Det norske Folks Historie/1/46

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ved at omtale Sagnet om Hagbard og Signy have vi allerede haft Anledning til at nævne en Konge-Æt paa Nordmøre, hvis Ætling, Høgne i Njardø, Hjørleif den kvennſames Svigerfader, havde hjemme paa Kyſten af Naumdølafylke, ligeſom en af dens kvindelige Medlemmer var gift med en Jarl i Naumedal af den gamle haalogalandſke Æt. Denne Æt have vi ligeledes ovenfor haft Anledning til at omtale, hvor der handledes om Haalogaland ſom den Deel af Norge, der førſt befolkedes af Nordmændene (S. 71—72). Vi have der ogſaa allerede foreløbigt omtalt den njardøſke Æts Udbredelſe, og det nærmere Slægtſkab, der ſynes at have fundet Sted mellem Kyſtbeboerne fra Nordmøre til Finmarkens Grændſe. Vi ville derfor ogſaa omhandle de haalogalandſke og de nordmørſke Konger under Eet.

Den haalogalandſke Æt eller ſaakaldte Haaleyge-Æt er merkelig ſom den, fra hvilken den berømte Haakon Jarl, Norges Regent, udledede ſin Herkomſt. Til hans Ære digtede den af os ovenfor nævnte Skald Eivind Skaldeſpilder, der ſelv havde hjemme paa Helgeland og var beſlægtet med den ſamme Æt, henved 995 et Ættekvad, kaldet Háleygja-tal, hvori han udledede hans Herkomſt fra Odin eller Ingvefrey, nævnte enhver af hans Forfædre og omtalte hver enkelts Død og Begravelſesſted[1]. Dette Kvad ſynes at have været den eneſte Kilde, hvoraf man i ſildigere Aarhundreder hentede Underretning om Ætten[2]; men det er nu tabt, paa nogle faa Brudſtykker nær, ſom ere optagne, deels i Ynglingeſaga, deels i den yngre Edda[3]. En Afſkrift eller idetmindſte et Uddrag deraf maa dog endnu have været til i det 17de Aarhundrede, efterſom Hiſtorieſkriveren Thormod Torveſøn anfører den hele Række[4]. Ifølge et af de førſte Vers i dette Kvad, anført i Ynglingaſaga, hed Ættens Stamfader Søming eller Seming, og var en Søn af Odin og Skade, der havde været gift med Vaneguden Njørd, men ſiden forladt ham. Om Skade giver den yngre Edda den Underretning, at hun var Datter af Jøtnen Thjasſe, dygtig til at gaa paa Ski og jage Dyr: med andre Ord, hun er et egte Udtryk for den haalogalandſke Nationalitet[5], hvorfor ogſaa Saxo, der under Navnet Ragnhild omtaler hende i den mythiſke Fortælling om Hadding, gjør hende til en norſk, maaſkee endog en throndhjemſk Kongedatter[6]. Den ovenomtalte, efter Háleygjatal optegnede, Række nævner Semings Efterkommere i lige nedſtigende Linje indtil Haakon Grjotgardsſøn Jarl, Halfdan ſvartes og Harald Haarfagres Samtidige Den beſtaar af 27 Slægtled, hvilket Antal ſtemmer ſaa godt med de 26 Led, Ynglinge-Rækken opſtiller fra Fjølnir til Halfdan ſvarte, og tillige, om end ej fuldt ſaa godt, med Skjoldungerækkens Led, at der opſtaar en ſterk Formodning om at man allerede i hine Tider, da Rækkerne bragtes iſtand, var enig om at antage et beſtemt Tidspunkt, paa hvilket Odin ſkulde have været til, eller om et viſt Antal Generationer, der laa mellem hans Tid og Halfdan ſvarte. Sammenligne vi Rækkerne indbyrdes, finde vi derimod betydelige Uovereensſtemmelſer. Ynglingaſaga lader Adils, der ſiges at nedſtamme fra Fjølnir i 15de Led, forære en Heſt til den haalogalandſke Konge Godgeſt, Semings Ætling i 7de Led, og dette uagtet den forhen har ladet Jørund, Fjølnirs Ætling i 11te Led og Adils’s Tipoldefader, komme i Berørelſe med Gudlaug og Gylaug[7], Semings Ætlinger i 9de og 10de, og Godgeſts i Idet og 3die Led[8], en Berørelſe, der beſtyrkes i Vers, der endnu ere til, baade af Háleygjatal og Ynglingatal. Dette viſer nokſom, at Haaleyge-Rækken ligeſaavel ſom Ynglinge-Rækken og Skjoldunge-Rækken er vilkaarligt ſammenſat af forſkjellige, for ſig ſelv i Sagnet Beſtaaende, mindre Slægtrækker, og at man ej derpaa kan grunde nogen Tidsregning. Vi ville her anføre de faa Sagn, ſom deels i Yngl. Sagn, deels andenſteds, ere opbevarede om enkelte af Semings ſaakaldte Ætmænd.

Godgeſt, Konge i Haalogaland, fik af Uppſalakongen Adils en Heſt til Foræring ved Navn Rafn; den var fød efter en anden Heſt af ſamme Navn, der havde tilhørt Kong Aale den oplandſke i Norge. Da Godgeſt red paa denne Heſt, løb den løbſk med ham, indtil han faldt af og ſlog ſig til Døde. Dette, heder det, ſkede i Amd (Egnen omkring Throndenes) paa Haalogaland[9].

Gudlaug, Haaleygernes Konge, ſkal paa et Søtog til Danmark have ſtødt paa Ynglingekongerne Jørund og Erik Yngve-Sønner, ſom ſværmede om til Søs, medens Kong Hake Haamundsſøn herſkede i deres Fædrenerige i Uppſala. De angrebe Gudlaug, ryddede hans Skib, fangede ham, og lode ham hænge paa et Sted, kaldet Straumeyrarnes, hvor hans Mænd ſiden opkaſtede en Høj efter ham[10]. Jørund fik ſiden, efter Hakes Død, Uppſala-Riget tilbage, men fortſatte dog ſine Herjetog. En Høſt, han havde herjet paa Jylland og laa med ſit Skib i Oddaſund i Limfjorden, blev han angreben af Gylaug, Kong Gudlaugs Søn, .der tillige fik Underſtøttelſe af Landets Beboere. Jørund blev overmandet og fangen, og Gylaug hevnede ſin Faders Drab ved at lade ham hænge[11].

Om Gylaugs Sønneſøn Herſe (Hersir) fortælles der i et gammelt Brudſtykke af norſke Kongeſagaer: „Herſe var Konge i Naumdal; hans Kone hed Vigda, efter hvilken Aaen Vigda har ſit Navn. Han miſtede hende, og vilde dræbe ſig efter hende, hvis der fandtes Exempel paa at nogen Konge før havde gjort det; dog derpaa fandtes intet Exempel, men vel paa, at en Jarl havde dræbt ſig ſelv. Han gik da op paa en Høj, veltede ſig ned af den, og ſagde at han havde veltet ſig ud af Kongenavnet, og hængte ſig ſiden i Jarlsnavn; ſiden vilde hans Efterkommere ikke antage Kongenavn. Dette bevidnes i Háleygjatal, hvilket Eivind Skaldeſpilder digtede“[12]. Herſes Søn og Eftermand kaldes i Navnerækken ogſaa udtrykkeligt Brand Jarl, hvilket antyder at Jarletitlen fra hans Tid af var den brugelige i Ætten. Fra Brand Jarl nedſtammede i 7de Led en Harald Throndsſøn, der i Fund. Noregr kaldes Naumdølejarl, og ſiges at have været gift med Signy Sigarsdatter, Søſkendebarn til Sølve Høgneſøn og Hild, Hjørleif den kvennſames Huſtru. Som deres Søn nævnes Herlaug, Fader til Grjotgard, Fader til den bekjendte Jarl Haakon Grjotgardsſøn, Harald Haarfagres Samtidige. Slægtrækken nævner to Herlauger, Fader og Søn, mellem Harald og Grjotgard; man kan ogſaa let tænke ſig, hvorledes den ſkjødesløſe Afſkriver af Fund. Noregr her har kunnet udelade et af to ligelydende Led.

Grjotgard Herlaugsſøn ſynes at have herſket baade paa Haalogaland og paa Nordmøres Kyſter. Thi der fortælles om ikke mindre end trende af Nybyggerne paa Island, af hvilke den ene hørte hjemme i Amd, den anden paa Engeløen, den tredie i Almdal (i Vefſen), at de bleve ueens med hans Søn Haakon Jarl, eller flygtede for hans Overmagt[13], ligeſom ogſaa Grjotgard ſelv kaldes Haaleyge-Jarl; men desuagtet heder det, at han af en Berſerk blev dræbt i Sølva (nu Selven) indenfor Agdenes, og at hans Gravhøj findes der[14]. Det fortælles ogſaa, at hans Søn Haakon Jarl kom fra „Yrje“ (d. e. Ørlandet) til Harald Haarfagre, da han allerførſt underkaſtede ſig ham[15].

Endelig fortælles der, at der paa Harald Haarfagres Tid var to Konger i Naumdølafylke, ved Navn Herlaug og Hrollaug, af hvilke den førſte ved Kongens Nærmelſe lod ſig levende højlægge, den anden derimod gik op paa den Høj, hvor Kongerne plejede at ſidde, veltede ſig fra Kongeſædet ned i Jarleſædet, antog Jarlenavn, og underkaſtede ſig Harald, der ſaaledes vandt baade Naumdal og Haalogaland[16].

Af disſe Beretninger kunne vi ſlutte, at den haaleygſke eller ſaakaldte ſemingſke Æt har haft Herredømme baade paa Haalogaland, fornemmelig i Amd, i Naumdal, og i en Deel af Nordmøre, og at det var ved dens Medlemmers frivillige Underkaſtelſe, at Harald Haarfagre kom i Beſiddelſe af Haalogaland og Naumdal. Hvad derimod den beſynderlige Nedſtigen fra Konge- til Jarle-Værdigheden angaar, da er det, efter hvad vi tidligere have udviklet om Kongedømmets Oprindelſe, langt rimeligere, at Kongetitlen aldrig har været brugt i Haaleyge-Ætten, og at dens Medlemmer ligefra umindelige Tider have bibeholdt den gamle Jarletitel, hvorved deres Højbyrdighed betegnedes[17], men at dette i ſildigere Aarhundreder, da Kongetitlen var ſaa almindelig, har forekommet dem beſynderligt, der ej kunde rive ſig løs fra den Foreſtilling at ogſaa de mægtige Lade-Jarlers Forfædre havde været Konger, og at paa den Maade hine Sagn opſtode om hvorledes det gik til, at Kongenavnet ombyttedes med det ringere Jarlsnavn. Del er ikke uſandſynligt, at disſe Sagn fornemmelig ere blevne til under den Mægtige Jarl Haakon Sigurdsſøn, der herſkede over Størſtedelen af Norge med kongelig Myndighed, og derfor vel ogſaa gjerne ſaa, at man kaldte ham en Kongeætling Da Haalogaland visſelig var det af vore Forfædre allerførſt beſatte eller bebyggede, ikke erobrede Strøg, der tillige var længſt bortfjernet fra den egentlige Skueplads for Søkongernes Virkſomhed, ligger det og ſaa at ſige i Sagens Natur, at de oprindelige, ſimplere Forhold der lettere vedligeholdt ſig, og at følgelig Kongetitlen der vanſkeligere kunde komme i Brug. Saameget er viſt, at en Rettighed, Harald Haarfagre og hans Efterkommere tilegnede ſig ſom et Regale, over hvilket de endog vaagede med mere end almindelig Strenghed, nemlig Handelen med Finnerne og Oppebærelſen af den Skat, disſe maatte yde, før Harald Haarfagres Tid udøvedes af de haalogalandſke Bønder eller Haulder ſelv. Haalogalændingen Ottar, der, øjenſynligt førend Harald Haarfagres Erobring, beſkrev ſit Fædreland for den engelſke Kong Alfred, gav ham følgende Underretning: „Deres (d. e. Haalogalændernes) Velſtand grunder ſig iſær paa den Afgift, Finnerne yde dem, den beſtaar i Dyrehuder, Fuglefjær, Hvalsbeen, og Skibsreb af Hval- eller Sæl-Hud“[18]. Dette er aldeles den ſamme Skat, Kongerne ſenere lode oppebære, og ſom altſaa Indbyggerne af Haalogaland ſelv før den Tid have oppebaaret og deelt mellem ſig. Haaleygjatals Sagn om Herſe og hans frivillige Nedveltning fra Konge- til Jarledømmet er derfor viſtnok det ſamme Sagn, ſom andenſteds henføres til Kong Hrollaug, hvilken neppe kan have været omtalt i Haaleygjatal, der kun maa have holdt ſig til den lige nedſtigende Linje indtil Haakon. I og for ſig er der vel intet uſandſynligt i at Ætten paa Harald Haarfagres Tid kan have forgrenet ſig, og at Haakon herſkede paa Haalogaland og langs Kyſten, medens Herlaug og Hrollaug herſkede i det egentlige Naumdal, men end rimeligere er det at Herlaug og Hrollaug bortfalde med det til dem henførte Sagn, og at allene Haakon Grjotgardsſøn fremſtaar ſom Ættens Repræſentant, ved hvis Underkaſtelſe Harald baade erhvervede Naumdal og Haalogaland[19]. Det er forreſten heel rimeligt, at de af Jarlerne, der foretoge Søtog til ſydligere Egne, her nævntes med Kongetitel[20], ligeſom de øvrige Sø- og Hær-Konger, og at dette kan have givet Anledning til Sagnet om at Kongetitlen før Herſes Tid ſkulde have været den ſædvanlige i Ætten Grjotgard var, ſom vi ovenfor anførte, en Søn eller Sønneſøns Søn af den nordmørſke Kong Grjotgards Sønnedatter Signy[21]. Det er ſaaledes yderſt rimeligt, at han er opkaldt efter ſin Tipoldefader. Det er endog meget rimeligt at Giftermaalet mellem Signy og Harald Naumdølejarl har givet Anledning til, at dennes Efterkommere erhvervede Beſiddelſer paa Nordmøre. Men merkeligt bliver det paa den anden Side, at Grjotgard den ældres Sønneſøn Høgne boede paa Njardø (Nærø) nærved Vigten i Naumdølafylke, og at det forhen omtalte Sagn ſatte Sigars og Signys Hjem paa Engeløen[22]. Dette viſer en fuldkommen Overgriben mellem de nordmørſke og haalogalandſke Fyrſte-Ætters gjenſidige Omraader. Og det rette Forhold har vel derfor ogſaa været, at hverken Jarle-Ætten paa Haalogaland eller Konge-Ætten paa Nordmøre har beherſket de her nævnte Fylker, men kun haft udſtrakte Beſiddelſer, hvorved de viſtnok udøvede ſtor Indflydelſe, men uden dog at kunne kaldes Fylkernes egentlige Herrer. Om hine ældre, med de haalogalandſke Jarler beſlægtede eller beſvogrede Konger paa Nordmøre veed man ellers ikke ſtort mere end hvad de hed. Om Høgne i Njardø og hans Søn Sølve er der forhen talt. Det er ikke uſandſynligt, at den Kong Hunthjof, der ved Harald Haarfagres Regjeringstiltrædelſe var Konge paa Nordmøre og havde Sønnen Sølve Klove[23], nedſtammede fra dem.

Ved Siden af de her nævnte Konge- og Jarle-Ætter nævnes ogſaa en anden Høvdinge-Æt, der i tidligere Dage ſynes at have haft ſtor Magt og Anſeelſe, men hvis Hiſtorie er ſaaledes indhyllet i fabelagtige Sagn, at man har Vanſkelighed for at paaviſe, hvad der er Digt, og hvad der er Sandhed. Denne Æt er den ſaakaldte Hrafniſta-Æt, fra Gaarden Hrafniſta, nu Ramſta paa en Halvø i Nærheden af Njardø. Som dens Stamfader nævnes en Ulf uarge, hvis Søn kaldtes Hallbjørn Halvtrold, en Benævnelſe, der i ældre Tider tillagdes flere Haalogalændinger, enten fordi de beſad en uſædvanlig Styrke, eller fordi de maaſkee paa mødrene Side nedſtammede fra kvænſk Æt[24]. Hallbjørns Søn var Ketil Høng, dennes Søn Grim Loddenkind, og dennes Søn igjen Odd den vidforle, eller, ſom han ogſaa kaldes, Ørvar-Odd. Om alle disſe tre Mænd har man udførlige, fabelagtige Sagaer, fornemmelig om Ørvar-Odd. Men da denne aldeles ikke nævnes i Landnamsbogens Slægtregiſtre, og da hans Bedrifter, om endog alt det Fabelagtige borttages, blive ſaa omfattende at han umuligt kunde undgaa at blive omtalt i Kongeſagaerne, hvis han virkelig — hvad han ſom en Søn af Grim Loddenkind maatte — levede ſamtidigt med Harald Haarfagre: maa man nødvendigviis henføre ham til langt ældre Tider, til den fjerneſte og meeſt fabelagtige Oldtid, og antage at han kun i ſenere Tider, paa en ſaare vilkaarlig Maade, er ſat i Forbindelſe med Grim Loddenkind[25]. Aldeles at benegte hans hiſtoriſke Tilværelſe vove vi ej, da han umiskjendeligt har været beſungen i ældgamle Kvad, af hvilke der endnu er Brudſtykker tilbage. Af disſe Kvad maa eet have handlet om Trylle-Sverdet Tyrfing, over hvilket den Forbandelſe hvilede, at det ej kunde drages uden at fordre Mandeblod, og at det ſkulde være Redſkabet, hvormed trende ſtore Nidingsverk udøvedes[26]. Dette Sverd var kommet i den vældige Kæmpe Arngrims Beſiddelſe. Arngrim ſkal efter Herv. Saga været en Sønneſøn af Hergrim Halvtrold, Starkad Aludrengs Modſtander, og have boet paa Øen Bolm, hvilken nogle lægge paa Haalogaland, andre i Sverige eller etſteds i Øſterſøen. Ifølge Fund. Noregr var han en Søn af Dag, Døglingernes Stamfader, og Thora Drengemoder. Saavel disſe, ſom Arngrim, omtales i Hyndluljod. Han havde med Eyfura tolv Sønner, alle vældige Berſerker; ogſaa disſe ſamt deres Moder nævnes i Hyndluljod[27]. En af dem bejlede til den fagre Ingebjørg, Datter af Yngve Uppſala-Konge, men Hjalmar den hugſtore, Yngves fornemſte Kriger, anholdt nu ogſaa om hendes Haand, og fik af hende ſelv Fortrinet for Arngrims Søn, der udfordrede Hjalmar til Eenvige paa Samsø. Hjalmar modtog Udfordringen, og lovede at indfinde ſig til beſtemt Tid Paa et tidligere Tog var Hjalmar bleven kjendt med Ørvarodd; de havde ſluttet Venſkab og Forbund med hinanden, og Odd fulgte ham nu trofaſt i Kampen. Odd paatog ſig at kæmpe mod ſyv af Brødrene, den ene efter den anden, medens Hjalmar kæmpede mod fem, hvoriblandt Angantyr, den ældſte af Brødrene, der af ſin Fader havde faaet Tyrfing. Odd fældte alle ſine Modſtandere, og Hjalmar ligeledes ſine, men han var dog bleven dødeligt ſaaret af Tyrfing, og overlevede Striden kun nogle faa Øjeblikke. Ørvar-Odd førte hans Lig til Svithjod, hvor Ingebjørg ved Efterretningen om hans Død ogſaa døde af Sorg. Odd lød dem begge begrave i een Høj. Det er fornemmelig om denne Begivenhed, de fornemſte Brudſtykker af Tyrſing-Kvadet dreje ſig. De maa anſees ſom nogle af de ſmukkeſte Levninger af vor Oldpoeſi[28]. Odds Dødsmaade fortælles ſaaledes, at man tydeligt kan ſee at en ældre Fabel eller et ældre Sagn har været tillempet paa ham[29].

Ketil Høng ere alle Slægtregiſtre enige i at ſætte omtrent en Generation tidligere end Harald Haarfagre; de Bedrifter, der i hans fabelagtige Saga tillægges ham, beſtaa meeſt i forſkjellige Kampe med Trolde i Fjordene paa Haalogaland, og med Finner; ſandſynligviis har han virkelig beſtaaet flere Æventyr i disſe Egne, hvilke Sagnet ſidenefter har udſmykket. Ketils Søn Grim Loddenkind var ifølge Landnáma gift med Helga, en Datter af Aan Bogſveiger, ligeledes en Sagnhelt, om hvilken der berettes meget fabelagtigt, og hvis hiſtoriſke Tilværelſe derfor viſtnok bliver ſaare mistænkelig, uden dog aldeles at kunne benegtes. Endog Saxo omtaler ham ſom en Kæmpe, der opholdt ſig hos hiin Aamunde, Konge i Norge (rimeligviis paa Nordmøre) til hvis Datter Fridleif, Frode den frøknes Fader, bejlede. Aan, fortælles her, beſtod tvende Gange en Tvekamp med Fridleifs Stridsmand Bjørn, uden at nogen af Parterne kunde tilſkrive ſig Sejren; den ſidſte Tvekamp holdtes paa „Addarnes“, hvorved man enten kan tænke ſig Agdenes paa Nordmøre ved Indſejlingen til Throndhjemsfjorden, eller Amdarnes, ſædvanligviis kaldet Andarnes, (nu Andenes) nordligſt paa Haalogaland. Om Aan er der en egen Saga, ſom dog er altfor meget udſmykket med Fabler til at kunne have mindſte hiſtoriſkt Værd. Ifølge denne ſkal ogſaa han have boet paa Hrafniſta. .Hans Datterſøn, og Grim Lodenkinds Søn, Alm Raudfeld, ſkal ifølge Landnamsbogen have nedſat ſig paa Island. En anden Datter af ham, ved Navn Mjall, blev, ligeledes ifølge Landnamsbogen, gift med en anſeet Herſe i Naumsdal, ved Navn Ketil Naum; deres Sønneſøn Ingemund den gamle nedſatte ſig paa Island og bebyggede Vatnsdalen[30].

Haalogaland havde forreſten, ligeſaavel ſom de øvrige Dele af Landet, ſin ſæregne Epynymus, eller foregivne Perſonlighed, efter hvilken Sagnet vil have det opkaldt. Der var, heder det, en Konge ved Navn Haaloge, Hølge eller Helge, efter hvilken Haalogaland er opkaldt, hans Datter hed Thorgerd Hølgebrud, og man tilbad dem begge ved Offringer. Hølges Høj blev opkaſtet ſaaledes, at der lagdes ſkifteviis eet Lag af Guld og Sølv, de ved Offringerne givne Koſtbarheder, og eet af Jord og Steen[31]. Det er viſt, at Thorgerd Hølgebrud og hendes Syſter Irp (d. e. den blonde) dyrkedes ſom Familieguddomme i Haaleyge-Ætten[32]. Man ſkulde næſten formode, at vore Forfædre i denne Haaloge have ſeet den ſamme mythiſke Figur, ſom Loge (Luen), hvilken Fund. Noregr gjør til en Søn af Fornjot, og en Broder af Kaare og Hleer. Det er rimeligviis den ſamme, ſom Saxo kalder Helge, Konge paa Haalogaland, der ved Hjelp af Hød, Balders Banemand, vandt den finſke Kong Guſes Datters Haand[33]. Denne Guſe er i de gamle Æventyr-Sagaer, ligeſom en Mattull eller Møttull, en ſtaaende Figur ſom Finnernes Konge[34]. Man ſkulde heraf ſlutte at disſe Fabler, uagtet deres hiſtoriſke Intetſigendhed, dog ere meget gamle.


  1. Indledningen til Ynglingaſaga. Dens Ord ere: „Eivind Skaldeſpilder opregnede ogſaa Haakon Jarl den mægtiges Forfædre i det Kvæde, der kaldes Háleygjatal, og digtedes om Haakon; der nævnes Seming, Ingvefreys Søn, og der fortælles ogſaa om hver enkelts Død og Haug-Sted“. Der ſtaar her udtrykkeligt, at Seming var Ingvefreys Søn, ſkjønt det Vers, der ſenere (Yngl. S. Cap. 9) meddeles af Eivinds Digt, kalder ham Odins Søn. Dette er endnu et Beviis paa hvorledes Foreſtillingerne om Odin og Frey falde ſammen.
  2. Hvor Ynglingaſaga eller andre Sagaer lejlighedviis kommer til at omtale de haalogalandſke Fyrſter, paaberaabes altid Háleygjalal.
  3. Nemlig hos Snorre i Yngl. S. Cap. 9, 36, Harald Haarf. S. Cap. 14, Har. Graaf. S. Cap. 6, Olaf Tryggv. S. Cap. 43. I Skálda Cap. 3 anføres en Deel af Begyndelſen: „Jeg beder, ſiger han, at hans (Haakons) Mænd ville lytte til mig, medens jeg fremſiger mit Digt, og medens jeg i et Kvad udleder hans Æt fra Guderne“.
  4. Torfæi hist. Norv. I. p. 146. Rimeligviis har han fundet denne Række etſteds i Arngrim Jonsſøns Optegnelſer.
  5. Hun kaldtes öndr—dís, Ski-Gudinden, efter den iſær for Nordland ſædvanlige Benævnelſe for et eget Slags Ski, öndr, andrar.
  6. Saxo (1. B. S. 50) kalder hende Nitherorum regis Haquini filia. Disſe Nitheri ſynes at maatte være Indbyggerne omkring Nid-Elven.
  7. Hos Torfæus ſtaar Gylaug førſt, og derpaa Gudlaug; men da Yngl. Saga udtrykkeligt kalder Gylaug en Søn af Gudlaug, og dertil anfører et Vers af Haaleygjatal, maa man antage, at enten Torfæus eller hans Hjemmelsmand har forvexlet Navnene, hvortil deres Lighed ſaa let kunde give Anledning.
  8. Háleygjatal er ellers her rigtigere end Ynglingatal, thi Adils, Rolf Krakes Samtidige, maa have levet tidligere end Jorund og Erik, Hakes og Starkads Samtidige, ſe ovf. S. 253, 254, jvf. S. 213. — Se forøvrigt nedenfor § 19.
  9. Yngl. S. Cap. 33, jvf. ovf. S. 253. Hvorledes ogſaa Adils omkom ved at ride paa en Heſt af ſamme Race, er her omtalt.
  10. Yngl. S. Cap. 26 Det er her, hvor et Vers af Haaleygjatal anføres ſaaledes: Gudlaug tæmte formedelſt Øſterkongernes Overmagt Sigars grumme Heſt (Galgen, ſe ovf.), da Ingves Sønner hejſede den gavmilde Konge op under Galgen; ligbærende luder paa Næsſet, hvor Søen deles, Vinges Træ, og der er Straumeyrarnes;, berømt ved ſin Steenſætning om Fyrſtens Rør (Steenrøſe).
  11. Yngl. S. Cap. 28. I det Vers af Yngl. Tal, ſom her citeres, kaldes Jørund „Gudlaugs Bane“.
  12. Ágrip af Nor. kon. sögum i Fornm. Sögur, 10de B. S. 289. „Samlinger til det N. F. og Spr. Hiſt.“ 2det B. S. 290.
  13. Landn. III. 14: „Thore Thusſaſprenge hed en Mand, fød i Amd paa Haalogaland; han blev uenig med Haakon Grjotgardsſøn Jarl, og drog til Island“.
  14. Landn. I. 16, V. 7.
  15. Snorre, Har. Haarf. S. Cap. 7. Opphaf ríkis Haralds konungs hárfagra Cap. 4.
  16. Snorre, Har. Haarf. S. Cap. 8. Upphaf ríkis H. k. II. Cap. 6. Egils S. Cap. 3.
  17. Af Navnet „Hersir“ ſkulde man maaſkee endog ſlutte, at Ættens ældſte Medlemmer ikke engang have været Jarler, men kun fort Herſe-Titel, og at Brand førſt hævede den til Jarleværdighed.
  18. Alfreds Oroſius, udg. af Barrington, S. 23.
  19. Det maa ikke overſees, at Landnáma og Egils Saga udtrykkelig nævne en Thorkell Naumdølejarl ſom ſamtidig med Harald Haarfagre.
  20. F. Ex. de forhen omtalte Gudlaug og Gylaug, der herjede i de danſke Farvande.
  21. Om den ſandſynlige Forvexling af denne Signy med det bekjendte Hagbardsſagns Signy Sigarsdatter er forhen talt, S. 311.
  22. Se ovenfor S. 311, 315.
  23. Harald Haarf. Saga hos Snorre, Cap. 10. Egils S. Cap. 3.
  24. Egils S. Cap. 1. Omtrent det ſamme ſiger Egils S. Cap. 5 om Brynjolf, Ketil Høngs Svigerſøn.
  25. Grims og Ørvarodds Sagaer lade denne være en Søn af Grim med en Lofthøna Haraldsdatter; herom veed Landnáma intet, men fortæller at Grim var gift med Helga, Aan Bogſveigers Datter (II. 26).
  26. Man maa antage, at den merkelige ſaakaldte Hervarar-Saga er bygget paa Kvad om Tyrſing og dets forſkjellige Ejere.
  27. Hyndluljod Str. 22, 23. Ogſaa Saxo omtaler Arngrim og Eyfura, eller, ſom han ſkriver, Öfula, deres Sønner og Kampen med Ørvarodd (Arvaroddus) og Hjalmar paa Samſø. 5te Bog, S. 250, 251.
  28. De anføres baade i Hervararſaga Cap. 5, og i Ørvarodds S. Cap. 14.
  29. Hans Dødsmaade beſkrives nemlig ſom den rusſiſke Storfyrſte Olegs, ſe Neſtor, ved 913. Der er og en æſopiſk Fabel af et lignende Indhold.
  30. Saxo, 6te Bog, S. 269—281. Aale Bogſveigers Saga i Fornaldar Sögur Norðrlanda. Sagn om Aan Bogſveiger ſkal endnu være til i Nordfjord, hvor man paaſtaar at Ulveſund mellem Vaagøen og Faſtlandet i Sellø Preſtegjeld har faaet ſit Navn af Kongen i Firdafylke Aamunde Uppſjaas to Sønner, begge ved Navn Ulf, hvilke Aan fældte ved ſine Pileſkud, og hvis Gravhøje endnu viſes ved Gaarden Reyſe paa Vaagøen nordligſt ved Ulveſund.
  31. Snorre Edda, Cap. 45. Ordet „hellig“ ſkrives af vore Forfædre hálugr, hálógr, hóligr, heilagr, hœlgr, helgr, og dets beſtemte Form følgelig hálogi, hœlgi, helgi, hvoraf Navnet „Helge“, der endnu paa de fleſte Steder i Norge udtales „Holge“. Det er ſaaledes let at forſtaa, hvorledes „Hálogaland“ (det hellige Land) kunde forklares ſom „Hølges Land“, og hœlgabruðr, (den hellige Brud, Kvinde), ſom Helges Brud. Hos Adam af Bremen ſtaar „Halagland“; Angelſaxerne kaldte det Hálgaland. I Maaden, hvorpaa Helges Høj var opført, gjenkjende vi ellers den tſchudiſke Begravelſesmaade, ſe Ol. d. H. S. C. 129.
  32. Se iſær Njáls Saga Cap. 89. Færeyingaſaga Cap. 23 og Jomsvikingaſaga Cap. 44. Irp er et gammelt Feminin af irpr eller jarpr, d. e. blond.
  33. Saxo, 3 B. S. 116.
  34. Saxo 9de B. S. 453. Landnáma II. 1. Fagrſk. Cap. 28.