Det norske Folks Historie/1/45

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have allerede ovenfor, hvor der handledes om Vikar, haft Anledning til at omtale den fridthjofſke Æt i Sogn. Om denne gives der vidtløftige Sagn, af hvilke i Særdeleshed Sagnet om Fridthjof den frøkne ej alene i ældre Tider har fundet en mere end almindelig omhyggelig Behandling og tækkelig Indklædning, men er ogſaa i vore Dage blevet bearbejdet af en af Sveriges ypperſte Digtere, og har derved faaet en Udbredelſe og Anſeelſe, hvortil dets hiſtoriſke Værd neppe berettiger det. Fridthjof, fortælles der, var en Søn af Thorſtein Vikingsſøn, hvis Fader Viking var Søn af en haalogalandſk Jarl, og efter mange Heltebedrifter ſluttede Foſtbroderſkab med Kong Njørve paa Oplandene, hvor han nedſatte ſig og blev hans Jarl. Mellem Vikings Sønner og Njørves Sønner opſtod der et Uvenſkab, der omſider blev til Dødsfjendſkab; de dræbte hinanden indbyrdes, og tilſidſt var der paa begge Sider ikke flere tilbage, end Vikings Søn Thorſtein og Njørves Søn Jakul. Desuagtet vedligeholdt Viking og Njørve ſelv deres Venſkab og Foſtbroderſkab urokkeligt til deres Død. Paa et af ſine Tog traf Thorſtein Bele, Konge i Sogn, en Ætling af Meite, Gors Søn. Ogſaa de kæmpede førſt med hinanden, men ſluttede ſiden Venſkab og Foſtbroderſkab. Thorſtein egtede Beles Syſter Ingebjørg, hvilken han havde reddet fra Fortryllelſe, og fik med hende Gaarden Framnes, der laa ligeoverfor den Gaard paa Syrſtrand i Sogn, hvor Bele boede. Thorſtein og Bele ſværmede meget om paa Vikingstog, fornemmelig i Øſterveg. De kæmpede engang med den unge Angantyr, en Jarleſøn fra Gautland, ſom forſvarede ſig ſaa tappert, at Thorſtein tilſidſt foreſlog ham at træde ind i deres Foſtbroderſkab. Dette tog Angantyr imod, ledſagede dem paa et Tog i Veſterhavet, og hjalp dem at erobre Orknøerne, hvor Bele indſatte ham til Jarl, imod at han ſkulde ſvare en aarlig Skat.

Bele og Thorſtein levede nu i Rolighed til deres Alderdom. Bele havde to Sønner, Helge og Halfdan, og Datteren Ingebjørg; Thorſtein een Søn, ved Navn Fridthjof, der tilligemed Ingebjørg opfoſtredes hos en god Bonde i Sogn, ved Navn Hilding. Ingebjørg udmærkede ſig ſaaledes ved ſin Skjønhed, at hun kaldtes Ingebjørg hin fagre. Fridthjof blev ligeledes ſaa navnkundig ved ſin Styrke og ſine Idrætter, at man kaldte ham Fridthjof den frøkne; han eg Ingebjørg fattede ſnart Kjærlighed til hinanden. Tæt ved Beles Gaard laa Gaarden Balderhage, der havde ſit Navn deraf, at der inden dens Hegn ſtod et ſtort Hov, i hvilket Balder fornemmelig dyrkedes: det hele Sted var fredhelligt, ſaaledes at man der ej maatte udgyde Blod eller begaa nogen vanhellig Handling; derfor kaldtes det Balderhage eller Balders Indhegning. Helge, Beles Søn, blev ogſaa tidlig en ivrig Blotmand eller Afgudsdyrker; han og hans Broder Halfdan vare ligeſaa lidet yndede, ſom Fridthjof var venneſæl. Bele og Thorſtein døde næſten paa ſamme Tid, og indſkærpede hver for ſig deres Sønner at holde Fred og Enighed indbyrdes. De bleve, efter deres eget paa Sotteſengen udtalte Ønſke, højlagte paa hver deres Side af Fjorden, for at de, ſom det heder, deſto lettere kunde meddele hinanden, naar nogen Tidende var paafærde.

Beles Sønner tiltraadte Kongedømmet, og Fridthjof ſin Fædrenearv. Han førte et ſaa pragtfuldt Huus, og blev ſaa anſeet, at Brødrene ſnart bleve misundelige og fjendtligt ſtemte mod ham. De tog ham iſær ilde op, at han vovede at gjøre ſig Haab om Ingebjørgs Haand, og da han formeligt anholdt derom, ſvarede de ham reentud nej, fordi han ikke havde nogen fyrſtelig Titel. Fridthjof lovede til Gjengjeld, at han ikke herefter ſkulde yde dem nogen Hjelp. Dette fik de ſnart at føle, da den mægtige Fylkeskonge Ring[1] truede dem med Krig, hvis de ej vilde betale ham Skat. De ſendte gamle Hilding over til Fridthjof, for at overtale denne til at ſtaa dem bi. Fridthjof, der ſad ved Tavlbord med ſin Foſtbroder Bjørn, gav tilſyneladende ingen Agt paa Hilding eller hans Opfordringen men ſvarede kun i forblommede Ord, ſom nærmeſt ſyntes at angaa Tavlſpillet. Brødrene maatte drage i Striden uden Fridthjof, men lod for Sikkerheds Skyld inden deres Bortrejſe Ingebjørg indſætte i Baldershage, hvor de troede at Fridthjof ej vilde vove at efterſtræbe hende. Desuagtet beſøgte Fridthjof hende, ſaaſnart Kongerne vare borte, og fornyede hver Dag ſit Beſøg med hendes Samtykke, thi hun ſkjænkede ham aldeles ſin Kjærlighed; de tilſagde hinanden ubrødelig Troſkab, og ſkiftede Ringe Han gav hende en herlig Armring, ſom han ejede, og hun maatte love ham aldrig at ſkille ſig ved den, eller og kun at ſende ham den tilbage. Helge og Halfdan traf Ring i Sokneſund nærved Jæderen, men hans Overmagt var ſaa ſtor, at de lettelig bekvemmede ſig til at give ſig under ham, og love ham deres Syſter Ingebjørg med Trediedelen af deres Beſiddelſer. Da Kongerne ved deres Hjemkomſt erfarede Fridthjofs Driſtighed, ſendte de Hilding til ham og forelagde ham to Vilkaar, enten at forlade Landet, eller at drage til Orknøerne og hente Skatten, ſom Angantyr ej havde betalt ſiden Beles Død. For gammelt Venſkabs Skyld lovede Fridthjof dette, imod at Kongerne aflagde Ed paa at lade hans Ejendomme urørte i hans Fraværelſe Fridthjof drog afſted paa ſit ypperlige Skib Ellide med ſine Foſtbrødre Bjørn og Aasmund og 30 Mand. Men aldrig ſaaſnart var han borte, førend Kongerne opbrændte hans Gaard, røvede hans Gods, og fik tvende Troldkvinder til at paahexe ham Uvejr i Solundarhavet[2]. Sagaen fortæller vidtløftigt, hvor modigt Fridthjof eg hans Mænd trodſede Uvejret, hvorledes de kappedes om at kvæde Viſer til hinandens Opmuntring, og hvorledes Fridthjof endelig fik Bugt med begge Troldkvinderne, der paa en Hval ſvømmede forud for Skibet og ved ſin Seid voldte det forfærdelige Uvejr. I ſamme Øjeblik, heder det, faldt begge Troldkvinderne med brudt Ryg ned af den Seidhjall eller Forhøjning, paa hvilken de ſad. Til Seiden hørte nemlig at den, der udførte den, ſad paa en Hjall eller Forhøjning, og man troede da at hans Aand i anden Skikkelſe foer vide om, medens alene Legemet blev tilbage paa Seidhjallen. Med ſtor Anſtrengelſe kom Fridthjof endelig til Efja paa Orknø, hvor Angantyr opholdt ſig. Angantyr tog vel imod ham, og indbød ham til at blive der om Vintren. Nogen Skat vilde han ikke betale Beles Sønner, men tilbød derimod Fridthjof ſaa meget Løsøre, ſom han vilde have: „du kan gjerne“, ſagde han, „kalde det Skat, om du ſaa ſynes“. Den ſamme Høſt, efterat Fridthjof var dragen bort, og hans Gaard opbrændt, kom Ring til Sogn, og holdt Bryllup med Ingebjørg. Da han ſaa Ringen, hun havde faaet af Fridthjof, bød han hende at ſende Fridthjof den tilbage. Hun bad Helges Kone forvare den, indtil Fridthjof kom hjem, og da give ham den. Siden fulgte hun med Ring til hans Rige.

Vaaren efter forlod Fridthjof Angantyr, og kom til Norge, hvor han ſtrax ſpurgte at hans Gaard var brændt. Da han kom til Framnes, ſagde han: „her ſeer alting ſvart ud, og her have ingen Venner ſyſlet“. Han roede ſtrax lige over til Syrſtrand, for, ſom han ſagde, at betale Skatten. Her vare Kongerne juſt ved Diſablot i Baldershagen. Fridthjof lod ſine Mænd pasſe paa Skibet, og befalede dem at bryde itu alle andre ſmaa og ſtore Fartøjer i Nærheden, medens han, ledſaget af Bjørn, gik op til Hovet. Han lod Bjørn ſtaa udenfor ved Indgangen og holde Vagt, ſelv gik han ind i Diſeſalen, hvor der kun var faa Folk tilſtede. Kongerne ſad og drak, og Kvinderne ſad ved Ilden midt paa Gulvet, varmede og ſmurte Gudebillederne, og tørrede dem med Duge. Fridthjof traadte frem for Helge med de Ord: „Nu vil du vel have Skatten“. I det ſamme løftede han Pungen, hvori Sølvet var, og ſlog den i Anſigtet paa ham, ſaa at to Tænder gik løs i hans Mund, og han nær var falden beſvimet ned af Højſædet i Ilden, hvis ikke Halfdan havde grebet ham. Fridthjof fik nu ſee at Helges Kone bar den Ring, han havde givet Ingebjørg, paa ſin Arm. Han vilde tage den tilbage og greb efter den, men den ſad ſaa faſt, at han ej fik den løs, førend han havde ſlæbt hende langs Gulvet henimod Døren. Derved kom hun til at ſlippe Baldersbilledet, med hvilket hun juſt havde været beſkjeftiget Halfdans Huſtru, der vilde komme hende til Hjelp, ſlap ligeledes det Billede, hun ſyſlede med; begge de med Fedt indſmurte Billeder faldt i Ilden, ſom derved blusſede op ſaa ſterkt, at den tog fat i Huſet. Fridthjof og Bjørn ſkyndte ſig nu ned til Skibet og roede afſted. Helge og Halfdan vilde ſætte efter dem, men alle Fartøjer ved Stranden vare efter Fridthjofs Befaling ſaaledes fordærvede at de ej kunde bruges. I afmægtig Harme vilde Helge ſkyde en Piil efter Fridthjof, men han ſpændte Buen ſaa ſterkt, at den ſprang. Templet brandt ned i Bund og Grund, og Fridthjof, Ophavsmanden dertil, maatte ſom vargr í véum drage bort. Han beſluttede at drage i Viking til fremmede Lande og begav ſig førſt tilbage til Angantyr, der tog godt imod ham, og hos hvem han forblev den førſte Vinter. Kongerne lode ham paa et Thing dømme utlæg, og tilegnede ſig hans Ejendomme. Halfdan boſatte ſig paa Framnes, hvor han lod Gaarden gjenopbygge, ligeledes gjenrejſtes Baldershagens Tempel med ſtor Bekoſtning.

Fridthjof ſamlede ſig paa ſine Vikingetog baade Gods og Anſeelſe. Han angreb og dræbte kun onde Mænd og grumme Vikinger, men lod Bønder og Kjøbmænd fare i Fred. Efter tre Aars Forløb kom han øſtenfra og lagde ind i Viken. Han vilde, ſagde han, beſøge Ring; hans Mænd ſkulde imidlertid drage i Viking, og møde ham ved næſte Sommerdagstid paa det Sted, hvor han nu forlod dem. Bjørn fraraadte ham denne Færd, men forgjæves; Fridthjof drog afſted, forklædt ſom en gammel Saltbrænder, kom til Rings Gaard og gik ind i Hallen. Ring blev ſtrax opmerkſom paa den høje og ſvære Mand, ſkjult i en Hættekappe. Han ſendte en Tjeneſtedreng hen at ſpørge ham hvad han ved, og hvorfra han var. Fridthjof ſvarede: „jeg heder Tyv, jeg var hos Ulven i Nat, og var opfød i Anger“. Da Kongen hørte hans Svar, ſagde han: „jeg kan nok ſkjønne, at det Hered, hvori han var opfød, heder Anger; dette maa være en forſtandig Mand“. Dronningen undrede ſig over at Kongen kunde have ſaadan Lyſt til at tale med enhver omløbende Karl, der kom til Gaarden. Men Kongen lod ham kalde til ſig og ſpurgte ham nu ſelv om hans Navn. „Jeg hed Fridthjof“ (Fred-Tyv), ſagde han, da jeg foer med Vikinger, Herthjof (Hær-Tyv), da jeg fik Kvinder til at begræde deres Mænd, Geirthjof, da jeg ſlyngede Gafloker[3], Eythjof (Ø-Tyv), da jeg røvede Udſkær, Helthjof, da jeg ſpiddede Smaabørn[4], Valthjof, da jeg var over andre Mænd; nu bar jeg en Stund vandret omkring med Saltkarle, og trænger til Hjelp“. Dronningen bød ham at fare andenſteds eller til Gjeſternes Huus. Kongen derimod ſagde, at han ſkulde kaſte Hætten af og ſætte ſig hos ham. Dronningen undredes over at Kongen vilde tillade Stavkarle at ſidde ved ſin Side, og den Fremmede meente ogſaa at hun havde Ret, da han ej var vant ved at omgaaes med Konger. Men Ring blev ved ſit, den Fremmede maatte kaſte Hættekappen af, og ſtod nu i en mørkeblaa Kjortel, med den gode Ring paa Armen, et bredt Sølvbelte om Livet og Sverd ved Siden; dog havde han en ſtor og ſid Skindhue paa Hovedet. Dronningen maatte paa Kongens Befaling bringe ham en Kappe; hun blev blodrød, da hun ſaa den velbekjendte Ring, men ſagde dog ikke et Ord. „Du har nok længe brændt Salt, førend du fik den Ring“, ſagde Kongen. Fridthjof ſvarede at det var hans Fædrenearv. Han forblev hos Ring om Vintren uden dog at give ſig tilkjende, men kaldte ſig kun Thjof (Tyv). Alle ſyntes godt om ham, dog gav Dronningen ſig kun lidet af med ham, Kongen derimod deſto mere. Engang da Ring og hans Huſtru mod Fridthjofs Advarſel kjørte over Iſen i en Vogn, braſt den, og de ſank i med Vogn og Heſt, men Fridthjof ilede til, og trak med et eneſte Tag altſammen, baade Kongen og Dronningen, Vognen og Heſten op igjen. „Det var i Sandhed et godt Tag“, ſagde Kongen, ikke engang Fridthjof den frøkne kunde have gjort det bedre, om han havde været her“. Ud paa Vaaren hændte det ſig engang at der holdtes en ſtor Jagt, og at Kongen og Fridthjof kom til at være ene ſammen paa et afſides Sted i Skoven. Kongen lagde ſig til at ſove, uagtet Fridthjof bad ham heller at gaa hjem. Da Kongen var falden i Søvn, tog Fridthjof ſit Sverd og ſlængte det fra ſig. Lidt efter rejſte Kongen ſig og ſpurgte: „er det ikke ſaa, Fridthjof, at mangt og meget kom dig ihu, men du beſtod Friſtelſen? Jeg har kjendt dig fra den førſte Kveld, du kom i min Hal, og jeg vil endnu ikke paa længe ſkilles fra dig“. Fridthjof takkede Kongen før hans Venlighed, men ſagde at han ſnart maatte bort, fordi hans Mænd ventede ham. Han fulgte Kongen hjem, og det rygtedes ſnart at den fremmede Gjeſt var ingen anden end Fridthjof den frøkne.

En Morgen tidlig traadte Fridthjof frem før Kongen og Ingebjørg, og ſagde at han nu maatte afſted, og derfor vilde ſige farvel. Han bad Ingebjørg atter modtage Ringen, og kaſtede den til hende. Ring ſmilede og ſagde: „hun bar faaet bedre Løn for Vinteropholdet, end jeg, ſkjønt hun ikke har været ſaa venlig mod dig ſom jeg“. Han vilde ikke høre noget om Afrejſen, men bad Fridthjof at blive hos ham og forſvare Riget for hans Børn, der endnu vare ſmaa. „Jeg ſelv“, ſagde han, „føler mig ſyg, og venter ſnart min Død; jeg ſkjenker dig min Kone og al min Ejendom, og vil dertil give dig Kongenavn“. Fridthjof takkede ham, men ſagde at han ej vilde have højere Titel end Jarlsnavn. Ring døde efter et kort Sygeleje, og blev højlagt med mange Koſtbarheder. Hans Arveøl og Fridthjofs Bryllup med Ingebjørg højtideligholdtes under eet.

Da Kongerne i Sogn, Ingebjørgs Brødre, erfarede dette, bleve de forbittrede og droge med en Hær for at angribe Fridthjof. Men denne og hans Ven Bjørn, ſom nu var kommen tilbage, mødte Kongerne og ſejrede ſnart. Helge faldt for Fridthjofs egen Haand, og han bød Halfdan Fred, ſom denne gjerne modtog paa de Vilkaar, Fridthjof ſelv foreſkrev. Halfdan maatte lægge ſig ſelv og ſit Rige under Fridthjof, blive hans Herſe, og betale ham Skat; ſelv lod han ſig give Kongenavn i Sogn, og underkaſtede ſig ſiden Hørdaland

Fridthjof og Ingebjørg havde mange Børn, hvoriblandt Sønnerne Gunnthjof og Hunthjof. Hunthjof herſkede over Hørdaland, og havde tre Sønner, af hvilke Herthjof fik Hørdaland, Geirthjof blev Konge paa Oplandene, og Fridthjef blev Konge i Thelemarken Det var Herthjof, der efter et af Sagnene om Vikar ſkal have overvundet Kong Harald paa Agder, og ført hans Søn Vikar med ſig til Hørdaland. Hvorledes Vikar og dennes Foſtbroder Starkad ſiden hevnede Harald, overfaldt og dræbte Herthjof, og hvorledes Vikar derefter ogſaa underkaſtede ſig Geirthjofs og Fridthjofs Riger, er ovenfor omtalt. Siden den Tid forſvinder Fridthjofs Æt aldeles af Sagnhiſtorien.

Sagnet om Fridthjof er et ſmukt Sagn, og vi have derfor meddeelt det nogenlunde fuldſtændigt. Sagaen, hvori det fortælles, er ualmindeligt godt ſammenſat og meget behagelig at læſe; den indeholder ikke faa interesſante Træk af Oldtidslivet i Norge, og med Undtagelſe af Hiſtorien om Troldkvinderne, til hvilken vi ogſaa forreſten i ellers paalidelige Sagaer finde Sideſtykker, er der intet egentlig uſandſynligt i den hele Beretning. Desuagtet er der ſaare meget, der taler for at anſee det Hele ſom en af de faa romantiſke Digtninger, vor Oldliteratur kan opviſe. Det er allerede i og for ſig mistænkeligt, at Fundinn Noregr, der dog ſaa nøje gjennemgaar de norſke Konge-Ætter, aldeles ikke nævner et Ord om Fridthjof og hans Æt, og at Ætten ligeſaa ſporløſt forſvinder efter Herthjofs Død. Heller ikke findes nogen Hentydning dertil enten i Landnáma eller nogen anden paalidelig norſk eller islandſk Saga. Derimod ſlutter Fortællingen om Fridthjof ſig paa det nøjeſte til Sagaen om hans Fader Thorſtein Vikingsſøn, der vrimler af Fabler og Overnaturligheder og derved ſtrax aabenbarer ſig ſom en Digtning, medens Forfatteren af Fridthjofs Saga bedre har forſtaaet at give ſin Fortælling Sandſynlighedens Præg. Men denne Sandſynlighed ſpiller kun i Overfladen; i ſig ſelv er Begivenheden altfor romantiſk til at være rimelig, og Fortællingen indeholder derhos virkelige hiſtoriſke og geographiſke Umuligheder. Paa den Tid, da Fridthjof ifølge Sagaen maa have levet, havde norſke Vikinger endnu ej ſat Foden paa Orknøerne, end ſige erobret dem og indrettet dem til et Jarldømme. Vi vide med Vished, at Nordmændene eller nordiſke Vikinger ikke kom til Orknø og de ſkotſke Farvande førend i Slutningen af det 8de Aarhundrede, og hvad der fortælles om et norſkt Jarldømme paa Orknø før den Tid, er altſaa ligefrem Digt. Om Beliggenheden af Rings Kongerige har Forfatteren aabenbart ſelv været paa det uvisſe; thi om vi end ikke tage i Betragtning at een Bearbejdelſe gjør Ring til Konge i Svithjod, ſaa ſee vi dog, at ogſaa den, der lader ham raade over Ringerike, nævner Alfheim ſom hans Hjem[5]. Ikke at tale om at en Krig mellem Konger i Sogn og Konger paa Ringerike, hvad enten den førtes til Lands eller til Vands, i hine Tider næſten maatte anſees utænkelig. Ej engang Syrſtrand er ordentlig beſkrevet. Det heder i Fridthjofs Saga, at denne Strand er veſtenfor Fjorden, uagtet den ligger nordenfor; noget ſaadant Navn ſom Framnes kjendes nu ikke og ſynes heller ikke i fordums Dage at have været kjendt ligeoverfor Syrſtrand. Om Baldershagen nævnes der andenſteds ikke et Ord, og intet Folkeſagn minder derom, uden forſaavidt det i den allernyeſte Tid, paa Grund af den Udbredelſe, Fortællingen om Fridthjof atter har faaet, kan være blevet bekjendt.

At Fortællingen, ej alene i ſine Enkeltheder, men og i ſin Heelhed, er opdigtet og ej medfører hiſtoriſk Troværdighed, ſynes ſaaledes neppe at kunne betvivles. Dog er det ikke dermed ſagt, at Fridthjof ſelv er en opdigtet hiſtoriſk Perſonlighed. Det er meget muligt, ja det er efter Vikars-Epiſoden endog ſandſynligt, at der har været en Fridthjof den frøkne, Herthjofs Farfader, men det ſynes tillige viſt, at man ej har kjendt ſtort meer til ham end hans Navn, og at en ſenere Forfatter har benyttet dette til en af ham ſammenſat romantiſk Fortælling[6]. I Hiſtorien ſynes Fridthjof i alle Fald ej at have grebet ind. Om Thorſtein Vikingsſøns Saga ſkyldes den ſamme Forfatter, eller om den enten er ældre eller yngre, lader ſig ikke godt afgjøre. Stilen og Fortællemaaden er noget forſkjellig, men de Haandſkrifter, hvori den er os opbevaret, ere ældre end de, i hvilke Fridthjofs Saga er optegnet[7].

Af Konger i Sogn nævner Fundinn Noregr alene Vegard, Søn af Gard Agde, Vedorm hans Søn, og dennes Søn Vemund den gamle, kaldet Sygnetrauſte d. e. „Sogns Fortrøſtning“. Som ſædvanligt ved Fundinn Noregr, tør vi her ikke fæſte ſynderlig Lid til det førſte Led, men de to andre ſynes forſaavidt paalidelige, ſom Navnene Vedorm og Vemund ogſaa forekomme blandt dem, Landnáma anfører, hvor den omtaler anſeede Mænd i Sogn fra Slutningen af 8de eller Begyndelſen af 9de Aarhundrede Den nævner en mægtig Blotmand i Sogn, ved Navn Geir eller Vegeir, der havde ti Sønner, af hvilke den ældſte hed Vebjørn Sygnakappe (Sygnernes Kæmpe) eller Sygnatrauſte, og to andre, Vedorm og Vemund; de nedſatte ſig paa Island i den allertidligſte Landnamstid[8]. Da Slægtledene blive for faa til at man ſkulde kunne antage Fundinn Noregs Vemund gamle for den ſamme ſom Landnámas Vebjørn Sygnatrauſte, maa man formode at en Deel Slægtled her af den ſkjødesløſe Afſkriver ere udeladte; det kunde ſaameget lettere ſkee, ſom det lader til at alle de Navne, hvoraf Ætten beſtod, have begyndt med Vé-. Men disſe Mellemled kjende vi ikke, og de Sagn, der upaatvivlelig have været til om denne Æt, ere forlængſt begravne i Forglemmelſe. Blandt anſeede Herſer i Sogn nævnes mod Slutningen af det 8de Aarhundrede en Vedrar-Grim, der ſkal have været en Søn af Hjald Vatnarsſøn og Sønneſøn af Kong Vikar, og hvis Moder Hervar var en Datterdatter af Eylaug, ligeledes Herſe i Sogn. Vedrargrims Søn hed Bjørn Buna, ogſaa Herſe; han er merkelig deraf, at de fleſte fornemme Slægter paa Island nedſtamme fra ham. Man maa antage at han og hans Æt iſær have haft deres Tilhold i ytre Sogn, nærved Kirkebø og Maaren, da Bjørn Bunas Sønneſønsſøn, Herſen Bjørn, der ſynes at have været den eneſte af Ætten ſom var bleven tilbage i Norge, efter at de øvrige af dens Medlemmer vare dragne til Syderøerne eller Island, kaldes Høyangs-Bjørn efter Høyangsfjorden, en Arm af Sognefjorden, der mellem Kirkebø og Maaren ſkærer ind mod Nord. Af Bjørn Bunas Sønner er iſær Ketil Flatnef bleven berømt, men hans Hiſtorie tilhører det følgende Afſnit.


  1. Det heder i een Bearbejdelſe af Sagaen, at Ring var Konge paa Ringerike, i en anden, at han herſkede i Svithjod, dog heder det tillige i den ſamme Bearbejdelſe, ſom omtaler Ringerike, at Ring havde hjemme i Alfheime. (Se Fornaldar Sögur Nordrl. II. S. 66, 81, 490).
  2. Saaledes kaldtes Veſterhavet efter Solundar- eller Sulend-Øerne.
  3. Gaflok, franſk javelot, i Middelalders-Latin gavelox, er et eget Slags let, fjedret Kaſteſpyd.
  4. Den gruſomme Skik herſkede blandt Vikingerne, at kaſte Smaabørn op i Luften og tage mod dem paa Spydsoddene, hvorved de ſpiddedes.
  5. Den omſtændeligere Bearbejdelſe af Fridthjofs Saga, der nævner Ringerike og Alfheim, veed ogſaa Navnet paa Rings Gaard, og kalder den Streituland. En Gaard i Hole Sogn paa Ringerike, ved Navn Helgeland, ſkal virkelig for nogle Generationer tilbage have været kaldt Strituland, dog trænger dette Udſagn til Bekræftelſe.
  6. En lignende Benyttelſe af hiſtoriſke Navne til opdigtede Fortællinger viſe Finnboges Saga, Thord Hredes Saga, og Fortællingen om Viglund væne og Ketilrid. Slige Fortællinger ſammenſattes iſær paa Island, og man ſkulde af den geographiſke Ukyndighed, Fridthjofs Saga lægger for Dagen, formode at ogſaa den er ſammenſat der, maaſkee i det 14de Aarhundrede. Mistænkeligt er det ogſaa, at Sagaen lader Ring foretage ſin Iisfart paa en Vogn, ikke i en Slæde, thi dette ſmager ligeledes ſterkt af en temmelig ſildig islandſk Oprindelſe.
  7. Af Thorſteins Saga har man fire Skindbøger, alle fra det 15de Aarhundrede, tildeels endog deres Begyndelſe. Af Fridthjofs Saga har man kun een mindre god Skindbog fra det 15de Aarhundrede, indeholdende en kortere Bearbejdelſe, der gjør Ring til Konge i Svithjod; de øvrige Haandſkrifter ere Papirsafſkrifter.
  8. Landnáma, II, 20.