Det norske Folks Historie/1/50

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have allerede lejlighedsviis, saavidt det kunde lade sig gjøre, søgt at bestemme den Tid, da enhver af de i det foregaaende omtalte Høvdinger levede og virkede. Hvad der vanskeliggjør Tidsberegningen, er, at vore Forfædre, som vi have seet, allerede meget tidligt, længe før egentlige skriftlige Optegnelser fandt Sted, søgte at indrette lange Slægtrækker for de fornemste Fyrste-Ætter ved at sammenkjede mindre Rækker, der ikke hørte sammen eller idetmindste vare sideordnede, og at disse kunstige Rækker hos senere Sagnoptegnere fandt ubetinget Tiltro, lagdes til Grund for deres Beretninger og indvirkede paa deres Forestillinger. Iøjnefaldende Exempler paa den Vilkaarlighed, hvormed Sammenkjedningen skede, have vi allerede i det foregaaende seet, nemlig hvor Frode Frøkne sættes foran Rolf Krake, og hvor Hugleik og Hake ligeledes sættes meget tidligere end Adils o. s. v. Man maa derfor ved Benyttelsen af Slægtrækkerne anvende den strengeste Kritik; man maa, saaledes som vi have gjort, først undersøge hvilke Led der umiskjendeligt høre sammen og ej kunne stilles fra hverandre; naar man derved har nogenledes udfundet de enkelte Grupper, af hvilke den større Slægtrække er sammensat, maa man i hver af disse enkelte Grupper søge de meest fremragende Personligheders Levetid bestemt af de Data, der ellers, uafhængigt af Rækkens egne Genealogier, tilbyde sig. Saaledes bliver det omsider muligt, nogenledes at udfinde Gruppernes indbyrdes Forhold til hinanden, og Maaden, hvorpaa den vilkaarlige Sammenknytning har fundet Sted.

Af hine Slægtrækker have vi allerede nævnt tre, der lagdes til Grund for al ældre Tidsregning, og som derfor ansaaes for de vigtigste, nemlig Ynglinge-Rækken eller Rækken fra Ingvefrey til Halfdan Svartes Søskendebarn Ragnvald Olafssøn; Haaleygja-Rækken eller Rækken fra Odin og Seming til Haakon Jarl, og Skjoldunge-Rækken fra Odin og Skjold til Harald Hildetand. Om Ynglinge-Rækken vide vi, at den allerede i det 9de Aarhundrede blev sat i Vers af Halfdan Svartes Skald Thjodolf fra Hvin; man tør ikke engang paastaa at han var den, der først bragte den istand, tvertimod er der største Rimelighed for, at den allerede var istandbragt idetmindste een Generation før hans Tid[1]. Hvad Skjoldunge-Rækken angaar, da stemmer den, endog i sine Fejl, saa vel med Ynglinge-Rækken, at den ene af disse nødvendigviis maa antages at være udarbejdet med Hensyn til den anden. Rimeligviis ere de samtidigt bragte istand, og om end Skjoldunge-Rækken, der laa Norges Interesser noget fjernere, er lidt yngre end hiin, kan Forskjellen i deres Udarbejdelsestid dog neppe være betydelig. Haaleyge-Rækken sattes i Vers af Eivind Skaldespilder ved Slutningen af det 10de Aarhundrede[2], den er altsaa i den Skikkelse, hvori vi kjende den, idetmindste ikke yngre end Eivind, men er sandsynligviis endog meget ældre. Vi have ovenfor paaviist en enkelt Uovereensstemmelse mellem den og Ynglinge-Rækken, medens vi tillige have omtalt, hvorledes den forøvrigt med Hensyn til Antallet af Slægtledene fra Odin passer saa godt med denne og følgelig med Skjoldungerækken, at der opstaar en sterk Formodning om at vore Forfædre allerede i hine gamle Tider havde opstillet et bestemt Tidspunkt, paa hvilket de antoge at Odin og hans Sønner skulde have levet. Slægtrækkerne kunne saaledes ansees som de ældste Prøver paa vore Forfædres historisk-kritiske Kombinationer, og alene af denne Aarsag bliver det af stor Interesse at lære dem at kjende i den Skikkelse, hvori de ere os overleverede, om de end ikke vare os vigtige som den Grundvold, paa hvilken senere Sagnoptegnerne uden Tanke om Tvivl opførte Fremstillingen af de ældste Tiders Historie, og hvortil de knyttede sildigere Tiders Genealogier. Ikke at tale om, at meget af hvad vi ovenfor have paapeget, ej bliver. ret iøjnefaldende, førend Slægtrækkerne selv betragtes.

Ynglinge-Rækken findes, som oftere nævnt, i Ynglingasaga hvor tillige de fleste Vers af Thjodolfs Ynglingatal anføres. Den opstilles tillige i Fundinn Noregr, og i Are Frodes, henved Aar 1100 forfattede, Islendingabok, hvor Are selv opregner sin Herkomst fra Halfdan Hvitbein, og gjennem ham fra Ynglingerne i Uppsala Ares Række indeholder nogle faa Afvigelser fra den paa Thjodolfs Ynglingatal grundede Ynglingasagas. Den synes saaledes, uafhængig af Ynglingatal, at have holdt sig i den Green af Ætten, til hvilken Are hørte, og som sagdes at nedstamme fra Halfdans Søn Gudrød, medens den norske Konge-Æt nedstammede fra hans anden Søn Eystein. Heraf opstaar Formodningen om, at Slægtrækken allerede var istandbragt førend Ætten havde deelt sig i to Grene, eller i alle Fald tidligere end Thjodolf. Til Ares Række slutter sig en, der opstilles i en liden norsk Kongekrønike paa Latin, forfattet i det 13de eller 14de Aarhundrede[3].

Skjoldunge-Rækken findes tilligemed Ynglinge-Rækken opstillet i nogle historiske Optegnelser fra Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, der efter al Sandsynlighed bor tillægges Lagmanden Hr. Hauk Erlendssøn[4]; den opregnes tillige i Fundinn Noregr, og de fleste af dens Led nævnes lejlighedsviis i Ynglingasaga.

Haaleyge-Rækken findes, som ovenfor nævnt, kun i Thormod Torvesøns Historie.

Vi sætte her, for desto bedre Oversigts Skyld, de tre Rækker indtil Harald Hildetands Tid ved Siden af hinanden, saaledes at de Led, der udtrykkeligt siges at være samtidige, saavidt muligt komme jevnsides:

Ynglinger. Skjoldunger. Haaleyger.
Njørd[5]. Skjøld, Odins Søn.
Frey. Fridleif.
Fjølnir. Fredfrode.
Sveigdir. Fridleif. Seming, Odins Søn.
Vanlande. Haavard Handramme. Godhjalt.
Visbur. Frode. Sverdhjalt.
Domalde. Vermund Vitre. Høddbrødd.
Domar. Olaf Litillaate. Himileig.
Dyggve. Dan Mikillaate[6]. Vedrhall.
Dag. Haavard Handramme[7].
Agne. Godgest[8].
Aalrek og Erik. Hemgest Huldes Broder[9].
Alf og Yngve. Frode Fridsame. Gudlaug.
Jørund. Fridleif. Gylaug[10].
Aun. Frode Frøkne og Halfdan[11]. Mundil Gamle.
Egil. Ingjald Starkadarfostre. Helge og Roar. Herse.
Ottar Vindilkraaka[12]. Rørek Hnoggvanbauge. Rolf Krake. Baldar. Brand Jarl.
Adils. Frode[13]. Brynjolf.
Eystein. Halfdan. Halfdan Snjalle. Baard.
Ingvar. Rørek Sløngvanbauge. Ivar Vidfadme. Hergils.
Anund. Harald Hildetand. Aud. Haavard.
Ingjald Ildraade. Randver. Harald Trygil.
Olaf Trætelgja. Sigurd Ring. Thrond.
Halfdan Hvitbein. Harald.
Eystein Fret. Herlaug.

Vi see af disse Slægtregistre, at vore Forfædre allerede paa Thjodolfs, og idetmindste paa Eivinds Tid tænkte sig 30 Slægtled mellem Olaf Trætelgja og Fjølnir, og 16 eller 17 mellem Fredfrode og Sigurd Ring[14]. Fredfrode og Fjølnir nævnes som samtidige, ligeledes tænkte man sig Olaf Trætelgja og Sigurd Ring som samtidige, eftersom det hed at Olafs Fostbroder Saxe Fletter kæmpede i Braavallaslaget[15]. Da det nu udtrykkeligt heder, at Dan blev saa overvættes gammel, og at han og Frode Fridsame vare samtidige med alle Ynglingekonger fra Dyggve til Aun, seer man tydeligt at Udarbejderen af Slægtrækken har søgt at bøde paa dens Korthed ved at antage enkelte lange Generationer, og at følgelig den Forestilling har hersket, at der mellem Frodefreden og Braavallaslaget laa omtrent 20 Generationer. Hvad Haaleygjaslægten angaar, er det vanskeligt at sige, hvilket Led man tænkte sig samtidigt med Braavallaslaget; da imidlertid Haakon Jarl den ældre var samtidig med Halfdan Svarte, er det ogsaa rimeligt at man antog begges Tipoldefædre, Halfdan Hvitbein og Thrond, for samtidige. Braavallaslaget falder altsaa paa Thrond og hans Fader Haralds Tid; dette giver 18 eller 49 Generationer fra Braavallaslaget til Seming, der deels kaldes Odins, deels Ingvefreys Søn, og som saaledes maa have været anseet for samtidig med Frodefreden. Efter vore hedenske Forfædres Forestillinger skal følgelig Frodefreden have indtruffet omtrent 600 Aar før Braavallaslagets Tid, altsaa henved 130 Aar efter Christi Fødsel. Om nu denne Beregning kun støtter sig til de kunstigt sammensatte Slægtled, eller om der herskede en ældgammel Tradition om, at Frodefreden virkelig havde fundet Sted for saa lang Tid tilbage, og om man i saa Fald har indrettet Slægtregistrene med stadigt Hensyn til denne Tradition, kan nu ikke længer udfindes. Det sidste synes dog at være det rimeligste, thi man skulde formode, at det vel ikke havde været saa vanskeligt at gjøre Slægtregisterne endnu længere end de ere, naar man ikke havde haft en bestemt Tidsperiode, som man ikke vel kunde overskride. Paa den anden Side lader det igjen som om man ved Skjoldungestammen havde vanskeligt nok for at føre den saa langt op, at Fjølnir og Fredfrode paa nogen rimelig Maade kunde blive samtidige. Det vil her saaledes altid blive uvist, hvad man skal ansee for Aarsag og hvad for Virkning. Men saameget er i alle Fald dog vist, at da den egentlige Sagnhistorie ikke i noget af de nordiske Lande begynder før det 4de, og for en stor Deel ikke engang før det 6te Aarhundrede, tænkte man sig Frodefreden forud for al nordisk Historie, eller i den fællesgermaniske Tidsalder, medens man dog heller ikke satte den saa langt op i Tiden som de christne Skribenter, hvilke, som vi have seet, toge det som givet at den maatte være samtidig med den almindelige Fred paa Christi Fødsels Tider.

Af de trende Slægtrækker er det kun een, nemlig Ynglingerækken, til hvilken vi besidde en fortløbende Kommentar, saavel i Thjodolfs Kvad, som i Ynglingasaga. Det er derfor lettere at sønderlemme denne end de andre i dens enkelte Bestanddele. Saaledes er det klart, at Fjølnir og Sveigdir endnu tilhøre Gudetiden[16], og at Vanlande, Visbur og Agne høre sammen (se ovenfor S. 246, 247), da det uheldbringende Halsbaand i Sagnene om dem alle tre danner Hovedmotivet. Domalde, Domar, Dyggve og Dag danne een Gruppe for sig. Aalrek og Erik, Yngve og Alf, dennes Søn Hugleik, og Yngves Sønner Erik og Jørund slutte sig til Starkad-Sagnene, medens Sagnet om Aun nærmest synes at være blevet til ved Forsøg paa at forklare de svithjodske Hereders Navne. Egil og Ottar slutte sig til Sagnene om Frode Frøkne, Adils til Sagnet om Helge og Rolf Krake, og Eystein til de hørdelandske og nordmørske Ættesagn[17]. Yngvar, Estlands Overvinder, staar, som det synes, for sig selv. Anund, Ingjald og Olaf tilhøre Sagnkredsen om Ivar Vidfadme og Harald Hildetand; Halfdan Hvitbein og hans nærmeste Efterkommere tilhøre oplandske og vestfoldske Ættesagn[18].

Af Skjoldungerækken hører Skjold endnu til Gudesagnenes Kreds; Fredfrode og Frode fridsame ere een os samme Person, og høre tilligemed Fridleif og Fjølnir til Sagnkredsen om den almindelige Fred. Om Fridleif II, Haavard handramme, Frode, Vermund vitre og Olaf litillaate veed man kun deres Navne, thi at vore Forfædre ved Vermund vitre skulde have meent den samme, som Saxos og de engelske Sagns Vermund, synes lidet rimeligt[19]. Dan mikillaate staar for sig selv og hører til Sagnkredsen om det danske Riges Stiftelse og Kongenavnets Indførelse[20]. Fridleif, Frode frøkne, Ingjald Starkadarfostre og Aale frøkne høre sammen, og vedkomme Starkadsagnenes Kreds Helge, Roar og Rolf Krake, maaskee og Helges og Roars Fader Halfdan, danne en Gruppe for sig, nøje forbundne med Sagnene om Adils. Rørek Sløngvanbauge, Frode, Halfdan og Harald Hildetand danne ligeledes en egen Gruppe.

Vi vide for lidet om de gamle haaleygske Jarler til at kunne paavise de enkelte Bestanddele af deres Slægtregister, saaledes som her er skeet med Ynglingernes og Skjoldungernes Ættetal.

Da Christendommen indførtes i Norge ved angelsaxiske Missionærer, bleve de norske og islandske Historikere ogsaa bekjendte med de angelsaxiske Slægtregistre, der allerede i det 9de Aarhundrede vare bragte istand, og som udledede de meest anseede angelsaxiske Kongeætters Herkomst ej alene fra Woden eller Odin, men ogsaa fra dennes foregivne Stamfader Geát eller Gaut (hvilken ogsaa Goterne, ifølge Jornandes, ansaa som deres Helteætters Stamfader) og derved igjen fra Noah, idet Gaut sagdes at nedstamme fra Sceaf, der udgaves for den samme som Sem, Noah’s Søn[21]. Der er al Sandsynlighed for at disse Slægtregistre ere dannede paa samme Maade, som Ynglinge- og Skjoldunge-Rækkerne, nemlig ved at sætte uafhængige, samtidige Rækker ved Siden af hinanden. Det var naturligviis de angelsaxiske Gejstlige magtpaaliggende at give Landets egne Konge- og Høvdinge-Stammer en saa lidet hedensk og med Bibelens Ord saa meget stemmende Herkomst som muligt, de paatoge sig derfor den vanskelige Opgave at vise, hvorledes Woden og Gaut, deres Høvdingeætters foregivne Stamfædre, nedstammede fra Bibelens Erkefædre. Forsøget lykkedes dem heller ikke synderlig godt, thi med alle deres Bestræbelser fik de kun 16 Generationer fra Noah til Woden eller Odin[22], og denne fik de ej engang saa langt op i Tiden som vore Forfædre, da de gjøre ham til en Tipoldefader af Hengest, hvilken Chronisterne lade komme til England i Aaret 449[23]. Dette giver for Woden Tiden omkring 330 e. Chr. Et andet Slægtregister sætter ham vistnok 12 Generationer over Ceólwulf, der 597 blev Konge i Wessex[24]; men derved kommer han dog ikke højere op i Tiden end til henved 237 e. Chr.; og Noah, 16 Generationer tidligere, kommer derved ikke længer tilbage end ved 243 f. Chr. Muligt, at man bar tænkt sig Generationerne noget længere, men desuagtet er det ubegribeligt, hvorledes de angelsaxiske Gejstlige have kunnet opstille en saadan Genealogi, da Beda, der ej alene var deres, men hele Middelalderens Orakel med Hensyn til Tidsregningen, udtrykkeligt opstiller 55 Generationer fra Noah til Christi Fødsel. Vore Chronologer følte ogsaa, som man tydeligt kan skjønne, det Haltende i de angelsaxiske Genealogier, og søgte at hjelpe paa Sagen, deels ved uden Videre at henføre Frodefreden til Christi Fødsels Tider, deels ved at sætte den angelsaxiske Stamtavle fra Sceaf til Woden foran de nordiske Slægtregistre, og endelig ved at udklække den besynderlige Række fra Japhet til Sceaf, hvorved deels de trojanske Fyrste-Navne, deels Thors Tilnavne og hans Sønners Navne benyttedes[25]. Derved fik de hele 34 eller maaskee endog 36 Generationer fra Noah til Odin, hvilket endda nogenledes kunde lade sig høre. Det er ikke usandsynligt, at hele denne Kombination er at tilskrive Are Frode. At den idetmindste allerede paa hans Tid var bragt istand, viser noksom det føromtalte Tilnavn „Tyrkekonge“, hvilket han tillægger Odin; han benyttede og, som man af hans Skrift kan see, angelsaxiske Krøniker, og maa derfor have kjendt de deri indeholdte Slægtregistre. At kjende dem og anvende dem til sin egen Chronologi maatte for ham være eet[26].

Da Danmark fornemmeligen fik Christendommen, og med den Kjendskaben til fremmede Skrifter, fra Tydskland, havde de ældste danske Chronologer ikke saamegen Anledning til at lære de angelsaxiske Genealogier at kjende. Saxo hjalp sig derfor, som vi have seet, paa andre Maader, især ved at lade eet og samme Navn forekomme flere Gange, og ved at optage Navne fra Æventyrsagaer. Om Saxo selv har bragt sin Kombination istand, eller om han allerede har fundet den færdig, er vistnok ikke let at sige, imidlertid er det tydeligt at skjønne, at den, ligesaavel som norske, er et Kunstprodukt fra Tiden efter Christendommens Indførelse. Ogsaa Saxo henfører Frodefreden til Christi Fødsels Tider. Dan, Rigets Stifter, sætter han omtrent 24 Generationer tidligere, rimeligviis fordi det Sagn, som det synes, tidligt er opstaaet, at Dan eller maaskee rettere hans foregivne Fader Humble vare samtidige med Kong David, hvilken af Beda sættes 31, eller, naar man følger Matthæus 28 Generationer før Chr. Fødsel. Ganske slaar det vel ikke til, dog bliver Fejlen ikke saa betydelig. Det er ellers besynderligt nok, at Saxo ej har sat Frode 8 til 10 Generationer længere nede, thi mellem Frode og Gorm den Gamle (c. 900) har han henved 40 Generationen hvilket er 10 for mange.

Hvorledes ligeledes den Forestilling tidligt blev herskende, at Danmark allerførst bebyggedes paa Erkefaderen Seruh’s Tid, er tidligere omtalt[27]. Man merker i det Hele taget, at de Underretninger, vore Forfædre fik gjennem det ved Christendommen indførte latinske Sprog, og hvis Paalidelighed de allerede af den Grund, at de Vare affattede paa Latin, ansaa som given, satte dem i den største Forlegenhed, da de nødvendigviis maatte see til at forlige og kombinere dem med deres egne Kilder, et Arbejde, der i sig selv var umuligt, og som i alle Fald langt oversteg deres kritiske Evne. Det lader sig forresten ikke negte, at af de to ukritiske og fejlagtige Systemer, det danske og det norske, er det sidste det mindst fejlagtige, og det der fremstiller Sagnene i meest uforvansket Tilstand.


  1. Nemlig fordi en særegen Modifikation deraf allerede synes at være kommen istand samtidigt med Gudrød, Halfdan Hvitbeins anden Søn, Are Frodes Stamfader, hvorom nedenfor.
  2. Jomsvikinge-Slaget omtales nemlig deri, se Snorre, Ol. Tryggv. S. Cap. 43.
  3. Nemlig den saakaldte „Historia Norvegiæ“, udgiven af mig efter et i Skotland fundet Haandskrift; den er ligeledes benyttet ved det Fants Scriptores r. Svec. Vol. 1 udgivne svenske Kongerækken.
  4. Nemlig det ovenfor S. 211 Note 2 omtalte „Langfedgatal“. En anden Afskrift deraf efter en saakaldt gammel „Ættarboge“ er benyttet af Verelius i hans udg. af Hervarars. S. 39.
  5. Langfedgatal begynder med Odin, eg sætter derefter Njørd, uden at kalde ham Odins Søn. Fund. Nor. begynder med Bure, Tydsklands Konge, Fader til Bør, Fader til Odin, Fader til Frey, Fader til Njørd, Fader til Frey, Fader til Fjølnir o. s. v. – Are Frode nævner først Ingve Tyrkekonge, derpaa Njørd Sviakonge, derpaa Frey, saa Fjølnirs han forudsætter at de ere Søn efter Fader.
  6. I Hauks Langfedgatal staar det ej udtrykkeligt, at Dan var Olafs Søn, derimod staar det i Verelii Udgave og Fund. Noregr. I Yngl. S. Cap. 29 staar det udtrykkeligt, at Dan blev overordentlig gammel, og at han og hans Søn Frode Fridsame vare samtidige med Ynglingerne fra Dyggve til Jørund.
  7. Dette Navn forekommer og, som man seer, i Skjoldungerækken. Det er vist een og samme Sagnfigur, begge Rækker have bemægtiget sig.
  8. Denne Godgest skulde ifølge Yngl. Saga vare samtidig med Adils.
  9. Dette Navn tilhører rimeligviis den nu tabte Huldarsaga.
  10. Om Thormod Torvesøns Fejltagelse at satte Gylaug foran Gudlaug se ovenf. S. 325, Note 3.
  11. Saaledes Fundinn Noregr, og tillige, ret forstaaet, Hauks Langfedgatal. Efter Fróðdi frœkni staar der nemlig her Ingjaldr Starkaðarfóstri hans sunr, og derpaa Hálfdan bróðir hans. Dette sidste hans gaar umiskjendeligt paa Frode, ej paa Ingjald, og det stemmer tillige med Sagnet om Helge og Roar, at Frode og Halfdan vare Brødre. Imidlertid har Nedskriveren af Langfedgatal senere, hvor han opregner Ivar Vidfadmes Slægt opad, ladet sig forlede af den Omstændighed at Halfdan nævnes strax efter Ingjald, til at kalde ham dennes Søn. Overhoved synes man at have varet forlegen med denne Halfdan, altsaa med hele den Green af Skjoldungestammen, til hvilken Rolf Krake og Ivar Vidfadme skulde høre. Efter Yngl. S. er Halfdan en Søn af Frode Fridsame, Broder til Fridleif, og som dennes Sønner nævnes her Aale Frøkne og (rimeligviis) Frode Frøkne. Efter Fund. Noregr er Halfdan virkelig Frodes Søn, Ingjalds Broder.
  12. Are Frode sætter efter Dag Aalrek, saa Agne, saa Ingve, derpaa Jørund, derpaa Aun, derpaa „Egil Vendilkraaka“, og endelig Ottar.
  13. Denne Frode udelades i „Fund. Noregr“.
  14. Nemlig 17, hvis vi med Langfedgatal efter Frode sætte Rørek Hnøggvanbauge og Halfdan, ellers 16.
  15. Søgubrot Cap. 8 sammenholdt med Yngl. S. Cap. 43 og Hr. Hauk Erlendsøn om Oplændingekongerne Ivar Vidfadmes og Harald Hildetands høje Alder lader sig vistnok ikke vel forene dermed, men Sagen er vel, at Olaf Trætelgja selv kun er en Sagnhelt, og, forsaavidt han skal tænkes at have været til, staar i nærmere Forbindelse med Gautland og Saxe Fletter, end med Ingjald Ildraade, hvis Historie endog næsten kunde undvære ham.
  16. Baade Fjølnir og Sveigdir eller Svegdir ere kun særegne Navne for Odin. At denne kaldes Fjølnir, siges baade i den ældre Edda (Grimnismaal 47, Sigurdarkvida II, 18), og i den yngre (Cap. 3). Og Svigðir eller Sveigdir bruges istedetfor „Odin“ af Thjodolf fra Hvin i Ynglingatal (Yngl. S. 14).
  17. Se ovenfor, S. 304, 309.
  18. Det er ikke uvigtigt at lægge Mærke til, hvilke af Ynglingekongerne ifølge Thjodolfs Udsagn bleve højlagte, og hvilke brændte, thi deraf vil man nogenledes kunne bestemme, hvilke høre til den egentlige gotiske Kulturperiode, for hvilken Højlæggelsen var egen, og hvilke til den ældre, mythiske, betegnet som Brændalderen. Saaledes bleve Vanlande, Domar og Agne brændtes Visbur, Eystein, Ingjald og Olaf Trætelgja indebrændtes, Domalde blev offret til Guderne, om Dyggve, Dag, Aalrek, Erik og Anund anføres ingen Begravelsesmaade; Jørund blev hængt, de øvrige derimod alle højlagte.
  19. Se ovenfor, S. 243, hvor det paavises, at Sagnet om Vermund og Offa er et anglisk Sagn.
  20. Muligt, at Olaf litillaate og Dan mikillaate tidligt have været sammenstillede som Modsætninger i et gammelt Sagn, hvilket, som man seer, Saxo og har kjendt.
  21. Beda, der sluttede sin Kirkehistorie i Aaret 731, udleder (I. 15) Hengests Herkomst fra Woden, men kjender intet til dennes Nedstammelse fra Geát. Han lægger til paa dette Sted, at mange af Provindskongerne nedstamme fra Woden, men udfører dog selv ikke nogen saadan Genealogi. I den med Alfred (Slutn. af 9de Aarhundrede) samtidige Assers Verk findes dog allerede de wessexiske Kongers Æt opført lige til Noah, og her sætter han ligefrem Sem, hvor Saxerkrøniken har Sceaf. Ædhelweard springer, som vi have seet, over Ledene mellem Sceldwa, hvilken han kalder Scyld, og Sceaf; da han derhos veed mere at fortælle om Sceaf, end de øvrige, skulde man næsten formode, at han meddeler det oprindelige Sagn, og at dette, ligesom Beowulf-Digtet, ingen Led har indskudt mellem Skjold og Sceaf, men at de Mellemled, der ellers opføres, senere ere indkilede for at gjøre Slægtregistret længere.
  22. Nemlig: Sceaf, Noahs Søn, fød i Arken, Bedwig, Hwala, Hadbra, Iterman, Heremod, Sceldwa, Beáw, Tætwa, Geát, Godwulf, Finn, Fridhuwulf, Freáwine, Fridhuwald, Woden. Nogle Haandskr. udelade Freáwine eg Fridhuwald, og sætte istedetfor Fridhuwulf Freáláf eller Fridhuláf, der saaledes bliver Wodens Fader.
  23. Nemlig: Woden, Wecta, Witta, Wihtgils, Hengest. Wecta er en aldeles uangelsaxisk Form, og synes nærmest at være dannet efter den latinske Navnform Vectis (Øen Wight), hvor Jyder, til hvilke Hengest hørte, skulde have nedsat sig. Witta synes at være en Modification af Wecta (eg. Wihta), og Wihtgils at være udledet fra „Wiht“ (Øen Wight); det hele Slægtregister synes saaledes at være sammensat i sildigere Tider.
  24. Nemlig: Woden, Bældäg, Brand, Fridhugár, Freáwine, Vig, Gewiss, Esla, Elesa, Cerdic, Cynric, Cúdha, Ceólwulf. – Der er en Række, som sætter Woden kun 9 Led ovenfor Ida, der 547 blev Konge i Northumberland, nemlig: Woden, Bældäg, Brand, Beonoc, Aloc, Angenwit, Ingui, Esa, Eoppa, Ida; denne er merkelig, fordi Navnet„ Ingui“ forekommer deri; det er og heel rimeligt, at „Esa“ ved en Misforstaaelse af den rette Form, hvoraf Patronym. „Esing“ er dannet, staar istedetfor ós, d. e. Aas, got. ans.
  25. Nemlig: Japhet, Japhan, Zechim, Cyprus, Celius, (Coelus) Saturnus, Jupiter, Darius (ɔ: Dardanus), Erichthonius, Tros, Ilus, Laomedon, Priamus, Troa, Tror ell. Thor, Hlorride, Eindride, Vingthor, Vingner, Mode, Magne Seskef, (eg. Sceaf, Misforstaaelse af det angels. „se Sceáf“ ɔ: denne Sceaf) og de følgende angelsaxiske Slægtled til Woden, hvor dog Hwala, Tætwa, Freáwine og Fridhuwald ere udeladte, og Freálaf indsat istf. Fridhuwulf.
  26. Om denne Materie se forøvrigt Keyser i Samlinger til det norske Folks og Sprogs Hist. 6te B. S. 281.
  27. Se ovenfor S. 245. Aarsagen er vel for en stor Deel, at allerede Jornandes gjør Goter, Geter og Skyther til een og samme Nation, men derhos vel ogsaa at Beda som Skythernes første Konge nævner Tanaus. Der staar nemlig paa dette Sted i hans Skrift de sex ætatibus mundi: „Reu annorum 32, genuit Seruch, … Scytharum regnum dicitur exortum, ubi primus regnavit Tanaus“. Denne Tanaus skriver sig allerførst fra Justinus, der (I. 1.) omtaler ham som Skythiens Konge, og fortæller at han og Vesoses eller Sesostris, Ægyptens Konge, vare ældre end Ninus. Fra Justinus eller rettere dennes Original Trogus Pompejus er Tanaus kommen ind i Jornandes’s Skrift som Taunasis Goternes Konge. At de danske Historikere ved denne Tanaus have tænkt sig en ældre Dan eller Hovedet for de „Landflygtige, som først bebyggede Danmark“, kan neppe betvivles.