Det norske Folks Historie/1/42

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det ligger i Sagens Natur, at den her ſkildrede Bevægelſe fra Øſten og paafølgende Omſtøbning af Forholdene i Norden nærmeſt berøre Nordens øſtlige og ſydlige Deel, eller Svithjod, (Gautland, Viken, Danmark og de øvrige til den gotiſke Kulturkreds hørende Lande, medens det egentlige eller nordenfjeldſke Norge lidet eller intet kunde berøres deraf. Vi finde derfor ikke faa Sagn om Konge-Ætter i det nordlige og veſtlige Norge, der ſtaa i meget ringe Forbindelſe med Braavalla-Sagnkredſen, og ved hvilke det derfor endog ikke ſjælden er meget vanſkeligt at afgjøre, om de Begivenheden de omhandle, — forſaavidt ſom de maa erkjendes at være hiſtoriſke — ere ældre eller yngre end Harald Hildetands og Sigurd Rings Tidsalder. I flere af dem ſpiller viſtnok Starkad en Rolle, og forſaavidt kan man maaſkee heri finde nogen, om end en uſikker, hiſtoriſk Vejledning; andre derimod ſtaa aldeles afſondrede. Et af de vigtigſte Sagn, i hvilke Starkad omtales, er Sagnet om de rygſke og egdſke Konger, fornemmelig Vikar, Starkads Foſtbroder, hvilken vi allerede i et foregaaende Afſnit (S. 158) have haft Anledning til at nævne. Uagtet Sagnene om ham ſpille ſaare meget over i det mythiſke, forekommer hans Navn dog paa den anden Side i ſaamange forſkjellige Forbindelſer, at man neppe kan tvivle om hans hiſtoriſke Perſonlighed, ligeſom ogſaa de Fortællinger, der endnu ere opbevarede om hans Æt og andre i Forbindelſe dermed ſtaaende Konge-Ætter, altfor meget bære Sandſynlighedens Præg, til at man ſkulde kunne anſee dem for aldeles uhiſtoriſke. De danne tilſammen en Sagnkreds, der giver et ret interesſant Omrids af de vigtigſte Begivenheder, ſom under Sagnperioden forefaldt i det ſydveſtlige Norge, eller i de af Hørder, Ruger og Egder beboede Dele af Landet.

Kong Aalrek paa Hørdaland, fortæller Halfs Saga, boede paa Aalreksſtad; han var gift med Signy, Datter af Kongen paa Vors. Hans Hirdmand Koll fulgte Kongen nord til Sogn, og fortalte ham ſaare meget om hvor deilig Geirhild Drifsdatter var, han havde nemlig ſeet hende ved Ølbrugningen, og ſagde at han undte ham at faa hende til Huſtru. Da Geirhild ſtod og var beſkjeftiget med ſit Lærred, kom Odin i Skikkelſe af en Mand ved Navn Hatt til hende, og aftalte med hende, at hun ſkulde blive Aalreks Huſtru, imod at hun i alle paakommende Tilfælde ſkulde anraabe ham om Hjelp. Kongen ſaa hende paa ſin Hjemrejſe og egtede hende endnu ſamme Høſt. Koll gav han til Belønning for hans Troſkab Jarledømme i Kollsø ſøndenfor Hardſø[1], et velbebygget Hered. Kongens tvende Huſtruer bleve imidlertid ſnart uenige, ſaa at han var nødt til at ſkille ſig ved een af dem. Han ſagde derfor, at han vilde beholde den, der havde brygget det bedſte Øl til hans Velkomſt, naar han tom tilbage fra Ledingen. De kappedes nu om, hvo der kunde brygge det bedſte Øl. Signy paakaldte Freyja, Geirhild Hatt; denne gav hende ſit Spyt iſtedetfor Gjær, og fik til Gjengjeld Løfte om at faa, hvad der var imellem Karret og hende. Hendes Øl blev det bedſte, men Aalrek kvad:

Geirhild, Geirhild,
godt er dit Øl,
hvis kun ingen
Ulemper følge,
jeg ſeer hænge
i højen Galge
din Søn, Kvinde,
ſolgt til Odin.

Kort efter fødte Geirhild Sønnen Vikar. Det var altſaa ham, Hall eller Odin havde fordret, og ſom nu fra Fødſelen af var ham helliget. Paa denne Tid herſkede Kong Agvald over Rogaland[2], og boede paa Roge paa Jøſurheid, der ligger imellem Rogaland og Thelemarken, hvilken Egn ſenere blev kaldet Vide. Han laa paa Jagt her med ſin Hird, og der fødte hans Dronning en Søn ved Navn Jøſur, der blev ſat til Opfoſtring hos Gunnvald Jarl paa Stord. Agvald blev overfalden og dræbt af Vikingen Hækling; han er højlagt paa Agvaldsnes. Da Jøſur havde været Konge en Tidlang, egtede hans Foſterfader Gunnvald Roge en Kvinde, ſom ogſaa Koll Jarl bejlede til; derover blev Koll forbittret, overfaldt Gunnvald, brændte hans Gaard og dræbte ham. For at hevne ſin Foſterfaders Drab drog Jøſur afſted med en Flaade, men da Koll ſaa ham komme ſejlende, ſkyndte han ſig til ſine Skibe, og ſejlede nordover Hardſøen til Gravdalsvaag. Her kom Aalrek til ham med faa Folk, da han ingen Ufred ventede; men ſtrax efter kom Jøſur og angreb dem; baade Aalrek og Koll faldt med Størſtedelen af deres Folk. Vikar, Aalreks Søn, undkom ikke fra Tummelen, førend Jøſur var dragen bort. Paa Tilbagevejen underkaſtede Jøſur ſig hele Kolls Rige. Mange Aar ſenere overfaldt Vikar Jøſur, da han opholdt ſig der; Jøſur faldt tilligemed alle Bønderne i Heredet, derfor, heder det, fik det Navnet Kvinnhered, fordi kun Enkerne bleve tilbage. Vikar underkaſtede ſig nu Kolls Rige. Men Jøſur havde en Søn ved Navn Hjør, der igjen angreb Vikar. Efter en lang Kamp, hvori de ſkifteviis havde Fordelen, ſluttede de omſider Forlig. Vikars Søn var Vatnar, ſom ligger i Vatnarshaugen; hans Sønner vare Snjall og Hjall, der ligge i Brødrehaugen.

Dette er Halfsſagas Fremſtilling. En anden, der indeholdes i den ſaakaldte Vikars Thaatt, der ſom Epiſode er indtagen i den fabelagtige Gautreks Saga, lader Vikar være en Søn af Kong Harald paa Agder, og fortæller, ſaaledes ſom det allerede ovenfor er anført, at Starkad var hans Landværnsmand og boede paa Tromø, og at Kong Harald blev overfalden og dræbt af den mægtige Kong Herthjof paa Hørdaland, der underlagde ſig hans Rige og førte hans Søn Vikar tilligemed den unge Starkad hjem med ſig til Hørdaland, hvor Starkad ſattes til Opfoſtring hos en mægtig Mand ved Navn Grane, der kaldtes Roſshaars-Grane, og boede paa Aſk, paa Øen Fenring (Aſkø). Herthjof, heder det, var idelig i Leding, og hans Rige var da meget udſat for Angreb af fremmede Fiender; for at kunne ſamle Folk i en Haſt ſammen ved ſlig Lejlighed lod han indrette Viter (Varder) paa forſkjellige Punkter, hvoriblandt en paa Fenring; den blev Vikar ſat til at pasſe. Medens Vikar laa ved Viten, gik han til Aſk for at beſøge Starkad, der nu var 12 Aar gammel; han fandt ham liggende paa Gulvet ved Ilden, ſtor og af et klodſet Udſeende. Vikar rejſte ham op, gav ham Vaaben og Klæder, og gik med ham til ſit Skib, de ſamlede ſiden ti andre Kæmper og Holmgangsmænd om ſig og overfaldt Herthjof i hans befæſtede Borg med ſaadan Vælde, at uagtet de kun vare 12, og Herthjof havde 70 Krigere om ſig, maatte dog denne bide i Græsſet med 30 af ſine Mænd. Vikar tog nu Herthjofs Skibe og ſejlede til Agder, hvor hans Faders Venner modtoge ham med aabne Arme; han blev tagen til Konge over Agder og Jæderen[3], og underlagde ſig tillige Herthjofs Rige, Hørdeland og Hardanger. Vikar blev en ſtor Hærmand og laa hver Sommer i Hærferd. Han herjede i Viken og Gautland, vandt ved Væneren en ſtor Sejer over en Kong Siſar fra Kønugaard[4], fældte Herthjofs Broder Geirthjof, Konge paa Oplandene, fik hans anden Broder Fridthjof, Konge i Thelemarken, fordreven fra Landet, og underlagde ſig deres Beſiddelſer. Vikar var nu en mægtig Konge, der havde mange Kæmper om ſig, af hvilke Starkad var den fornemſte; Kongen gav ham mange Gaver, hvoriblandt en ſtor Guldring; han ſkjenkede derimod Kongen Thromø. Men efterat han i Alt havde opholdt ſig hos ham i 15 Aar, hændte det ſig, at Vikar paa en Sørejſe fra Agder til Hørdaland maatte ligge ſtille ved nogle Holmer for haardnakket Modvind. De fældte Blotſpaan for at faa Bor, og den faldt ſaaledes, at Odin vilde have en Mand efter Lodkaſtning til at hænges ſom et Offer til ham. Lodden traf Vikar ſelv, og forfærdede herover beſluttede hans Mænd næſte Dag at holde Raad, forinden man opfyldte Oraklets Bud. Men om Natten vakte Roſshaars-Grane Starkad og tog ham med ſig til en anden ſkovbevoxen Ø, hvor de, ſaaledes lyder Sagnet, paa en Rydning traf Guderne ſelv, der holdt Thing, og hvor 11 Dommere ſad hver paa ſin Stol, medens den 12te Stol ſtod tom, indtil Roſshaars-Grane, der nu aabenbarede ſig ſom Odin ſelv, ſatte ſig paa den. Odin befalede Dommerne at dømme Starkads Skjebne, og forundte ham ſelv mange gode Gaver, ſaaſom Liv i tre Menneſkealdre, Rigdom paa Gods og herlige Vaaben, Sejerſælhed, Skaldſkab og Høvdingers Yndeſt, medens Thor paaheftede ham allehaande Forbandelſer, ſom Barnløshed, Hjemløshed, Utilfredshed, haarde Saar, Forhadthed hos Folket, og endelig at han i hver af de tre Menneſkealdre ſkulde begaa et Nidingsverk[5], og at Ingen ſkulde erindre hans Digte. Dette bekræftede Dommerne, og den paafølgende Dag begik Starkad efter Odins Anviisning ſit førſte Niddingsverk, ved førſt at foreſlaa, at man kun ſkulde foranſtalte en Hængning for et Syns Skyld, og ſiden, efterat have overtalt Vikar til at underkaſte ſig denne Ceremoni, desuagtet at dræbe ham ved Odins Tryllekunſter, idet den ſvage Kviſt, hvortil han fæſtedes, blev til en tyk Green, og den Rørſprote, hvormed Starkad berørte ham, blev til en Geir, der gjennemborede ham[6]. For dette Nidingsverk maatte Starkad forlade Landet.

Det vil lettelig ſees, at denne ſidſte Fremſtilling af Vikars Hiſtorie indeholder den forventede Opfyldelſe af den Spaadom, ſom i den førſte meddeles. Ligeſom det ſkeer i flere af vore Æventyr, helliger Geirhild allerede ſin uføde Søn til Odin, og hans Fader ſeer ham allerede i Tankerne hænge i Galgen, offret til Odin. Det er tydeligt, at hvis det havde ligget i den Bearbejders Plan, der ordnede Halfsſaga, at fortælle videre om Vikar, da vilde ogſaa han have fortalt, hvorledes han blev hængt ſom et Offer til Odin. Men det er ikke Vikars Æt, han dvæler ved, det er Jøfurs, og følgelig ſlipper han den førſte, hvor den ej længer griber ind i den ſidſtes Hiſtorie; han nævner ikke engang om Vikars Død, men omtaler kun løſeligt hans Søn Vatnar, og hans Sønneſønner Snjall og Hjall. Sagnets Eenhed, eller at Vikar, Vatnars Fader, tillige er den ſamme Vikar, Haralds Søn, der blev ſvegen af Starkad, godtgjøres af et Sted i et af Landnamsbogens Haandſkrifter, hvor det udtrykkelig meldes, at Vikar, Søn af Harald Egdekonge, havde Sønnen Vatnar, der ligger begraven i Vatnarshaug ſøndenfor Haakonhellen ikke langt fra Bergen, og at Vatnar havde Sønnerne Snjall og Hjall, der ligge begravne i to Høje nær ved Glaumſtein paa Hallands Kyſt. Der tilføjes endog nogle Slægtregiſtre, ifølge hvilke Snjalls Ætling i 5te Led var Landnamsmanden (den norſke Nybygger paa Island) Thormod Skafte, og Hjalls Ætlinger i 4de og 5te Led de to Landnamsmænd Ørlyg den Gamle og hans Søn Valthjof[7].

Hvad der altſaa er viſt, er, at der maa have været et Sagn om en Kong Vikar, Vatnars Fader og Starkads Foſtbroder, og at denne Vikar maa have været Konge over Agder og Rogaland, med andre Ord, over Rogernes eller Rugernes gamle Rige i dets fuldeſte Udſtrækning, og at han dertil har føjet flere Nabofylker, fornemmelig Hordaland. Det maa antages ſom afgjort, at det uforvanſkede Sagn ikke har ladet Hørdaland være hans egentlige Fædrenerige. Thi endog i Halfs Saga, der fortæller om Vikars Fødſel, og lader Jøſur være Søn af Agvald Rogalands Konge, kaldes dog Jøſurs Sønneſøn Hjørleif Hørdalands Konge; det ſiges vel, at han ogſaa herſkede i Rogaland, men, ſom man tydeligt kan ſee, alene fordi Afſkriveren paa Grund af det Foregaaende bar anſeet det nødvendigt at indſkyde dette Tillæg, der heller ikke findes i alle Haandſkrifter, ligeſom Rogaland i det Følgende, hvor der fortælles om Hjorleifs Ætmænd, ikke en eneſte Gang nævnes, og Hjørleif, hvor han forreſten i andre Sagaer omtales, ſtadigt kaldes Hørdalands Konge. Hertil kommer og, at Slægtregiſterne i Fundinn Noregr, der udtrykkeligt nævne baade Jøſur, Agvald, Vikar og Vatnar, kalde Jøſur Hørdalands Konge, og gjøre ham til Søn af Hørd, Gard Agdes Søn; Agvalds Søn omtales ikke, men Vikars Fader, der ogſaa her kaldes Aalrek, er, viſtnok paa en ſaare vilkaarlig Maade, gjort til en Søn af Erik den maalſpake, „og denne igjen til en Ætling af Skjold, hvis Fader Skelfir udgives for Konge paa Vors og Skilfingernes Stamfader. Nu er den egentlige Grund til at hiin Aalrek eller Alfrek er fremmanet, let at indſee: det er Tilværelſen af den ſtore og bekjendte Kongsgaard Aalreksſtad, nu Aarſtad ved Bergen. Paa ſædvanlig Maade forudſatte man at den maatte have faaet Navn efter en Kong Aalrek, uagtet den aabenbart kun var faaet det efter det nærliggende Fjeld, der endnu kaldes Aalriken eller Ulriken (d. e. den Alfe-fordrivende[8]. Jøſur er bleven knyttet til Rogaland alene fordi det Sted, der heder Jøſurheid, i Oldtiden regnedes til Rogaland; men desuagtet lader endog Halfsſaga ham blive opfød i Hørdaland, paa Stord-Øen. Det maa ſaaledes anſees ſom temmelig viſt, at det oprindelige Sagn, foruden at henføre Vikar til Rogaland og Agder, tillige nævnte Harald ſom hans Fader. At dette ſkeer i Kvadet Vikarsbolk, der tillægges Starkad, var ej ſaa meget at betyde, da dette Kvad neppe er gammelt; men af ſtørre Vigtighed er det, at mægtige Ætter paa Island, der udlede deres Herkomſt fra Vikar, udtrykkelig kalde vant Søn af Harald, Egdernes Konge.

Den islandſke, og ſom det ſynes, ikke aldeles forkaſtelige, Slægt-Angivelſe gjør det retteligt at anſtille en omtrentlig Beregning angaaende Vikars Levetid. Snjall og Hjall ſættes fem Generationer tidligere end Landnamstiden ved 880, deres Levetid vil derved falde mellem 710 og 730, og Vikars mod Slutningen af det 7de Aarhundrede. Vi have ovenfor omtalt Brødrene Hjall og Skate, der ifølge Saxo fældtes af Aale hin frøkne, og om hvilke endnu paa hans Tid en Landsby med begge Brødrenes fælles Navn minde. Disſe Brødre ere umiskjendeligt vore Sagaers Snjall og Hjall; deres Høj paaviſes endnu i Nærheden af Glomſteen lidt nordenfor Falkenberg i Vinberg-Hered i Halland[9]. De blive ſaaledes ſamtidige med Aale den frøkne, eller med Starkads ſidſte Dage, ligeſom deres Farfader Vikar med Starkads tidligſte Ungdom: et Sammentræf af forſkjellige og af hinanden ganſke uafhængige Tidsberegninger, der ikke kan kaldes tilfældigt. Føjes nu hertil den tredie, ligeledes uafhængige, Slægtberegning, ifølge hvilken Frode frøknes Levetid falder i Slutningen af 7de Aarhundrede, eller ubetydeligt ſildigere end Vikars, bliver Sammentræffet endnu mere paafaldende, og Sandſynligheden af, at de her nævnte Hovedperſoner virkelig have været til og udført de fleſte dem tillagte, ikke paatageligen mythiſke Bedrifter paa de ovenfor angivne Tider, bliver endnu langt ſtørre.

Det hiſtoriſke Reſultat, vi heraf vinde, er ſaaledes, at der mod Slutningen af det 7de Aarhundrede i Norge har været et rygſk eller egdſk Rige, beſtaaende af Rogaland og Agder med Tilbehør, eller rettere, at Rogaland endnu ikke havde deelt ſig i de to Fylker Rygjafylke og Egdafylke, men dannede et eneſte Fylke ligefra Ryvarden til Rygjarbit; at den Konge, under hvilken det naaede den ſtørſte Magt, var Vikar Haraldsſøn, der tillige underkaſtede ſig Hørdaland og den ikke rygſke Deel af Thelemarken ſamt de tilgrændſende Dele af Oplandene, hvortil man deels kunde regne Thelemarken ſelv, deels Vors, over hvilket Fundinn Noregr lader Vikars Æt herſke[10]; at Vikars Æt ſiden er bleven fortrængt, førſt fra Hørdaland, ſiden fra Rogaland, og at hans Sønneſønner Hjall og Snjall blot have været Søkonger, der omſider faldt i en Strid mod Aale den frøkne. Det ſynes tillige ſikkert, at Vikar virkelig har haft i ſin Tjeneſte en navnkundig rygſk Helt, ved Navn Starkad, hvis Styrke og Tapperhed, Skaldeevne, Lunefuldhed og Blanding af gode og ſlette Egenſkaber have vakt en ualmindelig Interesſe og bidraget til at gjøre ham til en egte Sagnhelt, iſær ved at antage ham for den ſamme ſom eller en Ætling af den mythiſke Jøtun Starkad Aludreng; ligeledes at Starkad virkelig bar fældet Vikar, og derpaa opholdt ſig førſt hos Frode frøkne, ſiden hos Aale frøkne, og opnaaet en meget høj Alder, ſom dog ej behøver at antages højere end 70—80 Aar[11]. At Vikinge-Livet allerede ſpiller en ſaa væſentlig Rolle i Vikars Hiſtorie, vidner ogſaa om at den umuligt kan tilhøre de tidligere Aarhundreder af Nordens Helteold.


  1. Hardſø er den nuværende Bjørnefjord. Kolls-Ø kjendes nu ej, men af Sammenhængen maa man formode, at Sagnene dermed har meent Tysnæsøen (ellers kaldt Njarðarlög), og at Kolls Rige tillige troedes at have indbefattet Ølve og Kvinnhered.
  2. Agvald kaldes i Fund. Noregr en Søn af Ragnvald, Søn af Rugalf, Gard Agdes Søn. Om denne Agvald er der flere Sagn; ſaaledes omtales et i Olaf Tryggveſøns Hiſtorie, Snorre, Ol. Ts. S. Cap. 71; der heder det at han plejede at blote til en Ko, han førte med ſig, at han faldt i et Slag mod en Kong Varin, og blev højlagt paa Agvaldsnes. Endnu kaldes en af Gravhøjene paa Agvaldsnes Kohaugen, og det Sagn gaar, at en Ko med Guldklave ſkal være begraven der; i en anden ſkal Kong Agvald være begraven (Fayes Sagn S. 155). Om Jøſurheid og Vidi (Veum), der nu maa ſøges i Thelemarken ved Brunkeberg, Hviteseid og Moland, eller paa Grændſen mellem Thelemarkens øſtfjeldſke og veſtfjeldſke Deel, er ovenfor talt (S. 79).
  3. Her antydes atter umiskjendeligt den Sammenhæng mellem Agder og Rogaland, ſom vi ovenfor (S. 80) have omtalt.
  4. Kønugaard var vore Forfædres Benævnelſe paa Kijev i Rusland. Fortællingen viſer ſig allerede deraf at vare uegte. Ogſaa Navnet Siſar klinger ſterkt efter de ſildige Æventyrnavne. Efter det i Sagaen meddeelte Vers at ſlutte, ſkulde Starkad ved denne Lejlighed have faaet et Saar i Kinden til Jæxlerne; i ſaa Fald er denne Bedrift den ſamme ſom den, der i Norna-Geſts Fortælling (Cap. 7) tillægges Sigurd Fafnersbane.
  5. Dette ſynes viſtnok at indeholde en middelbar Erkjendelſe af, at de Digte, der ſenere tillagdes Starkad, ikke vare af ham.
  6. Her haves et fuldſtændigt Exempel paa Geirsod-Merkningen, eller det Odin velbehagelige Offer, baade ved Hængning og Gjennemboren med Geir, alt efter Haavamaal 139, ſe ovenfor S. 177, 211.
  7. See Landnáma, Tillæggene fra Skardsaa-Bogen, Iſl. Søgur I. S. 326—328. — Ogſaa Fundinn Noregr nævner Vikar og Vatnar, og tillægger Vatnar Sønnerne Imald og Erik, af hvilke den ſidſte var Fader til Gyda, Harald Haarfagres Huſtru. Men her maa ganſke viſt flere Navne være bortfaldne, da end ikke Fundinn Noregs Forfatter for Alvor kunde tænke paa at fore Vatnar ſaa langt ned i Slægtrækken. „Imald“ er derhos aabenbart Forvanſkning eller Fejllæsning af „Hjallr“ eller „Snjallr“, og man bør viſtnok læſe: „föður þeira Snjalls ok Hjalls, föður N. N., födur N. N. förður Eiríks o. ſ. v.“.
  8. Álfrek kaldes i Eyrbyggja Saga al Bedrift, hvorved et Sted vanhelligedes, og Alferne tænktes at kunne bortjages. — Den her nævnte Maade at forklare Stedsnavne paa, har fra umindelige Tider været, og er endnu, ſædvanlig i Norden. En Mængde af uegte, vildledende Sagn ere derved opkomne.
  9. Se Richardſons Hallandia S. 96.
  10. Se ovenfor S. 200, 299.
  11. Naar nemlig Starkad henved 68O opholdt ſig hos Vikar, 690—700 hos Frode og Ingjald, og 720 hos Aale, bliver hans Leve- og Virke-Alder ikke ſtørre end mangen i nyere Tider bekjendt Veterans. Om Beſtemmelſen af Tiden før Braavallaſlaget vil i det Følgende blive handlet.