Det norske Folks Historie/1/44

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Søkongen Hake, med hvis Datter Hagny Hjør Halfsſøn var gift maa, hvad allerede det, der ovenfor om ham er anført, tilſtrækkeligt viſer, i Tidsrummet nærmeſt før Braavallaſlaget have ſpillet en temmelig betydelig Rolle i Danmark og Sverige. Uheldigviis er kun lidet levnet os af hvad Fortidsſagnene berettede om ham, og ſelv dette lidet er heel uklart og forvirret. Det ſamme kan ogſaa ſiges om hans foregivne Broder Hagbard, thi viſtnok er Sagnet om hans og Signys trofaſte Kjærlighed blevet mere bekjendt og udbredt end noget andet Oldſagn, men dette Sagn er, hvad der nedenfor vil blive viiſt, neppe hiſtoriſkt, og det har i alle Fald ſaa ganſke tildraget ſig Opmerkſomheden, at hans øvrige Bedrifter ere forglemte. Ifølge Fundinn Noregr vare, ſom vi have ſeet, Halfsrekkerne Innſtein og Utſtein Sønner af Gunnlad, og Hrok den ſvarte og Hrok den hvite Sønner af Haamund Hørdejarl; Gunnlad, Haamund og en tredie Broder, Hake, vare Børn af Berſerken Hromund Rolfsſøn, der udgives for en Sønneſøn af Hoddbrodd, Søn af Hød, efter hvilken Hadeland ſkal have faaet Navn. Halfs Saga veed intet af denne Herkomſt, der ogſaa, hvad de øverſte Led angaar, tydeligt nok viſer ſig at være opdigtet[1]; den veed kun at Gunnlad er en Syſter af Herſen Haamund frøkne, og at denne er Fader til Hrok den ſvarte og Hrok den hvite, ligeſom hun ſelv er Moder til Utſtein og Innſtein. Den fortæller ligeledes, at Hagny var en Datter af Kong Hake Haamundsſøn, men nævner intet nærmere om, hvorledes Hake var beſlægtet med Haamund frøkne, Hake og Gunnlad. De blotte Navne Haamund og Hake viſe dog nokſom, at der mellem Hake Haamundsſøn og de ſidſtnævnte maa have været været et Slægtſkabsforhold, rimeligviis, ſom vi ovenfor antoge, ſaaledes at Hake var en Sønneſøn af Hake Hromundsſøn, Gunnlads Broder[2]. Ifølge Saxo vare Hake og hans tre Brødre Hagbard, Helvin og Haamund Sønner af Søkongen Haamund[3]. Snorre nævner kun de to Brødre Hake og Hagbard; han ſiger at de vare meget berømte, førte Titel af Søkonger og havde ſtort Krigsmandſkab med ſig[4]. Hake nævnes allerførſt ſom den, hos hvem Starkad tog Tjeneſte efter at have forladt Uppſala-Kongerne, da han hos disſe ej befandt ſig vel. Hake havde dengang, ſom det ſynes, underkaſtet ſig Danmark eller en Deel deraf. Han ſkal i ſin Hær fornemmelig have haft tolv udſøgte Kæmper, hvoriblandt Starkad[5]. Med denne Hær og disſe Kæmper angreb han ſiden den blødagtige og karrige Kong Hugleik i Svithjod[6], Sønneſøn af den Aalrek, hos hvem Starkad forhen havde opholdt ſig. Hugleiks Karrighed havde paadraget ham ſaa ilde Omtale, at næſten ingen dygtige Kæmper ſkjøttede om at tage Tjeneſte hos ham; han holdt ſig derfor meſt til Gøglere og Spillemænd. Da Hake landede med ſin Hær, ſamlede han Folk om ſig, men fik for Størſtedelen kun ſlige daarlige Folk, ſom dem, han plejede at omgaaes, med Undtagelſe af to vældige Kæmper, Brødrene Svipdag og Geigad. Paa Fyrisvoldene ved Uppſala traf Hærene ſammen, og Hugleiks uſle Flok blev ſnart adſpredt; kun Svipdag og Geigad ſøgte alene at modſtaa den hele fjendtlige Hær. Det lykkedes dem en Stund; Geigad ſaarede endog førſt Hake ſelv meget farligt i Bryſtet, og derpaa Starkad i Hovedet, men Enden blev omſider, at de bleve fangne, at Hugleik blev dræbt, og at Hake underkaſtede ſig Svithjod.

Hans Brødre Hagbard, Helvin og Haamund havde imidlertid ogſaa ſværmet om paa Havet, og efter en haardnakket Kamp med den danſke Kong Sigars Sønner Alf og Alfgeir[7] ſluttet Venſkab og Forbund med dem. De fulgte dem til deres Faders Kongsgaard Hagbard ſaa her deres Syſter, den ſkjønne Signy, og vandt hendes Kjærlighed. Men den lumſke Blind bølviſe[8] ſatte Splid mellem Sigars og Haamunds Sønner, deres Forbund blev brudt, og Helvin og Haamund faldt for Alf og Alfgeir, der i Hagbards Fraværelſe overfaldt dem[9]. Hagbard hevnede ſiden ſine Brødre ved at overfalde og fælde Sigars Sønner. Hvorledes han ſiden, forklædt i Kvindedragt, beſøgte Signy, hvorledes han blev røbet, greben og hængt, og hvorledes Signy, der ej vilde overleve ham, indebrændte ſig med ſine Terner, er bekjendt nok. Hagbards og Signys tragiſke Skjebne, beſynges endnu i Folkeviſer og omtales endnu i Folkeſagn fra alle de tre nordiſke Lande[10].

Da Hake erfarede Hagbards Død, beſluttede han at tage Hevn, overrumplede Sigar og fældte ham paa et Sted, kaldet Valbrønd[11]. Men Hake var imidlertid bleven forladt af flere af ſine Kæmper, hvoriblandt Starkad, der havde nydt Gjeſtfrihed hos Sigar. Heraf benyttede Sigars tredie Søn Sigvalde ſig til at angribe ham med en ſaa overlegen Styrke, at han maatte ſøge ſin Frelſe i ſine Skibe, overladende en af ſine Mænd, der og hed Hake, at ſtride til Lands mod Sigvalde. I dette Slag faldt begge Anførerne, men da Hake Haamundsſøn var vendt tilbage med Flaaden forat beſørge ſin Vaabenbroders og Navnes Højlæggelſe, blev han overfalden af en anden danſk Hær fra Skaane, der endog ſatte ſig i Beſiddelſe af Flaaden, ſaa at Hake kun med 3 Skibe undſlap og kom hjem til Svithjod[12]. Han ſad nu roligt hjemme i to eller tre Aar; hans Kæmper droge imidlertid fra ham, for paa Vikingstog at ſkaffe ſig Bytte. Det rygtedes ſnart, at Starkad allerede havde forladt ham i Danmark; nu var Antallet paa hans Kæmper endnu mindre. Erik og Jorund, Hugleiks Søſkendebørn, beſluttede at vove et Forſøg paa at vinde deres Fædrenerige tilbage. De ſtyrede til Svithjod, og ſaaſnart Sviarne fik at vide at Ynglingekongerne vare der, ſamlede de ſig i ſtore Skarer omkring dem. Med denne Hær drog Jørund og Erik op mod Uppſala, og Hake mødte dem paa Fyrisvolden. Uagtet han havde langt færre Folk, kæmpede han dog med ſaadan Tapperhed, at han drev Fienden paa Flugten efterat have fældet Kong Erik med egen Haand. Men han havde ſelv faaet ſaa ſtore Saar at han merkede at hans Endeligt var nær. Derfor lod han tage en Skeid (Krigsſkib) og lade fuld med døde Mænd og Vaaben, ſiden lod han den flytte ud til Havs, lægge Roret i Lag, drage Sejlene op, og gjøre et Baal paa Skibet, for ſelv at lægges derpaa. Dette ſkede; han var allerede død eller nær Døden, da han lagdes paa Baalet; Vinden ſtod fra Land, og Skibet drev brændende ud paa Havet Dette, tilføjes der, var længe efter ſaare navnkundigt[13].

Vi have her i Korthed fremſtillet denne lille Sagngruppe ſaaledes ſom man maa antage at vore Forfædre tænkte ſig den ſammenkjedet; de enkelte Sagn, hvoraf den beſtaar, findes ſpredte deels hos Saxo, deels i Ynglingaſaga, foruden at hyppige Antydninger til dem ogſaa findes andenſteds; iſær er det en hos de gamle Skalde meget yndet Omſkrivning at kalde Galgen Hagbards eller Sigars Heſt, og Strikken Hagbards Bane, eller noget lignende[14]. Sagnet om Hake er viſtnok, enkelte Udſmykninger fraregnede, hiſtoriſkt[15]. Dette kan man dog neppe ſige om Hagbard-Sagnet, eller rettere den Deel deraf, ſom omhandler hans Kjærlighedsforſtaaelſe med Signy og begge de Elſkendes heltemodige Død. Dertil er Begivenheden ſig ſelv altfor romantiſk, og Sagnet derom altfor meget udbredt og lokaliſeret rundt om i Norden. Saxo henfører den til Sigerſted paa Sjæland, hvor man endnu paaviſer Hagbards Høj; Dragsmark i Bohuslehn, Sigarsvold paa Liſter, Aurnes i Sogn, og Engeløen i Nordland, nævnes ligeledes, hvert af ſine Indbyggere, ſom det Sted, hvor Begivenheden ſkal have tildraget ſig; Engeløen nævnes ſom ſaadant endog i en yngre Bearbejdelſe af Landnamsbogen[16]. Denne ſtore Udbredelſe af Sagnet kan imidlertid ikke andet end gjøre det ſaare mistænkeligt i hiſtoriſk Henſeende. De fleſte Sagn, der, ſaaledes ſom dette, ere blevne National- og Lokal-Sagn hos forſkjellige germaniſke Folk eller Folke-Afdelinger, tilhøre ſtrengt taget ikke nogen enkelt Folkeafdeling, men kun det oprindelige Stammefolk; de ere, hvad vi allerede have paapeget med Henſyn til Vølund-Sagnet og Niflungeſagnene, for det meſte Oldſagn, medbragte fra Folkets oprindelige Hjem, men lokaliſerede hos de enkelte Stammer i de Egne, hvor de ſenere kom til at nedſætte ſig. Mellem Hagbard-Sagnet og de nysnævnte Sagn er der nu viſtnok den Forſkjel, at disſe tilhøre alle germaniſke Folk og Lande, medens hiint ſynes at være egent for Norden. Heraf kan maaſkee ſluttes, at det er opſtaaet noget ſildigere end hine, og at det kun har tilhørt Nordgermanerne og de gotiſke Stammer, der kom i Berørelſe med dem. Men Sagnet er ligefuldt altfor meget Fællesgods til at være hiſtoriſk, og de Forſøg, ſom Saxo og Forfatteren af Fundinn Noregr have gjort paa at ſætte det i Forbindelſe med Hiſtorien eller hiſtoriſke Genealogier, maa derfor anſees ſom mislykkede. Dette er iſær iøjnefaldende i Fundinn Noregr. Det heder her paa eet Sted, hvilket vi allerede ovenfor (S. 200) tildeels have anført: „Sigar (Halfdan Gamles Søn) var Fader til Siggeir, ſom var gift med Signy, Kong Vølſungs Datter; Sigar var ogſaa Fader til Sigmund, der var gift med Hild, Datter af Grjotgard Konge paa Møre, hans Søn hed Sigar, Signys Fader, der lod hænge Hagbard; dette er Siklinge-Ætten“. Men ovenfor paa et andet Sted, hvor der handles om Nors Æt, heder det: „Grjotgard (paa Nordmøre) var Fader til Sigar, Fader til Signy, der var gift med Harald Naumdøle-Jarl“. Man vil lettelig ſee, at der paa det førſte Sted herſker en Tvetydighed, idet man kan henføre Ordene: „hans Søn hed Sigar“ baade til Sigmund og til Grjotgard. Det førſte ſynes viſtnok at have været Forfatterens Mening, ſiden det er Sigars, ikke Grjotgards Æt, han her omhandler; men da man paa det andet Sted, hvor Kongerne paa Nordmøre omhandles, ogſaa finder Slægtrækken „Grjotgard — Sigar — Signy“, kan man dog vanſkelig undlade at tænke ſig denne Række vilkaarligt tillempet paa den anden, og Tvetydigheden, naar Alt kommer til Alt, maaſkee endog forſætlig, eller Sammenſtillingen beroende paa en Misforſtaaelſe. Der er desuden ſaameget andet, der viſer at den hele ſaakaldte Siklinge-Slægtrække, ligeſom overhoved alle Slægtrækker fra Halfdan Gamle, er kunſtig bragt iſtand ved vilkaarlige Tillempninger af forſkjellige Sagn, og ved Hjelp af tilfældige Navne-Overeensſtemmelſer. Allerede Udledelſen af Ordet „Sikling“ fra „Sigar“ er urigtigt; Optagelſen af Vølſungeſagnets bekjendte Siggeir viſer ſig ved førſte Øjekaſt ſom vilkaarlig, og Formodningen om, at de i Grjotgards Æt forekommende Navne Sigar og Signy have forført Forfatteren til, paa en ligeſaa vilkaarlig Maade at drage Hagbardsſagnets Sigar og Signy ind i Ætten, gaar derved næſten over til Vished[17].

Men fordi den romantiſke Deel af Hagbardsſagnet bortfalder, er det derfor ikke ſagt, at jo Hake kan have haft en Broder ved Navn Hagbard, der udmerkede ſig ved ſine Krigsbedrifter til Søs, ſom iſær har herjet i Danmark, og ſom endelig i Sagnet blev til eet med den Hagbard, Signys Elſker, om hvilken et ældre Sagn berettede. Og forſaavidt dette ældre Sagn fortrinsviis ſkulde antages at tilhøre et enkelt Landſkab eller en enkelt Nation, maa man nærmeſt tænke paa Danerne i deres ældre Hjem paa den ſkandiſke Halvø. Der ſynes virkelig at have været en Sigar, hvilken et gammelt Sagn betegnede ſom en af Danernes merkeligſte Konger[18]. Det ſynes ogſaa umiskjendeligt, endog i den danſke Bearbejdelſe af Hagbardsſagnet, at Hagbard var en Nordmand, eller idetmindſte en længere i Nord hjemmehørende Kriger; og forſaavidt kan dette Sagn ſiges at indeholde Erindringer om vore Forfædres tidligere Berørelſer med Danerne og Bedrifter i de danſk-gotiſke Egne.


  1. Sammenſtillingen af Hød eller Had og Hadeland viſer allerede at Perſonernes Navne ere dannede efter Landſkabets; men den anden Sammenſtilling af Hød og Hoddbrodd ſynes tillige at føre os op i den mythiſke Kreds, forſaavidt den minder om Saxos Hotherus (Hød) Hoddbrodds Søn og Balders Banemand. Forſkjellen er den, at Hød hos Sorø er Hoddbrods Søn, i Fund. N. hans Fader.
  2. Det heder at Hake, Haamunds Søn, var Fader til Hrodgeir, Fader til Hrodmar, Fader til Hake Berſerk; dette viſer atter, hvorledes. Navnet Hake gjentages i Ætten. At Hake Hromundsſøn foruden Hrodgeir kan have haft en Søn Haamund, Fader til Hake, er ej uſandſynligt. Man kunde og antage Hake Haamundsſøn for en Broder af Haamund Frøkne.
  3. Saxo, 7de B. S. 338; jvfr. 347.
  4. Snorre, Yngl. S. Cap. 25, 27.
  5. Derfor ſiger ogſaa Starkad i et Kvad, Saxo anfører i latinſk Parafraſe (S. 310): Forhen vare vi 11 (han mener vel, foruden ham ſelv) Høvdinger, der omgave Kong Hake. Det er ovenfor (S. 258) nævnt, at Saxo kalder Hake Daniæ tyrannus; er dette ej ligefrem urigtigt, kan det blot betyde at Hake havde underlagt ſig Danmark eller en Deel deraf.
  6. Saxo (S. 279) gjør Hugleik til Konge i Irland. Hvorledes denne Misforſtaaelſe — thi Misforſtaaelſe kan det alene være — er opſtaaet, lader ſig nu neppe udfinde.
  7. Saxo kalder ham Algerus. Man maa tænke paa Alfheimkongerne Alf og Alfgeir.
  8. Blind bølviſe (ɔ: den ondſkabsfulde) forekommer ſom en ſtaaende Figur i flere Oldſagn, ſaaledes f. Ex. endog i Helgakvíða Hundingsbana II, og i Æventyret om Hromund Greipsſøn Cap. 8.
  9. Saxo, 7de B. S. 341.
  10. Saxo, S. 311 fgg. Faye, norſke Folkeſagn S. 159.
  11. Saxo, S. 318 Her fortæller Saxo om Hake, hvad det ſkotſke Sagn fortæller om Macbeth, at han lod ſine Mænd afhugge Trætoppene i en Skov og bare dem, ſaa at Sigar undrede ſig over at ſee Skoven rykke nærmere.
  12. Saxo, S. 349, 350. Herom veed Snorre intet at fortælle, men ſiger kun at Hake, efterat have overvundet Hugleik, ſad i Ro i tre Aar, og at hans Kæmper imidlertid forlod ham. Saxo er her noget uklar. Foruden Hake ſelv, ſom han allerførſt kalder Daniæ tyrannus, men lader erobre Irland, nævner han en Hake den ſjælandſke, der engang var i hans Hær, men ſiden tilligemed Starkad forlod ham; derpaa endnu en tredie, „Haco fastuosus“, der kæmpede med Sigvalde.
  13. Beretningen ligner meget den ovenfor (S. 274) anførte Fortælling om Sigurd Rings Død, der rigtignok kun grunder ſig paa Arngrims Angivelſe.
  14. Allerede Thjodolf, der levede i det 9de Aarhundrede, kalder Strikken Hagbards Baand (Yngl. S. Cap. 28); og Eivind Skaldeſpilder, der levede eet Aarhundrede ſenere, kalder Galgen „Hagbards Heſt“. (Cap. 26).
  15. Om Hake og Rolf Krake har man nogle kunſtige Vers, der hentyde til deres Bedrifter og Død, ſe Snorra Edda udg. Raſk, S. 345; her heder det, at de begge vare ſtridbare og tappre Mænd, at den ene (Hake) brændtes paa Baal, den anden (Rolf) faldt for Staal.
  16. Hvor Engeløen paa Haalogaland omtales (III. 18), tilføjer Hauksbogen og den yngſte Bearbejdelſe af Landnáma, den ſaakaldte Mela-Bog: „Der havde fordum Sigar boet, og der er Signys Buur ſamt Hagbardsholm“. Endnu gaar ogſaa Sagnet derom paa Engeløen, og Signys Buur m. m. viſes.
  17. Det er ikke uſandſynligt, at Sagnets Tilværelſe paa Engeløen ogſaa har bidraget ſit til at Forfatteren har ſtræbt at faa dets handlende Perſoner ind i en Æt, hvis Medlemmer tildeels havde med Haalogaland at beſtille, ſe nedenfor, § 15. Egentlig ſynes man ej at have behøvet mere end et Stedsnavn, der var ſammenſat med Sigar, Signy eller Hagbard, for at lokaliſere Sagnet.
  18. Nemlig Sigar (Sigehere), der herſkede over Sø-Danerne, ſe Widſidh-Kvadet 65, 66.