Det norske Folks Historie/1/48
Om Thrøndelagens ældste Høvdingeætter vide vore Oldskrifter saagodtsom intet at fortælle, naar man ej vil regne Æventyr, der aabenbart ere digtede i sildigere Tider. Temmelig tidligt maa der i Thrøndelagen have existeret Sagn af det sædvanlige Slags om enkelte Stedsnavnes Oprindelse fra Navne paa Konger og Helte, der naturligviis aldrig have været til, men som ere blevne fremmanede for saaledes paa den nemmeste Maade at forklare Navnet, hvis rette Oprindelse man ej kjendte. Saaledes fortæller Saxo paa forskjellige Steder om en Skjoldmø ved Navn Stikla. Hun og en anden Skjoldmø, Rusla, heder det etsteds, kæmpede med Olaf, Thrøndernes Konge, der fik Hjelp af Harald Hildetand, som forklædt angreb dem og fældte dem begge[1]. Det tilføjes at to Havne have faaet Navn efter dem. Den med de norske Forholde mindre bekjendte Saxo har rimeligviis misforstaaet det Udtryk, han har gjengivet ved „Havn“ (portus), da man ved det Sted, der skulde have faaet Navn efter Stikla, neppe har tænkt sig noget andet end Stiklestad i Værdalen, som dog ikke ligger nær nok ved Søen til at kunne kaldes en Havn. Det Sted, man troede opkaldt efter Rusla, kan neppe være andet end Rutle og Rutledal yderst i Sogn; den store Afstand mellem begge Steder viser at Sagnet først kan være opstaaet efter at Norges Fylker vare forenede til et eneste Rige, thi enkelt Mands topographiske Kundskab strakte sig forhen neppe langt udenfor det Fylke, hvori han levede. Stikla optræder tidligere hos Saxo paa Fredfrodes Tid[2], og Rusla saavel paa Fridleifs Tid som under Aamunde, Aale frøknes foregivne Søn[3]. Rusla, heder det her, stødte sin Broder Thrond fra Thronen, bekrigede Aamunde „og slog først hans Mænd, men led siden et Nederlag mod nogle andre af hans Kæmper, og flygtede; hendes Broder Thrond benyttede Anledningen til at angribe hende, men hun overvandt ham og nødte ham til at flygte tilbage over Dovrefjeld. Aamunde angreb hende nu med en stor Flaade, men fik først Thelebønderne overtalte til at gjøre Opstand og forjage hende; siden angreb han hende selv og slog hende paa Flugten ved nogle Øer, (ved disse har Sagnet upaatvivlelig tænkt sig Rolleholmene i Sogn); hun blev siden dræbt af sin Broder. Af historisk Værd kunne naturligviis disse Sagn ikke være, uden forsaavidt de maaskee tyde hen paa Sammenstød mellem Nordmænd og Goter eller Folk henhørende til den gotiske Kulturkreds.
Paa samme Maade bør man maaskee betragte et visselig ældgammelt Sagn om hvorledes Oplændingekongen Eystein underkastede sig to Fylker i Indthrøndelagen, nemlig Sparbyggjafylke og Eynafylke, og satte sin Hund Saur til Konge over dem. Først, heder det, gjorde han sin Søn Anund til deres Konge, men da de dræbte ham, bekrigede og undertvang han dem paany, og gav dem Valget, enten de vilde have hans Træl Thorer Faxe, eller hans Hund Saur til deres Konge. De valgte Hunden, fordi de troede da bedre at kunne raade sig selv, og de lode trylle i ham tre Mænds Vid, saa at han kunde tale eet Ord, naar han gjøede to. Han fik Halsbaand og Lænke af Guld og Sølv; hans Hirdmænd bare ham paa Armene, naar det var sølet; man indrettede ham et Højsæde og han sad paa en Høj, efter Kongers Viis Hans Bolig var paa Saurshang (nu Saxhaug) paa Inderøen. Han blev omsider sønderreven af nogle Ulve, der angrebe hans Hjord, og mod hvilke hans Hirdmænd eggede ham til at sætte sig til Modværge[4]. Saaledes fortæller Snorre dette Sagn, der vistnok er saare gammelt, og som endnu skal være til i hiin Egn, forsaavidt man ikke kan antage det at være opstaaet ved Læsning af Snorre; det knytter sig til Saurshaug, og synes nærmest henført til Thrøndelagen for at forklare dette Navn[5]. Thi det henføres af andre Forfattere til andre Egne. Den danske Esrom-Krønike henfører det, som vi (S. 247) have seet, til Danmark og til den svenske Konge Adils, der satte sin Hund Rakke til Konge over Danerne. Saxo fortæller det samme om en svensk Høvding ved Navn Gunnar, der satte en Hund til Konge over Nordmændene, som han havde overvundet[6]. Den i Midten af det 15de Aarhundrede sammenskrevne svenske Riimkrønike henfører det til Dans Broder Østen, Konge i Sverige; det beder at han gav Nordmændene sin Hund „Sverre“ til Konge[7]. Og endelig synes et gammelt norskt Sagn at have nævnt den føromtalte svenske Konge Eystein Belje, Ragnar Lodbroks Samtidige, som den, der gjorde Hunden Saur til Konge[8].
Sagnet i sig selv maa altsaa have været fælles for alle tre nordiske Hovednationer, men det synes tidligst at være blevet nationaliseret i Norge, og at have været henført til en Konge ved Navn Eystein, om hvis Hjemsted og Tidsalder man ej var paa det rene. Navnet Saurshaug maa have været en vægtig Bevæggrund til at henlægge Begivenheden paa Inderøen, især da det forresten synes utvivlsomt, at en Konge paa Oplandene af Navnet Eystein virkelig har gjort et Erobringstog, som det ovenfor nævnte, til Thrøndelagen. Denne Eystein synes nemlig, efter hvad der nedenfor skal nærmere omhandles, virkelig at være en historisk Figur, og at have levet omtrent i Begyndelsen af 8de Aarhundrede; og til hans Erobring af og Herredømme over Thrøndelagen knytter sig en bestemt Erindring om Jemtelands første Bebyggelse ved Ketil Jamte, Søn af Anund Jarl i Sparboen, der tilligemed mange andre flygtede for Eysteins Tyranni[9]. Alene Navnet Saurshaug i og for sig var, efter den hos os fra umindelige Tider herskende Maade at forklare Stedsnavnes Oprindelse paa, tilstrækkeligt til at fremmane en indbildt Kong Saur, medens det dog rettere udledes af saurr (d. e. Søle); kom nu hertil Erindringen om Eysteins Erobringstog, havde man fuldstændige Momenter til at kunne opstille det gamle Sagn om Eystein og hans Hund som et Lokalsagn for Inderøen. Det er forresten ej alene muligt, men endog i højeste Maade sandsynligt, at Eysteins Erobring, forsaavidt den bar fundet Sted, ogsaa, og fornemmelig, har omfattet de sydligere Dele af Thrøndelagen, der grændsede til hans eget Hjem. Aldeles uden Spor af den gotiske Kultur-Indvirkning er Thrøndelagen ikke[10], og disse – hvorvel svage – Spor henføres vistnok med størst Rimelighed til den oplandske Erobrings Tider.
- ↑ Saxo, 7de B. S. 365.
- ↑ Saxo, 5te B. S. 244.
- ↑ Saxo, 4de B. S. 394–396. Paa sidste Sted kaldes hun „Rusla“, ellers „Rusila“.
- ↑ Snorre, Haakon den Godes Saga, Cap. 13.
- ↑ Fayes norske Sagn S. 163.
- ↑ Saxo, 7de B. S. 351–53.
- ↑ Den lille Riimkrønike i Fants Scriptores Rerum Svecicarum, I. S. 253, 254.
- ↑ Se Skaldefortegnelsen i Uppsalahaandskriftet af Snorra-Edda, aftrykt i Peringskjolds Udgave af Snorre.
- ↑ Snorre, Haakon den Godes S. Cap. 14.
- ↑ Se nedenfor, S. 315, 316.