Det norske Folks Historie/1/48

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Om Thrøndelagens ældſte Høvdingeætter vide vore Oldſkrifter ſaagodtſom intet at fortælle, naar man ej vil regne Æventyr, der aabenbart ere digtede i ſildigere Tider. Temmelig tidligt maa der i Thrøndelagen have exiſteret Sagn af det ſædvanlige Slags om enkelte Stedsnavnes Oprindelſe fra Navne paa Konger og Helte, der naturligviis aldrig have været til, men ſom ere blevne fremmanede for ſaaledes paa den nemmeſte Maade at forklare Navnet, hvis rette Oprindelſe man ej kjendte. Saaledes fortæller Saxo paa forſkjellige Steder om en Skjoldmø ved Navn Stikla. Hun og en anden Skjoldmø, Rusla, heder det etſteds, kæmpede med Olaf, Thrøndernes Konge, der fik Hjelp af Harald Hildetand, ſom forklædt angreb dem og fældte dem begge[1]. Det tilføjes at to Havne have faaet Navn efter dem. Den med de norſke Forholde mindre bekjendte Saxo har rimeligviis misforſtaaet det Udtryk, han har gjengivet ved „Havn“ (portus), da man ved det Sted, der ſkulde have faaet Navn efter Stikla, neppe har tænkt ſig noget andet end Stikleſtad i Værdalen, ſom dog ikke ligger nær nok ved Søen til at kunne kaldes en Havn. Det Sted, man troede opkaldt efter Rusla, kan neppe være andet end Rutle og Rutledal yderſt i Sogn; den ſtore Afſtand mellem begge Steder viſer at Sagnet førſt kan være opſtaaet efter at Norges Fylker vare forenede til et eneſte Rige, thi enkelt Mands topographiſke Kundſkab ſtrakte ſig forhen neppe langt udenfor det Fylke, hvori han levede. Stikla optræder tidligere hos Saxo paa Fredfrodes Tid[2], og Rusla ſaavel paa Fridleifs Tid ſom under Aamunde, Aale frøknes foregivne Søn[3]. Rusla, heder det her, ſtødte ſin Broder Thrond fra Thronen, bekrigede Aamunde „og ſlog førſt hans Mænd, men led ſiden et Nederlag mod nogle andre af hans Kæmper, og flygtede; hendes Broder Thrond benyttede Anledningen til at angribe hende, men hun overvandt ham og nødte ham til at flygte tilbage over Dovrefjeld. Aamunde angreb hende nu med en ſtor Flaade, men fik førſt Thelebønderne overtalte til at gjøre Opſtand og forjage hende; ſiden angreb han hende ſelv og ſlog hende paa Flugten ved nogle Øer, (ved disſe har Sagnet upaatvivlelig tænkt ſig Rolleholmene i Sogn); hun blev ſiden dræbt af ſin Broder. Af hiſtoriſk Værd kunne naturligviis disſe Sagn ikke være, uden forſaavidt de maaſkee tyde hen paa Sammenſtød mellem Nordmænd og Goter eller Folk henhørende til den gotiſke Kulturkreds.

Paa ſamme Maade bør man maaſkee betragte et visſelig ældgammelt Sagn om hvorledes Oplændingekongen Eyſtein underkaſtede ſig to Fylker i Indthrøndelagen, nemlig Sparbyggjafylke og Eynafylke, og ſatte ſin Hund Saur til Konge over dem. Førſt, heder det, gjorde han ſin Søn Anund til deres Konge, men da de dræbte ham, bekrigede og undertvang han dem paany, og gav dem Valget, enten de vilde have hans Træl Thorer Faxe, eller hans Hund Saur til deres Konge. De valgte Hunden, fordi de troede da bedre at kunne raade ſig ſelv, og de lode trylle i ham tre Mænds Vid, ſaa at han kunde tale eet Ord, naar han gjøede to. Han fik Halsbaand og Lænke af Guld og Sølv; hans Hirdmænd bare ham paa Armene, naar det var ſølet; man indrettede ham et Højſæde og han ſad paa en Høj, efter Kongers Viis Hans Bolig var paa Saurshang (nu Saxhaug) paa Inderøen. Han blev omſider ſønderreven af nogle Ulve, der angrebe hans Hjord, og mod hvilke hans Hirdmænd eggede ham til at ſætte ſig til Modværge[4]. Saaledes fortæller Snorre dette Sagn, der viſtnok er ſaare gammelt, og ſom endnu ſkal være til i hiin Egn, forſaavidt man ikke kan antage det at være opſtaaet ved Læsning af Snorre; det knytter ſig til Saurshaug, og ſynes nærmeſt henført til Thrøndelagen for at forklare dette Navn[5]. Thi det henføres af andre Forfattere til andre Egne. Den danſke Esrom-Krønike henfører det, ſom vi (S. 247) have ſeet, til Danmark og til den ſvenſke Konge Adils, der ſatte ſin Hund Rakke til Konge over Danerne. Saxo fortæller det ſamme om en ſvenſk Høvding ved Navn Gunnar, der ſatte en Hund til Konge over Nordmændene, ſom han havde overvundet[6]. Den i Midten af det 15de Aarhundrede ſammenſkrevne ſvenſke Riimkrønike henfører det til Dans Broder Øſten, Konge i Sverige; det beder at han gav Nordmændene ſin Hund „Sverre“ til Konge[7]. Og endelig ſynes et gammelt norſkt Sagn at have nævnt den føromtalte ſvenſke Konge Eyſtein Belje, Ragnar Lodbroks Samtidige, ſom den, der gjorde Hunden Saur til Konge[8].

Sagnet i ſig ſelv maa altſaa have været fælles for alle tre nordiſke Hovednationer, men det ſynes tidligſt at være blevet nationaliſeret i Norge, og at have været henført til en Konge ved Navn Eyſtein, om hvis Hjemſted og Tidsalder man ej var paa det rene. Navnet Saurshaug maa have været en vægtig Bevæggrund til at henlægge Begivenheden paa Inderøen, iſær da det forreſten ſynes utvivlſomt, at en Konge paa Oplandene af Navnet Eyſtein virkelig har gjort et Erobringstog, ſom det ovenfor nævnte, til Thrøndelagen. Denne Eyſtein ſynes nemlig, efter hvad der nedenfor ſkal nærmere omhandles, virkelig at være en hiſtoriſk Figur, og at have levet omtrent i Begyndelſen af 8de Aarhundrede; og til hans Erobring af og Herredømme over Thrøndelagen knytter ſig en beſtemt Erindring om Jemtelands førſte Bebyggelſe ved Ketil Jamte, Søn af Anund Jarl i Sparboen, der tilligemed mange andre flygtede for Eyſteins Tyranni[9]. Alene Navnet Saurshaug i og for ſig var, efter den hos os fra umindelige Tider herſkende Maade at forklare Stedsnavnes Oprindelſe paa, tilſtrækkeligt til at fremmane en indbildt Kong Saur, medens det dog rettere udledes af saurr (d. e. Søle); kom nu hertil Erindringen om Eyſteins Erobringstog, havde man fuldſtændige Momenter til at kunne opſtille det gamle Sagn om Eyſtein og hans Hund ſom et Lokalſagn for Inderøen. Det er forreſten ej alene muligt, men endog i højeſte Maade ſandſynligt, at Eyſteins Erobring, forſaavidt den bar fundet Sted, ogſaa, og fornemmelig, har omfattet de ſydligere Dele af Thrøndelagen, der grændſede til hans eget Hjem. Aldeles uden Spor af den gotiſke Kultur-Indvirkning er Thrøndelagen ikke[10], og disſe — hvorvel ſvage — Spor henføres viſtnok med ſtørſt Rimelighed til den oplandſke Erobrings Tider.


  1. Saxo, 7de B. S. 365.
  2. Saxo, 5te B. S. 244.
  3. Saxo, 4de B. S. 394—396. Paa ſidſte Sted kaldes hun „Rusla“, ellers „Ruſila“.
  4. Snorre, Haakon den Godes Saga, Cap. 13.
  5. Fayes norſke Sagn S. 163.
  6. Saxo, 7de B. S. 351—53.
  7. Den lille Riimkrønike i Fants Scriptores Rerum Svecicarum, I. S. 253, 254.
  8. Se Skaldefortegnelſen i Uppſalahaandſkriftet af Snorra-Edda, aftrykt i Peringſkjolds Udgave af Snorre.
  9. Snorre, Haakon den Godes S. Cap. 14.
  10. Se nedenfor, S. 315, 316.