkt ſig en θαλάττα. Forreſten bør man heller ikke lade det norſke, til Skagerrakets inderſte Krog ſtødende Landſkab Vingulmark, og det i Jornandes’s Fortegnelſe paa Skandjas Beboere forekommende Vinoviloth uberørt.
  32. Nemlig hos Sid. Apollinari, ant. 7, 322, hvor man foruden „Scirum“ læſer Scerum eller Scoerum. Bogſtavet o i Scoringa kunde desuden let fremkomme ved en Fejlſkrift.
  33. Nemlig det græſke ἕλη, af ἕλος et Morads. Jeg behøver ikke at tilføje at Etymologien er aldeles urimelig.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.