Det norske Folks Historie/1/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Et Blik paa de Folkeſlag, med hvilke Germanerne allertidligſt efter deres Indvandring i Syd og Veſt kom i Berørelſe, kan maaſkee lede til en endnu nærmere Beſtemmelſe ej alene af det Sted, hvor Germanernes ældſte Hjem er at ſøge, men ogſaa af den Vej, ad hvilken de vandrede ind i Norden og Tydſkland. Disſe Folkeſlag ere Kelter og Vender eller Slaver. De høre begge til den ſamme ſtore Folke-Æt, der ogſaa indbefatter Germanerne, Sydeuropæerne og de ariſke Folkeſlag i Aſien, nemlig den indo-europæiſke. Vi have allerede ſeet, at der findes Levninger fra keltiſk Befolkning i Sydſverige, Danmark og Nordtydſkland, og vide tillige, at Befolkningen i Britannien og Gallien førend Romernes Angreb paa disſe Lande, ja endog fra den førſte Tid, da de bleve bekjendte for Grækerne og Romerne, 5 til 600 Aar før Chriſti Fødſel, ſaagodtſom udelukkende var keltiſk. Man ſkjelner mellem to Afdelinger af de nuværende keltiſke Folk nemlig de ſaakaldte Gaeler, der nu alene findes i Skotland og Irland, altſaa yderſt mod Veſten, og Kymrerne, der indtil det femte og ſjette Aarhundrede efter Chriſti Fødſel beboede hele England, men af de indvandrede Angelſaxer ere blevne indſkrænkede til Englands yderſte Bjergegne mod Veſt, nemlig Wales og Cornwall, og tillige bebo den nordveſtligſte Spidſe af Frankrige eller Bretagne. At Gaelerne og Kymrerne, uagtet deres Slægtſkab, dog ſtaa hinanden langt fjernere end noget af de germaniſke Folk ſtaar ſine Stammefæller, viſer Sammenligningen af deres Sprog, og det er derfor tydeligt, at de hver for ſig repræſentere to Hovedafdelinger, der uafhængigt af hinanden, og til forſkjellige Tider, have vandret ind. Den gjenſidige Beliggenhed af de Egne, begge Afdelinger nu indtage og i ældre Tider indtoge, viſer, at den gaeliſke, ſom den yderſte, tillige er den tidligſt indvandrede, og at den kymriſke ſenere, maaſkee endog flere Aarhundreder ſenere, har fulgt efter. Der mangler ikke paa Sagn blandt Kelterne, ſom bekræfte denne Slutning, idet de antyde en dobbelt Indvandring, en forhiſtoriſk, en anden ſildigere; der tydes endog hen paa, at de ſidſt indvandrede kom fra Nordſøens Kyſter og Rhin-Egnene[1]. Navnet Kimbrer eller Kimrer paa den jydſke Halvøes ældre Hovedbefolkning betegner denne tilſtrækkeligt ſom kymriſk, og de keltiſke Levninger paa hele den nordeuropæiſke Slette hidrøre derfor viſtnok, iſær længſt mod Øſt, fra kymriſke Stammer, der boede adſpredte i de dengang forſtørſtedelen ſkovbegroede Egne. Af den romerſke Hiſtorie erfare vi, at der i Tidsrummet mellem 600 og 400 Aar for Chriſtus ſkete hyppige og voldſomme Indvandringer af keltiſke Galler fra det nuværende Frankrige, hvilke førſt indtog og ſatte ſig faſt i Øvreitalien, ſiden endog ſtrejfede over hele Halvøen, bragte Rom ſin Undergang nær, og førſt efter en flere Aarhundreder vedvarende, haardnakket Kamp bleve undertvungne af Romerne. Denne Folkebevægelſe kan ej have fundet Sted uden Aarſag, og denne Aarſag har ganſke viſt neppe været nogen anden end de yngre keltiſke eller kymriſke Folkehobes Indtrængen fra Nordøſten. Nu erfarer man tillige, at de ſaakaldte Kimmerier, hvilke Homer omtaler ſom Beboerne af Egnene nord for det ſorte Hav, og tidligere end hvilke ingen Beboere af disſe Egne kjendes, henimod Begyndelſen af det 6te Aarhundrede f. Chr. fortrængtes af de fra Øſten fremſtyrtende Skyther, og ſplittedes i to Afdelinger, af hvilke den ene mindre, fulgte det ſorte Havs Kyſter mod Syd, den anden og ſtørre, drog ſig hen til de veſtligere Egne mod Oceanet; der tilføjes endog udtrykkeligt, at de vare Kimbrernes Stamfædre. Vi finde ſaaledes temmelig nøjagtigt angivet, baade naar og hvorledes den kymriſke Vandring fandt Sted. Fra Ukraines Stepper har den gaaet langs de ſtore øſterſøiſke Floder til Øſterſøen, og videre langs den nordeuropæiſke Slette til Nordſøen og de af Gaeler (Galler) og andre Folk allerede beboede Egne. Naar derimod den tidligſte keltiſke, eller gaeliſke (galliſke) Indvandring ſkete, kan ej engang tilnærmelſesviis angives, thi den ligger forud for alle hiſtoriſke Traditioner[2].

Vi ſee altſaa de ſaakaldte Skyther, i umiddelbar Berørelſe med Kymrerne; vi finde deres yderſte Led mod Veſt der, hvor Kelternes yderſte Led mod Øſt ophører. Hvor langt de af Kymrerne beſatte nye Landſtrækninger naaede mod Øſten, hvor langt Skytherne fulgte dem mod Veſt, om de fremdeles vedbleve at ſtaae i umiddelbar Berørelſe med Kymrerne eller om andre Nationer eller Ødeſtrækninger adſkilte dem, lader ſig ikke med Beſtemthed angive. Det bliver dog ſaare vanſkeligt, ja endog umuligt, at gjette paa, hvilke Nationer det ſkulde være, der ſaaledes havde kilet ſig ind mellem Kelterne og Skytherne, med mindre det ſkulde være nogle faa Finner eller Tſchuder. Herodot omtaler desuden Skythernes Stamme ſom boende langt op mod det nuværende Polen[3], medens der endog i det nuværende Tydſklands øſtligſte Egne boede Kelter[4]; der er ſaaledes neppe engang Plads for Mellemnationer, thi Strækningen mellem Oderens og Dneprs Kilder maa i hiin fjerne Tid have beſtaaet i ubeboelige Urſkove og Moradſer.

Under Navnet Skyther forſtode de gamle græſke og romerſke Forfattere ikke ſaameget et enkelt Folk, ſom et Indbegreb af flere beſlægtede Folkeſlag, der ſtrakte ſig i en Række ligefra Thrakien forbi Kaukaſus til de ariſke Fjeldegne i Aſien, hvor de berørte de ariſke Folk (Zendfolk og Hinduer), med hvilke de ſtod i det nærmeſte Slægtſkab. De Navne og andre Ord ſom de ſydlandſke Forfattere hiſt og her anføre af de thrakiſke, getiſke, ſkythiſke, ſarmatiſke og masſagetiſke Sprog, have alle een og ſamme Charakter, og røbe alle een og ſamme Herkomſt[5]. De nærme ſig i en ikke ringe Grad det Oldindiſke, eller Sanſkrit, og de have tillige meget tilfælles med de Sprog, der af alle europæiſke nu ſtaa Sanſkrit nærmeſt, nemlig de lettiſke (i Preusſen og Littauen) og de ſlaviſke (i Bøhmen, Mähren, Polen, Rusland, Servien, Kroatien og Illyrien m. m.)[6]. Allerede Homer omtaler Thrakerne; Skytherne nævnes ſom Hovedfolket indtil de ſidſte Aarhundreder f. Chr.; efter hvilken Tid Sarmaterne, og allerſidſt Slaverne eller Venderne indtage deres Plads. Dette er neppe ſaameget at forklare ved formelige Folkevandringer, ſom mere ved Anvendelſen af forſkjellige Benævnelſer til forſkjellige Tider, uagtet viſtnok de her nævnte Folks ſæregne uſtadige Leveviis – de ſkildres nemlig alle ſom Rytterfolk, der førte Kvinder og Børn med ſig paa tjeldede Vogne – maatte frembringe hyppige Bopælforandringer, og give Anledning til, at fremmede Rejſende ofte traf en Nation med et nyt Navn i Egne, hvor man tidligere havde truſſet en anden. Men dette har dog ingen ſynderlig Indflydelſe paa Udſtrækningen af de ſkytho-ſarmatiſke Nationers Tumleplads i det Hele taget, og ſaaledes kan man antage det for viſt, at der lige indtil de ſenere Folkevandringstider boede en Række af thrakiſke, eller om man heller vil kalde dem ſkythoſarmatiſke Folk, ligefra Donau og Karpaterne til hiinſides det kaſpiſke Hav, af hvilke de nuværende Slavers Stamfædre viſtnok ſtedſe have holdt ſig længſt mod Nordveſt og ſaaledes Kelterne nærmeſt. For de ældſte Germaner bliver der altſaa ikke Rum i det egentlige Mellemeuropa i hine fjerne Tider, men man maa ſøge deres Hjem nordenfor de ſkythoſarmatiſke Folk, neppe ſydligere end i de øvre Volga- og Don-Egne.

Vi have paa den anden Side ſeet, at Finner og Lapper, altſaa tſchudiſke Folkefærd, beboede Norden, maaſkee endog Nordeuropa, før Kelternes end ſige Germanernes Ankomſt; vi vide at en Række af tſchudiſke Folkefærd har beboet det nuværende Nordrusland ſaa langt mod Syd, ſom de i Nordiishavet ſtrømmende Floders Kilder naa, ligetil længſt ind i Sibirien; at de nordligſt boende tſchudiſke Folk endog have været længe nok i hine Egne til at antage Præget af Polarfolk, hvilket vidner om en Beboelſe fra umindelige Tider, iſær da allerede ældgamle Forfattere beſkrive Finnerne ganſke ſom de nuværende. Der var ſaaledes ikke Plads for Germanerne nordligere end Dvina’s Kilder, og vi kunne derfor ſom deres gamle Hjem kun holde os til Strøget omkring øvre Volga og dens Bifloder.

Spørgsmaalet bliver nu, ad hvilken Vej Germanerne ere vandrede ind i deres nuværende Hjemſteder. Dette kan kun beſvares ved at ſammenholde de Steder, hvor de allerførſt omtales hos græſk-romerſke Forfattere, med de dunkle Sagn, ſom de ſelv have opbevaret om deres Udvandring fra Urhjemmet og deres Bofæltelſe i deres nuværende Hjem.


  1. Ammian nævner om et Sagn, bevaret blandt de galliſke Druider: at en Deel af Folket var Landets egne Børn, en anden Deel kommen fra de yderſte Øer og Egnene hiinſides Rhinen, hvorfra Krig og Overſvømmelſer havde drevet dem. (IV. 9.) Kymriſke Sagn fra Wales fortælle om at de førſte Beboere af Britannien kom over „det taagede Hav“ (Nordſøen), og at der ſenere kom andre kymriſke Folkeſværme fra Gallien. (Turner, history of the Anglosaxons I. 95, 55).
  2. Beda, Hist. eccl. I. 1, udleder dog de gaeliſke Pikter fra Skythien.
  3. Herodot, 4de Bog. Pytheas (320 f. Chr.) ſætter Skyther lige ved det nordl. Ocean, ſe nedenfor S. 12, 13.
  4. Tacitus, Germ. Cap. 28.
  5. F. Ex. Agathyrſer, Idanthyrſos (ſkythiſk), Spargapithes (ſkythiſk), Spargapiſes (masſagetiſk), Thamyris (thrakiſk), Tomyris (masſagetiſk), Kotys, Sitalkes (thrakiſk) o. ſ. v.
  6. Zalmoxis, Navnet paa Thrakernes Lovgiver, kommer rimeligviis af et Ord, ſvarende til litt. Szalmas, en Hjelm.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.