Det norske Folks Historie/1/43

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Med Sagnene om den rygſke Konge-Æt ſtaa, ſom vi allerede have ſeet, hørdſke Kongeſagn i den nøjeſte Forbindelſe. Hjør, Jøſurs Søn, fortæller Halfs Saga, laa længe i Strid med Vikar, men forligede ſig endelig med ham; hans Søn var Hjørleif, der herſkede “baade over Hørdaland og Rogaland, og fik Tilnavnet den kvennſame, fordi han havde ſaa mange Huſtruer. Førſt var han gift med Æſa den lyſe, en Datter af Eyſtein, Jarl i Valdres. Men da hans ſtore Gavmildhed bragte ham i Pengemangel, maatte han gjøre et Tog til Bjarmeland og paa dette Tog kom han forbi Njardø (nu Nærø) ved Naumdalen, hvor han blev gjeſtfrit modtagen af Høgne den rige, og egtede hans Datter Hild hin mjove, der tilligemed ſin Broder Sølve fulgte ham baade til Bjarmeland og tilbage til Hørdaland. Æſa, heder det, var ikke ſynderlig glad i Kongen og hans Følge. Med det ſamme Skib, paa hvilket han var dragen til Bjarmeland, gjorde Hjørleif en Reiſe til Kongehelle, hvor Reidar, Kongen af Sjæland, ſatte ſine Bøder nærmeſt hans; der har altſaa været holdt Marked der, i hvilket Smaakongerne ſelv deeltoge Reidars Søn og Hjørleif bleve gode Venner, og den førſte bad ſin Fader indbyde Hjørleif til at drage med dem til Danmark og beſøge dem. Reidar, ſom anede, at der intet godt vilde komme ud deraf, vægrede ſig en Stund, men føjede ham tilſidſt; Hjørleif tog imod Indbydelſen, og forelſkede ſig i Reidars Datter Ringja, ſom han egtede. Paa Hjemrejſen til Hordaland blev Ringja ſyg og døde; hun blev lagt i en Kiſte og ſænket overbord, men Kiſten drev i Land tæt ved Reidars Nøſt, og det hed nu at Hjørleif havde dræbt hende. Reidar og hans Søn ſamlede Skibe og Folk for at hevne hendes Død, og kom en Nat til Hjørleifs Gaard, dog ej ganſke uventet, thi Hjørleifs Hund Fløke, der aldrig gjøede uden naar der var Fare paafærde, gjøede den Nat, og der fortælles tillige at en Havmand havde ſpaaet ham Overfald. Hjørleif ſlog ſig igjennem den Mandekreds, hvormed Reidar havde omringet hans Gaard, og fældte hans Søn, men kunde dog ikke hindre ham fra at plyndre og opbrænde Gaarden og drage bort med ſtort Bytte, hvoriblandt begge Dronningerne, Æſer og Hild. Hjørleif, ſom fra nærmeſte Skov havde ſeet Ødelæggelſen, kom ſamme Høſt med et meſte Skib til Reidars Gaard for at tage Hevn. Han gik førſt til Kvindernes Sovekammer, hvor alene Æſer var tilſtede, og bad hende hjelpe ſig til at finde Reidar; hun lovede ham det, men forraadte ham til Reidar, der efter Æſers Raad lod ham hænge op i Kongehallen mellem to Ilde ved hans egne Skobaand, medens Hirden ſad og drak, og Æſer hvilede paa Reidars Skjød i Højſædet. De bleve ſnart ſøvnige, medens Hild holdt ſig vaagen, og øſte Øl i Ilden ſaa at den ej ſkadede Hjørleif; tilſidſt hug hun Skobaandene over med et Sverd og befriede ſaaledes Hjørleif, der ſtrax gjennemborede den ſovende Reidar, ſkyndte ſig til ſit Skib, fik ſine Folk fat og lod alle Hirdmændene binde. Reidars Lig lod han ſiden hænge i den Galge, der havde været ham tiltænkt; hans Rige underlagde han ſig og ſatte Sølve til Jarl derover, men ſelv drog han hjem til Norge med Æſa og Hild. Han ſammenkaldte et Thing, der dømte Æſa til at drukne i en Myr, men han nøjedes med at ſende hende hjem tilligemed hendes Medgift. Siden faldt Hjørleif paa et Vikingetog, efterladende af Egteſkabet med Hild Sønnerne Hjørolf og Half, med Æſer Sønnen Utrygg.

Hild giftede ſig efter Hjørleifs Død med en Konge ved Navn Aasmund, der opfoſtrede Hjørolf og Half. Utrygg fulgte rimeligviis med ſin Moder; en Æt paa Island nedſtammede fra ham. Der fortælles at Hjørolf allerede vilde i Hærferd, da han var 13 Aar gammel[1], og tog hvad Skibe han kunde faa, ſmaa og ſtore, nye og gamle, faa og hvilke ſom helſt Folk, der tilbøde ſig, frie eller Trælle, lige meget hvorledes de vare bevæbnede. Da han kom til at ſtride med Vikinger, ſtolede han paa ſit Folketal, men hans Folk duede ikke, han led Nederlag, kom hjem med Skamme, og der blev intet videre af ham: derfor kaldte man enhver klodſet og uvittig Ferd Hjørolfsferd. Half derimod var en langt anden Mand Han var nu 12 Aar gammel, men ſtørre og ſterkere end de fleſte andre; han udruſtede ſig ogſaa til at drage i Hærferd, men kun med et eneſte, nyt og vel udruſtet Skib og med udſøgte Folk. Hans Raadgiver var den attenaarige Stein, Søn af Alf gamle, en Jarl paa Hørdaland. De beſtemte ak ingen ſkulde antages til denne Ferd, yngre end 18 Aar, ingen der ej kunde lette fra Jorden en ſtor Steen, der ſtod i Gaarden, ingen der klynkede eller gav ſig, eller talte frygtſomme Ord, eller forandrede Miner for Saar. Blandt de optagne Kæmper var Hrok den ſvarte og Hrok den hvide, Steins Fættere, Sønner af Herſen Haamund den frøkne; der ſøgtes efter Kæmper i 11 Fylker, men man fandt kun 12. Disſe tilligemed de ovennævnte, og nogle af Hirden, tilſammen 23 Mand, udgjorde den Skare, hvormed Half førſt gav ſig paa Ferden. Den førſte Kveld, de lagde til Havn, regnede det ſaa ſterkt, at Stein foreſlog at tjelde, men Kongen ſvarede: „vil du her ogſaa tjelde Huſe ligeſom hjemme?“ Siden den Tid kaldte de ham Innſtein. Næſte Dag, da de i hvaſt Vejr ſejlede forbi et fremſpringende Nes, ſtod der en Mand og bad om at maatte være med. Kongen tog ham op, men bød ham ſtaa ved Styrſtangen lige til Kvelden. Hermed var han meget fornøjet, fordi han derved, ſom han ſagde, kom ſaa meget nærmere Kongen. Denne Mand var en yngre Broder af Innſtein, der fra førſt af ej havde faaet Lov at være med, fordi han kun var 12 Aar gammel; han blev nu kaldt Utſtein. Det beſtemtes tillige, at ingen ſkulde have længere Sverd end een Alen lange, ſaa nær ſkulde man gaa ſin Fiende; de lode ſig derfor gjøre Sax, for at Huggene kunde blive ſaa meget ſtørre. Ingen, hed det, havde mindre Styrke end 12 almindelige Mænd; aldrig fangede de Kvinder eller Børn; ingen ſkulde forbinde ſine Saar, førend efter et Døgns Forløb. Ingen optoges, ſom viſte mindre Styrke og Tapperhed, end nys er ſagt. Half tilbragte 18 Sommere i Hærferd, herjede vide om Landene, og ſejrede altid. Deres Skik var at lægge bi udenfor de yderſte Nes, aldrig at tjelde paa Skibene, aldrig at rebe Sejlene før Storm. Man kaldte dem Halfsrekkerne. Deres Tal overſteg aldrig 60. Der fortælles at engang, da Half fra et Krigstog ſejlede hjem til ſit Rige, blev han overfalden af en ſaa voldſom Storm, at Skibet ikke kunde blive øſt; man beſluttede da at lette Skibet ved at lade endeel af Beſætningen efter Lodkaſtning ſpringe overbord; dog her behøvedes ingen Lodkaſtning, thi enhver tilbød ſig af ſig ſelv, og idet de ſtege overbord, ſagde de: „ſtraaløſt er der foran Stokkene“[2]. Da Half kom hjem til Hørdaland, gik hans Stiffader Aasmund ham imøde, blev hans Mand, ſvor vant Troſkabsed og bød ham til Gjeſtebud med Halvdelen af hans Folk. Innſtein fraraadede Half at modtage Indbydelſen, og ſagde at Aasmund pønſede paa Svig. Han fortalte Drømme, han havde haft, om at Ilden luede omkring dem og Ildsluer brandt paa deres Skuldre; men alt forgjæves; Half forklarede Drømmene om gyldne Smykker, Hjelme og Brynjer, ſom han vilde give ſine Mænd, forbød tilſidſt Innſtein at fortælle flere Drømme, og beſkyldte ham for at være frygtſom. Innſtein bad nu Kæmperne, hvad ſaa end Half ſagde, at følge med alle ſammen, men Utſtein ſagde at man burde lade Kongen raade, og derved blev det. Half gik op til Aasmunds Gaard med det halve Antal af ſine Mænd, hvoriblandt Innſtein og Utſtein; der var allerede en Mængde Folk, og der vankede megen og ſterk Drik. Tilſidſt faldt Halfsrekkerne i Søvn. Herpaa havde den lumſke Aasmund ventet for at kunne udføre ſit Forræderi. Han og hans Hirdmænd ſatte Ild paa Hallen, og Halfsrekkerne vaagnede ikke, førend hele Hallen var fuld af Røg. „Nu ryger det om vore Høge“, ſagde den den førſte, ſom vaagnede, og ſov ſtrax ind igjen. Derpaa vaagnede en anden, og ſaa, at Hallen ſtod i lys Lue; men han ſagde kun: „nu drypper nok Voxet af vore Sax[3], og lagde ſig ned igjen. Endelig vaagnede Half ſelv, ſtod op, vakte ſine Mænd og bød dem væbne ſig. De løb da ſaa voldſomt mod Tømmervæggene, at Navene gik af, og de ſelv kom ud fra det brændende Huus; men Fiendens Overmagt var dog ſaa ſtor, at Half ſelv faldt med de fleſte af ſine Mænd. Den Deel af hans Skare, der var bleven tilbage ved Skibet, kom ſenere til, men maatte ligeledes bukke under. En af de ſidſte, ſom faldt, var Innſtein. Hans Moder Gunnlad gik Natten derefter til Valpladſen for at opſøge ſine Sønners Lig; hun fandt Innſtein død, men Utſtein og to andre, ved Navn Baard og Bjørn, endnu levende, ſkjønt dødeligt ſaarede. Hun fik dem dog helbredede. Utſtein drog til ſin Frænde Eyſtein, Konge i Danmark, og Bjørn og Baard til Halfs Morbroder, Kong Sølve. Ogſaa Hrok den ſvarte ſlap derfra med Livet, og kom ſiden til en Kong Hake i Skaane. Der fortælles at Hrok, Utſtein og Sølve ſidenefter, underſtøttede af Eyſtein og Hake, hevnede Halfs Død ved at overfalde og dræbe Kong Aasmund. Om Sølve Høgneſøn fortælles der, at han var Søkonge, herjede i Auſtrveg, og havde tillige et Rige i Jylland, men omſider ſejlede til Svithjod, og overraſkede Ynglingekongen Eyſtein ved et Gilde i Heredet Lofund. Han kom om Natten, omringede Huſet og indebrændte Kongen med hele hans Hird, derpaa drog han til Sigtuna og bød Svearne at lyde ham ſom deres Konge. Svearne vilde dog ej godvillig underkaſte ſig, og kæmpede med ham i 11 Dage, men endelig fik Sølve Sejer og blev Konge over Svearne en lang Tid, indtil de ſvege og dræbte ham[4].

Der fortælles at Half efterlod en Søn ved Navn Hjør, der ogſaa blev Konge paa Hørdaland; efter en Beretning ſkal han tilligemed Sølve Høgneſøn have deeltaget i Kampen mod Aasmund[5]. I flere Oldſkrifter meddeles ogſaa følgende Sagn. Engang, da han var ude paa Vikingetog, fødte hans Dronning .Tvillinger, af hvilke hun kaldte den ene Geirmund, den anden Haamund. De vare ſaa ſvarte og hæslige, at hun ſkammede ſig ved dem og udgav dem for at være Sønner af hendes Trælkvinde, ſom juſt ogſaa havde født en Søn til Verden, ved Navn Leif, hvid og meget ſmuk; denne udgav hun for ſin Søn, og viſte Kongen ham, da han kom hjem. Kongen ſyntes dog ikke videre om ham og ſagde at han kun tegnede ſig til at blive et ubetydeligt Menneſke. Da Kongen næſte Gang drog ud paa Tog, vare Børnene 3 Aar gamle. Leif var da meget frygtſom, men Geirmund og Haamund modige, ſtøjende og ſnakſomme. En Dag indbød Dronningen til ſig den navnkundige Skald Brage den gamle, for at han ſkulde lige ſit Skjøn om Drengene. Hun magede det ſaa, at Brage ſad alene i Hallen med dem, ſelv ſkjulte hint ſig under en Bænk, for uſeet at høre hans Bemerkninger. Leif ſad i Højſædet og legede ſig med en Guldring, Haamund og Geirmund ſad i Halmen nede paa Gulvet. De løb hen til Leif, ſkubbede ham ned af Sædet og toge Ringen fra ham: derover græd han. Da rejſte Brage ſig, gik hen til Bænken, hvor Dronningen laa, ſlog med Støtten ovenpaa den, og ſagde:

To ere inde,
tror jeg dem begge vel,
Haamund og Geirmund
Hjørs rette Sønner;

Leif er den tredie,
Lodhats Søn,
den Dreng ikke,
du fødte, Kvinde!

Da tog Dronningen ſine egne Sønner til ſig igjen og lod Trælkvinden faa Leif tilbage. Da Kongen kom hjem, fortalte hun ham altſammen og viſte ham Drengene. Han ſagde at han aldrig før havde ſeet ſligt „Heljarſkind“[6]; dette Tilnavn fik de ſiden begge. De bleve ſiden navnkundige Krigere, og flyttede omſider til Island, hvor berømmelige og mægtige Ætter nedſtammede fra dem.

Om den hiſtoriſke Tilværelſe af Hjørleif, Half og de fornemſte af hans Kæmper kan der ikke være nogen Tvivl; deels fordi Beretningen om dem i og for ſig, de romantiſke Udſmykninger fraregnede, intet utroværdigt indeholde, deels fordi enkelte islandſke Høvdingeſlægter i den paalidelige Landnamsbog udledes derfra, deels endelig fordi det ældgamle Hyndluljod hentyder dertil. Den Ottar, hvilken Digtet egentlig angaar, kaldes nemlig der udtrykkelig en Søn af Innſtein, og denne igjen en Søn af Alf den gamle, aldeles ſaaledes ſom Halfs Saga fortæller. Den hele Slægtrække i Hyndluljod lyder ſaaledes: Svan den røde — Sæfare — Ulf — Alf den gamle, — Innſtein[7]. I Fundinn Noregr findes det ſamme Slægtregiſter, kun paa en vilkaarlig Maade forenet med Gudelærens om Dag, Delling, Sol og Mundilfare[8]. Tidsregningen bliver vanſkeligere at beſtemme. Da Hyndluljod omtaler Harald Hildetand og dennes Broderſøn Randver, ſynes ſaaledes Ottar at være ſamtidig med disſe, eller maaſkee med Randvers Søn Sigurd Ring; dette giver for Innſtein og Half Tiden omkring 710—20, hvilket og pasſer dermed at Halfs Fader Hjørleif levede lidt ſenere end Vikar. Men at Hjørleif i ſaa Fald ſkulde kunne have haft en Ætling i 3die Led, der kunde drage til Island efter 875, bliver en Umulighed, naar man ej vil ſætte hver Generation til over 60 Aar. Det er endog vanſkeligt nok, med Hjørleifs Levetid omkring 690 at forlige Slægtrækken fra hans anden Søn Utrygg, hvorved Landnamsmanden Ulf ſkjalge bliver en Sønneſøns Søn af Utrygg[9], og dennes Levetid, efter ſædvanlig Beregning, falder mellem 750 og 800. Vel kan man tænke ſig hvert Slægtled 10 Aar længere, og ſaaledes faa Utryggs Fødſel og Hjørleifs Levetid op til 700, men en ſaadan Fremgangsmaade vilde ſtride imod, hvad Erfaring har viiſt at være det rette, nemlig ved omtrentlige Beregninger at ſætte for hver Generation mellem 25 og 33 Aar. Vi nødes altſaa til her at antage et Slægtled bortfaldet. Endnu flere Led maa antages bortfaldne i den anden Række, der udgiver Landnamsmændene Geirmund og Haamund Heljarſkind for Halfs Sønneſønner. Thi om Geirmund end, ſom det heder, var gammel, da han ej længe efter Hafrsfjordſlaget drog til Island, falder dog hans Fødſel og Faderen Hjørs Levetid omkring 820, og følgelig Hjørs Faders Levetid omkring 790; ſaa ſilde kan Half umuligt have levet. Hiſtorien med Brage Skald ſynes ſaa uadſkillelig knyttet til Brødrenes bekjendte Tilnavn, at man ej tør underkjende dens Troværdighed, iſær da det Vers, Brage ved denne Anledning kvad, maa have bidraget til at vedligeholde den i Erindringen; ikke at tale om, at Geirmund Heljarſkind i Landnáma udtrykkeligt ſiges at have været den ypperſte af alle Landnamsmændene[10], hvorfor det og er ſaameget rimeligere, at Beretningen om hans Fødſel og Barndom er bleven omhyggeligt opbevaret. Og Brage Skalds Levetid falder juſt, ſom man af andre Sagn-Udſagn nokſom kan godtgjøre, i Slutningen af 8de og Begyndelſen af 9de Aarhundrede[11]. Slægtled maa altſaa i Rækken være udfaldne, men Spørgsmaalet bliver, hvor mange, og hvor.

Her bliver det nu for det førſte viſt, at Geirmunds og Haamunds Fader virkelig hed Hjør, thi han nævnes udtrykkeligt i Brages Vers, og det er ikke ſandſynligt, at de islandſke Genealogier ogſaa i dette Stykke ſkulde have fejlet. Der er altſaa en Hjør, ſom uadſkilleligt er knyttet til Geirmund og Haamund ſom deres Fader.

Men nøjere Underſøgelſer viſe ogſaa, at der er en Hjør, ſom uadſkilleligt er knyttet til Half ſom hans Søn. Ej alene ere alle Sagaer og Slægtregiſtre, der nævne Half og hans Æt, enige om at tillægge ham Sønnen Hjør, men Landn. ſiger udtrykkeligt, at „Half var Fader til den Kong Hjør, der hevnede ſin Fader tilligemed Kong Sølve Høgneſøn“. Halfs Saga melder ligeledes, at Hjør, Kong Halfs Søn, var gift med Hagny, en Datter af Kong Hake Haamundsſøn[12]. Men tidligere, hvor den fortæller om Innſtein, Utſtein, Hrok den ſvarte og Hrok den hvite, heder det, at Gunnlad, Innſteins og Utſteins Moder, og Haamund, Hrokernes Fader, begge vare Børn af Berſerken Hromund. I Fundinn Noregr ſtaar dennes Slægt opregnet; det heder at han havde tre Børn, Haamund, Hrokernes Fader, Gunnlad, Utſteins og Innſteins Moder, og Hake. At denne Hake enten er den ſamme, ſom Halfsſagas Hake Haamundsſøn, og i ſaa Fald „Hromund“ at anſee ſom en Skrivfejl iſtedetfor „Haamund“, eller at Hake Haamundsſøn maaſkee endnu ſnarere, at dømme efter det Opkaldelſesſyſtem, ſom var og tildeels endnu er ſaa ſædvanligt i Norge, har været betragtet ſom en Sønneſøn af Hake Hromundsſøn, ſynes temmelig viſt. I alle Fald er Hake Haamundsſøn nøje knyttet til Starkads og Hjørleifs Tidsalder. Det vil i det Følgende blive viiſt, hvorledes denne Hake Haamundsſøn er ingen anden end den berømte Søkonge Hake, hos hvilken Starkad opholdt ſig, ſom vandt Svithjod, og hvis Død ogſaa af Snorre beſkrives ſaa ſmukt; og Starkads Ophold hos ham falder endog, ſom det ſynes, tidligere end hans Ophold hos Frode[13]. Fundinn Noregr opſtiller derhos en Genealogi, hvis Rigtighed viſtnok er noget tvivlſom, ifølge hvilken Signy, Hagbards Elſkede, bliver Søſkendebarn til Høgne af Njardø; deraf følger dog, at Hagbards Broderdatter Hagny antages at være i ſamme Generation ſom Sølve Hogneſøn[14]. Det er altſaa umiskjendeligt, at Hagny uadſkilleligt henhører til Halfs Tidsalder, og at hun umuligt kan have været ſamtidig med Brage Skald, eller omkring Aaret 820 født de omtalte Tvillinger til Verden. Og her bliver Landnáma, hvis Troværdighed i Stridstilfælde maa ſættes over Halfsſagas, af fortrinlig Oplysning. Landnáma veed intet om, at Hjør, Tvillingernes Fader, var gift med Hagny. Den fortæller, at Hjør herjede paa Bjarmeland, og fangede der Kongens Datter Ljufvina, ſom han egtede, og om hvem den nu beretter det ſamme, ſom Halfsſaga beretter om Hagny. Landnámas Beretning, der næſten kan anſees ſom Are Frodes, nedſkreven i Slutningen af 11te Aarhundrede, er upaatvivleligt bygget paa Traditionen inden Geirmunds egen Familie, og derfor meſt at ſtole paa, ikke at tale om, at Brødrenes mørke Udſeende letteſt forklares ved deres tſchudiſke Herkomſt paa mødrene Side[15].

Vi faa altſaa een Hjør, der var Halfs Søn, der hevnede ſin Fader tilligemed Sølve, og ſom var gift med Hagny, Hake Haamundsſøns Datter; en anden Hjør, gift med Ljufvina, og Fader til Geirmund og Haamund Heljarſkind. Disſe Hjørver maa have været forſkjellige Perſoner, hvilke af ſenere Sagnfortællere, med Udeladelſe af Mellemled, ere forvexlede Paa ſaadanne Udeladelſer af Mellemled, og Forvexlinger af Perſoner med ſamme Navn, hvortil det ovennævnte Opkaldelſes-Syſtem gav ſaa megen Anledning, finder man ſaa hyppige Exempler, at man heller ikke kan tage i Betænkning, at antage ſaadant ogſaa at have været med i Spillet her; der bliver kun Spørgsmaal, hvor mange Led man ſkal antage bortfaldne mellem Hjør Halfsſøn og den anden Hjør, Tvillingernes Fader. Det ſædvanlige var viſtnok, og er endnu, at Sønneſønnen opkaldtes efter Bedſtefaderen; i ſaa Fald vilde kun eet Led være bortfaldet mellem de tvende Hjørver, eller to Led mellem Hjør Halfsſøn og Geirmund. Men derved vilde man dog neppe endnu være hjulpen; thi antages Geirmund fød ved 820, og hans Fader Hjør ved 790, vilde den ældre Hjørs Fødſel og Halfs Levetid i ſaa Fald komme omkring 730, hvilket upaatvivleligt er en Generation for ſilde. To Led maa derfor viſtnok være bortfaldne, ſaaledes at Halfs Levetid kommer omkring 700, og dette ſtemmer ogſaa meget godt med den Omſtændighed, at der mellem den ældſte Hjør, Jøſurs Søn og Hjør, Halfs Søn, ligeledes ligge tvende Slægtled.

Det er muligt, at et af disſe Slægtled virkelig paa et andet Sted i Landnáma er nævnt[16]. Det fortælles nemlig, at Skalden Flejn Hjørsſøn, der en Stund opholdt ſig hos Kongerne Thorolf og Olaf paa Oplandene, havde været opfød nord paa Møre paa en Ø ikke langt fra Borgund, ved Navn Jøſurheid, hvor hans Fader (Hjør) boede; at han ſiden kom til Kong Eyſtein i Danmark, og vandt ved ſin Skaldſkab ſaadan Anſeelſe, at han fik Kongens Datter til Egte. Og i en gammel Fortegnelſe over Skalder ved de ældſte nordiſke Hoffer heder det, at blandt en af de Skalder, der opholdt ſig hos den ſvenſke Konge Eyſtein Belje, var Flejn Skald. Denne Flejn maa have været en mere end almindelig anſeet Skald, hvis Kvad længe opbevaredes, thi i Skálda opſtilles en egen Indretning af Drottkvædeverſet, kaldet Fleinsháttr, der upaatvivleligt benævnes efter ham. Sagnene om ham kunne derfor neppe ganſke være grebne af Luften. At den ſvenſke Eyſtein Belje, hos hvem han opholdt ſig, maa være den ſamme, ſom den danſke Kong Eyſtein hvis Datter han egtede, ſynes ej at kunne betvivles; det maa tillige erindres, hvad der ovenfor er nævnt, at man paa den Tid under „Danmark“ neppe forſtod det nuværende Danmark, men kun det oprindelige, mellem Skaane og Gautland. Eyſtein Belje nævnes ſom Konge eller egentlig Underkonge i Sverige paa Ragnar Lodbroks Tid, omkring 780[17]. Det er ikke uſandſynligt, at Flejn Skald, ſom i ſine yngre Dage opholdt ſig hos Eyſtein, og i ſin Alderdom hos Kongerne paa Oplandene, af hvilke den ene havde en Søn, ſom var Landnamsmand, har været en Søn af Hjør Halfsſøn. Thi Navnet Jøſurheid i Forbindelſe med Hjør bliver her overbeviſende; vel heder det at Jøſurheid ſkulde ligge paa Møre, men dette er aabenbart en Fejltagelſe, ſom maaſkee kan have ſin Oprindelſe derfra, at Hjør, indtil han hevnede ſin Fader og ſaaledes gjenvandt ſit Rige, opholdt ſig paa Møre, hvor Sølve Høgneſøns Æt ifølge Fundinn Noregs udtrykkelige Vidnesbyrd hørte hjemme. Flejn kan, hvis han var fød omkring 740, have opholdt ſig hos Eyſtein imellem 770—790, og hos Kongerne paa Oplandene ſom Olding omkring 810. Det er ſaaledes altid en Mulighed for, at han kan have været den yngre Hjørs Farfader. Men det er ogſaa muligt, at han kun har været en yngre Søn af Hjør Halfsſøn.

At der i begge Slægtrækker fra Hjørleif ere Led bortfaldne, maa ſaaledes være udenfor al Tvivl, og den ſidſte Række (til Geirmund og Haamund) oplyſer endog ſelv om, hvad der har givet Anledning til Udeladelſen. Naar vi efter disſe Underſøgelſer ſkulle beſtemme Slægtens Chronologi, eller Tiden, naar enhver af de omtalte Helte maatte antages at have været i ſine bedſte Aar, maatte det blive: Hjørleif 690—700; Half 700—720; Hjør Halfsſøn og Sølve Høgneſøn 720—740; Flejn Hjørsſøn 770—790; Hjør den yngre 810—830, Geirmund og Haamund Heljarſkind 860-880.


  1. I Halfs Saga Cap. 9 læſes „8 Aar“, uagtet det dog heder at han var den ældſte af Brødrene, og at Broderen Half Vaaren efter hans Hjemkomſt om Høſten var 12 Aar gammel. I Haandſkriftet er der ſaaledes fejlagtigt ſkrevet „viij“ iſtedetfor „xiij“.
  2. Dette ſkal betyde: der er ikke ſtrøet Straa paa Gulvet (i Rans Hal) til vor Ankomſt. Ved Gilder ſtrøedes nemlig friſkt Straa paa Gulvet.
  3. Det ſynes ſom om man brugte at omgive Sverdene med en tynd Skorpe af Vox for at hindre dem fra at ruſte.
  4. Denne Beretning om Sølve Høgneſøn findes i Yngl. Saga Cap. 35. Det er merkeligt nok, at Talen her kun er om Sigtuna, ej om Uppſala. Denne Kong Eyſtein har altſaa aabenbart hørt til en anden Green af Ynglinge-Stammen, til Sigtuna-Kongerne, og er kun ved en vilkaarlig Kombination indſat i Uppſalakongernes Række. Det kunde næſten ſynes, ſom om han af Etikette har været forvexlet med Eyſtein belje, Underkonge i Svithjod paa Ragnar Lodbroks Tid. Mere herom nedenfor.
  5. Landnáma, II. 19.
  6. Dødsgudinden Hel beſkrives ſom ſortblaa paa den ene Side af Anſigtet; heljarskinn (Hels Skind) vil altſaa ſige „ſortagtigt Skind ligt Hels“.
  7. Hyndluljod, Str. 12.
  8. Fornaldar Sögur Nordrl. II. S. 7. Her ſtaar i Svanr hinn rauði, faðir Sæfara, föður Ulfs, föður Álfs, föður þeirra Ingimundar Ole ok Eysteins. Men det er aabenbart, ved Sammenligning med Hyndluljod og Halfsſaga, at her ikke ſkal læſes Ingimundar og Eysteins, men Innsteins ok Útsteins. Dette er ikke det eneſte Sted, hvor Fund. Nor. har en øjenſynlig Fejl. Ovenfor er Fejlen Imalds og Eiriks, iſtedetfor Snjalls ak Hjalls, m. m. omtalt. En Fejl er det og, hvor Raums anden Søn i Slutningen af Cap. 1. kaldes Haukr, uagtet han dog i den ſpecielle Opregnelſe Cap. 2 kaldes Hauðr og ſættes i Forbindelſe med Hadeland.
  9. Denne Række lyder efter Landn. II, W ſaaledes: Utrygg — Ublaud — Høgne hvite — Ulf ſkjalge-, tidlig Landnamsmand, Oldefader til Thjodhild, Erik Rødes Huſtru, altſaa fød omkring 840, hvilket efter ſædvanlig Beregning giver for Utrygg Fødſelsaaret 750.
  10. Landnáma II. 30: þat segja vítrir menn, at hann hafi göfgastr verit allra landnámsmanna á Íslandi; litt átti hann hér deilur við menn; hann kom heldr gamall út.
  11. Det heder ej alene i den gamle Skaldefortegnelſe, at Brage den gamle levede deels hos Eyſtein belje Ragnar Lodbroks Underkonge i Sverige, deels hos Bjørn Jernſides Sønneſøn Bjørn paa Hauge, der levede ved 831; man har endnu Brudſtykker af et af Brage forfattet Digt, hvor han omtaler et Skjold, Ragnar ſelv havde givet ham. (Se Skálda, Cap. 42). Endelig ſiger Landnáma, at den Thore Herſe, Roaldsſøn, ſom opfoſtrede Erik Blodøxe, og ſom derfor maa anſees at have været omtrent ſamtidig med Kong Harald Haarfagre, eller fød omkring 850, var en Datterſøn af Brage den Gamle, hvilket ogſaa ſætter dennes Levetid ved 820. (Landn. II. 1).
  12. Landn. II. 19.
  13. Se nedenfor § 13.
  14. Dette Slægtregiſter, ſom nedenfor nærmere vil blive omtalt, lyder ſaaledes: Grjotgard fik Nordmøre, hans Søn var Salgard, Fader til Grjotgard, Fader til Sølve, Fader til Høgne i Njardø, Fader til Vikingen Sølve og Hild den Mjove, gift med Hjørleif den Kvennſame … og længere nede: Sigar var Fader til Sigmund, ſom var gift med Hilde, Datter af Kong Grjotgard paa Møre, hans Søn hed Sigar, Signys Fader, ſom lod hænge Hagbard.
  15. Ogſaa Sturlungaſaga (Cap. 1) omtaler Geirmunds og Haamunds Fødſel og Brage Skalds Vers, men den nævner ikke udtrykkelig Dronningens Navn, og kan derfor ikke her gjøre noget Udſlag.
  16. Landn. V. 1.
  17. Om denne Eyſtein Belje vil der nedenfor blive talt. Da man aldeles ikke ſynes at have været paa det rene med hans Hiſtorie eller Herkomſt, tør man vel ikke fæſte ſynderlig Lid til, hvad der om ham berettes; dog ſaa meget ſynes idetmindſte Skaldefortegnelſen at viſe, at man henførte ham til Ragnar Lodbroks Tid, eller til Slutningen af det 8de Aarhundrede. Flein Skald nævnes i allefald ſom ſamtidig med Brage hin gamle eg hans Svigerfader Erp Lutande.