Det norske Folks Historie/1/50

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have allerede lejlighedsviis, ſaavidt det kunde lade ſig gjøre, ſøgt at beſtemme den Tid, da enhver af de i det foregaaende omtalte Høvdinger levede og virkede. Hvad der vanſkeliggjør Tidsberegningen, er, at vore Forfædre, ſom vi have ſeet, allerede meget tidligt, længe før egentlige ſkriftlige Optegnelſer fandt Sted, ſøgte at indrette lange Slægtrækker for de fornemſte Fyrſte-Ætter ved at ſammenkjede mindre Rækker, der ikke hørte ſammen eller idetmindſte vare ſideordnede, og at disſe kunſtige Rækker hos ſenere Sagnoptegnere fandt ubetinget Tiltro, lagdes til Grund for deres Beretninger og indvirkede paa deres Foreſtillinger. Iøjnefaldende Exempler paa den Vilkaarlighed, hvormed Sammenkjedningen ſkede, have vi allerede i det foregaaende ſeet, nemlig hvor Frode Frøkne ſættes foran Rolf Krake, og hvor Hugleik og Hake ligeledes ſættes meget tidligere end Adils o. ſ. v. Man maa derfor ved Benyttelſen af Slægtrækkerne anvende den ſtrengeſte Kritik; man maa, ſaaledes ſom vi have gjort, førſt underſøge hvilke Led der umiskjendeligt høre ſammen og ej kunne ſtilles fra hverandre; naar man derved har nogenledes udfundet de enkelte Grupper, af hvilke den ſtørre Slægtrække er ſammenſat, maa man i hver af disſe enkelte Grupper ſøge de meeſt fremragende Perſonligheders Levetid beſtemt af de Data, der ellers, uafhængigt af Rækkens egne Genealogier, tilbyde ſig. Saaledes bliver det omſider muligt, nogenledes at udfinde Gruppernes indbyrdes Forhold til hinanden, og Maaden, hvorpaa den vilkaarlige Sammenknytning har fundet Sted.

Af hine Slægtrækker have vi allerede nævnt tre, der lagdes til Grund for al ældre Tidsregning, og ſom derfor anſaaes for de vigtigſte, nemlig Ynglinge-Rækken eller Rækken fra Ingvefrey til Halfdan Svartes Søſkendebarn Ragnvald Olafsſøn; Haaleygja-Rækken eller Rækken fra Odin og Seming til Haakon Jarl, og Skjoldunge-Rækken fra Odin og Skjold til Harald Hildetand. Om Ynglinge-Rækken vide vi, at den allerede i det 9de Aarhundrede blev ſat i Vers af Halfdan Svartes Skald Thjodolf fra Hvin; man tør ikke engang paaſtaa at han var den, der førſt bragte den iſtand, tvertimod er der ſtørſte Rimelighed for, at den allerede var iſtandbragt idetmindſte een Generation før hans Tid[1]. Hvad Skjoldunge-Rækken angaar, da ſtemmer den, endog i ſine Fejl, ſaa vel med Ynglinge-Rækken, at den ene af disſe nødvendigviis maa antages at være udarbejdet med Henſyn til den anden. Rimeligviis ere de ſamtidigt bragte iſtand, og om end Skjoldunge-Rækken, der laa Norges Interesſer noget fjernere, er lidt yngre end hiin, kan Forſkjellen i deres Udarbejdelſestid dog neppe være betydelig. Haaleyge-Rækken ſattes i Vers af Eivind Skaldeſpilder ved Slutningen af det 10de Aarhundrede[2], den er altſaa i den Skikkelſe, hvori vi kjende den, idetmindſte ikke yngre end Eivind, men er ſandſynligviis endog meget ældre. Vi have ovenfor paaviiſt en enkelt Uovereensſtemmelſe mellem den og Ynglinge-Rækken, medens vi tillige have omtalt, hvorledes den forøvrigt med Henſyn til Antallet af Slægtledene fra Odin pasſer ſaa godt med denne og følgelig med Skjoldungerækken, at der opſtaar en ſterk Formodning om at vore Forfædre allerede i hine gamle Tider havde opſtillet et beſtemt Tidspunkt, paa hvilket de antoge at Odin og hans Sønner ſkulde have levet. Slægtrækkerne kunne ſaaledes anſees ſom de ældſte Prøver paa vore Forfædres hiſtoriſk-kritiſke Kombinationer, og alene af denne Aarſag bliver det af ſtor Interesſe at lære dem at kjende i den Skikkelſe, hvori de ere os overleverede, om de end ikke vare os vigtige ſom den Grundvold, paa hvilken ſenere Sagnoptegnerne uden Tanke om Tvivl opførte Fremſtillingen af de ældſte Tiders Hiſtorie, og hvortil de knyttede ſildigere Tiders Genealogier. Ikke at tale om, at meget af hvad vi ovenfor have paapeget, ej bliver. ret iøjnefaldende, førend Slægtrækkerne ſelv betragtes.

Ynglinge-Rækken findes, ſom oftere nævnt, i Ynglingaſaga hvor tillige de fleſte Vers af Thjodolfs Ynglingatal anføres. Den opſtilles tillige i Fundinn Noregr, og i Are Frodes, henved Aar 1100 forfattede, Islendingabok, hvor Are ſelv opregner ſin Herkomſt fra Halfdan Hvitbein, og gjennem ham fra Ynglingerne i Uppſala Ares Række indeholder nogle faa Afvigelſer fra den paa Thjodolfs Ynglingatal grundede Ynglingaſagas. Den ſynes ſaaledes, uafhængig af Ynglingatal, at have holdt ſig i den Green af Ætten, til hvilken Are hørte, og ſom ſagdes at nedſtamme fra Halfdans Søn Gudrød, medens den norſke Konge-Æt nedſtammede fra hans anden Søn Eyſtein. Heraf opſtaar Formodningen om, at Slægtrækken allerede var iſtandbragt førend Ætten havde deelt ſig i to Grene, eller i alle Fald tidligere end Thjodolf. Til Ares Række ſlutter ſig en, der opſtilles i en liden norſk Kongekrønike paa Latin, forfattet i det 13de eller 14de Aarhundrede[3].

Skjoldunge-Rækken findes tilligemed Ynglinge-Rækken opſtillet i nogle hiſtoriſke Optegnelſer fra Begyndelſen af det 14de Aarhundrede, der efter al Sandſynlighed bor tillægges Lagmanden Hr. Hauk Erlendsſøn[4]; den opregnes tillige i Fundinn Noregr, og de fleſte af dens Led nævnes lejlighedsviis i Ynglingaſaga.

Haaleyge-Rækken findes, ſom ovenfor nævnt, kun i Thormod Torveſøns Hiſtorie.

Vi ſætte her, for deſto bedre Overſigts Skyld, de tre Rækker indtil Harald Hildetands Tid ved Siden af hinanden, ſaaledes at de Led, der udtrykkeligt ſiges at være ſamtidige, ſaavidt muligt komme jevnſides:

Ynglinger. Skjoldunger. Haaleyger.
Njørd[5]. Skjøld, Odins Søn.
Frey. Fridleif.
Fjølnir. Fredfrode.
Sveigdir. Fridleif. Seming, Odins Søn.
Vanlande. Haavard Handramme. Godhjalt.
Visbur. Frode. Sverdhjalt.
Domalde. Vermund Vitre. Høddbrødd.
Domar. Olaf Litillaate. Himileig.
Dyggve. Dan Mikillaate[6]. Vedrhall.
Dag. Haavard Handramme[7].
Agne. Godgeſt[8].
Aalrek og Erik. Hemgeſt Huldes Broder[9].
Alf og Yngve. Frode Fridſame. Gudlaug.
Jørund. Fridleif. Gylaug[10].
Aun. Frode Frøkne og Halfdan[11]. Mundil Gamle.
Egil. Ingjald Starkadarfoſtre. Helge og Roar. Herſe.
Ottar Vindilkraaka[12]. Rørek Hnoggvanbauge. Rolf Krake. Baldar. Brand Jarl.
Adils. Frode[13]. Brynjolf.
Eyſtein. Halfdan. Halfdan Snjalle. Baard.
Ingvar. Rørek Sløngvanbauge. Ivar Vidfadme. Hergils.
Anund. Harald Hildetand. Aud. Haavard.
Ingjald Ildraade. Randver. Harald Trygil.
Olaf Trætelgja. Sigurd Ring. Thrond.
Halfdan Hvitbein. Harald.
Eyſtein Fret. Herlaug.

Vi ſee af disſe Slægtregiſtre, at vore Forfædre allerede paa Thjodolfs, og idetmindſte paa Eivinds Tid tænkte ſig 30 Slægtled mellem Olaf Trætelgja og Fjølnir, og 16 eller 17 mellem Fredfrode og Sigurd Ring[14]. Fredfrode og Fjølnir nævnes ſom ſamtidige, ligeledes tænkte man ſig Olaf Trætelgja og Sigurd Ring ſom ſamtidige, efterſom det hed at Olafs Foſtbroder Saxe Fletter kæmpede i Braavallaſlaget[15]. Da det nu udtrykkeligt heder, at Dan blev ſaa overvættes gammel, og at han og Frode Fridſame vare ſamtidige med alle Ynglingekonger fra Dyggve til Aun, ſeer man tydeligt at Udarbejderen af Slægtrækken har ſøgt at bøde paa dens Korthed ved at antage enkelte lange Generationer, og at følgelig den Foreſtilling har herſket, at der mellem Frodefreden og Braavallaſlaget laa omtrent 20 Generationer. Hvad Haaleygjaſlægten angaar, er det vanſkeligt at ſige, hvilket Led man tænkte ſig ſamtidigt med Braavallaſlaget; da imidlertid Haakon Jarl den ældre var ſamtidig med Halfdan Svarte, er det ogſaa rimeligt at man antog begges Tipoldefædre, Halfdan Hvitbein og Thrond, for ſamtidige. Braavallaſlaget falder altſaa paa Thrond og hans Fader Haralds Tid; dette giver 18 eller 49 Generationer fra Braavallaſlaget til Seming, der deels kaldes Odins, deels Ingvefreys Søn, og ſom ſaaledes maa have været anſeet for ſamtidig med Frodefreden. Efter vore hedenſke Forfædres Foreſtillinger ſkal følgelig Frodefreden have indtruffet omtrent 600 Aar før Braavallaſlagets Tid, altſaa henved 130 Aar efter Chriſti Fødſel. Om nu denne Beregning kun ſtøtter ſig til de kunſtigt ſammenſatte Slægtled, eller om der herſkede en ældgammel Tradition om, at Frodefreden virkelig havde fundet Sted for ſaa lang Tid tilbage, og om man i ſaa Fald har indrettet Slægtregiſtrene med ſtadigt Henſyn til denne Tradition, kan nu ikke længer udfindes. Det ſidſte ſynes dog at være det rimeligſte, thi man ſkulde formode, at det vel ikke havde været ſaa vanſkeligt at gjøre Slægtregiſterne endnu længere end de ere, naar man ikke havde haft en beſtemt Tidsperiode, ſom man ikke vel kunde overſkride. Paa den anden Side lader det igjen ſom om man ved Skjoldungeſtammen havde vanſkeligt nok for at føre den ſaa langt op, at Fjølnir og Fredfrode paa nogen rimelig Maade kunde blive ſamtidige. Det vil her ſaaledes altid blive uviſt, hvad man ſkal anſee for Aarſag og hvad for Virkning. Men ſaameget er i alle Fald dog viſt, at da den egentlige Sagnhiſtorie ikke i noget af de nordiſke Lande begynder før det 4de, og for en ſtor Deel ikke engang før det 6te Aarhundrede, tænkte man ſig Frodefreden forud for al nordiſk Hiſtorie, eller i den fællesgermaniſke Tidsalder, medens man dog heller ikke ſatte den ſaa langt op i Tiden ſom de chriſtne Skribenter, hvilke, ſom vi have ſeet, toge det ſom givet at den maatte være ſamtidig med den almindelige Fred paa Chriſti Fødſels Tider.

Af de trende Slægtrækker er det kun een, nemlig Ynglingerækken, til hvilken vi beſidde en fortløbende Kommentar, ſaavel i Thjodolfs Kvad, ſom i Ynglingaſaga. Det er derfor lettere at ſønderlemme denne end de andre i dens enkelte Beſtanddele. Saaledes er det klart, at Fjølnir og Sveigdir endnu tilhøre Gudetiden[16], og at Vanlande, Visbur og Agne høre ſammen (ſe ovenfor S. 246, 247), da det uheldbringende Halsbaand i Sagnene om dem alle tre danner Hovedmotivet. Domalde, Domar, Dyggve og Dag danne een Gruppe for ſig. Aalrek og Erik, Yngve og Alf, dennes Søn Hugleik, og Yngves Sønner Erik og Jørund ſlutte ſig til Starkad-Sagnene, medens Sagnet om Aun nærmeſt ſynes at være blevet til ved Forſøg paa at forklare de ſvithjodſke Hereders Navne. Egil og Ottar ſlutte ſig til Sagnene om Frode Frøkne, Adils til Sagnet om Helge og Rolf Krake, og Eyſtein til de hørdelandſke og nordmørſke Ætteſagn[17]. Yngvar, Eſtlands Overvinder, ſtaar, ſom det ſynes, for ſig ſelv. Anund, Ingjald og Olaf tilhøre Sagnkredſen om Ivar Vidfadme og Harald Hildetand; Halfdan Hvitbein og hans nærmeſte Efterkommere tilhøre oplandſke og veſtfoldſke Ætteſagn[18].

Af Skjoldungerækken hører Skjold endnu til Gudeſagnenes Kreds; Fredfrode og Frode fridſame ere een os ſamme Perſon, og høre tilligemed Fridleif og Fjølnir til Sagnkredſen om den almindelige Fred. Om Fridleif II, Haavard handramme, Frode, Vermund vitre og Olaf litillaate veed man kun deres Navne, thi at vore Forfædre ved Vermund vitre ſkulde have meent den ſamme, ſom Saxos og de engelſke Sagns Vermund, ſynes lidet rimeligt[19]. Dan mikillaate ſtaar for ſig ſelv og hører til Sagnkredſen om det danſke Riges Stiftelſe og Kongenavnets Indførelſe[20]. Fridleif, Frode frøkne, Ingjald Starkadarfoſtre og Aale frøkne høre ſammen, og vedkomme Starkadſagnenes Kreds Helge, Roar og Rolf Krake, maaſkee og Helges og Roars Fader Halfdan, danne en Gruppe for ſig, nøje forbundne med Sagnene om Adils. Rørek Sløngvanbauge, Frode, Halfdan og Harald Hildetand danne ligeledes en egen Gruppe.

Vi vide for lidet om de gamle haaleygſke Jarler til at kunne paaviſe de enkelte Beſtanddele af deres Slægtregiſter, ſaaledes ſom her er ſkeet med Ynglingernes og Skjoldungernes Ættetal.

Da Chriſtendommen indførtes i Norge ved angelſaxiſke Misſionærer, bleve de norſke og islandſke Hiſtorikere ogſaa bekjendte med de angelſaxiſke Slægtregiſtre, der allerede i det 9de Aarhundrede vare bragte iſtand, og ſom udledede de meeſt anſeede angelſaxiſke Kongeætters Herkomſt ej alene fra Woden eller Odin, men ogſaa fra dennes foregivne Stamfader Geát eller Gaut (hvilken ogſaa Goterne, ifølge Jornandes, anſaa ſom deres Helteætters Stamfader) og derved igjen fra Noah, idet Gaut ſagdes at nedſtamme fra Sceaf, der udgaves for den ſamme ſom Sem, Noah’s Søn[21]. Der er al Sandſynlighed for at disſe Slægtregiſtre ere dannede paa ſamme Maade, ſom Ynglinge- og Skjoldunge-Rækkerne, nemlig ved at ſætte uafhængige, ſamtidige Rækker ved Siden af hinanden. Det var naturligviis de angelſaxiſke Gejſtlige magtpaaliggende at give Landets egne Konge- og Høvdinge-Stammer en ſaa lidet hedenſk og med Bibelens Ord ſaa meget ſtemmende Herkomſt ſom muligt, de paatoge ſig derfor den vanſkelige Opgave at viſe, hvorledes Woden og Gaut, deres Høvdingeætters foregivne Stamfædre, nedſtammede fra Bibelens Erkefædre. Forſøget lykkedes dem heller ikke ſynderlig godt, thi med alle deres Beſtræbelſer fik de kun 16 Generationer fra Noah til Woden eller Odin[22], og denne fik de ej engang ſaa langt op i Tiden ſom vore Forfædre, da de gjøre ham til en Tipoldefader af Hengeſt, hvilken Chroniſterne lade komme til England i Aaret 449[23]. Dette giver for Woden Tiden omkring 330 e. Chr. Et andet Slægtregiſter ſætter ham viſtnok 12 Generationer over Ceólwulf, der 597 blev Konge i Wesſex[24]; men derved kommer han dog ikke højere op i Tiden end til henved 237 e. Chr.; og Noah, 16 Generationer tidligere, kommer derved ikke længer tilbage end ved 243 f. Chr. Muligt, at man bar tænkt ſig Generationerne noget længere, men desuagtet er det ubegribeligt, hvorledes de angelſaxiſke Gejſtlige have kunnet opſtille en ſaadan Genealogi, da Beda, der ej alene var deres, men hele Middelalderens Orakel med Henſyn til Tidsregningen, udtrykkeligt opſtiller 55 Generationer fra Noah til Chriſti Fødſel. Vore Chronologer følte ogſaa, ſom man tydeligt kan ſkjønne, det Haltende i de angelſaxiſke Genealogier, og ſøgte at hjelpe paa Sagen, deels ved uden Videre at henføre Frodefreden til Chriſti Fødſels Tider, deels ved at ſætte den angelſaxiſke Stamtavle fra Sceaf til Woden foran de nordiſke Slægtregiſtre, og endelig ved at udklække den beſynderlige Række fra Japhet til Sceaf, hvorved deels de trojanſke Fyrſte-Navne, deels Thors Tilnavne og hans Sønners Navne benyttedes[25]. Derved fik de hele 34 eller maaſkee endog 36 Generationer fra Noah til Odin, hvilket endda nogenledes kunde lade ſig høre. Det er ikke uſandſynligt, at hele denne Kombination er at tilſkrive Are Frode. At den idetmindſte allerede paa hans Tid var bragt iſtand, viſer nokſom det føromtalte Tilnavn „Tyrkekonge“, hvilket han tillægger Odin; han benyttede og, ſom man af hans Skrift kan ſee, angelſaxiſke Krøniker, og maa derfor have kjendt de deri indeholdte Slægtregiſtre. At kjende dem og anvende dem til ſin egen Chronologi maatte for ham være eet[26].

Da Danmark fornemmeligen fik Chriſtendommen, og med den Kjendſkaben til fremmede Skrifter, fra Tydſkland, havde de ældſte danſke Chronologer ikke ſaamegen Anledning til at lære de angelſaxiſke Genealogier at kjende. Saxo hjalp ſig derfor, ſom vi have ſeet, paa andre Maader, iſær ved at lade eet og ſamme Navn forekomme flere Gange, og ved at optage Navne fra Æventyrſagaer. Om Saxo ſelv har bragt ſin Kombination iſtand, eller om han allerede har fundet den færdig, er viſtnok ikke let at ſige, imidlertid er det tydeligt at ſkjønne, at den, ligeſaavel ſom norſke, er et Kunſtprodukt fra Tiden efter Chriſtendommens Indførelſe. Ogſaa Saxo henfører Frodefreden til Chriſti Fødſels Tider. Dan, Rigets Stifter, ſætter han omtrent 24 Generationer tidligere, rimeligviis fordi det Sagn, ſom det ſynes, tidligt er opſtaaet, at Dan eller maaſkee rettere hans foregivne Fader Humble vare ſamtidige med Kong David, hvilken af Beda ſættes 31, eller, naar man følger Matthæus 28 Generationer før Chr. Fødſel. Ganſke ſlaar det vel ikke til, dog bliver Fejlen ikke ſaa betydelig. Det er ellers beſynderligt nok, at Saxo ej har ſat Frode 8 til 10 Generationer længere nede, thi mellem Frode og Gorm den Gamle (c. 900) har han henved 40 Generationen hvilket er 10 for mange.

Hvorledes ligeledes den Foreſtilling tidligt blev herſkende, at Danmark allerførſt bebyggedes paa Erkefaderen Seruh’s Tid, er tidligere omtalt[27]. Man merker i det Hele taget, at de Underretninger, vore Forfædre fik gjennem det ved Chriſtendommen indførte latinſke Sprog, og hvis Paalidelighed de allerede af den Grund, at de Vare affattede paa Latin, anſaa ſom given, ſatte dem i den ſtørſte Forlegenhed, da de nødvendigviis maatte ſee til at forlige og kombinere dem med deres egne Kilder, et Arbejde, der i ſig ſelv var umuligt, og ſom i alle Fald langt overſteg deres kritiſke Evne. Det lader ſig forreſten ikke negte, at af de to ukritiſke og fejlagtige Syſtemer, det danſke og det norſke, er det ſidſte det mindſt fejlagtige, og det der fremſtiller Sagnene i meeſt uforvanſket Tilſtand.


  1. Nemlig fordi en ſæregen Modifikation deraf allerede ſynes at være kommen iſtand ſamtidigt med Gudrød, Halfdan Hvitbeins anden Søn, Are Frodes Stamfader, hvorom nedenfor.
  2. Jomsvikinge-Slaget omtales nemlig deri, ſe Snorre, Ol. Tryggv. S. Cap. 43.
  3. Nemlig den ſaakaldte „Historia Norvegiæ“, udgiven af mig efter et i Skotland fundet Haandſkrift; den er ligeledes benyttet ved det Fants Scriptores r. Svec. Vol. 1 udgivne ſvenſke Kongerækken.
  4. Nemlig det ovenfor S. 211 Note 2 omtalte „Langfedgatal“. En anden Afſkrift deraf efter en ſaakaldt gammel „Ættarboge“ er benyttet af Verelius i hans udg. af Hervararſ. S. 39.
  5. Langfedgatal begynder med Odin, eg ſætter derefter Njørd, uden at kalde ham Odins Søn. Fund. Nor. begynder med Bure, Tydſklands Konge, Fader til Bør, Fader til Odin, Fader til Frey, Fader til Njørd, Fader til Frey, Fader til Fjølnir o. ſ. v. — Are Frode nævner førſt Ingve Tyrkekonge, derpaa Njørd Sviakonge, derpaa Frey, ſaa Fjølnirs han forudſætter at de ere Søn efter Fader.
  6. I Hauks Langfedgatal ſtaar det ej udtrykkeligt, at Dan var Olafs Søn, derimod ſtaar det i Verelii Udgave og Fund. Noregr. I Yngl. S. Cap. 29 ſtaar det udtrykkeligt, at Dan blev overordentlig gammel, og at han og hans Søn Frode Fridſame vare ſamtidige med Ynglingerne fra Dyggve til Jørund.
  7. Dette Navn forekommer og, ſom man ſeer, i Skjoldungerækken. Det er viſt een og ſamme Sagnfigur, begge Rækker have bemægtiget ſig.
  8. Denne Godgeſt ſkulde ifølge Yngl. Saga vare ſamtidig med Adils.
  9. Dette Navn tilhører rimeligviis den nu tabte Huldarſaga.
  10. Om Thormod Torveſøns Fejltagelſe at ſatte Gylaug foran Gudlaug ſe ovenf. S. 325, Note 3.
  11. Saaledes Fundinn Noregr, og tillige, ret forſtaaet, Hauks Langfedgatal. Efter Fróðdi frœkni ſtaar der nemlig her Ingjaldr Starkaðarfóstri hans sunr, og derpaa Hálfdan bróðir hans. Dette ſidſte hans gaar umiskjendeligt paa Frode, ej paa Ingjald, og det ſtemmer tillige med Sagnet om Helge og Roar, at Frode og Halfdan vare Brødre. Imidlertid har Nedſkriveren af Langfedgatal ſenere, hvor han opregner Ivar Vidfadmes Slægt opad, ladet ſig forlede af den Omſtændighed at Halfdan nævnes ſtrax efter Ingjald, til at kalde ham dennes Søn. Overhoved ſynes man at have varet forlegen med denne Halfdan, altſaa med hele den Green af Skjoldungeſtammen, til hvilken Rolf Krake og Ivar Vidfadme ſkulde høre. Efter Yngl. S. er Halfdan en Søn af Frode Fridſame, Broder til Fridleif, og ſom dennes Sønner nævnes her Aale Frøkne og (rimeligviis) Frode Frøkne. Efter Fund. Noregr er Halfdan virkelig Frodes Søn, Ingjalds Broder.
  12. Are Frode ſætter efter Dag Aalrek, ſaa Agne, ſaa Ingve, derpaa Jørund, derpaa Aun, derpaa „Egil Vendilkraaka“, og endelig Ottar.
  13. Denne Frode udelades i „Fund. Noregr“.
  14. Nemlig 17, hvis vi med Langfedgatal efter Frode ſætte Rørek Hnøggvanbauge og Halfdan, ellers 16.
  15. Søgubrot Cap. 8 ſammenholdt med Yngl. S. Cap. 43 og Hr. Hauk Erlendſøn om Oplændingekongerne Ivar Vidfadmes og Harald Hildetands høje Alder lader ſig vistnok ikke vel forene dermed, men Sagen er vel, at Olaf Trætelgja ſelv kun er en Sagnhelt, og, forſaavidt han ſkal tænkes at have været til, ſtaar i nærmere Forbindelſe med Gautland og Saxe Fletter, end med Ingjald Ildraade, hvis Hiſtorie endog næſten kunde undvære ham.
  16. Baade Fjølnir og Sveigdir eller Svegdir ere kun ſæregne Navne for Odin. At denne kaldes Fjølnir, ſiges baade i den ældre Edda (Grimnismaal 47, Sigurdarkvida II, 18), og i den yngre (Cap. 3). Og Svigðir eller Sveigdir bruges iſtedetfor „Odin“ af Thjodolf fra Hvin i Ynglingatal (Yngl. S. 14).
  17. Se ovenfor, S. 304, 309.
  18. Det er ikke uvigtigt at lægge Mærke til, hvilke af Ynglingekongerne ifølge Thjodolfs Udſagn bleve højlagte, og hvilke brændte, thi deraf vil man nogenledes kunne beſtemme, hvilke høre til den egentlige gotiſke Kulturperiode, for hvilken Højlæggelſen var egen, og hvilke til den ældre, mythiſke, betegnet ſom Brændalderen. Saaledes bleve Vanlande, Domar og Agne brændtes Visbur, Eyſtein, Ingjald og Olaf Trætelgja indebrændtes, Domalde blev offret til Guderne, om Dyggve, Dag, Aalrek, Erik og Anund anføres ingen Begravelſesmaade; Jørund blev hængt, de øvrige derimod alle højlagte.
  19. Se ovenfor, S. 243, hvor det paaviſes, at Sagnet om Vermund og Offa er et angliſk Sagn.
  20. Muligt, at Olaf litillaate og Dan mikillaate tidligt have været ſammenſtillede ſom Modſætninger i et gammelt Sagn, hvilket, ſom man ſeer, Saxo og har kjendt.
  21. Beda, der ſluttede ſin Kirkehiſtorie i Aaret 731, udleder (I. 15) Hengeſts Herkomſt fra Woden, men kjender intet til dennes Nedſtammelſe fra Geát. Han lægger til paa dette Sted, at mange af Provindskongerne nedſtamme fra Woden, men udfører dog ſelv ikke nogen ſaadan Genealogi. I den med Alfred (Slutn. af 9de Aarhundrede) ſamtidige Asſers Verk findes dog allerede de wesſexiſke Kongers Æt opført lige til Noah, og her ſætter han ligefrem Sem, hvor Saxerkrøniken har Sceaf. Ædhelweard ſpringer, ſom vi have ſeet, over Ledene mellem Sceldwa, hvilken han kalder Scyld, og Sceaf; da han derhos veed mere at fortælle om Sceaf, end de øvrige, ſkulde man næſten formode, at han meddeler det oprindelige Sagn, og at dette, ligeſom Beowulf-Digtet, ingen Led har indſkudt mellem Skjold og Sceaf, men at de Mellemled, der ellers opføres, ſenere ere indkilede for at gjøre Slægtregiſtret længere.
  22. Nemlig: Sceaf, Noahs Søn, fød i Arken, Bedwig, Hwala, Hadbra, Iterman, Heremod, Sceldwa, Beáw, Tætwa, Geát, Godwulf, Finn, Fridhuwulf, Freáwine, Fridhuwald, Woden. Nogle Haandſkr. udelade Freáwine eg Fridhuwald, og ſætte iſtedetfor Fridhuwulf Freáláf eller Fridhuláf, der ſaaledes bliver Wodens Fader.
  23. Nemlig: Woden, Wecta, Witta, Wihtgils, Hengeſt. Wecta er en aldeles uangelſaxiſk Form, og ſynes nærmeſt at være dannet efter den latinſke Navnform Vectis (Øen Wight), hvor Jyder, til hvilke Hengeſt hørte, ſkulde have nedſat ſig. Witta ſynes at være en Modification af Wecta (eg. Wihta), og Wihtgils at være udledet fra „Wiht“ (Øen Wight); det hele Slægtregiſter ſynes ſaaledes at være ſammenſat i ſildigere Tider.
  24. Nemlig: Woden, Bældäg, Brand, Fridhugár, Freáwine, Vig, Gewiſs, Eſla, Eleſa, Cerdic, Cynric, Cúdha, Ceólwulf. — Der er en Række, ſom ſætter Woden kun 9 Led ovenfor Ida, der 547 blev Konge i Northumberland, nemlig: Woden, Bældäg, Brand, Beonoc, Aloc, Angenwit, Ingui, Eſa, Eoppa, Ida; denne er merkelig, fordi Navnet„ Ingui“ forekommer deri; det er og heel rimeligt, at „Eſa“ ved en Misforſtaaelſe af den rette Form, hvoraf Patronym. „Eſing“ er dannet, ſtaar iſtedetfor ós, d. e. Aas, got. ans.
  25. Nemlig: Japhet, Japhan, Zechim, Cyprus, Celius, (Coelus) Saturnus, Jupiter, Darius (ɔ: Dardanus), Erichthonius, Tros, Ilus, Laomedon, Priamus, Troa, Tror ell. Thor, Hlorride, Eindride, Vingthor, Vingner, Mode, Magne Seſkef, (eg. Sceaf, Misforſtaaelſe af det angelſ. „se Sceáf“ ɔ: denne Sceaf) og de følgende angelſaxiſke Slægtled til Woden, hvor dog Hwala, Tætwa, Freáwine og Fridhuwald ere udeladte, og Freálaf indſat iſtf. Fridhuwulf.
  26. Om denne Materie ſe forøvrigt Keyſer i Samlinger til det norſke Folks og Sprogs Hiſt. 6te B. S. 281.
  27. Se ovenfor S. 245. Aarſagen er vel for en ſtor Deel, at allerede Jornandes gjør Goter, Geter og Skyther til een og ſamme Nation, men derhos vel ogſaa at Beda ſom Skythernes førſte Konge nævner Tanaus. Der ſtaar nemlig paa dette Sted i hans Skrift de sex ætatibus mundi: „Reu annorum 32, genuit Seruch, … Scytharum regnum dicitur exortum, ubi primus regnavit Tanaus“. Denne Tanaus ſkriver ſig allerførſt fra Juſtinus, der (I. 1.) omtaler ham ſom Skythiens Konge, og fortæller at han og Veſoſes eller Seſoſtris, Ægyptens Konge, vare ældre end Ninus. Fra Juſtinus eller rettere dennes Original Trogus Pompejus er Tanaus kommen ind i Jornandes’s Skrift ſom Taunaſis Goternes Konge. At de danſke Hiſtorikere ved denne Tanaus have tænkt ſig en ældre Dan eller Hovedet for de „Landflygtige, ſom førſt bebyggede Danmark“, kan neppe betvivles.