Det norske Folks Historie/1/5
Et Blik paa de Folkeslag, med hvilke Germanerne allertidligst efter deres Indvandring i Syd og Vest kom i Berørelse, kan maaskee lede til en endnu nærmere Bestemmelse ej alene af det Sted, hvor Germanernes ældste Hjem er at søge, men ogsaa af den Vej, ad hvilken de vandrede ind i Norden og Tydskland. Disse Folkeslag ere Kelter og Vender eller Slaver. De høre begge til den samme store Folke-Æt, der ogsaa indbefatter Germanerne, Sydeuropæerne og de ariske Folkeslag i Asien, nemlig den indo-europæiske. Vi have allerede seet, at der findes Levninger fra keltisk Befolkning i Sydsverige, Danmark og Nordtydskland, og vide tillige, at Befolkningen i Britannien og Gallien førend Romernes Angreb paa disse Lande, ja endog fra den første Tid, da de bleve bekjendte for Grækerne og Romerne, 5 til 600 Aar før Christi Fødsel, saagodtsom udelukkende var keltisk. Man skjelner mellem to Afdelinger af de nuværende keltiske Folk nemlig de saakaldte Gaeler, der nu alene findes i Skotland og Irland, altsaa yderst mod Vesten, og Kymrerne, der indtil det femte og sjette Aarhundrede efter Christi Fødsel beboede hele England, men af de indvandrede Angelsaxer ere blevne indskrænkede til Englands yderste Bjergegne mod Vest, nemlig Wales og Cornwall, og tillige bebo den nordvestligste Spidse af Frankrige eller Bretagne. At Gaelerne og Kymrerne, uagtet deres Slægtskab, dog staa hinanden langt fjernere end noget af de germaniske Folk staar sine Stammefæller, viser Sammenligningen af deres Sprog, og det er derfor tydeligt, at de hver for sig repræsentere to Hovedafdelinger, der uafhængigt af hinanden, og til forskjellige Tider, have vandret ind. Den gjensidige Beliggenhed af de Egne, begge Afdelinger nu indtage og i ældre Tider indtoge, viser, at den gaeliske, som den yderste, tillige er den tidligst indvandrede, og at den kymriske senere, maaskee endog flere Aarhundreder senere, har fulgt efter. Der mangler ikke paa Sagn blandt Kelterne, som bekræfte denne Slutning, idet de antyde en dobbelt Indvandring, en forhistorisk, en anden sildigere; der tydes endog hen paa, at de sidst indvandrede kom fra Nordsøens Kyster og Rhin-Egnene[1]. Navnet Kimbrer eller Kimrer paa den jydske Halvøes ældre Hovedbefolkning betegner denne tilstrækkeligt som kymrisk, og de keltiske Levninger paa hele den nordeuropæiske Slette hidrøre derfor vistnok, især længst mod Øst, fra kymriske Stammer, der boede adspredte i de dengang forstørstedelen skovbegroede Egne. Af den romerske Historie erfare vi, at der i Tidsrummet mellem 600 og 400 Aar for Christus skete hyppige og voldsomme Indvandringer af keltiske Galler fra det nuværende Frankrige, hvilke først indtog og satte sig fast i Øvreitalien, siden endog strejfede over hele Halvøen, bragte Rom sin Undergang nær, og først efter en flere Aarhundreder vedvarende, haardnakket Kamp bleve undertvungne af Romerne. Denne Folkebevægelse kan ej have fundet Sted uden Aarsag, og denne Aarsag har ganske vist neppe været nogen anden end de yngre keltiske eller kymriske Folkehobes Indtrængen fra Nordøsten. Nu erfarer man tillige, at de saakaldte Kimmerier, hvilke Homer omtaler som Beboerne af Egnene nord for det sorte Hav, og tidligere end hvilke ingen Beboere af disse Egne kjendes, henimod Begyndelsen af det 6te Aarhundrede f. Chr. fortrængtes af de fra Østen fremstyrtende Skyther, og splittedes i to Afdelinger, af hvilke den ene mindre, fulgte det sorte Havs Kyster mod Syd, den anden og større, drog sig hen til de vestligere Egne mod Oceanet; der tilføjes endog udtrykkeligt, at de vare Kimbrernes Stamfædre. Vi finde saaledes temmelig nøjagtigt angivet, baade naar og hvorledes den kymriske Vandring fandt Sted. Fra Ukraines Stepper har den gaaet langs de store østersøiske Floder til Østersøen, og videre langs den nordeuropæiske Slette til Nordsøen og de af Gaeler (Galler) og andre Folk allerede beboede Egne. Naar derimod den tidligste keltiske, eller gaeliske (galliske) Indvandring skete, kan ej engang tilnærmelsesviis angives, thi den ligger forud for alle historiske Traditioner[2].
Vi see altsaa de saakaldte Skyther, i umiddelbar Berørelse med Kymrerne; vi finde deres yderste Led mod Vest der, hvor Kelternes yderste Led mod Øst ophører. Hvor langt de af Kymrerne besatte nye Landstrækninger naaede mod Østen, hvor langt Skytherne fulgte dem mod Vest, om de fremdeles vedbleve at staae i umiddelbar Berørelse med Kymrerne eller om andre Nationer eller Ødestrækninger adskilte dem, lader sig ikke med Bestemthed angive. Det bliver dog saare vanskeligt, ja endog umuligt, at gjette paa, hvilke Nationer det skulde være, der saaledes havde kilet sig ind mellem Kelterne og Skytherne, med mindre det skulde være nogle faa Finner eller Tschuder. Herodot omtaler desuden Skythernes Stamme som boende langt op mod det nuværende Polen[3], medens der endog i det nuværende Tydsklands østligste Egne boede Kelter[4]; der er saaledes neppe engang Plads for Mellemnationer, thi Strækningen mellem Oderens og Dneprs Kilder maa i hiin fjerne Tid have bestaaet i ubeboelige Urskove og Moradser.
Under Navnet Skyther forstode de gamle græske og romerske Forfattere ikke saameget et enkelt Folk, som et Indbegreb af flere beslægtede Folkeslag, der strakte sig i en Række ligefra Thrakien forbi Kaukasus til de ariske Fjeldegne i Asien, hvor de berørte de ariske Folk (Zendfolk og Hinduer), med hvilke de stod i det nærmeste Slægtskab. De Navne og andre Ord som de sydlandske Forfattere hist og her anføre af de thrakiske, getiske, skythiske, sarmatiske og massagetiske Sprog, have alle een og samme Charakter, og røbe alle een og samme Herkomst[5]. De nærme sig i en ikke ringe Grad det Oldindiske, eller Sanskrit, og de have tillige meget tilfælles med de Sprog, der af alle europæiske nu staa Sanskrit nærmest, nemlig de lettiske (i Preussen og Littauen) og de slaviske (i Bøhmen, Mähren, Polen, Rusland, Servien, Kroatien og Illyrien m. m.)[6]. Allerede Homer omtaler Thrakerne; Skytherne nævnes som Hovedfolket indtil de sidste Aarhundreder f. Chr.; efter hvilken Tid Sarmaterne, og allersidst Slaverne eller Venderne indtage deres Plads. Dette er neppe saameget at forklare ved formelige Folkevandringer, som mere ved Anvendelsen af forskjellige Benævnelser til forskjellige Tider, uagtet vistnok de her nævnte Folks særegne ustadige Leveviis – de skildres nemlig alle som Rytterfolk, der førte Kvinder og Børn med sig paa tjeldede Vogne – maatte frembringe hyppige Bopælforandringer, og give Anledning til, at fremmede Rejsende ofte traf en Nation med et nyt Navn i Egne, hvor man tidligere havde trusset en anden. Men dette har dog ingen synderlig Indflydelse paa Udstrækningen af de skytho-sarmatiske Nationers Tumleplads i det Hele taget, og saaledes kan man antage det for vist, at der lige indtil de senere Folkevandringstider boede en Række af thrakiske, eller om man heller vil kalde dem skythosarmatiske Folk, ligefra Donau og Karpaterne til hiinsides det kaspiske Hav, af hvilke de nuværende Slavers Stamfædre vistnok stedse have holdt sig længst mod Nordvest og saaledes Kelterne nærmest. For de ældste Germaner bliver der altsaa ikke Rum i det egentlige Mellemeuropa i hine fjerne Tider, men man maa søge deres Hjem nordenfor de skythosarmatiske Folk, neppe sydligere end i de øvre Volga- og Don-Egne.
Vi have paa den anden Side seet, at Finner og Lapper, altsaa tschudiske Folkefærd, beboede Norden, maaskee endog Nordeuropa, før Kelternes end sige Germanernes Ankomst; vi vide at en Række af tschudiske Folkefærd har beboet det nuværende Nordrusland saa langt mod Syd, som de i Nordiishavet strømmende Floders Kilder naa, ligetil længst ind i Sibirien; at de nordligst boende tschudiske Folk endog have været længe nok i hine Egne til at antage Præget af Polarfolk, hvilket vidner om en Beboelse fra umindelige Tider, især da allerede ældgamle Forfattere beskrive Finnerne ganske som de nuværende. Der var saaledes ikke Plads for Germanerne nordligere end Dvina’s Kilder, og vi kunne derfor som deres gamle Hjem kun holde os til Strøget omkring øvre Volga og dens Bifloder.
Spørgsmaalet bliver nu, ad hvilken Vej Germanerne ere vandrede ind i deres nuværende Hjemsteder. Dette kan kun besvares ved at sammenholde de Steder, hvor de allerførst omtales hos græsk-romerske Forfattere, med de dunkle Sagn, som de selv have opbevaret om deres Udvandring fra Urhjemmet og deres Bofæltelse i deres nuværende Hjem.
- ↑ Ammian nævner om et Sagn, bevaret blandt de galliske Druider: at en Deel af Folket var Landets egne Børn, en anden Deel kommen fra de yderste Øer og Egnene hiinsides Rhinen, hvorfra Krig og Oversvømmelser havde drevet dem. (IV. 9.) Kymriske Sagn fra Wales fortælle om at de første Beboere af Britannien kom over „det taagede Hav“ (Nordsøen), og at der senere kom andre kymriske Folkesværme fra Gallien. (Turner, history of the Anglosaxons I. 95, 55).
- ↑ Beda, Hist. eccl. I. 1, udleder dog de gaeliske Pikter fra Skythien.
- ↑ Herodot, 4de Bog. Pytheas (320 f. Chr.) sætter Skyther lige ved det nordl. Ocean, se nedenfor S. 12, 13.
- ↑ Tacitus, Germ. Cap. 28.
- ↑ F. Ex. Agathyrser, Idanthyrsos (skythisk), Spargapithes (skythisk), Spargapises (massagetisk), Thamyris (thrakisk), Tomyris (massagetisk), Kotys, Sitalkes (thrakisk) o. s. v.
- ↑ Zalmoxis, Navnet paa Thrakernes Lovgiver, kommer rimeligviis af et Ord, svarende til litt. Szalmas, en Hjelm.