Det norske Folks Historie/1/49

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Hvad Oplandene ſelv angaar, da have vi allerede ovenfor S. 74—76 omtalt, hvorledes de ſandſynligviis ere blevne befolkede med Raumer og den Afdeling af disſe, der ſiden kaldtes Alfer, men hvorledes der og efter al Rimelighed her fandt en idelig Frem- og Tilbagerykken Sted, idet ſnart de nordenfra komne Nordmænd, ſnart de ſøndenfra indkomne Gauter havde Overhaand. Vi have lejlighedsviis, hvor Rolf Krakes og Ynglingekongen Adils’s Bedrifter omhandledes, nævnt den oplandſke Konge Aale, der ſtred mod Adils, hvilken tillige underſtøttedes af Rolf Krakes Kæmper, altſaa af Sviars og Goters forenede Magt, paa den tilfrosne Væner, og der miſtede Livet: et Slag, der ſynes at have været temmelig alvorligt, maaſkee endog en ældre Nationalkamp mellem norrøne og heel eller halv-gotiſke Folke-Elementer. Forreſten tie vore Oldſkrifter derom; det ſiges ej nærmere, hvo Aale var, eller over hvilke Dele af Oplandene han herſkede; rimeligviis maa det have været de ſydøſtligſte[1]. Vi have ligeledes omtalt de ſaakaldte Oplændingekonger af Ynglingeſtammen, fra hvilke den ſenere norſke Kongeæt ſiges at nedſtamme; disſe Konger optræde dog ſtrax efter Halfdan Hvitbein ej længer ſom Oplændingekongen men ſom Konger paa Veſtfold Den merkeligſte Konge paa Oplandene i de ældſte Tider var unegteligt den nys nævnte Erobrer, Eyſtein, hvis Navn imidlertid er ſat i Forbindelſe med det fabelagtige Sagn om Hundekongen Saur, men ſom ikke deſto mindre henføres til en ſammenligningsviis ſaa ſildig Tidsalder, og hvis Slægtſkab med hiſtoriſk bekjendte Ynglingekonger ſaa nøje angives, at vi nødſages til at anſee ham for mere end en blot Sagnfigur. Det er derimod højſt ſandſynligt, at han er bleven forvexlet med en ſaadan. Fundinn Noregr fortæller om en Konge ved Navn Eyſtein, der længe havde raadet for Hedemarken, hvis Datter Aashild med Svade eller Svaſe Jøtun fra Dovre havde Sønnen Rolf i Berg, der røvede Nors Syſter Goe, og Datteren Hadd, der egtede Nor. Denne Svade Jøtun er, ligeſom Finnekongen Mattul, en ſtaaende Figur; han nævnes under Navnet Svade eller Svaſe endog paa Harald Haarfagres Tid[2]; hans Navn gjenkjendes i Sammenſætningen af Hereds-Benævnelſen Svaðabú, en af Hedemarkens ypperſte Egne (Ringsaker Preſtegjeld), og naar alt kommer til alt, er vel endog „Svade“ paa ſædvanlig Viis opſtaaet af Svadabu, ikke omvendt. I alle Fald er Svade ſelv en aldeles mythiſk Figur, der maaſkee har været betragtet ſom Egnens Landvætte. Hans foregivne Svigerfader, Kong Eyſtein, maa derfor ogſaa bortfalde ſom hiſtoriſk Perſonlighed, og han ſynes kun at være bleven til i Sagnet for at repræſentere den Konge-Æt, i hvilken Navnet Eyſtein ſenere var forherſkende. Den hiſtoriſke Tilværelſe af Rolf i Berg ſynes derimod at være mindre tvivlſom. Fra ham udleder, ſom vi have ſeet, en islandſk Høvdingefamilie ſin Herkomſt. Bødvar hvite, Landnamsmand ved Alftefjord paa Sydøſtkanten af Island, nedſtammede ifølge Landnáma, fra Rolf af Berg i 10de Led, og disſe Slægtled opregnes[3]. Men det maa vel merkes, at kun de yngre Bearbejdelſer af Landnamsbogen ſætte ham i Forbindelſe med Svade Jøtun og med Nor; den ældſte forfølger ikke Slægten videre opad. Man behøver derfor ikke bedre Vidnesbyrd om at Rolf, forſaavidt han har været en hiſtoriſk Perſon, var den ældſte Oplændingehøvding, Sagnet vidſte at angive, end at han ſenere gjordes til en Søn af Egnens Landvætte, Svade Jotun. Beregner man Generationen opad fra Bødvar Hvite, falder Rolfs Levetid i Slutningen af det 6te og Begyndelſen af det 7de Aarhundrede, altſaa efter den Tid, fra hvilken vi allerede gjennem Jornandes have Efterretninger om Tilværelſen af de oplandſke Riger[4]. Hvis forreſten Sagnet om, at Rolf levede paa Hedemarken allerede før Nors Ankomſt, ſkal have nogen Betydning, maa det være den, at han tilhørte den gautſke, ikke den norrøne Stamme, og det ſamme maa da vel ogſaa ſiges om den Æt, der repræſenteredes af hiin ældgamle Kong Eyſtein paa Hedemarken. Naar vi altſaa erfare, at den hiſtoriſke Eyſtein gjorde et Erobringstog til Thrøndelagen have vi her et af de Tilfælde, hvor det for en Tid er lykkets den gautſke Nationalitet at faa Overhaand over den norrøne. Dette pasſer ogſaa godt dermed, at han ſom Halfdan Hvitbeins Svigerfader omtrent bliver ſamtidig med Harald Hildetand.

Det er ellers ikke ſtort, hvad man veed om Eyſtein. Han kaldes undertiden hinn ríki (d. e. den mægtige), undertiden hinn illi (d. e. den onde) undertiden hinn illráði (d. e. den ondſkabsfulde). Alt vidner nokſom om at han har været en mægtig, men liſtig og ſamvittighedsløs Erobrer. Fundinn Noregr vil vide, at han var Søn af Gudrød, Søn af Raum, Nors Søn og Hild, Datter af Gudrød gamle, Søn af Kong Sølve, der førſt opryddede Soløer; man kjender altſaa kun hans Faders Navn, og dette har man ſiden ſat i Forbindelſe med ældre opdigtede Slægtled[5]. Hans egentlige Rige var Hedemarken; hans Datter Aaſa var gift med Halfdan Hvitbein, og han havde desuden en Søn, Høgne, hvis Søn Eyſtein efter Gudrød Vejdekonges, Ynglingekongen Eyſteins Sønneſøns, Død, ſkal have underlagt ſig Hedemarken tilligemed andre tilgrændſende Landſkaber[6].

De ſaakaldte ſoløerſke Konger ſkylde aabenbart ene og alene ſenere etymologiſke Sagn deres Oprindelſe. Lignende etymologiſke Sagn, der tillige have nogen Overeensſtemmelſe med det haalogalandſke om Herſe, fortælles om Gudbrandsdalens ældſte Herſkere Raum, heder det i Fundinn Noregr (ſe ovf. S. 45), havde med Bergdis, Datter af Thrym Jøtun fra Vormen, tre Sønner, af hvilke Brand opfoſtredes hos Faderen; „han gav ham til Guderne, hvorfor han kaldtes Gudbrand; ham gav Raum de Dale, der kaldtes Gudbrandsdalene. Hans Søn var Audleif, hvis Søn Gudbrand ej vilde lade ſig kalde Konge, men lod ſig give Jarlsnavn fordi han vilde være den mægtigſte Jarl i Norden. Hans Søn var Geirmund Jarl, Fader til Rodgeir Jarl, hvis Søn Gudbrand hverken vilde være Konge eller Jarl, men lod ſig give Herſenavn, og herſkede dog ſom en Konge; alle hans Ætmænd førte ſiden Herſetitel“. Vi ſee her et Forſøg paa at forklare ej alene Gudbrandsdalens Navn, men ogſaa den Omſtændighed, at den fornemſte Æt i Landſkabet kun førte Herſetitel. Dette var, ſom vi af ſenere hiſtoriſke Beretninger ſee, virkelig Tilfældet[7], og det forklares paa den letteſte Maade deraf, at der blandt dem, der opryddede og befolkede denne afſidesliggende og i de ældſte Tider neppe ſynderligt indbydende Egn, ej fandtes nogen Jarleæt, og at der heller ikke opſtod nogen Erobrer, der antog Kongenavn. Men ſildigere Slægter, vante til at Kongetitlen var uadſkillelig fra Herredømmet, have, ligeſom ved de haalogalandſke Jarler, ſøgt en anden og med deres Begreber mere ſtemmende Forklaringsmaade, og ſaaledes fremſtod de tre Gudbrander, Kongen, Jarlen og Herſen, regelmæsſigt adſkilte ved tvende Mellemled. Da forreſten Navnet Gudbrand utvivlſomt var herſkende i Ætten, og der ikke gives nogen rimelig Udledelſe af Benævnelſen Guðbrandsdalir, uden fra et ſaadant Perſonsnavn, maa man her virkelig antage at der har været en Gudbrand, efter hvem Landſkabet fik Navn; han maa have været Høvdingen for de Nybyggere, der opryddede Dalene, og hans Navn maa have gaaet i Arv gjennem Ætten fra Generation til Generation. Men hverken kan det være blevet til paa den Maade, Fund. Noregr angiver, eller har han nogenſinde ført Kongetitel. Herſetitlen for Gudbrandsdalens Høvdinger lige overfor Kongetitlen for Hedemarkens betegner charakteriſtiſkt nok Forſkjellen mellem den ublandede norrøne og den norrøn-gautiſke Befolkning.

Der er allerede ovenfor (S. 75—76) talt om de ſaakaldte Alfer eller Elvboere, hvilke vore Forfædre allerede tidligt ſynes at have forvexlet med Mythologiens Alfer. Thi de Medlemmer af den ſaakaldte alfheimſke Kongeæt, der nævnes ſaa langt nede i Tiden, at man ej kan betvivle deres hiſtoriſke Tilværelſe, føre dog ſtedſe enten Navnet Alf, eller et med Alf ſammenſat Navn, og dette kan alene komme deraf, at Ætten ſelv har udledet ſin Herkomſt fra hine mythiſke Væſener. Sagnene have dog været noget vaklende, thi medens der etſteds tales om Alfefolket ſom ſkjønnere end alle andre, og kun om Alf gamle ſom dets Stamfader, lader Fund. Noregr denne ſamme Alf gamle være en Søn af Raum, Nors Søn, og vil endog vide at han ſkal have været kaldt Finnalf. Han fik, heder det, Øſterdalene og alle Landene nordenfor Væneren ſaavelſom mellem Gautelv og Naumelv, hvilket tilſammen kaldtes Alfheim. Hvorledes Alferne her tydeligt nok betegnes ſom en Underafdeling af Naumerne, er forhen viiſt. Sigurd Ring var, heder det, gift med Alfhild, en Datter af Gandalf Alfgeirsſøn, Konge i Alfheime; hans Svogre Alf og Alfarin, Gandalfs Sønner, kæmpede dog i Harald Hildetands Hær, hvilket viſer, at Alfheim, ligeſom viſtnok den ſtørſte Deel af Oplandene, under Ivar Vidfadme og Harald Hildetand var draget ind under den gautiſke Indflydelſe. Forreſten ſynes Benævnelſen Alfheim paa Sigurds Tid at have været indſkrænket til den ſydligſte Deel af hvad der oprindelig maa have været regnet dertil, nemlig Landſkabet mellem Væneren og Havet, Glommen og Gaut-Elven. Et Folkeſagn paa Øen Thjørn i det nuværende Bohuslen omtaler ogſaa en Kong Alf eller Alfkonge[8], ſom ſkal have boet der, og ſom rimeligviis er den ſamme mythiſke Alf den gamle, fra hvem den alfheimſke Kongeæt ſkal have nedſtammet; det er altſaa iſær i Gaut-Elvens Nærhed, denne Æt ſynes at have haft hjemme. Det er ellers merkeligt nok, at Fundinn Noregr kalder Alf gamle Finnalf. Vi have nemlig allerede ovenfor omtalt de Spor, der findes til, at mere civiliſerede Finner maa have boet i den ſydligere Deel af Halvøen[9]. Og navnligen maa de have boet i Nærheden af Gaut-Elven, ſiden endog Adam af Bremen i det 11te Aarhundrede kan ſige at „Finnedi“ (Jornandes’s Finnaithæ) tilligemed Vermelænderne boede mellem Norge og Sverige, og hørte til Skara Biſkopsdømme[10]. Det er ligeledes paaviiſt, hvorledes Beowulf-Digtet kalder den Egn ved Kyſten, hvor Sø-Gauternes Helt ſvømmede i Land, deels „Hød-Raumernes Hjem“, deels „Finnaland“[11], hvilket altſaa aabenbart tyder hen paa, enten en Sammenſmeltning af Raumer (d. e. Alfer) og Finner i disſe Kyſt-Egne, eller at Finner havde beboet det Landſkab, Alferne ſiden beſatte. Hermed ſtemmer Navnet „Finnalf“ ſærdeles godt, og det er heller ikke uden Betydning, at hans Foſterfader og Morbroder kaldes Berg-Finn, Søn af Jotnen Thrym fra Vormen. Hvorledes det egentlige Forhold har været mellem disſe Finner og Alferne, er nu umuligt at opklare, vi kunne blot anføre de Udſagn, der vidne om at en vis Forbindelſe eller Sammenſmeltning har fundet Sted.

Saxo kalder, ſom ovenfor viiſt, den bekjendte Signy Sigarsdatters Brødre Alf og Alfgeir (Algerus)[12], Navne, der umiskjendeligt pege hen paa den alfheimſke Konge-Æt, men ſom derimod ikke ſynes at høre hjemme i den ſigarſke. De „Sø-Daner“, over hvilke Sigar herſkede[13], maa dog have boet Alfheim ſaa nær, at en Forbindelſe mellem Daners og Alfers Fyrſte-Ætter nok kunde være tænkelig.

De Fyrſteſlægter, Fundinn Noregr opfører paa Hadeland, Haddingjadal Ringerike, indeholde ingen paalidelige Led. I Spidſen for dem ſtilles tre Sønner af Raum, nemlig Hød[14] for Hadeland, Hadding for Haddingjadal og Ring for Ringerike. Den førſte Æt føres ſiden ned til den af os ovenfor omtalte hørdelandſke Jarleæt, til hvilken Innſtein, Utſtein, Haamund og Hrok hin ſvarte henhørte; en Green af den ledes ogſaa ned til den i Halfdan ſvartes Hiſtorie forekommende Hake Hada-Berſerk. Haddings Efterkommere hede alle, paa een nær, ligeledes Hadding, og Ring faar til Søn den bekjendte, forhen omtalte, Halfdan gamle, hvorved man med eet kommer ud af den norſke og i den fællesgermaniſke Slægthiſtorie, men hvorved ogſaa Oplandenes gotiſke Charakteer antydes. Derimod nævner det egentlige Fundinn Noregr ſaavelſom Landnáma en Halfdan gamle, der enten er forſkjellig fra hiin, eller ved hvilken Fundinn Noregr har gjort ſig ſkyldig i en Selvmodſigelſe; den kalder ham nemlig en Sønneſøn af Gor, ſom hans Søn nævnes Ivar Oplændingejarl, og ſom dennes Søn igjen Eyſtein Glumra, hvis Søn Ragnvald Jarl paa Møre var en af Harald Haarfagres ivrigſte Tilhængere og er merkelig ſom Stamfader til to mægtige Fyrſteflægter, de orknøſke Jarlers, og de normanniſke Hertugers. Om hine hans Forfædre veed man forreſten intet uden Navnene.

I Slutningen af det 8de Aarhundrede og Begyndelſen af det 9de maa der etſteds paa Oplandene have levet en anſeet Jarl ved Navn Nereid eller Nerid, bekjendt ſaavel for ſin Viisdom ſom for ſin Karrighed. Den fabelagtige Fortælling om Gautrek og Rolf veed meget at berette om ham. Den kalder ham Neri, gjør ham til en Søn af Kong Vikar, og lader ham være Jarl baade paa Thelemarken, Oplandene og i en Deel af Gautland, ſom dette Lands Konge, Gautrek den gavmilde, havde givet ham i Forlehning. Den fortæller at Nerid var ſaa forſtandig, at hans Mage ej fandtes, og at alt lykkedes, hvori han gav ſit Raad, men at han tillige var ſaa karrig og nidſk (sinkr), at han ej engang vilde modtage Gaver, af Frygt for at maatte give Gjengaver. Fortællingen drejer ſig iſær om en vis Ref, hvilken Nerid tog ſig af, og ved ſine kloge Raad ej alene ſkaffede gode Gaver baade fra Gautrek, fra Kong Ella i England, og fra Rolf Krake i Danmark, men tilſidſt endog fik gift med Gautreks Datter[15]. Sagnet om Ref og Gautrek maa have været temmelig gammelt og udbredt, thi ogſaa Saxo veed at fortælle om Gautrek, eller, ſom han kalder ham, Gøtrik (Götricus), berømt for ſin Gavmildhed, og om en Ref (Refo) fra Thelemarken, der af Gautrek fik en koſtbar Armring til Foræring[16]. Endelig nævner ogſaa Ynglingaſaga Gautrek den gavmilde ſom Farfader til Olaf Trætelgjas Moder, og ſom en Søn af den Gaut, efter hvilken Gautland ſkulde have faaet Navn [17]. Da Saxo intet veed at fortælle om Nerid, men derimod nævner en Kong Gaute[18] ſom den Høvding i Norge, hos hvilken Ref opholdt ſig, og da derhos ſaavel Nerid ſelv, Vikars foregivne Søn, ſom den engelſke Ella, bekjendt af Ragnars Lodbroks Hiſtorie, og den danſke Rolf Krake lige ilde pasſe til at have været ſamtidige baade med Gautrek og med hinanden indbyrdes, er det temmelig klart, at Forfatteren af Gautreks Saga vilkaarligt har indført dem i Sagnet, ſom han bearbejdede og udſmykkede, og at ingen af dem, ſaaledes heller ikke Nerid, oprindelig har hørt dertil, ligeſaa lidet ſom Nerid nogenſinde har været Søn af Vikar. Landnáma indeholder desuden en beſtemt Angivelſe af Nerids Levetid. Den fortæller at Orm gamle, Søn af Eyvind Jarl, Søn af Armod Jarl, Søn af Nerid Jarl den gamle og nidſke (sinki), var Landnamsmand, og at hans Fader Eyvind ſtred i Hafrsfjorden mod Harald Haarfagre[19]. Nerid maa ſaaledes have levet paa den af os ovenfor angivne Tid, i Slutningen af det 8de og Begyndelſen af det 9de Aarhundrede. Han maa have været en i Folkeſagnet meget bekjendt Perſonlighed, ſiden han er bleven indført i Gautreks Saga ved Siden af andre bekjendte og charakteriſtiſke Perſonligheder, Ella og Rolf Krake. Men hvad mere er, han maa have ſtaaet i et nærmere og betydningsfuldere Forhold til Kongerne af Ynglinge-Ætten, end de nu forhaandenværende Kilder udtrykkeligt angive[20]. En Bearbejdelſe af de norſke Kongeſagaer lade Ragna den fagre kort efter Harald Haarfagres Regjeringstiltrædelſe egge ham til at underlægge ſig hele Norge ved det Spørgsmaal, om han, eller den alfheimſke Konge Gandalfs Sønner ſkulde vorde Arvinger efter hans Frænde, Nerid den raadſpake[21]. Og ſenere, da Dronning Aaſta, Olaf den helliges Moder og Kong Sigurd Syrs Huſtru, ventede Beſøg af ſin Søn, opfordrede hun ſin Mand til at viſe ſig ſom en Stormand, og ſom en der mere ſlægtede paa Harald Haarfagre end paa ſin Morfader Rane Mjenof eller Nerid Jarl den gamle, hvor forſtandige end disſe kunde have været[22]. At Nerid den raadſpake og Nerid den gamle, hvilken Sigurd ej maatte ſlægte paa, naar han ſkulde viſe ſig liberal, er den ſamme, ſom Nerid Jarl den raadſnilde, gamle og nidſke, er iøjnefaldende; men Harald Haarfagre og de norſke Konger af Ynglinge-Ætten maa da ogſaa paa en Maade have nedſtammet fra ham, uagtet der ingenſteds ſiges hvorledes. Ligefra Halfdan Hvitbein finder man nøjagtigt angivet, hvad enhver Ynglingekonges Huſtru hed og hvorfra hun ſtammede, men nogen Datter af Nerid Jarl nævnes ej. Man ſkulde derfor næſten formode at denne Nedſtammelſe med Flid er bleven dulgt eller ladet ud af Betragtning, for at Konge-Ættens foregivne Slægtſkab med Ragnar Lodbrok og Vølſungerne deſto bedre kunde falde i Øjnene[23].

Efter ſaaledes at have gjennemgaaet de ſparſomme Meddelelſer, vore Oldſkrifter indeholde om Oplandenes ældre Hiſtorie, kunne vi maaſkee danne os en noget tydeligere Foreſtilling, end det hidtil var muligt, om den norrøne og den gautiſke Folkeæts indbyrdes Forhold i disſe Egne, og vove at opſtille enkelte Formodninger om, hvorledes ſnart den ene, ſnart den anden havde Overhaand eller trængte frem, medens den anden trængtes tilbage. Det er allerede viiſt, hvorledes de norrøne Indvandrere, her nærmeſt Raumerne eller Alferne, efter al Rimelighed forefandt gautiſke Stammer i de ſydligere Egne, ſandſynligviis lige op til Hedemarken, at de undertvang dem, oprettede Riger, Raumarike, Ringerike, maaſkee og Ranrike, m. m., og udbredte ſine Beſiddelſer lige ned til Søen. Det er ligeledes nævnt, at da Jornandes omtaler disſe Riger, maa deres Oprettelſe, følgelig hiin Undertvingelſe af gautiſke Stammer, have fundet Sted allerede før hans Tid, eller rettere for den Tid, fra hvilken de Efterretninger, han meddeler, kunne antages at hidrøre, hvilket neppe kan være ſildigere end Begyndelſen af det 6te Aarhundrede[24]. Endelig have vi paaviiſt de Tegn, der findes til at de gautiſke Folkefærd ſenere hen atter have formaaet at trænge opad og underkaſte ſig flere af de Egne, Raumerne allerede havde beſat, fornemmelig Kyſtegnene, der nu ſynes at have faaet Fællesnavnet Viken[25]. Da Raumerne, ſom det ſynes, i Slutningen af 6te Aarhundrede nævnes ſom boende ved Skagerrakets Kyſt[26], kan den nysomtalte gautiſke Reaktion da endnu ikke have fundet Sted. Derimod finde vi, ſom vi have ſeet, umiskjendelige Tegn paa at den gautiſke Indflydelſe gjorde ſig gjeldende i en ſtor Udſtrækning paa Harald Hildetands Tid, og at Eyſtein ildraade endog, om end kun for en kort Tid, udbredte den til det throndhjemſke[27]. I Mellemtiden mellem det 5te og 7de Aarhundredes Ende maa altſaa det gautiſke Element atter have hævet ſig. Dette kan deels tilſkrives den Omſtændighed, at de indtrængende Norrøner, om de end i Virkeligheden havde Overhaand, dog ved den nærmere Berørelſe med de mere civiliſerede Gauter antoge deres Kultur og ſmeltede ſammen med dem til Eet, deels kan det og forklares deraf, at mægtige Erobrere have rejſt ſig i den ſydligere Deel af Halvøen, og udbredt deres Herredømme ogſaa til Norges Øſtland. Rimeligviis have endog begge Aarſager været tilſtede; den gautiſk-gotiſke Kulturpaavirkning har lettet Arbejdet for de ſøndenfra fremtrængende gautiſk-gotiſke Erobrere, ſom dog altid have haft mangen Kamp at beſtaa. En af de førſte blandt disſe har ſandſynligviis været Kampen mellem Aale frøkne og Adils; ſidenefter maa Ivar Vidfadmes og Harald Hildetands Erobringer eller Indflydelſe ogſaa have udſtrakt ſig til Viken og Oplandene. Man maa i det Hele taget formode, at Nationalforholdene i Norges Øſtland omtrent ſkikkede ſig paa ſamme Maade, ſom i Svithjod. Her er det umiskjendeligt, at den gotiſke Kultur fra det tilgrændſende Gautland ogſaa udøvede Indflydelſe paa Sviarne, der endog fik en gotiſk Kongeæt og et Tempel med gotiſk Gudstjeneſte; den ſamme Indflydelſe ſporedes fra Veſtergautland af i det ſydøſtlige Norge, der desuden ſelv fra ældre Tider indeholdt ſaamange gautiſke Beſtanddele i ſin Befolkning. Det var førſt den nye Tingenes Orden, ſom efter Braavallaſlaget gjorde ſig gjeldende, der ogſaa i Norges Øſtland paany gjorde det norrøne Folke-Element til det herſkende, uden dog nogenſinde at kunne bortrydde Virkningerne af den gautiſke Indflydelſe, der endnu den Dag i Dag ere iøjnefaldende.

Ogſaa Stedsnavnene ſelv bære Præg af, hvad vi her have fremſat. Endog i de ældſte Levninger af det oldnorſke Sprog forekommer aldrig noget Ord, der ſvarer til det gotiſke skauns, det tydſke ſchön, hvoraf igjen det danſke ſkjøn. Og dog finde vi det ſom Benævnelſe paa flere Hereder i det øſtlige Norge, nemlig Skaun (Rakkeſtad Preſtegjeld) i Borgeſysſel, Skaun paa Veſtfold (Sandehered), Skaun paa Raumarike (Sørums Sogn), Skaun paa Hedemarken (Stange Preſtegjeld); ja det findes ogſaa i det Throndhjemſke, nemlig Skaun i Orkdœlafylki (Borgſeſkougen)[28], Skaun i Skeynafylki (Skougn), og Skaun i Sparbyggjafylki (Kvams Sogn ved Snaaſenvandet). Man ſkulde næſten formode, at denne Benævnelſe nærmeſt har tilhørt den gautiſke Deel af Befolkningen, og at den maaſkee iſær ved Eyſtein ildraades Erobringer er bleven forplantet til Thrøndelagen. Det iſær ved Sammenſætninger benyttede Ord þorp, der i Gotiſk betyder „Grundſtykke“, men, ſom ovenfor (S. 116) viiſt, i Tydſkland (under Formen Dorf) og i Danmark og Sydſverige (under Formen drup, rup, arp, torp) betegner „Landsby“, ſynes at være endnu mere egent for den gotiſke Kulturkreds. Det forekommer hyppigſt og har derfor vel ogſaa nærmeſt hjemme i Danmark, Nordtydſkland og Sydſverige; med Angelſaxerne kom det over til England; vi kunne forfølge det ſom et ofte forekommende Stedsnavn endnu gjennem Gautland, i det nuværende Bohuslen og Smaalenene; i Oſlo-Sysſel og paa Raumarike bliver det allerede ſjældnere; paa Hedemarken og i det gamle Hadafylke forekommer det, men meget ſjælden ligeſaa paa Veſtfold; norden- eller veſtenfor disſe Landſkaber ophører det aldeles. En Benævnelſe, der nærmeſt ſynes at være udgaaet fra den ſæregne gautiſke, ikke den fællesgotiſke Nationalitet, og ſom derfor har udbredt ſig videre i Norge end -þorp, er ruð eller rjóðr, der ogſaa findes hyppigt i Danmark (ſom „rød“), og i Sverige (ſom „ryd“, „rød“). Paa Øſtlandet i Norge er det maaſkee det ved Stedsnavne meeſt brugelige Sammenſætningsled. Der vrimler af Navne paa -rud i Bohuslen, Smaalenene, paa Raumarike, Hadeland, Land, Ringerike, ſelv det gamle Veſtfold og Grenland; paa Hedemarken ere de allerede meget ſjældnere, i Gudbrandsdalen findes der kun yderſt faa og alene i den ſydligſte Deel; Valders har ligeledes kun faa, allerlængſt mod Sydøſt; i den ſydøſtlige Deel af Gauldalen i Trøndalagen findes nogle yderſt faa, men forreſten ere Navne paa rud ſaavelſom de paa thorp aldeles ukjendte nordenfjelds, det vil ſige i alle Egne med ublandet norrøn Befolkning, ſaaledes og paa Island. Det var allerede i Oldtiden egent for de nordiſke Lande, hvor den gautiſk-gotiſke Kultur havde udøvet Indflydelſe, men hvor Sproget forreſten fuldkommen havde antaget nordiſk Charakteer, at man udtalte og ſkrev den af Ordet búa (bo) dannede Benævnelſe (By, Gaard), ſom ; og endnu den Dag idag vrimler der i Danmark og Sverige af Gaarde, hvis Navne ende paa „—by“; lignende Gaardsnavne findes paa Øſtlandene i Norge, iſær i Bohuslen, Smaalenene og paa Raumarike; længer mod Nord og Veſt bliver „by“ ſjældnere og „bø“ hyppigere; i det nordenfjeldſke findes „bø“, aldrig „by“[29]. Disſe Exempler ere tilſtrækkelige til at give en tydelig Foreſtilling om Udſtrækningen af den gotiſke Kulturs ſproglige Indflydelſe. Man maa overhoved erkjende, at det er den ældgamle gotiſke Kulturpaavirkning, der har givet Befolkningen af Norges ſaakaldte Øſtland dens ſæregne Charakteer lige overfor Veſtlandet og det Nordenfjeldſke. Thi medens den norrøne Stamme fra den førſte Udvandringstid af lige til nu holdt ſig ublandet i Fylkerne langs Veſterhavet, optog den paa Oplandene og endnu mere i Viken betydelige gautiſk-gotiſke Elementer i ſig.


  1. Skálda Cap. 43. Yngl. Saga Cap. 33.
  2. Se den i flere Bearbejdelſer forekommende fabelagtige Fortælling om Svade eller Svaſe Jøtun, hvis Datter Snefrid blev gift med Harald Haarfagre. Her kaldes han altid Svaſe, og udgives ſtundom for en Jøtun, ſtundom for en Dverg, ſtundom og for en Finne-Konge, ligeſom Snefrid ofte kaldes „den finſke“. Landnáma (V. 7), kalder ham i nogle Haandſkrifter Svade, i andre Svaſe Jøtun; Fund. Noregr i Flatøbogen kalder ham Svade.
  3. Nemlig: Bødvar, Thorleif midlung, Bødvar Snæthrynia, Thorleif Hvalaſtuf, Aan, Ørn hyrna, Konge; Thore Konge, Svina-Bødvar, Karm Konge, Sølge Konge, Rolf af Berg, Svade Jøtun.
  4. Se ovenfor S. 92, ſe nedenfor S. 344.
  5. Mellem Navnene „Soløer“ og „Sølve“ er Ligheden viſtnok kun tilfældig. Det ſidſte er umiskjendeligt dannet af söl eg. salv, ɔ: etſlags Tang; hvis Soleyjar var dannet deraf, vilde man idetmindſte en enkelt Gang finde det ſkrevet Söleyjar, men ſomofteſt ſkrives det kun Soleyjar, ſjælden Seleyjar, Sæleyjar. Sagnet ſynes altſaa førſt at være opkommet paa en Tid da Sprogets ældſte Former allerede vare forandrede.
  6. Hauk Erlendsſøns Beretning om Oplændingekongerne, Fornald. Sögur Norðrl. 2det B. S. 105. Snorre, Yngl. S. Cap. 48.
  7. Se Snorre, Har. Haarf. Saga Cap. 1 og 2, hvor „Gudbrand Herſe“ i Gudbrandsdalen omtales ſom ſamtidig med Haralds og Harald Graaf. S. Cap. 9, hvor „Dalegudbrand“ d. e. Gudbrand af Dalene eller Gudbrandsdalene, nævnes ſom deeltagende i et Forbund med Tryggve Olafsſøn omkring 968. Det er rimeligviis den ſamme Dale-Gudbrand, der forekommer i Njaals Saga Cap. 88 og 89 ſom Haakon Jarls gode Ven omkring 990. Beretningen om Dale-Gudbrand, rimeligviis den ſidſte af dette Navn, i Olaf den Helliges Saga hos Snorre Cap. 118, 119, i den ſtørre udg. Cap. 107, 108, er bekjendt.
  8. Holmbergs Bohuslens Beſkrifning, III. S. 222, 223. Paa Thjørn, beder det her, regjerede i Fortiden en Konge ved Navn Alf, eller, ſom han og kaldes, Alfkonge, der boede paa det paa Stordals Grund liggende Borgeberget. Han levede i beſtandig Fejde med Skotterne. Engang ſtege disſe i Land med ſtor Styrke ved Hummerſund og trængte op til Kong Alfs Borg, ſom de vilde ſtorme, men Alf drev dem tilbage og anrettede et ſtort Nederlag blandt dem, førſt paa et Sted ſtrax veſtenfor Borgen, og ſiden ved Gaarden Høge. Paa begge disſe Steder findes ſtore Samlinger af Gravhøje, indeholdende Jernſager og brændte Been.
  9. Se ovenfor S. 93, Note 1.
  10. Ad. Brem. IV. 24. Inter Nordmanniam et Sueoniam Wermilani et Finnedi degunt et, alii, qui nunc omnes sunt, christiani respiciuntque ad Scaranensem ecclesiam.
  11. Se ovenfor S. 77, Note 1.
  12. Saxo, 7de Bog, S. 334 fgg.
  13. Widſidh, v. 55. 56.
  14. Hvor denne Haud eller Hød førſte Gang omtales, kaldes han urigtigt Haukr.
  15. Gautreks Saga i Fornaldar Sögur Norðrlanda, 3die B. Cap. 9—11.
  16. Saxo, 8de B. S. 433, 434. Ref (Refo) kaldes her tilligemed hans Staldbroder Bjørn (Bero) Thylensis, hvilket neppe kan tages i anden Betydning end „fra Thelemarken“ (hinn þilski, af Þilskunni), iſær da det i Gautreks Saga udtrykkeligt heder at Neri herſkede over Thelemarken. Det kan i ſaa Fald tjene til at oplyſe, hvad Saxo forſtaar ved Folk fra „det yderſte Thyle“ i Harald Hildetands Hær, ſe ovenfor S. 271. Note 3.
  17. Yngl. S. Cap. 38, jvfr. Hr. Hauk Erlendsſøn om Oplændinge-Kongerne i Fornaldar Sögur Norðrlanda 2det B. S. 103.
  18. Eller „Gote“; han kalder ham nemlig Goto.
  19. Landnáma, V. 13.
  20. Fagrſkinna, Cap. 15.
  21. At Nerid Jarl iſærdeleshed maa have herſket og haft hjemme i Thelemarken og paa Grenland, ſynes man at kunne ſlutte deraf, at Navnet „Nerid“ ingenſteds har været eller er ſaa almindeligt, ſom der. Det ſkal være vanſkeligt, om man nu finder det brugt i nogen anden Egn af Norge, end juſt i Bratsberg Amt, hvor man derimod ej ſaa ſjælden ſtøder paa det (udtalt Neri eller Niri), fornemmelig i de Dele, ſom forhen tilhørte Grenland. Efterſeer man Navneregiſtret til 1ſte B. af Diplomatarium Norvegicum, da vil man finde, at af de 13 Diplomer, hvori Navnet Nerid forekommer, bare de 11 til Skiens Sysſel (Thelemarken og Grenland), og de tvende kun til det nærliggende Veſtfold, hvortil disſe Nerider let kunne tænkes indflyttede fra Naboſyſlen. Ogſaa i 2det Bind forekommer idetmindſte een Nerid fra Thelemarken. Alle disſe „Nerider“ kan man paa en vis Maade betragte ſom middelbart opkaldte efter Nerid Jarl, og da Navnets Omraaade iſær omfatter den øſtlige Deel af Thelemarken tilligemed Grenland, bliver derved ogſaa Nerid Jarls Herredømmes Grændſer nogenlunde beſtemte, og rimeligviis har det været ved Arv fra ham, at Olaf Geirſtadaalf fik Grenland (ſe næſte Afſnit § 5).
  22. Snorre, Olaf den Hell. S. Cap. 31; Ólafs S. helga i Fornm. S. Cap. 47.
  23. Det vil nedenfor nærmere blive omtalt, hvorledes den norſke Kongeæt fornemmelig lagde an paa at udlede ſin Herkomſt fra Ragnar Lodbrok og Sigurd Fafnersbane.
  24. Se ovenfor S. 83.
  25. Se ovenfor S. 83, 84.
  26. Nemlig i Beowulf-Kvadet, hvor det føromtalte Heaðuræmes viſtnok bor læſes Heaðureámas, ligeſom i Widſidh-Kvadet.
  27. Som et Spor af den gaut-gotiſke Indflydelſe under Harald Hildetand kan det maaſkee anføres, at hans Ætling Rafn heimſke, der nedſatte ſig paa Island, forhen var boſat i Throndhjem (Landn. V. 1).
  28. Man har indtil de ſeneſte Tider ved en urigtig Opfatning af Udtalen, ſkrevet Navnet „Skogn“ iſtedetfor „Skaun“ eller idetmindſte „Skougn“.
  29. Om alt dette vil man iſær kunne overbeviſe ſig ved at gjennemgaa de i min „Hiſtoriſk-geographiſke Beſkr. over Norge i Middelalderen“ ved ethvert enkelt Fylke anførte Stedsnavne. Matrikulen for Norge giver ellers her den meeſt udtømmende Oplysning.