Det norske Folks Historie/1/4

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Naar man undtager Højfjeldſtrækningen, paa hvilken enkelte Hobe af Finner ſværmede om med deres Rener, var Norge altſaa ubeboet og idetmindſte ubebygget lige indtil vore Forfædre tog det i Beſiddelſe. Naar og hvorledes dette ſkete, kan kun tilnærmelſesviis og ikke med fuldkommen Vished, ſkjøndt dog med nogen Grad af Sandſynlighed, angives. Men for at dette kan ſkee, bliver det nødvendigt, nærmere at betragte det norſke Folks Stammeſlægtſkab og øvrige ethnographiſke Forholde.

Ligeſom Norge (Norðvegr) betyder „den nordlige Vej“, ſaaledes betyder „Nordmænd“ kun „Mænd fra Norden“, eller „Mænd mod Nord“. Navnet tilkjendegiver altſaa kun at det dermed betegnede Folk boer nordligere, end dets Stammebeſlægtede, og man maa derfor nærmeſt antage, at det er opſtaaet i Norge ſelv, altſaa under eller efter Indvandringen. Ligeſaalidt ſom man kjender Norges ældre Navn, – om det ellers havde noget – før denne, ligeſaalidt kjender man Nordmændenes ældre Navn – om de ellers havde noget – førend de ſatte Foden paa Norges Grund. – Sproget viſer, at Nordmændene høre til den ſamme Folke-Klasſe, hvortil Danſke, Svenſke og Tydſkere henhøre, og ſom man med et Fællesnavn kan kalde den germaniſke; denne deler ſig i to Stammer, den nordiſke og den tydſke, eller, ſom nogle holde det for rigtigere, i tre, den nordiſke (nordgermaniſke), den tydſke (ſydgermaniſke) og den gotiſke (øſtgermaniſke), hvilken ſidſte ellers plejer at regnes ind under den tydſke. Den nordgermaniſke Stamme repræſenteres nu ved Nordmænd, Svenſke og Danſke; den ſydgermaniſke ved Tydſkere, Hollændere, Englændere o. a. fl.; den øſtgermaniſke eller gotiſke er forſvunden i Tidens Løb. Til den nordgermaniſke Stamme hørte i den fjerne Oldtid utvivlſomt Nordmændene (Norðmenn), de Svenſke (Svéar eller Sviar) og Rusſerne, der endnu i det 10de Aarhundrede talte det ſamme Sprog ſom vore Forfædre eller et lignende, og beboede Slette-Egnene ved Ladoga og Ilmen, og de øvre Dnepr-Egne i det nuværende Rusland. Om de ældſte Daner, der i hiſtoriſke Skrifter omtales, hørte til den nordgermaniſke Stamme, er ikke ganſke ſikkert; de ſenere Daner, iſær fra det 8de Aarhundrede af, vare Nordgermaner. Den ſydgermaniſke Stamme deelte ſig i den nordligere eller den nedre, og den ſydligere, eller øvre Green; til den førſte hørte iſær Saxer og Friſer. Den gotiſke Stamme beſtod af de egentlige Goter, Gepider, Vandaler, Burgunder, o. fl.

Mellem de nordgermaniſke Grenes Sprog var Ligheden i Oldtiden ikke mindre, men ſnarere ſtørre, end nu; og engang, langt op i Tiden, maa der kun have været eet fælles nordgermaniſk Sprog. Men endnu længere tilbage i Tiden maa der have været en Periode, hvor der heller ikke har været Forſkjel mellem nordgermaniſk og ſydgermaniſk, men hvor der kun taltes et eneſte fælles germaniſk Urſprog; nemlig førend det germaniſke Urfolk endnu havde afdeelt ſig i ſæregne Stammer og Grene. Dette germaniſke Urfolk kan ikke i denne Tilſtand have boet i de af dets Ættefolk nu optagne Lande, der ligge altfor ſpredte fra hinanden til at kunne have været beboede af et eneſte Folk; de egentlige Urgermaner maa have boet i en tættere Klynge og paa et Sted, hvorfra deres enkelte Afdelinger omtrent med ſamme Lethed kunde komme til den nordiſke Halvø, ſom til Tydſkland. Da nu de europæiſke Indvandringers Hovedretning ſtedſe gik fra Øſt mod Veſt, eller fra Aſien, Menneſkeſlægtens Vugge, kan Urgermanernes Hjem heller ikke vel ſøges andenſteds end i Øſten, rimeligviis i de indre Dele af det nuværende Rusland, henimod Volga og Ural.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.