Det norske Folks Historie/1/44

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 310-315).

Søkongen Hake, med hvis Datter Hagny Hjør Halfssøn var gift maa, hvad allerede det, der ovenfor om ham er anført, tilstrækkeligt viser, i Tidsrummet nærmest før Braavallaslaget have spillet en temmelig betydelig Rolle i Danmark og Sverige. Uheldigviis er kun lidet levnet os af hvad Fortidssagnene berettede om ham, og selv dette lidet er heel uklart og forvirret. Det samme kan ogsaa siges om hans foregivne Broder Hagbard, thi vistnok er Sagnet om hans og Signys trofaste Kjærlighed blevet mere bekjendt og udbredt end noget andet Oldsagn, men dette Sagn er, hvad der nedenfor vil blive viist, neppe historiskt, og det har i alle Fald saa ganske tildraget sig Opmerksomheden, at hans øvrige Bedrifter ere forglemte. Ifølge Fundinn Noregr vare, som vi have seet, Halfsrekkerne Innstein og Utstein Sønner af Gunnlad, og Hrok den svarte og Hrok den hvite Sønner af Haamund Hørdejarl; Gunnlad, Haamund og en tredie Broder, Hake, vare Børn af Berserken Hromund Rolfssøn, der udgives for en Sønnesøn af Hoddbrodd, Søn af Hød, efter hvilken Hadeland skal have faaet Navn. Halfs Saga veed intet af denne Herkomst, der ogsaa, hvad de øverste Led angaar, tydeligt nok viser sig at være opdigtet^[1]; den veed kun at Gunnlad er en Syster af Hersen Haamund frøkne, og at denne er Fader til Hrok den svarte og Hrok den hvite, ligesom hun selv er Moder til Utstein og Innstein. Den fortæller ligeledes, at Hagny var en Datter af Kong Hake Haamundssøn, men nævner intet nærmere om, hvorledes Hake var beslægtet med Haamund frøkne, Hake og Gunnlad. De blotte Navne Haamund og Hake vise dog noksom, at der mellem Hake Haamundssøn og de sidstnævnte maa have været været et Slægtskabsforhold, rimeligviis, som vi ovenfor antoge, saaledes at Hake var en Sønnesøn af Hake Hromundssøn, Gunnlads Broder^[2]. Ifølge Saxo vare Hake og hans tre Brødre Hagbard, Helvin og Haamund Sønner af Søkongen Haamund^[3]. Snorre nævner kun de to Brødre Hake og Hagbard; han siger at de vare meget berømte, førte Titel af Søkonger og havde stort Krigsmandskab med sig^[4]. Hake nævnes allerførst som den, hos hvem Starkad tog Tjeneste efter at have forladt Uppsala-Kongerne, da han hos disse ej befandt sig vel. Hake havde dengang, som det synes, underkastet sig Danmark eller en Deel deraf. Han skal i sin Hær fornemmelig have haft tolv udsøgte Kæmper, hvoriblandt Starkad^[5]. Med denne Hær og disse Kæmper angreb han siden den blødagtige og karrige Kong Hugleik i Svithjod^[6], Sønnesøn af den Aalrek, hos hvem Starkad forhen havde opholdt sig. Hugleiks Karrighed havde paadraget ham saa ilde Omtale, at næsten ingen dygtige Kæmper skjøttede om at tage Tjeneste hos ham; han holdt sig derfor mest til Gøglere og Spillemænd. Da Hake landede med sin Hær, samlede han Folk om sig, men fik for Størstedelen kun slige daarlige Folk, som dem, han plejede at omgaaes, med Undtagelse af to vældige Kæmper, Brødrene Svipdag og Geigad. Paa Fyrisvoldene ved Uppsala traf Hærene sammen, og Hugleiks usle Flok blev snart adspredt; kun Svipdag og Geigad søgte alene at modstaa den hele fjendtlige Hær. Det lykkedes dem en Stund; Geigad saarede endog først Hake selv meget farligt i Brystet, og derpaa Starkad i Hovedet, men Enden blev omsider, at de bleve fangne, at Hugleik blev dræbt, og at Hake underkastede sig Svithjod.

Hans Brødre Hagbard, Helvin og Haamund havde imidlertid ogsaa sværmet om paa Havet, og efter en haardnakket Kamp med den danske Kong Sigars Sønner Alf og Alfgeir^[7] sluttet Venskab og Forbund med dem. De fulgte dem til deres Faders Kongsgaard Hagbard saa her deres Syster, den skjønne Signy, og vandt hendes Kjærlighed. Men den lumske Blind bølvise^[8] satte Splid mellem Sigars og Haamunds Sønner, deres Forbund blev brudt, og Helvin og Haamund faldt for Alf og Alfgeir, der i Hagbards Fraværelse overfaldt dem^[9]. Hagbard hevnede siden sine Brødre ved at overfalde og fælde Sigars Sønner. Hvorledes han siden, forklædt i Kvindedragt, besøgte Signy, hvorledes han blev røbet, greben og hængt, og hvorledes Signy, der ej vilde overleve ham, indebrændte sig med sine Terner, er bekjendt nok. Hagbards og Signys tragiske Skjebne, besynges endnu i Folkeviser og omtales endnu i Folkesagn fra alle de tre nordiske Lande^[10].

Da Hake erfarede Hagbards Død, besluttede han at tage Hevn, overrumplede Sigar og fældte ham paa et Sted, kaldet Valbrønd^[11]. Men Hake var imidlertid bleven forladt af flere af sine Kæmper, hvoriblandt Starkad, der havde nydt Gjestfrihed hos Sigar. Heraf benyttede Sigars tredie Søn Sigvalde sig til at angribe ham med en saa overlegen Styrke, at han maatte søge sin Frelse i sine Skibe, overladende en af sine Mænd, der og hed Hake, at stride til Lands mod Sigvalde. I dette Slag faldt begge Anførerne, men da Hake Haamundssøn var vendt tilbage med Flaaden forat besørge sin Vaabenbroders og Navnes Højlæggelse, blev han overfalden af en anden dansk Hær fra Skaane, der endog satte sig i Besiddelse af Flaaden, saa at Hake kun med 3 Skibe undslap og kom hjem til Svithjod^[12]. Han sad nu roligt hjemme i to eller tre Aar; hans Kæmper droge imidlertid fra ham, for paa Vikingstog at skaffe sig Bytte. Det rygtedes snart, at Starkad allerede havde forladt ham i Danmark; nu var Antallet paa hans Kæmper endnu mindre. Erik og Jorund, Hugleiks Søskendebørn, besluttede at vove et Forsøg paa at vinde deres Fædrenerige tilbage. De styrede til Svithjod, og saasnart Sviarne fik at vide at Ynglingekongerne vare der, samlede de sig i store Skarer omkring dem. Med denne Hær drog Jørund og Erik op mod Uppsala, og Hake mødte dem paa Fyrisvolden. Uagtet han havde langt færre Folk, kæmpede han dog med saadan Tapperhed, at han drev Fienden paa Flugten efterat have fældet Kong Erik med egen Haand. Men han havde selv faaet saa store Saar at han merkede at hans Endeligt var nær. Derfor lod han tage en Skeid (Krigsskib) og lade fuld med døde Mænd og Vaaben, siden lod han den flytte ud til Havs, lægge Roret i Lag, drage Sejlene op, og gjøre et Baal paa Skibet, for selv at lægges derpaa. Dette skede; han var allerede død eller nær Døden, da han lagdes paa Baalet; Vinden stod fra Land, og Skibet drev brændende ud paa Havet Dette, tilføjes der, var længe efter saare navnkundigt^[13].

Vi have her i Korthed fremstillet denne lille Sagngruppe saaledes som man maa antage at vore Forfædre tænkte sig den sammenkjedet; de enkelte Sagn, hvoraf den bestaar, findes spredte deels hos Saxo, deels i Ynglingasaga, foruden at hyppige Antydninger til dem ogsaa findes andensteds; især er det en hos de gamle Skalde meget yndet Omskrivning at kalde Galgen Hagbards eller Sigars Hest, og Strikken Hagbards Bane, eller noget lignende^[14]. Sagnet om Hake er vistnok, enkelte Udsmykninger fraregnede, historiskt^[15]. Dette kan man dog neppe sige om Hagbard-Sagnet, eller rettere den Deel deraf, som omhandler hans Kjærlighedsforstaaelse med Signy og begge de Elskendes heltemodige Død. Dertil er Begivenheden sig selv altfor romantisk, og Sagnet derom altfor meget udbredt og lokaliseret rundt om i Norden. Saxo henfører den til Sigersted paa Sjæland, hvor man endnu paaviser Hagbards Høj; Dragsmark i Bohuslehn, Sigarsvold paa Lister, Aurnes i Sogn, og Engeløen i Nordland, nævnes ligeledes, hvert af sine Indbyggere, som det Sted, hvor Begivenheden skal have tildraget sig; Engeløen nævnes som saadant endog i en yngre Bearbejdelse af Landnamsbogen^[16]. Denne store Udbredelse af Sagnet kan imidlertid ikke andet end gjøre det saare mistænkeligt i historisk Henseende. De fleste Sagn, der, saaledes som dette, ere blevne National- og Lokal-Sagn hos forskjellige germaniske Folk eller Folke-Afdelinger, tilhøre strengt taget ikke nogen enkelt Folkeafdeling, men kun det oprindelige Stammefolk; de ere, hvad vi allerede have paapeget med Hensyn til Vølund-Sagnet og Niflungesagnene, for det meste Oldsagn, medbragte fra Folkets oprindelige Hjem, men lokaliserede hos de enkelte Stammer i de Egne, hvor de senere kom til at nedsætte sig. Mellem Hagbard-Sagnet og de nysnævnte Sagn er der nu vistnok den Forskjel, at disse tilhøre alle germaniske Folk og Lande, medens hiint synes at være egent for Norden. Heraf kan maaskee sluttes, at det er opstaaet noget sildigere end hine, og at det kun har tilhørt Nordgermanerne og de gotiske Stammer, der kom i Berørelse med dem. Men Sagnet er ligefuldt altfor meget Fællesgods til at være historisk, og de Forsøg, som Saxo og Forfatteren af Fundinn Noregr have gjort paa at sætte det i Forbindelse med Historien eller historiske Genealogier, maa derfor ansees som mislykkede. Dette er især iøjnefaldende i Fundinn Noregr. Det heder her paa eet Sted, hvilket vi allerede ovenfor (S. 200) tildeels have anført: „Sigar (Halfdan Gamles Søn) var Fader til Siggeir, som var gift med Signy, Kong Vølsungs Datter; Sigar var ogsaa Fader til Sigmund, der var gift med Hild, Datter af Grjotgard Konge paa Møre, hans Søn hed Sigar, Signys Fader, der lod hænge Hagbard; dette er Siklinge-Ætten“. Men ovenfor paa et andet Sted, hvor der handles om Nors Æt, heder det: „Grjotgard (paa Nordmøre) var Fader til Sigar, Fader til Signy, der var gift med Harald Naumdøle-Jarl“. Man vil lettelig see, at der paa det første Sted hersker en Tvetydighed, idet man kan henføre Ordene: „hans Søn hed Sigar“ baade til Sigmund og til Grjotgard. Det første synes vistnok at have været Forfatterens Mening, siden det er Sigars, ikke Grjotgards Æt, han her omhandler; men da man paa det andet Sted, hvor Kongerne paa Nordmøre omhandles, ogsaa finder Slægtrækken „Grjotgard – Sigar – Signy“, kan man dog vanskelig undlade at tænke sig denne Række vilkaarligt tillempet paa den anden, og Tvetydigheden, naar Alt kommer til Alt, maaskee endog forsætlig, eller Sammenstillingen beroende paa en Misforstaaelse. Der er desuden saameget andet, der viser at den hele saakaldte Siklinge-Slægtrække, ligesom overhoved alle Slægtrækker fra Halfdan Gamle, er kunstig bragt istand ved vilkaarlige Tillempninger af forskjellige Sagn, og ved Hjelp af tilfældige Navne-Overeensstemmelser. Allerede Udledelsen af Ordet „Sikling“ fra „Sigar“ er urigtigt; Optagelsen af Vølsungesagnets bekjendte Siggeir viser sig ved første Øjekast som vilkaarlig, og Formodningen om, at de i Grjotgards Æt forekommende Navne Sigar og Signy have forført Forfatteren til, paa en ligesaa vilkaarlig Maade at drage Hagbardssagnets Sigar og Signy ind i Ætten, gaar derved næsten over til Vished^[17].

Men fordi den romantiske Deel af Hagbardssagnet bortfalder, er det derfor ikke sagt, at jo Hake kan have haft en Broder ved Navn Hagbard, der udmerkede sig ved sine Krigsbedrifter til Søs, som især har herjet i Danmark, og som endelig i Sagnet blev til eet med den Hagbard, Signys Elsker, om hvilken et ældre Sagn berettede. Og forsaavidt dette ældre Sagn fortrinsviis skulde antages at tilhøre et enkelt Landskab eller en enkelt Nation, maa man nærmest tænke paa Danerne i deres ældre Hjem paa den skandiske Halvø. Der synes virkelig at have været en Sigar, hvilken et gammelt Sagn betegnede som en af Danernes merkeligste Konger^[18]. Det synes ogsaa umiskjendeligt, endog i den danske Bearbejdelse af Hagbardssagnet, at Hagbard var en Nordmand, eller idetmindste en længere i Nord hjemmehørende Kriger; og forsaavidt kan dette Sagn siges at indeholde Erindringer om vore Forfædres tidligere Berørelser med Danerne og Bedrifter i de dansk-gotiske Egne.

---

1. Sammenstillingen af Hød eller Had og Hadeland viser allerede at Personernes Navne ere dannede efter Landskabets; men den anden Sammenstilling af Hød og Hoddbrodd synes tillige at føre os op i den mythiske Kreds, forsaavidt den minder om Saxos Hotherus (Hød) Hoddbrodds Søn og Balders Banemand. Forskjellen er den, at Hød hos Sorø er Hoddbrods Søn, i Fund. N. hans Fader.
2. Det heder at Hake, Haamunds Søn, var Fader til Hrodgeir, Fader til Hrodmar, Fader til Hake Berserk; dette viser atter, hvorledes. Navnet Hake gjentages i Ætten. At Hake Hromundssøn foruden Hrodgeir kan have haft en Søn Haamund, Fader til Hake, er ej usandsynligt. Man kunde og antage Hake Haamundssøn for en Broder af Haamund Frøkne.
3. Saxo, 7de B. S. 338; jvfr. 347.
4. Snorre, Yngl. S. Cap. 25, 27.
5. Derfor siger ogsaa Starkad i et Kvad, Saxo anfører i latinsk Parafrase (S. 310): Forhen vare vi 11 (han mener vel, foruden ham selv) Høvdinger, der omgave Kong Hake. Det er ovenfor (S. 258) nævnt, at Saxo kalder Hake Daniæ tyrannus; er dette ej ligefrem urigtigt, kan det blot betyde at Hake havde underlagt sig Danmark eller en Deel deraf.
6. Saxo (S. 279) gjør Hugleik til Konge i Irland. Hvorledes denne Misforstaaelse – thi Misforstaaelse kan det alene være – er opstaaet, lader sig nu neppe udfinde.
7. Saxo kalder ham Algerus. Man maa tænke paa Alfheimkongerne Alf og Alfgeir.
8. Blind bølvise (ɔ: den ondskabsfulde) forekommer som en staaende Figur i flere Oldsagn, saaledes f. Ex. endog i Helgakvíða Hundingsbana II, og i Æventyret om Hromund Greipssøn Cap. 8.
9. Saxo, 7de B. S. 341.
10. Saxo, S. 311 fgg. Faye, norske Folkesagn S. 159.
11. Saxo, S. 318 Her fortæller Saxo om Hake, hvad det skotske Sagn fortæller om Macbeth, at han lod sine Mænd afhugge Trætoppene i en Skov og bare dem, saa at Sigar undrede sig over at see Skoven rykke nærmere.
12. Saxo, S. 349, 350. Herom veed Snorre intet at fortælle, men siger kun at Hake, efterat have overvundet Hugleik, sad i Ro i tre Aar, og at hans Kæmper imidlertid forlod ham. Saxo er her noget uklar. Foruden Hake selv, som han allerførst kalder Daniæ tyrannus, men lader erobre Irland, nævner han en Hake den sjælandske, der engang var i hans Hær, men siden tilligemed Starkad forlod ham; derpaa endnu en tredie, „Haco fastuosus“, der kæmpede med Sigvalde.
13. Beretningen ligner meget den ovenfor (S. 274) anførte Fortælling om Sigurd Rings Død, der rigtignok kun grunder sig paa Arngrims Angivelse.
14. Allerede Thjodolf, der levede i det 9de Aarhundrede, kalder Strikken Hagbards Baand (Yngl. S. Cap. 28); og Eivind Skaldespilder, der levede eet Aarhundrede senere, kalder Galgen „Hagbards Hest“. (Cap. 26).
15. Om Hake og Rolf Krake har man nogle kunstige Vers, der hentyde til deres Bedrifter og Død, se Snorra Edda udg. Rask, S. 345; her heder det, at de begge vare stridbare og tappre Mænd, at den ene (Hake) brændtes paa Baal, den anden (Rolf) faldt for Staal.
16. Hvor Engeløen paa Haalogaland omtales (III. 18), tilføjer Hauksbogen og den yngste Bearbejdelse af Landnáma, den saakaldte Mela-Bog: „Der havde fordum Sigar boet, og der er Signys Buur samt Hagbardsholm“. Endnu gaar ogsaa Sagnet derom paa Engeløen, og Signys Buur m. m. vises.
17. Det er ikke usandsynligt, at Sagnets Tilværelse paa Engeløen ogsaa har bidraget sit til at Forfatteren har stræbt at faa dets handlende Personer ind i en Æt, hvis Medlemmer tildeels havde med Haalogaland at bestille, se nedenfor, § 15. Egentlig synes man ej at have behøvet mere end et Stedsnavn, der var sammensat med Sigar, Signy eller Hagbard, for at lokalisere Sagnet.
18. Nemlig Sigar (Sigehere), der herskede over Sø-Danerne, se Widsidh-Kvadet 65, 66.