Det norske Folks Historie/1/46

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 323-332).

Ved at omtale Sagnet om Hagbard og Signy have vi allerede haft Anledning til at nævne en Konge-Æt paa Nordmøre, hvis Ætling, Høgne i Njardø, Hjørleif den kvennsames Svigerfader, havde hjemme paa Kysten af Naumdølafylke, ligesom en af dens kvindelige Medlemmer var gift med en Jarl i Naumedal af den gamle haalogalandske Æt. Denne Æt have vi ligeledes ovenfor haft Anledning til at omtale, hvor der handledes om Haalogaland som den Deel af Norge, der først befolkedes af Nordmændene (S. 71–72). Vi have der ogsaa allerede foreløbigt omtalt den njardøske Æts Udbredelse, og det nærmere Slægtskab, der synes at have fundet Sted mellem Kystbeboerne fra Nordmøre til Finmarkens Grændse. Vi ville derfor ogsaa omhandle de haalogalandske og de nordmørske Konger under Eet.

Den haalogalandske Æt eller saakaldte Haaleyge-Æt er merkelig som den, fra hvilken den berømte Haakon Jarl, Norges Regent, udledede sin Herkomst. Til hans Ære digtede den af os ovenfor nævnte Skald Eivind Skaldespilder, der selv havde hjemme paa Helgeland og var beslægtet med den samme Æt, henved 995 et Ættekvad, kaldet Háleygja-tal, hvori han udledede hans Herkomst fra Odin eller Ingvefrey, nævnte enhver af hans Forfædre og omtalte hver enkelts Død og Begravelsessted^[1]. Dette Kvad synes at have været den eneste Kilde, hvoraf man i sildigere Aarhundreder hentede Underretning om Ætten^[2]; men det er nu tabt, paa nogle faa Brudstykker nær, som ere optagne, deels i Ynglingesaga, deels i den yngre Edda^[3]. En Afskrift eller idetmindste et Uddrag deraf maa dog endnu have været til i det 17de Aarhundrede, eftersom Historieskriveren Thormod Torvesøn anfører den hele Række^[4]. Ifølge et af de første Vers i dette Kvad, anført i Ynglingasaga, hed Ættens Stamfader Søming eller Seming, og var en Søn af Odin og Skade, der havde været gift med Vaneguden Njørd, men siden forladt ham. Om Skade giver den yngre Edda den Underretning, at hun var Datter af Jøtnen Thjasse, dygtig til at gaa paa Ski og jage Dyr: med andre Ord, hun er et egte Udtryk for den haalogalandske Nationalitet^[5], hvorfor ogsaa Saxo, der under Navnet Ragnhild omtaler hende i den mythiske Fortælling om Hadding, gjør hende til en norsk, maaskee endog en throndhjemsk Kongedatter^[6]. Den ovenomtalte, efter Háleygjatal optegnede, Række nævner Semings Efterkommere i lige nedstigende Linje indtil Haakon Grjotgardssøn Jarl, Halfdan svartes og Harald Haarfagres Samtidige Den bestaar af 27 Slægtled, hvilket Antal stemmer saa godt med de 26 Led, Ynglinge-Rækken opstiller fra Fjølnir til Halfdan svarte, og tillige, om end ej fuldt saa godt, med Skjoldungerækkens Led, at der opstaar en sterk Formodning om at man allerede i hine Tider, da Rækkerne bragtes istand, var enig om at antage et bestemt Tidspunkt, paa hvilket Odin skulde have været til, eller om et vist Antal Generationer, der laa mellem hans Tid og Halfdan svarte. Sammenligne vi Rækkerne indbyrdes, finde vi derimod betydelige Uovereensstemmelser. Ynglingasaga lader Adils, der siges at nedstamme fra Fjølnir i 15de Led, forære en Hest til den haalogalandske Konge Godgest, Semings Ætling i 7de Led, og dette uagtet den forhen har ladet Jørund, Fjølnirs Ætling i 11te Led og Adils’s Tipoldefader, komme i Berørelse med Gudlaug og Gylaug^[7], Semings Ætlinger i 9de og 10de, og Godgests i Idet og 3die Led^[8], en Berørelse, der bestyrkes i Vers, der endnu ere til, baade af Háleygjatal og Ynglingatal. Dette viser noksom, at Haaleyge-Rækken ligesaavel som Ynglinge-Rækken og Skjoldunge-Rækken er vilkaarligt sammensat af forskjellige, for sig selv i Sagnet Bestaaende, mindre Slægtrækker, og at man ej derpaa kan grunde nogen Tidsregning. Vi ville her anføre de faa Sagn, som deels i Yngl. Sagn, deels andensteds, ere opbevarede om enkelte af Semings saakaldte Ætmænd.

Godgest, Konge i Haalogaland, fik af Uppsalakongen Adils en Hest til Foræring ved Navn Rafn; den var fød efter en anden Hest af samme Navn, der havde tilhørt Kong Aale den oplandske i Norge. Da Godgest red paa denne Hest, løb den løbsk med ham, indtil han faldt af og slog sig til Døde. Dette, heder det, skede i Amd (Egnen omkring Throndenes) paa Haalogaland^[9].

Gudlaug, Haaleygernes Konge, skal paa et Søtog til Danmark have stødt paa Ynglingekongerne Jørund og Erik Yngve-Sønner, som sværmede om til Søs, medens Kong Hake Haamundssøn herskede i deres Fædrenerige i Uppsala. De angrebe Gudlaug, ryddede hans Skib, fangede ham, og lode ham hænge paa et Sted, kaldet Straumeyrarnes, hvor hans Mænd siden opkastede en Høj efter ham^[10]. Jørund fik siden, efter Hakes Død, Uppsala-Riget tilbage, men fortsatte dog sine Herjetog. En Høst, han havde herjet paa Jylland og laa med sit Skib i Oddasund i Limfjorden, blev han angreben af Gylaug, Kong Gudlaugs Søn, .der tillige fik Understøttelse af Landets Beboere. Jørund blev overmandet og fangen, og Gylaug hevnede sin Faders Drab ved at lade ham hænge^[11].

Om Gylaugs Sønnesøn Herse (Hersir) fortælles der i et gammelt Brudstykke af norske Kongesagaer: „Herse var Konge i Naumdal; hans Kone hed Vigda, efter hvilken Aaen Vigda har sit Navn. Han mistede hende, og vilde dræbe sig efter hende, hvis der fandtes Exempel paa at nogen Konge før havde gjort det; dog derpaa fandtes intet Exempel, men vel paa, at en Jarl havde dræbt sig selv. Han gik da op paa en Høj, veltede sig ned af den, og sagde at han havde veltet sig ud af Kongenavnet, og hængte sig siden i Jarlsnavn; siden vilde hans Efterkommere ikke antage Kongenavn. Dette bevidnes i Háleygjatal, hvilket Eivind Skaldespilder digtede“^[12]. Herses Søn og Eftermand kaldes i Navnerækken ogsaa udtrykkeligt Brand Jarl, hvilket antyder at Jarletitlen fra hans Tid af var den brugelige i Ætten. Fra Brand Jarl nedstammede i 7de Led en Harald Throndssøn, der i Fund. Noregr kaldes Naumdølejarl, og siges at have været gift med Signy Sigarsdatter, Søskendebarn til Sølve Høgnesøn og Hild, Hjørleif den kvennsames Hustru. Som deres Søn nævnes Herlaug, Fader til Grjotgard, Fader til den bekjendte Jarl Haakon Grjotgardssøn, Harald Haarfagres Samtidige. Slægtrækken nævner to Herlauger, Fader og Søn, mellem Harald og Grjotgard; man kan ogsaa let tænke sig, hvorledes den skjødesløse Afskriver af Fund. Noregr her har kunnet udelade et af to ligelydende Led.

Grjotgard Herlaugssøn synes at have hersket baade paa Haalogaland og paa Nordmøres Kyster. Thi der fortælles om ikke mindre end trende af Nybyggerne paa Island, af hvilke den ene hørte hjemme i Amd, den anden paa Engeløen, den tredie i Almdal (i Vefsen), at de bleve ueens med hans Søn Haakon Jarl, eller flygtede for hans Overmagt^[13], ligesom ogsaa Grjotgard selv kaldes Haaleyge-Jarl; men desuagtet heder det, at han af en Berserk blev dræbt i Sølva (nu Selven) indenfor Agdenes, og at hans Gravhøj findes der^[14]. Det fortælles ogsaa, at hans Søn Haakon Jarl kom fra „Yrje“ (d. e. Ørlandet) til Harald Haarfagre, da han allerførst underkastede sig ham^[15].

Endelig fortælles der, at der paa Harald Haarfagres Tid var to Konger i Naumdølafylke, ved Navn Herlaug og Hrollaug, af hvilke den første ved Kongens Nærmelse lod sig levende højlægge, den anden derimod gik op paa den Høj, hvor Kongerne plejede at sidde, veltede sig fra Kongesædet ned i Jarlesædet, antog Jarlenavn, og underkastede sig Harald, der saaledes vandt baade Naumdal og Haalogaland^[16].

Af disse Beretninger kunne vi slutte, at den haaleygske eller saakaldte semingske Æt har haft Herredømme baade paa Haalogaland, fornemmelig i Amd, i Naumdal, og i en Deel af Nordmøre, og at det var ved dens Medlemmers frivillige Underkastelse, at Harald Haarfagre kom i Besiddelse af Haalogaland og Naumdal. Hvad derimod den besynderlige Nedstigen fra Konge- til Jarle-Værdigheden angaar, da er det, efter hvad vi tidligere have udviklet om Kongedømmets Oprindelse, langt rimeligere, at Kongetitlen aldrig har været brugt i Haaleyge-Ætten, og at dens Medlemmer ligefra umindelige Tider have bibeholdt den gamle Jarletitel, hvorved deres Højbyrdighed betegnedes^[17], men at dette i sildigere Aarhundreder, da Kongetitlen var saa almindelig, har forekommet dem besynderligt, der ej kunde rive sig løs fra den Forestilling at ogsaa de mægtige Lade-Jarlers Forfædre havde været Konger, og at paa den Maade hine Sagn opstode om hvorledes det gik til, at Kongenavnet ombyttedes med det ringere Jarlsnavn. Del er ikke usandsynligt, at disse Sagn fornemmelig ere blevne til under den Mægtige Jarl Haakon Sigurdssøn, der herskede over Størstedelen af Norge med kongelig Myndighed, og derfor vel ogsaa gjerne saa, at man kaldte ham en Kongeætling Da Haalogaland visselig var det af vore Forfædre allerførst besatte eller bebyggede, ikke erobrede Strøg, der tillige var længst bortfjernet fra den egentlige Skueplads for Søkongernes Virksomhed, ligger det og saa at sige i Sagens Natur, at de oprindelige, simplere Forhold der lettere vedligeholdt sig, og at følgelig Kongetitlen der vanskeligere kunde komme i Brug. Saameget er vist, at en Rettighed, Harald Haarfagre og hans Efterkommere tilegnede sig som et Regale, over hvilket de endog vaagede med mere end almindelig Strenghed, nemlig Handelen med Finnerne og Oppebærelsen af den Skat, disse maatte yde, før Harald Haarfagres Tid udøvedes af de haalogalandske Bønder eller Haulder selv. Haalogalændingen Ottar, der, øjensynligt førend Harald Haarfagres Erobring, beskrev sit Fædreland for den engelske Kong Alfred, gav ham følgende Underretning: „Deres (d. e. Haalogalændernes) Velstand grunder sig især paa den Afgift, Finnerne yde dem, den bestaar i Dyrehuder, Fuglefjær, Hvalsbeen, og Skibsreb af Hval- eller Sæl-Hud“^[18]. Dette er aldeles den samme Skat, Kongerne senere lode oppebære, og som altsaa Indbyggerne af Haalogaland selv før den Tid have oppebaaret og deelt mellem sig. Haaleygjatals Sagn om Herse og hans frivillige Nedveltning fra Konge- til Jarledømmet er derfor vistnok det samme Sagn, som andensteds henføres til Kong Hrollaug, hvilken neppe kan have været omtalt i Haaleygjatal, der kun maa have holdt sig til den lige nedstigende Linje indtil Haakon. I og for sig er der vel intet usandsynligt i at Ætten paa Harald Haarfagres Tid kan have forgrenet sig, og at Haakon herskede paa Haalogaland og langs Kysten, medens Herlaug og Hrollaug herskede i det egentlige Naumdal, men end rimeligere er det at Herlaug og Hrollaug bortfalde med det til dem henførte Sagn, og at allene Haakon Grjotgardssøn fremstaar som Ættens Repræsentant, ved hvis Underkastelse Harald baade erhvervede Naumdal og Haalogaland^[19]. Det er forresten heel rimeligt, at de af Jarlerne, der foretoge Søtog til sydligere Egne, her nævntes med Kongetitel^[20], ligesom de øvrige Sø- og Hær-Konger, og at dette kan have givet Anledning til Sagnet om at Kongetitlen før Herses Tid skulde have været den sædvanlige i Ætten Grjotgard var, som vi ovenfor anførte, en Søn eller Sønnesøns Søn af den nordmørske Kong Grjotgards Sønnedatter Signy^[21]. Det er saaledes yderst rimeligt, at han er opkaldt efter sin Tipoldefader. Det er endog meget rimeligt at Giftermaalet mellem Signy og Harald Naumdølejarl har givet Anledning til, at dennes Efterkommere erhvervede Besiddelser paa Nordmøre. Men merkeligt bliver det paa den anden Side, at Grjotgard den ældres Sønnesøn Høgne boede paa Njardø (Nærø) nærved Vigten i Naumdølafylke, og at det forhen omtalte Sagn satte Sigars og Signys Hjem paa Engeløen^[22]. Dette viser en fuldkommen Overgriben mellem de nordmørske og haalogalandske Fyrste-Ætters gjensidige Omraader. Og det rette Forhold har vel derfor ogsaa været, at hverken Jarle-Ætten paa Haalogaland eller Konge-Ætten paa Nordmøre har behersket de her nævnte Fylker, men kun haft udstrakte Besiddelser, hvorved de vistnok udøvede stor Indflydelse, men uden dog at kunne kaldes Fylkernes egentlige Herrer. Om hine ældre, med de haalogalandske Jarler beslægtede eller besvogrede Konger paa Nordmøre veed man ellers ikke stort mere end hvad de hed. Om Høgne i Njardø og hans Søn Sølve er der forhen talt. Det er ikke usandsynligt, at den Kong Hunthjof, der ved Harald Haarfagres Regjeringstiltrædelse var Konge paa Nordmøre og havde Sønnen Sølve Klove^[23], nedstammede fra dem.

Ved Siden af de her nævnte Konge- og Jarle-Ætter nævnes ogsaa en anden Høvdinge-Æt, der i tidligere Dage synes at have haft stor Magt og Anseelse, men hvis Historie er saaledes indhyllet i fabelagtige Sagn, at man har Vanskelighed for at paavise, hvad der er Digt, og hvad der er Sandhed. Denne Æt er den saakaldte Hrafnista-Æt, fra Gaarden Hrafnista, nu Ramsta paa en Halvø i Nærheden af Njardø. Som dens Stamfader nævnes en Ulf uarge, hvis Søn kaldtes Hallbjørn Halvtrold, en Benævnelse, der i ældre Tider tillagdes flere Haalogalændinger, enten fordi de besad en usædvanlig Styrke, eller fordi de maaskee paa mødrene Side nedstammede fra kvænsk Æt^[24]. Hallbjørns Søn var Ketil Høng, dennes Søn Grim Loddenkind, og dennes Søn igjen Odd den vidforle, eller, som han ogsaa kaldes, Ørvar-Odd. Om alle disse tre Mænd har man udførlige, fabelagtige Sagaer, fornemmelig om Ørvar-Odd. Men da denne aldeles ikke nævnes i Landnamsbogens Slægtregistre, og da hans Bedrifter, om endog alt det Fabelagtige borttages, blive saa omfattende at han umuligt kunde undgaa at blive omtalt i Kongesagaerne, hvis han virkelig – hvad han som en Søn af Grim Loddenkind maatte – levede samtidigt med Harald Haarfagre: maa man nødvendigviis henføre ham til langt ældre Tider, til den fjerneste og meest fabelagtige Oldtid, og antage at han kun i senere Tider, paa en saare vilkaarlig Maade, er sat i Forbindelse med Grim Loddenkind^[25]. Aldeles at benegte hans historiske Tilværelse vove vi ej, da han umiskjendeligt har været besungen i ældgamle Kvad, af hvilke der endnu er Brudstykker tilbage. Af disse Kvad maa eet have handlet om Trylle-Sverdet Tyrfing, over hvilket den Forbandelse hvilede, at det ej kunde drages uden at fordre Mandeblod, og at det skulde være Redskabet, hvormed trende store Nidingsverk udøvedes^[26]. Dette Sverd var kommet i den vældige Kæmpe Arngrims Besiddelse. Arngrim skal efter Herv. Saga været en Sønnesøn af Hergrim Halvtrold, Starkad Aludrengs Modstander, og have boet paa Øen Bolm, hvilken nogle lægge paa Haalogaland, andre i Sverige eller etsteds i Østersøen. Ifølge Fund. Noregr var han en Søn af Dag, Døglingernes Stamfader, og Thora Drengemoder. Saavel disse, som Arngrim, omtales i Hyndluljod. Han havde med Eyfura tolv Sønner, alle vældige Berserker; ogsaa disse samt deres Moder nævnes i Hyndluljod^[27]. En af dem bejlede til den fagre Ingebjørg, Datter af Yngve Uppsala-Konge, men Hjalmar den hugstore, Yngves fornemste Kriger, anholdt nu ogsaa om hendes Haand, og fik af hende selv Fortrinet for Arngrims Søn, der udfordrede Hjalmar til Eenvige paa Samsø. Hjalmar modtog Udfordringen, og lovede at indfinde sig til bestemt Tid Paa et tidligere Tog var Hjalmar bleven kjendt med Ørvarodd; de havde sluttet Venskab og Forbund med hinanden, og Odd fulgte ham nu trofast i Kampen. Odd paatog sig at kæmpe mod syv af Brødrene, den ene efter den anden, medens Hjalmar kæmpede mod fem, hvoriblandt Angantyr, den ældste af Brødrene, der af sin Fader havde faaet Tyrfing. Odd fældte alle sine Modstandere, og Hjalmar ligeledes sine, men han var dog bleven dødeligt saaret af Tyrfing, og overlevede Striden kun nogle faa Øjeblikke. Ørvar-Odd førte hans Lig til Svithjod, hvor Ingebjørg ved Efterretningen om hans Død ogsaa døde af Sorg. Odd lød dem begge begrave i een Høj. Det er fornemmelig om denne Begivenhed, de fornemste Brudstykker af Tyrsing-Kvadet dreje sig. De maa ansees som nogle af de smukkeste Levninger af vor Oldpoesi^[28]. Odds Dødsmaade fortælles saaledes, at man tydeligt kan see at en ældre Fabel eller et ældre Sagn har været tillempet paa ham^[29].

Ketil Høng ere alle Slægtregistre enige i at sætte omtrent en Generation tidligere end Harald Haarfagre; de Bedrifter, der i hans fabelagtige Saga tillægges ham, bestaa meest i forskjellige Kampe med Trolde i Fjordene paa Haalogaland, og med Finner; sandsynligviis har han virkelig bestaaet flere Æventyr i disse Egne, hvilke Sagnet sidenefter har udsmykket. Ketils Søn Grim Loddenkind var ifølge Landnáma gift med Helga, en Datter af Aan Bogsveiger, ligeledes en Sagnhelt, om hvilken der berettes meget fabelagtigt, og hvis historiske Tilværelse derfor vistnok bliver saare mistænkelig, uden dog aldeles at kunne benegtes. Endog Saxo omtaler ham som en Kæmpe, der opholdt sig hos hiin Aamunde, Konge i Norge (rimeligviis paa Nordmøre) til hvis Datter Fridleif, Frode den frøknes Fader, bejlede. Aan, fortælles her, bestod tvende Gange en Tvekamp med Fridleifs Stridsmand Bjørn, uden at nogen af Parterne kunde tilskrive sig Sejren; den sidste Tvekamp holdtes paa „Addarnes“, hvorved man enten kan tænke sig Agdenes paa Nordmøre ved Indsejlingen til Throndhjemsfjorden, eller Amdarnes, sædvanligviis kaldet Andarnes, (nu Andenes) nordligst paa Haalogaland. Om Aan er der en egen Saga, som dog er altfor meget udsmykket med Fabler til at kunne have mindste historiskt Værd. Ifølge denne skal ogsaa han have boet paa Hrafnista. .Hans Dattersøn, og Grim Lodenkinds Søn, Alm Raudfeld, skal ifølge Landnamsbogen have nedsat sig paa Island. En anden Datter af ham, ved Navn Mjall, blev, ligeledes ifølge Landnamsbogen, gift med en anseet Herse i Naumsdal, ved Navn Ketil Naum; deres Sønnesøn Ingemund den gamle nedsatte sig paa Island og bebyggede Vatnsdalen^[30].

Haalogaland havde forresten, ligesaavel som de øvrige Dele af Landet, sin særegne Epynymus, eller foregivne Personlighed, efter hvilken Sagnet vil have det opkaldt. Der var, heder det, en Konge ved Navn Haaloge, Hølge eller Helge, efter hvilken Haalogaland er opkaldt, hans Datter hed Thorgerd Hølgebrud, og man tilbad dem begge ved Offringer. Hølges Høj blev opkastet saaledes, at der lagdes skifteviis eet Lag af Guld og Sølv, de ved Offringerne givne Kostbarheder, og eet af Jord og Steen^[31]. Det er vist, at Thorgerd Hølgebrud og hendes Syster Irp (d. e. den blonde) dyrkedes som Familieguddomme i Haaleyge-Ætten^[32]. Man skulde næsten formode, at vore Forfædre i denne Haaloge have seet den samme mythiske Figur, som Loge (Luen), hvilken Fund. Noregr gjør til en Søn af Fornjot, og en Broder af Kaare og Hleer. Det er rimeligviis den samme, som Saxo kalder Helge, Konge paa Haalogaland, der ved Hjelp af Hød, Balders Banemand, vandt den finske Kong Guses Datters Haand^[33]. Denne Guse er i de gamle Æventyr-Sagaer, ligesom en Mattull eller Møttull, en staaende Figur som Finnernes Konge^[34]. Man skulde heraf slutte at disse Fabler, uagtet deres historiske Intetsigendhed, dog ere meget gamle.

---

1. Indledningen til Ynglingasaga. Dens Ord ere: „Eivind Skaldespilder opregnede ogsaa Haakon Jarl den mægtiges Forfædre i det Kvæde, der kaldes Háleygjatal, og digtedes om Haakon; der nævnes Seming, Ingvefreys Søn, og der fortælles ogsaa om hver enkelts Død og Haug-Sted“. Der staar her udtrykkeligt, at Seming var Ingvefreys Søn, skjønt det Vers, der senere (Yngl. S. Cap. 9) meddeles af Eivinds Digt, kalder ham Odins Søn. Dette er endnu et Beviis paa hvorledes Forestillingerne om Odin og Frey falde sammen.
2. Hvor Ynglingasaga eller andre Sagaer lejlighedviis kommer til at omtale de haalogalandske Fyrster, paaberaabes altid Háleygjalal.
3. Nemlig hos Snorre i Yngl. S. Cap. 9, 36, Harald Haarf. S. Cap. 14, Har. Graaf. S. Cap. 6, Olaf Tryggv. S. Cap. 43. I Skálda Cap. 3 anføres en Deel af Begyndelsen: „Jeg beder, siger han, at hans (Haakons) Mænd ville lytte til mig, medens jeg fremsiger mit Digt, og medens jeg i et Kvad udleder hans Æt fra Guderne“.
4. Torfæi hist. Norv. I. p. 146. Rimeligviis har han fundet denne Række etsteds i Arngrim Jonssøns Optegnelser.
5. Hun kaldtes öndr–dís, Ski-Gudinden, efter den især for Nordland sædvanlige Benævnelse for et eget Slags Ski, öndr, andrar.
6. Saxo (1. B. S. 50) kalder hende Nitherorum regis Haquini filia. Disse Nitheri synes at maatte være Indbyggerne omkring Nid-Elven.
7. Hos Torfæus staar Gylaug først, og derpaa Gudlaug; men da Yngl. Saga udtrykkeligt kalder Gylaug en Søn af Gudlaug, og dertil anfører et Vers af Haaleygjatal, maa man antage, at enten Torfæus eller hans Hjemmelsmand har forvexlet Navnene, hvortil deres Lighed saa let kunde give Anledning.
8. Háleygjatal er ellers her rigtigere end Ynglingatal, thi Adils, Rolf Krakes Samtidige, maa have levet tidligere end Jorund og Erik, Hakes og Starkads Samtidige, se ovf. S. 253, 254, jvf. S. 213. – Se forøvrigt nedenfor § 19.
9. Yngl. S. Cap. 33, jvf. ovf. S. 253. Hvorledes ogsaa Adils omkom ved at ride paa en Hest af samme Race, er her omtalt.
10. Yngl. S. Cap. 26 Det er her, hvor et Vers af Haaleygjatal anføres saaledes: Gudlaug tæmte formedelst Østerkongernes Overmagt Sigars grumme Hest (Galgen, se ovf.), da Ingves Sønner hejsede den gavmilde Konge op under Galgen; ligbærende luder paa Næsset, hvor Søen deles, Vinges Træ, og der er Straumeyrarnes;, berømt ved sin Steensætning om Fyrstens Rør (Steenrøse).
11. Yngl. S. Cap. 28. I det Vers af Yngl. Tal, som her citeres, kaldes Jørund „Gudlaugs Bane“.
12. Ágrip af Nor. kon. sögum i Fornm. Sögur, 10de B. S. 289. „Samlinger til det N. F. og Spr. Hist.“ 2det B. S. 290.
13. Landn. III. 14: „Thore Thussasprenge hed en Mand, fød i Amd paa Haalogaland; han blev uenig med Haakon Grjotgardssøn Jarl, og drog til Island“.
14. Landn. I. 16, V. 7.
15. Snorre, Har. Haarf. S. Cap. 7. Opphaf ríkis Haralds konungs hárfagra Cap. 4.
16. Snorre, Har. Haarf. S. Cap. 8. Upphaf ríkis H. k. II. Cap. 6. Egils S. Cap. 3.
17. Af Navnet „Hersir“ skulde man maaskee endog slutte, at Ættens ældste Medlemmer ikke engang have været Jarler, men kun fort Herse-Titel, og at Brand først hævede den til Jarleværdighed.
18. Alfreds Orosius, udg. af Barrington, S. 23.
19. Det maa ikke oversees, at Landnáma og Egils Saga udtrykkelig nævne en Thorkell Naumdølejarl som samtidig med Harald Haarfagre.
20. F. Ex. de forhen omtalte Gudlaug og Gylaug, der herjede i de danske Farvande.
21. Om den sandsynlige Forvexling af denne Signy med det bekjendte Hagbardssagns Signy Sigarsdatter er forhen talt, S. 311.
22. Se ovenfor S. 311, 315.
23. Harald Haarf. Saga hos Snorre, Cap. 10. Egils S. Cap. 3.
24. Egils S. Cap. 1. Omtrent det samme siger Egils S. Cap. 5 om Brynjolf, Ketil Høngs Svigersøn.
25. Grims og Ørvarodds Sagaer lade denne være en Søn af Grim med en Lofthøna Haraldsdatter; herom veed Landnáma intet, men fortæller at Grim var gift med Helga, Aan Bogsveigers Datter (II. 26).
26. Man maa antage, at den merkelige saakaldte Hervarar-Saga er bygget paa Kvad om Tyrsing og dets forskjellige Ejere.
27. Hyndluljod Str. 22, 23. Ogsaa Saxo omtaler Arngrim og Eyfura, eller, som han skriver, Öfula, deres Sønner og Kampen med Ørvarodd (Arvaroddus) og Hjalmar paa Samsø. 5te Bog, S. 250, 251.
28. De anføres baade i Hervararsaga Cap. 5, og i Ørvarodds S. Cap. 14.
29. Hans Dødsmaade beskrives nemlig som den russiske Storfyrste Olegs, se Nestor, ved 913. Der er og en æsopisk Fabel af et lignende Indhold.
30. Saxo, 6te Bog, S. 269–281. Aale Bogsveigers Saga i Fornaldar Sögur Norðrlanda. Sagn om Aan Bogsveiger skal endnu være til i Nordfjord, hvor man paastaar at Ulvesund mellem Vaagøen og Fastlandet i Sellø Prestegjeld har faaet sit Navn af Kongen i Firdafylke Aamunde Uppsjaas to Sønner, begge ved Navn Ulf, hvilke Aan fældte ved sine Pileskud, og hvis Gravhøje endnu vises ved Gaarden Reyse paa Vaagøen nordligst ved Ulvesund.
31. Snorre Edda, Cap. 45. Ordet „hellig“ skrives af vore Forfædre hálugr, hálógr, hóligr, heilagr, hœlgr, helgr, og dets bestemte Form følgelig hálogi, hœlgi, helgi, hvoraf Navnet „Helge“, der endnu paa de fleste Steder i Norge udtales „Holge“. Det er saaledes let at forstaa, hvorledes „Hálogaland“ (det hellige Land) kunde forklares som „Hølges Land“, og hœlgabruðr, (den hellige Brud, Kvinde), som Helges Brud. Hos Adam af Bremen staar „Halagland“; Angelsaxerne kaldte det Hálgaland. I Maaden, hvorpaa Helges Høj var opført, gjenkjende vi ellers den tschudiske Begravelsesmaade, se Ol. d. H. S. C. 129.
32. Se især Njáls Saga Cap. 89. Færeyingasaga Cap. 23 og Jomsvikingasaga Cap. 44. Irp er et gammelt Feminin af irpr eller jarpr, d. e. blond.
33. Saxo, 3 B. S. 116.
34. Saxo 9de B. S. 453. Landnáma II. 1. Fagrsk. Cap. 28.