Det norske Folks Historie/1/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

De ældſte Efterretninger, man har om Norden og Germanerne, ere de Brudſtykker af den masſiliſke Græker Pytheas’s Rejſebeſkrivelſer, ſom meddeles af den græſke Geograph Strabo og den romerſke Naturhiſtoriker Plinius[1]. Pytheas gjorde omkring 320 f. Chr., ſom det ſynes, tvende Sørejſer til Nord-Europa, beſøgte Britannien, ſom til det mod det yderſte Norden liggende Thule, og berettede tillige om andre Egne ved Oceanet, fornemmelig Ravkyſten. Men uheldigviis ere hans egne Beretninger tabte; hvad Strabo og Plinius meddele, er ſaare ubetydeligt, og Strabo meddeler det ovenikjøbet med det ubeføjede Tillæg, at han anſeer Pytheas for en ſaare løgnagtig Mand, og hans Angivelſer uefterrettelige.

Pytheas’s Beretning om Thule indſkrænker ſig dertil, at det laa 6 Dages Sejlads i Nord for Britannien, een Dags Sejlads fra det fæſtede eller ſammenløbne (d. e. frosne eller halvfrosne) Hav, der af Nogle kaldtes Mare cronium, et Udtryk der ej kan forklares af Græſken eller Latinen, og ſom man derfor har ſøgt at forklare af det kymriſke croni, ſamle ſammen, ligeſom Iishavet endnu paa Irſk eller Gaeliſk kaldes muir-croinn (egentl. det ſammenløbne Hav, hos Plinius Mare concretum). I disſe Egne var der hverken Land, Hav eller Luft, men en Blanding af alle tre, ligeſom en Lunge (gallertagtig Materie), hvori alle Ting ſvæve, og ſom man ej kan gjennemtrænge. Man ſkulde formode at Pytheas var kommen langt op mod Norden enten paa den Tid, da Froſten indtræder, eller naar Iſen løsner og danner en blød Masſe (Sjap-Iis). Pytheas anſaa Thule for det yderſte Land, og berettede, at der om Sommeren var uafbrudt Dag, om Vinteren uafbrudt Nat i ſex Maaneder. Da Pytheas umuligt kan have været ſaa langt oppe mod Nord, hvor denne Fordeling af Dag og Nat herſker, nemlig under Nordpolen ſelv, maa Angivelſen, der findes hos Plinius, enten grunde ſig paa en Misforſtaaelſe fra dennes Side, eller paa en hos Pytheas ſelv herſkende urigtig Foreſtilling om at Thules yderſte Ende naaede op til Nordpolen. At Pytheas’s Thule virkelig har været Norge, er ikke uſandſynligt, thi den opgivne Afſtand fra Britannien pasſer godt, og Angivelſen, at det ſkulde ligge i Nord for Britannien, er vel ikke at tage ſaa ganſke bogſtaveligt. Paa den anden Side kan det dog heller ikke negtes, at Islands eller Færøernes Beliggenhed ſtemmer endnu bedre med hiin Angivelſe. Strabo, der anſeer Pytheas’s Angivelſer om Thule fejlagtige, fordi han ikke andenſteds har fundet Øen Thule omtalt, og fordi han anſeer Ierne (Irland) for det yderſte Land mod Norden, mener dog at Pytheas i og for ſig kan have Ret, naar han fortæller om dem, der bo nærved den kolde Zone, at de kjende lidet eller intet til Frugter og tamme Dyr, men leve af Urter, vilde Frugter og Rødder, medens de, hos hvilke Korn voxer og Honning forefindes, lave en Drik deraf, og, da de ej have Solſkin, tærſke Kornet i ſtore Huſe, da det under aaben Hinnnel vilde fordærves af Regnen. Denne Beretning have flere forklaret ſaaledes ſom om Pytheas dermed ſigtede til Thule, men dette, ligger ingenlunde i Strabo’s Ord; han nævner kun, hvad Pytheas har fortalt om de nordlige Lande i Almindelighed. Pytheas’s Beretning om Thule giver ſaaledes ingen Oplysning om hvad enten Norge var befolket eller ej, og man bliver ikke engang klog paa, om hans Thule er Norge. Derimod indeholde de Brudſtykker, Plinius meddeler af hans Beretninger om Rav-Kyſten, aldeles beſtemte Oplysninger om Germanerne. Et indre Basſin (æstuarium) af Oceanet, heder det, ved Navn Mentonomon, 6000 Stadier langt, beboes af Guttonerne, et germaniſk Folk; een Dags Sejlads derfra ligger Øen Abalus, hvor Ravet opſkylles af Bølgerne og er en Udrensning af det ſammenløbne Hav; Indbyggerne bruge det til Brændſel og ſælge det til de nærmeſte Teutoner[2]. Uden ſtrax at indlade os paa om Mentonomon og Abalus ſkal ſøges ved det preusſiſke Samland, eller andenſteds, ville vi her kun dvæle ved den merkelige Omſtændighed, at det germaniſke Folk Guttonerne, i hvilket man ſtrax gjenkjender Goterne, der ſelv kaldte ſig Gutans, allerede af Pytheas, altſaa mere end 300 Aar før Chriſtus, nævnes ſom boende ved Oceanet.

Plinius meddeler ogſaa Beretninger fra andre, tildeels ſamtidige, græſke Forfattere om de ſamme Egne. Han omtaler ſaaledes, at Timæus (kun lidet yngre end Pytheas) kalder Øen Abalus Baſilia, og nævner en anden Ø, Raunonia, eller efter en anden Læſemaade Bannomanna, een Dags Sejlads fra Skythia, hvor Havet opkaſtede Rav; at Philemon (ſamtidig med Pytheas) ſagde at Kimbrerne kaldte det nordlige Hav Morimarusa (d. e. det døde Hav) indtil Forbjerget Rubeas, længere henne cronium; at Xenophon fra Lampſakos berettede om en uhyre Ø ved Navn Baltia, der af Pytheas kaldes Baſilia, og ſom ſkulde ligge tre Dages Sejlads fra Skythiens Kyſt; at den pontiſke Konge Mithridat (død 63 f. Chr.) havde omtalt en Ø ved Navn Oſerikta, der ſkulde ligge ved Germaniens Kyſt, bevoxet med Cedre og af hvilken Ravet nedflød fra Klipperne, og at Metrodor fra Skepſis (omtrent 90 Aar f. Chr.) omtalte Baſilia og Germania ſom Findingsſteder for Rav og Diamanter. Den græſke Forfatter Diodor, der levede paa Auguſtus’s Tider, nævner ogſaa om Øen Baſilia, ovenfor Galatien (ɔ: Gallien) og ligeoverfor Skythien, hvor Ravet opſkylledes.

Vi faa af alle disſe Beretninger, trods deres Dunkelhed, det beſtemte Indtryk, at germaniſke Folk, fornemmelig Goterne, paa Pytheas’s Tid virkelig boede ved Øſterſøens Kyſter, men vi erfare endnu ikke, om det var paa Nordſiden eller Sydſiden af denne, langt ude eller langt inde. Navnet Baſilia (udtalt Vaſilia) og Oſerikta har man, ej uden Grund, antaget for en Forvanſkning af Navnet Osilia, hvormed man i Middelalderens Skrifter finder Øen Øſel benævnet[3]. Plinius ſiger vel, at Timæus kalder den ſamme Ø Baſilia, hvilken Pytheas kalder Abalus, men ſiden lader han dog Pytheas kalde den Ø Baſilia, ſom Xenophon kaldte Baltia, altſaa har dog Pytheas ſelv gjort Forſkjel paa Baſilia og Abalus. Naar det af Guttonerne beboede Mentonomons Kyſter ſkulde ligge en Dagsrejſe fra den ſtore Rav-Ø, kan man ikke, hvor man end lægger denne, andet end tænke paa et Sted i Danmark eller Skaane. I disſe Egne var altſaa Goterne boſatte paa Pytheas’s Tid.

I flere Aarhundreder treffe vi nu ingen Meldelſe om Folk, der med Sikkerhed kunne kaldes germaniſke, førend hos Cæſar, ved hvis galliſke Krige Romerne lærte Germanerne umiddelbart at kjende. Cæſar finder allerede Germanerne boſatte hiinſides Rhinen, men kun i Nord- og Mellem-Tydſkland; galliſke Folkeſlag boede endnu paa hans Tid i Helvetien og de øvre Donau-Egne. Han nævner om ældre Tider, i hvilke Gallerne vare langt mægtigere end Germanerne, og Tacitus, ſom paa en vis Maade udfylder denne Notits, lægger til, at den hele Strækning mellem den herkyniſke Skov og Main langt tilbage i Tiden var beboet af de galliſke Folkeſlag: Helvetier i Veſt og Bojer i Øſt, om hvilke ſidſte Navnet Bojhemum (Böhmen) mindede og endnu i vore Dage minder. Fra Romernes Standpunkt maatte dette Forhold fremſtille ſig ſom om Gallerne havde foretaget Indvandringer fra Veſten til Landene øſtenfor Rhinen; og dette er i og for ſig heller ikke ſaa uſandſynligt, hvad Donau-Egnene angaar, i hvilke, ſom bekjendt, galliſke Vandringshobe i Begyndelſen af det 3die Aarhundrede før Chriſtus arbejdede ſig lige ned mod det ſorte Hav, og videre til Makedonien, Grækenland og Lilleaſien. Men Hovedretningen af de ſtore nationale Vandringer i Europa, nemlig fra Øſt mod Veſt, viſer dog, at enhver Bevægelſe fra Veſt mod Øſt maa være ſekundær, og en Følge af en eller anden ſtørre Vandring, der har foranlediget et Tryk fra Nordøſten eller Norden. Hvis det altſaa forholder ſig ſaaledes, at Helvetier og Bojer virkelig ere indvandrede fra Gallien til det nuværende Mellemtydſkland, kan denne Indvandring kun være at tilſkrive et Tryk, enten fra kymriſke eller fra germaniſke Folk. Den romerſke Forfatter Livius meddeler[4] et gammelt galliſk Sagn om Anledningen til den ovenfor omtalte Udvandring, der tilſkrives Overbefolkning, og henføres til Tarqvin den ældres Tid, altſaa Begyndelſen af det 6te Aarhundrede. En Afdeling gik, heder det, til Italien, en anden til de herkyniſke eller mellemtydſke Skovegne. Den i Sagnet opgivne Aarſag til Udvandringen kan man naturligviis ikke betragte anderledes, end de lignende Aarſager, der ſædvanligviis i Folkeſagnet ſættes i Forbindelſe med Udvandringer, nemlig ſom ſildigere Tiders Verk. Hvad Tidsangivelſen angaar, da er deri vel heller ikke ſynderligt at ſtole paa; dog viſer Tiden, da Gallerne hjemſøgte Rom, at Bevægelſen mod Italien allerede længe før Aar 400 f. Chr. maa være begyndt, og at den, ſaaledes ſom vi allerede have anført, med ſtørſt Sandſynlighed tilſkrives kymriſke Nationers Tryk. Om Bevægelſen mod Mellemtydſkland er ſamtidig med den mod Italien, hvilket Sagnet beretter, er mere tvivlſomt. I alle Fald ſporede man ikke nogen Bevægelſe af galliſke Folk ned gjennem Donaudalen førend efter Aar 300 f. Chr.; og denne Bevægelſe kan neppe længer tilſkrives Kymrer, men ſnarere Germanerne, der vel omtrent paa denne Tid beſatte Nordtydſkland, hvilket ogſaa af Pytheas’s Angivelſe beſtyrkes. Cæſars Beretninger viſe forreſten, hvorledes Germanerne paa hans Tid allerede vare blevne de herſkende i Nordtydſkland, og hvorledes de allerede yttrede Tilbøjelighed til at ſkride ud over deres Grændſer, hvilket iſær Arioviſts Indtrængen i Gallien lægger for Dagen.

Et Par Generationer før Cæſars galliſke Krig havde den bekjendte, for Romerne ſaa farlige, Fremſtormen af Kimbrer og Teutoner i Sydgallien og Øvreitalien fundet Sted. Man har, iſær fra tydſk Side, været meget tilbøjelig til at anſee begge Folkeſlag for tydſke, fordi ſildigere latinſke Forfattere efter Auguſts Tid have opregnet Kimbrer og Teutoner blandt det nordligſte Tydſklands Nationer. Men at idetmindſte Kimbrerne med langt ſtørre Rimelighed kunne antages at have været Kymrer, altſaa Kelter, have vi ovenfor viiſt, ligeſom det er vel at merke, at de ældre romerſke Skribenter, der levede Kimbrerkrigen nærmere, kaldte baade dem og Teutonerne tilſammen Galler[5], at de kæmpede i Forening med det galliſke Folk Tigurinerne, og at allerede Poſidonius (hos Strabo), ſiden Plutarch anſeer dem for de ſamme ſom Kimmerierne[6]. Teutonernes Tydſkhed er ogſaa heel tvivlſom. Ordet Teut-, hvoraf deres Navn er ſammenſat, forekommer ikke ſaa meget i det tydſke, ſom keltiſke Navne, f. Ex. Teutomatus, Teutomalus; Romerne ſtødte allerførſt paa dem i galliſke Egne og tildeels i Forbindelſe med galliſke Nationer; hvad Plinius angaar, da kan man ikke ret ſtole paa ham, efterdi han ofte benytter Notitſer, flere hundrede Aar gamle, ſom om de vare ſamtidige, og blander dem ſammen med ſamtidige (f. Ex. hvor han omtaler Thule og Mare cronium), en Fejl, hvori overhoved alle de ældre Geographer have gjort ſig ſkyldige. Desuden kunde Tilfældet være med Teutonerne, ſom maaſkee med Kimbrerne og ganſke viſt med Bojerne, at deres Navne vedbleve i de af dem tidligere beboede Egne, og gik over paa deres Efterfølgere. Det er derfor ikke uſandſynligt at Kimbrerne og Teutonerne virkelig vare keltiſke Folkeſlag, og i dette Tilfælde kan man anſee deres Tog for den ſidſte Akt af det keltiſke Folks Bortdrivelſe fra Nordtydſkland[7]. Endnu paa Pytheas’s Tid boede Teutoner i Nærheden af Guttonerne eller Goterne; i det andet Aarhundrede før Chriſtus blev de fordrevne, og paa Cæſars Tid er Nordtydſkland indtil Rhinen germaniſk.

Ved Romernes Krige med Germanerne under Auguſtus og Tiberius lærte de deres Land nærmere at kjende. Tiberius ſelv kom ſom Hærfører, førend han blev Kejſer, til Elbens Munding, og Germanicus gjorde endog (16 e. Chr.) et Søtog med en Flaade, fra Elven Ems ud i Nordſøen, hvor han blev overfalden af en frygtelig Storm, der adſplittede Flaaden, drev enkelte af Skibene til fjernere Kyſter, ſaaſom til Britannien og andre langtbortliggende Øer; nogle af disſe Skibbrudne kom ſenere tilbage og fortalte om de merkelige Begivenheder, de havde oplevet. Det heder udtrykkeligt, at Angrivarierne, et germaniſk, med Romerne forbundet Folk, der boede Nord for Elben, havde løskjøbt flere af dem fra de indenfor (altſaa øſtenfor) boende Nationer, hvilket viſer, at enkelte af Skibene maaſkee endog have været drevne forbi Skagen, ind i Kattegattet. Ved disſe og lignende Anledninger, ſom ej engang ere omtalte, men ſom ofte maa have kunnet forefalde under den langvarige Krig, maatte Romernes geographiſke Kundſkaber om Germanien betydeligt udvides. Imidlertid finder man ikke at den græſke Geograph Strabo, der ſkrev paa Auguſts Tid, har erfaret eller benyttet ſynderligt af disſe nye Opdagelſer. Pomponius Mela derimod, ſom levede omtr. 50 Aar e. Chr., har virkelig nogle nyere Efterretninger om Germanien. Han veed at fortælle om den ſtore codaniſke Bugt, opfyldt med mange ſtørre og mindre Øer, ſaa at Havet ſnarere ligner Strømme, ovenfor Elben; om Kimbrer og Teutoner, der boe paa det Land, der omgiver Bugten; om at hiinſides dem boe Germaniens yderſte Folk Hermonerne. Fra Germanien gaar han til Sarmatien, ſom af ham endnu ſættes veſtenfor Vistula (Weichſel), hvilken Elv ej omtales af nogen ældre Forfatter. Fra Sarmatien kommer han til Skythien. Ved at omtale Oceanets Øer nævner han ogſaa Øerne i den codaniſke Bugt, hvoriblandt Scandinavia, beboet af Teutoner. Forreſten gjentager han endeel af de ældre Geographers Beretninger om nogle[8] fabelagtige Folkeſlag længer mod Norden, om Thule o. a. d. At Mela her nævner Kimbrer og Teutoner ſom Germaner, navnligt ſom Beboere af Scandinavia, har ej ſaameget at betyde, naar vi ſee, hvorledes han og hans Efterfølgere ved Siden af de ſamtidige Beretninger, de meddele, ogſaa gjentage Forgængernes Ord. Men af Vigtighed er hans Omtale af Scandinavia, hvis egte gotiſke Navn nokſom vidner om gotiſk eller ialfald germaniſk Befolkning[9]; af Vigtighed er ligeledes hans Antydning af at Weichſelen endnu ikke var Germaniens Øſtgrændſe, og at altſaa Sarmater, det vil ſige ſkytho-ſarmatiſke Folk, det være ſig nu Vender eller andre, endnu boede veſtenfor Weichſelen.

Efter Mela følger i Rækken af de romerſke Geographer Plinius, der, ſom bekjendt, døde ved Udbrudet af Veſuv 79 e. Chr., og hvis Scribentvirkſomhed følgelig falder mellem 60–70, altſaa kun faa Aar ſenere end Mela. Hans ſtore naturhiftoriſke Verk indeholder ogſaa en Jordbeſkrivelſe, hvortil han deels benyttede egne Erfaringer, deels Compilationer fra ældre Forfattere. Med Henſyn til Germanien, iſær dets nordveſtlige Deel, maa hans Angivelſer anſees for ret paalidelige, da man veed, at han ſelv opholdt ſig en Stund i Friſernes og Chaukernes Land veſtenfor Elben. Han meddeler ogſaa virkelig meget, der ej findes hos hans Forgængere, men hans Meddelelſer maa benyttes med Varſomhed, da han uden mindſte Kritik har ſammenſtillet de meeſt forſkjelligartede Materialier. Dette bliver man iſær var, hvor han omhandler Øerne ved Britannien. Efterat han nemlig førſt har beſkrevet Europas Nordkyſt fra det fjerneſte Nordøſten mod Veſt og omtalt Scandinavia, den codaniſke Bugt, Kimbrernes Forbjerg m. m., kommer han endelig til Britannien og dets Øer; blandt disſe nævner han ogſaa de fjernere, hvoriblandt Scandia m. fl. Han har altſaa ikke ſkiønnet, at den Beretning, han havde for ſig, og benyttede, om Øerne i Nordøſt fra Britannien, atter førte ham mod Øſten til de Øer og Lande han allerede havde omtalt: han har følgelig antaget Scandinavia og Scandia for at være forſkjellige Lande. – Plinius, der begynder fra det yderſte Nordøſten, nemlig Skythien og de ſaakaldte riphæiſke Bjerge, hvilke man altid tænkte ſig nær ved det yderſte nordlige Hav og ſtedſe lod rykke længer op, efterſom Kjendſkabet til hine Egne udvidedes, anfører førſt hine, allerede omtalte, gamle Efterretninger om Iishavet, Ravkyſten og de fabelagtige Øboere. Dernæſt kommer han til Germanien, af hvis Stammer Ingæverne eller Ingvierne er den førſte fra Øſten regnet; her, ſiger han, blive Underretningerne mere beſtemte. Det uhyre Sævo-Bjerg danner ligetil Kimbrernes Forbjerg en ſtor Bugt, den codanſke, fuld af Øer, hvoriblandt Scandinavia, „hvis Størrelſe endnu er uudforſket“, og hvoraf kun en Deel, ſaavidt bekjendt, beboes af Hilleviernes Folk i 500 Hereder, hvilke kalde den en anden Verden. Af lignende Størrelſe, vedbliver han, ſiger man Eningia, eller, ſom en anden Læſemaade har, Epigia, at være; efter Nogles Sigende beboes denne lige til Floden Viſtula (Weichſel) af Sarmater, Veneder, Skirer og Hirrer. Man nævner, heder det, noget om en Bugt kaldet Kylipenus med en Ø Latris i Indløbet; om en anden Bugt Lagnus, der ſtøder til Kimbrerne, hvis langt ud i Havet ſtikkende Forbjerg danner Halvøen Kartris; efter den (altſaa veſtenfor) komme 23 Øer, der ved Romernes Krige ere blevne dem bekjendte, hvoriblandt Burchana og Glesſaria, hvilket ſidſte Navn dog er blevet Øen tillagt af de romerſke Krigere, fordi de fandt Rav (glesum) der; de Indſødte kalde den Auſtravia[10]. Ved hele dette Hav ligetil Scaldis (Schelde) bo germaniſke Nationer. Germanerne beſtaa, ſiger han, af fem Hoved-Stammer: Vindiler, Ingæver eller Ingvier, Iſtæver nærmeſt Rhin, Herminer midt i Landet, og Peukiner ſamt Baſtarner nærmeſt Dacien. Til Vindilerne høre Burgunder, Variner, Kariner, Gutter (Guttones), til Ingæverne, Kimbrer, Teutoner og Chauker; til Iſtæverne høre Sicambrerne, til Herminerne høre Svever, Hermundurer, Chatter, Cheruſker. En Sammenligning med den bedre underrettede Tacitus viſer dog, at Plinius har fejlet i at regne Peukinerne eller Baſtarnerne med Beſtemthed til Germanerne, og at ligeledes Vindilerne ej kunne have dannet en Afdeling for ſig, men maa gaa ind under en anden Hovedafdeling, nemlig den ingæviſke, ſom Plinius ſelv desuden lidt ovenfor kalder den førſte fra Øſten regnet, altſaa den øſtligſte. Han opregner fra Øſt mod Veſt de i Nordhavet faldende Hovedfloder, Guttalus, Viſtula (Weichſel), Albis (Elben), Viſurgis (Weſer), Amiſius (Ems), Rhenus (Rhin), Moſa (Maas). Oderfloden har han overſprunget. Inde i Landet er den herkyniſke Højdeſtrækning Derpaa omtales Britannien og Hibernien med de omliggende Øer. Yderſt af alle bekjendte Øer er Thule; dog nævnes ogſaa andre Øer, Scandia, Dumna, Bergi og ſtørſt af alle Nerigon, hvorfra man ſejler til Thule.

Vi komme endelig til Tacitus, der har efterladt et eget, med Rette berømt og højt anſeet, Skrift over Tydſkland. Han ſkrev omtrent et Snees Aar efter Plinius’s Død, og havde ſelv, deels ved egne Rejſer, deels gjennem ſin Svigerfader Agricola, foruden gjennem ſaa mange andre Forretningsmænd og Videnſkabsmænd, med hvilke han maa have ſtaaet i Forbindelſe, Anledning til at erhverve de bedſte og meſt authentiſke Efterretninger om Nordeuropa, ſom paa hans Tid ſtode til Romernes Raadighed. Men Tacitus’s Hoved-Henſigt var at beſkrive det germaniſke Folk og udhæve dets primitive Simpelhed i Modſætning til Romernes Overforfinelſe; det laa ej i hans Plan at beſkrive Landet ſelv, og hans Skrift indeholder derfor ikke mange geographiſke Notitſer. Det er derfor vigtigere med Henſyn til Kulturhiſtorien og Underſøgelſen om den oldgermaniſke Samfundsudvikling, end i geographiſk og ethnographiſk Henſeende. At det imidlertid, ret forſtaaet, ogſaa i denne Retning giver ſaare værdifulde Oplysninger, vil man let kunne begribe.

Tacitus inddeler, ſom vi ovenfor have viiſt, Germanerne i de tre Hovedſtammer Ingæver, nærmeſt Oceanet, Herminer, midt i Landet, (altſaa mellem Ingæverne og Rhinen), og Iſtæverne, der ifølge Plinius beboede Egnene nærmeſt Rhinen. Denne Inddeling grunder han paa et ældgammelt germaniſk Kvad, der indeholdt, at Guden Tuisko, fød af Jorden, og hans Søn Mann, vare Folkets Ophav og Stiftere; at Mann havde tre Sønner, efter hvilke hine tre Afdelinger (for hvis Stamfædre de da rimeligviis antoges) fik Navn. Han angiver imidlertid ikke nærmere, hvilke Folk der henførtes til hver af hine tre Afdelinger. Derimod bruger han ſenere, man ſkulde næſten tro ved en Misforſtaaelſe, Fællesbenævnelſen Svever om alle de Folkeſlag, der boede i den øſtlige og nordøſtlige Halvdeel af Landet. Han begynder nemlig med at omtale Folkene i Nærheden af Rhinen (Iſtæverne), hvoriblandt de fra Chatterne udvandrede Bataver, dernæſt Chatterne ſelv, Uſipier, Tenkterer, Brukterer, derefter Chamaver og Angrivarer, Dulgibiner og Chaſvarer, endelig Friſer, fra Rhinmundingerne til Oceanet. Der, vedbliver han, viger Landet i en ſtor Bøjning mod Norden; her bo førſt Chaukerne, Friſernes Naboer, i en lang Strækning lige til Chatterne; ved Siden af de to ſidſtnævnte Folk (øſtenfor) bo Cheruſker og Foſer; ved hiin ſamme Bugt eller Vig af Havet Kimbrer, nu kun en liden Bygd. Derpaa begynde de ſveviſke Folk, førſt Semner, de ældſte og ædleſte, der i en hellig Skov have et Offerſted, hvilke alle Folk af ſamme Blod beſøge ved Afſendinger; efter dem følge Langobarder; derpaa Reudigner, Avier, Angler, Variner, Eudoſer, Svarder og Vuither, der i Fællesſkab dyrke Nerthus d. e. Moder-Jord, hvis Helligdom er i en Lund paa en Ø i Oceanet; om denne beretter han ſaare merkelige Ting, hvilke vi ſenere komme til at omhandle. Denne Deel af Sveverlandet ftrækker ſig ind i de ubekjendtere Dele af Germanien. Nærmere Romerne bo Hermundurer, ved Elbens Udſpring, øſtenfor dem Markomanner, der have indtaget Bojernes fordums Hjem (Böhmen), og Kvaderne; bagenfor (d. e. nordenfor) dem Gothiner og Oſer, hine af galliſk, disſe af pannonifk (illyrifk) Herkomſt. Nu følger en Bjergaas, bagenfor hvilken bo lygiſke Folk, nemlig Arier, Helveker, Manimer, Elyſier, Naharvaler, der ogſaa have en hellig Lund, hvor Caſtor og Pollux dyrkes uden Billedſtøtter, under Navn af Alcer; hiinſides (nordenfor) Luygierne Goterne (Gotones), nærmeſt dem, ved Oceanet, Rugier og Lemovier; efter dem følge, i Oceanet ſelv, Svierne (Suiones), der foruden ved deres Krigere og Vaaben ogſaa ere mægtige ved deres Flaade; hiinſides Svierne er et andet, trægt og næſten ubevægeligt Hav, hvor Solens Gjenſkin ſees om Natten, hvor man tror at høre Gudernes Stemme, og ſee deres Skikkelſer og Straalekrands (Nordlyſet?). Længer, ſiger han, naar ikke Naturen (d. e. den ſkabte Verden). Men paa højre, d. e. øſtlige Side af det ſveviſke Hav, bo Æſtyerne, hvor Ravet forefindes; og til Svierne grændſe Siterne (Sitones), der beherſkes af en Kvinde. Her ender Svevien. Om Peukiner eller Baſtarner, Veneder og Fenner, hvilke Tacitus ſaaledes anſeer for de ſidſtnævnte øſtligſtboende Nationers Naboer, ſkulle regnes til Germanerne eller Sarmaterne, veed han ikke ret med Vished. Fennerne ere aldeles vilde og ſaare fattige.

For ret at forſtaa Plinius’s og Tacitus’s, ſom overhoved de ældre romerſk-græſke Forfatteres Angivelſer, maa man altid have deres Foreſtilling om Europas geographiſke Konfiguration i Tankerne. Deres Karter vare nemlig endnu i det Væſentlige grundede paa Eratoſthenes’s Afridsninger. Middelhavet med dets Arme var, ſom man let vil ſkjønne, ret ordentligt afbildede; men det ſorte Hav ſtrakte ſig for langt mod Nordøſt. Fra Spanien af drog Europas Kyſt ſig for meget i Længden mod Øſt. Frankrigs Nordveſtſpidſe naaede ikke langt nok frem, og Britannien laa Spanien for nær. Britannien ſelv ſtrakte ſig mere i Veſt og Øſt, end i Syd og Nord; Irland tænkte man ſig i Nord for Britannien. Fra Rhinmundingerne, der anlagdes for langt mod Syd, tænkte man ſig Oceanets Kyſt løbende i en øſtlig, endog lidt ſydøſtlig Retning, der ſkulde foreſtille Nordtydſklands Kyſtretning ved Nordſøen og Øſterſøen, men ikke i tilbørlig Afſtand fra Middelhavet; man havde heller ingen Anelſe om at Kyſten ſvingede op mod Nord lidt øſtenfor Weichſel, men fortſatte den omtrent i en Linje fra Danzig til det kaſpiſke Hav, hvilket ſidſte man anſaa for en fra Nord mod Syd indgaaende Arm af Oceanet. Ved Oceanets Kyſt længſt mod Nordøſt ſatte man de riphæiſke Bjerge. Paa Rigtigheden af disſe Angivelſer i det Hele taget tvivlede ikke engang de førſte Videnſkabsmænd; efter dem ſøgte de at lempe de Efterretninger, de fik om nysopdagede Lande, og disſe forudfattede geographiſke Meninger maatte ſaaledes udøve en ſtor Indflydelſe paa deres Fremſtillinger af Landenes Beliggenhed. Men derved maatte ogſaa ſtore Fejl og Forvirringer opſtaa i deslige Fremſtillinger. Hvad de ſelv troede at have erfaret om fjerne Lande maatte endog komme i ligefrem Modſigelſe med de endnu nøjere Beretninger om de ſamme Lande, ſom de middelbart eller umiddelbart fik fra de Indſødte. Naar de ſaaledes enten ſelv, eller fra Kyſtboerne ved Øſterſøen, erfarede, at Skandinavia eller Skandia, et ſtort Land, ſtrakte ſig frem fra Norden ligeoverfor den øſterſøiſke, eller ſom de kaldte det, Oceanets Kyſt, da antoge de det naturligviis for en Ø, thi at det var landfaſt oppe ved Torneaa kunde de aldrig have erfaret. Men naar de tillige hørte om Folk, der beboede Halvøen, at de vare Faſtlandsfolk, og om Floder paa Halvøen, at de vare Floder paa et Faſtland, da maatte de tænke ſig dette Faſtland i Flugt med det øvrige, altſaa det nordtydſke Faſtland, og Goterne, Svierne, Siterne og Fennerne, ſom de ſkulde tænke ſig i en Række nordefter paa begge Sider af og ovenfor Botnhavet, tænkte de ſig følgelig øſtefter langs Kyſten, hvorved Fennerne kom til at faa deres Sæde omtrent ved det nuværende Smolenſk, og til at blive Naboer af Peukinerne, der antoges at bo i Nærheden af Dacien. Viſtnok har Tacitus hørt, at Svierne bo „i ſelve Havet“, og at der hiinſides Svierne er et andet Hav, i hvilket man efter Beſkrivelſen gjenkjender Pytheas’s og Plinius’s Iishav nærmeſt Thule; men denne paalideligere Beretning, har han, bildet i forudfattede Foreſtillinger, ej ret kunnet anvende til disſes Berigtigelſe; han har ikke formaaet at indſee, at Sviernes Land „i Havet“ er at ſøge længer mod Nord, ej mod Øſt. Overhoved maa han og hans Samtid have tænkt ſig, at alle Dele af de nordiſke Faſtlande, om hvilke de ikke udtrykkelig erfarede at de laa paa Skandinavien, – og det kunde blot gjelde om de ſydligſte – maatte være at henføre til Egnene nærmeſt i Øſt for Weichſel. Det bliver endog vanſkeligt at beſtemme, ved hvilket af de hos Tacitus i det øſtlige Tydſkland nævnte Folk man ſkal antage at Opregnelſen af de Nord for Øſterſøen boende Nationer begynder.

En Oplysning i denne Henſeende frembyder dog Plinius. Blandt Scandinavias Beboere anfører han nemlig kun Hilleviernes Folk. At dette er det ſamme ſom Tacitus’s Helveker, en Underafdeling af Lygierne, kan man ſaameget mindre tvivle om, ſom den ſildigere Geograph Ptolemæos (hvorom nedenfor) ſætter Æluæerne imellem to i Nærheden af Weichſelen boende Folk, altſaa paa ſamme Sted, hvor Tacitus har Helvekerne; dette viſer, at man iſtedetfor Helvecones bør læſe Helveones eller Helveiones; og alle tre Navnes Identitet bliver ſaaledes indlyſende, iſær naar man veed, at Romerne ofte i et germaniſk Navn gjengav det virkelige H med Ch, men brugte ſimpelt H, hvor Navnet egentlig begynder med en Vocal. Et Folk, ſom Plinius – og aabenbar efter beſtemte Efterretninger – ſætter paa Scandinavia, ſætter altſaa Tacitus i Egnene nordenfor Böhmen, ved Weichſelen. Deraf ſynes man at ſkulle ſlutte, at ogſaa Goter, Ruger og Lemovier ere at ſøge hiinſides Øſterſøen.

Det bliver tillige mere end ſandſynligt, at Elven Guttalus, hvilken Plinius nævner ſom den øſtligſte germaniſke Hovedelv og hiinſides Weichſelen, ligeledes er at ſøge paa den nordiſke Halvø. Thi Weichſelen nævnes jo ſelv ſom Germanernes Øſtgrændſe, med Undtagelſe af at Skirer og Hirrer efter Plinius’s Mening ſynes at have boet øſtenfor den tilligemed Sarmater og Veneder. Dog fremſtiller ſig her atter Sandſynligheden af, at disſe ſelvſamme Skirer og Hirrer juſt ere de Folk, i hvis Nabolag Plinius havde hørt, at Guttalus-Elven ſkulde flyde, og naar man hermed ſammenholder, at Rugerne, hvilke, efter hvad vi ovenfor have ſeet, ifølge Tacitus ſnarere ere at henføre til de nuværende nordiſke, end til de tydſke Lande, hos Skribenter fra de næſtpaafølgende Aarhundreder ſomofteſt nævnes i Forbindelſe med Skirerne, bliver det næſten indlyſende, at baade Skirer og Hirrer med ſamt Elven Guttalus ere at ſøge paa det ſkandinaviſke Faſtland. Men man kan da ikke undlade at tænke paa Gaut-Elven eller Gøt-Elven (hvilket Navn i den ældſte Sprogform maa have lydt omtrent Gaut-albi eller Gaut-albs, Gaut-alvs), der allerede fra de ældſte Tider dannede en ſaare vigtig Grændſe-Inddeling i Norden, og Plinius’s Hillevier, Tacitus’s Helveer, Ptolemæos’s Æluæer blive da neppe nogen andre end Indbyggerne nær ved denne Elv, de i fordums Dage hos os ſaakaldte Elfbúar.

Blandt Øer i de britanniſke Farvande nævner Plinius, ſom vi have ſeet, Thule, Scandia, Dumna, Bergi og Nerigon. Hans Thule er endnu det ſamme ſom Pytheas’s; Scandia er det ſamme ſom Skandinavia; Dumna, der og kunde læſes Dunnia, leder Tanken hen paa Duney eller Dynjey, oprindelig Dunj-ey, den nuværende Dønnø eller Dønnesø i Nordland; Bergi er et fuldkomment germaniſk og tillige oldnorſk Navn, og Nerigon mindre unegteligt om Noregr. Rigtigheden af disſe Sammenſtillinger maa ſtaa ved ſit Værd; men ſaameget erfarer man dog ved at holde Mela’s, Plinius’s og Tacitus’s Beretninger om Germanerne ſammen, at den hele Strækning fra den herkyniſke Skov og nordefter, hiinſides Øſterſøen og ſaa langt op i den nordiſke Halvø, ſom Romerne kunde opſpørge, var beboet af Germaner, af hvilke Goter nævnes ved Øſterſøen og Svier, (Svear, Svenſker, Suiones) længer nordligt; at den ſydlige Deel af Halvøen allerede paa Melas Tid havde det ſamme Navn, ſom den endnu bærer; endelig at Germanernes Beſiddelſer begrændſedes mod Veſt af keltiſke Folkeſlag, Rhinen og Oceanet, men mod Øſt af ſkythoſarmatiſke Folkeſlag, der paa den Tid, fra hvilken Mela havde ſine Efterretninger, endnu tildeels ſad veſtenfor Weichſel, men paa Plinius’s og Tacitus’s Tid vare trængte bagenfor denne, ſaa at Weichſelen nu dannede Germaniens Øſtgrændſe. Denne Omſtændighed, i Forbindelſe med de føromtalte Antydninger til at keltiſke Folkeſlag tidligere end Germanerne beboede Nordtydſkland, vidner om at Germanerne maa have trængt ſig ind mellem Kelterne og Skythoſarmaterne, og at de efterhaanden have ſpredet ſig længer baade mod Veſt, Øſt og Syd, indtil de her ſtandſedes førſt ved vilde Skovſtrækninger, ſiden ved Romernes Vaaben. Men derved opſtaar ogſaa en Foreſtilling om, at Germanerne ej kunne være komne til Tydſkland lige fra Øſten, langs Øſterſøens Kyſt, men at de maa være komne fra Norden, nærmeſt fra Skandia eller Skandinavia og over de i dens Nærhed liggende Øer[11]. Der opſtaar tillige en endnu ſterkere Formodning om at Pytheas’s Guttones og Mentonomon ere at ſøge paa det ſkandiſke Faſtland eller de nærliggendr Øer. I ſaa Fald havde Goterne paa Pytheas’s Tid allerede beſat de Egne, hvor de ſenere gjenfindes, og man kunde heraf ſlutte, at den germaniſke Indvandring allerede da i det Væſentlige havde fundet Sted[12].

En Beſtyrkelſe paa og nærmere Oplysning om hvad her er fremſat, faa vi hos den berømte Geograph Ptolemæos, hvis Syſtem ſiden blev lagt til Grund for alle geographiſke Underſøgelſer gjennem mange Aarhundreder ligetil Middelalderens Ende. Ptolemæos ſkrev ikke meget ſildigere end Tacitus, man regner mellem 125 og 135 e. Chr. Han var videnſkabelig Geograph af Fag, og ſkrev i Alexandria, Videnſkabelighedens daværende Hovedſæde. Han havde vel neppe ſaamegen Anledning til ſelv at ſee og gjøre Opdagelſer, ſom Tacitus, men paa den anden Side maatte hans Granſken være mere alſidig, og han har neppe ſparet nogen Flid for at indſamle ſaa paalidelige og nye Efterretninger ſom muligt. Hans Karter, der endnu ledſage Udgaverne af hans Verker, viſe ogſaa ſtore Fremſkridt fra hvad man tidligere havde. Britannien er hos ham ikke paa langt nær ſaa tæt ved Spanien, ſom den forhen fremſtilledes; den jydſke Halvø antydes, ſaavelſom Bøjningen af Oceanets, det vil her ſige Øſterſøens, Kyſt mod Nord; han har derhos i ſit Verk nøjagtigt angivet ethvert vigtigere Punkts Længde og Brede. Men ogſaa hos ham ere Nordeuropas Dele ſtrakte for langt ud mod Øſt; Britannien danner ſaaledes en lang Spids mod Nordøſten; den jydſke Halvø gaar ogſaa i nordøſtlig Retning, og de ved den liggende Øer (de af ham ſaakaldte ſkandiſke, i hvilke man gjenkjender de danſke Øer og Skaane, der endnu anſaaes for en Ø), ere komne altfor nær ved Weichſelens Munding. Dette maa man erindre, for ret at forſtaa hans egne og de paa hans Syſtem byggede Angivelſer.

Ptolemæos begrændſer Germanien ved Rhinen i Veſt, Oceanet i Nord, og Weichſelen i Øſt; han opregner førſt Indbyggerne i det egentlige Tydſkland, ved hvilke vi her ej behøve at opholde os nærmere. Paa Halſen af den ſaakaldte kimbriſke Halvø ſætter han Saxerne, paa Halvøen ſelv Siguler, Sabalinger, Kobander, Chaler, Funduſer, Charuder og Kimbrer; Langobarderne henfører han til de midlere Elb-Egne. I Nærheden af Weichſel ſætter han Rutiklier og Bugunter (Burgunder), og mellem demm de føromtalte Ælvæer (Æluæones). Øſtenfor den kimbriſke Halvø ligge de fire ſkandiſke Øer, af hvilke den ſtørſte, der egentlig heder Skandia,, ligger ved Mundingen af Weichſel; den beboes i Veſt af Chædiner, i Øſt af Faver og Firæſer, i Syd af Guter og Daukier, i Midten af Leuouer. Det europæiſke Sarmatien begrændſes mod Nord af det ſarmatiske Ocean ved den venediſke Bugt og en Deel af et ubekjendt Land, mod Veſt af Weichſelen; det beboes meſt af venediſke Folk ved hele det venediſke Hav, ovenfor Dacien af Peukiner og Baſtarner, ved Mæotis (det aſovſke Hav) af Jazyger, Roxolaner o. fl.; ved Weichſelen nedenfor Venederne af Gyther, ſaa Finner, ſaa Suler, nedenfor disſe af Frugundier. Øſtenfor nogle Folk, der bo ved Weichſelens Kilder, findes Galinder, Sudiner og Stavaner. Paa Oceanets Kyſt ved det venediſke Hav bo Velter, ſaa Osſier, ſaa Karber længſt mod Nord; øſtenfor disſe Kareoter og Saler m. fl.; ved Tanais’s Bøjning Ofler og Tanaiter, og nedenfor disſe Oſyler lige til Roxolanerne[13].

Vi finde, at ogſaa Ptolemæos er falden i den Snare, Datidens geographiſke Foreſtillinger lagde for Syſtematikerne, at henføre Folkeſlag, om hvilke de hørte at de boede paa Faſtlandet langt hiinſides Germanien, til Egnene øſtenfor Weichſel. Saaledes faar han Finnerne nede i Polen, og Oſylerne, der upaatvivlelig henhøre til Øſterſøens Kyſt ved Øſel, paa Stepperne nede mod det aſovſke Hav. Men vi faa her beſtemtere Efterretninger om de danſke Øer og Skaane, og erfare med Vished, at Goterne beboede den ſydlige Deel af „Skandja“, under hvilket Navn øjenſynligt alt, hvad man kjendte af hele Halvøen, indbefattedes. Vi erfare tilligemed Beſtemthed, at Venederne eller Venderne, fornemmelig Velterne (Wilzerne), boede ved den øſtlige Krog af Øſterſøen, ſom efter dem kaldtes det vendiſke Hav eller den vendiſke Bugt; at Galinder og Sudiner, lettiſke Folk, ſom vi ſenere gjenfinde i Galindien og Sudauen, de indre Dele af det nuværende Øſtpreusſen, boede noget øſtenfor Karpaterne, og at ſaavel de, ſom Venderne, foruden en Mængde andre Folkeſlag, tilſammen regnedes for Sarmater. Oſylernes Plads ſynes at være anført under Forudſætningen af at de boede ved Tanais, det ſamme ſynes ogſaa at være Tilfældet med Roxolanerne.

Men Tanais er en Flod, om hvis Beliggenhed man i Oldtiden ej var paa det Rene, og ſom man tildeels endog forvexlede med andre. Afſtanden mellem det ſorte Hav og Øſterſøen eller Oceanet tænkte man ſig, ſom vi ovenfor have bemerket, kortere end den virkelig var, og ſaameget kortere, ſom man levede længer tilbage i Tiden; efterhaanden, ſom Kjendſkaben til de øſtlige Egne udvidedes, blev ogſaa Landet mellem Oceanet og det ſorte Hav bredere i Geographernes Foreſtilling. Pytheas’s førſte Rejſe gik, efter Strabos egen Beretning, langs det nordlige Oceans Kyſter til Udløbet af Tanais, hvilket han ſaaledes antog at være paa Nordſiden, ikke paa ſiden af det mellemeuropæiſke Faſtland. Strabo ſynes ſelv at have antaget det ſamme; han kjender heller ikke noget nordligere Folk paa de Kanter, end Roxolanerne mellem Boryſthenes (Dnepr) og Tanais. Grækernes Colonier ved den kimmeriſke Boſporus kunde nok bidrage til at opklare Foreſtillingerne om den gjenſidige Beliggenhed af de ſtore ſydrusſiſke Floder ved deres Udløb, men ikke om deres Udſpring og øvre Løb. Muligheden af at Tanais ogſaa ſtod i Forbindelſe med den nordlige Ravkyſt, var ſaaledes efter de Gamles Foreſtillinger en lang Tid forhaanden, og Pytheas maa derfor have antaget enten Weichſel, eller Oder, eller maaſkee endog de danſke Sunde, for Tanais’s nordlige Udløb. Thi ſom det charakteriſtiſke ved Tanais tænkte man ſig egentlig kun dens Udløb gjennem flere Mundinger, dens Fjernhed mod Norden, og dens Nærhed ved de Kyſter, hvorfra Ravet kom[14]. Om en ſaadan Flod havde Grækerne fra umindelige Tider hørt fortælle. I de ældſte Tider var det den fabelagtige Eridanus, i hvilken Phaethon ſtyrtede ned, og ved hvis Breder hans Syſtre, forvandlede til Træer, endnu ſom ſaadanne begræd ham, men med Taarer af flydende Rav (ἤλεκτρον), ſom ſiden ſtørknede. Gjennem denne Eridanus kunde Argonauterne, ſom man troede, komme fra det ſorte Hav til Oceanet. Her ſynes nærmeſt Donau at have foreſvævet Sagnfortællerne[15] ſkjønt de vel ikke havde nogen klar Foreſtilling om mere end to Floder, der falde ud i det ſorte Hav, Eridanus i Veſt og Phaſis i Øſt. Ogſaa Po-Floden antog man i en fjern Oltid for Eridanus. Som Eridanus anſaaes engang ogſaa Rhinen; ſiden hørte man mere tale om Tanais, der paa en vis Maade indtog dens Plads, og efterhaanden rykkede længer mod Øſt. Men Forbindelſen med begge Have kunde man vanſkeligſt faa af Tankerne. Aarſagen har rimeligviis været den, at der ſaavel opad Rhin, og videre over Land enten til Donau eller Rhone, og derpaa ned ad disſe Floder, ſom opad Weichſel, Njemen og Dyna overland til Dnepr og Don, og nedad disſe Floder har været Handelsforbindelſe mellem Norden og Syden, hvorved fornemmelig den ſaa efterſøgte Vare, Ravet, har været bragt ned til Middelhavets og det ſorte Havs Kyſter. Men med en ſaadan Tro kunde de ældre Søfarende fra Syden ikke andet end komme i den ſtørſte Vilderede, naar de ſelv paa deres Kyſtfart kom til Mundingen af de nordeuropæiſke Floder. Enhver af disſe, ſom kun havde ſit Udløb gjennem flere Mundinger, førſt Rhin, ſiden Oder og Weichſel, vel endog Gøta-Elven, maatte de antage for at være Tanais, og hvad der vedkom Egnene ved Tanais’s rette Udløb i det ſorte Hav, blandedes ſaaledes ſammen med deres egne Erfaringer og Andres Beretninger om de nordeuropæiſke Flodmundingers Omgivelſer, at deraf et fuldſtændigt Virvar opſtod, ſom paa Grund af den Anſeelſe, Ptolemæos i ſaamange Aarhundreder nød, endnu vedblev langt ned i Middelalderen. Ogſaa Donau (Danubius) forvexledes med Tanais (Don) og Floderne i Norden. Endog hos Saxo finder man Øſterſøens øſtlige Egne forvexlede med det ſorte Havs Bredder og begge indbegrebne under Navnet Hellespont, og ældgamle National-Sagn, ſom de udvandrede germaniſke Folk knyttede til Flodmundinger, henførtes ſenere uden Videre til Floderne ved det ſorte Hav. Hertil kommer nu og den forhen berørte fejlagtige Foreſtilling om de nordiſke Landes eller ſaakaldte ſkandiſke Øers Beliggenhed ganſke tæt ved Weichſelens Mundinger, ſaa at endog de danſke Sunde ſelv ſtundom ſynes at have været forvexlede med Weichſelmundingerne. Alt dette maa man, for nogenledes at kunne faa Rede paa de geographiſke Angivelſer hos Ptolemæos, og endmere hos de af hans Efterfølgere, der tillige benyttede germaniſke Sagn, ſtedſe have ſer Øje. Udſagn om dette eller hiint Folk, at det boede i Nærheden af Tanais og Mæotis, kan derfor aldrig i og for ſig tages bogſtaveligt, ſom om det ſamme Folk var at ſøge ved Don og det aſovſke Hav. Ptolemæos’s og Strabos Roxolaner kunne for den Sags Skyld gjerne have boet oppe ved Dons og Dneprs Kilder, maaſkee endog ved Dyna, og Oſylerne i deres Nærhed, altſaa ved eller paa Øen Øſel; og det bliver derved end mere ſandſynligt, at det er dennes Navn, ſom ſkjuler ſig under Baſilia og Oſerikta.

Vi kunne ſaaledes lige fra Pytheas forſølge Germanerne i deres Opholdsſteder mellem Kelter paa den ene og Skythoſarmater paa den anden Side i Nord og Syd for Øſterſøen; vi finde hos Pytheas Antydninger til at Goterne boede ved Øſterſøen, en Dagsrejſe fra Ravkyſten; hos Plinius og Tacitus ligeledes, at de boede i Nærheden af Øſterſøen, maaſkee nordenfor denne, og at de, ſom de øvrige nordlige Germaner, rimeligviis maatte blive at regne til den ingvionſke Green; baade hos Mela, Plinius, Tacitus og Ptolemæos finde vi egte Tydſke Stedsnavne opregnede, fornemmelig det ſaa berømte Skandia eller Skandinavia; Ptolemæos omtaler Goterne udtrykkeligt ſom Beboere af Skandia, og Tacitus er den førſte, ſom udtrykkeligt nævner et Folk af den nordgermaniſke eller nordiſke Green, Svierne. Pytheas’s Angivelſer oplyſe ikke ligefrem, hvor langt mod Syd Germanernes Beſiddelſer ſtrakte ſig, uden forſaavidt man kan antage at hans Teutoner og de hiſtoriſk bekjendte Kimbrer vare Kelter; men af Cæſar’s og Tacitus’s Angivelſer faar man dog en Foreſtilling om at det varede længe, inden de arbejdede ſig ſaa langt mod Syd gjennem eller forbi den herkyniſke Skov, at de kom i Berørelſe med Romernes Beſiddelſer ved Donau. Mela, ſammenholdt med Plinius og Ptolemæos, viſer os ligeledes, at Germanerne efterhaanden fra Veſt af naaede Weichſelen, der før Folkevandringerne blev deres endelige Grændſe mod Skythoſarmaterne. Paa den anden Side finde vi enkelte Folk, hvis Navne vi kunne gjenkjende, ſom Friſerne, Chatterne (d. e. Hesſerne) omtrent i de ſamme Egne, hvor de endnu bo; vi finde Goterne i de Lande, der endnu, ſom ſenere ſkal viſes, i det 9de Aarhundrede e. Chr. kaldtes Gotland; vi finde Svierne endnu den Dag idag i deres gamle Hjem. Men derhos finde vi enkelte Folk, der allerede tidligt nævnes ſom mere ſydligt boende, endnu paa Strabos, Tacitus’s og Ptolemæos’s Tid længere mod Nord, f. Ex. Langobarderne. Alt dette lægger for Dagen, at Germanernes Vandring idetmindſte fra den Tid, de dukke op i Hiſtorien, gik fra Nord mod Syd, men ſaare langſomt, og at de allerede idetmindſte tre Aarhundreder før vor Tidsregning havde indfundet ſig; at man vel ikke med nogen Beſtemthed kan paaviſe deres Indvandringstid, men at det dog bliver ſandſynligt, at den ſenere galliſke Vandring ved 300, og tilſidſt Kimbrerne og Teutonernes Tog, ere Følger af det Tryk, deres Indvandring foraarſagede. Videre Oplysninger om Germanernes Vandringer i den fjerneſte Oldtid maa man hente fra deres egne Sagn, hvilke, ret forſtaaede og forklarede, udfylde flere af de Huller, de romerſk-græſke Optegnelſer, med al deres Vidtløftighed, efterlade.


  1. Strabo, I. p. 63, II. 111–115. IV. p. 201. Plinius hist. nat. II. 75, IV, 16.
  2. Plinius hist. nat. XXXVII, 2.
  3. Øſel kunde viſtnok ogſaa ſynes at være en Forvanſkning aſ det oldnordiſke Eysýsla, med hvilket Navn Nordboerne benævnte Øſel i Modſætning til Eſtlands Faſtland, ſom de kaldte Aðalsýsla. Men underligt vilde det dog være, om Øen blot ſkulde have været benævnt med det nordiſke Navn. Rimeligere er det, at dette allerede tidligt er fremkommet ſom et Forſøg paa at forklare det nationale Navn. Ptolemæos omtaler Oſyler i disſe Egne.
  4. Livius. V. 31, 35.
  5. Salluſt. bell. Jugurth. Cap. 114 omtaler Manlius og Cæpios Nederlag mod Kimbrer og Teutoner ſom en Kamp med Gallerne. Ogſaa Florus (III, 3) lader Kimbrerne komme fra Gallien.
  6. Strabo, VII, p. 293. Plutarch, Marius, Cap. XI.
  7. De, ſom fremdeles paaſtaa Kimbrernes og Teutonernes Tydſkhed, kunne dog ikke negte Navnenes keltiſke Charakter. Ogſaa de faa kimbriſke og teutoniſke Egnenavne, der ere opbevarede, have keltiſk Charakter, f. Ex. Bojorix, Ceſorix, der ere aldeles af ſamme Slags ſom Ambiorix, Dumnorix, Vercingetorix, ja Livius anfører ſelv etſteds (XXXLV, 46) Bojorix ſom et keltiſk Navn. Lugius, Claodicus ere mindre charakteriſtiſke, men Teutoboch eller Teutobod, Navnet paa Teutonernes Anfører, har keltiſk Klang. Man vil i alle Fald ej kunne negte Muligheden af at tydſke Folkeſlag, der tog de kimbriſke og teutoniſke Kelters Plads, ogſaa optog deres Navn.
  8. Nemlig, at der paa Øerne ligeoverfor Sarmatien ſkulde bo et Folk, der kaldtes Oæoner, og ſom kun levede af Fugleæg og Havre, et andet, Hippopoder, med Heſtefødder, et tredie, Panoter med Øren ſaa ſtore, at de deri kunde indhylle hele Legemet. Disſe Navne ere, ſom man lettelig ſeer, græſke Sammenſætninger, der betegne de i Beſkrivelſen udhævede Egenheder; „Oæoner“ af ὠόν et Æg, Hippopoder af ἳππος (Heſt) og ποῦς (Fod), Panoter af πᾶν (Alt) og οὖς, ὠτός, (et Øre). De hidrøre ſaaledes fra de græſke Geographer, ſom opfandt dem, og ere følgelig uden ringeſte Værd eller hiſtoriſk Betydning. Man gjenkjender dem, ſkjønt ſaare forvanſkede,i Plinius’s Meddelelſe af gamle tildeels med Pytheas ſamtidige, Beretninger om Øer ved Skythiens Kyſt. Oæonerne kaldes ſaaledes hos Plinius Ooner, Hippopodernes Navn er uforandret; Panoterne (hvis Navn ogſaa i et Haandſkrift af Mela forvanſkes til Satmaler), kaldes hos Plinius Faneſier (af Panoti er der neml. gjort Phanoti, Phanosii, Fanesii). Tacitus’s fabelagtige Helluſier og Orioner (Germ. 46) ere upaatvivlelig de ſamme.
  9. I Scandinavi (-a er kun den latinſke Endelſe), er -avi den oldgermaniſke og gotiſke Form for det oldnorſke ey (oprindelig aui), vort Ø; Scandin er en Afledsform af Skandja, Navnets kortere Form, hvorfor Plinius ogſaa ſkriver Scandia. Skandinavi betyder ſaaledes kun „Øen Skandja“. Skandin ſammendrages i Oldn. til Skán, hvoraf Skáni, og Skandin-avi ſaaledes til Skán-ey, hvilke Navne begge betegne det nuværende Skaane.
  10. D. e. ligefrem „Øſterø“ af Auſtar, Øſt, og avi, Ø.
  11. Ogſaa Navnet „Markomanner“ d. e. Grændſemænd, paa et af de øſtligſt boende tydſke Folk vidner om en Fremtrængen ikke fra Øſten, men mod Øſten. Marker kaldte man idetmindſte ſenere ikke de indre, eller tidligſt erobrede Egne, men de yderſte, ſom man ſildigſt havde beſat og frarevet Naboerne.
  12. Om de af Plinius anførte Navne Cyltpenus, Latris, Lagnus (der umiskjendelig have germaniſk Klang), ſaavelſom Baltia, der minder om det ældgamle Navn Belti eller Beltisſund paa Storebelt, er det for den nærværende Underſøgelſe overflødigt at yttre os.
  13. Ptolemæos II, 10 (Beſkrivelſe over Germanien); III, 5 (Beſkrivelſe over det europæiſke Sarmatien). Jevnfør Beſkrivelſe over det aſiatiſke Sarmatien (V, 8).
  14. Ogſaa vore Forfædre havde hørt tale om Tana-kviſterne eller Tanais’s Delta-Udløb.
  15. Apollonius (IV. 627–648) lader Argonauterne ſejle opad Eridanus i Rhodanus (Rhone), der tillige foreſtilles ſom om den ſtod i Forbindelſe med den ydre Eridanus (Rhin), indtil den herkyniſke Skov.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.