Det norske Folks Historie/1/45

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have allerede ovenfor, hvor der handledes om Vikar, haft Anledning til at omtale den fridthjofske Æt i Sogn. Om denne gives der vidtløftige Sagn, af hvilke i Særdeleshed Sagnet om Fridthjof den frøkne ej alene i ældre Tider har fundet en mere end almindelig omhyggelig Behandling og tækkelig Indklædning, men er ogsaa i vore Dage blevet bearbejdet af en af Sveriges ypperste Digtere, og har derved faaet en Udbredelse og Anseelse, hvortil dets historiske Værd neppe berettiger det. Fridthjof, fortælles der, var en Søn af Thorstein Vikingssøn, hvis Fader Viking var Søn af en haalogalandsk Jarl, og efter mange Heltebedrifter sluttede Fostbroderskab med Kong Njørve paa Oplandene, hvor han nedsatte sig og blev hans Jarl. Mellem Vikings Sønner og Njørves Sønner opstod der et Uvenskab, der omsider blev til Dødsfjendskab; de dræbte hinanden indbyrdes, og tilsidst var der paa begge Sider ikke flere tilbage, end Vikings Søn Thorstein og Njørves Søn Jakul. Desuagtet vedligeholdt Viking og Njørve selv deres Venskab og Fostbroderskab urokkeligt til deres Død. Paa et af sine Tog traf Thorstein Bele, Konge i Sogn, en Ætling af Meite, Gors Søn. Ogsaa de kæmpede først med hinanden, men sluttede siden Venskab og Fostbroderskab. Thorstein egtede Beles Syster Ingebjørg, hvilken han havde reddet fra Fortryllelse, og fik med hende Gaarden Framnes, der laa ligeoverfor den Gaard paa Syrstrand i Sogn, hvor Bele boede. Thorstein og Bele sværmede meget om paa Vikingstog, fornemmelig i Østerveg. De kæmpede engang med den unge Angantyr, en Jarlesøn fra Gautland, som forsvarede sig saa tappert, at Thorstein tilsidst foreslog ham at træde ind i deres Fostbroderskab. Dette tog Angantyr imod, ledsagede dem paa et Tog i Vesterhavet, og hjalp dem at erobre Orknøerne, hvor Bele indsatte ham til Jarl, imod at han skulde svare en aarlig Skat.

Bele og Thorstein levede nu i Rolighed til deres Alderdom. Bele havde to Sønner, Helge og Halfdan, og Datteren Ingebjørg; Thorstein een Søn, ved Navn Fridthjof, der tilligemed Ingebjørg opfostredes hos en god Bonde i Sogn, ved Navn Hilding. Ingebjørg udmærkede sig saaledes ved sin Skjønhed, at hun kaldtes Ingebjørg hin fagre. Fridthjof blev ligeledes saa navnkundig ved sin Styrke og sine Idrætter, at man kaldte ham Fridthjof den frøkne; han eg Ingebjørg fattede snart Kjærlighed til hinanden. Tæt ved Beles Gaard laa Gaarden Balderhage, der havde sit Navn deraf, at der inden dens Hegn stod et stort Hov, i hvilket Balder fornemmelig dyrkedes: det hele Sted var fredhelligt, saaledes at man der ej maatte udgyde Blod eller begaa nogen vanhellig Handling; derfor kaldtes det Balderhage eller Balders Indhegning. Helge, Beles Søn, blev ogsaa tidlig en ivrig Blotmand eller Afgudsdyrker; han og hans Broder Halfdan vare ligesaa lidet yndede, som Fridthjof var vennesæl. Bele og Thorstein døde næsten paa samme Tid, og indskærpede hver for sig deres Sønner at holde Fred og Enighed indbyrdes. De bleve, efter deres eget paa Sottesengen udtalte Ønske, højlagte paa hver deres Side af Fjorden, for at de, som det heder, desto lettere kunde meddele hinanden, naar nogen Tidende var paafærde.

Beles Sønner tiltraadte Kongedømmet, og Fridthjof sin Fædrenearv. Han førte et saa pragtfuldt Huus, og blev saa anseet, at Brødrene snart bleve misundelige og fjendtligt stemte mod ham. De tog ham især ilde op, at han vovede at gjøre sig Haab om Ingebjørgs Haand, og da han formeligt anholdt derom, svarede de ham reentud nej, fordi han ikke havde nogen fyrstelig Titel. Fridthjof lovede til Gjengjeld, at han ikke herefter skulde yde dem nogen Hjelp. Dette fik de snart at føle, da den mægtige Fylkeskonge Ring[1] truede dem med Krig, hvis de ej vilde betale ham Skat. De sendte gamle Hilding over til Fridthjof, for at overtale denne til at staa dem bi. Fridthjof, der sad ved Tavlbord med sin Fostbroder Bjørn, gav tilsyneladende ingen Agt paa Hilding eller hans Opfordringen men svarede kun i forblommede Ord, som nærmest syntes at angaa Tavlspillet. Brødrene maatte drage i Striden uden Fridthjof, men lod for Sikkerheds Skyld inden deres Bortrejse Ingebjørg indsætte i Baldershage, hvor de troede at Fridthjof ej vilde vove at efterstræbe hende. Desuagtet besøgte Fridthjof hende, saasnart Kongerne vare borte, og fornyede hver Dag sit Besøg med hendes Samtykke, thi hun skjænkede ham aldeles sin Kjærlighed; de tilsagde hinanden ubrødelig Troskab, og skiftede Ringe Han gav hende en herlig Armring, som han ejede, og hun maatte love ham aldrig at skille sig ved den, eller og kun at sende ham den tilbage. Helge og Halfdan traf Ring i Soknesund nærved Jæderen, men hans Overmagt var saa stor, at de lettelig bekvemmede sig til at give sig under ham, og love ham deres Syster Ingebjørg med Trediedelen af deres Besiddelser. Da Kongerne ved deres Hjemkomst erfarede Fridthjofs Dristighed, sendte de Hilding til ham og forelagde ham to Vilkaar, enten at forlade Landet, eller at drage til Orknøerne og hente Skatten, som Angantyr ej havde betalt siden Beles Død. For gammelt Venskabs Skyld lovede Fridthjof dette, imod at Kongerne aflagde Ed paa at lade hans Ejendomme urørte i hans Fraværelse Fridthjof drog afsted paa sit ypperlige Skib Ellide med sine Fostbrødre Bjørn og Aasmund og 30 Mand. Men aldrig saasnart var han borte, førend Kongerne opbrændte hans Gaard, røvede hans Gods, og fik tvende Troldkvinder til at paahexe ham Uvejr i Solundarhavet[2]. Sagaen fortæller vidtløftigt, hvor modigt Fridthjof eg hans Mænd trodsede Uvejret, hvorledes de kappedes om at kvæde Viser til hinandens Opmuntring, og hvorledes Fridthjof endelig fik Bugt med begge Troldkvinderne, der paa en Hval svømmede forud for Skibet og ved sin Seid voldte det forfærdelige Uvejr. I samme Øjeblik, heder det, faldt begge Troldkvinderne med brudt Ryg ned af den Seidhjall eller Forhøjning, paa hvilken de sad. Til Seiden hørte nemlig at den, der udførte den, sad paa en Hjall eller Forhøjning, og man troede da at hans Aand i anden Skikkelse foer vide om, medens alene Legemet blev tilbage paa Seidhjallen. Med stor Anstrengelse kom Fridthjof endelig til Efja paa Orknø, hvor Angantyr opholdt sig. Angantyr tog vel imod ham, og indbød ham til at blive der om Vintren. Nogen Skat vilde han ikke betale Beles Sønner, men tilbød derimod Fridthjof saa meget Løsøre, som han vilde have: „du kan gjerne“, sagde han, „kalde det Skat, om du saa synes“. Den samme Høst, efterat Fridthjof var dragen bort, og hans Gaard opbrændt, kom Ring til Sogn, og holdt Bryllup med Ingebjørg. Da han saa Ringen, hun havde faaet af Fridthjof, bød han hende at sende Fridthjof den tilbage. Hun bad Helges Kone forvare den, indtil Fridthjof kom hjem, og da give ham den. Siden fulgte hun med Ring til hans Rige.

Vaaren efter forlod Fridthjof Angantyr, og kom til Norge, hvor han strax spurgte at hans Gaard var brændt. Da han kom til Framnes, sagde han: „her seer alting svart ud, og her have ingen Venner syslet“. Han roede strax lige over til Syrstrand, for, som han sagde, at betale Skatten. Her vare Kongerne just ved Disablot i Baldershagen. Fridthjof lod sine Mænd passe paa Skibet, og befalede dem at bryde itu alle andre smaa og store Fartøjer i Nærheden, medens han, ledsaget af Bjørn, gik op til Hovet. Han lod Bjørn staa udenfor ved Indgangen og holde Vagt, selv gik han ind i Disesalen, hvor der kun var faa Folk tilstede. Kongerne sad og drak, og Kvinderne sad ved Ilden midt paa Gulvet, varmede og smurte Gudebillederne, og tørrede dem med Duge. Fridthjof traadte frem for Helge med de Ord: „Nu vil du vel have Skatten“. I det samme løftede han Pungen, hvori Sølvet var, og slog den i Ansigtet paa ham, saa at to Tænder gik løs i hans Mund, og han nær var falden besvimet ned af Højsædet i Ilden, hvis ikke Halfdan havde grebet ham. Fridthjof fik nu see at Helges Kone bar den Ring, han havde givet Ingebjørg, paa sin Arm. Han vilde tage den tilbage og greb efter den, men den sad saa fast, at han ej fik den løs, førend han havde slæbt hende langs Gulvet henimod Døren. Derved kom hun til at slippe Baldersbilledet, med hvilket hun just havde været beskjeftiget Halfdans Hustru, der vilde komme hende til Hjelp, slap ligeledes det Billede, hun syslede med; begge de med Fedt indsmurte Billeder faldt i Ilden, som derved blussede op saa sterkt, at den tog fat i Huset. Fridthjof og Bjørn skyndte sig nu ned til Skibet og roede afsted. Helge og Halfdan vilde sætte efter dem, men alle Fartøjer ved Stranden vare efter Fridthjofs Befaling saaledes fordærvede at de ej kunde bruges. I afmægtig Harme vilde Helge skyde en Piil efter Fridthjof, men han spændte Buen saa sterkt, at den sprang. Templet brandt ned i Bund og Grund, og Fridthjof, Ophavsmanden dertil, maatte som vargr í véum drage bort. Han besluttede at drage i Viking til fremmede Lande og begav sig først tilbage til Angantyr, der tog godt imod ham, og hos hvem han forblev den første Vinter. Kongerne lode ham paa et Thing dømme utlæg, og tilegnede sig hans Ejendomme. Halfdan bosatte sig paa Framnes, hvor han lod Gaarden gjenopbygge, ligeledes gjenrejstes Baldershagens Tempel med stor Bekostning.

Fridthjof samlede sig paa sine Vikingetog baade Gods og Anseelse. Han angreb og dræbte kun onde Mænd og grumme Vikinger, men lod Bønder og Kjøbmænd fare i Fred. Efter tre Aars Forløb kom han østenfra og lagde ind i Viken. Han vilde, sagde han, besøge Ring; hans Mænd skulde imidlertid drage i Viking, og møde ham ved næste Sommerdagstid paa det Sted, hvor han nu forlod dem. Bjørn fraraadte ham denne Færd, men forgjæves; Fridthjof drog afsted, forklædt som en gammel Saltbrænder, kom til Rings Gaard og gik ind i Hallen. Ring blev strax opmerksom paa den høje og svære Mand, skjult i en Hættekappe. Han sendte en Tjenestedreng hen at spørge ham hvad han ved, og hvorfra han var. Fridthjof svarede: „jeg heder Tyv, jeg var hos Ulven i Nat, og var opfød i Anger“. Da Kongen hørte hans Svar, sagde han: „jeg kan nok skjønne, at det Hered, hvori han var opfød, heder Anger; dette maa være en forstandig Mand“. Dronningen undrede sig over at Kongen kunde have saadan Lyst til at tale med enhver omløbende Karl, der kom til Gaarden. Men Kongen lod ham kalde til sig og spurgte ham nu selv om hans Navn. „Jeg hed Fridthjof“ (Fred-Tyv), sagde han, da jeg foer med Vikinger, Herthjof (Hær-Tyv), da jeg fik Kvinder til at begræde deres Mænd, Geirthjof, da jeg slyngede Gafloker[3], Eythjof (Ø-Tyv), da jeg røvede Udskær, Helthjof, da jeg spiddede Smaabørn[4], Valthjof, da jeg var over andre Mænd; nu bar jeg en Stund vandret omkring med Saltkarle, og trænger til Hjelp“. Dronningen bød ham at fare andensteds eller til Gjesternes Huus. Kongen derimod sagde, at han skulde kaste Hætten af og sætte sig hos ham. Dronningen undredes over at Kongen vilde tillade Stavkarle at sidde ved sin Side, og den Fremmede meente ogsaa at hun havde Ret, da han ej var vant ved at omgaaes med Konger. Men Ring blev ved sit, den Fremmede maatte kaste Hættekappen af, og stod nu i en mørkeblaa Kjortel, med den gode Ring paa Armen, et bredt Sølvbelte om Livet og Sverd ved Siden; dog havde han en stor og sid Skindhue paa Hovedet. Dronningen maatte paa Kongens Befaling bringe ham en Kappe; hun blev blodrød, da hun saa den velbekjendte Ring, men sagde dog ikke et Ord. „Du har nok længe brændt Salt, førend du fik den Ring“, sagde Kongen. Fridthjof svarede at det var hans Fædrenearv. Han forblev hos Ring om Vintren uden dog at give sig tilkjende, men kaldte sig kun Thjof (Tyv). Alle syntes godt om ham, dog gav Dronningen sig kun lidet af med ham, Kongen derimod desto mere. Engang da Ring og hans Hustru mod Fridthjofs Advarsel kjørte over Isen i en Vogn, brast den, og de sank i med Vogn og Hest, men Fridthjof ilede til, og trak med et eneste Tag altsammen, baade Kongen og Dronningen, Vognen og Hesten op igjen. „Det var i Sandhed et godt Tag“, sagde Kongen, ikke engang Fridthjof den frøkne kunde have gjort det bedre, om han havde været her“. Ud paa Vaaren hændte det sig engang at der holdtes en stor Jagt, og at Kongen og Fridthjof kom til at være ene sammen paa et afsides Sted i Skoven. Kongen lagde sig til at sove, uagtet Fridthjof bad ham heller at gaa hjem. Da Kongen var falden i Søvn, tog Fridthjof sit Sverd og slængte det fra sig. Lidt efter rejste Kongen sig og spurgte: „er det ikke saa, Fridthjof, at mangt og meget kom dig ihu, men du bestod Fristelsen? Jeg har kjendt dig fra den første Kveld, du kom i min Hal, og jeg vil endnu ikke paa længe skilles fra dig“. Fridthjof takkede Kongen før hans Venlighed, men sagde at han snart maatte bort, fordi hans Mænd ventede ham. Han fulgte Kongen hjem, og det rygtedes snart at den fremmede Gjest var ingen anden end Fridthjof den frøkne.

En Morgen tidlig traadte Fridthjof frem før Kongen og Ingebjørg, og sagde at han nu maatte afsted, og derfor vilde sige farvel. Han bad Ingebjørg atter modtage Ringen, og kastede den til hende. Ring smilede og sagde: „hun bar faaet bedre Løn for Vinteropholdet, end jeg, skjønt hun ikke har været saa venlig mod dig som jeg“. Han vilde ikke høre noget om Afrejsen, men bad Fridthjof at blive hos ham og forsvare Riget for hans Børn, der endnu vare smaa. „Jeg selv“, sagde han, „føler mig syg, og venter snart min Død; jeg skjenker dig min Kone og al min Ejendom, og vil dertil give dig Kongenavn“. Fridthjof takkede ham, men sagde at han ej vilde have højere Titel end Jarlsnavn. Ring døde efter et kort Sygeleje, og blev højlagt med mange Kostbarheder. Hans Arveøl og Fridthjofs Bryllup med Ingebjørg højtideligholdtes under eet.

Da Kongerne i Sogn, Ingebjørgs Brødre, erfarede dette, bleve de forbittrede og droge med en Hær for at angribe Fridthjof. Men denne og hans Ven Bjørn, som nu var kommen tilbage, mødte Kongerne og sejrede snart. Helge faldt for Fridthjofs egen Haand, og han bød Halfdan Fred, som denne gjerne modtog paa de Vilkaar, Fridthjof selv foreskrev. Halfdan maatte lægge sig selv og sit Rige under Fridthjof, blive hans Herse, og betale ham Skat; selv lod han sig give Kongenavn i Sogn, og underkastede sig siden Hørdaland

Fridthjof og Ingebjørg havde mange Børn, hvoriblandt Sønnerne Gunnthjof og Hunthjof. Hunthjof herskede over Hørdaland, og havde tre Sønner, af hvilke Herthjof fik Hørdaland, Geirthjof blev Konge paa Oplandene, og Fridthjef blev Konge i Thelemarken Det var Herthjof, der efter et af Sagnene om Vikar skal have overvundet Kong Harald paa Agder, og ført hans Søn Vikar med sig til Hørdaland. Hvorledes Vikar og dennes Fostbroder Starkad siden hevnede Harald, overfaldt og dræbte Herthjof, og hvorledes Vikar derefter ogsaa underkastede sig Geirthjofs og Fridthjofs Riger, er ovenfor omtalt. Siden den Tid forsvinder Fridthjofs Æt aldeles af Sagnhistorien.

Sagnet om Fridthjof er et smukt Sagn, og vi have derfor meddeelt det nogenlunde fuldstændigt. Sagaen, hvori det fortælles, er ualmindeligt godt sammensat og meget behagelig at læse; den indeholder ikke faa interessante Træk af Oldtidslivet i Norge, og med Undtagelse af Historien om Troldkvinderne, til hvilken vi ogsaa forresten i ellers paalidelige Sagaer finde Sidestykker, er der intet egentlig usandsynligt i den hele Beretning. Desuagtet er der saare meget, der taler for at ansee det Hele som en af de faa romantiske Digtninger, vor Oldliteratur kan opvise. Det er allerede i og for sig mistænkeligt, at Fundinn Noregr, der dog saa nøje gjennemgaar de norske Konge-Ætter, aldeles ikke nævner et Ord om Fridthjof og hans Æt, og at Ætten ligesaa sporløst forsvinder efter Herthjofs Død. Heller ikke findes nogen Hentydning dertil enten i Landnáma eller nogen anden paalidelig norsk eller islandsk Saga. Derimod slutter Fortællingen om Fridthjof sig paa det nøjeste til Sagaen om hans Fader Thorstein Vikingssøn, der vrimler af Fabler og Overnaturligheder og derved strax aabenbarer sig som en Digtning, medens Forfatteren af Fridthjofs Saga bedre har forstaaet at give sin Fortælling Sandsynlighedens Præg. Men denne Sandsynlighed spiller kun i Overfladen; i sig selv er Begivenheden altfor romantisk til at være rimelig, og Fortællingen indeholder derhos virkelige historiske og geographiske Umuligheder. Paa den Tid, da Fridthjof ifølge Sagaen maa have levet, havde norske Vikinger endnu ej sat Foden paa Orknøerne, end sige erobret dem og indrettet dem til et Jarldømme. Vi vide med Vished, at Nordmændene eller nordiske Vikinger ikke kom til Orknø og de skotske Farvande førend i Slutningen af det 8de Aarhundrede, og hvad der fortælles om et norskt Jarldømme paa Orknø før den Tid, er altsaa ligefrem Digt. Om Beliggenheden af Rings Kongerige har Forfatteren aabenbart selv været paa det uvisse; thi om vi end ikke tage i Betragtning at een Bearbejdelse gjør Ring til Konge i Svithjod, saa see vi dog, at ogsaa den, der lader ham raade over Ringerike, nævner Alfheim som hans Hjem[5]. Ikke at tale om at en Krig mellem Konger i Sogn og Konger paa Ringerike, hvad enten den førtes til Lands eller til Vands, i hine Tider næsten maatte ansees utænkelig. Ej engang Syrstrand er ordentlig beskrevet. Det heder i Fridthjofs Saga, at denne Strand er vestenfor Fjorden, uagtet den ligger nordenfor; noget saadant Navn som Framnes kjendes nu ikke og synes heller ikke i fordums Dage at have været kjendt ligeoverfor Syrstrand. Om Baldershagen nævnes der andensteds ikke et Ord, og intet Folkesagn minder derom, uden forsaavidt det i den allernyeste Tid, paa Grund af den Udbredelse, Fortællingen om Fridthjof atter har faaet, kan være blevet bekjendt.

At Fortællingen, ej alene i sine Enkeltheder, men og i sin Heelhed, er opdigtet og ej medfører historisk Troværdighed, synes saaledes neppe at kunne betvivles. Dog er det ikke dermed sagt, at Fridthjof selv er en opdigtet historisk Personlighed. Det er meget muligt, ja det er efter Vikars-Episoden endog sandsynligt, at der har været en Fridthjof den frøkne, Herthjofs Farfader, men det synes tillige vist, at man ej har kjendt stort meer til ham end hans Navn, og at en senere Forfatter har benyttet dette til en af ham sammensat romantisk Fortælling[6]. I Historien synes Fridthjof i alle Fald ej at have grebet ind. Om Thorstein Vikingssøns Saga skyldes den samme Forfatter, eller om den enten er ældre eller yngre, lader sig ikke godt afgjøre. Stilen og Fortællemaaden er noget forskjellig, men de Haandskrifter, hvori den er os opbevaret, ere ældre end de, i hvilke Fridthjofs Saga er optegnet[7].

Af Konger i Sogn nævner Fundinn Noregr alene Vegard, Søn af Gard Agde, Vedorm hans Søn, og dennes Søn Vemund den gamle, kaldet Sygnetrauste d. e. „Sogns Fortrøstning“. Som sædvanligt ved Fundinn Noregr, tør vi her ikke fæste synderlig Lid til det første Led, men de to andre synes forsaavidt paalidelige, som Navnene Vedorm og Vemund ogsaa forekomme blandt dem, Landnáma anfører, hvor den omtaler anseede Mænd i Sogn fra Slutningen af 8de eller Begyndelsen af 9de Aarhundrede Den nævner en mægtig Blotmand i Sogn, ved Navn Geir eller Vegeir, der havde ti Sønner, af hvilke den ældste hed Vebjørn Sygnakappe (Sygnernes Kæmpe) eller Sygnatrauste, og to andre, Vedorm og Vemund; de nedsatte sig paa Island i den allertidligste Landnamstid[8]. Da Slægtledene blive for faa til at man skulde kunne antage Fundinn Noregs Vemund gamle for den samme som Landnámas Vebjørn Sygnatrauste, maa man formode at en Deel Slægtled her af den skjødesløse Afskriver ere udeladte; det kunde saameget lettere skee, som det lader til at alle de Navne, hvoraf Ætten bestod, have begyndt med Vé-. Men disse Mellemled kjende vi ikke, og de Sagn, der upaatvivlelig have været til om denne Æt, ere forlængst begravne i Forglemmelse. Blandt anseede Herser i Sogn nævnes mod Slutningen af det 8de Aarhundrede en Vedrar-Grim, der skal have været en Søn af Hjald Vatnarssøn og Sønnesøn af Kong Vikar, og hvis Moder Hervar var en Datterdatter af Eylaug, ligeledes Herse i Sogn. Vedrargrims Søn hed Bjørn Buna, ogsaa Herse; han er merkelig deraf, at de fleste fornemme Slægter paa Island nedstamme fra ham. Man maa antage at han og hans Æt især have haft deres Tilhold i ytre Sogn, nærved Kirkebø og Maaren, da Bjørn Bunas Sønnesønssøn, Hersen Bjørn, der synes at have været den eneste af Ætten som var bleven tilbage i Norge, efter at de øvrige af dens Medlemmer vare dragne til Syderøerne eller Island, kaldes Høyangs-Bjørn efter Høyangsfjorden, en Arm af Sognefjorden, der mellem Kirkebø og Maaren skærer ind mod Nord. Af Bjørn Bunas Sønner er især Ketil Flatnef bleven berømt, men hans Historie tilhører det følgende Afsnit.


  1. Det heder i een Bearbejdelse af Sagaen, at Ring var Konge paa Ringerike, i en anden, at han herskede i Svithjod, dog heder det tillige i den samme Bearbejdelse, som omtaler Ringerike, at Ring havde hjemme i Alfheime. (Se Fornaldar Sögur Nordrl. II. S. 66, 81, 490).
  2. Saaledes kaldtes Vesterhavet efter Solundar- eller Sulend-Øerne.
  3. Gaflok, fransk javelot, i Middelalders-Latin gavelox, er et eget Slags let, fjedret Kastespyd.
  4. Den grusomme Skik herskede blandt Vikingerne, at kaste Smaabørn op i Luften og tage mod dem paa Spydsoddene, hvorved de spiddedes.
  5. Den omstændeligere Bearbejdelse af Fridthjofs Saga, der nævner Ringerike og Alfheim, veed ogsaa Navnet paa Rings Gaard, og kalder den Streituland. En Gaard i Hole Sogn paa Ringerike, ved Navn Helgeland, skal virkelig for nogle Generationer tilbage have været kaldt Strituland, dog trænger dette Udsagn til Bekræftelse.
  6. En lignende Benyttelse af historiske Navne til opdigtede Fortællinger vise Finnboges Saga, Thord Hredes Saga, og Fortællingen om Viglund væne og Ketilrid. Slige Fortællinger sammensattes især paa Island, og man skulde af den geographiske Ukyndighed, Fridthjofs Saga lægger for Dagen, formode at ogsaa den er sammensat der, maaskee i det 14de Aarhundrede. Mistænkeligt er det ogsaa, at Sagaen lader Ring foretage sin Iisfart paa en Vogn, ikke i en Slæde, thi dette smager ligeledes sterkt af en temmelig sildig islandsk Oprindelse.
  7. Af Thorsteins Saga har man fire Skindbøger, alle fra det 15de Aarhundrede, tildeels endog deres Begyndelse. Af Fridthjofs Saga har man kun een mindre god Skindbog fra det 15de Aarhundrede, indeholdende en kortere Bearbejdelse, der gjør Ring til Konge i Svithjod; de øvrige Haandskrifter ere Papirsafskrifter.
  8. Landnáma, II, 20.