Det norske Folks Historie/1/42

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (1-1, s. 294-301).

Det ligger i Sagens Natur, at den her skildrede Bevægelse fra Østen og paafølgende Omstøbning af Forholdene i Norden nærmest berøre Nordens østlige og sydlige Deel, eller Svithjod, (Gautland, Viken, Danmark og de øvrige til den gotiske Kulturkreds hørende Lande, medens det egentlige eller nordenfjeldske Norge lidet eller intet kunde berøres deraf. Vi finde derfor ikke faa Sagn om Konge-Ætter i det nordlige og vestlige Norge, der staa i meget ringe Forbindelse med Braavalla-Sagnkredsen, og ved hvilke det derfor endog ikke sjælden er meget vanskeligt at afgjøre, om de Begivenheden de omhandle, – forsaavidt som de maa erkjendes at være historiske – ere ældre eller yngre end Harald Hildetands og Sigurd Rings Tidsalder. I flere af dem spiller vistnok Starkad en Rolle, og forsaavidt kan man maaskee heri finde nogen, om end en usikker, historisk Vejledning; andre derimod staa aldeles afsondrede. Et af de vigtigste Sagn, i hvilke Starkad omtales, er Sagnet om de rygske og egdske Konger, fornemmelig Vikar, Starkads Fostbroder, hvilken vi allerede i et foregaaende Afsnit (S. 158) have haft Anledning til at nævne. Uagtet Sagnene om ham spille saare meget over i det mythiske, forekommer hans Navn dog paa den anden Side i saamange forskjellige Forbindelser, at man neppe kan tvivle om hans historiske Personlighed, ligesom ogsaa de Fortællinger, der endnu ere opbevarede om hans Æt og andre i Forbindelse dermed staaende Konge-Ætter, altfor meget bære Sandsynlighedens Præg, til at man skulde kunne ansee dem for aldeles uhistoriske. De danne tilsammen en Sagnkreds, der giver et ret interessant Omrids af de vigtigste Begivenheder, som under Sagnperioden forefaldt i det sydvestlige Norge, eller i de af Hørder, Ruger og Egder beboede Dele af Landet.

Kong Aalrek paa Hørdaland, fortæller Halfs Saga, boede paa Aalreksstad; han var gift med Signy, Datter af Kongen paa Vors. Hans Hirdmand Koll fulgte Kongen nord til Sogn, og fortalte ham saare meget om hvor deilig Geirhild Drifsdatter var, han havde nemlig seet hende ved Ølbrugningen, og sagde at han undte ham at faa hende til Hustru. Da Geirhild stod og var beskjeftiget med sit Lærred, kom Odin i Skikkelse af en Mand ved Navn Hatt til hende, og aftalte med hende, at hun skulde blive Aalreks Hustru, imod at hun i alle paakommende Tilfælde skulde anraabe ham om Hjelp. Kongen saa hende paa sin Hjemrejse og egtede hende endnu samme Høst. Koll gav han til Belønning for hans Troskab Jarledømme i Kollsø søndenfor Hardsø^[1], et velbebygget Hered. Kongens tvende Hustruer bleve imidlertid snart uenige, saa at han var nødt til at skille sig ved een af dem. Han sagde derfor, at han vilde beholde den, der havde brygget det bedste Øl til hans Velkomst, naar han tom tilbage fra Ledingen. De kappedes nu om, hvo der kunde brygge det bedste Øl. Signy paakaldte Freyja, Geirhild Hatt; denne gav hende sit Spyt istedetfor Gjær, og fik til Gjengjeld Løfte om at faa, hvad der var imellem Karret og hende. Hendes Øl blev det bedste, men Aalrek kvad:

Geirhild, Geirhild,
godt er dit Øl,
hvis kun ingen
Ulemper følge,
jeg seer hænge
i højen Galge
din Søn, Kvinde,
solgt til Odin.

Kort efter fødte Geirhild Sønnen Vikar. Det var altsaa ham, Hall eller Odin havde fordret, og som nu fra Fødselen af var ham helliget. Paa denne Tid herskede Kong Agvald over Rogaland^[2], og boede paa Roge paa Jøsurheid, der ligger imellem Rogaland og Thelemarken, hvilken Egn senere blev kaldet Vide. Han laa paa Jagt her med sin Hird, og der fødte hans Dronning en Søn ved Navn Jøsur, der blev sat til Opfostring hos Gunnvald Jarl paa Stord. Agvald blev overfalden og dræbt af Vikingen Hækling; han er højlagt paa Agvaldsnes. Da Jøsur havde været Konge en Tidlang, egtede hans Fosterfader Gunnvald Roge en Kvinde, som ogsaa Koll Jarl bejlede til; derover blev Koll forbittret, overfaldt Gunnvald, brændte hans Gaard og dræbte ham. For at hevne sin Fosterfaders Drab drog Jøsur afsted med en Flaade, men da Koll saa ham komme sejlende, skyndte han sig til sine Skibe, og sejlede nordover Hardsøen til Gravdalsvaag. Her kom Aalrek til ham med faa Folk, da han ingen Ufred ventede; men strax efter kom Jøsur og angreb dem; baade Aalrek og Koll faldt med Størstedelen af deres Folk. Vikar, Aalreks Søn, undkom ikke fra Tummelen, førend Jøsur var dragen bort. Paa Tilbagevejen underkastede Jøsur sig hele Kolls Rige. Mange Aar senere overfaldt Vikar Jøsur, da han opholdt sig der; Jøsur faldt tilligemed alle Bønderne i Heredet, derfor, heder det, fik det Navnet Kvinnhered, fordi kun Enkerne bleve tilbage. Vikar underkastede sig nu Kolls Rige. Men Jøsur havde en Søn ved Navn Hjør, der igjen angreb Vikar. Efter en lang Kamp, hvori de skifteviis havde Fordelen, sluttede de omsider Forlig. Vikars Søn var Vatnar, som ligger i Vatnarshaugen; hans Sønner vare Snjall og Hjall, der ligge i Brødrehaugen.

Dette er Halfssagas Fremstilling. En anden, der indeholdes i den saakaldte Vikars Thaatt, der som Episode er indtagen i den fabelagtige Gautreks Saga, lader Vikar være en Søn af Kong Harald paa Agder, og fortæller, saaledes som det allerede ovenfor er anført, at Starkad var hans Landværnsmand og boede paa Tromø, og at Kong Harald blev overfalden og dræbt af den mægtige Kong Herthjof paa Hørdaland, der underlagde sig hans Rige og førte hans Søn Vikar tilligemed den unge Starkad hjem med sig til Hørdaland, hvor Starkad sattes til Opfostring hos en mægtig Mand ved Navn Grane, der kaldtes Rosshaars-Grane, og boede paa Ask, paa Øen Fenring (Askø). Herthjof, heder det, var idelig i Leding, og hans Rige var da meget udsat for Angreb af fremmede Fiender; for at kunne samle Folk i en Hast sammen ved slig Lejlighed lod han indrette Viter (Varder) paa forskjellige Punkter, hvoriblandt en paa Fenring; den blev Vikar sat til at passe. Medens Vikar laa ved Viten, gik han til Ask for at besøge Starkad, der nu var 12 Aar gammel; han fandt ham liggende paa Gulvet ved Ilden, stor og af et klodset Udseende. Vikar rejste ham op, gav ham Vaaben og Klæder, og gik med ham til sit Skib, de samlede siden ti andre Kæmper og Holmgangsmænd om sig og overfaldt Herthjof i hans befæstede Borg med saadan Vælde, at uagtet de kun vare 12, og Herthjof havde 70 Krigere om sig, maatte dog denne bide i Græsset med 30 af sine Mænd. Vikar tog nu Herthjofs Skibe og sejlede til Agder, hvor hans Faders Venner modtoge ham med aabne Arme; han blev tagen til Konge over Agder og Jæderen^[3], og underlagde sig tillige Herthjofs Rige, Hørdeland og Hardanger. Vikar blev en stor Hærmand og laa hver Sommer i Hærferd. Han herjede i Viken og Gautland, vandt ved Væneren en stor Sejer over en Kong Sisar fra Kønugaard^[4], fældte Herthjofs Broder Geirthjof, Konge paa Oplandene, fik hans anden Broder Fridthjof, Konge i Thelemarken, fordreven fra Landet, og underlagde sig deres Besiddelser. Vikar var nu en mægtig Konge, der havde mange Kæmper om sig, af hvilke Starkad var den fornemste; Kongen gav ham mange Gaver, hvoriblandt en stor Guldring; han skjenkede derimod Kongen Thromø. Men efterat han i Alt havde opholdt sig hos ham i 15 Aar, hændte det sig, at Vikar paa en Sørejse fra Agder til Hørdaland maatte ligge stille ved nogle Holmer for haardnakket Modvind. De fældte Blotspaan for at faa Bor, og den faldt saaledes, at Odin vilde have en Mand efter Lodkastning til at hænges som et Offer til ham. Lodden traf Vikar selv, og forfærdede herover besluttede hans Mænd næste Dag at holde Raad, forinden man opfyldte Oraklets Bud. Men om Natten vakte Rosshaars-Grane Starkad og tog ham med sig til en anden skovbevoxen Ø, hvor de, saaledes lyder Sagnet, paa en Rydning traf Guderne selv, der holdt Thing, og hvor 11 Dommere sad hver paa sin Stol, medens den 12te Stol stod tom, indtil Rosshaars-Grane, der nu aabenbarede sig som Odin selv, satte sig paa den. Odin befalede Dommerne at dømme Starkads Skjebne, og forundte ham selv mange gode Gaver, saasom Liv i tre Menneskealdre, Rigdom paa Gods og herlige Vaaben, Sejersælhed, Skaldskab og Høvdingers Yndest, medens Thor paaheftede ham allehaande Forbandelser, som Barnløshed, Hjemløshed, Utilfredshed, haarde Saar, Forhadthed hos Folket, og endelig at han i hver af de tre Menneskealdre skulde begaa et Nidingsverk^[5], og at Ingen skulde erindre hans Digte. Dette bekræftede Dommerne, og den paafølgende Dag begik Starkad efter Odins Anviisning sit første Niddingsverk, ved først at foreslaa, at man kun skulde foranstalte en Hængning for et Syns Skyld, og siden, efterat have overtalt Vikar til at underkaste sig denne Ceremoni, desuagtet at dræbe ham ved Odins Tryllekunster, idet den svage Kvist, hvortil han fæstedes, blev til en tyk Green, og den Rørsprote, hvormed Starkad berørte ham, blev til en Geir, der gjennemborede ham^[6]. For dette Nidingsverk maatte Starkad forlade Landet.

Det vil lettelig sees, at denne sidste Fremstilling af Vikars Historie indeholder den forventede Opfyldelse af den Spaadom, som i den første meddeles. Ligesom det skeer i flere af vore Æventyr, helliger Geirhild allerede sin uføde Søn til Odin, og hans Fader seer ham allerede i Tankerne hænge i Galgen, offret til Odin. Det er tydeligt, at hvis det havde ligget i den Bearbejders Plan, der ordnede Halfssaga, at fortælle videre om Vikar, da vilde ogsaa han have fortalt, hvorledes han blev hængt som et Offer til Odin. Men det er ikke Vikars Æt, han dvæler ved, det er Jøfurs, og følgelig slipper han den første, hvor den ej længer griber ind i den sidstes Historie; han nævner ikke engang om Vikars Død, men omtaler kun løseligt hans Søn Vatnar, og hans Sønnesønner Snjall og Hjall. Sagnets Eenhed, eller at Vikar, Vatnars Fader, tillige er den samme Vikar, Haralds Søn, der blev svegen af Starkad, godtgjøres af et Sted i et af Landnamsbogens Haandskrifter, hvor det udtrykkelig meldes, at Vikar, Søn af Harald Egdekonge, havde Sønnen Vatnar, der ligger begraven i Vatnarshaug søndenfor Haakonhellen ikke langt fra Bergen, og at Vatnar havde Sønnerne Snjall og Hjall, der ligge begravne i to Høje nær ved Glaumstein paa Hallands Kyst. Der tilføjes endog nogle Slægtregistre, ifølge hvilke Snjalls Ætling i 5te Led var Landnamsmanden (den norske Nybygger paa Island) Thormod Skafte, og Hjalls Ætlinger i 4de og 5te Led de to Landnamsmænd Ørlyg den Gamle og hans Søn Valthjof^[7].

Hvad der altsaa er vist, er, at der maa have været et Sagn om en Kong Vikar, Vatnars Fader og Starkads Fostbroder, og at denne Vikar maa have været Konge over Agder og Rogaland, med andre Ord, over Rogernes eller Rugernes gamle Rige i dets fuldeste Udstrækning, og at han dertil har føjet flere Nabofylker, fornemmelig Hordaland. Det maa antages som afgjort, at det uforvanskede Sagn ikke har ladet Hørdaland være hans egentlige Fædrenerige. Thi endog i Halfs Saga, der fortæller om Vikars Fødsel, og lader Jøsur være Søn af Agvald Rogalands Konge, kaldes dog Jøsurs Sønnesøn Hjørleif Hørdalands Konge; det siges vel, at han ogsaa herskede i Rogaland, men, som man tydeligt kan see, alene fordi Afskriveren paa Grund af det Foregaaende bar anseet det nødvendigt at indskyde dette Tillæg, der heller ikke findes i alle Haandskrifter, ligesom Rogaland i det Følgende, hvor der fortælles om Hjorleifs Ætmænd, ikke en eneste Gang nævnes, og Hjørleif, hvor han forresten i andre Sagaer omtales, stadigt kaldes Hørdalands Konge. Hertil kommer og, at Slægtregisterne i Fundinn Noregr, der udtrykkeligt nævne baade Jøsur, Agvald, Vikar og Vatnar, kalde Jøsur Hørdalands Konge, og gjøre ham til Søn af Hørd, Gard Agdes Søn; Agvalds Søn omtales ikke, men Vikars Fader, der ogsaa her kaldes Aalrek, er, vistnok paa en saare vilkaarlig Maade, gjort til en Søn af Erik den maalspake, „og denne igjen til en Ætling af Skjold, hvis Fader Skelfir udgives for Konge paa Vors og Skilfingernes Stamfader. Nu er den egentlige Grund til at hiin Aalrek eller Alfrek er fremmanet, let at indsee: det er Tilværelsen af den store og bekjendte Kongsgaard Aalreksstad, nu Aarstad ved Bergen. Paa sædvanlig Maade forudsatte man at den maatte have faaet Navn efter en Kong Aalrek, uagtet den aabenbart kun var faaet det efter det nærliggende Fjeld, der endnu kaldes Aalriken eller Ulriken (d. e. den Alfe-fordrivende^[8]. Jøsur er bleven knyttet til Rogaland alene fordi det Sted, der heder Jøsurheid, i Oldtiden regnedes til Rogaland; men desuagtet lader endog Halfssaga ham blive opfød i Hørdaland, paa Stord-Øen. Det maa saaledes ansees som temmelig vist, at det oprindelige Sagn, foruden at henføre Vikar til Rogaland og Agder, tillige nævnte Harald som hans Fader. At dette skeer i Kvadet Vikarsbolk, der tillægges Starkad, var ej saa meget at betyde, da dette Kvad neppe er gammelt; men af større Vigtighed er det, at mægtige Ætter paa Island, der udlede deres Herkomst fra Vikar, udtrykkelig kalde vant Søn af Harald, Egdernes Konge.

Den islandske, og som det synes, ikke aldeles forkastelige, Slægt-Angivelse gjør det retteligt at anstille en omtrentlig Beregning angaaende Vikars Levetid. Snjall og Hjall sættes fem Generationer tidligere end Landnamstiden ved 880, deres Levetid vil derved falde mellem 710 og 730, og Vikars mod Slutningen af det 7de Aarhundrede. Vi have ovenfor omtalt Brødrene Hjall og Skate, der ifølge Saxo fældtes af Aale hin frøkne, og om hvilke endnu paa hans Tid en Landsby med begge Brødrenes fælles Navn minde. Disse Brødre ere umiskjendeligt vore Sagaers Snjall og Hjall; deres Høj paavises endnu i Nærheden af Glomsteen lidt nordenfor Falkenberg i Vinberg-Hered i Halland^[9]. De blive saaledes samtidige med Aale den frøkne, eller med Starkads sidste Dage, ligesom deres Farfader Vikar med Starkads tidligste Ungdom: et Sammentræf af forskjellige og af hinanden ganske uafhængige Tidsberegninger, der ikke kan kaldes tilfældigt. Føjes nu hertil den tredie, ligeledes uafhængige, Slægtberegning, ifølge hvilken Frode frøknes Levetid falder i Slutningen af 7de Aarhundrede, eller ubetydeligt sildigere end Vikars, bliver Sammentræffet endnu mere paafaldende, og Sandsynligheden af, at de her nævnte Hovedpersoner virkelig have været til og udført de fleste dem tillagte, ikke paatageligen mythiske Bedrifter paa de ovenfor angivne Tider, bliver endnu langt større.

Det historiske Resultat, vi heraf vinde, er saaledes, at der mod Slutningen af det 7de Aarhundrede i Norge har været et rygsk eller egdsk Rige, bestaaende af Rogaland og Agder med Tilbehør, eller rettere, at Rogaland endnu ikke havde deelt sig i de to Fylker Rygjafylke og Egdafylke, men dannede et eneste Fylke ligefra Ryvarden til Rygjarbit; at den Konge, under hvilken det naaede den største Magt, var Vikar Haraldssøn, der tillige underkastede sig Hørdaland og den ikke rygske Deel af Thelemarken samt de tilgrændsende Dele af Oplandene, hvortil man deels kunde regne Thelemarken selv, deels Vors, over hvilket Fundinn Noregr lader Vikars Æt herske^[10]; at Vikars Æt siden er bleven fortrængt, først fra Hørdaland, siden fra Rogaland, og at hans Sønnesønner Hjall og Snjall blot have været Søkonger, der omsider faldt i en Strid mod Aale den frøkne. Det synes tillige sikkert, at Vikar virkelig har haft i sin Tjeneste en navnkundig rygsk Helt, ved Navn Starkad, hvis Styrke og Tapperhed, Skaldeevne, Lunefuldhed og Blanding af gode og slette Egenskaber have vakt en ualmindelig Interesse og bidraget til at gjøre ham til en egte Sagnhelt, især ved at antage ham for den samme som eller en Ætling af den mythiske Jøtun Starkad Aludreng; ligeledes at Starkad virkelig bar fældet Vikar, og derpaa opholdt sig først hos Frode frøkne, siden hos Aale frøkne, og opnaaet en meget høj Alder, som dog ej behøver at antages højere end 70–80 Aar^[11]. At Vikinge-Livet allerede spiller en saa væsentlig Rolle i Vikars Historie, vidner ogsaa om at den umuligt kan tilhøre de tidligere Aarhundreder af Nordens Helteold.

---

1. Hardsø er den nuværende Bjørnefjord. Kolls-Ø kjendes nu ej, men af Sammenhængen maa man formode, at Sagnene dermed har meent Tysnæsøen (ellers kaldt Njarðarlög), og at Kolls Rige tillige troedes at have indbefattet Ølve og Kvinnhered.
2. Agvald kaldes i Fund. Noregr en Søn af Ragnvald, Søn af Rugalf, Gard Agdes Søn. Om denne Agvald er der flere Sagn; saaledes omtales et i Olaf Tryggvesøns Historie, Snorre, Ol. Ts. S. Cap. 71; der heder det at han plejede at blote til en Ko, han førte med sig, at han faldt i et Slag mod en Kong Varin, og blev højlagt paa Agvaldsnes. Endnu kaldes en af Gravhøjene paa Agvaldsnes Kohaugen, og det Sagn gaar, at en Ko med Guldklave skal være begraven der; i en anden skal Kong Agvald være begraven (Fayes Sagn S. 155). Om Jøsurheid og Vidi (Veum), der nu maa søges i Thelemarken ved Brunkeberg, Hviteseid og Moland, eller paa Grændsen mellem Thelemarkens østfjeldske og vestfjeldske Deel, er ovenfor talt (S. 79).
3. Her antydes atter umiskjendeligt den Sammenhæng mellem Agder og Rogaland, som vi ovenfor (S. 80) have omtalt.
4. Kønugaard var vore Forfædres Benævnelse paa Kijev i Rusland. Fortællingen viser sig allerede deraf at vare uegte. Ogsaa Navnet Sisar klinger sterkt efter de sildige Æventyrnavne. Efter det i Sagaen meddeelte Vers at slutte, skulde Starkad ved denne Lejlighed have faaet et Saar i Kinden til Jæxlerne; i saa Fald er denne Bedrift den samme som den, der i Norna-Gests Fortælling (Cap. 7) tillægges Sigurd Fafnersbane.
5. Dette synes vistnok at indeholde en middelbar Erkjendelse af, at de Digte, der senere tillagdes Starkad, ikke vare af ham.
6. Her haves et fuldstændigt Exempel paa Geirsod-Merkningen, eller det Odin velbehagelige Offer, baade ved Hængning og Gjennemboren med Geir, alt efter Haavamaal 139, se ovenfor S. 177, 211.
7. See Landnáma, Tillæggene fra Skardsaa-Bogen, Isl. Søgur I. S. 326–328. – Ogsaa Fundinn Noregr nævner Vikar og Vatnar, og tillægger Vatnar Sønnerne Imald og Erik, af hvilke den sidste var Fader til Gyda, Harald Haarfagres Hustru. Men her maa ganske vist flere Navne være bortfaldne, da end ikke Fundinn Noregs Forfatter for Alvor kunde tænke paa at fore Vatnar saa langt ned i Slægtrækken. „Imald“ er derhos aabenbart Forvanskning eller Fejllæsning af „Hjallr“ eller „Snjallr“, og man bør vistnok læse: „föður þeira Snjalls ok Hjalls, föður N. N., födur N. N. förður Eiríks o. s. v.“.
8. Álfrek kaldes i Eyrbyggja Saga al Bedrift, hvorved et Sted vanhelligedes, og Alferne tænktes at kunne bortjages. – Den her nævnte Maade at forklare Stedsnavne paa, har fra umindelige Tider været, og er endnu, sædvanlig i Norden. En Mængde af uegte, vildledende Sagn ere derved opkomne.
9. Se Richardsons Hallandia S. 96.
10. Se ovenfor S. 200, 299.
11. Naar nemlig Starkad henved 68O opholdt sig hos Vikar, 690–700 hos Frode og Ingjald, og 720 hos Aale, bliver hans Leve- og Virke-Alder ikke større end mangen i nyere Tider bekjendt Veterans. Om Bestemmelsen af Tiden før Braavallaslaget vil i det Følgende blive handlet.