Det norske Folks Historie/1/43

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Med Sagnene om den rygske Konge-Æt staa, som vi allerede have seet, hørdske Kongesagn i den nøjeste Forbindelse. Hjør, Jøsurs Søn, fortæller Halfs Saga, laa længe i Strid med Vikar, men forligede sig endelig med ham; hans Søn var Hjørleif, der herskede “baade over Hørdaland og Rogaland, og fik Tilnavnet den kvennsame, fordi han havde saa mange Hustruer. Først var han gift med Æsa den lyse, en Datter af Eystein, Jarl i Valdres. Men da hans store Gavmildhed bragte ham i Pengemangel, maatte han gjøre et Tog til Bjarmeland og paa dette Tog kom han forbi Njardø (nu Nærø) ved Naumdalen, hvor han blev gjestfrit modtagen af Høgne den rige, og egtede hans Datter Hild hin mjove, der tilligemed sin Broder Sølve fulgte ham baade til Bjarmeland og tilbage til Hørdaland. Æsa, heder det, var ikke synderlig glad i Kongen og hans Følge. Med det samme Skib, paa hvilket han var dragen til Bjarmeland, gjorde Hjørleif en Reise til Kongehelle, hvor Reidar, Kongen af Sjæland, satte sine Bøder nærmest hans; der har altsaa været holdt Marked der, i hvilket Smaakongerne selv deeltoge Reidars Søn og Hjørleif bleve gode Venner, og den første bad sin Fader indbyde Hjørleif til at drage med dem til Danmark og besøge dem. Reidar, som anede, at der intet godt vilde komme ud deraf, vægrede sig en Stund, men føjede ham tilsidst; Hjørleif tog imod Indbydelsen, og forelskede sig i Reidars Datter Ringja, som han egtede. Paa Hjemrejsen til Hordaland blev Ringja syg og døde; hun blev lagt i en Kiste og sænket overbord, men Kisten drev i Land tæt ved Reidars Nøst, og det hed nu at Hjørleif havde dræbt hende. Reidar og hans Søn samlede Skibe og Folk for at hevne hendes Død, og kom en Nat til Hjørleifs Gaard, dog ej ganske uventet, thi Hjørleifs Hund Fløke, der aldrig gjøede uden naar der var Fare paafærde, gjøede den Nat, og der fortælles tillige at en Havmand havde spaaet ham Overfald. Hjørleif slog sig igjennem den Mandekreds, hvormed Reidar havde omringet hans Gaard, og fældte hans Søn, men kunde dog ikke hindre ham fra at plyndre og opbrænde Gaarden og drage bort med stort Bytte, hvoriblandt begge Dronningerne, Æser og Hild. Hjørleif, som fra nærmeste Skov havde seet Ødelæggelsen, kom samme Høst med et meste Skib til Reidars Gaard for at tage Hevn. Han gik først til Kvindernes Sovekammer, hvor alene Æser var tilstede, og bad hende hjelpe sig til at finde Reidar; hun lovede ham det, men forraadte ham til Reidar, der efter Æsers Raad lod ham hænge op i Kongehallen mellem to Ilde ved hans egne Skobaand, medens Hirden sad og drak, og Æser hvilede paa Reidars Skjød i Højsædet. De bleve snart søvnige, medens Hild holdt sig vaagen, og øste Øl i Ilden saa at den ej skadede Hjørleif; tilsidst hug hun Skobaandene over med et Sverd og befriede saaledes Hjørleif, der strax gjennemborede den sovende Reidar, skyndte sig til sit Skib, fik sine Folk fat og lod alle Hirdmændene binde. Reidars Lig lod han siden hænge i den Galge, der havde været ham tiltænkt; hans Rige underlagde han sig og satte Sølve til Jarl derover, men selv drog han hjem til Norge med Æsa og Hild. Han sammenkaldte et Thing, der dømte Æsa til at drukne i en Myr, men han nøjedes med at sende hende hjem tilligemed hendes Medgift. Siden faldt Hjørleif paa et Vikingetog, efterladende af Egteskabet med Hild Sønnerne Hjørolf og Half, med Æser Sønnen Utrygg.

Hild giftede sig efter Hjørleifs Død med en Konge ved Navn Aasmund, der opfostrede Hjørolf og Half. Utrygg fulgte rimeligviis med sin Moder; en Æt paa Island nedstammede fra ham. Der fortælles at Hjørolf allerede vilde i Hærferd, da han var 13 Aar gammel[1], og tog hvad Skibe han kunde faa, smaa og store, nye og gamle, faa og hvilke som helst Folk, der tilbøde sig, frie eller Trælle, lige meget hvorledes de vare bevæbnede. Da han kom til at stride med Vikinger, stolede han paa sit Folketal, men hans Folk duede ikke, han led Nederlag, kom hjem med Skamme, og der blev intet videre af ham: derfor kaldte man enhver klodset og uvittig Ferd Hjørolfsferd. Half derimod var en langt anden Mand Han var nu 12 Aar gammel, men større og sterkere end de fleste andre; han udrustede sig ogsaa til at drage i Hærferd, men kun med et eneste, nyt og vel udrustet Skib og med udsøgte Folk. Hans Raadgiver var den attenaarige Stein, Søn af Alf gamle, en Jarl paa Hørdaland. De bestemte ak ingen skulde antages til denne Ferd, yngre end 18 Aar, ingen der ej kunde lette fra Jorden en stor Steen, der stod i Gaarden, ingen der klynkede eller gav sig, eller talte frygtsomme Ord, eller forandrede Miner for Saar. Blandt de optagne Kæmper var Hrok den svarte og Hrok den hvide, Steins Fættere, Sønner af Hersen Haamund den frøkne; der søgtes efter Kæmper i 11 Fylker, men man fandt kun 12. Disse tilligemed de ovennævnte, og nogle af Hirden, tilsammen 23 Mand, udgjorde den Skare, hvormed Half først gav sig paa Ferden. Den første Kveld, de lagde til Havn, regnede det saa sterkt, at Stein foreslog at tjelde, men Kongen svarede: „vil du her ogsaa tjelde Huse ligesom hjemme?“ Siden den Tid kaldte de ham Innstein. Næste Dag, da de i hvast Vejr sejlede forbi et fremspringende Nes, stod der en Mand og bad om at maatte være med. Kongen tog ham op, men bød ham staa ved Styrstangen lige til Kvelden. Hermed var han meget fornøjet, fordi han derved, som han sagde, kom saa meget nærmere Kongen. Denne Mand var en yngre Broder af Innstein, der fra først af ej havde faaet Lov at være med, fordi han kun var 12 Aar gammel; han blev nu kaldt Utstein. Det bestemtes tillige, at ingen skulde have længere Sverd end een Alen lange, saa nær skulde man gaa sin Fiende; de lode sig derfor gjøre Sax, for at Huggene kunde blive saa meget større. Ingen, hed det, havde mindre Styrke end 12 almindelige Mænd; aldrig fangede de Kvinder eller Børn; ingen skulde forbinde sine Saar, førend efter et Døgns Forløb. Ingen optoges, som viste mindre Styrke og Tapperhed, end nys er sagt. Half tilbragte 18 Sommere i Hærferd, herjede vide om Landene, og sejrede altid. Deres Skik var at lægge bi udenfor de yderste Nes, aldrig at tjelde paa Skibene, aldrig at rebe Sejlene før Storm. Man kaldte dem Halfsrekkerne. Deres Tal oversteg aldrig 60. Der fortælles at engang, da Half fra et Krigstog sejlede hjem til sit Rige, blev han overfalden af en saa voldsom Storm, at Skibet ikke kunde blive øst; man besluttede da at lette Skibet ved at lade endeel af Besætningen efter Lodkastning springe overbord; dog her behøvedes ingen Lodkastning, thi enhver tilbød sig af sig selv, og idet de stege overbord, sagde de: „straaløst er der foran Stokkene“[2]. Da Half kom hjem til Hørdaland, gik hans Stiffader Aasmund ham imøde, blev hans Mand, svor vant Troskabsed og bød ham til Gjestebud med Halvdelen af hans Folk. Innstein fraraadede Half at modtage Indbydelsen, og sagde at Aasmund pønsede paa Svig. Han fortalte Drømme, han havde haft, om at Ilden luede omkring dem og Ildsluer brandt paa deres Skuldre; men alt forgjæves; Half forklarede Drømmene om gyldne Smykker, Hjelme og Brynjer, som han vilde give sine Mænd, forbød tilsidst Innstein at fortælle flere Drømme, og beskyldte ham for at være frygtsom. Innstein bad nu Kæmperne, hvad saa end Half sagde, at følge med alle sammen, men Utstein sagde at man burde lade Kongen raade, og derved blev det. Half gik op til Aasmunds Gaard med det halve Antal af sine Mænd, hvoriblandt Innstein og Utstein; der var allerede en Mængde Folk, og der vankede megen og sterk Drik. Tilsidst faldt Halfsrekkerne i Søvn. Herpaa havde den lumske Aasmund ventet for at kunne udføre sit Forræderi. Han og hans Hirdmænd satte Ild paa Hallen, og Halfsrekkerne vaagnede ikke, førend hele Hallen var fuld af Røg. „Nu ryger det om vore Høge“, sagde den den første, som vaagnede, og sov strax ind igjen. Derpaa vaagnede en anden, og saa, at Hallen stod i lys Lue; men han sagde kun: „nu drypper nok Voxet af vore Sax[3], og lagde sig ned igjen. Endelig vaagnede Half selv, stod op, vakte sine Mænd og bød dem væbne sig. De løb da saa voldsomt mod Tømmervæggene, at Navene gik af, og de selv kom ud fra det brændende Huus; men Fiendens Overmagt var dog saa stor, at Half selv faldt med de fleste af sine Mænd. Den Deel af hans Skare, der var bleven tilbage ved Skibet, kom senere til, men maatte ligeledes bukke under. En af de sidste, som faldt, var Innstein. Hans Moder Gunnlad gik Natten derefter til Valpladsen for at opsøge sine Sønners Lig; hun fandt Innstein død, men Utstein og to andre, ved Navn Baard og Bjørn, endnu levende, skjønt dødeligt saarede. Hun fik dem dog helbredede. Utstein drog til sin Frænde Eystein, Konge i Danmark, og Bjørn og Baard til Halfs Morbroder, Kong Sølve. Ogsaa Hrok den svarte slap derfra med Livet, og kom siden til en Kong Hake i Skaane. Der fortælles at Hrok, Utstein og Sølve sidenefter, understøttede af Eystein og Hake, hevnede Halfs Død ved at overfalde og dræbe Kong Aasmund. Om Sølve Høgnesøn fortælles der, at han var Søkonge, herjede i Austrveg, og havde tillige et Rige i Jylland, men omsider sejlede til Svithjod, og overraskede Ynglingekongen Eystein ved et Gilde i Heredet Lofund. Han kom om Natten, omringede Huset og indebrændte Kongen med hele hans Hird, derpaa drog han til Sigtuna og bød Svearne at lyde ham som deres Konge. Svearne vilde dog ej godvillig underkaste sig, og kæmpede med ham i 11 Dage, men endelig fik Sølve Sejer og blev Konge over Svearne en lang Tid, indtil de svege og dræbte ham[4].

Der fortælles at Half efterlod en Søn ved Navn Hjør, der ogsaa blev Konge paa Hørdaland; efter en Beretning skal han tilligemed Sølve Høgnesøn have deeltaget i Kampen mod Aasmund[5]. I flere Oldskrifter meddeles ogsaa følgende Sagn. Engang, da han var ude paa Vikingetog, fødte hans Dronning .Tvillinger, af hvilke hun kaldte den ene Geirmund, den anden Haamund. De vare saa svarte og hæslige, at hun skammede sig ved dem og udgav dem for at være Sønner af hendes Trælkvinde, som just ogsaa havde født en Søn til Verden, ved Navn Leif, hvid og meget smuk; denne udgav hun for sin Søn, og viste Kongen ham, da han kom hjem. Kongen syntes dog ikke videre om ham og sagde at han kun tegnede sig til at blive et ubetydeligt Menneske. Da Kongen næste Gang drog ud paa Tog, vare Børnene 3 Aar gamle. Leif var da meget frygtsom, men Geirmund og Haamund modige, støjende og snaksomme. En Dag indbød Dronningen til sig den navnkundige Skald Brage den gamle, for at han skulde lige sit Skjøn om Drengene. Hun magede det saa, at Brage sad alene i Hallen med dem, selv skjulte hint sig under en Bænk, for useet at høre hans Bemerkninger. Leif sad i Højsædet og legede sig med en Guldring, Haamund og Geirmund sad i Halmen nede paa Gulvet. De løb hen til Leif, skubbede ham ned af Sædet og toge Ringen fra ham: derover græd han. Da rejste Brage sig, gik hen til Bænken, hvor Dronningen laa, slog med Støtten ovenpaa den, og sagde:

To ere inde,
tror jeg dem begge vel,
Haamund og Geirmund
Hjørs rette Sønner;

Leif er den tredie,
Lodhats Søn,
den Dreng ikke,
du fødte, Kvinde!

Da tog Dronningen sine egne Sønner til sig igjen og lod Trælkvinden faa Leif tilbage. Da Kongen kom hjem, fortalte hun ham altsammen og viste ham Drengene. Han sagde at han aldrig før havde seet sligt „Heljarskind“[6]; dette Tilnavn fik de siden begge. De bleve siden navnkundige Krigere, og flyttede omsider til Island, hvor berømmelige og mægtige Ætter nedstammede fra dem.

Om den historiske Tilværelse af Hjørleif, Half og de fornemste af hans Kæmper kan der ikke være nogen Tvivl; deels fordi Beretningen om dem i og for sig, de romantiske Udsmykninger fraregnede, intet utroværdigt indeholde, deels fordi enkelte islandske Høvdingeslægter i den paalidelige Landnamsbog udledes derfra, deels endelig fordi det ældgamle Hyndluljod hentyder dertil. Den Ottar, hvilken Digtet egentlig angaar, kaldes nemlig der udtrykkelig en Søn af Innstein, og denne igjen en Søn af Alf den gamle, aldeles saaledes som Halfs Saga fortæller. Den hele Slægtrække i Hyndluljod lyder saaledes: Svan den røde – Sæfare – Ulf – Alf den gamle, – Innstein[7]. I Fundinn Noregr findes det samme Slægtregister, kun paa en vilkaarlig Maade forenet med Gudelærens om Dag, Delling, Sol og Mundilfare[8]. Tidsregningen bliver vanskeligere at bestemme. Da Hyndluljod omtaler Harald Hildetand og dennes Brodersøn Randver, synes saaledes Ottar at være samtidig med disse, eller maaskee med Randvers Søn Sigurd Ring; dette giver for Innstein og Half Tiden omkring 710–20, hvilket og passer dermed at Halfs Fader Hjørleif levede lidt senere end Vikar. Men at Hjørleif i saa Fald skulde kunne have haft en Ætling i 3die Led, der kunde drage til Island efter 875, bliver en Umulighed, naar man ej vil sætte hver Generation til over 60 Aar. Det er endog vanskeligt nok, med Hjørleifs Levetid omkring 690 at forlige Slægtrækken fra hans anden Søn Utrygg, hvorved Landnamsmanden Ulf skjalge bliver en Sønnesøns Søn af Utrygg[9], og dennes Levetid, efter sædvanlig Beregning, falder mellem 750 og 800. Vel kan man tænke sig hvert Slægtled 10 Aar længere, og saaledes faa Utryggs Fødsel og Hjørleifs Levetid op til 700, men en saadan Fremgangsmaade vilde stride imod, hvad Erfaring har viist at være det rette, nemlig ved omtrentlige Beregninger at sætte for hver Generation mellem 25 og 33 Aar. Vi nødes altsaa til her at antage et Slægtled bortfaldet. Endnu flere Led maa antages bortfaldne i den anden Række, der udgiver Landnamsmændene Geirmund og Haamund Heljarskind for Halfs Sønnesønner. Thi om Geirmund end, som det heder, var gammel, da han ej længe efter Hafrsfjordslaget drog til Island, falder dog hans Fødsel og Faderen Hjørs Levetid omkring 820, og følgelig Hjørs Faders Levetid omkring 790; saa silde kan Half umuligt have levet. Historien med Brage Skald synes saa uadskillelig knyttet til Brødrenes bekjendte Tilnavn, at man ej tør underkjende dens Troværdighed, især da det Vers, Brage ved denne Anledning kvad, maa have bidraget til at vedligeholde den i Erindringen; ikke at tale om, at Geirmund Heljarskind i Landnáma udtrykkeligt siges at have været den ypperste af alle Landnamsmændene[10], hvorfor det og er saameget rimeligere, at Beretningen om hans Fødsel og Barndom er bleven omhyggeligt opbevaret. Og Brage Skalds Levetid falder just, som man af andre Sagn-Udsagn noksom kan godtgjøre, i Slutningen af 8de og Begyndelsen af 9de Aarhundrede[11]. Slægtled maa altsaa i Rækken være udfaldne, men Spørgsmaalet bliver, hvor mange, og hvor.

Her bliver det nu for det første vist, at Geirmunds og Haamunds Fader virkelig hed Hjør, thi han nævnes udtrykkeligt i Brages Vers, og det er ikke sandsynligt, at de islandske Genealogier ogsaa i dette Stykke skulde have fejlet. Der er altsaa en Hjør, som uadskilleligt er knyttet til Geirmund og Haamund som deres Fader.

Men nøjere Undersøgelser vise ogsaa, at der er en Hjør, som uadskilleligt er knyttet til Half som hans Søn. Ej alene ere alle Sagaer og Slægtregistre, der nævne Half og hans Æt, enige om at tillægge ham Sønnen Hjør, men Landn. siger udtrykkeligt, at „Half var Fader til den Kong Hjør, der hevnede sin Fader tilligemed Kong Sølve Høgnesøn“. Halfs Saga melder ligeledes, at Hjør, Kong Halfs Søn, var gift med Hagny, en Datter af Kong Hake Haamundssøn[12]. Men tidligere, hvor den fortæller om Innstein, Utstein, Hrok den svarte og Hrok den hvite, heder det, at Gunnlad, Innsteins og Utsteins Moder, og Haamund, Hrokernes Fader, begge vare Børn af Berserken Hromund. I Fundinn Noregr staar dennes Slægt opregnet; det heder at han havde tre Børn, Haamund, Hrokernes Fader, Gunnlad, Utsteins og Innsteins Moder, og Hake. At denne Hake enten er den samme, som Halfssagas Hake Haamundssøn, og i saa Fald „Hromund“ at ansee som en Skrivfejl istedetfor „Haamund“, eller at Hake Haamundssøn maaskee endnu snarere, at dømme efter det Opkaldelsessystem, som var og tildeels endnu er saa sædvanligt i Norge, har været betragtet som en Sønnesøn af Hake Hromundssøn, synes temmelig vist. I alle Fald er Hake Haamundssøn nøje knyttet til Starkads og Hjørleifs Tidsalder. Det vil i det Følgende blive viist, hvorledes denne Hake Haamundssøn er ingen anden end den berømte Søkonge Hake, hos hvilken Starkad opholdt sig, som vandt Svithjod, og hvis Død ogsaa af Snorre beskrives saa smukt; og Starkads Ophold hos ham falder endog, som det synes, tidligere end hans Ophold hos Frode[13]. Fundinn Noregr opstiller derhos en Genealogi, hvis Rigtighed vistnok er noget tvivlsom, ifølge hvilken Signy, Hagbards Elskede, bliver Søskendebarn til Høgne af Njardø; deraf følger dog, at Hagbards Broderdatter Hagny antages at være i samme Generation som Sølve Hognesøn[14]. Det er altsaa umiskjendeligt, at Hagny uadskilleligt henhører til Halfs Tidsalder, og at hun umuligt kan have været samtidig med Brage Skald, eller omkring Aaret 820 født de omtalte Tvillinger til Verden. Og her bliver Landnáma, hvis Troværdighed i Stridstilfælde maa sættes over Halfssagas, af fortrinlig Oplysning. Landnáma veed intet om, at Hjør, Tvillingernes Fader, var gift med Hagny. Den fortæller, at Hjør herjede paa Bjarmeland, og fangede der Kongens Datter Ljufvina, som han egtede, og om hvem den nu beretter det samme, som Halfssaga beretter om Hagny. Landnámas Beretning, der næsten kan ansees som Are Frodes, nedskreven i Slutningen af 11te Aarhundrede, er upaatvivleligt bygget paa Traditionen inden Geirmunds egen Familie, og derfor mest at stole paa, ikke at tale om, at Brødrenes mørke Udseende lettest forklares ved deres tschudiske Herkomst paa mødrene Side[15].

Vi faa altsaa een Hjør, der var Halfs Søn, der hevnede sin Fader tilligemed Sølve, og som var gift med Hagny, Hake Haamundssøns Datter; en anden Hjør, gift med Ljufvina, og Fader til Geirmund og Haamund Heljarskind. Disse Hjørver maa have været forskjellige Personer, hvilke af senere Sagnfortællere, med Udeladelse af Mellemled, ere forvexlede Paa saadanne Udeladelser af Mellemled, og Forvexlinger af Personer med samme Navn, hvortil det ovennævnte Opkaldelses-System gav saa megen Anledning, finder man saa hyppige Exempler, at man heller ikke kan tage i Betænkning, at antage saadant ogsaa at have været med i Spillet her; der bliver kun Spørgsmaal, hvor mange Led man skal antage bortfaldne mellem Hjør Halfssøn og den anden Hjør, Tvillingernes Fader. Det sædvanlige var vistnok, og er endnu, at Sønnesønnen opkaldtes efter Bedstefaderen; i saa Fald vilde kun eet Led være bortfaldet mellem de tvende Hjørver, eller to Led mellem Hjør Halfssøn og Geirmund. Men derved vilde man dog neppe endnu være hjulpen; thi antages Geirmund fød ved 820, og hans Fader Hjør ved 790, vilde den ældre Hjørs Fødsel og Halfs Levetid i saa Fald komme omkring 730, hvilket upaatvivleligt er en Generation for silde. To Led maa derfor vistnok være bortfaldne, saaledes at Halfs Levetid kommer omkring 700, og dette stemmer ogsaa meget godt med den Omstændighed, at der mellem den ældste Hjør, Jøsurs Søn og Hjør, Halfs Søn, ligeledes ligge tvende Slægtled.

Det er muligt, at et af disse Slægtled virkelig paa et andet Sted i Landnáma er nævnt[16]. Det fortælles nemlig, at Skalden Flejn Hjørssøn, der en Stund opholdt sig hos Kongerne Thorolf og Olaf paa Oplandene, havde været opfød nord paa Møre paa en Ø ikke langt fra Borgund, ved Navn Jøsurheid, hvor hans Fader (Hjør) boede; at han siden kom til Kong Eystein i Danmark, og vandt ved sin Skaldskab saadan Anseelse, at han fik Kongens Datter til Egte. Og i en gammel Fortegnelse over Skalder ved de ældste nordiske Hoffer heder det, at blandt en af de Skalder, der opholdt sig hos den svenske Konge Eystein Belje, var Flejn Skald. Denne Flejn maa have været en mere end almindelig anseet Skald, hvis Kvad længe opbevaredes, thi i Skálda opstilles en egen Indretning af Drottkvædeverset, kaldet Fleinsháttr, der upaatvivleligt benævnes efter ham. Sagnene om ham kunne derfor neppe ganske være grebne af Luften. At den svenske Eystein Belje, hos hvem han opholdt sig, maa være den samme, som den danske Kong Eystein hvis Datter han egtede, synes ej at kunne betvivles; det maa tillige erindres, hvad der ovenfor er nævnt, at man paa den Tid under „Danmark“ neppe forstod det nuværende Danmark, men kun det oprindelige, mellem Skaane og Gautland. Eystein Belje nævnes som Konge eller egentlig Underkonge i Sverige paa Ragnar Lodbroks Tid, omkring 780[17]. Det er ikke usandsynligt, at Flejn Skald, som i sine yngre Dage opholdt sig hos Eystein, og i sin Alderdom hos Kongerne paa Oplandene, af hvilke den ene havde en Søn, som var Landnamsmand, har været en Søn af Hjør Halfssøn. Thi Navnet Jøsurheid i Forbindelse med Hjør bliver her overbevisende; vel heder det at Jøsurheid skulde ligge paa Møre, men dette er aabenbart en Fejltagelse, som maaskee kan have sin Oprindelse derfra, at Hjør, indtil han hevnede sin Fader og saaledes gjenvandt sit Rige, opholdt sig paa Møre, hvor Sølve Høgnesøns Æt ifølge Fundinn Noregs udtrykkelige Vidnesbyrd hørte hjemme. Flejn kan, hvis han var fød omkring 740, have opholdt sig hos Eystein imellem 770–790, og hos Kongerne paa Oplandene som Olding omkring 810. Det er saaledes altid en Mulighed for, at han kan have været den yngre Hjørs Farfader. Men det er ogsaa muligt, at han kun har været en yngre Søn af Hjør Halfssøn.

At der i begge Slægtrækker fra Hjørleif ere Led bortfaldne, maa saaledes være udenfor al Tvivl, og den sidste Række (til Geirmund og Haamund) oplyser endog selv om, hvad der har givet Anledning til Udeladelsen. Naar vi efter disse Undersøgelser skulle bestemme Slægtens Chronologi, eller Tiden, naar enhver af de omtalte Helte maatte antages at have været i sine bedste Aar, maatte det blive: Hjørleif 690–700; Half 700–720; Hjør Halfssøn og Sølve Høgnesøn 720–740; Flejn Hjørssøn 770–790; Hjør den yngre 810–830, Geirmund og Haamund Heljarskind 860-880.


  1. I Halfs Saga Cap. 9 læses „8 Aar“, uagtet det dog heder at han var den ældste af Brødrene, og at Broderen Half Vaaren efter hans Hjemkomst om Høsten var 12 Aar gammel. I Haandskriftet er der saaledes fejlagtigt skrevet „viij“ istedetfor „xiij“.
  2. Dette skal betyde: der er ikke strøet Straa paa Gulvet (i Rans Hal) til vor Ankomst. Ved Gilder strøedes nemlig friskt Straa paa Gulvet.
  3. Det synes som om man brugte at omgive Sverdene med en tynd Skorpe af Vox for at hindre dem fra at ruste.
  4. Denne Beretning om Sølve Høgnesøn findes i Yngl. Saga Cap. 35. Det er merkeligt nok, at Talen her kun er om Sigtuna, ej om Uppsala. Denne Kong Eystein har altsaa aabenbart hørt til en anden Green af Ynglinge-Stammen, til Sigtuna-Kongerne, og er kun ved en vilkaarlig Kombination indsat i Uppsalakongernes Række. Det kunde næsten synes, som om han af Etikette har været forvexlet med Eystein belje, Underkonge i Svithjod paa Ragnar Lodbroks Tid. Mere herom nedenfor.
  5. Landnáma, II. 19.
  6. Dødsgudinden Hel beskrives som sortblaa paa den ene Side af Ansigtet; heljarskinn (Hels Skind) vil altsaa sige „sortagtigt Skind ligt Hels“.
  7. Hyndluljod, Str. 12.
  8. Fornaldar Sögur Nordrl. II. S. 7. Her staar i Svanr hinn rauði, faðir Sæfara, föður Ulfs, föður Álfs, föður þeirra Ingimundar Ole ok Eysteins. Men det er aabenbart, ved Sammenligning med Hyndluljod og Halfssaga, at her ikke skal læses Ingimundar og Eysteins, men Innsteins ok Útsteins. Dette er ikke det eneste Sted, hvor Fund. Nor. har en øjensynlig Fejl. Ovenfor er Fejlen Imalds og Eiriks, istedetfor Snjalls ak Hjalls, m. m. omtalt. En Fejl er det og, hvor Raums anden Søn i Slutningen af Cap. 1. kaldes Haukr, uagtet han dog i den specielle Opregnelse Cap. 2 kaldes Hauðr og sættes i Forbindelse med Hadeland.
  9. Denne Række lyder efter Landn. II, W saaledes: Utrygg – Ublaud – Høgne hvite – Ulf skjalge-, tidlig Landnamsmand, Oldefader til Thjodhild, Erik Rødes Hustru, altsaa fød omkring 840, hvilket efter sædvanlig Beregning giver for Utrygg Fødselsaaret 750.
  10. Landnáma II. 30: þat segja vítrir menn, at hann hafi göfgastr verit allra landnámsmanna á Íslandi; litt átti hann hér deilur við menn; hann kom heldr gamall út.
  11. Det heder ej alene i den gamle Skaldefortegnelse, at Brage den gamle levede deels hos Eystein belje Ragnar Lodbroks Underkonge i Sverige, deels hos Bjørn Jernsides Sønnesøn Bjørn paa Hauge, der levede ved 831; man har endnu Brudstykker af et af Brage forfattet Digt, hvor han omtaler et Skjold, Ragnar selv havde givet ham. (Se Skálda, Cap. 42). Endelig siger Landnáma, at den Thore Herse, Roaldssøn, som opfostrede Erik Blodøxe, og som derfor maa ansees at have været omtrent samtidig med Kong Harald Haarfagre, eller fød omkring 850, var en Dattersøn af Brage den Gamle, hvilket ogsaa sætter dennes Levetid ved 820. (Landn. II. 1).
  12. Landn. II. 19.
  13. Se nedenfor § 13.
  14. Dette Slægtregister, som nedenfor nærmere vil blive omtalt, lyder saaledes: Grjotgard fik Nordmøre, hans Søn var Salgard, Fader til Grjotgard, Fader til Sølve, Fader til Høgne i Njardø, Fader til Vikingen Sølve og Hild den Mjove, gift med Hjørleif den Kvennsame … og længere nede: Sigar var Fader til Sigmund, som var gift med Hilde, Datter af Kong Grjotgard paa Møre, hans Søn hed Sigar, Signys Fader, som lod hænge Hagbard.
  15. Ogsaa Sturlungasaga (Cap. 1) omtaler Geirmunds og Haamunds Fødsel og Brage Skalds Vers, men den nævner ikke udtrykkelig Dronningens Navn, og kan derfor ikke her gjøre noget Udslag.
  16. Landn. V. 1.
  17. Om denne Eystein Belje vil der nedenfor blive talt. Da man aldeles ikke synes at have været paa det rene med hans Historie eller Herkomst, tør man vel ikke fæste synderlig Lid til, hvad der om ham berettes; dog saa meget synes idetmindste Skaldefortegnelsen at vise, at man henførte ham til Ragnar Lodbroks Tid, eller til Slutningen af det 8de Aarhundrede. Flein Skald nævnes i allefald som samtidig med Brage hin gamle eg hans Svigerfader Erp Lutande.